Gelex

1996 LSF 130 FORSLAG TIL LOV OM CENTRE FOR UNDERVISNINGSMIDLER M.V.

GældendeVersion 1997-06-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00130@1997-06-16/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. Amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner driver centre for undervisningsmidler. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager kommunalbestyrelsen de opgaver og beføjelser, som er henlagt til amtsrådet.

Stk. 2. Centrene for undervisningsmidler skal

1) omfatte en samling af undervisningsmidler beregnet til udlån til undervisningsinstitutionerne i amtet,

2) sørge for information og yde rådgivning og vejledning til lærere m.fl. i amtet om undervisningsmidler og deres anvendelse og

3) yde bistand til lærere i amtet ved fremstilling af undervisningsmidler til eget brug.

Stk. 3. Aktiviteterne for centrene for undervisningsmidler kan omfatte

1) kursusvirksomhed over for undervisningsinstitutioner m.fl. og

2) pædagogisk og teknisk rådgivning og vejledning til undervisningsinstitutionernes brug af elektroniske net.

Stk. 4. Amtsrådene kan beslutte, at centrene for undervisningsmidler formidler lokale kulturtilbud i pædagogisk sammenhæng.

§ 2. Amtsrådet har det overordnede ansvar for centret for undervisningsmidler.

Stk. 2. Til at varetage ledelsen af centret for undervisningsmidler oprettes en bestyrelse, der består af

1) 2 repræsentanter for amtskommunen udpeget af og blandt medlemmerne af amtsrådet, og hvoraf den ene repræsentant af amtsrådet udpeges som formand for bestyrelsen,

2) 4 repræsentanter for kommunerne i amtet udpeget af kommuneforeningen i amtet blandt medlemmerne af kommunalbestyrelserne,

3) 1 repræsentant for medarbejderne ved centret for undervisningsmidler udpeget af og blandt centrets medarbejdere.

Stk. 3. Bestyrelsen udpeges for en periode af 4 år fra den 1. april i det år, der følger efter nyvalg til amtsråd og kommunalbestyrelser. Genudpegning kan finde sted. Udpegning af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen finder sted inden udgangen af februar måned samme år.

§ 3. Bestyrelsen fastsætter retningslinjer for virksomheden for centret for undervisningsmidler inden for de mål og rammer, som amtsrådet fastsætter.

Stk. 2. Efter indstilling fra lederen af centret for undervisningsmidler godkender bestyrelsen budgettet inden for de økonomiske rammer, som amtsrådet har fastlagt.

Stk. 3. Bestyrelsen afgiver indstilling til amtsrådet om ansættelse og afskedigelse af leder og øvrige medarbejdere ved centret for undervisningsmidler.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Bestyrelsen afholder mindst en gang om året et møde med repræsentanter for brugere af centret for undervisningsmidler. Mindst følgende organisationer indbydes:

1) Frie Grundskolers Fællesråd.

2) Dansk Friskoleforening.

3) Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler.

4) Foreningen af Private Selvejende Gymnasier, Studenter- og Hf-kurser.

5) Handelsskolernes Forstander- og Inspektørforening.

6) Foreningen af Skoleledere ved de Tekniske Skoler.

7) Danmarks Lærerforening.

§ 4. Lederen af centret for undervisningsmidler har den daglige ledelse af centret og er ansvarlig for centrets virksomhed over for bestyrelsen og amtsrådet. Lederen afgiver forslag til bestyrelsen om ansættelse og afskedigelse af centrets øvrige medarbejdere. Lederen varetager sekretariatsforretningerne for bestyrelsen og deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.

§ 5. Udgiften til etablering og vedligeholdelse af samlingen af undervisningsmidler og aktiviteter efter § 1, stk. 2, afholdes af amtskommunerne. Aktiviteter efter § 1, stk. 3 og 4, udbydes af centrene for undervisningsmidler som brugerfinansierede aktiviteter. Amtskommunerne fastsætter omfanget af brugerfinansieringen efter § 1, stk. 3, nr. 1.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. august 1997.

§ 7. Lov nr. 239 af 12. juni 1975 om amtscentraler for undervisningsmidler ophæves.

Stk. 2. Indtil valg af bestyrelse har fundet sted, jf. § 2, stk. 3, ledes centret for undervisningsmidler af den hidtidige ledelse af amtscentralen for undervisningsmidler, jf. lov nr. 239 af 12. juni 1975 om amtscentraler for undervisningsmidler.

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner driver pædagogiske centre. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager kommunalbestyrelsen de opgaver og beføjelser, som er henlagt til amtsrådet.

Stk. 2. De pædagogiske centre skal

1) omfatte en samling af undervisningsmidler beregnet til udlån til undervisningsinstitutionerne i amtet,

2) sørge for information og yde rådgivning og vejledning til lærere m.fl. i amtet om undervisningsmidler og deres anvendelse og

3) yde bistand til lærere i amtet ved fremstilling af undervisningsmidler til eget brug.

Stk. 3. De pædagogiske centres aktiviteter kan omfatte:

1) Kursusvirksomhed over for undervisningsinstitutioner m.fl.

2) pædagogisk og teknisk rådgivning og vejledning til undervisningsinstitutionernes brug af elektroniske net.

Stk. 4. Amtsrådene kan beslutte, at de pædagogiske centre formidler lokale kulturtilbud i pædagogisk sammenhæng.

§ 2. Amtsrådet har det overordnede ansvar for det pædagogiske center.

Stk. 2. Til at varetage ledelsen af det pædagogiske center oprettes en bestyrelse, der består af:

1) 2 repræsentanter for amtskommunen udpeget af og blandt medlemmerne af amtsrådet, og hvoraf den ene repræsentant af amtsrådet udpeges som formand for bestyrelsen,

2) 4 repræsentanter for kommunerne i amtet udpeget af kommuneforeningen i amtet blandt medlemmerne af kommunalbestyrelserne,

3) 1 repræsentant for medarbejderne ved det pædagogiske center udpeget af og blandt centrets medarbejdere.

Stk. 3. Bestyrelsen udpeges for en periode af 4 år fra den 1. april i det år, der følger efter nyvalg til amtsråd og kommunalbestyrelser. Genudpegning kan finde sted. Udpegning af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen finder sted inden udgangen af februar måned samme år.

§ 3. Bestyrelsen fastsætter retningslinier for det pædagogiske centers virksomhed inden for de mål og rammer, som amtsrådet fastsætter.

Stk. 2. Efter indstilling fra lederen af det pædagogiske center godkender bestyrelsen budgettet inden for de økonomiske rammer, som amtsrådet har fastlagt.

Stk. 3. Bestyrelsen afgiver indstilling til amtsrådet om ansættelse og afskedigelse af det pædagogiske centers leder og øvrige medarbejdere.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Bestyrelsen afholder mindst en gang om året et møde med repræsentanter for brugere af det pædagogiske center. Mindst følgende organisationer indbydes:

1) Frie Grundskolers Fællesråd,

2) Dansk Friskoleforening,

3) Foreningen af frie Ungdoms- og efterskoler,

4) Foreningen af Private Selvejende Gymnasier, Studenter- og HF-kurser,

5) Handelsskolernes Forstander- og Inspektørforening,

6) Foreningen af Skoleledere ved de Tekniske Skoler, og

7) Danmarks Lærerforening.

§ 4. Lederen af det pædagogiske center har den daglige ledelse af centret og er ansvarlig for centrets virksomhed over for bestyrelsen og amtsrådet. Lederen afgiver forslag til bestyrelsen om ansættelse og afskedigelse af centrets øvrige medarbejdere.

§ 5. Udgiften til etablering og vedligeholdelse af de pædagogiske centres samling af undervisningsmidler og aktiviteter efter § 1, stk. 2, afholdes af amtskommunerne. Aktiviteter efter § 1, stk. 3 og 4, udbydes af de pædagogiske centre som brugerfinansierede aktiviteter. Amtskommunerne fastsætter omfanget af brugerfinansieringen efter § 1, stk. 3, nr. 1.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 6. Loven træder i kraft den 1. august 1997.

§ 7. Lov nr. 239 af 12. juni 1975 om amtscentraler for undervisningsmidler ophæves.

Stk. 2. Indtil valg af bestyrelse har fundet sted, jf. § 2, stk. 3, og amtsrådet efter indstilling fra denne bestyrelse har ansat en leder af det pædagogiske center, jf. § 3, stk. 3, ledes det pædagogiske center af den hidtidige ledelse af amtscentraler for undervisningsmidler, jf. lov nr. 239 af 12. juni 1975 om amtscentraler for undervisningsmidler.

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Undervisningsministeren fremsætter hermed forslag til lov om pædagogiske centre til afløsning af den gældende lov om amtscentraler for undervisningsmidler. Denne lov, der er fra 1975, er ikke længere tidssvarende.

Med forslaget får amtskommunernes pædagogiske centre mulighed for at gå nye veje i udviklingen af den informations-, formidlings- og kursusvirksomhed, der finder sted i centrene, med udgangspunkt i undervisningsmidler, der er baseret på såvel traditionelle som på nye informations-, kommunikations- og formidlingsteknikker og -metoder. Det gælder både hvad angår de pædagogiske centres mulighed for at løse opgaver over for det primærkommunale skoleområde og mulighed for at løse opgaver for ungdoms- og voksenuddannelsesområdet. Forslaget indebærer desuden, at de pædagogiske centre kan virke som supportcentre for undervisningsinstitutionerne i amtet ved disses brug af elektroniske net. Der vil hermed tilvejebringes en enestående mulighed for at kombinere en teknisk support for elektroniske net med centrenes pædagogiske miljø. Den tekniske og pædagogiske support vil derfor kunne blive en central aktivitet.

De pædagogiske centre i amtskommunerne kan opfattes som overbygning for skolebibliotekerne, der med folkeskoleloven af 1993 er fastlagt til at være pædagogiske servicecentre for de enkelte folkeskoler.

Ved den gældende lovs tilblivelse var målet for amtscentralernes virksomhed folkeskolerne, de frie grundskoler, frie kostskoler, erhvervsskoler og gymnasier. Der er siden kommet nye undervisningsinstitutioner til som Voksenuddannelsescentrene (VUC) og Arbejdsmarkedsuddannelsescentrene (AMU). Også disse institutioner er omfattet af den gældende lov, og i hvert fald VUC benytter i vid udstrækning amtscentralernes tilbud. Universiteter og højere uddannelsesinstitutioner er derimod ikke omfattet af loven, medens de øvrige videregående uddannelsesinstitutioner i princippet antages at have adgang til betjening fra amtscentralerne. De pædagogiske centre er dog ikke forpligtet til at opbygge samlinger, der opfylder disse institutioners særlige behov.

Der er med forslaget ikke lagt op til egentlige ændringer i de amtslige centres basisvirksomhed. Hovedområdet, som vedrører de samlinger af undervisningsmidler, der er beregnet til udlån til undervisningsinstitutionerne i amtskommunen, foreslås således videreført. Det samme gælder forpligtelsen til på baggrund af samlingerne at sørge for information om undervisningsmidler, rådgivning og vejledning til lærerne herom og bistand til lærerne ved fremstilling af undervisningsmidler til eget brug, men forslaget åbner for, at disse aktiviteter kan udvikles i forhold til de muligheder, som informationsteknologien og de elektroniske medier giver.

Ved siden af de 14 amtscentraler driver Københavns og Frederiksberg Kommuner henholdsvis Skolebibliotekscentralen og Pædagogisk Center, der fungerer som amtscentraler. Den gældende lov omfatter ikke driften af disse to pædagogiske centre. Med forslaget tilvejebringes en direkte hjemmel hertil.

Forslaget indebærer desuden ændringer i styrelsen af centrene og fremsættes derfor som en ny lov. Som en konsekvens af disse ændringer foreslås anvendt betegnelsen »pædagogiske centre«. Der ændres ikke ved centrenes forvaltningsmæssige placering i amtskommunerne.

Det bemærkes, at forslaget i lighed med den gældende lov om amtscentraler for undervisningsmidler er et tilbud til kommunerne, og at kommunerne fortsat ikke er afskåret fra selv at supplere tilbuddet efter behov eller helt at undlade at benytte sig af tilbuddet.

2. Hovedpunkter i lovforslaget

Samarbejde med folke- og skolebiblioteker

De pædagogiske centre fungerer som overbygninger på skolebibliotekerne i folkeskolen og de primærkommunale pædagogiske centraler. Blandt andet på grundlag af informationer fra de pædagogiske centre medvirker skolebiblioteket til at oplyse skolen om udbuddet af undervisningsmidler og deres brug og om kurser og pædagogiske initiativer i lokalområdet. Til supplering af skolebibliotekets egne samlinger fremskaffes undervisningsmidler blandt andet fra de pædagogiske centre. I øvrigt er det naturligt, at der samarbejdes mellem de pædagogiske centre og skolebibliotekerne med henblik på at understøtte den pædagogiske udvikling på skolerne.

Centralbibliotekerne har en række obligatoriske opgaver, der finansieres af staten. Disse opgaver fremgår af bekendtgørelse nr. 277 af 22. april 1994 om folkebiblioteker m.v. I medfør heraf er centralbibliotekerne forpligtet til at samarbejde med de pædagogiske centre.

Rådgivning og vejledning (support) til institutionernes brug af elektroniske net

Med forslaget tilvejebringes hjemmel til, at de pædagogiske centre mod brugerbetaling kan virke som tekniske og pædagogiske supportcentre i forbindelse med undervisningsinstitutionernes brug af elektroniske net. Gennem de seneste år har mange undervisningsinstitutioner etableret lokale netværk, og nogle er blevet tilsluttet Internettet. Etablering af netværk m.v. har fundet sted med henblik på, at undervisningsinstitutionerne kan leve op til både samfundets almindelige krav til institutionerne og kravene til undervisningens indhold og tilrettelæggelse, som de fx er beskrevet i folkeskoleloven. Som en forlængelse af dette har Undervisningsministeriet tilbudt de fleste af landets undervisningsinstitutioner at afholde udgifterne til tilslutningen til Sektornet, således at de derved blandt andet får adgang til Internet. Tilbuddet om tilslutning til Undervisningsministeriets Sektornet har medført et stort behov på undervisningsinstitutionerne for support af såvel pædagogisk som teknisk art. Tilbuddet fra staten dækker såvel regional som central teknisk support. Med udgangen af 1997 vil den regionale support overgå til brugerfinansiering. Den centrale tekniske support overgår til brugerfinansiering med udgangen af 1999.

Det vil være naturligt, at det amtslige pædagogiske center varetager den pædagogiske support, idet centrets medarbejdere i forvejen varetager rådgivning i forbindelse med undervisning og undervisningsmidler over for lærere og undervisningsinstitutioner.

I takt med at undervisningsinstitutionerne etablerer lokale netværk, er der opstået behov for rådgivning og vejledning om valg af systemer og opsætning af disse på en sådan måde, at de særlige krav til installering af software og netværk, som kræves i miljøer med mange forskellige brugere af de samme maskiner, tilgodeses. Det pædagogiske center kan med virkning fra 1. januar 1998 på lige fod med andre søge godkendelse som teknisk supportcenter i forbindelse med institutionernes brug af Sektornet. Denne support foreslås etableret som fuldt brugerfinansieret aktivitet og forudsættes etableret på markedsvilkår således, at der ikke opstår konkurrenceforvridning i forhold til eventuelle private udbydere.

Kursusvirksomhed

Hjemmelen i den gældende lov for amtscentralerne til mod vederlag at yde biblioteksteknisk bistand til skoler og undervisningsinstitutioner i amtet er blevet udstrakt til at udføre kursusvirksomhed for lærerne.

Denne kursusvirksomhed kan inddeles i materialeinformationsskurser, der almindeligvis er gratis, og kurser med fagligt/pædagogisk indhold. Materialeorienteringskurserne gennemføres bl.a. ved, at forlag, lærebogsforfattere og producenter af undervisningsmidler afholder korte kurser i amtscentralernes regi. Kurserne er som regel af højst 1 dags varighed. De fagligt/pædagogiske kurser afholdes i almindelighed af amtscentralerne som korte inspirationskurser, fx vedrørende nye fag og emner eller nye undervisningsformer og prøveformer. Kurserne er som regel af 1 eller nogle få dages varighed.

Kursusvirksomheden retter sig både mod folkeskolen og mod ungdoms- og voksenuddannelsessystemet og er baseret på et fagligt og pædagogisk indhold tilrettelagt med det formål at give lærerne inspiration og fornyelse i deres undervisning.

Under de nuværende vilkår supplerer amtscentralernes, Danmarks Lærerhøjskoles og lærerseminariernes kursusvirksomhed hinanden, for så vidt angår grundskolerne. Kursusvirksomheden sker ofte i et samarbejde med faglige foreninger eller lokale institutioner. Det er almindeligt, at amtscentralerne opkræver deltagerbetaling for kurserne.

Med forslaget præciseres hjemmelen til, at de pædagogiske centre kan udføre brugerfinansieret kursusvirksomhed og hermed centrenes rolle som udbydere af en del af det samlede kursustilbud til uddannelsesinstitutioner og undervisere m. fl. med udgangspunkt i de pædagogiske centres særlige opgaver vedrørende udbredelse af kendskab til undervisningsmidler og deres anvendelse.

Forslaget om, at de pædagogiske centre kan virke som pædagogiske og tekniske supportcentre for undervisningsinstitutionerne i amtet, indebærer endvidere, at centrenes informations-, rådgivnings- og kursusvirksomhed, herunder som led i supportvirksomheden, kan finde sted via de elektroniske net til brugerne.

Administrative og økonomiske konsekvenser

Med forslaget indføres bestyrelser for de pædagogiske centre til afløsning af de nuværende repræsentantskaber ved amtscentralerne. Amtscentralerne benytter allerede i dag i et vist omfang bestyrelsesmodellen, medens repræsentantskabet i disse tilfælde har en mere tilbagetrukken rolle. Det overordnede ansvar for de pædagogiske centre vil fortsat ligge hos amtsrådene, medens forslaget om oprettelse af bestyrelser tilsigter en klarere opgavefordeling mellem den daglige leder og det enkelte pædagogiske centers styrelsesorgan.

I henhold til bestemmelserne i den gældende lov fastsættes de nærmere bestemmelser om amtscentralens styrelse, om valg og sammensætning af det nuværende repræsentantskab, om ledelse og drift, om budget- og regnskabsmæssige forhold samt om amtscentralens opgaver i et regulativ, der udfærdiges af amtsrådet. Det indebærer, at styrelsesforholdene for de enkelte amtscentraler i dag kan være meget forskellige.

Forslaget om, at de pædagogiske centre får hjemmel til at udføre pædagogisk og teknisk support til institutionernes elektroniske net m.v. og egentlig kursusvirksomhed som brugerfinansieret aktivitet, indebærer, at arten og omfanget af udbuddet vil spille sammen med efterspørgslen efter disse aktiviteter. Kommunerne, herunder folkeskolerne, og de øvrige undervisningsinstitutioner i amtet, respektive institutionerne i Københavns og Frederiksberg Kommuner, vil kunne vælge mellem det pædagogiske centers kursusudbud m.v. og andre udbydere af tilsvarende aktiviteter. På denne baggrund foreslås bestyrelsen sammensat med 2 repræsentanter for amtsrådet med formandsposten besat af en repræsentant for amtsrådet og 4 repræsentanter for kommunerne som den største brugergruppe. Endvidere foreslås medarbejderne repræsenteret i bestyrelsen med 1 repræsentant. Bestyrelsessammensætningen for de pædagogiske centre i Københavns og Frederiksberg Kommuner følger bestemmelserne for de amtslige centre.

De aktivitetsområder, herunder kursusaktiviteten, der foreslås henlagt til de pædagogiske centre, sikrer, at også mindre kommuner får mulighed for at benytte sig heraf. Primærkommuner, der ikke ønsker at benytte sig af det amtslige tilbud, fx over for folkeskoleområdet, vil fortsat selv kunne forestå kursusvirksomheden.

Aktiviteterne vedrørende pædagogisk og teknisk support i forbindelse med institutionernes brug af elektroniske net forudsættes fuldt brugerfinansieret. Udgifterne afholdes af brugerne i det omfang, de vælger at bruge det. Udbygningen af informationsteknologi i folkeskolen i øvrigt indgår i aftalen om kommunernes økonomi i 1997 og er baseret på de anbefalinger, som regeringen og Kommunernes Landsforening i fællesskab i 1996 har udgivet med rapporten »Informationsteknologi i folkeskolen«.

Aktiviteterne vedrørende kursusvirksomheden over for undervisningsinstitutionerne foreslås tilsvarende brugerfinansieret. Amtsrådene vil dog kunne medfinansiere aktiviteter vedrørende kursusvirksomheden.

Forslaget giver derfor ikke anledning til ændringer i statens generelle tilskud til amtskommunerne.

Forholdet til EU-retten og international ret i øvrigt

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Erhvervsøkonomiske og miljømæssige bestemmelser

Forslaget har ikke erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Hver amtskommune driver et pædagogisk center. Københavns og Frederiksberg Kommuner er ikke omfattet af den gældende lov om amtscentraler for undervisningsmidler. Med forslaget indføres en direkte hjemmel til at drive pædagogiske centre i Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Forslaget har ingen konsekvenser for driften af primærkommunale pædagogiske centraler.

Med forslaget tilvejebringes hjemmel for de pædagogiske centre til selv at beslutte, hvorledes samlingen af undervisningsmidler beregnet til udlån skal indrettes. Betegnelsen »undervisningsmidler« omfatter bestemmelserne i den gældende lov om amtscentraler for undervisningsmidler om apparatur og materialer. Materialeinformationskurserne, der almindeligvis er gratis, berøres ikke af forslagets bestemmelser om brugerfinansiering af kursusvirksomheden.

Med forslaget lovfæstes den kursusvirksomhed, der gennem en årrække har været gennemført af amtscentralerne, og der indføres en hjemmel til aktiviteter i forbindelse med gennemførelsen af folkeskoleloven af 1993, herunder forudsætningerne om integration af informationsteknologi i de enkelte fag, og til den fortsatte udvikling af folkeskolevirksomheden, som de pædagogiske centre vil kunne dække som amtslige centre.

På folkeskoleområdet udgør kurser om undervisningsmidler og deres anvendelse hovedparten af virksomheden. Forslaget indebærer en præcisering af de pædagogiske centres rolle som kursusudbydere. Den forskningsbaserede, didaktiske efteruddannelse vil fortsat blive varetaget af Danmarks Lærerhøjskole, ligesom også lærerseminarierne fortsat vil udbyde efteruddannelsesvirksomhed.

På ungdoms- og voksenuddannelsesområdet m.v. vil de pædagogiske centre indgå som kursusudbydere i snævert samarbejde med de rekvirerende parter.

De pædagogiske centre får gennem forslaget mulighed for at tilbyde undervisningsinstitutionerne en pædagogisk support i forbindelse med brug af elektroniske net, der rækker ud over, hvad centrenes pædagogiske medarbejderes almindelige rådgivningsopgaver dækker. De pædagogiske centre vil desuden kunne søge godkendelse som supportcentre for Sektornet og derved - sammen med eventuelle andre supportcentre - medvirke til, at der etableres supportcentre med en rimelig geografisk spredning, hvilket navnlig er vigtigt i forbindelse med grundskolernes tilslutning.

De pædagogiske centre vil med forslaget i samspil med de lokale biblioteker kunne være formidlere af lokale kulturtilbud over for børn og unge. Formidlingen vil finde sted i pædagogisk sammenhæng og vil kunne medvirke til brobygning mellem kulturinstitutioner, erhvervslivet, det omgivende samfund og undervisningsområdet. Formidlingen vil kunne finde sted gennem møder med kunstnere og oplevelse af de kunstneriske aktiviteter. Mødet med kunst og kultur i hverdagen vil kunne bidrage til støtte til den praktisk/musiske dimension i undervisningen.

Til § 2

Som det er almindeligt ved andre offentlige institutioner inden for undervisningsområdet foreslås oprettet en bestyrelse for det pædagogiske center bestående af 7 medlemmer. Som hovedbrugere af amtets pædagogiske center foreslås kommunerne repræsenteret med 4 medlemmer. Medlemmerne udpeges af kommuneforeningen i amtet og blandt medlemmerne af kommunalbestyrelserne. Amtsrådet udpeger to repræsentanter blandt medlemmerne af amtsrådet og udpeger den ene som formand. Medarbejderne ved det pædagogiske center foreslås repræsenteret med et medlem.

Der er med forslaget ikke særregler for sammensætningen af bestyrelsen for de pædagogiske centre i Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Til §§ 3 og 4

Med forslaget præciseres opgavefordelingen mellem bestyrelsen og den daglige leder af det pædagogiske center.

Det forudsættes, at amtsrådet alene fastsætter de helt overordnede mål og rammer for det pædagogiske center, således at bestyrelsen sikres reel kompetence til at fastsætte retningslinier for centrets virksomhed.

Af hensyn til ønsker og synspunkter fra brugere af det pædagogiske center foreslås det, at bestyrelsen mindst en gang årligt afholder et møde med repræsentanter for brugerne af det enkelte center. Forslaget præciserer minimum for brugerrepræsentationen, idet såvel flere repræsentanter for de enkelte foreslåede foreninger og organisationer vil kunne indbydes som brugerrepræsentanter. Minimum for mødeafholdelse med brugerrepræsentanterne er en gang årligt.

Til § 5

De nuværende basisaktiviteter gøres tidssvarende, specielt i forhold til de informationsteknologiske muligheder, og udgifterne hertil afholdes fortsat af amtskommunerne. Der er med loven tilvejebragt hjemmel til, at de pædagogiske centre kan udbyde pædagogisk og teknisk support til undervisningsinstitutioners brug af elektroniske net samt kursusvirksomhed som brugerfinansieret aktivitet. Amterne får med forslaget hjemmel til at bestemme omfanget af brugerfinansieringen af kursusaktiviteten. Med forslaget vil amtsrådene kunne beslutte, at centrene som brugerfinansieret aktivitet kan formidle lokale kulturtilbud i pædagogisk sammenhæng.

Til § 6

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. august 1997.

Til § 7

De ændrede styrelsesforhold ved oprettelse af en bestyrelse, hvis udpegningsperiode gælder fra den 1. april i det år, der følger efter nyvalg til amtsråd og kommunalbestyrelser, foreslås først at have virkning fra april 1998 med den næste kommunale valgperiode.

I perioden august 1997 til udgangen af marts 1998 foreslås derfor den hidtidige styrelse, som den fremgår af regulativet for den enkelte amtscentral i medfør af den nugældende lov, videreført.

Til § 8

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.

Skriftlig fremsættelse

Undervisningsministeren (Ole Vig Jensen):

Jeg tillader mig herved for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om pædagogiske centre.

(Lovforslag nr. L 130).

Lovforslagets skal afløse de gældende bestemmelser i lov om amtscentraler for undervisningsmidler fra 1975. Ud over aktivitetssiden vedrører lovforslaget styrelsen og finansieringen af visse af aktiviteterne.

Lovforslaget indebærer, at amtskommunernes pædagogiske centre får mulighed for at gå nye veje i udviklingen af den informations-, formidlings- og kursusvirksomhed, der finder sted i centrene med udgangspunkt i undervisningsmidler i bred forstand. Centrene vil kunne yde pædagogisk og teknisk rådgivning og vejledning (support) til undervisningsinstitutionerne i amterne ved disses brug af elektroniske net som Sektornet og Internet. Der skabes herved en enestående mulighed for at kombinere den tekniske support ved undervisningsinstitutionernes brug af elektroniske net med de pædagogiske centres pædagogiske miljø. Også kursusvirksomheden vil kunne tage udgangspunkt i supportfunktionen. Endvidere vil centrene i samspil med de lokale biblioteker kunne være formidlere af lokale kulturtilbud i pædagogisk sammenhæng over for børn og unge.

Med lovforslaget oprettes en bestyrelse for det enkelte pædagogiske center. Som hovedbrugere foreslås kommunerne at være repræsenteret med 4 medlemmer, medens amtsrådet repræsenteres med to medlemmer, hvoraf det ene medlem udpeges som formand. De kommunale og amtskommunale medlemmer udpeges blandt medlemmerne af henholdsvis kommunalbestyrelserne i amtet og amtsrådsmedlemmerne. Medarbejderne ved det enkelte center foreslås repræsenteret med et medlem. For så vidt angår de øvrige brugere af centrene, de selvejende undervisningsinstitutioner m.fl., får bestyrelsen pligt til mindst en gang årligt at indkalde repræsentanter herfra til et møde.

Lovforslaget fastslår, at centrene fortsat skal omfatte en samling af undervisningsmidler beregnet til udlån, og at ansvaret for udlån, information og vejledning om undervisningsmidler og deres anvendelse samt til at yde lærerne bistand ved fremstilling af undervisningsmidler til eget brug videreføres.

Som i den gældende lov om amtscentraler for undervisningsmidler vil udgifterne til driften af samlingerne af undervisningsmidler beregnet til udlån blive afholdt af amterne. Aktiviteter i forbindelse med centrenes støtte til institutionernes brug af elektroniske net foreslås fuldt brugerfinansieret. Kursusaktiviteterne foreslås tilsvarende brugerfinansieret, idet amtsrådene dog vil kunne medfinansiere kursusaktiviteten.

Den forvaltningsmæssige placering af centrene i amtskommunerne ændres ikke.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.

Bilag

Lov om amtscentraler for undervisningsmidler

VI MARGRETE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1. Hver amtskommune opretter en amtscentral for undervisningsmidler. Amtscentralen kan bestå af flere afdelinger.

Stk. 2. Amtscentralen skal omfatte dels en stationær samling af apparatur og amterialer, dels en materialesamling beregnet til udlån til de i amtskommunen beliggende skoler og andrer undervisningsinstitutioner.

§ 2. Til at rådgive amtsrådet nedsættes et repræsentatnskab, hvis medlemmer udpeges for 2 år ad gangen af amtsrådet efter indstilling fra kommunalbestyrelserne i amtskommunen, de i denne beliggende skoler og andre undervisningsinstitutioner og folkebiblioteker samt de interesserede faglige organisationer.

Stk. 2. Amtsrådet skal indhente repræsentantskabets udtalelse om det årlige budget for amtscentralen samt om alle andre spørgsmål af væsentlig betydning for amtscentralens virksomhed.

Stk. 3. Repræsentantskabet kan stille forslag og afgive udtalelser til amtsrådet om alle spørgsmål, der vedrører amtscentralens virksomhed.

§ 3. Amtsrådet ansætter en leder af amtscentralen samt fornøden administrativ, pædagogisk og teknisk medhjælp.

§ 4. Amtscentralen har til opgave at:

1) sørge for oplysning om undervisningsmidler, herunder yde rådgivning og vejledning til lærere m.fl. i amtskommunen på grundlag af amtscentralens samling af undervisningsmidler,

2) foretage udlån af materialer til de i amtskommunen beliggende skoler og andre undervisningsinstitutioner,

3) yde teknisk bistand til lærere i amtskommunen ved fremstilling af egne undervisningsmaterialer og

4) mod vederlag yde biblioteksteknisk bistand til de skoler og andre undervsiningsinstitutiner i amtskommunen, som ikke på anden måde kan få sådan bistand.

§ 5. De nærmere bestemmelser om amtscentralens styrelse, valg og sammensætning af repræsentantskabet, ledelse og drift, budget- og regnskabsmæssige forhold samt om amtscentralens opgaver fastsættes i et regulativ, der udfærdiges af amtsrådet.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. april 1976.

§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Amalienborg, den 12. juni 1975.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

MARGRETHE R.

Ritt Bjerregaard.

Folketingstid. 1974-75: 98, 379: A. 1133.

Undervisningsmin. Dept. 1. afd. j.nr. 1975-141-1.

Efter 2. behandling den 14. maj 1997

§ 1. Amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner driver

centre for undervisningsmidler. I Københavns og Frederiksberg

Kommuner varetager kommunalbestyrelsen de opgaver og beføjelser, som

er henlagt til amtsrådet.

Stk. 2. Centrene for undervisningsmidler skal

1) omfatte en samling af undervisningsmidler beregnet til udlån til undervisningsinstitutionerne i amtet,

2) sørge for information og yde rådgivning og vejledning til lærere m.fl. i amtet om undervisningsmidler og deres anvendelse og

3) yde bistand til lærere i amtet ved fremstilling af undervisningsmidler til eget brug.

Stk. 3. Aktiviteterne for centrene for undervisningsmidler kan omfatte

1) kursusvirksomhed over for undervisningsinstitutioner m.fl. og

2) pædagogisk og teknisk rådgivning og vejledning til undervisningsinstitutionernes brug af elektroniske net.

Stk. 4. Amtsrådene kan beslutte, at centrene for undervisningsmidler formidler lokale kulturtilbud i pædagogisk sammenhæng.

§ 2. Amtsrådet har det overordnede ansvar for centret for undervisningsmidler.

Stk. 2. Til at varetage ledelsen af centret for undervisningsmidler oprettes en bestyrelse, der består af

1) 2 repræsentanter for amtskommunen udpeget af og blandt medlemmerne af amtsrådet, og hvoraf den ene repræsentant af amtsrådet udpeges som formand for bestyrelsen,

2) 4 repræsentanter for kommunerne i amtet udpeget af kommuneforeningen i amtet blandt medlemmerne af kommunalbestyrelserne,

3) 1 repræsentant for medarbejderne ved centret for undervisningsmidler udpeget af og blandt centrets medarbejdere.

Stk. 3. Bestyrelsen udpeges for en periode af 4 år fra den 1. april i det år, der følger efter nyvalg til amtsråd og kommunalbestyrelser. Genudpegning kan finde sted. Udpegning af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen finder sted inden udgangen af februar måned samme år.

§ 3. Bestyrelsen fastsætter retningslinjer for virksomheden for centret for undervisningsmidler inden for de mål og rammer, som amtsrådet fastsætter.

Stk. 2. Efter indstilling fra lederen af centret for undervisningsmidler godkender bestyrelsen budgettet inden for de økonomiske rammer, som amtsrådet har fastlagt.

Stk. 3. Bestyrelsen afgiver indstilling til amtsrådet om ansættelse og afskedigelse af leder og øvrige medarbejdere ved centret for undervisningsmidler.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Bestyrelsen afholder mindst en gang om året et møde med repræsentanter for brugere af centret for undervisningsmidler. Mindst følgende organisationer indbydes:

1) Frie Grundskolers Fællesråd.

2) Dansk Friskoleforening.

3) Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler.

4) Foreningen af Private Selvejende Gymnasier, Studenter- og Hf-kurser.

5) Handelsskolernes Forstander- og Inspektørforening.

6) Foreningen af Skoleledere ved de Tekniske Skoler.

7) Danmarks Lærerforening.

§ 4. Lederen af centret for undervisningsmidler har den daglige ledelse af centret og er ansvarlig for centrets virksomhed over for bestyrelsen og amtsrådet. Lederen afgiver forslag til bestyrelsen om ansættelse og afskedigelse af centrets øvrige medarbejdere. Lederen varetager sekretariatsforretningerne for bestyrelsen og deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.

§ 5. Udgiften til etablering og vedligeholdelse af samlingen af undervisningsmidler og aktiviteter efter § 1, stk. 2, afholdes af amtskommunerne. Aktiviteter efter § 1, stk. 3 og 4, udbydes af centrene for undervisningsmidler som brugerfinansierede aktiviteter. Amtskommunerne fastsætter omfanget af brugerfinansieringen efter § 1, stk. 3, nr. 1.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. august 1997.

§ 7. Lov nr. 239 af 12. juni 1975 om amtscentraler for undervisningsmidler ophæves.

Stk. 2. Indtil valg af bestyrelse har fundet sted, jf. § 2, stk. 3, ledes centret for undervisningsmidler af den hidtidige ledelse af amtscentralen for undervisningsmidler, jf. lov nr. 239 af 12. juni 1975 om amtscentraler for undervisningsmidler.

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Versioner

  1. 1997-06-16