Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00215@1997-06-13/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som ændret ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 1, affattes således:

»Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.«

2. I § 5 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.«

3. I § 9 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union.«

4. I § 10, nr. 1, litra a, indsættes efter »§ 20«:», jf. dog § 10 a«.

5. Efter § 10 indsættes i kapitel 2:

»§ 10 a. Ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan den udleverede uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan endvidere drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

Stk. 2. Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 18 c, stk. 1, 3. pkt. Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1997. § 9, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, finder anvendelse i sager, hvor der er fremsat begæring om udlevering efter lovens ikrafttræden. De øvrige bestemmelser i loven finder anvendelse på begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at EU-udleveringskonventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende medlemsstat i Den Europæiske Union.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som ændret ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 1, affattes således:

»Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.«

2. I § 5 indsættes som stk. 3:

» Stk. 3. Stk. 1-2 finder ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i Den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.«

3. I § 9 indsættes som stk. 2:

» Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union.«

4. I § 10, nr. 1, litra a, indsættes efter »§ 20«:», jf. dog § 10 a«.

5. Efter § 10 indsættes i kapitel 2:

» § 10 a. Ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan den udleverede uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan endvidere drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

Stk. 2. Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 18 c, stk. 1, 3. pkt. Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1997. § 9, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, finder anvendelse i sager, hvor der er fremsat begæring om udlevering efter lovens ikrafttræden. De øvrige bestemmelser i loven finder anvendelse på begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at EU-udleveringskonventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende medlemsstat i Den Europæiske Union.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold

tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning 2. Lovovertrædelsens beskaffenhed 2.1. Gældende ret 2.2. EU-udleveringskonventionen 2.3. Justitsministeriets overvejelser 2.4. Deltagelse i en kriminel sammenslutning 3. Politiske lovovertrædelser 3.1. Gældende ret 3.2. EU-udleveringskonventionen 3.3. Justitsministeriets overvejelser 4. Fiskale lovovertrædelser 4.1. Gældende ret 4.2. EU-udleveringskonventionen 4.3. Justitsministeriets overvejelser 5. Udlevering af egne statsborgere 5.1. Gældende ret 5.2. EU-udleveringskonventionen 5.3. Justitsministeriets overvejelser 6. Forældelse m.v. 6.1. Gældende ret 6.2. EU-udleveringskonventionen 6.3. Justitsministeriets overvejelser 7. Strafforfølgning og straffuldbyrdelse for forhold, der ikke er omfattet af udleveringsbegæringen (specialitetsreglen) 7.1. Gældende ret 7.2. EU-udleveringskonventionen 7.3. Justitsministeriets overvejelser 8. Øvrige bestemmelser i EU-udleveringskonventionen 9. Forholdet til den nordiske udleveringslov 10. Hørte myndigheder m.v. 11. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i loven om udlevering af lovovertrædere (udleveringsloven), der er nødvendige for, at man i Danmark kan anvende Konventionen om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (EU-udleveringskonventionen). Konventionen er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

Vedtagelse af lovforslaget indebærer, at Folketinget giver samtykke til, at Danmark tiltræder EU-udleveringskonventionen.

Udlevering af lovovertrædere mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union sker i dag på grundlag af Den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere (1957-konventionen), jf. bekendtgørelse nr. 36 af 28. september 1963, med tilhørende tillægsprotokoller af 15. oktober 1975 og 17. marts 1978, jf. bekendtgørelse nr. 106 og 108 af 11. november 1986. Konventionen er i Danmark gennemført ved lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere. For udlevering fra Danmark til Sverige og Finland (og de andre nordiske lande) gælder en særlig ordning, jf. nedenfor.

1957-konventionen er for EU-medlemsstaternes vedkommende senere blevet suppleret med reglerne i Konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, der blev undertegnet den 10. marts 1995. Sigtet med denne konvention er at anvende en forenklet fremgangsmåde ved udlevering, hvis den person, der begæres udleveret, samtykker i udleveringen. Forenklingen består i en mere direkte kontakt mellem de berørte staters kompetente myndigheder og en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af sagsgangen. Forenklingen modsvares af, at samtykke til udlevering meddeles i retten. Konventionen blev gennemført i dansk ret ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (International strafferet). Denne lov trådte i kraft den 1. august 1996.

Efterfølgende har EU-medlemsstaterne arbejdet videre med en bredere adgang til udlevering mellem medlemsstaterne. Medlemsstaterne i Den Europæiske Union undertegnede således den 27. september 1996 EU-udleveringskonventionen, der er gengivet i bilag 1 til lovforslaget.

Formålet med EU-udleveringskonventionen er at lempe en række af de materielle betingelser for udlevering mellem medlemsstaterne. Konventionen indebærer således, at udlevering skal kunne ske for forbrydelser med en mindre strafferamme end efter 1957-konventionen, jf. artikel 2, stk. 1, og pkt. 2 nedenfor. Endvidere skal udlevering som udgangspunkt ikke kunne nægtes med henvisning til, at den lovovertrædelse, der er begæret udlevering for, anses for en politisk lovovertrædelse, eller at der er indtrådt forældelse efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat, jf. artikel 5 og 8 samt pkt. 3 og 6 nedenfor. Desuden skal medlemsstaterne som udgangspunkt kunne udlevere egne statsborgere, jf. artikel 7 og pkt. 5 nedenfor. Endelig udvider konventionen mulighederne for, at der i en begærende medlemsstat eller en tredje medlemsstat kan ske strafforfølgning og straffuldbyrdelse for forhold, der ikke er omfattet af udleveringsbegæringen, jf. artikel 10 og 12 og pkt. 7 nedenfor.

Udlevering mellem de nordiske lande bygger ikke på et traktatmæssigt grundlag, men sker på grundlag af en ensartet lovgivning, jf. lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 (den nordiske udleveringslov). Denne lovgivning berøres ikke af EU-udleveringskonventionen, jf. konventionens artikel 1, stk. 2, hvorefter konventionen ikke berører anvendelsen af bl.a. arrangementer om udlevering på grundlag af ensartet lovgivning, jf. 1957-konventionens artikel 28, stk. 3. Det indebærer bl.a., at de foreslåede regler om udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union ikke finder anvendelse ved udlevering fra Danmark til Finland og Sverige, selv om disse lande er medlem af EU. Spørgsmålet om udlevering til disse lande afgøres således fortsat efter den nordiske udleveringslov. Der henvises i den forbindelse til pkt. 9 nedenfor om forholdet til den nordiske udleveringslov.

Det kan i øvrigt oplyses, at der også i Konventionen til gennemførelse af Schengenaftalen (Schengen-konventionen) er bestemmelser om udlevering. Disse bestemmelser kan dog kun antages at finde anvendelse i det omfang, hvori de er forenelige med EU-udleveringskonventionen, jf. Schengen- konventionens artikel 142. Det indebærer, at det er reglerne i EU-udleveringskonventionen, der skal anvendes ved udlevering mellem EU-medlemsstaterne.

2. Lovovertrædelsens beskaffenhed

2.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 3, stk. 1, kan udlevering af en lovovertræder fra Danmark som udgangspunkt kun ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, i Danmark kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Udlevering til strafforfølgning i et andet land kan endvidere kun ske, hvis der i den fremmede stat er truffet beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling, jf. § 3, stk. 2. Udlevering til fuldbyrdelse af en dom kan normalt kun ske, hvis dommen lyder på frihedsstraf i mindst 4 måneder, eller den dømte i henhold til dommen eller en beslutning, der er truffet med hjemmel i dommen, skal anbringes i anstalt, og opholdet her kan blive af 4 måneders varighed, jf. § 3, stk. 3.

Efter § 3, stk. 4, kan udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse finde sted for flere strafbare forhold, selv om betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene. Det indebærer, at der efter omstændighederne kan ske udlevering, som udover et eller flere forhold, der opfylder betingelserne i § 3, stk. 1-3, også omfatter forhold, der efter dansk ret ikke er strafbare eller kun kan medføre straf af bøde, hæfte eller fængsel i 1 år eller derunder.

Selv om betingelserne i § 3 i øvrigt er opfyldt, må udlevering dog ikke finde sted, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende den pågældende handling savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, jf. § 3, stk. 5. Dette forbehold om efter omstændighederne at kunne nægte udlevering skal ses i sammenhæng med, at Danmark ved ratifikationen af 1957-konventionen har afgivet erklæring om, at danske myndigheder, når særlige omstændigheder skønnes at gøre det påkrævet, kan anmode den stat, der fremsætter en udleveringsbegæring, om at tilvejebringe bevismateriale, der sandsynliggør, at den pågældende er skyldig, og afslå begæringen, hvis materialet findes utilstrækkeligt.

Efter den nordiske udleveringslov kræves som udgangspunkt ikke, at det pågældende forhold er strafbart efter dansk ret. Efter § 2 kan udlevering af en dansk statsborger dog efter omstændighederne kun ske, hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år. Endvidere forudsætter udlevering for en politisk lovovertrædelse, at en tilsvarende handling er strafbar som politisk lovovertrædelse efter dansk ret, jf. § 4.

Efter § 3, stk. 1, i den nordiske udleveringslov kan udlevering til strafforfølgning kun finde sted, hvis handlingen efter det begærende lands lovgivning kan medføre højere straf end bøde. Bestemmelsen afskærer ikke udlevering i tilfælde, hvor strafforfølgningen forventes afsluttet med bødestraf. Det er imidlertid forudsat, at en sådan udlevering kun finder sted i sager af større betydning. Ved udlevering til straffuldbyrdelse kræves det, at dommen lyder på frihedsstraf eller anbringelse i anstalt, eller at der med hjemmel i dommen er truffet bestemmelse om sådan anbringelse, jf. § 3, stk. 2.

Efter § 3, stk. 3, kan udlevering finde sted, selv om betingelserne i § 3, stk. 1-2, kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene. Udlevering kan derfor efter omstændighederne også omfatte forhold, der kun kan medføre bødestraf efter det begærende lands lovgivning, eller for hvilke der alene er idømt bøde eller betinget straf.

2.2. EU-udleveringskonventionen

I artikel 2 er det bl.a. fastsat, at udlevering skal tillades for forbrydelser, som efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år og efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Udlevering kan ikke kan afslås med den begrundelse, at lovgivningen i den anmodede medlemsstat ikke indeholder bestemmelser om samme type sikkerhedsforanstaltning som lovgivningen i den begærende medlemsstat. Med udtrykket »sikkerhedsforanstaltning« sigtes til enhver beslutning om frihedsberøvelse, som er truffet af en kriminaldomstol i forbindelse med eller i stedet for straffedom, jf. 1957-konventionens artikel 25.

2.3. Justitsministeriets overvejelser

Artikel 2 i EU-udleveringskonventionen indebærer, at udlevering fra Danmark skal tillades, hvis lovovertrædelsen i den medlemsstat, der har fremsat begæring om udlevering, kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år og efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det er derfor nødvendigt at ændre udleveringslovens § 3, der i dag stiller krav om, at lovovertrædelsen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Det foreslås på den baggrund, at udleveringslovens § 3 ændres, således at der kan ske udlevering til en medlemsstat, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Som nævnt indebærer § 3, stk. 1, i den nugældende udleveringslov bl.a., at udlevering som udgangspunkt kun kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. For sådanne lovovertrædelser har Danmark ved ratifikationen af 1957-konventionen påtaget sig en pligt til at tillade udlevering. Denne konventionsmæssige forpligtelse gælder dog kun, såfremt lovovertrædelsen efter lovgivningen i det land, der har fremsat anmodning om udlevering, kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år. Denne yderligere begrænsning fandtes det ikke nødvendigt at medtage i den nugældende udleveringslov, jf. Folketingstidende 1966-67, Tillæg A, sp. 2543.

Også efter artikel 2, stk. 1, i EU-udleveringskonventionen gælder alene en folkeretlig forpligtelse til at tillade udlevering for lovovertrædelser, der efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år. Denne begrænsning af den folkeretlige pligt til at udlevere findes det fortsat ikke nødvendigt at medtage i selve lovteksten.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til udleveringslovens § 3, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 1.

2.4. Deltagelse i en kriminel sammenslutning

Efter EU-udleveringskonventionens artikel 3, stk. 1, skal udlevering efter omstændighederne tillades for forbrydelser, der i den begærende medlemsstats lovgivning betegnes som en sammensværgelse eller forbrydersammenslutning og kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år, selv om sådanne forbrydelser ikke er strafbare efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat. Sammensværgelsen eller sammenslutningen skal have til formål at begå en eller flere af forbrydelserne i artikel 1 og 2 i Den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme (terrorismekonventionen), jf. lovforslagets bilag 2 og pkt. 3.1. nedenfor, eller enhver anden forbrydelse, der kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år, og som vedrører ulovlig narkotikahandel og andre former for organiseret kriminalitet eller andre voldshandlinger, der er rettet mod en persons liv, fysiske integritet eller frihed, eller som medfører kollektiv fare for personer.

I dansk udleveringslovgivning gælder som udgangspunkt et krav om dobbelt strafbarhed. Det indebærer, at det forhold, der begæres udlevering for, normalt også skal være strafbart efter dansk ret. Som det fremgår af ordlyden af artikel 3, stk. 1, kan denne bestemmelse indebære en fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed, hvis der i den anmodede medlemsstat ikke findes lignende bestemmelser om straf for deltagelse i visse sammensværgelser og forbrydersammenslutninger. Det er da også baggrunden for, at der efter konventionens artikel 3, stk. 3, kan tages forbehold om ikke at anvende stk. 1 eller at anvende bestemmelsen under visse nærmere angivne omstændigheder. Hvis der tages forbehold, skal der være mulighed for at udlevere efter artikel 2, stk. 1, for handlinger, hvorved en person forsætligt medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår en eller flere af forbrydelserne i artikel 3, stk. 1, jf. artikel 3, stk. 4 .

Efter dansk ret kan en person, der deltager i en organisation m.v., som begår eller har til formål at begå strafbare handlinger, efter omstændighederne straffes for medvirken, jf. straffelovens § 23, stk. 1. Efter denne bestemmelse omfatter den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Er forbrydelsen ikke fuldbyrdet, kan der efter omstændighederne straffes for (medvirken til) forsøg, jf. straffelovens § 23 sammenholdt med § 21. I dansk ret findes derimod ikke regler, der kriminaliserer selve deltagelsen i en sammensværgelse eller forbrydersammenslutning, medmindre der er tale om en opløst forening, jf. straffelovens § 132 a.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at kravet om dobbelt strafbarhed bør fastholdes. Dette krav anses for at være et grundlæggende princip i forbindelse med udlevering fra Danmark. Justitsministeriet finder ikke, at dette princip bør fraviges i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke er en pligt hertil i forhold til andre lande.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at Danmark bør tage forbehold om ikke at anvende artikel 3, stk. 1. Herefter vil bestemmelsen i konventionens artikel 3, stk. 4, finde anvendelse, således at Danmark skal kunne træffe afgørelse om udlevering med hensyn til handlinger, hvorved en person forsætligt medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår en eller flere af forbrydelserne i artikel 3, stk. 1, jf. artikel 3, stk. 4. Dette er efter Justitsministeriets opfattelse muligt allerede efter gældende ret, idet straffeloven indeholder bestemmelser, der omfatter de handlinger, der nævnes i artikel 3, stk. 4. Udlevering for sådanne handlinger er derfor ikke en fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed, jf. udleveringslovens § 3, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 1. Artikel 3, stk. 4, i konventionen vil således ikke kræve lovændringer.

3. Politiske lovovertrædelser

3.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 5, stk. 1, kan udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke finde sted. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter, jf. § 5, stk. 2. Om en lovovertrædelse er politisk, afhænger af en konkret helhedsvurdering, hvorved der navnlig lægges vægt på arten af den eller de interesser, der er krænket ved lovovertrædelsen, og på gerningsmandens motiv.

Forbudet mod udlevering for en politisk lovovertrædelse har længe været anset for et centralt princip i Danmark. Dette er bl.a. kommet til udtryk ved, at Danmark ved ratifikationen af 1957-konventionen har taget forbehold over for artikel 3, stk. 3, hvorefter drab eller forsøg på drab af et statsoverhoved eller et medlem af den pågældendes familie ikke betragtes som en politisk forbrydelse. Efter det danske forbehold skal spørgsmålet om, hvorvidt en sådan handling har karakter af en politisk forbrydelse, afgøres efter en konkret bedømmelse.

Endvidere er der i forbindelse med Danmarks ratifikation af den første tillægsprotokol til 1957-konventionen taget forbehold over for kapitel I, hvorefter en række forbrydelser i forbindelse med folkedrab og krigsforbrydelser ikke anses for politiske forbrydelser, jf. bekendtgørelse nr. 106 af 11. november 1986. Danmark har også taget forbehold over for terrorismekonventionens artikel 1, hvorefter grove forbrydelser, der retter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring af og sabotage mod luftfartøjer, bortførelse og gidseltagning m.v., ved udlevering ikke anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der knytter sig til en politisk forbrydelse eller udspringer af politiske motiver, jf. lovforslagets bilag 2 og Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, sp. 1631-32 og 1634-36.

Efter den nordiske udleveringslovs § 4 kan der efter omstændighederne ske udlevering for en politisk forbrydelse, hvis en tilsvarende handling er strafbar som politisk lovovertrædelse efter dansk ret, og den, der begæres udleveret, ikke er dansk statsborger. Baggrunden for denne særlige ordning er bl.a. det nære retsfællesskab mellem de nordiske lande, jf. Folketingstidende 1959-60, Tillæg A, sp. 1799-1800.

3.2. EU-udleveringskonventionen

Efter artikel 5 må en medlemsstat ikke afslå udlevering til en anden medlemsstat med den begrundelse, at forbrydelsen anses for en politisk forbrydelse, en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver. Der kan dog tages forbehold over for bestemmelsen, således at forbudet mod at nægte udlevering for politiske forbrydelser indskrænkes til at omfatte forbrydelserne i terrorismekonventionens artikel 1 og 2, jf. lovforslagets bilag 2, og medvirken til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår sådanne forbrydelser, jf. EU-udleveringskonventionens artikel 5, stk. 2, og artikel 3, stk. 4.

Endvidere tilsigter EU-udleveringskonventionens artikel 5 ikke at ændre 1957-konventionens artikel 3, stk. 2, og terrorismekonventionens artikel 5, jf. artikel 5, stk. 3, og medlemsstaternes fælles erklæring om retten til asyl, der er optaget som bilag til EU-udleveringskonventionen.

Det danske forbehold efter terrorismekonventionen om ret til at nægte udlevering for forbrydelser, der anses for politiske, jf. pkt. 3.1. ovenfor, kan derimod ikke opretholdes ved udlevering til en medlemsstat, jf. artikel 5, stk. 4.

Udlevering kan dog fortsat nægtes, hvis udleveringsbegæringen bærer præg af, at man vil forfølge eller straffe en person på grund af hans race, religion, nationalitet eller politiske overbevisning, eller hvis den pågældendes stilling kan blive forringet af disse grunde. Dette fremgår også af udleveringslovens § 6. Det vil endvidere fortsat som følge af Danmarks forbehold til 1957-konventionen om udlevering og udleveringslovens § 7 være muligt at afslå en udleveringsbegæring, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn.

Endvidere kan udlevering fortsat bl.a. kun ske på vilkår, at dødsstraf ikke må fuldbyrdes for den pågældende handling, jf. udleveringslovens § 10, nr. 3.

3.3. Justitsministeriets overvejelser

Gennemførelsen af artikel 5 indebærer, at udlevering som udgangspunkt ikke kan nægtes med henvisning til, at lovovertrædelsen anses for en politisk forbrydelse. Afgives der ikke erklæring i medfør af artikel 5, stk. 2, skal udlevering til en medlemsstat derfor tillades, selv om den handling, der er begæret udlevering for, anses for en politisk lovovertrædelse.

En ophævelse af adgangen til at nægte udlevering for politiske forbrydelser kan styrke det strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne om bekæmpelse af international kriminalitet.

Imidlertid har forbudet mod udlevering for politiske lovovertrædelser længe været anset for et centralt princip i dansk udleveringslovgivning, jf. pkt. 3.1. ovenfor.

Endvidere har begrebet »politisk forbrydelse« i de danske udleveringsregler en forholdsvis snæver rækkevidde. At en lovovertrædelse har et politisk motiv, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at den i udleveringsmæssig sammenhæng anses for en politisk forbrydelse. Bedømmelsen heraf afhænger af en konkret helhedsbedømmelse, hvor der ud over gerningsmandens motiv lægges vægt på handlingens karakter og de interesser, der er krænket ved lovovertrædelsen.

Hertil kommer, at handlinger, der nægtes udlevering for efter udleveringslovens § 5, efter omstændighederne kan strafforfølges i Danmark, jf. straffelovens §§ 7-8.

Justitsministeriet finder det således af principielle grunde rigtigst, at adgangen til at nægte udlevering for politiske lovovertrædelser fastholdes i videst muligt omfang. Justitsministeriet finder derfor, at Danmark bør benytte adgangen efter artikel 5, stk. 2, til at begrænse pligten til udlevering for politiske forbrydelser, således at der alene er pligt til at udlevere, hvis den pågældende handling må anses for omfattet af terrorismekonventionens artikel 1 eller 2.

Det foreslås derfor, at der som stk. 3 i udleveringslovens § 5 indsættes en bestemmelse, hvorefter bestemmelsens stk. 1-2 ikke finder anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i Den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den pågældende bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 2.

4. Fiskale lovovertrædelser

4.1. Gældende ret

Efter artikel 2 i den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen , jf. bekendtgørelse nr. 108 af 11. november 1986, kan udlevering ske for forbrydelser i forbindelse med skatter, afgifter, told og valutaveksling, hvis forbrydelsen efter den anmodede parts lovgivning udgør en tilsvarende lovovertrædelse. Udlevering kan ikke nægtes med den begrundelse, at der ikke efter den anmodede parts lovgivning opkræves samme slags skatter eller afgifter eller ikke er fastsat regler om skatter, afgifter, told eller valutaveksling svarende til reglerne i den begærende parts lovgivning.

Udlevering for sådanne lovovertrædelser kan ske både efter udleveringsloven og den nordiske udleveringslov . Der er da heller ikke i forbindelse med ratifikationen af den nævnte tillægsprotokol taget forbehold over for artikel 2.

4.2. EU-udleveringskonventionen

EU-udleveringskonventionen indeholder i artikel 6 en bestemmelse, der svarer til artikel 2 i den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen.

Endvidere gives i artikel 6, stk. 3, mulighed for at tage forbehold om kun at tillade udlevering for forhold, der kan tænkes at udgøre en overtrædelse af lovgivningen vedrørende punktafgifter, moms eller told.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af pkt. 4.1. om gældende ret ovenfor, er udlevering for fiskale lovovertrædelser allerede i dag mulig efter udleveringsloven og den nordiske udleveringslov. Der findes derfor ikke behov for at tage forbehold ved tiltrædelsen af EU-udleveringskonventionen eller foreslå ændringer i lovgivningen på dette punkt.

5. Udlevering af egne statsborgere

5.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 2 kan en dansk statsborger ikke udleveres fra Danmark. Bestemmelsen er i lighed med forbudet mod udlevering for politiske lovovertrædelser udtryk for et centralt princip i dansk udleveringslovgivning. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med artikel 6, stk. 1, litra a, i 1957-konventionen, hvorefter en kontraherende stat er berettiget til at afslå udlevering af egne statsborgere. Ordet »statsborger« omfatter efter den erklæring, der er afgivet ved Danmarks ratifikation af 1957-konventionen, personer, der har statsborgerret eller fast bopæl i et af de nordiske lande. Det indebærer bl.a., at Danmark efter 1957-konventionen ikke er folkeretligt forpligtet til at udlevere personer med opholdstilladelse i Danmark som flygtninge eller nordiske statsborgere.

Den nordiske udleveringslov tillader i begrænset omfang udlevering af danske statsborgere, hvilket bl.a. har baggrund i det nære retsfællesskab mellem de nordiske lande. Efter denne lovs § 2 kan en dansk statsborger udleveres, hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller den handling, der ønskes udlevering for, eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

5.2. EU-udleveringskonventionen

Efter artikel 7 kan udlevering af egne statsborgere som udgangspunkt ikke afslås. Der kan dog tages forbehold om ikke at tillade udlevering eller kun at tillade udlevering på nærmere angivne betingelser. Et sådant forbehold skal fornyes hvert 5. år for at bevare sin gyldighed.

Danmark, Finland og Sverige har ved undertegnelsen af konventionen afgivet en erklæring, hvori disse lande bekræfter, at de ikke vil påberåbe sig de erklæringer, de har fremsat i medfør af artikel 6, stk. 1, i 1957-konventionen som begrundelse for at nægte at udlevere personer fra ikke-nordiske stater, som er bosat i disse lande, jf. bilaget til konventionen i lovforslagets bilag 1. Det indebærer, at Danmark ikke længere ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan opretholde den folkeretlige adgang til at nægte udlevering af sådanne personer, som består efter erklæringen om begrebet »statsborger«, der blev afgivet ved Danmarks ratifikation af 1957-konventionen, jf. pkt. 5.1. ovenfor. Personer fra ikke-nordiske stater kan derfor ikke nægtes udleveret fra Danmark til en medlemsstat i Den Europæiske Union med henvisning til, at den pågældende har bopæl i Danmark, Finland eller Sverige.

Endvidere har medlemsstaterne ved undertegnelsen af EU-udleveringskonventionen givet tilsagn om at anvende Europarådets konvention om overførelse af domfældte over for statsborgere fra alle medlemsstater, jf. denne konventions artikel 3, stk. 4. Medlemsstaternes tilsagn berører ikke adgangen til at nægte udlevering af egne statsborgere i EU-udleveringskonventionens artikel 7, stk. 2, jf. bilaget til EUudleveringskonventionen i lovforslagets bilag 1.

5.3. Justitsministeriets overvejelser

Som nævnt i pkt. 5.1. ovenfor, anses forbudet mod udlevering af danske statsborgere for et centralt princip i udleveringslovgivningen. Det har bl.a. sammenhæng med et ønske om ikke at overgive egne statsborgere til stater, der har retstraditioner, som afviger væsentligt fra retstraditionen i Danmark. Under hensyn bl.a. til det nære retsfællesskab mellem de nordiske lande er det dog fundet rimeligt at give en vis adgang til udlevering af danske statsborgere til de øvrige nordiske lande.

Siden gennemførelsen af den nordiske udleveringslov er der indført mulighed for efter omstændighederne at udlevere danske statsborgere til Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, jf. § 2 i lov nr. 1099 af 21. december 1994. Denne lov omfatter meget grove forbrydelser, hvor en fastholdelse af princippet om forbud mod udlevering af egne statsborgere kan virke stødende i internationale sammenhænge. Det er i øvrigt forudsat, at danske statsborgere kan afsone i Danmark.

En adgang til udlevering af danske statsborgere vil kunne styrke samarbejdet om bekæmpelse af international kriminalitet, idet udlevering gør det muligt at strafforfølge en forbrydelse på det sted, hvor den er begået.

Udlevering af egne statsborgere kan imidlertid være meget indgribende, f.eks. i tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen gennem bopæl eller lignende har en tilknytning til det land, hvortil der begæres udlevering, mens tilknytningen til Danmark er af varig karakter. Virkningerne heraf vil i et vist omfang kunne afbødes ved, at det som vilkår for udlevering stilles som betingelse, at en eventuel frihedsstraf skal afsones her i landet. Men der vil stadigvæk være mulighed for, at den udleverede i forbindelse med sagens behandling i det begærende land vil skulle sidde varetægtsfængslet igennem længere tid.

Justitsministeriet finder efter en samlet vurdering ikke, at der på nuværende tidspunkt er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at foreslå en ordning, der giver mulighed for udlevering af danske statsborgere. Justitsministeriet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at der er mulighed for at strafforfølge den pågældende i Danmark, selv om forbrydelsen er begået i udlandet. Denne mulighed skal bl.a. ses på baggrund af, at Danmark som hovedregel har strafferetlig jurisdiktion over for danskere, der i udlandet har begået strafbart forhold, jf. straffelovens §§ 6-12. Endvidere gælder det, at der efter de nugældende europæiske konventioner om internationalt strafferetligt samarbejde er mulighed for at anmode myndighederne i det land, hvor forbrydelsen er begået, om retshjælp, således at den fornødne bevisførelse kan foretages i Danmark, selv om forbrydelsen er begået i udlandet.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at det indtil videre vil være rigtigst at fastholde det nugældende forbud mod udlevering af danske statsborgere, jf. artikel 7, stk. 2.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke senere kan overvejes ændringer på dette område. Som nævnt i pkt. 5.2. ovenfor, skal et forbehold om at nægte udlevering af egne statsborgere gentages hvert 5. år for at bevare sin gyldighed, og det vil derfor være naturligt at tage spørgsmålet om udlevering af egne statsborgere op til fornyet overvejelse på dette tidspunkt. I den forbindelse vil det også være muligt at inddrage de regler, der fastsættes herom i de andre EU-medlemsstater, herunder Finland og Sverige.

For så vidt angår erklæringen fra Danmark, Finland og Sverige til EU-udleveringskonventionen om ikke at påberåbe sig de erklæringer vedrørende statsborgerbegrebet, der er afgivet til 1957-konventionen, som begrundelse for at nægte at udlevere ikke-nordiske statsborgere, som er bosat i disse lande, bemærkes, at opfyldelsen af denne pligt ikke kræver lovændringer. Det skyldes, at der efter udleveringslovens § 2 alene gælder et forbud mod at udlevere danske statsborgere.

6. Forældelse m.v.

6.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 9 kan udlevering ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret. Dette er i overensstemmelse med artikel 10 i 1957-konventionen.

Den nordiske udleveringslov indeholder ingen tilsvarende begrænsning i adgangen til udlevering, hvilket bl.a. har sammenhæng med, at der som udgangspunkt ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed ved udlevering til et nordisk land, jf. pkt. 2.1. ovenfor.

Efter artikel 4 i den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen kan udlevering ikke ske for forbrydelser, for hvilke den anmodede stat har erklæret amnesti, og som den pågældende stat havde kompetence til at retsforfølge efter sin egen straffelov. Efter udleveringslovens § 8 og den nordiske udleveringslovs § 5 er udlevering udelukket, når den berørte person her i landet er dømt eller frifundet for det forhold, der begæres udlevering for. Det må på den baggrund antages, at udlevering også er afskåret, hvis der er sket benådning (amnesti) for det pågældende forhold.

6.2. EU-udleveringskonventionen

Efter artikel 8 kan udlevering ikke afslås med den begrundelse, at der er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf i henhold til lovgivningen i den anmodede medlemsstat. Den anmodede medlemsstat kan dog efter artikel 8, stk. 2, undlade at anvende denne bestemmelse, når udleveringsbegæringen er begrundet i forbrydelser, for hvilke denne medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen straffelov. Heri ligger, at udlevering kan nægtes med henvisning til forældelse, hvis den anmodede medlemsstat selv ville have haft kompetence til at behandle sagen, hvis den ikke havde været forældet. Denne begrænsning skal navnlig ses i sammenhæng med bestemmelsen i artikel 7 om udlevering af egne statsborgere.

Artikel 8 indebærer for Danmarks vedkommende, at der i almindelighed ikke er pligt til at udlevere bl.a. danske statsborgere - i det omfang der måtte blive åbnet mulighed herfor - og personer med fast bopæl i Danmark for handlinger, med hensyn til hvilke strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf ville være forældet efter dansk ret. Det skyldes, at handlinger, som danske statsborgere og personer med bopæl i Danmark begår i udlandet, normalt kan strafforfølges i Danmark. Derimod skal der ifølge bestemmelserne ske udlevering, selv om forholdet er forældet i Danmark, hvis Danmark ikke har haft kompetence til at strafforfølge det pågældende forhold.

Artikel 9 indeholder en bestemmelse om nægtelse af udlevering i tilfælde af amnesti, der svarer til artikel 4 i den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen, jf. pkt. 6.1. ovenfor.

6.3. Justitsministeriets overvejelser

EU-udleveringskonventionens artikel 8 indebærer, at udlevering som udgangspunkt ikke kan afslås med den begrundelse, at der er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf efter dansk ret. Det er derfor nødvendigt at ændre udleveringslovens § 9, således at bestemmelsen om forældelse ikke finder anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union.

Som nævnt kan den anmodede medlemsstat efter konventionens artikel 8, stk. 2, undlade at udlevere for forhold, der er forældet efter dette lands lovgivning, hvis udleveringsbegæringen vedrører forbrydelser, for hvilke denne medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen lovgivning. Efter bestemmelsen er Danmark således ikke folkeretligt forpligtet til at udlevere i sådanne tilfælde.

Justitsministeriet har overvejet, om denne mulighed for at afslå udlevering bør udnyttes, således at udlevering efter den danske udleveringslov generelt udelukkes, hvis den situation, der er bekrevet i konventionens artikel 8, stk. 2, foreligger.

Navnlig under hensyn til, at der ikke åbnes op for udlevering af egne statsborgere, jf. pkt. 5 ovenfor, finder Justitsministeriet ikke grundlag for generelt at afskære muligheden for at udlevere i de tilfælde, der er omfattet af konventionens artikel 8, stk. 2. På grund af rækkevidden af jurisdiktionsreglerne i straffelovens §§ 6-12 ville en sådan afskæring i øvrigt indebære, at hovedreglen i konventionens artikel 8, stk. 1, kun ville få begrænset betydning.

Det foreslås på den baggrund, at der som stk. 2 i udleveringslovens § 9 indsættes en bestemmelse, hvorefter bestemmelsen om forældelse ikke finder anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 3.

Som nævnt i pkt. 6.1. ovenfor, må der allerede efter udleveringsloven antages at gælde et forbud mod udlevering i tilfælde af benådning (amnesti). Konventionens artikel 9 nødvendiggør således ikke ændringer på dette område.

7. Strafforfølgning og straffuldbyrdelse for forhold, der ikke er omfattet af udleveringsbegæringen (specialitetsreglen)

7.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 10 kan udlevering som udgangspunkt kun ske på vilkår, at den udleverede ikke drages til ansvar eller udleveres videre til en tredje stat for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den, der sker udlevering for (specialitetsreglen). Efter § 20, jf. § 10, nr. 1, litra a, kan justitsministeren dog efter anmodning meddele tilladelse hertil, såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted efter udleveringslovens bestemmelser. Immuniteten kan i visse tilfælde også ophæves ved den udleveredes egne handlinger, jf. § 10, nr. 1, litra b og c.

Efter den gældende ordning kan den udleverede som udgangspunkt ikke selv give afkald på anvendelse af specialitetsreglen. Efter udleveringslovens § 18 c, stk. 1, 3. pkt., kan den pågældende dog i forbindelse med et indenretligt samtykke til udlevering fra Danmark til en medlemsstat i Den Europæiske Union meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for. I så fald kræves justitsministerens tilladelse hverken i forhold til den begærende stat eller ved videreudlevering til en tredje medlemsstat.

Efter den nordiske udleveringslov gælder, at det land, der har begæret udlevering, som hovedregel kan medinddrage andre forhold, der er begået før udleveringen, uden at indhente samtykke fra den udleverede eller tilladelse fra det land, hvorfra udleveringen er sket.

Baggrunden for den gældende ordning er, at den nordiske udleveringslov kun i begrænset omfang afskærer udlevering. Også efter den nordiske ordning gælder imidlertid, at den udleverede ikke uden justitsministerens tilladelse må udleveres videre til et tredjeland for nogen strafbar handling, der er begået før udleveringen. Endvidere kan tilladelse kun meddeles, hvis udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted til vedkommende land, jf. §§ 6 og 17.

7.2. EU-udleveringskonventionen

Efter artikel 10, stk. 1, kan den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, som udgangspunkt drage den udleverede til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen uden samtykke fra den pågældende eller tilladelse fra den anmodede medlemsstat. I de tilfælde, hvor strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves, kan den udleverede dog kun drages til ansvar, hvis den pågældende samtykker, eller den anmodede medlemsstat tillader det. Bestemmelsen supplerer reglerne i Konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, der er gennemført i Danmark ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (International strafferet). Efter disse regler kan den pågældende således allerede i forbindelse med et indenretligt samtykke til udlevering fra Danmark til en EU-medlemsstat meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for, jf. pkt. 1 og 7.1. ovenfor.

Efter artikel 10, stk. 1, litra a , kan den udleverede retsforfølges eller idømmes straf, hvis forbrydelserne ikke straffes med frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning. Det indebærer, at den begærende medlemsstat uden samtykke fra den pågældende eller tilladelse fra den anmodede medlemsstat kan indlede eller fortsætte retsforfølgning eller idømme straf, når forbrydelsen ikke kan straffes med begrænsning af den personlige frihed.

Efter artikel 10, stk. 1, litra b , kan den udleverede endvidere retsforfølges eller idømmes straf, i det omfang retsforfølgningen ikke medfører anvendelse af en foranstaltning, der begrænser den personlige frihed. Det indebærer, at den begærende medlemsstat kan indlede eller fortsætte retsforfølgning eller idømme straf, selv om forbrydelsen kan straffes med begrænsning af den personlige frihed, hvis afgørelsen i sagen ikke begrænser den personlige frihed. Hvis retsforfølgningen medfører straf eller foranstaltning, der indebærer frihedsberøvelse, kan afgørelsen ikke fuldbyrdes, medmindre den udleverede samtykker, eller den anmodede medlemsstat tillader det.

Efter artikel 10, stk. 1, litra c , kan den udleverede pålægges at efterkomme en straffedom eller foranstaltning, der ikke indebærer frihedsberøvelse, f.eks. bødestraf, eller anden foranstaltning, der måtte træde i stedet, også selv om den begrænser den personlige frihed. Det indebærer, at den begærende medlemsstat kan fuldbyrde en endelig dom, der går ud på straf eller foranstaltning, som ikke begrænser den personlige frihed, f.eks. en bødestraf. Bestemmelsen omfatter dog også foranstaltninger, der begrænser den personlige frihed, når foranstaltningen iværksættes som følge af, at en bøde ikke betales. Bestemmelsen vil derfor f.eks. kunne anvendes i tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om bødeforvandlingsstraf, jf. straffelovens § 53. Bestemmelsen kan derimod ikke antages at give adgang til uden videre at fuldbyrde en ubetinget frihedsstraf, der er fastsat som følge af, at den udleverede har overtrådt et eller flere vilkår i en betinget dom.

Artikel 10, stk. 1, litra a-c, suppleres i litra d og stk. 2-3 af bestemmelser, hvorefter den udleverede også kan retsforfølges, idømmes straf, tilbageholdes med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller sikkerhedsforanstaltning eller underkastes andre former for begrænsning af sin personlige frihed, hvis den pågældende efter udleveringen udtrykkeligt giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen for specifikke forbrydelser begået forud for udleveringen.

Artikel 11 giver mulighed for at gå ind på en særlig ordning i de tilfælde, hvor der efter konventionens regler skal indhentes samtykke fra den anmodede medlemsstat til at drage den udleverede til ansvar i videre omfang i den begærende medlemsstat. Efter artikel 11 kan medlemsstaterne således afgive erklæring om, at artikel 10 ikke skal finde anvendelse, idet medlemsstaternes samtykke anses for givet på forhånd, medmindre andet tilkendegives i forbindelse med udlevering i det enkelte tilfælde.

Såfremt en medlemsstat i en konkret udleveringssag tilkendegiver, at samtykke ikke må anses for givet, finder artikel 10, stk. 1, stadig anvendelse. Det indebærer, at den begærende medlemsstat fortsat kan drage den udleverede til ansvar i det omfang, hvori dette efter artikel 10, stk. 1, kan ske uden tilladelse fra den anmodede medlemsstat.

Om videreudlevering fra den begærende medlemsstat til en anden medlemsstat er det i artikel 12 fastsat, at videreudlevering som udgangspunkt kan ske uden tilladelse fra den anmodede medlemsstat. Der kan dog tages forbehold over for denne bestemmelse, således at videreudlevering kræver tilladelse fra den anmodede medlemsstat. Det gælder dog ikke, hvis andet er bestemt i artikel 13 i Konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, eller den udleverede i den begærende medlemsstat giver samtykke til videreudlevering til en anden medlemsstat. Ved konventionen er det forudsat, at dette samtykke gives under de samme former som omhandlet i artikel 10, stk. 2 og 3.

Henvisningen til artikel 13 i Konventionen om en forenklet udleveringsprocedure indebærer for Danmarks vedkommende, at videreudlevering kan ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering fra Danmark til den begærende medlemsstat tillige har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og til at blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. udleveringslovens § 18 c, stk. 1, 3. pkt.

7.3. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af det ovenfor anførte, indebærer udleveringskonventionens artikel 10, at det begærende land i visse tilfælde kan drage den udleverede til ansvar for andre handlinger begået før udleveringen, uden at det kræver tilladelse fra den anmodede stat. Det drejer sig navnlig om tilfælde, hvor strafforfølgningen ikke indebærer frihedsberøvelse, og tilfælde, hvor den udleverede har givet afkald på specialitetsreglen i det begærende land.

Bestemmelserne i §§ 10 og 20 i den gældende udleveringslov bygger på, at fravigelse af specialitetsreglen som hovedregel kræver tilladelse fra den anmodede stat. Dog kan den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering fra Danmark efter § 18 c, stk. 1, 3. pkt., give afkald på specialitetsreglen.

En opfyldelse af bestemmelsen i EU-udleveringskonventionens artikel 10 forudsætter derfor en ændring af udleveringsloven. Det foreslås på den baggrund, at der i udleveringsloven som § 10 a, stk. 1, optages en bestemmelse, hvorefter den udleverede ved udlevering til en medlemsstat tillige kan drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, uden justitsministerens tilladelse, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at den pågældende skal frihedsberøves for disse andre lovovertrædelser. Det medfører, at der i den begærende medlemsstat kan ske strafforfølgning af lovovertrædelser, der kan straffes med f.eks. kun bøde, og iværksættes fuldbyrdelse af tidligere idømte bødestraffe, uden at der indhentes tilladelse fra justitsministeren.

Endvidere foreslås det, at justitsministerens tilladelse heller ikke er nødvendig, hvis den udleverede selv giver afkald på specialitetsreglen i et retsmøde i den medlemsstat, den pågældende er blevet udleveret til. Denne bestemmelse supplerer den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 c, stk. 1, 3. pkt., hvor afkaldet meddeles i et retsmøde i Danmark, dvs. i den medlemsstat, som den pågældende udleveres fra.

Ordningen med formodet samtykke ifølge artikel 11 vil kunne lette samarbejdet om bekæmpelse af international kriminalitet, idet den begærende medlemsstat får mulighed for at drage den udleverede til ansvar - også med hensyn til frihedsstraf - uden at indhente tilladelse fra den anmodede medlemsstat.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det imidlertid være vanskeligt på forhånd at overskue de tilfælde, hvor der kan være grund til at tage forbehold om, at Danmark skal meddele udtrykkeligt samtykke til forfølgning for andre strafbare handlinger end den, der er sket udlevering for.

Kravet om, at justitsministeren skal give tilladelse, indebærer i øvrigt også den retsgaranti for den udleverede, at den pågældende kan forlange spørgsmålet prøvet ved domstolene, jf. udleveringslovens § 20, stk. 5.

Justitsministeriet finder på den baggrund ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at afgive erklæring med henblik på at udnytte reglerne om formodet samtykke i artikel 11.

For så vidt angår spørgsmålet om videreudlevering til en anden medlemsstat uden tilladelse fra det anmodede land, følger det bl.a. af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 c, stk. 1, 3. pkt., at videreudlevering til en tredje medlemsstat kan ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede i forbindelse med samtykke til udlevering fra Danmark til den begærende medlemsstat har meddelt samtykke til at blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for. Efter EU-udleveringskonventionens artikel 12 skal videreudlevering uden tilladelse fra det anmodede land endvidere kunne ske, hvis den udleverede i det begærende land giver samtykke til videreudleveringen. Det foreslås på den baggrund, at der heller ikke kræves tilladelse fra justitsministeren til videreudlevering til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket. Ved tiltrædelsen vil Danmark i overensstemmelse hermed afgive erklæring efter bestemmelsen i EU-udleveringskonventionens artikel 12, stk. 2.

Om indholdet af de foreslåede bestemmelser henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 10 a i lovforslagets § 1, nr. 5.

8. Øvrige bestemmelser i EU-udleveringskonventionen

Af artikel 4 i EU-udleveringskonventionen fremgår, at udlevering ikke kan afslås med henvisning til, at udleveringsbegæringen bygger på en beslutning om frihedsberøvelse, der indebærer, at den udleverede i den begærende medlemsstat skal frihedsberøves et andet sted end i et fængsel. Udleveringsloven indeholder ikke bestemmelser vedrørende det sted, hvor den udleverede skal frihedsberøves, og gennemførelse af artikel 4 kræver derfor ikke lovændring.

I artikel 13-16 er fastsat forskellige bestemmelser om fremgangsmåden ved medlemsstaternes behandling af sager om udlevering.

Artikel 13 indeholder bestemmelser om angivelse af den centrale myndighed, der skal forestå behandlingen af begæringer om udlevering efter EU-udleveringskonventionen, og om anvendelse af telefax m.v. ved fremsendelse af dokumenter. I artikel 14 er fastsat bestemmelser, der giver mulighed for at anvende en forenklet fremgangsmåde, når der opstår behov for at indhente supplerende oplysninger, idet anmodninger herom kan fremsættes direkte over for den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat. Artikel 15 indeholder bestemmelser, der indebærer en forenkling af kravene vedrørende konstatering af ægtheden af de dokumenter, der indgår i en begæring om udlevering.

Artikel 16 indeholder bestemmelser om transit, dvs. spørgsmålet om tilladelse fra en medlemsstat til at lade en person rejse gennem medlemsstatens territorium i forbindelse med udlevering fra en medlemsstat til en anden, og indebærer en forenkling af fremgangsmåden ved indhentelse af tilladelse til transit. Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med de bestemmelser, der lemper betingelserne for udlevering, idet tilladelse til transit ikke kan nægtes i videre omfang end tilladelse til udlevering kunne være nægtet efter konventionens bestemmelser, jf. artikel 16, litra d.

Bestemmelserne i EU-udleveringskonventionens artikel 13-16 retter sig hovedsageligt mod den praktiske fremgangsmåde ved behandlingen af begæringer om udlevering. Gennemførelsen af de pågældende bestemmelser kræver derfor ikke lovgivning.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør den praktiske fremgangsmåde ved behandlingen af begæringer om udlevering fra Danmark til en anden EU-medlemsstat forenkles mest muligt. Justitsministeriet finder derfor, at der i forbindelse med tiltrædelsen af konventionen bør afgives erklæring i medfør af artikel 14, således at der skabes mulighed for, at de kompetente myndigheder i andre medlemsstater kan rette henvendelse direkte til de relevante myndigheder i Danmark, når der opstår behov for at indhente supplerende oplysninger.

For så vidt angår transit bemærkes, at det allerede i udleveringslovens § 21, stk. 1, er fastsat, at justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden, føres gennem riget, hvis bestemmelserne i § 2 (om forbud mod udlevering af danske statsborgere) eller §§ 4-6 (om forbud mod udlevering for militære og politiske lovovertrædelser og ved fare for forfølgelse) ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering her fra landet for den pågældende handling. Sker udleveringen til Finland, Island, Norge eller Sverige, kan tilladelse meddeles, såfremt bestemmelserne i § 2 (om udlevering af danske statsborgere) eller § 4 (om udlevering for politiske lovovertrædelser) i loven om udlevering til disse lande ikke ville være til hinder for udlevering af den pågældende her fra landet, jf. § 21, stk. 2.

Baggrunden for disse regler er, at det efter 1957-konventionen som udgangspunkt skal tillades, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden, transporteres gennem Danmark, medmindre den forbrydelse, den pågældende udleveres for, af danske myndigheder betragtes som en politisk eller militær lovovertrædelse. Det følger af den erklæring om begrebet »statsborger«, der er afgivet i forbindelse med Danmarks ratifikation af 1957-konventionen, jf. pkt. 5.1. ovenfor, at Danmark har en folkeretlig adgang til at nægte transit, hvis den, der udleveres, har statsborgerret eller fast bopæl i et af de nordiske lande. Efter udleveringslovens § 2 gælder forbudet mod udlevering alene danske statsborgere, og forbudet mod gennemtransport omfatter derfor også kun danske statsborgere.

Den foreslåede ændring af udleveringslovens § 5 i lovforslagets § 1, nr. 2, sammenholdt med udleveringslovens § 21, stk. 1, indebærer, at tilladelse til transit i forbindelse med udlevering fra en EU-medlemsstat til en anden kan nægtes med henvisning til, at der er tale om en politisk lovovertrædelse, i samme omfang, som der efter § 5, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2, kunne nægtes udlevering for den pågældende handling fra Danmark til en EU-medlemsstat med denne begrundelse, jf. pkt. 3 ovenfor.

Som nævnt i pkt. 5.2. ovenfor, har Danmark, Finland og Sverige ved undertegnelsen af EU-udleveringskonventionen afgivet en erklæring vedrørende udlevering af ikke-nordiske statsborgere, der er bosat i disse lande. Det indebærer, at Danmark ikke længere kan opretholde den folkeretlige adgang at nægte transit af sådanne personer, som består efter 1957-konventionen, i forbindelse med udlevering fra en EU-medlemsstat til en anden. Tilladelse til transit kan således i disse tilfælde ikke nægtes med henvisning til, at de pågældende personer har bopæl i Danmark, Finland eller Sverige.

9. Forholdet til den nordiske udleveringslov

Som nævnt i pkt. 1 ovenfor er det i EU-udleveringskonventionens artikel 1, stk. 2, fastsat, at konventionen ikke berører anvendelsen af bl.a. arrangementer om udlevering på grundlag af en ensartet lovgivning, jf. 1957-konventionens artikel 28, stk. 3. I 1957-konventionens artikel 28, stk. 3, er det fastsat, at hvis udlevering mellem to eller flere kontraherende parter finder sted på grundlag af en ensartet lovgivning, står det parterne frit for at regulere deres gensidige forhold vedrørende udlevering udelukkende i overensstemmelse med en sådan ordning og uden hensyntagen til denne konventions bestemmelser. Danmark har i tilknytning til artikel 28, stk. 3, afgivet erklæring om, at konventionen ikke finder anvendelse i Danmarks forhold til Norge og Sverige, idet udlevering mellem de skandinaviske lande finder sted på grundlag af en ensartet lovgivning. Denne erklæring antages også at gælde bl.a. Finland, der har ratificeret 1957-konventionen med virkning fra den 10. august 1971.

At EU-udleveringskonventionen ikke berører anvendelsen af den nordiske udleveringslov indebærer, at der ikke er behov for at ændre § 1, stk. 2, i den nugældende udleveringslov, hvorefter loven ikke omfatter udlevering fra Danmark til Finland, Island, Norge og Sverige. Udlevering fra Danmark til et nordisk land sker derfor fortsat på grundlag af reglerne i den nordiske udleveringslov.

Det indebærer bl.a., at det ved udlevering fra Danmark til f.eks. Sverige som udgangspunkt ikke kræves, at det forhold, der begæres udlevering for, er strafbart efter dansk ret, jf. pkt. 2.1. ovenfor. Der kan efter omstændighederne også fortsat ske udlevering for politiske forbrydelser og af danske statsborgere, jf. pkt. 3.1. og 5.1. ovenfor. Endvidere gælder ingen begrænsning med hensyn til udlevering på grund af forældelse, jf. pkt. 6.1. ovenfor. Et nordisk land, der har begæret udlevering, kan også fortsat som hovedregel medinddrage andre forhold begået før udleveringen uden at indhente samtykke fra den udleverede eller tilladelse fra justitsministeren, jf. pkt. 7.1. ovenfor.

At den nordiske udleveringslov ikke berøres af EU-udleveringskonventionen indebærer tillige, at videreudlevering til et tredje land ikke kan ske uden justitsministerens tilladelse, jf. pkt. 7.1. ovenfor. Som det fremgår af pkt. 7.2. ovenfor, kan EU-udleveringskonventionen på dette område medføre videre adgang til videreudlevering end den nordiske udleveringslov, idet den udleverede efter konventionens artikel 12 kan meddele samtykke i den begærende medlemsstat til at blive videreudleveret til en tredje medlemsstat.

I de tilfælde, hvor der er spørgsmål om at udlevere fra Danmark til en EU-medlemsstat bortset fra Finland og Sverige, gælder som nævnt ovenfor under pkt. 5.2. og 8, at Danmark, Finland og Sverige ved undertegnelsen af EU-udleveringskonventionen har afgivet en erklæring vedrørende udlevering af ikke-nordiske statsborgere, der er bosat i disse lande. Det indebærer, at Danmark ved udlevering og meddelelse af tilladelse til transit ikke længere kan opretholde den folkeretlige adgang til at nægte udlevering og transit af personer fra ikke-nordiske stater med henvisning til, at de pågældende har bopæl i Danmark, Finland eller Sverige.

Danmark kan fortsat benytte den folkeretlige adgang efter den erklæring, der blev afgivet ved ratifikationen af 1957- konventionen, til efter en konkret vurdering at nægte udlevering af nordiske statsborgere til en EU-medlemsstat.

10. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos følgende: Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, rigspolitichefen, politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Kriminalpolitiforening, Dansk Politiforbund, Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder samt Nævnet for Etnisk Ligestilling.

11. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.

Om de EU-retlige aspekter henvises til pkt. 1 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt beskrivelsen af reglerne i EU-udleveringskonventionen under de øvrige punkter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser I bilag 3 til lovforslaget er de foreslåede regler sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1 Til nr. 1

Ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås en ændret affattelse af udleveringslovens § 3, stk. 1. Forslaget indebærer, at der kan ske udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, hvis en handling (eller undladelse), der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Udtrykket »frihedsstraf« omfatter bl.a. hæfte, jf. straffelovens § 44, stk. 1, 1. pkt., hvorefter hæfte kan idømmes fra 7 dage til 6 måneder.

Kravet om frihedsstraf i mindst 6 måneder gælder kun ved udlevering til en medlemsstat i den Europæiske Union. For så vidt angår udlevering fra Danmark til et nordisk land, herunder Finland og Sverige, gælder fortsat den nordiske udleveringslov, jf. udleveringslovens § 1, stk. 2, og pkt. 1 og 9 ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Ved udlevering til andre ikke-nordiske stater uden for Den Europæiske Union, gælder fortsat, at lovovertrædelsen normalt skal svare til en handling, der efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 1.

Ved § 3, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 1, tilsigtes ingen ændring i de gældende regler i udleveringslovens § 3, stk. 2-5. Det indebærer bl.a., at udlevering til straffuldbyrdelse i en medlemsstat som udgangspunkt kun kan ske, hvis dommen lyder på frihedsstraf i mindst 4 måneder, eller den dømte i henhold til dommen eller en beslutning truffet med hjemmel i dommen skal anbringes i anstalt, og opholdet kan blive af 4 måneders varighed.

Til nr. 2

Ved lovforslagets § 1, nr. 2 , indsættes som stk. 3 i udleveringslovens § 5 en bestemmelse, hvorefter stk. 1-2 ikke finder anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i terrorismekonventionen, jf. lovforslagets bilag 2 og pkt. 3 ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen indebærer, at udlevering til en medlemsstat ikke kan nægtes med henvisning til, at den handling, der begæres udlevering for, anses for en politisk lovovertrædelse, hvis handlingen er omfattet af terrorismekonventionens artikel 1 eller 2, dvs. grove forbrydelser, der retter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring af og sabotage mod luftfartøjer, grove forbrydelser mod diplomater m.v., bortførelse, gidseltagning m.v. og anvendelse af bomber, granater, raketter m.v., der rummer fare for personer.

Om en lovovertrædelse er omfattet af terrorismekonventionens artikel 1 eller 2, afhænger af en konkret vurdering. Den berørte person kan efter omstændighederne kræve en beslutning om udlevering for en handling, som anses for omfattet af terrorismekonventionens artikel 1 eller 2, indbragt for domstolene, således at udlevering først kan finde sted, når beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf. udleveringslovens §§ 16 og 17.

Til nr. 3

Ved lovforslagets § 1, nr. 3, indsættes som stk. 2 i udleveringslovens § 9 en bestemmelse, hvorefter stk. 1 ikke finder anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union. Bestemmelsen indebærer en fravigelse af § 9 i den gældende udleveringslov, hvorefter udlevering ikke kan ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling er forældet efter dansk ret, jf. pkt. 6 ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Den foreslåede bestemmelse i udleveringslovens § 9, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 3, forhindrer ikke, at udlevering til en EU-medlemsstat nægtes efter en konkret vurdering i tilfælde, hvor der efter EU-udleveringskonventionens artikel 8, stk. 2, består en folkeretlig adgang til at nægte udlevering på grund af forældelse, dvs. hvor den handling, der begæres udlevering for, ville have hørt under dansk straffemyndighed, hvis forældelse ikke var indtrådt. Udlevering kan derfor efter omstændighederne nægtes på grund af forældelse f.eks. i tilfælde, hvor den person, der begæres udleveret, har haft bopæl i Danmark gennem længere tid.

Til nr. 4

Efter udleveringslovens § 10, nr. 1, litra a, må den udleverede ikke drages til ansvar eller eller udleveres videre til tredjeland for handlinger, der ikke er omfattet af udleveringsbegæringen, medmindre justitsministeren tillader det efter § 20. Som det fremgår af bemærkningerne til § 10 a i lovforslagets § 1, nr. 5, kan den udleverede i visse tilfælde drages til ansvar for andre handlinger og udleveres videre til en tredje medlemsstat uden justitsministerens tilladelse, når den pågældende er udleveret til en medlemsstat. Den foreslåede ændring af udleveringslovens § 10, nr. 1, litra a, i lovforslagets § 1, nr. 4, er en konsekvens af den nye ordning i § 10 a.

Til nr. 5

Ved lovforslagets § 1, nr. 5, indsættes som § 10 a en ny bestemmelse om adgangen for en begærende medlemsstat til at foretage strafforfølgning og straffuldbyrdelse med hensyn til andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, og om videreudlevering til en tredje medlemsstat (specialitetsreglen), jf. pkt. 7 ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Bestemmelsen tager sigte på udlevering og videreudlevering til en EU-medlemsstat bortset fra Finland og Sverige, jf. pkt. 1 og 9 ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. For så vidt angår de nordiske lande henvises til den nordiske udleveringslovs § 6 som affattet ved § 1, nr. 1, i lov nr. 251 af 12. juni 1975. På andre ikke-nordiske lande gælder fortsat udleveringslovens § 10, således at fravigelse af specialitetsreglen som udgangspunkt kræver justitsministerens tilladelse.

Den foreslåede § 10 a, stk. 1, indebærer, at den begærende medlemsstat kan drage den udleverede til ansvar uden at indhente tilladelse fra justitsministeren, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves, f.eks. fordi der alene er spørgsmål om at forfølge handlinger, der alene kan medføre eller har medført bødestraf i den begærende medlemsstat. I de tilfælde, hvor strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen indebærer frihedsberøvelse, kan den udleverede kun drages til ansvar for vedkommende handling, hvis den pågældende meddeler samtykke til det i et retsmøde i den begærende medlemsstat. Hvis den udleverede ikke meddeler et sådant samtykke, kan den pågældende kun drages til ansvar med justitsministerens tilladelse, jf. udleveringslovens § 10, nr. 1, litra a, og § 20.

Ordet »frihedsberøves« omfatter bl.a. tilfælde, hvor den udleverede skal varetægtsfængsles som led i strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen. Frihedsberøvelse i lovforslagets forstand foreligger også, hvor der er spørgsmål om at fuldbyrde afgørelser, hvorved den udleverede er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf.

§ 10 a, stk. 1, skal for så vidt angår adgangen for den udleverede til at meddele samtykke i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, sammenholdes med udleveringslovens § 18 c, stk. 1, 3. pkt., hvorefter den udleverede også kan meddele indenretligt samtykke til fravigelse af specialitetsreglen i forbindelse med samtykke til udlevering fra Danmark. Har den pågældende meddelt samtykke til fravigelse af specialitetsreglen som led i et samtykke til udlevering fra Danmark, kræves justitsministerens tilladelse hverken i forhold til den begærende medlemsstat eller ved videreudlevering til en tredje medlemsstat, jf. pkt. 7.1. ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Den foreslåede § 10 a, stk. 2, tager sigte på videreudlevering fra en begærende medlemsstat til en tredje medlemsstat og indebærer, at videreudlevering kan ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til det enten i forbindelse med samtykke til udlevering fra Danmark til den begærende medlemsstat, jf. udleveringslovens § 18 c, stk. 1, 3. pkt., eller i et retsmøde i den begærende medlemsstat. Spørgsmål om videreudlevering til et ikke-nordisk land uden for Den Europæiske Union afgøres efter udleveringslovens § 10, jf. § 20, stk. 1-2 og 4-5. Spørgsmål om videreudlevering fra en medlemsstat til et nordisk land, herunder Finland og Sverige, afgøres efter udleveringslovens § 10, jf. § 20, stk. 3. For så vidt angår videreudlevering mellem de nordiske lande henvises til den nordiske udleveringslovs § 6 i § 1, nr. 1, i lov nr. 251 af 12. juni 1975. Endvidere henvises til pkt. 1 og 9 ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I de tilfælde, hvor der er spørgsmål om at drage en person, der er udleveret fra en medlemsstat til Danmark, til ansvar for handlinger, der ikke er omfattet af udleveringsbegæringen, må den pågældende principielt antages at kunne meddele samtykke efter samme fremgangsmåde som i udleveringslovens § 18 c, stk. 1, 3. pkt. I praksis vil det dog formentlig være mest naturligt at indhente tilladelse fra myndighederne i den anmodede medlemsstat.

Til § 2

§ 2 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. § 2, 1. pkt.

Efter § 2, 2. pkt., finder udleveringslovens § 9, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 3, anvendelse i sager, hvor der er fremsat begæring om udlevering efter lovens ikrafttræden. Det indebærer, at der i sådanne sager kan ske udlevering til en EU-medlemsstat, selv om der er indtrådt forældelse efter dansk ret, jf. pkt. 6.3. ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget og bemærkningerne til § 9, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 3.

Bestemmelsen i § 2, 2. pkt., skal ses i sammenhæng med, at der i Schengen-konventionens artikel 62 er en bestemmelse, hvorefter det alene er lovgivningen i det medlemsland, der begærer udlevering, som gælder med hensyn til afbrydelse af forældelsesfristen. Ved den foreslåede bestemmelse sikres det, at Danmark fra tidspunktet for Schengen-konventionens ikrafttræden for Danmarks vedkommende kan opfylde pligten efter artikel 62, uanset hvornår EU-udleveringskonventionen finder anvendelse mellem Danmark og de øvrige EU-medlemsstater, jf. § 2, 3. pkt., og bemærkningerne nedenfor.

Efter § 2, 3. pkt., finder § 1, nr. 1-2 og 4-5, anvendelse på begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at EU-udleveringskonventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende medlemsstat i Den Europæiske Union. Det indebærer, at de nye bestemmelser om udlevering på grundlag af EU-udleveringskonventionen bortset fra reglerne om forældelse, jf. § 2, 2. pkt., og bemærkningerne ovenfor, finder anvendelse ved behandlingen af begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at EU-udleveringskonventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende EU-medlemsstat.

De nye bestemmelser finder således først anvendelse, når Danmark og vedkommende EU-medlemsstat gensidigt har forpligtet sig til at udlevere på grundlag af reglerne i EU-udleveringskonventionen. Det indebærer, at Danmark ikke bliver forpligtet til at udlevere på grundlag af de nye bestemmelser, før vedkommende EU-medlemsstat også har forpligtet sig til at behandle begæringer om udlevering til Danmark på grundlag EU-udleveringskonventionen.

Baggrunden for bestemmelsen i § 2, 3. pkt., er, at det er hensigten ved Danmarks tiltrædelse af EU-udleveringskonventionen at afgive erklæring om, at Danmark vil anvende konventionen i forbindelserne med medlemsstater, der har afgivet samme erklæring, jf. konventionens artikel 18, stk. 4.

Til § 3

§ 3 indeholder bestemmelser om lovens territoriale gyldighedsområde.

Bilag 1

RÅDETS RETSAKT af 27. september 1996 om udarbejdelse af konventionen om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

Bilag 2

Uddrag af bekendtgørelse nr. 91 af 2. november 1978 af europæisk konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme

Artikel 1

For så vidt angår udlevering mellem kontraherende stater, skal ingen af de nedennævnte forbrydelser anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller for en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver:

a. forbrydelser, der omfattes af konventionen om bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer, undertegnet i Haag den 16. december 1970,

b. forbrydelser, der omfattes af konventionen om bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed, undertegnet i Montreal den 23. september 1971,

c. grove forbrydelser, der indebærer angreb mod internationalt beskyttede personers, herunder diplomatiske repræsentanters, liv, fysiske integritet eller frihed,

d. forbrydelser, der indebærer bortførelse, gidseltagning eller grov, ulovlig frihedsberøvelse,

e. forbrydelser, der indebærer anvendelse af bomber, granater, raketter, automatiske skydevåben eller brev- eller pakkebomber, såfremt anvendelsen heraf rummer fare for personer,

f. forsøg på at begå nogen af de ovennævnte forbrydelser eller medvirken til sådanne forbrydelser eller til forsøg herpå.

Artikel 2

1. For så vidt angår udlevering mellem kontraherende stater kan en kontraherende stat bestemme, at andre grove voldshandlinger - end de, der er omfattet af artikel 1 - mod en persons liv, fysiske integritet eller frihed ikke skal anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller for en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver.

2. Det samme skal gælde grove forbrydelser mod formuegoder, der ikke er omfattet af artikel 1, hvis handlingen har medført kollektiv fare for personer.

3. Det samme skal gælde forsøg på at begå nogen af de ovennævnte forbrydelser eller medvirken til sådanne forbrydelser eller til forsøg herpå.

Bilag 3

I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som ændret ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 1, affattes således:

»Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medfør frihedsstraf i mindst 6 måneder. Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.«

§ 3. Udlevering kan kun ske, såfremt en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.

Stk. 2-5. - - -

2. I § 5 indsættes som stk. 3:

» Stk. 3. Stk. 1-2 finder ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i Den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.«

§ 5. Udlevering for en politisk lovovertrædelse kan ikke finde sted.

Stk. 2. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter.

3. I § 9 indsættes som stk. 2:

» Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union.«

§ 9. Udlevering kan ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.

4. I § 10, nr. 1, litra a, indsættes efter »§ 20«: », jf. dog § 10 a«.

5. Efter § 10 indsættes i kapitel 2:

» § 10 a. Ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan den udleverede uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan endvidere drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

Stk. 2. Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 18 c, stk. 1, 3. pkt. Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.«

§ 10. Udlevering kan kun ske på følgende vilkår:

1) Den udleverede må ikke drages til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den, han er udleveret for, medmindre

a) justitsministeren tillader det efter § 20,

b) han, uanset at han i 45 dage uhindret har kunnet forlade det land, hvortil han er udleveret, har undladt dette, eller

c) han efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.

2) Den udleverede må ikke uden justitsministerens tilladelse underkastes strafforfølgning ved en særdomstol.

3) Dødsstraf må ikke fuldbyrdes for den pågældende handling.

Skriftlig fremsættelse

Justitsministeren (Frank Jensen):

Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere. (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen).

(Lovforslag nr. L 215).

Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i loven om udlevering af lovovertrædere, der er nødvendige for, at Danmark kan tiltræde Konventionen om udlevering mellem Den Europæ iske Unions medlemsstater.

EU-udleveringskonventionen medfører en lempelse af betingelserne for at udlevere fra Danmark til en medlemsstat i Den Europæiske Union.

Konventionen supplerer Konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, som giver mulighed for at benytte en forenklet fremgangsmåde ved udlevering, når den berørte person samtykker i udleveringen. Denne konvention blev gennemført i dansk ret i 1996.

De nugældende regler om udlevering kræver som udgangspunkt, at den handling, der begæres udlevering for, efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Lovforslaget indebærer, at der kan ske udlevering fra Danmark til en EU-medlemsstat, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Som eksempel på en lovovertrædelse, der kan medføre udlevering efter de foreslåede nye regler - men ikke efter de nugældende regler - kan nævnes udbredelse af børnepornografisk materiale.

Et andet hovedpunkt i lovforslaget er, at udlevering fra Danmark til en anden EU-medlemsstat ikke kan afslås alene med den begrundelse, at der er tale om en politisk forbrydelse. Dette forudsætter dog, at den pågældende forbrydelse er af så grov karakter, at den er omfattet af terrorismekonventionens art. 1 eller 2.

Udlevering til en EU-medlemsstat skal heller ikke kunne afslås under henvisning til, at der er indtrådt forældelse efter dansk ret.

Lovforslaget medfører også en udvidet adgang til at forfølge strafbare forhold, der ikke er omfattet af udleveringsbegæringen, i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, og til at videreudlevere til en tredje medlemsstat. Udvidelsen består navnlig i, at der gives mulighed for, at den udleverede kan give samtykke med den virkning, at der herefter ikke kræves tilladelse fra det land, som den pågældende er blevet udleveret fra.

Lovforslaget berører ikke reglerne om udlevering mellem de nordiske lande. Udlevering til bl.a. Finland og Sverige sker derfor fortsat på grundlag af den nordiske udleveringslov.

Lovforslaget berører heller ikke udleveringslovens §§ 6 og 7. Udlevering må således f.eks. ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive forfulgt på grund af race, religion, nationalitet eller politiske overbevisning, eller hvis udlevering af særlige grunde vil være udforenelig med humanitære hensyn.

Baggrunden for, at lovforslaget fremsættes efter udgangen af februar, er, at det findes rigtigst, at lovforslaget ikke udskydes til næste folketingssamling. Det har på den anden side ikke været muligt at fremsætte lovforslaget tidligere, idet EU-udleveringskonventionen først blev undertegnet i september 1996, og da der efterfølgende bl.a. er arbejdet med den forklarende rapport til konventionen.

Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Versioner

1. 1997-06-13