Gelex

1996 LSF 247 FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM TILSKUD TIL IVÆRKSÆTTERE

GældendeVersion 1997-06-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00247@1997-06-13/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1 Lov nr. 456 af 30. juni 1993 om tilskud til iværksættere

ophæves.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 1997.

Stk. 2. De tilsagn om klippekort til iværksættere, der gives frem til ordningens ophævelse, er dog gyldige i to år fra tilsagnsdatoen.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

Lov nr. 456 af 30. juni 1993 om tilskud til iværksættere ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. august 1997.

Stk. 2. De tilsagn om klippekort til iværksættere, der gives frem til ordningens ophævelse, er dog gyldige i to år fra tilsagnsdatoen.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lov om tilskud til iværksættere (iværksætterklippekortet) trådte i kraft 1. januar 1994. Loven blev igangsat som en toårig forsøgsordning, der skulle tages op til revision efter toårsperioden. Forsøgsordningen videreførtes i 1996, hvor der var afsat 170 mio. kr. og i 1997, hvor der er afsat 85 mio. kr.

Lovens erhvervspolitiske formål var at forøge iværksætteres kompetence, forbedre overlevelsesmulighederne for den enkelte virksomhed, skabe beskæftigelse og sikre, at den offentlige støtte til iværksættere blev givet på et markedsorienteret grundlag.

Loven indeholder to elementer:

- Iværksættere kan få et tilskud på op til 3.000 kr. til at drøfte en forretningside og udarbejde en forretningsplan med en etableringsvejleder. Etableringsvejlederen indsender en indstilling til Erhvervsfremme Styrelsen, som godkender eller afviser at godkende forretningsplanen.

- En godkendt forretningsplan giver et tilskud (klippekort) på op til 70 procent af et rammebeløb på 30.000 kr. fratrukket honoraret til etableringsvejlederen. Det samlede tilskud, der maksimalt kan beløbe sig til 21.900 kr., kan bruges til køb af rådgivning og uddannelse i to år efter forretningsplanens godkendelse.

Med ophævelsen af loven bortfalder også bekendtgørelse nr. 884 af 22. november 1993 om administration af iværksætterklippekortet, samt cirkulære nr. 226 af 23. december 1993 om forretningsorden for klagenævnet vedrørende lov om tilskud til iværksættere.

Ophævelsen af loven afspejler en omprioritering af indsatsen for iværksættere og mindre virksomheder og skal ses i sammenhæng med de andre elementer i regeringens iværksætterpakke: Opprioritering af indsatsen for innovative iværksættere gennem mulighed for oprettelse af regionale innovationsmiljøer, pilotprojekter vedrørende lettelse af administrative byrder, bedre mulighed for adgang til risikovillig kapital (ansvarlig lånekapital) og introduktionsrabat til mindre virksomheder ved brug af godkendte teknologiske institutter.

Hertil kommer, at klippekortet ikke er blevet anvendt i så høj grad, som man forventede ved dets indførelse. Der har været et stort antal iværksættere hos etableringsvejlederne, mens kun omkring 40 procent af de klippekortmidler, der er givet tilsagn om, er blevet brugt.

Iværksætterne begrunder selv det lave forbrug med tidsmangel og manglende behov for klippekortet, mens de vurderer den indledende rådgivning hos etableringsvejlederen som et positivt og gavnligt element i deres opstart.

Som erstatning for klippekortet indfører regeringen derfor gratis rådgivning før virksomhedsstart. Dermed bevares og styrkes den vigtigste del af hjælpen til iværksættere i den meget vanskelige fase, som selve opstarten er. Iværksætternes mulighed for at få en grundig gennemgang og vurdering af deres idegrundlag bevares. Formålet er at tilvejebringe iværksætterne tilstrækkelig kompetence til at starte virksomhed og dermed at forbedre deres overlevelsesmuligheder.

Økonomiske, administrative, beskæftigelsesmæssige konsekvenser mv.

I perioden 1994-1996 er der givet et samlet tilsagn på ca. 537 mio. kr. På baggrund af den nuværende anvendelse af klippekortet forventes udnyttelsesraten at blive maksimalt 50 procent svarende til ca. 268 mio. kr. De resterende tilsagn på ca. 268 mio. kr. forventes ikke at blive brugt inden for gyldighedsperioden på to år. De 87 mio. kr., der på nuværende tidspunkt er annullerede efter ikke at være blevet brugt, er anvendt til øvrige iværksætteraktiviteter mv.

I 1997 forventes der anvendt 109 mio. kr. til den eksisterende klippekortordning og 14 mio. kr. til den efterfølgende gratis etableringsvejledning.

Erstatningen for iværksætterklippekortet forventes at medføre en årlig udgift på ca. 42 mio. kr., som tages fra de midler, der på en særlig iværksætterpulje søges afsat på finanslovene for 1998-2000. Heraf forudsættes afholdt udgifter til lønsum og drift af ordningen.

De klippekort, der gives tilsagn om frem til den 1. august 1997, eller så længe midlerne rækker, er gyldige i to år fra tilsagnsdatoen. Det sidste iværksætterklippekort udløber derfor senest den 31. juli 1999.

Der vil ved ophævelse af loven blive tilført erhvervslivet færre midler.

Lovforslaget har ikke miljømæssige eller EU-retlige aspekter.

Skriftlig fremsættelse

Erhvervsministeren (Jan Trøjborg):

Hermed har jeg den ære for det Høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ophævelse af lov om tilskud til iværksættere.

(Lovforslag nr. L 247).

Lovforslaget har til formål fra den 1. august 1997 at ophæve tilskud til iværksættere (iværksætterklippekortet). Med loven ophæves tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer. Ophævelsen af loven er en del af regeringens udspil til omlægning og forbedring af indsatsen for nye og mindre virksomheder.

Loven trådte i kraft den 1. januar 1993 som en forsøgsordning, der ved hjælp af tilskud til rådgivning og uddannelse skulle hjælpe iværksættere igennem opstartsfasen i deres etablering af ny virksomhed.

Inden for en ramme på 3.000 kr. kunne iværksættere få tilskud til rådgivning og udarbejdelse af en forretningsplan hos en etableringsvejleder. Med en godkendt forretningsplan kunne iværksætteren få tilskud til 70 procent af afholdte udgifter til rådgivning og uddannelse inden for en ramme på 30.000 kr. fratrukket honoraret til etableringsvejlederen.

Iværksætterklippekortet er ikke blevet anvendt i så høj grad som forventet. Udnyttelsesgraden er ca. 40 procent, og iværksætterne forklarer selv den lave udnyttelse med manglende tid og behov for klippekortet.

Regeringen vil dog videreføre gratis etableringsvejledning for fortsat at kunne støtte iværksætternes opstart og forhindre, at etableringsydelsen får konkurrenceforvridende effekt. Erhvervsfremme Styrelsen udarbejder en ny administrativ model for ordningen, hvor iværksættere vil kunne få gratis etableringsvejledning i op til 5 timer til en værdi af max. 3.000 kr. hos en etableringsvejleder. Administrationen af ordningen effektiviseres og baseres på edb-kommunikation med vægt på oplæring, opfølgning og kontrol af etableringsvejlederne og af kvaliteten af deres arbejde.

Udgiften til den nye ordning forventes at blive 14 mio. kr. i 1997 og derefter årligt 35 mio. kr. som tages fra iværksætterpuljen på 200 mio. kr. for hvert af finansårene 1998-2000.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 1997-06-13