Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00178@1997-06-13/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 2, ændres »45« til: »55«, og »22« ændres til: »36«.

2. I § 15, stk. 1, ændres »41« til: »42«.

3. I § 16 a, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »Svendborg,»: »Haderslev,».

4. I § 17, stk. 1, udgår »Haderslev,».

5. I § 41, stk. 5, ændres »§ 219« til: »§ 219 a«.

6. I § 126 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse, som er fastsat i medfør af § 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde udgifterne til efteruddannelsen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

7. § 154, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

8. § 165, stk. 2 , affattes således:

»Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes vederlaget for forkyndelse af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af den, der begærer forkyndelsen foretaget.«

9. § 219 affattes således:

»§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved byret, skal afsiges senest 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse. I sager, der behandles ved landsret, skal dommen eller kendelsen afsiges senest 3 måneder efter optagelsen til dom eller kendelse.

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes. Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.«

10. Efter § 219 indsættes:

»§ 219 a. Rettens afgørelser i straffesager træffes snarest muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller kendelsen vil blive afsagt. Kan afsigelsen ikke finde sted samme dag, skal dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge og, hvor nævninge har medvirket, senest dagen efter.

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes. Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen oplæses i et retsmøde.

Stk. 4. Hvis tiltalte er fængslet, bør den pågældende bringes til stede ved dommens afsigelse.

Stk. 5. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler anklagemyndigheden tiltalte udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal udskriften forkyndes.«

11. § 312, stk. 2, 4. pkt., ophæves.

12. I § 345, 1. pkt., ændres »hensigtsmæssigt« til: »påkrævet«.

13. § 348, stk. 2, nr. 4, affattes således:

»4) en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, og«.

14. § 348, stk. 4, ophæves, og i stk. 5, der bliver stk. 4, udgår »og stk. 4«.

15. § 349, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som fastsat i § 348, stk. 3, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som fastsættes efter § 348, stk. 4.«

16. § 350, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

17. § 351, stk. 1, affattes således:

»Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i almindelighed skal være på mindst 2 uger fra forkyndelsen.«

18. § 352, stk. 1, 3. og 4. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Fristen, der regnes fra pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning forlænges.«

19. § 353 affattes således:

»§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter skal udveksles, og kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt, finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.«

20. § 354, stk. 5, 2. pkt., ophæves.

21. I § 354, stk. 6, sidste pkt., ændres »§ 219, stk. 2 og 3,» til: »§ 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3,».

22. I § 354, stk. 7, 1. pkt., indsættes efter »Retten kan«: »undtagelsesvis«.

23. § 355, stk. 1, affattes således:

»Retten bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde, medmindre retten finder det overflødigt.«

24. I § 355, stk. 4, indsættes som 3. og 4. pkt.:

»I det forberedende møde skal retten endvidere efter drøftelse med parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsrammerne for eventuel yderligere forberedelse. Retten kan endvidere fastsætte tidspunktet for domsforhandlingen.«

25. Efter § 356 indsættes:

»§ 356 a . Retten kan bestemme, at parterne inden en af retten fastsat frist før domsforhandlingen til retten skal indlevere et endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande og anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe sig, og de beviser, som agtes ført under domsforhandlingen. Genpart af påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.

Stk. 2. Såfremt påstandsdokumentet ikke indleveres rettidigt, finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Udvidelse af de påstande, der fremgår af påstandsdokumentet, eller fremsættelse af anbringender eller førelse af beviser, som ikke er angivet i påstandsdokumentet, kan ikke ske, medmindre retten tillader det. Sådan tilladelse kan meddeles, såfremt betingelserne i § 363, stk. 1, er opfyldt.«

26. I § 357 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Retten kan, uanset at modparten ikke har nægtet at samtykke, jf. stk. 1, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat rettidigt efter stk. 2.«

27. I § 360, stk. 5, sidste pkt., indsættes efter »imødekommet«: », medmindre retten træffer afgørelse efter § 357, stk. 3«.

28. § 363, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden domsforhandlingen, eller«.

29. I § 365, stk. 3, 1. pkt., udgår »så vidt muligt«.

30. I § 365 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Såfremt genparterne ikke indleveres rettidigt, kan retten beslutte, at reglerne i § 360, stk. 1-3 og 6, skal finde tilsvarende anvendelse.«

31. I § 372, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 219, stk. 3,» til: »§ 219«.

32. I § 378 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

33. § 379, 2. pkt., ophæves.

34. § 382, stk. 1, affattes således:

»Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men ikke er fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf. § 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat, selv om modparten ikke protesterer, såfremt påstanden burde have været fremsat tidligere under anken.«

35. § 383, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Er påstande, som ikke har været gjort gældende i foregående instans, ikke fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf. § 375, kan retten, selv om modparten ikke protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat tidligere under anken. Det samme gælder anbringender, som ikke har været gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat under forberedelsen af anken.«

36. § 386, stk. 1, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Det samme gælder, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt behørigt udformet ekstrakt til Højesteret, jf. § 385, stk. 2. Retten kan endvidere afvise sagen, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt genparter til landsretten, jf. § 385, stk. 1, jf. § 365, stk. 3.«

37. I § 386, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:

»Retten kan beslutte, at det samme skal gælde, hvis indstævnte ikke rettidigt har indsendt genparter af processkrifter og dokumenter til landsretten, jf. § 385, stk. 1, jf. § 365, stk. 3.«

38. I § 394, stk. 1, ændres »§ 219, stk. 3,» til: »§ 219«.

39. § 488, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

40. I § 586, stk. 1, ændres »jf. dog § 219, stk. 3« til: »jf. § 219«.

41. I § 963, stk. 3, litra a, ændres »§ 219, stk. 6,» til: »§ 219 a, stk. 5,».

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2. Retsplejelovens § 126, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning med hensyn til advokatfuldmægtige, som har bestået juridisk kandidateksamen efter 1. januar 1997, og med hensyn til udgifter til deres efteruddannelse, såfremt tilmelding hertil indgives efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. De hidtil gældende regler i retsplejelovens §§ 165, stk. 2, 219, stk. 4, 312, stk. 2, 4. pkt., 351, stk. 1, 352, stk. 1, 3. og 4. pkt., 354, stk. 5, 2. pkt., og 488, stk. 2, 2. pkt., finder dog fortsat anvendelse i sager, hvor stævningen inden lovens ikrafttræden er sendt til sagsøgte uden at være forkyndt, jf. retsplejelovens § 350, stk. 2.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august

1996 som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996,

foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 2 , ændres »45« til: »52«, og »22« ændres til: »35«.

2. I § 16 a, stk. 1, 3. pkt. , indsættes efter »Svendborg,»: »Haderslev,».

3. I § 17, stk. 1 , udgår: »Haderslev,».

4. I § 41, stk. 5 , ændres »§ 219« til: »§ 219 a«.

5. I § 126 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse, som er fastsat i medfør af § 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde udgifterne til efteruddannelsen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

6. § 165, stk. 2 , affattes således:

»Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes vederlaget for forkyndelse af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af den, der begærer forkyndelsen foretaget.«

7. § 219 affattes således:

»§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved byret, skal afsiges senest 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse. I sager, der behandles ved landsret, skal dommen eller kendelsen afsiges senest 3 måneder efter optagelsen til dom eller kendelse.

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes. Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.«

8. Efter § 219 indsættes:

»§ 219 a. Rettens afgørelse i straffesager træffes snarest muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Kan afsigelsen ikke finde sted samme dag, skal dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge og, hvor nævninge har medvirket, senest dagen efter.

Stk. 2. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen oplæses i et retsmøde.

Stk. 3. Hvis tiltalte er fængslet, bør han bringes til stede ved dommens afsigelse.

Stk. 4. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler anklagemyndigheden ham udskrift af dommen. Udskriften af en fældende dom skal forkyndes, medmindre tiltalte er gjort bekendt med tidspunktet for domsafsigelsen, eller sagen er afgjort i medfør af § 934. Udskriften af dommen skal altid forkyndes, hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær. Tiltalte vejledes om retsmidlerne mod afgørelsen. Vejledningen gives ved afsigelsen, hvis tiltalte er til stede, og ellers ved den efterfølgende meddelelse. Er borgerligt krav forfulgt under sagen, finder reglen i § 219, stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.«

9. § 312, stk. 2, 4. pkt. , ophæves.

10. I § 345, 1. pkt. , ændres »hensigtsmæssigt« til: »påkrævet«.

11. § 348, stk. 2, nr. 4 , affattes således:

»4) en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, og«.

12. § 348, stk. 4 , ophæves, og i stk. 5, der bliver stk. 4, udgår: »og stk. 4«.

13. § 349, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som fastsat i § 348, stk. 3, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som fastsættes efter § 348, stk. 4.«

14. § 350, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

15. § 351, stk. 1 , affattes således:

»Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i almindelighed skal være på mindst 2 uger fra forkyndelsen.«

16. § 352, stk. 1, 3. og 4. pkt. , ophæves, og i stedet indsættes:

»Fristen, der regnes fra pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning forlænges.«

17. § 353 affattes således:

»§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter skal udveksles, og kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt, finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.«

18. § 354, stk. 5, 2. pkt., ophæves.

19. I § 354, stk. 6, sidste pkt. , ændres »§ 219, stk. 2 og 3,» til: »§ 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3,».

20. I § 354, stk. 7, 1. pkt. , indsættes efter »Retten kan«: »undtagelsesvis«.

21. § 355, stk. 1 , affattes således:

»Retten bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde, medmindre retten finder det overflødigt.«

22. I § 355, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:

»I det forberedende møde skal retten endvidere efter drøftelse med parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsrammerne for eventuel yderligere forberedelse«.

23. Efter § 356 indsættes:

»§ 356 a . Retten kan bestemme, at parterne inden en af retten fastsat frist før domsforhandlingen til retten skal indlevere et endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande og anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe sig, og de beviser, som agtes ført under domsforhandlingen. Genpart af påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.

Stk. 2. Såfremt påstandsdokumentet ikke indleveres rettidigt, finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Udvidelse af de påstande, der fremgår af påstandsdokumentet, eller fremsættelse af anbringender eller førelse af beviser, som ikke er angivet i påstandsdokumentet, kan ikke ske, medmindre retten tillader det. Sådan tilladelse kan meddeles, såfremt betingelserne i § 363, stk. 1, er opfyldt.«

24. I § 357 indsættes som stk. 3 :

»Stk. 3. Retten kan, uanset at modparten ikke har nægtet at samtykke, jf. stk. 1, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat rettidigt efter stk. 2.«

25. I § 360, stk. 5, sidste pkt. , indsættes efter »imødekommet«: », medmindre retten træffer afgørelse efter § 357, stk. 3«.

26. § 363, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden domsforhandlingen, eller«.

27. I § 372, stk. 1, 2. pkt. , ændres »§ 219, stk. 3,» til: »§ 219«.

28. I § 378 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

29. § 379, 2. pkt. , ophæves.

30. § 382, stk. 1 , affattes således:

»Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men ikke er fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf. § 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat, selv om modparten ikke protesterer, såfremt påstanden burde have været fremsat tidligere under anken.«

31. § 383, stk. 3 , affattes således:

»Stk. 3. Er påstande, som ikke har været gjort gældende i foregående instans, ikke fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf. § 375, kan retten, selv om modparten ikke protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat tidligere under anken. Det samme gælder anbringender, som ikke har været gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat under forberedelsen af anken.«

32. I § 394, stk. 1 , ændres »§ 219, stk. 3,» til: »§ 219«.

33. § 488, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

34. I § 586, stk. 1 , ændres »jf. dog § 219, stk. 3« til: »jf. § 219«.

35. I § 963, stk. 3, litra a, ændres »§ 219, stk. 6,» til: »§ 219 a, stk. 4,».

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2. Retsplejelovens § 126, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning med hensyn til advokatfuldmægtige, som har bestået juridisk kandidateksamen efter 1. januar 1997, og med hensyn til udgifter til deres efteruddannelse, såfremt tilmelding hertil indgives efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. De hidtil gældende regler i retsplejelovens §§ 165, stk. 2, 219, stk. 4, 312, stk. 2, 4. pkt., 351, stk. 1, 352, stk. 1, 3. og 4. pkt., 354, stk. 5, 2. pkt., og 488, stk. 2, 2. pkt., finder dog fortsat anvendelse i sager, hvor stævningen inden lovens ikrafttræden er sendt til sagsøgte uden at være forkyndt, jf. retsplejelovens § 350, stk. 2.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Overvejelser om den civile retspleje

2.1. Tidligere ændringer af den civile retspleje samt initiativer til nedbringelse af sagsbehandlingstiden ved domstolene

2.2. Overvejelserne i Retsplejerådet og Småsagsudvalget

2.3. Dommerforeningens og advokatrådets forslag om en reform af den civile retspleje

2.4. Dommerforeningens forslag om en generel reform af den civile retspleje.

2.5. Justitsministeriets overvejelser om ændringer af retsplejelovens regler om behandlingen af civile retssager

3. Den europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende sagsbehandlingstiden i civile sager

3.1. Menneskerettighedsdomstolens dom i »Blødersagen«

3.2. Menneskerettighedsdomstolens praksis i øvrigt

4. Forslagene i lovforslaget

4.1. Stævningens angivelse af sagens faktiske omstændigheder

4.1.1. Gældende ret

4.1.2. Forslaget

4.2. Adgangen til at udsætte sagen i tilfælde af en af parternes udeblivelse

4.2.1. Gældende ret

4.2.2. Forslaget

4.3. Adgangen til at udsætte sagen

4.3.1. Gældende ret

4.3.2. Forslaget

4.4. Indlevering af processkrifter

4.4.1. Gældende ret

4.4.2. Forslaget

4.5. Afholdelse af et særligt forberedende møde

4.5.1. Gældende ret

4.5.2. Forslaget

4.6. Endelige påstandsdokumenter

4.7. Adgangen til at inddrage nyt processtof i sagen (nova)

4.7.1. Gældende ret

4.7.1.1. Inddragelse af nyt processtof i 1. instans

4.7.1.2. Adgangen til at fremsætte nye påstande i ankeinstansen

4.7.2. Forslaget

4.7.2.1. Adgangen til indragelse af nyt processtof i 1. instans

4.7.2.2. Adgangen til at fremsætte nye påstande i ankeinstansen

4.8. Frist for afsigelse af dom

4.8.1. Gældende ret

4.8.2. Forslaget

4.8.3. Dommens indhold

4.9. Forkyndelse af stævninger

4.9.1. Gældende ret

4.9.2. Forslaget

4.10. Efteruddannelse af advokatfuldmægtige

4.10.1. Gældende ret og baggrunden for forslaget

4.10.2. Justitsministeriets overvejelser

5.1. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

5.2. Erhvervsøkonomiske konsekvenser

6. Hørte myndigheder m.v.

1. Indledning

I de senere år har domstolenes rolle ved afgørelsen af tvister i civile sager givet anledning til debat og overvejelser.

Dette har bl.a. ført til, at Den Danske Dommerforening og Advokatrådet i februar 1996 fremlagde et reformforslag vedrørende den civile retspleje. Forslaget indeholder en lang række punkter, herunder om meget omfattende ændringer af de gældende regler. Der foreslås også en række mindre ændringer med det formål at sikre en hurtigere behandling af civile retssager.

Overvejelser om ændringer er i øvrigt i gang i Justitsministeriets Småsagsudvalg og i Retsplejerådet, og det er endvidere hensigten at nedsætte et udvalg eller en kommission, der skal udarbejde forslag til en gennemgribende reform af den civile retspleje.

Det, der først og fremmest presser sig på, er imidlertid at sikre, at civile retssager ikke trækker unødigt længe ud.

I civile retssager sker forberedelsen af sagen og forelæggelsen for retten ved parternes foranstaltning, og det er i meget vidt omfang parterne, der afgør, hvilke oplysninger der skal tilvejebringes for at belyse sagen. Varigheden af sagen, fra stævning udtages og til, der foreligger en afgørelse fra retten, afhænger således i høj grad af parterne.

Retten har dog også pligt til at sørge for, at sagen fremmes. Denne pligt fremgår bl.a. af retsplejelovens § 150, hvorefter dommeren »drager omsorg for så vidt muligt at fjerne alt, hvad der til unytte trækker forhandlingen i langdrag, og slutte forhandlingens enkelte dele, når han anser det foreliggende emne for tilstrækkeligt behandlet.«.

Formålet med dette lovforslag er at understrege rettens pligt til at tilgodese hensynet til, at retssager ikke trækker unødigt længe ud. Forslagene bygger i vidt omfang på punkter i Dommerforeningens og Advokatrådets reformforslag fra februar 1996.

En hurtigere sagsbehandling skal bl.a. sikres ved at give dommere bedre instrumenter til at styre sagsgangen og fremskynde sagerne. Dommerne får således adgang til i videre omfang at afskære nye påstande m.v., der fremkommer på et sent tidspunkt, og til at afslå anmodninger om udsættelse af sagen, og der indføres sanktioner for overskridelse af frister for indlevering af processkrifter .

Der skal i flere sager afholdes et særligt forberedende møde til planlægning af sagens forløb, og retten får adgang til at pålægge parterne at indlevere et endeligt påstandsdokument , således at alle relevante argumenter og oplysninger kommer frem i god tid inden domsforhandlingen.

Endelig indføres der en frist for afsigelse af domme på 6 uger fra sagens optagelse til dom i byretssager og 3 måneder i landsretssager.

Lovforslaget indeholder endvidere bl.a. en ophævelse af adgangen til at fremsende stævninger med almindelig post . Det indebærer, at retten i alle civile sager skal forkynde stævningen for sagsøgte.

Der foreslås også en ændring af retsplejelovens § 126 om god advokatskik. Formålet er at fastslå, at en advokat skal medvirke til sin advokatfuldmægtigs deltagelse i den teoretiske efteruddannelse, som er blevet obligatorisk for advokatfuldmægtige fra den 1. januar 1997.

De enkelte punkter i lovforslaget er nærmere beskrevet under pkt. 4 i de almindelige bemærkninger nedenfor.

I pkt. 3 beskrives de krav til sagsbehandlingstiden i civile sager, som kan udledes af praksis fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstol. Et mere fyldigt notat om menneskerettighedskonventionens krav til domstolenes sagsbehandlingstid er medtaget som bilag 2 til lovforslaget.

Som nævnt ovenfor behandles spørgsmål vedrørende den civile retspleje for tiden i Justitsministeriets Småsagsudvalg og i Retsplejerådet. Dette arbejde er beskrevet nærmere nedenfor under pkt. 2.2. Under pkt. 2.3. beskrives reformforslaget fra Den danske Dommerforening og Advokatrådet og under pkt. 2.4. et forslag fra Dommerforeningen om en generel reform af den civile retspleje. Justitsministeriets overvejelser om den civile retspleje er beskrevet under pkt. 2.5. I pkt. 2.1. beskrives Justitsministeriets øvrige initiativer til nedbringelse af sagsbehandlingstiden ved domstolene.

2. Overvejelser om den civile retspleje

2.1. Tidligere ændringer af den civile retspleje samt initiativer til nedbringelse af sagsbehandlingstiden ved domstolene

Den civile retspleje er løbende genstand for overvejelser, og reglerne i retsplejeloven om de civile sager har gennem årene også undergået store ændringer. De mest væsentlige ændringer er blevet gennemført i flere omgange. De seneste større reformer skete i 1979, hvor sagsbehandlingsreglerne blev helt omarbejdet, og i 1981, hvor reglerne om advokater blev revideret. I 1986 blev værnetingsreglerne moderniseret, i 1988 blev der gennemført nye regler om fri proces og retshjælp, og i 1989 blev reglerne om retternes saglige kompetence ændret. Endelig blev reglerne om procesbevillinger ændret i 1995 ved oprettelsen af Procesbevillingsnævnet.

Særligt med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiderne ved retterne blev der ved en lovændring i december 1995 gennemført en permanent ordning med 4 rejsedommere, der skal yde bistand til arbejdsmæssigt særligt belastede byretter. Der blev også mulighed for af ressourcemæssige grunde at flytte større straffesager til en anden byret. Denne lov skal sikre en bedre udnyttelse af retternes ressourcer også med henblik på at opnå en hurtigere behandling af civile retssager.

For at nedbringe sagsbehandlingstiden er der endvidere i de seneste år tilført retterne yderligere ressourcer. I 1992 og 1993 blev der etableret 4 nye afdelinger i Vestre Landsret, og der er etableret 3 nye afdelinger i Østre Landsret. Også bl.a. Københavns Byret har fået tilført ekstra dommerstillinger og kontorpersonale.

Herudover er der med positivt resultat gennemført en ændret struktur med inddeling i sektioner i landsretterne bl.a. med henblik på at effektivisere den administrative del af sagsbehandlingen. En tilsvarende opdeling er delvis gennemført i Københavns Byret.

Ved vedtagelsen af finansloven for 1997 blev der tilført yderligere 20 mio. kr. til domstolene. Det er en forudsætning for halvdelen af disse ekstra midler, at Justitsministeriet inden den 1. april 1997 udarbejder en handlingsplan for de initiativer, der på kort sigt skal iværksættes med henblik på at sikre en hurtigere sagsbehandling med øget processtyring ved domstolene. Arbejdet med udarbejdelse af handlingsplanen foregår i samarbejde mellem Justitsministeriet og de berørte personaleorganisationer.

De 20 mio. kr. skal bl.a. anvendes til en styrkelse af de to landsretter og Københavns byret - navnlig som følge af de mange store og langvarige sager, der behandles ved disse retter.

For at følge udviklingen i sagsbehandlingstiderne udarbejder Justitsministeriet i øvrigt kvartalsvise berammelsesstatistikker bl.a. over berammelsestiderne i straffesager og civile sager på grundlag af indberetninger fra embederne. Disse statistikker, der indeholder oplysninger om de enkelte byretters berammelsestider, benyttes som et vigtigt styringsinstrument, der bl.a. gør det muligt for landsretspræsidenterne at fordele rejsedommerne efter det aktuelle behov ved embederne.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at dette styringsinstrument har været en væsentlig faktor i den fortsatte positive udvikling i byretternes gennemsnitlige berammelsestider (dvs. den tid, der går fra forberedelsens afslutning, til retten kan domsforhandle sagen).

Administrativt er der inden for de seneste 3-4 år taget en række yderligere initiativer, der alle sigter mod at effektivisere og styre sagsbehandlingen.

Det vigtigste led i denne proces er udviklingen af edb-sagsbehandlingssystemer på de forskellige sagsområder ved domstolene. I forbindelse med disse projekter gennemgås og revurderes forretningsgangene i sagsbehandlingen, hvorved det sikres, at sagsbehandlingen foregår på en hensigtsmæssig og effektiv måde i overensstemmelse med de lovregler, der gælder på det enkelte sagsområde. Projekterne er landsdækkende og vil - når de er indført ved alle embeder - skabe en ensartet sagsbehandling landet over. For de civile sager er der udviklet et sagsbehandlingssystem, som i øjeblikket testes ved 3 embeder.

I takt med indførelsen af edb-sagsbehandlingssystemerne udarbejder en arbejdsgruppe vedrørende domstolenes statistikker forslag til, hvorledes statistikkerne kan udvides og anvendes som et egentligt værktøj til brug for styringen af sagsbehandlingen. Arbejdsgruppen afgav delbetænkning vedrørende straffesagsområdet i marts 1995, og arbejder nu med statistikker for de civile sager. Dette arbejde forventes at være afsluttet i løbet af foråret 1997.

Som led i effektiviseringen af sagsbehandlingen ved domstolene er det også vigtigt at gøre sig klart, hvilke tidsmæssige rammer det er realistisk at opstille for behandlingen af sager på de enkelte områder. Bl.a. med henblik på at opstille sådanne rammer nedsatte Justitsministeriet i sommeren 1995 en arbejdsgruppe om domstolenes sagsbehandlingstider og effektivitet. Arbejdsgruppen har til opgave at overveje og vurdere muligheden for at opstille mål for acceptable sagsbehandlingstider ved domstolene. Det er ikke hensigten, at sådanne målsætninger skal fremgå af retsplejeloven. Arbejdsgruppen forventes at have afsluttet denne del af sit arbejde inden udgangen af 1998.

Som det fremgår, har Justitsministeriet og domstolene således gennem de senere år iværksat en lang række initiativer, der kan medvirke til at nedbringe sagsbehandlingstiden ved domstolene.

2.2. Overvejelserne i Retsplejerådet og Småsagsudvalget

Også med henblik på ny lovgivning er der igangsat overvejelser om den civile retspleje. Spørgsmålet om retternes saglige kompetence overvejes således for tiden på ny i Retsplejerådet , som skal vurdere virkningerne af den ændring af reglerne om retternes kompetence i civile sager, der blev gennemført i 1989, og hvorefter byretterne er den almindelige 1. instans i civile sager, men med adgang til at henvise betydningsfulde og principielle sager til behandling ved landsretterne.

Baggrunden for disse overvejelser er bl.a. en henvendelse fra Højesteret, hvor der peges på spørgsmålet om, hvorvidt de nugældende regler om saglig kompetence indebærer den rette fordeling af sagerne mellem byretter, landsretter og Højesteret.

Rådet skal i den forbindelse også inddrage spørgsmålet om appel af sager fra Sø- og Handelsretten.

Endvidere skal Retsplejerådet vurdere hensigtsmæssigheden af de nugældende begrænsninger af adgangen til at appellere byretsafgørelser i civile sager.

Retsplejerådet forventer at afgive betænkning i sommeren 1997.

I Justitsministeriets Småsagsudvalg overvejes en ny ordning, hvor adgangen til retslig behandling af visse mindre krav gøres enklere, hurtigere og billigere for parterne. Udvalget skal i den forbindelse også overveje retshjælp til parternes vurdering af retskonflikten og til sagens forberedelse og førelse for retten og bistand til kravets fuldbyrdelse. Udvalget skal endvidere vurdere, om der er behov for at ændre beløbsgrænserne for ydelse af advokatretshjælp og indtægtsbetingelserne for retshjælp og fri proces.

Småsagsudvalgets overvejelser må forventes at munde ud i en række forslag til meget væsentlige ændringer af behandlingen af civile retssager om mindre krav, således at der kan gennemføres regler om en hurtigere behandling af sådanne sager.

Småsagsudvalgets betænkning forventes at foreligge inden sommerferien 1997 og skal derefter forelægges for Retsplejerådet til udtalelse. Det vil således formentlig i folketingsåret 1997/98 være muligt at fremsætte lovforslag på grundlag af betænkningen.

2.3. Dommerforeningens og Advokatrådets forslag om en reform af den civile retspleje

I sommeren 1995 nedsatte Advokatrådet og Den danske Dommerforening en arbejdsgruppe, der skulle gennemgå den civile retspleje med henblik på at foreslå moderniseringer af retsplejeloven. Formålet var at sikre, at den tid, der medgår til behandlingen af den enkelte sag, bliver reduceret væsentligt, og at medvirke til, at sagsbehandlingsreglerne i videst muligt omfang bliver tilpasset brugernes behov.

Resultaterne af arbejdsgruppens overvejelser blev offentliggjort i februar 1996.

I reformforslaget peges bl.a. på, at der gennem de senere år har været sat spørgsmålstegn ved, om det danske retssystem på en rimelig måde lever op til kravene om hurtig sagsbehandling og god service. Det har også været diskuteret, om årsagen til problemerne skulle søges i advokaternes eller domstolenes sagsbehandling eller i manglende bevillinger. Endvidere har regeringen og Folketinget søgt at løse problemerne, uden at de valgte løsninger på afgørende måde har kunnet ændre offentlighedens opfattelse.

Det er efter både Den danske Dommerforenings og Advokatrådets opfattelse afgørende vigtigt, at der hurtigt gennemføres reformer på området.

Reformforslaget indeholder således en række forslag om ændringer i behandlingen af civile sager ved byretterne og landsretterne. Bl.a. foreslås det, at der i retsplejeloven indføres ensartede regler om skriftlig forberedelse, at kravene til stævningens og svarskriftets indhold skærpes, og at der bliver faste frister for afgivelse af svarskrift. Endvidere foreslås en udvidet brug af særligt forberedende retsmøder, indførelse af et strengere sanktionssystem for oversiddelse af frister og strammere regler om muligheden for at inddrage nye oplysninger (nova) samt skærpelse af reglerne om genoptagelse. Der foreslås også obligatorisk indlevering af påstandsdokumenter før domsforhandlingen og fastsættelse af frister for afsigelse af dom.

I reformforslaget anføres det, at sådanne regler indebærer, at dommeren har hovedansvaret for, at tidsforbruget under sagens forberedelse er rimeligt, og at advokaterne sideordnet hermed har et selvstændigt ansvar for sagens fremme.

Herudover indeholder reformforslaget bl.a. forslag om en omlægning af retsafgiftssystemet, en særlig behandlingsmåde for sager, der ikke indeholder tvist, men alene drejer sig om at fastslå eksistensen af et pengekrav, såkaldte inkassosager, og regler i retsplejeloven om en behandlingsform, der har lighed med privat voldgift. I øvrigt anbefales det, at det overvejes at samordne reglerne om offentlig retshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring.

2.4. Dommerforeningens forslag om en generel reform af den civile retspleje

Den Danske Dommerforening har i september 1996 rettet henvendelse til Justitsministeriet og foreslået, at der tages initiativ til en generel reform af den civile retspleje.

Dommerforeningen har i sit brev bl.a. peget på, at der siden slutningen af 1980'erne har været en stor nedgang i antallet af retssager ved byretterne. Endvidere nævnes det, at krav opgives som følge af, at behandling ved domstolene er for langsommelig og dyr, at der bl.a. med henblik på en lettere, hurtigere og billigere konfliktløsning oprettes stadig flere nævn, og at undersøgelser har vist, at domstolene blandt brugerne opfattes som noget dyrt, langsomt, kompliceret og gammeldags.

Dommerforeningen finder, at der på den baggrund er behov for at overveje en række forhold i den civile retspleje.

Bl.a. kan der være behov for at indføre forskellige behandlingsformer til forskellige sagstyper, en mere samarbejdspræget arbejdsform mellem dommere, advokater og parter og nye former for bevisførelse, f.eks. telefoniske afhøringer m.v. Det bør efter foreningens opfattelse også overvejes, hvilke elementer i tvistløsningsformer som nævnsbehandling, voldgift og mediation der eventuelt kan indarbejdes i den civile retspleje.

Også spørgsmålet om, hvordan borgerne kan sikres en rimelig adgang til efterprøvelse ved domstolene af den offentlige forvaltnings afgørelser, samt en gennemgang af ordningerne med fri proces og retshjælp samt fogedretssystemet m.v. bør indgå i overvejelserne om ændringer i civilprocessen.

Det er Dommerforeningens opfattelse, at en generel revision af den civile retspleje er en meget omfattende opgave, som vil tage sin tid. Foreningen understreger på den baggrund vigtigheden af, at de overvejelser, der foregår i Retsplejerådet og i Småsagsudvalget, samt overvejelserne om et lovforslag på grundlag af Advokatrådets og Dommerforeningens reformforslag ikke sættes i stå, men opfattes som led i en samlet bestræbelse på forbedringer af retsplejen.

2.5. Justitsministeriets overvejelser om ændringer af retsplejelovens regler om behandlingen af civile retssager

Justitsministeriet er enig med Advokatrådet og Den Danske Dommerforening i, at der er behov for at gennemføre reformer vedrørende den civile retspleje.

Sådanne overvejelser er allerede i gang i Småsagsudvalget vedrørende behandlingen af visse mindre krav, der hidrører fra private mellemværender eller er opstået som følge af erhvervsvirksomhed. Også Retsplejerådets overvejelser om domstolenes saglige kompetence i civile sager kan få betydning for, hvordan retssystemet fungerer i de konkrete sager. Overvejelserne i Retsplejerådet vedrører dog ikke direkte sagsbehandlingen i civile retssager, men derimod spørgsmålet om, hvilke retter der skal behandle de enkelte sagstyper.

Derimod indgår nogle af forslagene i reformforslaget fra Advokatrådet og Dommerforeningen - herunder bl.a. forslagene om en særlig behandling af inkassosager samt spørgsmål om retshjælp og fri proces - i Småsagsudvalgets opgaver. På den baggrund bør udvalgets forslag efter Justitsministeriets opfattelse afventes, inden der tages skridt til gennemførelse af mere omfattende ændringer af procesformen for behandlingen af civile sager på de områder, der falder sammen med arbejdet i Småsagsudvalget.

Hertil kommer, at en række af forslagene i reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet efter Justitsministeriets opfattelse ikke bør gennemføres uden nærmere overvejelser. Bl.a. indebærer forslaget om regler i retsplejeloven om skriftlig forberedelse overvejelser om, hvorvidt en sådan behandlingsform bør være obligatorisk i alle sager, ligesom den nærmere udformning af sådanne regler ikke bør ske, uden at domstolene inddrages. Justitsministeriet overvejer imidlertid fortsat forslaget om nærmere regler om skriftlig forberedelse og vil i løbet af sommeren tage initiativ til nærmere drøftelser herom med bl.a. Dommerforeningen.

Et lignende behov for nærmere overvejelser gælder flere af reformforslagene. Hertil kommer, at Dommerforeningen har foreslået en generel reform af den civile retspleje.

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der bør igangsættes et arbejde med mere generelle og overordnede overvejelser af den civile retspleje. Justitsministeriet overvejer for tiden strukturen for et sådant arbejde, som vil blive meget omfattende og involvere mange former for sagkundskab og interesser.

Omvendt er der - bl.a. i lyset af dommen fra Menneskerettighedsdomstolen i Blødersagen, der er beskrevet under pkt. 3.1., og sådan som også Dommerforeningen og Advokatrådet har peget på - behov for at understrege, at tidsforbruget ved behandlingen af civile retssager skal være rimeligt.

Justitsministeriet finder derfor, at der uanset planerne om mere generelle overvejelser om behandlingen af civile retssager allerede nu bør tages initiativer, der kan sikre en hurtigere behandling af civile retssager. Derfor fremsættes dette lovforslag, der til dels bygger på tankerne og forslagene i nogle af reformforslagene fra Advokatrådet og Dommerforeningen. De enkelte forslag i lovforslaget er beskrevet nærmere nedenfor under pkt. 4.

3. Den europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende sagsbehandlingstiden i civile sager.

3.1. Menneskerettighedsdomstolens dom i »Blødersagen«

Den 8. februar 1996 afsagde Den europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i den såkaldte »Blødersag«.

Sagen drejede sig om, hvorvidt den danske stat ved behandlingen af en civil retssag om erstatning til blødere, der var blevet smittet med HIV ved blodtransfusioner på danske hospitaler, havde overtrådt artikel 6, stk. 1, 1. pkt., i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Efter denne bestemmelse har enhver ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en . . . domstol . . ., når der skal træffes afgørelse i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser.

Den civile retssag var anlagt ved Østre Landsret den 14. december 1987 af Bløderforeningen mod Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Novo Nordisk A/S. Under landsrettens behandling blev sagen i en lang række tilfælde udsat efter parternes advokaters samstemmende anmodninger herom.

Udsættelserne var bl.a. begrundet i, at der var uenighed om Bløderforeningens kompetence til at anlægge sagen, hvorefter der i en periode på ca. 2 år var spørgsmål om enkeltpersoners indtræden i sagen som sagsøgere. Endvidere blev sagen bl.a. udsat af hensyn til opgørelse og stillingtagen til de konkrete erstatningskrav, der først fremkom i juni 1993, og fordi der i mere end to år var forhandlinger om indhentelse af sagkyndige lægefaglige erklæringer.

Sagen blev i marts 1994 berammet til domsforhandling i perioden november 1994 til januar 1995, og landsretten afsagde dom i sagen den 14. februar 1995. Ved dommen blev NovoNordisk A/S frifundet. Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen fandtes at have handlet uagtsomt i en periode og blev dømt til at betale en erstatning på knap 19.000 kr. til en af de i alt 8 blødere, som landsretsdommen vedrørte.

Østre Landsrets dom blev af tre af sagsøgerne i april 1994 anket til Højesteret . Højesterets flertal fandt, at Sundhedsstyrelsen havde begået en klar fejl og tilkendte derfor en sagsøger erstatning med knap 230.000 kr. Da fejlen ikke havde haft betydning for smitten af de 2 andre sagsøgere, stadfæstedes landsrettens dom for så vidt angår dem. Højesterets dom er afsagt den 3. oktober 1996.

I august 1992 klagede sagsøgerne til Menneskerettighedskommissionen og anførte, at retssagen ikke var blevet behandlet inden en rimelig frist, jf. menneskerettighedskonventionens artikel 6. Kommissionen fandt enstemmigt, at der var sket en krænkelse af denne bestemmelse i forhold til 8 klagere (herunder et ægtepar som forældre til en bløder, der døde i august 1992), men ikke i forhold til 2 klagere.

Ved Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 8. februar 1996 fandt 6 dommere , at der var sket en krænkelse af retten til at få sagen behandlet inden en rimelig tid for 8 klagere, der var indtrådt i sagen i november 1989, men ikke for 2 klagere, som var indtrådt i sagen i marts 1990. 3 dommere fandt ikke, at der var sket en krænkelse af konventionen.

Flertallet udtalte bl.a., at klagerne i væsentlig grad selv havde medvirket til, at sagen trak i langdrag. Endvidere anerkendte domstolen sagens kompleksitet, men fandt ikke, at denne alene kunne begrunde den lange sagsbehandlingstid. Domstolene medgav også, at det havde været vanskeligt for de danske myndigheder at tilgodese kravet om en rimelig sagsbehandlingstid.

Alligevel fandt domstolen ikke, at der blev udvist den helt særlige omhu (exceptional diligence) for at fremme sagen, som sagens specielle karakter krævede, fordi der var tale om personer, der led af en uhelbredelig sygdom og havde en forkortet levetidsforventning. Dette understreges af den kendsgerning, at 3 sagsøgere døde af AIDS før domsforhandlingen i Østre Landsret.

Særligt vedrørende de judicielle myndigheder udtalte domstolen, at sagen allerede havde varet i 2 år, da de første klagere indtrådte. Det måtte derfor antages, at landsretten var bekendt med sagens hovedproblemstillinger, og landsretten kunne således have spillet en aktiv rolle i sagens gang. Uanset dette imødekom retten anmodningerne om udsættelse og benyttede sjældent kompetencen til f.eks. at tvinge parterne til at redegøre for deres påstande og anbringender, eller til at bestemme, hvem der skulle udmeldes som sagkyndig.

Domstolen tilkendte de krænkede klagere en erstatning på hver 100.000 kr.

Dommen fra Menneskerettighedsdomstolen vil blive offentliggjort i Reports of the Judgments and Decisions for 1996 (Case of A. and Others v. Denmark, sagsnummer 60/1995/566/652). Dommen er i øvrigt nærmere beskrevet i tidsskriftet EU-ret og Menneskeret nr. 3, juni 1996, side 121 f og side 127 f.

Menneskerettighedsdomstolens dom peger meget konkret på nogle forhold ved behandlingen af »Blødersagen«, som førte til, at sagens forløb ikke levede op til kravet om rettergang inden for en rimelig frist. Det indgår også i afgørelsen, at der er tale om en sag, som skal behandles med »særlig omhu«, og at statens stilling som sagsøgt i sagen har betydning. Endelig er der dissens af 3 dommere i sagen.

Det er bl.a. på denne baggrund ikke muligt af dommen at udlede nogle mere eksakte krav - herunder tidsfrister eller lignende - som skal være opfyldt, for at kravet om en rimelig hurtig sagsbehandling er opfyldt. Derimod kan der af Menneskerettighedsdomstolens øvrige praksis vedrørende for lang sagsbehandlingstid udledes en række retningslinjer for, hvor længe sagsbehandlingen må vare.

3.2. Menneskerettighedsdomstolens praksis i øvrigt

Menneskerettighedsdomstolen har i en række sager - herunder både borgerlige sager og straffesager - taget stilling til, hvorvidt sagsbehandlingstiden ved de nationale domstole har været for lang. Af de domme, der hidtil er afsagt af Menneskerettighedsdomstolen, vedrører således ca. 30 pct. for lang sagsbehandlingstid.

Ved vurderingen af, om sagsbehandlingstiden i en sag er i overensstemmelse med kravet om retten til en afgørelse inden en rimelig frist, foretager domstolen en helt konkret vurdering af hver enkelt sag. Det er ikke muligt at fastsætte nogen absolut grænse for, hvor lang en sagsbehandlingstid må være. Domstolen har imidlertid i praksis udviklet nogle kriterier, der indgår ved vurderingen af, om kravet om en »rimelig frist« er overholdt.

Ved denne vurdering lægges der vægt på sagens kompleksitet . En kompliceret sag kan begrunde en længere sagsbehandlingstid.

Derudover lægges der vægt på sagens betydning for parten . I visse sagstyper har Menneskerettighedsdomstolen opstillet et krav om, at de nationale myndigheder udviser særlig omhu for en hurtig behandling af sagen. Udover sager om sagsanlæg fra personer med en dødelig sygdom, som omtalt ovenfor i pkt. 3.1. vedrørende blødersagen, kan nævnes sager om tvangsfjernelse af børn, sager om frakendelse af retten til at drive en bestemt virksomhed, erstatningssager vedrørende færdselsuheld og sager om krav på invalidepension.

Som eksempel kan nævnes sagen Borgese mod Italien, hvor Menneskerettighedsdomstolen i en dom af 26. februar 1992 fandt, at der forelå en krænkelse af artikel 6. Sagen drejede sig om et krav på understøttelse på grund af uarbejdsdygtighed, og Menneskerettighedsdomstolen fandt derfor, at der burde udvises en særlig omhu, hvilket ikke var sket. Sagsbehandlingstiden i 2 instanser var 4 år og 10 måneder. Heraf var der en periode på 22 måneder, hvor sagen lå stille i appelinstansen, uden at der forelå oplysninger om, at der var sket forberedelsesskridt.

Ved vurderingen lægges endvidere vægt på parternes adfærd . Hvis den part, som indbringer sagen for Menneskerettighedsdomstolen, således selv har bidraget til at trække sagen i langdrag, f.eks. ved gentagne anmodninger om udsættelse, advokatskifte, inddragelse af nye oplysninger på et sent tidspunkt, udeblivelse fra retsmøder eller forsinkelse med indlevering af processkrifter, vil det tale imod, at der foreligger en krænkelse af konventionen. Parternes handlemåde fritager imidlertid ikke de nationale domstole fra at sørge for, at sagerne fremmes med den fornødne hurtighed. Retten har således en selvstændig pligt til ex officio at påse, at enhver sag fremmes med den fornødne hurtighed. Denne pligt kan indebære, at det kan være nødvendigt at afslå en anmodning om udsættelse fra en part, uanset at modparten ikke protesterer.

Endelig lægger domstolen ved sin vurdering vægt på de kompetente myndigheders adfærd . De kompetente myndigheder er først og fremmest de retsinstanser, der skal afgøre sagen. Sagsbehandlingstiden hos andre offentlige myndigheder, der inddrages i sagen som f.eks. Retslægerådet, vil imidlertid også blive tillagt betydning. Ved vurderingen af de kompetente myndigheders adfærd foretages en vurdering af de enkelte stadier af sagsbehandlingen, herunder berammelsestider, sagsforberedelsen, udsættelser og den tid, der går med udarbejdelsen af rettens afgørelse. Der vil navnlig blive lagt vægt på, om der er såkaldte »døde perioder«, dvs. perioder, hvor der ikke er sket noget i sagen, og hvor der ikke kan gives en fyldestgørende forklaring på, hvorfor der ikke er sket noget.

I en dom af 25. september 1992 i sagen Abdoella v. the Netherlands fandt Menneskerettighedsdomstolen således, at der forelå en krænkelse af artikel 6, uanset at den periode på 4 år og 4 måneder, sagen havde varet, ikke i sig selv var urimelig. Domstolen lagde her vægt på, at appelretten i Haag havde været mere end 10 måneder om at sende sagens akter til Højesteret, og at Appelretten i Amsterdam, som sagen blev henvist til, havde været mere end 11 1/2 måned om igen at sende sagsakterne til Højesteret. Der var her tale om en straffesag, men dommens resultat må også antages at have betydning for vurderingen af sagsbehandlingstidens længde i civile sager.

Udover at foretage en vurdering at sagens kompleksitet, sagens betydning og parternes og de kompetente myndigheders adfærd, foretages der en samlet vurdering af hele processen . Der foreligger ikke en krænkelse af artikel 6, blot fordi en sag er forsinket, og denne forsinkelse kan henregnes til de kompetente myndigheder og kunne have været undgået. Det er alle sagens omstændigheder, der også ud fra en samlet vurdering skal være tilstrækkeligt alvorlige. En forsinkelse i et stadium af sagen kan således rettes op, hvis retten på de efterfølgende stadier udviser særlig omhu for at sikre en hurtig behandling.

Ressourcemangel ved domstolene, herunder et stort antal sager og et behov for flere dommere, er ikke forhold, som efter domstolens praksis kan begrunde en lempelse af konventionens krav til sagsbehandlingstiden. Menneskerettighedsdomstolen har i den forbindelse udtalt, at konventionen pålægger medlemsstaterne en pligt til at organisere deres retssystemer på en sådan måde, at domstolene er i stand til at leve op til kravene i artikel 6, stk. 1, herunder kravet om retten til rettergang inden en rimelig frist.

Som nævnt under pkt. 1 er der som bilag 2 til lovforslaget medtaget et mere fyldigt notat om menneskerettighedsdomstolens krav til domstolenes sagsbehandlingstid.

4. Forslagene i lovforslaget

Som det fremgår, beror det således på en konkret vurdering udfra de under pkt. 3.2. nævnte kriterier, hvor lang en sagsbehandlingstid der kan anses for rimelig i den enkelte sag. Bl.a. på den baggrund finder Justitsministeriet det ikke hensigtsmæssigt, at der i selve loven indføres et system med faste frister for sagernes forberedelse, berammelse til domsforhandling m.v.

Hertil kommer, at sagsbehandlingsreglerne også skal være udformet således, at der kan anvendes den tid, der er nødvendig for en grundig forberedelse og behandling af sagen, ligesom rettens procesledelse må have en sådan karakter, at parterne ikke herved mister den rådighed over processen, som er et grundlæggende princip i den civile retspleje.

Justitsministeriet har også overvejet, om en hurtigere sagsbehandlingstid eventuelt kunne opnås ved indsættelse af en generel regel i retsplejeloven om dommerens forpligtelse til at påse, at sagerne fremmes med den fornødne hurtighed. Gennemførelse af en sådan regel blev overvejet i 1994. En høring over et udkast til lovforslag viste imidlertid, at der ikke var tilslutning til en sådan regel.

Justitsministeriet har på den baggrund fundet, at en hurtigere behandling af civile retssager bedst kan sikres ved en række ændringer af enkelte regler om behandlingen af civile sager. Disse forslag er beskrevet nedenfor under pkt. 4.1 - 4.10.

Formålet med ændringerne er at understrege rettens pligt til at sørge for, at sagsbehandlingstiden ikke bliver for langvarig. Det sker bl.a. ved at stramme betingelserne for udsættelse af sagerne, reglerne om nova m.v., idet det dog samtidigt skal tilgodeses, at sagerne oplyses tilstrækkeligt grundigt, således at der kan opnås en materielt rigtig afgørelse. De foreslåede stramninger indebærer også en opfordring til parterne om at medvirke til en hurtigere behandling og undgå, at der går en længere periode, hvor der f.eks. ikke arbejdes effektivt med at tilvejebringe de oplysninger, som er nødvendige.

4.1. Stævningens angivelse af sagens faktiske omstændigheder

4.1.1. Gældende ret

En borgerlig sag indledes ved sagsøgers indlevering af en stævning til retten.

Ifølge retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 4, skal stævningen indeholde en kort fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden støttes. Hvis stævningen ikke opfylder dette krav, vil sagen blive afvist, jf. § 349, stk. 1. I de tilfælde, hvor sagsøgte giver møde, vil en mangelfuld sagsfremstilling kunne udbedres under sagens gang, og en egentlig prøvelse af stævningen sker i praksis ofte kun i de tilfælde, hvor sagsøgte udebliver, og der bliver spørgsmål om at afsige udeblivelsesdom. For at der kan afsiges udeblivelsesdom, hvorved sagsøgerens påstand tages til følge, kræves det, at påstanden findes begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne. I praksis er også meget kortfattede sagsfremstillinger i en stævning blevet accepteret.

4.1.2. Forslaget

I forslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at der stilles krav om, at stævningen skal indeholde en grundig fremstilling af de faktiske omstændigheder, sagsøgeren ønsker lagt til grund.

Justitsministeriet er enig i, at en grundig fremstilling af sagsøgers opfattelse af sagens faktiske omstændigheder i stævningen gør det nemmere for sagsøgte at tage stilling til sagen, således at det hurtigt bliver bragt på det rene, hvilke faktiske omstændigheder der er tvist om, således at bevisførelsen kan tilrettelægges bedst muligt på et tidligt tidspunkt.

Det foreslås derfor, at ændre kravet til stævningens indhold, således at der skal gives en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå påstanden støttes.

Konsekvensen af, at stævningen ikke opfylder kravet til sagsfremstillingen, er afvisning af sagen.

Justitsministeriet har overvejet, om der burde foreslås en tilsvarende ændring af retsplejelovens § 351, stk. 4, om kravene til indholdet af et svarskrift. Efter den gældende regel skal svarskriftet indeholde en kort fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden og eventuelle modkrav støttes.

Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at der bør ske en sådan skærpelse af kravet til svarskrifter, idet sagsøgte langt oftere end sagsøger vil være uden advokatbistand, når sagen indledes. Det ville forekomme urimeligt, hvis en sagsøgt, som uden advokatbistand havde udarbejdet et svarskrift, som blot ikke indeholdt en tilstrækkelig udførlig beskrivelse af de faktiske omstændigheder, blev dømt som udeblevet. I et sådant tilfælde må det anses for mere hensigtsmæssigt, at der eventuelt indkaldes til et forberedende møde i medfør af retsplejelovens § 355, hvor sagsøgte mundtligt kan udspørges om de faktiske forhold og om fornødent vejledes om adgangen til advokatbistand.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 11 og de specielle bemærkninger hertil.

4.2. Adgangen til at udsætte sagen i tilfælde af en af parternes udeblivelse

4.2.1. Gældende ret

Sagens forberedelse

Efter indleveringen af stævningen sker der enten »mundtlig« eller »skriftlig« forberedelse efter rettens bestemmelse, jf. retsplejelovens §§ 351 og 352.

Ved mundtlig forberedelse , jf. retsplejelovens § 351, indkalder retten til et møde, hvor sagsøgte skal fremlægge de dokumenter, han agter at påberåbe sig, for så vidt de er i hans besiddelse. Hvis sagen behandles i landsretten, skal sagsøgte endvidere fremlægge et svarskrift. Svarskriftet skal bl.a. indeholde sagsøgtes påstand, angivelse af eventuelle modkrav og en kort fremstilling af sagens faktum. Landsretten kan dog bestemme, at de nævnte oplysninger i stedet kan gives mundtligt. Hvis sagen behandles i byretten, er udgangspunktet, at sagsøgte mundtligt skal give de nævnte oplysninger, men retten kan i stedet bestemme, at svarskrift skal fremlægges. Sagen vil herefter typisk blive udsat på udveksling af yderligere processkrifter (replik, duplik, m.fl.). Udvekslingen af hvert enkelt processkrift sker typisk i et retsmøde.

Ved skriftlig forberedelse pålægger retten sagsøgte at indlevere svarskrift samt de påberåbte dokumenter til retten - og sende genpart til sagsøgeren - inden en nærmere angivet frist. Yderligere processkrifter udveksles på tilsvarende måde.

Reglerne om udeblivelse

Hvis sagsøgte udebliver fra det første retsmøde eller ikke indleverer svarskrift rettidigt, hvis svarskriftet er mangelfuldt, eller hvis sagsøgte ikke fremlægger de nødvendige dokumenter, afsiger retten i almindelighed dom efter sagsøgerens påstand (udeblivelsesdom), jf. retsplejelovens § 354, stk. 3 og 6. Det samme gælder som hovedregel, hvis sagsøgte udebliver fra andre retsmøder under forberedelsen, jf. § 360. Hvis sagsøgeren udebliver eller ikke fremlægger de dokumenter, han vil påberåbe sig, for så vidt de er i hans besiddelse, afvises sagen, jf. § 354, stk. 1, og hvis begge parter udebliver, hæver retten sagen, jf. § 354, stk. 2.

Retten kan imidlertid i medfør af § 354, stk. 7, undlade at tillægge en parts udeblivelse eller manglende fremlæggelse af svarskrift eller andre dokumenter den ovenfor nævnte virkning. Der tages herved navnlig hensyn til, om udeblivelsen må antages at skyldes lovligt forfald, om der i øvrigt må antages at foreligge undskyldende omstændigheder, eller om modparten ønsker sagen udsat.

I praksis kan denne bestemmelse bl.a. anvendes til at indrømme en part en frist til at fremlægge dokumenter eller til at afhjælpe mangler ved et svarskrift. Bestemmelsen anvendes også, hvor det må antages, at udeblivelsen skyldes lovligt forfald. Det må antages, at modpartens holdning tillægges stor vægt ved rettens afgørelse.

I nogle tilfælde vil sagsøgeren være interesseret i, at der ikke straks afsiges udeblivelsesdom, fordi det må antages, at sagsøgte i så fald vil begære sagen genoptaget, hvilket vil være mere tidskrævende end en kort udsættelse. Dette kan være tilfældet, hvor svarskriftet er indleveret efter fristens udløb, eller hvor sagsøger ved, at sagsøgte vil bestride kravet og eventuelt er repræsenteret ved en advokat.

Reglerne om genoptagelse

Den, som er dømt som udebleven, kan ikke anke dommen, medmindre der er begået sagsbehandlingsfejl, jf. retsplejelovens § 369, stk. 4. Derimod har den dømte efter § 367, stk. 1, krav på at få sagen genoptaget, når den pågældende skriftligt anmoder retten herom inden 4 uger fra dommens afsigelse eller, hvis dommen er afsagt på grundlag af en stævning, som ikke er forkyndt for sagsøgte, inden 4 uger fra dommens forkyndelse for denne. Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning fremsættes senere, men inden et år. Retten kan betinge genoptagelsen af, at den dømte betaler eller stiller sikkerhed for de sagsomkostninger, som er pålagt ham.

Ved afgørelsen af, om genoptagelse kan ske efter udløbet af 4-ugers fristen, lægges der bl.a. vægt på, om sagsøgte har søgt om genoptagelse umiddelbart efter at være blevet bekendt med dommen og på, om sagsøgte har begrundede indsigelser mod dommen.

Reglerne for sagens forberedelse og reglerne om udeblivelse og genoptagelse gælder for alle sager i 1. instans, uanset om sagerne anlægges ved byret eller landsret.

4.2.2. Forslaget

For at sikre en effektiv sagsbehandling er det vigtigt, at parterne møder rettidigt og overholder de fastsatte frister for indlevering af svarskrift m.v. Hvis parterne er klar over, at en udeblivelse eller forsinkelse som hovedregel vil medføre konsekvenser for den pågældende, må det antages at medvirke til, at fristerne overholdes, og at sagsbehandlingstiden dermed nedbringes.

Justitsministeriet finder derfor, at det bør præciseres, at udsættelse i tilfælde af udeblivelse eller fristoverskridelse kun bør ske undtagelsesvis, f.eks. hvor der er grund til at antage, at modparten af undskyldelige grunde er blevet forhindret i at møde eller i at overholde fristen.

De tilfælde, hvor udsættelse undtagelsesvis kan ske, kan f.eks. være tilfælde, hvor der på grund af vanskelige vejr- og trafik forhold er grund til at antage, at udeblivelsen skyldes undskyldelige grunde, eller tilfælde, hvor et svarskrift er indleveret nogle få dage for sent, og hvor der ikke ville være noget vundet ved at afsige en udeblivelsesdom, som måtte antages straks at blive fulgt af en begæring om genoptagelse.

Det forudsættes også, at der stadig vil kunne indrømmes en sagsøgt, som møder uden advokat, en kort frist til at udbedre et mangelfuldt svarskrift eller fremskaffe nødvendige dokumenter.

Det forhold, at modparten ønsker sagen udsat, bør normalt ikke føre til udsættelse, f.eks. hvis en advokat af kollegiale grunde begærer udsættelse, når en kollega udebliver, istedet for at begære sagen afvist eller udeblivelsesdom afsagt.

Hvis sagen afvises, kan sagsøger anlægge ny sag, og hvis der afsiges udeblivelsesdom, kan sagen begæres genoptaget som beskrevet ovenfor. Den part, som er udeblevet, vil imidlertid normalt komme til at betale de af modpartens sagsomkostninger, som er forårsaget af udeblivelsen, uanset om den pågældende vinder sagen. Sagsøger må endvidere betale ny retsafgift. Den foreslåede stramning giver således begge parter et betydeligt incitament til at overholde fristerne.

Om den foreslåede bestemmelse henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 20.

4.3. Adgangen til at udsætte sagen

4.3.1. Gældende ret

Ifølge retsplejelovens § 345 kan retten udsætte behandlingen af en sag, når dette findes hensigtsmæssigt, herunder for at afvente en administrativ eller retlig afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens udfald. Udsættelse kan ske enten på rettens eget initiativ eller efter begæring af en eller begge parter. Udsættelsen kan ske på ethvert tidspunkt af sagen. Der skal dog mere tungtvejende grunde til at udsætte en sag, jo tættere den er på domsforhandlingen.

Udsættelse kan bl.a. ske under sagens forberedelse for at give tid til yderligere skriftveksling, for at indhente syns- og skønserklæringer eller for at afvente en afgørelse, der kan få betydning for sagens udfald. Udsættelse af en berammet domsforhandling kan bl.a. ske, hvis retten, parterne, deres advokater, vidner eller syns- og skønsmænd er forhindrede i at møde, hvis et vidne udebliver fra domsforhandlingen, eller hvis der gives tilladelse til at fremsætte nye påstande eller anbringender eller føre nye beviser.

§ 345 gælder både for sagsbehandlingen i 1. instans og for behandlingen af ankesager.

4.3.2. Forslaget

Som omtalt ovenfor under pkt. 3 fremgår det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at retten i civile sager har ansvaret for, at sagerne behandles inden rimelig tid. Det er således vigtigt, at udsættelser kun sker, når det er påkrævet af hensyn til sagens rette afgørelse.

Det foreslås derfor, at § 345 ændres, således at retten fremover kun kan udsætte en sag under henvisning til, at det findes »påkrævet« og ikke som hidtil, når det findes »hensigtsmæssigt«. Det vil fortsat være nødvendigt at udsætte sagerne under forberedelsen for at give tid til skriftveksling og til at indhente yderligere oplysninger, men det er vigtigt, at udsættelserne kun sker, når det er absolut nødvendigt, også selv om modparten ikke protesterer mod en udsættelse.

Jo tættere sagen er på domsforhandlingen, des vigtigere er det, at udsættelser undgås. En udsættelse tæt på en berammet domsforhandling medfører spild af rettens tid, idet det ofte er for sent at beramme en anden sag den pågældende dag. Udsættelsen vil endvidere ofte blive langvarig, idet der kan gå nogen tid, før retten igen har et ledigt tidspunkt, hvor også advokaterne og parterne kan give møde. Udsættelser som følge af, at der gives tilladelse til inddragelse af nyt processtof, vil blive begrænset som følge af forslaget, som er omtalt under pkt. 4.6, hvorefter adgangen til inddragelse af nyt processtof begrænses. Det kan imidlertid ikke undgås, at berammede domsforhandlinger i et vist omfang må udsættes, fordi retten, en part, en advokat eller et vidne m.v. har lovligt forfald.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 10.

4.4. Indlevering af processkrifter

4.4.1. Gældende ret

Efter at svarskriftet er afgivet, kan retten efter retsplejelovens § 353 bestemme, at yderligere processkrifter skal udveksles. I sager, hvor der er tvist om kravet, vil der ofte under forberedelsen af sagen ske en sådan udveksling af yderligere processkrifter, som betegnes replik og duplik m.v. Retten kan bestemme, at processkrifterne skal fremlægges i et retsmøde (mundtlig forberedelse), eller at de skal sendes til retten og modparten (skriftlig forberedelse).

Hvis en part udebliver fra et retsmøde, hvor der skal fremlægges et processkrift, medfører det udeblivelsesvirkning, som omtalt ovenfor under pkt. 4.2.1. Hvis parten derimod møder op, men ikke fremlægger processkriftet, eller hvis en part undlader at indsende et processkrift inden for den frist, retten har fastsat, er konsekvensen imidlertid ikke udeblivelsesvirkning, men at retten slutter den skriftlige forberedelse. Retten kan så indkalde parterne til et forberedende møde, jf. § 355 som omtalt nærmere under pkt. 4.5, eller retten kan beramme sagen til domsforhandling.

I retsplejelovens § 378, stk. 1, findes en tilsvarende bestemmelse for så vidt angår ankesager. Efter § 378, stk. 1, bestemmer retten om forberedelsen af anken, efter at svarskriftet er afgivet, skal fortsætte ved udveksling af yderligere processkrifter eller afholdelse af retsmøder, eller om forberedelsen skal sluttes og sagen straks berammes til domsforhandling. Der er ikke her knyttet retsvirkninger til undladelse af at indlevere et processkrift.

4.4.2. Forslaget

I reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at der indføres et sanktionssystem, hvorefter overskridelse af de af retten fastsatte frister medfører udeblivelsesvirkning.

Justitsministeriet er enig i, at der er et behov for, at retten kan sanktionere overskridelse af fristerne for indlevering af processkrifter. Den gældende bestemmelse i § 353, 2. pkt., hvorefter konsekvensen er, at retten slutter den skriftlige forberedelse, vil ofte ikke være hensigtsmæssig, idet det i mange tilfælde vil medføre spild af rettens og modpartens tid, hvis en sag berammes til domsforhandling uden at være tilstrækkeligt oplyst, eller hvis parterne indkaldes til et forberedende møde, hvor man blot kan konstatere, at der mangler indlevering af et processkrift.

Det foreslås derfor, at § 353 og § 378 ændres således, at retten kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en vis frist, og at overskridelse af fristen medfører udeblivelsesvirkning, dvs. afvisning, hvis sagsøger overskrider fristen, og afsigelse af udeblivelsesdom, hvis sagsøgte gør det.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17 og 28, og til de specielle bemærkninger til disse bestemmelser.

4.5. Afholdelse af et særligt forberedende møde

4.5.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 355 kan retten indkalde parterne til et særligt forberedende møde. Formålet med mødet er at klarlægge, på hvilke punkter parterne er uenige, samt at tilrettelægge bevisførelsen. Mødet kan endvidere danne grundlag for forligsforhandlinger, og det kan anvendes til at lægge en tidsplan for sagens videre forløb.

§ 355 blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 260 af 8. juni 1979 om ændring af retsplejeloven. Loven byggede på betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager. Ifølge lovudkastet i betænkningen skulle retten indkalde til et forberedende møde, når den skriftlige forberedelse var afsluttet, medmindre yderligere forberedelse skønnedes ufornøden. I det lovforslag, som blev fremsat på grundlag af betænkningen, blev bestemmelsen imidlertid ændret, således at det i videre omfang blev overladt til rettens skøn, om et sådant møde skal afholdes. Ændringen skyldtes, at mundtlig forberedelse blev opretholdt i videre omfang end forudsat i betænkningens lovudkast.

4.5.2. Forslaget

I reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at retten som altovervejende hovedregel skal afholde et forberedende møde efter § 355, når svarskrift foreligger, og at mødet undtagelsesvis kan undlades, hvis parterne er enige om, at sagen istedet kan berammes til domsforhandling.

Justitsministeriet er enig i, at det forberedende møde er et vigtigt instrument for rettens styring af sagen, og at en fastlæggelse på et tidligt tidspunkt af, hvilke omstændigheder der skal gøres til genstand for bevisførelse, og hvordan bevisførelsen skal ske, kan medvirke til at begrænse tidsforbruget for både retten og parterne. Det foreslås derfor, at der bør afholdes et særligt forberedende møde, medmindre retten finder det overflødigt. I de tilfælde, hvor sagen straks efter modtagelsen af svarskriftet kan berammes til domsforhandling, vil et § 355-møde som hovedregel være overflødigt. Det samme må antages at være tilfældet i en del ukomplicerede sager, hvis der ved den pågældende ret anvendes mundtlig forberedelse, og retten dermed ved de retsmøder, der afholdes under forberedelsen, har mulighed for at søge parternes synspunkter afklaret.

Det foreslås endvidere, at det i § 355 præciseres, at mødet også så vidt muligt skal anvendes til at tilrettelægge sagens videre gang, således at der fastsættes så præcise tidsrammer som muligt for de eventuelle yderligere skridt under forberedelsen, som findes nødvendige.

Efter forslaget overlades det til retten at bestemme, på hvilket stadium af sagen der er behov for mødet. I mange tilfælde og særligt, hvis en af parterne er selvmøder og har vanskeligt ved at udtrykke sig skriftligt, vil det være hensigtsmæssigt at afholde mødet umiddelbart efter afgivelsen af svarskriftet. I andre tilfælde, f.eks. hvor parterne fra starten er enige om, hvilke oplysninger der skal indhentes f.eks. gennem syn og skøn, vil det være hensigtsmæssigt at afholde mødet på et senere tidspunkt.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 21 og 22.

4.6. Endelige påstandsdokumenter

I reformforslaget fra Advokatrådet og Den Danske Dommerforening foreslås det, at der inden 4 uger før domsforhandlingen skal afgives endelige påstandsdokumenter, som skal indeholde en opsummering og præcisering af parternes påstande og anbringender samt angive bevisførelse. Påstandsdokumenterne kan bestå i en henvisning til et tidligere afgivet processkrift.

Justitsministeriet finder, at indførelsen af sådanne endelige påstandsdokumenter kan være et egnet instrument til at sikre, at sager, der berammes til domsforhandling, også i god tid inden domsforhandlingen er gennemarbejdet, så der ikke fremkommer nye oplysninger i sidste øjeblik. Hvis en part i forbindelse med udarbejdelsen af påstandsdokumentet bliver opmærksom på, at der mangler så vigtige oplysninger, at en udsættelse af sagen er nødvendig, vil fristen endvidere føre til, at begæringen om udsættelse kommer på et tidspunkt, hvor retten stadig kan nå at beramme en anden sag på det pågældende tidspunkt, så rettens tid ikke går til spilde.

Det foreslås derfor, at retten kan pålægge parterne inden domsforhandlingen at indlevere et endeligt påstandsdokument til retten. Efter forslaget skal ordningen ikke være obligatorisk. Det er således op til retten at afgøre, om der er behov for påstandsdokumenter, idet det må antages, at en del sager vil være så ukomplicerede, at det vil være overflødigt at kræve påstandsdokumenter.

Der foreslås endvidere ikke i loven fastsat en bestemt frist for tidspunktet for indlevering af påstandsdokumenter. Det skyldes, at det findes mest hensigtsmæssigt, at retten afhængig af sagens karakter m.v. kan bestemme dette tidspunkt.

Hvis påstandsdokumenterne ikke indleveres rettidigt, er konsekvensen, at sagen afvises, hvis det er sagsøger, der ikke indleverer et påstandsdokument, og at der afsiges udeblivelsesdom, hvis det er sagsøgte.

For at formålet med påstandsdokumenterne ikke skal forspildes, er det nødvendigt at begrænse adgangen til at inddrage nyt processtof efter indleveringen af påstandsdokumenterne. Det foreslås derfor, at udvidelse af påstandene, fremsættelse af nye anbringender og førelse af nye beviser efter dette tidspunkt kun kan ske med rettens tilladelse og kun i det omfang, betingelserne i § 363, stk. 1, er opfyldt. Dette indebærer, at den begrænsning af adgangen til at inddrage nyt processtof, som gælder under selve domsforhandlingen, vil gælde allerede fra indleveringen af påstandsdokumenterne. Om reglerne om inddragelse af nyt processtof henvises til pkt. 4.7. nedenfor.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 23, og de specielle bemærkninger hertil.

4.7. Adgangen til at inddrage nyt processtof i sagen (nova)

4.7.1. Gældende ret

4.7.1.1. Inddragelse af nyt processtof i 1. instans

Fra forberedelsens afslutning til domsforhandlingens begyndelse gælder reglen i retsplejelovens § 357, stk. 1, der fastsætter en række indskrænkninger i adgangen til at fremkomme med nye påstande og anbringender og fremsætte begæring om nye beviser m.v. Hvis en part vil fremkomme med nye påstande, anbringender eller nye beviser, skal han give retten og modparten meddelelse herom. Hvis modparten ikke vil give samtykke til inddragelsen af nyt processtof, må han inden en uge efter at have modtaget meddelelsen give retten og den anden part underretning herom. Retten skal så afgøre, om udvidelsen af påstandene, fremsættelsen af nye anbringender eller førelsen af nye beviser kan tillades. Rettens afgørelse træffes efter retsplejelovens § 363, som er omtalt nedenfor. Retten kan derimod ikke på dette stadium af sagen af egen drift nægte, at der inddrages nyt processtof i sagen.

Efter § 357, stk. 2, skal formalitetsindsigelser, der kan frafaldes, fremsættes i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes skriftligt, i det 1. retsmøde under forberedelsen. En formalitetsindsigelse, der kan frafaldes, kan f.eks. være en indsigelse om, at sagen ikke er anlagt ved rette værneting, eller om, at sagen skulle have været behandlet ved voldgift. Hvis en sådan indsigelse fremsættes senere, finder den ovenfor omtalte bestemmelse i § 357, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

Hvis anmodningen om inddragelse af nyt processtof først fremsættes efter, at domsforhandlingen er begyndt, kan tilladelse til inddragelse af nyt processtof, hvis modparten protesterer herimod, kun gives, jf. § 363, stk. 1, nr. 1-3, hvis det må anses for undskyldeligt, at ændringen af påstanden eller fremsættelsen af de nye anbringender ikke er sket inden domsforhandlingen (§ 363, stk. 1, nr. 1), hvis modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden udsættelse af domsforhandlingen (§ 363, stk. 1, nr. 2), eller hvis nægtelse af tilladelsen vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten (§ 363, stk. 1, nr. 3).

Efter § 363, stk. 3, kan retten også i tilfælde, hvor modparten ikke protesterer, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye anbringender eller førelse af nye beviser. I praksis vil modpartens holdning dog oftest være afgørende for, om inddragelse af nyt processtof kan ske.

Hvis det nye processtof ikke tillades inddraget under sagen i 1. instans, kan det søges inddraget under en anke. Adgangen til inddragelse af nova i ankesager er imidlertid ikke ubegrænset. Reglerne herom findes i retsplejelovens §§ 380-384 og indeholder både begrænsninger i adgangen til at inddrage processtof, som ikke har været inddraget i 1. instans, og begrænsninger i adgangen til at inddrage processtof, som først gøres gældende på et sent tidspunkt under ankesagen. Det forhold, at der går en vis tid, før sagen kommer for i ankeinstansen, vil dog ofte føre til, at modparten har tilstrækkelig tid til at varetage sine interesser, og at retten derfor vil give tilladelse til at inddrage det nye processtof. Reglerne om fremsættelse af nye påstande i ankeinstansen er nærmere gennemgået nedenfor under pkt. 4.7.1.2.

4.7.1.2. Adgangen til at fremsætte nye påstande i ankeinstansen

Ankesagens indledning

Anke sker ved indlevering af en ankestævning til ankeinstansen. Ankestævningen skal bl.a. indeholde appellantens påstand, jf. retsplejelovens § 373.

Retten lader herefter ankestævningen forkynde for indstævnte og pålægger denne at afgive svarskrift enten i et retsmøde eller ved indlevering til retten inden en vis frist, jf. § 375. Svarskriftet skal bl.a. indeholde indstævntes påstand, jf. § 376. Såfremt indstævnte påstår stadfæstelse af den indankede dom og ikke ønsker at påberåbe sig nye anbringender eller beviser, er afgivelse af svarskrift unødvendigt. Hvis svarskrift ikke afgives rettidigt, anses indstævnte for at have påstået stadfæstelse, jf. § 377, stk. 2.

Fremsættelse af nye påstande

Påstande, som ikke er fremsat i ankestævningen eller svarskriftet, men som har været gjort gældende i forrige instans, kan frit fremsættes under forberedelsen i landsretten. Hvis sådanne påstande først fremsættes efter, at forberedelsen er afsluttet, kan retten nægte dem fremsat, såfremt de burde have været fremsat tidligere under anken.

Påstande, som ikke har været fremsat i forrige instans, kan - hvis modparten protesterer - kun fremsættes med rettens tilladelse, jf. § 383. Dette gælder også nye anbringender. Hvis påstandene eller anbringenderne heller ikke har været fremsat under forberedelsen af anken, kan retten nægte parten adgang til at fremsætte dem, selv om modparten ikke protesterer, jf. § 383, stk. 3. Hvis de nye påstande eller anbringender, vil gøre det nødvendigt for retten at tage stilling til forhold, som ikke har foreligget for den foregående instans, kan retten også nægte dem fremsat, selv om modparten ikke protesterer.

Adgangen til at hæve sagen

Appellanten kan ikke hæve ankesagen efter, at ankestævningen er forkyndt for indstævnte, hvis denne i et rettidigt afgivet svarskrift fremsætter anden påstand end stadfæstelse og ønsker sagen fremmet, jf. § 379, 1. pkt. Appellanten kan heller ikke hæve sagen, hvis indstævnte ændrer en tidligere nedlagt påstand om stadfæstelse inden 2 uger efter, at indstævnte har fået meddelelse fra retten om, at appellanten vil hæve sagen, jf. § 379, 2. pkt.

4.7.2. Forslaget

4.7.2.1. Adgangen til inddragelse af nyt processtof i 1. instans

I reformforslaget fra Den Danske Dommerforening og Advokatrådet foreslås det, at reglerne om nova strammes op både i 1. instans og i ankeinstansen.

Justitsministeriet er enig i, at det er af stor vigtighed for en hurtig behandling af en sag, at det på et tidligt tidspunkt af sagen gøres klart, hvilke påstande og anbringender der gøres gældende, og hvilke beviser der skal føres. Formålet med reglerne om nova er at sikre, at dette sker. En stramning af reglerne om nova vil derfor medvirke til, at parterne er mere omhyggelige med fra starten at undersøge sagerne til bunds og skaffe de relevante oplysninger, idet de ellers vil risikere at blive afskåret fra at inddrage oplysningerne i sagen.

Som omtalt ovenfor under pkt. 3.2. har retten en selvstændig pligt til at sikre, at sagerne ikke trækker unødigt længe ud. Det kan måske ikke udelukkes, at en advokat af kollegiale årsager i nogle tilfælde vil afholde sig fra at protestere mod, at modpartens advokat inddrager nye oplysninger i sagen, eller at modparten ikke er tilstrækkelig opmærksom på, at inddragelsen af de nye oplysninger vil forsinke sagen. Justitsministeriet finder derfor, at der er et behov for, at retten også inden domsforhandlingen kan nægte en part adgang til at inddrage nyt processtof, uanset at modparten ikke protesterer. En sådan adgang indføres ved den foreslåede ændring af retsplejelovens § 357, hvorefter retten, uanset at modparten ikke har nægtet at samtykke, kan modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat i svarskriftet eller i første retsmøde.

Ved afgørelsen af, om retten skal modsætte sig udvidelsen, bør retten udover de hensyn, der er anført i § 363, stk. 1, som er omtalt under pkt. 4.6.1.1., især lægge vægt på, om udvidelsen vil medføre en udsættelse af en berammet domsforhandling, eller at berammelsen af domsforhandlingen vil blive væsentligt forsinket. Hvis inddragelsen af nyt processtof ikke kræver en udsættelse af sagen, vil der som udgangspunkt ikke være grundlag for at anvende den foreslåede regel i § 357, stk. 3.

Hvis der er tale om en formalitetsindsigelse, som fremsættes på et sent tidspunkt af sagen, vil indsigelsen, såfremt den tages til følge, medføre, at sagen afvises. Dette vil indebære, at sagen må begynde forfra ved en anden domstol eller ved voldgift, og der vil derfor ofte ske en betydelig forsinkelse af sagen. I et sådant tilfælde vil en anvendelse af den foreslåede regel i § 357, stk. 3, efter omstændighederne være berettiget, således at fremsættelsen af indsigelsen afskæres, uanset at modparten har samtykket.

Hvis anmodningen om inddragelse af nyt processtof først fremkommer under domsforhandlingen, er der allerede i § 363, stk. 3, hjemmel til, at retten kan modsætte sig inddragelsen af nyt processtof, uanset at modparten ikke protesterer.

De hensyn, der kan føre til, at nyt processtof tillades inddraget på så sent et tidspunkt, er opregnet i § 363, stk. 1, nr. 1-3, som er omtalt ovenfor under pkt. 4.6.1.1.

Justitsministeriet har overvejet, om der er et behov for en stramning af disse regler. Hvis modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden udsættelse af domsforhandlingen, jf. § 363, stk. 1, nr. 2, vil der ikke af hensyn til sagens fremme være noget behov for at nægte inddragelsen. Da hensynet til sagens fremme skal afvejes over for hensynet til, at sagen får et materielt rigtigt resultat, bør inddragelsen heller ikke nægtes, hvis det vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten, jf. § 363, stk. 1, nr. 3. I disse tilfælde må en nægtelse endvidere antages ofte at medføre, at dommen ankes. Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke, at der er behov for ændring af § 363, stk. 1, nr. 2 og 3.

Derimod finder Justitsministeriet, at der bør ske stramning af § 363, stk. 1, nr. 1, hvorefter tilladelse til inddragelse af nyt processtof kan gives, hvis det må anses for undskyldeligt, at inddragelsen ikke er sket inden domsforhandlingen.

For at tilskynde parterne til at inddrage alle relevante oplysninger tidligst muligt, foreslås det, at § 363, stk. 1, nr. 1, ændres, således at tilladelse til inddragelse af nyt processtof efter denne bestemmelse kun kan gives, hvis det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden domsforhandlingen.

Hvorvidt sådanne særlige grunde foreligger, beror på en konkret vurdering i den enkelte sag.

I det omfang, retten anvender den foreslåede nye bestemmelse i § 256 a om at pålægge parterne at indlevere endelige påstandsdokumenter, vil dette medføre en yderligere indskrænkning i adgangen til at fremkomme med nyt processtof på et sent tidspunkt, jf. nærmere ovenfor under pkt. 4.5. og de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 23.

Om de foreslåede bestemmelser henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 24 og 26.

4.7.2.2. Adgangen til at fremsætte nye påstande i ankeinstansen

Justitsministeriet finder, at det er væsentligt for en hurtig og effektiv behandling af ankesager, at parterne allerede ved sagens begyndelse har overvejet sagen så grundigt, at der ikke er behov for at ændre påstandene undervejs under ankesagen. Det må endvidere i langt de fleste tilfælde være muligt for parterne efter, at sagen har været behandlet i en instans - eller eventuelt i to - allerede i henholdsvis ankestævning og svarskrift at nedlægges så præcise påstande, at der ikke som udgangspunkt er behov for senere ændringer.

Det foreslås derfor, at § 382, stk. 1, og § 383, stk. 3, ændres, således at retten kan nægte en part adgang til at fremsætte påstande, som ikke er fremsat i ankestævningen eller i svarskriftet. Herved tilskyndes parterne til at fremsætte de relevante påstande allerede ved sagens begyndelse, således at parterne og retten herefter kan koncentrere sig om effektivt at tilrettelægge forberedelsen og den fornødne bevisførelse.

Om retten skal nægte tilladelse, beror på en konkret vurdering af bl.a. årsagen til, at påstanden først fremsættes på dette tidspunkt, betydningen for den pågældende part af, at den nye påstand tillades fremsat, modpartens adgang til at varetage sine interesser og den eventuelle forsinkelse, som den nye påstand vil medføre for sagen.

Ændringerne vedrører kun adgangen til at fremsætte nye påstande. Der foreslås således ikke ændringer i adgangen til at fremsætte nye anbringender eller føre nye beviser.

Endvidere foreslås det, at § 379, 2. pkt., ophæves, således at indstævnte ikke længere kan forhindre appellanten i at hæve sagen ved at ændre en tidligere nedlagt påstand om stadfæstelse efter, at appellanten har anmodet om, at sagen hæves. Justitsministeriet finder ikke, at denne adgang for indstævnte til at fortryde sin påstand om stadfæstelse i de tilfælde, hvor appellanten vil hæve sagen, bør opretholdes. Det skyldes bl.a., at indstævntes påstand om stadfæstelse bør være udtryk for en grundig overvejelse, som ikke uden videre skal kunne ændres, når modparten ved at frafalde anken har givet udtryk for at acceptere 1. instansafgørelsen. Efter forslaget til ændring af § 382, stk. 1, og § 383, stk. 3, ville retten endvidere kunne nægte en sådan ændring af påstanden.

De foreslåede ændringer vedrører både ankesager, der behandles ved landsret, og ankesager, der behandles ved Højesteret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 29, 30 og 31, og til de specielle bemærkninger til disse bestemmelser.

4.8. Frist for afsigelse af dom

4.8.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 219 skal rettens afgørelse træffes snarest muligt efter, at den pågældende forhandling er til ende. Domme og kendelser i straffesager skal afsiges senest inden en uge, og hvis der har medvirket nævninge senest dagen efter. Derimod gælder der ingen frist for afsigelsen af domme i civile sager.

I civile sager fremsætter retterne i praksis i en del tilfælde umiddelbart efter domsforhandlingens afslutning en tilkendegivelse, som indeholder et forslag til forlig af sagen. Tilkendegivelsen kan gives mundtligt eller skriftligt. Tilkendegivelsen kan indeholde et forhåndstilsagn fra retten om, hvad en eventuel dom vil gå ud på, eller den kan indeholde et forligsforslag ud fra friere overvejelser. Hvis parterne ikke straks kan tage stilling til, om de vil forlige sagen, udsættes sagen ofte kortvarigt for, at parterne kan overveje tilkendegivelsen. Hvis der ikke afgives nogen tilkendegivelse, eller hvis tilkendegivelsen ikke accepteres af parterne, optages sagen til dom.

Ved sagens optagelse til dom vil retten ofte tilkendegive, hvornår dommen bliver afsagt, men der er efter de gældende regler i retsplejeloven ikke pligt til at meddele dette tidspunkt.

4.8.2. Forslaget

I reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at retten ved domsforhandlingens afslutning skal meddele dato for domsafsigelsen, og at dommen skal være afsagt inden 6 uger i byretssager - dog 8 uger, hvis der fremsættes en skriftlig tilkendegivelse - og inden 3 måneder i landsretssager.

Justitsministeriet er enig i, at det må antages at have væsentlig betydning for parterne, at dommen afsiges så hurtigt som muligt. Det er endvidere vigtigt, at parterne straks efter afslutningen af domsforhandlingen får at vide, hvornår dommen vil blive afsagt.

Justitsministeriet finder endvidere, at fastsættelsen af en frist for domsafsigelsen vil være egnet til at sikre, at der ikke går mere tid end højst nødvendigt, før dommen afsiges. De af Advokatrådet og Den Danske Dommerforening foreslåede frister må antages at være fastsat således, at de vil kunne overholdes, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder.

I overensstemmelse med forslaget fra Den Danske Dommerforening og Advokatrådet foreslås det derfor, at retten, når sagen optages til dom, skal tilkendegive tidspunktet for domsafsigelsen. I byretssager skal domsafsigelsen finde sted senest 6 uger efter sagens optagelse til dom eller kendelse og i landsretssager senest 3 måneder efter optagelsen.

Det foreslås, at fristen skal regnes fra tidspunktet for sagens optagelse til afgørelse (dom eller kendelse). Det skyldes, at der i de sager, hvor retten fremsætter forslag om forlig af sagen, ofte vil være behov for efter domsforhandlingen at udsætte sagen med henblik på, at parterne får en frist til at overveje rettens tilkendegivelse om forlig af sagen. Denne udsættelse vil ofte være ganske kortvarig, men i meget komplicerede sager og i sager, hvor den ene part er en offentlig myndighed, en forening eller en stor virksomhed, kan der være behov for længere tid. I disse sager optages sagen først til dom eller kendelse, når fristen for stillingtagen til forslaget om forlig udløber, eller når en af parterne meddeler, at den pågældende ikke kan acceptere tilkendegivelsen og derfor ønsker en dom.

Da fristen efter forslaget først regnes fra optagelsen, er der ikke behov for en særlig 8-ugers frist i byretssager, hvor der afgives tilkendegivelse.

Det forudsættes, at dommene vil blive afsagt så hurtigt som muligt, og at dette i en række sager vil være tidligere end henholdsvis 6 uger eller 3 måneder efter optagelsen. I visse sager, f.eks. forældremyndighedssager, vil en hurtig afgørelse være af særlig stor betydning.

De anførte frister skal efter forslaget kun helt undtagelsesvis kunne fraviges, og der skal i disse tilfælde gives en begrundelse for fravigelsen.

I § 219, stk. 2, foreslås det derfor, at retten, når særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan beslutte at fravige de ovenfor omtalte frister. De særlige omstændigheder kan f.eks. være, at den sag, der skal afgøres, er usædvanligt omfattende eller kompliceret, eller at dommeren er forhindret i at overholde fristen f.eks. på grund af sygdom. Derimod forudsættes det, at rettens generelle arbejdsbyrde normalt ikke kan begrunde en fravigelse af fristerne, idet formålet med fristerne da vil forspildes.

Det foreslås, at beslutningen om at fravige fristerne ikke skal kunne kæres, bl.a. fordi en kæresag vil påføre retten en yderligere arbejdsbyrde og dermed yderligere forsinke domsafsigelsen.

Samtidig foreslås, at den nugældende bestemmelse i retsplejelovens § 219, der omfatter domme både i civile sager og straffesager, deles i to bestemmelser, § 219 og § 219 a, der vedrører henholdsvis civile sager og straffesager.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 7 og 8.

4.8.3. Dommens indhold

Efter retsplejelovens § 366 a skal domme indeholde parternes påstande og en fremstilling af sagen, herunder en gengivelse af parternes anbringender og i fornødent omfang af deres og vidners forklaring, samt angive de faktiske og retlige omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse.

I byretssager kan retten imidlertid efter § 366 a, stk. 2, vælge at skrive en dom uden fuldstændig sagsfremstilling (en såkaldt kort dom), hvor sagsfremstillingen begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender, såfremt der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen.

I reformforslaget fra Dommerforeningen og Advokatrådet foreslås det, at parterne får adgang til at tilkendegive, om de ønsker en dom med en fuldstændig sagsfremstilling, og at parternes tilkendegivelse herom skal tilføres retsbogen. Tilkendegivelsen skal ikke være bindende for retten.

Justitsministeriet har overvejet, om en sådan regel bør medtages i lovforslaget. Justitsministeriet har imidlertid valgt ikke at foreslå ændringer på dette område. Det skyldes bl.a., at parternes tilkendegivelser om, at de ønsker en dom med fuldstændig sagsfremstilling, og parternes begrundelse herfor, må antages i praksis at blive tillagt væsentlig betydning ved rettens afgørelse om valget af domsform.

4.9. Forkyndelse af stævninger

4.9.1. Gældende ret

Ved lov nr. 369 af 18. maj 1994 blev der i retsplejelovens § 350, stk. 2, indsat en bestemmelse, hvorefter retten kan bestemme, at stævningen i civile sager i 1. instans ikke skal forkyndes. I stedet fremsendes stævningen til sagsøgte med almindeligt brev. Samtidig blev der indsat en bestemmelse i § 219, stk. 4, hvorefter de processuelle frister, som løber fra dommens afsigelse, regnes fra dommens forkyndelse for sagsøgte, når denne er dømt som udebleven, uden at stævningen er blevet forkyndt, og § 165, stk. 2, blev ændret, således at udgiften ved forkyndelsen af disse domme afholdes af den, som har begæret forkyndelsen. Reglerne indebærer, at sagsøger, for at kunne få dommen fuldbyrdet i fogedretten, skal lade den forkynde for sagsøgte, idet dommen først kan fuldbyrdes 14 dage efter forkyndelsen, jf. retsplejelovens § 480.

En undersøgelse foretaget af Justitsministeriet i august/september 1995 viste, at 17 byretsembeder ud af 82, herunder de 5 præsidentledede byretter i København, Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, på daværende tidspunkt anvendte de nye regler, hvorefter der ikke sker forkyndelse af stævningen, men fremsendelse af denne ved almindeligt brev til sagsøgte.

Af undersøgelsen fremgik bl.a., at ordningen generelt har været en fordel for embedernes sagsekspedition, men 11 ud af de 17 embeder fremhævede, at stævningsmænd og advokater var utilfredse med ordningen.

Advokatrådet har tilkendegivet, at reglerne bør ophæves, idet de medfører et meget betydeligt administrativt arbejde for advokaterne, som skal sørge for dommenes forkyndelse.

Der har også været en række andre problemer med ordningen, bl.a i de sager, hvor der ved dommen tillægges statskassen omkostninger. Problemet har her været, om retten ved inddrivelse af omkostningerne selv skulle lade dommen forkynde, eller om retten kunne anvende den af sagsøger forkyndte dom, og om retten i så fald skulle betale en del af forkyndelsesomkostningerne.

4.9.2. Forslaget

I reformforslaget fra Advokatrådet og Den Danske Dommerforening foreslås det, at alle borgerlige sager indledes med en egentlig forkyndelse af stævningen ved rettens foranstaltning.

Justitsministeriet er enig i, at de praktiske vanskeligheder for advokater m.v. ved forkyndelse af de udeblivelsesdomme, der bliver afsagt på grundlag af stævninger, som ikke er forkyndt for sagsøgte, har vist sig at overstige de fordele, der for nogle retter har været forbundet med ordningen. Det må endvidere anses for hensigtsmæssigt, at retternes fremgangsmåde ved behandling af civile sager på dette punkt bliver ensartet, således at advokaterne kan anvende samme praktiske fremgangsmåde ved udtagelsen af stævninger ved alle byretter.

Det foreslås derfor i overensstemmelse med reformforslaget, at bestemmelsen i § 350, stk. 2, hvorefter retten kan bestemme, at stævningen ikke skal forkyndes, ophæves. Dette indebærer, at retten i alle civile sager, skal lade stævningen forkynde for sagsøgte. En eventuel udeblivelsesdom vil herefter ikke skulle forkyndes. Endvidere foreslås en række konsekvensændringer, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, 13, 15, 17, 18 og 33.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 14.

4.10. Efteruddannelse af advokatfuldmægtige

4.10.1. Gældende ret og baggrunden for forslaget

Ret til at få beskikkelse som advokat har enhver, der er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, og som ikke har anmeldt betalingsstandsning og ikke er under konkurs. Endvidere skal den pågældende have bestået juridisk kandidateksamen og i mindst 3 år have været i praktisk juridisk virksomhed, jf. retsplejelovens § 119, stk. 2.

Praktisk juridisk virksomhed består i deltagelse i almindelig advokatvirksomhed, herunder behandling af retssager, som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, eller i arbejde i en juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, hvori behandling af retssager indgår som en væsentlig del, jf. retsplejelovens § 119, stk. 3. Der er dog efter retsplejelovens § 199, stk. 4-5, mulighed for også at meddele beskikkelse på grundlag af andre former for juridisk virksomhed.

Efter retsplejelovens § 119, stk. 6, kan justitsministeren fastsætte regler om, at gennemførelsen af en teoretisk efteruddannelse på områder af særlig betydning for advokater er en betingelse for at få beskikkelse som advokat. Sådanne regler er fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1129 af 13. december 1996 om obligatorisk efteruddannelse som betingelse for at få beskikkelse som advokat. Bekendtgørelsen finder anvendelse for personer, der har bestået juridisk kandidateksamen efter den 1. januar 1997.

Bekendtgørelsen er udarbejdet på grundlag af en rapport om obligatorisk efteruddannelse af advokatfuldmægtige afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet. I arbejdsgruppen deltog repræsentanter for Justitsministeriet, Advokatsamfundet, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Politifuldmægtigforeningen samt Københavns og Århus Universitet.

I rapporten om obligatorisk efteruddannelse af advokatfuldmægtige anbefales det, at der indføres en obligatorisk efteruddannelse for advokatfuldmægtige som betingelse for at opnå beskikkelse som advokat. Formålet med den obligatoriske efteruddannelse er bl.a. at sikre en velkvalificeret advokatstand.

I overensstemmelse med udvalgets anbefalinger er det ved den nævnte bekendtgørelse om obligatorisk efteruddannelse fastsat, at efteruddannelsen består af 36 kursusdage fordelt over 4 semestre. Undervisningen er praktisk betonet og vedrører juridiske discipliner af central betydning for praktiserende advokater. Efteruddannelsen afsluttes med en eksamen.

Det nærmere indhold af kurserne samt betaling for kurserne fastlægges i et kursusudvalg, som nedsættes af justitsministeren. Justitsministeren skal godkende kursusplan m.v. samt udvalgets fastsættelse af betaling for deltagelse i uddannelsen. I 1997 er den samlede kursusafgift for hele efteruddannelsesforløbet ca. 44.000 kr.

Der var i arbejdsgruppen om obligatorisk efteruddannelse enighed om, at der ved en ændring af retsplejeloven bør fastsættes bindende regler om principalers pligt til at sikre, at deres advokatfuldmægtige deltager i den obligatoriske efteruddannelse, og at Advokatnævnet bør have mulighed for at sanktionere tilfælde, hvor en principal lægger hindringer i vejen for, at vedkommendes advokatfuldmægtig deltager i undervisningen. Arbejdsgruppen anbefalede således, at det bør anses for at stride mod god advokatskik, hvis en advokat ikke sørger for, at advokatfuldmægtigen kan deltage i efteruddannelsen.

Arbejdsgruppen forudsatte endvidere, at advokatfuldmægtigenes efteruddannelse betales af principalen.

Efter retsplejelovens § 126, stk. 1, skal en advokat udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv tilsiger. Efter § 126, stk. 3, må en advokat ikke uden for sin advokatvirksomhed i forretningsforhold eller i andre forhold af økonomisk art udvise en adfærd, der er uværdig for en advokat.

Klager over, at en advokat har tilsidesat de pligter, der følger af bestemmelserne i retsplejelovens § 126 eller andre bestemmelser i retsplejeloven, kan indgives til Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 147 b. Finder Advokatnævnet, at klagen er berettiget, kan nævnet tildele advokaten en advarsel eller irettesættelse eller pålægge en bøde, jf. retsplejelovens § 147 c. Nævnet har tillige mulighed for under anvendelse af tvangsbøder at pålægge en advokat at opfylde en pligt, der er fastsat i loven. Endelig kan nævnet ved grov eller oftere gentagen overtrædelse helt eller delvist frakende en advokat retten til at drive advokatvirksomhed.

Klager til Advokatnævnet kan - foruden af den krænkede selv - tillige indgives af Advokatrådet, der fører tilsyn med advokater, jf. retsplejelovens § 143, stk. 2.

4.10.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at indførelsen af en obligatorisk efteruddannelse for advokatfuldmægtige indebærer, at det bør anses som en naturlig forpligtelse for fuldmægtigens arbejdsgiver at sørge for, at arbejdet kan tilrettelægges på en sådan måde, at fuldmægtigen har mulighed for at deltage i undervisningen og gå til eksamen.

Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde arbejdsgruppens forslag om, at der gives Advokatnævnet mulighed for at sanktionere tilfælde, hvor en principal lægger hindringer i vejen for en advokatfuldmægtigs deltagelse i den obligatoriske uddannelse.

Justitsministeriet er ligeledes enig i, at det skal påhvile advokaten at afholde udgiften til den obligatoriske undervisning.

Den nugældende bestemmelse om god advokatskik i § 126, stk. 1, angår først og fremmest advokatens forhold til klienter, mens bestemmelsen i stk. 3 drejer sig om forhold uden for advokatvirksomheden. De nævnte bestemmelser kan uanset den generelle formulering næppe antages at indebære en pligt for advokaten til at medvirke til advokatfuldmægtiges obligatoriske efteruddannelse og til at afholde udgifterne til uddannelsen.

Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt stykke i retsplejelovens § 126, der udtrykkeligt giver advokaten pligt til at medvirke til, at advokatfuldmægtigen kan deltage i efteruddannelsen, og som samtidig pålægger advokaten at afholde udgifterne til uddannelsen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det vil være i strid med god advokatskik, hvis en advokat forhindrer en advokatfuldmægtig, der er autoriseret hos ham, i at deltage i den obligatoriske efteruddannelse, eller undlader at betale udgifterne til undervisningen.

5.1. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Forslaget om, at civile sager altid skal indledesmed forkyndelse af stævningen, vil indebære et vist merarbejde for den civile stævningstjeneste ved de retter. Forslaget skønnes dog ikke at medføre administrative og økonomiske konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

5.2. Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser

Lovforslagets § 1, nr. 5, indebærer, at advokater, der har en autoriseret advokatfuldmægtig, skal dække omkostningerne til den obligatoriske efteruddannelse af advokatfuldmægtigen. Denne efteruddannelse, der består af 36 kursusdage fordelt over 4 semestre, koster i dag i alt ca. 44.000 kr. pr. fuldmægtig.

Før indførelsen af den obligatoriske efteruddannelse af advokatfuldmægtige deltog størsteparten af advokatfuldmægtige på frivillig basis i en stort set tilsvarende efteruddannelse. Omkostningerne ved denne efteruddannelse blev næsten undtagelsesfrit afholdt af advokatfuldmægtigens principal. Lovforslagets § 1, nr. 5 kan derfor ikke forventes at medføre nævneværdige økonomiske konsekvenser for advokaterhvervet.

6. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Stævningsmændenes Landsforening og Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1 Til nr. 1 (§ 4, stk. 2)

Ændringen er en konsekvens af, at landsretterne er blevet tilført yderligere ressourcer, således at Østre Landsret nu består af en præsident og 52 andre landsdommere, mens Vestre Landsret består af en præsident og 35 andre landsdommere.

Til nr. 2 og 3 (§§ 16 a, stk. 1, og 17, stk. 1)

Ændringen er en konsekvens af, at der nu er gennemført en administrationsordning ved retten i Haderslev, således at den ene af rettens to dommere er udnævnt som administrerende dommer.

Til nr. 4 (§ 41, stk. 5)

§ 41, stk. 5, indeholder en henvisning til reglerne i § 219 om en domfældts ret til at få en udskrift af dommen. Ændringen af § 41 er en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 8, til en ny § 219 a, som indeholder reglerne om afsigelse af domme i straffesager.

Til nr. 5 (§ 126, stk. 3).

Ændringen fastsætter, at det vil stride mod god advokatskik, hvis en advokat ikke tilmelder sin autoriserede fuldmægtig til den teoretiske efteruddannelse, der er en betingelse for at opnå beskikkelse som advokat. Det samme gælder, hvis advokaten i øvrigt lægger hindringer i vejen for fuldmægtigens deltagelse i de obligatoriske kurser, f.eks. ved at nægte den pågældende tjenestefri i de 36 kursusdage, som efteruddannelsen varer, eller ved ikke at sørge for, at advokatfuldmægtigens arbejde kan tilrettelægges med henblik på kursusdeltagelsen.

Advokaten er samtidig forpligtet til at afholde selve kursusafgiften. Derimod stilles der ikke efter den foreslåede bestemmelse krav om, at advokaten afholder andre omkostninger forbundet med fuldmægtigens deltagelse i kurset f.eks. transportudgifter. Der stilles heller ikke krav om, at fuldmægtigen skal have løn i de 36 dage, hvor han har tjenestefri med henblik på deltagelse i efteruddannelseskursus. Sådanne krav vil imidlertid kunne følge af andre forhold, f.eks. ansættelsesretlige regler eller aftaler.

Klager over, at en advokat har tilsidesat sine forpligtelser efter den foreslåede bestemmelse, kan indgives til Advokatnævnet, jf. § 147 b. En klage kan indgives både af fuldmægtigen selv og af Advokatrådet. Advokatrådet fører et almindeligt tilsyn med advokater, jf. retsplejelovens § 143, stk. 2, og vil i den anledning - også uden at advokatfuldmægtigen selv har udtrykt ønske om, at der rejses en klagesag mod advokaten - kunne indbringe et spørgsmål om overtrædelse af den foreslåede bestemmelse for Advokatnævnet.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.10.

Til nr. 6 (§ 165, stk. 2)

Ændringen er en konsekvens af forslaget om, at retten i alle civile sager skal forkynde stævningen for sagsøgte. Der er herefter ikke længere behov for den nugældende regel i § 165, stk. 2, hvorefter vederlaget for forkyndelse af udeblivelsesdomme, som er afsagt uden, at stævningen har været forkyndt for sagsøgte, betales af den, som ønsker forkyndelsen foretaget.

Til nr. 7 (§ 219)

Efter forslaget samles reglerne om afsigelse af domme i civile sager i § 219, mens reglerne om afsigelse af domme i straffesager findes i den foreslåede nye bestemmelse i § 219 a.

Stk. 1, 1. pkt., svarer til den nugældende § 219, stk. 1, 1. pkt.

Efter de foreslåede bestemmelser i stk. 1, 2.- 4. pkt. , skal retten, når sagen optages til dom eller kendelse, tilkendegive, hvornår dommen vil blive afsagt. I byretssager skal dommen afsiges senest 6 uger og i landsretssager senest 3 måneder efter optagelsen. Tidspunktet for domsafsigelsen kan ændres af retten uden begrundelse, så længe disse frister ikke overskrides. Retten skal i så fald meddele parterne det nye tidspunkt.

Fristen regnes fra sagens optagelse til dom eller kendelse. Det indebærer, at fristen i de sager, hvor sagen efter domsforhandlingen udsættes med henblik på, at parterne kan tage stilling til et forslag fra retten om forlig af sagen, først regnes fra udløbet af fristen for svar på rettens tilkendegivelse om forlig eller fra det tidspunkt, hvor en af parterne meddeler, at tilkendegivelsen ikke kan accepteres, og at sagen ønskes optaget til dom. Retten skal så på dette tidspunkt tilkendegive, hvornår dommen vil blive afsagt.

I stk. 2 foreslås det, at de i stk. 1 nævnte frister kan fraviges, hvis ganske særlige omstændigheder gør det påkrævet. Beslutningen om fravigelsen af fristerne skal begrundes. Særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af fristerne, kan f.eks. være forfald hos et af rettens medlemmer, eller at der er tale om en usædvanligt kompliceret sag. Rettens generelle arbejdsbyrde vil derimod ikke kunne anvendes som begrundelse, bortset fra ganske særlige tilfælde, hvor der er tale om en ekstraordinær belastning af et embede indenfor et kortere tidsrum, hvor det ikke har været muligt at skaffe assistance ved hjælp af rejsedommerordningen. Der kan f.eks. forekomme tilfælde, hvor et mindre dommerembede rammes af sygdom og samtidig belastes af større straffesager, der haster, fordi de tiltalte er varetægtsfængslede.

Beslutningen om at fravige fristerne kan træffes i forbindelse med, at det tilkendegives, hvornår dommen vil blive afsagt, eller på et senere tidspunkt, hvor retten bliver klar over, at dommen ikke vil være færdig på det tidspunkt, som tidligere er tilkendegivet. I beslutningen skal angives de grunde, der gør, at fristen ikke kan overholdes.

Fristerne gælder også for domme og kendelser, der afsiges i sager, der behandles ved skifteret eller fogedret.

Stk. 3 svarer til den nugældende § 219, stk. 2. Ved domsafsigelsen skal hele dommen foreligge i renskrevet form, således at en domsudskrift straks kan udleveres til parterne. Det er således ikke tilstrækkeligt, at domskonklusionen er udarbejdet skriftligt.

Til nr. 8 (§ 219 a)

Den foreslåede bestemmelse i § 219 a indeholder reglerne om afsigelse af domme i straffesager og svarer med enkelte afvigelser til de gældende regler.

Stk. 1 og 2 svarer til den nugældende § 219, stk. 1 og 2, bortset fra, at bestemmelsen i det gældende stk. 2 om, at hele dommen skal være skriftligt udarbejdet, er udeladt. I praksis afsiges domme i straffesager meget ofte umiddelbart i forlængelse af domsforhandlingen, hvorfor det ikke er muligt at have hele dommen udarbejdet skriftligt inden afsigelsen. Det forudsættes, at dommen i disse tilfælde udarbejdes skriftlig umiddelbart efter afsigelsen, således at både tiltalte og anklagemyndigheden har god tid til at gennemlæse dommen inden ankefristens udløb.

Stk. 3 svarer til den nugældende regel i § 219, stk. 5.

Stk. 4 svarer til den nugældende § 219, stk. 6, bortset fra sidste pkt. Ifølge den nugældende bestemmelse i § 219, stk. 6, sidste pkt., skal der i de sager, hvor et borgerligt krav, som f.eks. et erstatningskrav fra en forurettet ved forbrydelsen, er forfulgt sammen med straffesagen, følges samme fremgangsmåde som i borgerlige sager, hvor det ikke på forhånd er tilkendegivet, hvornår dommen vil blive afsagt.

Da der efter forslaget ikke længere vil forekomme tilfælde, hvor det i en borgerlig sag ikke er tilkendegivet, hvornår dommen vil blive afsagt, foreslås det, at retten også i tilfælde, hvor et borgerligt krav er forfulgt under en straffesag, skal tilkendegive, hvornår dommen vil blive afsagt. Det foreslås derfor, at den foreslåede regel i § 219, stk. 1, 2. pkt., skal finde tilsvarende anvendelse, således at retten også i disse sager skal tilkendegive, hvornår dommen vil blive afsagt. Dette medfører, at fristen for den erstatningssøgendes eventuelle anke regnes fra domsafsigelsen under forudsætning af, at erstatningssøgende var til stede i eller lovligt tilvarslet til det retsmøde, hvori sagen blev optaget til dom. I praksis forekommer det formentlig kun sjældent, at en straffesag optages til dom, uden at dommen enten afsiges samme dag, eller at retten tilkendegiver, hvornår den vil blive afsagt.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.8.

Til nr. 9 (§ 312, stk. 2, 4. pkt)

Efter den nugældende bestemmelse i § 312, stk. 2, 4. pkt., kan udgifterne ved forkyndelse af domme i sager, hvor stævningen ikke har været forkyndt for sagsøgte, ikke kræves erstattet af sagsøgte. Ophævelsen er en konsekvens af ophævelsen af adgangen til at undlade at forkynde stævningen.

Til nr. 10 (§ 345, 1. pkt.)

Ved dette forslag præciseres det, at udsættelse af sager kun bør finde sted i det omfang, det er påkrævet , og at retten således har ansvaret for, at sagen behandles så hurtigt som muligt. Retten skal dog samtidig tilgodese hensynet til, at sagerne oplyses bedst muligt, således at der kan opnås en materielt rigtig afgørelse. Det vil således i de fleste sager, hvor der ikke er tale om rene inkassosager, være påkrævet at udsætte sagen for at indhente yderligere oplysninger f.eks. ved syn og skøn og for, at der kan ske yderligere skriftveksling. Udsættelse kan også være påkrævet, fordi en relevant retlig eller administrativ afgørelse bør afventes, eller hvis retten, en part eller et vidne er forhindret i at møde. Retten har imidlertid en selvstændig pligt til at sikre, at udsættelserne ikke bliver længere end nødvendigt, således at det undgås, at der går længere perioder, hvor der f.eks. ikke arbejdes effektivt med at tilvejebringe de nødvendige oplysninger. Udsættelse bør således ikke ske, alene fordi en af parterne begærer det, og modparten ikke protesterer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.3.

Til nr. 11 (§ 348, stk. 2, nr. 4)

Det foreslås, at stævningen skal indeholde en udførlig fremstilling af sagens faktiske omstændigheder. I almindelige inkassosager vil det fortsat være tilstrækkeligt, at stævningen indeholder en kort redegørelse for, hvordan det skyldige beløb fremkommer, eventuelt ved henvisning til en vedlagt faktura.

I sager, hvor det må forventes, at sagsøgte kan have indsigelser, skal stævningen derimod for at opfylde de foreslåede krav indeholde en grundig fremstilling af alle de relevante kendsgerninger, som sagsøger ønsker lagt til grund for sagens afgørelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.

Til nr. 12 (§ 348, stk. 4) og 5)

Efter § 348, stk. 4, skal sagsøgeren indsende en ny kuvert med sagsøgtes navn og adresse, hvis en sag, hvor retten har bestemt, at stævningen ikke skal forkyndes, begæres foretaget på ny. Forslaget om ophævelse af § 348, stk. 4, er således en konsekvens af forslaget om, at retten ikke længere skal kunne bestemme, at stævningen ikke skal forkyndes.

Til nr. 13 (§ 349, stk. 1)

Ændringen er alene en konsekvens af forslaget om ophævelse af § 348, stk. 4.

Til nr. 14 (§ 350, stk. 2)

Det foreslås, at adgangen for retten til at bestemme, at stævningen ikke skal forkyndes, ophæves. Dette indebærer, at civile sager altid skal indledes med forkyndelse af stævningen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.9.

Til nr. 15, 16 og 18 (§ 351, stk. 1, § 352, stk. 1 og § 354, stk. 5)

Der er alene tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om, at stævningen i alle sager skal forkyndes for sagsøgte.

Til nr. 17 (§ 353)

Det foreslås, at retten skal kunne pålægge en part at indlevere et processkrift inden en vis frist, og at overskridelse af fristen medfører, at reglerne i § 360 om udeblivelse finder tilsvarende anvendelse.

Det forudsættes, at fristerne som hidtil fastsættes efter forhandling med parterne, idet retten dog har et selvstændigt ansvar for, at sagerne fremmes med den fornødne hurtighed.

Hvis en part overskrider fristen, kan retten undtagelsesvis beslutte i stedet at udsætte sagen, jf. § 360, stk. 6, jf. § 354, stk. 7, f.eks. for at give en længere frist eller for at indkalde til et retsmøde. Om bestemmelsen i § 354, stk. 7, henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.

Til nr. 19 (§ 354, stk. 6, sidste pkt.)

Ifølge § 354, stk. 6, sidste pkt., gælder reglerne i den nugældende § 219, stk. 2 og 3, hvorefter domsafsigelsen sker ved at domsslutningen oplæses i et offentligt retsmøde, og hvorefter parter m.v. skal tilsiges til domsafsigelsen, ikke i tilfælde, hvor der afsiges udeblivelsesdom, fordi sagsøgte ikke rettidigt har indleveret svarskrift.

Den foreslåede ændring af § 354, stk. 6, er en konsekvens af forslaget til ændring af § 219. Det foreslås, at retten i disse sager ikke behøver at tilkendegive, hvornår dommen afsiges, idet ingen af parterne normalt vil være til stede, når sagen optages til dom, og idet det må anses for overflødigt med en særskilt meddelelse om tidspunktet, da dommen kan afsiges straks ved en påtegning på stævningen, jf. § 354, stk. 5.

Til nr. 20 (§ 354, stk. 7, 1. pkt.)

Ændringen indskrænker rettens mulighed for at undlade at tillægge en parts udeblivelse eller manglende indlevering af svarskrift m.v. udeblivelsesvirkning. Retten kan herefter kun undtagelsesvis undlade at afsige udeblivelsesdom, hvis sagsøgte udebliver, eller at afvise sagen, hvis sagsøger udebliver.

De tilfælde, hvor retten undtagelsesvis kan beslutte i stedet at udsætte sagen, er f.eks. tilfælde, hvor der er grund til at tro, at udeblivelsen skyldes lovligt forfald, f.eks. hvor der er tale om vanskelige vejr- og trafikforhold. Bestemmelsen kan også anvendes til at meddele en part, som møder uden advokat, en kort frist til at fremlægge manglende dokumenter eller udbedre et mangelfuldt svarskrift.

Også modpartens holdning til spørgsmålet vil have betydning. Det forudsættes imidlertid, at retten foretager en selvstændig vurdering af, om betingelserne for undtagelsesvis at udsætte sagen er til stede, uanset om modparten ønsker sagen udsat.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 4.2.

Til nr. 21 (§ 355, stk. 1)

Ændringen indebærer, at retten som hovedregel bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde med henblik på at klarlægge parternes synspunkter og tilrettelægge forberedelsen og/eller bevisførelsen.

Afholdelsen af et sådant møde kan dog undlades, hvis retten finder det overflødigt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en sag umiddelbart efter fremlæggelsen af svarskriftet kan berammes til domsforhandling, eller hvis sagen forberedes mundtligt, og retten finder, at der er tilstrækkelig mulighed for at klarlægge synspunkterne og tilrettelægge bevisførelsen ved, at retten stiller spørgsmål til parterne under de retsmøder, der afholdes i forbindelse med den mundtlige forberedelse af sagen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 4.5.

Til nr. 22 (§ 355, stk. 4, 3. pkt.)

Det foreslås, at det præciseres, at det forberedende møde også så vidt muligt skal anvendes til at tilrettelægge sagens videre gang, således at der fastsættes så præcise tidsrammer som muligt for de eventuelle yderligere processkridt, som findes nødvendige.

Det skal således så vidt muligt fastsættes, hvor lang tid der må forventes anvendt til indhentelse af yderligere oplysninger, og hvornår eventuelle yderligere processkrifter skal indleveres, idet der dog må tages hensyn til, at det kan være vanskeligt at forudsige, f.eks. hvor lang tid det tager at indhente en syn- og skønserklæring.

Tidsrammerne bør opstilles efter drøftelser med parterne, men retten har en selvstændig forpligtelse til at sikre, at sagen ikke trækker i langdrag. Hvis parterne ikke overholde de fastsatte tidsrammer, kan konsekvensen efter omstændighederne være, at retten må nægte yderligere udsættelser.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.5.

Til nr. 23 (§ 356 a)

Det foreslås, at retten skal kunne pålægge parterne inden en af retten fastsat frist før domsforhandlingen at indlevere et endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde en opsummering og præcisering af partens påstande og anbringender samt en angivelse af, hvilke dokumenter der vil blive påberåbt, og hvilken bevisførelse der i øvrigt skal ske.

Det forudsættes, at rettens beslutning om, at der skal indleveres påstandsdokumenter, træffes i tilstrækkelig god tid før domsforhandlingen, så parterne har den fornødne tid til at udarbejde dokumenterne.

Konsekvensen af, at påstandsdokumenterne ikke indleveres rettidigt, er udeblivelsesvirkning efter reglerne i retsplejelovens § 360. Dvs. at sagen afvises, hvis sagsøger ikke rettidigt indleverer påstandsdokument, og at der afsiges udeblivelsesdom, hvis sagsøgte ikke gør det. Retten kan dog i medfør af § 360, stk. 6, jf. § 354, stk. 7, undtagelsesvis beslutte ikke at tillægge en overskridelse af fristen udeblivelsesvirkning. Dette vil navnlig kunne være aktuelt, hvis en part på grund af særlige omstændigheder anmoder om en kort udsættelse af fristen.

Inddragelse af nyt processtof efter afgivelsen af de endelige på standsdokumenter kan kun ske med rettens tilladelse. Tilladelsen kan gives, hvis betingelserne i § 363, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt. Om reglerne for inddragelse af nyt processtof henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.6.

Til nr. 24 (§ 357, stk. 3)

Ændringen indebærer, at retten kan nægte en part adgang til at inddrage nyt processtof i sagen efter afslutningen af forberedelsen, men inden domsforhandlingen, uanset at modparten ikke har nægtet at samtykke. Det forudsættes, at retten ved sin afgørelse vil lægge vægt på de hensyn, der er nævnt i § 363, stk. 1, nr. 1- 3, samt på, om inddragelsen af nyt processtof må antages at medføre en væsentlig forsinkelse af sagsbehandlingen.

Efter ændringen kan retten endvidere, uanset at modparten ikke protesterer, nægte en part adgang til at fremsætte en formalitetsindsigelse, som kan frafaldes, og som ikke er fremsat rettidigt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 4.7.

Til nr. 25 (§ 360, stk. 5, sidste pkt.)

Ændringen er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 357, stk. 3, hvorefter der gives adgang til, at retten kan afvise en anmodning om inddragelse af nyt processtof, uanset at modparten ikke protesterer. Denne adgang vil således også kunne anvendes under et retsmøde til behandling af anmodningen, hvor modparten udebliver.

Til nr. 26 (§ 363, stk. 1, nr. 1)

Ændringen indebærer, at tilladelse til ændring af påstande eller fremsættelse af nye anbringender kun kan gives efter § 363, stk. 1, nr. 1, hvis det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen ikke er sket tidligere.

Hvorvidt sådanne særlige grunde er til stede, beror på en konkret vurdering i den enkelte sag. Som eksempler kan nævnes tilfælde, hvor et vidne, hvis eksistens hidtil har være ukendt, først melder sig på dette tidspunkt, eller tilfælde, hvor der offentliggøres nye forskningsresultater, som kan medføre en ændret vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Der kan også tænkes tilfælde, hvor en dom afsagt af en højere ret ændrer den hidtidige praksis på området, og parten ønsker at ændre sin påstand i lyset heraf.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 4.7.

Til nr. 27, 32 og 34 (§ 372, stk. 1, 2. pkt., § 394, stk. 1, og § 586, stk. 1)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede ændring af § 219.

De bestemmelser, der foreslås ændret, vedrører alle beregningen af anke- og kærefrister, og indeholder alle en henvisning til den nugældende § 219, stk. 3, om sager, hvor tidspunktet for domsafsigelsen ikke er tilkendegivet for parterne.

Da der efter den foreslåede nye affattelse af § 219 ikke længere vil være civile sager, hvor domsafsigelsestidspunktet ikke er tilkendegivet, er henvisningen overflødig. Derimod må det anses for relevant i disse bestemmelser med en generel henvisning til § 219 om reglerne for tidspunktet for afsigelsen af domme og kendelser. Bestemmelserne foreslås ændret i overensstemmelse hermed.

Til nr. 28 (§ 378)

Det foreslås, at retten skal kunne fastsætte frister for indlevering af processkrifter, og at overskridelse af fristerne skal medføre udeblivelsesvirkning efter § 386.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4. og til den tilsvarende ændring af § 353 i lovforslagets § 1, nr. 17, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til nr. 29 (§ 379)

Der foreslås en ophævelse af reglen i § 379, 2. pkt., om at appellanten ikke kan hæve sagen, hvis indstævnte ændrer en oprindelig påstand om stadfæstelse inden 2 uger fra meddelelsen fra retten om, at appellanten vil hæve sagen. Dette indebærer, at appellanten frit kan hæve ankesagen, hvis indstævnte har fremsat påstand om stadfæstelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7.

Til nr. 30 (§ 382, stk. 1)

Det foreslås, at retten skal kunne nægte en part adgang til at fremsætte påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men som ikke er fremsat i ankestævningen eller i et svarskrift, som er indleveret rettidigt efter § 375. Det foreslås samtidig præciseret, at nægtelse også kan ske, selv om modparten ikke protesterer.

Om retten skal nægte adgang til at fremsætte påstanden, beror på en konkret vurdering af bl.a. årsagen til, at påstanden først fremsættes på dette tidspunkt, betydningen for den pågældende part af, at den nye påstand tillades fremsat, modpartens adgang til at varetage sine interesser og den eventuelle forsinkelse, som den nye påstand vil medføre for sagen.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7.

Til nr. 31 (§ 383, stk. 3)

Det foreslås, at retten, selv om modparten ikke protesterer, skal kunne nægte en part adgang til at fremsætte påstande, som ikke har været gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat i ankestævningen eller i et svarskrift, som er indleveret rettidigt efter § 375.

Der sker ingen ændring i adgangen til at fremsætte nye anbringender.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7 og til den tilsvarende ændring af § 382, stk. 1, og de specielle bemærkninger til denne bestemmelse.

Til nr. 33 (§ 488, stk. 2, 2. pkt.)

Efter § 488, stk. 2, 2. pkt., skal anmodninger om fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, der er afsagt uden, at stævningen har været forkyndt for sagsøgte, ledsages af bevis for, at dommen er forkyndt. Ændringen er således en konsekvens af forslaget om, at stævningen i alle tilfælde skal forkyndes for sagsøgte, og at der derfor ikke skal ske forkyndelse af udeblivelsesdomme.

Til nr. 35 (§ 963, stk. 3, litra a)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget til ændring af § 219.

§ 963, stk. 3, litra a, indeholder en henvisning til den nugældende § 219, stk. 6, om afsigelse af domme i straffesager. Efter forslaget i lovforslagets § 1, nr. 8, findes denne bestemmelse i § 219 a, stk. 4.

Til § 2 Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1997. Dog foreslås det, at ændringen i reglen om god advokatskik (§ 1, nr. 5) træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bestemmelserne om behandlingen af borgerlige sager finder anvendelse på afgørelser, der træffes efter lovens ikrafttræden. Dette indebærer, at de foreslåede bestemmelser om frister for afsigelsen af domme, finder anvendelse i sager, der optages til dom efter lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen om ændring af § 126, stk. 3, (§ 1, nr. 5) om, at advokater har pligt til at medvirke til, at deres fuldmægtige kan deltage i den teoretiske efteruddannelse, finder anvendelse på advokater, som har autoriserede fuldmægtige, der er omfattet af reglerne om den obligatoriske efteruddannelse, dvs. advokatfuldmægtige, der har bestået kandidateksamen efter 1. januar 1997. Bestemmelsen gælder for udgifter til efteruddannelse, såfremt kursustilmeldingen er foretaget efter bestemmelsens ikrafttræden.

Ophævelsen af § 350, stk. 2, medfører, at stævninger efter lovens ikrafttræden ikke længere kan sendes til sagsøgte med almindeligt brev. I de tilfælde, hvor stævningen er sendt inden lovens ikrafttræden, bestemmes det i stk. 2, at de hidtil gældende regler om forkyndelse skal finde anvendelse. Det indebærer, at sagsøger i disse sager fortsat selv skal sørge for forkyndelsen af en eventuel udeblivelsesdom.

Skriftlig fremsættelse

Justitsministeren (Frank Jensen):

Hermed tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Hurtigere behandling af civile sager m.v.).

(Lovforslag nr. L 178).

Formålet med dette lovforslag er at opnå en hurtigere afgørelse af civile retssager og derved sikre, at danske domstolelever op til Den europæiske Menneskerettighedskonventions krav om, at enhver borger skal have ret til en retfærdig rettergang inden en rimelig frist. Forslaget bygger hovedsageligt pånogle af forslagene i det reformforslag vedrørende den civile retspleje, som blev fremsat i 1996 af Den Danske Dommerforening og Advokatrådet.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med en række andre initiativer, der i de seneste år er taget og i fremtiden vil blive taget for at effektivisere domstolenes behandling af civile sager.

Domstolene, herunder især de to landsretter, er i de senere år blevet tilført flere ressourcer, og der er blevet etableret en ordning med faste rejsedommere, der kan yde bistand til arbejdsmæssigt belastede byretter.

Der er endvidere taget en række administrative initiativer for at effektivisere og styrke sagsbehandlingen. Et vigtigt led i denne proces er udviklingen af edb-sagsbehandlingssystemer på de forskellige sagsområder ved domstolene. Også domstolenes berammelsesstatistikker vil blive udvidet og anvendt som et værktøj til brug for styringen af sagsbehandlingen. Endelig er Justitsministeriet i gang med udarbejdelsen af en handlingsplan for de initiativer, der på kort sigt skal iværksættes for at sikre en hurtigere sagsbehandling med øget processtyring ved domstolene. Handlingsplanen skal være færdig inden den 1. april 1997.

Også med henblik på ny lovgivning er der igangsat overvejelser om den civile retspleje. I et udvalg under Justitsministeriet - Småsagsudvalget - overvejes en ny ordning, hvor adgangen til retslig behandling af visse mindre krav gøres enklere, hurtigere og billigere for parterne. Småsagsudvalgets betænkning forventes at foreligge inden sommerferien 1997 og skal derefter forelægges for Retsplejerådet til udtalelse. Det vil således formentlig i folketingsåret 1997/98 være muligt at fremsætte lovforslag på grundlag af betænkningen.

I Retsplejerådet overvejes en ændring af reglerne om fordelingen af sagerne mellem byretter, landsretter og Højesteret bl.a. for at undgå, at Højesteret belastes af sager, som ikke er principielle. Retsplejerådet forventes at afgive betænkning om dette spørgsmål i sommeren 1997.

Endelig er det hensigten at igangsætte et arbejde med mere generelle og overordnede overvejelser af den civile retspleje. Et af de centrale punkter i dette arbejde skal være borgernes adgang til en lettere og hurtigere tvistløsning ved domstolene. Justitsministeriet overvejer for tiden strukturen for et sådant arbejde, som vil blive meget omfattende og involvere mange former for sagkundskab og interesser.

Det første skridt på vejen er således dette lovforslag, derbl.a. ved at give dommerne bedre instrumenter til at styre sagsgangen og fremskynde sagerne skal være med til at sikre en hurtigere behandling af civile sager. Retten har en pligt til at sørge for, at retssager ikke trækker unødigt længe ud. For at opfylde denne pligt, har retten behov for at kunne skride ind, når parterne er for længe om at fremkomme med de fornødne oplysninger, og når parterne gang på gang begærer sagen udsat.

Lovforslaget indeholder derfor forslag om, at retten i videre omfang end hidtil skal kunne afslå anmodninger om udsættelse og afskære nye påstande, som først fremkommer på et sent tidspunkt. Endvidere foreslås det, at retten skal kunne pålægge en part at indlevere et processkrift inden en bestemt frist med den konsekvens, at overskridelse af fristen medfører afvisning af sagen eller afsigelse af udeblivelsesdom.

Det foreslås også, at der i flere sager skal afholdes et særligt forberedende møde. Dette møde skal bruges til at lægge en "køreplan" for sagen ved gennem en drøftelse mellem retten og parterne at søge afklaret, på hvilke punkter parterne er uenige, og ved at tilrettelægge bevisførelsen og så vidt muligt fastsætte tidsfrister for de forskellige skridt, der skal tages under sagens forberedelse.

Lovforslaget indeholder endvidere et forslag om, at retten, når domsforhandlingen er slut, og sagen optages til dom, skal oplyse, hvornår dommen vil blive afsagt. Der indføres samtidig en frist for afsigelse af domme på 6 uger i byretten og 3 måneder i landsretten.

Lovforslaget indeholder også et forslag om ophævelse af adgangen til at fremsende stævninger med almindelige post. Dette indebærer, at civile sager i alle tilfælde skal indledes med en forkyndelse af stævningen for sagsøgte. Herved undgås en række praktiske vanskeligheder for advokater m.v., der har været forbundet med den gældende ordning.

Endelig foreslås en ændring af retsplejelovens § 126 om god advokatskik. Formålet med denne ændring er at fastslå, at en advokat har pligt til at medvirke til en ansat advokatfuldmægtigs deltagelse i den teoretiske efteruddannelse, som er blevet obligatorisk for advokatfuldmægtige, der har bestået kandidateksamen efter den 1. januar 1997.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Bilag 1

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996 som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 2 , ændres »45« til: »52«, og »22« ændres til: »35«.

§ 4. - - -

Stk. 2. Østre Landsret, der har sit sæde i København, består af en præsident og 45 andre landsdommere; Vestre Landsret, der har sit sæde i Viborg, består af en præsident og 22 andre landsdommere.'

2. I § 16 a, stk. 1, 3. pkt. , indsættes efter »Svendborg,»: »Haderslev,».

§ 16 a. Retten i Randers består af 4 dommere. Retten på Frederiksberg samt retterne i Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning består af 3 dommere. Retterne i Gentofte, Gladsaxe, Tåstrup, Hørsholm, Slagelse, Svendborg, Kolding og Skanderborg består af to dommere.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte retter dels i afdelinger, som hver beklædes af en enkelt dommer.

Stk. 3. Ved de i stk. 1 nævnte retter varetages rettens administration af den dommer, der er udnævnt hertil. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes af den administrerende dommer med Justitsministeriets godkendelse. Sagernes fordeling mellem dommerne bestemmes af den administrerende dommer efter forhandling med det eller de øvrige medlemmer af retten.

3. I § 17, stk. 1 , udgår: »Haderslev,»

§ 17. Der ansættes to dommere ved retterne i Glostrup, Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Holbæk, Næstved, Haderslev, Sønderborg, Vejle, Fredericia, Silkeborg, Viborg, Frederikshavn og Hjørring.

Stk. 2. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem dommere ved de i stk. 1 nævnte retter fastsættes af justitsministeren, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Ved første ledighed i en af dommerstillingerne ved de i stk. 1 nævnte retter skal der ske udnævnelse i stillingen med forbehold om senere indførelse af administrationsordning. Ved ledighed i den anden stilling indføres administrationsordning ved den pågældende ret, og en af dommerne udnævnes til administrerende dommer. § 16 a, stk. 3, 2. og 3. pkt., finder i så fald tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. - - -

4. I § 41, stk. 5 , ændres »§ 219«, til: »§ 219 a«.

§ 41. - - -

Stk. 2-4. - - -

Stk. 5. Den en domfældt i medfør af § 219 tilkommende adgang til at få udskrift af den over ham afsagte dom berøres ikke af bestemmelserne i nærværende paragraf.

Stk. 6-7. - - -

5. I § 126 indsættes efter stk. 2 :

»Stk. 3 . En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse, som er fastsat i medfør af § 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde udgifterne til efteruddannelsen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 126. En advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv tilsiger. Sagerne skal fremmes med fornøden hurtighed.

Stk. 2. En advokat må ikke kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.

Stk. 3. En advokat må ikke uden for sin advokatvirksomhed i forretningsforhold eller i andre forhold af økonomisk art udvise en adfærd, der er uværdig for en advokat.

6. § 165, stk. 2 , affattes således:

»Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes vederlaget for forkyndelse af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af den, der begærer forkyndelsen foretaget.«

§ 165. - - -

Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes vederlaget for forkyndelse af statskassen bortset fra forkyndelse af de domme, der omhandles i § 219, stk. 4. Skal vederlaget ikke afholdes af statskassen, betales det af den, der begærer forkyndelsen foretaget.

Stk. 3. - - -

7. § 219 affattes således:

»§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse til dom eller kendelse, skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved byret, skal afsiges inden 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse.

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes. Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen efter at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.

8. Efter § 219 indsættes:

»§ 219 a. Rettens afgørelse i straffesager træffes snarest muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Kan afsigelsen ikke finde sted samme dag, skal dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge og, hvor nævninge har medvirket, senest dagen efter.

Stk. 2. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen oplæses i et retsmøde.

Stk. 3. Hvis tiltalte er fængslet, bør han bringes til stede ved dommens afsigelse.

Stk. 4. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler anklagemyndigheden ham udskrift af dommen. Udskriften af en fældende dom skal forkyndes, medmindre tiltalte er gjort bekendt med tidspunktet for domsafsigelsen, eller sagen er afgjort i medfør af § 934. Udskriften af dommen skal altid forkyndes, hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær. Tiltalte vejledes om retsmidlerne mod afgørelsen. Vejledningen gives ved afsigelsen, hvis tiltalte er til stede, og ellers ved den efterfølgende meddelelse. Er borgerligt krav forfulgt under sagen, finder reglen i § 219, stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.«

§ 219. Rettens afgørelse træffes snarest muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Kan i en straffesag afsigelsen ikke finde sted samme dag, skal dog dom afsiges senest inden en uge og, hvor nævninger har medvirket senest dagen efter. Det sidste gælder også om kendelser i straffesager.

Stk. 2. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.

Stk. 3. Dersom det ikke ved optagelsen af en borgerlig sag tilkendegives, når dommen eller kendelsen vil blive afsagt, skal parterne og efter omstændighederne vidner og syns- eller skønsmænd tilsiges til at høre den afsagt. Er den pågældende ikke således sat i kendskab om afsigelsestiden, regnes for hans vedkommende de ellers fra afsigelsen løbende processuelle frister først fra dommens eller kendelsens forkyndelse for ham.

Stk. 4. Har retten bestemt, at forkyndelse af stævningen ikke skal ske, og er sagsøgte dømt efter § 354, stk. 3, eller efter § 354, stk. 6, uden at have indleveret svarskrift, regnes de i stk. 3 nævnte frister for sagsøgtes vedkommende fra afgørelsens forkyndelse for ham.

Stk. 5. I straffesager bør tiltalte, hvis han er fængslet, bringes til stede ved dommens afsigelse.

Stk. 6 Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler anklagemyndigheden ham udskrift af dommen. Udskriften af en fældende dom skal forkyndes, medmindre tiltalte er gjort bekendt med tidspunktet for domsafsigelsen eller sagen er afgjort i medfør af § 934. Udskriften af dommen skal altid forkyndes, hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær. Tiltalte vejledes om retsmidlerne mod afgørelsen. Vejledningen gives ved afsigelsen, hvis tiltalte er til stede, og ellers ved den efterfølgende meddelelse. Er borgerligt krav forfulgt under sagen, finder reglen i stk. 3 tilsvarende anvendelse.

9. § 312, stk. 2, 4. pkt. , ophæves.

§ 312. Den tabende part er pligtig at erstatte modparten de ham ved retssagen påførte udgifter, for så vidt parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige omstændigheder finder skellig grund til at gøre afvigelse fra denne regel.

Stk. 2. Udgifter, der ikke har været fornødne for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke. Hvilke udgifter der i det givne tilfælde har været fornødne, afgør retten efter sit skøn. Udgifter til anvendelse af retsstenografer erstattes, når anvendelse efter rettens skøn i den foreliggende sag har været velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de afgørelser, der er nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke, medmindre det må antages, at sagsøgte har forsøgt at unddrage sig forkyndelsen. - - -

Stk. 3-5. - - -

10. I § 345, 1. pkt. , ændres »hensigtsmæssigt'til: »påkrævet«.

§ 345. Retten kan udsætte behandlingen af en sag, når dette findes hensigtsmæssigt, herunder for at afvente en administrativ eller retlig afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens udfald. Retten underretter snarest alle vedkommende om udsættelsen.

11. § 348, stk. 2, nr. 4 , affattes således:

»4) en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, og«

12. § 348, stk. 4, ophæves, og i stk. 5, der bliver stk. 4, udgår: »og stk. 4«.

§ 348. Sag anlægges ved indlevering af stævning til retten.

Stk. 2. Stævningen skal indeholde:

1) parternes navn og adresse, herunder angivelse af en postadresse i Danmark, hvortil meddelelser til sagsøgeren vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske,

2) angivelse af den ret, ved hvilken sagen anlægges,

3) sagsøgerens påstand,

4) en kort fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden støttes, og

5) angivelse af de dokumenter, som sagsøgeren agter at påberåbe sig.

Stk. 3. Med stævningen skal indleveres:

1) genparter af denne

2) genparter af de dokumenter, som sagsøgeren agter at påberåbe sig, for så vidt de er i hans besiddelse, og

3) kuvert med sagsøgtes navn og adresse som modtagerbetegnelse og rettens navn og adresse som afsenderbetegnelse.

Stk. 4. Der skal indleveres ny kuvert som nævnt i stk. 3, nr. 3, hvis retten har truffet bestemmelse efter § 350, stk. 2, og sagen begæres foretaget på ny. Dette gælder dog ikke, når sagsøgte har angivet adresse i henhold til § 351, stk. 3.

Stk. 5. - - -

13. § 349, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som fastsat i § 348, stk. 3, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som fastsættes efter § 348, stk. 4.«

§ 349. Opfylder stævningen ikke kravene i § 348, stk. 2, nr. 1-4, og er den herefter uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, afvises sagen ved en beslutning, der meddeles sagsøgeren. Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som fastsat i § 348, stk. 3 og 4, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som fastsættes efter § 348, stk. 5. . . .

Stk. 2. - - -

14. § 350, stk. 2 , ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

§ 350. - - -

Stk. 2. Retten kan bestemme, at stævningen ikke skal forkyndes. I så fald sender retten genparter som nævnt i § 348, stk. 3, nr. 1 og 2, til sagsøgtes adresse som opgivet af sagsøgeren. Vejledning som nævnt i stk. 1 vedlægges.

Stk. 3. - - -

15. § 351, stk. 1 , affattes således:

»Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i almindelighed skal være på mindst 2 uger fra forkyndelsen.«

§ 351. Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i almindelighed skal være mindst 2 uger. Varslet regnes fra forkyndelsen eller tidspunktet for afsendelse i henhold til § 350, stk. 2.

Stk. 2-6. - - -

16. § 352, stk. 1, 3. og 4. pkt. , ophæves og i stedet indsættes:

»Fristen, der regnes fra pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning forlænges.«

§ 352. Retten kan undlade at indkalde til det i § 351 nævnte møde. Retten pålægger i så fald sagsøgte at indlevere svarskrift til retten inden en frist, der i almindelighed skal være på mindst 2 uger. Fristen regnes fra pålæggets forkyndelse eller afsendelse. Fristen kan efter anmodning forlænges.

Stk. 2. - - -

17. § 353 affattes således:

»§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter skal udveksles og kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indgives rettidigt, finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.«

§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter skal udveksles. Undlader en part at afgive et yderligere processkrift i overensstemmelse med rettens bestemmelse, slutter retten den skriftlige forberedelse.

18. § 354, stk. 5, 2. pkt., ophæves.

19. I § 354, stk. 6, sidste pkt. , ændres »§ 219, stk. 2 og 3,» til: »§ 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3,».

20. I § 354, stk. 7, 1. pkt. , indsættes efter »Retten kan«: »undtagelsesvis«.

§ 354. - - -

Stk. 2-4. - - -

Stk. 5. Dom efter stk. 3 og 4 kan udfærdiges ved påtegning på stævningen. De i § 219, stk. 4 nævnte domme skal indeholde bemærkning om, at retten har truffet bestemmelse i henhold til § 350, stk. 2.

Stk. 6. Har retten truffet bestemmelse om forberedelse efter § 352, finder bestemmelserne i stk. 3 og 5 tilsvarende anvendelse, hvis sagsøgte ikke rettidigt indleverer svarskrift til retten, hvis svarskriftet er mangelfuldt, eller hvis svarskriftet ikke er ledsaget af de nødvendige dokumenter, jf. § 352, stk. 2. Retten kan i stedet for straks at træffe afgørelse i sagen, indkalde parterne til et møde. Bestemmelserne i § 29, stk. 7, og § 219, stk. 2 og 3, gælder ikke om domme, der afsiges i henhold til dette stykke.

Stk. 7. Retten kan undlade at tillægge en parts udeblivelse eller de forhold, som efter de foranstående bestemmelser sidestilles med udeblivelse, virkning efter denne paragraf. Der tages herved navnlig hensyn til, om udeblivelsen må antages at skyldes lovligt forfald, om der i øvrigt må antages at foreligge undskyldende omstændigheder, eller om modparten ønsker sagen udsat. Træffer retten beslutning om udsættelse af sagen, kan sagsøgeren forkynde et processkrift for sagsøgte med det i § 351, stk. 1, nævnte varsel, hvorved han ændrer sine påstande eller anbringender i forhold til stævningen.

21. § 355, stk. 1 , affattes således:

»Retten bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde, medmindre retten finder det overflødigt.«

22. I § 355, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:

»I det forberedende møde skal retten endvidere efter drøftelse med parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsrammerne for eventuel yderligere forberedelse«.

§ 355. Retten kan indkalde parterne til et særligt forberedende møde.

Stk. 2-3. - - -

Stk. 4. I det forberedende møde bringes parternes stilling til sagens faktiske og retlige omstændigheder så vidt muligt på det rene, og det søges herunder klargjort, hvilke omstændigheder der ikke bestrides, og hvilke der skal være genstand for bevisførelse. Parterne skal tillige oplyse, på hvilken måde bevis agtes ført.

23. Efter § 356 indsættes:

» § 356 a . Retten kan bestemme, at parterne inden en af retten fastsat frist før domsforhandlingen til retten skal indlevere et endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande og anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe sig, og de beviser, som agtes ført under domsforhandlingen. Genpart af påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.

Stk. 2. Såfremt påstandsdokumentet ikke indleveres rettidigt, finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 . Udvidelse af de påstande, der fremgår af påstandsdokumentet, eller fremsættelse af anbringender eller førelse af beviser, som ikke er angivet i påstandsdokumentet, kan ikke ske, medmindre retten tillader det. Sådan tilladelse kan meddeles, såfremt betingelserne i § 363, stk. 1, er opfyldt.

24. I § 357 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3 . Retten kan, uanset at modparten ikke har nægtet at samtykke, jf. stk. 1, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat rettidigt efter stk. 2.«

§ 357. Ønsker en part at udvide de påstande, han har fremsat under sagens forberedelse, eller at fremsætte anbringender, der ikke er anført under forberedelsen, eller at føre beviser, som ikke er angivet under forberedelsen, skal han give retten og modparten meddelelse herom. Vil modparten ikke give samtykke til udvidelsen af påstandene eller fremsættelsen af de nye anbringender, eller vil han modsætte sig den ønskede bevisførelse, må han inden en uge efter at have modtaget meddelelsen give retten og den anden part underretning herom, hvorefter retten træffer afgørelse, jf. § 363.

Stk. 2. Formalitetsindsigelser, der kan frafaldes, skal fremsættes i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes skriftligt, i det 1. retsmøde under forberedelsen. Ønsker sagsøgte senere at fremsætte sådanne indsigelser, finder bestemmelsen i stk. 1 tilsvarende anvendelse.

25. I § 360, stk. 5, sidste pkt. , indsættes efter »imødekommet«: », medmindre retten træffer afgørelse efter § 357, stk. 3«.

§ 360. - - -

Stk. 2-4. - - -

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 gælder ikke, hvor forberedelsen genoptages, for at retten kan træffe afgørelse efter § 357, stk. 1, 2. pkt. Udebliver under en sådan genoptagelse den part, der ønsker at ændre sine påstande eller at fremsætte anbringender eller at føre bevis, anses hans ønske for bortfaldet. Giver han møde, og udebliver modparten, anses hans ønske for imødekommet.

Stk. 6. - - -

26. § 363, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden domsforhandlingen, eller«.

§ 363. Udvidelse af de påstande, der er fremsat inden domsforhandlingen, såvel som fremsættelse af anbringender, der ikke er anført inden domsforhandlingen kan ikke ske mod modpartens protest, medmindre retten meddeler tilladelse hertil. Sådan tilladelse kan meddeles, når:

1) det må anses for undskyldeligt, at ændringen af påstanden eller fremsættelsen af de nye anbringender ikke er sket inden domsforhandlingen, eller

2) modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden udsættelse af domsforhandlingen, eller

3) nægtelse af tilladelse vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten.

27. I § 372, stk. 1, 2. pkt. , ændres »§ 219, stk. 3,» til »§ 219«.

§ 372. Ankefristen er 4 uger ved anke fra byret til landsret og 8 uger ved anke fra landsret og fra Sø- og Handelsretten i København til Højesteret. Fristen regnes fra dommens afsigelse, jf. § 219, stk. 3.

Stk. 2-3. - - -

28. I § 378 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 378. Retten bestemmer, om forberedelsen af anken skal fortsætte ved udveksling af yderligere processkrifter eller afholdelse af retsmøder, eller om forberedelsen skal sluttes og sagen straks berammes til domsforhandling. Bestemmelserne i § 376, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse med hensyn til indlevering af yderligere processkrifter. De trufne bestemmelser kan senere ændres.

Stk. 2. - - -

29. § 379, 2. pkt. , ophæves.

§ 379. Efter at ankestævningen er forkyndt for indstævnte, kan appellanten ikke hæve sagen, såfremt indstævnte rettidigt, jf. § 375, fremsætter anden påstand end stadfæstelse og ønsker sagen fremmet. Det samme gælder, hvis indstævnte ændrer en oprindelig fremsat påstand om stadfæstelse inden 2 uger efter, at han har fået meddelelse fra retten om, at appellanten har fremsat anmodning om, at sagen hæves.

30. § 382, stk. 1 , affattes således:

»Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men ikke er fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf. § 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat, såfremt påstanden burde have været fremsat tidligere under anken.«

§ 382. Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men ikke er fremsat under forberedelsen og heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat, såfremt anmodning herom burde have været fremsat tidligere under anken.

Stk. 2. - - -

31. § 383, stk. 3 , affattes således:

»Stk. 3. Er påstande, som ikke har været gjort gældende i foregående instans, ikke fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf. § 375, kan retten, selv om modparten ikke protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat tidligere under anken. Det samme gælder anbringender, som ikke har været gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat under forberedelsen af anken.«

§ 383. Påstande og anbringender, som ikke har været gjort gældende i foregående instans, kan, hvis modparten protesterer, kun tages i betragtning med rettens tilladelse.

Stk. 2. Retten kan meddele tilladelse efter stk. 1, såfremt det anses for undskyldeligt, at de pågældende påstande og anbringender ikke tidligere er fremsat, eller der er grund til at antage, at nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt tab for parten. Ved anke til landsret kan tilladelse tillige meddeles, hvis modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser.

Stk. 3. Er påstande og anbringender, som ikke har været gjort gældende i foregående instans, ikke fremsat under forberedelsen af anken, kan retten, selv om modparten ikke protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat tidligere under anken.

32. I § 394, stk. 1 , ændres »§ 219, stk. 3,» til: »§ 219«.

§ 394. Kærefristen, der regnes fra den dag, afgørelsen er truffet, er 2 uger, jf. § 219, stk. 3.

Stk. 2. - - -

33. § 488, stk. 2, 2. pkt. , ophæves.

§ 488. - - -

Stk. 2. Ved fremsættelse af anmodning i henhold til § 478, stk. 1, nr. 1- 3, skal udskrift af afgørelsen, forliget, bevillingen, statsamtets afgørelse eller den godkendte aftale indleveres til fogedretten. Anmodning vedrørende de i § 219, stk. 4, nævnte domme skal desuden være ledsaget af bevis for, at dommen er forkyndt for skyldneren. - - -

Stk. 3. - - -

34. I § 586, stk. 1 , ændres »jf. dog § 219, stk. 3« til: »jf. § 219«.

»§ 586. Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er foretaget, eller, hvis forretningen ikke foretages, inden 4 uger efter den afgørelse, som kæres, jf. dog § 219, stk. 3.

Stk. 2-4. - - -

35. I § 963, stk. 3, litra a, ændres »§ 219, stk. 6,» til: »§ 219 a, stk. 4,».

§ 963. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. I øvrigt bliver reglerne i §§ 941-942 og 946-951 i det hele at anvende med de lempelser, som følger af forholdets forskelligheder, samt med følgende nærmere bestemmelser:

a) Fristen for anke regnes fra dommens afsigelse eller, hvis forkyndelse af dommen er påbudt, jf. § 219, stk. 6, fra forkyndelsen. Hvis sagen er afgjort i medfør af § 934 og tiltalte ikke var til stede eller gjort bekendt med tidspunktet for dommens afsigelse, regnes fristen dog fra den dag, anklagemyndigheden har sendt tiltalte udskrift af dommen.

b) - - -

c) - - -

Bilag 2

Menneskerettighedskonventionens krav til domstolenes sagsbehandlingstid

1. Indledning

En stor del af de klagesager, der indbringes for Den Europæiske Menneskerettighedskommission (herefter Kommissionen), vedrører påståede krænkelser af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK). Efter artikel 6 har enhver ret til en retfærdig rettergang inden en rimelig frist (reasonable time). En medlemsstat krænker således EMRK, såfremt de nationale domstoles sagsbehandlingstid for civile sager eller straffesager bliver for lang.

Af de domme, der indtil videre er afsagt af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter Domstolen), vedrører ca. 30 pct. helt eller delvis for lang sagsbehandlingstid (se note 1 sidst i notatet), og tallet er højere for så vidt angår Kommissionen og Ministerkommiteen. Af de danske klagesager, der for tiden verserer for Kommissionen, vedrører 6 ud af 7 sager for lang sagsbehandlingstid ved danske domstole (2). Uanset at disse sager for menneskerettighedsorganerne fordeler sig forskelligt på de enkelte medlemslande, synes det generelt at være et problem for Europarådets medlemslande, herunder også Danmark, at sagsbehandlingstiden ved de nationale domstole ofte er for lang.

Når sagsbehandlingstiden er blevet for lang, har nationale domstole efter konventionspraksis imidlertid en vis mulighed for at rette op på den skete krænkelse, hvad enten sagen er under behandling eller er afsluttet.

I det følgende redegøres kort for konventionens krav om ret til retfærdig rettergang inden en rimelig frist, herunder konventionsorganernes praksis (afsnit 2). Derudover redegøres for nationale dommeres pligt til ex officio at påse, at behandlingen af retssager fremmes med den fornødne hurtighed (afsnit 3). Endvidere beskrives praksis om fortabelse af offerstatus (afsnit 4). Endelig redegøres for nationale domstoles mulighed for at medvirke til at råde bod på skete krænkelser, således at eventuelle klagesager ikke længere vil kunne behandles af konventionsorganerne (afsnit 5).

2. Artikel 6, stk. 1, i EMRK

Efter artikel 6, stk. 1, i EMRK har enhver ret til en retfærdig rettergang inden en rimelig frist (reasonable time), når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.

Ved vurderingen af, om der foreligger en krænkelse af bestemmelsen, fastlægger konventionsorganerne først den periode, der er relevant for bedømmelsen. Det vil sige: hvornår sagsbehandlingen startede og sluttede (afsnit 2.1). Herefter vurderes det, om denne periode - i lyset af de kriterier, der er udviklet i konventionsorganernes praksis - kan anses for at være en rimelig frist (afsnit 2.2).

2.1. I civile sager begynder den relevante periode som udgangspunkt at løbe fra tidspunktet for sagsanlægget (3). I visse tilfælde kan en administrativ sagsbehandling være en nødvendig forudsætning for et efterfølgende civilt søgsmål. I sådanne tilfælde kan fristen begynde at løbe allerede fra den forudgående administrative sagsbehandling, herunder fremsættelsen af et krav over for det offentlige (4).

I straffesager begynder den relevante periode at løbe fra det tidspunkt, hvor vedkommende »is charged« (5). Der er tale om et selvstændigt konventionsbegreb, der efter praksis kan defineres som en officiel tilkendegivelse eller meddelelse fra en dertil kompetent myndighed overfor et individ, der indeholder en påstand eller beskyldning om, at vedkommende har begået en kriminel handling eller undladelse. I visse tilfælde kan begrebet endvidere omfatte andre foranstaltninger, der på anden måde indeholder en sådan beskyldning og på lignende måde påvirker den mistænktes situation i en ikke ubetydelig grad (6). I forhold til dansk ret vil fristen således i hvert fald begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor der rejses tiltale mod en person, men meget vel fra et tidligere tidspunkt. Fristen vil således almindeligvis begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor der rejses sigtelse mod en person. Hvis en person anholdes, fængsles og efterfølgende tiltales, vil fristen skulle regnes fra anholdelsestidspunktet (7).

Hvad enten der er tale om civile sager eller straffesager, anses den relevante periode som udgangspunkt for at slutte på det tidspunkt, hvor den (sidste) retlige afgørelse er endelig (8). Dette vil eksempelvis være tidspunktet for afsigelse af dom i ankeinstansen. Hvis der efter endelig dom indgives ansøgning om procesbevilling til at anke eller kære, vil den tid der medgår, inden et afslag meddeles, skulle medregnes (9). I mange klagesager om for lang sagsbehandlingstid ved de danske domstole vil den for bedømmelsen af artikel 6 relevante periode endnu ikke være afsluttet, jf. dog nedenfor under afsnit 5.2. Der vil således kunne opstå tilfælde, hvor en domstol behandler en sag, der har været under behandling i så lang tid, at det kan give anledning til tvivl, om den foreløbige sagsbehandlingstid er forenelig med konventionens krav (10).

2.2. Ved vurderingen af, om en sagsbehandlingstid er i overensstemmelse med kravet om retten til en afgørelse inden en rimelig frist (reasonable time), foretager konventionsorganerne en helt konkret vurdering af hver enkelt sag. Det er ikke muligt at fastsætte nogen absolut grænse for, hvor lang - eller kort - en sagsbehandlingstid må være. Konventionsorganerne har imidlertid i praksis udviklet nogle kriterier, der indgår ved vurderingen af, om kravet om »rimelig frist« er overholdt (11).

Ved vurderingen af, om en »rimelig frist« er overskredet, lægges der vægt på sagens kompleksitet. En kompliceret sag kan begrunde en længere sagsbehandlingstid. Ved en sags kompleksitet forstås en sags faktiske, retlige og processuelle problemer.

Derudover lægges der vægt på sagens betydning for den person, der har indgivet klage til Kommissionen. Visse sagstyper kan således nødvendiggøre en særlig hurtig behandling. Nogle sagstyper kræver, at de nationale myndigheder udviser særlig omhu. Som eksempel på sådanne sager kan nævnes forældres søgsmål vedrørende børn anbragt uden for hjemmet eller uhelbredeligt syge personers erstatningssøgsmål.

Ved vurderingen lægges endvidere vægt på parternes adfærd. I civile sager vil dette navnlig omfatte sagsøger og sagsøgte, mens det i straffesager navnlig omfatter tiltalte og anklagemyndigheden.

Den adfærd, der udvises af offentlige myndigheder, der optræder som parter i civile sager, og anklagemyndigheden i straffesager, indgår mest naturligt ved vurderingen af det fjerde moment, nemlig de kompetente myndigheders adfærd.

De kompetente myndigheders adfærd omfatter navnlig en vurdering af de judicielle myndigheder og andre myndigheder, der er involveret i processen, herunder anklagemyndigheden og en offentlig myndighed, der er part i en civil sag. De kompetente myndigheder kan ligeledes omfatte regering og lovgiver. Som eksempel på offentlige myndigheder, der er involverede i processen, kan nævnes offentlige myndigheder, der inddrages i form af høring m.m. Retslægerådets eller Kriminalforsorgens sagsbehandling vil derfor også kunne indgå i vurderingen, hvis der foretages høring af disse i forbindelse med en straffesag.

Ved vurderingen af de kompetente myndigheders adfærd foretages en vurdering af de enkelte stadier af sagsbehandlingen. Som eksempel på sådanne perioder kan nævnes perioden forud for sagsanlæg, herunder politiets efterforskning, berammelsestider, sagsforberedelsen, udsættelser, den tid der medgår til udarbejdelse af rettens afgørelse m.m. Der vil navnlig blive lagt vægt på, om der er såkaldte »døde perioder«, d.v.s. perioder, hvor der ikke foreligger nogen forklaring på, hvad der er foregået.

Ud over at foretage en vurdering af sagens kompleksitet, sagens betydning, parternes adfærd og de kompetente myndigheders adfærd foretages en samlet vurdering af hele processen. Der foreligger ikke en krænkelse efter artikel 6, blot fordi en sag er forsinket, og denne forsinkelse kunne være undgået og kan henregnes til staten. Det er alle sagens omstændigheder, der også ud fra en samlet vurdering skal være tilstrækkelig alvorlige.

I sager om for lang sagsbehandlingstid ved domstolene er det staten, der har forklaringsbyrden. Det er afgørende, om forsinkelsen kan tilskrives staten, idet kun sådanne forsinkelser kan føre til, at konventionsorganerne finder, at kravet om en »rimelig frist« ikke er overholdt (12).

3. Dommerens pligter ex officio

Efter konventionspraksis har de nationale domstole en selvstændig pligt til at sikre, at sager fremmes med den fornødne hurtighed. Uanset at den danske retspleje i civile sager bygger på et forhandlingsprincip, har domstolene således en selvstændig pligt til ex officio at påse, at enhver sag fremmes med den fornødne hurtighed.

Parternes handlemåde fritager ikke nationale domstole fra pligten til at sikre en sagsbehandling inden en »rimelig frist« (13). Uanset om den anden part tiltræder en begæring om udsættelse eller blot undlader at protestere, vil domstolene have en selvstændig pligt til at sikre, at sagen fremmes med fornøden hurtighed (14). Denne selvstændige pligt kan indebære, at det kan være nødvendigt i visse tilfælde at nægte at udsætte en sag (15).

I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at ressourcemangel ved domstolene, herunder behovet for flere dommere, og et stort antal sager ikke er forhold, der efter konventionsorganernes praksis generelt kan begrunde en lempelse af konventionens krav.

I praksis er det således blevet fastslået, at konventionen pålægger medlemsstaterne en pligt til at organisere deres retssystemer på en sådan måde, at domstolene er i stand til at leve op til kravene i artikel 6, stk. 1, herunder kravet om retten til en rettergang inden en rimelig frist. En midlertidig ophobning af sager medfører imidlertid ikke ansvar for en medlemsstat, forudsat at staten med den fornødne hurtighed træffer de nødvendige foranstaltninger for at imødekomme en sådan ekstraordinær situation (16).

Ressourcemangel m.v. vil således almindeligvis ikke kunne fritage domstolene fra deres selvstændige pligt til at medvirke til, at sagerne bliver fremmet med den fornødne hurtighed.

4. Fortabelse af offerstatus

Efter EMRK artikel 25, stk. 1, kan Kommissionen modtage klager fra enhver person, en ikkestatslig organisation eller en gruppe af enkeltpersoner, der hævder at være blevet krænket af en medlemsstat i en af de rettigheder eller friheder, der er anerkendt i konventionen eller tillægsprotokollerne. En part i en civil sag eller en tiltalt i en straffesag, der ikke er afsluttet inden en rimelig frist, vil derfor kunne indgive klage til Kommissionen over den for lange sagsbehandlingstid.

Det følger imidlertid af Kommissionens og Domstolens faste praksis, at en klager, der har været offer for en krænkelse, under visse betingelser kan miste status af offer (»victim«), når vedkommende medlemsstat råder bod på den skete krænkelse.

Denne praksis skal ses i lyset af princippet om udtømmelse af nationale retsmidler eller oprejsning ved de nationale myndigheder (the rule of local redress). Det følger af EMRK artikel 26, at Kommissionen kun må antage en sag til behandling, når alle nationale retsmidler er blevet udtømt i overensstemmelse med de af folkeretten almindeligt anerkendte regler. Bestemmelsen er udtryk for et princip om, at en medlemsstat skal have mulighed for selv at råde bod på en krænkelse af konventionen, der måtte have fundet sted. Konventionens kontrolsystem kan således først bringes i anvendelse, når en medlemsstat ikke selv råder bod på skete krænkelser. Konventionen har subsidiær karakter (17).

Når vedkommende nationale myndighed udtrykkeligt eller indirekte anerkender en krænkelse af konventionen og råder bod herpå, kan en person som følge heraf ikke længere anses for at være offer for en krænkelse (18). I sager vedrørende for lang sagsbehandlingstid kan en person således miste sin status af offer, når vedkommende nationale myndighed enten udtrykkeligt eller indirekte har anerkendt den påståede krænkelse af konventionen, og - om nødvendigt - har rådet bod på den skete krænkelse. Kun når disse to betingelser er opfyldt, udelukker konventionens subsidiære kontrolmekanisme, at klagen undergives behandling (19).

Da konventionen gælder for Danmark og således er bindende for offentlige myndigheder, herunder domstolene, og da konventionen er inkorporeret i dansk ret (20), er domstolene forpligtet til at medvirke til at undgå, at overtrædelser af konventionen finder sted, herunder at behandingen af en retssag ikke sker inden en rimelig frist. Det må endvidere antages, at domstolene i det omfang, der er mulighed herfor, bør medvirke til at råde bod på skete krænkelser, jf. ovenfor om »the rule of local redress.«

I det omfang, en domstol behandler en sag, der er uafsluttet, men har været under behandling i så lang tid, at der må antages at foreligge en krænkelse af artikel 6, stk. 1, eller i tilfælde, hvor domstolene kommer til at behandle en sag vedrørende en afsluttet proces, der er i strid med tidskravet i artikel 6, stk. 1 (21), må det derfor antages, at domstolene bør forsøge at råde bod på den skete krænkelse i det omfang, der er mulighed herfor.

Det er som nævnt en betingelse for at kunne indgive klage til Kommissionen, at vedkommende hævder at være blevet krænket, jf. artikel 25, stk. 1. Såfremt en person indgiver klage til Kommissionen over en for lang sagsbehandlingstid, vil klagen blive afvist efter artikel 27, stk. 2, jf. artikel 25, stk. 1, såfremt der, forud for indgivelsen af klagen, er blevet rådet bod på den påståede krænkelse, og de anførte betingelser er opfyldte (22).

Det vil endvidere være muligt at råde bod på en sket krænkelse, efter at en klage er indgivet til Kommissionen. En person, der indgiver klage til Kommissionen, skal således ikke alene være »offer« på tidspunktet for klagens indgivelse, men skal bevare denne status under Kommissionens efterfølgende behandling af klagesagen. Hvis der således, efter at der er indgivet klage, men inden Kommissionen har taget stilling til sagens realitet, rådes bod på den skete krænkelse, og de ovenfor anførte betingelser er opfyldt, vil Kommissionen slutte behandlingen af sagen (23).

Betingelsen i artikel 25, hvorefter en klager skal være offer, er således relevant under hele processen.

De måder, hvorpå nationale domstole kan medvirke til at råde bod på en sket krænkelse, vil blive gennemgået nedenfor i afsnit 5.

5. Praktiske muligheder for at råde bod på skete krænkelser

5.1. De nationale domstoles muligheder for at råde bod på krænkelser som følge af for lang sagsbehandlingstid er betydelig større i straffesager end i civile sager.

I civile sager er de nationale domstoles opgave navnlig at medvirke til at sikre, at behandlingen af en retssag fremmes med den fornødne hurtighed, således at tvisten kan blive afgjort inden for en rimelig frist. I et vist omfang kan der dog være mulighed for at medvirke til, at der rådes bod på en krænkelse, når den ene part i en civil sag er en offentlig myndighed, der ligeledes er pligtig at overholde konventionen. Hvis en tvist mellem en borger og en offentlig myndighed har været under behandling ved domstolene i så lang tid, at der må antages at foreligge en krænkelse af artikel 6, stk. 1, vil der være mulighed for, hvis der opnås forlig i sagen, jf. retsplejelovens § 268, at forsøge at påvirke indholdet af forliget på en sådan måde, at dette direkte eller indirekte indeholder en erkendelse af den for lange sagsbehandlingstid, ligesom den erkendte krænkelse skal komme til udtryk i forligets indhold.

Til illustration kan nævnes klagesag nr. 9320/81 (24), der vedrører en civil sag mellem en privat person og en offentlig myndighed. Efter at den private part havde indgivet klage til Kommissionen, blev der indgået forlig mellem parterne i den nationale sag, og forligets indhold var favorabelt for klager, således at han opnåede en retsstilling, der var mere gunstig, end klager ellers ville have haft, ligesom der var taget hensyn til den for lange sagsbehandlingstid. Dette bevirkede, at klager ikke længere kunne anses for offer.

5.2. I tilfælde, hvor en person, der har været tiltalt i en straffesag, ender med at blive frifundet, kan der i visse tilfælde blive rejst krav om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a. Hvis den staffesag, der endte med frifindelse, har varet så lang tid, at sagsbehandlingen må anses for at udgøre en krænkelse af artikel 6, stk. 1, kan nationale domstole komme i en situation, hvor de skal tage stilling til et erstatningskrav, der omfatter en proces, der har været i strid med konventionens krav om en retfærdig rettergang inden en rimelig frist. I sådanne tilfælde vil domstolene have mulighed for at råde bod på den skete krænkelse i forbindelse med tilkendelse af erstatning.

I en klagesag vedrørende Danmark (25) var der rejst tiltale mod en advokat for blandt andet underslæb. Advokaten blev dømt i byretten, men frifundet i landsretten. Efter frifindelsen fremsatte advokaten krav om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a, ligesom advokaten indgav klage til Kommissionen. Under ankebehandlingen af erstatningskravet lagde landsretten ved erstatningsudmålingen blandt andet vægt på, at den tid, der var medgået til sagens behandling, ikke kunne anses for forenelig med kravet om en retfærdig rettergang inden en rimelig frist, ligesom der var tale om en særlig alvorlig sigtelse for en advokat. Blandt andet under henvisning hertil blev erstatningen forhøjet (26). Under henvisning hertil fandt Kommissionen, at der på nationalt plan var rådet tilstrækkelig bod på den påståede krænkelse, og behandlingen af klagesagen blev derfor afsluttet.

Såfremt der foreligger en krænkelse af artikel 6, stk. 1, vil danske domstole derfor i sådanne tilfælde kunne råde bod på den skete krænkelse, hvis domstolene i præmisserne i den dom, hvor der tages stilling til erstatningskravet, udtrykkeligt eller indirekte anerkender, at der foreligger en krænkelse, og lader dette indgå som et moment ved udmålingen af erstatningen.

5.3. I tilfælde, hvor der sker domfældelse af en tiltalt i en straffesag, der ikke er blevet afgjort inden en rimelig frist, kan nationale domstole råde bod på den skete krænkelse ved i præmisserne udtrykkeligt eller indirekte at erkende, at sagsbehandlingstiden har været i strid med konventionens krav, samt lade dette indgå som en formildende omstændighed ved straffastsættelsen.

Som eksempel herpå kan nævnes, at den for lange sagsbehandlingstid efter omstændighederne kan føre til anvendelse af betinget straf, uanset at straffen efter praksis burde være en ubetinget sanktion (27), eller at der i øvrigt sker en nedsættelse af straffen (28).

Undladelse af at udvise en domfældt i tilfælde, hvor udvisning ellers ville komme på tale, vil ligeledes kunne være en måde, hvorpå der rådes bod på en krænkelse (29). Undladt rettighedsfrakendelse vil endvidere kunne komme på tale (30). Endelig vil man kunne forestille sig, at en tiltalt, der dømmes for et strafbart forhold, helt eller delvis fritages for at betale sagens omkostninger under henvisning til den for lange sagsbehandlingstid (31).

5.4. Det vil endelig kunne komme på tale at opgive strafforfølgningen i tilfælde, hvor en straffesag endnu ikke er afsluttet, og hvor sagsbehandlingstiden allerede har været for lang, eller hvor sagsbehandlingstiden, hvis staffesagen fremmes, vil ende med at være i strid med konventionens krav (32). Denne vurdering vil almindeligvis tilkomme anklagemyndigheden.

Som et eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor en frifindende dom ankes af anklagemyndigheden, eller en domfældelse ankes af tiltalte. Foreligger der særligt graverende omstændigheder, kan domstolene, hvis anklagemyndigheden ikke af egen drift finder anledning hertil, henstille til anklagemyndigheden, at strafforfølgningen opgives, forudsat at kriminalitetens art ikke taler afgørende herimod.

5.5. Uanset hvilken af de ovenfor anførte kompensationsmetoder der påtænkes anvendt, vil det som nævnt være afgørende, at dommen med tilstrækkelig klarhed afspejler en anerkendelse af den for lange sagsbehandlingstid, ligesom de fordele, som den krænkede opnår som følge heraf, skal fastsættes konkret i forhold til den skete krænkelse.

Der kan navnlig være grund til at pege på, at det er vigtigt, at præmisserne klart angiver, at vedkommende opnår en retsstilling, der er mere favorabel end den, vedkommende ellers ville have haft. Kun i sådanne tilfælde vil det være muligt for menneskerettighedsorganerne at påse, at betingelserne for fortabelse af offerstatus er opfyldt, nemlig at der foreligger en udtrykkelig anerkendelse af krænkelsen, og at den skete krænkelse om nødvendigt redresseres, hvad enten dette sker ved hjælp af økonomiske midler eller på anden vis.

I en dansk klagesag (33) var en person tiltalt for og efterfølgende dømt for skattesvig efter straffelovens § 289. Ved udmålingen af frihedsstraffen lagde byretten udtrykkeligt vægt på den lange sagsbehandlingstid som en formildende omstændighed. Landsretten fandt fængselsstraffen passende uden nærmere begrundelse. Herefter og da landsretten udtrykkeligt anførte, at den ikke fandt grundlag for at fravige almindelige principper for beregning af tillægsbøden, fandt Kommissionen ikke, at der forelå nogen erkendelse af overtrædelsen eller nogen lempelse af straffen. I den konkrete sag synes det nærliggende at antage, at der rent faktisk var tale om en lempelse af fængselsstraffen, men dette bevirkede ikke, at domfældte ikke længere var klageberettiget, da betingelserne for fortabelse af offerstatus ikke var opfyldt. Sagen illustrerer vigtigheden af, at man udtrykkeligt tager stilling til spørgsmålet om den for lange sagsbehandlingstid i dommens præmisser.

6. Sammenfatning

Domstolene har pligt til ex officio at påse, at behandlingen af retssager fremmes med den fornødne hurtighed, således at sager bliver afgjort inden en rimelig frist, jf. artikel 6, stk. 1, i EMRK.

Endvidere kan domstolene aktivt medvirke til at råde bod på skete krænkelser af retten til en rettergang inden en rimelig frist. I tilfælde, hvor der sker domfældelse af en tiltalt i en straffesag, der ikke er blevet afgjort inden en rimelig frist, kan domstolene således i præmisserne udtrykkeligt angive, at sagsbehandlingstiden har været i strid med konventionens krav, samt lade dette indgå som en formildende omstændighed ved straffastsættelsen m.v.

Efter 2. behandling den 21. maj 1997

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 2, ændres »45« til: »55«, og »22« ændres til: »36«.

2. I § 15, stk. 1, ændres »41« til: »42«.

3. I § 16 a, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »Svendborg,»: »Haderslev,».

4. I § 17, stk. 1, udgår »Haderslev,».

5. I § 41, stk. 5, ændres »§ 219« til: »§ 219 a«.

6. I § 126 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse, som er fastsat i medfør af § 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde udgifterne til efteruddannelsen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

7. § 154, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

8. § 165, stk. 2 , affattes således:

»Stk. 2. I sager, der behandles af retten, afholdes vederlaget for forkyndelse af statskassen. I øvrigt betales vederlaget af den, der begærer forkyndelsen foretaget.«

9. § 219 affattes således:

»§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved byret, skal afsiges senest 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse. I sager, der behandles ved landsret, skal dommen eller kendelsen afsiges senest 3 måneder efter optagelsen til dom eller kendelse.

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes. Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde.«

10. Efter § 219 indsættes:

»§ 219 a. Rettens afgørelser i straffesager træffes snarest muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller kendelsen vil blive afsagt. Kan afsigelsen ikke finde sted samme dag, skal dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge og, hvor nævninge har medvirket, senest dagen efter.

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes. Beslutningen kan ikke kæres.

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen oplæses i et retsmøde.

Stk. 4. Hvis tiltalte er fængslet, bør den pågældende bringes til stede ved dommens afsigelse.

Stk. 5. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler anklagemyndigheden tiltalte udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal udskriften forkyndes.«

11. § 312, stk. 2, 4. pkt., ophæves.

12. I § 345, 1. pkt., ændres »hensigtsmæssigt« til: »påkrævet«.

13. § 348, stk. 2, nr. 4, affattes således:

»4) en udførlig fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, og«.

14. § 348, stk. 4, ophæves, og i stk. 5, der bliver stk. 4, udgår »og stk. 4«.

15. § 349, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Det samme gælder, hvis der ikke indleveres genparter m.v. som fastsat i § 348, stk. 3, eller det indleverede ikke opfylder de krav, som fastsættes efter § 348, stk. 4.«

16. § 350, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

17. § 351, stk. 1, affattes således:

»Retten indkalder parterne til et møde med et varsel, der i almindelighed skal være på mindst 2 uger fra forkyndelsen.«

18. § 352, stk. 1, 3. og 4. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Fristen, der regnes fra pålæggets forkyndelse, kan efter anmodning forlænges.«

19. § 353 affattes således:

»§ 353. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter skal udveksles, og kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt, finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.«

20. § 354, stk. 5, 2. pkt., ophæves.

21. I § 354, stk. 6, sidste pkt., ændres »§ 219, stk. 2 og 3,» til: »§ 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3,».

22. I § 354, stk. 7, 1. pkt., indsættes efter »Retten kan«: »undtagelsesvis«.

23. § 355, stk. 1, affattes således:

»Retten bør indkalde parterne til et særligt forberedende møde, medmindre retten finder det overflødigt.«

24. I § 355, stk. 4, indsættes som 3. og 4. pkt.:

»I det forberedende møde skal retten endvidere efter drøftelse med parterne så vidt muligt fastlægge sagens videre forløb, herunder tidsrammerne for eventuel yderligere forberedelse. Retten kan endvidere fastsætte tidspunktet for domsforhandlingen.«

25. Efter § 356 indsættes:

»§ 356 a . Retten kan bestemme, at parterne inden en af retten fastsat frist før domsforhandlingen til retten skal indlevere et endeligt påstandsdokument. Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande og anbringender og en angivelse af de dokumenter, som parten vil påberåbe sig, og de beviser, som agtes ført under domsforhandlingen. Genpart af påstandsdokumentet skal samtidig tilsendes modparten.

Stk. 2. Såfremt påstandsdokumentet ikke indleveres rettidigt, finder bestemmelserne i § 360, stk. 1-3 og 6, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Udvidelse af de påstande, der fremgår af påstandsdokumentet, eller fremsættelse af anbringender eller førelse af beviser, som ikke er angivet i påstandsdokumentet, kan ikke ske, medmindre retten tillader det. Sådan tilladelse kan meddeles, såfremt betingelserne i § 363, stk. 1, er opfyldt.«

26. I § 357 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Retten kan, uanset at modparten ikke har nægtet at samtykke, jf. stk. 1, modsætte sig udvidelse af påstande, fremsættelse af nye anbringender og førelse af nye beviser eller fremsættelse af formalitetsindsigelser, som ikke er fremsat rettidigt efter stk. 2.«

27. I § 360, stk. 5, sidste pkt., indsættes efter »imødekommet«: », medmindre retten træffer afgørelse efter § 357, stk. 3«.

28. § 363, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at ændringen af påstanden eller fremsættelsen af nye anbringender ikke er sket inden domsforhandlingen, eller«.

29. I § 365, stk. 3, 1. pkt., udgår »så vidt muligt«.

30. I § 365 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Såfremt genparterne ikke indleveres rettidigt, kan retten beslutte, at reglerne i § 360, stk. 1-3 og 6, skal finde tilsvarende anvendelse.«

31. I § 372, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 219, stk. 3,» til: »§ 219«.

32. I § 378 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Retten kan pålægge en part at indlevere et processkrift inden en af retten fastsat frist. Såfremt et processkrift ikke indleveres rettidigt, finder reglerne i § 386 tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

33. § 379, 2. pkt., ophæves.

34. § 382, stk. 1, affattes således:

»Påstande, som har været gjort gældende i foregående instans, men ikke er fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf. § 375, og som heller ikke er omfattet af § 377, kan retten nægte fremsat, selv om modparten ikke protesterer, såfremt påstanden burde have været fremsat tidligere under anken.«

35. § 383, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Er påstande, som ikke har været gjort gældende i foregående instans, ikke fremsat i ankestævningen eller i et rettidigt afgivet svarskrift, jf. § 375, kan retten, selv om modparten ikke protesterer, nægte fremsættelsen, såfremt de burde have været fremsat tidligere under anken. Det samme gælder anbringender, som ikke har været gjort gældende i foregående instans, og som ikke er fremsat under forberedelsen af anken.«

36. § 386, stk. 1, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Det samme gælder, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt behørigt udformet ekstrakt til Højesteret, jf. § 385, stk. 2. Retten kan endvidere afvise sagen, hvis appellanten ikke rettidigt har indsendt genparter til landsretten, jf. § 385, stk. 1, jf. § 365, stk. 3.«

37. I § 386, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:

»Retten kan beslutte, at det samme skal gælde, hvis indstævnte ikke rettidigt har indsendt genparter af processkrifter og dokumenter til landsretten, jf. § 385, stk. 1, jf. § 365, stk. 3.«

38. I § 394, stk. 1, ændres »§ 219, stk. 3,» til: »§ 219«.

39. § 488, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

40. I § 586, stk. 1, ændres »jf. dog § 219, stk. 3« til: »jf. § 219«.

41. I § 963, stk. 3, litra a, ændres »§ 219, stk. 6,» til: »§ 219 a, stk. 5,».

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2. Retsplejelovens § 126, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning med hensyn til advokatfuldmægtige, som har bestået juridisk kandidateksamen efter 1. januar 1997, og med hensyn til udgifter til deres efteruddannelse, såfremt tilmelding hertil indgives efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. De hidtil gældende regler i retsplejelovens §§ 165, stk. 2, 219, stk. 4, 312, stk. 2, 4. pkt., 351, stk. 1, 352, stk. 1, 3. og 4. pkt., 354, stk. 5, 2. pkt., og 488, stk. 2, 2. pkt., finder dog fortsat anvendelse i sager, hvor stævningen inden lovens ikrafttræden er sendt til sagsøgte uden at være forkyndt, jf. retsplejelovens § 350, stk. 2.

Versioner

1. 1997-06-13