1996 BSF 79 FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF FORRETNINGSORDENEN FOR FOLKETINGET
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19961BA00079@1997-02-20/da
Indhold
§ 1
I forretningsordenen for Folketinget, som vedtaget den 17. december 1953 og ændret senest den 22. april 1994, foretages følgende ændringer:
1. I § 41, stk. 3, indsættes efter litra d som nyt litra:
»e) at den pågældende, såfremt vedkommende tillige er minister, af andre grunde end foran nævnt, så længe den pågældende er minister, alene ønsker at give møde i Tinget i denne egenskab.«
2. I § 41, stk. 6, indsættes efter »litra d« ordene: »og e«.
3. I § 41, stk. 8, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»I de i stk. 3, litra e, nævnte tilfælde ophører stedfortræderens hverv, når den pågældende minister fratræder som minister.«
§ 2
Folketingsbeslutningen træder i kraft ved vedtagelsen.
Oprindelig fremsat forslag
§ 1
I forretningsordenen for Folketinget, som vedtaget den 17. december 1953 og ændret senest den 22. april 1994, foretages følgende ændringer:
1. I § 41, stk. 3, indsættes efter litra d) som nyt litra:
»e) at den pågældende, såfremt vedkommende tillige er minister, af andre grunde end foran nævnt, så længe den pågældende er minister, alene ønsker at give møde i Tinget i denne egenskab.«
2. I § 41, stk. 6, indsættes efter »litra d)» ordene: »og e)».
3. I § 41, stk. 8, indsættes efter 1. pkt. som nyt pkt.:
»I de i stk. 3, litra e), nævnte tilfælde ophører stedfortræderens hverv, når den pågældende minister fratræder som minister.«
§ 2
Folketingsbeslutningen træder i kraft den 1. februar 1997.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Udvalget for Forretningsordenen afgav den 31. maj 1995 beretning om ministres mulighed for at opnå orlov. Heri opfordrede et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) Præsidiet til snarest muligt i det kommende folketingsår at fremsætte et forslag til ændring af Folketingets forretningsorden, hvorefter medlemmer af Folketinget, der tillige er ministre, kan få meddelt orlov med de samme virkninger, som følger af meddelelse af orlov til medlemmer, der som ministre udsendes i offentligt hverv (forretningsordenens § 41, stk. 3, litra d), idet dog ophøret af den meddelte orlov alene skulle ske, når den pågældende fratræder som minister.
Ved den foreslåede ændring af forretningsordenen for Folketinget gøres det muligt for ministre at få meddelt orlov for den resterende del af ministerperioden, uden at dette er begrundet i udsendelse i offentligt hverv.
Det er i forslaget forudsat, at en minister, der meddeles orlov efter den foreslåede bestemmelse, ikke oppebærer vederlag eller optjener pensionsanciennitet i orlovsperioden, men modtager et i lov om vederlag og pension m.v. for ministre fastsat tillæg svarende til grundvederlaget til medlemmer af Folketinget. Der fremsættes derfor samtidig forslag om en præcisering heraf i lov om vederlag og pension m.v. for ministre.
Den indkaldte stedfortræder vederlægges og optjener pensionsanciennitet efter de hidtidige regler.
Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Den foreslåede ændring giver en minister, der tillige er medlem af Folketinget, mulighed for at få meddelt orlov for den periode, hvori den pågældende er minister. Den meddelte orlov skal omfatte den pågældendes ministerperiode. Et folketingsvalg med deraf følgende bortfald af alle mandater vil dog naturligvis også medføre bortfald af orloven.
Ophører stedfortræderens hverv i orlovsperioden ved, at denne nedlægger hvervet, afgår ved døden eller frakendes sin valgbarhed, eller meddeles der den pågældende orlov, skal den derefter nærmest berettigede stedfortræder indtræde efter reglerne i § 92 i lov om valg til Folketinget.
En minister, der har orlov efter den foreslåede bestemmelse, bevarer ikke retten til vederlag og pensionsanciennitet i orlovsperioden, men modtager et tillæg svarende til grundvederlaget for folketingsmedlemmer, jf. det samtidig fremsatte forslag om ændring af § 2, stk. 3, i lov om vederlag og pension m.v. for ministre.
Til nr. 2
En minister, der har fået bevilget orlov efter denne bestemmelse, må have mulighed for at møde i Tinget i sin egenskab af minister, uden at dette strider mod den meddelte orlov.
Til nr. 3
Stedfortræderens hverv ophører ved den pågældende ministers fratræden som minister eller ved afholdelse af valg til Folketinget.
Til § 2
Folketingsbeslutningen foreslås at træde i kraft den 1. februar 1997.
Skriftlig fremsættelse
Pia Gjellerup (S):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsordenen for Folketinget.
(Beslutningsforslag nr. B 79).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager beslutningsforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.