Gelex

1996 LSF 223 FORSLAG TIL LOV OM PULJE TIL GRØN BESKÆFTIGELSE

GældendeVersion 1997-06-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00223@1997-06-13/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. Puljen til grøn beskæftigelse har til formål at forbedre miljøet ved at fremme skabelsen af nye arbejdspladser inden for miljøområdet.

§ 2. Tilskud kan gives til konkrete miljøinitiativer i lokalt regi bl.a. inden for områderne byøkologi, trafik, vedvarende energi, energibesparelser, vandbesparelser, kloakrenovering, genanvendelse, økologiske fødevarer og naturgenopretning. Der kan endvidere ydes tilskud til udviklingsprojekter, rådgivning, information, kompetenceopbygning og koordinerende funktioner samt til aktiviteter, som indgår i en amtskommunes eller en kommunes bidrag til en udvikling, der kan nedsætte forureningsniveauet og mindske ressourceforbruget (lokal agenda 21-virksomhed), jf. dog stk. 2 og 4.

Stk. 2. Der kan ikke ydes tilskud til projekter inden for transport-, landbrugs- og fiskerisektorerne samt stål-, skibsbygnings- og kulindustrien. Der kan ikke ydes tilskud til eksportfremmende projekter.

Stk. 3. Tilskud kan ydes til foreninger, organisationer, offentlige myndigheder, virksomheder og enkeltpersoner.

Stk. 4. Tilskud kan ikke overstige de af Europa-Kommissionen til enhver tid fastsatte beløbsgrænser for støtteordninger i Kommissionens meddelelser om støtteordninger, der ikke skal anmeldes til Kommissionen, fordi støttebeløbet ikke antages at ville medføre nogen mærkbar påvirkning af samhandelen og konkurrencen mellem medlemslandene af Fællesskabet (de minimis-støtteordninger). Dette gælder dog ikke for tilskud til foreninger, organisationer og offentlige myndigheder, når tilskuddet ikke ydes til virksomheder drevet af disse.

Stk. 5. Der kan gives tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne ved de i stk. 1 nævnte aktiviteter, herunder til anlægsinvesteringer.

§ 3. Miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at der kan ydes tilskud, der ikke er underlagt begrænsningerne i § 2, stk. 2 og 4.

Stk. 2. Ved udstedelse af regler efter stk. 1 kan ministeren fastsætte en beløbsramme ud af den samlede pulje til ydelse af tilskud efter stk. 1.

§ 4. Til de nævnte formål kan der årligt afsættes en bevilling på finansloven (puljen til grøn beskæftigelse).

Stk. 2. Puljen til grøn beskæftigelse kan herudover modtage midler fra anden side. Tilsagnsrammen og udbetalingsbevillingen kan reguleres i overensstemmelse hermed.

Stk. 3. Beløb, der ikke anvendes i et finansår, kan videreføres til følgende finansår. Uudnyttet tilsagnsramme kan videreføres til følgende finansår.

Stk. 4. Annullerede tilsagnsbeløb og tilbagebetalte tilskud kan genanvendes inden for puljens formål. Tilsagnsrammen og udbetalingsbevillingen vil på forslag til tillægsbevillingslov blive forhøjet svarende til tilbagebetalingerne, idet der ikke ved budgetteringen er forudsat tilbagebetalinger.

Stk. 5. Administrations- og sekretariatsudgifter, herunder udgifter til information om og evaluering af ordningen, afholdes af bevillingen.

§ 5. Miljø- og energiministeren nedsætter en bestyrelse på 3 medlemmer, der træffer afgørelse i sager om tilskud i henhold til § 2 og § 3.

Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer beskikkes for to år. Afgår et medlem inden beskikkelsesperiodens udløb, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af beskikkelsesperioden. Miljø- og energiministeren udpeger en formand blandt medlemmerne af bestyrelsen.

Stk. 3. Bestyrelsen aflægger årligt regnskab og beretning for miljø- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser for regnskabsaflæggelsen.

Stk. 4. Bestyrelsen kan afsætte delpuljer til særlige grupper af projekter og delegere beslutningskompetencen til andre kompetente organer for disse delpuljer, herunder til private organisationer m.v. Der kan af den i § 4, stk. 1, nævnte bevilling ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne ved administration af og information om sådanne puljer.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om adgang til klage over afgørelser om tilskud truffet af myndigheder og private organisationer m.v., som udøver beslutningskompetence ved delegation efter stk. 4. Miljø- og energiministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at afgørelser om tilskud truffet af en offentlig myndighed i medfør af stk. 4 ikke kan indbringes for bestyrelsen eller anden administrativ myndighed.

Stk. 6. Sekretariatsbetjeningen af bestyrelsen varetages af Miljø- og Energiministeriet.

Stk. 7. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om bestyrelsens virksomhed.

§ 6. Bestyrelsen kan give tilsagn om tilskud ud over finansåret og om hel eller delvis forudbetaling.

Stk. 2. Bestyrelsen kan stille krav om, at tilskuddet anvises til konto i bank eller andet pengeinstitut.

§ 7. Bestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for miljø- og energiministeren eller anden administrativ myndighed.

§ 8. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler for administration af puljen, herunder om ansøgningernes indhold, bortfald af afgivne tilsagn, tilbagebetaling af tilskud i visse tilfælde, regnskaber, revision samt tilsyn og kontrol.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for, hvilke hovedtyper af aktiviteter og initiativer der i særlig grad skal søges støttet med puljens midler, samt hvor stor en del af puljens midler der skal anvendes til disse hovedtyper af aktiviteter og initiativer.

Stk. 3. For delpuljer, som afsættes efter regler fastsat efter stk. 2, finder § 5, stk. 4, tilsvarende anvendelse.

§ 9. Enhver, der modtager tilskud efter denne lov, er forpligtet til at oplyse om overholdelse af vilkår for tilskud og skal endvidere efter anmodning herom meddele Miljø- og Energiministeriet enhver oplysning, der har betydning for modtagelsen af tilskud samt for vurdering af projektets betydning for miljø og beskæftigelse.

§ 10. Miljø- og Energiministeriet eller personer, der af ministeriet bemyndiges hertil, har til enhver tid mod legitimation uden retskendelse adgang til besigtigelse af det støttede projekt og til gennemsyn af regnskabsmateriale samt til konstatering af aktivers tilstedeværelse og aktiviteternes gennemførelse.

Stk. 2. Politiet yder i fornødent omfang bistand hermed.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler om adgang til besigtigelse efter stk. 1.

§ 11. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger efter § 9.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf i form af bøde for overtrædelse af reglerne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 12. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 13. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Puljen til grøn beskæftigelse har til formål at forbedre miljøet ved at fremme skabelsen af nye arbejdspladser indenfor miljøområdet.

§ 2. Tilskud kan gives til konkrete miljøinitiativer i lokalt regi bl.a. indenfor områderne byøkologi, trafik, vedvarende energi, energibesparelser, vandbesparelser, kloakrenovering, genanvendelse, økologiske fødevarer og naturgenopretning. Der kan endvidere ydes tilskud til udviklingsprojekter, rådgivning, information, kompetenceopbygning, koordinerende funktioner samt til lokal agenda 21-virksomhed, jf. dog stk. 2 og 4.

Stk. 2. Der kan ikke ydes tilskud til projekter indenfor transport-, landbrugs- og fiskerisektorerne, samt stål-, skibsbygnings- og kulindustrien. Der kan ikke ydes tilskud til eksportfremmende projekter.

Stk. 3. Tilskud kan ydes til foreninger, organisationer, offentlige myndigheder, virksomheder og enkeltpersoner.

Stk. 4. Tilskud kan ikke overstige de af Europa-Kommissionen til enhver tid fastsatte beløbsgrænser for støtteordninger i Kommissionens meddelelser om de minimis støtteordninger. Dette gælder dog ikke for tilskud til foreninger, organisationer og offentlige myndigheder, medmindre tilskuddet ydes til virksomheder drevet af disse.

Stk. 5. Der kan gives tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne ved de i stk. 1 nævnte aktiviteter, herunder til anlægsinvesteringer.

§ 3. Miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at der kan ydes tilskud, der ikke er underlagt begrænsningerne i § 2, stk. 2 og stk. 4.

Stk. 2. Ved udstedelse af regler efter stk. 1 kan ministeren fastsætte en beløbsramme ud af den samlede pulje til ydelse af tilskud efter stk. 1.

§ 4. Til de nævnte formål kan der årligt afsættes en bevilling på finansloven (Puljen til grøn beskæftigelse).

Stk. 2. Puljen til grøn beskæftigelse kan herudover modtage midler fra anden side. Tilsagnsrammen og udbetalingsbevillingen kan reguleres i overensstemmelse hermed.

Stk. 3. Beløb, der ikke anvendes i et finansår, kan videreføres til følgende finansår. Uudnyttet tilsagnsramme kan videreføres til følgende finansår.

Stk. 4. Annullerede tilsagnsbeløb og tilbagebetalte tilskud kan genanvendes inden for puljens formål. Tilsagnsrammen og udbetalingsbevillingen vil på forslag til tillægsbevillingslov blive forhøjet svarende til tilbagebetalingerne, idet der ikke ved budgetteringen er forudsat tilbagebetalinger.

Stk. 5. Administrations- og sekretariatsudgifter, herunder udgifter til information om og evaluering af ordningen, afholdes af bevillingen.

§ 5. Miljø- og energiministeren nedsætter en bestyrelse på 3 medlemmer, der træffer afgørelse i sager om tilskud i henhold til § 2 og § 3.

Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer beskikkes for to år. Afgår et medlem inden beskikkelsesperiodens udløb, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af beskikkelsesperioden. Miljø- og energiministeren udpeger en formand blandt medlemmerne af bestyrelsen.

Stk. 3. Bestyrelsen aflægger årligt regnskab og beretning for Miljø- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser for regnskabsaflæggelsen.

Stk. 4. Bestyrelsen kan afsætte delpuljer til særlige grupper af projekter og delegere beslutningskompetencen til andre kompetente organer for disse delpuljer. Der kan af den i § 4, stk. 1, nævnte bevilling ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne ved administration af og information om sådanne puljer.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om adgang til klage over afgørelser om tilskud truffet af myndigheder og private organisationer mv., som udøver beslutningskompetance ved delegation efter stk. 4.

Stk. 6. Sekretariatsbetjeningen af bestyrelsen varetages af Miljø- og Energiministeriet.

Stk. 7. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om bestyrelsens virksomhed.

§ 6. Bestyrelsen kan give tilsagn om tilskud udover finansåret og om hel eller delvis forudbetaling.

Stk. 2. Bestyrelsen kan stille krav om, at tilskuddet anvises til konto i bank eller andet pengeinstitut.

§ 7. Bestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for miljø- og energiministeren eller anden administrativ myndighed.

§ 8. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler for administration af puljen, herunder om ansøgningernes indhold, bortfald af afgivne tilsagn, tilbagebetaling af tilskud i visse tilfælde, regnskaber, revision samt tilsyn og kontrol.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for, hvilke hovedtyper af aktiviteter og initiativer, der i særlig grad skal søges støttet med puljens midler, samt hvor stor en del af puljens midler, der skal anvendes til disse hovedtyper af aktiviteter og initiativer.

Stk. 3. For delpuljer, som afsættes efter regler fastsat efter stk. 2, finder § 5, stk. 4 tilsvarende anvendelse.

§ 9. Enhver, der modtager tilskud efter denne lov, er forpligtet til at oplyse om overholdelse af vilkår for tilskud, og skal endvidere efter anmodning herom meddele Miljø- og Energiministeriet enhver oplysning, der har betydning for modtagelsen af tilskud samt for vurdering af projektets betydning for miljø og beskæftigelse.

§ 10. Miljø- og Energiministeriet eller personer, der af ministeriet bemyndiges hertil, har til enhver tid mod legitimation uden retskendelse adgang til besigtigelse af det støttede projekt og til gennemsyn af regnskabsmateriale samt til konstatering af aktivers tilstedeværelse og aktiviteternes gennemførelse.

Stk. 2. Politiet yder i fornødent omfang bistand hermed.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler om adgang til besigtigelse efter stk. 1.

§ 11. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger efter § 9.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf i form af bøde for overtrædelse af reglerne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 12. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 13. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund og formål

Med det foreliggende lovforslag ønsker regeringen at udmønte den på finansloven afsatte bevilling til grøn beskæftigelse. Formålet med puljen til grøn beskæftigelse er at fremme lokale initiativer til forbedring af miljøet gennem skabelse af grønne arbejdspladser, dvs. arbejdspladser inden for områder med et betydeligt miljømæssigt indhold. Ordningen tilsigter fortrinsvis skabelse af varige arbejdspladser, idet der dog også vil være mulighed for midlertidige ansættelser, der kan frigøre nuværende ansatte til miljøarbejde. I særlige tilfælde vil der kunne ydes tilskud til projekter, der ikke har permanent karakter og hvor der kun midlertidigt skabes arbejdspladser, herunder puljejobs, men hvor den miljømæssige effekt vurderes at være høj.

Mulige ansøgere til puljen er foreninger omfattende bl.a. boligforeninger, græsrodsbevægelser mv., organisationer omfattende bl.a. faglige organisationer, miljøorganisationer mv., offentlige myndigheder omfattende bl.a. statslige, amtslige eller kommunale myndigheder, virksomheder omfattende bl.a. aktieselskaber, anpartsselskaber, fonde mv., samt enkeltpersoner.

Formålet med tilskud er at fremme skabelsen af varige grønne arbejdspladser, hvorfor der hovedsageligt vil blive ydet tilskud til igangsætning af projekter, der på længere sigt vurderes at være økonomisk bæredygtige. Det vil være fremmende for imødekommelse af en ansøgning, at der sker væsentlig medfinansiering fra ansøgers side. Der vil ikke blive ydet tilskud til projekter, der har til formål, at ansøger kan leve op til myndighedskrav og lignende beslutninger.

Loven skelner mellem tilskud, der kan ydes uden at skulle anmeldes til EuropaKommissionen, fordi støtten opfylder de af Kommissionen fastsatte krav til anmeldelsesfri statsstøtte, og godkendelsespligtig støtte, som Miljø- og energiministeren bemyndiges til at udstede regler om.

Tilskud, der gives under de minimis støtteordningen, er underlagt Kommissionens meddelelser herom (note: seneste meddelelse fra Kommissionen af 6. marts 1996 om de minimis støtteordninger, EFT 1996 C 68/9). Det maksimale samlede tilskudsbeløb, som en tilskudsmodtager kan modtage, er af Europa-Kommissionen på nuværende tidspunkt fastsat til 100.000 ECU over en periode på 3 år, der begynder ved udbetalingen af den første de minimis støtte. Dette maksimumsbeløb omfatter al støtte, der ydes som de minimisstøtte, og berører ikke tilskudsmodtagerens mulighed for at opnå anden støtte, der ydes tilskudsmodtageren i henhold til ordninger, der er godkendt af Europa-Kommissionen.

Det er ikke muligt under de minimisordningen at give tilskud til følgende sektorer: Transport, landbrug og fiskeri samt skibsbygnings-, kul- og stålindustri, da disse sektorer er undergivet særlige regler om statsstøtte. Landbrugssektoren omfatter tillige forarbejdning af landbrugsprodukter. Den nærmere afgrænsning af sektorerne afhænger af Kommissionens praksis, herunder de af Kommissionen udstedte meddelelser. Endvidere kan der ikke gives tilskud til eksportstøtte.

Miljø- og energiministeren kan udstede regler om tilskudsordninger, der ikke falder ind under de minimis støtteordningen og derfor ikke er underlagt begrænsningerne heri. Miljø- og energiministeren kan således, indenfor rammerne af EU's statsstøtteregler, fastsætte regler om tilskud udover det i § 2 nævnte maksimumsbeløb til sektorer indenfor lovens formålsbestemmelse om grøn beskæftigelse. Regler om tilskud fastsat efter denne bemyndigelse skal notificeres og godkendes af Europa-Kommissionen, før de kan træde i kraft.

Indenfor de fastsatte rammer kan der ydes tilskud indenfor følgende områder:

a. Byøkologi hvorved der med udgangspunkt i målsætninger om miljømæssig og økologisk bæredygtighed tages initiativer i relation til byerne og bymiljøerne, herunder også mindre byer i landdistrikterne, vedrørende ressourceforbrug og miljøbelastning, f.eks. grønne spildevandsløsninger, samt naturindhold, herunder friarealforbedringer og etablering af grønne områder i boligområder, indpasning af »vild natur« i bymiljøerne mv.

b. Trafik omfatter bl.a. tilskud til realisering af kommunale trafik- og miljøhandlingsplaner, herunder bl.a. projekter, der styrker cykeltrafikken (anlæg af cykelstier, etablering af parkeringsfaciliteter, cykeludlejning etc.), facadeisolering af støjramte boliger samt oplysnings- og formidlingsvirksomhed.

c. Vedvarende energi kan bl.a. omfatte projekter, der udspringer af Regeringens energihandlingsplaner, herunder projektet om at yde støtte til en dansk ø, der overgår til udelukkende at være forsynet med vedvarende energi, udredningsprojekter til indvinding af gas fra lossepladser med henblik på elproduktion, kapacitetsforøgelser gennem installation af solvarmeanlæg, udskiftning af eksisterende vindmøller med større samt øget anvendelse af biomasse.

d. Energibesparelser omfatter bl.a. projekter, der gennem tekniske, organisatoriske, adfærdsændrende og informationsmæssige foranstaltninger fremmer energibesparelser, herunder fx projekter, der kan reducere energiforbruget i offentligt og privat regi.

e. Vandbesparelser omfatter bl.a. projekter, der gennem tekniske, organisatoriske, adfærdsændrende og informationsmæssige foranstaltninger fremmer vandbesparelser, herunder f.eks. projekter med henblik på reduktion af vandforbrug i offentligt og privat regi, ledningsrenovering, herunder lækagesøgning, samt udviklingsprojekter.

f. Kloakrenovering omfatter bl.a. projekter, der har til formål at løse kapacitetsproblemer, projekter, der kan begrænse spildevandet til ledningsnettet, ledningsrenovering, herunder lækagesøgning, samt udviklingsprojekter.

g. Genanvendelse omfatter bl.a. genanvendelse af organisk affald, øget kildeindsamling af papir/pap fra private hustande, konsulenttjeneste i forbindelse med indførelse af indsamlingssystemer for genanvendelige materialer, herunder byggematerialer og produkter, samt genanvendelse af emballage fra pesticider, af trawl og garn fra fiskeri mv.

h. Økologiske fødevarer kan bl.a. omfatte cateringvirksomhed, uddannelse af kantinepersonale mv. og oprettelse af økologiske skolehaver.

i. Naturgenopretning mv. omfatter bl.a. projekter inden for (1) naturbevaring, herunder naturpleje, såsom etablering af grønne områder og stisystemer, og naturgenopretning til gavn for såvel flora og fauna som de landskabelige værdier, ligesom der vil kunne ydes tilskud til forsøg med informationsprojekter mv. vedr. afværgeforanstaltninger i forbindelse med vildtskader forårsaget af f.eks. gæs og svaner, (2) vandløbsrestaureringer, (3) skovtilplantning, (4) projekter til forbedring af friluftslivet, samt projekter til (5) forbedring og formidling af kulturmiljøet, jf. Miljø- og energiministerens redegørelse af 21. november 1995 om kulturmiljøområdet.

Der kan endvidere ydes tilskud til tværgående projekter, der sigter mod at reducere den miljømæssige belastning fra virksomheder og institutioner, bl.a. til projekter vedr. ansættelse af miljømedarbejdere i virksomheder og institutioner, ansættelser der kan frigøre nuværende medarbejdere til miljøarbejde, samt ansættelse af medarbejdere i lokale netværk til udbygning af miljøarbejdet.

Det tilstræbes, at projekter inden for alle områder fremmes, dog således at bestyrelsen i samarbejde med sekretariatet udarbejder en overordnet programbeskrivelse, der bl.a. beskriver emner inden for de enkelte områder, som i de første to år vil nyde særligt fremme.

I vægtningen af projekterne vil oprettelse af nye arbejdspladser samt projekternes miljøeffekt blive tillagt væsentlig betydning. Der kan i fornødent omfang stilles krav om, at der skal foretages en vurdering af arbejdsmiljøkonsekvenser af projekterne.

Midlerne skal hovedsageligt anvendes til lokale projekter til skabelse af grønne arbejdspladser. Der kan ydes tilskud til såvel anlægs- som driftudgifter, herunder til lønninger. Endvidere kan ydes tilskud til udviklingsprojekter, rådgivning, information, kompetenceopbygning samt koordinerende funktioner, der ikke nødvendigvis er lokalt forankret, herunder etablering og gennemførelse af kortvarige økologiuddannelsesforløb for by- og boligforvaltere.

Projekter, der udspringer af lokal agenda 21 (jf. kapitel 28 i Agenda 21-handlingsplanen vedtaget på FN's konference om miljø og udvikling i 1992) samt kvarterløftprojekter godkendt af Regeringens byudvalg skal nyde fremme.

Ved administrationen af og information om ordningen vil der blive lagt vægt på at etablere en så vidt muligt veldefineret afgrænsning af ordningen i forhold til andre statslige tilskudsordninger.

Det foreslås, at puljen administreres af en bestyrelse på 3 personer, der træffer afgørelse i sager om tilskud. Bestyrelsen udpeges for 2 år ad gangen.

Der er i lovforslaget lagt op til, at bestyrelsen og Miljø- og energiministeren kan afsætte delpuljer til særlige grupper af projekter, og at bestyrelsen kan træffe beslutning om, at den bevillingsmæssige kompetence for sådanne delpuljer kan overdrages til andre kompetente organer. Bestemmelserne er indsat for at åbne mulighed for at understøtte samlede og koordinerede indsatser indenfor særlige støtteværdige områder.

2. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Miljø- og Energiministeriet har ansvaret for sekretariatsbetjening af bestyrelsen. På finanslov for 1997 er afsat 125 mill. kr. I årene 1998-2000 er afsat årligt 60 mill. kr. Bevillingerne er opført på finansloven under § 35.11.35. Pulje til lokale initiativer til grøn beskæftigelse.

Administrationsudgifterne vil ca. andrage (årligt):

Honorering af bestyrelsen ................ 0,2 mill. kr. Lønninger i øvrigt ....................... 1,8 mill. kr. Øvrige driftsudgifter .................... 0,8 mill. kr. ---------------------------------------------------------- Samlede driftsudgifter i 1997 ............ 2,8 mill. kr. ----------------------------------------------------------

Der forventes ansat 4 - 5 årsværk til sekretariatsfunktionen.

Administrative udgifter, herunder lønsum, samt udgifter til information og evaluering mv., afholdes af puljen. Udgifterne optages på forslag til lov om tillægsbevilling via overførsel til den institution, som skal forestå sekretariatsbetjeningen. Der kan umiddelbart ske forhøjelse af lønsumsrammen.

De bevillingsmæssige ændringer, der følger af denne lov, vil blive udmøntet ved aktstykke, hvor tilskudsordningen gennem overførsel af bevillingerne fra § 35.11.35. vil blive indplaceret under et nyoprettet hovedkontonummer under § 23. Miljø- og Energiministeriet (Reservationsbevilling). Den nye hovedkonto vil blive omfattet af tekstanmærkning 1 under § 23. Miljø- og Energiministeriet.

Lovforslaget medfører ikke administrative eller økonomiske konsekvenser for amter og kommuner.

3. Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser

Da tilskud blandt andet kan ydes til erhvervsvirksomheder, må det vurderes, at de samlede erhvervsøkonomiske konsekvenser vil være positive, herunder ikke mindst som følge af virksomhedernes muligheder for gennem ansættelse af miljømedarbejdere at kunne blive introduceret til miljøledelse og mere miljørigtige fremgangsmåder.

Der er på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkeligt erfaringsgrundlag til at udarbejde en nøjagtig kvantitativ opgørelse af de erhvervsøkonomiske konsekvenser. Dette skyldes, at det ikke er muligt at fastslå, hvor stor en del af de afsatte midler, der vil blive ydet til erhvervsvirksomheder, ligesom beskæftigelseseffekten af disse midler ikke kendes. Fordelingen på brancher af den ydede støtte er ligelede ukendt, og må også forventes at have betydning for effekten på erhvervslivet.

Der vil i evalueringen blive lagt vægt på en belysning af de erhvervsøkonomiske konsekvenser, herunder den beskæftigelsesmæssige effekt, jf. nedenfor pkt. 6.

4. Miljømæssige konsekvenser

Idet lovforslagets formål er at forbedre miljøet og fremme skabelse af grønne arbejdspladser, dvs. arbejdspladser inden for områder med et betydeligt miljømæssigt indhold, vil loven have en positiv miljømæssig effekt.

5. Medfinansiering fra andre parter

Det er intentionen med lovforslaget, at lokale aktører, såsom private virksomheder, organisationer, foreninger, offentlige myndigheder og enkeltpersoner, skal kunne søge støtte til skabelse af grønne arbejdspladser. Det vil være fremmende for imødekommelse af ansøgninger, at der sker medfinansiering fra de medvirkende aktører.

6. Opfølgning på de igangsatte initiativer

Der vil i 1997 blive udarbejdet en programbeskrivelse for tilskud i medfør af § 2, som bl.a. vil indeholde en mere detaljeret beskrivelse af resultatkrav, kriterier for målopfyldelsen og en evalueringsplan for ordningen. Programbeskrivelsen vil blive forelagt Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Der vil blive foretaget en midtvejsevaluering samt en afsluttende, ekstern evaluering af ordningen. Evalueringerne vil blive foretaget på baggrund af effektvurderinger af større og for ordningen dækkende projekter, hvor det primære evalueringskriterium er antallet af skabte arbejdspladser og miljøeffekten vurderet i forhold til projektets karakter.

På de årlige bevillingslove vil der fra og med 1999 bliver anført aktivitetsoplysninger for ordningen.

7. Lovforslagets forhold til EU-retten

Efter lovforslagets bestemmelser kan der ydes tilskud i henhold til EU's de minimis regler om de tilfælde, hvor en medlemsstat kan yde statsstøtte, uden at det er nødvendigt, at medlemsstaten skal indhente Kommissionens godkendelse. Herudover er der åbnet mulighed for, at Miljø- og energiministeren i bekendtgørelse kan fastsætte regler for tilskud, der er omfattet af statsstøttereglerne. Lovforslaget skal således ikke notificeres i EU. Bekendtgørelse, der åbner mulighed for tilskud ud over EU's de minimis regler, skal notificeres.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1 Formålet med puljen er at fremme lokale initiativer til forbedring af miljøet gennem skabelse af grønne arbejdspladser, dvs. arbejdspladser indenfor områder med et betydeligt miljømæssigt indhold.

Til § 2 Bestemmelsen fastlægger rammerne for de initiativer, hvortil der kan anvendes midler fra puljen.

Hovedsigtet med puljen er at åbne mulighed for at støtte lokale initiativer til skabelse af grønne arbejdspladser og derigennem til forbedring af miljøet.

Der kan ydes tilskud til lokale initiativer fra foreninger, organisationer, offentlige myndigheder, virksomheder og enkeltpersoner. Der kan herunder ydes tilskud til lokal agenda 21 virksomhed (jf. kapitel 28 i Agenda 21-handlingsplanen vedtaget på FN's konference om miljø og udvikling i 1992), herunder til konkrete projekter, informationsvirksomhed og andre aktiviteter på lokalt plan, der bidrager til realiseringen af lokale strategier og handlingsplaner for, hvordan man i samarbejde med den lokale befolkning kan skabe en bæredygtig udvikling, og som fremmer beskæftigelsen. Der kan endvidere ydes tilskud til bl.a. udviklingsprojekter, rådgivning, information, kompetenceopbygning, koordinerende funktioner, information mv., herunder bl.a. koordinerende initiativer eller initiativer til netværksdannelse og erfaringsudveksling mv., der ikke nødvendigvis er lokalt forankret. Der kan ydes såvel anlægs- som driftstilskud, herunder tilskud til lønninger. Støttemulighederne efter denne bestemmelse vil kunne suppleres af de muligheder for støtte, der findes i anden lovgivning.

Tilskud efter § 2 er underlagt de af Europa-Kommissionen til enhver tid fastlagte krav til støtte, der ikke er anmeldelsespligtig efter art. 93, stk. 3, i Traktaten om det Europæiske Fællesskab (de minimis støtte). Kommissionens krav fremgår af Kommissionens meddelelser om de minimis støtte (note: seneste meddelelse fra Kommissionen af 6. marts 1996 om de minimis støtteordninger, EFT 1996 C 68/9). Det maksimale samlede tilskudsbeløb, som en tilskudsmodtager kan modtage, er af Europa-Kommissionen på nuværende tidspunkt fastsat til 100.000 ECU over en periode på 3 år, der begynder ved udbetalingen af den første de minimis støtte. Dette maksimumsbeløb omfatter al støtte, der ydes som de minimis støtte, og berører ikke tilskudsmodtagerens mulighed for at opnå anden støtte, der ydes tilskudsmodtageren i henhold til ordninger, der er godkendt af Europa-Kommissionen.

Der er ikke muligt under de minimis-ordningen at give tilskud til følgende sektorer: Transport, landbrug og fiskeri samt skibsbygnings-, kul- og stålindustrien, da disse sektorer er undergivet særlige regler om statsstøtte. Landbrugssektoren omfatter tillige forarbejdning af landbrugsprodukter. Den nærmere afgrænsning af sektorerne afhænger af Kommissionens praksis, herunder de af Kommissionen udstedte meddelelser.

Endvidere kan der ikke efter § 2 ydes tilskud til eksportstøtte. Støtte til deltagelse i udstillinger og messer, til undersøgelser og konsulentbistand i forbindelse med introduktion af et nyt eller eksisterende produkt på et nyt geografisk marked, er i denne sammenhæng ikke at regne for eksportstøtte.

Tilskud til offentlige myndigheders forvaltningsopgaver udgør ikke statsstøtte. Sådanne tilskud omfattes derfor ikke af begrænsningerne i EU's statstøtteregler. Tilsvarende gælder for tilskud til foreninger og organisationer, med mindre tilskuddet tilgodeser virksomheder eller på anden måde kan fordreje konkurrencen. Tilskud til offentlige myndigheder, foreninger og organisationer er derfor undtaget fra begrænsningen i § 2, stk. 4, 1. pkt., med mindre tilskuddet ydes til disses erhvervsmæssige virksomhed.

Såfremt tilskuddet ydes til virksomheder, der helt eller delvis drives af ovenstående myndigheder, foreninger eller organisationer, kan tilskuddet udgøre statsstøtte, og er derfor underlagt den beløbsmæssige begrænsning i § 2, stk. 4, 1. pkt. Afgrænsningen mellem tilskud til erhvervsmæssig virksomhed og tilskud til anden aktivitet afhænger bl.a. af, om tilskuddet vil kunne påvirke private virksomheders konkurrencesituation. Det forudsættes, at der ved tildeling af tilskud foretages en konkret vurdering heraf.

Til § 3 Miljø- og energiministeren bemyndiges til at udstede regler om ydelse af tilskud fra puljen, der ikke kan ydes efter § 2, som alene giver mulighed for at give tilskud, der overholder EU's de minimis regler. Tilskuddene skal ydes til formål indenfor lovens § 1 om grøn beskæftigelse. Der kan fastsættes regler om, at tilskudsmodtager kan modtage et højere støttebeløb end det af Europa-Kommissionen til enhver tid fastsatte beløbsgrænse for de minimis-støtteordninger. Der kan fastsættes regler om, at der gives tilskud til sektorer som landbrug og transport mv.

Regler om tilskud fastsat efter denne bemyndigelse skal notificeres og godkendes af Europa-Kommissionen, før de kan træde i kraft.

Ovennævnte regler fastsættes efter forhandling med berørte ministerier og organisationer, og det skal herved bl.a. sikres, at tilskud i det væsentligste rettes mod indsatsområder, som ikke allerede er omfattet af eksisterende lovgivning, og at tildeling af tilskud er i overensstemmelse med EU-retlige regler.

Til § 4 Bestemmelsen åbner mulighed for, at puljen til grøn beskæftigelse udover finanslovbevilling kan tilføres midler fra anden side.

Det foreslås, at beløb, der ikke anvendes i et finansår, samt uudnyttet tilsagnsramme kan videreføres til følgende finansår.

Det foreslås, at annullerede tilsagnsbeløb eller tilbagebetalte tilskud i henhold til gældende tilbagebetalingsbestemmelser kan genanvendes inden for puljens formål, og at tilsagnsrammen og udbetalingsbevillingen på forslag til tillægsbevillingslov vil blive forhøjet svarende til tilbagebetalingerne.

Administrations- og sekretariatsudgifter, herunder udgifter til information om og evaluering af ordningen, afholdes af bevillingen.

Til § 5 Det foreslås, at der nedsættes en bestyrelse, der træffer endelig afgørelse i sager om tilskud efter §§ 2 og 3. Endvidere foreslås, at formanden og de øvrige medlemmer udpeges af miljø- og energiministeren. Ved udpegning af bestyrelsen vil der blive lagt vægt på, at disse i deres personlige baggrund har et bredt kendskab til miljø- og samfundsforhold.

Bestyrelsen foreslås beskikket for en toårig periode. Det forudsættes, at genbeskikkelse kan finde sted.

Ministeren foreslås bemyndiget til at fastsætte regler for regnskabsaflæggelse og bestyrelsens forretningsorden.

Det foreslås, at bestyrelsen kan afsætte delpuljer til særlige grupper af projekter. Bestyrelsen kan endvidere delegere bevillingskompetencen for sådanne delpuljer til andre kompetente organer, herunder til såvel offentlige myndigheder som private organisationer, sammenslutninger mv. Dette vil bl.a. kunne ske, hvor tilskuddet er veldefineret og har karakter af standardtilskud. Delegation af delpuljer kan til enhver tid tilbagekaldes af bestyrelsen. Der kan af puljen til grøn beskæftigelse ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne ved administration af og information om sådanne puljer.

Miljø- og energiministeren fastsætter regler om, at afgørelser om tilskud vedr. delpuljer, som er delegeret til andre kompetente organer, kan påklages til bestyrelsen, idet det dog kan bestemmes, at afgørelser om tilskud vedr. delpuljer, som delegeres til offentlige myndigheder, er endelige.

Det foreslås, at sekretariatsbetjeningen af bestyrelsen varetages af Miljø- og Energiministeriet.

Til § 6 Det foreslås, at der kan gives tilsagn om tilskud ud over finansåret, og at der kan ske hel eller delvis forudbetaling. Endvidere foreslås, at der kan stilles krav om, at tilskuddet anvises til konto i bank mv.

Til § 7 Det foreslås, at bestyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for ministeren eller anden administrativ myndighed.

Til § 8 Det foreslås, at der fastsættes bestemmelser om administration mv. af puljen.

Det er uundgåeligt, at initiativer, der kan støttes efter § 1, i en del tilfælde tillige vil kunne støttes efter anden lovgivning. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvorledes ansøgninger om støtte i sådanne tilfælde skal behandles. Reglerne kan bl.a. anvise, hvorledes der evt. kan ske reduktion i tilskud, såfremt tilskud fra anden side overstiger det forudsatte ved tildelingen af støtte efter nærværende lov.

Der vil endvidere blive fastsat regler om, at der i ansøgningen skal gøres nærmere rede for, hvorledes projektet opfylder betingelsen om langsigtet økonomisk bæredygtighed og for dets forventede miljø- og beskæftigelsesfremmende effekter, ligesom der vil blive fastsat krav om, at tilskudsmodtagere skal medvirke ved en eventuel evaluering samt information om projektet. Endvidere kan stilles krav om, at der i fornødent omfang foretages en vurdering af arbejdsmiljøkonsekvenser af projekterne.

Regler i medfør af § 8, stk. 1, vil derudover blive fastsat med udgangspunkt i Finansministeriets rapport »Forvaltning af tilskud« fra maj 1996.

Det foreslås endvidere, at Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for, hvilke hovedtyper af aktiviteter og initiativer der i særlig grad skal søges støttet med midler fra puljen, herunder om afsættelse af delpuljer til særlige grupper af projekter, bl.a. med henblik på at sikre overensstemmelse mellem regeringens overordnede miljøpolitiske og arbejdsmarkedspolitiske prioriteringer og midlernes anvendelse.

Regler i medfør af § 8, stk. 1 og 2, fastsættes efter forhandling med berørte ministerier og organisationer, og det skal herved bl.a. sikres, at tilskud i det væsentligste rettes mod indsatsområder, som ikke allerede er omfattet af eksisterende lovgivning, og at tildeling af tilskud er i overensstemmelse med EU-retlige regler.

Til § 9 Det foreslås, at modtagere af tilskud er forpligtet til at oplyse om overholdelse af vilkår for tilskud. Bestemmelsen indebærer, at Miljø- og energiministeriet skal underrettes, såfremt et projekt udvikler sig på en sådan måde, at der kan opstå tvivl om, hvorvidt betingelserne for modtagelse af tilskud er opfyldt. Derudover foreslås det, at modtagere af tilskud efter anmodning herom er forpligtiget til at meddele Miljø- og energiministeren enhver oplysning, der har betydning for modtagelsen af tilskud samt for vurderingen af projektets miljø- og beskæftigelsesmæssige effekter.

Til § 10 Adgangen til besigtigelse eller anden kontrol uden retskendelse er begrundet i, at kredsen af tilskudsmodtagere er meget heterogen, at der må forventes afgivet en række mindre tilsagn om tilskud, hvor det af ressourcemæssige årsager ikke umiddelbart vil være hensigtsmæssigt at stille krav om revisionspåtegning af regnskab samt at der i et vist omfang kan være behov for at føre tilsyn med, at projekterne forløber efter planen, og har til formål at give mulighed for stikprøvekontrol af tilskudsmodtagerne f.eks. til gennemsyn af regnskaber og forretningsbøger samt adgang til konstatering af aktivers tilstedeværelse og aktiviteternes gennemførelse, jf. anbefalingerne i Finansministeriets rapport »Forvaltning af tilskud« (maj 1996).

Til § 11 Det foreslås, at der i lovbestemmelserne åbnes mulighed for at straffe tilskudsmodtagere, der har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, fortiet oplysning af betydning for tilskuddets ydelse, eller undlader at afgive oplysninger efter § 9.

Det foreslås, at der i regler, der udstedes i medfør af loven, kan fastsættes bødestraf for overtrædelse af reglerne.

Det foreslås, at juridiske personer pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Skriftlig fremsættelse

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):

Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om pulje til grøn beskæftigelse.

(Lovforslag nr. L 223).

Formålet med lovforslaget er at forbedre miljøet og skabe flere grønne arbejdspladser.

Lovforslaget er en udmøntning af den forståelse mellem regeringen, SF og Enhedslisten om etablering af en pulje til grøn beskæftigelse, der blev indgået i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 1997.

Der vil med lovforslaget kunne gives tilskud til skabelse af grønne arbejdspladser, dvs. arbejdspladser inden for områder med et betydeligt miljømæssigt indhold. Der kan gives tilskud til foreninger, organisationer, offentlige myndigheder, virksomheder og enkeltpersoner. Midlerne skal hovedsageligt anvendes til lokale projekter bl.a. indenfor områderne byøkologi, trafik, vedvarende energi, energibesparelser, vandbesparelser, kloakrenovering, genanvendelse, økologiske fødevarer og naturgenopretning mv. Der vil derudover kunne gives tilskud bl.a. til udviklingsprojekter, kompetanceopbygning, rådgivning og information, som ikke nødvendigvis er lokalt forankret. Derimod vil der ikke kunne gives tilskud til projekter, der har til formål, at ansøgeren kan leve op til myndighedskrav el.lign.

Lovforslaget sigter især mod skabelse af varige arbejdspladser, hvorfor der hovedsageligt vil kunne gives tilskud til projekter, der på længere sigt vurderes at være økonomisk bæredygtige.

Efter lovforslaget vil der umiddelbart kunne gives tilskud indenfor de af EuropaKommissionen fastsatte begrænsninger for anmeldelsesfri statsstøtte (de minimis-reglerne). De minimis-reglerne indebærer nogle beløbsmæssige begrænsninger for, hvor store tilskud den enkelte tilskudsmodtager samlet vil kunne modtage, ligesom der ikke vil kunne gives tilskud til projekter bl.a. indenfor transport, landbrug og fiskeri. Miljø- og energiministeren bemyndiges dog til at fastsætte regler om tilskud, der ikke er underlagt disse begrænsninger. Sådanne regler vil skulle anmeldes til Kommissionen, og vil først kunne træde i kraft, når Kommissionens godkendelse foreligger.

I lovforslaget foreslås det, at der nedsættes en bestyrelse på 3 personer, der træffer afgørelse om tilskud. Bestyrelsen udpeges af miljø- og energiministeren for 2 år ad gangen.

På finansloven for 1997 er der til puljen til grøn beskæftigelse afsat 125 mill. kr. i 1997 og 60 mill. kr. årligt i hvert af de følgende 3 år.

Fremsættelsen af lovforslaget har afventet vedtagelsen af finansloven for 1997 og efterfølgende overvejelser om udmøntning af forståelsen mellem regeringen, SF og Enhedslisten, ligesom udkastet til lovforslag har været udsendt i høring blandt ministerier, organisationer, foreninger og kommunale organisationer mv.

Idet der iøvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Efter 2. behandling den 14. maj 1997

§ 1. Puljen til grøn beskæftigelse har til formål at forbedre

miljøet ved at fremme skabelsen af nye arbejdspladser inden for

miljøområdet.

§ 2. Tilskud kan gives til konkrete miljøinitiativer i lokalt regi bl.a. inden for områderne byøkologi, trafik, vedvarende energi, energibesparelser, vandbesparelser, kloakrenovering, genanvendelse, økologiske fødevarer og naturgenopretning. Der kan endvidere ydes tilskud til udviklingsprojekter, rådgivning, information, kompetenceopbygning og koordinerende funktioner samt til aktiviteter, som indgår i en amtskommunes eller en kommunes bidrag til en udvikling, der kan nedsætte forureningsniveauet og mindske ressourceforbruget (lokal agenda 21-virksomhed), jf. dog stk. 2 og 4.

Stk. 2. Der kan ikke ydes tilskud til projekter inden for transport-, landbrugs- og fiskerisektorerne samt stål-, skibsbygnings- og kulindustrien. Der kan ikke ydes tilskud til eksportfremmende projekter.

Stk. 3. Tilskud kan ydes til foreninger, organisationer, offentlige myndigheder, virksomheder og enkeltpersoner.

Stk. 4. Tilskud kan ikke overstige de af Europa-Kommissionen til enhver tid fastsatte beløbsgrænser for støtteordninger i Kommissionens meddelelser om støtteordninger, der ikke skal anmeldes til Kommissionen, fordi støttebeløbet ikke antages at ville medføre nogen mærkbar påvirkning af samhandelen og konkurrencen mellem medlemslandene af Fællesskabet (de minimis-støtteordninger). Dette gælder dog ikke for tilskud til foreninger, organisationer og offentlige myndigheder, når tilskuddet ikke ydes til virksomheder drevet af disse.

Stk. 5. Der kan gives tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne ved de i stk. 1 nævnte aktiviteter, herunder til anlægsinvesteringer.

§ 3. Miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at der kan ydes tilskud, der ikke er underlagt begrænsningerne i § 2, stk. 2 og 4.

Stk. 2. Ved udstedelse af regler efter stk. 1 kan ministeren fastsætte en beløbsramme ud af den samlede pulje til ydelse af tilskud efter stk. 1.

§ 4. Til de nævnte formål kan der årligt afsættes en bevilling på finansloven (puljen til grøn beskæftigelse).

Stk. 2. Puljen til grøn beskæftigelse kan herudover modtage midler fra anden side. Tilsagnsrammen og udbetalingsbevillingen kan reguleres i overensstemmelse hermed.

Stk. 3. Beløb, der ikke anvendes i et finansår, kan videreføres til følgende finansår. Uudnyttet tilsagnsramme kan videreføres til følgende finansår.

Stk. 4. Annullerede tilsagnsbeløb og tilbagebetalte tilskud kan genanvendes inden for puljens formål. Tilsagnsrammen og udbetalingsbevillingen vil på forslag til tillægsbevillingslov blive forhøjet svarende til tilbagebetalingerne, idet der ikke ved budgetteringen er forudsat tilbagebetalinger.

Stk. 5. Administrations- og sekretariatsudgifter, herunder udgifter til information om og evaluering af ordningen, afholdes af bevillingen.

§ 5. Miljø- og energiministeren nedsætter en bestyrelse på 3 medlemmer, der træffer afgørelse i sager om tilskud i henhold til § 2 og § 3.

Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer beskikkes for to år. Afgår et medlem inden beskikkelsesperiodens udløb, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af beskikkelsesperioden. Miljø- og energiministeren udpeger en formand blandt medlemmerne af bestyrelsen.

Stk. 3. Bestyrelsen aflægger årligt regnskab og beretning for miljø- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser for regnskabsaflæggelsen.

Stk. 4. Bestyrelsen kan afsætte delpuljer til særlige grupper af projekter og delegere beslutningskompetencen til andre kompetente organer for disse delpuljer, herunder til private organisationer m.v. Der kan af den i § 4, stk. 1, nævnte bevilling ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne ved administration af og information om sådanne puljer.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om adgang til klage over afgørelser om tilskud truffet af myndigheder og private organisationer m.v., som udøver beslutningskompetence ved delegation efter stk. 4. Miljø- og energiministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at afgørelser om tilskud truffet af en offentlig myndighed i medfør af stk. 4 ikke kan indbringes for bestyrelsen eller anden administrativ myndighed.

Stk. 6. Sekretariatsbetjeningen af bestyrelsen varetages af Miljø- og Energiministeriet.

Stk. 7. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om bestyrelsens virksomhed.

§ 6. Bestyrelsen kan give tilsagn om tilskud ud over finansåret og om hel eller delvis forudbetaling.

Stk. 2. Bestyrelsen kan stille krav om, at tilskuddet anvises til konto i bank eller andet pengeinstitut.

§ 7. Bestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for miljø- og energiministeren eller anden administrativ myndighed.

§ 8. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler for administration af puljen, herunder om ansøgningernes indhold, bortfald af afgivne tilsagn, tilbagebetaling af tilskud i visse tilfælde, regnskaber, revision samt tilsyn og kontrol.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for, hvilke hovedtyper af aktiviteter og initiativer der i særlig grad skal søges støttet med puljens midler, samt hvor stor en del af puljens midler der skal anvendes til disse hovedtyper af aktiviteter og initiativer.

Stk. 3. For delpuljer, som afsættes efter regler fastsat efter stk. 2, finder § 5, stk. 4, tilsvarende anvendelse.

§ 9. Enhver, der modtager tilskud efter denne lov, er forpligtet til at oplyse om overholdelse af vilkår for tilskud og skal endvidere efter anmodning herom meddele Miljø- og Energiministeriet enhver oplysning, der har betydning for modtagelsen af tilskud samt for vurdering af projektets betydning for miljø og beskæftigelse.

§ 10. Miljø- og Energiministeriet eller personer, der af ministeriet bemyndiges hertil, har til enhver tid mod legitimation uden retskendelse adgang til besigtigelse af det støttede projekt og til gennemsyn af regnskabsmateriale samt til konstatering af aktivers tilstedeværelse og aktiviteternes gennemførelse.

Stk. 2. Politiet yder i fornødent omfang bistand hermed.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler om adgang til besigtigelse efter stk. 1.

§ 11. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger efter § 9.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf i form af bøde for overtrædelse af reglerne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 12. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 13. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Versioner

  1. 1997-06-13