Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00132@1997-05-15/da

Indhold

1. Indledning

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for inkassovirksomhed, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Med undtagelse af §§ 9-11, § 12, stk. 1-3, § 13 og § 29 gælder loven ikke for inkassovirksomhed, der udøves af advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter, samt efter justitsministerens bestemmelse for inkassovirksomhed, der udøves af andre, som er undergivet offentligt tilsyn.

Stk. 3. Loven gælder ikke for inkassovirksomhed, der udøves af offentlige myndigheder, eller for auktionslederes inddrivelse af auktionskøbesummer m.v.

§ 2. Ved inkassovirksomhed forstås i denne lov ethvert led i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre samt i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på inddrivelse på egne vegne.

Kapitel 2

Autorisation

§ 3. Den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom, skal være autoriseret hertil, jf. dog § 22, stk. 2.

§ 4. Den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i overensstemmelse med god inkassoskik.

Stk. 2. Ansøgeren skal endvidere stille betryggende sikkerhed for pengekrav, som måtte opstå som følge af vedkommendes udøvelse af inkassovirksomhed. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om sikkerhedsstillelse, herunder om dens størrelse og art samt dens tidsmæssige udstrækning.

§ 5. Autorisation kan meddeles personer, der opfylder betingelserne i § 4, og som

1) har bopæl her i landet,

2) er fyldt 25 år,

3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, og

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2.

Stk. 2. Kravet om bopæl i Danmark bortfalder, i det omfang dette har hjemmel i international aftale eller i bestemmelser fastsat af justitsministeren.

§ 6. Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller anpartsselskaber, som er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og som opfylder betingelserne i § 4. Det er endvidere en betingelse for meddelelse af autorisation, at direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, jf. § 5, stk. 2, og at direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5, stk. 1, nr. 4-6, jf. dog § 6, stk. 3. Der kan endvidere under samme betingelser meddeles autorisation til andre her i landet hjemmehørende selskaber, foreninger, fonde og lignende. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i 1. og 3. pkt. nævnte art kan meddeles autorisation, såfremt dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af justitsministeren.

Stk. 2. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen, skal selskabet m.v. inden 14 dage anmelde dette til den myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør herefter, om autorisationen kan opretholdes. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke kan opretholdes, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 3. Vil udøvelse af inkassovirksomhed kun udgøre en mindre del af de samlede erhvervsmæssige aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation også meddeles, såfremt selskabet opfylder betingelsen i § 4, stk. 2, og den person, som skal lede ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren), opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5. Ved udskiftning af bestyreren finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Autorisation efter stk. 1 og 3 kan kun meddeles, såfremt personer med bestemmende indflydelse over selskabet m.v. opfylder betingelsen i § 5, stk. 1, nr. 6.

§ 7. En autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke kan fornys, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 2. For autorisation i henhold til denne lov betales 5.000 kr. For ændring af en meddelt autorisation betales 3.000 kr.

Kapitel 3

Godkendelse af personale

§ 8. Autorisationsindehaveren skal sørge for, at personale, der retter personlig henvendelse til skyldnere, er godkendt hertil, inden den ansatte påbegynder denne form for inkassovirksomhed.

Stk. 2. Godkendelse kan ske, såfremt

1) den pågældende person er fyldt 18 år,

2) den pågældende person ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, og

3) der ikke i øvrigt er grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde.

Kapitel 4

Udøvelse af inkassovirksomhed

God inkassoskik

§ 9. Inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe.

Henvendelser til skyldneren

§ 10. Før der over for skyldneren må iværksættes andre foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk. 2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11.

Stk. 2. I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.

Stk. 3. I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger. Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.

§ 11. Uanset § 10 kan der iværksættes retslige skridt mod skyldneren med henblik på inddrivelse, i det omfang overholdelse af denne bestemmelse vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke vil kunne inddrives.

§ 12. Der må ikke uden skyldnerens forudgående anmodning herom rettes personlig henvendelse til skyldneren på steder, hvortil der ikke er almindelig adgang, medmindre et skriftligt varsel forinden er kommet frem til skyldneren. I varselsskrivelsen skal tydeligt være angivet stedet og det omtrentlige tidspunkt på dagen, hvor henvendelsen vil finde sted, samt autorisationsindehaverens telefonnummer og adresse. Varselsskrivelsen må ikke afsendes, før den i § 10, stk. 3, nævnte frist er udløbet. Har den varslede henvendelse fundet sted, uden at skyldneren er blevet truffet, må personlige henvendelser herefter foretages uden yderligere varsler, såfremt dette er anført tydeligt i varselsskrivelsen.

Stk. 2. Personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, må kun ske på hverdage herunder lørdage, bortset fra juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag og må kun ske i tidsrummet mellem kl. 8.00 og kl. 21.00, lørdage dog kun i tidsrummet mellem kl. 8.00 og kl. 16.00.

Stk. 3. Er skyldneren en fysisk person, må personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, kun ske på skyldnerens bopæl. Driver den pågældende skyldner egen erhvervsvirksomhed, kan sådan henvendelse dog tillige ske på virksomhedens adresse.

Stk. 4. Den, der foretager personlig henvendelse til skyldneren, skal over for skyldneren straks legitimere sig ved et legitimationskort, som udstedes af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 5. For udstedelse af legitimationskort betales 300 kr.

Tilbagetagelse af løsøre

§ 13. Ved tilbagetagelse af løsøre skal autorisationsindehaveren indhente skyldnerens skriftlige samtykke til tilbagetagelsen. Skyldneren skal senest samtidig med tilbagetagelsen have udleveret en kopi af det skriftlige samtykke.

Behandlingen af inddrevne pengebeløb

§ 14. Inddrevne pengebeløb skal holdes adskilt fra autorisationsindehaverens egne midler.

§ 15. Inddrevne pengebeløb skal straks indsættes på en konto i et pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Pengebeløb, der er indsat på en konto i et pengeinstitut, skal uden ugrundet ophold udbetales til fordringshaveren, medmindre andet er aftalt med denne.

Stk. 2. Rente af indsatte pengebeløb tilfalder fordringshaveren, jf. dog § 20, stk. 2.

§ 16. Autorisationsindehaveren skal til enhver tid kunne oplyse fordringshaveren om størrelsen af pengebeløb, som er inddrevet for denne, herunder om størrelsen af beløb, som er indsat på en konto i et pengeinstitut. Fordringshaveren skal på begæring have skriftlig oplysning herom.

Annoncering m.v.

§ 17. Autorisationsindehaveren må ikke ved bekendtgørelse, skiltning, udsendelse af skrivelser, adresseangivelser i vejviser eller telefonbog, opslag i forretningslokaler eller på nogen anden måde

1) anvende betegnelser som »retshjælp«, »retskonsulent«, »juridisk kontor« eller lignende betegnelser eller

2) give almenheden eller autorisationsindehaveren ubekendte personer meddelelse om, at der i forbindelse med den pågældendes inkassovirksomhed ydes juridisk rådgivning eller anden retshjælp.

Tavshedspligt

§ 18. Straffelovens § 152 b finder tilsvarende anvendelse på den, der har fået autorisation efter denne lov, og straffelovens § 152 c finder tilsvarende anvendelse på personale, der er godkendt efter reglerne i denne lovs § 8.

Kapitel 5

Kompetenceregler og bemyndigelsesbestemmelser

§ 19. Autorisation til at udøve inkassovirksomhed samt godkendelse af personale efter § 8 meddeles af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udformningen og indholdet af ansøgninger om autorisation og godkendelse af personale.

§ 20. Det skal fastsættes som vilkår for en autorisation, at autorisationsindehaveren på begæring dokumenterer, at den i § 4, stk. 2, nævnte sikkerhedsstillelse er i kraft. Der kan i autorisationen endvidere fastsættes vilkår om inkassovirksomhedens udøvelse.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af inddrevne midler, herunder om førelse af kundekonti og beregning af rente til fordringshavere. Justitsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v.

Kapitel 6

Tilbagekaldelse og bortfald af autorisation m.v.

§ 21. En autorisation samt en godkendelse af ansættelse kan tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren eller den ansatte gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det samme gælder, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde, eller hvis betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, eller § 6, stk. 4, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation eller betingelsen i § 8, stk. 2, nr. 2, for godkendelse ikke længere er opfyldt.

Stk. 2. En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 5, eller § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 5, for meddelelse af autorisation ikke længere er opfyldt. Ved betydelig offentlig gæld forstås i denne sammenhæng beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover. En autorisation skal tilbagekaldes, såfremt autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 20, stk. 1, 1. pkt., nævnte vilkår om sikkerhedsstillelse.

Stk 3. En tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum af 1 til 5 år eller indtil videre.

§ 22. En autorisation bortfalder, hvis autorisationsindehaveren dør eller ophører med at opfylde en eller flere af betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, eller § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en autorisationsindehavers dødsbo eller ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en autorisationsindehaver, der har anmeldt betalingsstandsning, autorisationsindehaverens konkursbo eller en værge for en autorisationsindehaver, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, fortsætte inkassovirksomheden uden autorisation med henblik på afvikling eller afhændelse, såfremt fortsættelsen af inkassovirksomheden inden 4 uger efter dødsfaldet, anmeldelse af betalingsstandsningen, konkursdekretets afsigelse eller værgemålets iværksættelse anmeldes til den myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden fastsætter en frist for afviklingen m.v., som kun i særlige tilfælde kan forlænges ud over 6 måneder fra den begivenhed, som medførte autorisationens bortfald.

§ 23. Dokumenter og legitimationskort vedrørende en autorisation eller godkendelse, der tilbagekaldes, bortfalder eller ikke fornys, skal inden 4 uger tilbageleveres til den myndighed, der har udstedt den pågældende autorisation eller godkendelse, medmindre tilbagekaldelsen eller afgørelsen om, at autorisationen ikke fornys, med opsættende virkning er indbragt for domstolene.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist regnes fra datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse eller om, at autorisationen ikke fornys, eller fra den begivenhed, som har medført autorisationens bortfald. Fortsættes inkassovirksomhed i medfør af § 22, stk. 2, regnes fristen dog først fra udløbet af den i § 22, stk. 2, 2. pkt., nævnte frist.

§ 24. En afgørelse om tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1 og 2, skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse, jf. §§ 25 og 26, og om fristen herfor.

§ 25. En tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelse om tilbagekaldelse er meddelt den pågældende. Sagen indbringes herefter af myndigheden for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81 uden medvirken af domsmænd.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve virksomheden. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

§ 26. Den, hvis autorisation er tilbagekaldt i medfør af § 21, stk. 2, kan forlange tilbagekaldelsen indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Sagen indbringes af myndigheden for retten i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan fortsætte inkassovirksomheden. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke må udøve inkassovirksomhed under ankesagen.

§ 27. En tilbagekaldelse af en autorisation i medfør af § 21 kan til enhver tid efter ansøgning ophæves. Ansøgning herom kan dog ikke indgives tidligere end 1 år efter, at ophævelse senest ved endelig afgørelse er nægtet. Ansøgeren kan forlange en nægtelse af ophævelse indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. § 24, § 25, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 26, stk. 1, 2. og 3. pkt., gælder tilsvarende.

Kapitel 7

Tilsyn

§ 28. Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver inkassovirksomhed, og de derværende forretningsoplysninger for at føre det nødvendige tilsyn med autorisationsindehaverens virksomhed.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der overtræder § 3, § 6, stk. 2, 1. pkt., § 6, stk. 3, 2. pkt., § 8, stk. 1, § 10, §§ 12-14, § 15, stk. 1, 1. pkt., § 16 eller § 23.

Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af § 20 kan der fastsættes straf i form af bøde og hæfte for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens §§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.

Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. august 1986, som ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:

1. I lovens titel udgår ordene »inkasso- og«.

2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.

Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19. februar 1986, som ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1987, foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der indsættes som nr. 38:

»38) inkassovirksomhed.«

§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for inkassovirksomhed, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Med undtagelse af §§ 9-11, § 12, stk. 1-3, § 13 og § 29 gælder loven ikke for inkassovirksomhed, der udøves af advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter, samt efter justitsministerens bestemmelse for inkassovirksomhed, der udøves af andre, som er undergivet offentligt tilsyn.

Stk. 3. Loven gælder ikke for inkassovirksomhed, der udøves af offentlige myndigheder, eller for auktionslederes inddrivelse af auktionskøbesummer m.v.

§ 2. Ved inkassovirksomhed forstås i denne lov ethvert led i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre samt i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på inddrivelse på egne vegne.

Kapitel 2

Autorisation

§ 3. Den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom, skal være autoriseret hertil, jf. dog § 22, stk. 2.

§ 4. Den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i overensstemmelse med god inkassoskik.

Stk. 2. Ansøgeren skal endvidere stille betryggende sikkerhed for pengekrav, som måtte opstå som følge af vedkommendes udøvelse af inkassovirksomhed. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om sikkerhedsstillelse, herunder om dens størrelse og art samt dens tidsmæssige udstrækning.

§ 5. Autorisation kan meddeles personer, der opfylder betingelserne i § 4, og som

1) har bopæl her i landet,

2) er fyldt 25 år,

3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, og

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2.

Stk. 2. Kravet om bopæl i Danmark bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i international aftale eller i bestemmelser fastsat af justitsministeren.

§ 6. Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller anpartsselskaber, som er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og som opfylder betingelserne i § 4. Det er endvidere en betingelse for meddelelse af autorisation, at direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, jf. § 5, stk. 2, og at direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5, stk. 1, nr. 4-6, jf. dog § 6, stk. 3. Der kan endvidere under samme betingelser meddeles autorisation til andre her i landet hjemmehørende selskaber, foreninger, fonde og lignende. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i 1. og 3. pkt. nævnte art kan meddeles autorisation, såfremt dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af justitsministeren.

Stk. 2. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen, skal selskabet m.v. inden 14 dage anmelde dette til den myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør herefter, om autorisationen kan opretholdes. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke kan opretholdes, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 3. Vil udøvelse af inkassovirksomhed kun udgøre en mindre del af de samlede erhvervsmæssige aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation også meddeles, såfremt selskabet opfylder betingelsen i § 4, stk. 2, og den person, som skal lede ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren), opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5. Ved udskiftning af bestyreren finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Autorisation efter stk. 1 og 3 kan kun meddeles, såfremt personer med bestemmende indflydelse over selskabet m.v. opfylder betingelsen i § 5, stk. 1, nr. 6.

§ 7. En autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke kan fornys, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 2. For autorisation i henhold til denne lov betales 5.000 kr. For ændring af en meddelt autorisation betales 3.000 kr.

Kapitel 3

Godkendelse af personale

§ 8. Autorisationsindehaveren skal sørge for, at personale, der retter personlig henvendelse til skyldnere, er godkendt hertil, inden den ansatte påbegynder denne form for inkassovirksomhed.

Stk. 2. Godkendelse kan ske, såfremt

1) den pågældende person er fyldt 18 år,

2) den pågældende person ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, og

3) der ikke i øvrigt er grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde.

Kapitel 4

Udøvelse af inkassovirksomhed

God inkassoskik

§ 9. Inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe.

Henvendelser til skyldneren

§ 10. Før der over for skyldneren må iværksættes andre foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk. 2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11.

Stk. 2. I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.

Stk. 3. I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger. Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.

§ 11. Uanset § 10 kan der iværksættes retlige skridt mod skyldneren med henblik på inddrivelse i det omfang, overholdelse af denne bestemmelse vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke vil kunne inddrives.

§ 12. Der må ikke uden skyldnerens forudgående anmodning herom rettes personlig henvendelse til skyldneren på steder, hvortil der ikke er almindelig adgang, medmindre et skriftligt varsel forinden er kommet frem til skyldneren. I varselsskrivelsen skal tydeligt være angivet stedet og det omtrentlige tidspunkt på dagen, hvor henvendelsen vil finde sted, samt autorisationsindehaverens telefonnummer og adresse. Varselsskrivelsen må ikke afsendes, før den i § 10, stk. 3, nævnte frist er udløbet. Har den varslede henvendelse fundet sted, uden at skyldneren er blevet truffet, må personlige henvendelser herefter foretages uden yderligere varsler, såfremt dette er anført tydeligt i varselsskrivelsen.

Stk. 2. Personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, må kun ske på hverdage, bortset fra lørdage, juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag, og må kun ske i tidsrummet mellem kl. 08.00 og kl. 21.00.

Stk. 3. Er skyldneren en fysisk person, må personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, kun ske på skyldnerens bopæl. Driver den pågældende skyldner egen erhvervsvirksomhed, kan sådan henvendelse dog tillige ske på virksomhedens adresse.

Stk. 4. Den, der foretager personlig henvendelse til skyldneren, skal over for skyldneren straks legitimere sig ved et legitimationskort, som udstedes af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 5. For udstedelse af legitimationskort betales 300 kr.

Tilbagetagelse af løsøre

§ 13. Ved tilbagetagelse af løsøre skal autorisationsindehaveren indhente skyldnerens skriftlige samtykke til tilbagetagelsen. Skyldneren skal senest samtidig med tilbagetagelsen have udleveret en kopi af det skriftlige samtykke.

Behandlingen af inddrevne pengebeløb

§ 14. Inddrevne pengebeløb skal holdes adskilt fra autorisationsindehaverens egne midler.

§ 15. Inddrevne pengebeløb skal straks indsættes på en konto i et pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Pengebeløb, der er indsat på en konto i et pengeinstitut, skal uden ugrundet ophold udbetales til fordringshaveren, medmindre andet er aftalt med denne.

Stk. 2. Rente af indsatte pengebeløb tilfalder fordringshaveren, jf. dog § 20, stk. 2.

§ 16. Autorisationsindehaveren skal til enhver tid kunne oplyse fordringshaveren om størrelsen af pengebeløb, som er inddrevet for denne, herunder om størrelsen af beløb, som er indsat på en konto i et pengeinstitut. Fordringshaveren skal på begæring have skriftlig oplysning herom.

Annoncering m.v.

§ 17. Autorisationsindehaveren må ikke ved bekendtgørelse, skiltning, udsendelse af skrivelser, adresseangivelser i vejviser eller telefonbog, opslag i forretningslokaler eller på nogen anden måde:

1) anvende betegnelser som »retshjælp«, »retskonsulent«, »juridisk kontor« eller lignende betegnelser, eller

2) give almenheden eller autorisationsindehaveren ubekendte personer meddelelse om, at der i forbindelse med den pågældendes inkassovirksomhed ydes juridisk rådgivning eller anden retshjælp.

Tavshedspligt

§ 18. Straffelovens § 152 b finder tilsvarende anvendelse på den, der har fået autorisation efter denne lov, og straffelovens § 152 c finder tilsvarende anvendelse på personale, der er godkendt efter reglerne i denne lovs § 8.

Kapitel 5

Kompetenceregler og bemyndigelsesbestemmelser

§ 19. Autorisation til at udøve inkassovirksomhed samt godkendelse af personale efter § 8 meddeles af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udformningen og indholdet af ansøgninger om autorisation og godkendelse af personale.

§ 20. Det skal fastsættes som vilkår for en autorisation, at autorisationsindehaveren på begæring dokumenterer, at den i § 4, stk. 2, nævnte sikkerhedsstillelse er i kraft. Der kan i autorisationen endvidere fastsættes vilkår om inkassovirksomhedens udøvelse.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af inddrevne midler, herunder om førelse af kundekonti og beregning af rente til fordringshavere. Justitsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v.

Kapitel 6

Tilbagekaldelse og bortfald af autorisation m.v.

§ 21. En autorisation samt en godkendelse af ansættelse kan tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren eller den ansatte gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det samme gælder, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde, eller hvis betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, eller § 6, stk. 4, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation eller betingelsen i § 8, stk. 2, nr. 2, for godkendelse ikke længere er opfyldt.

Stk. 2. En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 5, eller § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 5, for meddelelse af autorisation ikke længere er opfyldt. Ved betydelig offentlig gæld forstås i denne sammenhæng beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover. En autorisation skal tilbagekaldes, såfremt autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 20, stk. 1, 1. pkt., nævnte vilkår om sikkerhedsstillelse.

Stk 3. En tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum af 1 til 5 år eller indtil videre.

§ 22. En autorisation bortfalder, hvis autorisationsindehaveren dør eller ophører med at opfylde en eller flere af betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, eller § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, 3 og 4.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en autorisationsindehavers dødsbo eller ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en autorisationsindehaver, der har anmeldt betalingsstandsning, autorisationsindehaverens konkursbo eller en værge for en autorisationsindehaver, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, fortsætte inkassovirksomheden uden autorisation med henblik på afvikling eller afhændelse, såfremt fortsættelsen af inkassovirksomheden inden 4 uger efter dødsfaldet, anmeldelse af betalingsstandsningen, konkursdekretets afsigelse eller værgemålets iværksættelse, anmeldes til den myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden fastsætter en frist for afviklingen m.v., som kun i særlige tilfælde kan forlænges ud over 6 måneder fra den begivenhed, som medførte autorisationens bortfald.

§ 23. Dokumenter og legitimationskort vedrørende en autorisation eller godkendelse, der tilbagekaldes, bortfalder eller ikke fornys, skal inden 4 uger tilbageleveres til den myndighed, der har udstedt den pågældende autorisation eller godkendelse, medmindre tilbagekaldelsen eller afgørelsen om, at autorisationen ikke fornys, med opsættende virkning er indbragt for domstolene.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist regnes fra datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse eller om, at autorisationen ikke fornys, eller fra den begivenhed, som har medført autorisationens bortfald. Fortsættes inkassovirksomhed i medfør af § 22, stk. 2, regnes fristen dog først fra udløbet af den i § 22, stk. 2, 2. pkt., nævnte frist.

§ 24. En afgørelse om tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1 og 2, skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse, jf. §§ 25 og 26, og om fristen herfor.

§ 25. En tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelse om tilbagekaldelse er meddelt den pågældende. Sagen indbringes herefter af myndigheden for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81 uden medvirken af domsmænd.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve virksomheden. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

§ 26. Den, hvis autorisation er tilbagekaldt i medfør af § 21, stk. 2, kan forlange tilbagekaldelsen indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Sagen indbringes af myndigheden for retten i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan fortsætte inkassovirksomheden. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke må udøve inkassovirksomhed under ankesagen.

§ 27. En tilbagekaldelse af en autorisation i medfør af § 21 kan til enhver tid efter ansøgning ophæves. Ansøgning herom kan dog ikke indgives tidligere end 1 år efter, at ophævelse senest ved endelig afgørelse er nægtet. Ansøgeren kan forlange en nægtelse af ophævelse indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. § 24, § 25, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 26, stk. 1, 2. og 3. pkt., gælder tilsvarende.

Kapitel 7

Tilsyn

§ 28. Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver inkassovirksomhed, og de derværende forretningsoplysninger for at føre det nødvendige tilsyn med autorisationsindehaverens virksomhed.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der overtræder § 3, § 6, stk. 2, 1. pkt., § 6, stk. 3, 2. pkt., § 8, stk. 1, § 10, §§ 12-14, § 15, stk. 1, 1. pkt., § 16 eller § 23.

Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af § 20 kan der fastsættes straf i form af bøde og hæfte for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens §§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.

Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. juni 1986 som ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:

1. I lovens titel udgår ordene: »inkasso- og«

2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.

Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19. februar 1986 som senest ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1993, foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der indsættes som nr. 38: »38. inkassovirksomhed.«.

§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Lovforslaget har til formål at sikre, at den inddrivelse af fordringer på andres vegne, der sker uden fogedretternes medvirken som led i privat erhvervsvirksomhed, foregår på en rimelig og forsvarlig måde.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1321/1996 om inkassovirksomhed, som er afgivet af en arbejdsgruppe med repræsentanter for Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Erhvervsministeriet, Dansk InkassoBrancheforening, Foreningen af Politimestre i Danmark, Forbrugerrådet og Justitsministeriet.

Lovforslaget går ud på at indføre en særlig autorisationsordning for inkassobureauer og visse andre virksomheder, som erhvervsmæssigt inddriver fordringer for andre, eller som erhvervsmæssigt opkøber forfaldne fordringer med henblik på inddrivelse på egne vegne. Det foreslås endvidere, at de pågældende virksomheders personale i visse tilfælde skal være godkendt. Det foreslås bl.a., at inkassobureauer m.v. skal stille en betryggende sikkerhed for pengekrav, der måtte opstå som følge af udøvelsen af inkassovirksomhed.

Lovforslaget går endvidere ud på nærmere at regulere, hvordan inkassovirksomheden skal udøves. I den forbindelse foreslås det bl.a., at der lovfæstes en retlig standard (»generalklausul«) om god inkassoskik, og der foreslås regler om fremgangsmåden ved personlig henvendelse til skyldnere m.v.

Lovforslaget er udformet på grundlag af den nævnte betænkning og de modtagne høringssvar.

2. Gældende regler om privat inkassovirksomhed

2.1. Der findes ikke en særlig lovgivning om privat inkassovirksomhed, men udøvelsen heraf er i et vist omfang reguleret af de generelle regler i den såkaldte vinkelskriverlov (lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og detektivvirksomhed m.v.) og markedsføringsloven. Endvidere gælder de almindelige regler i bl.a. skatte- og momslovgivningen, registerlovgivningen og straffeloven.

En person kan efter § 3 i vinkelskriverloven frakendes retten til at drive f.eks. inkassobureau, bl.a. når oplysninger om den pågældendes økonomiske forhold eller borgerlige vandel, særligt i forretningsforhold eller i økonomiske forhold, gør det betænkeligt, at denne driver eller deltager i sådan virksomhed. I betænkning nr. 1321/1996 (i det følgende kaldt betænkningen) side 16-17, anfører arbejdsgruppen, at man er bekendt med to sager, hvor en person er blevet frakendt retten til at drive inkassovirksomhed i medfør af denne bestemmelse. I begge tilfælde skete det på grundlag af forholdsvis omfattende kriminalitet.

Tilsyn efter vinkelskriverloven udøves af politiet, der bl.a. kan kræve oplysninger om virksomhedens drift samt stille nærmere krav vedrørende virksomhedens bogføring af udgifter og indtægter. Politiet har i tilsynsøjemed adgang til virksomhedens forretningslokaler, forretningsbøger og -papirer.

Markedsføringsloven gælder bl.a. for privat erhvervsvirksomhed, herunder inkassovirksomhed. Efter markedsføringslovens § 1, 2. pkt., må der i virksomhed, som er omfattet af loven, ikke foretages handlinger, der strider mod god markedsføringsskik.

Forbrugerombudsmanden fører efter markedsføringsloven tilsyn med, at lovens regler om god markedsføringsskik overholdes, og kan i den forbindelse kræve alle nødvendige oplysninger, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser.

Skønnes en erhvervsdrivende at handle i strid med god markedsføringsskik, skal Forbrugerombudsmanden gennem forhandlinger søge at påvirke den erhvervsdrivende til at overholde markedsføringslovens regler. Tilsidesætter den erhvervsdrivende et tilsagn, der er afgivet på grundlag af sådanne forhandlinger med Forbrugerombudsmanden, kan Forbrugerombudsmanden meddele de påbud, der nødvendige for at sikre, at tilsagnet bliver overholdt. Har den erhvervsdrivende ikke afgivet tilsagn over for Forbrugerombudsmanden, kan der alene gives forbud og påbud ved dom. Retssag herom kan anlægges af Forbrugerombudsmanden eller andre, der har den fornødne retlige interesse. Forbrugerombudsmanden kan dog i visse særlige tilfælde nedlægge et foreløbigt forbud mod bestemte handlinger.

Forbrugerombudsmanden har i sin praksis vedrørende markedsføringslovens § 1 bl.a. fastlagt nogle principper angående formen for erhvervsdrivendes henvendelser til skyldnere, herunder anvendelsen af rykkerskrivelser m.v. Denne praksis drejer sig primært om erhvervsdrivendes inddrivelse af egne fordringer, men lignende principper skal iagttages af inkassobureauer m.v., jf. herved Forbrugerombudsmandens Årsberetning 1977-78, side 32.

Forbrugerombudsmandens praksis efter markedsføringsloven er beskrevet nærmere i betænkningen side 17-19.

Selskaber med begrænset ansvar, foreninger og fonde m.v. har i forbindelse med udøvelse af inkassovirksomhed pligt til at føre forretningsbøger efter reglerne i bogføringsloven. Forretningsbøger skal bl.a. give så fuldstændig oplysning om den bogføringspligtiges forretninger og formueforhold, som hensynet til offentlige myndigheder og den bogføringspligtiges kreditorer tilsiger. Aktieselskaber, anpartsselskaber og kommanditselskaber har endvidere pligt til at aflægge regnskab efter reglerne i årsregnskabsloven.

Dansk Inkassobrancheforening, der repræsenterer ca. en halv snes inkassobureauer, har fastsat medlemsregler om god inkassoskik, herunder regler vedrørende indgåelse af honoraraftaler m.v. med kunder, hvorledes inkassobureauets medarbejdere må fremstå og optræde over for skyldnere, samt om regnskabsføring m.v.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 15-21.

2.2. Advokaters virksomhed er undergivet særlig regulering.

Advokaters virksomhed er navnlig reguleret i retsplejelovens §§ 119-147f og i Det Danske Advokatsamfunds vedtægt, der skal godkendes af justitsministeren, jf. retsplejelovens § 143, stk. 4.

Advokater skal være beskikket hertil af justitsministeren, jf. retsplejelovens § 119, stk. 1. Der stilles bl.a. krav om, at den pågældende skal være jurist og i mindst 3 år have deltaget i praktisk juridisk virksomhed.

Beskikkelse kan bl.a. nægtes i tilfælde, hvor den pågældende er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve virksomhed som advokat eller gør den pågældende uværdig til den tillid og agtelse, der må kræves til udøvelse af advokatvirksomhed. Beskikkelse kan bl.a. også nægtes, hvis den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve advokatvirksomhed forsvarligt, jf. nærmere retsplejelovens § 121.

En advokat kan have en eller to autoriserede advokatfuldmægtige. Autorisation meddeles af dommeren i den byretskreds, hvor advokaten har kontor. Autorisation kan nægtes under de betingelser, der er nævnt i retsplejelovens § 121, jf. ovenfor.

Der stilles i retsplejeloven visse krav til udøvelsen af advokatvirksomhed, jf. navnlig lovens § 126, hvorefter en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med »god advokatskik«. Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger, og sagerne skal fremmes med den fornødne hurtighed.

Efter retsplejelovens § 143 er alle advokater, hvis beskikkelse ikke er deponeret eller frataget, medlem af Det Danske Advokatsamfund. Advokatsamfundets bestyrelse, Advokatrådet, fører tilsyn med advokater og advokatfuldmægtige og kan i givet fald indklage en advokat for Advokatnævnet.

Har en advokat gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat - herunder af reglerne om god advokatskik - og giver de udviste forhold grund til at antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, kan Advokatnævnet frakende advokaten retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angivet karakter eller retten til at udøve advokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 3. Advokatnævnet er en del af den offentlige forvaltning.

I medfør af Advokatsamfundets vedtægt har advokater bl.a. pligt til at tegne ansvarsforsikring til dækning af det erstatningsansvar, den pågældende som advokat måtte ifalde for formueskade påført tredjemand ved en simpelt uagtsom handling eller undladelse, der skyldes advokaten eller advokatens personale.

Tegner eller opretholder advokaten ikke en sådan forsikring, skal den pågældende i stedet betale beløb til en erstatningsfond, som har til formål at yde erstatning for tab, som en advokats klient lider ved, at advokaten eller dennes personale uretmæssigt har forbrugt betroede midler, samt for tab, som lides ved en advokats eller dennes personales fejl, forsømmelse eller andet ansvarspådragende forhold i forbindelse med advokatvirksomhed.

For advokater gælder endvidere bl.a. særlige regler om behandling af betroede midler, jf. nærmere betænkningen side 25f.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 21-27.

2.3. Pengeinstitutters virksomhed er undergivet særlig regulering i bl.a. lov om banker og sparekasser.

Efter lov om banker og sparekasser § 6, stk. 1, kræves der tilladelse til udøvelse af pengeinstitutvirksomhed.

Erhvervsministeren kan efter indstilling fra Finanstilsynet nægte at give tilladelse, hvis et medlem af pengeinstituttets bestyrelse eller direktion må skønnes ikke at have den fornødne erfaring til at udøve stillingen eller hvervet, er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, eller hvis den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil kunne varetage stillingen eller hvervet på forsvarlig vis, jf. lov om banker og sparekasser § 6, stk. 6. Tilladelse kan desuden nægtes, hvis nogen, som direkte eller indirekte ejer mindst 10 procent af kapitalen eller stemmerettighederne eller en kapitalandel, der giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen af pengeinstituttet, skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift af pengeinstituttet, jf. § 6, stk. 7.

Pengeinstitutvirksomhed skal bl.a. udøves i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, jf. lov om banker og sparekasser § 1, stk. 6. Handler et pengeinstitut i strid hermed, kan Finanstilsynet, der fører tilsyn efter loven, give pålæg om, at den pågældende handlemåde skal ophøre. Overtrædelse af et sådant påbud kan straffes, jf. lovens § 54, stk. 1, 2. pkt.

Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed, bl.a. hvis pengeinstituttet gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i lov om banker og sparekasser eller af regler udstedt i medfør heraf. Tilladelsen kan endvidere inddrages i de tilfælde, som er nævnt i lovens § 6, stk. 6 og 7, jf. ovenfor.

Der gælder særlige regler med henblik på sikring af kunders krav mod pengeinstituttet, herunder reglerne i lov om en indskydergarantifond og reglerne om solvenskrav m.v. i kapitel 5 i lov om banker og sparekasser.

For filialer af pengeinstitutter fra andre EU-lande gælder særlige regler om såkaldt hjemlandskontrol, jf. herved bl.a. lov om banker og sparekasser § 6 a.

3. Baggrunden for lovforslaget.

3.1. Privat, erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre foretages hovedsagelig af inkassobureauer, selvstændige advokater, pengeinstitutter og visse finansieringsselskaber m.v.

Pengeinstitutter driver i et vist omfang inkassovirksomhed vedrørende bl.a. pantebreve i depot og udenlandske checks og veksler. Endvidere driver man ligesom visse finansieringsselskaber bl.a. inkassovirksomhed i forbindelse med factoring og belåning af kontrakter m.v.

Der findes formentlig ca. 35-40 specialiserede private inkassobureauer, jf. betænkningen side 12. Under halvdelen af disse er medlem af en brancheorganisation. Inkassobureauernes kunder er fortrinsvis erhvervsdrivende.

Det fremgår af betænkningen, at disse inkassobureauers størrelse og omsætning varierer betydeligt. Nogle bureauer har således op til et halvt hundrede ansatte, mens en række bureauer er enkeltmandsejede virksomheder uden eller med ganske få ansatte og med en beskeden omsætning. Mange inkassobureauer har en forholdsvis kort levetid, og der er eksempler på, at enkeltpersoner i nogle tilfælde over en kort årrække har været indehaver af adskillige bureauer. Det er ikke sædvanligt, at inkassobureauerne indsætter de beløb, som inddrives, på en særskilt konto, og der er en del eksempler på, at midler, som et inkassobureau har inddrevet, ikke er blevet udbetalt til den pågældende kunde.

I forbindelse med professionel inkassovirksomhed er det almindeligt at rette personlig henvendelse til skyldneren - typisk på dennes bopæl - som led i bestræbelserne på at inddrive fordringen. Arbejdsgruppen nævner, at der i den forbindelse har været eksempler på »gorilla-inkasso«, og der refereres oplysninger om, at der bl.a. er eksempler på, at personer er blevet opsøgt af rockere i forbindelse med inkassovirksomhed m.v. og i den forbindelse er blevet udsat for vold eller trusler om vold.

Forbrugerombudsmanden modtager årligt et antal klager vedrørende inkassobureauers overtrædelse af markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik, og arbejdsgruppen anfører, at der også kan være et stort »mørketal«, fordi inkassovirksomhed ofte udøves over for personer, der vil være tilbageholdende med at gøre lovmæssige rettigheder m.v. gældende.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 12-14.

3.2. På den anførte baggrund har arbejdsgruppen fundet, at der er behov for en særlig lovgivning om privat inkassovirksomhed, hvor et hovedelement er en autorisationsordning for private inkassobureauer m.v. Arbejdsgruppen peger i den forbindelse navnlig på den private inkassovirksomheds karakter og de begrænsede kontrolmuligheder, som den eksisterende lovgivning giver.

Arbejdsgruppen anfører således bl.a., at inkassovirksomhed - ligesom f.eks. vagtvirksomhed - indtager en særlig stilling i forhold til andre erhvervsgrene, fordi der udøves funktioner, som for skyldnere og andre umiddelbart kan minde om eller forveksles med opgaver, der varetages af offentlige myndigheder, her fogederne. Samtidig indebærer inkassovirksomhed en ganske særlig risiko for, at skyldnere kan føle sig udsat for et utilbørligt pres, bl.a. i forbindelse med personlige henvendelser på bopælen og i forbindelse med indgåelse af frivillige forlig.

I praksis sker det således ofte, at inkassobureauer m.v. på kreditors vegne indgår et frivilligt forlig med skyldneren. Et sådant forlig kan senere danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse efter reglerne i retsplejeloven, og arbejdsgruppen anfører, at dette i sig selv taler for, at der bør stilles visse krav om faglige kvalifikationer.

Arbejdsgruppen anfører endvidere, at den omstændighed, at forholdsvis mange inkassobureauer ophører eller går konkurs efter kort tid, rejser særlige spørgsmål om behovet for sikring af kundernes krav på de midler, som inddrives.

Der henvises herom til betænkningen side 41-43.

Justitsministeriet er enig i, at der bør gennemføres en særlig lovgivning på dette område, og lovforslaget er i det væsentlige udformet i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag.

4. Lovforslagets hovedpunkter.

4.1. Lovens anvendelsesområde.

Det foreslås, at loven skal gælde for privat inkassovirksomhed forstået som ethvert led i privat, erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre.

Det foreslås således, at reglerne skal gælde, uanset om den erhvervsdrivende forestår hele inddrivelsen eller kun et enkelt eller flere led heri, f.eks. afsendelse af rykkerskrivelser.

Det foreslåede anvendelsesområde omfatter ikke offentlige myndigheders inkassovirksomhed. Der findes ikke at være behov for en lovregulering af f.eks. de kommunale pantefogeders inddrivelse af hustrubidrag og Hypotekbankens inddrivelse af krav for andre offentlige myndigheder.

Anvendelsesområdet omfatter heller ikke såkaldt egeninkasso, dvs. inddrivelse af egne fordringer, bortset fra erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på inddrivelse på egne vegne. Baggrunden herfor er, at de foreslåede regler om autorisation m.v., jf. nedenfor under pkt. 4.2., i sagens natur ikke ville kunne finde anvendelse på en erhvervsdrivendes inddrivelse af sine egne fordringer. For så vidt angår lovforslagets regler om udøvelse af inkassovirksomhed, jf. nedenfor under pkt. 4.4., kan det bl.a. nævnes, at Forbrugerombudsmanden over for arbejdsgruppen har oplyst, at det vil være nærliggende at fortolke reglerne om god markedsføringsskik i markedsføringslovens § 1 i overensstemmelse med en lovfæstet generalklausul om »god inkassoskik«, jf. herved lovforslagets § 9. Visse fremgangsmåder vil formentlig kunne være i strid med god markedsføringsskik, selv om fremgangsmåden eventuelt ikke anses for at være i strid med »god inkassoskik«, jf. betænkningen side 44, hvor arbejdsgruppens overvejelser om spørgsmålet er refereret.

Lovforslaget indeholder endvidere nogle undtagelser fra det nævnte anvendelsesområde.

Det foreslås således, at reglerne om autorisation og godkendelse af personale ikke skal gælde for inkassovirksomhed, der udøves som led i selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter. For disse gælder i forvejen regler om offentligt tilsyn m.v., der bl.a. giver mulighed for at stille visse kvalifikationskrav m.v. og for at inddrage tilladelsen til at drive den pågældende form for virksomhed i tilfælde af bl.a. overtrædelse af reglerne om god skik inden for branchen. For såvel advokater som pengeinstitutter gælder desuden særlige regler om sikring af økonomiske krav fra klienter, kunder m.v., jf. ovenfor under pkt. 2.2. og 2.3.

Det foreslås endvidere, at justitsministeren i givet fald kan bestemme, at andre erhvervsdrivende, der er undergivet tilsvarende regler om tilsyn og kontrol m.v., skal være undtaget fra kravet om autorisation og godkendelse af visse ansatte.

Det foreslås endelig, at auktionslederes inddrivelse af auktionskøbesummen undtages fra loven. Denne virksomhed er reguleret ved lov om offentlig auktion ved auktionsledere og kan i øvrigt ses som en nødvendig del af selve auktionsvirksomheden. Den nævnte lov indeholder bl.a. regler om beskikkelse og om, at auktionsledere skal stille sikkerhed for eventuelle erstatningskrav.

Der henvises til lovforslagets §§ 1 og 2.

4.2. Autorisation og godkendelse.

4.2.1. Arbejdsgruppen anfører, at en autorisationsordning bl.a. vil gøre det muligt på forhånd at vurdere, om indehaveren af inkassobureauet kan udøve virksomheden på forsvarlig måde. Dette vil kunne medvirke til at mindske antallet af inkassobureauer, som ophører efter kort tid til skade for kunder og kreditorer, og det vil gøre det muligt på forhånd at sikre, at de ansvarlige har de fornødne faglige kvalifikationer. Det vil også være muligt på forhånd at nægte bureauer m.v. at drive inkassovirksomhed, hvor det ikke kan forventes, at inkassovirksomheden vil blive udøvet på en måde, som er forsvarlig og i overensstemmelse med god skik. Det vil også kunne have en præventiv virkning, at en autorisation vil kunne tilbagekaldes i tilfælde af uregelmæssigheder.

Arbejdsgruppen anfører bl.a. også, at en autorisationsordning vil kunne gøre det lettere at føre et løbende tilsyn med inkassobureauer m.v., fordi der ikke vil være tvivl om, hvem der er ansvarlig for virksomheden.

Der henvises til betænkningen side 45-46.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Det foreslås således, at privat inkassovirksomhed (med de ovenfor under pkt. 4.1. nævnte undtagelser) alene må udøves af den, der har autorisation hertil, hvad enten den pågældende er en fysisk eller juridisk person.

Det foreslås, at en autorisation til at udøve inkassovirksomhed bl.a. skal være betinget af, at ansøgeren har de faglige kvalifikationer og det økonomiske grundlag, som er fornødent for at kunne drive inkassovirksomhed på en forsvarlig måde.

Det foreslås således, at autorisation bl.a. skal være betinget af, at ansøgeren gør det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomheden forsvarligt og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Det kan nævnes, at der gælder tilsvarende regler for vagtvirksomheder, jf. lov om vagtvirksomhed. Vagtvirksomheder udøver i lighed med inkassobureauer m.v. en virksomhed, der på nogle punkter kan sidestilles med funktioner, der ellers varetages af offentlige myndigheder.

Er ansøgeren et selskab eller anden juridisk person, foreslås det, at de personlige kvalifikationskrav m.v. skal være opfyldt af ledelsen, dvs. eventuelle direktører og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne.

Det foreslås, at autorisationer tidsbegrænses, således at der bl.a. bliver mulighed for med mellemrum at prøve, om betingelserne for autorisation fortsat er opfyldt. Der foreslås endvidere regler om tilbagekaldelse og bortfald af autorisationer.

Der henvises til lovforslagets §§ 3-7 og 21-27.

4.2.2. Arbejdsgruppen anfører endvidere, at de ovenfor under pkt. 4.2.1. nævnte formål med en autorisationsordning kun kan opnås fuldt ud, hvis der også stilles krav om godkendelse af den del af autorisationsindehaverens personale, der deltager i udøvelsen af den egentlige inkassovirksomhed. Den daglige udøvelse af inkassovirksomhed, herunder kontakten til skyldnere, forestås ofte af personalet. Det er endvidere arbejdsgruppens opfattelse, at en godkendelsesordning vil være nødvendig for at sikre, at autorisationsordningen ikke kan omgås ved stråmandskonstruktioner. Godkendelse bør bl.a. nægtes, hvis der er særlig grund til at antage, at den, der ønskes ansat, ikke vil udøve sit hverv på forsvarlig måde.

Der henvises til betænkningen side 46-47.

Justitsministeriet er i det væsentlige enig i arbejdsgruppens synspunkter, men finder dog, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt behov for at udstrække et krav om godkendelse af inkassobureauers personale til at gælde andre ansatte end dem, som eventuelt skal foretage personlige henvendelser til skyldnere. Ved personlig henvendelse er der en særlig risiko for, at der udøves urimelig pression mod skyldnere. I øvrigt må det efter Justitsministeriets opfattelse anses for tilstrækkeligt, at der stilles krav til inkassobureauets indehaver, på hvis ansvar virksomheden udøves, og at det bl.a. ligger i ordningen, at tilladelsen til at drive inkassovirksomhed vil kunne fratages den pågældende, hvis virksomheden ikke længere kan forventes drevet forsvarligt.

Lovforslaget er på den baggrund udformet således, at autorisationsindehaveren skal sørge for, at ansatte ikke retter personlig henvendelse til skyldnere, medmindre de forinden er godkendt hertil. Administrationen af ordningen vil blive søgt tilrettelagt således, at godkendelsesproceduren ikke lægger unødige hindringer i vejen for en normal udskiftning af personale.

Der henvises til lovforslagets § 8.

4.2.3. Arbejdsgruppen foreslår ikke ændringer i retsplejelovens generelle ordning, hvorefter advokater som udgangspunkt er eneberettigede til at udføre retssager for andre, herunder inkassosager.

Arbejdsgruppens overvejelser om dette spørgsmål er refereret i betænkningen side 62-64.

Justitsministeriets »småsagsudvalg« har bl.a. til opgave at overveje behovet og mulighederne for en ny ordning, hvor adgangen til retslig behandling af visse mindre krav gøres enklere, hurtigere og billigere for parterne, men således at grundlæggende retssikkerhedsgarantier opretholdes. I den forbindelse indgår bl.a. spørgsmål vedrørende advokatbistand til parterne i udvalgets overvejelser.

Småsagsudvalget forventes at afgive betænkning i foråret 1997.

4.3. Sikkerhedsstillelse.

Arbejdsgruppen overvejede bl.a., om en autorisation bør gøres betinget af, at ansøgeren har stillet sikkerhed for et muligt økonomisk ansvar, der pådrages som følge af inkassovirksomheden.

Arbejdsgruppen anfører bl.a., at da inkassobureauer inddriver midler, som ikke tilhører bureauet, bør der være etableret en sikkerhed for kundernes tilgodehavender, f.eks. hvis autorisationsindehaveren eller en ansat begår underslæb i forhold til inddrevne midler. Endvidere bør skyldnere og andre have sikkerhed for erstatningskrav som følge af ansvarspådragende adfærd i forbindelse med inkassovirksomheden, f.eks. krav i anledning af, at autorisationsindehaveren eller dennes ansatte har disponeret uretmæssigt over en løsøregenstand.

Arbejdsgruppen peger på, at en sådan sikkerhed bl.a. kan etableres ved forskellige former for garantiordninger eller ved professionsansvarsforsikringer.

Arbejdsgruppen anfører på baggrund af de oplysninger, man har indhentet, at det i dag er muligt for inkassobureauer at tegne almindelige ansvarsforsikringer, som imidlertid bl.a. ikke vil dække tab som følge af, at inkassobureauet har handlet groft uagtsomt eller forsætligt, og som i praksis næppe heller vil kunne tegnes således, at forsikringen dækker tab som følge af, at autorisationsindehaveren selv begår underslæb. Ansvarsforsikringer må således i givet fald suppleres med garantistillelser - f.eks. en kautionsforsikring eller en bankgaranti - for fuldt ud at dække skyldnere m.v. og inkassobureauets kunder ind. Det fremgår af betænkningen, at det i dag bl.a. er muligt for medlemmer af Dansk InkassoBrancheforening at tegne kautionsforsikringer, som dækker alle pengekrav mod et inkassobureau, herunder også krav i anledning af autorisationsindehaverens underslæb vedrørende inddrevne midler.

Arbejdsgruppen har på den anførte baggrund fundet, at der er grundlag for at stille krav om, at inkassobureauer stiller en betryggende sikkerhed for pengekrav, der måtte opstå som følge af udøvelsen af inkassovirksomhed. Arbejdsgruppen har imidlertid også fundet det væsentligt, at der ikke stilles så strenge krav, at i øvrigt velfungerende mindre inkassobureauer m.v. i praksis afskæres fra at udøve inkassovirksomhed, fordi præmien m.v. for sikkerhedsstillelsen bliver for høj. Sikkerhedsstillelsens størrelse vil eventuelt kunne gøres afhængig af bureauets størrelse og inkassovirksomhedens art og omfang.

Arbejdsgruppens forslag går på denne baggrund ud på, at autorisation gøres betinget af, at inkassobureauet har stillet sikkerhed for pengekrav, der måtte opstå som følge af udøvelse af inkassovirksomhed, og at de nærmere krav til sikkkerhedsstillelsens art og omfang fastsættes administrativt.

Der henvises til betænkningen side 47-50.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 4, stk. 2.

4.4. Udøvelse af inkassovirksomhed.

Lovforslagets § 9 indeholder en grundlæggende bestemmelse om, at inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik. I §§ 10-13 foreslås visse supplerende regler om udøvelse af inkassovirksomhed i forhold til skyldnere, og §§ 14-16 indeholder supplerende regler om inkassobureauers pligter over for kreditorer (inkassobureauets kunder). Lovforslagets §§ 17 og 18 indeholder særlige regler om annoncering m.v. og om tavshedspligt for autorisationsindehaveren og personale, der er godkendt efter reglen i lovforslagets § 8, jf. ovenfor under pkt. 4.2.

4.4.1. God inkassoskik.

Arbejdsgruppen har i betænkningen foreslået, at der fastsættes en retlig standard for god inkassoskik. Arbejdsgruppen anfører, at lovfæstelsen af en sådan retsstandard bl.a. vil kunne give nogle fordele i forbindelse med administrationen af en autorisationsordning, navnlig fordi en sådan bestemmelse vil kunne være en rettesnor ved løsningen af de mangeartede situationer, der kan opstå i forbindelse med praktisk inkassovirksomhed. En retsstandard som »god inkassoskik« har bl.a. den fordel, at indholdet kan ændres i takt med den almindelige udvikling i samfundet.

Der henvises til betænkningen side 50-51.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Det foreslås således i § 9, at inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik, og det præciseres, at det bl.a. er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der udsætter personer eller virksomheder for urimelig pression, skade eller ulempe.

Det bemærkes, at lignende retlige standarder findes i anden lovgivning, f.eks. »god advokatskik« i retsplejelovens § 126, »god pengeinstitutpraksis« i lov om banker og sparekasser § 1, stk. 6, og »god skik inden for branchen« i lov om vagtvirksomhed § 3.

§ 9 vil formentlig få størst praktisk betydning for inkassobureauets optræden over for skyldnere, idet det bl.a. er i disse situationer, at der er størst risiko for, at der påføres nogen urimelig pression, skade eller ulempe. Bestemmelsen indebærer imidlertid også visse pligter for bureauerne over for deres kunder.

Ved vurderingen af, om en handling m.v. er i strid med god inkassoskik, skal der i et vist omfang foretages en afvejning af hensynet til skyldneren over for hensynet til inkassobureauets kunders interesse i en effektiv og hurtig inddrivelse af deres berettigede krav. Der henvises herom nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 9.

I forbindelse med høringen over betænkningen har der været rejst spørgsmål om adgangen til at kræve inkassoomkostninger betalt af skyldneren. Arbejdsgruppen anfører herom bl.a., at den omstændighed, at en skyldner har overskredet betalingsfristen for en fordring, ikke i sig selv medfører, at skyldneren efter almindelige erstatningsretlige regler har pligt til at dække enhver udgift, som kreditor eventuelt afholder til inddrivelse af fordringen, herunder udgifter til inkassobureauer. Det er således udgangspunktet, at salær til inkassobureauer m.v. kun kan medtages som en del af sagsomkostningerne under en retssag, hvis der er hjemmel hertil i aftalen mellem skyldneren og kreditor. I retspraksis anerkendes dog, at inkassosalær til den pågældende advokat i et vist omfang medtages som en del af sagsomkostningerne.

Det anføres i betænkningen, at der under arbejdsgruppens drøftelser er rejst spørgsmål om, hvorvidt der også efter en eventuel gennemførelse af en autorisationsordning vil være grundlag for en sådan forskel mellem advokater og inkassobureauer m.v., men arbejdsgruppen bemærker, at det på grundlag af de gældende regler vil være i strid med god inkassoskik, såfremt et inkassobureau uden hjemmel i aftalen mellem skyldneren og kreditor kræver sit salær m.v. betalt af skyldneren. Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at spørgsmålet om kreditorers ret til at kræve diverse inddrivelsesomkostninger betalt af skyldneren ikke bør reguleres i en lovgivning, der alene vedrører den virksomhed, som udøves af inkassobureauer m.v.

Der henvises til betænkningen side 57-58.

Justitsministeriet kan i det væsentlige tilslutte sig arbejdsgruppens synspunkter, men finder dog, at det på baggrund af den påpegede mulighed for, at visse udgifter til et autoriseret inkassobureau eventuelt vil kunne anerkendes som nødvendige og rimelige og medtages som en del af sagsomkostningerne i forbindelse med en retssag, næppe i forbindelse med lovforslaget bør fastslås, at det i alle tilfælde vil være i strid med god inkassoskik at kræve visse salærudgifter m.v. betalt af skyldneren uden hjemmel hertil i aftalen mellem skyldneren og kreditor.

4.4.2. Indholdet af rykkerskrivelser m.v.

Arbejdsgruppen anfører, at det bør være et centralt krav, at en skyldner får reel mulighed for at bedømme det fremsatte krav, navnlig inden der f.eks. indgås et frivilligt forlig, som efterfølgende kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse ved fogedretten.

Arbejdsgruppen har på den baggrund fundet, at der bør stilles krav om, at krav om betaling som hovedregel først skal fremsættes skriftligt og indeholde de oplysninger, som må anses for nødvendige, for at køberen kan bedømme, om kravet er berettiget, og om det skyldige beløb er opgjort korrekt. Dette skriftlige påkrav skal endvidere angive en frist på 8 dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen uden at risikere, at inkassobureauet m.v. foretager sig noget, som eventuelt vil kunne påføre skyldneren yderligere udgifter - navnlig iværksætter retlige skridt mod skyldneren. En sådan frist vil give skyldneren mulighed for at betale eller fremsætte indsigelser og dermed foregribe yderligere inkassoskridt.

Der henvises til betænkningen side 52.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, idet Justitsministeriet dog finder, at den nævnte tidfrist i påkravsskrivelsen bør være (mindst) 10 dage.

Der henvises til lovforslagets § 10.

4.4.3. Personlig henvendelse til skyldnere

Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om det fortsat bør være tilladt for inkassobureauer m.v. at rette personlig henvendelse til skyldnere på disses bopæl eller andre steder, hvortil der ikke er almindelig adgang. Baggrunden herfor er, at personlig henvendelse efter arbejdsgruppens opfattelse indebærer en særlig risiko for urimelig pression, som efterfølgende vil kunne være vanskelig at bevise, jf. ovenfor under pkt. 4.2. Dette gælder især ved personlig henvendelse, der sker uden skyldnerens forudgående samtykke hertil.

Arbejdsgruppen anfører, at et forbud mod personlig henvendelse, der sker efter aftale, vil lægge unødvendige og uhensigtsmæssige hindringer i vejen for en effektiv inddrivelse af fordringer, som trods rykkerskrivelser ikke betales. Inkassobureauet kan ved et besøg hos skyldneren få et bedre indtryk af skyldnerens evne til at betale, og det vil ofte være en fordel for både skyldneren og kreditor, at man efter forudgående aftale sætter sig sammen og f.eks. prøver at fastsætte en realistisk afdragsordning.

Der henvises til betænkningen side 52.

Justitsministeriet er enig i disse synspunkter, og lovforslaget indeholder således ikke regler om begrænsninger i adgangen til efter forudgående aftale med skyldneren at aflægge besøg på bopælen m.v.

Med hensyn til spørgsmålet om adgangen til at rette personlig henvendelse til skyldnere uden forudgående aftale herom, var der forskellige opfattelser i arbejdsgruppen.

Et mindretal (Forbrugerrådets repræsentant) fandt, at der bør gælde et absolut forbud mod uanmodet personlig henvendelse, idet sådanne henvendelser ofte vil blive opfattet som en pression, der i værste fald er utilbørlig og unødigt krænkende. Mindretallet fandt, at forbrugeren befinder sig i en helt umulig bevismæssig situation, hvis der efterfølgende bliver spørgsmål om, hvorvidt inkassobureauet m.v. »gik over stregen«.

Flertallet (arbejdsgruppens 7 øvrige medlemmer) fandt, at der må lægges vægt på, at det af hensyn til en effektiv og ikke uforholdsmæssigt bekostelig inddrivelse må anses for væsentligt, at inkassobureauer fortsat har visse muligheder for at rette uanmodet henvendelse til skyldnere, når rykkerskrivelser viser sig nytteløse. Det må også forventes, at den foreslåede autorisationsordning og godkendelsesordning for ansatte yderligere vil medvirke til at sikre, at henvendelser på bopælen m.v. ikke foregår på en måde, der lægger et utilbørligt pres på skyldnere.

Flertallet fandt på den baggrund, at der ikke bør indføres et totalt forbud mod uanmodet personlig henvendelse, men at der derimod bør gennemføres nogle nærmere regler om fremgangsmåden ved uanmodet henvendelse. Hovedelementerne i flertallet forslag er krav om, at uanmodet personlig henvendelse skal varsles skriftligt efter nærmere retningslinjer, at skyldneren skal kunne frabede sig sådan henvendelse, at sådan henvendelse kun må finde sted på personlige skyldneres bopæl - ikke f.eks. deres arbejdsplads - samt at uanmodet personlig henvendelse kun må finde sted på hverdage (undtagen lørdage samt juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag) mellem kl. 08.00 og 21.00.

Der henvises til betænkningen side 52-54.

I forbindelse med høringen over betænkningen er der fra flere sider taget afstand fra tanken om helt at forbyde uanmodet personlig henvendelse. Det er endvidere blevet anført, at arbejdsgruppens flertals forslag om, at enhver uanmodet personlig henvendelse skal varsles på forhånd, generelt vil gøre det vanskeligt for inkassobureauer at tilbyde en inddrivelse, som er tilstrækkeligt effektivt, bl.a. fordi visse skyldnere konsekvent undlader at reagere på skriftlige henvendelser eller ofte skifter adresse.

Justitsministeriet finder ikke, at der er grundlag for at foreslå et totalt forbud mod uanmodet personlig henvendelse til skyldnere, navnlig ikke i forbindelse med gennemførelsen af en autorisations- og godkendelsesordning, hvor der bl.a. stilles kvalifikationskrav m.v. til de personer, der skal drive inkassovirksomheden og foretage personlige henvendelser.

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppens flertal i, at der derimod bør fastsættes nærmere regler for fremgangsmåden ved uanmodet personlig henvendelse. Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at skyldnere generelt bør kunne frabede sig uanmodede henvendelser, idet bemærkes, at det naturligvis er strafbart, såfremt den, der møder for inkassobureauet, tiltvinger sig adgang til skyldnerens bolig m.v. Justitsministeriet finder endvidere ikke, at der er fuldt tilstrækkeligt behov for at stille krav om, at enhver uanmodet personlig henvendelse skal være varslet på forhånd med angivelse af, hvornår henvendelsen vil finde sted.

Det følger allerede af bestemmelsen i lovforslagets § 10, at uanmodet personlig henvendelse først kan finde sted, når der er sendt et skriftligt påkrav til skyldneren og den deri angivne frist på 10 dage er udløbet. På den baggrund vil det efter Justitsministeriets opfattelse medføre en tilstrækkelig beskyttelse af skyldnerne, såfremt der herudover stilles krav om, at inkassobureauet inden den første uanmodede henvendelse til skyldneren skal sende et skriftligt varsel med angivelse af sted og omtrentligt tidspunkt for henvendelsen. Træffes skyldneren ikke ved denne henvendelse, bør inkassobureauet herefter have mulighed for at rette fornyede henvendelser uden at varsle dette på forhånd, dog kun hvis skyldneren i det skriftlige varsel er gjort tydeligt opmærksom herpå.

Der henvises til lovforslagets § 12.

4.4.4. Tilbagetagelse af løsøregenstande

Adgangen til at inddrive fysiske genstande er generelt begrænset ved kreditaftalelovens bestemmelser om tilbagetagelse af genstande, herunder genstande solgt med ejendomsforbehold. Efter denne lovs § 36, stk. 2, kan der ikke ske tilbagetagelse af genstande, som er solgt med ejendomsforbehold, når den pågældende genstand efter retsplejelovens § 509, stk. 1, eller § 515, stk. 2, ville være undtaget fra udlæg. Retsplejelovens § 509 drejer sig om løsøre, der er nødvendigt til opretholdelse af et beskedent hjem for skyldneren og dennes husstand, og § 515, stk. 2, vedrører hjælpemidler, der er nødvendige for den pågældende på grund af sygdom m.v.

Tilbagetagelse af fysiske genstande kan endvidere ikke ske uden skyldnerens samtykke.

Arbejdsgruppen anfører, at det bl.a vil kunne få konsekvenser for autorisationen til at udøve inkassovirksomhed, hvis et inkassobureau f.eks. tilsidesætter de nævnte bestemmelser i kreditaftaleloven. Arbejdsgruppen har imidlertid fundet, at der med henblik på yderligere at forebygge, at tilbagetagelse sker på en utilbørlig måde, bør stilles krav om, at skyldneren skal have givet skriftligt samtykke til tilbagetagelsen, og at skyldneren skal have en kopi af det skriftlige samtykke.

Der henvises til betænkningen side 56-57.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 13.

4.4.5. Behandlingen af inddrevne midler

Med henblik på at øge kundernes sikkerhed i forbindelse med inkassobureauernes inddrivelse af pengebeløb m.v. foreslås det, at de midler, som inkassobureauet m.v. inddriver for kunden, og som ikke straks udleveres til denne, skal holdes adskilt fra inkassobureauets øvrige midler. Ved en sådan »individualisering« af de inddrevne beløb m.v. beskyttes kunden mod inkassobureauets kreditorer.

Der foreslås herudover visse grundlæggende regler om inkassobureauers behandling af inddrevne midler, bl.a. om, at inddrevne beløb hurtigst muligt skal videregives til kunden, hvis ikke andet er aftalt, og at rente af inddrevne beløb som hovedregel skal tilfalde kunden. Det foreslås, at yderligere regler herom skal fastsættes administrativt. Disse regler vil blive udformet med udgangspunkt i de regler, som gælder for advokaters førelse af klientkonti, jf. herved Det Danske Advokatsamfunds vedtægt om advokaters pligter med hensyn til behandling af betroede midler. Disse regler indeholder bl.a. bestemmelser om, at rente af mindre beløb og rente af beløb, der udbetales til fordringshaveren inden 14 dage, ikke tilfalder fordringshaveren.

Det foreslås endvidere, at bogføringsloven ændres, således at pligten til at føre ordentlige og omhyggelige forretningsbøger også gælder for inkassobureauer, der ikke drives i selskabsform.

Det foreslås endelig, at der administrativt skal kunne fastsættes nærmere regler om inkassobureauers regnskabsaflæggelse og om revision af regnskaber.

Der henvises til betænkningen side 58-59 og til lovforslagets §§ 14-16, 20, stk. 2, og 30, stk. 3.

5. Høring

Betænkning nr. 1321/1996 om inkassovirksomhed har været til høring hos følgende organisationer m.v.:

Præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten i København, Præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Dansk Politiforbund, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Rigspolitichefen, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Kommunernes Landsforening, Det Danske Handelskammer, HK-Landsklubben, PDT, Entreprenørforeningen, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Landsforeningen af Erhvervsinteresser, Butikshandelens Fællesråd, Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Dansk InkassoBrancheforening, Inkassobranchens Fællesråd, Dansk Industri, Dansk Detail Kreditråd, Dansk Handel og Service, Håndværksrådet, Forbrugerrådet, Realkreditrådet, Liberale Erhvervs Råd, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Finansrådet, Advokatrådet, Konkurrencerådet, Danske Finansieringsselskabers Forening, Assurandør-Societetet, og Landsforeningen Loyal Handel.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes at ville medføre en vis byrde for politiet, som vil få til opgave at behandle ansøgninger om autorisation og godkendelse. Dette merarbejde skønnes at få et meget begrænset omfang, og vil kunne afholdes inden for de gældende bevillingsmæssige rammer.

For så vidt angår de erhvervsøkonomiske konsekvenser, vil forslaget som følge af de foreslåede betalingsordninger medføre en årlig udgift for inkassobranchen på ca. 100.000 kr.

Lovforslaget indeholder ikke miljømæssige eller EU-retlige aspekter. Der er ved udformningen af lovforslaget taget hensyn til Kommissionens henstilling af 12. maj 1995 om betalingsfrister i handelsforhold, hvori det bl.a. anbefales, at medlemsstaterne tager skridt til at sikre, at fordringshavere har adgang til en hurtig, effektiv og billig inddrivelse af forfaldne fordringer.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Lovens anvendelsesområde fastlægges i lovforslagets §§ 1 og 2.

Efter stk. 1 gælder loven - med de undtagelser, som følger af stk. 2 og 3 - for udøvelse af inkassovirksomhed. »Inkassovirksomhed« defineres i § 2. Enhver fysisk eller juridisk person, der udøver inkassovirksomhed, vil være omfattet af loven. Det gælder, uanset om der inddrives fordringer for privatpersoner, private erhvervsvirksomheder eller offentlige myndigheder.

Det foreslås i stk. 2 , at kun de »materielle« regler om god inkassoskik og adfærd over for skyldnere i lovforslagets §§ 9-11, § 12, stk. 1-3 og § 13 (samt sanktionsbestemmelsen i § 29) skal gælde for inkassovirksomhed, som udøves af selvstændige advokater, herunder advokatselskaber m.v., og af pengeinstitutter. Undtagelsesbestemmelsen gælder ikke for advokater, der udfører inkassovirksomhed som ansat i andre erhvervsvirksomheder, foreninger m.v.

Ved pengeinstitut forstås banker, sparekasser og andelskasser, jf. herved lov om banker og sparekasser § 1.

Efter stk. 3 er offentlige myndigheders inddrivelse af fordringer undtaget fra loven. Det gælder således f.eks. kommunernes inddrivelse af hustrubidrag og Hypotekbankens inddrivelse af fordringer for andre offentlige myndigheder.

Endvidere foreslås det at undtage beskikkede auktionslederes inddrivelse af købesum og auktionsomkostninger hos auktionskøbere. Antager en auktionsleder et inkassobureau til at inddrive auktionskøbesummen, vil inkassobureauets inddrivelse være omfattet af loven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 1 i arbejdsgruppens lovudkast, idet dog også inkassovirksomhed, der udøves af pengeinstitutter, foreslås undtaget fra bestemmelserne om autorisation m.v.

Til § 2

Bestemmelsen definerer »inkassovirksomhed«.

Efter bestemmelsens 1. led forstås herved erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre.

For at inddrivelse kan anses for erhvervsmæssig må der bl.a. være tale om, at den normalt udøves mod vederlag, f.eks. i form af tjenesteydelser o.lign., eller økonomisk bidrag i en eller anden form, herunder ved kontingenter, medlemsbidrag m.v. Det forudsættes således, at såfremt f.eks. en interesseorganisation inddriver fordringer for sine medlemmer, vil inddrivelsen være omfattet af loven, uanset at organisationen ikke beregner sig andet vederlag herfor end (en del af) det almindelige medlemsbidrag.

Inddrivelse af fordringer behøver ikke at være den pågældendes hovederhverv, men virksomheden må dog normalt have et vist, ikke ubetydeligt omfang og foregå med en vis regelmæssighed for at kunne anses for erhvervsmæssig. Et vist forretningsmæssigt tilsnit, f.eks. udformning af nærmere procedurer for inddrivelsen, herunder anvendelse af standardrykkerskrivelser, vil også tale for, at inddrivelsen må anses for erhvervsmæssig.

Inddrivelse, der må betegnes som lejlighedsvis og tilfældig, vil således ikke være omfattet af loven. Som eksempel på sådan inddrivelse kan nævnes tilfælde, hvor en person eller virksomhed, der har krav på erstatning som følge af en skadevoldende handling, ved forfølgelse af sit eget krav medtager andre skadelidtes krav, som er opstået i forbindelse med samme skadevoldende handling. Privatskiftende arvingers inddrivelse af afdødes fordringer vil heller ikke være omfattet.

Inkassovirksomhed omfatter efter bestemmelsen erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer. Bistand til vurdering af et pengekravs eksistens og omfang er således ikke i sig selv omfattet af loven.

Efter bestemmelsen omfatter loven ethvert led i forbindelse med erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer. Det er således uden betydning, om et inkassobureau, der udsender rykkerskrivelser o.lign., også f.eks. forestår personlige henvendelser til skyldneren. Hvis f.eks. et kreditoplysningsbureau på vegne af dets abonnenter regelmæssigt udsender forslag til frivillige forlig til skyldnerne, må dette - selv om bureauet ikke i øvrigt beskæftiger sig med inddrivelse og ikke modtager beløb på abonnenternes vegne - anses for at være et led i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer.

Det foreslås, at loven alene skal omfatte inddrivelse for andre . Hermed er erhvervsvirksomheders inddrivelse af egne fordringer (egeninkasso) ikke omfattet, medmindre der er tale om erhvervsmæssigt opkøb af forfaldne fordringer, jf. herom nedenfor. Afgørende for, om der er tale om inddrivelse for andre eller egeninkasso er, om inkassobureauet m.v. og kunden er forskellige juridiske enheder. Har et selskab f.eks. en inkassoafdeling, der forestår inddrivelsen af selskabets fordringer, er der tale om egeninkasso. Foretages inddrivelsen derimod af en selvstændig juridisk enhed inden for en koncern, er der ikke tale om egeninkasso, selv om der eventuelt kun inddrives fordringer for de koncernforbundne selskaber.

Efter bestemmelsens 2. led omfatter loven også inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på erhvervsmæssig inddrivelse på egne vegne. Inddrivelsen skal være tænkt som en indtjeningskilde for virksomheden. Ved bedømmelsen heraf kan der lægges vægt på, om pengekravene kursfastsættes i forbindelse med erhvervelsen, evt. som led i en bedømmelse af kravenes beskaffenhed. »Erhvervsmæssig« skal i øvrigt forstås på samme måde som nævnt ovenfor. Der behøver således ikke at være tale om den pågældendes hovederhverv, men virksomheden skal dog have et vist omfang og en vis regelmæssighed for at kunne anses for erhvervsmæssig. Loven vil således f.eks. ikke gælde i tilfælde, hvor en erhvervsvirksomhed i et enkeltstående tilfælde accepterer en forfalden fordring på tredjemand som betaling.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.

Bestemmelsen svarer til § 2 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 3

Stk. 1 indeholder lovforslagets centrale bestemmelse om, at udøvelse af inkassovirksomhed kræver autorisation. Autorisation skal indhentes, inden inkassovirksomhed påbegyndes.

Autorisationskravet gælder for den, som enten selv udøver eller på hvis vegne, der udøves inkassovirksomhed.

Den, der udøver inkassovirksomhed uden fornøden autorisation, kan straffes, jf. lovforslagets § 29, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Bestemmelsen svarer til § 3 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 4

Bestemmelsen indeholder visse generelle betingelser for, at der kan meddeles autorisation til udøvelse af inkassovirksomhed. Disse betingelser skal være opfyldt, uanset om virksomheden drives som enkeltmandsvirksomhed eller i selskabsform m.v. I §§ 5 og 6 fastsættes visse yderligere krav, som skal være opfyldt, når ansøgeren er henholdsvis en fysisk person (§ 5) eller en juridisk person (§ 6).

Det foreslås i stk. 1 , at ansøgeren skal gøre det antageligt, at virksomheden vil blive drevet forsvarligt og i overensstemmelse med god inkassoskik, jf. herved lovforslagets § 9.

Er ansøgeren en juridisk person som nævnt i lovforslagets § 6, stk. 1, skal betingelserne som udgangspunkt være opfyldt af direktøren og bestyrelsesmedlemmerne, i nogle tilfælde dog eventuelt af en bestyrer, jf. § 6, stk. 3.

Bestemmelsen tager navnlig sigte på handlinger, der ikke har medført strafferetlig tiltale. Det kan f.eks. være oplyst, at ansøgeren er blevet afskediget fra en stilling på grund af uredelighed, der ikke har medført en straffesag, eller at den pågældende i anden virksomhed groft har tilsidesat hensynet til kunder m.v.

De foreliggende oplysninger om og fra ansøgeren om bl.a. økonomiske forhold skal kunne begrunde en antagelse om, at den pågældende vil kunne være ansvarlig for udøvelsen af inkassovirksomhed på en sådan måde, at inkassovirksomheden med hensyn til kvalitet og effektivitet kan leve op til normerne for god og kompetent virksomhed inden for branchen.

Har ansøgeren oparbejdet forfalden gæld til det offentlige i forbindelse med erhvervsudøvelse, vil dette efter omstændighederne kunne tale for, at autorisation nægtes, uanset inden for hvilket erhverv, gælden er opstået.

Det må kræves, at det er gjort antageligt, at ansøgeren har de fornødne faglige kvalifikationer, navnlig med hensyn til den pågældendes forudsætninger for at kunne bedømme et kravs retmæssighed. Der vil i den forbindelse bl.a. kunne lægges vægt på den pågældendes praktiske erfaring med inkassovirksomhed, opnået f.eks. gennem ansættelse i et inkassobureau m.v. eller hos en advokat eller pengeinstitut eller gennem arbejde som f.eks. kommunal pantefoged.

Det forudsættes, at i hvert fald oplysninger om overtrædelse af moms- og skattelovgivningen indhentes som led i en fast procedure. Giver ansøgeren ikke samtykke til, at disse oplysninger indhentes, vil det ikke kunne bedømmes, om betingelserne for meddelelse af autorisation er opfyldt, og autorisation må i så fald nægtes. Det gælder dog ikke, hvis spørgsmålet om lovligheden af en omstridt fremgangsmåde er indbragt for domstolene, f.eks. en afgørelse truffet af skattemyndighederne om overtrædelse af moms- eller skattelovgivningen. Behandlingen af en ansøgning bør i så fald efter omstændighederne stilles i bero.

Det vil kunne indgå i vurderingen, om ansøgeren kan forventes at være den reelt ansvarlige for inkassobureauet m.v. En ansøger, som må antages at være »stråmand« for en anden person, der reelt vil være den bestemmende i virksomheden, og som ikke opfylder betingelserne for at opnå autorisation, vil ikke kunne meddeles autorisation.

Det foreslås i stk. 2 , at meddelelse af autorisation endvidere skal være betinget af, at ansøgeren har stillet betryggende sikkerhed for pengekrav af enhver art, som kunder, skyldnere eller andre måtte få mod bureauet i forbindelse med inkassovirksomheden.

Det foreslås, at nærmere regler om sikkerhedsstillelsens art og omfang skal fastsættes af justitsministeren. Sikkerheden bør i det enkelte tilfælde dække den normale risiko for tab i forhold til et inkassobureau af den pågældende størrelse. Inkassobureauets størrelse bør vurderes i forhold til det samlede beløb, som bureauet normalt vil have til inkasso. Det vil endvidere blive fastsat i de administative bestemmelser, at en stillet sikkerhed kan kræves forhøjet i løbet af autorisationsperioden, hvis dette viser sig nødvendigt.

Det vil endvidere blive fastsat, at sikkerhedsstillelsen skal ske på sådanne vilkår, at der er mulighed for at gøre krav gældende direkte over for forsikringsselskabet, garantistilleren m.v.

Den krævede sikkerhed skal være stillet, inden autorisation kan meddeles. Administrationen af ordningen vil blive tilrettelagt således, at den autorisationsudstedende myndighed til brug for ansøgerens eventuelle drøftelser med forsikringsselskab, pengeinstitut m.v. kan udfærdige en meddelelse om, hvorvidt ansøgeren opfylder lovens øvrige betingelser for at opnå autorisation.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2. og 4.3.

Bestemmelsen svarer til § 4 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 5

Den foreslåede bestemmelse angiver betingelserne for autorisation i tilfælde, hvor ansøgeren er en fysisk person, herunder et interessentskab af fysiske personer.

Med hensyn til betingelserne efter § 4 henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Kravene i stk. 1 svarer til de krav, der sædvanligvis stilles i anden lovgivning vedrørende virksomhed, hvortil der kræves offentlig autorisation, beskikkelse, bevilling, godkendelse eller lignende.

Ansøgeren må efter stk. 1, nr. 5, ikke have betydelig gæld til det offentlige, dvs. på ca. 50.000 kr. eller mere. Tilsvarende bestemmelser er i de senere år blevet indsat i en lang række love om autorisation m.v. Det er navnlig gæld i form af skatterestancer og manglende momsbetaling, der vil kunne begrunde, at autorisation ikke meddeles. Det er en forudsætning for at nægte autorisation efter denne bestemmelse, at gælden er opstået i forbindelse med inkassovirksomhed. Nægtes autorisation eller fornyelse af en autorisation af denne grund, forhindrer dette ikke ansøgeren i at arbejde inden for erhvervet, blot det sker for en autorisationsindehaver. Bestemmelsen tilsigter at ramme manglende betalingsvilje, og en person har derfor mulighed for at undgå et afslag på sin ansøgning ved at indgå en afdragsaftale med de myndigheder, der har et økonomisk krav mod vedkommende.

Efter stk. 1, nr. 6, må ansøgeren endvidere ikke være dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2. Hvorvidt det pågældende strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, afhænger først og fremmest af, om det begåede forhold viser en særlig risiko for, at den pågældende ikke vil overholde reglerne om udøvelse af inkassovirksomhed. Der må bl.a. tages hensyn til de omstændigheder, hvorunder forholdet blev begået, forbrydelsens grovhed og udførelsesmåde, den pågældendes personlige forhold på gerningstidspunktet og nu, om der er tale om førstegangskriminalitet, og til, hvor lang tid, der er gået siden den pågældende lovovertrædelse. Personer, der er dømt for volds- eller berigelseskriminalitet, og personer, der er dømt for overtrædelser af lovgivningen om bogføring eller af moms- eller skattelovgivningen, bør som udgangspunkt ikke meddeles autorisation.

Betingelserne i stk. 1, herunder særligt i nr. 5 og 6, medfører, at den autorisationsudstedende myndighed skal indhente oplysninger om ansøgerens forhold fra andre offentlige myndigheder. Giver ansøgeren ikke samtykke hertil, vil det ikke kunne bedømmes, om lovens betingelser er opfyldt, og autorisation må i så fald nægtes.

Nægtelse af autorisation efter § 5, stk. 1, nr. 6, skal på begæring af ansøgeren indbringes for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning, jf. straffelovens § 78, stk. 3.

Bestemmelsen svarer til § 5 i arbejdsgruppens lovudkast, bortset fra, at et krav om dansk indfødsret og om, at ansøgeren i alle tilfælde skal have været beskæftiget med inkassovirksomhed i mindst 3 år, ikke er medtaget i lovforslaget. Det følger af lovforslagets § 4, stk. 1, at ansøgeren skal have visse faglige kvalifikationer, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 6

Bestemmelsen angiver betingelserne for autorisation i tilfælde, hvor ansøgeren er en juridisk person.

Betingelserne i stk. 1 retter sig i første række mod direktører og bestyrelsesmedlemmer og svarer til de betingelser, der i medfør af lovforslagets § 5 gælder for enkeltmandsvirksomheder m.v. Det foreslås, at direktører og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne skal opfylde betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3 (betingelser vedrørende bopæl, alder og personlig myndighed).

Der stilles ikke krav om, at direktører og bestyrelsesmedlemmer personligt skal stille den i § 4, stk. 2, nævnte sikkerhed. Det er »ansøgeren«, dvs. selskabet m.v., der skal stille sikkerheden.

Efter stk. 2 skal selskabet m.v. anmelde eventuelle udskiftninger i direktionen og bestyrelsen. Den autorisationsudstedende myndighed afgør herefter, om personudskiftningen medfører, at en meddelt autorisation ikke kan opretholdes. Bestemmelsen medfører ikke begrænsninger i pligten til at anmelde nye medlemmer af direktion eller bestyrelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i medfør af lovgivningen herom.

De oplysninger om de nye direktører eller bestyrelsesmedlemmer, som selskabet m.v. selv fremkommer med i forbindelse med anmeldelsen, må efter omstændighederne suppleres med oplysninger fra andre offentlige myndigheder. Der vil eventuelt kunne være behov for f.eks. oplysninger om restancer med indbetaling af skat og moms og for oplysninger om strafbare forhold. Gives der ikke fornødent samtykke til, at den autorisationsudstedende myndighed kan indhente de oplysninger, som er nødvendige for at bedømme, om autorisationen kan opretholdes, må opretholdelse nægtes.

Selskabet m.v. vil efter lovforslagets § 29, stk. 1, kunne straffes for overtrædelser af anmeldelsespligten.

Det er et betydeligt indgreb, såfremt en meddelt autorisation ikke kan opretholdes. Det foreslås, at en afgørelse herom kan forlanges indbragt for domstolene efter de samme regler som ved afgørelser om tilbagekaldelse, jf. henvisningen til lovforslagets §§ 24-27. Myndigheden skal oplyse selskabet m.v. om muligheden for domstolsprøvelse.

Efter stk. 3 stilles der ikke i alle tilfælde krav om, at betingelserne for meddelelse af autorisation skal være opfyldt af selskabets ledelse, jf. stk. 1. Udgør udøvelsen af inkassovirksomhed kun en mindre del af de samlede aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation således efter den foreslåede bestemmelse meddeles, hvis den person, som skal lede ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren), opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5, jf. bemærkningerne til disse bestemmelser. Det forudsættes, at den pågældende bestyrer har den daglige ledelse af inkassovirksomheden, således at vedkommende er beføjet til at tilrettelægge og føre tilsyn med enhver del af inkassovirksomheden. Det vil fortsat være en betingelse for autorisation, at selskabet m.v. har stillet sikkerhed som nævnt i § 4, stk. 2.

Med udtrykket »en mindre del af de samlede aktiviteter« menes højst ca. 20-25 procent, men vurderingen af, om denne betingelse for undtagelsesbestemmelsens anvendelse er opfyldt, vil være skønsmæssig. Der kan lægges vægt på omsætningstal og/eller budgetter samt oplysninger om antallet af ansatte i forhold til det samlede antal ansatte i selskabet m.v.

Selskabets placering og relative størrelse i en koncern har ikke betydning, idet udøvelse af inkassovirksomhed skal udgøre en mindre del af det pågældende selskabs samlede erhvervsmæssige aktiviteter.

Henvisningen til lovforslagets § 6, stk. 2, betyder, at selskabet m.v. skal give den myndighed, som har udstedt autorisationen, besked herom, hvis en bestyrer fratræder sin stilling. Den autorisationsudstedende myndighed afgør herefter, om autorisationen kan opretholdes. I givet fald kan der eventuelt i stedet meddeles autorisation til selskabet m.v. i henhold til bestemmelsens stk. 1.

Efter stk. 4 er det en betingelse for at meddele autorisation til et selskab m.v., at personer med bestemmende indflydelse over selskabet opfylder betingelsen i § 5, stk. 1, nr. 6, dvs. ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed.

Bestemmelsen omfatter personer med »bestemmende indflydelse« over selskabet. Det vil i praksis navnlig kunne være aktie- og anpartshavere. En person forudsættes at have »bestemmende indflydelse« over selskabet, hvis den pågældende har samme forbindelse til selskabet som et moderselskab har til et datterselskab, jf. herved aktieselskabslovens § 2, stk. 2-5. Småaktionærer m.v. er således ikke omfattet. Såfremt f.eks. aktierne i et inkassobureau ejes af et andet aktieselskab, vil betingelsen i lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 6, skulle opfyldes af de personer, der har bestemmende indflydelse i moderselskabet.

Bestemmelsen svarer til § 6 i arbejdsgruppens lovudkast, men arbejdsgruppen forudsatte dog, at betingelsen i stk. 3 om, at inkassovirksomheden udgør »en mindre del« af selskabets samlede aktiviteter, ville være opfyldt, såfremt inkassovirksomheden udgør under halvdelen.

Til § 7

Det foreslås, at en autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen, idet det forudsættes, at en autorisation i almindelighed gives for et tidsrum af 5 år.

Ved ansøgning om fornyelse skal det som udgangspunkt prøves, om betingelserne i lovforslagets §§ 4-6 for meddelelse af autorisation fortsat er opfyldt, men det forudsættes, at nægtelse af at forny en autorisation normalt kun kommer på tale i tilfælde, hvor autorisationen kunne tilbagekaldes, jf. lovforslagets § 21.

Det foreslås, at den, der får afslag på en ansøgning om fornyelse af en autorisation, skal kunne forlange afslaget prøvet ved domstolene efter samme regler som vedrørende prøvelse af afgørelser om tilbagekaldelse af en autorisation, jf. henvisningen til lovforslagets §§ 24-27. Det afhænger af begrundelsen for afslaget, om prøvelsen skal ske efter § 25 (prøvelse i strafferetsplejens former) eller § 26 (prøvelse i den borgerlige retsplejes former), jf. nærmere bemærkningerne til disse bestemmelser.

Det forslås endvidere, at der skal betales 5.000 kr. for udstedelse eller fornyelse af en autorisation samt 3.000 kr. for ændring af en meddelt autorisation.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer samt tilføjelse af en betalingsbestemmelse til § 7 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 8

Det foreslås, at autorisationsindehaveren skal drage omsorg for, at den pågældendes personale ikke retter personlig henvendelse til skyldnere som led i inkassovirksomheden uden forinden at være godkendt hertil. Det gælder, uanset om henvendelsen til en skyldner sker efter forudgående aftale med denne.

Der er ikke noget til hinder for, at en ansættelse træder i kraft, før godkendelsen foreligger. Den pågældende må blot indtil da ikke foretage personlig henvendelse til skyldnere, mens der ikke er noget til hinder for, at den pågældende eventuelt kan foretage skriftlige eller telefoniske henvendelser.

Godkendelseskravet omfatter således kun ansatte, der som led i deres arbejde har til opgave at rette personlig henvendelse til skyldnere. Der skal således ikke ansøges om godkendelse af personale, som ikke deltager i udøvelsen af inkassovirksomheden - f.eks. rengørings- eller serveringspersonale - eller som alene udfører opgaver vedrørende udsendelse af rykkerskrivelser, regnskabsførelse m.v. Benytter autorisationsindehaveren sig slet ikke af personlige henvendelser til skyldnere, skal personalet således ikke godkendes.

Tilsidesætter autorisationsindehaveren sin pligt efter bestemmelsen, er dette selvstændigt strafsanktioneret, jf. lovforslagets § 29, stk. 1.

Stk. 2 angiver betingelserne for at opnå en godkendelse.

Det foreslås for det første, at den pågældende på det tidspunkt, hvor godkendelsen meddeles, skal være fyldt 18 år, jf. stk. 2, nr. 1.

Betingelsen i stk. 2, nr. 2, vedrørende eventuelle strafbare forhold svarer til betingelsen for meddelelse af autorisation i lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 6, og der kan således henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Efter stk. 2, nr. 3, er det endvidere en betingelse for godkendelse, at der ikke i øvrigt foreligger grund til at antage, at den pågældende ikke vil udføre hvervet på forsvarlig vis. Denne bestemmelse svarer i vidt omfang til betingelsen for autorisation i lovforslagets § 4, stk. 1, og der kan således henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse for så vidt angår, hvilke momenter der kan indgå i vurderingen af risikoen for, at den pågældendes personlige henvendelser til skyldnere ikke vil foregå på forsvarlig måde.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Bestemmelsen svarer til § 8 i arbejdsgruppens lovudkast med den ændring, at godkendelseskravet ikke gælder for alt personale, der ansættes med henblik på deltagelse i udøvelsen af inkassovirksomhed, men alene for personale, der retter personlig henvendelse til skyldnere.

Til § 9

Bestemmelsen indeholder generalklausulen om, at inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med »god inkassoskik«.

Bestemmelsen har et selvstændigt indhold, men eksemplificeres også ved andre af lovens bestemmelser. F.eks. vil overtrædelse af reglerne i § 12 om personlig henvendelse til skyldnere eller overtrædelse af § 14 om behandlingen af inddrevne midler tillige være i strid med god inkassoskik.

Bestemmelsen tilsigter at regulere adfærden over for enhver, som inkassovirksomheden har virkninger for, det vil ikke blot sige skyldnere og inkassobureauets kunder, men også f.eks. skyldneres familie, arbejdsgiver m.v.

Der må efter bestemmelsen ikke anvendes metoder, som udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe. Dette er et centralt element i »god inkassoskik«, men angiver ikke udtømmende, hvad der kan anses for at være i strid med god inkassoskik.

Det er selve den benyttede fremgangsmåde, der skal være i overensstemmelse med god inkassoskik. Udgangspunktet er en objektiv vurdering af den pågældende adfærd m.v., men skyldnerens eller kundens konkrete forhold vil dog kunne have betydning for, hvilke krav der bør stilles til inkassobureauet m.v. F.eks. vil der normalt være grund til at gå lempeligere frem over for en person, der må forventes at være insolvent.

I forhold til skyldneren forudsættes det, at der generelt ikke må anvendes virkemidler, som lægger et stærkere pres på skyldneren, når det må antages, at en lempeligere fremgangsmåde ville føre til samme resultat. Heri ligger også, at inkassobureauet undervejs skal vejlede skyldneren om, hvordan sagen lettest for skyldneren kan afsluttes, f.eks. således, at der i skrivelser til skyldneren om, at et uanmodet besøg vil finde sted, jf. lovforslagets § 12, bør oplyses om, at skyldneren eventuelt kan afværge besøget ved selv at rette henvendelse til inkassobureauet.

Det forudsættes endvidere at ville være i strid med god inkassoskik, hvis inkassobureauet iværksætter inkassoskridt uden forinden at vurdere kravets berettigelse. Det skal altid påses, at der må antages at bestå et skyldforhold, i praksis f.eks. ved at bede om fremlæggelse af kopi af en faktura. Ligeledes vil det være i strid med god inkassoskik at forsøge at inddrive krav, som endnu ikke er forfaldne til betaling. Hvis inddrivelse forudsætter komplicerede opgørelser - f.eks. ved tilbagetagelse af genstande solgt med ejendomsforbehold - skærpes kravene til inkassobureauets grundighed med hensyn til vurdering af kravets berettigelse.

Der kan nævnes nogle eksempler på fremgangsmåder, som forudsættes at være i strid med god inkassoskik. Opregningen er ikke udtømmende.

Vildledende udtalelser over for skyldneren - om faktiske forhold eller om retsregler af betydning for skyldnerens stillingtagen til kravet - vil være i strid med god inkassoskik. F.eks. vil det være i strid med god inkassoskik at henvise til tvangsfuldbyrdelsesregler (f.eks. om lønindeholdelse), som ikke vil kunne finde anvendelse i det konkrete tilfælde.

Også trussel om retlige skridt - f.eks. indgivelse af konkursbegæring - vil være i strid med god inkassoskik, hvis det ikke er aktuelt at foretage de pågældende skridt. Der må heller ikke trues med politianmeldelse, medmindre der er en formodning for, at der er begået strafbare forhold. Det vil derimod ikke være i strid med god inkassoskik at oplyse, at en fordring, hvis den fortsat ikke betales, vil overgå til inddrivelse gennem fogedretten, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Trussel om at oplyse om skyldforholdet til skyldnerens arbejdsgiver eller omgangskreds eller til offentligheden vil være i strid med god inkassoskik. Det samme gælder anvendelse af andre inddrivelsesmidler, der »udstiller« skyldneren for uvedkommende. Iværksættelse af forskellige opsigtsvækkende inkassoskridt kan således være i strid med god inkassoskik. Som eksempler kan nævnes besøg hos skyldneren af uniformerede personer, parkering uden for skyldnerens bolig, arbejdsplads eller forretningssted af biler mærket med udtryk som »inkasso« eller lignende eller med firmanavne m.v., der leder tanken hen på inkassovirksomhed. Også anvendelse af udtryk som »rykker«, »sidste varsel« eller lignende uden på kuverter, som sendes til skyldneren, vil være i strid med god inkassoskik.

Der må ikke trues med indberetning til et kreditoplysningsbureau, hvis skyldforholdet ikke efter de gældende regler herom vil kunne registreres der.

Personlig henvendelse til skyldnere må ikke ske på en utilbørlig måde. Den, der henvender sig, må alene give relevante og korrekte oplysninger om følgerne af manglende betaling, og den pågældende må ikke optræde på en måde, der vil kunne opfattes som truende. Det anførte gælder tilsvarende ved telefoniske henvendelser. Gentagne opringninger eller besøg, der har karakter af chikane, må ikke finde sted.

Inkassobureauet må ikke udlevere bureauets standardskrivelser, mærkater, stempler og lignende til kunder med mulighed for, at kundens egne rykkerskrivelser kan udarbejdes således, at de fremstår som afsendt af inkassobureauet.

Hvis skyldneren bestrider fordringens eksistens eller opgørelsen af fordringen, vil det normalt være i strid med god inkassoskik at fortsætte inddrivelsen, medmindre nærmere undersøgelser viser, at indsigelsen ikke er berettiget. Undersøgelsens omfang må afhænge af karakteren af indsigelsen. Inkassobureauet m.v. kan ikke pålægge skyldneren at bevise, at en fordring ikke eksisterer, men dette må sammenholdes med, hvor godt kravet er dokumenteret fra den pågældende kreditors side. Gør skyldneren f.eks. blot gældende, at denne har betalt, vil det være tilstrækkeligt at anmode om dokumentation herfor, f.eks. ved kvittering for indbetaling via bank eller posthus. Kan skyldneren ikke fremvise sådan dokumentation, vil inddrivelsen normalt kunne fortsættes. Ved mere komplicerede indsigelser, f.eks. at en vare er defekt, eller at skyldneren har benyttet en adgang til modregning over for fordringshaveren, må inkassator normalt afstå fra at gøre mere ved sagen over for skyldneren. Der kan dog også her efter omstændighederne lægges vægt på, om skyldneren har underbygget indsigelsen.

Inkassoskrivelser skal angive afsenderen, således at skyldneren har mulighed for at komme i kontakt med inkassobureauet. Det skal endvidere angives, hvortil skyldneren kan rette eventuelle spørgsmål, indsigelser m.v. Endvidere skal den pågældende kreditors identitet oplyses, og det pågældende krav skal identificeres på en måde, som er forståelig for skyldneren.

Inkassobureauet må ikke afkræve skyldneren inkassoomkostninger, som der ikke er hjemmel til at kræve betalt af skyldneren, jf. herom i øvrigt de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.1.

Nedsættende eller krænkende udtalelser om skyldnerens person vil være i strid med god inkassoskik.

Det vil endvidere være i strid med god inkassoskik, såfremt et inkassobureau fortsætter inddrivelsen af beløb fra en skyldner efter, at man er blevet bekendt med, at skyldneren har en verserende sag om gældssanering.

I forholdet til kunden forudsættes det at være et ledende synspunkt, at inkassobureauet inden for lovens rammer skal varetage kundens interesser bedst muligt.

Inkassobureauet vil således bl.a. have en almindelig pligt til vejledning om mulighederne for inddrivelse og udgifterne herved. Er kunden en erhvervsvirksomhed, som har erfaring med inddrivelse af pengekrav og anvendelse af inkassobureauer, vil kravene til inkassobureauets vejledning være beskedne. Vejledning bør dog i alle tilfælde gives, hvis inkassobureauet har en særlig viden om eller erfaring med bestemte skyldneres mulighed for at betale.

Det vil kunne være i strid med god inkassoskik, hvis autorisationsindehaveren påtager sig at inddrive en fordring i tilfælde, hvor autorisationsindehaverens interesser kan være stridende mod kundens, f.eks. på grund af autorisationsindehaverens personlige forhold til skyldneren.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.1.

Bestemmelsen svarer til § 9 i arbejdsgruppens lovudkast.

Arbejdsgruppens lovudkast indeholdt bl.a. en bestemmelse om, at en honoraraftale mellem inkassobureauet og kunden skulle være skriftlig og angive beregningsmetoden, og at inkassobureauet i modsat fald ikke skulle have krav på vederlag, jf. betænkningen side 68 (§ 17 i arbejdsgruppens lovudkast). En tilsvarende bestemmelse er ikke medtaget i lovforslaget. Justitsministeriet finder ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at afskære inkassobureauers mulighed for i overensstemmelse med almindelige formueretlige regler at kræve et rimeligt vederlag for udført arbejde, selv om der ikke foreligger en (skriftlig) honoraraftale med angivelse af beregningsmetoden.

Til § 10

Bestemmelsens stk. 1 medfører, at krav mod skyldneren i første omgang skal fremsættes skriftligt. Der må ikke iværksættes yderligere inkassoskridt, før der er sendt en påkravsskrivelse, og en i påkravet angivet frist er udløbet, jf. stk. 3. Stk. 2 og 3 indeholder bestemmelser om indholdet af påkravet.

Efter stk. 2 skal påkravsskrivelsen indeholde en tydelig angivelse af alle oplysninger, som er nødvendige for, at skyldneren dels kan identificere det fremsatte krav om betaling eller tilbagelevering af en fysisk genstand, dels kan bedømme retmæssigheden, herunder opgørelsen af kravet.

Kreditors og skyldnerens navn og adresse skal altid angives. Endvidere skal skrivelsen indeholde præcise oplysninger om det forhold, kravet støttes på, herunder i givet fald på hvilken måde en aftale er misligholdt. Herudover kan der - afhængigt af, om der er tale om inddrivelse af penge eller fysiske genstande - være forskel på, hvilke typer af oplysninger, som vil være nødvendige for skyldnerens bedømmelse af kravet m.v.

Er der tale om pengekrav , skal kravet specificeres i hovedstol og rente. Omfatter kravet flere forskellige gældsposter til samme kreditor, skal hvert enkelt forhold behandles for sig. Endvidere skal grundlaget for renteberegningen angives. Der skal således oplyses om anvendte rentesatser, og fra hvilken dato rente er beregnet, bl.a. således at skyldner kan kontrollere, at der ikke opkræves forældede renter. Det anførte gælder for såvel morarente som kreditrente. Beregning af rente er reguleret i renteloven. Ved påløbne renter skal der oplyses om det rentebeløb, som skyldneren skal betale. Oplysninger om eventuel fremtidig rente kan ske ved at angive rentesatsen.

Går kravet ud på tilbagelevering af fysiske genstande , skal skyldneren ud fra oplysningerne i påkravet kunne identificere genstanden. Endvidere skal der redegøres for, om der er tale om, at en lejeperiode er udløbet, eller på hvilken måde og i hvilket omfang skyldneren har misligholdt den bagvedliggende aftale om f.eks. kreditkøb eller leje.

Med hensyn til inkassoomkostninger skal der for så vidt angår både pengekrav og krav på fysiske genstande så vidt muligt oplyses om det beløb, som skyldneren kan komme til at betale i omkostninger, herunder oplyses om allerede påløbne omkostninger. Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke spørgsmålet om inkassobureauers adgang til at kræve inkassoomkostninger betalt af skyldner uden hjemmel hertil i aftalen mellem skyldner og fordringshaver, jf. nærmere herom i de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.1.

Udover at reglerne om udformningen af påkravsskrivelsen skal sikre, at skyldneren får mulighed for at bedømme kravet, vil bestemmelsen også have den funktion, at inkassobureauet får bedre mulighed for at vurdere, hvad der videre skal foretages i sagen. Hvis f.eks. skyldneren fremsætter indsigelser, der umiddelbart fremstår som berettigede, kan inkassobureauet - inden der iværksættes yderligere omkostningskrævende inkassoskridt - henvise fordringshaveren til at få kravet dokumenteret yderligere eller forsøge at få det fastslået ved dom.

Efter stk. 3 skal der i påkravsskrivelsen angives en frist på mindst 10 dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen uden at blive påført yderligere omkostninger. Fremsætter skyldneren indsigelser mod kravet, bør inkassationen i nogle tilfælde stilles i bero med henblik på nærmere undersøgelser, jf. det anførte herom i bemærkningerne til § 9.

Fristen regnes fra afsendelsen af påkravsskrivelsen. Er der ikke angivet en adresse, vil det normalt være tilstrækkeligt at sende påkravsskrivelsen til skyldnerens adresse ifølge folkeregisteret.

Det rette sted for erlæggelse af den pligtige ydelse vil normalt fremgå af aftalen mellem kreditor og skyldner. Er der tale om lejede genstande, vil det - medmindre andet er aftalt - i almindelighed være lejer, der skal bringe den lejede genstand tilbage til udlejer (repræsenteret ved inkassobureauet). I disse tilfælde vil det således ikke være tilstrækkeligt til at overholde 10-dages fristen, at skyldneren meddeler, at genstanden kan afhentes hos denne.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.2.

Bestemmelsen svarer til § 10 i arbejdsgruppens lovudkast, idet den frist, som skal angives i rykkerskrivelsen, dog foreslås fastsat til 10 dage i stedet for 8 dage som foreslået af arbejdsgruppen.

Til § 11

Bestemmelsen giver mulighed for at fravige bestemmelsen i § 10 vedrørende påkravsskrivelser. Der kan således under visse betingelser iværksættes retlige skridt mod skyldneren, uden at f.eks. 10-dages fristen i § 10, stk. 3, overholdes. Fravigelse af § 10 kan ske i det omfang, der ellers vil være en nærliggende risiko for, at fordringen ikke vil kunne inddrives.

Som eksempel på, hvornår § 10 kan fraviges, kan nævnes tilfælde, hvor retlige skridt er nødvendige for at undgå forældelse, hvor konkurs må begæres for ikke at fortabe muligheden for omstødelse, eller hvor arrest må begæres, fordi skyldneren er ved at bortfjerne sine aktiver.

Bestemmelsen svarer til § 11 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 12

Bestemmelsen indeholder nærmere regler om personlig henvendelse til skyldnere.

Personlig henvendelse foregår i praksis normalt på den måde, at autorisationsindehaveren eller en af dennes ansatte møder op på skyldnerens bopæl eller forretningssted.

Bestemmelsens stk. 1-3 drejer sig om uanmodet personlig henvendelse. En henvendelse er uanmodet, medmindre skyldneren forinden har fremsat en udtrykkelig anmodning om henvendelsen, eventuelt ved, at der telefonisk er aftalt et møde med henblik på f.eks. at drøfte en afdragsordning.

Det foreslås i stk. 1 , at der som udgangspunkt ikke uden skyldnerens forudgående anmodning herom må rettes personlig henvendelse til denne på steder, hvortil der ikke er almindelig adgang.

Forbudet gælder ikke henvendelser på gader, veje, pladser m.v., hvortil der er almindelig adgang. Inkassobureauets henvendelser til skyldneren på sådanne steder vil således alene være undergivet den regulering, som følger af den foreslåede generalklausul om god inkassoskik, jf. bemærkningerne til lovforslaget § 9.

Uanmodet henvendelse kan dog efter bestemmelsen foretages, hvis et skriftligt varsel forinden er kommet frem til skyldneren. Bestemmelsen indeholder nærmere regler om udformningen af varselsskrivelsen.

I varselsskrivelsen skal for det første være angivet, hvilken dag henvendelsen vil finde sted samt det »omtrentlige tidspunkt« for henvendelsen. Det forudsættes, at det vil være tilstrækkeligt, at inkassobureauet f.eks. angiver, at henvendelsen vil finde sted i tidsrummet kl. 10-12 eller f.eks. kl. 14-16.

Det skal endvidere være angivet, på hvilken adresse henvendelsen vil finde sted. Det bemærkes, at uanmodet henvendelse til fysiske personer alene må finde sted på bopælen.

Varselsskrivelsen skal desuden angive autorisationsindehaverens postadresse og telefonnummer.

En varselsskrivelse, der indeholder de nævnte oplysninger, skal således være kommet frem til skyldneren, før inkassobureauet må rette personlig henvendelse til skyldneren.

Varselsskrivelsen må ikke afsendes, før skyldnerens frist på 10 dage for indfrielse af fordringen er udløbet, jf. lovforslagets § 10.

Træffes skyldneren ikke ved den varslede henvendelse, behøver inkassobureauet ikke herefter at varsle eventuelle yderligere uanmodede henvendelser. Det er imidlertid en forudsætning herfor, at den første henvendelse har fundet sted på det varslede sted og tidspunkt. Inkassobureauet m.v. har bevisbyrden herfor. Det er endvidere en forudsætning, at det er angivet i den tidligere fremsendte varselsskrivelse, at yderligere henvendelser vil eller kan ske uden varsel, såfremt skyldneren ikke træffes ved den varslede henvendelse.

Der foreslås i stk. 2 nærmere regler om, på hvilke tidspunkter uanmodet henvendelse må finde sted, når betingelserne i stk. 1 for en sådan henvendelse i øvrigt er opfyldt.

Det foreslås, at henvendelse kun må ske på hverdage mellem kl. 08.00 og kl. 21.00. Som hverdage anses ikke lørdage, juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag. Der må således kun rettes uanmodet henvendelse fra mandag til fredag, bortset fra eventuelle helligdage. Formålet med disse regler er at præcisere, at der ikke må rettes uanmodet henvendelse til skyldnere på tidspunkter, hvor henvendelsen i sig selv er egnet til at lægge et utilbørligt pres på skyldneren.

Det foreslås i stk. 3, at uanmodet henvendelse på steder, hvortil der ikke er almindelig adgang, kun må finde sted på skyldnerens bopæl (hovedkontor) eller, hvis skyldneren er selvstændig erhvervsdrivende, på erhvervsvirksomhedens adresse. Der må ikke rettes uanmodet henvendelse til en ikke-erhvervsdrivende personlig skyldner på dennes arbejdsplads eller i andre private hjem. Bestemmelsen berører ikke adgangen til at rette henvendelse på steder, hvortil der er almindelig adgang, jf. ovenfor.

Det foreslås i stk. 4, at autorisationsindehaveren eller dennes ansatte ved personlig henvendelse til en skyldner skal legitimere sig over for denne med et særligt legitimationskort. Bestemmelsen gælder i modsætning til stk. 1-3 ved enhver personlig henvendelse, uanset om den sker efter forudgående aftale med skyldneren.

Dem, der undlader at vise legitimationskortet, kan straffes, jf. lovforslagets § 29, stk. 1. Også en ansat, der ikke er godkendt i medfør af lovforslagets § 8, og som derfor ikke har noget legitimationskort, vil kunne straffes for overtrædelse af § 12, stk. 4.

Legitimationskortene vil blive udformet på en sådan måde, at autorisationsindehaverens navn og adresse samt eventuelt SE-nummer og den pågældende ansattes navn og billede vil fremgå tydeligt af kortet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.3.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 12 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 13

Inkassovirksomhed drejer sig i praksis som regel om at inddrive pengekrav. Inkassovirksomhed kan imidlertid også gå ud på at inddrive fysiske genstande, som befinder sig i skyldnerens varetægt (tilbagetagelsesforretninger).

Skyldneren skal efter bestemmelsen give skriftligt samtykke til tilbagetagelsen. En mundtlig aftale eller passivitet fra skyldnerens side er således ikke tilstrækkelig.

Samtykke skal indhentes, inden genstanden fjernes fra skyldnerens varetægt. Tilbagetagelse sker oftest ved personlig henvendelse til skyldneren, og der stilles ikke krav om, at det skriftlige samtykke skal indhentes, inden inkassobureauet møder op på skyldnerens bopæl.

Skyldneren skal senest samtidig med fjernelsen af genstanden have udleveret en genpart af det skriftlige samtykke.

Overholder autorisationsindehaveren ikke kravet om at indhente samtykke m.v., kan den pågældende straffes herfor, jf. § 29, stk. 1.

Samtykkekravet har ikke betydning for skyldnerens rettigheder efter anden lovgivning, herunder ikke nogen virkning i det civilretlige forhold til kreditor. Det er således bl.a. forudsat, at tilbagetagelsen i øvrigt er lovlig efter de nedenfor nævnte regler i kreditaftaleloven og retsplejeloven.

Bestemmelsen omfatter tilbagetagelse af løsøregenstande, der er lejede, leasede, lånte eller på anden måde kommet i skyldnerens varetægt. Tilbagetagelse af lejede og leasede løsøregenstande kan f.eks. komme på tale, hvis der misligholdes med betaling af leje- eller leasingafgifter, eller hvis genstanden ikke frivilligt tilbageleveres efter lejetidens udløb.

Bestemmelsen omfatter herunder tilbagetagelse af genstande solgt med ejendomsforbehold. Tilbagetages der løsøregenstande solgt med ejendomsforbehold, gælder reglerne herom i kreditaftaleloven. Efter kreditaftalelovens § 36, stk. 2, kan tilbagetagelse ikke ske, hvis genstanden er omfattet af retsplejelovens § 509, stk. 1 (løsøre, der er nødvendigt til opretholdelse af et beskedent hjem for skyldneren og hans husstand), eller § 515, stk. 2 (hjælpemidler, der er nødvendige på grund af legemlige mangler eller sygdom). Det følger af kreditaftalelovens § 48, stk. 2, der vedrører forbrugerkøb, at har en kreditgiver og en forbruger udenretligt aftalt, at kreditgiveren i anledning af forbrugerens misligholdelse får det solgte tilbageleveret uden fogedrettens medvirken, kan kreditgiveren ikke påberåbe sig nogen aftale med forbrugeren, hvorefter der påhviler denne yderligere forpligtelser over for kreditgiveren i anledning af købet. Af kreditaftalelovens § 43 fremgår, at forbrugeren i 14 dage efter fogedrettens tilbagetagelse kan få genstanden tilbage ved at betale det skyldige beløb, medmindre forbrugeren under forretningen giver afkald på denne indløsningsret. Denne regel gælder formentlig tilsvarende ved tilbagetagelse uden om fogedretten.

Bestemmelsen omfatter også tilbagetagelse af løsøregenstande, der er solgt på kredit uden ejendomsforbehold. I disse tilfælde indeholder kreditaftalelovens § 30 en speciel regel om, at fogedretten kan henvise en kreditor i et forbrugerkøb til at tilbagetage genstanden i stedet for at få udlæg for fordringen, og kreditaftaleloven forbyder i øvrigt ikke, at der eventuelt foregår tilbagetagelse af sådanne genstande uden fogedrettens medvirken. Tilbagetagelse kan dog heller ikke i disse tilfælde ske, hvis genstanden er omfattet af de ovenfor nævnte regler i retsplejelovens § 509, stk. 1, og § 515, stk. 2. Kreditaftalelovens § 43 gælder også ved fogedrettens tilbagetagelse af genstande solgt på kredit uden ejendomsforbehold, og reglen gælder formentlig tilsvarende ved en tilbagetagelse uden om fogedretten, jf. ovenfor.

En skyldner kan ikke give afkald på sine rettigheder efter retsplejelovens § 509, stk. 1, og § 515, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.4.

Bestemmelsen svarer til § 13 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 14

Inddrevne pengebeløb tilhører ikke autorisationsindehaveren, og det foreslås i stk. 1, at disse beløb skal holdes adskilt fra autorisationsindehaverens egne midler, dvs. både autorisationsindehaverens private midler og midler til brug for inkassovirksomhedens drift.

Der påhviler inkassobureauet en pligt til at individualisere de inddrevne pengebeløb på en sådan måde, at inddrevne pengebeløb ikke vil kunne gøres til genstand for udlæg foretaget mod inkassobureauet og ikke kan blive omfattet af konkursmassen, såfremt bureauet går konkurs. Dette vil kunne ske ved indsættelse på konto i pengeinstitut, jf. lovforslagets § 15. Opbevares pengebeløbene i et (kortere) tidsrum fysisk i inkassobureauets lokaler, skal det imidlertid sikres, at der ikke kan opstå tvivl om, hvem beløbene tilhører.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.5.

Bestemmelsen svarer til § 14 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 15

Efter stk. 1 skal inddrevne pengebeløb straks indsættes på en konto i et pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Dette vil i almindelighed sige samme dag eller senest bankdagen efter, at beløbet er inddrevet.

Der skal oprettes en konto, hvor der kun indestår pengebeløb, som er inddrevet på vegne af fordringshavere. Der stilles ikke krav om, at der skal oprettes en særskilt konto for hver enkelt fordringshaver. Justitsministeren kan efter lovforslagets § 20, stk. 2, fastsætte nærmere regler vedrørende førelse af kundekonti.

Inddrevne pengebeløb skal som udgangspunkt uden ugrundet ophold, dvs. så snart som det er praktisk muligt, udbetales til kunden. Dette skal ske, medmindre andet er aftalt med kunden, f.eks. ved aftale om måneds- eller kvartalsvis afregning.

Er inddrevne pengebeløb i strid med en aftale med kunden ikke udbetalt til denne, kan kunden kræve rente af autorisationsindehaveren i overensstemmelse med rentelovens bestemmelser herom.

Som konsekvens af, at inddrevne pengebeløb tilhører kunden, skal også rente, som påløber i forbindelse med, at beløbene er indsat i et pengeinstitut, som udgangspunkt tilfalde denne, jf. stk. 2. Efter lovforslagets § 20, stk. 2, kan der administrativt fastsættes nærmere regler om beregning af rente til fordringshaveren, f.eks. regler om, at rente af mindre beløb eller rente af beløb, som ikke indestår på kontoen i mere end 14 dage, ikke tilfalder fordringshaveren.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.5.

Bestemmelsen svarer til § 15 i arbejdsgruppens lovudkast, bortset fra, at der i det foreslåede stk. 1 åbnes mulighed for, at parterne (der typisk begge vil være erhvervsdrivende) kan aftale, at inddrevne beløb, som ikke straks udleveres til kunden, skal anbringes på anden måde end på en konto i et pengeinstitut.

Til § 16

Det foreslås, at inkassobureauet skal have pligt til bogføring, således at man til enhver tid er i stand til at oplyse om en kundes indestående på konti og tilgodehavende hos bureauet. Fordringshaveren skal på begæring have disse oplysninger skriftligt.

Bestemmelsen svarer til § 16 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 17

Hovedparten af vinkelskriverlovens bestemmelser om inkassobureauer foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 30, stk. 2, og det findes derfor mest hensigtsmæssigt, at de få regler i vinkelskriverloven, der fortsat skal gælde for inkassobureauer, overføres til den foreslåede generelle lov om udøvelse af inkassovirksomhed.

Det foreslås således at overføre bestemmelserne i vinkelskriverloven om forbud mod annoncering med ydelse af »retshjælp« eller lignende til den foreslåede lov om inkassovirksomhed.

Bestemmelsen svarer til § 18 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 18

Det foreslås, at reglerne om tavshedspligt i straffelovens § 152 b skal gælde for autorisationsindehaveren, mens de tilsvarende regler i straffelovens § 152 c skal finde anvendelse på autorisationsindehaverens personale, som er godkendt i medfør af lovforslagets § 8.

Bestemmelsen svarer til § 19 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 19

Efter stk. 1 meddeles autorisation til inkassovirksomhed og godkendelse af ansættelse af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Justitsministeriet agter at henlægge administrationen af loven til Rigspolitichefen. Ordningen vil blive administreret centralt ved Rigspolitichefembedet.

Efter stk. 2 kan justitsministeren fastsætte regler om udformningen af ansøgninger om autorisation og godkendelse. Sådanne regler vil med henblik på at lette administrationen af autorisationsordningen blive fastsat til ikrafttræden samtidig med loven.

Der vil blive udarbejdet ansøgningsformularer med angivelse af de spørgsmål, der skal besvares ved en ansøgning. Der vil endvidere blive udarbejdet en fortrykt samtykkeerklæring til brug for den autorisationsudstedende myndigheds indhentelse af oplysninger fra andre myndigheder.

Bestemmelsen svarer til § 20 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 20

Bestemmelsens stk. 1 giver adgang til at fastsætte nærmere vilkår for en autorisation.

Det vil bl.a. blive fastsat som vilkår for en autorisation, at indehaveren dokumenterer, at sikkerhedsstillelsen, jf. § 4, stk. 2, holdes i kraft.

Endvidere kan der i autorisationen fastsættes nærmere vilkår for inkassovirksomhedens udøvelse. Der vil f.eks. kunne fastsættes vilkår om fast forretningssted. Der vil også kunne fastsættes supplerende vilkår vedrørende forhold, der samtidig er reguleret i medfør af den generelle bestemmelse i stk. 2.

Grov eller gentagen overtrædelse af vilkår kan medføre, at autorisationen tilbagekaldes, jf. lovforslagets § 21, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af inddrevne midler. Disse regler vil blive udarbejdet til ikrafttræden samtidig med loven. Justitsministeriet agter at fastsætte regler, som bygger på reglerne om advokaters førelse af klientkonti. Disse regler går bl.a. ud på, at rente af mindre beløb eller rente af beløb, som ikke indestår i pengeinstitut i mere end 14 dage, ikke tilfalder fordringshaveren.

Efter bestemmelsen kan der endvidere fastsættes bestemmelser om inkassobureauers regnskabsføring m.v. Justitsministeriet agter bl.a. at fastsætte regler om, at inkassobureauers regnskaber skal være revideret af en statsautoriseret eller registreret revisor.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.5.

Bestemmelsen svarer til § 21 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 21

Den foreslåede bestemmelse indeholder betingelserne for tilbagekaldelse af en autorisation eller godkendelse i tilfælde af, at autorisationsindehaveren eller den ansatte tilsidesætter sine pligter efter loven m.v.

En autorisation og en godkendelse efter § 8 kan efter stk. 1 tilbagekaldes, såfremt autorisationsindehaveren eller den ansatte har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen, af bestemmelser i loven eller af forskrifter udstedt i medfør af loven.

En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke længere vil udøve hvervet på forsvarlig måde, eller hvis der foreligger lovovertrædelser, der ville have medført, at autorisationen ikke var blevet givet, jf. lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 6, og § 8, stk. 2, nr. 2.

Tilbagekaldelse af autorisationen kan efter stk. 2 endvidere ske, hvis autorisationsindehaveren får gæld til det offentlige i størrelsesordenen 100.000 kr. eller derover. Det forudsættes, at der forinden en autorisation tilbagekaldes, foretages en vurdering af omstændighederne vedrørende restancens opståen og forløb, herunder i hvilket omfang autorisationsindehaveren har vist vilje til at få gælden nedbragt. Der bør endvidere inden en eventuel tilbagekaldelse gives autorisationsindehaveren et varsel herom, således at denne har mulighed for at indfri restancen inden for en rimelig frist.

En autorisation skal efter stk. 2 tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren ikke på begæring dokumenterer, at sikkerhedsstillelsen holdes i kraft, jf. lovforslagets § 20, stk. 1, 1. pkt.

De foreslåede regler om tilbagekaldelse supplerer bestemmelsen i straffelovens § 79, stk. 1, 1. pkt, hvorefter en autorisation og en godkendelse kan frakendes ved dom for strafbart forhold, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen.

Det forudsættes, at oplysninger om autorisationsindehaveren og de personer, som er godkendt efter § 8, stk. 1, bliver kontrolleret med mellemrum ved, at den autorisationsudstedende myndighed i overensstemmelse med lovgivningens almindelige regler herom indhenter oplysninger om strafbare forhold og gæld til det offentlige m.v.

Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til § 22 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 22

Det foreslås i stk. 1, at en autorisation bortfalder , når autorisationsindehaveren dør eller ophører med at opfylde en eller flere af lovens objektive betingelser for autorisation, jf. lovforslagets § 5, stk. 1.

Efter stk. 2 åbnes der mulighed for i visse tilfælde at fortsætte driften af et inkassobureau uden autorisation med henblik på afvikling eller afhændelse.

Fristen for at anmelde en sådan afvikling m.v. til den autorisationsudstedende myndighed foreslås fastsat til 4 uger. Anmeldelse er en betingelse for, at det er lovligt at fortsætte driften uden autorisation i mere end 4 uger. Fristen regnes fra begivenhedens indtræden, f.eks. anmeldelse af betalingsstandsning eller afsigelse af (endeligt) konkursdekret.

Afvikling, afhændelse m.v. efter stk. 2 er ikke til hinder for, at autorisationen tilbagekaldes efter lovforslagets § 21, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Bestemmelsen svarer til § 23 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 23

Der foreslås nærmere regler om tilbagelevering af de dokumenter m.v., som knytter sig til en autorisation eller godkendelse, der ikke længere er i kraft.

Udgangspunktet er, at disse dokumenter inden 4 uger efter tilbagekaldelse, bortfald eller manglende fornyelse af autorisationen eller godkendelsen skal tilbageleveres til den udstedende myndighed.

Bestemmelsen svarer til § 24 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til §§ 24-27

Bestemmelserne i §§ 24-27 indeholder regler om domstolsprøvelse af afgørelser om tilbagekaldelse af autorisation og godkendelse.

Efter § 25, stk. 1, kan en tilbagekaldelse efter § 21, stk. 1, forlanges indbragt for domstolene af den, afgørelsen vedrører. Sagen skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81 vedrørende strafferetsplejen. Heraf følger først og fremmest, at anklagemyndigheden har bevisbyrden for tilbagekaldelsens berettigelse.

En tilbagekaldelse efter § 21, stk. 2, (vedrørende restancer til det offentlige) kan ligeledes forlanges indbringes for retten, og sagen skal behandles efter reglerne om den borgerlige retspleje, jf. lovforslagets § 26, stk. 1. I modsætning til en tilbagekaldelse efter § 21, stk. 1, skal der således i disse sager som udgangspunkt tages stilling til tilbagekaldelsens berettigelse på grundlag af de oplysninger, som under sagen fremlægges af parterne.

Muligheden for domstolsbehandling udelukker ikke almindelig administrativ rekurs (klage). Tidsfristerne i §§ 25-27 skal i disse tilfælde regnes fra datoen for klagemyndighedens afgørelse.

Bestemmelserne i lovforslagets §§ 24-27 svarer til §§ 25-28 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 28

Bestemmelsen giver hjemmel til, at politiet uden retskendelse kan skaffe sig adgang til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver inkassovirksomhed, og til de herværende forretningsoplysninger - herunder oplysninger på edb-medium - for at føre det nødvendige tilsyn med autorisationsindehaverens virksomhed.

Bestemmelsen omfatter kun adgang til forretningslokaler og de oplysninger, der findes i forretningslokalerne, og giver således f.eks. ikke politiet adgang til autorisationsindehaverens privatbolig, medmindre autorisationsindehaveren driver inkassovirksomheden herfra.

Bestemmelsen svarer til § 29 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 29

Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af loven bliver bøde eller hæfte.

Straf for overtrædelse af lovforslagets bestemmelser om udøvelse af inkassovirksomhed kan pålægges autorisationsindehaveren. For den enkelte ansatte kan der efter omstændighederne blive tale om ansvar for strafbar medvirken, og for ansatte, der retter personlig henvendelse til skyldnere, vil det være strafbart at undlade at vise legitimationskort, jf lovforslagets § 12, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

§ 29 supplerer bestemmelser i anden lovgivning, herunder bestemmelser i markedsføringsloven, moms- og skattelovgivningen og straffeloven. Straffeloven indeholder bl.a. i § 131 en bestemmelse om straf af bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel for den, som uden offentlig bemyndigelse udøver en virksomhed, hvortil en sådan bemyndigelse kræves, eller vedblivende udøver en virksomhed, til hvilken retten er ham frakendt.

Bestemmelsen svarer til § 30 i arbejdsgruppens lovudkast med den ændring, at enhver overtrædelse af de angivne bestemmelser vil være strafbar.

Til § 30

Bestemmelsen i stk. 1 vedrører lovens ikrafttræden. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden.

Eksisterende inkassobureauer bør dog have en passende frist til at indrette sig på de nye regler vedrørende autorisation og godkendelse. Det foreslås derfor, at kravene om autorisation og godkendelse af personale først træder i kraft den 1. april 1998 for så vidt angår eksisterende inkassobureauer. Det vil være strafbart for eksisterende inkassobureauer at udøve inkassovirksomhed uden autorisation efter denne dato.

Ved bestemmelsen i stk. 2 ophæves vinkelskriverlovens bestemmelser vedrørende inkassovirksomhed.

Det foreslås i stk. 3, at bogføringslovens regler skal gælde for ethvert inkassobureau.

Bestemmelsen svarer til § 31 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 31

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Skriftlig fremsættelse

Justitsministeren (Bjørn Westh):

Hermed tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om inkassovirksomhed.

(Lovforslag nr. L 132).

Hovedformålet med dette lovforslag er at sikre, at den inddrivelse af fordringer på andres vegne, der sker uden fogedretternes medvirken som led i privat erhvervsvirksomhed, foregår på en rimelig og forsvarlig måde. Det skal være slut med »gorillainkasso« og lignende.

Lovforslaget har to hovedelementer. For det første foreslås der en autorisationsordning for inkassobureauer m.v., således at ingen må drive erhvervsmæssig inkassovirksomhed uden at have en særlig tilladelse hertil. For det andet foreslås nogle grundlæggende regler om, hvordan inkassovirksomhed skal udøves over for skyldnere og inkassobureauernes kunder.

Den foreslåede autorisationsordning vil bl.a. gøre det muligt på forhånd at vurdere, om indehaveren af inkassobureauet vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde. Dette vil kunne medvirke til at mindske antallet af inkassobureauer, som ophører eller går konkurs efter kort tid til skade for kunder og andre kreditorer, og det vil blive muligt på forhånd at sikre, at den ansvarlige har de fornødne faglige kvalifikationer. Det vil også være en fordel, at der med en autorisationsordning ikke vil være tvivl om, hvem der er ansvarlig for virksomheden.

Efter lovforslaget er det en betingelse for meddelelse af autorisation, at ansøgeren gør det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomheden på forsvarlig måde. Det er endvidere en betingelse, at ansøgeren ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, og at den pågældende ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige. Endvidere skal den pågældendehave bopæl her i landet, være fyldt 25 år og ikke være under konkurs m.v. Meddelelse af autorisation vil endelig efter forslaget være betinget af, at der stilles betryggende sikkerhed for pengekrav, der måtte opstå som følge af udøvelsen af inkassovirksomhed.

Autorisation vil efter forslaget kunne meddeles for højst 5 år ad gangen.

Lovforslaget indeholder også regler om godkendelse af personale, som retter personlig henvendelse til skyldnere. Hvis autorisationsindehaveren ønsker at benytte denne fremgangsmåde i forbindelse med inddrivelse af fordringer, skal den pågældende sørge for, at de ansatte, som aflægger besøg, på forhånd er godkendt hertil. Der er et særligt behov for at sikre, at personlige henvendelser foregår på en måde, der ikke lægger et utilbørligt pres på skyldnerne. Godkendelse kan kun ske, såfremt den ansatte er fyldt 18 år og ikke er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af stillingen. Endvidere må der ikke i øvrigt være grund til at antage, at den ansatte ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde.

Kravet om autorisation m.v. vil efter lovforslaget ikke gælde for inkassovirksomhed, der udøves som led i selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter. Advokater og banker m.v. er i forvejen undergivet et betydeligt offentligt tilsyn efter reglerne i henholdsvis retsplejeloven og bank- og sparekasseloven.

En autorisation og godkendelse kan bl.a. tilbagekaldes, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke længere vil udøve virksomheden eller hvervet på forsvarlig vis. Autorisationen vil bl.a. også kunne tilbagekaldes, såfremt sikkerhedsstillelsen ikke holdes i kraft.

Administrationen af autorisations- og godkendelsesordningen agtes henlagt til Rigspolitichefen.

Lovforslaget indeholder en såkaldt retlig standard, hvorefter inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med »god inkassoskik«. Kravet om overholdelse af »god inkassoskik« vedrører inkassobureauets adfærd over for såvel skyldnere som kunder. Kravet indebærer bl.a., at der ikke må anvendes metoder, der udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe. Besøg hos skyldneren af uniformerede personer eller parkering uden for skyldnerens bopæl af biler, der er mærket med udtryk som »inkasso« eller lignende, er eksempler på metoder, der vil være i strid med »god inkassoskik«.

Lovforslaget indeholder herudover nærmere regler om fremgangsmåden ved henvendelser til skyldnere. Enhver inddrivelse skal som hovedregel indledes med afsendelse af et brev til skyldneren, hvor kravet er opgjort. Brevet skal indeholde de oplysninger, som er nødvendige for, at skyldneren kan bedømme, om kravet er berettiget, og om det er opgjort korrekt. Endvidere skal der angives en frist på 10 dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri kravet uden at der foretages foranstaltninger, som påfører skyldneren yderligere omkostninger.

Bliver det skyldige beløb ikke betalt inden fristens udløb, vil inkassobureauet herefter have mulighed for at rette personlig henvendelse på skyldnerens bopæl, enten efter aftale eller hvis besøget er varslet skriftligt på forhånd. Træffes skyldneren ikke på det varslede tidspunkt, kan inkassobureauet herefter som hovedregel henvende sig uden påny at varsle det på forhånd, dog kun hvis skyldneren er gjort skriftligt opmærksom herpå.

Efter lovforslaget har inkassobureauer pligt til at holde inddrevne beløb adskilt fra egne midler. Desuden skal inddrevne beløb straks skal indsættes på en konto i et pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med kunden. Inkassobureauet skal til enhver tid være i stand til på anmodning at give kunden oplysninger om, hvilke beløb der er inddrevet for den pågældende.

Idet jeg tillader mig i øvrigt at henvise til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens §§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.

Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. juni 1986 som ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:

1. I lovens titel udgår ordene: »inkasso- og«

Lovbekendtgørelse af 28. juni 1986 om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og detektivvirksomhed m.v. som ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993

2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.

§ 1. Denne lov finder anvendelse på enhver, der i erhvervsmæssigt øjemed driver virksomhed:

1) med juridisk rådgivning eller anden juridisk bistand, herunder repræsentation af arvinger og bistand i navnesager,

2) med inddrivelse af fordringer (inkassobureauer),

3) (ophævet),

4) med udforskning af private livsforhold m.v. (detektivbureauer), eller

5) som mellemmand mellem personer, der ønsker at indgå ægteskab (ægteskabsbureauer).

Stk. 2. De i loven givne bestemmelser finder dog ikke anvendelse på:

1) virksomhed som sagfører,

2) auktionslederes inkassationer af auktionskøbesummer m.v.,

3) bistand, som ydes af statsautoriserede revisorer i spørgsmål, der står i forbindelse med regnskabs- og revisionsforhold,

4) sådan virksomhed, som sædvanlig drives af banker, sparekasser og vekselerere inden for grænserne af almindelig bank- og sparekassevirksomhed eller

5) sådan bistand, som sædvanlig ydes af arkitekter, bygmestre, rådgivende ingeniører og landinspektører som et naturligt led i deres almindelige erhvervsvirksomhed.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte, at bestemte arter af virksomheder undtages fra lovens bestemmelser.

Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19. februar 1986 som senest ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1993, foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der indsættes som nr. 38: »38. inkassovirksomhed.«.

§ 1. Pligt til at føre forretningsbøger påhviler:

A) 1) Aktieselskaber, kommanditselskaber og andre erhvervsdrivende selskaber med begrænset ansvar,

2) gensidige forsikringsselskaber,

3) kreditforeninger, kreditkasser og hypotekforeninger,

4) sparekasser samt de af lov nr. 156 af 2. maj 1934 omfattede spare- og udlånsvirksomheder,

5) brugsforeninger og andre andelsforeninger, herunder andelsproduktionsforeninger, andelsboligforeninger, andelskasser og lignende samt fællesforeninger af andelsforeninger, og

6) foreninger, stiftelser, korporationer og selvejende institutioner, der udøver erhvervsvirksomhed, herunder erhvervsmæssig skolevirksomhed.

B) Personer, ansvarlige interessentskaber og kommanditselskaber, der driver erhvervsvirksomhed, hvis udøvelse er betinget af næringsbrev i henhold til næringsloven eller bevilling i henhold til beværterloven.

C) Personer, ansvarlige interessentskaber og kommanditselskaber, der erhvervsmæssigt driver en eller flere af følgende virksomheder:

1. revision, regnskabs- og anden økonomisk konsultation, bogføring,

2. dispachørvirksomhed,

3. mæglervirksomhed,

4. vejning, måling,

5. marketenderi- eller pensionatsvirksomhed, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end tre fremmede medhjælpere,

6. læge-, tandlæge-, dyrlæge- eller tandteknikervirksomhed, kiropraktik,

7. drift af hospital, klinik, sanatorium eller lignende,

8. drift af hvilehjem og lignende, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end tre fremmede medhjælpere,

9. apotekernæring,

10. skønhedspleje, fodpleje eller lignende, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end tre fremmede medhjælpere,

11. landinspektørvirksomhed,

12. udlejningsvirksomhed; forså vidt angår udlejning af fast ejendom eller dele heraf dog kun, såfremt udlejningen omfatter flere end 25 lejemål,

13. bolig- og værelsesanvisning,

14. drift af private skoler, handelsskoler, tekniske skoler (herunder fagskoler), højskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler, musikkonservatorier,

15. rådgivende ingeniør- eller arkitektvirksomhed,

16. advokatvirksomhed,

17. pantelånervirksomhed eller handel med brugte genstande,

18. teater, variete, cirkus, biograf eller dermed beslægtet virksomhed,

19. rednings- eller vagtvirksomhed,

20. bjærgning, bugsering,

21. entreprenørvirksomhed,

22. rengøringsvirksomhed, herunder vinduespolering, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end to fremmede medhjælpere,

23. befordring med skib, dog ikke såfremt befordringen sker med ikke-registreringspligtigt fartøj, der ejes af dettes fører,

24. anden befordring af personer eller gods,

25. befordring af meddelelser,

26. forlagsvirksomhed, herunder udgivelse af tidsskrifter og blade,

27. annonce- og reklamebureauvirksomhed,

28. rejse- og turistbureauvirksomhed,

29. fiskeri med anvendelse af registreringspligtigt fartøj,

30. fiskeopkøbsvirksomhed, hvis salget sker en gros,

31. udnyttelse af sten-, granit- og kalkbrud eller grusgrav, medmindre virksomheden drives alene som bierhverv i forbindelse med landbrugsvirksomhed, gartneri eller skovbrug, der ikke er undergivet bogføringspligt, jf. nr. 35-37,

32. dambrug, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end tre fremmede medhjælpere,

33. hønseri, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end tre fremmede medhjælpere,

34. pelsdyravl, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end tre fremmede medhjælpere,

35. landbrugsejendomme med et areal på mindst 15 ha, hvis ejendomsværdi er ansat til 175.000 kr. eller derover,

36. gartneriejendomme, frugtplantager og planteskoler, hvis ejendomsværdi er ansat til 125.000 kr. eller derover,

37. alle selvstændigt vurderede skovejendomme samt skove, der er vurderet sammen med en af de under nr. 35 eller 36 nævnte ejendomme, når den samlede ejendom ville være underkastet bogføringspligt efter reglerne i nr. 35 eller 36. Bogføringspligten omfatter den samlede ejendom.

Efter 2. behandling den 22. april 1997

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for inkassovirksomhed, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Med undtagelse af §§ 9-11, § 12, stk. 1-3, § 13 og § 29 gælder loven ikke for inkassovirksomhed, der udøves af advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter, samt efter justitsministerens bestemmelse for inkassovirksomhed, der udøves af andre, som er undergivet offentligt tilsyn.

Stk. 3. Loven gælder ikke for inkassovirksomhed, der udøves af offentlige myndigheder, eller for auktionslederes inddrivelse af auktionskøbesummer m.v.

§ 2. Ved inkassovirksomhed forstås i denne lov ethvert led i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre samt i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på inddrivelse på egne vegne.

Kapitel 2

Autorisation

§ 3. Den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom, skal være autoriseret hertil, jf. dog § 22, stk. 2.

§ 4. Den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i overensstemmelse med god inkassoskik.

Stk. 2. Ansøgeren skal endvidere stille betryggende sikkerhed for pengekrav, som måtte opstå som følge af vedkommendes udøvelse af inkassovirksomhed. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om sikkerhedsstillelse, herunder om dens størrelse og art samt dens tidsmæssige udstrækning.

§ 5. Autorisation kan meddeles personer, der opfylder betingelserne i § 4, og som

1) har bopæl her i landet,

2) er fyldt 25 år,

3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, og

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2.

Stk. 2. Kravet om bopæl i Danmark bortfalder, i det omfang dette har hjemmel i international aftale eller i bestemmelser fastsat af justitsministeren.

§ 6. Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller anpartsselskaber, som er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og som opfylder betingelserne i § 4. Det er endvidere en betingelse for meddelelse af autorisation, at direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, jf. § 5, stk. 2, og at direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5, stk. 1, nr. 4-6, jf. dog § 6, stk. 3. Der kan endvidere under samme betingelser meddeles autorisation til andre her i landet hjemmehørende selskaber, foreninger, fonde og lignende. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i 1. og 3. pkt. nævnte art kan meddeles autorisation, såfremt dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af justitsministeren.

Stk. 2. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen, skal selskabet m.v. inden 14 dage anmelde dette til den myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør herefter, om autorisationen kan opretholdes. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke kan opretholdes, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 3. Vil udøvelse af inkassovirksomhed kun udgøre en mindre del af de samlede erhvervsmæssige aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation også meddeles, såfremt selskabet opfylder betingelsen i § 4, stk. 2, og den person, som skal lede ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren), opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5. Ved udskiftning af bestyreren finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Autorisation efter stk. 1 og 3 kan kun meddeles, såfremt personer med bestemmende indflydelse over selskabet m.v. opfylder betingelsen i § 5, stk. 1, nr. 6.

§ 7. En autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke kan fornys, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 2. For autorisation i henhold til denne lov betales 5.000 kr. For ændring af en meddelt autorisation betales 3.000 kr.

Kapitel 3

Godkendelse af personale

§ 8. Autorisationsindehaveren skal sørge for, at personale, der retter personlig henvendelse til skyldnere, er godkendt hertil, inden den ansatte påbegynder denne form for inkassovirksomhed.

Stk. 2. Godkendelse kan ske, såfremt

1) den pågældende person er fyldt 18 år,

2) den pågældende person ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, og

3) der ikke i øvrigt er grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde.

Kapitel 4

Udøvelse af inkassovirksomhed

God inkassoskik

§ 9. Inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe.

Henvendelser til skyldneren

§ 10. Før der over for skyldneren må iværksættes andre foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk. 2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11.

Stk. 2. I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.

Stk. 3. I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger. Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.

§ 11. Uanset § 10 kan der iværksættes retslige skridt mod skyldneren med henblik på inddrivelse, i det omfang overholdelse af denne bestemmelse vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke vil kunne inddrives.

§ 12. Der må ikke uden skyldnerens forudgående anmodning herom rettes personlig henvendelse til skyldneren på steder, hvortil der ikke er almindelig adgang, medmindre et skriftligt varsel forinden er kommet frem til skyldneren. I varselsskrivelsen skal tydeligt være angivet stedet og det omtrentlige tidspunkt på dagen, hvor henvendelsen vil finde sted, samt autorisationsindehaverens telefonnummer og adresse. Varselsskrivelsen må ikke afsendes, før den i § 10, stk. 3, nævnte frist er udløbet. Har den varslede henvendelse fundet sted, uden at skyldneren er blevet truffet, må personlige henvendelser herefter foretages uden yderligere varsler, såfremt dette er anført tydeligt i varselsskrivelsen.

Stk. 2. Personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, må kun ske på hverdage herunder lørdage, bortset fra juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag og må kun ske i tidsrummet mellem kl. 8.00 og kl. 21.00, lørdage dog kun i tidsrummet mellem kl. 8.00 og kl. 16.00.

Stk. 3. Er skyldneren en fysisk person, må personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, kun ske på skyldnerens bopæl. Driver den pågældende skyldner egen erhvervsvirksomhed, kan sådan henvendelse dog tillige ske på virksomhedens adresse.

Stk. 4. Den, der foretager personlig henvendelse til skyldneren, skal over for skyldneren straks legitimere sig ved et legitimationskort, som udstedes af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 5. For udstedelse af legitimationskort betales 300 kr.

Tilbagetagelse af løsøre

§ 13. Ved tilbagetagelse af løsøre skal autorisationsindehaveren indhente skyldnerens skriftlige samtykke til tilbagetagelsen. Skyldneren skal senest samtidig med tilbagetagelsen have udleveret en kopi af det skriftlige samtykke.

Behandlingen af inddrevne pengebeløb

§ 14. Inddrevne pengebeløb skal holdes adskilt fra autorisationsindehaverens egne midler.

§ 15. Inddrevne pengebeløb skal straks indsættes på en konto i et pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Pengebeløb, der er indsat på en konto i et pengeinstitut, skal uden ugrundet ophold udbetales til fordringshaveren, medmindre andet er aftalt med denne.

Stk. 2. Rente af indsatte pengebeløb tilfalder fordringshaveren, jf. dog § 20, stk. 2.

§ 16. Autorisationsindehaveren skal til enhver tid kunne oplyse fordringshaveren om størrelsen af pengebeløb, som er inddrevet for denne, herunder om størrelsen af beløb, som er indsat på en konto i et pengeinstitut. Fordringshaveren skal på begæring have skriftlig oplysning herom.

Annoncering m.v.

§ 17. Autorisationsindehaveren må ikke ved bekendtgørelse, skiltning, udsendelse af skrivelser, adresseangivelser i vejviser eller telefonbog, opslag i forretningslokaler eller på nogen anden måde

1) anvende betegnelser som »retshjælp«, »retskonsulent«, »juridisk kontor« eller lignende betegnelser eller

2) give almenheden eller autorisationsindehaveren ubekendte personer meddelelse om, at der i forbindelse med den pågældendes inkassovirksomhed ydes juridisk rådgivning eller anden retshjælp.

Tavshedspligt

§ 18. Straffelovens § 152 b finder tilsvarende anvendelse på den, der har fået autorisation efter denne lov, og straffelovens § 152 c finder tilsvarende anvendelse på personale, der er godkendt efter reglerne i denne lovs § 8.

Kapitel 5

Kompetenceregler og bemyndigelsesbestemmelser

§ 19. Autorisation til at udøve inkassovirksomhed samt godkendelse af personale efter § 8 meddeles af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udformningen og indholdet af ansøgninger om autorisation og godkendelse af personale.

§ 20. Det skal fastsættes som vilkår for en autorisation, at autorisationsindehaveren på begæring dokumenterer, at den i § 4, stk. 2, nævnte sikkerhedsstillelse er i kraft. Der kan i autorisationen endvidere fastsættes vilkår om inkassovirksomhedens udøvelse.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af inddrevne midler, herunder om førelse af kundekonti og beregning af rente til fordringshavere. Justitsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v.

Kapitel 6

Tilbagekaldelse og bortfald af autorisation m.v.

§ 21. En autorisation samt en godkendelse af ansættelse kan tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren eller den ansatte gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det samme gælder, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde, eller hvis betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, eller § 6, stk. 4, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation eller betingelsen i § 8, stk. 2, nr. 2, for godkendelse ikke længere er opfyldt.

Stk. 2. En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 5, eller § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 5, for meddelelse af autorisation ikke længere er opfyldt. Ved betydelig offentlig gæld forstås i denne sammenhæng beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover. En autorisation skal tilbagekaldes, såfremt autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 20, stk. 1, 1. pkt., nævnte vilkår om sikkerhedsstillelse.

Stk 3. En tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum af 1 til 5 år eller indtil videre.

§ 22. En autorisation bortfalder, hvis autorisationsindehaveren dør eller ophører med at opfylde en eller flere af betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, eller § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en autorisationsindehavers dødsbo eller ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en autorisationsindehaver, der har anmeldt betalingsstandsning, autorisationsindehaverens konkursbo eller en værge for en autorisationsindehaver, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, fortsætte inkassovirksomheden uden autorisation med henblik på afvikling eller afhændelse, såfremt fortsættelsen af inkassovirksomheden inden 4 uger efter dødsfaldet, anmeldelse af betalingsstandsningen, konkursdekretets afsigelse eller værgemålets iværksættelse anmeldes til den myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden fastsætter en frist for afviklingen m.v., som kun i særlige tilfælde kan forlænges ud over 6 måneder fra den begivenhed, som medførte autorisationens bortfald.

§ 23. Dokumenter og legitimationskort vedrørende en autorisation eller godkendelse, der tilbagekaldes, bortfalder eller ikke fornys, skal inden 4 uger tilbageleveres til den myndighed, der har udstedt den pågældende autorisation eller godkendelse, medmindre tilbagekaldelsen eller afgørelsen om, at autorisationen ikke fornys, med opsættende virkning er indbragt for domstolene.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist regnes fra datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse eller om, at autorisationen ikke fornys, eller fra den begivenhed, som har medført autorisationens bortfald. Fortsættes inkassovirksomhed i medfør af § 22, stk. 2, regnes fristen dog først fra udløbet af den i § 22, stk. 2, 2. pkt., nævnte frist.

§ 24. En afgørelse om tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1 og 2, skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse, jf. §§ 25 og 26, og om fristen herfor.

§ 25. En tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelse om tilbagekaldelse er meddelt den pågældende. Sagen indbringes herefter af myndigheden for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81 uden medvirken af domsmænd.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve virksomheden. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

§ 26. Den, hvis autorisation er tilbagekaldt i medfør af § 21, stk. 2, kan forlange tilbagekaldelsen indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Sagen indbringes af myndigheden for retten i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan fortsætte inkassovirksomheden. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke må udøve inkassovirksomhed under ankesagen.

§ 27. En tilbagekaldelse af en autorisation i medfør af § 21 kan til enhver tid efter ansøgning ophæves. Ansøgning herom kan dog ikke indgives tidligere end 1 år efter, at ophævelse senest ved endelig afgørelse er nægtet. Ansøgeren kan forlange en nægtelse af ophævelse indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. § 24, § 25, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 26, stk. 1, 2. og 3. pkt., gælder tilsvarende.

Kapitel 7

Tilsyn

§ 28. Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver inkassovirksomhed, og de derværende forretningsoplysninger for at føre det nødvendige tilsyn med autorisationsindehaverens virksomhed.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der overtræder § 3, § 6, stk. 2, 1. pkt., § 6, stk. 3, 2. pkt., § 8, stk. 1, § 10, §§ 12-14, § 15, stk. 1, 1. pkt., § 16 eller § 23.

Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af § 20 kan der fastsættes straf i form af bøde og hæfte for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens §§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.

Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. august 1986, som ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:

1. I lovens titel udgår ordene »inkasso- og«.

2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.

Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19. februar 1986, som ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1987, foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der indsættes som nr. 38:

»38) inkassovirksomhed.«

§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Versioner

1. 1997-05-15