1996 BSF 90 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ARBEJDSLØSHEDSKASSELOVGIVNINGEN FOR UNGE UNDER 25 ÅR
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19961BA00090@1997-01-28/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte de nødvendige
lovforslag med henblik på at ændre reglerne for unge under 25 år,
således at
1) unge, der er omfattet af ungeindsatsen, ligestilles, for så vidt angår betaling af kontingent til en arbejdsløshedskasse, uanset om de går i gang med en arbejdsmarkedsuddannelse eller en uddannelse med støtte fra statens uddannelsesstøtte, og at
2) unge, der modtager uddannelsesgodtgørelse, må tjene det samme ud over uddannelssgodtgørelsen som unge, der modtager statens uddannelsesstøtte.
Bemærkninger til forslaget
Da reglerne for unge under 25 år blev ændret, var et af de argumenter, der blev brugt herfor bl.a., at unge under 25 år skulle ligestilles. SF var ikke enig i, at dette lovforslag skulle gennemføres. Men forslagsstillerne finder, at et minimumskrav må være, at de unge, der er omfattet af ordningen, behandles ens. Dette er ikke tilfældet i dag, hvor der både er uhensigtsmæssigheder og forskelle, der afhænger af, om de unge er modtager af uddannelsesgodtgørelse eller modtager statens uddannelssstøtte.
Det er både en uhensigtsmæssighed og og en urimelig forskelsbehandling, at unge under 25 år, som er medlem af en a-kasse og omfattet af ungeindsatsen, i realiteten tvinges ud af deres a-kasse, fordi de skal betale fuldt kontingent, hvis de går på statens uddannelsesstøtte, i modsætning til, hvis de modtager uddannelsesgodtgørelse, hvor de skal betale halvt kontingent. Det må være en samfundsmæssig interesse, at unge under 25 år, der er medlem af en a-kasse, bevarer dette medlemskab, uanset hvilken ydelse de får, når de er omfattet af ungeindsatsen.
Det er også en urimelig forskelsbehandling, at unge under 25 år, som er omfattet af reglerne om uddannelsesgodtgørelse, ikke kan tjene så meget ved siden af denne som unge, der modtager statens uddannelsesstøtte. Unge, der får statens uddannelsesstøtte med 3.551 kr. om måneden, må tjene 4.588 kr. ved siden af, uden at der sker fradrag i ydelsen fra statens uddannelsesstøtte. Unge på uddannelsesgodtgørelse får derimod et betydeligt fradrag i deres uddannelsesgodtgørelse, hvis de har lønindtægter ved siden af. Hvis en ung på uddannelsesgodtgørelse har en lønindtægt på 4.588 kr., reduceres uddannelsesgodtgørelsen, der ellers er på 5.677 kr., til 1.410 kr. Dette forekommer ikke rimeligt. Der bør efter forslagsstillernes opfattelse være tale om en ligestilling. Den eksisterende urimelighed betyder, at en del unge afbryder et obligatorisk aktiveringstilbud af økonomiske grunde. Alene i det storkøbenhavnske område anslås det at være ca. 100 unge.
Med de foreslåede ændringer vil der blive lappet lidt på den nuværende stærkt kritisable ordning, så flere unge kan få mulighed for at færdiggøre et påbegyndt uddannelsesforhold. Samtidig vil der for unge ledige blive en større ligestiling, uanset hvilken ordning de er under.
Skriftlig fremsættelse
Aage Frandsen (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om arbejdsløshedskasselovgivningen for unge under 25 år.
(Beslutningsforslag nr. B 90).
Under finanslovforhandlingerne fremlagde SF forslag om, at unge i aktivering skulle stilles økonomisk bedre, og at de i højere grad skulle ligestilles. Men uden held. Da LO-Storkøbenhavn nu har været fremme med lignende synspunkter, mener SF, at tiden er inde til at fremsætte forslaget i Folketinget.
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.