Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00228@1997-06-16/da

Indhold

1. Indledning

Kapitel 1

Lovens formål og område

§ 1. Formålet med denne lov er at

1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,

2) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp,

3) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og

4) fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.

§ 2. Loven indeholder regler for, hvordan kommunalbestyrelsen (kommunen), amtsrådet (amtskommunen) og statslige myndigheder (de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse) skal behandle sager efter lovgivningen.

Stk. 2. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetages de opgaver, som er henlagt til amtsrådene, af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Der kan i anden lovgivning være fastsat regler, der fraviger denne lov.

Stk. 4. Socialministeren bestemmer, hvilke sager denne lov helt eller delvis gælder for.

Kapitel 2

Borgeren

§ 3. Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

§ 5. Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

§ 6. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.

§ 7. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.

Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunens vurdering efter stk. 1.

§ 8. Socialministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer sager.

Kapitel 3

Handlekommune og oplysningspligt m.v.

Handlekommune

§ 9. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.

Stk. 2. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Stk. 3. Et barn under 18 år har samme opholdskommune som forældrene. Et barn, der bor mest hos den ene af forældrene, har opholdskommune hos denne. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har barnet opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregisteret.

Stk. 4. Et barn, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og som har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune.

Stk. 5. Øjeblikkelig hjælp til et barn eller en ægtefælle, der opholder sig uden for sin opholdskommune, jf. stk. 2 og 3, gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.

Stk. 6. Pligten til at yde integrationsbistand til en udlænding, der er omfattet af § 107, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, varetages af staten i indtil 18 måneder. En kommune kan dog varetage pligten til at yde integrationsbistand på et tidligere tidspunkt end efter de 18 måneder. Indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved bestemme, at bistanden ydes af en privat humanitær organisation.

Stk. 7. Socialministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Oplysningspligt m.v.

§ 10. Personer, der søger om eller får hjælp, har pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, om eller hvilken hjælp de er berettiget til.

Stk. 2. Myndigheden kan også som led i sagsbehandlingen anmode om undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling.

Stk. 3. Myndigheden skal oplyse om pligten til at medvirke og om adgangen til at indhente oplysninger efter § 12. Myndigheden skal samtidig orientere om konsekvenserne, hvis pågældende ikke vil medvirke eller ikke vil give samtykke efter § 12, stk. 3.

§ 11. En person, der modtager hjælp, har pligt til at oplyse kommunen og amtskommunen om ændringer i sine forhold, der kan have betydning for hjælpen.

Stk. 2. Pågældende skal have skriftlig besked om

1) pligten til at give oplysninger,

2) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen og

3) konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.

§ 12. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.

Stk. 2. En myndighed kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.

Stk. 3. Myndigheden skal forsøge at få samtykke til at indhente oplysninger efter stk. 1.

Stk. 4. Oplysninger om økonomiske forhold kan myndigheden kræve at få i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.

§ 13. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren fastsætte regler om, at uddannelsesstederne har pligt til at underrette og give oplysninger til kommunerne om personer, der er i aktivering i en uddannelsesaktivitet efter § 16, stk. 2, nr. 4 og 7, i lov om aktiv socialpolitik.

§ 14. Kommunen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn, personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der modtager personligt tillæg til medicinudgifter. Oplysningerne kan også gives i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte.

Kapitel 4

Kommunen

Kommunens opgaver

§ 15. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

§ 16. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Udvalg m.v.

Udvalget, der behandler personsager

§ 17. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke udvalg sammensat af kommunalbestyrelsesmedlemmer der skal behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.

Stk. 3. I kommuner med magistratsordning behandles disse sager af et eller flere magistratsmedlemmer.

Børn og unge-udvalget

§ 18. Kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 62 i lov om social service.

§ 19. Børn og unge-udvalget består af

1) 3 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer,

2) byretsdommeren i retskredsen, dog således at hvis der er flere dommere i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage hvervet, og

3) en pædagogisk-psykologisk sagkyndig, der udpeges af amtsrådet for den kommunale valgperiode.

Stk. 2. Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at møde, når medlemmet er forhindret i at deltage.

Stk. 3. Medlemmer af udvalget efter § 17, som behandler sager om børn og unges sociale forhold, kan ikke vælges som medlemmer af eller stedfortrædere til børn og unge-udvalget. Det samme gælder magistratsmedlemmer, der i kommuner med magistratsordning er beskæftiget med disse opgaver.

§ 20. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Dommeren leder møderne i udvalget og påser, at der er foretaget de nødvendige undersøgelser, og beslutter, om der skal indhentes flere oplysninger, og kan forlange, at der optages et retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018. Dommeren vejleder også om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes, samt giver en vurdering af de oplysninger, der foreligger.

§ 21. Socialministeren fastsætter forretningsordenen for børn og unge-udvalget og kan herved fravige kravet om, hvordan udvalget skal sammensættes, hvis en kommunalbestyrelse på grund af sin størrelse ikke kan opfylde kravet i § 19, stk. 3.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlag til formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

Formål

§ 22. Kommunalbestyrelsen nedsætter et koordinationsudvalg, der skal samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Formålet med udvalgets arbejde er at øge beskæftigelsesmulighederne for borgere, der er i fare for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet eller borgere, der ikke eller kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår.

§ 23. Koordinationsudvalget følger og rådgiver kommunalbestyrelsen om

1) kommunens indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

2) hjælp til forsørgelse,

3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytning til arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Koordinationsudvalget giver endvidere inden for sit område rådgivning til andre, f.eks. virksomheder og faglige organisationer.

Stk. 3. Koordinationsudvalget medvirker til at udvikle samarbejdet mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forhold til den arbejdsmarkedsrettede indsats.

Sammensætning

§ 24. Koordinationsudvalget består af 1 medlem udpeget af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og følgende organisationer udpeger hver 1 medlem:

1) De samvirkende Invalideorganisationer.

2) Landsorganisationen i Danmark.

3) Dansk Arbejdsgiverforening.

4) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

5) Praktiserende Lægers Organisation.

6) Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Stk. 2. Medlemmerne af organisationerne, jf. stk. 1, nr. 1-6, skal repræsentere vedkommende lokale organisationer, afdelinger el.lign.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan herudover udpege medlemmer, der repræsenterer andre organisationer eller private i lokalområdet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fastsætter forretningsordenen for koordinationsudvalget.

§ 25. Hvis det ikke er muligt at få udpeget organisationsrepræsentanter, kan koordinationsudvalget nedsættes med et mindre antal medlemmer. Koordinationsudvalget skal dog bestå af mindst 4 medlemmer.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hele tiden tilstræbe, at koordinationsudvalget sammensættes i overensstemmelse med § 24.

Redegørelse

§ 26. Koordinationsudvalget giver en gang om året en samlet redegørelse til kommunalbestyrelsen. Redegørelsen sendes samtidig til Det Centrale Koordinationsudvalg, jf. § 80.

§ 27. Kommunalbestyrelsen giver koordinationsudvalget de oplysninger, der er nødvendige for, at udvalget kan løse sine arbejdsopgaver.

Stk. 2. Kommunen betaler udgifterne ved udvalgets virksomhed.

Fælles koordinationsudvalg

§ 28. Kommuner kan opfylde deres pligt efter § 22 ved i fællesskab at oprette et koordinationsudvalg. Medlemmerne vælges i fællesskab af de deltagende kommunalbestyrelser efter indstilling fra organisationerne, jf. § 24. Herudover vælger hver kommunalbestyrelse 1 medlem blandt sine medlemmer.

Stk. 2. Kommunerne deler udgifterne efter aftale, herunder med hensyn til vederlag m.v., jf. § 29.

Diæter m.v.

§ 29. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medlemmerne af koordinationsudvalget får diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 2. En beslutning efter stk. 1 skal omfatte alle medlemmer af udvalget, dog kan medlemmer af kommunalbestyrelsen ikke modtage diæter. Endvidere kan kommunalt eller statsligt ansatte ikke modtage diæter, når deres arbejde i udvalget er et led i pågældendes almindelige arbejde.

Ældreråd

§ 30. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd. Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører de ældre.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, om der er grundlag for at nedsætte flere ældreråd.

§ 31. Ældrerådet består af mindst 5 medlemmer. Medlemmerne vælges ved direkte valg, og for hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der afholdes valg til ældrerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan valget skal afholdes.

§ 32. Personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter drøftelse med ældrerådet beslutte, at også personer med fast bopæl i kommunen, der modtager førtidspension, og som ikke er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.

§ 33. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved ældrerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet ønsker dette.

Klageråd

§ 34. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der

1) drøfter, vurderer og videreformidler klager over afgørelser om tilbud efter §§ 71 og 72 i lov om social service til personer, som er fyldt 67 år, og

2) følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.

Stk. 2. Klagerådet afgør, hvilke klager og mere generelle spørgsmål vedrørende personlig hjælp og pleje m.v. rådet vil forelægge for kommunalbestyrelsen. Klagerådet kan udtale kritik og foreslå ændringer på området.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for, at klagerådet får de nødvendige generelle og lokale oplysninger om hjælpen som nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør efter drøftelse med ældrerådet, om der er grundlag for at nedsætte flere klageråd.

§ 35. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til klagerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.

Stk. 2. Klagerådet består af

1) 3 medlemmer, der vælges af kommunens ældreråd blandt dets medlemmer, og

2) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer.

Stk. 3. For hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 4. Klagerådet vælger selv sin formand blandt de medlemmer, der er valgt af ældrerådet.

§ 36. Kommunen betaler udgifterne ved klagerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de medlemmer af klagerådet, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, skal have diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn

§ 37. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der nedsættes forældrebestyrelser i forbindelse med dagtilbud for børn, jf. kapitel 4 i lov om social service.

Kapitel 5

Amtskommunen

Amtskommunens opgaver

§ 38. Amtsrådet har ansvaret for og beslutter, hvordan amtskommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

§ 39. Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de amtskommunale opgaver løses, jf. § 38. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Udvalg, der behandler personsager

§ 40. Sager, der handler om hjælp til enkeltpersoner, kan ikke behandles i det samlede amtsråd.

Stk. 2. Amtsrådet beslutter, hvilke udvalg sammensat af amtsrådsmedlemmer der skal behandle disse sager.

Brugerråd

§ 41. Socialministeren fastsætter regler om amtslige brugerråd, der kan rådgive amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner i sociale anliggender, som hører under amtskommunerne og de to kommuner.

Stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med de kommunale organisationer, Københavns og Frederiksberg Kommuner og De Samvirkende Invalideorganisationer. Det kan herved bestemmes, at amtsrådsmedlemmer kan være medlemmer af rådet.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om, med hvilken sammensætning og i hvilket omfang brugerrådet kan behandle klager over amtskommunens afgørelser efter §§ 71 og 72, jf. § 81, i lov om social service.

Kapitel 6

Fælles bestemmelser for kommuner og amtskommuner

§ 42. Amtskommunen yder kommunerne, herunder børn og unge-udvalgene efter § 18, vejledning i sager efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, navnlig ved at stille sagkyndige til rådighed.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, og sammen løse de opgaver, der efter denne lovgivning påhviler kommunen og amtskommunen.

Stk. 3. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat, indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden.

Stk. 4. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem amtskommunen og en eller flere kommuner om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for lokalområdet og i amtet.

Stk. 5. Socialministeren kan i forbindelse med en tilladelse efter stk. 4 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om ordningerne fraviger de regler, der er fastsat i loven.

§ 43. Når en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført opgaver efter den sociale lovgivning, skal myndigheden tage stilling til, hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.

Stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres.

Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner omfattet af forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32.

Kapitel 7

De sociale nævn

§ 44. Det sociale nævn behandler klager over afgørelser, der er truffet af kommunen og amtskommunen, i det omfang det er fastsat i loven.

§ 45. I hvert amt nedsættes et socialt nævn. Statsamtmanden er formand for nævnet.

Stk. 2. Nævnet består i øvrigt af 5 medlemmer. Socialministeren udpeger medlemmerne og stedfortrædere for hver efter indstilling fra

1) kommuneforeningen i amtet,

2) amtskommunen,

3) Landsorganisationen i Danmark,

4) Dansk Arbejdsgiverforening og

5) De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 3. Afgørelse i de enkelte sager træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

Stk. 4. Statsamtet yder sekretariatsmæssig bistand til nævnet.

§ 46. Der nedsættes et socialt nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Direktøren for Den Sociale Sikringsstyrelse er formand for nævnet.

Stk. 2. Medlemmerne udpeges på samme måde som nævnt i § 45, stk. 2, dog således at den kommunale og amtskommunale indstilling foretages af Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab.

§ 47. Medlemmer af udvalg efter § 17 og § 40 kan ikke være medlemmer af det sociale nævn. Det samme gælder kommunalt ansatte, som deltager i administrationen af de sagsområder, der er omfattet af nævnenes kompetence.

§ 48. Nævnets funktionsperiode er 4 år og begynder seks måneder efter, at den kommunale valgperiode er begyndt.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for nævnene med regler for deres sammensætning i de enkelte sager og for deres virksomhed, herunder for vejlednings- og koordineringsopgaverne, jf. § 78.

Kapitel 8

Den Sociale Sikringsstyrelse

§ 49. Den Sociale Sikringsstyrelse er sekretariat for det sociale nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og varetager i øvrigt de opgaver, som efter lovgivningen er henlagt til styrelsen.

Kapitel 9

Den Sociale Ankestyrelse

§ 50. Den Sociale Ankestyrelse er klageinstans for administrative afgørelser, i det omfang det fastsættes ved lov.

Stk. 2. Ankestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Sammensætning

§ 51. Ankestyrelsens afgørelser træffes af

1) styrelseschefen, vicestyrelseschefen og et antal ankechefer og

2) medlemmer, der udpeges efter § 52.

Stk. 2. Styrelseschefen, vicestyrelseschefen og ankecheferne skal have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden dermed ligestillet eksamen. Deres ansættelsesområde er alene Ankestyrelsen.

§ 52. Socialministeren fastsætter antallet af beskikkede medlemmer og stedfortrædere, der udpeges af socialministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra

1) Dansk Arbejdsgiverforening,

2) Landsorganisationen i Danmark,

3) Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

4) Amtsrådsforeningen i Danmark,

5) Kommunernes Landsforening,

6) De Samvirkende Invalideorganisationer,

7) Københavns Kommune og

8) Frederiksberg Kommune.

Stk. 2. Som medlemmer kan ikke udpeges personer,

1) der er fyldt 66 år,

2) der tidligere i 2 perioder har været beskikket som medlem af Ankestyrelsen, eller

3) der er ansat inden for den offentlige social- og sundhedsforvaltning eller på institutioner med socialt formål.

Afgørelser i de enkelte sager

§ 53. Ankestyrelsen træffer afgørelse i de enkelte sager på et møde, hvori der deltager 2 medlemmer og 1 ankechef, der er formand. Afgørelserne træffes ved almindeligt flertal.

Stk. 2. Skønner Ankestyrelsen, at en sag er egnet til at blive afgjort, uden at der afholdes et møde, sender styrelsen indstilling til medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker at afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.

Stk. 3. Formanden kan beslutte, at en afgørelse ikke skal have virkning, hvis formanden skønner, at der er tvivl om, at afgørelsen er lovlig. Sagen skal herefter behandles i et møde med udvidet votering, jf. § 55.

§ 54. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer, jf. § 55, stk. 2, nr. 1. De 3 medlemmer skal repræsentere henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark og kommunerne.

Afgørelser med udvidet votering

§ 55. I afgørelser med udvidet votering deltager i mødet 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand.

Stk. 2. Udvidet votering skal benyttes i sager om følgende:

1) Afgørelser, som er truffet af de sociale nævn, som kan behandles, fordi de har principiel eller generel betydning, jf. § 63.

2) Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 62 i lov om social service.

3) Sager om Ankestyrelsens samtykke til eller anmodning om adoption uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter adoptionslovens § 9 og § 10.

4) Afgørelser, der er udsat med henblik på udvidet votering, jf. § 53, stk. 3.

5) Andre sager, som styrelseschefen beslutter har principiel eller generel betydning.

Stk. 3. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

§ 56. Styrelseschefen kan, når en sag har principiel eller generel betydning, beslutte, at en afgørelse skal træffes i et møde, hvor styrelseschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der i øvrigt deltager 2 medlemmer og 2 ankechefer. På samme måde kan styrelseschefen eller vicestyrelseschefen deltage i møder efter § 54.

Stk. 2. § 55, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Beslutninger om at behandle det sociale nævns afgørelser og om at genoptage en sag

§ 57. Følgende beslutninger træffes af 1 ankechef:

1) Om en afgørelse, som et socialt nævn har truffet, opfylder betingelserne i § 63 for at kunne blive behandlet af Ankestyrelsen. Beslutningen skal været truffet senest 14 dage efter, at Ankestyrelsen har modtaget sagen.

2) Om en tidligere afgjort sag skal genoptages.

Forretningsorden m.v.

§ 58. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for Ankestyrelsen.

§ 59. Styrelseschefen kan overlade sine beføjelser efter lovgivningen til vicestyrelseschefen og ankecheferne. Styrelseschefen kan fastsætte regler om vicestyrelseschefens og ankechefernes adgang til at overlade deres beføjelser efter lovgivningen til ansatte, der opfylder uddannelseskravet i § 51, stk. 2.

Kapitel 10

Almindelige klageregler

Klageadgang

§ 60. De afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter den sociale lovgivning, kan indbringes for det sociale nævn. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.

Stk. 2. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og amtskommunen og takster for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed.

§ 61. Hvis der opstår uenighed mellem kommuner og amtskommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for det sociale nævn. Klagen indbringes for det sociale nævn, som den kommune eller den amtskommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

§ 62. Uenighed om Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Den person, som afgørelsen vedrører, kommunen og Den Sociale Sikringsstyrelse kan indbringe sagen.

§ 63. Det sociale nævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører, kommunen eller amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.

§ 64. Følgende afgørelser, der træffes af Den Sociale Sikringsstyrelse, kan indbringes for Ankestyrelsen:

1) Afgørelser om hjælp til udlændinge efter § 3, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik.

2) Afgørelser om hjælp til danskere i udlandet efter § 6 i lov om aktiv socialpolitik.

3) Afgørelser om ret til pension i udlandet efter § 3, stk. 4, og § 62 i lov om social pension.

4) Afgørelser om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes efter reglerne i EF-forordning nr. 1408/71, Nordisk Konvention om Social Sikring og de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med andre lande, bortset fra afgørelser om indgåelse af aftaler med et eller flere lande med henblik på fravigelse heraf.

Stk. 2. Den person, som afgørelsen vedrører, kan klage over afgørelserne efter stk. 1. Kommunen kan klage over en afgørelse efter stk. 1, nr. 1.

§ 65. Afgørelser efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service, som træffes af en privat humanitær organisation, der yder integrationsbistand efter § 9, stk. 6, kan indbringes for det sociale nævn.

Pligt til at genvurdere sagen

§ 66. Inden en klage behandles af det sociale nævn, skal den myndighed, som har truffet afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Derfor skal en klage først afleveres til den myndighed, som har truffet afgørelsen.

Stk. 2. Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til klageinstansen.

Klagefrister

§ 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Anmodning til Ankestyrelsen om optagelse af en sag til behandling efter § 57 skal ske inden for samme frist.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Sagsbehandlingen

§ 68. Ankestyrelsen og de sociale nævn er ikke bundet af parternes påstande og er uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag.

Stk. 2. Ankestyrelsens og nævnenes afgørelse kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.

§ 69. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.

§ 70. Ankestyrelsens og de sociale nævns afgørelser skal være skriftlige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter regler, der fastsættes i forretningsordenerne.

Formandens beslutninger

§ 71. Hvis formanden for det sociale nævn finder, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse er i overensstemmelse med gældende ret, kan formanden straks udsætte afgørelsens virkning og indbringe den for Den Sociale Ankestyrelse senest 1 uge efter, at den er truffet. Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden 8 uger fra sagens modtagelse i Ankestyrelsen. Sagen behandles i Ankestyrelsen ved udvidet votering, jf. § 55.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn træffer afgørelse i sager, hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.

Stk. 3. Formandens afgørelser om sagsbehandlingen kan ikke indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 4. Formanden kan i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, træffe en foreløbig afgørelse. Den foreløbige afgørelse kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, men skal snarest muligt behandles i et møde i nævnet.

Opsættende virkning

§ 72. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning.

Stk. 2. Hvis Ankestyrelsen eller det sociale nævn ændrer en afgørelse til skade for ansøgeren, træffer Ankestyrelsen eller det sociale nævn samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan ved afgørelser om støtte til køb af bil, jf. § 99, stk. 1 og 2, i lov om social service, samtidig træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v.

Domstolsprøvelse

§ 73. I sager, hvor Ankestyrelsens afgørelser vedrørende børn og unge-udvalgets beslutninger kan indbringes for domstolene efter reglerne i § 124 i lov om social service, skal Ankestyrelsens afgørelse foreligge inden 8 uger efter, at klagen er modtaget.

Stk. 2. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelser i sager efter stk. 1 skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange, at sagen forelægges for domstolene, og om fristen herfor.

Bemyndigelser

§ 74. Socialministeren fastsætter regler for behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v.

§ 75. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser om indtægtsgrundlaget, jf. § 28, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om social pension og § 82 i lov om social service.

Kapitel 11

Koordinering af praksis

§ 76. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for Ankestyrelsen og de sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder Ankestyrelsen om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og

2) følger Ankestyrelsen kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 77. Socialministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunernes, amtskommunernes eller nævnenes afgørelser.

§ 78. Det sociale nævn har pligt til inden for sit område at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for det sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder nævnet om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og

2) følger nævnet kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 79. Ankestyrelsen og det sociale nævn skal samarbejde om deres koordinationsopgave efter § 76 og § 78. Som led i denne opgave kan Ankestyrelsen og de sociale nævn indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som i elektronisk form.

Det Centrale Koordinationsudvalg

§ 80. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg (Det Centrale Koordinationsudvalg) til støtte for sin vejledningsvirksomhed.

Stk. 2. Det Centrale Koordinationsudvalg har til opgave at følge og rådgive kommunerne om

1) kommunernes indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

2) hjælp til forsørgelse og

3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet.

§ 81. Socialministeren udpeger formanden for Det Centrale Koordinationsudvalg efter indstilling fra Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 2. De øvrige medlemmer udpeges af socialministeren efter indstilling fra

1) Dansk Arbejdsgiverforening,

2) Landsorganisationen i Danmark,

3) Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

4) Amtsrådsforeningen i Danmark,

5) Kommunernes Landsforening,

6) Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab,

7) De Samvirkende Invalideorganisationer,

8) Foreningen af Statsamtmænd,

9) Praktiserende Lægers Organisation,

10) Den Sociale Sikringsstyrelse og

11) Socialministeriet.

Kapitel 12

Statistik, analyse, information m.v.

§ 82. Kommunen, amtskommunen og de sociale nævn har pligt til at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v., som socialministeren anmoder om.

§ 83. Kommuner og amtskommuner giver Socialministeriet oplysninger om beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på det sociale område, herunder om de mål, som de har sat for udviklingen.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen har pligt til at medvirke til temaplanlægning, i kommunepaneler samt til at skaffe uddybende oplysninger om udviklingen på særlige områder.

§ 84. Socialministeren kan fastsætte regler om omfanget af oplysninger, jf. §§ 82 og 83, og om, hvordan de skal ajourføres og indsendes.

Kapitel 13

Regnskabsaflæggelse, revision m.v.

§ 85. Socialministeren fastsætter regler om anvisning af refusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 2. Socialministeren kan efter forhandling med de kommunale organisationer fastsætte regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter i forbindelse med ydelser til personer under 67 år og personer, der er fyldt 67 år.

§ 86. Socialministeren fastsætter regler om, hvem der skal betale udgifter til lægeerklæringer, transport m.v., som en myndighed pålægger en ansøger, når disse udgifter ikke kan betales efter anden lovgivning.

Kapitel 14

Råd m.v.

§ 87. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål. Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning og opgaver.

Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter regler om fortrinsadgang til visse offentligt regulerede beskæftigelser for personer, der på grund af invaliditet har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked.

§ 88. Socialministeren nedsætter et børneråd, der skal arbejde på at sikre børns rettigheder samt informere og rådgive om børns forhold i samfundet. Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning og opgaver.

Kapitel 15

Ikrafttræden m.v.

§ 89. Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Stk. 2. Revaliderings- og pensionsnævnene nedlægges den 30. juni 1998. Sager efter § 14, stk. 1 og 2, og §§ 16 og 18 i lov om social pension samt efter §§ 43 og 58 i lov om social bistand, som kommunerne har givet indstilling i til nævnene, og som ikke er afgjort af revaliderings- og pensionsnævnene senest denne dato, overgår til de sociale nævn, der er nedsat efter denne lovs § 44. Sager vedrørende kommunale afgørelser, som er indbragt for nævnene, og som ikke er afgjort senest på denne dato, overgår ligeledes til de sociale nævn. Sagerne afgøres og kan påklages efter reglerne i lov om social pension og i lov om social bistand som gældende indtil den 1. juli 1998. Funktionsperioden for formanden for og medlemmerne af revaliderings- og pensionsnævnene ophører den 30. juni 1998.

Stk. 3. De sociale ankenævn nedlægges den 30. juni 1998. De sager, der ikke er afgjort senest denne dato, overgår til de sociale nævn til afgørelse. Sagerne afgøres og kan påklages efter de hidtidigt gældende regler. Funktionsperiode for formanden for og medlemmerne af de sociale ankenævn ophører den 30. juni 1998.

Stk. 4. Funktionsperioden for medlemmerne af de sociale nævn, jf. denne lovs § 44, vil første gang være fra den 1. juli 1998 til den 30. juni 2002.

Stk. 5. Dagpengeudvalget, jf. § 33 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, nedlægges den 28. februar 1999. Funktionsperioden for formanden og medlemmerne ophører samme dato.

Stk. 6. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har overladt til en selvejende institution med overenskomst med kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. § 9, stk. 2, i lov om social bistand, bevares efter de hidtil gældende regler.

Stk. 7. Koordinationsudvalget, jf. § 24, skal være nedsat senest den 31. december 1998.

§ 90. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Lovens formål og område § 1. Formålet med denne lov er, at

1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,

2) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp,

3) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og

4) fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.

§ 2. Loven indeholder regler for, hvordan kommunalbestyrelsen (kommunen), amtsrådet (amtskommunen) og statslige myndigheder (de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse) skal behandle sager efter lovgivningen.

Stk. 2. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetages de opgaver, som er henlagt til amtsrådene, af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Der kan i anden lovgivning være fastsat regler, der fraviger denne lov.

Stk. 4. Socialministeren bestemmer, hvilke sager denne lov helt eller delvist gælder for.

Kapitel 2

Borgeren § 3. Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om og hvilken hjælp der er ret til.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid, der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

§ 5. Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

§ 6. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.

§ 7. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.

Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunens vurdering efter stk. 1.

§ 8. Socialministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer sager.

Kapitel 3

Handlekommune og oplysningspligt m.v.

Handlekommune § 9. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.

Stk. 2. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Stk. 3. Et barn under 18 år har samme opholdskommune som forældrene. Et barn, der bor mest hos den ene af forældrene, har opholdskommune hos denne. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har barnet opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregisteret.

Stk. 4. Et barn, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og som har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune.

Stk. 5. Øjeblikkelig hjælp til et barn eller en ægtefælle, der opholder sig uden for sin opholdskommune, jf. stk. 2 og 3, gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.

Stk. 6. Pligten til at yde integrationsbistand til en udlænding, der er omfattet af § 112, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, varetages af staten i indtil 18 måneder. En kommune kan dog varetage pligten til at yde integrationsbistand på et tidligere tidspunkt end efter de 18 måneder. Indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved bestemme, at bistanden ydes af en privat humanitær organisation.

Stk 7. Socialministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Oplysningspligt m.v. § 10. Personer, der søger om eller får hjælp, har pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, om eller hvilken hjælp de er berettiget til.

Stk. 2. Myndigheden kan også som led i sagsbehandlingen anmode om undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling.

Stk. 3. Myndigheden skal oplyse om pligten til at medvirke og om adgangen til at indhente oplysninger efter § 12. Myndigheden skal samtidig orientere om konsekvenserne, hvis pågældende ikke vil medvirke eller ikke vil give samtykke efter § 12, stk. 3.

§ 11. En person, der modtager hjælp, har pligt til at oplyse kommunen og amtskommunen om ændringer i sine forhold, der kan have betydning for hjælpen.

Stk. 2. Pågældende skal have skriftlig besked om

1) pligten til at give oplysninger,

2) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen, og

3) konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.

§ 12. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.

Stk. 2. En myndighed kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.

Stk. 3. Myndigheden skal forsøge at få samtykke til at indhente oplysninger efter stk. 1.

Stk. 4. Oplysninger om økonomiske forhold kan myndigheden kræve at få i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.

§ 13. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren fastsætte regler om, at uddannelsesstederne har pligt til at underrette og give oplysninger til kommunerne om personer, der er i aktivering i en uddannelsesaktivitet efter § 16, stk. 2, nr. 4 og 7, i lov om aktiv socialpolitik.

§ 14. Kommunen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn, personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der modtager personligt tillæg til medicinudgifter. Oplysningerne kan også gives i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte.

Kapitel 4

Kommunen

Kommunens opgaver § 15. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

§ 16. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Udvalg m.v.

Udvalget, der behandler personsager § 17. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke udvalg sammensat af kommunalbestyrelsesmedlemmer der skal behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.

Stk. 3. I kommuner med magistratsordning behandles disse sager af et eller flere magistratsmedlemmer.

Børn og unge-udvalget § 18. Kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 60 i lov om social service.

§ 19. Børn og unge-udvalget består af

1) 3 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer,

2) byretsdommeren i retskredsen, dog således at hvis der er flere dommere i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage hvervet, og

3) en pædagogisk-psykologisk sagkyndig, der udpeges af amtsrådet for den kommunale valgperiode.

Stk. 2. Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at møde, når medlemmet er forhindret i at deltage.

Stk. 3. Medlemmer af personsags-udvalget efter § 17, som behandler sager om børn og unges sociale forhold, kan ikke vælges som medlemmer af eller stedfortrædere til børn og unge-udvalget. Det samme gælder magistratsmedlemmer, der i kommuner med magistratsordning er beskæftiget med disse opgaver.

§ 20. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Dommeren leder møderne i udvalget og påser, at der er foretaget de nødvendige undersøgelser, og beslutter, om der skal indhentes flere oplysninger og kan forlange, at der optages et retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018. Dommeren vejleder også om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes samt giver en vurdering af de oplysninger, der foreligger.

§ 21. Socialministeren fastsætter forretningsordenen for børn og unge-udvalget og kan herved fravige kravet om, hvordan udvalget skal sammensættes, hvis en kommunalbestyrelse på grund af sin størrelse ikke kan opfylde kravet i § 19, stk. 3.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlag til formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

Formål § 22. Kommunalbestyrelsen nedsætter et koordinationsudvalg, der skal samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Formålet med udvalgets arbejde er at øge beskæftigelsesmulighederne for borgere, der er i fare for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet eller borgere, der ikke eller kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår.

§ 23. Koordinationsudvalget følger og rådgiver kommunalbestyrelsen om

1) kommunens indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

2) hjælp til forsørgelse,

3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytning til arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Koordinationsudvalget giver endvidere inden for sit område rådgivning til andre, fx virksomheder og faglige organisationer.

Stk. 3. Koordinationsudvalget medvirker til at udvikle samarbejdet mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forhold til den arbejdsmarkedsrettede indsats.

Sammensætning § 24. Koordinationsudvalget består af 1 medlem, udpeget af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og følgende organisationer udpeger hver 1 medlem:

1) De samvirkende Invalideorganisationer.

2) Landsorganisationen i Danmark.

3) Dansk Arbejdsgiverforening.

4) Praktiserende Lægers Organisation.

5) Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Stk. 2. Medlemmerne af organisationerne, jf. stk. 1, nr. 1 - 5, skal repræsentere vedkommende lokale organisationer, afdelinger e.lign.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan herudover udpege medlemmer, der repræsenterer andre organisationer eller private i lokalområdet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fastsætter forretningsordenen for koordinationsudvalget.

§ 25. Hvis det ikke er muligt at få udpeget organisationsrepræsentanter, kan koordinationsudvalget nedsættes med et mindre antal medlemmer. Koordinationsudvalget skal dog bestå af mindst 4 medlemmer.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hele tiden tilstræbe, at koordinationsudvalget sammensættes i overensstemmelse med § 24.

Redegørelse § 26. Koordinationsudvalget giver en gang om året en samlet redegørelse til kommunalbestyrelsen. Redegørelsen sendes samtidig til Det Centrale Koordinationsudvalg, jf. § 80.

§ 27. Kommunalbestyrelsen giver koordinationsudvalget de oplysninger, der er nødvendige for, at udvalget kan løse sine arbejdsopgaver.

Stk. 2. Kommunen betaler udgifterne ved udvalgets virksomhed.

Fælles koordinationsudvalg § 28. Kommuner kan opfylde deres pligt efter § 22 ved i fællesskab at oprette et koordinationsudvalg. Medlemmerne vælges i fællesskab af de deltagende kommunalbestyrelser efter indstilling fra organisationerne, jf. § 24. Herudover vælger hver kommunalbestyrelse 1 medlem blandt sine medlemmer.

Stk. 2. Kommunerne deler udgifterne efter aftale, herunder med hensyn til vederlag m.v., jf. § 29.

Diæter m.v. § 29. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medlemmerne af koordinationsudvalget får diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 2. En beslutning efter stk. 1 skal omfatte alle medlemmer af udvalget, dog kan medlemmer af kommunalbestyrelsen ikke modtage diæter. Endvidere kan kommunalt eller statsligt ansatte ikke modtage diæter, når deres arbejde i udvalget er et led i pågældendes almindelige arbejde.

Ældreråd § 30. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd. Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører de ældre.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, om der er grundlag for at nedsætte flere ældreråd.

§ 31. Ældrerådet består af mindst 5 medlemmer. Medlemmerne vælges ved direkte valg, og for hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der afholdes valg til ældrerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan valget skal afholdes.

§ 32. Personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.

Stk 2. Kommunalbestyrelsen kan efter drøftelse med ældrerådet beslutte, at også personer med fast bopæl i kommunen, der modtager førtidspension, og som ikke er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.

§ 33. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved ældrerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet ønsker dette.

Klageråd § 34. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der

1) drøfter, vurderer og videreformidler klager over tildeling, omfang og udførelse af personlig hjælp og pleje, praktisk hjælp og støtte og hjælp til at vedligeholde fysiske og psykiske færdigheder samt tilbud om afløsning eller aflastning af pårørende, jf. §§ 69, stk. 1, og 70 i lov om social service, og

2) følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.

Stk. 2. Klagerådet afgør, hvilke klager og mere generelle spørgsmål vedrørende personlig hjælp og pleje m.v., som rådet vil forelægge for kommunalbestyrelsen. Klagerådet kan udtale kritik og foreslå ændringer på området.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for, at klagerådet får de nødvendige generelle og lokale oplysninger om hjælpen, som nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør efter drøftelse med ældrerådet, om der er grundlag for at nedsætte flere klageråd.

§ 35. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til klagerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.

Stk. 2. Klagerådet består af

1) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer,

2) 3 medlemmer, der vælges af kommunens ældreråd blandt dets medlemmer, og

3) 1 medlem, der vælges af de lokale invalideorganisationer.

Stk. 3. Medlemmet, jf. stk. 2, nr. 3, skal modtage førtidspension, være under 60 år og have fast bopæl i kommunen.

Stk. 4. For hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 5. Klagerådet vælger selv sin formand blandt de medlemmer, der er valgt af ældrerådet.

§ 36. Kommunen betaler udgifterne ved klagerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de medlemmer af klagerådet, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, skal have diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn § 37. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der nedsættes forældrebestyrelser i forbindelse med dagtilbud for børn, jf. kapitel 4 i lov om social service.

Kapitel 5

Amtskommunen

Amtskommunens opgaver § 38. Amtsrådet har ansvaret for og beslutter, hvordan amtskommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

§ 39. Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de amtskommunale opgaver løses, jf. § 38. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Udvalg, der behandler personsager § 40. Sager, der handler om hjælp til enkeltpersoner, kan ikke behandles i det samlede amtsråd.

Stk. 2. Amtsrådet beslutter, hvilke udvalg sammensat af amtsrådsmedlemmer der skal behandle disse sager.

Brugerråd § 41. Socialministeren fastsætter regler om amtslige brugerråd, der kan rådgive amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner i sociale anliggender, som hører under amtskommunerne og de to kommuner.

Stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med de kommunale organisationer, Københavns og Frederiksberg Kommuner og De Samvirkende Invalideorganisationer. Det kan herved bestemmes, at amtsrådsmedlemmer kan være medlemmer af rådet.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om, med hvilken sammensætning og, i hvilket omfang brugerrådet kan behandle klager over amtskommunens afgørelser efter §§ 69 og 70, jf. § 79 i lov om social service.

Kapitel 6

Fælles bestemmelser for kommuner og amtskommuner § 42. Amtskommunen yder kommunerne, herunder børn og unge-udvalgene efter § 18, vejledning i sager efter lov om social service og lov om en aktiv socialpolitik, navnlig ved at stille sagkyndige til rådighed.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, og sammen løse de opgaver, der efter denne lovgivning påhviler kommunen og amtskommunen.

Stk. 3. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat, indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden.

Stk. 4. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem amtskommunen og en eller flere kommuner om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for lokalområdet og i amtet.

Stk. 5. Socialministeren kan i forbindelse med en tilladelse efter stk. 4 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om ordningerne fraviger de regler, der er fastsat i loven.

§ 43. Når en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført opgaver efter den sociale lovgivning, skal myndigheden tage stilling til, hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.

Stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om en aktiv socialpolitik og lov om social service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres.

Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner omfattet af forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32.

Kapitel 7

De sociale nævn § 44. Det sociale nævn behandler klager over afgørelser, der er truffet af kommunen og amtskommunen i det omfang, det er fastsat i loven.

§ 45. I hvert amt nedsættes et socialt nævn. Statsamtmanden er formand for nævnet.

Stk. 2. Nævnet består i øvrigt af 5 medlemmer. Socialministeren udpeger medlemmerne og stedfortrædere for hver efter indstilling fra

1) kommuneforeningen i amtet,

2) amtskommunen,

3) Landsorganisationen i Danmark,

4) Dansk Arbejdsgiverforening, og

5) De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 3. Afgørelse i de enkelte sager træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

Stk. 4. Statsamtet yder sekretariatsmæssig bistand til nævnet.

§ 46. Der nedsættes et socialt nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Direktøren for Den Sociale Sikringsstyrelse er formand for nævnet.

Stk. 2. Medlemmerne udpeges på samme måde, som nævnt i § 45, stk. 2, dog således at den kommunale og amtskommunale indstilling foretages af Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab.

§ 47. Medlemmer af udvalg efter § 17 og § 40 kan ikke være medlemmer af det sociale nævn. Det samme gælder kommunalt ansatte, som deltager i administrationen af de sagsområder, der er omfattet af nævnenes kompetence.

§ 48. Nævnets funktionsperiode er 4 år og begynder seks måneder efter, at den kommunale valgperiode er begyndt.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for nævnene med regler for deres sammensætning i de enkelte sager og for deres virksomhed, herunder for vejlednings- og koordineringsopgaverne, jf. § 78.

Kapitel 8

Den Sociale Sikringsstyrelse § 49. Den Sociale Sikringsstyrelse er sekretariat for Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og varetager i øvrigt de opgaver, som efter lovgivningen er henlagt til styrelsen.

Kapitel 9

Den Sociale Ankestyrelse § 50. Den Sociale Ankestyrelse er klageinstans for administrative afgørelser i det omfang, det fastsættes ved lov.

Stk. 2. Ankestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Sammensætning § 51. Ankestyrelsens afgørelser træffes af

1) styrelseschefen, vicestyrelseschefen og et antal ankechefer, og

2) medlemmer, der udpeges efter § 52.

Stk. 2. Styrelseschefen, vicestyrelseschefen og ankecheferne skal have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden dermed ligestillet eksamen. Deres ansættelsesområde er alene Ankestyrelsen.

§ 52. Socialministeren fastsætter antallet af beskikkede medlemmer og stedfortrædere, der udpeges af socialministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra

1) Dansk Arbejdsgiverforening,

2) Landsorganisationen i Danmark,

3) Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

4) Amtsrådsforeningen i Danmark,

5) Kommunernes Landsforening,

6) De Samvirkende Invalideorganisationer,

7) Københavns Kommune, og

8) Frederiksberg Kommune.

Stk. 2. Som medlemmer kan ikke udpeges personer,

1) der er fyldt 66 år,

2) der tidligere i 2 perioder har været beskikket som medlem af Ankestyrelsen, eller

3) der er ansat inden for den offentlige social- og sundhedsforvaltning eller på institutioner med socialt formål.

Afgørelser i de enkelte sager § 53. Ankestyrelsen træffer afgørelse i de enkelte sager på et møde, hvori der deltager 2 medlemmer og 1 ankechef, der er formand. Afgørelserne træffes ved almindeligt flertal.

Stk. 2. Skønner Ankestyrelsen, at en sag er egnet til at blive afgjort uden, at der afholdes et møde, sender styrelsen indstilling til medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker at afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.

Stk. 3. Formanden kan beslutte, at en afgørelse ikke skal have virkning, hvis formanden skønner, at der er tvivl om, at afgørelsen er lovlig. Sagen skal herefter behandles i et møde med udvidet votering, jf. § 55.

§ 54. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer, jf. § 55, stk. 2, nr.1. De 3 medlemmer skal repræsentere henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark og kommunerne.

Afgørelser med udvidet votering § 55. I afgørelser med udvidet votering deltager i mødet 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand.

Stk. 2. Udvidet votering skal benyttes i sager om følgende:

1) Afgørelser, som er truffet af de sociale nævn, som kan behandles, fordi de har principiel eller generel betydning, jf. § 63.

2) Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 60 i lov om social service.

3) Sager om Ankestyrelsens samtykke til eller anmodning om adoption uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter adoptionslovens § 9 og § 10.

4) Afgørelser, der er udsat med henblik på udvidet votering, jf. § 53, stk. 3.

5) Andre sager, som styrelseschefen beslutter har principiel eller generel betydning.

Stk. 3. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

§ 56. Styrelseschefen kan, når en sag har principiel eller generel betydning, beslutte, at en afgørelse skal træffes i et møde, hvor styrelseschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der i øvrigt deltager 2 medlemmer og 2 ankechefer. På samme måde kan styrelseschefen eller vicestyrelseschefen deltage i møder efter § 54.

Stk. 2. § 55, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Beslutninger om at behandle det sociale nævns afgørelser og om at genoptage en sag § 57. Følgende beslutninger træffes af 1 ankechef:

1) Om en afgørelse, som et socialt nævn har truffet, opfylder betingelserne i § 63 for at kunne blive behandlet af Ankestyrelsen. Beslutningen skal været truffet senest 14 dage efter, at Ankestyrelsen har modtaget sagen.

2) Om en tidligere afgjort sag skal genoptages.

Forretningsorden m.v. § 58. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for Ankestyrelsen.

§ 59. Styrelseschefen kan overlade sine beføjelser efter lovgivningen til vicestyrelseschefen og ankecheferne. Styrelseschefen kan fastsætte regler om vicestyrelseschefens og ankechefernes adgang til overlade deres beføjelser efter lovgivningen til ansatte, der opfylder uddannelseskravet i § 51, stk. 2.

Kapitel 10

Almindelige klageregler

Klageadgang § 60. De afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter den sociale lovgivning, kan indbringes for det sociale nævn. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.

Stk. 2. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og amtskommunen og takster for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed.

§ 61. Hvis der opstår uenighed mellem kommuner og amtskommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for det sociale nævn. Klagen indbringes for det sociale nævn, som den kommune eller den amtskommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

§ 62. Uenighed om Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Den person, som afgørelsen vedrører, kommunen og Den Sociale Sikringsstyrelse kan indbringe sagen.

§ 63. Det sociale nævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører, kommunen eller amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.

§ 64. Følgende afgørelser, der træffes af Den Sociale Sikringsstyrelse, kan indbringes for Ankestyrelsen:

1) Afgørelser om hjælp til udlændinge efter § 3, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik.

2) Afgørelser om hjælp til danskere i udlandet efter § 6 i lov om aktiv socialpolitik.

3) Afgørelser om ret til pension i udlandet efter § 3, stk. 4, og § 62 i lov om social pension.

4) Afgørelser om hvilket lands lovgivning, der skal anvendes efter reglerne i EF-forordning nr. 1408/71, Nordisk Konvention om Social Sikring og de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med andre lande, bortset fra afgørelser om indgåelse af aftaler med et eller flere lande med henblik på fravigelse heraf.

§ 65. Afgørelser efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service, som træffes af en privat humanitær organisation, der yder integrationsbistand efter § 9, stk. 6, kan indbringes for det sociale nævn.

Pligt til at genvurdere sagen § 66. Inden en klage behandles af det sociale nævn, skal den myndighed, som har truffet afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Derfor skal en klage først afleveres til den myndighed, som har truffet afgørelsen.

Stk. 2. Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til klageinstansen.

Klagefrister § 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Anmodning til Ankestyrelsen om optagelse af en sag til behandling efter § 57 skal ske inden for samme frist.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Sagsbehandlingen § 68. Ankestyrelsen og de sociale nævn er ikke bundet af parternes påstande og er uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag.

Stk. 2. Ankestyrelsens og nævnenes afgørelse kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.

§ 69. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.

§ 70. Ankestyrelsens og de sociale nævns afgørelser skal være skriftlige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter regler, der fastsættes i forretningsordenerne.

Formandens beslutninger § 71. Hvis formanden for det sociale nævn finder, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse er i overensstemmelse med gældende ret, kan formanden straks udsætte afgørelsens virkning og indbringe den for Den Sociale Ankestyrelse senest 1 uge efter, at den er truffet. Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden 8 uger fra sagens modtagelse i Ankestyrelsen. Sagen behandles i Ankestyrelsen ved udvidet votering, jf. § 55.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn træffer afgørelse i sager, hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.

Stk. 3. Formandens afgørelser om sagsbehandlingen kan ikke indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 4. Formanden kan i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, træffe en foreløbig afgørelse. Den foreløbige afgørelse kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, men skal snarest muligt behandles i et møde i nævnet.

Opsættende virkning § 72. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning.

Stk. 2. Hvis Ankestyrelsen eller det sociale nævn ændrer en afgørelse til skade for ansøgeren, træffer Ankestyrelsen eller det sociale nævn samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan ved afgørelser om støtte til køb af bil, jf. § 97, stk. 1 og 2, i lov om social service, samtidig træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v.

Domstolsprøvelse § 73. I sager, hvor Ankestyrelsens afgørelser vedrørende børn og unge-udvalgets beslutninger kan indbringes for domstolene efter reglerne i § 121 i lov om social service, skal Ankestyrelsens afgørelse foreligge inden 8 uger efter, at klagen er modtaget.

Stk. 2. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelser i sager efter stk. 1 skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange, at sagen forelægges for domstolene, og om fristen herfor.

Bemyndigelser § 74. Socialministeren fastsætter regler for behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v.

§ 75. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser om indtægtsgrundlaget, jf. § 28, stk. 1, nr. 1 - 2, i lov om social pension og § 80 i lov om social service.

Kapitel 11

Koordinering af praksis § 76. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for Ankestyrelsen og de sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder Ankestyrelsen om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning, og

2) følger Ankestyrelsen kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 77. Socialministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunernes, amtskommunernes eller nævnenes afgørelser.

§ 78. Det sociale nævn har pligt til inden for sit område at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for det sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder nævnet om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning, og

2) følger nævnet kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 79. Ankestyrelsen og det sociale nævn skal samarbejde om deres koordinationsopgave efter § 76 og § 78. Som led i denne opgave kan Ankestyrelsen og de sociale nævn indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som i elektronisk form.

Det Centrale Koordinationsudvalg § 80. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg (Det Centrale Koordinationsudvalg) til støtte for sin vejledningsvirksomhed.

Stk. 2. Det Centrale Koordinationsudvalg har til opgave at følge og rådgive kommunerne om

1) kommunenernes indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

2) hjælp til forsørgelse, og

3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet.

§ 81. Socialministeren udpeger formanden for Det Centrale Koordinationsudvalg efter indstilling fra Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 2. De øvrige medlemmer udpeges af socialministeren efter indstilling fra

1) Dansk Arbejdsgiverforening,

2) Landsorganisationen i Danmark,

3) Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

4) Amtsrådsforeningen i Danmark,

5) Kommunernes Landsforening,

6) Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab,

7) De Samvirkende Invalideorganisationer,

8) Foreningen af Statsamtmænd,

9) Praktiserende Lægers Organisation,

10) Den Sociale Sikringsstyrelse, og

11) Socialministeriet.

Kapitel 12

Statistik, analyse, information m.v. § 82. Kommunen, amtskommunen og de sociale nævn har pligt til at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v., som socialministeren anmoder om.

§ 83. Kommuner og amtskommuner giver Socialministeriet oplysninger om beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på det sociale område, herunder om de mål, som de har sat for udviklingen.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen har pligt til at medvirke til temaplanlægning, i kommunepaneler samt til at skaffe uddybende oplysninger om udviklingen på særlige områder.

§ 84. Socialministeren kan fastsætte regler om omfanget af oplysninger, jf. §§ 82 og 83, og om hvordan de skal ajourføres og indsendes.

Kapitel 13

Regnskabsaflæggelse, revision m.v. § 85. Socialministeren fastsætter regler om anvisning af refusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 2. Socialministeren kan efter forhandling med de kommunale organisationer fastsætte regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter i forbindelse med ydelser til personer under 67 år og personer, der er fyldt 67 år.

§ 86. Socialministeren fastsætter regler om, hvem der skal betale udgifter til lægeerklæringer, transport m.v., som en myndighed pålægger en ansøger, når disse udgifter ikke kan betales efter anden lovgivning.

Kapitel 14

Råd m.v. § 87. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål. Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning og opgaver.

Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter regler om fortrinsadgang til visse offentligt regulerede beskæftigelser for personer, der på grund af invaliditet har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked.

§ 88. Socialministeren nedsætter et Børneråd, der skal arbejde på at sikre børns rettigheder samt informere og rådgive om børns forhold i samfundet. Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning og opgaver.

Kapitel 15

Ikrafttræden m.v. § 89. Loven træder i kraft den 1. januar 1999.

Stk. 2. Revaliderings- og pensionsnævnene nedlægges den 31. december 1998. Sager efter §§ 14, stk. 1 og 2, 16 og 18 i lov om social pension samt efter §§ 43 og 58 i lov om social bistand, som kommunerne har givet indstilling i til nævnene, og som ikke er afgjort af revaliderings- og pensionsnævnene senest denne dato, overgår til de sociale nævn, der er nedsat efter denne lovs § 44. Sager vedrørende kommunale afgørelser, som er indbragt for nævnene, og som ikke er afgjort senest på denne dato, overgår ligeledes til de sociale nævn. Sagerne afgøres og kan påklages efter reglerne i lov om social pension og i lov om social bistand som gældende indtil den 1. januar 1999. Funktionsperioden for formanden for og medlemmerne af revaliderings- og pensionsnævnene ophører den 31. december 1998.

Stk. 3. De sociale ankenævn nedlægges den 31. december 1998. De sager, der ikke er afgjort senest denne dato, overgår til de sociale nævn til afgørelse. Sagerne afgøres og kan påklages efter de hidtidigt gældende regler. Funktionsperiode for formanden for og medlemmerne af de sociale ankenævn ophører den 31. december 1998.

Stk. 4. Funktionsperioden for medlemmerne af de sociale nævn, jf. denne lovs § 44, vil første gang være fra den 1. januar 1999 til den 30. juni 2002.

Stk. 5. Dagpengeudvalget, jf. § 33 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, nedlægges den 31. august 1999. Funktionsperioden for formanden og medlemmerne ophører samme dato.

Stk. 6. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har overladt til en selvejende institution med overenskomst med kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. § 9, stk. 2, i lov om social bistand, bevares efter de hidtil gældende regler.

§ 90. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

De almindelige bemærkninger indeholder følgende afsnit:

1. Baggrund

2. Formål, forholdet til forvaltningsloven og offentlighedsloven samt hovedtræk

3. Regler om borgernes indflydelse, tidlig helhedsindsats m.v.

3.1. Krav om hurtig behandling

3.2. Medindflydelse

3.2.1. Borgerens eget ansvar

3.2.2. Respekt for borgeren

3.2.3. God dialog giver øget forståelse

3.2.4. Tillid til og valg af sagsbehandler

3.2.5. Myndighederne har pligt til at sikre et godt afgørelsesgrundlag

3.2.6. Krav til administrationen

3.2.7. Lokale retningslinier

3.2.8. Serviceinformation

3.3. Først-gangs-visitation, kvalificeret vurdering efter 8 uger

3.4. Helhedsvurdering

3.5. Oplysning om andre muligheder for hjælp

3.6 Oplysninger, der er nødvendige for at afgøre sagen

4. Information, brugerindflydelse og kvalitetskontrol som baggrund for den enkelte borgers forhold og rettigheder

5. Koordinationsudvalg i kommunerne

6. Om klage m.v.

6.1. Et enstrenget ankesystem og et nyt socialt nævn

6.2. Nye muligheder for at klage

6.3 Ankemyndighedernes adgang til at efterprøve skønsmæssige afgørelser

6.4. Ophævelse af straffebestemmelserne

7. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets pligt til at føre tilsyn

8. Tilsyn med kommuner og amtskommuner

8.1. Det almindelige tilsyn med kommunerne

8.2. Folketingets Ombudsmand

8.3. Socialministeriets ressorttilsyn

8.4. Socialministeriets finansielle tilsyn

8.5. Indenrigsministeriets forslag om forvaltningsrevision

9. Koordinering af praksis m.v.

9.1. Den Sociale Ankestyrelses opgaver med vejledning og koordinering af praksis og sammensætning af Det Centrale Koordinationsudvalg

9.2. De sociale nævns vejledningsopgaver og koordinering af praksis

10. Fortsat udvikling

11. Økonomiske konsekvenser

12. Administrative konsekvenser

13. Erhvervs- og miljømæssige konsekvenser

14. Forholdet til EU-retten

1. Baggrund

Dette lovforslag fremsættes samtidig med forslag om, at bistandsloven - som et led i en fornyelse og modernisering - bliver opdelt i to nye love: Lov om aktiv socialpolitik og lov om social service.

Samtidig med, at bistandsloven er blevet revideret, er de generelle regler om den sociale administration og struktur også blevet gennemgået.

Der er herved taget udgangspunkt i anbefalingerne fra Førtidspensionsudvalg II, 1. delrapport, som handler om sagsbehandling, visitation m.v.

Udvalget har bl.a. anbefalet, at det forebyggende sociale arbejde styrkes, og at der lægges vægt på tværfaglighed i de kommunale forvaltninger, kontinuitet i sagsbehandlingen og tidlig opfølgning.

Udvalget foreslog også, at den instans, der har kontakt til borgeren, skal have mulighed for at træffe sin afgørelse ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. Det betyder bl.a, at sager om hjælp skal behandles i forhold til hele den sociale lovgivning, og at ankesystemet bør være enstrenget, således at en ankemyndighed kan afgøre sager ud fra en vurdering i forhold til alle regler og muligheder på det sociale område.

Udvalget anbefalede også, at kommunerne får et socialt koordinationsudvalg.

Anbefalingerne fra Førtidspensionsudvalg II, 1. delrapport drejer sig dels om forhold, som forudsætter lovændringer, dels om initiativer, som først og fremmest handler om den måde, som kommuner og amter prioriterer og tilrettelægger arbejdet på.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder derfor lovændringer, som Førtidspensionsudvalg II har peget på, og regler om sagsbehandling m.v., som giver de sociale myndigheder mulighed for at følge op på de anbefalinger fra udvalget, som ikke forudsætter ændret lovgivning, fx om at lægge mere vægt på den forebyggende indsats og helhedsbedømmelser.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kan derfor ikke stå alene, og dens intentioner skal følges op af lokale beslutninger og prioriteringer.

Som et led i at forbedre administrationen af sociale sager samarbejder Socialministeriet med de kommunale organisationer om et »socialforvaltningsprojekt«. Projektet går ud på at skabe et bedre grundlag for de lokale beslutninger og prioriteringer, som skal udfylde de rammer for sagsbehandlingen, som lov om retssikkerhed og administration på det sociale område giver.

2. Formål, forholdet til forvaltningsloven og offentlighedsloven samt hovedtræk

Formålet med en lov om retssikkerhed og administration på det sociale område er at give borgerne bedre mulighed for aktivt at medvirke og få indflydelse, når de sociale myndigheder behandler deres sag, og at styrke borgernes retssikkerhed.

Loven fastlægger grundlæggende regler for, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne. Der skal lægges vægt på, at borgerne får en helhedsorienteret sammenhængende hjælp, hvor administrationen er særlig opmærksom på gevinsterne ved en tidlig forebyggende indsats, herunder også i forhold til arbejdsmarkedet.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område giver også en samlet beskrivelse af, hvordan den sociale administration er opbygget, fx udvalg under kommuner og amter og klagesystemet, der efter forslaget bliver enstrenget.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samler således en række regler fra det sociale område, som handler om borgernes rettigheder, krav til hvordan sagerne skal behandles, opbygningen af den sociale administration m.v.

Disse regler findes i dag en række forskellige steder: i de enkelte sociale love, i den sociale styrelseslov, i ankestyrelsesloven. Reglerne findes også i cirkulærer fra bistandslovens ikrafttræden i 1976 og i forretningsordnerne for de sociale nævn og Ankestyrelsen.

Dertil kommer de regler, som kan udledes af praksis, udtalelser fra Folketingets Ombudsmand, Justitsministeriet, Indenrigsministeriet og Socialministeriet.

Reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal ses i sammenhæng med de enkelte sociale love, hvor der kan være regler, som knytter sig til de sager, som den pågældende lov handler om. Fx er der i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område de almindelige regler om adgangen til at få en sag efterprøvet af de sociale ankemyndigheder, men der kan i den enkelte sociale lov været fastsat regler, der fraviger reglerne i administrationsloven.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal også ses i sammenhæng med både forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen.

Forvaltningsloven skal bruges af administrationen/den offentlige myndighed, når den træffer en afgørelse, der stifter ret eller pligt for en part, som på det sociale område typisk er borgeren/ansøgeren.

Der er i forvaltningsloven bl.a regler om aktindsigt, partshøring, begrundelse, inhabilitet, tavshedspligt, vejledning og klagevejledning.

Offentlighedsloven skal altid bruges af administrationen/den offentlige myndighed, når den behandler en sag, selv om sagen ikke medfører, at der træffes en afgørelse, der stifter ret eller pligt over for en enkelt borger.

Det fremgår bl.a. af offentlighedsloven, at administrationen har pligt til at nedskrive mundtlige oplysninger, der har betydning for at afgøre en sag.

Kapitel 2 indeholder forslag, som ikke alle er nye, men som fastlægger nogle væsentlige principper i forhold til borgerne:

* kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt; det bliver en pligt at give borgeren besked, hvis der ikke kan træffes en afgørelse inden for en frist, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet selv fastsætter

* borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag

* kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning

* hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal hjælpen tidligt i forløbet tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt

* senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse, skal kommunen foretage en kvalificeret vurdering af sagen (kvalificeret 1.vurdering)

* ansøgeren skal skriftligt have besked om afgørelser ved den kvalificerede 1.vurdering

I kapitel 3 samles regler om handlekommune (opholdskommune), således at reglerne herom bliver ens for de sociale love. Hovedreglen bliver, at det er den kommune, som borgeren opholder sig i, som har pligten til at give hjælp.

Desuden samles reglerne om borgernes pligt til at give oplysninger m.v. Der er - med sproglige moderniseringer - i alt væsentlighed tale om at samle og videreføre regler, som allerede findes i bistandsloven, i lov om social pension m.v.

Fordelen ved at samle disse regler er, at såvel borgeren som myndighederne kun skal se et sted for at få et overblik over, hvad der særligt gælder om behandlingen af sager på det sociale område.

Kapitel 4 handler om kommunens opgaver, og det præciseres, at kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, og at dette tilsyn omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, som opgaverne konkret bliver udført på.

Kapitel 4 indeholder også bestemmelserne om de udvalg, der skal være under kommunerne.

Det gælder udvalget, som behandler sager om hjælp til enkeltpersoner, og det gælder børn og unge-udvalget, der træffer afgørelse om tvangsmæssige foranstaltninger for børn og unge.

Det er nyt, at kommunerne får pligt til at have et koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats. Dette forslag har som forudsætning, at kommunerne får kompetence til at tilkende alle former for førtidspension. Koordinationsudvalget skal rådgive kommunen om dens arbejdsmarkedsrettede indsats.

Koordinationsudvalget skal bredt følge indsatsen, der særligt retter sig mod at få personer tilbage til arbejdsmarkedet. Det gælder bl.a. aktivering, revalidering og opfølgning af sager om sygedagpenge. Et særlig vigtigt aspekt i denne forbindelse er at udnytte mulighederne for at tilbyde beskæftigelse på særlige vilkår, fx skånejob med tilskud.

Forslaget er også et led i at opprioritere den generelle forebyggende indsats i forhold til arbejdsmarkedet, og forslaget ligger på linie med de seneste ændringer om tidlig opfølgning i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, samt kampagnen for virksomhedernes sociale ansvar.

Reglerne i bistandsloven om ældreråd og klageråd føres med sproglige justeringer uændret videre. Det gælder også kommunernes pligt til at sikre, at der er forældrebestyrelser ved dagtilbud til børn. De nærmere regler om forældrebestyrelser findes i lov om social service.

Kapitel 5 handler om amtskommunens opgaver, hvor det præciseres, at Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de amtskommunale opgaver løses, og at dette tilsyn omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, som opgaverne udføres på.

Amtskommunernes pligt til at have et udvalg, der behandler sager om enkeltpersoner, videreføres. Det gælder også gældende regler om amtslige brugerråd, der kan rådgive amterne og Københavns og Frederiksberg Kommuner i sager om handicappolitik. Det foreslås, at de amtslige brugerråd efter regler fastsat af socialministeren kan behandle klagesager efter §§ 69 og 70, jf. § 79 i lov om social service.

Kapitel 6 samler regler, der gælder både for kommuner og amter. Disse myndigheders pligt til at samarbejde bliver præciseret.

Forslaget i § 43, stk. 1, betyder, at kommunen eller amtskommunen, når den betaler for at få opgaver udført, har pligt til at overveje, om det økonomiske arrangement indeholder mulighed for en formuedannelse og i givet fald tage stilling til, hvordan det offentlige får indflydelse på formuens senere anvendelse. Der henvises til bemærkningerne til bestemmelsen.

I dag kan det have betydning i forhold til reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven, om en opgave udføres af en myndighed eller private. Offentlige myndigheder og selvejende eller private institutioner med overenskomst med en kommune eller en amtskommune er omfattet af de 2 love. En række andre private organisationer m.fl. er derimod ikke omfattet af forvaltningslovene. Der er derfor forskellig retstilstand både med hensyn til fx aktindsigt, høringsret og notatpligt og med hensyn til indhentelse og videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner. Det betyder fx, at reglerne om adgangen til at indhente og videregive oplysninger er forskellige, alt efter om der er tale om en kommunal pasningsordning for børn, en selvejende institution, eller en puljeordning.

Det foreslås derfor at sikre samme retstilstand på de forskellige former for tilbud. Der henvises til forslaget til § 43, stk. 2 og 3. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres.

I forbindelse med kapitlet om fælles regler for kommunerne og amtskommunerne er der grund til at gøre opmærksom på, at der i bistandsloven er en særlig kompetenceregel, som ikke foreslås videreført.

Det drejer sig om bistandslovens § 9, stk. 2, som giver mulighed for, at en kommunalbestyrelse eller et amtsråd kan overlade beføjelser til at træffe afgørelser til en selvejende institution. Det er en forudsætning, at der er sammenhæng mellem afgørelserne og den virksomhed, som den selvejende institution udfører for kommunen eller amtskommunen. Bistandslovens § 9, stk. 2, kom ind i loven ved lov nr. 400 af 6. juni 1991.

Ved afgørelser forstås retsakter (forvaltningsakter), d.v.s. afgørelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret til i et konkret tilfælde, fx afgørelser om tildeling af hjemmehjælp.

Reglen handler kun om mulighederne for at delegere kompetence til at træffe afgørelser. Den handler således ikke om faktisk forvaltningsvirksomhed, fx at udføre hjemmehjælp.

Begrundelsen for bistandslovens § 9, stk. 2, var, at plejehjem, der var selvejende institutioner, skulle have mulighed for at drive integrerede ordninger, d.v.s. fælles administration og personale for hjemmehjælp til udeboende og omsorg/pleje af plejehjemsbeboere.

Denne generelle adgang til at delegere afgørelseskompetence til en selvejende institution er ikke videreført i administrationsloven. Det skyldes, at når det drejer sig om at tildele eller fratage borgere hjælp, så bør det være myndighedens egne ansatte, som på myndighedens vegne træffer afgørelsen.

Et ansættelsesforhold mellem myndigheden og den, som træffer afgørelsen, giver den bedste sikkerhed for, at myndigheden kan kontrollere, at afgørelserne følger den linie, som myndigheden har besluttet, at der skal være for fx tildeling af hjemmehjælp. Dertil kommer, at myndigheden i kraft af de almindelige arbejdsgiverbeføjelser umiddelbart kan styre den ansattes handlinger, herunder også direkte gribe korrigerende ind, hvis der måtte være grund til dette.

De beføjelser, som er delegeret efter den gældende regel i § 9, stk. 2, i lov om social bistand, bevares efter de hidtil gældende regler. Der henvises til forslagets § 89, stk. 6.

Kapitlerne 7 til 10 drejer sig om klagereglerne.

Forslaget bygger på et enstrenget ankesystem med det sociale nævn som første klageinstans og Den Sociale Ankestyrelse som anden klageinstans, når sagen har principiel eller generel betydning.

Dagpengeudvalget, det sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnet nedlægges, og i stedet for bliver de nye sociale nævn første klageinstans.

Det er videre således, at lov om retssikkerhed og administration på det sociale område fastlægger hovedreglerne for klage. Der kan på særlige områder være undtagelser, og disse er i så fald hjemlet i den lov, som regulerer området.

I kapitel 7 findes reglerne om de sociale nævn, som behandler klager over afgørelser, der er truffet af kommunen og amtskommunen.

I kapitel 8 lovfæstes det, at Den Sociale Sikringsstyrelse er sekretariat for Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner, og at styrelsen varetager de opgaver, som efter lovgivningen er henlagt til styrelsen.

Kapitel 9 indeholder reglerne om den Sociale Ankestyrelse.

Kapitel 10 handler om almindelige klageregler.

Det bliver efter forslaget obligatorisk, at den myndighed, som har truffet en afgørelse, der klages over, har pligt til at genvurdere sagen, inden den sender sagen videre til klagemyndigheden.

Med forslaget til § 69 sker der også den præcisering, at det sociale nævn og Ankestyrelsen kun kan tilsidesætte det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen, når der foreligger særlige omstændigheder.

Ændringen skal ses i sammenhæng med den praksis, der har udviklet sig i ankeinstanserne siden § 15, stk. 5, i 1992 kom ind i bistandsloven. Den foreslåede formulering svarer således til gældende ret, og med forslaget bliver bestemmelsen generel, d.v.s. at den gælder for alle de sociale love.

Der henvises til afsnit 6.3.

Kapitel 11 fastsætter regler om koordinering af praksis.

Det nye er her, at foruden Ankestyrelsen får de sociale nævn også opgaver med at sikre, at praksis er i overensstemmelse med gældende ret. Praksiskoordineringen omfatter afgørelserne og eventuelle åbenbare sagsbehandlingsfejl. Der henvises herved til afsnit 9.

Det Centrale Koordinationsudvalg, der er rådgivende over for Ankestyrelsen og kommunerne, videreføres med en lidt ændret sammensætning.

Kapitel 12 og 13 samler gældende regler for kommunernes og amtskommunernes pligt til at bidrage til statistik, analyse, information, og om regnskabsaflæggelse og refusion.

Endelig indeholder Kapitel 14 reglerne om Det Centrale Handicapråd, som videreføres uændret. Endvidere foreslås det, at Børnerådet lovfæstes.

3. Regler om borgernes indflydelse, tidlig helhedsindsats m.v.

3.1. Krav om hurtig behandling

Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt, jf. forslaget til § 3. Dette svarer til god forvaltningsskik, som det er fundet hensigtsmæssigt at lovfæste.

I en del sager kan der imidlertid være brug for at få omfattende og tidskrævende oplysninger og vurderinger frem for at kunne træffe en afgørelse. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt, at der fastsættes en generel frist for, hvornår der skal foreligge en afgørelse.

Men borgerne har et rimeligt krav om at få besked, hvis det trækker ud med en afgørelse.

Det foreslås derfor, at kommuner eller amtskommuner får pligt til at give borgeren besked, hvis der ikke kan træffes en afgørelse inden for en generel frist, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet selv fastsætter. Det er således en lokal politisk afgørelse at fastsætte fristen.

Reglen i § 3 gælder i de tilfælde, hvor resultatet af myndighedens behandling vil munde ud i en afgørelse, som kan indbringes for de sociale nævn.

Fristen - og dermed kravet om at give skriftlig besked, hvis fristen ikke kan overholdes - gælder således ikke ved beslutninger om faktisk forvaltningsvirksomhed også kaldet bistandsudøvelsen, jf. herom i bemærkningerne til § 3.

Det betyder, at § 3 ikke regulerer den hjælp, som en person fx modtager i et botilbud efter lov om social service (tidligere § 112-institutioner i bistandsloven). Den dagligt udførte hjælp i form af omsorg, pleje m.v. i disse botilbud har således karakter af beslutninger, og der er ikke tale om afgørelser, der kan efterprøves af det sociale nævn.

Men hvis en sådan beboer søger om en konkret form for hjælp, fx om at flytte til et botilbud i en anden kommune, vil behandlingen af ansøgningen munde ud i en afgørelse, som beboeren i givet fald kan få efterprøvet i det sociale nævn; derfor gælder reglen i § 3, d.v.s at beboeren skal have besked, hvis myndigheden ikke kan træffe afgørelse inden for den frist, som den selv har fastsat.

3.2 Medindflydelse

Meget væsentlige forudsætninger for et godt samspil mellem borgeren og forvaltningen handler om forhold, som ikke kan reguleres direkte ved lovbestemmelser. Det drejer sig fx om en god dialog mellem borgeren og sagsbehandleren og om at behandle borgerne hensynsfuldt.

Men lovregler kan på visse punkter understøtte bestræbelserne for, at myndighederne gør, hvad der er muligt for at få en god kvalitet i sagsbehandlingen.

Dette gælder med hensyn til at give borgerne mulighed for aktivt at deltage, når deres sag behandles. Det fremgår af § 4, som er et udtryk for god forvaltningspraksis, og er derfor ikke udtryk for noget helt nyt. Men princippet er så vigtigt, at det bør kunne læses direkte i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Formuleringen - borgeren skal have mulighed for at medvirke - dækker nemlig over nogle grundlæggende aspekter og hensyn, som fortsat er aktuelle og vigtige at få præciseret.

Borgernes medindflydelse har forskellige facetter, og nogle af de centrale punkter er samlet under de følgende overskrifter.

3.2.1.Borgerens eget ansvar

Fordi borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, er det en logisk konsekvens, at borgeren naturligvis inddrages og har indflydelse på sin egen sag. Myndigheden bør ikke overtage ansvaret og borgeren opleve, at der handles hen over hovedet på ham eller hende.

3.2.2.Respekt for borgeren

Respekt for borgeren som person drejer også om den måde, som den konkrete sag takles på.

Det har fx betydning, at sagsbehandleren fremlægger faglige vurderinger i samarbejde med borgeren for at opnå sammenhæng mellem på den ene side borgerens liv og opfattelse af sin egen situation og på den anden side den faglige vurdering af de oplysninger, der er i sagen, og de handlemuligheder, som lovgivningen giver.

Det er nødvendigt at få denne sammenhæng frem, fordi de konkrete afgørelser om hjælp ofte forudsætter, at borgeren selv sætter sig nogle mål og træffer sine egne beslutninger, som skal støtte målet og hensigten med den hjælp, som myndigheden giver.

3.2.3. God dialog giver øget forståelse

En grundlæggende forudsætning for medindflydelse er en god dialog og en åben og gennemskuelig beslutningsproces.

Det har betydning for, at borgeren kan føle sig tryg ved resultatet. For når borgeren er klar over, at hans eller hendes synspunkter har været taget i betragtning, og borgeren kender myndighedens begrundelse for afgørelsen, er den lettere at acceptere, selv om den ikke svarer til borgerens forventninger.

Det er derfor vigtigt, at grundlaget for en afgørelse formidles på en klar og forståelig måde. En formel begrundelse eller en henvisning til generelle forhold vil i mange tilfælde ikke være tilstrækkelig. Det vil snarere kunne virke som en opfordring til borgeren om at bruge sine muligheder for at klage i stedet for at prøve at forstå, hvorfor afgørelsen er, som den er.

Det gælder navnlig, hvis myndigheden og borgeren vurderer forholdene forskelligt. I sådanne pressede situationer kan der ofte opstå forvirring og uklarhed. Omhyggeligt begrundede faglige vurderinger er et godt middel til at undgå yderligere uklarhed og usikkerhed, og er med at gøre det klart, hvad sagens kerne er.

3.2.4. Tillid til og valg af sagsbehandler

Borgerens dialog med forvaltningen handler også om, at borgeren kommer i kontakt med en eller nogle ganske få personer, som borgeren skal etablere et samspil med. Der tale om et møde, hvor de personlige relationer kan betyde meget for en tillidsfuld dialog, som navnlig er vigtig i de lidt mere alvorlige sager.

Kommunen og amtskommunen bør være opmærksomme på disse ikke-rationelle personlige individuelle forudsætninger, og myndighederne bør derfor være imødekomne over en borger, der ønsker en anden sagsbehandler, eller som ønsker at undgå en bestemt sagsbehandler.

Hvor det er muligt, bør der derfor inden for rimelige grænser være mulighed for at vælge sin sagsbehandler.

3.2.5. Myndighederne har pligt til at sikre et godt afgørelsesgrundlag

En offentlig myndighed har - i modsætning til borgeren - som udgangspunkt de bedste muligheder for at skaffe grundlaget for en afgørelse. Det følger derfor af almindelige forvaltningsretlige principper, at myndigheden har pligt til at sørge for, at sagen bliver oplyst og behandlet på den måde, som er bedst for borgeren. Men dette bør ikke ske hen over hovedet på borgeren.

Et aspekt af medindflydelse drejer sig derfor om, at myndigheden skal informere om de almindelige muligheder for at få hjælp efter den sociale lovgivning, om hvordan borgeren kan få indflydelse på sagsgangen, om ret til at få skriftlige begrundelser for afgørelserne, oplysninger om klagemuligheder, og om den adgang, som myndigheden har til at indhente oplysninger.

Kommunerne bør i denne forbindelse også regelmæssig og mindst en gang om året orientere borgeren om den gæld - tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, forskudsvise udlagte børnebidrag osv. - vedkommende eventuelt måtte have til kommunen på det sociale område.

3.2.6. Krav til administrationen

Det fremgår af § 4, at kommunen og amtskommunen skal tilrettelægge sin administration på en sådan måde, at borgeren kan udnytte sin mulighed for at få indflydelse. Bestemmelsen giver en overordnet ledetråd for, hvordan en kommune eller amtskommune konkret skal tilrettelægge arbejdet.

Det er kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, som ud fra egne politiske prioriteringer og muligheder afgør, hvordan deres administration bedst kan indrettes således, at borgerne aktivt kan medvirke.

3.2.7. Lokale retningslinier

I en række tilfælde fastsætter kommunalbestyrelsen eller amtsrådet lokale retningslinier og rammer for, hvordan deres administration skal behandle visse sager. Sådanne retningslinier er bl.a. nødvendige for at sikre, at forvaltningen administrerer reglerne efter ensartede principper.

Disse interne retningslinier er efter offentlighedsloven altid undergivet aktindsigt, men for at bruge disse regler skal borgeren selv være aktiv.

Det bør ikke være nødvendigt, idet borgerne altid bør have adgang til at få oplysning om sådanne retningslinier, og sagsbehandleren bør give en korrekt og fyldestgørende begrundelse herfor. Hvis borgeren ikke får disse informationer, vil det være meget svært for borgeren at forstå myndighedens handlemåde og afgørelser, og det vil være vanskeligt for borgeren aktivt at kunne medvirke til at opnå formålet med hjælpen.

3.2.8. Serviceinformation

Et vigtigt element i forbindelse med medindflydelse er den serviceinformation, som myndighederne har pligt til at udarbejde efter den kommunale styrelseslov. Der henvises herved til afsnit 4 nedenfor.

3.3. Først-gangs-visitation, kvalificeret vurdering efter 8 uger

Nogle borgere vil have behov for hjælp i en kortere periode, og der er derfor ikke brug for en dyberegående kortlægning af borgerens sociale situation.

I sådanne tilfælde bør hverken borgeren eller myndigheden bruge mere tid end nødvendigt; det vil sige, at sagsbehandlingen skal koncentreres om at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at kunne give den rigtige kortvarige hjælp. Men så heller ikke mere.

I andre tilfælde er det allerede fra første færd oplagt, at der bliver behov for hjælp i en længere periode. Her er det vigtigt, at myndigheden tidligt i forløbet - sammen med den, som det handler om - foretager en nøjere vurdering og kortlægning af problemer og muligheder.

Visitationen ved første henvendelse fra en borger skal således på engang tage hensyn til

* at mange sociale sager er enkle i den forstand, at ansøgeren kun i kort tid har brug for hjælp, og

* at det i andre tilfælde er vigtigt at sætte tidligt ind i de alvorligere sager.

Der er altså brug for, at visitationen ikke er unødigt ressourcekrævende i forhold til de enkle sager samtidig med, at de alvorligere tilfælde tidligt samles op. For at sikre dette, foreslås der i § 7, en regel om, at senest efter 8 uger skal kommunen eller amtskommunen have foretaget en kvalificeret helhedsvurdering af situationen. Der henvises herved til bemærkninger til § 7.

Princippet om en første kvalificeret vurdering senest efter 8 uger skal være generel for alle de sociale love. Reglerne om, hvordan kommuner senere skal følge op i sagerne, vil fremgå af de enkelte sociale love, fx i lov om aktiv socialpolitik, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel m.v.

3.4. Helhedsvurdering

Det er af stor betydning, at hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. Derfor foreslås det i § 5, at kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt og ikke kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om.

Bestemmelsen betyder således, at myndigheden skal behandle sagen ud fra andre muligheder, selv om en borger ansøger om en bestemt form for hjælp. I en række tilfælde vil det naturligvis ikke være aktuelt at gennemgå samtlige muligheder. Hvis en person ansøger om et konkret hjælpemiddel, fx et høreapparat, er det oplagt, at det, som myndigheden skal undersøge, er, om ansøgeren opfylder betingelserne for et hjælpemidlet. Det samme vil være tilfældet, hvis en person søger om hjælp til forsørgelse, og der ikke er noget, som tyder på, at pågældende har andre problemer end ledighed. I sådanne tilfælde skal kommunen ikke overveje andre muligheder. Kommunen behøver således ikke at dokumentere dette yderligere.

Men søger en person om hjælp til forsørgelse, og er der andre problem er end ledighed, kan sagen stille sig anderledes. Kommunen kan ikke nøjes med at behandle en ansøgning om førtidspension i forhold til reglerne i lov om social pension. Kommunen skal også se på andre muligheder for at løse behov for hjælp, fx i forhold til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik: aktivering, revalidering, skånejob med tilskud og førtidspension.

Det kan i visse tilfælde betyde, at der vil gå en vis tid med at få sagen afklaret, inden kommunen kan træffe beslutning om, hvorvidt behovet for hjælp til forsørgelse muligvis bedre afhjælpes ved tilbud om revalidering eller måske et tilbud om et skånejob.

Her følger det af forslaget til § 7, at kommunen senest efter 8 uger har pligt til at tage stilling til, i hvilken retning hjælpen skal gå. Skal der satses på uddannelse og hjælp til revalidering? Eller er ansøgerens situation sådan, at der ikke er en rimelig udsigt til, at uddannelse vil forbedre ansøgerens chancer for at forsørge sig selv?

Hvis kommunen mener, at der skal arbejdes på at få afklaret mulighederne for revalidering, vil der være tale om en afgørelse, der kan indbringes for det sociale nævn.

3.5. Oplysning om andre muligheder for hjælp

Myndigheden skal så vidt muligt også oplyse borgeren om de muligheder for hjælp, der findes uden for eller i tilknytning til den offentlige hjælp.

Det kan fx være rådgivning i statsamtet vedrørende familieretlige sager eller skifteretten vedrørende gældssanering.

Det kan også være hjælp fra frivillige sociale organisationer, foreninger og andre, som borgeren skønnes at kunne modtage hjælp fra i den konkrete situation. I andre tilfælde kan borgeren få glæde af, at der samarbejdes med en boligforening eller en virksomhed.

3.6 Oplysninger, der er nødvendige for at afgøre sagen

I §§ 10 til 12 fastsættes regler, der drejer sig om at skaffe oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelserne. Der er - med sproglige justeringer - tale om at videreføre regler, som findes i bistandsloven, lov om social pension m.v.

Det gælder med hensyn til, at en ansøger har pligt til at medvirke til at få de nødvendige oplysninger frem ( § 10 ), at en myndighed kan kræve, at andre myndigheder eller personer giver oplysninger ( § 12 ), og at man har pligt til at oplyse om ændringer, der har betydning for hjælpen, når man modtager hjælp ( § 11 ).

Det understreges i § 12, at også når en myndighed efter reglerne har ret til uden samtykke at skaffe oplysninger fra andre, skal myndigheden forsøge at få et samtykke fra den, som oplysningerne handler om. Der kan imidlertid være situationer, hvor myndigheden har brug for oplysningerne, men er klar over, at samtykke ikke vil blive givet. Det kan fx være i børnesager eller uansøgt førtidspension, hvor det er nødvendigt for myndigheden at træffe en afgørelse og dermed nødvendigt at indhente de relevante oplysninger. I disse tilfælde må myndigheden se bort fra ønsket om i videst muligt omfang at indhente samtykke.

I relation til § 12 er der den præcisering, at myndighederne ikke kan nøjes med generelt at oplyse modtagerne om deres oplysningspligt. Modtagerne af hjælp skal også have at vide, hvilke typer af forandringer der kan være relevante, fx ændringer i økonomiske forhold og ægteskabelige forhold.

I forbindelse med reglerne om oplysninger kan det fremhæves, at det har stor betydning, at borgeren forstår formålet med oplysningerne og konstruktivt bidrager med oplysninger. Indsamling af oplysninger må derfor ske ud fra en åben dagsorden, som både myndigheden og borgeren har kendskab til for at sikre, at borgeren har mulighed for at forvisse sig om, at de oplysninger, som borgeren synes er relevante, kan blive taget i betragtning. Der kan herved henvises til afsnit 3.2.3.

4. Information, brugerindflydelse og kvalitetskontrol som baggrund for den enkelte borgers forhold og rettigheder

I de senere år har åbenhed og synlighed om de kommunale og amtskommunale ydelser fået stadig større opmærksomhed.

Ved en ændring af den kommunale styrelseslov pr. 1. september 1995 fik kommunalbestyrelser pligt til mindst hvert andet år overfor kommunens borgere at redegøre for indholdet og omfanget af de væsentligste kommunale ydelser, der tilbydes eller vil blive tilbudt kommunens borgere.

Redegørelsen skal også indeholde oplysninger om de mål, som kommunalbestyrelsen har sat for udviklingen på de pågældende områder. Det er forudsat, at de enkelte ministerier følger denne udvikling op på deres respektive ansvarsområder.

Baggrunden for ændringen af den kommunale styrelseslov er et ønske om at sikre, at borgerne i alle kommuner får en tilgængelig oversigt over, hvilke rammer og målsætninger kommunalbestyrelsen i deres kommune har sat for de kommunale serviceydelser.

Disse regler i den kommunale styrelseslov bevirker, at der ikke i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område er brug for nye regler om generel informationspligt for kommuner og amtskommuner. Men information til borgerne er et vigtigt led i at opnå formålene med administrationsloven, nemlig et bedre samspil mellem borger og forvaltning.

Borgerne forventer at få en generel viden om og et overblik over den kommune/amtskommune, som de bor i. Brugerne af de enkelte ydelser har ofte brug for en mere konkret viden. Det kan i sig selv forbedre effekten af indsatsen. Det kan også udrydde misforståelser, fx urealistiske forventninger om, hvad man kan få hjælp til. Det kan spare forvaltningerne og klagesystemet for sager.

Det forhold, at flere og flere kommuner og amtskommuner udarbejder information til borgere/brugere, fx i form af serviceinformation, servicedeklarationer, kvalitetsmål og redegørelser for formål og indhold af de væsentligste ydelser, giver borgerne/brugerne mulighed for at vurdere indhold og kvalitet af den lokale indsats. Dette er bl.a. væsentligt for, at borgerne kan få medindflydelse og reelle valgmuligheder. Det gælder også i forhold til deres mulighed for at deltage aktivt i den kommunalpolitiske debat om kommunens serviceniveau og om prioriteringen mellem de enkelte tilbud.

5. Koordinationsudvalg i kommunerne

I forslaget til kapitel 4 findes reglerne om de udvalg, der skal være i kommunerne.

Som noget nyt får kommunerne pligt til at have et koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats. Dette forslag hænger bl.a sammen med, at kompetencen til at tildele alle former for førtidspension flyttes til kommunen.

Forslaget om koordinationsudvalg er et led i at opprioritere den generelle forebyggende indsats over for borgere, der er i fare for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller som kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår.

Erfaringerne fra bl.a. kommunerne, som har gjort en ekstra indsat for at følge op i sager om sygedagpenge, viser, at der er mange positive effekter ved at samarbejde med bl.a. de faglige organisationer om at tilrettelægge et målrettet arbejde, hvor man tidligt går ind i sagerne for om muligt at få løst problemerne, inden de har bidt sig fast.

De foreløbige erfaringer fra de kommuner, der har fået overført den fulde tilkendelseskompetence i førtidspensionssager m.v. viser, at de lokale sociale koordinationsudvalg er kommet godt i gang og er gået ind i en konstruktiv dialog om udvalgenes og kommunernes opgaver. Desuden er der skabt en lokal debat og lokale kontakter/samarbejde om arbejdsfastholdelse, integration, skånejob m.v.

Det sociale koordinationsudvalg har endvidere i disse kommuner været medvirkende til, at der er sat særlig fokus på sygedagpengeområdet, herunder det vigtige i en tidlig opfølgning. Endvidere har udvalget medvirket til, at revaliderings- og aktiveringsområdet har fået større opmærksomhed.

Kommunens koordinationsudvalg kan ikke behandle enkelt-sager, men det skal være rådgivende over for kommunen med hensyn til arbejdsmarkedsrettede initiativer. Det gælder i forhold til, hvordan aktiveringen bedst tilrettelægges, hvordan revalidering kan bruges aktivt som led i at undgå førtidspensionering, hvordan der kan skaffes flere skånejob osv.

6. Om klage m.v.

Med forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område forenkles det sociale ankesystem. Samtidig medfører forslagene til lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, at der bliver klageadgang på områder, hvor der hidtil ikke har kunnet klages. De særlige straffebestemmelser i bistandsloven videreføres ikke.

Administrationsloven indeholder de generelle regler om klagemuligheder og om behandling af klagesagerne, samt reglerne om klageråd, jf. § 34.

Hvis der på enkelte områder gælder særlige regler, vil disse fremgå af den enkelte lov. Som eksempel kan nævnes, at der ikke er klageadgang over afslag på dagtilbud til børn.

6.1. Et enstrenget ankesystem og et nyt socialt nævn

Dette forslag hænger sammen med overvejelser om, at kompetencen til at tilkende alle typer af førtidspension udlægges til kommunen.

Kommunen vil herefter have kompetencen til at afgøre spørgsmål om alle forsørgelsesydelser efter den sociale lovgivning, d.v.s. udover førtidspension også om kontanthjælp/aktivering, revalidering m.v. Kommunen får hermed mulighed for at vurdere og afgøre de konkrete sager i forhold til alle muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning.

Efter de gældende regler, jf. nedenfor, er der forskellige ankeinstanser afhængig af, hvilken ydelse der er tilkendt eller givet afslag på. Det sociale ankenævn kan således i dag ikke behandle sager om sygedagpenge eller om pension, selv om en sag, der umiddelbart handler om revalidering, også indeholder vigtige aspekter i forhold til reglerne om dagpenge eller pension.

Ankeinstansen bør have samme mulighed som kommunen for at kunne helhedsvurdere sagerne ud fra alle muligheder i den sociale lovgivning. Derfor vil det være hensigtsmæssigt med et enstrenget ankesystem.

Det vil også medvirke til at nedsætte sagsbehandlingstiden, når en sag ikke længere kan risikere at vandre frem og tilbage mellem kommune og forskellige ankeinstanser, men at der kun er en ankeinstans, som kan tage stilling til hele sagen.

De gældende regler er i dag:

Dagpengeudvalget er sidste og eneste klageinstans i sager om sygedagpenge.

Revaliderings- og pensionsnævnet er 1. klageinstans for kommunale afgørelser om almindelig og forhøjet almindelig førtidspension.

Følgende afgørelser træffer nævnet som 1. instans:

1) afgørelser om mellemste og højeste førtidspension,

2) sager om bistands- og plejetillæg efter §§ 16-18 i lov om social pension,

3) sager om hjælp til etablering af selvstændig virksomhed efter bistandslovens § 43 (revalidering), og

4) sager om invalidebiler efter bistandslovens § 58.

Det sociale ankenævn er 1. klageinstans for øvrige kommunale afgørelser bortset fra sygedagpenge.

Amtskommunens afgørelser kan i dag indbringes for Ankestyrelsen som sidste administrative klageinstans.

Som det ses, er de gældende klageveje ikke ganske overskuelige, og systemet er ikke indrettet på, at ankeinstanserne i alle sager kan behandle alle sagens aspekter.

Forslaget går ud på, at der etableres et socialt nævn, der skal være ankeinstans på de områder, som revaliderings- og pensionsnævnet, det sociale ankenævn og Dagpengeudvalget hidtil har været ankeinstans på. Afgørelser, som træffes af amtskommunen, skal også kunne efterprøves af det sociale nævn.

Ændringen medfører,

at dagpengeudvalget nedlægges, og klager om afgørelser efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel skal behandles af det sociale nævn,

at revaliderings- og pensionsnævnet nedlægges, og sager, som nævnet har behandlet som 1. instans, overgår til kommunen eller amtskommunen. Nævnet skal heller ikke behandle sager om mellemste førtidspension m.v. som 1. instans,

at amtskommunens afgørelser, der i dag kan indbringes for Ankestyrelsen, i stedet skal indbringes for det sociale nævn.

Det sociale nævns afgørelse kan, hvis sagen har principiel eller generel betydning, efterprøves af Ankestyrelsen. Det svarer til de regler, der gælder i dag. I bemærkningerne er det præciseret, hvilke kriterier Ankestyrelsen skal lægge vægt på, når styrelsen beslutter, om en sag har principiel eller generel betydning. Der henvises til bemærkningerne til §§ 55 og 63.

Efter forslaget bliver klagevejen altså ens i sociale sager, uanset om det er en kommune eller en amtskommune, der har truffet afgørelsen. Det gælder også afgørelser om tildeling af invalidebil, som efter forslaget til lov om social service flyttes fra revaliderings- og pensionsnævnene til amtskommunerne.

Som følge af den ændrede ankestruktur foreslås det, at sammensætningen af medlemmer i det nye sociale nævn afspejler den nye ankestruktur ved at arbejdsmarkedets parter og amtskommunen bliver repræsenteret sammen med de hidtidige repræsentanter fra kommunerne og De Samvirkende Invalideorganisationer.

Der henvises til bemærkningerne til § 45 og § 48, stk. 2.

6.2. Nye muligheder for at klage

I det samtidigt fremsatte forslag til lov om aktiv socialpolitik bliver der som noget nyt klagemuligheder over, om et tilbud om aktivering er rimeligt. Det samme gælder kommunens afgørelser om godtgørelse under aktivering, idet klagemyndigheden her skal vurdere sagen ud fra de retningslinier, som kommunen har fastsat for godtgørelse.

Efter forslaget til lov om social service bliver der som noget nyt klagemuligheder i forbindelse med afgørelser om plejeorlov m.v. til pasning af døende.

Det foreslås, at reglerne om godtgørelse til pasning af alvorligt syge børn placeres i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, og der er ikke forslag om, at den gældende ankebegrænsning føres videre.

6.3. Ankemyndighedernes adgang til at efterprøve skønsmæssige afgørelser

I forslaget til § 69 formuleres en generel regel om det sociale nævns og Ankestyrelsens mulighed for i sociale sager at efterprøve de dele af en afgørelse, som bygger på et skøn.

Der er i dag i bistandsloven i § 15, stk. 5, en regel, som siger, at de sociale ankenævn og Ankestyrelsen kun kan tilsidesætte en kommunal skønsmæssig afgørelse, hvis skønnet er ulovligt eller åbenbart urimeligt. Denne bestemmelse trådte i kraft den 1. januar 1992.

I de øvrige sociale love, fx pensionsloven, findes der ikke en tilsvarende lovregel om klagemyndighedens adgang til at efterprøve skønnet.

Kontanthjælpsudvalgets rapport fra september 1994

Betydningen af reglen i bistandslovens § 15, stk. 5, har været behandlet i den første rapport fra Socialministeriets Kontanthjælpsudvalg.

I denne rapport redegøres der for, at Ankestyrelsens praksis ved bedømmelsen af skønsmæssige afgørelser har taget udgangspunkt i synspunkter, der svarer til den forvaltningsretlige teori. Ankestyrelsen efterprøver således selve sagsbehandlingen, sagsoplysningerne og det juridiske grundlag. Ankestyrelsen efterprøver også de kriterier, som kommunen har lagt til grund, herunder også hvordan disse er prioriteret og vægtet. Ankestyrelsen påser også, at lighedsgrundsætningen ikke er tilsidesat, og at der ikke ved afgørelsen forfølges ulovlige formål.

Kontanthjælpsudvalget konkluderede, at den måde, som Ankestyrelsen efterprøver skønsmæssige afgørelser ud fra reglen i bistandslovens § 15, stk. 5, svarer til den efterprøvelse, som domstolene og ombudsmanden foretager af skønsmæssige afgørelser.

På baggrund af bl.a. Ankestyrelsens praksis på området ville udvalget ikke foreslå bestemmelsen ophævet. Udvalget konstaterede, at der har været usikkerhed om rækkeviden af bestemmelsen. Der var i følge udvalget forhold, der pegede på, at nævnene havde følt sig begrænset i deres kompetence til at gå ind i de kommunale afgørelser og dermed været tilbageholdende hermed, uanset at afgørelserne ikke udelukkende beroede på et skøn.

Udvalget foreslog derfor, at der blev udsendt en vejledning om de forvaltningsretlige begrænsninger i skønsudøvelsen, og at en sådan vejledning rettede sig mod både de kommunale myndigheder og klageinstanserne.

Domstolenes og ombudsmandens praksis

Det er i grundlovens § 63 bestemt, at domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser, dvs. at der er domstolskontrol med forvaltningen også, når forvaltningen udøver et skøn.

Rækkevidden af denne bestemmelses betydning er fastlagt gennem domstolenes praksis og fx i den måde, som Ombudsmanden vurderer de skønsmæssige dele i de sager, som Ombudsmanden behandler.

Praksis er, at når der i en afgørelse indgår skøn, så efterprøver domstolene og Ombudsmanden om den myndighed, hvis afgørelse er til bedømmelse, har udøvet skønnet lovligt.

Heri indgår navnlig, om sagens faktiske omstændigheder er rigtige, om der eventuelt er taget hensyn til ulovlige kriterier, om myndigheden har foretaget en konkret individuel afvejning af sagens omstændigheder og, om lighedsgrundsætningen er fulgt. Endvidere efterprøves skønsmæssige afgørelser mere intenst, jo mere indgribende en beslutning er. Et eksempel på en indgribende beslutning er forældres samvær med et barn, der er anbragt uden for hjemmet. Der kan i disse tilfælde være flere grunde til at gå længere ind i bedømmelsen end i andre typer af sager.

I praksis er der dog en forskel på den måde, som Ombudsmanden og domstolene efterprøver skønnet på, idet Ombudsmanden typisk ikke efterprøver den del af afgørelserne, som bygger på en rent fagkyndig vurdering, fx lægelige vurderinger i sager om førtidspension.

Ankestyrelsen og de sociale ankenævn forholder sig ligesom domstolene selvstændigt til lægelige skønsmæssige vurderinger, som derfor ikke uden videre lægges til grund, uanset de indgår i en skønsmæssig vurdering.

Forslaget til formulering af § 69

Som beskrevet af Kontanthjælpsudvalget, har der efter indførelsen af bistandslovens § 15, stk. 5, hersket en vis usikkerhed med hensyn til prøvelsen af skøn.

Som led i gennemskrivningen af de administrative bestemmelser og klagereglerne stilles der derfor forslag om at tydeliggøre klagemyndighedernes prøvelse af skønnet i selve loven i stedet for, som foreslået af Kontanthjælpsudvalget, at udsende en vejledning.

Forslaget til § 69 om ankemyndighedernes adgang til at efterprøve skønnet er formuleret således, at gældende ret videreføres, således som denne er fastlagt af domstolenes og Ombudsmandens praksis m.v.

Det ville være særdeles uhensigtsmæssigt, hvis den sociale lovgivning indrettes således, at de sociale klageorganers mulighed for at efterprøve skønsmæssige afgørelser er begrænset i forhold til domstolene eller Ombudsmanden. En konsekvens af en sådan retstilstand ville være, at borgerne for at være sikre på, at deres sag blev efterprøvet fuldt ud, ville være nødt til at indbringe deres klage til domstolene.

Dette ville oplagt være uhensigtsmæssigt, og som det fremgår af ovenstående, er dette da heller ikke gældende ret. Det gælder også praksis efter bistandslovens § 15, stk. 5. Det foreslås derfor, at bestemmelsen også får virkning for de andre sociale love.

6.4. Ophævelse af straffebestemmelserne

Bistandsloven har en særlig straffebestemmelse, der ikke foreslås videreført i forslagene til lov om aktiv socialpolitik og lov om social service. Straffebestemmelsen for borgerne i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel vil tilsvarende blive foreslået ophævet. Der er fortsat behov for en regel om, at virksomheder kan straffes for overtrædelser i relation til dagpengeloven.

Der er i samtlige love regler om ubetinget tilbagebetaling af ydelser, der er modtaget med urette.

Med mulighederne for at få de nødvendige oplysninger og for at fastsætte tilbagebetaling findes det rimeligt ikke at videreføre straffebestemmelserne, idet en modtager af hjælp efter den sociale lovgivning i dag ikke bør være omfattet af en videregående straffemulighed end andre personer i samfundet.

7. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets pligt til at føre tilsyn

Kommunalbestyrelsen og amtsrådet har ansvaret for de opgaver, som lovgivningen placerer hos disse myndigheder.

Det betyder, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, at opgaverne løses med den kvalitet - både fagligt og økonomisk - som myndigheden inden for lovgivningens rammer har besluttet, der skal være i kommunen eller amtskommunen.

Kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal således aktivt påse, at borgerne og brugerne får den hjælp, som de har krav på, og at hjælpen har den kvalitet i udførelsen, som myndigheden har besluttet, at der skal være.

Det er en del af tilsynspligten, at den ikke kun kan afgrænses til de tilbud, som kommunen/amtskommunen selv driver med egne ansatte, men at den også omfatter hjælp, der efter aftale udføres af andre, fx en selvejende institution, et bofællesskab, en puljeordning.

Pligten til at føre tilsyn drejer sig foruden om kvaliteten naturligvis også om økonomien - eller mere præcist om forholdet mellem økonomi og kvalitet.

Disse grundlæggende regler om tilsyn er fastsat i forslaget til §§ 16 og 39.

Reglerne om tilsyn skal ses i sammenhæng med bl.a. forslaget til lov om social service.

I dette forslag er de tilbud, som i dag er knyttet til § 112-institutioner efter bistandsloven (botilbud til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap) beskrevet således, at der ikke tages udgangspunkt i et særligt instituionsbegreb, men at der i disse tilfælde er tale om - efter behov - at sammensætte forskellige former for hjælp til en samlet pakke af forskellige typer af hjælp.

Der er naturligvis ikke hermed lagt op til, at bo/servicetilbuddene til disse svage grupper skal forringes. Tværtimod vil der med den nye måde at beskrive hjælpen på blive lagt vægt på bedre og mere individuelt tilpassede hjælpetilbud.

For at sikre dette er det vigtigt, at når kommunalbestyrelsen og amtsrådet konkret tilrettelægger deres tilsyn særligt er opmærksomme på, om kommunen eller amtskommunen lever op til sine forpligtigelser i forhold til hjælpen til disse og andre svage persongrupper.

I forslaget til lov om social service justeres bistandslovens krav om overenskomst med selvejende institutioner. Hidtil har kravet om overenskomst dækket over en aftale om driften, der væsentligt har sikret det økonomiske mellemværende i forhold til et bestemt antal pladser.

Dette er ikke tilstrækkeligt, idet bestemmelser om det økonomiske mellemværende bør suppleres med bestemmelser, der siger noget om den kvalitet, som det offentlige og brugerne har krav på. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger til forslaget til lov om social service.

I det vejledningsmateriale, der vil blive udarbejdet i tilslutning til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og til lov om social service, vil Socialministeriet i forbindelse med den indholdsmæssige side af tilsynspligten bl.a fremhæve følgende vigtige elementer:

Tilsyn med kvaliteten

Det handler her om at sikre, at den faglige kvalitet og omkostningerne nøje svarer til, hvad kommunalbestyrelsen eller amtsrådet ønsker og vil tage ansvar for. Det gælder for opgaver, der udføres af kommunens eller amtskommunens eget personale, og for opgaver udført af andre.

Når det drejer sig om, at andre udfører en opgave for det offentlige, er det vigtigt, at myndigheden allerede, når aftalen indgås, stiller krav om, at aftalens økonomiske dele suppleres med beskrivelser af kvaliteten af den ydelse, som skal leveres. Uden en sådan beskrivelse er det ikke forsvarligt at indgå aftale om udførelse af en opgave.

Det bør også af aftalen fremgå, hvordan der i forbindelse med den løbende drift skal ske kontrol af, at opgaven udføres med den aftalte og ønskede kvalitet. Der vil fx blive vejledt om, hvordan krav om kvalitet og kontrol hermed kan indgå i aftalerne, hvordan det sikres, at forvaltningslovens regler kan efterleves, statistik-produktion, m.v.

For at kommuner og amtskommuner kan føre tilsyn med kvaliteten af de opgaver, der udføres, er det vigtigt at forholdet mellem de lokalpolitiske målsætninger og den faktiske indsats kan vurderes.

Kommuner og amtskommuner har derfor brug for redskaber, der sætter dem i stand til at dokumentere ikke blot den planlagte, men også den leverede ydelse. Herudover er der behov for metoder til at vurdere konsekvensen af lokalpolitiske forslag om ændringer i serviceniveauet.

Langt fra alle kommuner og amtskommuner har i dag de fornødne redskaber til styring af kvalitet og ressourcer. Og det er derfor vigtigt at udviklingen af sådanne værktøjer opprioriteres.

Derfor har Socialministeriet iværksat et projekt om styring af fremtidens hjemmepleje. Projektet tager fat i disse problemstillinger og resultaterne kan inspirere til initiativer i kommuner og amtskommuner på dette og andre områder.

Tilsyn med økonomien

Myndighederne skal stille krav til budgetter og regnskabsaflæggelsen, således at det er muligt at gennemskue og påse, at de økonomiske forhold og at udførelsen af den aftalte opgave foregår ordentligt.

En måde, som dette kan sikres på, er at kræve, at myndigheden får en repræsentant i bestyrelsen for den organisation eller institution, som har ansvaret for opgaven. Dette kan være en nærliggende mulighed, hvis der er tale om at udføre sammensatte former for hjælp, hvor det kan være vanskeligt alene ud fra regnskaberne at vurdere, om den samlede drift foregår økonomisk forsvarligt, eller hvis der indgår større aktiver, fx fast ejendom, som en del af tilbuddet.

Forholdet mellem tilsyn og serviceinformation

Som det er beskrevet foran i afsnit 4 har kommunerne efter den kommunale styrelseslov en informationsforpligtelse overfor borgerne vedrørende kommunale serviceydelser. Denne information vil give en større åbenhed og gennemskuelighed af kommunale og amtskommunale tilbud.

Informationen har væsentlig betydning for borgernes mulighed for at deltage aktivt i den kommunalpolitiske debat om kommunens serviceniveau og om prioriteringen mellem de enkelte servicetilbud.

Borgernes reaktioner - positive eller negative - er en vigtigt del af grundlaget for myndighedernes tilsyn. Kvalificerede og præcise meldinger fra borgerne til de lokale politikere om de forskellige hjælpeformer, give gode informationer om, hvor der kan være problemer, som der bør ses nøjere på. Og der er ikke tvivl om, at en veludformet serviceinformation, som borgerne kan forstå og forholde sig til, vil give mere kvalificerede tilbagemeldinger til politikerne.

Brugerindflydelse

Det bør være et væsentligt led i tilsynet - og i at sikre kvaliteten af hjælpen - at lægge vægt på brugerindflydelse.

Brugerne - og eventuelt deres pårørende - har personlige og direkte oplevelser af, hvordan hjælpen efter deres opfattelse fungerer, og derfor kan der fra brugerne komme særligt vigtige signaler om, at der kan være noget galt.

I denne forbindelse vil brugerne - og deres pårørende - kunne bruge serviceinformation til at vurdere, om kvaliteten af de forskellige tilbud er i overensstemmelse med de ønsker og målsætninger, som kommunen eller amtskommunen har sat.

I forslaget til lov om social service er der en bestemmelse om, at brugerne skal have indflydelse på tilbudene. Det kan i forhold til visse persongrupper være vanskeligt at sammensætte brugergrupper, fx på plejehjem med mange meget svage ældre. Men her kan det - som det fremgår af Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl - være en ide at etablere beboer-pårørenderåd for på denne måde at få brugersynspunkter repræsenteret.

Reglerne om brugerindflydelse gælder naturligvis uanset om opgaven udføres af andre eller af personer, som myndigheden har ansat. Hvis en kommune eller en amtskommune aftaler, at en opgave skal udføres af andre end egne ansatte, vil det derfor være naturligt, at en del af aftalen fastlægger, hvordan brugerne skal have indflydelse.

8. Tilsyn med kommuner og amtskommuner

Dette afsnit handler om, hvorledes andre myndigheder m.v. fører tilsyn med, hvorledes de kommunale og amtskommunale opgaver løses.

8.1. Det almindelige tilsyn med kommunerne

Udover reglerne om klage er de kommunale og amtskommunale myndigheders beslutninger og afgørelser også omfattet af det almindelige tilsyn med kommunerne.

Efter § 47 og § 61 i lov om kommunernes styrelse fører de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder - Indenrigsministeriet og de for hvert amt nedsatte tilsynsråd tilsyn med, at amtskommunerne og kommunerne overholder lovgivningen.

§ 61 og § 61 c fastslår, hvilke retlige reaktionsmuligheder der kan anvendes over for ulovligheder i kommunestyret. Tilsynsrådet kan således eksempelvis ikke omgøre eller rette en kommunal beslutning.

Det er en betingelse for anvendelsen af disse reaktionsmidler, at der foreligger en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan således ikke tage stilling til, om kommunens sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, sålænge skønnet udøves inden for de rammer, der er fastlagt i lovgivningen.

Såfremt der er andre klagemyndigheder, som er kompetente til at behandle den pågældende sag, viger det kommunale tilsyn.

8.2. Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmands kompetence er fra den 1. januar 1997 udstrakt til alle dele af den offentlige forvaltning.

Det er en ændring i forhold til tidligere, hvor kommunale og amtskommunale forvaltninger kun var omfattet, hvis der var klageadgang til en statslig klageinstans, eller hvis der var tale om krænkelse af væsentlige retlige interesser.

Ombudsmanden kan bedømme, om myndigheder eller personer, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, handler i strid med gældende ret eller på anden måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelser.

Ombudsmanden kan ikke omgøre en afgørelse, men derimod kan han udtale kritik, herunder give henstilling om fri proces. Han kan også oplyse om fejl eller forsømmelser af større betydning til Folketingets Retsudvalg, vedkommende minister eller kommunalbestyrelse.

På samme måde som domstolene og Den Sociale Ankestyrelse kan Ombudsmanden ikke gå ind i en skønsmæssig afgørelse, med mindre der foreligger fejl eller forsømmelser i sagsbehandlingen.

8.3. Socialministeriets ressorttilsyn

Socialministeriet har et almindeligt ulovbestemt ressorttilsyn, d.v.s. pligten gælder selv om der ikke er en regel herom.

Socialministeriet kan som led i tilsynet ved vejledende udtalelser give udtryk for, hvad der efter Socialministeriets opfattelse er gældende ret. Men Socialministeriet kan ikke ændre en afgørelse.

Hvis Socialministeriet mener, at der er sket noget ulovligt, kan ministeriet sørge for, at sagen bliver behandlet af de kommunale tilsynsmyndigheder, jf. afsnit 8.1.

Socialministeriets ulovbestemte tilsyn er subsidiært i forhold til klagesystemet, d.v.s. at Socialministeriet går først ind i en sag, når der ikke er mulighed for, at den kan behandles af en klagemyndighed.

Tilsynet er et legalitetstilsyn, hvilket betyder, at ministeriet først vil reagere, hvis en kommune eller et amt har tilsidesat lovgivningen.

Socialministeriet har først pligt til at realitetsbehandle en sag, hvis der er en vis sandsynlighed for, at der i sagen er begået ulovligheder.

Der kan herved henvises til, at Folketingets Ombudsmand i sin beretning for 1994, side 306 ff., har anført... »at det er vanskeligt at angive mere præcist, med hvilken klarhed, der måtte foreligge en ulovlighed, førend et ministerium som almindeligt sektortilsyn har pligt til at realitetsbehandle en sag. Dette må afhænge af, hvorvidt de for ministeriet foreliggende oplysninger peger i retning af, at der kunne foreligge en ulovlighed, og hvorvidt denne ulovlighed angår mere væsentlige forhold.«

8.4. Socialministeriets finansielle tilsyn.

I de sociale hovedlove er der bestemmelser, der bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om regnskabsaflæggelse, revision og anvisning af refusion.

Bemyndigelserne er udmøntet i 4 bekendtgørelser af 2. december 1993, der fastsætter reglerne for regnskabsaflæggelse mv. og revision på den del af det sociale område, hvor der udbetales tilskud eller statsrefusion.

Der udbetales ca. 100 mia. kr. om året i statsrefusion til kommuner og amtskommuner.

Der er på refusionsområdet fastsat regler om, hvordan kommuner og amtskommuner skal aflægge regnskab, behandle sager m.v. I de enkelte sager drejer det sig om krav til dokumentation, kontrol, oplysninger om beslutningsgrundlaget (notatpligt), sagsopfølgning o.lign. Der er også krav om, at der i forvaltningen er hensigtsmæssige og betryggende forretningsgange.

Revisionen skal foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, jf. § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber. D.v.s. der skal foretages en kritisk-økonomisk revision.

Amtsrådet/kommunalbestyrelsen skal hvert år til Socialministeriet sende en revisionsberetning. Myndigheden skal samtidig oplyse om deres svar til revisionens bemærkninger.

Socialministeriet har på denne måde mulighed for at følge kvaliteten i den kommunale administration. Hvis lovgivningen eller andre væsentlige regler ikke er overholdt, stiller Socialministeriet krav til kommunerne om at betale statsrefusionen tilbage. Samtidig kan Socialministeriet henstille til kommunerne, at de strammer op på administrationen, fx ved at indføre forretningsgange, der sikrer at reglerne bliver overholdt, at ledelsestilsynet med sagsbehandlingen bliver skærpet.

8.5. Indenrigsministeriets forslag om forvaltningsrevision

Indenrigsministeriet vil fremsætte forslag om forvaltningsrevision/ økonomisk-kritisk revision i kommunerne. De fleste kommuner og amtskommuner har i dag på frivilligt grundlag indført ordninger med forvaltningsrevision. Indenrigsministeren har derfor ønsket at gøre ordningen obligatorisk.

I dag er der kun økonomisk-kritisk revision på de områder, hvor der er statsrefusion eller statstilskud. For Socialministeriets vedkommende er der således en kritisk revision på de områder, hvor der ydes refusion.

Den almindelige finansielle revision i kommunerne viser ikke overskud eller underskud og kan derfor ikke bruges som styringsredskab, idet man ikke kan se, hvordan de kommunale anliggender er forvaltet.

Forvaltningsrevision derimod giver en sagkyndig vurdering af de opnåede mål set i forhold til de mål, som kommunen har sat for de enkelte områder. Der er altså tale om analyser af pengestrømmene.

9. Koordinering af praksis

Ved koordinering af praksis forstås en gennemgang af en række ensartede typer af afgørelser efter den sociale lovgivning med henblik på at vurdere, om sagerne generelt træffes i overensstemmelse med lovgivningen. Udgangspunktet er en vurdering af afgørelserne i forhold til lovgivningen, men det indgår også, at man samtidig påser, om regler for sagsbehandlingen følges, fx om en lægekonsulent har været inhabil.

Sigtet med koordinering af praksis er, om der inden for en sagstype måtte være generelle forhold, som myndighederne bør være opmærksomme på, og som kan give anledning til justeringer af den måde, som myndighederne behandler sagerne på.

Ved lovgivning sigtes ikke kun til reglerne, som de fremgår af lovene, men også til den retspraksis, der kan udledes af domstolenes og Ankestyrelsens afgørelser, vejledende udtalelser fra bl.a Folketingets Ombudsmand, Indenrigsministeriet og Socialministeriet.

9.1. Den Sociale Ankestyrelses opgaver med vejledning og koordinering af praksis og sammensætning af Det Centrale Koordinationsudvalg

Det er et led i Den Sociale Ankestyrelses opgaver, at den skal koordinere praksis, hvilket sker ved, at styrelsen indkalder akter i en række sager fra nævn eller kommuner, hvor der ud fra statistiske oplysninger eller andre oplysninger kunne være skævheder.

Formålet er, at Ankestyrelsen ved en gennemgang af et større antal ensartede sager skal kunne danne sig et generelt billede af, hvordan sagerne afgøres og behandles.

Resultaterne fra gennemgangen skal benyttes til at give myndighederne kvalificerede råd og meldinger om, hvad der er grund til at være tilfreds med, og om hvordan eventuelle kritisable og uhensigtmæssige forhold kan forbedres.

Det er derfor centralt, at Ankestyrelsen skal gå i dialog med kommunen, amtskommunen eller det sociale nævn om forholdene, hvis Ankestyrelsen finder tvivlsomme eller kritisable forhold ved sin gennemgang af sagerne.

Ankestyrelses praksiskoordinering dækker kun de områder, hvor Ankestyrelsen er klageinstans. Det vil sige, at Ankestyrelsen kun kan gennemgå og vurdere typer af sager, der drejer sig om afgørelser, som efter loven kan indbringes for Ankestyrelsen, fx afgørelser om revalidering eller tildeling af førtidspension. Det er ikke nødvendigt, at den enkelte sag konkret skal opfylde betingelserne om at have principiel eller generel betydning, jf. § 63. Det er nok, at sagen hører til de typer af sager, som kan efterprøves af Ankestyrelsen.

Afgrænsning af området for Ankestyrelsens koordinering af praksis betyder, at sagsområder, hvor der ikke er klageadgang, falder uden for. Som eksempler kan nævnes afgørelser om hjemmehjælp eller spørgsmål om serviceniveauet i en kommune. Uden for falder bistandsudøvelsen, som ikke kan indbringes for de sociale klagemyndigheder, jf. herved bemærkninger til § 3.

Ankestyrelsens erfaringer med at koordinere praksis

Siden 1. juli 1994, hvor de nugældende regler trådte i kraft, har Ankestyrelsen gennemført en række praksisundersøgelser især vedrørende førtidspension. Undersøgelserne har vist relativt store forskelle med hensyn til praksis i sager om førtidspension. Enkelte kommuner og nævn har således ført en praksis, der på væsentlige punkter strider med Ankestyrelsens praksis.

Som følge af undersøgelserne har Ankestyrelsen kunnet konstatere, at kommuner og nævn i enkelte sager har tilkendt førtidspension, skønt betingelserne herfor ikke var opfyldt. Forskellene i bedømmelserne skyldes i en del tilfælde, at myndighederne ikke sørgede for, at sagerne var tilstrækkeligt lægeligt belyst, eller at mulighederne for revalidering tilsyneladende ikke havde været udnyttet.

Ankestyrelsen har udarbejdet rapporter om undersøgelserne, som er blevet tilsendt de kommuner og nævn, som har deltaget i undersøgelserne. Efterfølgende har Ankestyrelsen drøftet resultaterne på møder med de pågældende myndigheder, idet Ankestyrelsen har lagt vægt på, at resultaterne fra undersøgelserne indgår i en løbende dialog med de lokale myndigheder med henblik på at sikre, at borgerne får en ensartet behandling i hele landet.

Erfaringerne har således vist, at der på en række områder er forskelle, som ikke kan begrundes ud fra lovgivningen og de rammer, som den giver. For at kunne rådgive kommunerne mere konkret om, hvilke problemer der er, og hvad der bør gøres for at undgå utilsigtede forskelle i, hvorledes sociale sager afgøres, er der derfor behov for at videreføre Ankestyrelsens opgave med at koordinere praksis på landsplan.

Styrket indsats for at koordinere praksis og ny sammensætning af Det Centrale Koordinationsudvalg

I forbindelse med administrationsloven vil der blive lagt vægt på, at Ankestyrelsen udvider og udbreder sin indsats til hele det sociale område. Som led heri er der behov for at justere sammensætningen af Det Centrale Koordinationsudvalg, som er nedsat for at støtte Ankestyrelsen med at samordne praksis.

Det foreslås, at Sundhedsministeriet afløses af en repræsentant fra Praktiserende Lægers Organisation for på den måde at styrke den lægefaglige ekspertise i udvalget. Det foreslås endvidere, at Socialministeriets departement får en repræsentant, således at Socialministeriet får en direkte og umiddelbar adgang til viden om de problemstillinger, som udvalget beskæftiger sig med.

Det foreslås også, at Københavns og Frederiksberg Kommuner får en fælles repræsentant, for herved at styrke det forebyggende og aktiverende arbejde i udvalget.

Det foreslås videre, at Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd repræsenteres i Det Centrale Koordinationsudvalg.

Amtsrådsforeningen i Danmark foreslås også repræsenteret, idet amtskommunerne er repræsenterede i de sociale nævn og dermed kan bidrage til koordineringen af praksis på det amtskommunale område.

9.2. De sociale nævns vejledningsopgaver og koordinering af praksis

De sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnene fik i forbindelse med, at de blev flyttet fra amtskommunerne til statsamterne den 1. januar 1992, pligt til at give kommunerne vejledning inden for nævnenes kompetenceområde.

Som et led i at styrke sikkerheden for, at afgørelserne efter den sociale lovgivning er i overensstemmelse med lovgivningen, og for at styrke vejledningen foreslås det, at de sociale nævn også skal varetage opgaver med at koordinere praksis.

Området for indsatsen er i øvrigt den samme som for Ankestyrelsen, dvs. at området omfatter sagstyper, hvor afgørelserne kan efterprøves af nævnet. Uden for falder sagstyper, som ikke kan påklages til nævnet eller Ankestyrelsen, fx serviceniveaet og bistandsudøvelsen.

Det forudsættes, at de sociale nævn løser deres opgave med at koordinere praksis i samarbejde med Ankestyrelsen. Et samarbejde om at planlægge og udføre praksiskoordinering er således vigtigt for, at den regionale og centrale viden, erfaring og ressorucer bliver brugt bedst muligt. For at forbygge eventuel usikkerhed om, hvilken praksis der gælder, er det ligeledes vigtigt, at nævnene ikke uden aftale med Ankestyrelsen giver tilbagemeldinger om resulaterne af deres gennemgang af et sagsområde.

10. Fortsat udvikling.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område giver rammer for, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne.

Det er i de enkelte kommuner og amtskommuner, at rammerne skal udfyldes, dvs. at kommunalbestyrelsen og amtsrådet konkret skal beslutte, hvordan deres administration skal tilrettelægge behandlingen af sagerne på en sådan måde, at der opnås sikkerhed og kvalitet i forvaltningen samtidig med, at borgerne oplever, at de får en ordentlig behandling.

For at stimulere til, at de lokale beslutninger og prioriteringer bliver bedre, har Socialministeriet etableret et samarbejde med de kommunale organisationer m.v. om et »Socialforvaltningsprojekt«.

Socialforvaltningsprojektet skal ikke primært lægge op til ny lovgivning, men det er forventningen, at projektresultaterne i første række vil handle om, hvordan kommuner og amtskommuner konkret og praktisk kan tilrettelægge sagsgange, håndtere spørgsmål om prioritering mellem forskellige valgmuligheder, måle kvalitet m.v.

Det overordnede mål for dette samarbejde er ud fra viden om samspillet mellem borgerne og de sociale forvaltninger at komme med forslag, der fremmer en god betjening af borgerne.

Det indgår i samarbejdet med de kommunale organisationer at tilvejebringe en tværgående erfaringsopsamling, som kan støtte og videreføre aktiviteter, der kan forbedre samspillet mellem borgerne og forvaltningerne, og som kan forbedre borgernes muligheder for aktivt at indgå i sagsbehandlingen. Det vil herved bl.a. blive belyst, at socialforvaltningernes stadig mere komplekse hverdag giver behov for yderligere uddannelse af personalet.

Det er et led i samarbejdet, at der i kommuner og amtskommuner kan sættes konkrete undersøgelser og forsøg i gang.

Socialforvaltningsprojektet, der er sat i gang, er således et fremadrettet initiativ, der kan bygge videre på de rammer, som lov om retssikkerhed og administration på det sociale område giver.

Som et første resultat af forvaltningsprojektet har Socialministeriet udsendt »Myter eller viden«, der giver forskellige synspunkter på socialforvaltningerne og samspillet med borgerne.

I juni 1997 afsluttes en første kortlægningsundersøgelse af socialforvaltningerne i 6 kommuner. Denne undersøgelse vil i løbet af 1997 blive efterfulgt af mere detaljerede undersøgelser af tilrettelæggelsen af administrationen i kommunerne. Der vil også blive påbegyndt et arbejde med at udvikle metoder, der kan bruges til formulering af konkrete succeskriterier for den sociale indsats i kommunerne.

I begyndelsen af 1997 er der truffet aftale mellem socialministeren og de kommunale organisationer mv. om at fortsætte socialforvaltningsprojektet de kommende år.

11. Økonomiske konsekvenser

Samlet skønnes forslaget at betyde en merudgift for kommuner og amskommuner på 11,3 mill. kr. årligt.

De økonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.

12. Administrative konsekvenser

12.1. Ændret tilkendelseskompetence vedrørende pensioner m.v.

Hidtil har kommunerne truffet afgørelser i sager om almindelig og almindelig forhøjet førtidspension, og de har afgivet indstillinger til revaliderings- og pensionsnævnene i sager om mellemste og højeste førtidspension. Lov nr. 448 af 1. juni 1994 gav mulighed for, at revaliderings- og pensionsnævnenes kompetence overførtes til kommunalbestyrelsen. Pr. 1. april 1997 har 31 kommuner fået overført denne kompetence. Det samtidigt fremsatte lovforslag om social pension indebærer, at kommunerne skal træffe afgørelse i alle sager om førtidspension. Det kræver i princippet ikke flere ressourcer, fordi kommunerne efter gældende regler i alle tilfælde skal forberede og færdigbehandle ansøgninger om førtidspension.

Revaliderings- og pensionsnævnene træffer i dag afgørelse som første instans i sager, hvor kommunerne ikke har kompetencen. Ligeledes træffer de afgørelse i klagesager, hvor kommunerne har truffet afgørelse som første instans. Nærværende lovændring medfører nedlæggelse af revaliderings- og pensionsnævnene. De resterende opgaver, der i øjeblikket varetages af revaliderings- og pensionsnævnene som første instans, bliver overflyttet til amtskommunerne.

12.2. Ændret ankestruktur

I hvert amt oprettes et socialt nævn, jf. § 45, som behandler alle klager over kommunens og amtskommunens afgørelser inden for det sociale område, medmindre andet er bestemt. Det medfører, at de sociale ankenævn og Dagpengeudvalget, der er placeret i Den Sociale Ankestyrelse, nedlægges.

12.3. De sociale nævn

Det forhold, at kommunerne får tillagt kompetencen i samtlige førtidspensionssager, forventes at føre til flere klagesager end hidtil.

De sociale nævn bliver ankeinstans for de nye klagemuligheder, dels over afgørelser efter lov om aktiv socialpolitik, dels efter lov om social service.

Nævnene overtager behandlingen af klager over dagpengeafgørelser, klager over amtsrådenes afgørelser (invalidebiler), og klagesager der hidtil er blevet behandlet af de sociale ankenævn (kontanthjælp, boligstøtte, ydelser efter sygesikringsloven).

Hertil kommer, at de sociale nævn forudsættes at udøve rådgivning over for kommunerne i større omfang, end de sociale ankenævn har gjort.

De personale- og udgiftsmæssige konsekvenser er endnu ikke drøftet med Indenrigsministeriet.

12.4. Ressourcemæssige konsekvenser

Ændringerne i opgavernes fordeling og omfang medfører nogle personalemæssige konsekvenser for kommunerne, statsamterne, Den Sociale Ankestyrelse og Den Sociale Sikringsstyrelse. For så vidt angår kommunerne, henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 11. De øvrige konsekvenser forhandles med de berørte parter.

12.5. Socialministeriets departement

Socialministeriets departement reduceres med 0,8 årsværk, svarende til 0,3 mill. kr. årligt, som følge af at klageadgangen i sager om hjemsendelse af udenlandske statsborgere m.v. overgår til Den Sociale Sikringsstyrelse.

12.6. Børnerådet

Børnerådet gøres permanent og videreføres i selvstændige lokaler. I den forbindelse forventes der at ske en stigning i antallet af henvendelser til rådet. Desuden er der behov for at udvide arbejdet med rådets børnepaneler. Samlet vil dette medføre et behov for øgede personalemæssige ressourcer på ca. 1,5 årsværk svarende til ca. 0,7 mill. kr. pr. år. (1997 PL).

12.7. De sociale brugerråd

Den samlede administrative belastning af de sociale brugerråds øgede kompetence antages med betydelig usikkerhed at være 1,0 mill. kr. (1997 PL) inklusive Københavns og Frederiksberg Kommuner.

13. Erhvervs- og miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ikke erhvervs- eller miljømæssige konsekvenser.

14. Forholdet til EU-retten

Forslaget har ikke EU-retlige konsekvenser.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til kapitel 1 I kapitlet bekrives lovens formål, borgerens møde med forvaltningen, og hvilke myndigheder der behandler sagerne.

Til § 1 Bestemmelsen angiver formålet med loven. Det er i § 1, nr. 1 - 3, beskrevet, at lovens formål er at styrke borgerens retssikkerhed gennem medinddragelse af borgeren i sagsbehandlingen, at give borgeren medindflydelse på sagsbehandlingen, at fremhæve, at der skal ske en hurtig og tidlig helhedsorienteret hjælp for at forebygge, at borgeren får behov for forsørgelse, fordi borgeren mister tilknytningen til arbejdsmarkedet og for at styrke borgerens muligheder for at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. Der henvises til de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til kapitel 2.

Det trækkes også frem i forslaget til § 1, nr. 4, at formålet også er at styrke borgerens retssikkerhed gennem sagsbehandlingsreglerne og at fastlægge myndighedsstrukturen, der beskriver, hvilke myndigheder der træffer afgørelse som 1.instans, og hvilke myndigheder der behandler klagesager. Forslaget indeholder derfor også reglerne fra den sociale styrelseslov og lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Borgeren inddrages allerede i dag i sagsbehandlingen med hensyn til oplysningerne, der er nødvendige for, at den rigtige hjælp og dennes størrelse kan gives til en ansøger. Der henvises herom til oplysningspligtsbestemmelserne i §§ 10 - 12.

Til § 2 Bestemmelsen angiver dels myndighedsstrukturen, dels den lovgivning, som kommunerne, amtskommunerne og staten forvalter.

Lovgivningen omfatter lov om social pension, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik, lov om social service, børnetilskudsloven, delpensionsloven, lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling og lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. Lovens område er således de sager, der forvaltes efter den sociale lovgivning af kommunerne og amtskommunerne, og som har virkning for den enkelte og familien.

Loven omfatter derimod ikke forvaltningen af lov om forsikring mod arbejdsskader, lov om besættelsestidens ofre m.v., som ud over modtageren af ydelserne også omfatter forsikringsselskaberne og på få punkter tillige en arbejdsgiver. Lovene forvaltes af den statslige styrelse, Arbejdsskadestyrelsen, og indeholder særlige sagsbehandlingsregler som følge af partsbegreberne, ligesom der er fastsat tidsfrister for anerkendelse, fastsættelse af erstatning, genoptagelse m.v. samt ankeadgang for forsikringsselskaber og arbejdsgivere.

Det foreslås i § 2, stk. 4, at socialministeren får bemyndigelse til at bestemme, hvilke sager der omfattes af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kommunerne, amtskommunerne og de sociale nævn varetager desuden opgaver på andre ministerområder. Således træffer kommunen afgørelse efter boligstøttelovgivningen (Boligministeriet), sygesikringslovgivningen (Sundhedsministeriet) og inddrivelsesloven (Justitsministeriet). De sociale ankenævn er tilsvarende klageinstans for disse afgørelser.

Forslagene i kapitel 2 om borgeren og sagsbehandlingsreglerne finder som udgangspunkt ikke anvendelse, når kommunerne, amtskommunerne og nævnene behandler sager efter andre ministeriers lovgivning. Det kan dog fastsættes efter anmodning fra andre ministerområder i bekendtgørelsen efter § 2, stk. 4, at reglerne om sagsbehandlingen også skal gælde for sager efter anden lovgivning, eller det kan fremgå af den pågældende lov.

Udtrykket administrationen af den sociale lovgivning betyder, at ansvaret for administrationen af lovgivningen er hos den pågældende sociale myndighed. Forslaget samler samtidig myndighedsstrukturen og praksis vedrørende de socialforvaltningsretlige regler og allerede eksisterende regler fra de sociale love samt nye socialforvaltningsretlige regler i en lov, herunder også reglerne om Den Sociale Ankestyrelse.

Bestemmelsen angiver endvidere de kommunale, amtskommunale og statslige myndigheder, der forvalter lovgivningen. Bestemmelsen definerer samtidig kommunalbestyrelsen og amtsrådet som kommunen og amtskommunen i forslagets lovtekst.

Som følge af ophævelsen af den københavnske styrelseslov er det i stk. 2 anført, at det også i Københavns Kommune er kommunalbestyrelsen, der varetager den amtskommunale opgave. Bestemmelsen præciserer endvidere, at Københavns og Frederiksberg Kommuner er såvel kommune som amtskommune også på det sociale område.

Forslaget til stk. 3 henviser til, at der kan være fastsat regler i anden lovgivning, der fraviger reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Fx er mulighederne for at klage over afgørelserne angivet i de enkelte love. Der kan derfor være visse afgørelser fx efter lov om aktiv socialpolitik og efter lov om social service, der ikke kan indbringes for klageinstanserne.

Bestemmelsen i bistandslovens § 14 om, at socialministeren er øverste administrative myndighed, og som fastslår, at socialministeren og Socialministeriet har et almindeligt ressortilsyn, er ikke medtaget i forslaget, fordi det følger af almindelige stats- og forvaltningsretlige regler. Der henvises til afsnittet i de almindelige bemærkninger om det kommunale tilsyn og Socialministeriets ressorttilsyn.

Til kapitel 2 Kapitlet indeholder regler om sagsbehandlingens første faser og borgerens medvirken i sagsbehandlingen

Til § 3 Der er i forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen en række krav til, hvordan sager skal behandles. Det drejer sig bl.a. om partshøring, aktindsigt, klagevejledning m.v.

Der er derimod ikke regler om, hvor hurtigt en borger har krav på at få et svar på en ansøgning, bortset fra ansøgninger om aktindsigt.

Med forslaget til § 3 fastsættes det, at kommuner og amtskommuner skal søge at behandle alle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt. Hurtig behandling skal på den ene side imødekomme borgernes rimelige ønsker om at få svar hurtigt og på den anden side ses i sammenhæng med lokale prioriteringer af, hvordan de samlede ressourcer bedst anvendes.

Det er vigtigt, at borgerne får at vide, hvilket serviceniveau de kan forvente med hensyn til sagsbehandlingstid. Det foreslås derfor , at kommunen og amtskommunen skal fastsætte en frist for, hvorlænge der må gå, før en borger får et svar på sin ansøgning.

Reglen går således ud på, at hver enkelt kommunalbestyrelse eller amtsråd skal beslutte, hvordan kommunens service skal være på de enkelte områder. Der skal i kommunen og amtskommunen inden for de enkelte sagstyper, være fastsat generelle frister, som offentliggøres og lægges frem på biblioteker m.v.

Det er hensigten med bestemmelsen, at borgeren hurtigst muligt skal have besked enten om den forventede sagsbehandlingstid eller selve afgørelsen. Fristen har den virkning, at hvis kommunens eller amtskommunens administration ikke kan træffe en afgørelse inden for fristen, skal administrationen skriftligt give borgeren et svar på, hvor lang tid borgeren kan forvente, at der antagelig vil gå, før der er en afgørelse. Som et eksempel fra gældende lovgivning kan nævnes fristen for aktindsigt i forvaltningsloven, der er fastsat til 10 dage. Hvis myndigheden ikke kan opfylde fristen, skal ansøgeren have besked inden 10 dage med oplysning om det forventede tidspunkt for aktindsigten.

Hvis fx en kommune mangler dokumentation om økonomiske oplysninger for at afgøre, om en person har ret til hjælp til forsørgelse, skal kommunen kontakte vedkommende for at oplyse, at den først kan afgøre sagen, når ansøgeren har skaffet den fornødne dokumentation.

Et andet eksempel kan være en person, der søger om at få plads i et plejehjem eller en beskyttet bolig. I disse sager er det typisk sådan, at kommunen skal foretage en række undersøgelser og vurderinger, før den kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de kriterier, som kommunen anvender ved visitation til disse boformer.

Kommunen kan opfylde sin pligt om information over for borgeren ved straks - eller inden den fastsatte frist - at give ansøgeren en generel information om kommunens kriterier for at visitere til disse bolig-former og oplyse om, hvorledes proceduren forventes at blive med hensyn til at få de nødvendige oplysninger frem i den konkrete sag. Kommunen skal endvidere oplyse om, hvor lang tid den skønner, at der vil gå, inden den har de nødvendige oplysninger for at kunne tage stilling til ansøgningen.

Det er ikke et krav, at myndigheden skal kunne opliste enhver oplysning eller erklæring, der er behov for, inden sagen kan afgøres. Ofte vil det i praksis være således, at den efterfølgende sagsbehandling viser, at der måske er brug for andre typer af oplysninger end dem, som kommunen umiddelbart skønnede, at der ville blive brug for.

Det er forudsat, at kommunerne og amtskommunerne i forhold til typiske ansøgninger om hjælp i vidt omfang benytter standardiserede skriftlige informationer, som tilpasses i forhold til den konkrete ansøgning. Det er altså ikke et krav, at kommunen eller amskommunen i hvert enkelt tilfælde udformer en helt individuel information.

Det skal fremhæves, at § 3 alene gælder for henvendelser fra borgere, som vil munde ud i en afgørelse, dvs. når beslutningen kan indbringes for de sociale ankemyndigheder. Det gælder også for ansøgninger om pleje og personlig bistand m.v. efter servicelovens § 69 , hvor klagerådet er kompetent.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse på beslutninger, der falder ind under begrebet bistandsudøvelse eller faktisk forvaltningsvirksomhed. Bistandsudøvelsen er de beslutninger, en myndighed træffer i forbindelse med at udføre en afgørelse efter den sociale lovgivning. Bistandsudøvelsen kan ikke indbringes for klagemyndighederne, men den enkelte beslutning kan være af så indgribende betydning for den enkelte, at der er tale om en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. I et sådant tilfælde er bistandsudøvelsen undergivet Socialministeriets almindelige ressortilsyn. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger.

Som eksempler på faktisk forvaltningsvirksomhed kan nævnes pasning og pleje i et plejehjem, § 112-institution eller eget hjem, hvordan et konkret aktiveringstilbud skal tilrettelægges, og drift af en pasningsordning for børn. I forbindelse med disse former for hjælp træffes der tit løbende en række beslutninger, men der er ikke tale om afgørelser, som ankemyndighederne kan efterprøve.

Men § 3 gælder, hvis der fx er tale om en ansøgning om hjemmehjælp, en plads i et plejehjem eller en børnehave. Så har borgerne her et krav på at få hurtigt besked og krav på, at myndigheden inden for egne fastsatte frister giver skriftlig besked, hvis fristerne ikke kan overholdes.

Der er ikke særlige sanktions-regler knyttet til § 3 . Det er oplagt, at hvis en kommune eller en amtskommune ikke fastsætter en frist, vil dette være i strid med loven. Hvis administrationen i større omfang i det daglige ikke lever op til de frister, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har fastsat, og hvis den ansvarlige myndighed undlader at justere arbejdsrutiner og arbejdsgange, eller at fastsætte en ny frist, som forvaltningen har realistiske muligheder for at overholde, kan der efter omstændighederne være tale om et lovbrud.

De almindelige kommunale tilsynsmyndigheder vil derfor kunne gå ind i en bedømmelse af en overtrædelse af bestemmelsen.

Til § 4 § 4 lovfæster et vigtigt princip om, at den, som skal have hjælp, skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sagen, og at kommunerne og amtskommunerne derfor skal tilrettelægge deres arbejdsgange på en sådan måde, at borgeren får mulighed for dette.

Bestemmelsen om, at den, der får hjælp, skal inddrages i sagsbehandlingen, er en lovfæstelse af gældende ret. Det følger af god forvaltningsskik, at forvaltningen (myndigheden) i et samspil med borgeren forsøger at løse det sociale problem, men også sørger for, at borgeren får hjælp fra andre myndigheder end de sociale - fx rådgivning og vejledning i statsamtet i forbindelse med forældremyndigheds- og samværsproblemer. Tilsvarende kan også arbejdspladsen eller boligselskabet inddrages i hjælpen.

Det er også forvaltningens (myndighedens) opgave i videst muligt omfang at hjælpe en ansøger, der ikke på egen hånd er i stand til at medvirke til sagsbehandlingen, eventuelt ved at pege på muligheden for at få hjælp fra en repræsentant eller bisidder efter forvaltningslovens § 8. I andre tilfælde, hvor forvaltningen ikke har mulighed for at skabe det nødvendige samspil med ansøgeren, skal forvaltningen også behandle sagen ud fra ansøgerens interesser.

Til § 5 Efter bestemmelsen skal kommunen eller amtskommunen behandle enhver ansøgning om hjælp i forhold til alle de muligheder, der er for at få hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen eller amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed, herunder efter anden lovgivning.

Disse principper er ikke nye, men de har hidtil ikke været formuleret som egentlig lovbestemmelser. Forslaget stilles, fordi Førtidspensionsudvalg II i sin 1. delrapport fra januar 1996 bl.a. fremhæver, at selv om en person søger om en bestemt form for hjælp, er det vigtigt, at kommunen ikke kun tager stilling til, hvad ansøgeren konkret søger om.

Kommunen eller amtskommunen bør vurdere ansøgerens situation og behov i forhold til alle de muligheder, der er for at give hjælp. Søger en person fx om kontanthjælp eller førtidspension, skal kommunen være opmærksom på, om ansøgeren måske er bedre hjulpet med et tilbud om at blive revalideret.

I en række tilfælde vil det naturligvis ikke være aktuelt at gennemgå samtlige muligheder. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4. Helhedsvurdering.

Beslutter en kommune, at ansøgeren skal have en anden hjælp end den, pågældende konkret har søgt om, er der tale om en afgørelse, som ansøgeren efter de almindelige klageregler kan få prøvet ved de sociale klagemyndigheder. Dette svarer til de regler, der gælder i dag, hvorefter man altid kan klage over en konkret afgørelse om retten til en ydelse.

Træffer en kommune fx afgørelse om, at en person, der søger om førtidspension, skal have tilbud om revalidering, kan afgørelsen indbringes for de sociale klagemyndigheder.

De sociale klagemyndigheder er i første omgang de sociale nævn, der som følge af nedlæggelsen af Dagpengeudvalget og kommunernes udvidede kompetence i førtidspensionssager m.v. får ny sammensætning, jf. de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 45 og § 89 . Nævnet vil derfor være i stand til at vurdere afgørelsen og dermed klagen ud fra den samlede lovgivning på samme måde, som kommunen kan anvende hele lovgivningen.

Til § 6 Bestemmelsen handler om de tilfælde, hvor der er behov for at give hjælp i en længere periode. Det er vigtigt, at kommunen eller amtskommunen er opmærksom på betydningen af, at hjælpen tidligt i forløbet målrettes efter ansøgerens behov her og nu - samt på længere sigt, fordi den tidlige og målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer for ansøgeren.

Hvis en person fx er blevet handicappet på grund af et ulykkestilfælde, er det vigtigt tidligt i forløbet at foretage en kvalificeret bedømmelse af fremtidsudsigterne for den handicappede og en eventuel familie for at vurdere, hvilke former for hjælp der er eller kan blive tale om, fx genoptræning, boligindretning og hjælpemidler.

Det siger sig selv, at hvis situationen endnu ikke er stabil, og der derfor fortsat er usikkerhed om graden og karakteren af handicappet, må der tages højde for denne usikkerhed.

Behovet for tidlig indsats er også udtalt, hvis der er tale om en person, som er blevet arbejdsløs eller har mistet retten til sygedagpenge, og hvor der er risiko for, at pågældende skal have førtidspension - hvis der ikke bliver gjort noget.

Ved nogle former for længerevarende hjælp er der typisk ikke grund til tidligt at foretage en vurdering af modtagerens samlede situation.

Som et eksempel vil hjælp i form af folkepension normalt ikke være omfattet af § 6 . For langt de fleste er der ikke nogen grund til at være særlig opmærksom på, om der måtte være behov for en særlig indsats, blot fordi en person får folkepension.

Dette gælder også, når forældre får plads til deres barn i vuggestue eller en børnehave, eller hvis en person skal have et hjælpemiddel som et høreapparat.

Bestemmelsen i § 3 om en tidlig vurdering skal altså ses i nøje sammenhæng med, hvilken form for hjælp der er tale om, og - naturligvis - behovet hos den person, som det drejer sig om.

Myndighederne må derfor i hvert enkelt tilfælde - eller i forhold til typiske hjælpesituationer - tilrettelægge principper for, hvordan kommunen eller amtskommunen sikrer, at der tidligt bliver foretaget en vurdering af, om der konkret er behov for tidligt at få målrettet hjælpen.

Til § 7 Efter forslaget til bestemmelsen skal kommunen senest 8 uger efter den første anmodning om hjælp til forsørgelse vurdere, hvad målet med den fortsatte hjælp skal være.

Baggrunden for forslaget er følgende:

1. Efter bistandslovens § 41 skal kommunalbestyrelsen, når den yder kontanthjælp, vurdere, om der er grund til at iværksætte særlige hjælpeforanstaltninger med henblik på, at modtageren igen bliver i stand til at klare sig selv. Det følger af samme bestemmelse, at senest 3 måneder efter at hjælpen er ydet, skal den pågældendes og familiens forhold bedømmes i forhold til, om der er grundlag for at yde andre former for bistand end løbende økonomisk hjælp.

2. Førtidspensionsudvalg II har foreslået, at kommunen senest 2 måneder efter, at der er søgt om hjælp, skal træffe en afgørelse om, hvilken form for hjælp, der skal ydes. Det kan fx være om behandlingen af sagen skal sigte imod en førtidspension, eller om indsatsen skal rettes imod at hjælpe ansøgeren med revalidering. Der skal med andre ord inden for en vis frist foretages en kvalificeret vurdering af ansøgerens situation og den hjælp, der er brug for.

3. Forslaget til § 7 bygger videre på princippet om tidlig opfølgning i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (lov nr. 1226 af 27. december 1996).

Ved denne lovændring er det bestemt, at kommunen - med henblik på at bevare den sikredes tilknytning til arbejdsmarkedet - senest efter 8 uger og derefter mindst hver 8. uge skal tage sagerne op til vurdering. Kommunen skal herved vurdere, om der er behov for behandling, optræning, revalidering, eller andre former for bistand til dagpengemodtageren eller dennes familie.

Forslaget til § 7 fastsætter således et generelt princip om, at kommunen tidligt i forløbet skal foretage en kvalificeret vurdering, når der er tale om hjælp efter den sociale lovgivning til forsørgelse.

Det skal understreges, at § 7 handler om førstegangs-opfølgningen, og at spørgsmålet om løbende opfølgning er reguleret i de enkelte sociale love.

Det følger af § 4 , at denne vurdering skal ske i samarbejde med modtageren, fordi det i forbindelse med den første vurdering er vigtigt, at borgeren aktivt bliver inddraget i sin egen sag, således at både ansøgeren og kommunen - så vidt muligt - har en fælles forståelse af problemer og muligheder.

Der kan i anden lov være supplerende bestemmelser om, at kommunen skal tilrettelægge disse vurderinger i samarbejde med andre instanser. Således følger det af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, at læger, sygehuse, revalideringsinstutioner, arbejdsformidlingen og de faglige organisationer skal medvirke ved opfølgning af sager om sygedagpenge.

Det må understreges, at kravene om en tidlig kvalificeret vurdering efter 8 uger ikke betyder, at en kommune skal vente med en sådan vurdering.

Det er ikke et krav, at den første vurdering efter § 7 skal munde ud i en færdig plan for modtageren eller at fastlægge et mål, der ligger et godt stykke ud i fremtiden. I mange tilfælde vil dette slet ikke være muligt.

Er der tale om en ung person, som skal have hjælp i en periode, indtil pågældende kan begynde på en uddannelse, kan kravene til den første kvalificerede vurdering være opfyldt i og med, at disse forhold konstateres, og at pågældende får skriftlig besked om dette. Det samme gælder personer, der søger hjælp alene på grund af ledighed, jf. også princippet om »glat-sagsbehandling« i forslaget til § 8 i lov om aktiv socialpolitik.

Drejer det sig imidlertid om en person, som tidligere gennem en længere periode har modtaget sygedagpenge, har haft kortvarige arbejdsforhold, og for hvem der derfor er risiko for, at pågældende kan få betydelige vanskeligheder med at komme tilbage til arbejdsmarkedet, er der al mulig grund til hurtigt at få klarlagt, om et tilbud om revalidering kunne være hensigtsmæssigt.

Det er i sådanne tilfælde ikke et krav, at den første vurdering altid skal munde ud i en færdig plan for modtageren, fx en erhvervsplan. Resultatet af vurderingen kan være, at kommunen konstaterer, at der bør arbejdes hen imod at afklare mulighederne for en revalidering. Kravene til 1. gangsopfølgning vil således i høj grad afhænge af ansøgerens individuelle forhold.

Formuleringen »senest efter 8 uger« betyder, at hvis kommunen allerede fra starten har foretaget en kvalificeret vurdering, skal den ikke igen vurdere sagen efter § 7. Det kan følge af andre bestemmelser, hvornår sagen igen skal vurderes.

De beslutninger, som en kommune træffer i forbindelse med vurderingen efter § 7 kan have form af afgørelser, fx om, at kontanthjælpen/aktiveringen skal fortsætte uændret, eller at ansøgeren skal have tilbud om revalidering. Ansøgeren kan efter de almindelige regler klage over sådanne afgørelser til de sociale klagemyndigheder.

Det foreslås i stk. 2 , at når en kommune eller en amtskommune træffer afgørelser efter § 7, skal disse meddeles skriftligt til borgeren. Kravet om skriftlighed skyldes et hensyn såvel til borgeren som til myndigheden.

For borgeren betyder det klarhed over, hvordan kommunen eller amtskommunen ser på sagen, herunder hvilke afgørelser der er truffet. For myndigheden er det klart en fordel, at der ikke er misforståelser om, hvad sagen handler om, og fx i hvilken retning den går.

Til § 8 Efter forslaget bemyndiges socialministeren til at kunne fastsætte nærmere regler for de sociale myndigheders behandling og opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.

Til kapitel 3 I kapitlet beskrives, hvilken myndighed, der skal behandle en sag og borgerens oplysningspligt.

Handlekommune

Til § 9 Bestemmelsen i stk. 1 om, at det er kommunen (kommunalbestyrelsen), der er ansvarlig over for den enkelte borger og familien, der søger om hjælp, svarer til reglen i bistandslovens § 9 og § 2, stk. 1, i den sociale styrelseslov.

Det vil normalt være den kommune, hvor borgeren bor, der har pligten til at sørge for, at den enkelte eller familien får hjælp. Det kan - som hidtil - ikke kræves, at den pågældendes ophold er dokumenteret ved folkeregistertilmelding. Det er tilstrækkeligt for at fastslå pligten, at det kan konstateres, at borgeren faktisk har ophold i kommunen.

Stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 10, stk. 2, hvorefter ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Stk. 3 viderefører reglerne i bistandslovens § 10, stk. 3, om et barns opholdskommune. I forhold til ydelser efter dette forslag har reglen begrænset praktisk betydning, da hjælp til forsørgelse af børn under 18 år som altovervejende hovedregel ydes til forældrene, men reglen er medtaget for at skabe overensstemmelse til forslaget til lov om social service. Hvis barnet bor hos samlevende forældre, har det opholdskommune, hvor forældrene er. Hvis forældrene ikke bor sammen, har barnet opholdskommune hos den af forældrene, hvor det bor mest. I denne sammenhæng er det således uden betydning, hvem der har forældremyndigheden. I de tilfælde, hvor et barn bor lige meget hos begge forældre, foreslås det at opretholde den hidtidige regel om, at folkeregisteradressen er udslagsgivende.

Det foreslås endvidere i stk. 4 at lovfæste hidtidig administrativ praksis vedrørende børn, der ikke bor sammen med nogen af forældrene. I disse tilfælde får barnet selvstændig opholdskommune, hvis barnet inden behovet for hjælp har klaret sig selv. Børn, der har ophold på institution eller er i familiepleje, har ikke selvstændig opholdskommune, da de ikke klarer sig selv.

Stk. 5 opretholder reglen i bistandslovens § 10, stk. 4, om, at den stedlige opholdskommune har pligt til at yde øjeblikkelig hjælp til en person, der har midlertidigt ophold i kommunen. Bestemmelsen omfatter kun de situationer, hvor en person efter reglerne i stk. 3 og 4 har opholdskommune i en anden kommune. Efter bestemmelserne sidestilles ægtefæller og børn med enlige personer, der søger hjælp, hvor de har ophold.

Stk. 6 svarer til bistandslovens § 10, stk. 5, hvorefter staten yder integrationsbistand til flygtninge m.v. I forbindelse med lov nr. 290 af 24. april 1996 om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. og og lov om social bistand (Midlertidig opholdstilladelse til personer fra Serbien-Montenegro m.v.) blev der mulighed for, at kommunerne kan overtage pligten til at yde intagrationsbistand fra et tidligere tidspunkt end efter de 18 måneder.

Efter dagpengeloven udbetales dagpenge fra kommunen af den kommune, hvor dagpengemodtageren har sin bopæl, jf. dagpengelovens § 25, stk. 1. Ved bopælskommune forstås efter praksis normalt den kommune, hvor pågældende er tilmeldt folkeregistret.

Der er imidlertid også regler, der giver ret til dagpenge til personer, der opholder sig i udlandet, og regler om ret til dagpenge for personer, der har bopæl her i landet, men som arbejder i udlandet. Disse personer ville ikke være berettiget til dagpenge med handlekommunereglen, der er foreslået i stk. 1.

Det foreslås derfor, at socialministeren fastsætter regler om bopæls- og handlekommuneregler for personer, der modtager dagpenge.

Forslaget til § 9 betyder ikke, at kommuner og amtskommuner skal fastlåses i opgavevaretagelsen. Der er med bestemmelsen ikke lagt bindinger på, at der i særlige tilfælde er mulighed for, at kommuner og amtskommuner kan aftale en anden opgavevaretagelse i forhold til den enkelte borger, hvis det er nødvendigt. Aftaler en kommune eller amtskommune en anden opgavevaretagelse, der hensigtsmæssigt kan give det bedst mulige tilbud til borgeren, skal dette imidlertid ske med borgerens akcept.

Der er i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om social pension og lov om delpension foreslået, at reglerne om opholdskommune også gælder for sager efter disse love.

Oplysningspligt m.v. Afsnittet viderefører de hidtil gældende regler om borgerens oplysningspligt og de sociale myndigheders muligheder for at indhente oplysninger efter de sociale love. Der foreslås visse præciseringer i forbindelse med overførslen fra de enkelte love til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, fordi reglerne ikke har været revideret, siden forvaltningsloven trådte i kraft den 1. januar 1987. Der foreslås også en udvidelse af oplysningsbetemmelser som følge af muligheden for en generel kontrol.

Til § 10 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 17, § 22 i lov om social pension, § 37 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og § 15 i lov om delpension.

Dog er pligten til at give oplysninger i stk. 1 udvidet til at omfatte såvel den, der søger om hjælp, som den, der modtager hjælp. Der ligger heri, at bestemmelsen præciserer den udvikling, der er sket med bistandslovens § 17, som oprindelig alene havde betydning for ansøgningssager. Udviklingen - også set i lyset af forvaltningslovens regler om videregivelse og indhentelse af oplysninger - har vist, at bestemmelsen i vidt omfang efter praksis også anvendes i ikke-ansøgningssager, fx sager om uanmodet førtidspension og børnesager. Det foreslås derfor at præcisere, at bestemmelsen også finder anvendelse i ikke-ansøgningssager.

I overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 28 og 29 foreslås det præciseret, at myndigheden, når den bruger den vidtgående adgang til at indhente oplysninger, skal orientere ansøgeren/modtageren om pligten til at medvirke og adgangen til at indhente nødvendige oplysninger efter § 12.

Til § 11 Stk. 1 svarer med redaktionelle ændringer til § 18 i lov om social bistand, § 41 i lov om social pension og § 12 i lov om delpension. Den, der modtager hjælp efter loven, har således pligt til at oplyse kommunen om ændringer i sine forhold, som kan medføre, at hjælpen indskrænkes eller ophører.

Det forudsættes ikke, at borgeren tillige er klar over konsekvenserne af de forandrede forhold.

Efter stk. 2 skal kommunen skriftligt orientere den, der søger om hjælp, om oplysningspligten og konsekvenserne af, at pågældende tilsidesætter oplysningspligten. Pågældende skal endvidere have skriftlig besked om, hvilke type ændringer der kan få betydning for hjælpen.

Til § 12 Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, kan en forvaltningsmyndighed videregive oplysninger af ren privat karakter om en person, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives. Bistandslovens § 17, § 22, stk. 2, i lov om social pension og § 37 i dagpengeloven er eksempler på en sådan bestemmelse, som giver adgang til at indhente oplysninger. Disse bestemmelser foreslås videreført i stk.1.

Det er fortsat den myndighed, der behandler sager efter den sociale lovgivning, der kan indhente oplysninger som nævnt i stk. 1. Det betyder, at bestemmelsen omfatter kommunen, amtskommunen, de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse.

Myndigheden kan efter stk. 1 som hidtil indhente oplysninger fra såvel offentlige som private personer, herunder læger og organisationer. Efter stk. 2 kan myndigheden som hidtil også forlange, at der optages retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018.

Det præciseres i stk. 3 , at myndigheden skal forsøge at få et samtykke fra den, som sagen vedrører, og myndigheden skal oplyse om konsekvenserne af et manglende samtykke. Et sådan konsekvens kan fx være, at sagen behandles på det foreliggende grundlag, hvilket kan indebære, at ansøgeren får afslag på hjælp eller får en mindre hjælp. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.6.

De sociale nævn og Ankestyrelsen forsøger som hidtil så vidt muligt at få samtykke til indhentelse af oplysninger på den måde, at man i den skriftlige bekræftelse af modtagelsen af en klage meddeler, at man vil indhente nærmere beskrevne typer af oplysninger til brug for sagsbehandlingen, medmindre parten har indvendinger imod det. Der sættes en frist, inden for hvilken parten kan gøre indsigelse. Denne ordning, som er smidig både for borgeren og myndigheden, har fungeret godt. Hvis der gøres indsigelse i en ansøgningssag, respekteres dette, men borgeren gøres opmærksom på, at sagen så må afgøres på det foreliggende grundlag, og at det kan være til skade for borgeren.

I stk. 4 er det blevet præciseret, at myndigheden kan indhente oplysninger om økonomiske forhold i elektronisk form, dels som led i behandlingen af den enkelte sag, dels som led i en generel søgning til brug for kontrol. Ved en generel søgning foretager kommunen en samkøring af registre for at kontrollere, at personer, der søger, modtager eller har modtaget hjælp, ikke samtidig modtager/har modtaget andre ydelser, som man ikke kan få samtidig med hjælp efter denne lov, eller som har betydning for størrelsen af hjælpen.

Det kan i den forbindelse nævnes, at Folketinget i 1990 vedtog den såkaldte kontrollov (lov nr. 387 af 13. juni 1990) med det formål at styrke myndighedernes mulighed for at føre kontrol med udbetalingen af offentlige ydelser, således at fejludbetalinger og misbrug kan nedbringes. Ved loven blev der i de sociale hovedlove indført en hjemmel til elektronisk at indhente oplysninger om økonomiske forhold fra andre myndigheder og arbejdsløshedskasser.

Af retssikkerhedsmæssige grunde blev det præciseret over for kommunerne, at de skal informere borgerne om, at de kan blive kontrolleret i elektronisk form ved sagens start og ved senere opfølgning.

For yderligere at styrke myndighedernes mulighed for at føre kontrol med udbetaling af offentlige ydelser vedtog Folketinget i 1994 som et led i finanslovforliget for 1995 en ændring af skattekontrolloven (lov nr. 1113 af 21. december 1994). Ændringen medfører, at alle arbejdsgivere med 20 eller flere ansatte skal indberette personnumre på alle, der modtager A-indkomst. Skatteministeren vil efter aftale med socialministeren fra 1. maj 1997 udvide indberetningsordningen, så den kommer til at omfatte alle arbejdsgivere med mere end 10 ansatte.

De sociale myndigheder har således nu bedre mulighed for ved en sags start eller ved senere opfølgning at kontrollere, om en person samtidig med en social ydelse får udbetalt lønindkomst, dagpenge fra en A-kasse, SU eller andre ydelser, der har betydning for retten til eller størrelsen af hjælpen.

For at understrege, at disse regler har til formål at forhindre, at der sker fejludbetalinger, er det fastsat i forslagets § 10, stk. 3 , at myndigheden skal orientere om muligheden for at indhente oplysninger fx i elektronisk form.

Til § 13 Efter bestemmelsen er socialministeren bemyndiget til efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren at fastsætte regler om, at uddannelsesstederne har pligt til at underrette og give oplysninger til kommunerne om personer, der er i aktivering i en uddannelsesaktivitet efter § 16, stk. 2, nr. 4 og 7. Reglen svarer til aktiveringslovens § 6, stk. 3.

Til § 14 Bestemmelsen er en videreførsel af den hidtidige bestemmelse i § 62 a i lov om social pension.

Til kapitel 4 I kapitlet beskrives kommunens opgaver samt de udvalg m.v., som kommunalbestyrelsen skal nedsætte eller sørge for bliver nedsat efter den sociale lovgivning.

Til §§ 15 - 16 Bestemmelsen i § 15 er en videreførsel af § 2, stk. 1, i den sociale styrelseslov. Efter såvel lov om aktiv socialpolitik, sygedagpengeloven, lov om social service m.fl. som efter Sundhedsministeriets lovgivning varetager kommunerne en række sociale og sundhedsmæssige opgaver.

Kommunen varetager også visse arbejdsmarkedsmæssige forhold. Den sociale lovgivning hviler på et helhedssyn, således at samtlige muligheder i lovgivningen skal bringes i anvendelse for at forbedre den enkeltes muligheder for at komme ind på, vende tilbage til eller fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Derfor er det kommunens opgave - for at den enkelte fx kan vedligeholde kontakten til arbejdspladsen - at indgå i et samarbejde med arbejdsmarkedets parter lokalt. Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for forvaltningen af opgaverne. Der henvises nærmere om tilsynet til de almindelige bemærkninger.

Til § 17 Bestemmelsen er en videreførsel af § 2, stk. 2, i den sociale styrelseslov, som afløste bestemmelsen om det sociale udvalgs selvstændige kompetence med virkning fra den 1. januar 1990. Der skal være et eller flere udvalg til at træffe beslutning eller afgørelse i konkrete personsager, fordi disse sager typisk indeholder fortrolige oplysninger, som ikke egner sig til et større forum. Bestemmelsen hindrer ikke de pågældende udvalg i at have andre opgaver. En kommune og amtskommune kan også vælge at lade allerede eksisterende udvalg behandle sagerne.

Udvalgene, der behandler personsager, er ikke selvstændige forvaltningsmyndigheder i relation til forvaltningslovens § 28. Udvalgene og den tilhørende forvaltning er en del af den kommunale forvaltning. En ansøger er derfor med hensyn til de fortrolige oplysninger i vedkommendes sag beskyttet af tavshedspligtsreglerne i forvaltningslovens § 27 og straffeloven, ligesom en sagsbehandler ikke må skaffe sig flere oplysninger end nødvendigt for sagsbehandlingen efter forvaltningslovens § 32.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at kommunalbestyrelsen eller udvalget delegerer kompetencen til at træffe afgørelse direkte til forvaltningen.

Børn og unge-udvalget

Til §§ 18 - 21 Bestemmelsen, der med enkelte ændringer viderefører bistandslovens § 126, indeholder reglerne om børn og unge-udvalget, som er det kompetente organ for de beslutninger efter børnereglerne i lov om social service, der kan gennemføres tvangsmæssigt.

Det påhviler efter forslagets § 18 kommunalbestyrelsen at nedsætte et børn og ungeudvalg til at træffe afgørelse i de sager, der er opregnet i servicelovens § 60.

Efter forslagets § 19 består udvalget af 3 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer. Som medlem udpeges endvidere byretsdommeren i retskredsen samt en pædagogisk-psykologisk sagkyndig. Er der flere dommere i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage hvervet. Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige udpeges af amtsrådet for den kommunale valgperiode. Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at give møde når medlemmet er forhindret i at møde.

Efter forslagets § 19, stk. 3, kan medlemmer af det udvalg, der behandler sager om børns og unges sociale forhold, i magistratskommuner vedkommende magistratsmedlem, ikke vælges som medlemmer af eller stedfortrædere til børn og unge-udvalget.

Bestemmelsen i stk. 3 skal sikre børn og unge-udvalget en særlig - og uafhængig - status i forhold til det udvalg, der varetager opgaverne vedrørende børns og unges sociale forhold i øvrigt. Børn og unge-udvalget er en selvstændig forvaltningsmyndighed og har ingen overordnede funktioner i forhold til den kommunale forvaltning.

Børn og unge-udvalget vælger efter forslagets § 20 selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen. Det er formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes forfald næstformanden, der træffer foreløbige beslutninger efter servicelovens § 43.

Efter forslagets § 20, stk. 2 , leder dommeren forhandlingen og påser, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og dommeren vejleder i øvrigt udvalget. Dommeren er tillagt en selvstændig beføjelse til at forlange yderligere oplysninger indhentet, herunder kræve, at der afholdes retsligt forhør. Forældrene og deres advokat har således muligheden for i forbindelse med sagens behandling i udvalget at bede dommeren særskilt vurdere, om der er behov for yderligere oplysninger, herunder retsligt forhør.

Ifølge forslagets § 21 fastsætter socialministeren forretningsorden for børn og ungeudvalgene og kan herunder fravige kravet med hensyn til sammensætningen af udvalget, hvis kommunalbestyrelsen på grund af sin størrelse ikke kan opfylde kravet i § 19, stk. 3. Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte en ensartet procedure for behandlingen i børn og unge-udvalgene.

Af den nuværende forretningsorden fremgår bl.a., at kun medlemmerne og udvalgets sekretær må deltage i mødet under voteringen. Sagsbehandleren eller andre, der har beskæftiget sig med sagen i forvaltningen, kan ikke deltage i mødet under voteringen. Derimod vil der ikke være noget til hinder for, at udvalget indkalder sagsbehandleren eller andre til mundtligt at redegøre for sagen, forinden der træffes afgørelse, men forældrene, deres advokat og eventuelle andre parter har krav på at blive orienteret om, hvad forvaltningen mundtligt har oplyst.

Forslagets § 21, stk. 2, viderefører bestemmelsen i § 3 i den sociale styrelseslov. Det er således som hidtil indenrigsministeren, der fastsætter de nærmere regler om vederlæggelse af børn og unge-udvalgets formand og de øvrige kommunalbestyrelsesvalgte medlemmer.

Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

Til §§ 22 - 29 Bestemmelserne i §§ 22 - 29 afløser de gældende regler i kapitel 3 i den sociale styrelseslov.

Dog er sammensætningen af koordinationsudvalgene blevet smidiggjort med henblik på at tilgodese de enkelte lokale områder. Den oprindelige personkreds fastholdes i videst muligt omfang, men efter § 24, stk. 3, er der mulighed for at pege på andre organisationer - fx Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd - og privatpersoner med tilknytning til lokalområdet og kommunen. Det er således en betingelse, at organisationsrepræsentanter og enkeltpersoner skal have tilknytning til og eventuelt være bosiddende i lokalområdet.

Ældreråd og klageråd

Til §§ 30 - 36 Bestemmelserne i §§ 30 - 36 om ældreråd og klageråd svarer til de gældende regler i §§ 56 a og 56 b i lov om social bistand.

Det foreslås, at §§ 56 a og 56 b, i lov om social bistand opdeles i henholdsvis fire og tre paragraffer. Der er ikke tilsigtet ændringer i forhold til gældende lov.

Forældrebestyrelser

Til § 37 Bestemmelsen svarer til dele af bistandslovens §§ 69 a og c.

Forslaget handler om kommunens forpligtelse til at sikre, at der nedsættes forældrebestyrelser i kommunale og selvejende daginstitutioner og kommunal dagpleje, jf. kapitel 4 i lov om social service.

Bestemmelserne om forældrebestyrelser i kommunale dagtilbud blev indsat i bistandsloven med virkning fra 1. januar 1993 (lov nr. 350 af 14. maj 1992) og ændret pr. 1. januar 1996 (lov nr. 433 af 14. juni 1995).

Formålet med bestemmelserne om forældrebestyrelser er at sikre forældre med børn i kommunale og selvejende dagtilbud en ret til indflydelse på dagtilbudenes arbejde.

De indholdsmæssige bestemmelser om forældrebestyrelser i dagtilbud videreføres i lov om social service.

Til kapitel 5 I kapitlet beskrives amtskommunens opgaver og udvalg m.v.

Til § 38 Bestemmelsen fastlægger amtskommunens opgaver på det sociale område. Indholdet er nærmere beskrevet i de enkelte love.

Opgaverne kan om nødvendigt varetages i samarbejde med andre amtsråd.

Til § 39 Bestemmelsen angiver amtskommunens tilsynsforpligtelse. Der henvises til afsnittet om det kommunale tilsyn og Socialministeriets tilsyn i de almindelige bemærkninger.

Til § 40 Sager om hjælp til enkeltpersoner kan ikke behandles i det samlede amtsråd, men skal derimod behandles af det eller de udvalg, som amtsrådet henviser disse sager til. Bestemmelsen er en videreførsel af § 10, stk. 3, i den sociale styrelseslov. Der henvises til bemærkningerne til § 17.

Til § 41 Bestemmelsen har til formål at videreføre de amtslige brugerråd, der er nedsat i hver amtskommune efter § 19 i den sociale styrelseslov.

Brugerrådene forudsættes som hidtil at kunne tage spørgsmål af mere generel karakter vedrørende sociale anliggender op til drøftelse, og at komme med forslag til initiativer, herunder om samordning med andre områder inden for den amtskommunale forvaltning eller i amtets kommuner.

I stk. 3 foreslås det, at socialministeren bestemmer, i hvilket omfang brugerrådet kan behandle klagesager, jf. § 79 i lov om social service. Der vil i den forbindelse blive fastsat regler om, at brugerrådet udvides med repræsentanter fra amtsrådet ved behandlingen af klagesagerne, jf. bemærkningerne til § 69 i lov om social service.

Til Kapitel 6 I kapitlet beskrives fælles bestemmelser for kommune og amtskommune.

Til § 42 Bestemmelsen fastslår, at der er en gensidig forpligtelse for kommune og amtskommune til at samarbejde i forbindelse med løsningen af opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service.

Det er af afgørende betydning for en samlet og helhedsorienteret indsats, at kommunerne og amtskommunerne samarbejder om de tilbud, der falder ind under deres respektive ansvarsområde. Det er særlig vigtigt, at der samarbejdes på de områder, hvor opgavevaretagelsen involverer begge parter, eller hvor der er delt finansiering. Det er vigtigt, at den part, der har det endelige ansvar for løsningen af en opgave inddrager den anden part i sagsforløb, der vedrører begge parter. Der lægges i bestemmelsen op til dels et samarbejde om den overordnede indsats, dels til et samarbejde om indsatsen for den enkelte borger.

På det overordnede plan er det vigtigt, at der i fællesskab mellem amter og kommuner udvikles samarbejdsmodeller for den samlede støttende indsats, hvoraf ansvarsfordelingen mellem amter og kommuner fremgår. For så vidt angår hjælpen til den enkelte forudsætter et velfungerende samarbejde, at amtskommunen - henholdsvis opholdskommunen - inddrages i sagen så tidligt som muligt.

Forpligtelsen efter stk. 2 til samarbejde gælder principielt samtlige opgaveområder, der involverer begge parter. Det betyder, at den hidtidige bestemmelse i bistandslovens § 32 b, stk. 2, om samarbejde og den forebyggende og støttende virksomhed for børn og unge hermed er indeholdt i den foreslåede bestemmelse. Pligten for kommunen til at samarbejde med amtskommunen forud for fx anbringelse af et barn udenfor hjemmet gælder fortsat. Den foreslåede bestemmelse omfatter endvidere bestemmelsen i bistandslovens § 68 a, stk. 3, om samarbejde og om den støttende indsats for stofmisbrugere.

Stk. 3 giver hjemmel til, at amtsrådet og kommunalbestyrelsen, medmindre andet er fastsat, kan indgå aftaler om, at forpligtelser vedrørende opgavevaretagelsen, der efter loven påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Der er tale om en hjemmel til, at et amtsråd fx kan overlade sin visitationskompetence til en kommunalbestyrelse. Bestemmelsen gælder generelt, og det betyder, at muligheden i bistandslovens § 68 a, stk. 4, er videreført.

Til § 43 Til stk. 1

Det er almindeligt, at en kommune eller en amtskommune overlader udførelsen af opgaver efter den sociale lovgivning til andre, fx en selvejende institution. Dette forudsætter en aftale, som beskriver såvel den økonomiske som den indholdsmæssige del af opgaven.

Det er herved vigtigt, at opgaven ikke kun angives i brede vendinger, men at den beskriver de enkelte elementer i opgaven, og med hvilken kvalitet den skal udføres, fx krav til brugerindflydelse, krav til personaleudannelse, åbningstider o.lign.

Forslaget i § 43, stk. 1, betyder, at kommunen eller amtskommunen, når den betaler for at få opgaver udført, har pligt til at overveje, om det økonomiske arrangement indeholder mulighed for en formuedannelse og i givet fald tage stilling til, hvordan det offentlige får indflydelse på formuens senere anvendelse.

I nogle tilfælde vil det økonomiske mellemværende mellem myndigheden og den organisation, som udfører opgaven, være indrettet således, at der over tid opsamles formue, som er en konsekvens af, at myndigheden har afholdt visse udgifter, navnlig udgifter vedrørende afdrag og renter på fast ejendom eller inventar.

Om dette er tilfældet, vil afhænge af, hvordan den aftale, som regulerer det økonomiske mellemværende, er udformet.

En aftale, der er indgået på almindelige forretningsmæssige vilkår, vil typisk ikke være udformet på en sådan måde, at det offentlige betaler for udgiftstyper, der udmøntes i en formuedannelse. En aftale, der efter licitation er indgået med et firma om at sørge for kommunens transport af ældre og handicappede, vil fx kunne gå ud på, at kommunen betaler for transporten efter takster fastsat i aftalen. Kommunen vil typisk ikke betale for anskaffelse af busser eller andet materiel.

Hvis kommunen eller amtskommunen for brug af en fast ejendom betaler en husleje, der fastsættes på grundlag af markedsprisen, vil der heller ikke som udgangspunkt være grundlag for en formodning om formuedannelse.

Men det er ikke ualmindeligt, at det aftales med en organisation, at den driver et særligt tilbud mod, at myndigheden dækker de faktiske udgifter, herunder udgifter til renter og afdrag på en fast ejendom, der et integreret led i den aftalte opgave. Det kan være et botilbud til personer med omfattende behov for hjælp eller et godkendt opholdssted til børn og unge.

Løber en sådan aftale over en årrække, vil der - afhængig af de konkrete omstændigheder - som følge af betaling af afdrag og/eller udgifter til (ekstra)ordinær vedligeholdelse i ejendommen opsamles en formue, som helt eller delvist er kommet til veje, fordi myndigheden har betalt disse specificerede udgifter.

Hvis ejendommen ikke længere skal anvendes til det aftalte formål, er det derfor rimeligt, at myndigheden, som har betalt udgifterne, har indflydelse på, hvordan formuen skal anvendes.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der bør udformes en bestemmelse, må der tages udgangspunkt i en vurdering af, om der i praksis over tid vil blive tale om en »offentlig betalt formuedannelse«. Dette vil kun sjældent være tilfældet, hvis der er tale om et planlagt kortvarigt arrangement, fx køb af enkeltpladser på en institution i en kortere periode.

Her overfor står de tilfælde, hvor bygninger er særligt indrettet til det aftalte formål, og hvor aftaleparterne forudsætter, at aftalen om driften skal løbe ganske lang tid. Her vil det være oplagt, at der allerede ved indgåelsen af aftalen tages hensyn til, hvordan en eventuel formueforøgelse skal opgøres, og hvordan myndigheden sikres sin andel.

Det må helt afhænge af de konkrete forhold, hvordan en aftale bedst kan udformes. En mulighed kan være, at det offentlige får pant i ejendommen svarende til betalte afdrag/ekstraordinære udgifter til bygningsvedligeholdelse.

En anden praktisk mulighed er, at det sikres, at den faste ejendom ejes af en selvejende institution, og det af vedtægterne for denne fremgår, at vedtægterne kun kan ændres med myndighedens godkendelse, og at hvis den selvejende institution ophører, skal anvendelsen af formuen godkendes af kommunen/amtskommunen.

Til stk. 2

I dag er private eller selvejende instituioner, der har indgået overenskomst med en kommune eller en amtskommune, ligesom kommunale og amtskommunale institutioner omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Baggrunden er, at de udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og dermed er undergivet intensiv offentlig regulering.

Det betyder for borgerne og de ansatte, at de har de rettigheder, der fremgår af de 2 love fx aktindsigt i institutionens sager, der er tavshedspligt vedrørende fortrolige oplysninger, der er ret til partshøring og notatpligt.

Andre private, der udfører opgaver for en kommunal eller amtskommunal myndighed, er i dag ikke omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når de udfører opgaverne.

Baggrunden er, at fx puljeordninger efter § 10 i lov om social service, nok i overvejende grad, men ikke i alle tilfælde kan siges at opfylde kravene om mere omfattende offentlig virksomhed og dermed heller ikke ubetinget er undergivet intensiv offentlig kontrol. Det samme gælder en række andre private ordninger, som kommuner og amtskommuner har indgået aftale med om sociale opgavers udførelse.

For at sikre borgerne en ensartet retstilstand, uanset hvilken form for hjælp det drejer sig om, og uanset hvem der udfører den, foreslås det, at private, som en kommune eller amtskommune har indgået aftale med, omfattes af forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, som de udfører for det offentlige på det sociale område. Dvs. at de generelt ikke er omfattet af de 2 love, men kun, når de udfører den pågældende opgave.

Til stk. 3

Efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, kan oplysninger af ren privat karakter ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed, med mindre den, som oplysningerne vedrører, giver samtykke, at der er hjemmel i anden lov til at videregive den, at videregivelsen overstiger hensynet til hemmeligholdelsen (»værdisprings-reglen«), eller at videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling. Forvaltningslovens § 28 finder som nævnt anvendelse ved videregivelse mellem forskellige forvaltningsmyndigheder.

Er der derimod tale om videregivelse inden for samme myndighed, er videregivelsen reguleret af forvaltningslovens § 27 om tavshedspligt og straffelovens bestemmelser. En videregivelse kan herefter ske, uden at der er tale om brud på tavshedspligten, hvis videregivelsen er berettiget.

Private eller selvejende institutioner betragtes i dag som selvstændige forvaltningsmyndigheder i forhold til den kommunale og amtskommunale forvaltning, hvorimod de kommunale og amtskommunale institutioner er en del af den kommunale eller amtskommunale forvaltning. Det betyder, at der gælder forskellige regler om videregivelse og indhentelse af oplysninger, afhængig af, hvilken type institution borgeren vælger.

Forslaget om, at de private ordninger også skal betragtes som en del af den kommunale eller amtskommunale forvaltning, når de udfører opgaver for det offentlige, betyder, at borgerne sikres ensartede muligheder for, at der er fuld fortrolighed med hensyn til oplysningerne om dem selv.

Tilsvarende vil borgerne være sikret, at nødvendige oplysninger af ren privat karakter og andre fortrolige oplysninger kan videregives eller indhentes fra den kommunale eller amtskommunale forvaltning. Udgangspunktet er fortsat, at der i videst mulig omfang skal indhentes samtykke, inden oplysningerne videregives eller indhentes. Der henvises til bemærkninger til § 12, stk. 3.

Til kapitel 7 I kapitlet beskrives de nye sociale nævn, sammensætningen og opgaverne.

Til § 44 Det sociale nævn afløser det sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnet. Det sociale ankenævn har hidtil været klageinstans for kommunale afgørelser og revaliderings- og pensionsnævnet første instans i sager om mellemste og højeste førtidspension, invalidebiler og hjælp til etablering af selvstændig virksomhed. Revaliderings- og pensionsnævnet har endvidere været klageinstans for kommunale afgørelser om almindelig og forhøjet førtidspension.

Til § 45 De nye opgaver på regionalt niveau - klage over kommunale sygedagpenge til nævnet, amtsrådets kompetence i handicapafgørelser, der kan indbringes for det sociale nævn - medfører, at der i stk. 2 foreslås en sammensætning af nævnet, der er i overensstemmelse med de nye opgaver. Det foreslås, at statsamtmanden - som hidtil - er formand for nævnet, der i øvrigt består af 5 medlemmer. Kommuneforeningen i amtet, amtskommunen, De Samvirkende Invalideorganisationer samt LO og DA indstiller hver 1 medlem. LO og DA indstiller hver sit medlem gennem arbejdsmarkedsrådet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Det er en forudsætning, at de enkelte medlemmer er bosiddende i amtet. Hvis et medlem derfor flytter fra amtet, skal der udpeges et nyt medlem i stedet for.

Til § 46 Af hensyn til Københavns og Frederiksberg Kommuners særlige status som både kommune og amtskommune foreslås det, at Det Sociale Ankenævn og Revaliderings- og Pensionsnævnet afløses af Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Direktøren for Den Sociale Sikringsstyrelse er som hidtil formand for nævnet. Sekretariatet stilles til rådighed af Socialministeriet og ligger i Den Sociale Sikringsstyrelse. Sekretariatet er endvidere en selvstændig forvaltningsmyndighed, herunder også efter forvaltningslovens § 28, i forhold til til Den Sociale Sikringsstyrelse i øvrigt og dennes funktioner.

Til § 47 Bestemmelsen viderefører reglerne om generel inhabilitet for medlemmerne af udvalget, der behandler personsager.

Endvidere foreslås det, at inhabilitetsreglerne udvides til at omfatte de medlemmer af amtsrådet, der er medlemmer af udvalget, der behandler personsager, jf. forslaget til § 40.

Borgmestre og viceborgmestre

Det bemærkes, at Justitsministeriet har udtalt, at i mangel af klare holdepunkter for, at lovgivningsmagten har tilsigtet at skabe det retlige grundlag for en repræsentation af lokale borgmestre i de sociale ankenævn, bør der lægges vægt på, at det vil være bedst stemmende med forvaltningslovens forudsætninger omkring generel inhabilitet, at man til nævnene undlader at udpege borgmestre i kommuner inden for amtet. Socialministeriet har herefter undladt at udpege borgmestre til nævnene. Justitsministeriet har med hensyn til viceborgmestre udtalt, at disse som følge af deres funktion som stedfortrædere for borgmesteren ikke kan anses for generelt inhabile. Socialministeriet har derfor udpeget viceborgmestre som medlemmer af det sociale nævn.

Da der foreslås en bredere sammensætning af de sociale nævn, findes der ikke grundlag for at fastsætte regler, der generelt bestemmer, at en borgmester ikke kan være medlem af det sociale nævn.

Til § 48 Bestemmelsen i stk. 1 er en videreførsel af den hidtidige funktionsperiode, hvorimod stk. 2 er udvidet i forhold til gældende ret, idet socialministeren som en konsekvens af nævnenes nye koordinationsopgave også fastsætter regler om denne. Endvidere fastsætter socialministeren regler for sammensætningen, der sikrer medvirken af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter i sager, der særligt vedrører de arbejdsmarkedsrettede ydelser, fx ydelser efter sygedagpengeloven og ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.

Efter gældende pensionslovs § 24, stk. 2, kan revaliderings- og pensionsnævnet tilkalde en specialist som rådgiver. Bestemmelsen sikrer, at revaliderings- og pensionsnævnet som ankemyndighed kan få en uafhængig sagkyndig vurdering af førtidspensionssagen på et generelt grundlag. Det foreslås, at denne adgang til at tilkalde en specialist for fremtiden vil fremgå af forretningsordenen for de sociale nævn. Forretningsordenen skal således også fastsætte regler om anvendelsen af specialister samt disses honorarer.

Som hidtil betales udgifterne til nævnenes arbejde af staten.

Til kapitel 8

Til § 49 Bestemmelsen er en videreførsel af den hidtidige regel om, at Den Sociale Sikringsstyrelse (tidligere Direktoratet for Social Sikring og Bistand) er sekretariat for Det Sociale Nævn. Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 64.

Den Sociale Sikringsstyrelse udfører administrative funktioner vedrørende anvendelsen af de fællesskabsretlige ordninger om samordning af medlemsstaternes lovgivninger om social sikring, for så vidt angår vandrende arbejdstagere, selvstændige og deres familiemedlemmer.

Tilsvarende har styrelsen opgaver med hensyn til administrationen af de nordiske sociale konventioner samt de tosidede konventioner om social sikring, som Danmark har indgået med flere lande.

Til kapitel 9 I kapitlet er den nuværende lov om Den Sociale Ankestyrelse indarbejdet. Der foreslås samtidig ændringer i de enkelte bestemmelser som følge af udviklingen siden den oprindelige vedtagelse af loven, der trådte i kraft den 1. april 1973 - fx er bestemmelserne om tavshedspligt og inhabilitet udeladt, fordi bestemmelserne nu fremgår af forvaltningsloven.

Til § 50 Bestemmelsens ordlyd er en videreførsel af den gældende bestemmelse i lov om Den Sociale Ankestyrelse, § 1, stk. 1. Omfanget af prøvelsesretten skal i øvrigt ses i sammenhæng med bl.a. udtalelser fra Folketingets Ombudsmand.

Ombudsmanden har i en rapport af 28. maj 1993 om en egen drift undersøgelse af 100 sager optaget til principiel behandling udtalt, at Ankestyrelsen ud over den sociale lovgivning også bør inddrage almindelige retsgrundsætninger og relevante regler i øvrigt i sagsbehandlingen. Desuden har Ombudsmanden i nogle udtalelser anført, at Ankestyrelsen har pligt til at påse, at forvaltningslovens regler samt almindelige sagsbehandlingsgarantier (sagbehandlingskrav) i øvrigt er overholdt i underinstansernes sagsbehandling.

Til §§ 51 - 53 Bestemmelserne viderefører de hidtidige bestemmelser i lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Som nye medlemmer af Ankestyrelsen foreslås i § 52 Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, som repræsenterer et væsentligt antal offentligt ansatte. Tilsvarende foreslås Fællesrådet som medlem af Det Centrale Koordinationsudvalg, jf. forslaget til § 81.

§ 52, stk. 2, svarer med redaktionelle ændringer til Ankestyrelseslovens § 4, stk. 2.

Endvidere foreslås det i § 53, stk. 2, at Ankestyrelsen som led i en forenklet sagsbehandling kan benytte sig af skriftlig votering, dog således at et medlem altid kan begære sagen forelagt i et møde.

Det bemærkes, at de almindelige regler om inhabilitet og tavshedspligt ikke er medtaget, fordi reglerne nu fremgår af forvaltningsloven.

Til § 54 Det foreslås, at Ankestyrelsens møder i sager om lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel sammensættes med 3 medlemmer, der repræsenterer henholdsvis Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening samt Københavns og Frederiksberg Kommuner. Forslaget skal ses i sammenhæng med nedlæggelsen af Dagpengeudvalget og som et led i ønsket om at videreføre ekspertise og viden fra arbejdsmarkedet. Sagerne, som skal behandles i møderne, vil være ankesager fra de sociale nævn og dermed af principiel eller generel betydning, jf. forslaget til § 63 . Sagen behandles derfor i et møde med udvidet votering.

Efter forslaget til § 56 kan styrelseschefen beslutte, at afgørelsen skal træffes i et møde, hvor styrelseschefen eller vicestyrelseschefen er formand. Mødet vil da bestå af 3 chefer fra Ankestyrelsen og 3 medlemmer.

Til § 55 Der gælder det almindelige princip inden for det sociale område, at der normalt er klageadgang til en klageinstans. De sociale nævn er derfor normalt sidste klageinstans for kommunale og amtkommunale afgørelser. For at sikre at der ikke opstår uacceptable forskelle i praksis på landsplan har Den Sociale Ankestyrelse dog mulighed for at antage sager af principiel eller generel betydning til behandling som 2. klageinstans. Afgørelsen i disse sager offentliggøres som led i Ankestyrelsens praksiskoordinerede virksomhed.

Begreberne »principiel betydning« og »generel betydning« forstås efter Ankestyrelsens praksis således:

En sag har principiel eller generel betydning hvis

- den omfatter forhold, Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til, herunder spørgsmål i forbindelse med nye regler,

- den vedrører ændringer i retsopfattelsen udtrykt af Folketingets Ombudsmand, landsretterne eller af Højesteret,

- den rejser spørgsmål om administrative forskrifter, strider mod loven eller savner lovhjemmel,

- den vedrører spørgsmål, hvor ændrede samfundsforhold eller ændrede holdninger i befolkningen skaber behov for at tage ældre praksis op til fornyet vurdering, eller den i øvrigt berører et område, hvor Ankestyrelsen finder behov for at ændre praksis,

- hvor afgørelsen strider imod Ankestyrelsens offentliggjorte praksis,

- den har generel betydning for retsanvendelsen på det pågældende område, det vil sige, dens afgørelse har betydning ikke alene for den konkrete sag, men også for andre sager og altså indeholder et generelt aspekt,

Sager af generel betydning kan fx være sager:

- som er egnet til at udstikke retningslinier for et bestemt område,

- som kan belyse almindelig praksis,

- som viser betydelig forskel i retsopfattelsen lokalt eller regionalt,

- som vedrører generelle forvaltningsretlige sagsbehandlingsspørgsmål, som det er af betydning at få lagt nogle normer for, inden for det sociale område.

Til § 56 Bestemmelsen er en videreførsel af § 6, stk. 4, i lov om Den Sociale Ankestyrelse. Det er i bestemmelsen præciseret, at der ud over styrelseschefen eller vicestyrelseschefen tillige deltager 2 ankechefer i mødet. Afgørelserne træffes ved almindeligt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Dette gælder også sager efter § 54.

Til §§ 57 - 59 Bestemmelserne er en videreførsel af hidtil gældende regler.

Til kapitel 10 I dette kapitel foreslås reglerne om klage og behandling af klagesager m.v. samlet. Tilsvarende er hidtidig praksis, bl.a. efter henstilling fra Ombudsmanden, medtaget.

Til § 60 Bestemmelsen om, at kommunens og amtskommunens afgørelse kan indbringes for det sociale nævn, med mindre andet er bestemt, er en videreførsel af den hidtidige klageadgang for den person, som afgørelsen vedrører. For at få et mere enstrenget klagesystem foreslås det, at amtskommunens afgørelser ligesom de kommunale afgørelser kan indbringes for det sociale nævn. I dag indbringes amtskommunens afgørelser for Den Sociale Ankestyrelse, jf. bistandslovens § 15, stk. 6. Der henvises til de almindelige bestemmelser.

Til § 61 Bestemmelsen svarer til bistandslovens § 16, pensionslovens § 61 og delpensionslovens § 18 om, hvilket socialt ankenævn der skal tage stilling til en uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter denne lov.

Den nuværende regel i bistandslovens § 15 a om, at kommunalbestyrelsen kan klage over amtsrådets afgørelser til Den Sociale Ankestyrelse, foreslås erstattet af en regel om, at uenighed mellem en kommune og en amtskommune om deres forpligtelser efter loven kan indbringes for det sociale ankenævn. På den måde får man den samme klagestruktur for afgørelser, der er truffet af kommuner og amtskommuner. Der henvises til bemærkningerne til § 45 i kapitel 7 om amtskommunens repræsentation i det sociale nævn.

Til § 62 Efter § 62 i lov om social pension er det Direktoratet for Social Sikring og Bistand (Den Sociale Sikringsstyrelse), der varetager administrationen af sager om pension for personer, der har fast bopæl i udlandet m.v.

Efter de hidtidige regler har der i tilfælde af uenighed mellem (Direktoratet) Den Sociale Sikringsstyrelse og en kommune om, hvor en person har fast bopæl (i Danmark eller udlandet) - d.v.s. spørgsmålet om hvem, der skal varetage administrationen af en konkret sag - indtil videre været forskellige klageveje alt efter, om det var pensionisten eller kommunen/Den Sociale Sikringsstyrelse, der klagede. Endvidere har det haft betydning hvilken myndigheds afgørelse, der bliver klaget over.

Således kan pensionisten indbringe spørgsmålet for Den Sociale Ankestyrelse efter § 50, stk. 2, 1. pkt. i gældende lov, hvis det er Den Sociale Sikringsstyrelse, der har truffet afgørelse om hvor, pensionisten har bopæl.

Er det kommunen, der har truffet afgørelse om bopælsspørgsmålet, kan pensionisten indbringe sagen for det sociale ankenævn efter gældende lovs § 50, stk. 1.

Hvis en kommune og Den Sociale Sikringsstyrelse er uenige om, hvilken instans der skal behandle en sag, kan spørgsmålet herom indbringes for det sociale ankenævn efter gældende lovs § 51.

Af hensyn til en præcisering af ankereglen i den omtalte situation er det fundet mest hensigtsmæssigt, at spørgsmålet altid skal kunne indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Det præciseres, at såvel kommunen, Den Sociale Sikringsstyrelse og pensionisten vil kunne indbringe uenigheden for Den Sociale Ankestyrelse, hvilket er i overensstemmelse med de gældende regler.

Klageadgangen for disse spørgsmål er med forslaget ikke begrænset til kun at omfatte spørgsmål efter pensionsloven.

Til § 63 Bestemmelsen er en videreførsel af den hidtil gældende regel om, at en afgørelse normalt kun kan efterprøves en gang, med mindre Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel eller generel betydning. Tilsvarende er kommunens klageadgang overført fra de enkelte sociale love.

Efter de gældende regler i pensionsloven, er udgangspunktet ligeledes, at en afgørelse kun kan efterprøves en gang, men der er dog nogle undtagelser.

Det drejer sig om muligheden for at anke en sag om almindelig og forhøjet almindelig førtidspen sion. Efter den delvise udlægning af tilkendelseskompetencen på pensionsområdet pr. 1. januar 1992 har der været en mulighed for at anke en kommunes afgørelse om almindelig og forhøjet almindelig førtidspension til revaliderings- og pensionsnævnet. Hvis nævnet omgør kommunens afgørelse, kan den indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Hvis nævnet stadfæster kommunens afgørelse, kan den kun indbringes for Den Sociale Ankestyrelse, hvis den er af principiel eller generel betydning. Da der kun i disse sager er en udvidet klageadgang, er der med den fulde udlægning til kommunerne ikke længere en begrundelse for den. Den foreslås derfor ophævet.

Ligeledes har der i forhold til de kommuner, der har kompetencen til at tilkende alle typer førtidspension, været mulighed for at anke sin sag til revaliderings- og pensionsnævnet og derfra til Den Sociale Ankestyrelse. Med den fulde udlægning på pensionsområdet ses der heller ikke at være grundlag for at opretholde denne særregel.

Til § 64 Som konsekvens af forslagene i § 3, stk. 4, og § 6 i lov om aktiv socialpolitik om at overføre kompetencen fra socialministeren til Den Sociale Sikringsstyrelse foreslås det, at der bliver mulighed for at klage til Den Sociale Ankestyrelse over de afgørelser, som Den Sociale Sikringsstyrelse træffer vedrørende hjemsendelse af udlændinge og hjælp til forsørgelse af danske statsborgere i udlandet. Det er kun den, som afgørelsen vedrører, som kan klage.

Ligeledes er der efter pensionsloven enkelte områder, hvor chefen for Den Sociale Sikringsstyrelse har kompetencen til at træffe afgørelse. Disse afgørelser kan i dag indbriges for Den Sociale Ankestyrelse. Forslaget viderefører denne mulighed. Det drejer sig om afgørelser om dispensation til at medtage dansk pension til udlandet, jf. pensionslovens § 3, stk. 4, afgørelser om tilkendelse af pension til personer, der bor i udlandet, jf. pensionslovens § 62.

Den Sociale Sikringsstyrelses afgørelser vedrørende anvendelse af lovvalgsreglerne i EF-forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, samt i de konventioner om social sikring, som Danmark har indgået med en række stater, kan i dag indbringes for socialministeren. Det foreslås, at ankeadgangen vedrørende disse afgørelser henlægges til Ankestyrelsen.

Det findes dog hensigtsmæssigt, at klageadgangen til socialministeren vedrørende fravigelse af de generelle lovvalgsregler i form af aftaler med en eller flere stater bevares, fordi sådanne aftaler forhandles ud fra en konkret afvejning af erhvervslivets og den udsendte arbejdstagers interesser.

Den Sociale Sikringsstyrelse er ved disse bestemmelser tillagt en selvstændig kompetence i forhold til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Til § 65 Bestemmelsen er en videreførsel af bistandslovens § 15 c.

Til § 66 Bestemmelsen viderefører reglerne om genvurdering af klager, som i dag fremgår af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 28. marts 1985 om indsendelse af klager over afgørelser truffet af sociale udvalg/magistrater og regionale nævn inden for det sociale område og om genvurdering i forbindelse med klager (remonstration).

Det foreslås, at reglen om, at klagen altid sendes til den myndighed, der har truffet afgørelsen, fremgår direkte af loven. Formålet med denne fremgangsmåde er at give den myndighed, der har truffet afgørelsen, lejlighed til at vurdere, om klageren skal have hel eller delvis medhold.

Som noget nyt foreslås det, at myndigheden får pligt til at genvurdere sagen. Kan myndigheden ikke give klageren fuldt ud medhold, sender myndigheden sagen til klageinstansen. Der er ikke i selve lovforslaget fastsat en frist for at videresende sagen, men det bør ske hurtigst muligt. Som det fremgår af bemærkningerne til § 74 foreslås det, at socialministeren bemyndiges til at fastsætte regler om behandlingen af klagesager, herunder fastsættelse af tidsfrister for, hvornår sagen skal sendes til klageinstansen.

Til § 67 Bestemmelsen viderefører reglen i bistandsloven, sygedagpengeloven, pensionsloven, delpensionsloven og børnetilskudsloven, hvorefter en klage til det sociale ankenævn skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Det foreslås, at reglen udvides til også at omfatte klager over amtskommunens afgørelser.

Efter stk. 2 kan formanden for det sociale ankenævn og chefen for Ankestyrelsen se bort fra overskridelse af tidsfristen, når der er særlig grund til det. Dette svarer til bistandslovens § 15, stk. 4, 3. pkt.

Det er tydeliggjort, at det er formanden for det sociale nævn, der træffer afgørelse vedrørende ankefrist, og at det ikke sker på nævnets vegne. Det foreslås, at formandens afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ klageinstans. Dette er en ændring i forhold til den gældende retstilstand.

Til § 68 Bestemmelserne om nævnenes og Ankestyrelsens uafhængighed er en videreførsel af § 17, stk. 1, i den sociale styrelseslov og § 1, stk.3, samt § 9 i lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Spørgsmålet om klageinstansernes uafhængighed af instruktioner i den enkelte sags afgørelse samt mulighed for at vælge den mest rigtige afgørelse, selv om den måtte gå modtageren af hjælp imod, er senest behandlet i forbindelse med vedtagelsen af L 448 af 1. juni 1994.

Til § 69 Bestemmelsen om begrænsningen i klageinstansernes efterprøvelse af kommunale skønsmæssige afgørelser er delvis en videreførsel af den hidtidige regel i bistandslovens § 15, stk. 5.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 6.3.

Til § 70 Der henvises om afgørelserne og deres offentliggørelse til bemærkningerne til § 79.

Til § 71 Bestemmelsen i stk. 1 er en videreførsel af bestemmelsen i § 17, stk. 2, i den sociale styrelseslov. Bestemmelsen indebærer, at formanden straks på mødet kan trække afgørelsen, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse er i overensstemmelse med loven. Sagen sendes inden 1 uge til Ankestyrelsen. Der er således tale om en garanti for, at der ikke bliver truffet en ulovlig afgørelse. Den endelige afgørelse ligger hos Ankestyrelsen.

Bestemmelsen i stk. 2 er en videreførsel af den hidtige bestemmelse i § 17, stk. 3, i den sociale styrelseslov, hvorefter socialministeren har udnyttet bemyndigelsen til at bestemme, at formanden selv træffer afgørelse om, hvorvidt en sags afgørelse ikke skønnes at frembyde tvivl og derfor selv træffer afgørelsen. Retssikkerhedsgarantien for klageren (borgeren) ligger i, at sagen skal behandles i nævnet, hvis Ankestyrelsen optager sagen til behandling som principiel eller generel. Det præciseres endvidere i bestemmelsen, at formandens afgørelse om, hvorvidt der kan ses bort fra en overskridelse af klagefristen, ikke kan indbringes for Ankestyrelsen. Efter den hidtidige formulering af bl.a. bistandslovens § 15, stk. 4, har Folketingets Ombudsmand rejst tvivl om Ankestyrelsens og ankenævnenes hidtidige praksis, der går ud på, at formandens afgørelse var endelig. Ombudsmandens opfattelse er, at der er tale om en egentlig afgørelse, hvori klageadgangen ikke er afskåret. Det præciseres derfor, at formandens afgørelse om overskridelse af klagefristen er endelig.

Det foreslås i stk. 3, at formandens afgørelser om sagsbehandlingen i øvrigt er endelige.

Bestemmelsen i stk. 4 er en videreførsel af den hidtidige regel i § 17, stk. 3, i den sociale styrelseslov. Efter bestemmelsen kan formanden træffe en foreløbig afgørelse i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation. Da klager over rimeligheden af et aktiveringstilbud efter lov om aktiv socialpolitik ikke har opsættende virkning, forudsættes det af hensyn til en hurtig sagsbehandling, at formanden for nævnet i disse klagesager kan træffe en foreløbig afgørelse. En sådan foreløbig afgørelse skal snarest muligt behandles i et møde i nævnet, og det henstilles, at dette så vidt muligt sker indenfor 14 dage.

Til § 72 Stk. 1 viderefører med redaktionelle ændringer den gældende regel om, at en klage over en afgørelse ikke bevirker, at iværksættelsen af afgørelsen kan udsættes. Det betyder, at borgeren har krav på at få den ydelse, som klageinstansen har tillagt vedkommende, selv om kommunen eller amtskommunen anmoder om at få sagen behandlet i Ankestyrelsen.

En myndighed har dog fortsat mulighed for at give sine egne afgørelser opsættende virkning.

Stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer bl.a. til bistandslovens § 15 b, stk. 1, hvorefter Ankestyrelsen eller det sociale ankenævn skal træffe beslutning om tidspunktet for bortfald eller ændring af hjælpen, hvis de ændrer en afgørelse til skade for ansøgeren. Der er en tilsvarende regel i de øvrige love.

Det bemærkes, at der ikke kan kræves tilbagebetaling af hjælpen for perioder forud for den ændrede afgørelse, medmindre de almindelige betingelser i lovgivningen er opfyldt. Der vil i disse sager være tale om en ny afgørelse om tilbagebetaling af ydelser modtaget mod bedre vidende.

Stk. 3 er en videreførsel af bistandsloven § 15 b, stk. 3.

Til § 73 Bestemmelsen er en videreførsel af de hidtil gældende regler i lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Dog foreslås det, at fristen i Ankestyrelseslovens § 11 ændres fra 2 måneder til 8 uger.

Til § 74 Bestemmelsen bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om klagesagsbehandlingen, herunder også om frister for bl.a. sager, som bliver genvurderet. Der henvises til bemærkningerne til § 66.

Til § 75 Det foreslås, at bemyndigelsen for skatteministeren til at fastsætte regler om klage over afgørelser om indtægtsgrundlaget overføres fra bistandsloven og lov om social pension til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Til kapitel 11 Kapitlet handler om Den Sociale Ankestyrelses og de sociale nævns vejledning og koordinering af praksis.

Til § 76 Der henvises til afsnit 9 i de almindelige bemærkninger, hvor Ankestyrelsens opgaver med at koordinere praksis er beskrevet.

Ankestyrelsens vejledningsforpligtelse findes i dag i ankestyrelseslovens § 1, stk. 4, og rammerne for denne virksomhed er lagt i forarbejderne til lov nr. 448 af 1. juni 1994.

Ankestyrelsens vejledningsvirksomhed kan deles op i en generel del og en mere konkret del.

Den generelle del retter sig mod alle brugere - borgere, kommuner, amtskommuner, sociale nævn, Arbejdsskadestyrelsen, fagforeninger, forsikringsselskaber m.fl. Den generelle del består for tiden af offentliggørelse af principielle eller generelle afgørelser i form af Sociale Meddelelser (SM'er), af udsendelse af praksisoversigter og af uddybende artikler om praksis i bladet »Nyt fra Ankestyrelsen«.

Den mere konkrete vejledning skal i overensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen primært rette sig mod de sociale nævn. Denne virksomhed består i deltagelse i møder med nævnene og besvarelse af telefoniske og skriftlige henvendelser i øvrigt fra nævnene.

Ankestyrelsen besvarer også mange henvendelser, såvel telefoniske som skriftlige, fra andre, navnlig borgere, kommuner, interesseorganisationer og forsikringsselskaber.

Til § 77 Det foreslås, at Socialministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at foretage praksisundersøgelse. Det kan fx være relevant, hvis Socialministeriet mener, at praksis inden for et sagsområde bør undersøges.

Til § 78 Det foreslås, at det sociale nævn som led i sin vejledningsforpligtelse i samarbejde med Ankestyrelsen også varetager opgaver med at koordinere praksis. Der henvises til afsnit 9.2 i de almindelige bemærkninger.

Til § 79 Som et nødvendigt led i de sociale nævns nye opgaver med at koordinere praksis, foreslås den hidtidige regel om Ankestyrelsens muligheder for at indhente sager udvidet til at omfatte også de sociale nævn.

Det foreslås, at oplysninger om afgørelser også kan indhentes ad elektronisk vej.

Det er ikke et krav, at sagerne renses for personoplysninger - fx cpr. nr., navn og adresse o.lign - inden myndighederne afleverer sagerne til Ankestyrelsen eller nævnene i forbindelse med koordinering af praksis. Dette følger af forvaltningslovens § 30.

Til § 80 Bestemmelsen viderefører den hidtidige bestemmelse om Ankestyrelsens Centrale Koordinationsudvalg. Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Til § 81 Det foreslås, at sammensætningen af udvalget ændres i forhold til gældende regler i lov om Den Sociale Ankestyrelse § 1, stk. 5. I dag indstiller De Samvirkende Invalideorganisationer, Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening, Sundhedsministeriet, Foreningen af Statsamtmænd og Den Sociale Sikringsstyrelse (tidligere Direktoratet for Social Sikring og Bistand) hver 1 medlem.

Det foreslås, at Sundhedsministeriet udtræder af udvalget og afløses af en repræsentant fra Praktiserende Lægers Organisation for på den måde at styrke den lægefaglige ekspertise i udvalget. Praktiserende Lægers Organisation er ligeledes repræsenteret i de lokale sociale koordinationsudvalg, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 167 af 14. marts 1995.

Det foreslås endvidere, at udvalget udvides med en repræsentant fra Socialministeriets departement. Hensigten hermed er, at Socialministeriet får en direkte og umiddelbar adgang til de problemstillinger, viden m.v., som udvalget beskæftiger sig med. Med henblik på at styrke det forebyggende og aktiverende arbejde foreslås det, at Københavns og Frederiksberg Kommuner, i fællesskab indstiller 1 medlem. Som følge af ønsket om at styrke praksiskoordineringen foreslås det også, at Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, der repræsenterer et stort antal offentligt ansatte, samt amtskommunerne gennem Amtsrådsforeningen i Danmark indstiller hver 1 medlem.

Der henvises til afsnit 9.1 i de almindelige bemærkninger.

Til kapitel 12 Kapitlet indeholder reglerne om Socialministeriets adgang til at indhente oplysninger m.v. fra kommuner, amtskommuner og de sociale nævn.

Til § 82. Bestemmelsen svarer med mindre ændringer til § 23 i den sociale styrelseslov. Der er desuden i dag tilsvarende bestemmelser i de fleste af de sociale hovedlove. Det gælder lov om social pension (§ 60), lov om kommunal aktivering (§ 29), lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (§ 25), lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (§ 36) og lov om delpension (§19).

Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med § 63 i lov om kommuners styrelse, hvorefter kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe og meddele vedkommende minister de oplysninger, som denne måtte forlange om forhold i kommunen.

Langt hovedparten af de løbende statistiske oplysninger på det sociale område indsamles af Danmarks Statistik. På enkelte områder indsender kommuner, amtskommuner og nævnene dog allerede i dag løbende statistiske oplysninger til Socialministeriet. Det drejer sig bl.a. om afgørelser i sager om førtidspension m.v. og i sager om støtte til køb af bil m.v. efter bistandslovens § 58, som kommunerne og revaliderings- og pensionsnævnene skal indsende til Den Sociale Ankestyrelse.

Derudover har Socialministeriet fx i forbindelse med det lovforberedende arbejde og som led i opfølgningen af gennemførte lovændringer behov for at kunne anmode kommuner, amtskommuner og nævn om at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger og lignende på særlige områder eller om specielle forhold inden for det sociale område, som ikke er dækket af den løbende statistik. Dette kan ske i form af såvel kvantitative som kvalitative undersøgelser i kommunerne m.v. eller i et repræsentativt udsnit heraf.

Til § 83 Bestemmelsen viderefører den sociale styrelseslovs § 26, som indeholder hjemmel til Det Sociale Informations- og Analysesystem. I henhold til bemyndigelse i § 26 er der fastsat nærmere retningslinier for Informations- og Analysesystemet i Socialministeriets cirkulære af 30. november 1989.

Kommunalbestyrelser og amtsråd har herefter pligt til at bidrage til at opretholde et tilstrækkeligt vidensniveau på centralt niveau om deres intentioner for og forventninger til udviklingen på det sociale område. Til indsamling af mere detaljerede oplysninger bl.a. i forbindelse med betjeningen af Folketinget har kommunalbestyrelser og amtsråd pligt til at medvirke til temaplanlægning på særlige områder, i kommunepaneler eller til på anden måde at fremskaffe uddybende oplysninger om udviklingen, fx gennem spørgeskema- eller interviewundersøgelser i kommuner og amter.

Systemet omfatter det sociale område og grænseområderne til andre sektorer, men har også et tværsektorielt sigte. Det bør på længere sigt kunne tilpasses udviklingen i, hvad man finder hensigtsmæssigt at omfatte under begrebet socialpolitik/socialt arbejde.

Interesseområdet er ikke begrænset til den offentlige sektor. I systemet medtages i fornødent omfang koordinations- og samordningsspørgsmål i forhold til private, der udfører socialt arbejde, herunder selvejende institutioner.

Det er kommunalbestyrelser og amtsråd, der har ansvaret for at meddele oplysninger til Socialministeriet. Bydelsrådene i Københavns Kommune udarbejder til brug for Borgerrrepræsentationens indberetninger i henhold til § 83, stk. 1, bydelsrådets eget bidrag for de opgaver, der er udlagt til selvstændig varetagelse. Bydelsrådene medvirker tilsvarende til på anden måde at tilvejebringe udviklingsoplysninger på særlige områder, jf. stk. 2.

Socialministeriet kan melde tilbage på baggrund af oplysninger modtaget i henhold til § 83. Specielt for de københavnske bydelsråd kan Socialministeriet melde tilbage samt kontakte disse direkte.

Betydningen af åbenhed og synlighed om, hvad kommunalbestyrelser og amtsråd beslutter at tilbyde borgerne, har igennem de seneste år fået øget opmærksomhed. Med indførelsen af den kommunale styrelseslovs § 62 tilskyndes kommunalbestyrelser og amtsråd til større åbenhed via serviceinformation til borgerne om omfang og indhold af de væsentligste kommunale ydelser. Udviklingen inden for det sociale område følges via Informations- og Analysesystemet.

Til § 84 Bestemmelsen bemyndiger socialministeren til at fastsætte nærmere regler for omfanget, ajourføringen og indsendelsen af oplysninger. Der er i dag i §§ 29 og 30 i Socialministeriets cirkulære nr. 193 af 3. november 1994 om social pension med senere ændringer fastsat nærmere regler dels om de statistiske oplysninger som kommunerne og revaliderings- og pensionsnævnene skal indsende til Den Sociale Ankestyrelse om afgørelser i sager om førtidspension m.v., dels om de statistikoplysninger om udbetaling af personlige tillæg, som kommunerne skal indsende til Socialministeriet. Endvidere er der i § 12 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 920 af 18. december 1991 af forretningsorden for de sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnene med senere ændringer fastsat nærmere regler om de oplysninger, som statsamtet og sekretariatet for Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner skal indsende til Den Sociale Ankestyrelse.

Disse regler vil blive videreført med de tilpasninger, der følger af reglerne i dette lovforslag.

Til kapitel 13 Kapitlet giver socialministeren bemyndigelse til at fastsætte regler for regnskabsaflæggelse m.v.

Til § 85 Der er i dag i alle de sociale hovedlove (bistandsloven, lov om kommunal aktivering, lov om social pension, lov om delpension, sygedagpengeloven og børnetilskudsloven) bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte de nærmere regler om anvisning af refusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision.

Det er disse bemyndigelser, der nu foreslås samlet i en bestemmelse.

Der er i dag regler om regnskab og revision i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 927 af 2. december 1993 om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område, nr. 926 af 2. december 1993 om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det sociale område, nr. 925 af 2. december 1993 om revision af amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskaber på visse dele af det sociale område samt nr. 924 af 2. december 1993 om amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion på visse dele af det sociale område. Disse regler vil blive videreført med de tilpasninger, der følger af reglerne i dette lovforslag. Det kan oplyses, at Socialministeriet i samarbejde med Foreningen af Socialchefer i Danmark og Kommunernes Landsforening forsøger at forenkle de regnskabs- og revisionsmæssige krav til kommunerne.

Det er især kravene til dokumentation, der søges forenklet, herunder om der ved enkeltydelser kan fastsættes bagatelgrænser for udgifter, hvor kun bevillingsgrundlaget (trangsvurderingen) tjener som dokumentation for en korrekt udbetalt ydelse, men hvor selve udgiften ikke behøver at være dokumenteret.

De almindelige finansieringsregler fremgår fortsat af de enkelte sociale love.

Stk. 2 er med en redaktionel ændring en videreførelse af bistandslovens § 135, stk. 8.

Til § 86 Bestemmelsen er en viderførelse af den hidtidige bestemmelse i lov om social pension, men foreslås nu overført til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som gældende for samtlige love, der behandles efter denne lov.

Til kapitel 14 Kapitlet handler om Det Centrale Handicapråd og Børnerådet m.v.

Til § 87 Der er i Danmark en lang tradition for samarbejde mellem staten og handicaporganisationerne. Dette gælder ikke blot i forbindelse med gennemførelse af konkrete lovinitiativer, men også i anliggender af generel karakter, der har betydning for vilkårene i samfundet for mennesker med handicap.

Blandt de seneste overordnede tiltag i dansk handicappolitik kan nævnes folketingsbeslutning nr. B 43 af 2. april 1993 om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere samt tiltrædelsen af FN's »Standardregler om lige muligheder for handicappede«, der blev vedtaget på FN's Generalforsamling den 20. december 1993 (Resolution 48/96).

Et væsentligt element til styrkelse og udvikling af samarbejdet med handicaporganisationerne med henblik på at sikre lige muligheder for handicappede har været Det Centrale Handicapråd, der blev etableret ved Lov nr. 258 af 8. juni 1978 med indsættelsen af § 25 a i den sociale styrelseslov. De nærmere regler om Rådets sammensætning og opgaver er senest fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 499 af 21. juni 1995.

Forslaget til § 66 har til formål at videreføre ordningen med et bredt sammensat centralt organ, som er rådgivende over for Folketinget, ministrene og de centrale myndigheder med henblik på at sikre, at hensyn til mennesker med handicap tilgodeses i samfundets planlægning.

Forslaget i stk. 3 er en videreførsel af bistandslovens § 30.

Til § 88 Den 1. juli 1994 oprettedes der i Socialministeriets regi for en 3-årig forsøgsperiode et uafhængigt tværfagligt sammensat børneråd. Børnerådet har i forsøgsperioden arbejdet på at fremme børns rettigheder og interesser i samfundet bl.a. via formidling af information om børn. Desuden har rådet arbejdet for at give børn bedre muligheder for at deltage i debatten og påvirke samfundsudviklingen.

Der er et stadigt behov for fokus på børns rettigheder og interesser, bl.a. også set i lyset af FN's Konvention om Barnets Rettigheder. Dette gælder ikke blot i forbindelse med gennemførelse af konkrete lovinitiativer, men også i anliggender af generel karakter. Samtidig er det væsentligt med et organ, der giver mulighed for, at børn kan komme til orde omkring forhold, der vedrører dem selv. Børnerådet har med sin tilknytning af børnepaneler givet denne mulighed. Det er vigtigt, at dette aspekt videreføres og styrkes.

Bestemmelsen har til formål at permanentgøre Børnerådet som et uafhængigt og bredt sammensat organ, der skal følge og synliggøre udviklingen i børns opvækstvilkår, som kan tale børnenes sag i den offentlige debat, og som er rådgivende overfor Folketinget, ministrene og de centrale myndigheder med henblik på at sikre, at børns rettigheder, behov og interesser tilgodeses i samfundets planlægning.

Til kapitel 15 Kapitlet indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser samt ændringer i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel som følge af bl.a. nedlæggelsen af Dagpengeudvalget.

Til § 89 Kommunerne afgiver efter de hidtil gældende regler indstilling til revaliderings- og pensionsnævnene i sager efter §§ 14, 16 og 18 i lov om social pension samt efter § 43 og § 58 i lov om social bistand. Det foreslås derfor, at de sager, hvori kommunerne senest den 31. december 1998 har indgivet indstilling til nævnene, overgår til videre behandling i de sociale nævn efter den 1. januar 1999. Det samme vil gælde for de sager om almindelig og forhøjet almindelig førtidspension, som kommunen har afgjort efter § 14, stk. 3, i lov om social pension, og som borgeren har indbragt for revaliderings- og pensionsnævnet, dvs. at nævnets afgørelse kan indbringes for Ankestyrelsen, hvis sagen har principiel eller generel betydning, eller hvis nævnet omgør kommunens afgørelse. Kommunale afgørelser efter tilladelse, jf. § 62 b i lov om social pension og § 138 c i lov om social bistand, overgår ligeledes til det sociale nævn og behandles efter de hidtil gældende regler, dvs. at det sociale nævns afgørelser altid kan indbringes for Ankestyrelsen.

Kontinuiteten i sagsbehandlingen i det sociale nævn er sikret ved, at det fortsat er statsamtmanden, der er formand for nævnet, og at statsamtet fortsætter som sekretariat for de nye nævn. Endvidere vil der gå en vis periode, inden de sociale nævn begynder at modtage klagesager fra kommunerne, og der bliver således ikke tale om sagsophobning på grund af uafgjorte sager. Sager, hvori kommunen endnu ikke har afgivet indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet, færdigbehandles af kommunen.

Der foreslås samme overgangsbestemmelse for sagerne i de sociale ankenævn, således at kommunale afgørelser, der er inbragt for ankenævnet overgår til fortsat behandling i det sociale nævn.

Det bemærkes, at kompetencen til at træffe afgørelse i sager om visse hjælpemidler efter § 95, stk. 2, og invalidebiler efter § 97 i lov om social service overgår fra kommunen til amtskommunen. Der henvises til bemærkninger om overgangsbestemmelserne i lov om social service.

Til stk. 5

Efter de nuværende regler kan kommunernes afgørelser om dagpenge ved sygdom eller fødsel indbringes for Dagpengeudvalget, hvis afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Dagpengeudvalget består af 4 medlemmer samt en opmand, der alle udnævnes af socialministeren. Et medlem udnævnes efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening, et medlem efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark og et medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksbergs kommuner. Opmanden udnævnes efter indstilling fra Arbejdsrettens formandskab. Socialministeren fastsætter udvalgets forretningsorden og bestemmer, hvem der skal være formand for udvalget - på nuværende tidspunkt er det lederen af dagpengekontoret i Den Sociale Ankestyrelse, der er formand.

Som følge af opbygningen af et enstrenget klagesystem med en tværfaglig behandling af sagerne, der giver mulighed for en vurdering af mulighederne på hele det sociale område, nedlægges Dagpengeudvalget og klagesagerne overføres til de sociale nævn.

Det foreslås derfor, at kommunens afgørelser efter dagpengeloven for fremtiden skal kunne indbringes for det sociale ankenævn.

Efter lovforslaget falder adgangen til at lade en dagpengesag forelægge for opmanden bort (ethvert medlem kan efter den gældende lov forlange, at opmanden tilkaldes, hvorefter han alene træffer udvalgets afgørelse).

Til gengæld vil det efter forslaget være muligt at indbringe principielle og generelle sager for en tredie instans, nemlig Den Sociale Ankestyrelse.

Det er fortsat Den Sociale Ankestyrelse, der administrerer de private forsikringsordninger efter dagpengeloven, og som træffer afgørelse i disse sager.

Som konsekvens af nedlæggelsen af Dagpengeudvalget ophæves bestemmelserne om Dagpengeudvalget.

Kommunens afgørelser efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel kan efter den 1. januar 1999 indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10. Det foreslås, at Dagpengeudvalget nedlægges 8 måneder senere for at afvikle de sager, der er indbragt til udvalget inden den 31. december 1998. Det vil ikke være hensigtsmæssigt, at de sociale nævn, som ikke tidligere har truffet afgørelse i ankesager vedrørende sygedagpengeloven, overtager denne opgave allerede den 1. januar 1999. Samtidig ville en overgang af de eksisterende sager fra Dagpengeudvalget til de 15 nævn betyde en forsinkelse af sagsbehandlingen i forhold til borgeren.

Til stk. 6

Det foreslås, at de ordninger, hvorefter kommuner og amtskommuner har delegeret deres beføjelser efter § 9, stk. 2, i lov om social bistand, forbliver i kraft. Der henvises til de almindelige bemærkninger i oversigten vedrørende kapitel 6.

Til § 90 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Skriftlig fremsættelse

Socialministeren (Karen Jespersen):

Jeg skal hermed tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

(Lovforslag nr. L 228).

Forslaget fremsættes sammen med forslagene til lov om aktiv socialpolitik, lov om social service og til lov om ændring af lov om social pension og lov om delpension.

Formålet med dette lovforslag er at samle grundlæggende regler og principper for retssikkerhed og administration på det sociale område. Det gælder reglerne i den sociale styrelseslov og loven om den sociale ankestyrelse, og det gælder tværgående regler, som i dag findes i de enkelte sociale love.

Forslaget om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder i kapitel 2 regler om, at borgerne skal have indflydelse og mulighed for aktivt at medvirke, når kommunerne og amtskommunerne behandler deres sag. Spørgsmål om hjælp efter den sociale lovgivning skal behandles hurtigt, og kommuner og amtskommuner får pligt til at give borgeren besked, hvis myndigheden ikke kan træffe en afgørelse inden for en frist, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet selv fastsætter.

Forslaget lægger vægt på tidlig indsats og fastsætter en regel om, at senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse, skal kommunen foretage en kvalificeret vurdering af sagen. Ansøgeren skal skriftligt have besked om denne vurdering.

Reglerne om, hvilken kommune der har pligt til at give hjælpen (handlekommune), om borgerens pligt til at give oplysninger mv. findes i dag i de enkelte sociale love. For at understøtte, at de muligheder, der er i de sociale love skal ses som en helhed, og for at gøre det lettere at skaffe sig et overblik, er det skønnet hensigtsmæssigt, at disse regler samles i en lov, hvilket sker i kapitel 3.

De kommunale og amtskommunale opgaver er samlet i kapitel 4 og 5. Det bliver her bl.a. præciseret, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, og at dette tilsyn omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, som opgaverne konkret bliver udført på.

Disse kapitler giver også en oversigt over de råd og udvalg, der skal være under kommunen og amtskommunen.

Som noget nyt får kommunerne pligt til enten selv eller i samarbejde med andre kommuner at have et koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats. Koordinationsudvalget skal rådgive kommunen om den arbejdsmarkedsrettede indsats for at fastholde eller få personer tilbage på arbejdsmarkedet.

Koordinationsudvalget skal ses om et led i at opprioritere aktivlinien, jf. forslaget til lov om aktiv socialpolitik, og hænger også sammen med, at kommunerne får kompetence til at tilkende alle former for førtidspension, jf. forslaget til lov om ændring af lov om pension og lov om delpension.

Det foreslås endvidere, at de amtskommunale brugerråd - på linie med klagerådene om hjemmehjælp - kan behandle klagesager om personlig hjælp mv.

Kapitel 6 samler regler, der gælder både for kommuner og amter. Disse myndigheders pligt til at samarbejde bliver præciseret.

Det foreslås, at hvis en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført opgaver efter den sociale lovgivning, skal kommunen/amtskommunen tage stilling til, hvordan der forholdes med formue, der kan opstå i denne forbindelse.

Når private udfører opgaver for kommunen eller amtskommunen, er der forslag om, at reglerne om at videregive og indhente oplysninger i forvaltningsloven og i lov om offentlighed i forvaltningen skal gælde. Virkningen er, at borgernes retsbeskyttelse med hensyn til at videregive eller indhente oplysninger bliver ens uanset om opgaven udføres af private eller af myndigheden.

Kapitlerne 7 til 10 samler reglerne om borgerens muligheder for at klage over afgørelser. Der foreslås et forenklet Jnstrenget ankesystem med det sociale nævn som 1. instans, og hvor sager, hvis de har principiel eller generel betydning, kan efterprøves at Den Sociale Ankestyrelse.

Som følge af den ændrede ankestruktur er der forslag om at ændre sammensætningen af de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse.

Kapitel 11 fastsætter regler om koordinering af praksis, dvs gennemgang af et antal sager med henblik på at undersøge, om afgørelserne er i overensstemmelse med lovgivningen. Den opgave har Ankestyrelsen i dag, og som noget nyt får de sociale nævn - i samarbejde med Ankestyrelsen - også opgaver med koordinering af praksis. Det Centrale Koordinationsudvalg, der er rådgivende over for Ankestyrelsen og kommunerne, videreføres med udvidet sammensætning. Børnerådet og Handicaprådet videreføres.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 1999.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkninger til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Efter 2. behandling den 27. maj 1997

Kapitel 1

Lovens formål og område

§ 1. Formålet med denne lov er at

1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,

2) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp,

3) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og

4) fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.

§ 2. Loven indeholder regler for, hvordan kommunalbestyrelsen (kommunen), amtsrådet (amtskommunen) og statslige myndigheder (de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse) skal behandle sager efter lovgivningen.

Stk. 2. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetages de opgaver, som er henlagt til amtsrådene, af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Der kan i anden lovgivning være fastsat regler, der fraviger denne lov.

Stk. 4. Socialministeren bestemmer, hvilke sager denne lov helt eller delvis gælder for.

Kapitel 2

Borgeren

§ 3. Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

§ 5. Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

§ 6. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.

§ 7. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.

Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunens vurdering efter stk. 1.

§ 8. Socialministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer sager.

Kapitel 3

Handlekommune og oplysningspligt m.v.

Handlekommune

§ 9. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.

Stk. 2. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Stk. 3. Et barn under 18 år har samme opholdskommune som forældrene. Et barn, der bor mest hos den ene af forældrene, har opholdskommune hos denne. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har barnet opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregisteret.

Stk. 4. Et barn, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og som har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune.

Stk. 5. Øjeblikkelig hjælp til et barn eller en ægtefælle, der opholder sig uden for sin opholdskommune, jf. stk. 2 og 3, gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.

Stk. 6. Pligten til at yde integrationsbistand til en udlænding, der er omfattet af § 105, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, varetages af staten i indtil 18 måneder. En kommune kan dog varetage pligten til at yde integrationsbistand på et tidligere tidspunkt end efter de 18 måneder. Indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved bestemme, at bistanden ydes af en privat humanitær organisation.

Stk. 7. Socialministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Oplysningspligt m.v.

§ 10. Personer, der søger om eller får hjælp, har pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, om eller hvilken hjælp de er berettiget til.

Stk. 2. Myndigheden kan også som led i sagsbehandlingen anmode om undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling.

Stk. 3. Myndigheden skal oplyse om pligten til at medvirke og om adgangen til at indhente oplysninger efter § 12. Myndigheden skal samtidig orientere om konsekvenserne, hvis pågældende ikke vil medvirke eller ikke vil give samtykke efter § 12, stk. 3.

§ 11. En person, der modtager hjælp, har pligt til at oplyse kommunen og amtskommunen om ændringer i sine forhold, der kan have betydning for hjælpen.

Stk. 2. Pågældende skal have skriftlig besked om

1) pligten til at give oplysninger,

2) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen og

3) konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.

§ 12. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.

Stk. 2. En myndighed kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.

Stk. 3. Myndigheden skal forsøge at få samtykke til at indhente oplysninger efter stk. 1.

Stk. 4. Oplysninger om økonomiske forhold kan myndigheden kræve at få i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.

§ 13. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren fastsætte regler om, at uddannelsesstederne har pligt til at underrette og give oplysninger til kommunerne om personer, der er i aktivering i en uddannelsesaktivitet efter § 16, stk. 2, nr. 4 og 7, i lov om aktiv socialpolitik.

§ 14. Kommunen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn, personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der modtager personligt tillæg til medicinudgifter. Oplysningerne kan også gives i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte.

Kapitel 4

Kommunen

Kommunens opgaver

§ 15. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

§ 16. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Udvalg m.v.

Udvalget, der behandler personsager

§ 17. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke udvalg sammensat af kommunalbestyrelsesmedlemmer der skal behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.

Stk. 3. I kommuner med magistratsordning behandles disse sager af et eller flere magistratsmedlemmer.

Børn og unge-udvalget

§ 18. Kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 62 i lov om social service.

§ 19. Børn og unge-udvalget består af

1) 3 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer,

2) byretsdommeren i retskredsen, dog således at hvis der er flere dommere i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage hvervet, og

3) en pædagogisk-psykologisk sagkyndig, der udpeges af amtsrådet for den kommunale valgperiode.

Stk. 2. Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at møde, når medlemmet er forhindret i at deltage.

Stk. 3. Medlemmer af udvalget efter § 17, som behandler sager om børn og unges sociale forhold, kan ikke vælges som medlemmer af eller stedfortrædere til børn og unge-udvalget. Det samme gælder magistratsmedlemmer, der i kommuner med magistratsordning er beskæftiget med disse opgaver.

§ 20. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Dommeren leder møderne i udvalget og påser, at der er foretaget de nødvendige undersøgelser, og beslutter, om der skal indhentes flere oplysninger, og kan forlange, at der optages et retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018. Dommeren vejleder også om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes, samt giver en vurdering af de oplysninger, der foreligger.

§ 21. Socialministeren fastsætter forretningsordenen for børn og unge-udvalget og kan herved fravige kravet om, hvordan udvalget skal sammensættes, hvis en kommunalbestyrelse på grund af sin størrelse ikke kan opfylde kravet i § 19, stk. 3.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlag til formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

Formål

§ 22. Kommunalbestyrelsen nedsætter et koordinationsudvalg, der skal samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Formålet med udvalgets arbejde er at øge beskæftigelsesmulighederne for borgere, der er i fare for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet eller borgere, der ikke eller kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår.

§ 23. Koordinationsudvalget følger og rådgiver kommunalbestyrelsen om

1) kommunens indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

2) hjælp til forsørgelse,

3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytning til arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Koordinationsudvalget giver endvidere inden for sit område rådgivning til andre, f.eks. virksomheder og faglige organisationer.

Stk. 3. Koordinationsudvalget medvirker til at udvikle samarbejdet mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forhold til den arbejdsmarkedsrettede indsats.

Sammensætning

§ 24. Koordinationsudvalget består af 1 medlem udpeget af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og følgende organisationer udpeger hver 1 medlem:

1) De samvirkende Invalideorganisationer.

2) Landsorganisationen i Danmark.

3) Dansk Arbejdsgiverforening.

4) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

5) Praktiserende Lægers Organisation.

6) Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Stk. 2. Medlemmerne af organisationerne, jf. stk. 1, nr. 1-6, skal repræsentere vedkommende lokale organisationer, afdelinger el.lign.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan herudover udpege medlemmer, der repræsenterer andre organisationer eller private i lokalområdet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fastsætter forretningsordenen for koordinationsudvalget.

§ 25. Hvis det ikke er muligt at få udpeget organisationsrepræsentanter, kan koordinationsudvalget nedsættes med et mindre antal medlemmer. Koordinationsudvalget skal dog bestå af mindst 4 medlemmer.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hele tiden tilstræbe, at koordinationsudvalget sammensættes i overensstemmelse med § 24.

Redegørelse

§ 26. Koordinationsudvalget giver en gang om året en samlet redegørelse til kommunalbestyrelsen. Redegørelsen sendes samtidig til Det Centrale Koordinationsudvalg, jf. § 80.

§ 27. Kommunalbestyrelsen giver koordinationsudvalget de oplysninger, der er nødvendige for, at udvalget kan løse sine arbejdsopgaver.

Stk. 2. Kommunen betaler udgifterne ved udvalgets virksomhed.

Fælles koordinationsudvalg

§ 28. Kommuner kan opfylde deres pligt efter § 22 ved i fællesskab at oprette et koordinationsudvalg. Medlemmerne vælges i fællesskab af de deltagende kommunalbestyrelser efter indstilling fra organisationerne, jf. § 24. Herudover vælger hver kommunalbestyrelse 1 medlem blandt sine medlemmer.

Stk. 2. Kommunerne deler udgifterne efter aftale, herunder med hensyn til vederlag m.v., jf. § 29.

Diæter m.v.

§ 29. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medlemmerne af koordinationsudvalget får diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 2. En beslutning efter stk. 1 skal omfatte alle medlemmer af udvalget, dog kan medlemmer af kommunalbestyrelsen ikke modtage diæter. Endvidere kan kommunalt eller statsligt ansatte ikke modtage diæter, når deres arbejde i udvalget er et led i pågældendes almindelige arbejde.

Ældreråd

§ 30. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd. Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører de ældre.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, om der er grundlag for at nedsætte flere ældreråd.

§ 31. Ældrerådet består af mindst 5 medlemmer. Medlemmerne vælges ved direkte valg, og for hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der afholdes valg til ældrerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan valget skal afholdes.

§ 32. Personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.

Stk 2. Kommunalbestyrelsen kan efter drøftelse med ældrerådet beslutte, at også personer med fast bopæl i kommunen, der modtager førtidspension, og som ikke er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.

§ 33. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved ældrerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet ønsker dette.

Klageråd

§ 34. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der

1) drøfter, vurderer og videreformidler klager over afgørelser om tilbud efter §§ 71 og 72 i lov om social service til personer, som er fyldt 67 år, og

2) følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.

Stk. 2. Klagerådet afgør, hvilke klager og mere generelle spørgsmål vedrørende personlig hjælp og pleje m.v. rådet vil forelægge for kommunalbestyrelsen. Klagerådet kan udtale kritik og foreslå ændringer på området.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for, at klagerådet får de nødvendige generelle og lokale oplysninger om hjælpen som nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør efter drøftelse med ældrerådet, om der er grundlag for at nedsætte flere klageråd.

§ 35. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til klagerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.

Stk. 2. Klagerådet består af

1) 3 medlemmer, der vælges af kommunens ældreråd blandt dets medlemmer, og

2) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer.

Stk. 3. For hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 4. Klagerådet vælger selv sin formand blandt de medlemmer, der er valgt af ældrerådet.

§ 36. Kommunen betaler udgifterne ved klagerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de medlemmer af klagerådet, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, skal have diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn

§ 37. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der nedsættes forældrebestyrelser i forbindelse med dagtilbud for børn, jf. kapitel 4 i lov om social service.

Kapitel 5

Amtskommunen

Amtskommunens opgaver

§ 38. Amtsrådet har ansvaret for og beslutter, hvordan amtskommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

§ 39. Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de amtskommunale opgaver løses, jf. § 38. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Udvalg, der behandler personsager

§ 40. Sager, der handler om hjælp til enkeltpersoner, kan ikke behandles i det samlede amtsråd.

Stk. 2. Amtsrådet beslutter, hvilke udvalg sammensat af amtsrådsmedlemmer der skal behandle disse sager.

Brugerråd

§ 41. Socialministeren fastsætter regler om amtslige brugerråd, der kan rådgive amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner i sociale anliggender, som hører under amtskommunerne og de to kommuner.

Stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med de kommunale organisationer, Københavns og Frederiksberg Kommuner og De Samvirkende Invalideorganisationer. Det kan herved bestemmes, at amtsrådsmedlemmer kan være medlemmer af rådet.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om, med hvilken sammensætning og i hvilket omfang brugerrådet kan behandle klager over amtskommunens afgørelser efter §§ 71 og 72, jf. § 81 i lov om social service.

Kapitel 6

Fælles bestemmelser for kommuner og amtskommuner

§ 42. Amtskommunen yder kommunerne, herunder børn og unge-udvalgene efter § 18, vejledning i sager efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, navnlig ved at stille sagkyndige til rådighed.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, og sammen løse de opgaver, der efter denne lovgivning påhviler kommunen og amtskommunen.

Stk. 3. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat, indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden.

Stk. 4. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem amtskommunen og en eller flere kommuner om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for lokalområdet og i amtet.

Stk. 5. Socialministeren kan i forbindelse med en tilladelse efter stk. 4 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om ordningerne fraviger de regler, der er fastsat i loven.

§ 43. Når en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført opgaver efter den sociale lovgivning, skal myndigheden tage stilling til, hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.

Stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres.

Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner omfattet af forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32.

Kapitel 7

De sociale nævn

§ 44. Det sociale nævn behandler klager over afgørelser, der er truffet af kommunen og amtskommunen, i det omfang det er fastsat i loven.

§ 45. I hvert amt nedsættes et socialt nævn. Statsamtmanden er formand for nævnet.

Stk. 2. Nævnet består i øvrigt af 5 medlemmer. Socialministeren udpeger medlemmerne og stedfortrædere for hver efter indstilling fra

1) kommuneforeningen i amtet,

2) amtskommunen,

3) Landsorganisationen i Danmark,

4) Dansk Arbejdsgiverforening og

5) De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 3. Afgørelse i de enkelte sager træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

Stk. 4. Statsamtet yder sekretariatsmæssig bistand til nævnet.

§ 46. Der nedsættes et socialt nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Direktøren for Den Sociale Sikringsstyrelse er formand for nævnet.

Stk. 2. Medlemmerne udpeges på samme måde som nævnt i § 45, stk. 2, dog således at den kommunale og amtskommunale indstilling foretages af Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab.

§ 47. Medlemmer af udvalg efter § 17 og § 40 kan ikke være medlemmer af det sociale nævn. Det samme gælder kommunalt ansatte, som deltager i administrationen af de sagsområder, der er omfattet af nævnenes kompetence.

§ 48. Nævnets funktionsperiode er 4 år og begynder seks måneder efter, at den kommunale valgperiode er begyndt.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for nævnene med regler for deres sammensætning i de enkelte sager og for deres virksomhed, herunder for vejlednings- og koordineringsopgaverne, jf. § 78.

Kapitel 8

Den Sociale Sikringsstyrelse

§ 49. Den Sociale Sikringsstyrelse er sekretariat for det sociale nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og varetager i øvrigt de opgaver, som efter lovgivningen er henlagt til styrelsen.

Kapitel 9

Den Sociale Ankestyrelse

§ 50. Den Sociale Ankestyrelse er klageinstans for administrative afgørelser, i det omfang det fastsættes ved lov.

Stk. 2. Ankestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Sammensætning

§ 51. Ankestyrelsens afgørelser træffes af

1) styrelseschefen, vicestyrelseschefen og et antal ankechefer og

2) medlemmer, der udpeges efter § 52.

Stk. 2. Styrelseschefen, vicestyrelseschefen og ankecheferne skal have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden dermed ligestillet eksamen. Deres ansættelsesområde er alene Ankestyrelsen.

§ 52. Socialministeren fastsætter antallet af beskikkede medlemmer og stedfortrædere, der udpeges af socialministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra

1) Dansk Arbejdsgiverforening,

2) Landsorganisationen i Danmark,

3) Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

4) Amtsrådsforeningen i Danmark,

5) Kommunernes Landsforening,

6) De Samvirkende Invalideorganisationer,

7) Københavns Kommune og

8) Frederiksberg Kommune.

Stk. 2. Som medlemmer kan ikke udpeges personer,

1) der er fyldt 66 år,

2) der tidligere i 2 perioder har været beskikket som medlem af Ankestyrelsen, eller

3) der er ansat inden for den offentlige social- og sundhedsforvaltning eller på institutioner med socialt formål.

Afgørelser i de enkelte sager

§ 53. Ankestyrelsen træffer afgørelse i de enkelte sager på et møde, hvori der deltager 2 medlemmer og 1 ankechef, der er formand. Afgørelserne træffes ved almindeligt flertal.

Stk. 2. Skønner Ankestyrelsen, at en sag er egnet til at blive afgjort, uden at der afholdes et møde, sender styrelsen indstilling til medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker at afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.

Stk. 3. Formanden kan beslutte, at en afgørelse ikke skal have virkning, hvis formanden skønner, at der er tvivl om, at afgørelsen er lovlig. Sagen skal herefter behandles i et møde med udvidet votering, jf. § 55.

§ 54. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer, jf. § 55, stk. 2, nr.1. De 3 medlemmer skal repræsentere henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark og kommunerne.

Afgørelser med udvidet votering

§ 55. I afgørelser med udvidet votering deltager i mødet 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand.

Stk. 2. Udvidet votering skal benyttes i sager om følgende:

1) Afgørelser, som er truffet af de sociale nævn, som kan behandles, fordi de har principiel eller generel betydning, jf. § 63.

2) Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 62 i lov om social service.

3) Sager om Ankestyrelsens samtykke til eller anmodning om adoption uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter adoptionslovens § 9 og § 10.

4) Afgørelser, der er udsat med henblik på udvidet votering, jf. § 53, stk. 3.

5) Andre sager, som styrelseschefen beslutter har principiel eller generel betydning.

Stk. 3. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

§ 56. Styrelseschefen kan, når en sag har principiel eller generel betydning, beslutte, at en afgørelse skal træffes i et møde, hvor styrelseschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der i øvrigt deltager 2 medlemmer og 2 ankechefer. På samme måde kan styrelseschefen eller vicestyrelseschefen deltage i møder efter § 54.

Stk. 2. § 55, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Beslutninger om at behandle det sociale nævns afgørelser og om at genoptage en sag

§ 57. Følgende beslutninger træffes af 1 ankechef:

1) Om en afgørelse, som et socialt nævn har truffet, opfylder betingelserne i § 63 for at kunne blive behandlet af Ankestyrelsen. Beslutningen skal været truffet senest 14 dage efter, at Ankestyrelsen har modtaget sagen.

2) Om en tidligere afgjort sag skal genoptages.

Forretningsorden m.v.

§ 58. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for Ankestyrelsen.

§ 59. Styrelseschefen kan overlade sine beføjelser efter lovgivningen til vicestyrelseschefen og ankecheferne. Styrelseschefen kan fastsætte regler om vicestyrelseschefens og ankechefernes adgang til at overlade deres beføjelser efter lovgivningen til ansatte, der opfylder uddannelseskravet i § 51, stk. 2.

Kapitel 10

Almindelige klageregler

Klageadgang

§ 60. De afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter den sociale lovgivning, kan indbringes for det sociale nævn. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.

Stk. 2. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og amtskommunen og takster for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed.

§ 61. Hvis der opstår uenighed mellem kommuner og amtskommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for det sociale nævn. Klagen indbringes for det sociale nævn, som den kommune eller den amtskommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

§ 62. Uenighed om Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Den person, som afgørelsen vedrører, kommunen og Den Sociale Sikringsstyrelse kan indbringe sagen.

§ 63. Det sociale nævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører, kommunen eller amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.

§ 64. Følgende afgørelser, der træffes af Den Sociale Sikringsstyrelse, kan indbringes for Ankestyrelsen:

1) Afgørelser om hjælp til udlændinge efter § 3, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik.

2) Afgørelser om hjælp til danskere i udlandet efter § 6 i lov om aktiv socialpolitik.

3) Afgørelser om ret til pension i udlandet efter § 3, stk. 4, og § 62 i lov om social pension.

4) Afgørelser om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes efter reglerne i EF-forordning nr. 1408/71, Nordisk Konvention om Social Sikring og de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med andre lande, bortset fra afgørelser om indgåelse af aftaler med et eller flere lande med henblik på fravigelse heraf.

Stk. 2. Den person, som afgørelsen vedrører, kan klage over afgørelserne efter stk. 1. Kommunen kan klage over en afgørelse efter stk. 1, nr. 1.

§ 65. Afgørelser efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service, som træffes af en privat humanitær organisation, der yder integrationsbistand efter § 9, stk. 6, kan indbringes for det sociale nævn.

Pligt til at genvurdere sagen

§ 66. Inden en klage behandles af det sociale nævn, skal den myndighed, som har truffet afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Derfor skal en klage først afleveres til den myndighed, som har truffet afgørelsen.

Stk. 2. Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til klageinstansen.

Klagefrister

§ 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Anmodning til Ankestyrelsen om optagelse af en sag til behandling efter § 57 skal ske inden for samme frist.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Sagsbehandlingen

§ 68. Ankestyrelsen og de sociale nævn er ikke bundet af parternes påstande og er uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag.

Stk. 2. Ankestyrelsens og nævnenes afgørelse kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.

§ 69. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.

§ 70. Ankestyrelsens og de sociale nævns afgørelser skal være skriftlige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter regler, der fastsættes i forretningsordenerne.

Formandens beslutninger

§ 71. Hvis formanden for det sociale nævn finder, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse er i overensstemmelse med gældende ret, kan formanden straks udsætte afgørelsens virkning og indbringe den for Den Sociale Ankestyrelse senest 1 uge efter, at den er truffet. Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden 8 uger fra sagens modtagelse i Ankestyrelsen. Sagen behandles i Ankestyrelsen ved udvidet votering, jf. § 55.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn træffer afgørelse i sager, hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.

Stk. 3. Formandens afgørelser om sagsbehandlingen kan ikke indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 4. Formanden kan i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, træffe en foreløbig afgørelse. Den foreløbige afgørelse kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, men skal snarest muligt behandles i et møde i nævnet.

Opsættende virkning

§ 72. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning.

Stk. 2. Hvis Ankestyrelsen eller det sociale nævn ændrer en afgørelse til skade for ansøgeren, træffer Ankestyrelsen eller det sociale nævn samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan ved afgørelser om støtte til køb af bil, jf. § 99, stk. 1 og 2, i lov om social service, samtidig træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v.

Domstolsprøvelse

§ 73. I sager, hvor Ankestyrelsens afgørelser vedrørende børn og unge-udvalgets beslutninger kan indbringes for domstolene efter reglerne i § 124 i lov om social service, skal Ankestyrelsens afgørelse foreligge inden 8 uger efter, at klagen er modtaget.

Stk. 2. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelser i sager efter stk. 1 skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange, at sagen forelægges for domstolene, og om fristen herfor.

Bemyndigelser

§ 74. Socialministeren fastsætter regler for behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v.

§ 75. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser om indtægtsgrundlaget, jf. § 28, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om social pension og § 82 i lov om social service.

Kapitel 11

Koordinering af praksis

§ 76. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for Ankestyrelsen og de sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder Ankestyrelsen om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og

2) følger Ankestyrelsen kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 77. Socialministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunernes, amtskommunernes eller nævnenes afgørelser.

§ 78. Det sociale nævn har pligt til inden for sit område at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for det sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder nævnet om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og

2) følger nævnet kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 79. Ankestyrelsen og det sociale nævn skal samarbejde om deres koordinationsopgave efter § 76 og § 78. Som led i denne opgave kan Ankestyrelsen og de sociale nævn indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som i elektronisk form.

Det Centrale Koordinationsudvalg

§ 80. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg (Det Centrale Koordinationsudvalg) til støtte for sin vejledningsvirksomhed.

Stk. 2. Det Centrale Koordinationsudvalg har til opgave at følge og rådgive kommunerne om

1) kommunernes indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

2) hjælp til forsørgelse og

3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet.

§ 81. Socialministeren udpeger formanden for Det Centrale Koordinationsudvalg efter indstilling fra Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 2. De øvrige medlemmer udpeges af socialministeren efter indstilling fra

1) Dansk Arbejdsgiverforening,

2) Landsorganisationen i Danmark,

3) Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

4) Amtsrådsforeningen i Danmark,

5) Kommunernes Landsforening,

6) Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab,

7) De Samvirkende Invalideorganisationer,

8) Foreningen af Statsamtmænd,

9) Praktiserende Lægers Organisation,

10) Den Sociale Sikringsstyrelse og

11) Socialministeriet.

Kapitel 12

Statistik, analyse, information m.v.

§ 82. Kommunen, amtskommunen og de sociale nævn har pligt til at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v., som socialministeren anmoder om.

§ 83. Kommuner og amtskommuner giver Socialministeriet oplysninger om beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på det sociale område, herunder om de mål, som de har sat for udviklingen.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen har pligt til at medvirke til temaplanlægning, i kommunepaneler samt til at skaffe uddybende oplysninger om udviklingen på særlige områder.

§ 84. Socialministeren kan fastsætte regler om omfanget af oplysninger, jf. §§ 82 og 83, og om, hvordan de skal ajourføres og indsendes.

Kapitel 13

Regnskabsaflæggelse, revision m.v.

§ 85. Socialministeren fastsætter regler om anvisning af refusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 2. Socialministeren kan efter forhandling med de kommunale organisationer fastsætte regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter i forbindelse med ydelser til personer under 67 år og personer, der er fyldt 67 år.

§ 86. Socialministeren fastsætter regler om, hvem der skal betale udgifter til lægeerklæringer, transport m.v., som en myndighed pålægger en ansøger, når disse udgifter ikke kan betales efter anden lovgivning.

Kapitel 14

Råd m.v.

§ 87. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål. Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning og opgaver.

Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter regler om fortrinsadgang til visse offentligt regulerede beskæftigelser for personer, der på grund af invaliditet har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked.

§ 88. Socialministeren nedsætter et børneråd, der skal arbejde på at sikre børns rettigheder samt informere og rådgive om børns forhold i samfundet. Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning og opgaver.

Kapitel 15

Ikrafttræden m.v.

§ 89. Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Stk. 2. Revaliderings- og pensionsnævnene nedlægges den 30. juni 1998. Sager efter § 14, stk. 1 og 2, og §§ 16 og 18 i lov om social pension samt efter §§ 43 og 58 i lov om social bistand, som kommunerne har givet indstilling i til nævnene, og som ikke er afgjort af revaliderings- og pensionsnævnene senest denne dato, overgår til de sociale nævn, der er nedsat efter denne lovs § 44. Sager vedrørende kommunale afgørelser, som er indbragt for nævnene, og som ikke er afgjort senest på denne dato, overgår ligeledes til de sociale nævn. Sagerne afgøres og kan påklages efter reglerne i lov om social pension og i lov om social bistand som gældende indtil den 1. juli 1998. Funktionsperioden for formanden for og medlemmerne af revaliderings- og pensionsnævnene ophører den 30. juni 1998.

Stk. 3. De sociale ankenævn nedlægges den 30. juni 1998. De sager, der ikke er afgjort senest denne dato, overgår til de sociale nævn til afgørelse. Sagerne afgøres og kan påklages efter de hidtidigt gældende regler. Funktionsperiode for formanden for og medlemmerne af de sociale ankenævn ophører den 30. juni 1998.

Stk. 4. Funktionsperioden for medlemmerne af de sociale nævn, jf. denne lovs § 44, vil første gang være fra den 1. juli 1998 til den 30. juni 2002.

Stk. 5. Dagpengeudvalget, jf. § 33 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, nedlægges den 28. februar 1999. Funktionsperioden for formanden og medlemmerne ophører samme dato.

Stk. 6. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har overladt til en selvejende institution med overenskomst med kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. § 9, stk. 2, i lov om social bistand, bevares efter de hidtil gældende regler.

Stk. 7. Koordinationsudvalget, jf. § 24, skal være nedsat senest den 31. december 1998.

§ 90. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Versioner

1. 1997-06-16