1996 LSF 273 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF KILDESKATTELOVEN(BRUTTOSKAT FOR SØFOLK I INTERNATIONAL TRAFIK)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199612K00273@1997-05-20/da
Indhold
§ 1
I lov om opkrævning af indkomstskat for personer m.v. (Kildeskat), som senest ændret ved § 4 i lov nr. 238 af 2. april 1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 48 C, stk. 1, ændres »30 pct.« til »25 pct.«.
2. I § 48 C indsættes som stk 4:
»Stk. 4. Stk. 1 anvendes tillige på vederlag for arbejde udført ombord på et dansk skib i international rutetrafik i begrænset fart, jf. § 2, nr. 3, i lov om særlige fradrag til sømand m.v.«
§ 2
Loven har virkning fra og med den 1. juni 1997.
Bemærkninger til lovforslaget Forslaget tilsigter at løse et akut problem, som er blevet aktualiseret af den snarlige indsættelse af en ny færge mellem Helsingør og Helsingborg.
Den gældende nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst bygger på det princip, at arbejdsindkomst beskattes i det land, hvori arbejdsstedet er beliggende. For skibes vedkommende bestemmes arbejdsstedets beliggenhed af flaget.
I forbindelse med indsættelsen af en ny færge mellem Helsingør og Helsingborg, der skal drives i et samarbejde mellem de statsejede selskaber fra henholdsvis Danmark og Sverige, bliver det nødvendigt at anvende blandede dansk/svenske besætninger, hvilket ikke tidligere er sket. På sigt er planen, at disse besætninger skal kunne anvendes på samtlige skibe uanset, hvilket flag, de fører. Planen er, at beskæftigelsen skal være fordelt ligeligt mellem danskere og svenskere.
Såfremt skibet skal registreres i Danmark, (skibet er bygget efter danske regler) vil den svenske besætning undergives fuld dansk beskatning uden hensyn til, at lønnen er fastsat i henhold til svenske overenskomster, der har forudsat stort svensk arbejdsgiverbidrag og lavere skat end i Danmark.
Forskellen mellem de danske og svenske skattesystemer i kombination med de forskellige lønaftaler for søfolk fra henholdsvis Danmark og Sverige betyder, at der vil kunne opstå store udsving i rådighedsbeløbene efter skat, når personer med ansættelse i det ene land beskæftiges på fartøjer under det andet lands flag.
Disse forhold, som hænger sammen med at skattelovgivningen - herunder dobbeltbeskatningsoverenskomsten - ikke tager højde for de nye muligheder for at blande besætninger og skifte besætninger mellem skibe med forskelligt flag, er uholdbare.
For at skabe sikre og overskuelige beskatningsforhold for de ansatte på overfarter, hvor dette problem kan forekomme - hvilket i øjeblikket alene er Helsingør - Helsingborg - foreslår regeringen på kort sigt en ændring, som indebærer, at den gældende bruttobeskatning af udenlandsk bosatte søfolk på danske skibe udvides til også at omfatte skibe i international rutetrafik i begrænset fart, dvs de kortere færgeruter mellem Danmark og Sverige henholdsvis Danmark og Tyskland. Samtidig foreslås beskatningsprocenten på 30 sat ned til 25 på samme måde som for udenlandske nøglemedarbejdere under hensyn til, at søfolkene på samme måde som nøglemedarbejderme er underlagt dansk arbejdsmarkedsbidrag (jf. lov nr. 296 af 27/4 1994 - l 149 fremsat den 26. januar 1994 af skatteministeren Ole Stavad).
På lidt længere sigt, dvs med virkning fra og med 1. januar 1998, vil regeringen søge forhandlet et bilateralt tillæg til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, således at der i aftalen sker en administrerbar og rimelig fordeling af beskatningsretten til de søfolk, der som led i det dansk svenske-samarbejde sejler på ruterne mellem Danmark og Sverige, således at beskatningen ikke veksler fra dag til dag alt efter skibets flag. En aftale vil have forrang for de foreslåede bestemmelser, der således kun vil have midlertidig betydning i forhold til færgetrafikken mellem Danmark og Sverige.
Provenu:
Lovforslaget vil medføre et provenutab, der på årsbasis ikke skønnes at ville overstige 1 mill. kr. For indkomståret 1997 skønnes provenuetabet ikke at overstige 0,5 mill. kr. Finansårsvirkningen for 1997 og 1998 skønnes at være af samme beløbsstørrelse.
Skriftlig fremsættelse
Skatteministeren (Carsten Koch):
Jeg skal herved tillade mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven. (Bruttoskat for søfolk i international trafik).
(Lovforslag nr. L 273).
Lovforslaget går ud på i begrænset omfang at udvide bruttoskatteordningen for udenlandske søfolk der ikke arbejder på skibe indregistreret i DIS til også at omfatte international rutetrafik i begrænset fart - samtidig sænkes bruttoskatteprocenten fra 30 til 25 pct.
Formålet med forslaget er at løse et akut problem for samarbejdet mellem de statsejede selskaber fra henholdsvis Danmark og Sverige, der i fællesskab indsætter en ny færge mellem Helsingør og Helsingborg den 1/6 1997. Med de gældende skatteregler vil dansk flag på skibet medføre fuld dansk beskatning af svenske søfolk, hvilket set i forhold til en løn fastsat efter svensk overenskomst og svenske skatteforhold vil umuliggøre dansk flag på skibet. Lovforslaget sikrer, at det ikke bliver nødvendigt med bekvemmelighedsflag på færgeruterne mellem Sverige og Danmark.
På lidt længere sigt, dvs med virkning fra og med 1. januar 1998, vil regeringen søge forhandlet et bilateralt tillæg til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, således at der i aftalen sker en administrerbar og rimelig fordeling af beskatningsretten til de søfolk, der som led i det dansk-svenske samarbejde sejler på ruterne mellem Danmark og Sverige. En aftale vil have forrang for de foreslåede bestemmelser, der således kun vil have midlertidig betydning i forhold til færgetrafikken mellem Danmark og Sverige.
Lovforslaget vil medføre et provenutab, der årligt ikke skønnes at overstige 1. mill. kr.
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger skal jeg anbefaler det til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.