Gelex

1996 LSF 202 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STATSGARANTI TIL UDVIKLINGSVIRKSOMHED(FORLÆNGELSE AF LOVENS TILSKUDSORDNING, SÆNKNING AF KAPITALKRAV, AFKORTNING AF GARANTIPERIODE M.V.)

GældendeVersion 1997-06-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00202@1997-06-13/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov nr. 365 af 18. maj 1994 om statsgaranti til udviklingsvirksomhed, som ændret ved § 13 i lov nr. 377 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven ændres »industri- og samordningsministeren« til: »erhvervsministeren«.

2. Overskriften til kapitel 1 affattes således:

»Kapitel 1

Formål«.

3. § 1 affattes således:

» § 1. Formålet med denne lov er at fremme vækst og udvikling i nye små og mellemstore virksomheder ved at lette virksomhedernes adgang til risikovillig og kompetent egenkapital til gavn for beskæftigelsen og en bæredygtig udvikling. Til fremme af lovens formål kan staten yde garanti til selskaber, som indskyder ansvarlig kapital i nye små og mellemstore virksomheder, der igangsætter udviklingsprojekter.«

4. Efter § 1 indsættes:

»Kapitel 1 A

Selskaber omfattet af loven

§ 1 A. Erhvervsministeren kan tildele danske aktieselskaber og udenlandske selskaber med en tilsvarende selskabsform statsgaranti i henhold til denne lov. Selskaber, der opnår en sådan statsgaranti, betegnes i denne lov som udviklingsselskaber.«

5. § 2, stk. 1, affattes således:

»For at opnå statsgaranti skal selskabet opfylde følgende betingelser:

1) Selskabet skal have en egenkapital på mindst 20 mio. kr. eller et kapitalgrundlag, der kan sidestilles hermed. Erhvervsministeren kan i særlige tilfælde dispensere herfra, dog skal kapitalgrundlaget være mindst 10 mio. kr.

2) Selskabet skal dokumentere evne til at bidrage til udvikling af mindre virksomheder ved tilførsel af ansvarlig kapital, bistand og rådgivning.

3) Selskabet skal i dets forretningsplan anføre, hvilke etiske og miljømæssige hensyn det agter at lægge til grund for de investeringer, der henlægges under garantirammen.«

6. § 5, stk. 1 og 2, affattes således:

»Udviklingsselskabet tegner ny ansvarlig kapital i virksomheder beliggende i Danmark. Nytegningen skal være begrundet i udviklingsprojekter, herunder udvikling af produkter, markeder, serviceydelser og kompetence eller lignende i de virksomheder, der indskydes kapital i. Tegningen sker mod indskud af kontanter. Udviklingsselskabets beholdning af ansvarlig kapital betegnes udviklingsportefølje.

Stk. 2. De virksomheder, hvori et udviklingsselskab har ansvarlig kapital, som er henlagt til udviklingsporteføljen, kaldes i denne lov porteføljevirksomheder. Porteføljevirksomhederne skal være små og mellemstore virksomheder på det tidspunkt, hvor udviklingsselskabet tegner den ansvarlige kapital, og må ikke være koncernforbundne med andre virksomheder end små og mellemstore virksomheder. Ved små og mellemstore virksomheder forstås virksomheder, der er omfattet af den definition, som anvendes i Europa-Kommissionens meddelelse om rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder. Erhvervsministeren bekendtgør den til enhver tid gældende definition.«

7. I § 5 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. Statsgarantien for en investering i den enkelte porteføljevirksomhed bortfalder, hvis en aktionær med over 10 pct.s ejerandel af udviklingsselskabet direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. i porteføljevirksomheden. Statsgarantien for et udviklingsselskabs investering i en porteføljevirksomhed er ligeledes betinget af, at porteføljevirksomheden maksimalt direkte eller indirekte ejer 25 pct. af udviklingsselskabet. Statsgarantien bortfalder fra det tidspunkt, hvor de nævnte ejerandele overskrides.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 3 gælder ikke for offentligt ejede selskaber samt for finansielle virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet. Erhvervsministeren kan endvidere give en aktionær i et udviklingsselskab samme status som en virksomhed under tilsyn, såfremt aktionærens primære aktivitet er venturevirksomhed. Ved venturevirksomhed forstås tilførsel af ansvarlig kapital, bistand og rådgivning med henblik på udvikling af virksomheder og senere videresalg af kapitalandele i disse virksomheder.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 5-7.

8. I § 5, stk. 4, der bliver stk. 6, indsættes som 2. pkt.:

»Udviklingsselskabet må ikke direkte eller indirekte eje hele den del af porteføljevirksomheden, der ikke er medarbejderaktier omfattet af ligningslovens § 7 A.«

9. I § 8 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4. Garantirammen har virkning i fem år fra det tidspunkt, hvor tildelingen har fundet sted. Efter det femte år vil den ansvarlige kapital i udviklingsporteføljen fortsat være omfattet af statsgarantien, men der kan ikke henføres ny ansvarlig kapital til udviklingsporteføljen. Ved udbetaling af garantibeløb til et udviklingsselskab inden for garantiperioden reduceres selskabets garantiramme med størrelsen af det af garantien omfattede tab.

Stk. 5. Investerer et udviklingsselskab ansvarlig kapital i en porteføljevirksomhed med det formål at overdrage aktiver eller passiver mellem porteføljevirksomheden og udviklingsselskabet eller en virksomhed, som det har været koncernforbundet med, skal aktiverne og passiverne værdiansættes ved uafhængig vurdering, før der kan foretages garantiudbetalinger.«

Stk. 4-8 bliver herefter stk. 6-10.

10. § 8, stk. 6, der bliver stk. 8, affattes således:

»Stk. 8. En udviklingsportefølje, der er omfattet af statsgarantien, samt omkostninger og indtægter vedrørende denne skal særskilt fremgå af balancen og resultatopgørelsen. Årsregnskabets noter skal oplyse den oprindelige anskaffelsesværdi samt afgang eller tilgang til denne af udviklingsporteføljen. Bogføringen skal indrettes således, at de ovenstående oplysninger i årsregnskabet samt de øvrige i denne lov krævede oplysninger er til stede.«

§ 2

Stk. 1. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Tilsagn om statsgaranti til udviklingsselskaber i henhold til lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed kan gives i op til to år efter denne lovs ikrafttræden.

Stk. 3. § 5, stk. 3, og § 5, stk. 6, 2. pkt., i lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7 og 8, har alene virkning for de investeringer, udviklingsselskaberne foretager i porteføljevirksomhederne efter denne lovs ikrafttræden.

Stk. 4. § 8, stk. 4, 1. pkt., i lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9, har alene virkning for garantirammer, der tildeles efter denne lovs ikrafttræden.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov nr. 365 af 18. maj 1994 om statsgaranti til udviklingsvirksomhed, som ændret ved § 13 i lov nr. 377 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven ændres »industri- og samordningsministeren« til: »erhvervsministeren«.

2. Overskrift til kapitel 1 affattes således:

»Kapitel 1

Formål«.

3. § 1 affattes således:

» § 1. Formålet med denne lov er at fremme vækst og udvikling i nye, små og mellemstore virksomheder ved at lette virksomhedernes adgang til risikovillig og kompetent egenkapital. Til fremme af lovens formål kan staten yde garanti til selskaber, som indskyder ansvarlig kapital i nye, små og mellemstore virksomheder, der igangsætter udviklingsprojekter.«

4. Efter § 1 indsættes:

»Kapitel 1 A

Selskaber omfattet af loven

§ 1 A. Erhvervsministeren kan tildele danske aktieselskaber og udenlandske selskaber med en tilsvarende selskabsform statsgaranti i henhold til denne lov. Selskaber, der opnår en sådan statsgaranti, betegnes i denne lov som udviklingsselskaber.«

5. § 2, stk. 1, affattes således:

»For at opnå statsgaranti skal selskabet opfylde følgende betingelser:

1) Selskabet skal have en egenkapital på mindst 20 mio. kr. eller et kapitalgrundlag, der kan sidestilles hermed. Erhvervsministeren kan i særlige tilfælde dispensere herfra, dog skal kapitalgrundlaget være mindst 10 mio. kr.

2) Selskabet skal dokumentere evne til at bidrage til udvikling af mindre virksomheder ved tilførsel af ansvarlig kapital, bistand og rådgivning.«

6. § 5, stk. 1 og 2, affattes således:

»Udviklingselskabet tegner ny ansvarlig kapital i virksomheder beliggende i Danmark. Nytegningen skal være begrundet i udviklingsprojekter, herunder udvikling af produkter, markeder, serviceydelser og kompetence eller lignende i de virksomheder, der indskydes kapital i. Tegningen sker mod indskud af kontanter. Udviklingsselskabets beholdning af ansvarlig kapital betegnes udviklingsportefølje.

Stk. 2. De virksomheder, hvori et udviklingsselskab har ansvarlig kapital, som er henlagt til udviklingsporteføljen, kaldes i denne lov porteføljevirksomheder. Porteføljevirksomhederne skal være små og mellemstore virksomheder på det tidspunkt, hvor udviklingsselskabet tegner den ansvarlige kapital og må ikke være koncernforbundne med andre virksomheder end små og mellemstore virksomheder. Ved små og mellemstore virksomheder forstås virksomheder, der er omfattet af den definition, som anvendes i EU-kommissionens meddelelse om rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder. Erhvervsministeren bekendtgør den til enhver tid gældende definition.«

7. I § 5 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

» Stk. 3. Statsgarantien for en investering i den enkelte porteføljevirksomhed bortfalder, hvis en aktionær med over 10 pct.'s ejerandel af udviklingsselskabet direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. i porteføljevirksomheden. Statsgarantien for et udviklingsselskabs investering i en porteføljevirksomhed er ligeledes betinget af, at porteføljevirksomheden maksimalt direkte eller indirekte ejer 25 pct. af udviklingsselskabet. Statsgarantien bortfalder fra det tidspunkt, hvor de nævnte ejerandele overskrides.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 3 gælder ikke for offentligt ejede selskaber samt for finansielle virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet. Erhvervsministeren kan endvidere give en aktionær i et udviklingsselskab samme status som en virksomhed under tilsyn, såfremt aktionærens primære aktivitet er venturevirksomhed. Ved venturevirksomhed forstås tilførsel af ansvarlig kapital, bistand og rådgivning med henblik på udvikling af virksomheder og senere videresalg af kapitalandele i disse virksomheder.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 5-7.

8. I § 5, stk. 4, der bliver stk. 6, indsættes som 2. pkt.:

»Udviklingsselskabet må ikke direkte eller indirekte eje hele den del af porteføljevirksomheden, der ikke er medarbejderaktier omfattet af ligningslovens § 7 A.«

9. I § 8 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

» Stk. 4. Garantirammen har virkning i fem år fra det tidspunkt, hvor tildelingen har fundet sted. Efter det femte år vil den ansvarlige kapital i udviklingsporteføljen fortsat være omfattet af statsgarantien, men der kan ikke henføres ny ansvarlig kapital til udviklingsporteføljen. Ved udbetaling af garantibeløb til et udviklingsselskab inden for garantiperioden, reduceres selskabets garantiramme med størrelsen af det af garantien omfattede tab.

Stk. 5. Investerer et udviklingsselskab ansvarlig kapital i en porteføljevirksomhed med det formål at overdrage aktiver eller passiver mellem porteføljevirksomheden og udviklingsselskabet eller en virksomhed, som det har været koncernforbundet med, skal aktiverne og passiverne værdiansættes ved uafhængig vurdering, før der kan foretages garantiudbetalinger.«

Stk. 4-8 bliver herefter stk. 6-10.

10. § 8, stk. 6, der bliver stk. 8, affattes således:

» Stk. 6. En udviklingsportefølje, der er omfattet af statsgarantien, samt omkostninger og indtægter vedrørende denne skal særskilt fremgå i balancen og resultatopgørelsen. Årsregnskabets noter skal oplyse den oprindelige anskaffelsesværdi samt afgang eller tilgang til denne af udviklingsporteføljen. Bogføringen skal indrettes således, at de ovenstående oplysninger i årsregnskabet samt de øvrige i denne lov krævede oplysninger er tilstede.«

§ 2

Stk. 1. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Tilsagn om statsgaranti til udviklingsselskaber i henhold til lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed kan gives i op til to år efter denne lovs ikrafttræden.

Stk. 3. § 5, stk. 3, og § 5, stk. 6, 2. pkt, i lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7 og 8, har alene virkning for de investeringer, udviklingsselskaberne foretager i porteføljevirksomhederne efter denne lovs ikrafttræden.

Stk. 4. § 8, stk. 4, 1. pkt., i lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9, har alene virkning for garantirammer, der tildeles efter denne lovs ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1.Baggrund

Loven om statsgaranti til udviklingsvirksomhed trådte i kraft 1. august 1994. Loven gav hjemmel til, at staten frem til 31. juli 1996 kunne yde garanti for halvdelen af de tab, som godkendte udviklingsselskaber får på investeringer i små og mellemstore virksomheder.

Baggrunden for loven var, at de mindre virksomheders udviklingsaktiviteter hæmmes af, at det er vanskeligt for disse virksomheder at skaffe risikovillig egenkapital. Samtidig havde erfaringerne fra en række andre lande som USA, Holland og Tyskland vist, at offentlig støtte kunne fremme etableringen af et venturemarked og dermed udbuddet af risikovillig kapital til de mindre virksomheder. I Danmark eksisterede der på daværende tidspunkt stort set ikke noget venturemarked.

Hensigten med loven om udviklingsvirksomhed var derfor først og fremmest at lette formidlingen af kapital til de innovative, mindre virksomheder samt på længere sigt at etablere et egentligt venturemarked. Et andet sigte med loven var, at udviklingsselskaberne skulle udøve et aktivt medarbejderskab, som tilgodeser de mindre vækstvirksomheders behov for ledelseskompetence.

I Erhvervsministeriets rapport »Udviklingsselskaberne - de første to år« fra juni 1996 er det undersøgt, hvordan loven om udviklingsselskaber hidtil har virket. Det kan dog være vanskeligt på nuværende tidspunkt at drage håndfaste konklusioner om det samlede omfang af resultaterne af udviklingsselskabernes aktiviteter, fordi der på dette område opereres med en lang planlægnings- og investeringshorisont. Mange af resultaterne vil derfor først vise sig på længere sigt.

Siden de første garantier blev givet ultimo 1994 er der frem til udgangen af juli 1996 givet garantier til 13 udviklingsselskaber. Af den oprindelige garantiramme på 1 mia. kr. er disponeret over 815 mio. kr. til de 13 udviklingsselskaber.

Udviklingsselskaberne har pr. 1. august 1996 investeret ca. 270 mio. kr. i 74 virksomheder. Udviklingsselskaberne har i høj grad investeret i små og nye innovative virksomheder. Således var ca. halvdelen af de 74 virksomheder iværksættere, defineret som virksomheder der er under tre år gamle, og 43 af de 74 virksomheder havde under 10 ansatte. Det kan således konstateres, at iværksættere og de helt små virksomheder allerede nu tegner sig for en væsentlig andel af udviklingselskabernes investeringer. Udviklingsselskaberne har især investeret i virksomheder, der er i et tidligt udviklingsstadie, som generelt er det mest risikofyldte. Investeringstempoet og investeringernes fordeling på brancher vurderes generelt at være tilfredsstillende.

Det fremgår af de interviews med udviklingsselskaberne, der er refereret i rapporten, at udviklingsselskaberne på grund af statsgarantien investerer flere penge og går tidligere ind i projekterne, end de ellers ville have gjort.

De internationale erfaringer peger også på, at venturekapital har betydning for fremskaffelsen af egenkapital til de mindre virksomheder. OECD har i februar 1996 offentliggjort en rapport (Financial Market Trends, feb. 96), hvoraf det fremgår, at venturekapital er med til at finansiere mange små og mellemstore vækstvirksomheder, hvilket beskæftigelsesmæssigt er af stor betydning. Det fremgår også af OECD's rapport, at udbredelsen af venturekapital i Danmark er forholdsvis beskeden sammenlignet med andre lande. For eksempel er det danske marked kun halvt så stort som i Sverige og Holland, hvor der nu har etableret sig et selvbærende marked. I Holland har staten siden starten af 1980'erne støttet etableringen af et venturemarked. Der er nu etableret et bæredygtigt marked, hvorfor der ikke længere er behov for statslig støtte.

På baggrund af OECD's rapport kan det konkluderes, at venturemarkedet i flere lande er blevet selvbærende efter en langstrakt opbygningsfase. Der er flere forklaringer på, at det er en langstrakt proces at få udviklet et venturemarked. Udvikling og fornyelse indebærer en højere risiko end traditionelle investeringer og finansiering af virksomheders løbende drift. Investorerne foretager derfor en nøje udvælgelse af de projekter, der investeres i. Der er også i høj grad tale om projekter med en lang tilbagebetalingsperiode, hvor investorerne påtager sig en høj risiko i forventning om forrentning på lang sigt.

Hertil kommer, at det omfang, hvori der investeres i unoterede aktier i vækstorienterede, mindre virksomheder, i høj grad påvirkes af den generelle holdning til at foretage disse investeringer og af virksomhedernes holdning til at modtage egenkapital. Mange institutionelle investorer har hidtil koncentreret sig om investeringer i børsnoterede selskaber. Udviklingsselskaberne er en måde at kanalisere kapital til mindre, unoterede virksomheder på.

Der er samtidig store omkostninger ved at vurdere virksomhederne og følge investeringen op. Disse omkostninger er stort set uafhængige af det investerede beløbs størrelse. Derfor er det vanskeligt at finansiere mindre investeringer, for de store faste omkostninger udhuler afkastet ved investeringen.

Udviklingsselskaberne har medført en øget konkurrence mellem kapitaludbydere og større investeringslyst end tidligere. Antallet af udbydere er udvidet, hvilket har medført, at kapitaludbudet er blevet større og mere varieret. Udviklingsselskaberne går ind i såvel de tidlige investeringsfaser som i de nye og små virksomheder. De konkurrerer om virksomhedernes projekter og søger at skabe sig deres egen niche blandt de andre udbydere. Der er således tegn på, at der er ved at blive skabt en større mangfoldighed på markedet.

Erfaringerne fra de to første år med udviklingsselskaberne viser, at de statslige garantier i høj grad har medvirket til den begyndende etablering af et venturemarked i Danmark, som kan skabe de bedst mulige vilkår for nye og hurtigt voksende virksomheder. Som det er understreget fra OECD's side og som erfaringerne fra Holland viser, kræver det en lang årrække at etablere et selvbærende venturemarked.

Da erfaringerne fra de to første år peger på, at loven om udviklingsvirksomhed er et godt fundament at støtte etableringen af et venturemarked på, foreslås det, at der kan gives tilsagn om statslige garantier i en periode på yderligere to år fra denne lovs ikrafttræden.

2. Lovforslagets hovedindhold

Hovedindholdet i lovforslaget er at sikre en videreførelse af ordningen, og at den resterende del af garantirammen på 1 mia. kr. kan bruges til at stille garanti for nye udviklingsselskaber og udvide eksisterende selskabers garantier.

Desuden foreslås det at indføje en formålsparagraf i lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed, at sænke kapitalkravet til udviklingsselskaberne, at afkorte tildelingsperioden for garantirammer til selskaberne, at præcisere at virksomhederne ikke kan etablere et udviklingsselskab alene for at investere i egne datterselskaber, at fjerne muligheden for statsgaranti på investeringer i helejede porteføljevirksomheder samt foretage en række administrative forenklinger.

Formålet med loven om udviklingsvirksomhed er at fremme vækst og udvikling i nye, små og mellemstore virksomheder ved at lette kapitalformidlingen til disse virksomheder. Det indskrives i lovgrundlaget.

Erfaringerne i de første to år har vist, at de mindre og nye virksomheder generelt har behov for et begrænset kapitalindskud. Samtidig tyder de internationale erfaringer på, at et lavere krav til udviklingsselskabernes egenkapital vil kunne forøge antallet af udviklingsselskaber og dermed give et mere varieret udbud af venturekapital. Det foreslås derfor, at kapitalkravet generelt reduceres fra 50 mio. kr. til 20 mio. kr.

Det foreslås endvidere, at der fortsat skal være adgang til at dispensere fra kapitalkravet i særlige tilfælde, f.eks. hvis der er tale om et udviklingsselskab med en særlig ekspertise inden for et afgrænset område, eller hvis investeringsbehovet skønnes at være begrænset.

De garantirammer, som det enkelte udviklingsselskab får tildelt, har hidtil haft en varighed på otte år. Disse foreslås nedsat til fem år. Hermed vil der være mulighed for at overføre ubenyttede garantirammer til andre udviklingsselskaber, såfremt et udviklingsselskab vurderes at have anlagt en for inaktiv investeringsstrategi.

Lovforslaget indeholder en stramning af reglerne for koncernforbindelse. Stramningen skal forhindre, at virksomhederne kan etablere et udviklingsselskab alene for at investere med statsgaranti i egne datterselskaber.

I følge forslaget vil iværksætteren i porteføljevirksomheden dog ikke kunne rejse hele kapitalen hos udviklingsselskabet, uden at statsgarantien bortfalder. Iværksætteren eller en anden investor er nødt til at eje mindst en aktie ud over udviklingsselskabets ejerandel, for at der kan opnås statsgaranti på investeringen.

Endelig indeholder lovforslaget nogle forenklinger af en række praktiske og administrative forhold, som erfaringerne med de to første år har givet baggrund for at foreslå.

3. Høring

Advokatsamfundet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, AMP-Samarbejdet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedspensionsrådet, Arbejdsmarkeds Tillægspension, Arkitekt-Ingeniørrådet, Assurandør-Societetet, Danske Erhvervschefers Fællesråd, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Investeringsforeningers Fællesrepræsentation, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Iværksætterforening, Dansk Metalarbejderforbund, Dansk Teknologisk Institut, Dansk Udviklingsfinansiering A/S, Lokale Pengeinstitutter, Den Danske Finansanalytikerforening, Det Danske Handelskammer, Entreprenørforeningen, Finansieringsinstituttet for Industri & Håndværk, Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af Firmapensionskasser, Foreningen for Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen i Danmark, Københavns Fondsbørs, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Landsorganisationen i Danmark, Landbrugsrådet, Realkreditrådet, Specialarbejderforbundet i Danmark, Arbejdsministeriet, Boligministeriet, Danmarks Nationalbank, Erhvervsudviklingsrådet, Fødevareministeriet, Finansministeriet, Forskningsministeriet, Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening, Københavns Magistrat, Miljø- og Energiministeriet, Skatteministeriet, Økonomiministeriet, ARGO A/S, Dansk Kapitalanlæg, Dico A/S, Fritz Schur A/S, Industri Udvikling, LMX Business Development, Miljøudvikling A/S, NOVI A/S, Olicom Ventures A/S, Service Udvikling A/S, Sønderjyllands Udviklingsselskab A/S, Life Care.

4. Administrative, statsfinansielle, miljømæssige- og erhvervsøkonomiske konsekvenser og forholdet til EU-retten

Provenumæssige konsekvenser

På finansloven for 1996, er der afsat en garantiramme på 1 mia. kr. og tilhørende hensættelser til imødegåelse af tab. På finansloven for 1997 er garantirammen uændret. På nuværende tidspunkt er der ydet garantier inden for en ramme på 815 mio. kr. Det vil sige, at der på nuværende tidspunkt er en uudnyttet ramme på 185 mio. kr.

Erfaringer fra de første to år giver ikke anledning til at ændre på de hidtil anvendte budgetteringsprincipper. Lovforslaget skønnes derfor ikke at give anledning til yderligere provenumæssige konsekvenser.

Administrative konsekvenser

Loven har hidtil været administreret af Erhvervsfremme Styrelsen, hvilket fortsat vil gælde. Omkostningerne i forbindelse med lovens administration bliver dækket af præmiebetaling fra udviklingsselskaberne.

Det skønnes på baggrund af de hidtidige erfaringer, at den løbende administration fortsat vil medføre et ressourceforbrug på ca. 2 AC-årsværk og ca. 1 HK-årsværk. Herudover er der i et vist omfang brug for ekstern bistand typisk i form af revisorbistand. Administrationen af ordningen ventes at beløbe sig til 1,7 mio. kr. om året. Heraf udgør lønsum 1,1 mio. kr.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Forslaget er et bidrag til at skabe et velfungerende kapitalmarked ved at lette tilførslen af risikovillig og kompetent kapital til nye, små og mellemstore virksomheders udviklingsprojekter. Det sker fortrinsvis i form af egenkapital, hvorved virksomhedernes soliditet bliver styrket, og dermed deres muligheder for at opnå anden finansiering. Forslaget vil bidrage til at styrke udviklingspotentialet i de vækstorienterede, mindre virksomheder.

Miljømæssige konsekvenser

Der er allerede givet garanti til et udviklingsselskab inden for miljøområdet. Lovændringen medfører, at der også fremover kan gives garanti til udviklingsselskaber, herunder selskaber der investerer i miljøudvikling. Lovændringen kan derfor få en positiv miljømæssig betydning.

EU-retlige aspekter

De garantier, der kan ydes i medfør af loven, er omfattet af EF-traktatens statsstøttebestemmlser. Der skal derfor foretages notifikation af de vilkår garantierne kan ydes på og af den garantiramme, der afsættes på finansloven. Loven vil først blive sat i kraft, når Kommissionens godkendelse foreligger.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Der er tale om en teknisk ændring som konsekvens af, at loven om udviklingsvirksomhed hører under erhvervsministerens ressort.

Til nr. 2

Der er tale om en teknisk ændring som følge af, at der indføjes en formålsparagraf.

Til nr. 3

Der findes ikke nogen egentlig formålsbestemmelse i den gældende lov. Det foreslås derfor, at det præciseres, at formålet med loven er at fremme vækst og udvikling ved at lette de nye og mindre virksomheders adgang til egenkapital.

Efter den gældende lov kunne der i perioden frem til udgangen af juli 1996 ydes garanti for de evt. tab, som de godkendte udviklingsselskaber får på deres investeringer i små og mellemstore virksomheder. Staten kan dække op til 50 pct. af de eventuelle tab inden for den afsatte garantiramme.

Erfaringerne med udviklingsselskaberne de to første år har vist, at statsgarantien har betydet, at der er dannet mange nye udviklingsselskaber, og at der i høj grad er foretaget investeringer i innovative virksomheder og på et tidligt udviklingsstadie. Det er i disse situationer, det ofte er meget svært for de mindre virksomheder at skaffe finansiering af udviklingsaktiviteter.

Til nr. 4

Bestemmelsen svarer til den nuværende lovs § 1. Den rykkes som følge af indføjelse af formålsbestemmelsen.

Det fremgår af § 2, stk. 2 i denne lov, at der skal være mulighed for at give tilsagn om statslige garantier i en periode på yderligere to år fra lovens ikrafttræden.

Til nr. 5

Efter den gældende lov er det en forudsætning for, at der kan ydes garanti, at selskabet har en egenkapital på 50 mio. kr. eller på anden måde kan dokumentere et kapitalgrundlag, der kan sidestilles hermed. Der har hidtil været mulighed for at dispensere fra kapitalkravet for udviklingsselskaber med et regionalt sigte.

Det foreslås, at kapitalkravet nedsættes til 20 mio. kr. og med en generel adgang til at dispensere fra dette kapitalkrav.

Det er vurderingen, at et lavere kapitalkrav end de gældende 50 mio. kr. vil kunne forøge antallet af udviklingsselskaber og dermed give et mere varieret udbud af venturekapital, ligesom det kan være med til at forøge konkurrencen mellem udviklingsselskaberne til gavn for de vækstorienterede små og mellemstore virksomheder. Der var flere grunde til, at kravet til udviklingsselskabernes egenkapital i 1994 blev fastsat til mindst 50 mio. kr. For det første var det hensigten, at udviklingsselskabet skulle foretage et betydeligt antal investeringer for at sprede risikoen, og for at udviklingsselskabet ud fra erfaringerne med de enkelte investeringer kunne oparbejde en kompetence, som kunne anvendes i forhold til de øvrige porteføljevirksomheder, som udviklingsselskabet investerer i. For det andet skulle der være mulighed for, at udviklingsselskabet kunne foretage eventuelle følgeinvesteringer.

På baggrund af de danske og internationale erfaringer er det vurderingen, at dette også vil kunne opnås ved en nedsættelse af kapitalkravet. Erfaringerne med loven siden 1994 tyder på, at de små og nye virksomheder generelt har behov for et begrænset kapitalindskud. Udviklingsselskaberne vil derfor stadig kunne overholde kravet om risikospredning i den generelle regel i § 6, stk. 2, om at værdien af den ansvarlige kapital i en enkelt porteføljevirksomhed eller i alle porteføljevirksomheder i samme koncern ikke må overstige 20 pct. af udviklingsselskabets garantiramme.

Det foreslås, at der i særlige tilfælde bliver adgang til at dispensere fra kapitalkravet på 20 mio. kr. Det er dog en forudsætning, at kapitalgrundlaget er på mindst 10 mio. kr. Der kan f.eks. være tale om specialiserede udviklingsselskaber med en særlig ekspertise inden for et afgrænset område, selskaber der vil specialisere sig inden for særlige brancher, selskaber inden for områder, hvor investeringsbehovet skønnes at være begrænset og selskaber, der arbejder i et begrænset geografisk område.

Til nr. 6

Der er ikke tale om indholdsmæssige ændringer i stk. 1, men bestemmelserne formuleres på en mere enkel måde. Der er således fortsat tale om, at udviklingsselskabets investeringer i porteføljevirksomheden skal være begrundet i udviklingsaktiviteter, herunder udvikling af produkter, markeder, serviceydelser og kompetence.

Da garantien er omfattet af EF-traktatens statsstøttebestemmelser, fremgår det af stk. 2, at der alene kan ydes garantier for investeringer, der foretages i virksomheder, der er små og mellemstore i henhold til EU's statsstøttedefinition. Den for tiden gældende statsstøttedefinition af små og mellemstore virksomheder er virksomheder med under 250 ansatte og enten en årlig omsætning på ikke over 40 mio. ECU eller en årlig samlet balance på ikke over 27 mio. ECU. Ved beregning af de nævnte tærskler skal tallene for den pågældende virksomhed og for alle de virksomheder, som den direkte eller indirekte kontrollerer gennem besiddelse af 25 pct. eller derover af kapitalen eller af stemmerettighederne, sammenlægges.

Endvidere skal virksomhederne opfylde følgende uafhængighedskriterium:

En enkelt virksomhed eller flere virksomheder i fællesskab, der ikke opfylder definitionen på en lille eller mellemstor virksomhed, må ikke besidde 25 pct. eller derover af kapitalen eller stemmerettighederne. Denne tærskel kan overskrides i følgende to tilfælde:

a) hvis virksomheden ejes af offentlige investeringsselskaber, venturekapitalselskaber eller institutionelle investorer, forudsat at de hverken kontrollerer virksomheden individuelt eller i fællesskab,

b) hvis kapitalen er spredt på en sådan måde, at det ikke er muligt at afgøre, hvem der ejer den, og virksomheden erklærer, at den med rette kan antage, at en enkelt virksomhed eller flere virksomheder i fællesskab, der ikke opfylder definitionen på en lille eller mellemstor virksomhed, alt efter tilfældet, ikke ejer 25 pct. eller derover af den.

Til nr. 7

For at undgå, at virksomhederne kan etablere et udviklingsselskab alene for at investere i egne datterselskaber fastsættes i stk. 3 restriktioner på de andele udviklingsselskabet må eje af en porteføljevirksomhed og de ejerforbindelser, der må være mellem en porteføljevirksomhed og et udviklingsselskab og dets investorer.

Det fremgår af stk. 4, at restriktionerne ikke gælder for investorer, som ikke udøver kontrol over en porteføljevirksomhed. Som disse investorer betragtes i henhold til lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed alle finansielle virksomheder under offentligt tilsyn. Det gælder dermed alle selskaber omfattet af:

- Lov om banker og sparekasser

- Realkreditloven

- Lov om fondsmæglerselskaber

- Lov om investeringsforeninger

- Lov om forsikringsvirksomhed

- Lov om tilsyn med firmapensionskasser

- Lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD)

- Lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)

samt

- Danmarks Nationalbank.

De ovennævnte investorer er alle i dag underlagt investeringsbegrænsninger herunder ejerandelsbegrænsninger i henhold til anden lovgivning. Undtagelsen i denne lov udvider derfor ikke disse investorers adgang til at drive erhvervsvirksomhed.

Det foreslås endvidere, at erhvervsministeren kan give en aktionær i et udviklingsselskab status som investor i henhold til denne bestemmelse, såfremt det kan sandsynliggøres, at aktionærens primære aktivitet er venturevirksomhed.

Til nr. 8

Efter den gældende lov må et udviklingsselskab ikke være koncernforbundet med en porteføljevirksomhed ved udviklingsporteføljens kapitalandele. I henhold til sambeskatningsreglerne kan et evt. tab i en porteføljevirksomhed, som er 100 pct. ejet af et udviklingsselskab overføres og fratrækkes i udviklingsselskabets indkomstopgørelse. Bestemmelsen skal sikre, at staten ikke både dækker dele af et evt. tab i porteføljevirksomheden gennem statsgarantien, og at det samme tab fradrages i moderselskabets indkomstopgørelse via sambeskatningen. Der kræves derfor alene, at iværksætteren eller en anden aktionær, der ikke er ejet af udviklingsselskabet, ejer en aktie.

Til nr. 9

De udviklingsselskaber, der hidtil har fået en garantiramme har fået den for otte år. Inden for denne otte-årige periode kan udviklingsselskaberne gennemføre investeringer inden for garantirammen.

Det foreslås i stk. 4, at garantirammerne fremover tildeles for en periode på fem år i stedet for otte år. Efter udløbet af garantirammen kan udviklingsselskaberne på lige fod med andre udviklingsselskaber søge om en garantiramme for en ny fem-års periode. I vurderingen af, om der skal tildeles en ny ramme, vil det indgå, hvordan rammen hidtil har været udnyttet.

Det præciseres samtidig, at et udviklingsselskabs garantiramme reduceres i forhold til det realiserede tab, når der har fundet udbetaling af garantibeløb sted. Det er således ikke muligt at genbruge den del af garantirammen, der har givet anledning til garantiudbetaling. Det er derimod muligt at genbruge de dele af garantirammen, der har været beslaglagt af investeringer, der ikke har givet tab, når disse investeringer er taget ud af den godkendte portefølje. Den periode, hvor staten garanterer for investeringerne i porteføljevirksomhederne, er fortsat 12 år.

I stk. 5 fastsættes reglerne for opgørelse af tab nærmere, når der har været overdraget aktiver eller passiver mellem udviklingsselskabet og porteføljevirksomhederne. Hvis et udviklingsselskab eller et selskab, det er koncernforbundet med, handler aktiver med eller overdrager passiver til porteføljevirksomheden, skal der før en eventuel garantiudbetaling til dækning af tab på porteføljevirksomheden foretages en uafhængig værdiansættelse af aktiverne eller kompensationen for at overtage passiverne. Den uafhængige vurdering kan f.eks. foretages af en revisor eller lignende. Ved at få foretaget en uafhængig vurdering sikres det, at der ikke foretages garantiudbetaling for tab, der vedrører handel eller overdragelse af aktiver eller passiver mellem porteføljevirksomheden og udviklingsselskabet.

Til nr. 10

Der foreslås en administrativ forenkling, som betyder, at årsregnskabslovens regler fuldt ud finder anvendelse. Efter de gældende regler skal udviklingsselskaberne bogføre særlige poster til brug for administration af loven. Som udgangspunkt er porteføljerne anlægsaktiver, men det overlades til selskaberne at skønne over, hvorvidt forudsætningerne for at behandle dem som omsætningsaktiver er tilstede. Ligeledes kan selskaberne ansætte porteføljen til indre regnskabsmæssige værdis metode inden for lovgivningens rammer. Opskrivning efter årsregnskabslovens § 30 henholdsvis § 34 skal også være overladt til selskabernes konkrete skøn. Udskilles porteføljen efter denne lov i særskilte poster, følger det af § 6 i bekendtgørelse om opstilling af årsregnskaber m.v., at der skal oprettes en særskilt anlægsopgørelse for hver post, hvoraf den oprindelige anskaffelsesværdi fremgår. Er porteføljen ikke optaget i en særskilt post, men blot udskilt i noterne, eller er den et omsætningsaktiv, skal oplysning om oprindelig anskaffelsesværdi med afgang og tilgang oplyses i noterne.

Til § 2 Baggrunden for denne bestemmelse er bl.a., at ydelsen af garantier er omfattet af EF-traktatens statsstøttebestemmelser. Loven vil derfor først blive sat i kraft, når Kommissionen har godkendt garantiordningen.

I stk. 2 fastsættes, at der skal være mulighed for at give tilsagn om statslige garantier i en periode på to år fra denne lovs ikrafttræden.

I stk. 3 fastsættes, at reglerne som skal hindre, at virksomhederne etablerer udviklingsselskaber for at investere i datterselskaber og reglerne, om at en porteføljevirksomhed ikke må være ejet fuldt ud af et udviklingsselskab, alene gælder for de investeringer, udviklingsselskaberne foretager efter denne lovs ikrafttræden.

I stk. 4 fastsættes, at de udviklingsselskaber, der har fået tildelt garantirammer før denne lovs ikrafttræden, fortsat skal have disse rammer i otte år fra tildelingstidspunktet, d.v.s. der ændres ikke på vilkårene for tildelingen af de gamle garantirammer, og der foretages ikke indskrænkninger i muligheden for at anvende garantien. Den administrative behandling af de hidtil tildelte garantirammer og de nye garantirammer vil foregå efter samme regler.

Skriftlig fremsættelse (19. marts 1997)

Erhvervsministeren (Jan Trøjborg):

Herved tillader jeg mig at fremsætte for Folketinget:

Forslag til lov om ændring af lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed. (Forlængelse af lovens tilskudsordning, sænkning af kapitalkrav, afkortning af garantiperiode m.v.).

(Lovforslag nr. L 202).

Udviklingsaktiviteter i små og mellemstore virksomheder hæmmes ofte af, at det er vanskeligt for virksomhederne at skaffe risikovillig kapital. Internationale erfaringer peger på, at venturekapital er velegnet som kapitalform for disse virksomheder.

Venturekapital er risikovillig og tålmodig kapital. Imidlertid er udbredelsen af venturekapital i Danmark mindre end i de fleste lande, vi normalt sammenligner os med.

Langt de fleste OECD-lande har indset vigtigheden af at få skabt venturemarkeder. USA er foregangsland her. Allerede i 1958 lavede de den første statslige ordning. Et andet eksempel er Holland. Her har staten siden starten af 1980'erne støttet etableringen af et venturemarked. Det har skabt et selvbærende marked, der ikke længere kræver offentlig støtte.

Bl.a. på den baggrund fremsatte Regeringen i 1994 forslag om at stille statslig garanti for investeringer i små og mellemstore virksomheder. Loven om statsgaranti til udviklingsvirksomhed blev vedtaget i 1994 for en to-årig periode. Garantien stilles til anerkendte udviklingsselskaber.

Hensigten med loven om udviklingsvirksomhed var at lette formidlingen af kapital til innovative, mindre virksomheder samt på længere sigt at etablere et selvbærende venturemarked i Danmark. Et andet sigte med loven var, at udviklingsselskaberne skulle være aktive medejere af virksomhederne. Dermed kunne mindre vækstvirksomheder få tilført ledelseskompetence.

Erfaringerne fra de to første år med udviklingsselskaberne viser, at de statslige garantier i høj grad har medvirket til den begyndende etablering af et venturemarked i Danmark, som kan skabe gode finansieringsvilkår for nye og hurtigt voksende virksomheder.

Siden de første garantier blev givet ultimo 1994 er der frem til lovens udløb givet garantier til 13 udviklingsselskaber. Af den oprindelige garantiramme på 1 mia.kr. er der disponeret 815 mio.kr. til de 13 udviklingsselskaber.

Iværksættere og helt små virksomheder tegner sig nu for ca. halvdelen af udviklingselskabernes investeringer. Udviklingsselskaberne har især investeret i virksomheder, der er på et tidligt udviklingsstadium.

Det foreslås, at der kan gives tilsagn om statslige garantier i en periode på yderligere to år fra denne lovs ikrafttræden. Det vil gøre det muligt at disponere hele garantirammen.

Det foreslås endvidere, at kapitalkravet generelt reduceres fra 50 mio. kr. til 20 mio. kr., og at der stadig skal være en dispensationsmulighed for kapitalgrænsen i særlige tilfælde. Et lavere krav til udviklingsselskabernes egenkapital vil kunne øge antallet af udviklingsselskaber og dermed medvirke til at imødekomme flere virksomheders behov for risikovillig kapital.

Lovforslaget indeholder en stramning af reglerne for koncernforbindelser. Stramningen skal forhindre, at virksomhederne kan etablere et udviklingsselskab alene for at investere med statsgaranti i egne datterselskaber.

Endelig indeholder lovforslaget nogle forenklinger af en række praktiske og administrative forhold, som erfaringerne med de to første år har givet baggrund for at foreslå.

Jeg henviser til lovforslagets bemærkninger og anbefaler forslaget til Det høje Tings velvillige behandling.

Versioner

  1. 1997-06-13