Gelex

1996 LSF 211 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF DOBBELTBESKATNINGSOVERENSKOMST MELLEM KONGERIGET DANMARK OG DET SCHWEIZISKE FORBUND

GældendeVersion 1997-06-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00211@1997-06-13/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. Protokol af 11. marts 1997 mellem Kongeriget Danmark og Det

Schweiziske Forbund til ændring af overenskomsten mellem Kongeriget

Danmark og Det Schweiziske Forbund til undgåelse af

dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter,

undertegnet i Bern den 23. november 1973, kan tiltrædes på Danmarks

vegne. Protokollen er optaget som bilag til denne lov.

Stk. 2. Protokollen træder i kraft og finder anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i protokollens artikel 8.

§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bilag

PROTOKOL

til

ændring af overenskomsten mellem Kongeriget Danmark og Det Schweiziske Forbund til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter

Regeringen i Kongeriget Danmark og Regeringen i Det Schweiziske Forbund

som ønsker at ændre overenskomsten mellem Kongeriget Danmark og Det Schweiziske Forbund til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter, undertegnet i Bern den 23. november 1973 (herefter omtalt som »overenskomsten«),

er blevet enige om følgende:

Artikel 1

Alle bestemmelser om eller henvisninger til formueskat i overenskomsten skal kun finde anvendelse i det omfang, begge kontraherende stater påligner formueskat.

Artikel 2

1. Artikel 2, stk. 3, i overenskomsten erstattes af følgende:

»3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især:

a) I Danmark:

(i) indkomstskatten til staten

(ii) den kommunale indkomstskat

(iii) den amtskommunale indkomstskat

(iv) skatter i henhold til kulbrinteskatteloven

(herefter omtalt som »dansk skat«)

b) i Schweiz:

skatter, som pålignes af forbundet, kantoner og kommuner, af

(i) indkomst (samlet indkomst, lønindkomst, indkomst fra formue, fortjeneste ved erhvervsvirksomhed, kapitalgevinster og andre former for indkomst); og

(ii) formue (samlet formue, fast og rørlig ejendom, erhvervsaktiver, indbetalt kapital og reserver, og andre former for formue)

(herefter omtalt som »schweizisk skat«).'

2. Artikel 2, stk. 6, i overenskomsten ophæves.

Artikel 3

Artikel 3, stk. 1, litra a), i overenskomsten erstattes af følgende:

»a) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark, herunder territorialfarvandet som dette i overensstemmelse med international ret er fastlagt; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland og deres territorialfarvand;»

Artikel 4

I overenskomstens artikel 8 indsættes som stk. 4:

»4. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i stk. 1 og 3 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af SAS Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).«

Artikel 5

1. I overenskomstens artikel 13, stk. 2, udgår 2. punktum.

2. Artikel 13, stk. 3, i overenskomsten erstattes af følgende:

»3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, eller af rørlig ejendom, der er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.«

3. I overenskomstens artikel 13 indsættes som stk. 4:

»4. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i stk. 3 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af SAS Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).«

4. I overenskomstens artikel 13 indsættes som stk. 5:

»5. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver end de, der er nævnt i stykkerne 1-4, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.«

Artikel 6

I overenskomstens artikel 15 indsættes som stk. 4:

»4. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel kan vederlag, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i Danmark, ved personligt arbejde udført om bord på et luftfartøj, der anvendes i international trafik af Scandinavian Airlines System (SAS), kun beskattes i Danmark.«

Artikel 7

1. Artikel 23, stk. 1, i overenskomsten erstattes af følgende:

»1. I Danmark skal dobbeltbeskatning undgås således:

a) Medmindre bestemmelserne i litra c) medfører andet, skal Danmark i tilfælde hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Schweiz

(i) indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Schweiz;

(ii) indrømme fradrag i den pågældende persons formueskat med et beløb svarende til den formueskat, som er betalt i Schweiz;

b) fradragsbeløbet skal imidlertid ikke i noget tilfælde kunne overstige den del af indkomstskatten eller formueskatten, beregnet uden sådant fradrag, der kan henføres til den indkomst eller til den formue, som kan beskattes i Schweiz;

c) i tilfælde hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Schweiz, kan Danmark medregne denne indkomst eller formue i beskatningsgrundlaget, men skal i skatten af indkomsten eller formuen fradrage den del af indkomstskatten, henholdsvis formueskatten, som kan henføres til den indkomst, der hidrører fra Schweiz, eller den formue, der ejes i Schweiz.«

2. Overenskomstens artikel 23, stk. 3, ophæves.

Artikel 8

1. De kontraherende staters regeringer skal give hinanden underretning om, at de forfatningsmæssige betingelser for, at denne protokol kan træde i kraft, er opfyldt.

2. Protokollen, som skal udgøre en integrerende del af overenskomsten, skal træde i kraft på datoen for den sidste af de underretninger, der er omhandlet i stk. 1, og dens bestemmelser skal have virkning for så vidt angår skatter for det indkomstår, der følger umiddelbart efter det år, hvor protokollen træder i kraft, og efterfølgende indkomstår.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede af deres regeringer, underskrevet denne protokol.

Udfærdiget i 2 eksemplarer i København den 11. marts 1997, på dansk, tysk og engelsk, således at alle tre tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse om fortolkning skal den engelske tekst anvendes.

For Kongeriget Danmark:

Carsten Koch

For Det Schweiziske Forbund:

Andre von Graffenried

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Protokol af 11. marts 1997 mellem Kongeriget Danmark og Det

Schweiziske Forbund til ændring af Overenskomsten mellem Kongeriget

Danmark og Det Schweiziske Forbund til undgåelse af

dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter,

undertegnet i Bern den 23. november 1973, kan tiltrædes på Danmarks

vegne. Protokollen er optaget som bilag til denne lov.

Stk. 2. Protokollen træder i kraft og finder anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i protokollens artikel 8.

§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bilag

PROTOKOL til ændring af overenskomsten mellem Kongeriget Danmark og

Det Schweiziske Forbund til undgåelse af dobbeltbeskatning for så

vidt angår indkomst- og formueskatter

Regeringen i Kongeriget Danmark og Regeringen i Det Schweiziske

Forbund

som ønsker at ændre overenskomsten mellem Kongeriget Danmark og Det Schweiziske Forbund til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter, undertegnet i Bern den 23. november 1973 (herefter omtalt som »overenskomsten«),

er blevet enige om følgende:

Artikel 1

Alle bestemmelser om eller henvisninger til formueskat i overenskomsten skal kun finde anvendelse i det omfang, at begge kontraherende stater påligner formueskat.

Artikel 2

1. Artikel 2, stk. 3, i overenskomsten erstattes af følgende:

»3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især:

a) I Danmark:

(i) indkomstskatten til staten

(ii) den kommunale indkomstskat

(iii) den amtskommunale indkomstskat

(iv) skatter i henhold til kulbrinteskatteloven

(herefter omtalt som »dansk skat«)

b) i Schweiz:

skatter, som pålignes af forbundet, kantoner og kommuner, af

(i) indkomst (samlet indkomst, lønindkomst, indkomst fra formue, fortjeneste ved erhvervsvirksomhed, kapitalgevinster og andre former for indkomst); og

(ii) formue (samlet formue, fast og rørlig ejendom, erhvervsaktiver, indbetalt kapital og reserver, og andre former for formue)

(herefter omtalt som »schweizisk skat«).'

2. Artikel 2, stk. 6, i overenskomsten ophæves.

Artikel 3

Artikel 3, stk. 1, litra a), i overenskomsten erstattes af følgende:

»a) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark, herunder territorialfarvandet som dette i overensstemmelse med international ret er fastlagt; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland og deres territorialfarvand;»

Artikel 4

I overenskomstens artikel 8 indsættes som stk. 4:

»4. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i stk. 1 og 3 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af SAS Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS).«

Artikel 5

1. I overenskomstens artikel 13, stk. 2, udgår 2. punktum.

2. Artikel 13, stk. 3, i overenskomsten erstattes af følgende:

»3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, eller af rørlig ejendom, der er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.«

3. I overenskomstens artikel 13 indsættes som stk. 4:

»4. Med hensyn til fortjeneste, som oppebæres af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i stk. 3 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel, der ejes i dette konsortium af SAS Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS)»

4. I overenskomstens artikel 13 indsættes som stk. 5:

»5. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver end de, der er nævnt i stykkerne 1-4, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.«

Artikel 6

I overenskomstens artikel 15 indsættes som stk. 4:

»4. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel kan vederlag, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i Danmark, ved personligt arbejde udført om bord på et luftfartøj, der anvendes i international trafik af Scandinavian Airlines System (SAS), kun beskattes i Danmark.«

Artikel 7

1. Artikel 23, stk. 1, i overenskomsten erstattes af følgende:

»1. I Danmark skal dobbeltbeskatning undgås således:

a) Medmindre bestemmelserne i litra c) medfører andet, skal Danmark i tilfælde hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Schweiz

(i) indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Schweiz;

(ii) indrømme fradrag i den pågældende persons formueskat med et beløb svarende til den formueskat, som er betalt i Schweiz;

b) fradragsbeløbet skal imidlertid ikke i noget tilfælde kunne overstige den del af indkomstskatten eller formueskatten, beregnet uden sådant fradrag, der kan henføres til den indkomst eller til den formue, som kan beskattes i Schweiz;

c) i tilfælde hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Schweiz, kan Danmark medregne denne indkomst eller formue i beskatningsgrundlaget, men skal i skatten af indkomsten eller formuen fradrage den del af indkomstskatten, henholdsvis formueskatten, som kan henføres til den indkomst, der hidrører fra Schweiz, eller den for mue, der ejes i Schweiz.«

2. Overenskomstens artikel 23, stk. 3, ophæves.

Artikel 8

1. De kontraherende staters regeringer skal give hinanden underretning om, at de forfatningsmæssige betingelser for, at denne protokol kan træde i kraft, er opfyldt.

2. Protokollen, som skal udgøre en integrerende del af overenskomsten, skal træde i kraft på datoen for den sidste af de underretninger, der er omhandlet i stk. 1, og dens bestemmelser skal have virkning for så vidt angår skatter for det indkomstår, der følger umiddelbart efter det år, hvor protokollen træder i kraft, og efterfølgende indkomstår.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede af deres regeringer, underskrevet denne protokol.

Udfærdiget i 2 eksemplarer i København den 11. marts 1997, på dansk, tysk og engelsk, således at alle tre tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse om fortolkning skal den engelske tekst anvendes.

For Kongeriget Danmark:

Carsten Koch

For Det Schweiziske Forbund:

Andre von Graffenried

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Formålet med lovforslaget er at bemyndige regeringen til at tiltræde

en protokol om ændring af den dansk-schweiziske

dobbeltbeskatningsoverenskomst fra 1973. Denne overenskomst bygger på

den såkaldte exemptionsmetode. Herved forstås det forhold, at hvis

eksempelvis en person med bopæl i Danmark modtager en indkomst fra

Schweiz, og Schweiz i henhold til overenskomsten kan beskatte denne

indkomst, skal Danmark indrømme et fradrag i den pågældende persons

skat svarende til den del af skatten, der forholdsmæssigt svarer til

den indkomst, der kan beskattes i Schweiz.

Herved kommer den schweiziske indkomst ganske vist til at »tælle med« i progressionen i den danske skat, men den danske skattenedsættelse er uafhængig af størrelsen af den skat, der faktisk er betalt i Schweiz. Modsætningen til denne lempelsesmetode er den såkaldte credit-metode. Ved denne metode gives på tilsvarende måde et forholdsmæssigt nedslag i den danske skat, men nedslaget kan med creditmetoden ikke overstige den skat, der er betalt i udlandet.

Dobbeltbeskatningsoverenskomster der bygger på exemptionsprincippet rummer en række latente muligheder for misbrug. Danmark accepterer ikke længere exemption som generel lempelsesmetode ved indgåelse af nye dobbeltbeskatningsoverenskomster, og Danmark søger i disse år systematisk at genforhandle eksisterende dobbeltbeskatningsoverenskomster, der bygger på denne metode.

Hovedformålet med at genforhandle dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Schweiz var således fra dansk side at søge lempelsesmetoden ændret. Der blev under forhandlingerne opnået enighed om, at Danmark fremover kan anvende credit-metoden. Schweiz ønsker dog fortsat selv at anvende exemptionsmetoden, hvilket ikke giver Danmark problemer.

Ud over den ændrede metodebestemmelse indeholder protokollen en regel om, at overenskomstens formueskattebestemmelser kun finder anvendelse, når begge lande pålægger formueskatter. Definitionen af »Danmark« er ændret for at tage højde for bestemmelserne i den danske kulbrinteskattelov, og der er indsat forskellige bestemmelser, der tager højde for de særlige forhold omkring SAS.

Lovforslaget skønnes ikke at have væsentlige administrative konsekvenser.

Lovforslaget har ikke EU-retlige aspekter.

Lovforslagets økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser:

Formålet med en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem to lande er, at fjerne de hindringer, som dobbeltbeskatningen kan medføre for udviklingen af de økonomiske relationer mellem aftalelandene. Hermed får virksomheder og personer i det ene land bedre skattemæssige betingelser for investering, etablering eller arbejde i det andet land både som følge af, at dobbeltbeskatning undgås, og som følge af, at der kommer større klarhed om de skattemæssige konsekvenser af økonomiske dispositioner. De bedre skattemæssige betingelser letter generelt forholdene for erhvervslivet.

Da der eksisterer en overenskomst mellem Danmark og Schweiz er virkningen af den ny overenskomst begrænset til de områder, hvor der sker ændringer i forhold til den eksisterende overenskomst.

Protokollen ændrer ikke det forhold i overenskomsten, at udbytter, renter og royalties kun kan beskattes i den stat, hvor modtageren er hjemmehørende.

Den væsentligste ændring er overgangen til lempelse efter creditmetoden i Danmark i stedet for exemptionsmetoden for personlig indkomst og erhvervsmæssig indkomst. Herved bliver nedslaget i dansk skat begrænset til det mindste af landenes skattebeløb, mens der efter den gældende overenskomst altid lempes med hele den danske skat på den schweiziske indkomst. Da både den schweiziske personskat og selskabsskat generelt er lavere end den danske vil den nye overenskomst generelt indebære en reduktion af lempelsen og dermed et merprovenu. Størrelsen af merprovenuet er det ikke muligt nærmere at angive, men det antages at være beskedent.

De øvrige ændringer i overenskomsten skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Efter lovforslagets § 1 bemyndiges regeringen til at tiltræde

protokollen om ændring af den eksisterende dansk-schweiziske

dobbeltbeskatningsoverenskomst af 1973. Protokollen er optaget som

bilag til lovforslaget, og dens bestemmelser gennemgås nedenfor.

Regeringen vil efter lovforslagets vedtagelse kunne gennemføre

protokollens bestemmelser i Danmark, når dens betingelser herfor er

opfyldt.

Disse betingelser er, at de kontraherende staters regeringer skal give hinanden underretning, når de forfatningsmæssige betingelser for protokollens ikrafttræden er opfyldt. Dette vil for Danmarks side sige, at nærværende lovforslag er endeligt vedtaget. Protokollen træder i kraft på datoen for modtagelsen af den sidste af disse underretninger, og dens bestemmelser har virkning for skatter fra og med det indkomstår, der følger efter det år, hvor protokollen træder i kraft.

De enkelte artikler i Protokollen har følgende bestemmelser:

Artikel 1

Overenskomstens bestemmelser om formueskat opretholdes, men finder kun anvendelse i det omfang, at begge stater påligner formueskat. Skulle Danmark på et senere tidspunkt indføre formueskat, vil denne være omfattet af overenskomsten.

Artikel 2

Artiklen opregner de skatter, der er omfattet af overenskomsten. Der er alene tale om en opdatering uden egentlig praktisk betydning af listen i forhold til det, der var gældende ved overenskomstens indgåelse i 1973.

Artikel 3

Definitionen af udtrykket »Danmark« ændres, således at det kun omfatter Kongeriget Danmark samt territorialfarvandet, men ikke kontinentalsoklen udenfor. Dette er et kompromis mellem et dansk ønske om at få indsat bestemmelser om beskatning af kulbrinteudvinding i overenskomsten og en schweizisk betænkelighed ved noget sådant.

Danmark søger ved forhandlinger om dobbeltbeskatningsoverenskomster at få indsat bestemmelser om, at aktiviteter i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning og udvinding af kulbrinter udgør et fast driftssted fra første dag (med en vis bagatelgrænse), således at Danmark kan beskatte sådanne aktiviteter i Nordsøen straks og det andet land tilsvarende på eget territorium. Dette kan dog i kombination med exemptionsmetoden, som Schweiz fortsat ønsker at anvende, have uønskede konsekvenser, og man enedes derfor om at indskrænke definitionen af Danmark og dermed overenskomstens anvendelsesområde som anført. Den praktiske konsekvens af dette er, at landene hver især kan anvende egne interne regler ved beskatningen af sådanne aktiviteter, d.v.s. for Danmarks vedkommende opretholde reglerne om fast driftssted ved kulbrinteudvinding.

Artiklerne 4-6

Artiklerne præciserer de særlige forhold omkring beskatningen af SAS, herunder af selskabets ansatte. Bestemmelserne svarer til, hvad der findes i andre nyere overenskomster, som Danmark har indgået.

Artikel 7

Artiklen ændrer metoden for lempelse af dobbeltbeskatning, således at Danmark fremover vil kunne anvende credit-metoden, jfr. ovenfor under almindelige bemærkninger . Samtidig ophæves en nu forældet bestemmelse om beskatning af personer, der flytter fra Danmark til Schweiz.

Artikel 8

Protokollen træder i kraft, når begge stater har meddelt, at de forfatningsmæssige betingelser herfor er opfyldt. Protokollen finder anvendelse for så vidt angår skatter fra og med det indkomstår, der følger umiddelbart efter det år, hvor Protokollen er trådt i kraft.

Efter lovforslagets § 2 træder loven i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Efter lovforslagets § 3 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, idet skattespørgsmål hører under det færøske og grønlandske hjemmestyres kom-petence. Færøerne er omfattet af den eksisteren-de dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst, og det vil kræve en selvstændig færøsk - og schweizisk - beslutning med efterfølgende dansk-schweizisk note veksling at udstrække Protokollen til også at omfatte Færøerne. Grønland er ikke omfattet af den gældende overenskomst, men vil efter samme procedure kunne blive omfattet af hele overenskomsten eller dele af den, hvis man fra grønlandsk og schweizisk side måtte ønske dette.

Skriftlig fremsættelse

Skatteministeren (Carsten Koch):

Jeg skal hermed tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Kongeriget Danmark og Det Schweiziske Forbund.

(Lovforslag nr. L 211).

Regeringen har for nylig undertegnet en protokol til ændring af den dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst fra 1973. Hovedindholdet i protokollen er en ændring af den metode, der anvendes ved lempelse af dobbeltbeskatning, således at muligheder for misbrug undgås. Genforhandlingen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Schweiz er et led i regeringens bestræbelser på at sikre, at Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomster udformes på en sådan måde, at misbrug af overenskomsterne undgås.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg hermed anbefale forslaget til velvillig behandling i Tinget.

Versioner

  1. 1997-06-13