1996 LSF 209 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE(AUTORISATIONSORDNINGER FOR GENNEMFØRELSE AF EGENKONTROL)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00209@1997-06-13/da
Indhold
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994, som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24. april 1996, lov nr. 395 af 22. maj 1996 og § 1 i lov nr. 325 af 14. maj 1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 7 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at andre myndigheder eller private organisationer skal udøve nærmere fastlagte beføjelser om typegodkendelse og fabrikationskontrol af de i stk. 1, nr. 5 og 6, nævnte anlæg, maskiner, indretninger m.v.«
2. I § 7 a indsættes som stk. 2-6:
»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om autorisationsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, herunder om, hvilke opgaver der skal udføres af de autoriserede personer, og om administration af autorisationsordninger. Ministeren kan ligeledes fastsætte nærmere regler om tildeling samt tilbagekaldelse af autorisationer, herunder om at tilbagekaldelse skal kunne forlanges indbragt for domstolene, og om kontrol med det eftersyn, som de autoriserede personer udøver. Autorisation kan nægtes, såfremt den pågældende har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover, og autorisation kan tilbagekaldes, såfremt den autoriserede har forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover eller gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed. Afgørelse om nægtelse eller tilbagekaldelse af autorisation skal indeholde oplysning om adgangen til at begære afgørelsen indbragt for domstolene og fristen herfor.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om gebyrer for administration af autorisationsordninger, herunder kursusgebyrer, klagegebyrer samt gebyrer for afgivelse af udtalelse, jf. stk. 5. Gebyrerne kan anvendes til hel eller delvis dækning af omkostninger ved autorisationsordningernes administration. Gebyrerne opkræves efter bestemmelserne i § 88.
Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at andre myndigheder eller private organisationer skal udøve nærmere fastlagte beføjelser om
1) de i stk. 1 og 2 nævnte autorisationsordninger og
2) de i stk. 3 nævnte gebyrordninger.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser truffet af de i stk. 4 nævnte myndigheder og private organisationer og om de nævnte myndigheders og private organisationers pligt til at afgive udtalelse om de autoriseredes virksomhed.
Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan forlods foretage udlæg af midler til midlertidig dækning af autorisationsordningers administration med henblik på igangsættelse af sådanne ordninger.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni
1994, som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, lov nr. 302 af 24.
april 1996 og lov nr. 395 af 22. maj 1996, foretages følgende
ændringer:
1. I § 7 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at andre myndigheder eller private organisationer skal udøve nærmere fastlagte beføjelser om typegodkendelse og fabrikationskontrol af de i stk. 1, nr. 5 og 6 nævnte anlæg, maskiner, indretninger m.v.«
2. I § 7 a indsættes som stk. 2-6:
»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om autorisationsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, herunder om hvilke opgaver, der skal udføres af de autoriserede personer, og om administration af autorisationsordninger. Ministeren kan ligeledes fastsætte nærmere regler om tildeling samt tilbagekaldelse af autorisationer, herunder om at tilbagekaldelse skal kunne forlanges indbragt for domstolene, og om kontrol med det eftersyn, som de autoriserede personer udøver. Autorisation kan nægtes, såfremt den pågældende har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover, og autorisation kan tilbagekaldes, såfremt den autoriserede har forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover eller gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed. Afgørelse om nægtelse eller tilbagekaldelse af autorisation skal indeholde oplysning om adgangen til at begære afgørelsen indbragt for domstolene og fristen herfor.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om gebyrer for administration af autorisationsordninger, herunder kursusgebyrer, klagegebyrer samt gebyrer for afgivelse af udtalelse, jf. stk. 5. Gebyrerne kan anvendes til hel eller delvis dækning af omkostninger ved autorisationsordningernes administration. Gebyrerne opkræves efter bestemmelserne i § 88.
Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at andre myndigheder eller private organisationer skal udøve nærmere fastlagte beføjelser om:
1) de i stk. 1 og 2 nævnte autorisationsordninger, og
2) de i stk. 3 nævnte gebyrordninger.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser truffet af de i stk. 4 nævnte myndigheder og private organisationer, og om de nævnte myndigheders og private organisationers pligt til at afgive udtalelse om de autoriseredes virksomhed.
Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan forlods foretage udlæg af midler til midlertidig dækning af autorisationsordningers administration med henblik på igangsættelse af sådanne ordninger.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrund for lovforslaget
Lovforslaget indeholder forslag til hjemmel for miljø- og energiministeren til at fastsætte nærmere regler om autorisationsordningers indhold og organisering og om finansiering af administrationsomkostninger ved sådanne ordninger. Med udgangspunkt i lovforslaget er det bl.a. hensigten at etablere en autorisationsordning for ti årskontrol af beholdere til flydende husdyrgødning, ensilagesaft og spildevand (mælkerumsvand og vand fra vask af produkter m.v. fra landbrugsdrift).
Baggrunden for at oprette en autorisationsordning for ti årsbeholderkontrol er, at der siden 1960 er blevet etableret opbevaringsanlæg til husdyrgødning i form af delvis fritstående beholdere uden låg, hvor husdyrgødningen opbevares på flydende form som gylle. Væghøjden i en beholder er typisk mellem 3,0 og 5,5 m, og beholderen er oftest gravet 1,0 til 2,5 m ned i jorden. Dansk Teknologisk Institut har vurderet, at der i perioden 1970-1987 blev opført ca. 20.000 beholdere.
Ifølge § 8 i Miljø- og Energiminsteriets bekendtgørelse nr. 1159 af 19. december 1994 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. (»husdyrgødningsbekendtgørelsen«) skal der på ejendomme, som har et husdyrhold, eller som oplagrer husdyrgødning, være et opbevaringsanlæg for husdyrgødning med tilstrækkelig kapacitet til, at udbringningen kan ske i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsens kapitel 10, samt til at udnyttelsen af næringsstofferne i husdyrgødningen opfylder kravene i Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri's bekendtgørelse om grønne marker, sædskifte og gødningsplaner samt gødningsregnskaber i jordbruget.
Kravene om opbevaringskapacitet blev indført i 1987, og i perioden 1987-1995 vurderer Dansk Teknologisk Institut, at der er blevet opført ca. 15.000 beholdere. Systemet, hvor husdyrgødning opbevares på flydende form som gylle i beholdere, der ikke er helt nedgravede, er blevet den mest udbredte metode til opbevaring af husdyrgødning.
De fleste tidligere beholdere til flydende husdyrgødning blev opført af betonbloksten, og størrelsen var nogle få hundrede m3. Senere blev der også opført beholdere i andre materialer såsom træ, stål og beton. De fleste nyere beholdere er fremstillet af fabriksfremstillede betonelementer, og beholdere opføres i dag typisk op til en kapacitet på 4000 m3.
I tilfælde af at en fyldt beholder spontant falder sammen, vil der være overhængende risiko for forurening af bl.a. vandmiljøet. I tilfælde af at en beholder har en mindre utæthed, kan der sive væske fra beholderen, hvilket ligeledes vil påvirke vandmiljøet m.m.
I husdyrgødningsbekendtgørelsens kapitel 7 er beskrevet en række funktionskrav til beholdere for flydende husdyrgødning m.v. I kapitel 9 er der beskrevet regler for drift og vedligeholdelse, bl.a. er der fastsat regler om, at brugeren af en beholder for flydende husdyrgødning, ensilagesaft eller spildevand mindst hver 10. år skal lade den kontrollere med hensyn til styrke og tæthed. Kontrollen skal udføres af en af kommunalbestyrelsen udpeget person. I forbindelse med kontrollen skal der udarbejdes en rapport, som tilsendes kommunalbestyrelsen inden otte dage efter, at kontrollen blev udført. Rapporten indgår i kommunalbestyrelsens vurdering af, om den pågældende beholder fortsat overholder bekendtgørelsens krav om tæthed og styrke.
Det forudsætter en omfattende faglig kompetence at vurdere, om en fritstående beholder er i forsvarlig stand, eller om den er i en stand, der indebærer risiko for kollaps eller sivning. Den autoriserede kontrollant skal således have relevant uddannelsesmæssig baggrund, relevant erhvervsmæssig erfaring samt kompetence til brug af specialværktøj, hvis det er påkrævet. Behovet for faglig kompetence er baggrunden for at fremsætte forslag om, at en kontrollant skal være autoriseret til at udføre ti årsbeholderkontrol.
Udførelse af ti årsbeholderkontrol kræver således mere omfattende kvalifikationer end det generelle landbrugstilsyn, som kommunalbestyrelsen lader udføre. Den planlagte autorisationsordning for ti årsbeholderkontrol kommer hovedsageligt til at omfatte beholdere til flydende husdyrgødning, ensilagesaft eller spildevand med en kapacitet på 100 m3 eller derover, og som ikke helt nedgravede. Øvrige beholdere er dækket af det generelle landbrugstilsyn.
Lovforslaget giver hjemmel til fastsættelse af regler, som tjener til, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, hvorvidt en given beholder fortsat overholder bekendtgørelsens krav om styrke og tæthed, på baggrund af en tilstandsrapport udarbejdet af en autoriseret kontrollant.
Kommunalbestyrelsen er fortsat som tilsynsmyndighed forpligtet til at føre tilsyn med beholdere til flydende husdyrgødning m.v. som led i det almindelige tilsyn med landbrugsejendomme. Kommunen er endvidere fortsat forpligtet til umiddelbart at foretage indgreb, hvis der under tilsynet konstateres nærliggende risiko for sprængning eller lignende af beholder til flydende husdyrgødning, jf. § 30 i husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Der er med Miljøbeskyttelseslovens § 7 a allerede hjemmel til at kræve egenkontrol foretaget af en autoriseret person. Med nærværende lovforslag etableres hjemmel til at fastsætte nærmere regler om autorisationsordningers indhold og organisering og om finansiering af deres administration, og dette gøres med de foreslåede § 7 a, stk. 2-5.
Det er hensigten at fastsætte regler om organisering og finansiering af autorisationsordningen for ti års beholderkontrol i en bekendtgørelse. I forbindelse med udstedelsen af bekendtgørelsen vil omfanget af de opgaver, som vil kunne løses inden for rammerne af ordningen, blive fastlagt. I bekendtgørelsen vil endvidere blive fastsat de nærmere regler om kravene til brugeren om at gennemføre egenkontrol ved autoriseret person i medfør af den eksisterende hjemmel i loven. Det er hensigten, at denne bekendtgørelse skal erstatte de nuværende regler i husdyrgødningsbekendtgørelsen om udførelse af ti års kontrol af beholdere.
1.1. Fastsættelse af regler om tildeling og tilbagekaldelse af autorisation m.v.
Lovforslaget giver miljø- og energiministeren hjemmel til at stille krav om de forudsætninger, som skal være opfyldt forud for at en person kan opnå autorisation. Miljø- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler vedrørende tilbagekaldelse af autorisation.
I forbindelse med en autorisationsordning for ti årsbeholderkontrol er det hensigten, at disse forudsætninger bl.a. skal omfatte uddannelsesmæssig baggrund, erhvervsmæssige erfaringer, gennemførsel af autorisationsordningens introduktionskursus, samt krav om at kontrollanten er momsregistreret og omfattet af en professionel ansvarsforsikring.
Fastsættelse af regler vedrørende udstedelse af autorisation til udførelse af ti årsbeholderkontrol skal sikre, at de autoriserede kontrollanter er specifikt kvalificerede til kontrol af beholdere til flydende husdyrgødning m.v., således at brugeren kan være sikker på, at det kontroleftersyn, som han lader gennemføre for egen regning, er af høj kvalitet. Reglerne skal ligeledes sikre, at kommunalbestyrelsen på et gennemarbejdet teknisk grundlag kan vurdere, om beholderen fortsat kan anvendes, om der skal foretages reparation, eller om beholderen skal kræves tages ud af drift.
Den autoriserede kontrollant skal være kvalificeret til at vurdere, om en beholder er i en sådan stand, at den opfylder kravene til styrke og tæthed og fortsat kan anvendes uden bemærkninger, eller om der er behov for nærmere angiven vedligeholdelse som forudsætning for videre brug af beholderen, eller om beholderen ikke opfylder kravene til styrke og tæthed.
Hvis der ved kontroleftersynet konstateres forhold vedrørende beholderens eventuelt manglende styrke eller tæthed, som ikke umiddelbart kan afklares, kan den autoriserede kontrollant træffe beslutning om, at der er behov for et supplerende eftersyn, baseret på specialviden eller brug af specialværktøj. Brugeren beslutter, hvem der i givet fald skal udføre dette. Omkostninger ved et eventuelt supplerende eftersyn skal afholdes for brugerens regning.
Forslaget indeholder endvidere en præcisering af den eksisterende hjemmel i lovens § 7 a, stk. 1, om, at der kan stilles krav om egenkontrol ved autoriseret, idet det i stk. 2 bestemmes, at der kan fastsættes regler om de opgaver, de autoriserede skal udføre. I forbindelse med ti års beholderkontrollen vil der med baggrund heri blive fastsat nærmere regler om de opgaver, de autoriserede skal foretage i forbindelse med kontrollen af beholdernes styrke og tæthed, og dermed om kontrollens nærmere indhold.
1.3. Fastsættelse af regler om gebyr
Lovforslaget giver miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte regler vedrørende fastsættelse og opkrævning af gebyr til hel eller delvis dækning af omkostninger ved administration af autorisationsordninger.
I forbindelse med den påtænkte autorisationsordning for udførelse af ti årsbeholderkontrol giver lovforslaget således mulighed for fastsættelse af regler om opkrævning af gebyr til dækning af administrationsomkostninger, herunder kursusgebyr og gebyr for indbringelse af kontrolrapporter for den i afsnit 1.4 nævnte bestyrelse.
De opgaver, som gebyrerne skal dække, vil blive nærmere fastsat i bekendtgørelse. Der kan blive tale om anvisning af kontrollanter til de enkelte kontrolbesøg under størst muligt hensyn til brugerens ønsker, modtagelse og registrering af kontrolrapporter, stilprøvekontrol af kontrollanternes eftersyn, sagsbehandling m.v. i forbindelse med afgivelse af udtalelser om de autoriseredes virksomhed, og tildeling og fratagelse af autorisation. Hovedformålet med disse aktiviteter er at kvalitetssikre kontroleftersynet. Miljøstyrelsen fastsætter administrationsgebyrets størrelse efter høring af de berørte parter. Det forudsættes, at administrationsomkostningerne dækkes fuldt ud af gebyret. De nærmere regler vedrørende opkrævningen vil blive fastlagt i bekendtgørelsen.
Administrationsomkostningerne og dermed gebyrets størrelse afhænger af den nærmere fastlæggelse af opgavernes omfang og skønnes at ligge i en størrelsesorden, der svarer til et gennemsnit på ca. 300,00 kr. pr. beholder. Det forventede provenu for 1997 skønnes at ville udgøre kr. 240.000. Provenuet for 1997 optages på forslag til tillægsbevillingslov for 1997 på hovedkonto 23.21.01 Miljøstyrelsen. Indtægter og udgifter i de følgende år vil blive fastsat på de årlige bevillingslove.
Forslaget til en autorisationsordning for ti årsbeholderkontrol omfatter adgang for brugeren til at forelægge kontrollantens vurdering for den i afsnit 1.4. nævnte bestyrelse, som er forpligtet til at afgive en udtalelse herom, jf. nedenfor under 1.5. Der vil blive opkrævet et gebyr ved en sådan forelæggelse til dækning af omkostninger ved sagsbehandlingen, herunder af omkostninger ved afholdelse af fornødne tekniske undersøgelser evt. i form af en fornyet kontrol ved en anden autoriseret. Hvis udtalelsen er i modstrid med kontrollantens vurdering, tilbagebetales gebyret. Miljøstyrelsen fastsætter gebyrets størrelse efter høring af de berørte parter. Gebyret forventes fastsat i størrelsesordenen 4.000 kr. Der forventes et provenu i 1997 på kr. 40.000. Indtægten fra de nævnte gebyrer optages på tillægsbevillingsloven for 1997 på hovedkonto 23.31.01 Miljøstyrelsen. Indtægter og udgifter i de følgende år vil blive fastsat på de årlige bevillingslove.
Lovforslaget giver mulighed for, at der kan fastsættes regler om opkrævning af gebyr for deltagelse i introduktionskursus forud for udstedelse af autorisation. Dette gebyr skal dække omkostninger ved udvikling og afholdelse af introduktionskursus for kontrollanter. Deltagelse i introduktionskurset er en forudsætning for udstedelse af autorisation. Gebyret fastsættes af Miljøstyrelsen efter høring af de berørte parter. Gebyret skønnes umiddelbart at blive i størrelsesordenen 5.-10.000 kr. Provenuet i 1997 skønnes til 300.000 kr. Indtægten optages på tillægsbevillingsloven for 1997 på hovedkonto 23.21.01 Miljøstyrelsen. Indtægterne i de følgende år vil blive fastsat på de årlige bevillingslove.
Fastsættelse af de nævnte gebyrer vil ske i overensstemmelse med de gældende regler, herunder de i gebyrudvalgets rapport, oktober 1992 (foranlediget af statsrevisorernes beretning 5/1991) fastsatte regningslinier.
1.4. Fastsættelse af regler om ekstern delegation
Lovforslaget giver miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte regler om, at andre myndigheder eller private organisationer, skal udøve nærmere fastlagte beføjelser på de i bestemmelsen nævnte områder.
Forslaget til oprettelse af en autorisationsordning for ti års kontrol af beholdere til flydende husdyrgødning m.v. omfatter, at der foreslås oprettet en organisation i form af en ti årsbeholderkontrolordning. Der nedsættes en bestyrelse for ti årsbeholderkontrolordningen med en repræsentant for hver af følgende parter: Miljøstyrelsen, Kommunernes Landsforening, Sammenslutningen af Miljø- og Levnedsmiddelkontrolenheder, De danske Landboforeninger, Dansk Familielandbrug samt Beholderproducenterne. Til varetagelse af den daglige administration nedsætter bestyrelsen et sekretariat.
Lovforslaget giver ministeren hjemmel til at delegere beføjelser til ovennævnte bestyrelse, herunder beføjelser vedrørende tildeling og tilbagekaldelse af autorisation, fastlæggelse af indholdet af introduktionskursus, anvisning af kontrollanter under videst muligt hensyntagen til brugerens ønske, afholdelse af stikprøvekontrol vedrørende kontroleftersynets kvalitet, samt afgivelse af udtalelse vedrørende de autoriseredes virksomhed.
Formålet med forslaget om oprettelse af ti årsbeholderkontrolordningen med egen bestyrelse og sekretariat er at nedsætte en organisatorisk enhed, som sikrer en høj kvalitet af eftersynet. Nedsættelse af en bestyrelse, hvor de berørte parter er repræsenteret, sikrer, at det eftersynsprodukt, som brugeren betaler for, løbende overvåges, og at der kan opretholdes en løbende dialog mellem parterne om produktudvikling af eftersynet, i fald det måtte skønnes at være nødvendigt.
1.5. Fastsættelse af regler om adgangen til at klage over afgørelser og til at indhente udtalelser
Lovforslaget indeholder hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser truffet af de i stk. 4 nævnte myndigheder og, private organisationer.
Det er hensigten, at der i forbindelse med autorisationsordningen for gennemførelse af ti årsbeholderkontrol skabes mulighed for, at der kan klages over den i afsnit 1.4 nævnte bestyrelses afgørelser vedrørende tildeling og tilbagekaldelse af autorisationer til Miljøstyrelsen.
Herudover er det tanken, at brugeren af en beholder skal kunne indbringe den autoriseredes vurdering af beholderen for den i afsnit 1.4 nævnte bestyrelse for beholderkontrolordningen med henblik på at få en udtalelse herom. Der fastsættes pligt for bestyrelsen til i så fald at afgive udtalelse om vurderingen, om fornødent på baggrund af yderligere tekniske undersøgelser og eventuel gennemførelse af ny kontrol på bestyrelsens foranledning. Udtalelsen tilgår kommunalbestyrelsen og skal af kommunalbestyrelsen tillægges betydelig vægt ved vurdering af, om den pågældende beholder overholder husdyrgødningsbekendtgørelsens krav om styrke og tæthed.
Det vil blive overvejet, om brugeren ligeledes skal kunne kræve en udtalelse fra bestyrelsen vedrørende den autoriseredes beslutning om, at der er behov for et supplerende eftersyn.
1.6. Regler om udlæg
I § 7 a, stk. 6 foreslås, at miljø- og energiministeren forlods kan afholde udgifter til dækning af administrationsomkostninger, som efterfølgende tilbagebetales af gebyrindtægten. Midlerne lægges ud med henblik på etableringsfasen af autorisationsordninger, det vil sige indtil der opnås indtægter i form af gebyrer, som dækker omkostningerne. Midlerne udgifts- og indtægtsføres på konto 23.21.01. Miljøstyrelsen. Udgifterne i 1997 skønnes til ca. 600.000 kr. og optages på tillægsbevillingsloven for 1997.
2. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget indebærer, at beholdere, der anvendes til flydende husdyrgødning m.v., kontrolleres med hensyn til styrke og tæthed af kvalificerede autoriserede kontrollanter. Det vurderes, at kontrollen vil bidrage til, at nedslidte, dårligt vedligeholdte eller beskadigede beholdere tages ud af drift eller vedligeholdes/istandsættes. Gennem en sådan sanering af beholdere, der anvendes til opbevaring af flydende husdyrgødning m.v., vurderes det, at risikoen for udslip af husdyrgødning fra oplagringsfaciliteter vil blive væsentligt reduceret.
Udslip fra beholdere til flydende husdyrgødning m.v. belaster miljøet på grund af et stort indhold af iltforbrugende organisk materiale og næringsstoffer. Udslip kan dels ske, hvor beholderen spontant sprænger/falder sammen med synlig forurening til følge, især som overfladeforurening og afstrømning. Alt efter beholderens placering i forhold til især vandløb, søer, dambrug og vandindvindingsinstallationer udgør den type udslip en risiko for store akutte miljøskader - især på vandmiljøet. Udslip kan ligeledes ske som sivende udledning fra revner eller gennemtæring i beholderen.
Lovforslaget vil medføre, at beholdere, der er i farezonen med hensyn til spontan sprængning/sammenfald, bliver identificeret og tages ud af brug. Lovforslaget vil ligeledes medføre forebyggelse af udslip gennem vedligeholdelse af beholdere. Lovforslaget vil således medføre en væsentlig forbedring af miljøbeskyttelsen.
3. Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser
I relation til etablering af en autorisationsordning for beholderkontrol indebærer forslaget, at brugerne og kontrollanterne påføres en udgift i størrelsesorden 300,00 kr. pr. beholder til dækning af administrative omkostninger.
I de tilfælde, hvor en bruger indbringer den autoriseredes vurdering for bestyrelsen for beholderkontrolordningen med henblik på en udtalelse opkræves et gebyr, som forventes fastsat til i størrelsesordenen 4.000 kr. Gebyret tilbagebetales, hvis bestyrelsens udtalelse er i modstrid med den autoriseredes vurdering.
På baggrund af, at beholderkontrollen og dermed de nævnte omkostninger kun skal afholdes hvert tiende år, og på baggrund af bestemmelsen om tilbagebetaling af gebyret for at indbringe den autoriseredes vurdering for bestyrelsen, hvis udtalelsen er modstrid med vurderingen, vurderes det, at lovforslaget ikke vil medføre væsentlige, erhvervsøkonomiske konsekvenser for beholderbrugerne.
Lovforslaget indebærer, at der kan opkræves gebyr for deltagelse i introduktionskursus forud for udstedelse af autorisation til ti årsbeholderkontrol. Det vurderes, at denne del af lovforslaget ikke indebærer væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Sammenfattende vurderes, at lovforslaget ikke har væsentlige, erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Herudover bliver den enkelte bruger påført en udgift til gennemførelse af selve ti års beholderkontrollen, idet brugeren skal betale den autoriserede kontrollant for gennemførelse af egenkontrol. Denne udgift er en følge af kravet om egenkontrol af beholderens styrke og tæthed og om gennemførelse heraf ved autoriseret, som har hjemmel i den eksisterende miljøbeskyttelseslovs § 7 a. Med nærværende lovforslag sker der alene en præcisering af hjemlen til at fastsætte krav om egenkontrol, idet det i stk. 2 fastsættes, at der kan fastsættes regler om de opgaver, de autoriserede skal udføre i forbindelse med kontrollen.
Udgiften til egenkontrollen på den enkelte bedrift bestemmes af antallet af beholdere til flydende husdyrgødning på over 100 m3, samt af hvorvidt det er opkrævet at gennemføre et supplerende eftersyn. Udgiften skal afholdes hvert tiende år.
Hvis der rejses krav om udførelse af vedligeholdelsesarbejde eller om, at en beholder ikke fortsat må anvendes, vil det ligeledes medføre udgifter for brugeren. Disse udgifter er ikke en følge af nærværende lovforslag eller af ti års kontrollen i det hele taget, men følger af, at beholderen til enhver tid skal overholde kravene til styrke og tæthed i husdyrgødningsbekendtgørelsen.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser for amter og kommuner. I forbindelse med 10 års kontrollen er kommunens opgave som tilsynsmyndighed uændret, og som følge af, at kontrollen udføres af en autoriseret, sikres det, at denne opgave kan varetages på et fagligt forsvarligt grundlag.
De administrative opgaver forbundet med autorisationsordningen uddelegeres til 10 årsbeholderkontrolordningen med tilhørende bestyrelse og sekretariat. Der kan blive tale om at foretage udlæg til administrationsomkostninger i etableringsfasen af autorisationsordninger, men disse udgifter forudsættes tilbagebetalt i form af gebyr, og lovforslaget forventes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for offentlige myndigheder i øvrigt.
5. Hørte myndigheder og organisationer
Følgende myndigheder og organisationer har haft udkast til lovforslaget til høring: Landsforeningen af danske Mælkeproducenter, Det Danske Fjerkræråd, Danmarks Miljøundersøgelser - Roskilde, Finansministeriet, Justitsministeriet, Levnedsmiddelstyrelsen, Industrirådet, Frederiksberg kommune, Arbejdsministeriet, Dansk Pelsdyravlerforening, Danmarks Miljøundersøgelser - Silkeborg, Erhvervsministeriet, Sundhedsministeriet, Landsforeningen for Danske Svineproducenter, Københavns Kommune, Miljøteknisk Brancheforening, Forbrugerrådet, Hedeselskabet, Landsforeningen for Økologisk Jordbrug, Landsforeningen Danske Maskinstationer, Kommunernes Landsforening, Plantedirektoratet, De Danske Landboforeninger, Landbrugsrådet, MLK-Fyn, Landbrugets Rådgivningscenter, Foreningen af Miljømedarbejdere i Kommunerne - MLK-Fyn, Amtsrådsforeningen, Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri, Veterinærdirektoratet, Dansk Familielandbrug, Ferskvandsfiskeriforeningen, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, NOAH, Embedslægeforeningen, Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Energistyrelsen, De Samvirkende danske Skovforeninger, DAVID, MLK Sammenslutningen, FATCH, Kommunalteknisk Chefforening, Danmarks Fiskeriforening, Greenpeace, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danske Vandværkers Forening, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Assurandørsocietetet, GBK Beholderproducenter, Miljøklagenævnet, Advokatrådet, Handelskammeret, Forskningscenter for Skov- og Landskab, Naturklagenævnet, Naturfredningsrådet.
6. Hovedprincipperne i lovforslaget
Der henvises til almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.
7. Forholdet til EU-retten
Forslaget vurderes ikke at have EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Bestemmelsen i § 7, stk. 4 indeholder en præcisering af bestemmelsen i § 7, stk. 1, litra 5) og 6), idet der hermed gives en klar bemyndigelse til ministeren til at fastsætte regler om delegation af beføjelser vedrørende typegodkendelse og fabrikationskontrol af bestemte anlæg og indretninger.
Med hensyn til det nærmere indhold af bemyndigelsen henvises til bemærkningerne nedenfor vedrørende § 7 a, stk. 4.
Til nr. 2
Med bestemmelsen i § 7 a, stk. 2 skabes der hjemmel for ministeren til at fastsætte nærmere regler om de autorisationsordninger, der vedrører den i § 7 a, stk. 1 nævnte pligt til at gennemføre egenkontrol ved for eksempel autoriserede sagkyndige.
Bestemmelsen indebærer mulighed for at fastsætte nærmere regler vedrørende administration af de nævnte autorisationsordninger og om kontrol med de autoriseredes udførelse af deres opgaver. Ligeledes indebærer bestemmelsen mulighed for fastsættelse af hvilke krav, der forudsættes opfyldt ved udstedelse og fratagelse af autorisationer. Ministeren vil herunder fastsætte regler om, at nægtelse eller tilbagekaldelse af autorisation som følge af gæld til det offentlige ikke kan ske, såfremt der er indgået en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling.
Bestemmelsen præciserer endvidere den i § 7 a, stk. 1 eksisterende hjemmel til at fastsætte regler om den ansvarliges pligt til for egen regning at gennemføre egenkontrol ved autoriserede kontrollanter, idet det i stk. 2 præciseres, at der kan fastsættes regler om de opgaver, der skal udføres af de autoriserede sagkyndige.
Med bestemmelsen i § 7 a, stk. 3 skabes der hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om hel eller delvis dækning af omkostninger vedrørende administration af de i § 7 a, stk. 1 og 2 nævnte autorisationsordninger, herunder gebyrer til hel eller delvis dækning af omkostninger vedrørende behandling af klager og lignende og vedrørende afholdelse af introduktionskursus forud for udstedelse af autorisationer.
De administrative opgaver, der kan blive tale om at gebyrfinansiere i forbindelse med ti års beholderkontrollen, er eksempelvis anvisning af kontrollanter, modtagelse og registrering af kontrolrapporter, stikprøvekontrol af kontrollanterne og tildeling og fratagelse af autorisationer. Det fastsættes i bekendtgørelse, hvilke opgaver der skal udføres. Der tænkes endvidere fastsat gebyr for at indbringe den autoriseredes vurdering for bestyrelsen med henblik på at få bestyrelsens udtalelse herom. Hvis udtalelsen er i modstrid med vurderingen, tilbagebetales gebyret. Endelig tænkes fastsat gebyr for deltagelse i introduktionskursus.
I forbindelse med udnyttelsen af bemyndigelsen i stk. 3 er udgangspunktet, at gebyret skal dække de modsvarende omkostninger.
Det bemærkes, at den eksisterende bestemmelse i § 7 a, stk. 1 indeholder hjemmel for ministeren til at fastsætte bestemmelser om den ansvarliges pligt til for egen regning at gennemføre egenkontrol, herunder at lade egenkontrol gennemføre af autoriserede sagkyndige.
Med bestemmelsen i § 7 a, stk. 4 skabes der hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om delegation til andre myndigheder, private organisationer, personer eller virksomheder vedrørende udøvelse af nærmere fastlagte beføjelser på de i litra 1)-2) nævnte områder.
Med hensyn til afgrænsningen af de i litra 1)-2) nævnte områder skal det bemærkes, at bestemmelsen i stk. 4, litra 1) for eksempel omfatter delegation af beføjelser vedrørende administration af autorisationsordningerne, herunder beføjelser vedrørende tildeling og tilbagekaldelse af autorisationer, anvisning af autoriserede personer eller virksomheder, stikprøvekontrol af de eutoriseredes varetagelse af opgaver, og afgivelse af udtalelser vedrørende de autoriseredes virksomhed i forbindelse med konkrete egenkontrolopgaver. Bestemmelsen i stk. 4, litra 2) omfatter mulighed for at henlægge administrative opgaver vedrørende de i stk. 3 nævnte gebyrordninger til de nævnte myndigheder eller private organisationer.
I relation til udnyttelse af bemyndigelsen i stk. 4 vil der blandt andet blive lagt vægt på, at der er tale om klart definerede beføjelser, at begrundelse for delegationen fremgår klart, og at den myndighed m.v., til hvilken der delegeres, er egnet og kvalificeret til at udøve de pågældende beføjelser. I forbindelse med udnyttelsen af bemyndigelsen vedrørende delegation bør det overvejes, hvorvidt der samtidig er anledning til at udstede instrukser om, hvorledes de delegerede beføjelser skal udøves.
I forbindelse med udnyttelsen af bemyndigelsen i stk. 4 kan ministeren fastsætte bestemmelser om, hvorledes et eksternt organ sammensættes herunder om formandskabet, og om dets forretningsorden.
Bestemmelsen i § 7 a, stk. 5 giver mulighed for at fastsætte regler om klage over afgørelser truffet af de myndigheder og private organisationer, til hvilke der i medfør af stk. 4 delegeres kompetence.
I relation til autorisationsordningen for beholderkontrol er det tanken at fastsætte regler om, at afgørelser vedrørende tildeling og fratagelse af autorisationer truffet af den i afsnit 1.4. nævnte bestyrelse kan påklages til Miljøstyrelsen.
Bestemmelsen giver endvidere mulighed for, at der kan fastsættes regler om pligt for de myndigheder eller private organisationer, hvortil der i medfør af stk. 4 delegeres kompetence, til at afgive udtalelser vedrørende de autoriseredes virksomhed. I forbindelse med autorisationsordningen for beholderkontrol er det tanken at fastsætte regler om pligt for bestyrelsen for kontrolordningen til at afgive udtalelse om de autoriseredes vurdering af beholdere i konkrete sager efter anmodning fra brugeren.
I relation til bestemmelserne i forslagets stk. 2 til stk. 5 bemærkes det, at hjemmel til at fastsætte strafbestemmelser i regler, der udstedes i medfør af § 7 a allerede eksisterer, jf. bestemmelsen i lovens § 110, stk. 3.
Med bestemmelsen i § 7 a, stk. 6 gives bemyndigelse til, at miljø- og energiministeren forlods kan afholde udgifter til dækning af administrationsomkostninger i forbindelse med etablering af autorisationsordninger. Der er tale om et midlertidigt udlæg, idet udgifterne forudsættes tilbagebetalt i form af gebyrer, jf. bestemmelsen i stk. 3.
Til § 2
Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 1997. Ikrafttrædelsestidspunktet skal ses i relation til, at bestemmelserne i lovforslaget forventes anvendt med henblik på, at der inden oktober 1997 udstedes nærmere regler vedrørende tilrettelæggelsen af den ti års kontrol af beholdere for flydende husdyrgødning, som i dag er fastlagt ved § 23, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1159 af 19. december 1994 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.
Skriftlig fremsættelse
Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:
Forslag om lov om ændring af miljøbeskyttelsesloven. (Autorisationsordninger for gennemførelse af egenkontrol).
(Lovforslag nr. L 209).
Formålet med lovforslaget er at skabe hjemmel til fastsættelse af regler om etablering af autorisationsordninger for gennemførelse af virksomheders egenkontrol, og om finansiering af administrationsomkostningerne ved autorisationsordninger. Forslaget skal ses i forlængelse af den eksisterende hjemmel i loven til at fastsætte regler om, at egenkontrol skal udføres af autoriserede.
Med forslaget skabes mulighed for, at der kan fastsættes nærmere regler om administration af autorisationsordninger, om tildeling og tilbagekaldelse af autorisationer, om de opgaver, de autoriserede skal udføre, og om kontrol med de autoriseredes udførelse af eftersyn.
Endvidere skabes der hjemmel til fastsættelse af regler om opkrævning af gebyr til hel eller delvis dækning af administrationsomkostninger ved autorisationsordninger, herunder kursusgebyrer og gebyrer for klager og lignende.
Forslaget indebærer, at kompetencen til at udøve beføjelser vedrørende autorisationsordninger og gebyrordninger, eksempelvis til at tildele og tilbagekalde autorisationer, kan delegeres til andre myndigheder eller til private organisationer.
Med forslaget skabes hjemmel til at fastsætte regler om klage over afgørelser truffet af disse myndigheder og private organisationer, og om disse myndigheders og organisationers pligt til at afgive udtalelse om de autoriserede personers virksomhed.
På dette lovgrundlag er det hensigten at etablere en autorisationsordning for kontrol af beholdere for flydende husdyrgødning, ensilagesaft m.v. Brugerne af disse beholdere skal ifølge Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 1159 af 19. december 1994 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. ("husdyrgødningsbekendtgørelsen") mindst hvert 10. år lade beholderne kontrollere med hensyn til styrke og tæthed. Med etablering af en autorisationsordning skabes grundlag for, at denne kontrol kan kræves gennemført af autoriserede personer. De nærmere regler for ordningen vil blive fastlagt i en bekendtgørelse.
Det skønnes umiddelbart, at der i dag findes ca. 35.000 beholdere for flydende husdyrgødning, som skal underkastet kontrol mindst hvert 10. år, heraf er ca. 15.000 opført før 1987. Kontrollen af den sidstnævnte pulje af beholdere med en alder i 1997 på 10 år eller mere søges afviklet i løbet af de første par år efter etablering af autorisationsordningen.
Landbrugets Rådgivningscenter, Kommunernes Landsforening, beholderproducenterne og Miljøstyrelsen har i løbet af 1996 samarbejdet om at lave retningslinier for kontrollen af beholdere for flydende husdyrgødning. Modellen med autoriserede kontrollanter og oprettelse af 10 års beholderkontrolordningen tilgodeser de ønsker til administration som Kommunernes Landsforening har fremført, og samtidig kvalitetsikres kontrollen efter ønske fra landbrugets Rådgivningscenter.
I forlængelse af ovenstående arbejde fremsættes lovforslaget nu.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.