1996 LSF 263 FORSLAG TIL LOV OM RADIOKOMMUNIKATION OG TILDELING AF RADIOFREKVENSER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00263@1997-06-13/da
Indhold
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og formål
§ 1. Formålet med denne lov er gennem en aktiv frekvensadministration at sikre en effektiv udnyttelse af de samlede radiofrekvensressourcer. Frekvensadministrationen skal blandt andet fremme brugernes adgang til et bredt, varieret og billigt udbud af teleydelser samt radio- og tv-ydelser som nævnt i stk. 2 og medvirke til at sikre klare, objektive og ikkediskriminerende rammer for konkurrencen i telesektoren.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på alle former for telekommunikation, der omfatter anvendelse af radiofrekvenser, samt på radiotekniske og frekvensmæssige forhold vedrørende radio- og fjernsynsvirksomhed.
Kapitel 2
Rammer for frekvensallokering og frekvenstildeling
§ 2. Forskningsministeren fastsætter hvert andet år rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer for de efterfølgende 5 år.
Stk. 2. Telestyrelsen forelægger forskningsministeren forslag til de i stk. 1 nævnte rammer.
Stk. 3. Telestyrelsens forslag skal omfatte:
1) Forslag til målsætninger for Danmarks deltagelse i internationale forhandlinger og indgåelse af aftaler om frekvensallokering. Forslaget skal blandt andet omfatte indstilling om den indbyrdes prioritering af frekvensallokering til forskellige anvendelser, herunder tjenester og systemer.
2) Forslag til frekvensallokerings- og anvendelsesplan (frekvensplan) for de efterfølgende 5 år.
3) Eventuelle forslag om anvendelse af frekvensadministrative metoder som nævnt i kapitel 3 inden for konkrete dele af frekvensplanen.
Stk. 4. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af det i stk. 3 nævnte forslag.
Stk. 5. Forskningsministeren kan ved fastlæggelsen af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. stk. 1, fravige det af Telestyrelsen forelagte forslag.
Stk. 6. Forskningsministeren kan ved fastlæggelsen af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. stk. 1, ud over de i stk. 3 nævnte forhold fastsætte nærmere regler om
1) inden for hvilke dele af frekvensplanen §§ 12-14 skal finde anvendelse,
2) den tidsmæssige udstrækning af adgangen til at anvende radiofrekvenser omfattet af §§ 12-14 og
3) krav om begrænsninger i tilslutninger til de offentlige telenet.
Stk. 7. Telestyrelsen forelægger hvert år for forskningsministeren en samlet oversigt over, i hvilket omfang der er ledige frekvensressourcer inden for de enkelte dele af den gældende frekvensplan. I de år, hvor Telestyrelsen tillige forelægger forslag til rammer for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. stk. 1, sker forelæggelsen af oversigten i forbindelse hermed.
Stk. 8. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om de nærmere tidsmæssige rammer for proceduren for udarbejdelse af rammer for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. stk. 1.
§ 3. Efter ministerens fastlæggelse heraf offentliggør Telestyrelsen frekvensplanen, jf. § 2, stk. 3, nr. 2.
Stk. 2. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke supplerende oplysninger der som minimum skal indgå i den offentliggjorte frekvensplan.
§ 4. Telestyrelsen kan tidsmæssigt uafhængigt af den i § 2 nævnte procedure fremlægge forslag som nævnt i § 2, stk. 3, nr. 1-3.
Stk. 2. Forskningsministeren kan tidsmæssigt uafhængigt af den i § 2 nævnte procedure på baggrund af et forslag i henhold til stk. 1 eller uafhængigt heraf træffe beslutning om forhold som omhandlet i § 2, stk. 3, nr. 1-3, og stk. 6, nr. 1-3.
Kapitel 3
Frekvensadministrative metoder
§ 5. De frekvensadministrative metoder, som forskningsministeren i henhold til kapitel 2 kan tage i brug, omfatter offentligt udbud, jf. § 6, administrativ omfordeling, jf. § 7, krav om overgang til mere frekvenseffektive udnyttelsesmetoder eller teknologier, jf. § 8, krav om begrænsning i anvendelsen, jf. § 9, og administrativ inddragelse, jf. § 10.
Stk. 2. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at de frekvensadministrative metoder inden for de enkelte dele af frekvensplanen skal anvendes enkeltvis eller i kombination.
Stk. 3. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at de frekvensadministrative metoder finder anvendelse i geografisk afgrænsede områder.
§ 6. Der kan afholdes offentligt udbud af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser, hvis den samlede efterspørgsel på radiofrekvenser til den pågældende tjeneste eller det pågældende system ikke kan eller kan forventes inden for et kortere tidsrum ikke at ville kunne imødekommes.
Stk. 2. Afholdelse af offentligt udbud forudsætter,
1) at dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1, stk. 1, og
2) at der fastsættes klare, objektive og ikke-diskriminerende regler for tildeling af tilladelser, jf. stk. 4.
Stk. 3. Forskningsministeren fastsætter forud for hvert offentligt udbud nærmere regler for Telestyrelsens udbudsforretning, herunder en overordnet tidsplan for det enkelte udbud, og regler for, i hvilket omfang udbudsbetingelserne skal forelægges ministeren til godkendelse.
Stk. 4. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om rammerne for udformning af udbudsmateriale og for de overordnede kriterier for udvælgelse af tilladelsesindehavere. Der kan blandt andet fastsættes regler om følgende:
1) Hvilke typer tilladelser der skal være omfattet af udbudsforretningen.
2) Tilladelsesindehaveres udbud af ydelser til forbrugere eller til andre net- og tjenesteudbydere, herunder rammer for sammenligning af kvalitet af og priser for disse ydelser.
3) Den tekniske indretning og kvalitet af tilladelsesindehavernes telenet samt eventuelle krav til disses geografiske udbygning, herunder eventuelle tidsplaner for udbygning.
4) Vurdering og indbyrdes prioritering af tilbud.
5) At tilbudsgiveren har et tilstrækkeligt økonomisk og teleteknisk grundlag for at drive de pågældende telenet og -tjenester og kan sandsynliggøre, at tilbudet kan efterleves.
6) I hvilket omfang det offentlige udbud efter stk. 1 skal omfatte samtlige de i frekvensplanen til denne tjeneste afsatte radiofrekvenser.
Stk. 5. Reglerne som nævnt i stk. 4 skal udstedes i forbindelse med, at beslutning om metodens iværksættelse træffes i henhold til kapitel 2.
Stk. 6. Telestyrelsen forestår det offentlige udbud.
§ 7. Der kan gennemføres administrativ omfordeling inden de pågældende individuelle frekvenstilladelsers udløb, hvis den samlede efterspørgsel på radiofrekvenser til den pågældende tjeneste eller det pågældende system ikke kan eller kan forventes inden for et kortere tidsrum ikke at ville kunne imødekommes.
Stk. 2. Administrativ omfordeling indebærer, at allerede tildelte frekvenstilladelser inddrages med henblik på udstedelse af frekvenstilladelser til dem, der har etableret eller ønsker at etablere tilsvarende tjenester eller systemer.
Stk. 3. Anvendelse af administrativ omfordeling forudsætter, at
1) dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1, stk. 1,
2) der fastsættes klare, objektive og ikkediskriminerende regler for omfordeling af allerede tildelte frekvensressourcer, og
3) der fastsættes tidsrammer for gennemførelse af administrativ omfordeling, der som minimum sikrer tilladelseindehavere 1 års varsel for inddragelse af allerede tildelte radiofrekvensressourcer, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Forskningsministeren kan undtagelsesvis, når der foreligger presserende frekvensknaphed, der på væsentlige områder hindrer udbud af teletjenester, som der er en klar efterspørgsel efter, eller presserende frekvensknaphed, som begrænser eller forvrider konkurrencen inden for dele af telesektoren, fastsætte et kortere opsigelsesvarsel end 1 år, jf. stk. 3, nr. 3.
Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter forud for iværksættelse af administrativ omfordeling nærmere regler herfor. Der kan blandt andet fastsættes følgende:
1) At Telestyrelsen fastsætter nærmere regler for indbyrdes sammenligning af frekvensudnyttelsen inden for den pågældende del af frekvensplanen, herunder grænseværdier for, hvornår en given frekvensudnyttelsesgrad sammenholdt med de øvrige tilladelsesindehaveres frekvensudnyttelse vil kunne udløse omfordeling af allerede tildelte frekvenser.
2) At Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om indbyrdes sammenligning og prioritering af frekvensanvendelsen inden for den pågældende del af frekvensplanen med sigte på, at de enkelte frekvenser alene anvendes til formål, der ikke lige så effektivt kan imødekommes via anvendelse af andre relevante dele af frekvensplanen.
3) At Telestyrelsen med udgangspunkt i regler fastsat i medfør af nr. 1 og 2 kan fastsætte supplerende vilkår for de enkelte frekvenstilladelser. Telestyrelsen kan inddrage tildelte frekvenser eller dele heraf med henblik på omfordeling inden de pågældende frekvenstilladelsers udløb, i det omfang tilladelsesindehaveren ikke opfylder de således fastsatte vilkår.
Stk. 6. Reglerne som nævnt i stk. 5 skal udstedes i forbindelse med, at beslutningen om metodens iværksættelse træffes i henhold til kapitel 2.
Stk. 7. Telestyrelsen forestår administrativ omfordeling og oplyser herunder brugerne om varsel herfor.
§ 8. Der kan stilles krav om overgang til mere frekvenseffektive udnyttelsesmetoder eller teknologier inden de pågældende individuelle frekvenstilladelsers udløb, hvis den samlede efterspørgsel efter radiofrekvenser til den pågældende tjeneste eller det pågældende system ikke kan eller kan forventes inden for et kortere tidsrum ikke at ville kunne imødekommes.
Stk. 2. Krav som nævnt i stk. 1 kan også stilles til anvendelse af frekvenser, der tildeles efter §§ 12 og 13, uanset at dette indebærer fastsættelse af nye vilkår for anvendelsen inden udløbet af den i frekvensplanen fastlagte anvendelsesperiode.
Stk. 3. Krav i henhold til stk. 1 kan kombineres med inddragelse af tildelte radiofrekvensressourcer inden de pågældende frekvenstilladelsers udløb, hvis der ikke sker overgang til mere frekvenseffektive udnyttelsesmetoder eller teknologier.
Stk. 4. Krav om overgang til mere frekvenseffektive udnyttelsesmetoder eller teknologier inden de pågældende frekvenstilladelsers udløb forudsætter, at
1) dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1, stk. 1,
2) der fastsættes klare, objektive og ikkediskriminerende regler for overgang til nye udnyttelsesmetoder eller teknologier og
3) der fastsættes tidsrammer for gennemførelse af krav fastsat i medfør af stk. 1, der som minimum sikrer tilladelseindehavere 1 års varsel, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Forskningsministeren kan undtagelsesvis, når der foreligger presserende frekvensknaphed, der på væsentlige områder hindrer udbud af teletjenester, som der er en klar efterspørgsel efter, eller presserende frekvensknaphed, som begrænser eller forvrider konkurrencen inden for dele af telesektoren, fastsætte et kortere opsigelsesvarsel end 1 år, jf. stk. 4, nr. 3.
Stk. 6. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for krav om overgang til mere frekvenseffektive udnyttelsesmetoder og teknologier, jf. stk. 1. Reglerne skal udstedes i forbindelse med, at en beslutning om metodens iværksættelse træffes i henhold til kapitel 2.
Stk. 7. Telestyrelsen forestår gennemførelse af krav om overgang til mere frekvenseffektive udnyttelsesmetoder eller teknologier og oplyser herunder brugerne om varsel for de nye vilkårs ikrafttræden.
§ 9. Der kan stilles krav om begrænsninger i anvendelsen af de tildelte radiofrekvenser inden de pågældende individuelle frekvenstilladelsers udløb, hvis den samlede efterspørgsel efter radiofrekvenser til den pågældende tjeneste eller det pågældende system ikke kan eller kan forventes inden for et kortere tidsrum ikke at ville kunne imødekommes, eller hvis udnyttelsesgraden af de pågældende radiofrekvenser medfører eller forventes inden for et kortere tidsrum at medføre kapacitetsproblemer.
Stk. 2. Krav om begrænsninger i anvendelsen af allerede tildelte radiofrekvenser, jf. stk. 1, kan også stilles til anvendelse af frekvenser, der tildeles efter §§ 12 og 13, uanset at dette indebærer fastsættelse af nye vilkår for anvendelsen inden udløbet af den i frekvensplanen fastlagte anvendelsesperiode.
Stk. 3. Krav om begrænsninger i anvendelsen af tildelte radiofrekvenser inden de pågældende frekvenstilladelsers udløb forudsætter, at
1) dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1, stk. 1,
2) der fastsættes klare, objektive og ikkediskriminerende regler herfor og
3) der fastsættes tidsrammer for gennemførelse af krav fastsat i medfør af stk. 1.
Stk. 4. Forskningsministeren fastsætter forud for iværksættelse af regulering efter stk. 1 nærmere regler herfor. Der kan blandt andet fastsættes følgende:
1) At Telestyrelsen kan træffe afgørelse om, at mere kapacitetskrævende udnyttelsesformer skal ophøre.
2) At der kan stilles radiotekniske krav ud over de i §§ 12-14 hjemlede krav.
Stk. 5. Regler som nævnt i stk. 4 skal udstedes i forbindelse med, at beslutningen om metodens iværksættelse træffes i henhold til kapitel 2.
Stk. 6. Telestyrelsen forestår reguleringen med henblik på løsning af frekvensknaphed og oplyser herunder de berørte brugere om varsel herfor.
§ 10. Der kan gennemføres administrativ inddragelse af allerede tildelte frekvensressourcer inden for dele af frekvensplanen før de pågældende individuelle frekvenstilladelsers udløb, hvis det ud fra en samlet vurdering af det pågældende udstyrs frekvensøkonomi, herunder antallet af tilsluttede brugere, sammenholdt med eventuelle alternative anvendelsesmuligheder, skønnes hensigtsmæssigt.
Stk. 2. Inddragelse som nævnt i stk. 1 kan også foretages med hensyn til frekvenser, der tildeles efter §§ 12 og 13, uanset at dette indebærer inddragelse inden udløbet af den i frekvensplanen fastlagte anvendelsesperiode.
Stk. 3. Administrativ inddragelse som nævnt i stk. 1 forudsætter, at
1) dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1, stk. 1,
2) der fastsættes klare, objektive og ikkediskriminerende regler herfor,
3) der fastsættes tidsrammer for administrativ inddragelse som nævnt i stk. 1, der som minimum sikrer tilladelsesindehavere 1 års varsel, jf. dog stk. 4, og
4) der samtidig med fastsættelse af rammer for inddragelse af allerede tildelte radiofrekvensressoucer fastsættes rammer for fornyet udbud af de således inddragede radiofrekvensressourcer.

Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for administrativ inddragelse. Reglerne udstedes i forbindelse med, at beslutningen om metodens iværksættelse træffes i henhold til kapitel 2.
Stk. 6. Telestyrelsen forestår administrativ inddragelse og oplyser herunder brugerne om varsel herfor.
Kapitel 4
Udstedelse af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser
§ 11. Anvendelse af radiofrekvenser og fastlæggelse af vilkår herfor skal ske inden for rammerne af frekvensplanen, jf. kapitel 2, og de bestemmelser, der heri er fastlagt for anvendelse af de enkelte dele af de samlede radiofrekvensressourcer.
Stk. 2. Inden for de dele af frekvensplanen, hvor der i henhold til kapitel 2 er truffet beslutning om anvendelse af særlige frekvensadministrative metoder, sker udstedelse og administration af tilladelser på grundlag af de herom fastsatte bestemmelser.
Stk. 3. Der kan ikke i medfør af §§ 12-14 fastsættes yderligere generelle indskrænkninger i anvendelsen af de enkelte dele af frekvensplanen end indeholdt i denne.
§ 12. Anvendelse af radiofrekvenser uden individuel tilladelse kan ske på følgende områder:
1) Radiobaseret telekommunikation, hvor de radioanlæg, der anvendes, alene er indrettet til modtagning og ikke udgør en del af kommunikationssystemer, hvori der også indgår sendere.
2) Radio- og fjernsynsvirksomhed, hvor de radioanlæg, der anvendes, alene er indrettet til modtagning.
3) Radiobaseret telekommunikation inden for forsvaret.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, omfatter dog ikke modtagere, der indgår i nød- og sikkerhedstjenester.
Stk. 3. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler for forsvarets anvendelse af frekvenser.
Stk. 4. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, at andre kategorier af radiobaseret telekommunikation end de i stk. 1 nævnte kan ske uden individuel tilladelse.
§ 13. Anvendelse af radiofrekvenser uden individuel tilladelse kan ske under forudsætning af overholdelse af generelle vilkår fastsat af Telestyrelsen.
Stk. 2. Vilkår som nævnt i stk. 1 kan omfatte følgende:
1) Radiotekniske krav, herunder begrænsninger med hensyn til den anvendte sendestyrke, antennehøjde, antenneretning m.v.
2) Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering.
3) Krav om anvendelse af typegodkendte radioanlæg.
4) Krav om anvendelse af radioanlæg, hvor der foreligger dokumentation for overholdelse af forud fastsatte tekniske krav i form af fabrikanterklæring.
5) Krav om anvendelse af godkendte kvalitetsstyringssystemer.
6) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområder for de tildelte frekvenser.
7) Overholdelse af frekvensplanen og heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser.
8) Krav om forstyrrelsesmæssige forhold
Stk. 3. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om, inden for hvilke kategorier af radiokommunikation der, under forudsætning af overholdelse af generelle vilkår, kan ske anvendelse af frekvenser uden individuel tilladelse, jf. stk. 1 og 2.
§ 14. Anvendelse af radiofrekvenser kan endvidere ske på grundlag af individuel tilladelse meddelt af Telestyrelsen. Telestyrelsen fastsætter de generelle og individuelle vilkår for tilladelsen.

6) Krav om, at brugeren af de pågældende radiofrekvenser skal have bestået foreskrevne prøver.
7) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområder for de tildelte frekvenser.
8) Overholdelse af frekvensplanen og heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser.
9) Krav om forstyrrelsesmæssige forhold.
10) Krav om betaling af forfaldne gebyrer, rykkergebyrer og afgifter.
Stk. 3. Ved udstedelse af tilladelser på baggrund af afholdt offentligt udbud, jf. § 6, kan afgivne tilbud eller tilkendegivelser fra tilbudsgiveren i forbindelse med udvælgelsen af tilladelseshavere på grundlag af det offentlige udbud danne grundlag for Telestyrelsens fastsættelse af vilkår på andre områder end de i stk. 2 nævnte. Vilkår om det tilbudte udbud af tjenester til andre brugere, herunder til slutbrugerne, vilkår vedrørende kvaliteten af tjenesterne, priser m.v. vil maksimalt kunne udstrækkes til at gælde i 1 år efter, at tilladelsesindehaveren har nået den i tilladelsen eventuelt fastsatte geografiske og befolkningsmæssige udbygningsgrad, dog således at disse vilkår som minimum er gældende i 2 år efter udstedelsen af tilladelsen.
Stk. 4. Tilladelser efter stk. 1 kan udstedes til enkeltstående brugere af radiofrekvenser eller til afgrænsede grupper af brugere.
Stk. 5. Anmodninger om tildeling af individuel tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser skal imødekommes, i det omfang det er muligt inden for rammerne af den i kapitel 2 fastlagte frekvensplan og med en tildeling af frekvenser i et omfang, der ud fra en samlet vurdering på et klart, objektivt og ikkediskriminerende grundlag tilgodeser en optimal udnyttelse af frekvensspektret.
§ 15. I det omfang individuelle tilladelser er gældende for en periode længere end 5 år, kan Telestyrelsen med et års varsel fastsætte nye vilkår for tilladelsen, jf. § 14, stk. 2.
§ 16. Telestyrelsen fastsætter regler om varigheden af de enkelte kategorier af individuelle tilladelser, der meddeles på grundlag af § 14.
§ 17. Ved en individuel tilladelses udløb må tilladelsesindehaveren, såfremt frekvensudnyttelsen ønskes fortsat, indgive en ny ansøgning. Ansøgningen gøres til genstand for fornyet behandling og danner grundlag for en eventuel ny tilladelse.
Stk. 2. Telestyrelsen kan uanset stk. 1 fastsætte forenklede procedurer for fornyelse af individuelle tilladelser.
§ 18. Individuelle frekvenstilladelser kan ikke overdrages.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan der i forbindelse med udstedelse af individuelle tilladelser til afgrænsede brugergrupper, jf. § 14, stk. 4, ske intern overdragelse og omfordeling inden for brugergruppen.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan der ske overdragelse af individuelle frekvenstilladelser mellem moderselskaber og helejede søster- og datterselskaber. Begrænsning eller udelukkelse af denne adgang til overdragelse kan dog fastlægges i bestemmelser fastlagt i forbindelse med afholdelse af offentligt udbud, jf. § 6.
§ 19. Telestyrelsen kan til enhver tid tilbagekalde en tilladelse, der er meddelt i medfør af § 14, hvis tilladelsesindehaveren træder i betalingsstandsning, træder i likvidation eller kommer under konkurs.
§ 20. Telestyrelsen kan meddele tidsbegrænsede forsøgs- og prøvedriftstilladelser til at afprøve en nærmere specificeret teknologi eller tjeneste.
Stk. 2. Telestyrelsen fastsætter vilkår for tilladelser meddelt i medfør af stk. 1, herunder at prøvedrift ikke må omfatte kommercielt udbud af net eller tjenester.
§ 21. Telestyrelsen kan, hvis der måtte opstå forstyrrelsesmæssige forhold, give brugere af radiofrekvenser påbud om at søge forstyrrelser afhjulpet og om eventuelt at indstille brugen, indtil forstyrrelserne er afhjulpet, samt påbud om at medvirke til dækning af de med afhjælpning forbundne udgifter.
Kapitel 5
Aflæggelse af prøver
§ 22. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler for prøver, som måtte være en forudsætning for anvendelse af radiofrekvenser, jf. § 14. Reglerne kan omfatte indholdet af prøverne og aflæggelse og gyldighed af disse.
Stk. 2. Telestyrelsen kan fastsætte særlige regler for handicappede personers aflæggelse af prøver.
Kapitel 6
Regler for markedsføring, oprettelse og ibrugtagning af radioanlæg
§ 23. Telestyrelsen kan gøre markedsføring, oprettelse, ibrugtagning eller anvendelse af radioanlæg betinget af overholdelse af generelle regler om, at
1) radioanlæg, der udgør modtagere, som indgår i nød- og sikkerhedstjenester, er typegodkendt,
2) radioanlæg, der udgør sendere eller kombinerede sendere og modtagere, er typegodkendt, godkendt i medfør af et kvalitetsstyringssystem, eller der fremlægges dokumentation for overholdelse af de tekniske krav i form af en fabrikanterklæring,
3) der fremlægges dokumentation for overholdelse af tekniske krav i form af fabrikanterklæring for radioanlæg (modtagere), som benyttes i kommunikationssystemer, hvori der indgår sendere,
4) anvendelse af radioanlægget kun kan ske på frekvenser, hvortil der foreligger tilladelse til frekvensanvendelse efter §§ 12-14.
Stk. 2. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om
1) forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring, herunder salg og udlevering af radioanlæg, og
2) påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.
Kapitel 7
Oplysningspligt for udbydere af visse telenet og teletjenester
§ 24. Udbydere af radiobaserede offentlige telenet og teletjenester skal oplyse tilknyttede brugere om den foreliggende risiko for uberettiget aflytning af radiokommunikation.
Kapitel 8
Tekniske bestemmelser for radioanlæg
§ 25. Telestyrelsen kan fastsætte tekniske bestemmelser, herunder regler for typegodkendelse m.v., for radioanlæg, som anvendes i henhold til §§ 13 og 14.
Stk. 2. Ud over krav, der fastsættes i tekniske bestemmelser efter stk. 1, skal radioanlæg, der er omfattet af lov om beskyttelse mod elektromagnetiske forstyrrelser og de i medfør heraf fastsatte bestemmelser, overholde det til grund for loven liggende direktivs beskyttelseskrav.
Kapitel 9
Særlige vilkår for radiospredning
§ 26. Der må ikke oprettes, drives eller bruges sendestationer til radiospredning på det åbne hav eller i luftrummet derover.
Kapitel 10
Krav om ophør af radiokommunikation
§ 27. Når hensynet til statens sikkerhed gør det nødvendigt, kan forskningsministeren forbyde anvendelsen af radioanlæg bortset fra modtageanlæg, der alene er indrettet til modtagning af radiospredning. Radioanlæg, der omfattes af et sådant forbud, kan forlanges afleveret til offentlig myndighed til deponering.
Stk. 2. Ud over de i stk. 1 nævnte tilfælde kan forskningsministeren, hvis forholdene gør det nødvendigt, bestemme, at brugen af radioanlæg, herunder radioanlæg som nævnt i § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, og radioanlæg omfattet af regler udstedt i medfør af § 12, stk. 4, samt § 13 skal ophøre.
Kapitel 11
Telestyrelsen som tilsynsmyndighed m.v.
§ 28. Telestyrelsen fører tilsyn og kontrol med overholdelse af loven og de i medfør af denne fastsatte bestemmelser og vilkår.
Stk. 2. Telestyrelsen træffer afgørelse vedrørende manglende overholdelse af bestemmelser og vilkår fastsat i medfør af denne lov og kan i den forbindelse meddele påbud.
Stk. 3. Telestyrelsen kan pålægge dagbøder med henblik på at gennemtvinge efterkommelse af påbud som nævnt i stk. 2. Der er udpantningsret for bøderne.
Stk. 4. Telestyrelsen kan tilbagekalde individuelle tilladelser meddelt i medfør af § 14, såfremt tilladelsesindehaveren ikke efterkommer de i tilladelsen fastsatte vilkår.
Stk. 5. Telestyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse, hvis en tilladelsesindehaver ikke
1) efterkommer påbud som nævnt i stk. 2 eller
2) betaler dagbøder pålagt i medfør af stk. 3.
Stk. 6. Telestyrelsen kan foretage kontrolbesøg, når det på baggrund af konstaterede forstyrrelser må formodes, at loven eller de i medfør heraf fastsatte regler eller vilkår ikke overholdes.
Stk. 7. Telestyrelsen kan kræve driften af radioanlæg, der forstyrrer samfundsvigtig radiokommunikation, standset øjeblikkelig og kan træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette påbud, herunder plombering af apparatet.
§ 29. Telestyrelsen har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter med henblik på via stikprøver at kontrollere, at loven og de i medfør heraf fastsatte regler og vilkår overholdes.
Stk. 2. Politiet yder bistand til gennemførelse af kontrol som nævnt i stk. 1. Forskningsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
§ 30. Udbydere af telenet og teletjenester skal efter nærmere regler fastsat af Telestyrelsen meddele Telestyrelsen oplysninger om økonomiske, statistiske og øvrige forhold med henblik på udarbejdelse af rapporter m.v. om frekvensmæssige forhold vedrørende sådanne telenet og teletjenester.
§ 31. Forskningsministeren kan ikke, ud over hvad der følger af bestemmelserne i lov om Telestyrelsen, give Telestyrelsen tjenestebefaling om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Telestyrelsens udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor styrelsen er bemyndiget hertil, eller om Telestyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelsen af denne lov og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.
§ 32. Forskningsministeren kan ikke dispensere fra administrative forskrifter udstedt af ministeren i medfør af denne lov.
§ 33. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler, hvorefter offentlige myndigheder og private foretagender bemyndiges til at udføre visse opgaver, der i denne lov er tillagt Telestyrelsen.
§ 34. Telestyrelsen udarbejder og vedligeholder et register over eksisterende tilladelseshavere.
Stk. 2. Registret i henhold til stk. 1 er offentligt tilgængeligt og kan rekvireres hos Telestyrelsen eventuelt mod betaling.
Stk. 3. Telestyrelsen fastsætter regler om registrets udgivelsesform m.v.
Kapitel 12
Klageadgang
§ 35. For Teleklagenævnet kan indbringes klager over Telestyrelsens afgørelser truffet i medfør af denne lov, herunder klager over Telestyrelsens sagsbehandling.
Stk. 2. For Teleklagenævnet kan indbringes klager over afgørelser i henhold til administrative forskrifter udstedt i medfør af loven truffet af offentlige myndigheder og private foretagender, der er bemyndiget hertil i medfør af § 33.
Stk. 3. Telestyrelsens fastsættelse af administrative forskrifter efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Teleklagenævnet kan, når det træffer afgørelse, meddele påbud til tilladelsesindehaveren.
Stk. 5. Teleklagenævnet kan pålægge en tilladelsesindehaver dagbøder med henblik på at gennemtvinge påbud som nævnt i stk. 4. Der er udpantningsret for beløbene.
Stk. 6. Teleklagenævnet kan pålægge Telestyrelsen at tilbagekalde en individuel tilladelse meddelt i henhold til § 14, hvis en tilladelsesindehaver ikke
1) opfylder påbud som nævnt i stk. 4 eller
2) betaler dagbøder pålagt i medfør af stk. 5.
Kapitel 13
Tavshedspligt
§ 36. Telestyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om tavshedspligt for brugere af radioanlæg, herunder radioanlæg, der er omhandlet i § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, og i regler udstedt i medfør af § 12, stk. 4.
Kapitel 14
Gebyrer, afgifter og depositum
§ 37. Forskningsministeren fastsætter regler om gebyrer for meddelelse af typegodkendelse og andre former for godkendelse af radioanlæg samt for afholdelse af prøver, udstedelse af certifikater til betjening af radioanlæg og udstedelse af prøvningsrapporter til dækning af udgifterne i forbindelse hermed.
§ 38. Telestyrelsen opkræver en frekvensafgift hos indehavere af individuelle frekvenstilladelser for brug af de tildelte frekvenser.
Stk. 2. Frekvensafgifternes størrelse fastsættes årligt i finansloven og bekendtgøres af Telestyrelsen.
Stk. 3. Telestyrelsen forestår opkrævning af frekvensafgifter.
§ 39. Telestyrelsen opkræver hos tilladelsesindehaverne en omkostningsdækkende ydelse til dækning af de udgifter, der er forbundet med Telestyrelsens gennemførelse af offentligt udbud i henhold til § 6, udvælgelse af tilladelsesindehavere m.v.
Stk. 2. Hvis en tilbudsgiver, efter at udpegning som tilladelsesindehaver har fundet sted, vælger at trække sit tilbud tilbage, inden Telestyrelsen har meddelt individuel tilladelse, kan tilbudsgiveren pålægges at medvirke til betaling af udgifter, som Telestyrelsen har haft i forbindelse med udbudet og udarbejdelsen af tilladelsen.
§ 40. Det kan pålægges individuelle tilladelsesindehavere, jf. § 14, inden for afgrænsede dele af frekvensplanen at betale forhøjet frekvensafgift, når det på grund af frekvensknaphed skønnes nødvendigt for at fremme en flytning af frekvensforbruget til andre dele af frekvensplanen eller til kabelbaseret telekommunikation.
Stk. 2. Den forhøjede frekvensafgift er et tillæg til den almindelige frekvensafgift, jf. § 38, stk. 1. Tillægget udgør et depositum, der tilbagebetales til tilladelsesindehaveren ved tilladelsens ophør.
Stk. 3. Pålæggelse af forhøjet frekvensafgift som nævnt i stk. 1 forudsætter, at
1) dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætninger, jf. § 1, stk. 1, og
2) der kan anvises tilladelsesindehaverne andre muligheder for at gennemføre den ønskede radio- eller telekommunikation.
Stk. 4. Størrelsen af tillægget, og hvilke typer af frekvensanvendelse tillægget skal omfatte, fastsættes årligt på finansloven. Den forhøjede frekvensafgift bekendtgøres af Telestyrelsen.
Stk. 5. Telestyrelsen forestår opkrævning, administration og tilbagebetaling af tillægget til den almindelige frekvensafgift.
§ 41. Der kan gennemføres forhøjet administrativ prissætning af individuelle tilladelser, jf. § 14, inden for hele eller større sammenhængende dele af frekvensplanen, når det på grund af frekvensknaphed skønnes nødvendigt for at begrænse det samlede frekvensforbrug eller for at fremme flytning af større dele af forbruget til andre dele af frekvensplanen eller til kabelbaseret telekommunikation.
Stk. 2. Forhøjet administrativ prissætning er et tillæg til den almindelige frekvensafgift, jf. § 38, stk. 1.
Stk. 3. Forhøjet administrativ prissætning som nævnt i stk. 1 forudsætter, at
1) det fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1, stk. 1, og
2) det ikke er muligt via anvendelse af de i §§ 6-10 nævnte frekvensadministrative metoder at undgå frekvensknaphed som nævnt i stk. 1.
Stk. 4. Størrelsen af den forhøjede administrative prissætning, og hvilke typer af frekvensanvendelse tillægget skal omfatte, fastsættes årligt på finansloven. Endvidere skal det på finansloven fastsættes, hvorvidt tillægget til den almindelige frekvensafgift skal udgøre et depositum, der tilbagebetales tilladelsesindehaveren ved tilladelsens ophør. Den forhøjede administrative prissætning bekendtgøres af Telestyrelsen.
Stk. 5. Telestyrelsen forestår opkrævning, admininistration og eventuel tilbagebetaling af tillægget til den almindelige frekvensafgift.
Kapitel 15
Straffebestemmelser
§ 42. Overtrædelse af § 14, stk. 1, § 18, stk. 1, § 24 og § 26, regler udstedt i henhold til § 13, stk. 1 og 2, § 23 og § 25, stk. 1, samt overtrædelse af vilkår og påbud fastsat i medfør af § 14, stk. 2 og 3, § 20, stk. 2, § 21 og § 28, stk. 7, straffes med bøde.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. For så vidt angår overtrædelse af § 26, finder straffelovens regler om medvirken kun anvendelse med hensyn til
1) den, der medvirker til oprettelse eller økonomisk eller teknisk drift af den station, der bruges eller er bestemt til at bruges til radiospredning i strid med bestemmelserne,
2) den, der i ejerens eller brugerens tjeneste medvirker til radiospredning for den pågældende station, og
3) den, der medvirker til radiospredning ved økonomisk eller teknisk bistand, ved bestilling af udsendelser over stationen, ved optagelse eller formidling af ordrer herpå, ved at lede optagelsen af programmer, ved deltagelse på fartøjet i udsendelser, ved at stille lokaler eller tekniske hjælpemidler til rådighed eller ved levering eller transport af betydning for radiospredningen.
Stk. 5. Overtrædelse af § 26 hører under dansk straffemyndighed, uanset om betingelserne i straffelovens §§ 6-9 er opfyldt. Handlinger foretaget uden for den danske stat er dog kun undergivet dansk straffemyndighed, såfremt
1) radiospredningsstationen oprettes eller drives med henblik på eller bruges til radiospredning, som må antages bestemt til modtagning på dansk område, eller som forstyrrer radiomodtagning på dansk område, eller
2) gerningsmanden har dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat eller har indfødsret eller bopæl i Finland, Island, Norge eller Sverige og opholder sig her i landet.
Kapitel 16
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 43. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, §§ 37, 38, 40 og 41 dog først den 1. januar 1998.
Stk. 2. Lov om radiokommunikation, jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 22. april 1992 med senere ændringer, ophæves den 1. juli 1997, § 4 b dog først den 1. januar 1998.
Stk. 3. Regler udstedt i medfør af den i stk. 2 nævnte lov forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af denne lov.
Stk. 4. Tilladelser udstedt i medfør af den i stk. 2 nævnte lov bevarer deres gyldighed, indtil de tilbagekaldes eller ændres i medfør af vilkår fastsat i medfør af § 3, stk. 2, nr. 4, i den i stk. 2 nævnte lov.
Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår forslag i henhold til § 2, stk. 2, første gang skal foreligge.
Stk. 6. De pr. 1. juli 1997 til et radiobaseret offentligt telenet eller teletjeneste knyttede brugere skal inden 3 måneder fra denne dato være informeret i henhold til § 24.
Stk. 7. Er der før den 1. januar 1998 opkrævet frekvensafgifter, hvor afgiftsperioden først udløber efter den 1. januar 1998, kan der ved første betaling af afgifter for individuelle frekvenstilladelser fastsat i henhold til § 38 opkræves et tillæg for perioden fra den 1. januar 1998 til afgiftsperiodens udløb, i det omfang et krav om højere afgifter i henhold til § 38 har været gældende for denne periode.
§ 44. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og formål
§ 1. Formålet med denne lov er gennem en aktiv frekvensadministration at sikre en effektiv udnyttelse af de samlede radiofrekvensressourcer. Frekvensadministrationen skal blandt andet fremme brugernes adgang til et bredt, varieret og billigt udbud af teleydelser samt radio- og tv-ydelser som nævnt i stk. 2, og medvirke til at sikre klare, objektive og ikke-diskriminerende rammer for konkurrencen i telesektoren.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på alle former for telekommunikation, der omfatter anvendelse af radiofrekvenser, samt på radiotekniske og frekvensmæssige forhold vedrørende radio- og fjernsynsvirksomhed.
Kapitel 2
Rammer for frekvensallokering og frekvenstildeling
§ 2. Forskningsministeren fastsætter hvert andet år rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer for de efterfølgende 5 år.
Stk. 2. Telestyrelsen forelægger forskningsministeren forslag til de i stk. 1 nævnte rammer.
Stk. 3. Telestyrelsens forslag skal omfatte:
1) Forslag til målsætninger for Danmarks deltagelse i internationale forhandlinger og indgåelse af aftaler om frekvensallokering. Forslaget skal blandt andet omfatte indstilling om den indbyrdes prioritering af frekvensallokering til forskellige anvendelser, herunder tjenester og systemer.
2) Forslag til frekvensallokerings- og anvendelsesplan (frekvensplan) for de efterfølgende 5 år.
3) Eventuelle forslag om anvendelse af frekvensadministrative metoder som nævnt i kapitel 3 inden for konkrete dele af frekvensplanen.
Stk. 4. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af det i stk. 3 nævnte forslag.
Stk. 5. Forskningsministeren kan ved fastlæggelsen af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. stk. 1, fravige det af Telestyrelsen forelagte forslag.
Stk. 6. Forskningsministeren kan ved fastlæggelsen af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. stk. 1, ud over de i stk. 3 nævnte forhold fastsætte nærmere regler om,
1) inden for hvilke dele af frekvensplanen §§ 12-14 skal finde anvendelse,
2) den tidsmæssige udstrækning af adgangen til at anvende radiofrekvenser omfattet af §§ 12-14 og
3) krav om begrænsninger i tilslutninger til de offentlige telenet.
Stk. 7. Telestyrelsen forelægger hvert år for forskningsministeren en samlet oversigt over, i hvilket omfang der er ledige frekvensressourcer inden for de enkelte dele af den gældende frekvensplan. I de år, hvor Telestyrelsen tillige forelægger forslag til rammer for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. stk. 1, sker forelæggelsen af oversigten i forbindelse hermed.
Stk. 8. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om de nærmere tidsmæssige rammer for proceduren for udarbejdelse af rammer for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. stk. 1.
§ 3. Efter ministerens fastlæggelse heraf offentliggør Telestyrelsen frekvensplanen, jf. § 2, stk. 3, nr. 2.
Stk. 2. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke supplerende oplysninger der som minimum skal indgå i den offentliggjorte frekvensplan.
§ 4. Telestyrelsen kan tidsmæssigt uafhængigt af den i § 2 nævnte procedure, fremlægge forslag som nævnt i § 2, stk. 3, nr. 1-3.
Stk. 2. Forskningsministeren kan tidsmæssigt uafhængigt af den i § 2 nævnte procedure, på baggrund af et forslag i henhold til stk. 1 eller uafhængigt heraf, træffe beslutning om forhold som omhandlet i § 2, stk. 3, nr. 1-3 og stk. 6, nr. 1-3.
Kapitel 3
Frekvensadministrative metoder
§ 5. De frekvensadministrative metoder, som forskningsministeren i henhold til kapitel 2 kan tage i brug, omfatter offentligt udbud, jf. § 6, administrativ omfordeling, jf. § 7, krav om overgang til mere frekvenseffektive udnyttelsesmetoder eller teknologier, jf. § 8, krav om begrænsning i anvendelsen, jf. § 9 og administrativ inddragelse, jf. § 10.
Stk. 2. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at de frekvensadministrative metoder inden for de enkelte dele af frekvensplanen skal anvendes enkeltvis eller i kombination.
Stk. 3. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at de frekvensadministrative metoder finder anvendelse i geografisk afgrænsede områder.
§ 6. Der kan afholdes offentligt udbud af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser, hvis den samlede efterspørgsel på radiofrekvenser til den pågældende tjeneste eller det pågældende system ikke kan, eller kan forventes inden for et kortere tidsrum ikke at ville kunne, imødekommes.
Stk. 2. Afholdelse af offentligt udbud forudsætter,
1) at dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1 stk. 1 og
2) at der fastsættes klare, objektive og ikke-diskriminerende regler for tildeling af tilladelser, jf. stk. 4.
Stk. 3. Forskningsministeren fastsætter forud for hvert offentligt udbud nærmere regler for Telestyrelsens udbudsforretning, herunder en overordnet tidsplan for det enkelte udbud, og regler for i hvilket omfang udbudsbetingelserne skal forelægges ministeren til godkendelse.
Stk. 4. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om rammerne for udformning af udbudsmateriale og for de overordnede kriterier for udvælgelse af tilladelsesindehavere. Der kan blandt andet fastsættes regler om følgende:
1) Hvilke typer tilladelser, der skal være omfattet af udbudsforretningen.
2) Tilladelsesindehaveres udbud af ydelser til forbrugere eller til andre net- og tjenesteudbydere, herunder rammer for sammenligning af kvalitet af og priser for disse ydelser.
3) Den tekniske indretning og kvalitet af tilladelsesindehavernes telenet, samt eventuelle krav til disses geografiske udbygning, herunder eventuelle tidsplaner for udbygning.
4) Vurdering og indbyrdes prioritering af tilbud.
5) At tilbudsgiveren har et tilstrækkeligt økonomisk og teleteknisk grundlag for at drive de pågældende telenet og -tjenester, og kan sandsynliggøre, at tilbuddet kan efterleves.
6) I hvilket omfang det offentlige udbud efter stk. 1 skal omfatte samtlige de i frekvensplanen til denne tjeneste afsatte radiofrekvenser.
Stk. 5. Reglerne som nævnt i stk. 4 skal udstedes i forbindelse med, at beslutning om metodens iværksættelse træffes i henhold til kapitel 2.
Stk. 6. Telestyrelsen forestår det offentlige udbud.
§ 7. Der kan gennemføres administrativ omfordeling inden de pågældende individuelle frekvenstilladelsers udløb, hvis den samlede efterspørgsel på radiofrekvenser til den pågældende tjeneste eller det pågældende system ikke kan, eller kan forventes inden for et kortere tidsrum ikke at ville kunne, imødekommes.
Stk. 2. Administrativ omfordeling indebærer, at allerede tildelte frekvenstilladelser inddrages, med henblik på udstedelse af frekvenstilladelser til de, der har etableret eller ønsker at etablere tilsvarende tjenester eller systemer.
Stk. 3. Anvendelse af administrativ omfordeling forudsætter, at
1) dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1, stk. 1,
2) der fastsættes klare, objektive og ikke-diskriminerende regler for omfordeling af allerede tildelte frekvensressourcer, og
3) der fastsættes tidsrammer for gennemførelse af administrativ omfordeling, der som minimum sikrer tilladelseindehavere 1 års varsel for inddragelse af allerede tildelte radiofrekvensressourcer, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Forskningsministeren kan undtagelsesvis, når der foreligger presserende frekvensknaphed, der på væsentlige områder hindrer udbud af teletjenester, som der er en klar efterspørgsel efter, eller begrænser eller forvrider konkurrencen inden for dele af telesektoren, fastsætte et kortere opsigelsesvarsel end 1 år, jf. stk. 3, nr. 3.
Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter forud for iværksættelse af administrativ omfordeling nærmere regler herfor. Der kan blandt andet fastsættes følgende:
1) At Telestyrelsen fastsætter nærmere regler for indbyrdes sammenligning af frekvensudnyttelsen inden for den pågældende del af frekvensplanen, herunder grænseværdier for, hvornår en given frekvensudnyttelsesgrad sammenholdt med de øvrige tilladelsesindehaveres frekvensudnyttelse vil kunne udløse omfordeling af allerede tildelte frekvenser.
2) At Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om indbyrdes sammenligning og prioritering af frekvensanvendelsen inden for den pågældende del af frekvensplanen, med sigte på at de enkelte frekvenser alene anvendes til formål, der ikke lige så effektivt kan imødekommes via anvendelse af andre relevante dele af frekvensplanen.
3) At Telestyrelsen med udgangspunkt i regler fastsat i medfør af nr. 1-2 kan fastsætte supplerende vilkår for de enkelte frekvenstilladelser. Telestyrelsen kan inddrage tildelte frekvenser eller dele heraf med henblik på omfordeling inden de pågældende frekvenstilladelsers udløb, i det omfang tilladelsesindehaveren ikke opfylder de således fastsatte vilkår.
Stk. 6. Reglerne som nævnt i stk. 5 skal udstedes i forbindelse med, at beslutningen om metodens iværksættelse træffes i henhold til kap. 2.
Stk. 7. Telestyrelsen forestår administrativ omfordeling og oplyser herunder brugerne om varsel herfor.
§ 8. Der kan stilles krav om overgang til mere frekvenseffektive udnyttelsesmetoder eller teknologier inden de pågældende individuelle frekvenstilladelsers udløb, hvis den samlede efterspørgsel efter radiofrekvenser til den pågældende tjeneste eller det pågældende system ikke kan, eller kan forventes inden for et kortere tidsrum ikke at ville kunne, imødekommes.
Stk. 2. Krav som nævnt i stk. 1 kan også stilles til anvendelse af frekvenser, der tildeles efter §§ 12-13, uanset at dette indebærer fastsættelse af nye vilkår for anvendelsen inden udløbet af den i frekvensplanen fastlagte anvendelsesperiode.
Stk. 3. Krav i henhold til stk. 1 kan kombineres med inddragelse af tildelte radiofrekvensressourcer inden de pågældende frekvenstilladelsers udløb, hvis der ikke sker overgang til mere frekvenseffektive udnyttelsesmetoder eller teknologier.
Stk. 4. Krav om overgang til mere frekvenseffektive udnyttelsesmetoder eller teknologier inden de pågældende frekvenstilladelsers udløb forudsætter, at
1) dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1, stk. 1,
2) der fastsættes klare, objektive og ikke-diskriminerende regler for overgang til nye udnyttelsesmetoder eller teknologier, og
3) der fastsættes tidsrammer for gennemførelse af krav fastsat i medfør af stk. 1, der som minimum sikrer tilladelseindehavere 1 års varsel, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Forskningsministeren kan undtagelsesvis, når der foreligger presserende frekvensknaphed, der på væsentlige områder hindrer udbud af teletjenester, som der er en klar efterspørgsel efter, eller begrænser eller forvrider konkurrencen inden for dele af telesektoren, fastsætte et opsigelsesvarsel kortere end 1 år, jf. stk. 4, nr. 3.
Stk. 6. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for krav om overgang til mere frekvenseffektive udnyttelsesmetoder og teknologier, jf. stk. 1. Reglerne skal udstedes i forbindelse med at en beslutning om metodens iværksættelse træffes i henhold til kapitel 2.
Stk. 7. Telestyrelsen forestår gennemførelse af krav om overgang til mere frekvenseffektive udnyttelsesmetoder eller teknologier og oplyser herunder brugerne om varsel for de nye vilkårs ikrafttræden.
§ 9. Der kan stilles krav om begrænsninger i anvendelsen af de tildelte radiofrekvenser, inden de pågældende individuelle frekvenstilladelsers udløb, hvis den samlede efterspørgsel efter radiofrekvenser til den pågældende tjeneste eller det pågældende system ikke kan, eller kan forventes inden for et kortere tidsrum ikke at ville kunne, imødekommes, eller hvis udnyttelsesgraden af de pågældende radiofrekvenser medfører eller forventes inden for et kortere tidsrum at medføre, kapacitetsproblemer.
Stk. 2. Krav om begrænsninger i anvendelsen af allerede tildelte radiofrekvenser, jf. stk. 1, kan også stilles til anvendelse af frekvenser der tildeles efter §§ 12-13, uanset at dette indebærer fastsættelse af nye vilkår for anvendelsen inden udløbet af den i frekvensplanen fastlagte anvendelsesperiode.
Stk. 3. Krav om begrænsninger i anvendelsen af tildelte radiofrekvenser inden de pågældende frekvenstilladelsers udløb forudsætter, at
1) dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1, stk. 1,
2) der fastsættes klare, objektive og ikke-diskriminerende regler herfor, og
3) der fastsættes tidsrammer for gennemførelse af krav fastsat i medfør af stk. 1.
Stk. 4. Forskningsministeren fastsætter forud for iværksættelse af regulering efter stk. 1 nærmere regler herfor. Der kan blandt andet fastsættes følgende:
1) At Telestyrelsen kan træffe afgørelse om, at mere kapacitetskrævende udnyttelsesformer skal ophøre.
2) At der kan stilles radiotekniske krav, udover de i §§ 12-14 hjemlede krav.
Stk. 5. Regler som nævnt i stk. 4 skal udstedes i forbindelse med, at beslutningen om metodens iværksættelse træffes i henhold til kapitel 2.
Stk. 6. Telestyrelsen forestår reguleringen med henblik på løsning af frekvensknaphed og oplyser herunder de berørte brugere om varsel herfor.
§ 10. Der kan gennemføres administrativ inddragelse af allerede tildelte frekvensressourcer inden for dele af frekvensplanen før de pågældende individuelle frekvenstilladelsers udløb, hvis det ud fra en samlet vurdering af det pågældende udstyrs frekvensøkonomi, herunder antallet af tilsluttede brugere, sammenholdt med eventuelle alternative anvendelsesmuligheder, skønnes hensigtsmæssigt.
Stk. 2. Inddragelse som nævnt i stk. 1 kan også foretages med hensyn til frekvenser, der tildeles efter §§ 12-13, uanset at dette indebærer inddragelse inden udløbet af den i frekvensplanen fastlagte anvendelsesperiode.
Stk. 3. Administrativ inddragelse som nævnt i stk. 1 forudsætter, at
1) dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1, stk. 1,
2) der fastsættes klare, objektive og ikke-diskriminerende regler herfor,
3) der fastsættes tidsrammer for administrativ inddragelse som nævnt i stk. 1, der som minimum sikrer tilladelsesindehavere 1 års varsel, jf. dog stk. 4, og
4) der samtidig med fastsættelse af rammer for inddragelse af allerede tildelte radiofrekvensressoucer fastsættes rammer for fornyet udbud af de således inddragede radiofrekvensressourcer.
Stk. 4. Forskningsministeren kan undtagelsesvis, når der foreligger presserende frekvensknaphed, der på væsentlige områder hindrer udbud af teletjenester, som der er en klar efterspørgsel efter, eller på væsentlige områder begrænser eller forvrider konkurrencen inden for dele af telesektoren, fastsætte et opsigelsesvarsel kortere end 1 år, jf. stk. 3, nr. 2.
Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for administrativ inddragelse. Reglerne udstedes i forbindelse med, at beslutningen om metodens iværksættelse træffes i henhold til kapitel 2.
Stk. 6. Telestyrelsen forestår administrativ inddragelse og oplyser herunder brugerne om varsel herfor.
Kapitel 4
Udstedelse af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser
§ 11. Anvendelse af radiofrekvenser og fastlæggelse af vilkår herfor skal ske inden for rammerne af frekvensplanen, jf. kapitel 2, og de bestemmelser, der heri er fastlagt for anvendelse af de enkelte dele af de samlede radiofrekvensressourcer.
Stk. 2. Inden for de dele af frekvensplanen, hvor der i henhold til kapitel 2 er truffet beslutning om anvendelse af særlige frekvensadministrative metoder, sker udstedelse og administration af tilladelser på grundlag af de herom fastsatte bestemmelser.
Stk. 3. Der kan ikke i medfør af §§ 12-14 fastsættes yderligere generelle indskrænkninger i anvendelsen af de enkelte dele af frekvensplanen end indeholdt i denne.
§ 12. Anvendelse af radiofrekvenser uden individuel tilladelse kan ske på følgende områder:
1) Radiobaseret telekommunikation, hvor de radioanlæg der anvendes alene er indrettet til modtagning og ikke udgør en del af kommunikationssystemer, hvori der også indgår sendere.
2) Radio- og fjernsynsvirksomhed, hvor de radioanlæg der anvendes alene er indrettet til modtagning.
3) Radiobaseret telekommunikation inden for forsvaret.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, omfatter dog ikke modtagere, der indgår i nød- og sikkerhedstjenester.
Stk. 3. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler for forsvarets anvendelse af frekvenser.
Stk. 4. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, at andre kategorier af radiobaseret telekommunikation end de i stk. 1 nævnte kan ske uden individuel tilladelse.
§ 13. Anvendelse af radiofrekvenser uden individuel tilladelse kan ske under forudsætning af overholdelse af generelle vilkår fastsat af Telestyrelsen.
Stk. 2. Vilkår som nævnt i stk. 1 kan omfatte følgende:
1) Radiotekniske krav, herunder begrænsninger med hensyn til den anvendte sendestyrke, antennehøjde, antenneretning m.v.
2) Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering.
3) Krav om anvendelse af typegodkendte radioanlæg.
4) Krav om anvendelse af radioanlæg, hvor der foreligger dokumentation for overholdelse af forud fastsatte tekniske krav i form af fabrikanterklæring.
5) Krav om anvendelse af godkendte kvalitetsstyringssystemer.
6) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområder for de tildelte frekvenser.
7) Overholdelse af frekvensplanen og heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser.
8) Krav om forstyrrelsesmæssige forhold
Stk. 3. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om, inden for hvilke kategorier af radiokommunikation der, under forudsætning af overholdelse af generelle vilkår, kan ske anvendelse af frekvenser uden individuel tilladelse, jf. stk. 1-2.
§ 14. Anvendelse af radiofrekvenser kan endvidere ske på grundlag af individuel tilladelse meddelt af Telestyrelsen. Telestyrelsen fastsætter de generelle og individuelle vilkår for tilladelsen.
Stk. 2. Vilkår som nævnt i stk. 1 kan omfatte følgende:
1) Radiotekniske krav, herunder begrænsninger med hensyn til den anvendte sendestyrke, antennehøjde, antenneretning m.v.
2) Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering.
3) Krav om anvendelse af typegodkendte radioanlæg.
4) Krav om anvendelse af radioanlæg, hvor der foreligger dokumentation for overholdelse af forud fastsatte tekniske krav i form af fabrikanterklæring.
5) Krav om anvendelse af godkendte kvalitetsstyringssystemer.
6) Krav om, at brugeren af de pågældende radiofrekvenser skal have bestået foreskrevne prøver.
7) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområder for de tildelte frekvenser.
8) Overholdelse af frekvensplanen og heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser.
9) Krav om forstyrrelsesmæssige forhold.
10) Krav om betaling af forfaldne gebyrer, rykkergebyrer og afgifter.
Stk. 3. Ved udstedelse af tilladelser på baggrund af afholdt offentlig udbud, jf. § 6, kan afgivne tilbud eller tilkendegivelser fra tilbudsgiveren i forbindelse med udvælgelsen af tilladelseshavere på grundlag af det offentlige udbud, danne grundlag for Telestyrelsens fastsættelse af vilkår på andre områder end de i stk. 2 nævnte. Vilkår om det tilbudte udbud af tjenester til andre brugere, herunder til slutbrugerne, vilkår vedrørende kvaliteten af tjenesterne, priser m.v. vil maksimalt kunne udstrækkes til at gælde i 1 år efter, at tilladelsesindehaveren har nået den i tilladelsen eventuelt fastsatte geografiske og befolkningsmæssige udbygningsgrad, dog således at disse vilkår som minimum er gældende i 2 år efter udstedelsen af tilladelsen.
Stk. 4. Tilladelser efter stk. 1 kan udstedes til enkeltstående brugere af radiofrekvenser eller til afgrænsede grupper af brugere.
Stk. 5. Anmodninger om tildeling af individuel tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser skal imødekommes i det omfang, det er muligt inden for rammerne af den i kapitel 2 fastlagte frekvensplan, og med en tildeling af frekvenser i et omfang, der ud fra en samlet vurdering på et klart, objektivt og ikke-diskriminerende grundlag tilgodeser en optimal udnyttelse af frekvensspektret.
§ 15. I det omfang individuelle tilladelser er gældende for en periode længere end 5 år, kan Telestyrelsen med et års varsel fastsætte nye vilkår for tilladelsen, jf. § 14, stk. 2.
§ 16. Telestyrelsen fastsætter regler om varigheden af de enkelte kategorier af individuelle tilladelser, der meddeles på grundlag af § 14.
§ 17. Ved en individuel tilladelses udløb må tilladelsesindehaveren, såfremt frekvensudnyttelsen ønskes fortsat, indgive en ny ansøgning. Ansøgningen gøres til genstand for fornyet behandling og danner grundlag for en eventuel ny tilladelse.
Stk. 2. Telestyrelsen kan uanset stk. 1 fastsætte forenklede procedurer for fornyelse af individuelle tilladelser.
§ 18. Individuelle frekvenstilladelser kan ikke overdrages.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan der i forbindelse med udstedelse af individuelle tilladelser til afgrænsede brugergrupper, jf. § 14, stk. 4, ske intern overdragelse og omfordeling indenfor brugergruppen.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan der ske overdragelse af individuelle frekvenstilladelser mellem moderselskaber eller helejede søster- og datterselskaber.
§ 19. Telestyrelsen kan til enhver tid tilbagekalde en tilladelse, der er meddelt i medfør af § 14, hvis tilladelsesindehaveren træder i betalingsstandsning, likvidation eller kommer under konkurs.
§ 20. Telestyrelsen kan meddele tidsbegrænsedeforsøgs- og prøvedrifttilladelser til at afprøve en nærmere specificeret teknologi eller tjeneste.
Stk. 2. Telestyrelsen fastsætter vilkår for tilladelser meddelt i medfør af stk. 1, herunder at prøvedrift ikke må omfatte kommercielt udbud af net eller tjenester.
§ 21. Telestyrelsen kan, hvis der måtte opstå forstyrrelsesmæssige forhold, give brugere af radiofrekvenser påbud om at søge forstyrrelser afhjulpet og om eventuelt at indstille brugen, indtil forstyrrelserne er afhjulpet, samt påbud om at medvirke til dækning af de med afhjælpning forbundne udgifter.
Kapitel 5
Aflæggelse af prøver
§ 22. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler for prøver, som måtte være en forudsætning for anvendelse af radiofrekvenser, jf. § 14. Reglerne kan omfatte indholdet af prøverne, aflæggelse og gyldighed af disse.
Stk. 2. Telestyrelsen kan fastsætte særlige regler for handicappede personers aflæggelse af prøver.
Kapitel 6
Regler for markedsføring, oprettelse og ibrugtagning af radioanlæg
§ 23. Telestyrelsen kan gøre markedsføring, oprettelse, ibrugtagning eller anvendelse af radioanlæg betinget af overholdelse af generelle regler om, at
1) radioanlæg, der udgør modtagere som indgår i nød- og sikkerhedstjenester, er typegodkendt,
2) radioanlæg, der udgør sendere eller kombinerede sendere og modtagere, er typegodkendt, godkendt i medfør af et kvalitetsstyringssystem eller der fremlægges dokumentation for overholdelse af de tekniske krav i form af en fabrikanterklæring,
3) der fremlægges dokumentation for overholdelse af tekniske krav i form af fabrikanterklæring for radioanlæg (modtagere), som benyttes i kommunikationssystemer, hvori der indgår sendere,
4) anvendelse af radioanlægget kun kan ske på frekvenser, hvortil der foreligger tilladelse til frekvensanvendelse efter §§ 12-14.
Stk. 2. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om
1) forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring, herunder salg og udlevering af radioanlæg og
2) påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.
Kapitel 7
Oplysningspligt for udbydere af visse telenet og teletjenester
§ 24. Udbydere af radiobaserede offentlige telenet og teletjenester skal oplyse tilknyttede brugere om den foreliggende risiko for uberettiget aflytning af radiokommunikation.
Kapitel 8
Tekniske bestemmelser for radioanlæg
§ 25. Telestyrelsen kan fastsætte tekniske bestemmelser, herunder regler for typegodkendelse m.v., for radioanlæg som anvendes i henhold til §§ 13 og 14.
Stk. 2. Ud over krav, der fastsættes i tekniske bestemmelser efter stk. 1, skal radioanlæg, der er omfattet af lov om beskyttelse mod elektromagnetiske forstyrrelser og de i medfør heraf fastsatte bestemmelser, overholde det til grund for loven liggende direktivs beskyttelseskrav.
Kapitel 9
Særlige vilkår for radiospredning
§ 26. Der må ikke oprettes, drives eller bruges sendestationer for radiospredning på det åbne hav eller i luftrummet derover.
Kapitel 10
Krav om ophør af radiokommunikation
§ 27. Når hensynet til statens sikkerhed gør det nødvendigt, kan forskningsministeren forbyde anvendelsen af radioanlæg bortset fra modtageanlæg, der alene er indrettet til modtagning af radiospredning. Radioanlæg, der omfattes af et sådant forbud, kan forlanges afleveret til offentlig myndighed til deponering.
Stk. 2. Udover de i stk. 1 nævnte tilfælde kan forskningsministeren, hvis forholdene gør det nødvendigt, bestemme, at brugen af radioanlæg, herunder radioanlæg som nævnt i § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, og radioanlæg omfattet af regler udstedt i medfør af § 12, stk. 4, samt § 13 skal ophøre.
Kapitel 11
Telestyrelsen som tilsynsmyndighed m.v.
§ 28. Telestyrelsen fører tilsyn og kontrol med overholdelse af loven og de i medfør af denne fastsatte bestemmelser og vilkår.
Stk. 2. Telestyrelsen træffer afgørelse vedrørende manglende overholdelse af bestemmelser og vilkår fastsat i medfør af denne lov, og kan i den forbindelse meddele påbud.
Stk. 3. Telestyrelsen kan pålægge en tilladelsesindehaver dagbøder med henblik på at gennemtvinge efterkommelse af påbud som nævnt i stk. 2. Der er udpantningsret for bøderne.
Stk. 4. Telestyrelsen kan tilbagekalde individuelle tilladelser meddelt i medfør af § 14, såfremt tilladelsesindehaveren ikke efterkommer de i tilladelsen fastsatte vilkår.
Stk. 5. Telestyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse hvis en tilladelseindehaver ikke
1) efterkommer påbud som nævnt i stk. 2, eller
2) ikke betaler dagbøder pålagt i medfør af stk. 3.
Stk. 6. Telestyrelsen kan foretage kontrolbesøg, når det på baggrund af konstaterede forstyrrelser må formodes, at loven eller de i medfør heraf fastsatte regler eller vilkår ikke overholdes.
Stk. 7. Telestyrelsen kan kræve driften af radioanlæg, der forstyrrer samfundsvigtig radiokommunikation, standset øjeblikkeligt, og kan træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette påbud, herunder plombering af apparatet.
§ 29. Telestyrelsen har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter med henblik på via stikprøver at kontrollere, at loven og de i medfør heraf fastsatte regler og vilkår overholdes.
Stk. 2. Politiet yder bistand hertil. Forskningsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
§ 30. Udbydere af telenet og teletjenester skal efter nærmere regler fastsat af Telestyrelsen meddele Telestyrelsen oplysninger om økonomiske, statistiske og øvrige forhold med henblik på udarbejdelse af rapporter m.v. om frekvensmæssige forhold vedrørende sådanne telenet og teletjenester.
§ 31. Forskningsministeren kan ikke, ud over hvad der følger af bestemmelserne i lov om Telestyrelsen, give Telestyrelsen tjenestebefaling om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Telestyrelsens udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor styrelsen er bemyndiget hertil, eller om Telestyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelsen af denne lov og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.
§ 32. Forskningsministeren kan ikke dispensere fra administrative forskrifter udstedt af ministeren i medfør af denne lov.
§ 33. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler, hvorefter offentlige myndigheder og private foretagender bemyndiges til at udføre visse opgaver, der i denne lov er tillagt Telestyrelsen.
§ 34. Telestyrelsen udarbejder og vedligeholder et register over eksisterende tilladelseshavere.
Stk. 2. Registret i henhold til stk. 1 er offentligt tilgængeligt og kan rekvireres hos Telestyrelsen eventuelt mod betaling.
Stk. 3. Telestyrelsen fastsætter regler om registrets udgivelsesform m.v.
Kapitel 12
Klageadgang
§ 35. For Teleklagenævnet kan indbringes klager over Telestyrelsens afgørelser truffet i medfør af denne lov, herunder klager over Telestyrelsens sagsbehandling.
Stk. 2. For Teleklagenævnet kan indbringes klager over afgørelser i henhold til administrative forskrifter udstedt i medfør af loven, truffet af offentlige myndigheder og private foretagender, der er bemyndiget hertil i medfør af § 33.
Stk. 3. Telestyrelsens fastsættelse af administrative forskrifter efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Teleklagenævnet kan, når det træffer afgørelse, meddele påbud til tilladelsesindehaveren.
Stk. 5. Teleklagenævnet kan pålægge en tilladelsesindehaver dagbøder med henblik på at gennemtvinge påbud som nævnt i stk. 4. Der er udpantningsret for beløbene.
Stk. 6. Teleklagenævnet kan pålægge Telestyrelsen at tilbagekalde en individuel tilladelse meddelt i henhold til § 14, hvis en tilladelseindehaver ikke,
1) opfylder påbud, som nævnt i stk. 4, eller
2) betaler dagbøder pålagt i medfør af stk. 5.
Kapitel 13
Tavshedspligt
§ 36. Telestyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om tavshedspligt for brugere af radioanlæg, herunder radioanlæg, der er omhandlet i § 12, stk. 1, nr 1 og 2, og regler udstedt i medfør af § 12, stk. 4.
Kapitel 14
Gebyrer, afgifter og depositum
§ 37. Forskningsministeren fastsætter regler om gebyrer for meddelelse af typegodkendelse og andre former for godkendelse af radioanlæg samt for afholdelse af prøver, udstedelse af certifikater til betjening af radioanlæg og udstedelse af prøvningsrapporter, til dækning af udgifterne i forbindelse hermed.
§ 38. Telestyrelsen opkræver en frekvensafgift hos indehavere af individuelle frekvenstilladelser for brug af de tildelte frekvenser.
Stk. 2. Frekvensafgifternes størrelse fastsættes årligt i finansloven og bekendtgøres af Telestyrelsen.
Stk. 3. Telestyrelsen forestår opkrævning af frekvensafgifter.
§ 39. Telestyrelsen opkræver hos tilladelsesindehaverne en omkostningsdækkende ydelse til dækning af de udgifter, der er forbundet med Telestyrelsens gennemførelse af offentligt udbud i henhold til § 6, udvælgelse af tilladelsesindehavere m.v.
Stk. 2. Hvis en tilbudsgiver, efter at udpegning som tilladelsesindehaver har fundet sted, vælger at trække sit tilbud tilbage, inden Telestyrelsen har meddelt individuel tilladelse, kan tilbudsgiveren pålægges at medvirke til betaling af udgifter, som Telestyrelsen har haft i forbindelse med udbudet og udarbejdelsen af tilladelsen.
§ 40. Det kan pålægges individuelle tilladelsesindehavere, jf. § 14, inden for afgrænsede dele af frekvensplanen at betale forhøjet frekvensafgift, når det på grund af frekvensknaphed skønnes nødvendigt for at fremme en flytning af frekvensforbruget til andre dele af frekvensplanen eller til kabelbaseret telekommunikation.
Stk. 2. Den forhøjede frekvensafgift er et tillæg til den almindelige frekvensafgift, jf. § 38, stk. 1. Tillægget udgør et depositum, der tilbagebetales til tilladelsesindehaveren ved tilladelsens ophør.
Stk. 3. Pålæggelse af forhøjet frekvensafgift som nævnt i stk. 1 forudsætter, at
1) dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætninger, jf. § 1, stk. 1, og
2) der kan anvises tilladelsesindehaverne andre muligheder for at gennemføre den ønskede radio- eller telekommunikation.
Stk. 4. Størrelsen af tillægget og hvilke typer af frekvensanvendelse tillægget skal omfatte fastsættes årligt på finansloven. Den forhøjede frekvensafgift bekendtgøres af Telestyrelsen.
Stk. 5. Telestyrelsen forestår opkrævning, administration og tilbagebetaling af tillægget til den almindelige frekvensafgift.
§ 41. Der kan gennemføres forhøjet administrativ prissætning af individuelle tilladelser, jf. § 14, inden for hele eller større sammenhængede dele af frekvensplanen, når det på grund af frekvensknaphed skønnes nødvendigt for at begrænse det samlede frekvensforbrug eller for at fremme flytning af større dele af forbruget til andre dele af frekvensplanen eller til kabelbaseret telekommunikation.
Stk. 2. Forhøjet administrativ prissætning er et tillæg til den almindelige frekvensafgift, jf. § 38, stk. 1.
Stk. 3. Forhøjet administrativ prissætning som nævnt i stk. 1 forudsætter, at
1) det fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1, stk. 1, og
2) det ikke er muligt via anvendelse af de i §§ 6-10 nævnte frekvensadministrative metoder, at undgå frekvensknaphed som nævnt i stk. 1.
Stk. 4. Størrelsen af den forhøjede administrative prissætning og hvilke typer af frekvensanvendelse tillægget skal omfatte fastsættes årligt på finansloven. Endvidere skal det på finansloven fastsættes, hvorvidt tillægget til den almindelige frekvensafgift skal udgøre et depositum, der tilbagebetales tilladelsesindehaveren ved tilladelsens ophør. Den forhøjede administrative prissætning bekendtgøres af Telestyrelsen.
Stk. 5. Telestyrelsen forestår opkrævning, admininistration og eventuel tilbagebetaling af tillægget til den almindelige frekvensafgift.
Kapitel 15
Straffebestemmelser
§ 42. Overtrædelse af §§ 14, stk. 1, 18, stk. 1, 24 og 26, regler udstedt i henhold til §§ 13, stk. 1 og 2, 23 og 25, stk. 1, samt overtrædelse af vilkår og påbud fastsat i medfør af §§ 14, stk. 2 og 3, 20, stk. 2 , 21 og 28, stk. 7, straffes med bøde.
Stk. 2. I forskrifter der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. For så vidt angår overtrædelse af § 26, finder straffelovens regler om medvirken kun anvendelse med hensyn til,
1) den, der medvirker til oprettelse eller økonomisk eller teknisk drift af den station, der bruges eller er bestemt til at bruges til radiospredning i strid med bestemmelserne,
2) den, der i ejerens eller brugerens tjeneste medvirker til radiospredning for den pågældende station og
3) den, der medvirker til radiospredning ved økonomisk eller teknisk bistand, ved bestilling af udsendelser over stationen, ved optagelse eller formidling af ordrer herpå, ved at lede optagelsen af programmer, ved deltagelse på fartøjet i udsendelser, ved at stille lokaler eller tekniske hjælpemidler til rådighed eller ved levering eller transport af betydning for radiospredningen.
Stk. 5. Overtrædelse af § 26 hører under dansk straffemyndighed, uanset om betingelserne i straffelovens §§ 6-9 er opfyldt. Handlinger, foretaget uden for den danske stat, er dog kun undergivet dansk straffemyndighed, såfremt
1) radiospredningsstationen oprettes eller drives med henblik på eller bruges til radiospredning, som må antages bestemt til modtagning på dansk område, eller som forstyrrer radiomodtagning på dansk område, eller
2) gerningsmanden har dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat eller har indfødsret eller bopæl i Finland, Island, Norge eller Sverige og opholder sig her i landet.
Kapitel 16
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 43. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, §§ 37, 38, 40 og 41 dog først den 1. januar 1998.
Stk. 2. Lov om radiokommunikation, jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 22. april 1992 med senere ændringer, ophæves den 1. juli 1997, § 4 b dog først den 1. januar 1998.
Stk. 3. Regler udstedt i medfør af den i stk. 2 nævnte lov forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af denne lov.
Stk. 4. Tilladelser udstedt i medfør af den i stk. 2 nævnte lov bevarer deres gyldighed, indtil de tilbagekaldes eller ændres i medfør af vilkår fastsat i medfør af § 3, stk. 2, nr. 4, i den i stk. 2 nævnte lov.
Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår forslag i henhold til § 2, stk. 2, første gang skal foreligge.
Stk. 6. De pr. 1. juli 1997 til et radiobaseret offentligt telenet eller teletjeneste tilknyttede brugere skal inden 3 måneder fra denne dato være informeret i henhold til § 24.
Stk. 7. Er der før den 1. januar 1998 opkrævet frekvensafgifter hvor afgiftsperioden først udløber efter den 1. januar 1998 kan der ved første betaling af afgifter for individuelle frekvenstilladelser fastsat i henhold til § 38 opkræves et tillæg for perioden fra den 1. januar 1998 til afgiftsperiodens udløb i det omfang, et krav om højere afgifter i henhold til § 38 har været gældende for denne periode.
§ 44. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Den 6. december 1995 indgik Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Centrum-Demokraterne en principaftale, som lægger rammerne for den fuldstændige liberalisering af telesektoren i Danmark.
Principaftalen indeholder de overordnede rammer for en trinvis gennemførsel af liberaliseringen. Første trin (trin 2a) blev gennemført i foråret 1996, mens dette lovforslag er en del af udmøntningen af sidste del af principaftalen (trin 2b). Lovforslaget forudsættes vedtaget i Folketinget til ikrafttræden 1. juli 1997.
A. De gældende regler
Lovgrundlaget på radiokommunikationsområdet udgøres af lov om radiokommunikation, jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 22. april 1992 ændret ved lov om ændring af lov om radiokommunikation nr. 470 af 12. juni 1996.
Den gældende lovgivning tager sit udgangspunkt i, og er velegnet til, situationer hvor der er begrænset efterspørgsel efter frekvensressourcer, og hvor der er forholdsvis få aktører på telemarkedet. Efter de gældende regler sker fastlæggelse af rammerne for anvendelse og prioritering af frekvensressourcerne administrativt og meddelelse af tilladelser sker efter princippet om »først til mølle«. Dette princip har i en årrække været benyttet i Danmark og de fleste andre lande. Denne planlægningsmetode fungerer bedst så længe der er nogenlunde tilstrækkelige frekvensressourcer og der ikke forekommer modstridende behov. »Først til mølle« princippet er karakteriseret ved, at Telestyrelsen som administrativ myndighed ud fra en række kriterier foretager et skøn over ansøgerens behov for frekvensressourcer sammenholdt med hensynet til en samlet effektiv frekvensudnyttelse. Ud fra disse kriterier beslutter Telestyrelsen, hvilke ansøgere, der må anses for at have behov for frekvenser, samt hvilken båndbredde og/eller dækning, der er velegnet til et bestemt brug. På baggrund heraf tildeles ansøgere frekvenser i den rækkefølge, de ansøger herom.
Den gældende lov er imidlertid ikke velegnet til administration af frekvensressourcer, der er knappe og for hvilke der således skal ske en prioritering af såvel hvilken anvendelse, der kan ske af ressourcerne og dernæst af, hvem af flere ansøgere der skal meddeles tilladelse til de eftertragtede frekvensressourcer. Således er der i den gældende lov ikke grundlag for politisk at fastlægge rammerne for den prioritering af forskellige anvendelser, der nødvendigvis må ske. I loven er heller ikke formuleret klare administrative principper, der hviler på de generelle krav i telereguleringen om gennemsigtighed, ikke-diskriminering og objektivitet. En fortsat administration efter den nugældende lov, ville i dag hvor frekvensknaphed forekommer i stigende omfang, indebære en nærliggende risiko for at der utilsigtet ville ske en usaglig og diskriminerende administration.
B. Baggrunden for og indholdet af lovforslaget
Formålet med dette lovforslag er, at regulere adgangen til og brugen af radiofrekvenser på et liberaliseret telemarked og skal ses som den endelige udmøntning af principaftalen vedrørende radiofrekvensregulering. Hvor presset for at få adgang til de radiofrekvensressourcer, der er til rådighed tidligere var behersket, har liberaliseringen allerede på nuværende tidspunkt medført en stigende efterspørgsel på radiofrekvenser fra såvel nye som eksisterende operatører, en udvikling der må forventes at fortsætte. Når dette sammenholdes med, at en stadig større del af de moderne kommunikationsformer baserer sig på radiofrekvenser, er resultatet en tendens til knaphed på disse ressourcer. Der er således på nuværende tidspunkt områder med egentlig frekvensknaphed og sådanne situationer må forventes fremover at blive mere almindelige.
Det generelt forøgede behov for radiofrekvenser medfører dels at der må foretages en prioritering mellem hvilke former for teleydelser (tjenester), som man ønsker at afsætte ressourcer til, dels at der vil opstå konkurrence om adgang til tilladelser til de tjenester til hvilke, der er ledige frekvensressourcer. Det første medfører et behov for en politisk forankring af den prioritering, der skal ske, mens fordelingen af utilstrækkelige ressourcer medfører et behov for regler for administrationen af frekvenser, der er gennemsigtige, objektive og ikke-diskriminerende.
På den baggrund omhandler nærværende lovforslag således:
1) Det internationale frekvenssamarbejde.
2) Regler for en fremsynet, offentlig og politisk forankret udarbejdelse af rammer for anvendelse og prioritering af de samlede frekvensressourcer.
3) En række frekvensadministrative metoder, der tager sigte på forskellige grader af og former for frekvensknaphed.
4) Initiativer til løsning af akutte frekvensknaphedsproblemer.
5) En afgrænsning af ansvarsområder, der placererbeslutninger om forhold af telepolitisk karakter hos Forskningsministeren og beslutninger om forhold af frekvensadministrativ karakter hos Telestyrelsen.
6) Regler for udstedelse af tilladelser.
7) Regler for Telestyrelsens opgaver som tilsynsmyndighed.
8) En præcisering af afgiftsreglerne.
Det internationale frekvenssamarbejde
Radiofrekvensspektret er en begrænset ressource. I et lille land som Danmark, hvor terrænforskellene er minimale, er det uundgåeligt at radiobølgerne overskrider landegrænser. Samarbejde på tværs af landegrænser er derfor nødvendigt for at forhindre forstyrrelser mellem forskellige radiotjenester. Endvidere kræver den stigende harmonisering af forskellige radiosystemer mellem landene, at der til stadighed skabes internationale løsninger på radiokommunikationsområdet.
På globalt plan finder samarbejdet sted i ITU ( I nternational T elecommunication U nion). I ITU-regi er udarbejdet et internationalt regelsæt kaldet Det internationale Radioreglement. Radioreglementet indeholder de overordnede internationale regler indenfor frekvensforvaltning. ITU afholder hvert andet år en verdensomspændende radiokonference (WRC), og på disse radiokonferencer revideres blandt andet radioreglementet.
Radioreglementet indeholder blandt andet den internationale frekvensallokeringstabel. Heri er angivet hvilke tjenester, som kan anvendes indenfor de forskellige frekvensbånd. Det vil sige, at der i ITU-regi ikke tages stilling til hvilke radiosystemer, som f.eks. GSM, DCS1800, ERMES m.v., der kan/skal anvende hvilke frekvensbånd, men derimod stillingtagen til hvilke typer af tjenester, (mobile-, faste-, satellittjenester m.v)., der kan anvendes i de forskellige frekvensbånd.
ITU's grundlæggende regelsæt er indeholdt i en konstitution og en konvention, som Danmark har tiltrådt. Dette grundlæggende regelsæt komplementers af Radioreglementet og er bindende for alle ITU medlemsstaterne. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget til den gældende radiokommunikationslov, at bestemmelserne fra radioreglementet og konventionen optages i de af ministeren udfærdigede bekendtgørelser i det omfang de pågældende bestemmelser skal have retsvirkninger her i landet.
I Europa foregår planlægningen af de verdensomspændende radiokonferencer (WRC) i ERC ( E uropean R adiocommunications C ommittee), der varetager særlige europæiske interesser på radiokommunikationsområdet. ERC hører under CEPT (The E uropean C onference of P ost and T elecommunications A dministrations) der i dag har 43 medlemslande. ERC har fire permanente arbejdsgrupper, hvoraf den ene, CPG ( C onference P reparatory G roup), forestår udarbejdelsen af fælles europæiske forslag til de verdensomspændende radiokonferencer.
Som led i en øget international harmonisering på radiokommunikationsområdet indføres der i disse år stadigt flere fælleseuropæiske radiosystemer. I den forbindelse er en harmonisering af frekvensanvendelsen i de enkelte lande nødvendige. Eksempler på sådanne fælleseuropæiske radiosystemer er de førnævnte radiosystemer GSM, DCS1800 og ERMES, som alle anvendes til offentlig mobilkommunikation. GSM står for G lobal S ystem for M obile C ommunication og er et digitalt mobiltelefonsystem som i dag er indført i større dele af verden. DCS 1800 står for D igital C ellular S ystem og er baseret på samme teknologi som GSM, men anvender et højere frekvensområde (1700 og 1800 Mhz-frekvensområdet). ERMES står for E uropean R adio Me ssaging S ystem og er et digitalt personsøgesystem.
På europæisk plan sker samarbejdet som tidligere nævnt i ERC, der behandler særlige europæiske interesser på radiokommunikationsområdet. ERC udarbejder således, baseret på de af ITU internationalt vedtagne overordnede beslutninger, europæiske beslutninger, ERC Decisions, vedrørende radiokommunikationsforhold og herunder frekvensanvendelsen i Europa. En ERC Decision opfattes som en folkeretlig bindende aftale, der pålægger landene at afsætte de identificerede frekvenser til den bestemte tjeneste.
For Danmarks vedkommende betyder dette i praksis, at når der i ERC er vedtaget en ERC decision, der designerer et bestemt frekvensbånd til et bestemt radiosystem, og ERC beslutningen er tiltrådt fra dansk side, er Danmark forpligtet til at følge denne.
Som det fremgår af ovennævnte, er frekvensadministration ikke udelukkende et nationalt anliggende, hvilket blandt andet bliver afspejlet i lovforslaget derved, at Telestyrelsen, der på Danmarks vegne forestår det internationale samarbejde, fremover i forbindelse med ITU's afholdelse af WRC konferencer fremlægger den frekvensplan, som danner basis for Danmarks deltagelse ved konferencerne. De regler, som herefter bliver fastsat i den nationale frekvensallokerings og anvendelsesplan, er således et resultat af de internationale beslutninger som Danmark er forpligtet til at følge.
Regler for udarbejdelse af rammer for anvendelse og prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer
Reglerne for fastlæggelse af rammer for anvendelse og prioritering af de samlede frekvensressourcer skal sikre, at frekvensplanlægningen dels gøres langsigtet, idet udarbejdelsen skal ske med et 5-årigt perspektiv, dels at planlægningen gøres offentlig, hvorved forstås, at forslag til planen gøres til genstand for en høring i relevante branche- og forbrugerorganisationer og at den endelige plan offentliggøres. Hermed fremmes konkurrencen, idet operatørerne på markedet gives de bedst mulige betingelser for planlægning og investering. Endvidere skal planlægningen sikre den bedst mulige udnyttelse af de frekvensressourcer, der er til rådighed, hvorved konkurrenceaspektet yderligere tilgodeses idet en effektiv udnyttelse af ressourcerne er en forudsætning for en for operatørerne tilfredsstillende adgang til at få tilladelser til frekvensudnyttelse. Ved således at give konkurrencen de bedste betingelser, skal målet - om de for brugeren bedste og billigste teleydelser - nås.
Frekvensadministrative metoder
Det almindelige princip for frekvensadministration er det såkaldte »først til mølle« princip, ifølge hvilket tilladelser udstedes efterhånden som ansøgninger herom modtages, i det omfang det er muligt i henhold til frekvensallokerings- og anvendelsesplanen, og i det omfang der er ledige frekvenser afsat til den ansøgte anvendelse. Som fastslået ovenfor er princippet om »først til mølle« velegnet, hvor ansøgningerne i vidt omfang kan efterkommes, idet der er rigelige frekvensressourcer, mens metoden ikke er egnet, hvor ressourcerne er knappe. I sådanne situationer indebærer princippet en nærliggende risiko for en usaglig og utilsigtet diskriminering, med deraf følgende negative effekter for konkurrencen.
På denne baggrund indeholder lovforslaget en række alternative metoder til frekvensadministration, der er baseret på de generelle krav i telereguleringen om gennemsigtighed, ikke-diskriminering og objektivitet. Det er en forudsætning for metodernes anvendelse, at der er konstateret, eller inden for et kortere tidsperspektiv må forudses, knaphed på frekvensressourcer indenfor det pågældende område. Det er ligeledes en forudsætning for metodernes iværksættelse, at der forinden er afholdt en høring i branchen.
Til grund for valg af metode skal ligge et proportionalitets-princip, således at en mere indgribende metode alene må finde anvendelse, hvor det vurderes at mindre indgribende metoder ikke vil være egnede i den konkrete situation. Der er i lovforslaget ikke opstillet en egentlig prioriteret rækkefølge af metoderne, idet deres egnethed og virkning må vurderes konkret for de enkelte områder, som måtte blive berørt at frekvensknaphed. Metoderne kan anvendes enkeltvis eller i kombination.
Udgangspunktet har været ikke at benytte økonomiske parametre som grundlag for frekvensadministration, idet en sådan fremgangsmåde ville være egnet til at føre penge ud af sektoren og dermed fordyre teleydelserne. For to metoders vedkommende, forhøjet frekvensafgift og forhøjet administrativ prissætning, er der dog tale om, at man benytter en fordyrelse af adgangen til at anvende et frekvensområde til at regulere frekvensefterspørgslen. Det beløb, der overstiger de sædvanlige afgifter til Telestyrelsens administrative omkostninger, er ved metoden om forhøjet frekvensafgift imidlertid et depositum, der tilbagebetales tilladelsesindehaveren ved tilladelsens udløb. Ved forhøjet administrativ prissætning skal der i det konkrete tilfælde tages stilling til, om hele eller en del af det beløb, der overstiger de omkostningsbestemte afgifter til Telestyrelsen, skal være et depositum.
Initiativer til løsning af akutte frekvensknaphedsproblemer
De områder af frekvensspektret, som i dag er hårdest belastet i forhold til den stigende efterspørgsel, er de frekvensbånd, som er afsat til PMR ( P rivate M obile R adio) i hovedstadsområdet og visse større provinsbyer samt frekvensbånd til faste forbindelser (radiokæder). Inden for den gældende lovgivning er der kun begrænsede muligheder for at løse disse problemer, men Telestyrelsen forbereder for tiden de initiativer, som vil blive iværksat med hjemmel i den ny lovgivning.
PMR er landmobile radiotjenester, som anvendes af f.eks. taxi- og vognmandsselskaber. Den bedste løsning af de aktuelle problemer med ressourcemangel til PMR er formentligt at introducere flere frekvensadministrative metoder parallelt.
For det første vil kommerciel TETRA ( T rans- E uropean T runked R adio A ccess) blive sendt i offentligt udbud. TETRA er en ny, digital teknologi, der både kan anvendes til offentlige og lukkede tjenester og som anses for i væsentlig grad at kunne aflaste PMR-frekvenserne i Københavnsområdet. Det må i den forbindelse afklares, om det eventuelt er hensigtsmæssigt at foretage et offentligt udbud af et kombineret TETRA-net, der kan betjene såvel brugere af lukkede radionet til kommercielle formål, som brugere af lukkede net til beredskabs-, nød- og sikkerhedsformål. Da der i et sådant eventuelt kombineret net vil indgå elementer af kommercielt tjenesteudbud, og der derfor et tale om kommercielt interessante radiofrekvenser, vil det være en forudsætning for udnyttelse af frekvenser hertil, at disse er tildelt via en offentlig udbudsforretning, .m.h.p. at sikre transparente og ikke-diskriminerende rammer for tildeling heraf. Det vil i så fald indgå i udbudsmaterialet, det pågældende net bl.a. skal indrettes med sigte på betjening af udbydere af berdskabs-, nød- og sikkerhedstjenester, med de særlige krav der følger heraf m.h.t. hemmeligholdelse, driftsikkerhed og separering af trafik.
For det andet vil gennemstilling fra radionet til de offentlige telenet i Københavnsområdet blive betinget af overgang til ny teknologi, herunder TETRA. PMR-tjenester har i dag ikke gennemstilling til de offentlige telenet, men for at sikre de bedste konkurrencemuligheder for radiobaserede tjenester, vil gennemstilling med lovforslaget nu blive tilladt. Uden for Københavnsområdet og eventuelt visse større provinsbyer vil der blive adgang til gennemstilling uden krav til den anvendte teknologi.
En radiokæde er en eller flere faste forbindelser mellem to punkter bestående af radioudstyr (sender og modtager) og retningsbestemte antenner i hver ende. På dette område forventes liberaliseringen at medføre en stigende efterspørgsel på frekvenser. Telestyrelsen har derfor påbegyndt en analyse af behovet for frekvenser til radiokæder. På baggrund heraf vil der blive tilrettelagt administrative principper for frekvenstilladelser. De administrative principper skal bl.a. medvirke til, at der fortsat vil være frekvenser til rådighed for radiokæder over længere afstande. Endvidere vil det blive overvejet at afholde tjenesteauktioner over radiokædefrekvenser på særligt attraktive hovedstrækninger.
Opgavefordelingen mellem forskningsministeren og Telestyrelsen
Administrationen af frekvensområdet omfatter dels visse overordnede telepolitiske beslutninger, der vil dukke op med jævne mellemrum, dels en række løbende, frekvensadministrative beslutninger.
De telepolitiske beslutninger henlægger lovforslaget til forskningsministeren, der træffer disse afgørelser i samspil med alle relevante brancheaktører og i relevant omfang med Folketinget.
De telepolitiske beslutninger på frekvensområdet omfatter blandt andet:
- Fastlæggelse af overordnede retningslinier for Telestyrelsen deltagelse i internationale forhandlinger og aftaler om frekvensallokeringer og -tildelinger.
- Fastlæggelse af rammerne for anvendelsen og den indbyrdes prioritering af frekvensressourcerne.
- Fastlæggelse af hvorvidt der er et behov for at anvende frekvensadministrative metoder inden for dele af frekvensallokerings- og anvendelsesplanen, herunder fastsættelse af rammer for metodernes anvendelse.
Det er hensigten med den fastlagte procedure for udarbejdelse og vedtagelse af rammer for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer dels at forankre de telepolitiske beslutninger hos forskningsministeren, dels at gøre rammerne for de administrative beslutninger klare, objektive og ikke-diskriminerende og endeligt at give telebranchen mulighed for at deltage i og få medindflydelse på planlægningen.
Telestyrelsens administrative opgaver vil blandt andet være:
- Deltagelse i internationale forhandlinger om frekvensallokering og -anvendelse.
- Løbende tilsyn med frekvensspektrets effektive udnyttelse.
- Udstedelse af tilladelser.
- Tilsyn og kontrol med overholdelse af loven og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf
Regler for udstedelse af tilladelser
Lovforslaget indeholder et forslag om at gøre enhver tilladelse til frekvensanvendelse tidsbegrænset, således at tilladelsesindehaveren, såfremt aktiviteten ved tilladelsens ophør ønskes fortsat, må indgive en ny ansøgning herom. Denne ansøgning gøres til genstand for behandling hos Telestyrelsen og kan derefter i henhold til den på tidspunktet for behandlingen gældende frekvensallokerings og -anvendelsesplan danne grundlag for udstedelse af en ny tilladelse.
Formålet med at gøre individuelle tilladelser tidsbegrænsede er, at opnå størst mulig fleksibilitet i frekvensplanlægningen. Tidsbegrænsningen giver en mulighed for at omprioritere brugen af ressourcerne, der i forhold til tilladelsesindehaverne er skånsom, idet enhver tilladelsesindehaver på forhånd kan indrette sig efter en given udløbsdato.
Varigheden af tilladelser fastsættes generelt i frekvensallokerings- og anvendelsesplanen med udgangspunkt i det anvendte udstyrs afskrivningsperiode.
Telestyrelsen får ifølge lovforslaget mulighed for at tildele frekvensressourcerne blokvis, herunder at tildele frekvensressourcer til brugergrupper med henblik på fælles ikke-profiterende administration heraf. Der skabes således mulighed for at en række brugere kan gå sammen i en brugergruppe, og få tildelt en blok frekvenser, som de herefter selv administrerer brugen af. Formålet hermed er, at give tilladelsesindehavere mulighed for, selv at forestå en mere smidig administration af de tildelte frekvensressourcer og dermed effektivisere udnyttelsen af disse.
Regler for Telestyrelsens opgaver som tilsynsmyndighed
Blandt reglerne for Telestyrelsen opgaver som tilsynsmyndighed, og ændringerne heri, skal særligt fremhæves Telestyrelsens forpligtelse til at overvåge, at de samlede frekvensressourcer udnyttes optimalt. Telestyrelsen skal således sikre at samtlige frekvensressourcer tages i brug i takt med at der opstår behov herfor, og at de enkelte frekvensområder fungerer optimalt. I den forbindelse skal Telestyrelsen orientere forskningsministeren, når der er behov for at tage nye frekvensadministrative metoder i brug.
Frekvensafgifter
Hjemmelen til at opkræve frekvensafgifter hos indehavere af individuelle frekvenstilladelser foreslås således med nærværende lovforslag opretholdt og udbygget så det præciseres, at hensigten er at frekvensafgifterne sammen med eventuelle specifikke gebyr-ordninger skal kunne finansiere Telestyrelsens samlede aktiviteter på radiokommunikationsområdet i bred forstand.
C. Lovens administrative og økonomiske konsekvenser
Lovforslaget har betydning for Telestyrelsens administration, derved at der ikke længere skal ske automatiske fornyelse af tilladelser ved disses udløb men derimod ske en fornyet behandling i Telestyrelsen på grundlag af en ny ansøgning.
Endvidere vil der i forbindelse med udarbejdelsen af rammer for anvendelse og prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer blive pålagt Telestyrelsen væsentlige nye arbejdsopgaver.
Endeligt vil Telestyrelsen i henhold til lovforslaget fremover skulle udarbejde de bekendtgørelser, der vedrører forhold af teknisk karakter. Den samlede stigning i mængden af arbejdsopgaver medfører et behov for en styrkelse af Telestyrelsens medarbejderstab.
Lovforslaget har visse besparelsesmæssige konsekvenser med hensyn til Telestyrelsens finansieringsgrundlag, idet nettotalsfinansieringen forventes reduceret fra ca. 30 mill. kr. årligt til 2-3 mill. kr. som følge af øget sektorfinansiering. Derudover har lovforslaget ingen økonomiske konsekvenser.
D. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder en række bemyndigelser til forskningsministeren og Telestyrelsen til at fastsætte administrative bestemmelser om de nærmere vilkår for tilladelse til frekvensanvendelse.
Bemyndigelser til at fastsætte tekniske forskrifter skal ikke notificeres for Kommissionen i medfør af direktiv 83/189 med senere ændringer(Informationsproceduredirektivet). Det følger således af fællesskabsrettet at en national bestemmelse, der alene giver bemyndigelse til at udstede administrative forskrifter, hvis regler er bindende for de berørte, men ikke i sig selv medfører retsvirkninger for borgerne, ikke er en teknisk forskrift i direktivets forstand, jfr. Præmis 29 i EF-domstolens dom af 30. april 1996 i sag C-194/94, CIA Security International SA.
Udkast til bekendtgørelser m.v., der udstedes i medfør af denne lov, og som indeholder de nærmere tekniske krav til radioanlæg, skal derimod notificeres for Kommissionen.
Lovforslaget er i overensstemmelse med Europaparlamentets og Rådets direktiv af 6. marts 1997 om ensartede principper for almene tilladelser og enkeltlicenser for teletjenester.
I henhold til direktivet gælder, at der som udgangspunkt ikke må stilles krav om individuelle tilladelser (enkeltlicenser), men at der skal være adgang til markedet på grundlag af generel lovgivning eller såkaldte almene tilladelser, der svarer til fri adgang til at udbyde den pågældende tjeneste mod overholdelse af generelle vilkår.
Imidlertid kan der stilles krav om individuelle tilladelser i de situationer hvor en udbyder får adgang til knappe ressourcer, hvortil bl.a. regnes radiofrekvenser.
Udstedelse af individuelle tilladelser skal ske ved en åben, ikke-diskriminerende, gennemsigtig procedure. Samme procedure skal gælde for alle ansøgere, medmindre der er objektive grunde for at skelne. Vilkår for individuelle tilladelser skal være objektivt begrundede, ikke-diskriminerende, forholdsmæssigt afpassede og gennemsigtige.
Antallet af individuelle tilladelser kan begrænses, når det er nødvendigt for at sikre effektiv udnyttelse af knappe ressourcer, herunder radiofrekvenser.
Angående gebyrer og afgifter fastslår direktivet, at disse bør være baseret på objektive, ikke-diskriminerende og gennemsigtige kriterier. Gebyrer må kun have til formål at dække de administrative omkostninger i forbindelse med forvaltning, kontrol og håndhævelse af den gældende lovgivning for et givet område. Yderligere afgift kan dog pålægges når det har til formål at sikre at ressourcerne udnyttes optimalt. Dette kan bl.a. være relevant på frekvensområdet, jf. også lovforslagets bestemmelser herom.
E. Høring
Forud for udarbejdelsen af lovforslaget har sigtelinierne herfor været drøftet i en arbejdsgruppe under Telerådet, med repræsentation fra relevante brancheaktører m.v.
Udkastet til dette lovforslag har derudover været sendt til høring hos relevante ministerier, berørte myndigheder og organisationer med flere.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til stk. 1
Formålet med loven er at sikre en effektiv udnyttelse af de samlede radiofrekvensressourcer gennem en aktiv og fremadrettet frekvensadministration, der i videst muligt omfang søger at foregribe frekvensknaphedsproblemer og løse disse, før de pågældende problemer fører til, at der er samfundsmæssigt hensigtsmæssige radiokommunikationsbehov, der ikke kan tilgodeses. Målsætningen herom kræver også, at der løbende sker en indbyrdes prioritering af de anvendelser, der skal ske af de enkelte dele af radiofrekvensressourcerne, i overensstemmelse med de internationalt fastlagte rammer herfor.
Sigtet med loven er desuden at sikre objektive, klare og ikke-diskriminerende rammer for frekvensadministrationen.
Brugere af radiofrekvenser omfatter blandt andet udbydere af telenet og teletjenester som mobiltelefoni og personsøgning, radio- og tv-stationer, teleselskaber der anvender trådløs teknologi til dele af deres infrastruktur, private virksomheder som for eksempel vognmandsforretninger der anvender lukkede radionet (PMR), radio-amatører, skibsfart, luftfart og offentlige myndigheder, herunder beredskabsmyndigheder, politi og forsvar, der ligeledes har brug for lukkede radionet.
Til stk. 2
Loven omfatter telekommunikation, der sker ved hjælp af radiobølger. Ved radiobølger forstås elektromagnetiske bølger med en frekvens under 3 THz, som udbreder sig i det frie rum uden anvendelse af kunstige ledere.
Endvidere er radiofrekvensmæssige og hertil knyttede tekniske spørgsmål for radio- og fjernsynsvirksomhed omfattet af loven, mens adgang til at drive programvirksomhed og rammerne herfor henhører lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Til § 2
Da frekvensressourcerne ikke er ubegrænsede, er det nødvendigt, at der foretages en prioritering mellem flere mulige anvendelser af de til rådighed værende radiofrekvensressoucer, herunder afvejninger af om de enkelte dele af frekvensplanen skal anvendes til radio/tv-formål, til mobilkommunikation, til trådløs infrastruktur (radiokæder, DECT m.v.) for udbydere af teletjenester, til amatørradio-brug, til beredskabs- politi- eller forsvarsformål eller til andre anvendelser.
Den prioritering der foretages er af stor betydning for blandt andet telesektorens muligheder for at tilbyde de tjenester, der efterspørges af brugere af f.eks. mobilkommunikation. Den danske prioritering vil fortsat ske inden for rammerne af de beslutninger, der træffes internationalt på frekvensområdet.
Sigtet med den foreslåede bestemmelse er i forlængelse heraf at sikre, at der i samspil med Telestyrelsen, der har den telefaglige ekspertise på området, med telesektoren og andre brugere af radiofrekvenser, foretages en løbende planlægning, der er udtryk for en fremadrettet og dynamisk fastlæggelse af rammerne for den samlede danske frekvensallokering og -anvendelse. Målet med planlægningen er at sikre den rette prioritering mellem såvel nye som eksisterende tjenester, således at der i videst muligt omfang bliver adgang til at indføre nye tjenester samtidigt med, at frekvensknaphed undgås for de eksisterende tjenester.
Det foreslås således, at der med et fast interval af to år udarbejdes nye rammer for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede til rådighed værende radiofrekvensressourcer. Den foreslåede hyppighed med hensyn til revision af de fastlagte rammer svarer til hyppigheden af de internationale forhandlinger om den globale frekvensallokering (radiokonferencerne i ITU's regi), der gennemføres hver andet år. Endvidere sikrer det toårige interval, at planen revideres så ofte, at det bør være muligt at tage højde for den forventede teknologiske udvikling. Den reviderede frekvensplan, der således bliver udarbejdet, erstatter den tidligere gældende.
Uanset at det er hensigten at revidere frekvensplanen hvert andet år, er målsætningen at frekvensplanen fastlægges med et fremtidsperspektiv på minimum fem år. Målet er at sikre kontinuitet og langsigtethed i planlægningen for derved at give markedsaktørerne de bedste muligheder for at planlægge investeringer og aktiviteter udfra kendte forudsætninger.
Telebranchen, erhvervslivet og relevante forbrugerorganisationer skal inddrages i planlægningsproceduren, således at de får lejlighed til at påvirke beslutningerne ud fra deres praktiske kendskab til behov og problemer. Er der således i branchen en opfattelse af, at der er opstået, eller der er på vej til at opstå, områder med frekvensknaphed, kan telebranchen gennem de fastlagte procedurer aktivt påvirke den fremtidige frekvensallokering og -anvendelse. Branchen får endvidere på et meget tidligt tidspunkt kendskab til planer og oplysninger, der kan være af betydning for deres forretningsmæssige dispositioner.
I tilknytning til drøftelserne om rammer for anvendelse og indbyrdes prioritering af frekvensressourcerne vil der blive lejlighed til at drøfte, hvorvidt der er behov for at iværksætte regulering af frekvensknaphed ved hjælp af forhøjet frekvensafgift og/eller forhøjet administrativ prissætning. På grund af disse værktøjers karakter af afgifter, kan de ikke iværksættes administrativt, men kræver vedtagelse på finansloven.
Til stk. 2-5
Som administrativ myndighed forelægger Telestyrelsen forskningsministeren forslag til rammerne for anvendelse og prioritering af frekvensressourcerne.
Forslaget danner grundlag for drøftelserne med telesektoren og relevante brugerorganisationer m.v. På baggrund heraf fastlægger forskningsministeren de endelige rammer for anvendelse og indbyrdes prioritering af radiofrekvensressourcerne for de efterfølgende 5 år. Forskningsministeren kan i den forbindelse fravige det af Telestyrelsen oprindeligt fremlagte forslag.
De rammer, der udstikkes af forskningsministeren efter ovennævnte procedure, skal blandt andet indeholde en beskrivelse af de »mandater«, der udgør grundlaget for Telestyrelsens deltagelse i internationale forhandlinger og indgåelse af bindende aftaler samt tiltrædelse af beslutninger (herunder ERC-decisions) vedrørende frekvensallokering på Danmarks vegne.
Endvidere skal rammerne omfatte en frekvensplan for den nationale allokering og anvendelse af radiofrekvenser. Den nationale frekvensplan skal baseres på de internationale aftaler, som Danmark har tiltrådt, eller påtænker at tiltræde. Endvidere skal planen indeholde specificerede oversigter over den fastlagte anvendelse af de enkelte dele af frekvensplanen, herunder hvilke tjenester og systemer, det er hensigten at give adgang til inden for de enkelte dele heraf. Anvendelsesplanen indeholder ligeledes en beskrivelse af de påtænkte tidsrammer for den fastlagte anvendelse, således at planen beskriver fremtidige påtænkte ændringer i anvendelsesplanen og i de for den enkelte tjeneste fastlagte tidsrammer for eventuel omlægning m.v. I frekvensplanen indgår ligeledes en beskrivelse af de beslutninger, der er truffet om anvendelse af frekvensadministrative metoder.
Det bør generelt tilstræbes, at der fastlægges rammer for anvendelse af de samlede frekvensressourcer i overensstemmelse med internationale allokeringer, øvrige internationale beslutninger om anvendelse af dele af radiofrekvensspektret til konkrete tjenester eller systemer, samt internationale specificeringer og standardiseringer af udstyr til radiokommunikationsformål.
Det er desuden hensigten, som nævnt i de almindelige bemærkninger, med denne lov at introducere en række supplerende frekvensadministrative styringsinstrumenter eller metoder, med sigte på administrationen af de dele af frekvensplanen, hvori der er eller inden for et kortere tidsrum forventes frekvensknaphed. Beslutninger om iværksættelse af disse frekvensadministrative styringsinstrumenter inden for de enkelte dele af frekvensplanen træffes som udgangspunkt i sammenhæng med den toårige planlægningsprocedure.
Forskningsministeren kan fastsætte regler for Telestyrelsen udarbejdelse af forslag som nævnt ovenfor, herunder stille nærmere krav til de elementer, der skal indgå i det samlede forslag.
Til stk. 6
Den foreslåede bestemmelse har bl.a. til hensigt at præcisere, at der i forskningsministerens fastsættelse af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering også kan indgå nærmere regler om, inden for hvilke dele af frekvensplanen, der skal anvendes individuelle frekvenstilladelser, henholdsvis inden for hvilke områder, der alene bør fastsættes generelle vilkår for udnyttelse, samt inden for hvilke dele af frekvensplanen og til hvilke formål anvendelse kan ske uden videre.
Som udgangspunkt er kompetencen til at fastsætte regler herom dog henlagt til Telestyrelsen, jf. §§ 12-14 og det forudsættes således, at forskningsministeren vil være tilbageholdende med at udnytte denne hjemmel.
Endvidere præciseres det, at der i forskningsministerens fastlæggelse af frekvensplanen kan indgå tidsmæssige rammer for, hvor længe en given del af frekvensplanen kan forventes anvendt til en eller flere tjenester eller systemer. Den pågældende bestemmelse vil bl.a. danne grundlag for fastsættelse af evt. udløbstidspunkter for anvendelse af radiofrekvenser til et givet formål.
Endelig kan forskningsministeren fastlægge, at der for dele af frekvensspektret skal være begrænsninger med hensyn til gennemstilling af kommunikation til offentlige telenet eller teletjenester. Hensigten er, at der i videst mulig omfang skal være adgang til gennemstilling til de offentlige telenet. Knaphed på frekvensressourcer kan imidlertid betyde, at begrænsning i adgangen til gennemstilling på visse områder kan være påkrævet. For de områder hvor gennemstilling ikke tillades vil der imidlertid altid være adgang til enkeltgennemstilling, f.eks. til 112.
Til stk. 7
De nævnte statusrapporter skal indeholde oplysninger om i hvilket omfang der inden for de enkelte dele af frekvensplanen, er meddelt tilladelser, og i hvilket omfang der herved sker en udnyttelse af de samlede radiofrekvensressourcer inden for denne del af frekvensplanen. Rapporten vil således udgøre en overordnet oversigt over, i hvilket omfang der er ledige frekvensressourcer. Det er ikke hensigten, at der i forbindelse med udarbejdelse af de nævnte statusrapporter skal ske en egentlig kortlægning eller monitering af udnyttelsesgrad m.v. inden for de enkelte dele af frekvensplanen.
Til stk. 8
Det foreslås hermed at give forskningsministeren hjemmel til at fastlægge de nærmere tidsmæssige rammer for iværksættelse af udarbejdelse af frekvensplan m.v. efter stk. 1-7. De tidsmæssige rammer herfor bør fastlægges således, at der er et hensigtsmæssigt tidsmæssigt samspil mellem fastlæggelse af rammer m.v. på nationalt niveau, og de efterfølgende internationale forhandlinger om allokering af radiofrekvenser.
Telestyrelsen forestår på Danmarks vegne de internationale forhandlinger om frekvensallokering. De globale forhandlinger herom finder sted ved World Radio Conference (WRC) hvert andet år i oktober/ november måned. Før forhandlingerne fremsendes de internationale forhandlingsoplæg til de enkelte lande. Telestyrelsen vil bl.a. på grundlag heraf kunne udarbejde forslag til danske forhandlingsmålsætninger. Endvidere deltager Telestyrelsen i det løbende internationale samarbejde, herunder i European Radiocommunications Commitee (ERC), om konkret frekvensanvendelse.
Til § 3
Frekvensplanen skal som udgangspunkt være offentliggjort i Lovtidende, idet den udgør en integreret del af retsgrundlaget for udnyttelse af frekvensressourcerne. Frekvensplanen indgår således i de af forskningsministeren fastlagte rammer, jf. § 2, stk. 1 og stk. 5-6, der som udgangspunkt offentliggøres i form af en bekendtgørelse.
Imidlertid vil selve frekvensplanen, jf. § 2, stk. 3, nr. 2, være af så stort omfang, at det er uhensigtsmæssigt at offentliggøre denne gennem Lovtidende. Det er således hensigten ved kongelig anordning at undtage denne fra offentliggørelse heri.
Frekvensplanen vil derimod blive offentliggjort af Telestyrelsen. Offentliggørelse vil eventuelt kunne finde sted i elektronisk form, herunder med on-line adgang, under forudsætning af at de, der måtte ønske det, eventuelt mod betaling, kan få tilsendt en udskrift. Brugerne vil af Telestyrelsen blive orienteret om frekvensplanens eksistens og betydning.
Forskningsministeren kan i henhold til stk. 2 fastsætte regler om, hvilke oplysninger Telestyrelsen skal offentliggøre som supplement til frekvensplanen. For disse oplysninger gør det sig gældende, at det er forskrifter fastsat i bekendtgørelser som er offentliggjort i Lovtidende. Af hensyn til frekvensplanens praktiske anvendelighed kan det imidlertid være hensigtsmæssigt her at gengive disse informationer, eventuelt i form af en henvisning til de relevante bekendtgørelser. Det forudsættes, at det efter denne bestemmelse blandt andet vil blive fastsat, at der i tillæg til frekvensplanen skal gives oplysninger om, hvilke frekvensadministrative instrumenter, der finder anvendelse inden for de enkelte dele af frekvensplanen.
Til § 4
Formålet med bestemmelsen er blandt andet at give mulighed for hurtigt at kunne justere de gældende rammer for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede frekvensressourcer. Der bør således være muligt at ændre den fastlagte frekvensplan og at introducere yderligere frekvensadministrative styingsinstrumenter på baggrund af pludseligt opståede forandringer med hensyn til frekvensudnyttelses-situationen, ligesom der bør kunne fastsættes nye eller supplerende forhandlingsmålsætninger med henblik på internationale forhandlinger.
Inden der fastlægges yderligere rammer for anvendelse eller prioritering af frekvensressourcerne efter § 4, vil der blive gennemført de fornødne branchehøringer m.v., med henblik på også efter denne procedure at sikre en solid inddragelse af sektor-interesserne i beslutningsprocessen inden de endelige bestemmelser fastlægges. Høringsproceduren kan dog forenkles af forskningsministeren, såfremt det måtte være nødvendigt på grund af tidspres.
Den foreslåede bestemmelse vil straks efter lovens vedtagelse, på grundlag af en indstilling fra Telestyrelsen og efter drøftelser med brancheaktører, danne grundlag for implementering af en række styringsinstrumenter på de områder inden for frekvensplanen, hvor der allerede i dag foreligger frekvensknaphed.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger er Telestyrelsen på nuværende tidspunkt i færd med at kortlægge behovet for radiokæder, og det forventes, at der på baggrund af undersøgelsens resultat vil blive behov for at foretage en administrativ omfordeling af de til rådighed værende frekvensressourcer, sandsynligvis kombineret med et offentligt udbud over de særligt eftertragtede hovedstrækninger.
Endvidere vil der være behov for at introducere en række frekvensadministrative styringsinstrumenter med henblik på at løse akutte frekvensknapheds-problemer vedrørende radiofrekvenser til lukkede radionet (PMR) i Københavnsområdet samt eventuelt andre storbyområder.
Endelig vil bestemmelsen danne grundlag for videreførelse af den allerede igangsatte regulering af mobilselskabernes (indtil videre Tele Danmark Mobils og Sonofons) udnyttelse af de tildelte radiofrekvenser, der indebærer at de pågældende selskaber pålægges at oplyse om udnyttelsesgrad og dokumentere denne på grundlag af nærmere regler fastsat af Telestyrelsen, med henblik på eventuel efterfølgende administrativ omfordeling.
Til § 5
Til stk. 1
Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af de frekvensadministrative metoder, som forskningsministeren kan iværksætte i tilfælde af aktuel eller forventet frekvensknaphed. For ministerens beslutning om, hvilke frekvensadministrative metoder der skal finde anvendelse, gælder det almindelige proportionalitetsprincip. Således skal der til enhver tid ske anvendelse af den eller de mindst indgribende frekvensadministrative metoder. Det er ikke muligt at opstille en generel prioriteret rækkefølge af de i loven hjemlede frekvensadministrative metoder, der kan danne grundlag for afvejning af, hvilke frekvensadministrative metoder, der først bør bringes i anvendelse. Metodernes indgriben på det enkelte frekvensområde vil således variere efter frekvensområdet og de dertil knyttede tjenester og det er derfor nødvendigt, at der for hver enkel knaphedssituation sker en indbyrdes afvejning af metodernes indgribende karakter.
Til stk. 2
Nogle knaphedssituationer kan løses ved at en enkelt metode benyttes alene, mens andre kræver en kombineret anvendelse af flere metoder. Ministeren kan derfor i medfør af stk. 3 træffe beslutning om anvendelse af de frekvensadministrative metoder såvel enkeltvis som i kombination. En kombineret anvendelse af flere frekvensadministrative styringsinstrumenter kan i visse tilfælde være mindre indgribende end anvendelsen af et enkelt styringsinstrument.
Til stk. 3
Situationer med frekvensknaphed kan opstå såvel nationalt som i geografisk afgrænsede områder. Lokal frekvensknaphed vil formentlig især opstå i storby-områder. Sigtet med den foreslåede bestemmelse er derfor at sikre hjemmel til at foretage geografisk differentiering, således at en eller flere frekvensadministrative styringsinstrumenter kan anvendes i geografisk afgrænsede områder. Det vil være en forudsætning, at metodens anvendelse ikke som sådan medfører en forvridning af konkurrencen mellem konkurrerende tjenester eller systemer, der betjener samme gruppe af brugere.
Til § 6
Til stk. 1
Offentligt udbud af radiofrekvens-ressourcer indebærer, at de interesserede tilbudsgivere på grundlag af deres respektive tilbud konkurrerer om at få tildelt de pågældende frekvensressourcer.
Afgørende for, hvem de pågældende frekvenser skal tildeles, vil være de afgivne tilbud og disses indhold med hensyn til for eksempel kvalitet af og pris for de tjenester, som det er hensigten at udbyde på grundlag af de pågældende frekvenser. Denne form for offentligt udbud omtales også som tjenesteauktion.
Den foreslåede bestemmelse hjemler ikke afholdelse af udbudsforretninger, hvor det indgår som et udvælgelseskriterium, hvilke beløb de interesserede parter er villige til at betale for at få adgang til at udnytte de pågældende frekvensressourcer, såkaldt økonomisk auktion.
Udbud af radiobaserede telenet, som for eksempel mobilnet eller radiobaserede net, der sigter på at betjene en række brugergrupper med behov for lukkede radionet via en fælles radiobaseret infrastruktur, forudsætter som udgangspunkt, at frekvenserne er tildelt gennem offentligt udbud. For så vidt angår TETRA, forventes det således, at der indenfor den nærmeste fremtid skal afholdes offentligt udbud herover, jf. også de almindelige bemærkninger. Et sådant udbud vil enten kunne omfatte udbud af frekvenser med sigte på et som udgangspunkt rent kommercielt TETRA-net med sigte på udbud af tjenester til f.eks. vognmænd, taxi-selskaber og andre, der i dag har etableret egne lukkede radionet, eller udbud af frekvenser med sigte på etablering af et samlet TETRA-net, der betjener såvel kommercielle brugere som brugere inden for nød-, sikkerheds- og beredskabsområdet.
Den førstnævnte løsning vil i givet fald formentlig skulle kombineres med tildeling af radiofrekvenser m.h.p. etablering af et særskilt TETRA-net, der alene anvendes til nød-, sikkerheds- og beredskabsformål, og således ikke danner grundlag for nogen form for kommercielt udbud af tjenester. Se også bemærkningerne til § 14 om en sådan blokvis tildeling af frekvenser til ikke-kommercielle formål.
Offentligt udbud skal dog ikke afholdes, hvis der er rigelige eller tilstrækkelige frekvensressourcer til at imødekomme den samlede efterspørgsel efter frekvenser til den pågældende anvendelse, eller hvis der er tale om teknologier hvor flere udbydere kan sameksistere inden for de pågældende frekvensbånd, således som det f.eks. er tilfældet med DECT-teknologien, der kan anvendes blandt andet til lokal radiobaseret infrastruktur, herunder radiobaserede abonnentledningsnet.
M.h.t. egentlige offentlige mobilkommunikationsnet med tilhørende basale tjenester forudsættes offentligt udbud med sigte på udstedelse af tilladelser hertil som hidtil afviklet på grundlag af bestemmelserne i lov om offentlig mobilkommunikation. Forskningsministeren fastlægger ved bekendtgørelse, hvilke teknologier der skal i offentligt udbud på grundlag af lov om offentlig mobilkommunikation, jf. bestemmelserne herom i mobilloven.
Til stk. 3 og 4
Forskningsministeren vil i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsætte nærmere regler for kommende udbudsforretninger. Fastsættelse af reglerne skal ske i form af en bekendtgørelse. Inden udstedelse af en sådan bekendtgørelse skal der foretages en høring blandt relevante branche- og brugerrepræsentanter over et udkast hertil. I bekendtgørelserne vil bl.a. kunne indgå, hvilke tjenester eller systemer udbudsforretningen omfatter, de tilsigtede målsætninger med hensyn til tjenesteudbud, kvalitet og pris og i forlængelse heraf evalueringskriterierne for de indkomne tilbud, hvordan udbudsforretningen skal tilrettelægges, herunder hvorvidt udbud skal foretages i en eller flere runder samt tidsplanen for det pågældende udbud. Endeligt skal det i bekendtgørelsen fastlægges, hvorvidt ministeren skal inddrages i at fastsætte yderligere regler for udbudet. Sådanne yderligere regler vil i givet fald, i lighed med de ovenfor nævnte, typisk blive udstukket i form af en bekendtgørelse dog således, at det ved afgørelsen heraf indgår, at der ikke herved bør ske unødige forsinkelser af selve udbudsforretningen.
I medfør af stk. 4 fastsætter forskningsministeren endvidere regler for udformning af udbudsmaterialet og overordnede kriterier for udvælgelse af tilladelsesindehavere.
Til § 7
Administrativ omfordeling indebærer, at de til en tjeneste tildelte frekvenser omfordeles mellem de eksisterende tilladelsesindehavere og/eller at dele af de eksisterende tilladelsesindehaveres frekvenser inddrages og tildeles andre, der ønsker at udbyde samme eller en tilsvarende tjeneste.
De frekvenser der inddrages, er således frekvenser som på det pågældende tidspunkt allerede er tildelt i medfør af gældende tilladelser.
Administrativ omfordeling giver mulighed for på baggrund af klare, objektive og ikke-diskriminerende regler, at foretage en ny fordeling af de for tjenesten eller systemet til rådighed værende frekvenser, således at både hidtidige og kommende tilladelsesindehavere på området tilgodeses.
Det er en forudsætning for metodens anvendelse, at det ikke er muligt inden for den samlede prioritering af frekvensressourcerne at afsætte yderligere frekvenser til den pågældende tjeneste eller det pågældende system.
Der kan umiddelbart forudses to områder, hvor der vil være behov for fastsættelse af nærmere regler om administrativ omfordeling.
Af historiske årsager er situationen i dag den, at der foreligger en skævdeling af frekvensressourcerne til radiokæde-formål, idet Tele Danmark er tildelt en række frekvenser hertil. Samtidig ønsker en række nye markedsaktører at få tildelt frekvensressourcer til samme formål. Det må derfor forudses, at der på baggrund af Telestyrelsens igangværende kortlægning af behovet for radiokæder, vil skulle ske en administrativ omfordeling af disse ressourcer.
Endvidere vil der for så vidt angår frekvenser til mobilnet skulle fastsættes nærmere regler for en eventuel administrativ omfordeling af frekvensressourcerne mobiloperatørerne imellem. Reglerne vil skulle medvirke til at sikre, at en mobiloperatør, som i konkurrencen med andre operatører har kunnet tiltrække en stor kundebase og håndterer en stor trafikmængde, vil kunne få overført yderligere frekvenser fra en operatør, der håndterer en mindre trafikmængde og dermed udnytter sin frekvenstildeling mindre effektivt. På hvilket grundlag en sådan omfordeling skal ske blev allerede fastlagt med gennemførelsen af lov om offentlig mobilkommunikation i trin 2a. Den pågældende regulering er baseret på en sammenlignende analyse af frekvenseffektivitet.
De pågældende bestemmelser om frekvensudnyttelse i lov om offentlig mobilkommunikation foreslås med det parallelt fremsatte forslag til Lov om ændring af lov om offentlig mobilkommunikation ophævet. Blandt andet foreslås § 6, stk. 2, i Lov om offentlig mobilkommunikation ophævet. Bestemmelsen giver adgang til at omfordele frekvenser, der ikke udnyttes tilstrækkeligt effektivt til andre mobiloperatører. Hjemmel til en sådan administrativ omfordeling vil herefter blive varetaget af nærværende generelle bestemmelse om administrativ omfordeling af frekvenser.
Til stk. 4
Bestemmelsen giver forskningsministeren hjemmel til i ganske særlige tilfælde at fravige det i medfør af stk. 3 fastsatte minimum for varsler om administrativ omfordeling.
Bestemmelsen tænkes kun anvendt undtagelsesvis, hvor der er tale om stærkt presserende frekvensknaphed der indebærer at større grupper af brugere på grund af frekvensknaphed udelukkes fra den ønskede benyttelse af frekvenser til tjenester, der har en klar samfundsmæssig nytteværdi.
Til stk. 5
Af nr. 2 fremgår, at der kan fastsættes regler om indbyrdes sammenligning og prioritering af frekvensanvendelsen inden for den pågældende del af frekvensplanen med sigte på, at visse anvendelsesformål kan henvises til andre relevante dele af frekvensplanen.
Radiokædeområdet er et eksempel herpå. Ved anvendelse af bestemmelsen på radiokædeområdet vil det indebære, at radiokædeanvendelser til nogle formål vil blive henvist til andre relevante radiokædefrekvensbånd end det frekvensbånd, hvor der skal foretages en administrativ omfordeling.
Radiokædeforbindelser kan etableres til forskellige formål. Det kan være som infrastruktur i telenet eller som enkeltstående forbindelser, f.eks. til programfremføring fra en lokal tv-stations studie til sendermasten. Radiokædestrækninger kan endvidere have forskellige længder, f.eks. fra under 5 km. til over 30 km. Da udbredelsesforholdene for radiobølger ikke muliggør lange radiokædestrækninger i de høje frekvensbånd bestemt for radiokædeformål, må det påregnes, at korte radiokædestrækninger hovedsageligt skal etableres i de højere frekvensbånd. Frekvensbåndene til radiokædeformål er normalt placeret i adskilte bånd i frekvensplanen fra 4 GHz til 50 GHz.
Til § 8
Krav om øget frekvenseffektivitet ved benyttelse af mere effektiv teknologi eller metode, kan stilles når der er knaphed på frekvenser til den pågældende tjeneste eller det pågældende system.
Et skærpet krav til frekvenseffektiviteten vil som oftest indebære et krav om anvendelse af mere bekostelig teknologi. Det er derfor en forudsætning for et sådant krav, at anvendelse af den krævede teknologi er egnet til at medvirke til at løse den pågældende knaphedssituation. Øget frekvenseffektivitet vil også kunne opnås ved krav om opstilling af yderligere udstyr af den allerede anvendte art.
Krav i medfør af § 8 kan dels stilles generelt til individuelle tilladelser i et konkret frekvensområde, dels i form af ændrede vilkår for anvendelse af de radiofrekvenser, hvortil der i henhold til §§ 12 og 13 ikke kræves individuel tilladelse.
Til stk. 4
For krav i henhold til § 8 gælder, at der skal fastsættes et varsel. Dette varsel skal i videst muligt omfang fastsættes under hensyntagen til de driftsmæssige afskrivningsperioder for det anvendte udstyr.
Til stk. 5
Se bemærkningerne til § 7, stk. 4.
Til § 9
Med § 3, stk. 1, nr. 7, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, som affattet ved lov nr. 469 af 12.6.1996, indførtes der hjemmel til at foretage en regulering af radiobaserede telenet og teletjenester med henblik på løsning af kapacitetsproblemer. Af bemærkningerne til lovforslaget (Lovforslag nr. L 244) fremgår, at hensigten med bestemmelsen er at give mulighed for fastsættelse af nærmere regler om, at Telestyrelsen kan gribe ind i tilfælde af kapacitetsproblemer på DECT-området og herunder træffe afgørelse om, at mere kapacitetskrævende udnyttelsesformer skal ophøre. Bestemmelsen giver således mulighed for at fastsætte bestemmelser for DECT, herunder at foretage indgreb, der begrænser mulighederne for i konkrete tilfælde at anvende DECT til mere kapacitetskrævende telekommunikationsydelser.
Med vedtagelsen af nærværende lovforslag bliver ovennævnte lovhjemmel overflødig, idet tilsvarende regler vil kunne fastsættes med hjemmel i lovforslagets § 9.
Til § 10
Administrativ inddragelse indebærer, at de til en tjeneste eller et system tildelte frekvenser helt eller delvist inddrages med det formål at anvende de derved frigivne frekvensressourcer til en anden tjeneste eller en anden teknologi. Metodens anvendelse forudsætter, at frekvensøkonomien for den eksisterende udnyttelse af frekvenserne, dvs. det antal frekvenser den pågældende teknologi kræver, udnyttelsesgraden af disse i form af omfanget af trafik, sammenholdes med alternative anvendelsesmuligheder med det resultat at en alternativ anvendelse samlet anses for mere hensigtsmæssig.
M.h.t. frekvenser der danner grundlag for udbud af tjenester til større grupper af slutbrugere, skal der endvidere lægges vægt på antallet af tilknyttede slutbrugere og alternative muligheder for at betjene disse. Bestemmelsen forudsættes således alene anvendt i situationer, hvor der kun er et beskedent antal slutbrugere tilsluttet de pågældende tjenester, og hvor svigtende kundetilgang og markant forringet frekvensøkonomi gør en videreførelse af den pågældende tjeneste samfundsøkonomisk uholdbar.
Administrativ inddragelse kan finde sted dels af frekvenser, der udnyttes i henhold til meddelte individuelle tilladelser, jf. § 14, dels af frekvenser, der anvendes i medfør af §§ 12 og 13.
Til stk. 3, nr. 3
M.h.t. de tidsmæssige rammer for administrativ inddragelse skal disse for så vidt angår frekvenser, der danner grundlag for udbud af tjenester til større grupper af slutbrugere, og hvor de pågældende tjenester må nedlægges som følge af inddragelsen, fastsættes således at der sikres mulighed for overflytning af de pågældende slutbrugere til andre tjenester.
Til stk. 3, nr. 4
Administrativ inddragelse af frekvensressourcer forudsætter, at sigtet er at udbyde de pågældende frekvenser til andet formål, herunder evt. at udbyde disse på grundlag af offentligt udbud.
Til stk. 4
Se bemærkningerne til § 7, stk. 4.
Til § 11
Frekvensplanen er bindende, hvorfor enhver anvendelse af radiofrekvenser og fastsættelse af vilkår for anvendelse skal ske i henhold hertil. Meddelelse af tilladelser skal således også ske i henhold til frekvensplanens bestemmelser. Hvor der er truffet beslutning om anvendelse af frekvensadministrative metoder i medfør af kap. 2 meddeles tilladelser i overensstemmelse hermed.
Frekvensplanens bestemmelser om allokering og anvendelser er udtømmende. Der kan således ikke i forbindelse med meddelelse af tilladelser i henhold til §§ 12-14 ske indskrænkninger i forhold til frekvensplanen.
Til § 12
Der kan med hjemmel i denne bestemmelse ske en anvendelse af frekvenser, uden at der hertil er meddelt individuel tilladelse. For denne anvendelse af frekvenser gælder dog også, at de i frekvensplanen fastsatte bestemmelser er bindende.
Forsvaret tildeles i frekvensallokerings- og anvendelsesplanen en række frekvenser til egen benyttelse. Den nærmere brug af disse frekvenser skal ske i henhold til aftale med Telestyrelsen. Telestyrelsens fastsættelse af regler for forsvarets anvendelse af frekvenser skal ske i et samarbejde mellem Telestyrelsen og Forsvarskommandoen. Reglerne tager udgangspunkt i NATO's overordnede frekvensaftale (NATO Joint Frequency Agreement)
Med hjemmel i stk. 4 kan Telestyrelsen træffe beslutning om, at også andre kategorier af radiokommunikation kan ske uden individuel tilladelse og uden at der fastsættes generelle vilkår herfor.
Til § 13
Frekvensplanen indeholder udover allokeringsdelen tillige en beskrivelse af hvilke frekvenser, der er afsat til hvilke tjenester og systemer. Nogle frekvensområder vil kunne blive anvendt af brugere uden meddelelse af en individuel tilladelse.
Forskningsministeren har i dag en generel hjemmel til at fastsætte en række vilkår for anvendelse af radiofrekvenser, der sker uden individuelle tilladelser. Der er i medfør heraf fastsat regler for blandt andet mobiltelefoner, mobilt satellitudstyr, alarmanlæg, mikrobølgeanlæg og fjernstyringsanlæg. Det foreslås, at denne kompetence fremover henlægges til Telestyrelsen.
I henhold til bestemmelsen vil vilkår kunne omfatte:
1) Radiotekniske krav, herunder begrænsninger med hensyn til den anvendte sendestyrke, antennehøjde, antenneretning m.v. Med henblik på at anvendelsen af radioanlæggene kan ske med effektiv udnyttelse af radiofrekvensressourcerne, er det i et vist omfang nødvendigt, at der knyttes vilkår til bl.a. den tekniske indretning og anvendelse af de benyttede radioanlæg vedrørende senderstyrke, antennehøjde m.v.
2) Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering. Det skal i den forbindelse sikres, at det internationale regelsæt kaldet Det Internationale Radioreglement overholdes. Radioreglementet indeholder de overordnede internationale regler inden for frekvensforvaltning. Det skal endvidere sikres, at aftaler indgået på europæisk plan overholdes, herunder de aftaler der træffes med nabolande m.h.t. frekvenskoordinering.
3) Krav om anvendelse af typegodkendte radioanlæg. For radioanlæg, der er kombinerede sendere og modtagere, og for radioanlæg, der er sendere, kan der stilles krav om anvendelse af typegodkendt udstyr. Radioanlæg, der alene er indrettet til modtagning, er bortset fra radioanlæg (modtagere), der indgår i nød- og sikkerhedstjenester fritaget for krav om typegodkendelse, jf. også § 12.
4) Krav om anvendelse af radioanlæg, hvor der foreligger dokumentation for overholdelse af forud fastsatte tekniske krav i form af fabrikanterklæringer. For radioanlæg, hvor der ikke stilles krav om typegodkendelse, kan der stilles krav om, at der foreligger dokumentation i form af fabrikanterklæringer om, at fastsatte tekniske krav er overholdt.
5) Krav om anvendelse af godkendte kvalitetsstyringssystemer.
6) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområder for de tildelte frekvenser. I forbindelse med tildelingen af en individuel tilladelse kan Telestyrelsen fastsætte krav om at de pågældende frekvenser kun må benyttes i et defineret geografisk område. Det kan f.eks. være begrundet i, at de tildelte frekvenser samtidigt skal anvendes flere steder i landet eller i beskyttelsen af andre radiotjenester, f. eks. hospitaler, lufthavne o.l.
7) Overholdelse af frekvensplanen og heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser. På grundlag af frekvensplanlægningen i medfør af kapitel 2 kan der fastsættes krav om overholdelse af planer og de heri fastsatte nærmere regler for anvendelse af frekvenserne.
8) Overholdelse af forstyrrelsesmæssige vilkår. Telestyrelsen kan fastsætte krav om overholdelse af forstyrrelsesmæssige vilkår, herunder pligt til at søge forstyrrelser afhjulpet.
Til § 14
På områder, der ikke er omfattet af §§ 12 eller 13, må anvendelse af frekvenser alene ske på baggrund af en individuel tilladelse. Individuel tilladelse kan opnås ved at indgive ansøgning herom til Telestyrelsen. Ved udstedelse af tilladelser fastsætter Telestyrelsen de nærmere vilkår for frekvensanvendelsen.
Som udgangspunkt udsteder Telestyrelsen fortsat tilladelser efter princippet om først til mølle. Hvor der er truffet beslutning om anvendelse af en frekvensadministrativ metode i henhold til kap. 3, sker udstedelse af tilladelser dog i henhold til de regler, der gælder for metodens anvendelse.
Forskningsministeren har i dag en generel hjemmel til i forbindelse med udstedelse af tilladelser at fastsætte en række vilkår for tilladelser, herunder vilkår for individuelle tilladelser. Det foreslås, at denne kompetence fremover henlægges til Telestyrelsen.
Vilkår vil kunne omfatte:
1) Radiotekniske krav, herunder begrænsninger med hensyn til den anvendte sendestyrke, antennehøjde, antenneretning m.v. Med henblik på at anvendelsen af radioanlæggene kan ske med effektiv udnyttelse af radiofrekvensressourcerne, er det i et vist omfang nødvendigt, at der knyttes vilkår til bl.a. den tekniske indretning og anvendelse af de benyttede radioanlæg vedrørende senderstyrke, antennehøjder m.v.
2) Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering. Det skal i den forbindelse sikres, at det internationale regelsæt kaldet Det Internationale Radioreglement overholdes. Radioreglementet indeholder de overordnede internationale regler inden for frekvensforvaltning. Det skal endvidere sikres, at aftaler indgået på europæisk plan overholdes, herunder de aftaler der træffes med nabolande m.h.t. frekvenskoordinering.
3) Krav om anvendelse af typegodkendte radioanlæg. For radioanlæg, der er kombinerede sendere og modtagere, og for radioanlæg, der er sendere, kan der stilles krav om anvendelse af typegodkendt udstyr. Radioanlæg, der alene er indrettet til modtagning, er bortset fra radioanlæg (modtagere), der indgår i nød- og sikkerhedstjenester, fritaget for krav om typegodkendelse.
4) Krav om anvendelse af radioanlæg, hvor der foreligger dokumentation for overholdelse af forud fastsatte tekniske krav i form af fabrikanterklæringer. For radioanlæg, hvor der ikke stilles krav om typegodkendelse, kan der stilles krav om atder foreligger dokumentation i form af fabrikanterklæringer om, at fastsatte tekniske krav er overholdt.
5) Krav om anvendelse af godkendte kvalitetsstyringssystemer.
6) Krav om, at brugeren af de pågældende radiofrekvenser skal have bestået foreskrevne prøver. Der kan fastsættes krav om, at brugeren af radiofrekvenser for så vidt angår de maritime radiotjenester, luftfartsradiotjenester og amatør-radio og amatør-radiosatellittjenester skal have bestået foreskrevne prøver. Kravet er en udmøntning af krav fra det internationale radioreglement.
7) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområder for de tildelte frekvenser. I forbindelse med tildelingen af en individuel tilladelse kan Telestyrelsen fastsætte krav om at de pågældende frekvenser kun må benyttes i et defineret geografisk område. Det kan f.eks. være begrundet i at de tildelte frekvenser samtidigt skal anvendes flere steder i landet.
8) Overholdelse af frekvensplanen og heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser. På grundlag af frekvensplanlægningen i medfør af kapitel 2 kan der fastsættes krav om overholdelse af planer og de heri fastsatte nærmere regler for anvendelse af frekvenserne.
9) Overholdelse af forstyrrelsesmæssige vilkår. Telestyrelsen kan fastsætte krav om overholdelse af forstyrrelsesmæssige vilkår, herunder pligt til at søge forstyrrelser afhjulpet.
10) Krav om betaling af forfaldne gebyrer, rykkergebyrer og afgifter. Der kan stilles krav om at forfaldne gebyrer og afgifter i henhold til loven skal betales inden for nærmere angivne frister.
Opregningen af de vilkår, der kan fastsættes, er udtømmende. Der kan således ikke i de individuelle tilladelser stilles supplerende krav med sigte på at fremme en forøget frekvenseffektivitet.
Sikring af frekvenseffektivitet varetages overordnet i forbindelse med fastlæggelse af rammer for anvendelse og prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. kap. 2. Øget effektivitet kan også fremmes ved anvendelse af de frekvensadministrative metoder, jf. kap. 3 og endelig skal hensynet tilgodeses ved Telestyrelsens vurdering af omfanget af den tildeling af frekvensressourcer, der skal ske ved meddelelse af individuelle tilladelser, jf. § 14, stk. 5. Det er ikke med denne bestemmelse hensigten, at der skal ske en mere restriktiv forvaltning af de samlede frekvensressourcer end lovens formål tilsiger. Ledige frekvensressourcer skal således i videst muligt omfang udnyttes.
Med hensyn til frekvenser til radio- og fjernsynssendernettene blev der i forbindelse med den fuldstændige liberalisering i trin 2a i forslaget til lov om ændring af lov om visse forhold på telekommunikationsområdet og lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (L244) anført, at liberalisering af adgangen til at etablere infrastruktur blandt andet indebar, at Tele Danmark A/S ikke længere har eneret på etablering og drift af sendernet for Danmarks Radio og TV2. Det blev videre slået fast, at de radiofrekvenser, der hidtil var blevet anvendt af Tele Danmark A/S til udsendelse (rundspredning) af de to tv-stationers programmer, med liberaliseringen blev overført tilDanmarks Radio og TV2, der herefter blev frit stillet med hensyn til sendernetsleverandør.
I Lov om offentlig mobilkommunikation, § 11, stk. 1, nr. 4, har Telestyrelsen hjemmel til at fastsætte vilkår for den individuelle tilladelse, der skal tilgodese hensynet til en effektiv frekvensudnyttelse. Den bestemmelse foreslås ophævet som følge af, at den effektive frekvensudnyttelse som ovenfor nævnt nu generelt varetages i nærværende lovforslag. Der er ikke herved tilsigtet nogen substans-ændring af retstilstanden for mobilområdet. Ophævelse af § 11, stk. 1, nr. 4 samt ophævelse eller ændring af visse andre bestemmelser i lov om offentlig mobilkommunikation foreslås i det parallelt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om offentlig mobilkommunikation.
Til stk. 3
Bestemmelsen fastsætter at tilbudsgivere, der afgiver tilbud som led i offentligt udbud efter § 6, er bundet af de afgivne tilbud og eventuelle efterfølgende tilkendegivelser i forbindelse med udvælgelsesprocessen, og at disse tilbud og tilkendegivelser således kan danne grundlag for fastsættelse af vilkår i den meddelte tilladelse. Endvidere fastslås det, at vilkår vedrørende det tilbudte udbud af tjenester, inklusive kvalitet og pris, maksimalt vil kunne udstrækkes til at gælde i et år efter, at den i tilladelsen forudsatte udbygningsgrad er nået.
Til stk. 4
Telestyrelsen kan i medfør af denne bestemmelse udstede tilladelser til afgrænsede brugergrupper. Formålet med bestemmelsen er at opnå en mere effektiv frekvensudnyttelse i kraft af, at gruppen selv administrerer de tildelte frekvensressourcer.Det kræves ikke, at gruppen, der administrerer frekvenserne, selv er slutbrugere, men det vil ofte være tilfældet, idet det er et krav, at enhver sådan administration skal være ikke-kommerciel. Der etableres således ikke i medfør af denne bestemmelse mulighed for at handle indbyrdes med de tildelte frekvenser. Bestemmelsen vil blandt andet give mulighed for, at tildele blokke af frekvenser til f.eks. Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV, med henblik på egen administration af frekvenserne til lokal radio og tv. Endvidere kan blokvis tildeling af frekvenser til TETRA til nød- og sikkerhedstjenester blive relevant såfremt der måtte blive etableret et særligt TETRA-net alene til nød- sikkerheds- og beredskabsformål.
Ved udstedelse af tilladelser til brugergrupper, gives der ikraft af en tilladelse de i tilladelsen opregnede medlemmer adgang til at udnytte en nærmere angiven blok af frekvenser. Telestyrelsen vil ved tilladelsens udstedelse opstille de tekniske specifikationer for blokkens anvendelse og vil i forbindelse med gruppens administration fortløbende kunne være gruppen behjælpelig med bistand og vejledning om tekniske spørgsmål.
Det er en forudsætning for udstedelse af tilladelse til en afgrænset brugergruppe, at gruppen selv er interesseret i at forestå administrationen heraf.
Til stk. 5
Ved fastlæggelsen af, i hvilket omfang den enkelte ansøger skal tildeles frekvenser, skal der ske en afvejning af ønsker om begrænsning m.h.t. den tildelte frekvensmængde og brugerens omkostninger ved forøgede krav om frekvenseffektivitet som følge af begrænset tildeling af frekvensressourcer.
Til § 15
Hvor tilladelser er meddelt for en længere periode, er det relevant, at Telestyrelsen får adgang til at stille nye, herunder skærpede, vilkår for frekvensanvendelsen. Med henblik på en løbende justering gælder det således, at Telestyrelsen i medfør af denne bestemmelse med et års varsel kan fastsætte nye vilkår for individuelle tilladelser meddelt for en periode længere end fem år. Nye vilkår fastsættes i henhold til § 14, stk. 2, og i overensstemmelse med den til enhver tid gældende frekvensplan, jf. kapitel 2.
Til § 16
For at øge fleksibiliteten i frekvensplanlægningen og dermed opnå størst mulig samlet frekvenseffektivitet, skal enhver tilladelse meddelt i medfør af denne lov gøres tidsbegrænset. Telestyrelsen fastsætter i en bekendtgørelse, for hver enkelt kategori af individuelle tilladelser, regler for varigheden af tilladelserne.
Til § 17-18
Formålet med § 17 er at sikre, at der ikke blot sker en automatisk fornyelse af individuelle frekvenstilladelser ved disses udløb. Fortsat benyttelse af frekvenser skal herefter som udgangspunkt alene kunne ske, når behandling af en ansøgning herom har resulteret i en ny individuel tilladelse.
For en række tilladelsestyper gør det sig imidlertid gældende at fornyelse af disse er uproblematisk eller at der er tale om frekvenser afsat til formål, som det må forventes ikke at ville blive ændret indenfor en længere årrække. I henhold til stk. 2 gælder derfor at Telestyrelsen har hjemmel til, at fastsætte forenklede procedurer for fornyelse af sådanne tilladelser. Telestyrelsen kan således fastsætte regler om, at der sker automatisk fornyelse af visse typer tilladelser.
Som hovedregel må tilladelser ikke overdrages. Imidlertid gælder der efter § 18, stk. 2, en undtagelse for så vidt angår tilladelser, der giver en brugergruppe ret til anvendelse af en blok frekvenser, jf. § 14, stk. 4. Baggrunden for denne undtagelsesbestemmelse er, at hensigten med en blokvis tildeling af frekvensressourcer netop er, at brugergrupper i kraft af egen, mere smidig frekvensadministration skal kunne præstere en bedre frekvensudnyttelse.
I henhold til stk. 3 fraviges hovedreglen endvidere for så vidt angår overdragelse af tilladelse mellem moder og/eller helejede søster- og datterselskaber. Bestemmelsen er en udvidelse af adgangen til at overdrage frekvenstilladelser i forhold til hidtil gældende regler.
Til § 19
Administrationen af den herved foreslås bestemmelse skal, for så vidt angår offentlige mobilkommunikationsnet, der tillige er omfattet af lov om offentlig mobilkommunikation, ses i sammenhæng med den parallelle bestemmelse i denne lov, jf. det parallelt fremsatte forslag til Lov om ændring af lov om offentlig mobilkommunikation.
Til § 20
Hensigten er, at nye tjenester praktisk skal kunne afprøves inden den udbydes til brugerne, således at man kan identificere eventuelle tekniske faldgrupper herunder sikre en optimering af både tjenester, teknologi og kvalitet, herunder med henblik på afprøvning af sammenkobling med andre net og tjenester. Bestemmelsen giver dog ikke hjemmel til kommerciel drift, dvs. til udbud af net og tjenester mod betaling.
Forsøgstilladelser vil bl.a. kunne tildeles parallelt med offentligt udbud af de pågældende frekvensressourcer.
Forsøgstilladelser i forbindelse med demonstration af udstyr på messer, udstillinger og lignende vil ligeledes være relevant.
Til § 21
Ved indførelsen af nye tjenester må der forudses forstyrrelsesmæssige problemer af et vist omfang. Problemerne kan dog begrænses blandt andet ved et omhyggeligt frekvensvalg og ved nøje planlægning af placering af sendere. Formålet med bestemmelsen er at indføre hjemmel til at kunne pålægge tilladelsesindehavere og andre brugere pligt til at søge forstyrrelser afhjulpet. Påbud om at afhjælpe forstyrrelser kan ikke alene pålægges den bruger der forårsager forstyrrelserne men også den bruger der ikke, eller ikke alene, er årsag til forstyrrelserne. Det er hensigten, at de tilladelsesindehavere, der nyder godt af, at andre tilladelsesindehavere afhjælper forstyrrelsesproblemer, kan pålægges at medvirke til betaling af en sådan afhjælpning.
Til § 22
Med lovforslaget overdrages det samlede ansvar til Telestyrelsen for fastsættelse af regler om aflæggelse af de prøver, der er en forudsætning for anvendelsen af radiofrekvenser, herunder regler om aflæggelse af prøver for maritime radiotjenester, luftfartsradiotjenester og amatørradio- og amatørradiosatellittjenester.
De samvirkende Invalideorganisationer (DSI) har i et høringssvar i forbindelse med trin 2a-lovgivningen fremsat ønske om, at der indføres mulighed for en lempelse af prøvekravene i forbindelse med handicappede.
Med lovforslagets bestemmelse gives Telestyrelsen hjemmel til at fastsætte særlige regler for handicappede personers aflæggelse af prøver, herunder at kunne fravige prøvekravene, i det omfang det efter Telestyrelsens opfattelse er forsvarligt. Telestyrelsen vil herunder helt kunne undlade krav om at den enkelte bruger aflægger prøve, eventuelt i kombination med, at der stilles krav om tilknytning af en tilsynsførende, der er i besiddelse af de fornødne radiotekniske kvalifikationer.
Til § 23
I den gældende lovgivning kan forskningsministeren fastsætte bestemmelser om oprettelse, ibrugtagning, anvendelse og markedsføring af radioanlæg. Det foreslås med lovforslaget, at hjemmelen for så vidt angår fastsættelse af disse regler overdrages til Telestyrelsen.
I forbindelse med udarbejdelse af lovforslaget blev det diskuteret, hvorvidt det var hensigtsmæssigt fortsat at stille krav til udstyr i oprettet stand. Det er imidlertid blevet gjort gældende, at manglende krav til radioudstyr i oprettet stand kunne medføre risiko for forstyrrelser af blandt andet frekvenser, der benyttes af politi og forsvar, nød- og sikkerhedstjenester, luftfarten m.m. Ud fra sikkerhedshensyn er det derfor valgt at opretholde den gældende regulering, dog således at krav til udstyr i oprettet stand vil blive fastsat i kraft af Telestyrelsens bemyndigelse hertil. Da formålet med bestemmelsen alene er sikkerhedshensyn, bør anvendelsen heraf være restriktiv, således at der alene reguleres hvor det konkret må anses for nødvendigt.
Baggrunden for ikke direkte i loven at stille disse krav er, at der på denne vis kan ske en løbende tilpasning til EU-rettens regler om adgang til at opstille tekniske forskrifter.
I bemærkningerne til forslag til Lov om ændring af lov om radiokommunikation (L 245 af 16. 4. 1996) blev der præciseret en særlig adgang for borgere bosiddende i udlandet til uden videre at medtage (men ikke anvende) radioanlæg under korte ophold i Danmark. Denne særlige adgang til at besidde radioanlæg forudsættes opretholdt.
Til § 24
Ved lov nr. 470 af 20. juni 1996 om ændring af lov om radiokommunikation blev det tilladt at oprette og drive alle typer af radioanlæg, der kun er indrettet til modtagning, uden særskilt tilladelse.
Loven trådte i kraft den 1. juli 1996, og det har herefter været lovligt at købe eller leje alle former for radiomodtagere, herunder modtagere der kan anvendes til uberettiget aflytning af radiokommunikation.
Selvom der næppe er anledning til at tro, at aflytningsproblemet herved er blevet væsentligt større end tidligere, har der vist sig behov for større information om aflytningsrisikoen. Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at brugerne af radiobaseredeoffentlige telenet og teletjenester får oplysninger herom.
Det bemærkes, at det følger af straffelovens § 263, at uberettiget aflytning af telekommunikation, herunder samtaler ført over mobiltelefon, er strafbart.
Til § 25
Telestyrelsen får med denne bestemmelse adgang til at i administrative forskrifter at fastsætte tekniske bestemmelser for radioanlæg. Sådanne bestemmelser vil kunne omhandle forhold, der ikke er omfattet af lov om elektromagnetiske forstyrrelser eller lov om satellitjordstations- og teleterminaludstyr.
De omtalte tekniske bestemmelser fastsættes med baggrund i relevante nationale og internationale standarder, såfremt sådanne eksisterer.
Hvorvidt Telestyrelsen på et givet udstyrsområde fastsætter tekniske bestemmelser f.eks. med henblik på typegodkendelse, godkendelse i medfør af kvalitetsstyringssystemer, overensstemmelse ved brug af fabrikanterklæringer eller vælger at udstede individuelle tilladelser på baggrund af en teknisk vurdering i hvert enkelt tilfælde vil blive besluttet under hensyntagen til følgende forhold:
1. Om udstyret er masseproduceret
2. Om der umiddelbart forventes et behov for udstyret i Danmark
3. Om der forventes ibrugtaget et større antal af det pågældende udstyr
4. Om tilladelsesindehavere/brugerne kan formodes at have - eller at tilvejebringe - tilstrækkelig teknisk indsigt til på forsvarlig vis at kunne etablere og drive det pågældende udstyr.
Til § 26-27
Bestemmelsen om, at der ikke må oprettes, drives eller bruges sendestationer for radiospredning (radio- og fjernsynsvirksomhed) på det åbne hav eller i luftrummet derover er videreførelse af den gældende lovs bestemmelser (vedtaget af Folketinget i 1962). Der foreligger endvidere en bekendtgørelse af en europæisk overenskomst af 22. januar 1965, som Danmark har ratificeret med virkning fra 1967. I bekendtgørelsens artikel 1 defineres radiospredningsstationer, der oprettes eller drives om bord i skibe, luftfartøjer eller andre flydende eller luftbårne indretninger, som uden for nationalt territorium foretager radiospredning. I samme bekendtgørelses artikel 2 siger man, at hver af de kontraherende parter forpligter sig til at tage passende skridt til i overensstemmelse med sine love at gøre oprettelse eller drift af de i artikel 1 omhandlede radiospredningsstationer samt bevidst medvirken hertil til strafbare handlinger. I dag har de fleste vest-europæiske lande tiltrådt overenskomsten.
Det er ikke med bestemmelsen hensigten at regulere radiospredning ved hjælp af satellitter.
Til § 28
Bestemmelsen vedrører Telestyrelsens tilsynsforpligtelser på området og de gennemtvingelsesmuligheder Telestyrelsen har i den forbindelse. Påbud kan således pålægges såvel individuelle tilladelseshavere som brugere af udstyr, der ikke kræver individuel tilladelse.
Tilladelsesindehaveren kan med hjemmel i disse bestemmelser pålægges dagbøder og tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis vilkårene for tilladelsen eller lovens øvrige krav til tilladelseindehaver ikke overholdes. Anvendelsen af dagbøder forudsætter at Telestyrelsen forinden har truffet afgørelse om, at der foreligger en overtrædelse af gældende bestemmelser eller vilkår og har meddelt påbud om overholdelse heraf.
Tilbagekaldelse af en tilladelse er ikke i alle tilfælde et hensigtsmæssigt reguleringsinstrument og vil kunne vise sig at være en dårlig løsning for brugerne af tjenester, der udbydes på grundlag af det pågældende net. Brugernes hovedinteresse er, at tilladelsesindehaveren overholder fastsatte tilladelsesvilkår og lovens øvrige bestemmelser. Anvendelse af dagbøder er således i en række tilfælde et langt mere hensigtsmæssigt reguleringsinstrument. Telestyrelsens mulighed for at anvende dagbøder fjerner eventuelle økonomiske incitamenter for en tilladelsesindehaver til ikke at opfylde de fastsatte vilkår. Ved fastsættelse af dagbødernes størrelse bør det derfor sikres, at beløbet har en sådan størrelse, at det virker adfærdsregulerende på tilladelsesindehaveren.
Det er en forudsætning for anvendelse af dagbøder, at der ikke er tale om uoprettelige forhold, idet det i denne situation vil være mere hensigtsmæssigt i givet fald at inddrage tilladelsen.
Telestyrelsen har i kraft af sin funktion af tilsynsmyndighed behov for at kunne foretage kontrolbesøg, når konkrete forstyrrelser giver anledningtil at antage at der benyttes radioudstyr, der ikke overholder de i loven eller i medfør heraf fastsatte regler og vilkår. Med fornøden retskendelse har Telestyrelsens inspektører adgang til at kontrollere radioanlæg, såvel i offentlige som private ejendomme og lokaliteter. Da privat brug af radioanlæg er udpræget, er det nødvendigt at kontrolbesøg også kan foretages i private hjem, uanset radioanlæggets placering.
Endeligt har Telestyrelsen hjemmel til at kræve driften af radioanlæg, der forstyrrer samfundsvigtig radiokommunikation standset. Adgangen til at foretage en sådan indgriben er nødvendig, idet forstyrrelse af kommunikation kan indebære en sikkerhedsmæssig risiko, f. eks. ved forstyrrelse af frekvenser, der benyttes af nød- og sikkerhedstjenester eller af luftfarten. Telestyrelsen kan i den forbindelse foretage hvad der er nødvendigt for at gennemføre et sådant påbud, herunder inddrage eller plombere apparatet.
Til § 29
I kraft af denne bestemmelse har Telestyrelsen hjemmel til at foretage stikprøve-kontrol af, om loven og de i medfør heraf fastsatte regler og vilkår overholdes.
I modsætning til den hidtidige retstilstand hjemler denne bestemmelse en særegen undtagelse til Grundlovens § 72, idet kontrolbesøg kan ske uden retskendelse. I Justitsministeriets redegørelse til Folketinget om udviklingen i forvaltningsmyndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse, anbefales således at man i bestemmelser, der hjemler tvangsindgreb af kontrolhensyn eller som oplysningsmiddel, undlader at stille krav om retskendelse, idet retsfaktumbeskrivelsen i sådanne bestemmelser vanskeligt kan være præcis.
For at forebygge forstyrrelser, anses det for nødvendigt, at Telestyrelsen har adgang til at foretage kontrol selv om der ikke konkret er konstateret forstyrrelser. Bestemmelsen giver adgang til at foretage kontrol i såvel offentlige som private ejendomme og lokaliteter. Da en væsentlig del radiokommunikation forekommer i privat regi og fra private hjem, er det påkrævet at Telestyrelsen også får adgang til sådanne steder.
Ved kontrolbesøg skal Telestyrelsens medarbejdere altid forevise behørig legitimation.
Til § 30
Bestemmelsen hjemler en oplysningspligt til sikring af, at Telestyrelsen kan få økonomiske, statistiske og øvrige oplysninger, som skønnes nødvendige for at kunne påse overholdelsen af vilkårene i tilladelsen. Ligeledes skal tilladelsesindehaveren give Telestyrelsen de oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af statistiske meddelelser vedrørende televirksomhed i Danmark. Endvidere kan Telestyrelsen kræve oplysninger om trafiktal m.v. med det formål at tilse, at der sker en effektive udnyttelse af frekvensressourcerne. Efter en konkret vurdering kan Telestyrelsen offentliggøre de indhentede oplysninger. For Telestyrelsens adgang til at offentliggøre oplysninger gælder de almindelige regler herom, henholdsvis straffeloven §§ 152-152c og forvaltningsloven. Det drejer sig om oplysninger om kvalitets- og dækningstal samt oplysninger om tal til brug for teleårbøger, generelle mobilsektorrapporter og lignende.
Til § 31
Det er hensigten med bl.a. den foreslåede bestemmelse, og de parallelt foreslåede ændrede eller nye bestemmelser i de øvrige trin 2b lovforslag, at præcisere, at den i øvrigt gennemførte afskæring af forskningsministerens instruksadgang overfor Telestyrelsen omfatter den samlede tilsynsfunktion, herunder også de aktiviteter, der ikke umiddelbart knytter sig til en enkelt konkret afgørelse, som f.eks. Telestyrelsens iværksættelse af udrednings- og analyse-opgaver i tilknytning til tilsynsaktiviteterne, indhentning af ekstern juridisk, økonomisk eller telefaglig bistand hertil, Telestyrelsens interne tværgående overvejelser om planlægning og udøvelse af tilsynet, udvalgte fokusområder m.v., jf. dog de i lovforslag om Telestyrelsen indeholdte styringsinstrumenter m.h.t. budgetfastlæggelse og kontraktstyring m.v., der også finder anvendelse i forhold til tilsynsaktiviteterne.
Det foreslås yderligere præciseret, at afskæringen af forskningsministerens instruksadgang også omfatter Telestyrelsens fastsættelse af administrative forskrifter på de områder, hvor bemyndigelsen hertil er henlagt til Telestyrelsen.
Til § 32
Uanset den i bemærkningerne til § 31 beskrevne afskæring af forskningsministerens adgang til at give Telestyrelsen instruks i forbindelse med styrelsens tilsynsaktiviteter, vil den til enhver tid værende minister for området, medmindre der fastsættes særlige regler der afskærer ministeren herfra, fortsat kunne risikere at komme under pres for at involvere sig i enkeltsager på tilsynsområdet, på grundlag af ministerens generelle adgang til i forbindelse med konkrete sager at dispensere fra de af ministeren administrativt fastsatte regler. Herved vil den foreslåede klare arbejdsdeling mellem minister og styrelse kunne undermineres.
For yderligere at styrke Telestyrelsens uafhængighed på tilsynsområdet og afskære ministerens involvering i enkeltsager, er det derfor hensigten med nærværende bestemmelse, at afskære ministeren fra at kunne dispensere fra bekendtgørelse udstedt af ministeren i medfør af denne lov.
Ministeren vil herefter være henvist til, såfremt der konstateres uhensigtsmæssigheder i de gældende bekendtgørelser m.v., generelt af ændre disse.
Til § 33
Bestemmelsen der giver forskningsministeren hjemmel til at kunne delegere udførelsen af visse opgaver til andre offentlige myndigheder og offentlige foretagender, er en videreførelse af den nuværende lovgivning. Hensigten med bestemmelsen er at fortsætte den nuværende ordning, hvorefter hjemlen er udnyttet til at delegere opgaver vedrørende afholdelse af prøver og udstedelse af certifikater til betjening af radioanlæg i luftfartsradiotjenesten og i maritime radiotjenester til henholdsvis Statens Luftfartsvæsen og Søfartsstyrelsen.
Til § 34
Efter principperne om gennemsigtighed i frekvensadministrationen, skal Telestyrelsen fremover udarbejde et offentligt tilgængeligt register over de eksisterende tilladelsesindehavere. Registret har til formål at sikre brugerne af frekvenser mest mulig information om frekvensernes anvendelse. Telestyrelsen skal opdatere og offentliggøre registret, og fastsætter selv de nærmere regler for registrets udgivelsesform, dog således at registret skal kunne fungere som et opslagsværk. Telestyrelsen kan i forbindelse hermed eventuelt opkræve betaling for udleveret materiale, således at omkostningerne i forbindelse med offentliggørelsen dækkes.
Til § 35
Tilladelsesindehaveren kan med hjemmel i disse bestemmelser pålægges dagbøder og tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis vilkårene for tilladelsen eller lovens øvrige krav til tilladelseindehaver ikke overholdes. Teleklagenævnets anvendelse af dagbøder forudsætter at Telestyrelsen forinden har truffet afgørelse om, at der foreligger en overtrædelse af gældende bestemmelser eller vilkår og har meddelt påbud om overholdelse heraf.
Tilbagekaldelse af en tilladelse er ikke i alle tilfælde et hensigtsmæssigt reguleringsinstrument og vil kunne vise sig at være en dårlig løsning for brugerne af tjenester, der udbydes på grundlag af det pågældende net. Brugernes hovedinteresse er, at tilladelsesindehaveren overholder fastsatte tilladelsesvilkår og lovens øvrige bestemmelser. Anvendelse af dagbøder er således i en række tilfælde et langt mere hensigtsmæssigt reguleringsinstrument. Telestyrelsens mulighed for at anvende dagbøder fjerner eventuelle økonomiske incitamenter for en tilladelsesindehaver til ikke at opfylde de fastsatte vilkår. ved fastsættelse af dagbødernes størrelse bør det derfor sikres, at beløbet har en sådan størrelse, at det virker adfærdsregulerende på tilladelsesindehaveren.
Det er en forudsætning for anvendelse af dagbøder, at der ikke er tale om uoprettelige forhold, idet det i denne situation vil være mere hensigtsmæssigt i givet fald at inddrage tilladelsen.
Med bestemmelserne får Teleklagenævnet de samme gennemtvingelsesmuligheder, som Telestyrelsen har, i forbindelse med klager over Telestyrelsens afgørelser. Der sker samtidig en parallelisering med bl.a. lov om offentlig mobilkommunikation.
Til § 36
I den gældende lovgivnings § 6 er det forskningsministeren, som fastsætter bestemmelser om tavshedspligt. Det foreslås, at denne hjemmel overdrages til Telestyrelsen.
Tavshedspligten har sin oprindelse i det internationale radioreglement. Bortset fra en række undtagelser knyttet til de enkelte tjenesteområder og anvendelser, såsom udsendelser beregnet for enhver, f.eks. nødsignaler, tidssignaler eller navigationssignaler, må deres indhold ikke gengives, meddeles til tredjemand eller benyttes til noget som helst formål. End ikke deres eksistens må røbes til uvedkommende.
Til § 37- 38
Det er hensigten via de i § 38 foreslåede frekvensafgifter dels at finansiere Telestyrelsens samlede administration af nærværende lovforslag, dels at finansiere de radiokommunikations-relaterede dele af de administrative omkostninger ved forvaltningen af lov om beskyttelse mod elektromagnetiske forstyrrelser og lov om satellitjordstations- og teleterminaludstyr, i det omfang de pågældende opgaver ikke er særskilt gebyr-finansierede.
Det bemærkes i den forbindelse, at den generelle udviklingstendens, også i EU-reguleringen vedr. tekniske forhold af betydning for teleområdet, er en deregulering, der indebærer at konkrete tilladelses- og godkendelsesordninger gradvist afvikles. Dette indebærer en parallel afvikling af specifikke enkeltgebyrer i forbindelse hermed. Det må således forventes, at ovennævnte områder på sigt vil belaste frekvensafgifterne i større omfang. Samtidig vil der imidlertid ske parallelle lettelser m.h.t. de nævnte enkeltgebyrer.
Endelig er det hensigten via frekvensafgifterne at dække omkostningerne til Telestyrelsens generelle rådgivning og servicering af telesektoren på radiokommunikationsområdet, i forlængelse af Telestyrelsens rolle som center for statens telefaglige ekspertise, Telestyrelsens varetagelse af danske telepolitiske interesser på radiokommunikations-området under internationale forhandlinger og via medlemsskab i internationale organisationer på teleområdet, samt Telestyrelsens medvirken på radiokommunikationsområdet i forbindelse med ministerbetjening, sparrings- og rådgivningsfunktioner i forbindelse med lov- og bekendtgørelsesarbejde, generel erfaringsopsamling og videreformidling heraf.
Til tilsynsopgaverne henregnes også forberedelse af bødesager m.v., foranlediget af tilsynsaktiviteter (politisager).
I beregningsgrundlaget for frekvensafgifterne kan indgå omkostningerne til Telestyrelsens samlede administrative opgaver, inklusive Telestyrelsens internationale aktiviteter, i tilknytning til følgende love og administrative forskrifter udstedt med hjemmel heri:
1) Lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser.
2) Lov om standarder for transmission af tv-signaler mv.
3) Lov om satellitjordstations- og teleterminaludstyr, i det omfang de administrative opgaver vedrører udstyr til radiokommunikationsformål.
4) Lov om beskyttelse mod elektromagntiske forstyrrelser, idet omfang de administrative opgaver vedrører radiokommunikationsformål
Indtægter fra gebyrordninger i de i ovenfor nævnte love eller i administrative forskrifter udstedt med hjemmel heri, fraregnes i beregningsgrundlaget for frekvensafgifterne.
Til § 39
Med den foreslåede bestemmelse sikres der hjemmel til særskilt opkrævning af omkostningerne ved udbudsforretninger hos de parter, der på grundlag af udbudsforretningen tildeles tilladelse til udnyttelse af radiofrekvenser.
Det præciseres i den forbindelse, at også tilbudsgivere, der efter at udpegningen som tilladelsesindehaver har fundet sted, vælger at trække deres tilbud tilbage, kan pålægges at medvirke til betaling af eventuelle udgifter, som Telestyrelsen har haft i forbindelse med udarbejdelse af tilladelsen m.v.
Til § 40
Til stk. 1 og 2
Ved forhøjet frekvensafgift forstås, at et enkelt frekvensområde belægges med en afgift, som er højere end den almene frekvensafgift. Det er en forudsætning for styringsinstrumentets anvendelse, at en forhøjelse af frekvensafgiften vil fremme en flytning af frekvensforbruget, i og med at det bliver billigere for tilladelsesindehaverne at flytte til et frekvensområde, der ikke er belagt med forhøjet frekvensafgift, uagtet at en flytning eventuelt vil kræve overgang til ny teknologi.
Den forhøjede frekvensafgift beregnes som et tillæg til den almindelige frekvensafgift, der til enhver tid bliver opkrævet. Tillægget betragtes som et depositum og tilbagebetales tilladelsesindehaveren ved tilladelses ophør. Således sikres det, at den forhøjede afgift ikke medfører, at der føres midler ud af sektoren. Depositummet vil ikke blive forrentet.
Det er en forudsætning for instrumentets anvendelse, og for dettes effekt, at der skal kunne anvises tilladelsesindehavere andre frekvensområder, der ikke er pålagt en forhøjet frekvensafgift, med sigte på udbud af samme typer tjenester eller samme type anvendelse.
Dette styringsinstrument vil være egnet til at finde anvendelse i kombination med de i kap. 2 nævnte frekvensadministrative metoder, ligesom effekten af en forhøjet frekvensafgift vil kunne understøttes af, at der i frekvensplanen fastsættes en endelige udløbsdato for den pågældende anvendelse af de berørte frekvensbånd.
Da anvendelse af dette styringsinstrument har karakter af en afgift, skal dels størrelsen af det forhøjede beløb dels hvem der skal betale den forhøjede frekvensafgift fastsættes ved lov. Det forudsættes, at en sådan fastsættelse sker på finansloven, jf. den foreslåede lovtekst.
Til § 41
Forhøjet administrativ prissætning er en metode til frekvensadministration, hvor prisen sættes lige netop så højt at frekvenserne frigives. Prisen sættes så den reflekterer marginalværdien for den marginale bruger.
Forhøjet administrativ prissætning er et styringsinstrument, der har en række indbyggede uhensigtsmæssigheder, og skal derfor anvendes med tilbageholdenhed.
For at undgå konkurrenceforvridning må forhøjet administrativ prissætning således indføres samlet for større dele af den samlede frekvensplan. Herved vil ikke blot de knappe ressourcer, men også frekvensområder, for hvilke der ikke er frekvensknaphed, blive pålagt en forhøjet afgift.
Endvidere vil instrumentet medføre en fordyrelse af de teleydelser, der udbydes på grundlag af de pågældende frekvenser, idet det må forudses, at net- og tjenesteudbydere vil overvælte de i kraft af instrumentet forøgede omkostninger på slutbrugerne. Instrumentet skal derfor anvendes meget restriktivt, og kun i en situation med generel frekvensknaphed, hvor de frekvensadministrative metoder har vist sig at være utilstrækkelige.
Da anvendelse af dette styringsinstrument har karakter af en afgift, skal dels størrelsen af det forhøjede beløb dels hvem der skal betale tillægget fastsættes ved lov. Det forudsættes, at en sådan fastsættelse sker på finansloven, jf. den foreslåede lovtekst.
Såfremt instrumentet tages i brug vil den del af beløbet, der overstiger de omkostningsbestemte afgifter til Telestyrelsen administration af loven, eventuelt kunne betragte som et depositum, der tilbagebetales tilladelseindehaverne ved tilladelsens ophør. I så fald vil instrumentet ikke direkte føre penge ud af telesektoren og vil dermed i mindre grad være i modstrid med lovens overordnede målsætning, jf. ovenfor. Modsat vil instrumentets virkning tilsvarende svækkes.
Til § 42
Henset til den øgede konkurrence på telekommunikationsområdet, der i sig selv vil kunne være et incitament til udbydere af teletjenester til at overtræde bestemmelser og vilkår, er det hensigtsmæssigt, at en bøde allerede ved grove førstegangsovertrædelser af udbydere af teletjenester udmåles på en sådan måde, at den er følelig for udbyderen.
De præventive hensyn kræver, at der ved udmåling af bøder i alle tilfælde bør tages et særligt hensyn til den økonomiske fordel, udbyderen enten har opnået, har tilsigtet eller den interesse, udbyderen har haft ved overtrædelsen. Disse hensyn er også vigtige for at sikre, at de udbydere, der overholder lovgivningen, ikke stilles ringere konkurrencemæssigt end konkurrenterne. Det bør således ikke kunne betale sig i økonomisk henseende for en udbyder at overtræde vilkår eller bestemmelser fastsat i medfør af loven.
Til § 43-44
Loven forudsættes at skulle træde i kraft den 1. juli 1997. Bestemmelserne om opkrævning af afgifter skal dog først træde i kraft den 1. januar 1998, således at der sikres sammenhæng med finanslovsprocessen.
Den nuværende lov om radiokommunikation ophæves i medfør af stk. 2, i Danmark, men vil fortsat i et vist omfang være gældende i Grønland og på Færøerne.
Som følge af § 38 vil der ske en bredere omkostningsdækning, idet der i frekvensafgifterne indregnes flere elementer. Stk. 7 giver derfor hjemmel til at efterregulere afgifter for individuelle frekvenstilladelser i det omfang, de pågældende afgifter er blevet forhøjet som følge af § 38.
Frekvensafgifter opkræves således forud for et år ad gangen. Da afgifterne forfalder på forskellige tidspunkter af året, kan der det første år blive behov for at opkræve et tillæg for en del af den foregående periode. Denne situation vil opstå, når en højere frekvensafgift i henhold til § 38 træder i kraft i den periode, for hvilken der er betalt i henhold til tidligere regler. Efterregulering vil ske således, at der ved førstkommende betaling i henhold til de nye regler vil blive opkrævet et tillæg for den del af den foregående periode, for hvilken de nye afgiftsregler har været trådt i kraft.
Med henblik på at evaluere, om der er behov for en revision af nærværende lovforslag, vil ministeren med henblik på folketingsåret 2000-2001 fremlægge en redegørelse for Folketinget.
Ifølge § 44 gælder loven således ikke for Færøerne og Grønland. Lovgrundlaget for Færøerne svarer til bekendtgørelse nr. 210 af 6. april 1976 af lov om radiokommunikation og lovgrundlaget for Grønland svarer til lovbekendtgørelse nr. 297 af 22. april 1992 om lov om radiokommunikation.
Skriftlig fremsættelse
Forskningsministeren (Jytte Hilden):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser.
(Lovforslag nr. L 263),
De ovenfor nævnte lovforslag udgør en samlet lovpakke. Lovpakken gennemfører anden del af den politiske principaftale af 6. december 1995 om totalliberalisering af telesektoren medio 1996 (trin 2b).
Det overordnede sigte med lovpakken er at fremme, at danske brugere af telekommunikation - private brugere såvel som erhvervsvirksomheder - sikres adgang til et bredt udbud af stadig bedre og billigere teleydelser af høj kvalitet og baseret på den nyeste teknologi. Midlet hertil er totalliberalisering af den danske telesektor og fastsættelse af en række regulatoriske rammer, der aktivt fremmer reel konkurrence.
Lovpakken har følgende indhold:
1. Lovforslaget om ændring af den gældende lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren er den endelige udmøntning på samtrafikområdet af den politiske af tale om totalliberalisering af telesektoren fra 6. december 1995. Det væsentligste punkt i lovforslaget vedrører fastsættelse af metoder til beregning af samtrafikpriserne. Desuden indeholder lovforslaget en række ændringer af den gældende samtrafiklov, som vil bringe denne i overensstemmelse med direktivet om lejede kredsløb og det kommende direktiv om samtrafik, der ventes vedtaget i foråret 1997.
2. Lovforslaget om graveadgang og ekspropriation sikrer, at alle udbydere af offentlige telenet får lige muligheder for nedgravning af telekabler. Lovforslaget sikrer desuden, at adgangen til at etablere telekabler undergives en regulering, der indebærer, at Telestyrelsen i hvert tilfælde, forud for evt. iværksættelse af ekspropriation via Trafikministeriet, ud fra generelle telepolitiske hensyn vurderer, om det i det konkrete tilfælde er berettiget af fremsætte anmodning om ekspropriation overfor Ekspropriationskommissionen (via Trafikministeriet).
3. De væsentligste punkter i lovforslaget om tildeling og anvendelse af nummerressourcer m.v. er sikring af frit operatørvalg og nummerportabilitet (muligheden for at medtage sit telefonnummer ved skift af selskab). Det vil sige at det sikres, at slutbrugerne kan skifte teleselskab eller købe teleydelser hos flere selskaber uden at skulle skifte deres telefonnummer ud, idet de enten kan medtage nummeret ved skift af selskab eller beholde dette, samtidig med at de indgår del-aftaler med andre teleselskaber om, at dele af deres udgående samtaler går visse disse selskaber.
4. Lovforslaget om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser sikrer, at tildeling og administration af de knappe ressourcer kan ske på grundlag af klare, objektive og ikke-diskriminerende regler. Lovforslaget indeholder en række frekvensadministrative metoder, der tager sigte på dels løsning af frekvensknaphed dels administration af de til rådighed værende frekvenser på områder med forskellige grader af frekvensknaphed.
5. Lovforslaget om Telestyrelsen fastlægger de samlede rammer for Telestyrelsens virksomhed som uafhængig og sektorfinansieret tilsynsmyndighed, herunder præciserer lovforslaget rammerne for opgavefordeling og samspil mellem Forskningsministeriet og Telestyrelsen.
6. De øvrige lovforslag i lovpakken indeholder en række mindre ændringer af den gældende telelovgivning, i sammenhæng med de ovenfor nævnte lovforslag.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagene med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslagene til velvillig behandling i det høje Ting.
Efter 2. behandling den 27. maj 1997