1996 BSF 31 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ØKONOMISK KOMPENSATION FOR UDGIFTER TIL BØRNEPASNING TIL MEDLEMMER AF INSTITUTIONS- OG SKOLEBESTYRELSER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19961BA00031@1996-10-22/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag til
ændring af bistandsloven (eller eventuelt indsætte det i det nye
forslag til lov om social service) og skolestyrelsesloven, således
at kommunerne kan yde økonomisk kompensation for dokumenterede
udgifter til børnepasning i forbindelse med varetagelsen af hvervet
som forældrevalgt medlem af en skole- eller institutionsbestyrelse i
en dagpasningsordning.
Bemærkninger til forslaget
SF er af den opfattelse, at det er af stor betydning, at alle får lige muligheder for at deltage aktivt i det lokale demokrati, ikke mindst kvinder og enlige forsørgere. Sidstnævnte grupper er nemlig i dag stærkt underrepræsenteret i kommunal-, skole- og institutionsbestyrelser. SF er derfor glad for de forbedringer, der trods alt blev indføjet i den kommunale styrelseslov fra 1. januar 1996. Det betyder, at kommunalbestyrelsesmedlemmer med børn under 10 år får 10.000 kr. ekstra i grundvederlag som kompensation for de udgifter, der er forbundne med at være lokalpolitiker og samtidig have mindre børn, bl.a. til børnepasning.
Men der er stadig problemer for skoleebestyrelses- og institutionsbestyrelsesmedlemmer. De skal i dag selv afholde alle udgifter til børnepasning. Skolelovens § 43, stk. 3, hjemler dog kommunerne mulighed for at yde ». . .forældrerepræsentanterne diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og befordringsgodtgørelse m.v. efter regler svarende til bestemmelserne i lov om kommunernes styrelse«. Men ikke for udgifter til børnepasning!
I foråret 1996 spurgte Anne Baastrup (SF), jf. spørgsmål nr. S 2039, statsministeren, som har ligestilling som ressort, hvorledes denne mente, ». . .man kan sikre ligestilling og engagere især enlige forsørgere i det lokale demokrati, hvis ikke kommunerne har hjemmel til at dække dokumenterede udgifter til børnepasning. . .« i forbindelse med deres arbejde i institutions- og skolebestyrelser. Dengang svarede statsministeren, at der ikke var behov for særlige foranstaltninger for medlemmerne af institutionsbestyrelserne. Dels var der netop vedtaget forbedringer af vederlagsreglerne i den kommunale styrelseslov, dels afventede man afrapporteringen fra Undervisningsministeriets arbejdsgruppe vedr. skolebestyrelser. Denne rapport (»Rapport om skolebestyrelser i folkeskolen« - Undervisningsministeriet 1996) udkom i eftersommeren, og den forbigår fuldstændig problemet vedrørede enlige forsørgeres udgifter til børnepasning. Et flertal i arbejdsgruppen anbefaler blot, at kommunalbestyrelsen skal være forpligtet til at yde et fast vederlag. På trods af dette mener SF, at der er brug for en ændring af bistands- og skolestyrelsesloven, således at det kan sikres, at især enlige forsørgere - på linje med arbejdet i kommunalbestyrelser eller i underudvalg under kommunalbestyrelser - får kompensation for dokumenterede udgifter til børnepasning.
Skriftlig fremsættelse
Anne Baastrup (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om økonomisk kompensation for udgifter til børnepasning til medlemmer af institutions- og skolebestyrelser.
(Beslutningsforslag nr. B 31).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.