Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19961BA00049@1996-10-29/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til på EU's regeringskonference at

fremsætte forslag om forrang for nationale regler om vand og affald

efter følgende retningslinjer:

A. Det fastslås, at drikkevand og affald ikke er varer, og at reglerne om EU's indre marked derfor ikke gælder på disse områder.

B. De enkelte lande kan frit gennemføre regler, som har forrang for EU's regler, om beskyttelse af drikkevand og grundvand, om kvaliteten af drikkevand og grundvand, om affald samt om affaldshåndtering og genbrug.

C. Indtil disse forslag er gennemført i EU, vil Danmark med henvisning til Luxembourg-forliget og Danmarks vitale interesse i sikring af drikkevandet og genbrugsordningerne nedlægge veto mod ethvert forslag i EU, som forringer den nationale selvbestemmelsesret på disse områder.

Bemærkninger til forslaget

Forslaget er forårsaget af det nyligt fremkomne forslag til ændring af Rådets direktiv om kvaliteten af drikkevand - KOM (94)612 - som vil forringe mulighederne for at holde det danske niveau for pesticidindholdet i drikkevandet.

I notatet til Europaudvalget fra Miljøministeriet (alm.del bilag 30, 4. oktober 1996) hedder det: »Grænseværdien for pesticider på 0,1mg/l foreslås opretholdt, men det er i forslaget uklart, om den også gælder for nedbrydnings- og omdannelsesprodukter. Det foreslås at ophæve den eksisterende samlede grænse for pesticidindhold på 0,5mg/l. Der er ikke i forslaget hjemmel for Kommissionen til at ændre grænseværdien for bestemte pesticider. I en note til pesticidgrænseværdien i forslaget angives det imidlertid, at Kommissionen skal undersøge, om der kan fastsættes en individuel værdi for et bestemt stof efter en evaluering af de videnskabelige oplysninger, der er til rådighed.«

Senere i notatet hedder det: »Eksisterende og nye grænseværdier, der er lavere end forslagets, eller som ikke findes i forslaget, vil ikke kunne bibeholdes henholdsvis indføres uden Kommissionens godkendelse. Endvidere vil frihandelsklausulen betyde, at nationalt fastsatte kvalitetskrav ikke kan kræves overholdt for vand eller levnedsmidler, der importeres fra andre medlemsstater. Da forslaget indeholder væsentlig færre parametre og for visse af disse en højere grænseværdi end det nugældende direktiv, vil en vedtagelse af forslaget kunne betyde en svækkelse af beskyttelsesniveauet.«

I forbindelse med grænseværdien for det samlede indhold af pesticider, som p.t. er på 0,5 mikrogram pr. liter, siger professor i miljølære ved Danmarks Tekniske Universitet Finn Bro-Rasmussen til Ritzau den 11. oktober 1996 om direktivets forslag om at ophæve denne grænse, at ». . . ifølge den viden, vi har i dag, vil en sådan ændring ikke være en trussel mod menneskets sundhed i første omgang. Men det er imod det princip, der blev fastsat i 1970'erne - nemlig at drikkevand skal være rent, og at grænseværdier derfor sættes på det lavest målbare niveau.«

Finn Bro-Rasmussen har i mange år været medlem af Europa-Kommissionens videnskabelige udvalg for kemiske påvirkninger af miljøet. Til Ritzau siger han endvidere, at et andet problem i en ikke særlig kendt del af direktivforslaget om opløsningsmidlerne er trichlor-ethylen og perchlor-ethylen, der er affaldsprodukter fra industrien. Kommissionen vil hæve grænseværdierne for disse stoffer, der i stigende grad mistænkes for at være kræftfremkaldende, til henholdsvis det 40- og 70-dobbelte. »Det finder jeg meget beklageligt, selv om grænseværdien i udgangspunktet er lav,» siger han.

Han siger også, at der er »en tydelig tendens til, at miljøhensyn har svært ved at hævde sig i EU i forhold til specielt direktoratet GD3 med den magtfulde industrikommissær Martin Bangemann i spidsen«.

Hvis Danmark vil fastholde eller forbedre sine krav til drikkevandet ved hjælp af supplerende eller strengere grænseværdier for de kemiske parametre, skal Danmark meddele dette til Europa-Kommissionen, og de foranstaltninger, som Danmark vil tage, kan så først træde i kraft 3 måneder efter underretningen til Europa-Kommissionen, og kun hvis Kommissionens udtalelse ikke er negativ. Ellers ». . . skal spørgsmålet afgøres efter revisionskomiteproceduren i drikkevandsdirektivet,» hedder det i Miljøministeriets notat.

Dette direktiv afspejler den tilbagevendende modsætning mellem hensynet til miljøet og den reelle prioritering af det indre marked, som direktivforslaget er udtryk for. Forslagsstillerne ser ingen tegn på, at de toneangivende lande i EU vil prioritere miljøet over den frie handel med varer, herunder drikkevandet. Miljøminister Svend Auken siger til Information den 11. oktober 1996: »Det er, som om det politiske pendul i landene omkring os svinger mod højre - også i Norden. Det er blevet lidt vanskeligt at føre miljøpolitik.« I en artikel dagen før, den 10. oktober 1996, også i Information, siger han: »Kommissionens forslag afspejler formentlig den meget erhvervsvenlige linje i Kommissionen. Det er udtryk for styrkeforholdene mellem miljøkommissæren og de folk, der står for det indre marked.«

Det er derfor glædeligt, at Lene Espersen fra de konservative i Berlingske Tidende den 12. oktober 1996 er enig i, at der må gøres noget over for denne udvikling. Ifølge Lene Espersen skal Danmark suverænt være herre over sit eget drikkevand. Men hun siger samtidig: »Der kan være nogle relevante hensyn at tage til den fri handel med vand på flaske og lignende. Men det skal ikke gå ud over Danmarks muligheder for at beskytte grundvandet og dermed drikkevandet optimalt.«

Forslagsstillerne er ikke enige med Lene Espersen i, at der skal laves to direktiver for drikkevandet, således at f.eks. vand på flaske frit skal kunne indføres - af hensyn til det indre markeds bestemmelser - uden at Danmark kan skride ind over for dette vands kvalitet, mens vi i det andet direktiv om vores eget grundvand/drikkevand skal kunne stille de krav, vi måtte ønske. Forslagsstillerne håber, at de konservative - som et minimum - vil være med til at stemme imod det nuværende udkast til direktiv, hvis Lene Espersens ønske om, at der udfærdiges to direktiver med ovenstående indhold i EU, ikke bliver en realitet.

»EU's affaldsplaner truer kommuners genbrugspolitik«, kan Information skrive i overskriften den 9. oktober 1996 i forbindelse med en ny meddelelse fra Europa-Kommissionen om EU's affaldsstrategi og udkast til rådsresolution - KOM(96)399. I forlængelse af direktivet om drikkevand er også dette udspil et angreb på den danske politik på området, og det har da også medført kraftige reaktioner fra kommuner og miljøorganisationer her i Danmark.

I Miljø- og Energiministeriets notat til Folketingets Europaudvalg om sagen - alm. del, bilag 30 - hedder det opsummerende:

»Formålet med Kommissionens meddelelse er at justere den gældende affaldsstrategi . . . I strategien gennemgås, hvordan Kommissionen fortolker den gældende EU-lovgivning om affald. Bl.a. definitionen af affald som en vare, muligheden for at anvende nærheds- og selvforsyningsprincippet i forbindelse med regulering af affaldstransporter mellem medlemsstater og medlemsstaternes mulighed for at få udvidet EU's liste over farligt affald.

Med hensyn til nyttiggørelse anskues dette primært ud fra indre markeds hensyn, idet der ikke omtales styringsmidler, som kan sikre en bedre varetagelse af miljømæssige hensyn.«

I notatets afsnit om »Transport af affald« hedder det: »Strategien fremhæver, at affald til nyttiggørelse hovedsagelig er underlagt principperne om fri varebevægelse for det indre marked. Det understreges, at anvendelsen af nærheds- og selvforsyningsprincippet i forbindelse med regulering af transporter af affald kun kan ske i forbindelse med affald til bortskaffelse og ikke i forbindelse med affald til nyttiggørelse.«

Det er sådanne formuleringer, som gør, at Anker Riis fra Kommunernes Landsforening, som er ekspert i affaldspolitik, til Information den 9. oktober 1996 kan sige: »Genbrug koster penge. Hvis man vil have genbrug, er man nødt til at have nogle redskaber i form af for eksempel regler, som sikrer, at affaldet går til genbrug og ikke til forbrænding, som er billigere.«

I samme artikel citerer Information også brevet fra Danmarks Naturfredningsforening til miljøkommissær Ritt Bjerregaard, hvor de skriver: »At affald til genanvendelse (herunder affald, der forbrændes med energiudnyttelse) betragtes som en vare, betyder f.eks., at husholdningsaffald eller erhvervsaffald fra Kerteminde frit kan køres til Gibraltar og blive behandlet eller forbrændt der. Dette vil . . . medføre, at kommunernes affaldsplaner sættes ud af kraft.«

I midten af juli måned i år mødtes EU's miljøministre til et uformelt møde i Dublin, hvor bl.a. denne diskussion stod på dagsordenen. Kristeligt Dagblad skrev den 16. juli 1996 om dette møde og dets dagsorden:

»Striden står om den del af affaldet, der kan brændes og dermed bruges til energi. Efter EU's opfattelse er den type affald genanvendeligt og som sådan ikke rigtigt affald, men en vare. Derfor kan myndighederne ikke nægte forbrændingsanlæg ret til at købe udenlandsk affald, hvis de kan få en højere pris for at modtage det end lokalt affald. De danske affaldsselskaber har i den forbindelse været betænkelige ved importen af tysk affald, fordi man frygtede, at det ville gå ud over kapaciteten til at modtage affald.«

I samme artikel siger miljømedarbejder i Danmarks Naturfredningsforening Joakim Harees Lassen:

»Strategien er et knæfald for liberalisterne. Det er et klassisk eksempel på, at der sidder nogle EU-folk, som har haft held til at få markedskræfterne til at veje tungere end hensynet til miljøet.« Desuden siger han ifølge Kristeligt Dagblad: »Kommissionens oplæg til affaldsstrategi går direkte mod en afgørelse fra EF-Domstolen i 1993. Her fastslår Domstolen, at hver enkelt region, kommune eller anden lokal enhed skal træffe passende foranstaltninger med henblik på at kunne modtage, behandle eller bortskaffe affald, således at transporten begrænses i videst muligt omfang.«

Problemets kerne er, at logikken i det indre marked - og dermed i den kapitalistiske markedsstyring - medfører, at alt skal behandles som en vare, der kan købes og sælges. Tilmed opfattes mere transport og forbrænding af affald i sig selv som et gode, da det er udtryk for vækst, også selv om dette er i direkte modstrid med almindelig sund fornuft. Næppe mange danskere kan se fornuften i at transportere affald fra den ene region af Europa til den anden, bare fordi det kan forbrændes lidt billigere, end det kan ske lokalt - og måske i konkurrence med et lokalt genbrugssystem.

EU og dets eksperter i det indre marked indregner ikke den nedslidning af veje, miljø og mennesker, som er en konsekvens af den uhæmmede transportpolitik, som denne Union har som strategi. Information kunne den 1. juli 1996 skrive: »Ifølge Dobris-rapporten om Europas miljø frembringes der hvert år 1.600 millioner tons affald i EU (1990-tal). Heraf er 22 millioner tons farligt affald.«

Indtil der strategisk er gjort op med en sådan form for industriel politik og vækststrategi, har Danmark ikke andet valg end at prøve at formindsle de miljømæssige og økonomiske katastrofer ved en så afsindig form for samfundsproduktion.

Nærværende forslag skal ses i dette lys. Forslagsstillerne opfordrer regeringen og Folketinget til i forbindelse med regeringskonferencen at få fastslået, at drikkevand og affald ikke skal betragtes som varer, og at det indre markeds regler derfor ikke kan gælde på dette område, samt at Danmark, indtil dette elementære princip er slået fast en gang for alle, vil nedlægge veto - i overensstemmelse med Luxembourgforliget - over for alle forslag fra EU's side, som vil forringe selvbestemmelsesretten på disse områder. Hvis det danske Folketing skal kunne genvinde kontrollen med drikkevandet og med affald og genbrug, er der ingen anden vej end at nedlægge veto, hvis det skulle være nødvendigt. Næste fase i kampen for drikkevand, grundvand, affald og genbrug består i at kræve, at vand og affald kommer ud af såvel EU-Traktaten som af det indre markeds bestemmelser. Ellers vil man hele tiden ryge ind i større eller mindre konflikter, som ovenstående direktiv er udtryk for.

Skriftlig fremsættelse

Keld Albrechtsen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forrang for nationale regler om vand og affald.

(Beslutningsforslag nr. B 49).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager beslutningsforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

1. 1996-10-29