Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19961BA00089@1997-01-22/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at indlede et samarbejde med

amterne om at igangsætte initiativer med henblik på at forbedre

madkulturen på landets sygehuse, højne ansattes og patienters viden

om madens og ernæringens betydning, højne ernæringens status i det

samlede behandlingsforløb og sikre, at særligt i ernæringsmæssig

forstand udsatte patienter får en kost, der lever op til

Levnedsmiddelstyrelsens anbefalinger for den danske institutionskost.

Som ansvarlig minister opfordres sundhedsministeren til at udarbejde vejledninger på området, tage initiativ til drøftelser med amterne, vurdere, i hvilket omfang der kan sættes penge af til initiativer på området, samt tilse, at den erfaring inden for ernæringsområdet, der er opbygget på eksempelvis Rigshospitalets Ernæringsenhed, videreformidles til landets øvrige sygehuse, og sørge for, at der sker en systematisk opsamling og videreformidling af resultaterne af de forsøg på mad- og ernæringsområdet, der er foretaget på visse af landets sygehuse, for eksempel på Fåborg Sygehus.

Sundhedsministeren opfordres til at tage initiativer, der sikrer, at der i uddannelsen og videreuddannelsen af læger lægges vægt på kostens og ernæringens betydning.

Forslaget rummer forslag til initiativer, der sigter mod en generel forbedring af madkulturen til glæde for alle patienter, og initiativer, der sigter mod at sikre særligt udsatte patienter tilstrækkelig ernæring. Det er ikke i sig selv særlig udgiftskrævende at sikre patienterne ordentlig mad serveret i tiltalende omgivelser, og undersøgelser har vist, at en øget fokusering på ernæringens betydning for særligt udsatte patienter kan give store besparelser i form af reduktion af antallet af indlæggelsesdage og reducerede sengedagsomkostninger.

Initiativerne skal sigte mod:

1) At forbedre madkulturen på sygehusene ved at

- forbedre madens kvalitet og udseende

- forbedre rammerne omkring måltiderne

- øge informationen om maden

- forbedre patienternes valgmuligheder i forhold til maden

Patienternes evaluering af maden og måltiderne bør indgå i en løbende kvalitetsvurdering af maden og rammerne omkring måltiderne.

2) At patienter informeres om ernæringens betydning under sygdom.

3) At der i uddannelsen og efteruddannelsen af lægerne lægges langt større vægt på madens og ernæringens betydning for patienternes velbefindende og helbredelsesproces.

4) At ansatte på sygehuse sikres efteruddannelse, der kombinerer ernæringseksperters viden om ernæring med kokkes viden om gastronomi og økonomaers viden om den daglige tilberedning af maden med henblik på at højne de ansattes viden om madens og ernæringens betydning og højne madens og ernæringens status i den samlede behandling af patienterne.

5) At sygehusene igangsætter registrering, dokumentation og udvikling af kvalitet på ernæringsområdet og opstiller mål for standarden, tilpasset forskellige patienttyper og deres behov.

6) At sygehusafdelinger med særligt i ernæringsmæssig forstand udsatte patientgrupper sørger for, at

- alle indlagte patienter får ernæringstilstanden vurderet. Ved indlæggelsessamtaler skal der lægges vægt på betydningen af ernæringen under sygdom samt patientens normale spisevaner,

- hvert sygehus definerer kriterier for tidlig opsporing af patienter med risiko for underernæring,

- sygehuset iværksætter målrettet ernæring af disse patienter,

- patienternes ernæringstilstand følges under indlæggelsen.

Bemærkninger til forslaget

Forslaget skal ses som en del af en bredere debat om madkultur og som led i en større indsats for at højne mad- og ernæringsområdets status. En stor del af den danske madkultur består i den bespisning, der finder sted på landets arbejdspladser og institutioner. Indsatser, der forbedrer madkulturen og højner mad- og ernæringsområdets status på landets sygehuse, er derfor et væsentligt led i et bevidst arbejde med at højne områdets status generelt.

Maden og rammerne omkring måltiderne er et lavstatusområde på landets sygehuse. De eneste, der interesserer sig for maden, er patienterne, og de er generelt utilfredse med såvel madens kvalitet, smag og udseende som med den måde, måltiderne forløber på. Ofte spiser patienterne siddende i deres senge med maden serveret på uindbydende plasticbakker, der stilles på nødtørftigt ryddede sengeborde. Måltidet kan blive afbrudt af temperatur- eller blodtryksmåling. Den normale sociale kontakt omkring måltiderne er som oftest fjernet. Spisetidspunkterne er anderledes, end patienterne er vant til - for eksempel serveres der varm mad midt på dagen, uagtet at befolkningen i dag stort set spiser varm mad til aften. Patienterne får ingen eller sparsom information om, hvad de spiser, og har ingen muligheder for at vælge, hvad de vil spise. Fordi området ikke har høj status og ingen ansatte derfor interesserer sig særligt for maden eller de omgivelser, den serveres i, bliver måltiderne noget, der blot skal overstås for såvel personale som patienter, og ikke den positive oplevelse, det burde være.

For at forbedre madkulturen på hospitalerne er det vigtigt, at sygehusene i højere grad tænker på rammerne for måltiderne. Oppegående patienter skal have mulighed for at sidde ved et bord og spise sammen med andre patienter. Måltiderne skal holdes fri fra andre aktiviteter. Patienterne skal have mulighed for at vælge mellem flere forskellige menuer, de skal have bedre information om maden, og madens kvalitet, smag, udseende og anretning skal forbedres. Ved at opprioritere madkulturen på sygehusene sikres det i højere grad, at maden faktisk spises af patienterne, hvorved maden bliver til ernæring med deraf følgende positiv effekt på patientens helbredelse.

På trods af at der er en klar sammenhæng mellem ernæring og evnen til at bevare eller genvinde helbredet, har heller ikke ernæringsområdet særlig høj status på landets sygehuse. Hos særligt udsatte grupper resulterer underernæring af patienterne i længere helbredelsestid. Det er derfor oplagt at igangsætte initiativer, der retter op på denne situation.

På baggrund af ny viden om ernæringens betydning under sygdom udgav Levnedsmiddelstyrelsen og Økonomaskolen i København i november 1995 »Anbefalinger for den danske institutionskost«. Rapporten beskæftiger sig specielt med at klarlægge ernæringsmæssige behov hos ernæringsmæssigt udsatte hospitalspatienter og befolkningsgrupper og anbefaler,

- at der ved længerevarende indlæggelser på baggrund af en sygdomsdiagnose og en vurdering af den enkelte patients ernæringstilstand tages stilling til, hvilken kostform der er relevant for den enkelte patient, og at kostordinationen løbende vurderes i relation til udviklingen i patientens ernæringstilstand,

- at kosten skal sammensættes, så den dækker den enkeltes energi- og næringsstofbehov, herunder især behovet for protein, der er øget i forbindelse med sygdom,

- at maden samtidig skal være af god kvalitet og se indbydende ud, så patienternes appetit stimuleres,

- at der på alle kliniske afdelinger findes en klar ansvars- og opgavefordeling, når det drejer sig om patienters fødeindtagelse og ernæringstilstand,

- at de kliniske afdelinger skal definere kriterier for patienter med særlig høj ernæringsmæssig risiko og have en plan for disse patienters ernæring.

Et eksempel på en patientgruppe, hvor ernæringen spiller en stor rolle for helbredelsesprocessen er kvinder med brud på lårbenshalsen, som efterfølgende kræver operation. En stor del af disse kvinder er underernærede. Tre undersøgelser har dokumenteret betydningen af at tilføre disse patienter tilstrækkelig ernæring. Den første undersøgelse (MD Bastow et. al. (1983): »Benefits of supplementary tube feeding after fractured neck of femur: a randomised controlled study. British medical Journal 287: 1589-1592) viste, at de underernærede kvinder, som ikke fik tilstrækkelig ernæring (kontrolgruppen) i gennemsnit først kunne gå 23 dage efter operationen, mens de kvinder, der fik tilstrækkelig ernæring, kunne gå ved egen hjælp efter 16 dage. De kvinder, der ved indlæggelsen ikke var underernærede (og som selv spiste tilstrækkeligt), kunne gå ved egen hjælp efter 10 dage. Underernæring i sig selv medførte her en 13 dages længere periode, før patienterne kunne gå ved egen hjælp. Ved at tilføre tilstrækkelig ernæring kunne denne periode nedbringes til en 6 dages længere periode - altså cirka en halvering af »omkostningen« ved underernæring. Indlæggelsestiden blev også tilsvarende forkortet. Den anden undersøgelse (M. Delmi et. al. (1990): Dietary supplementation in elderly patients with fractured neck of femur. Lancet 335: 1013-1016) viste, at tilførsel af tilstrækkelig ernæring forkortede indlæggelsestiden (hospital + genoptræning) fra 40 dage i kontrolgruppen til 24 dage i den ernæringsbehandlede gruppe. Dette skyldtes, at der var langt færre komplikationer (liggesår, blodmangel, hjertesvigt, infektioner o.a.) i den behandlede gruppe. Den tredje undersøgelse (L. Tkatch et. al. (1992): Benefits of oral protein supplementation in elderly patients with fracture of the proximal femur. Journal of the American College of Nutrition 11: 519-525) viste, at indlæggelsestiden (hospital + genoptræning) blev forkortet fra 102 dage i kontrolgruppen til 69 dage i den ernæringsbehandlede gruppe, igen på grund af færre komplikationer i den behandlede gruppe.

Undersøgelserne dokumenterer samstemmende, at en målrettet ernæringsindsats både kan forkorte helbredelsestiden og dermed indlæggelsestiden for den enkelte patient og nedbringe omkostningerne pr. sengedag. Når patienterne får den rigtige ernæring, reduceres sengedagsomkostningerne som følge af færre komplikationer i form af infektioner m.v. Undersøgelserne dokumenterer betydningen af, at ernæringstilstanden hos patienter følges nøje, og at underernæring undgås. For den enkelte patient kan konsekvensen af underernæring i værste fald være komplikationer i form af øget infektionstendens, langsommere mobilisering, længere indlæggelsestid og højere dødelighed. For samfundet betyder fejlernæringen for dårligt afkast af de midler, der er investeret i sengeplads, operation, medicin, genoptræning og eventuelt plejehjemsplads.

For en underernæret patient koster indlæggelsen i gennemsnit halvanden gang så meget som en gennemsnitlig indlæggelse for en ikke-underernæret patient (ifølge Reilly et. al. JPEN 1988; 12: 371-376). De ekstra udgifter fordeler sig ligeligt mellem længere indlæggelsestid og øgede sengedagsomkostninger. En del af disse merudgifter kan reduceres ved målrettet ernæring. Overført på danske forhold vil målrettet ernæring af disse patienter selv med et lavt sat kriterium som en 50 pct.s reduktion af meromkostningerne hos en tredjedel af de underernærede patienter indlagt på danske sygehuse resultere i en årlig besparelse på 350 millioner kroner.

Undersøgelser, der for nylig er udført på danske sygehuse på kirurgiske og medicinske afdelinger, viser, at langt de fleste patienter får for lidt energi og protein i forhold til deres beregnede behov. En undersøgelse foretaget på en ortopædkirurigsk afdeling på Centralsygehuset i Nykøbing Falster (Dorte Grunske og Kirsten Kirkhøj: »Hvilke årsager er der til, at ortopædkirurgiske patienter ikke indtager tilstrækkeligt med energi og protein, og hvad er sygeplejerskens ansvar i relation til ernæring?» Skolen for sundhedsuddannelser, november 1994. Rapporten er referet i »Sygeplejersken«, marts 1996) viste, at kun 4 ud af 30 repræsentativt udvalgte patienter fik dækket deres energibehov, mens resten fik dækket mellem 40 og 98 pct. af behovet for energi. Værre stod det til med dækningen af proteinbehovet, idet ingen af patienterne fik dækket deres beregnede behov og derfor alle måtte tære på de proteinreserver, der befinder sig som aktivt (og rask) muskelvæv i kroppen, blandt andet i hjertemuskulaturen, i indre organer samt som en vigtig bestanddel af immunforsvaret.

Rapporten konkluderer, at plejepersonalet tidligt bør vurdere, om patienten tilhører risikogruppen, og at denne vurdering skal gentages i løbet af indlæggelsesforløbet, samt at kliniske diætister bør vurdere patientens ernæringsmæssige tilstand og planlægge den videre ernæringsmæssige behandling. Endvidere viser rapporten, at patienternes ernæringsmæssige tilstand er lavt prioriteret i den daglige kontakt med patienten. Ingen tager ansvaret for patienternes ernæring, og ernæring tillægges ikke særlig betydning, mens interessen for psykisk tilstand, personlig hygiejne og medicinsk behandling er større. Mange steder opfattes ernæringen simpelt hen som patientens eget ansvar! Rapporten bringer en række forslag til, hvordan man med fornyet fokus på den enkelte patients ernæring i væsentlig grad kan bidrage til dennes helbredelse, ligesom den indeholder forslag til, hvordan rammerne omkring måltiderne kan forbedres, så patienterne i højere grad får lyst til - og ro til at spise maden.

Mens en målrettet ernæring af underernærede patienter kan forkorte patienternes helbredelsestid, kan en lignende målrettet ernæring forbedre helbredelsestilstanden hos gruppen af hjertepatienter, der ikke lider af underernæring, men tværtimod får en for fed kost i forhold til, hvad der er hensigtsmæssigt for dem. I november 1996 udgav Ernæringsrådet en rapport (»Kostens betydning for patienter med åreforkalkning i hjertet«. Ernæringsrådet, november 1996) med analyser af videnskabelige undersøgelser af kostens virkning på patienter med åreforkalkning i hjertet. Rapporten finder det dokumenteret, at en kostændring i form af mere frugt, grønsager og fisk og mindre fedt fra mejeriprodukter og kød på afgørende vis kan bedre fremtidsudsigterne for de cirka 150.000 danske patienter med åreforkalkning i hjertet. Rapportens konklusioner bygger blandt andet på tre store undersøgelser af i alt 3.000 patienter med åreforkalkning i hjertet. Patienterne trak lod om, hvem der skulle have den sædvanlige kost. I de tre undersøgelser blev dødsrisikoen i undersøgelsesperioden på 1-2 år nedsat med 30-60 pct. Det er omtrent den samme effekt, som ses ved medicinsk sænkning af kolesteroltallet hos denne patientgruppe. På denne baggrund anbefaler Ernæringsrådet, at patienter med åreforkalkning i hjertet tilbydes instruktion i at spise den hjertevenlige kost. En rundspørge på de 79 danske sygehusafdelinger, der behandler patienter med åreforkalkning i hjertet, har vist, at det på nuværende tidspunkt kun er cirka 20 pct. af de indlagte hjertepatienter, der tilbydes denne kostform. Ernæringsrådet foreslår, at disse sygehusafdelinger indfører den hjertevenlige kost som standardkost og herved viser, at de tager kostbehandlingen lige så alvorligt som den medicinske behandling.

En opprioritering af ernæringsindsatsen på sygehusene ved at styrke madkulturen, ved at have en særlig menu til småtspisende patienter og ved målrettede ernæringsregimer for de underernærede patienter samt fokus på hensigtsmæssig ernæring af andre patienter, hvor ernæringen har særlig stor betydning, vil betyde, at patienterne bliver gladere og får styrket deres selvopfattelse, samt sikre en positiv effekt på patienternes helbredelse.

Skriftlig fremsættelse

Jørn Jespersen (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af kosten på sygehuse.

(Beslutningsforslag nr. B 89).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager beslutningsforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

1. 1997-01-22