1996 BSF 30 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM TILLADELSE TIL KØRSEL MED TAXI I BUSBANER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19961BA00030@1996-10-22/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om
tilladelse til kørsel med taxi i busbaner i alle større danske byer.
Bemærkninger til forslaget
Trafikministeriet godkendte den 17. oktober 1995 en ansøgning fra Københavns Kommune om at gennemføre en forsøgsordning med kørsel med taxi i busbanerne på strækningen mellem Christiansborg Slotsplads og Christmas Møllers Plads.
Forsøgsordningen, der løb fra den 1. november 1995 til den 30. juni 1996, var et forsøg på at afprøve, om fremkommeligheden for taxi kunne forbedres uden væsentlige forsinkelser for bustrafikken. Den pågældende strækning blev valgt, fordi den var en flaskehals for privatbiler og taxi i myldretiden.
Efter afslutningen på forsøgsordningen i Københavns Kommune om taxis brug af busbanerne, hvilket har vist sig at være en god ide, finder Dansk Folkeparti, at tiden er inde til at gøre denne mulighed permanent i større danske byer, hvor der er afmærkede busbaner.
Med en sådan ordning vil trafikken komme til at glide bedre til gavn for syge, børn og ældre, der skal til og fra institutioner og lignende opholds- og behandlingssteder.
Busserne benytter kun disse afmærkede baner nogle gange i timen og endnu sjældnere om aftenen, hvorfor busbanerne i mellemtiden blot tager plads op og dermed virker som en begrænsning på den øvrige trafiks muligheder for at få en jævn og glidende afvikling.
Forslaget om at give taxi tilladelse til at benytte disse busbaner vil samtidig få en positiv effekt for vore turister, der vil få en hurtigere og billigere køremulighed. For samfundet vil en mindre forurening være en ekstra gevinst, idet der er færre biler, der skal vente i kø og køre i tomgang.
Forslagsstillerne vil under udvalgsbehandlingen være positive over for at drøfte, om andre presserende transportopgaver kan afvikles i busbanerne såsom sygetransport m.v.
Skriftlig fremsættelse
Ole Donner (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om tilladelse til kørsel med taxi i busbaner.
(Beslutningsforslag nr. B 30).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.