1996 LSF 175 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM INDKOMSTSKAT FOR PERSONER M.V. (PERSONSKATTELOVEN)(FREMFØRSEL AF UUDNYTTET PERSONFRADRAG)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00175@1997-02-27/da
Indhold
§ 1
I lov om indkomst for personer m.v. (personskatteloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 793 af 1. september 1996, som senest ændret ved
§ 28 i lov nr. 1223 af 27. december 1996, foretages følgende
ændringer:
1. I § 10, stk. 1, indsættes som 2.-4. pkt.:
»Hvis den skattepligtige indkomst udviser underskud eller er mindre end personfradragets grundbeløb, jf. 1. pkt., overføres forskelsbeløbet mellem grundbeløbet og den skattepligtige indkomst til følgende indkomstår. Det beregnede forskelsbeløb kan dog ikke overstige personfradragets grundbeløb. 2. og 3. pkt. finder ikke anvendelse for personer omfattet af stk. 2.«
2.
I § 10, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
»En ægtefælle kan dog vælge at anvende reglerne i stk. 1, 2. og 3. pkt.«
§ 2 Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med indkomståret 1997.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Den nuværende udformning af personskatteloven giver ikke fuld
mulighed for, at personer med meget lave indkomster kan udnytte
personfradraget. Dette vil være aktuelt for personer, der har en
skattepligtig indkomst, der i et givet indkomstår er mindre end
personfradragets grundbeløb, herunder at den skattepligtige indkomst
eventuelt er negativ.
Bestemmelsen, der omfatter såvel ubegrænsede som begrænsede skattepligtige personer, indføres af hensyn til de skatteydere, der har meget lave og stærkt svingende indkomster. Disse skatteydere vil med de nuværende regler, set over en flerårig periode, blive udsat for en hårdere beskatning end skatteydere, hvis tilsvarende indkomst er jævnt fordelt.
Det er et grundlæggende princip i dansk skatteret, at indkomstskatten skal betales af skatteydere, der har en skatteevne. Personfradragets størrelse er et udtryk for, ved hvilken skattepligtig indkomst en skatteevne indtræder. Såfremt en skatteyder ikke kan udnytte personfradraget eller dele deraf, vil der ske beskatning af indkomster, der er lavere end personfradraget.
Lovforslaget er en naturlig konsekvens af de regler, der er opstillet i personskattelovens § 13 og i ligningslovens § 15 om ret til at fremføre negativ indkomst til fradrag i et senere indkomstår. Disse bestemmelser er et udtryk for, at lovgiverne har erkendt, at det ikke vil være rimeligt at beskatte indkomster efter et bruttoprincip, men derimod at betragte skatteydernes evne til at betale skat over en flerårig periode.
Lovforslaget vil endvidere have betydning på det formueretlige område, hvor hensynet til omsætningens sikkerhed påvirkes af, i hvilket omfang skatteydere med gæld beskattes. Såfremt der sker beskatning af personer med indkomster, der er lavere end personfradragets grundbeløb, set over en flerårig periode, vil disse skatteydere ikke have tilstrækkelig disponibel indkomst til at dække udgifterne til de grundlæggende livsfornødenheder, hvilket kan udløse sociale ydelser, ligesom de ikke vil være i stand til at afvikle gæld.
Det forventes, at de foreslåede ændringer af personskatteloven kun vil have betydning for skatteydere, der på grund af særlige omstændigheder lejlighedsvis har meget lave skattepligtige indkomster.
Dette vil bl.a. kunne forekomme for iværksættere, der typisk har betydelige udgifter i etableringsfasen, der ofte overstiger de med virksomheden forbundne indtægter, og ikke mindst de iværksættere, der ikke opnår succes med deres virksomhed. Lovforslaget vil understøtte de bestræbelser, der udfoldes for at fremme erhvervsudviklingen på iværksætterområdet.
Lovforslaget vil desuden have betydning for et større antal skatteydere, der på grund af en betydelig indkomstnedgang i forbindelse med sygdom, arbejdsløshed, konkurs, betalingsstandsning, tvangsauktion eller skilsmisse, får en lav skattepligtig indkomst, fordi det ikke har været muligt at indrette privatøkonomien på den nye lavere indkomst. Forslaget kan endvidere have betydning for skatteydere, der på grund af juridiske tvister eller lignende får beskatningen af deres indkomst flyttet til et senere indkomstår.
Lovforslaget vil have en særlig betydning for skatteydere, der ikke er sambeskattet med ægtefæller. Efter de gældende regler kan uudnyttet personfradrag overføres til en ægtefælle. Dette medfører en urimelig forskelsbehandling af de skatteydere, der ikke har indgået ægteskab.
Den nuværende skattelovgivning favoriserer således skatteydere, der har indgået ægteskab, i modsætning til skatteydere, der ikke har indgået ægteskab. Denne forskelsbehandling savner en rationel begrundelse.
Ifølge de senest tilgængelige indkomststatistikker har kvinder i gennemsnit en klart lavere indkomst end mænd. Forslaget vil derfor alt andet lige i højere grad komme kvinder tilgode.
Forslaget vurderes at ville lette skattebyrden for nye unge skatteydere. Dette vil især være af betydning for unge under uddannelse, der bor hos forældre, og som ikke har indtægter ved bierhverv.
Forslaget vurderes endvidere at ville have en positiv effekt på unges interesse for at opnå indtægter på arbejdsmarkedet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at personer, der på grund af stærkt svingende eller meget lave indkomster ikke har brugt deres personfradrag, skal kunne fremføre uudnyttet personfradrag til næste og eventuelt følgende indkomstår. Det overførte beløb kan ikke overstige det efter personskattelovens § 20 regulerede grundbeløb for personfradraget. Reglen indebærer, at det almindelige personfradrag for et indkomstår kan forhøjes med overførte beløb fra tidligere indkomstår, hvor personfradraget er helt eller delvis uudnyttet. Skatteværdien af det forhøjede personfradrag beregnes efter de almindelige regler i personskattelovens § 12. Om forslagets praktiske betydning henvises til det som bilag til lovforslaget optrykte beregningseksempel. Om begrundelsen for lovforslaget henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det foreslås, at en ægtefælle kan vælge at anvende reglerne om fremførsel af uudnyttet personfradrag, frem for at dette overføres til en ægtefælle.
Til § 2 Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Lovforslaget skal dog have virkning fra og med indkomståret 1997 for at sikre, at personer med uudnyttet personfradrag i 1997 allerede fra 1998 kan få glæde af de nye regler.
Skriftlig fremsættelse
Kim Behnke (FP):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om indkomstskat for personer m.v. (personskatteloven), (Fremførsel af uudnyttet personfradrag).
(Lovforslag nr. L 175).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget
§ 1 I lov om indkomst for personer m.v. (personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 793 af 1. september 1996, som senest ændret ved § 28 i lov nr. 1223 af 27. december 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 10, stk. 1, indsættes som 2.-4. pkt.:
»Hvis den skattepligtige indkomst udviser underskud eller er mindre end personfradragets grundbeløb, jf. 1. pkt., overføres forskelsbeløbet mellem grundbeløbet og den skattepligtige indkomst til følgende indkomstår. Det beregnede forskelsbeløb kan dog ikke overstige personfradragets grundbeløb. 2. og 3. pkt. finder ikke anvendelse for personer omfattet af stk. 2.«
2. I § 10, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
»En ægtefælle kan dog vælge at anvende reglerne i stk. 1, 2. og 3. pkt.«
Personfradrag § 10. For her i landet fuldt skattepligtige personer udgør personfradragets grundbeløb 23.700 kr.
Stk. 2. For personer, som ved indkomstårets udløb ikke er fyldt 18 år og ikke har indgået ægteskab, udgør personfradragets grundbeløb 17.000 kr.
Stk. 3. I det omfang en gift person, der er samlevende med ægtefællen ved indkomstårets udløb, ikke kan udnytte skatteværdien af personfradragene, benyttes den ikke udnyttede del af skatteværdien til nedsættelse efter § 9 af den anden ægtefælles skatter.
Stk. 4. For personer, som har valgt beskatning efter kildeskattelovens § 48 E, finder reglerne i stk. 1 og 2 ikke anvendelse ved beregningen af skatten af den indkomst, der omfattes af kildeskattelovens § 48 E. For disse personer finder heller ikke reglen i stk. 3 anvendelse for personfradrag, der tilkommer de pågældende.
Stk. 5. For personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, nedsættes de beregnede skatter med skatteværdien af et personfradrag efter reglerne i stk. 1 og 2, hvis de skattepligtige indtægter er omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1 eller stk. 2, litra b, c, d og f. Bestemmelserne i 1. pkt. finder ikke anvendelse, i det omfang de skattepligtige indtægter beskattes efter reglerne i kildeskattelovens § 48 C. Bestemmelsen i 1. pkt. finder endvidere ikke anvendelse på personer, der ansøger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, samt personer omfattet af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v.
Stk. 6. De nævnte grundbeløb reguleres efter § 20.
Eksempel:
Skattemæssige konsekvenser af de nuværende regler for personfradrag. De anvendte skatteprocenter gælder for Københavns Kommune.
--------------------------------------------------------------------- Jævn fordelt indkomst 1995 1996 1997 I alt --------------------------------------------------------------------- Indkomst ....................... 29.600 30.400 30.600 90.600 Skat kommune, amt og bundskat .. 12.964 13.011 12.760 38.735 Skatteværdi personfradrag ...... 12.964 13.011 12.760 38.735 --------------------------------------------------------------------- Skat til betaling .............. 0 0 0 0 --------------------------------------------------------------------- Skævt fordelt indkomst 1995 1996 1997 I alt --------------------------------------------------------------------- Indkomst ....................... -40.000 -10.000 140.600 90.600 Fremført negativ indkomst ...... 40.000 10.000 -50.000 0 Skattepligtig indkomst ......... 0 0 90.600 90.600 Skat kommune, amt og bundskat .. 0 0 37.780 37.780 Skatteværdi personfradrag ...... 0 0 12.760 12.760 --------------------------------------------------------------------- Skat til betaling .............. 0 0 25.020 25.020 ---------------------------------------------------------------------
Som det fremgår af eksemplet, har de to skatteydere samme totale indkomst i perioden 1995 til 1997 og dermed også samme evne til at betale skat.
De nuværende regler medfører, at skatteyderen med den skævt fordelte indkomst i alt skal betale kr. 25.020 mere i skat end skatteyderen med den jævnt fordelte indkomst.