1996 BSF 118 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDLÆGGELSE AF SKOV- OG NATURSTYRELSEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19961BA00118@1997-04-08/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 1996-97 at
fremsætte lovforslag, der sikrer, at Skov- og Naturstyrelsens
aktiviteter ophører eller overføres til andre instanser.
Bemærkninger til forslaget
Et voksende antal sager viser, at Skov- og Naturstyrelsen har fået alt for stor magt. Et flertal i Folketinget har givet Skov- og Naturstyrelsen øget kompetence. Det kan ikke være rigtigt, at en styrelse skal sidde på magtbeføjelser, der i den grad går ud over landet og dets borgere. De fleste af de områder, som Skov- og Naturstyrelsen forvalter, kan langt bedre varetages af private hænder i nærhed og samarbejde med borgerne. Vores naturområder med jorder, enge, skove, moser og søer samt landets kulturhistoriske minder og bygninger tilhører folket og er på ganske udmærket vis blevet forvaltet og varetaget af folket, herunder i særdeleshed af bønderne, igennem tiderne. Interessen for at bevare og beskytte naturen såvel som de historiske minder ligger stadig bedst hos befolkningen og nærdemokratiet såsom kommunale og fælleskommunale enheder. Det vil rette op på den konkurrenceforvridning, det er, når staten ejer, forvalter og "producerer". Danmark behøver ikke have en central styrelse, der bestemmer og regerer hen over hovedet på befolkningen og de personer, som er valgt til at styre i kommunerne. Kun en lille del af Skov- og Naturstyrelsens nuværende opgaver bør ligge i ministerielt regi.
Fremskridtspartiets ønske om nedlæggelse af Skov- og Naturstyrelsen er ikke baseret på, at embedsmændene ikke udfører deres arbejde ordentligt, men skyldes, at Fremskridtspartiet har den grundholdning, at så meget som muligt skal lægges ud til den enkelte borger eller til nærområderne som f.eks. kommunerne, og at den offentlige sektor skal være så lille som mulig.
Danmark har i de seneste år skabt en offentlig sektor, der gør, at Danmark er det land i verden, der har det største antal offentligt ansatte pr. indbygger næst efter Sverige, jf. Dansk Industris seneste opgørelse for beskæftigelsen i den offentlige sektor, 1993. Herudover er Danmark blandt de lande i verden, der har den højeste statsgæld pr. indbygger, og Danmark er topscorer, hvad skattetryk angår. Derfor er der noget, der tyder på, at organiseringen af samfundet er forkert.
Fremskridtspartiet ønsker en debat om emnet, og partiet ønsker Skov- og Naturstyrelsen nedlagt som styrelse og opgaverne og kompetencen overført til andre instanser eller afviklet. Fremskridtspartiet ønsker, at de aktiviteter og de besiddelser, som staten ejer, og som Skov- og Naturstyrelsen driver, i videst muligt omfang sælges og - hvor det ikke kan lade sig gøre - udliciteres de til de højest bydende.
Fremskridtspartiet er af den opfattelse, at det frie initiativ skal blomstre, ved at tingene bliver lagt ud til private eller ud i nærområderne. Da vil ansvarsbevidstheden stige for dem, der udfører arbejdet, og forståelsen i befolkningen vil vokse i takt hermed.
Et historisk tilbageblik vil vise, at den borgerlige KVR-regering sidst i 1980'erne sørgede for, at der blev indgået forlig om afhændelse af statens ejendom, bl. a. ved finanslovaftale med Fremskridtspartiet. KVR var enige om, at aftaler om større privatisering i form af salg af statsaktiver er positive, ikke mindst ud fra den betragtning, at incitamentet til rentabel drift af virksomheder og institutioner, som lægges over i privat regi, er ganske betragteligt. Som det på det tidspunkt fremgik af debatten om afbureaukratisering, effektivisering og smidiggørelse af den offentlige sektor, var et af midlerne til at styrke brugerindflydelsen netop privatiseringen, jf. forhandlingerne om finansloven for f.eks. 1989 og 1990.
Skov- og Naturstyrelsen har haft en samlet arealtilgang i perioden 1985-95 på 16.801,5 ha, jf. bilag 1. Vi ser således, at tidligere indgåede forlig om salg er under afvikling, og at der kun kan forventes en større udgift i de kommende år, hvis tendensen ikke stoppes og der bliver indgået nye aftaler om afvikling af Skov- og Naturstyrelsens besiddelser.
En voksende Skov- og Naturstyrelse er udtryk for en undervurdering af befolkningens evne og interesse for at passe på omgivelserne, natur og kultur. I de seneste år er der opstået en disharmoni mellem interesser og ansvar med det resultat, at staten handler på bekostning af land og folk.
Den nuværende struktur med Skov- og Naturstyrelsen som formynder og forvalter af statsejendom, jagt- og naturbeskyttelse og bygningsbevaring m.m. resulterer i unødig centralisering, overadministration, bureaukrati samt konkurrenceforvridning i forhold til det private erhvervsliv. Herudover viser flere og flere sager, at Skov- og Naturstyrelsen forvalter opgaven til direkte ulykke og gene for befolkning, dyr og natur.
Skov- og Naturstyrelsens struktur
Skov- og Naturstyrelsen er en stor styrelse med en central styrelse bestående af i alt 16 kontorer plus en direktion, 25 statsskovdistrikter, 5 regionale maskinstationer, 1 planteavlsstation og endelig Skovskolen.
Skov- og Naturstyrelsens kompetence og ansvar
Skov- og Naturstyrelsen varetager ledelsen af statsskovbruget, herunder driften af ministeriets samlede arealer inklusive landbrugsarealer samt administration m.v. af skovloven, jagt- og vildtforvaltningsloven, naturbeskyttelsesloven, råstofloven, skovskoleloven, Tøndermarskloven, bygningsfredningsloven, østøtteloven, planlovens § 40 om forbud mod helårsbeboelse af sommerhuse, sommerhusloven og opgaver i forbindelse med friluftslivet.
Skov- og Naturstyrelsens økonomiske forhold
Finanslovsmæssigt er styrelsens opgaver opdelt på fire områder: (a) Statsvirksomheden, som omfatter myndighedsopgaverne samt driften af erhvervsarealerne (dvs. statsskove, arealdrift m.v.), (b) naturforvaltning, som omfatter forskellige naturprojekter m.v. på egne eller erhvervede arealer samt Dyrehavsbakken og østøtten, (c) bygningsbevaring, som omfatter tilskud til bygningsfredning, undervisning, som omfatter drift og anlæg vedr. Skovskolen, og (d) privat skovbrug, som omfatter tilskud og støtte til konsulentvirksomhed og produktudvikling i skovbruget.
Den samlede statsvirksomhed har en budgetteret udgift i 1997 på 766,4 mio. kr. og indtægt på 409,9 mio. kr., jf. finanslov for finansåret 1997. Det vil sige, at nettoudgiften til statsvirksomheden i alt er 356,5 mio. kr. Hertil kommer at Skov- og Naturstyrelsen administrerer en række tilskudsordninger, som fordeler sig på følgende:
Naturforvaltning ................. 136,0 mio. kr. Bygningsbevaring ................. 36,1 mio. kr. Privat skovbrug .................. 45,5 mio. kr.
Endvidere anvendes 22,6 mio. kr. til undervisning (drift af skovskolen).
Skov- og Naturstyrelsens personaleforbrug
Det samlede personaleforbrug for statsvirksomheden forventes i 1997 at andrage 1.569 årsværk inklusive 117 helårspuljejob. Naturforvaltningsprojekter forventes at medføre et årsværkforbrug på 227, medens der i forbindelse med undervisning (Skovskolen) ventes anvendt 115 årsværk inklusive indtægtsdækket virksomhed (32) og 14 puljejob.
Skov- og Naturstyrelsen er en centralistisk magtstruktur, der finansieres af statskassen. Både den offentlige sektor og den private sektor ville være bedre stillet, hvis styrelsens opgaver og ansvar blev lagt ud i privat og kommunalt regi tættere på borgere.
Fremskridtspartiet foreslår hermed, at Skov- og Naturstyrelsens nuværende hovedarbejdsområder fremover fordeles på følgende vis:
1. Skov- og arealdrift
Området omfatter den erhvervsmæssige drift af statens arealer samt udgifter til naturbeskyttelse og friluftsliv, som foretages af distrikterne. Af finansloven fremgår det, at der er budgetteret med et underskud på den erhvervsmæssige drift på 58 mio. kr. samt en udgift til naturbeskyttelse og friluftsliv på 72 mio. kr., i alt cirka 130 mio. kr.
Skov- og Naturstyrelsen administrerer store arealer. Over halvdelen af arealet udgør skov af forskellige typer. Skovarealet udgjorde i 1995 over 100.000 ha. Regnes Skov- og Naturstyrelsens ikkebevoksede arealer med, udgjorde styrelsens samlede areal ved årsskiftet 1995-96 183.777 ha.
Som udgangspunkt er det forslagsstillernes opfattelse, at staten ikke skal drive erhvervsmæssig drift i konkurrence med private. Derfor skal hele Skov- og Naturstyrelsens erhvervsmæssige drift af skovarealer privatiseres i form af salg og bortforpagtning over en årrække. Samtidig skal tilskud til privat skovdrift naturligvis bortfalde. Tilskud til privat skovdrift må formodes at være iværksat for at kompensere for det konkurrenceforvridende element, der ligger i statslig skovdrift, og det er en konsekvens af, at Skov- og Naturstyrelsen engagerer sig i erhvervsmæssig drift.
Det er ikke hensigtsmæssigt, at staten i en situation med budgetunderskud og en enorm statsgæld vedbliver med at beholde besiddelser og sågar fortsætter opkøb af arealer, som lige så godt kunne være på private hænder. Besiddelserne bør afhændes hurtigst muligt og provenuet bruges til afdrag på statsgælden.
Der kan dog være situationer, hvor det er hensigtsmæssigt at beholde selve ejerskabet af skov- og jordarealer på statens hænder. Det kan være områder, som under en eller anden form er underlagt fredningsbestemmelser eller lignende. I disse tilfælde vil det være oplagt at udlicitere selve skovdriften til private.
2. Skovlovsadministration
Området omfatter administration af skovlovgivningen, fredsskovsnotering, udviklingsprojekter og konsulentbistand for private skovejere samt administration af en række tilskudsordninger til det private skovbrug. Udgifter til administration udgør cirka 15 mio. kr., medens de samlede udgifter udgør cirka 45,5 mio. kr. fordelt på 3 ordninger: Konsulentvirksomhed i skovbruget, produktudvikling af skovbrugsprodukter og skovbrugsforanstaltninger i henhold til skovloven.
Alle tilskudsformer til privat skovbrug fjernes som følge af, at staten ikke længere er involveret i konkurrenceforvridende erhvervsmæssig skovdrift. Fremskridtspartiet går ind for at fritage skovbesiddelser for grundskyld for at kompensere for bortfald af tilskud.
Finansiering og administration af udviklingsprojekter og konsulentbistand overlades til de private skovbrug. Det privatiserede skovbrug kan med fordel hente inspiration fra landbruget og private skovejere, som har meget veludviklede og velfungerende konsulent- og rådgivningsorganisationer. Ligeledes kan der hentes inspiration og konsulentbistand fra det velfungerende "Hedeselskabet", som i dag drives helt uden statstilskud. Tilsynsvirksomhed og administration af lovgivning bibeholdes i offentligt regi.
3. Jagt- og vildtforvaltningen
Området omfatter administration af jagtloven, drift af vildtreservater, vildtplejeforanstaltninger, konsulenttjeneste m.v. Hertil kommer administration af jagttegnsafgiften. Afgiften heraf indbringer ca. 66 mio. kr. og anvendes på området, som i øvrigt nogenlunde skal hvile i sig selv. Midlerne anvendes, jf. finansloven 1997, som følger (mio. kr.).
Lovadministration m.v. ............... 3,2 Information m.v. ..................... 1,0 Jagt- og Skovbrugsmuseet ............. 2,9 Kalø Gods. Administration ............ 1,1 Forskning og udvikling ............... 17,0 Erstatninger, reservatdrift m.v. ..... 9,5 Jagttegnsforsikring .................. 3,4 Jagttegnsudstedelse .................. 4,1 Tilskud til organisationer ........... 5,5 Vildtplejeforanstaltninger ........... 4,0 Konsulentvirksomhed .................. 8,0 Anlægs- og byggeprojekter ............ 5,0 Arealerhvervelser m.v. ............... 1,0 Øvrige projekter ..................... 0,5
Jagt- og vildtforvaltningen foreslås udlagt som en selvejende institution, som herefter varetager administration af jagtloven, drift af vildtreservater, vildtplejeforanstaltninger, konsulenttjeneste m.v. Hertil kommer administration af jagttegnsafgiften. Den selvejende institutions indtægter skal bestå af indtægter fra jagttegnsafgiften. Bestyrelsen for institutionen skal være bredt sammensat, således at både jægere, staten, forskningsverdenen, borgere m.v. er repræsenteret.
Statens opgave er hermed reduceret til opkrævning af jagttegnsafgift og tilsyn med den selvejende institution.
4. Naturbeskyttelse og naturforvaltning
Området omfatter administration af naturbeskyttelsesloven, fredningsplanlægning, naturpleje, landbeskyttelse, administration af naturforvaltningsmidler og naturprojekter, naturgenopretning, opgaver i forbindelse med friluftslivet samt opgaver omkring fortidsminder. De samlede udgifter til dette myndighedsområde er ca. 82 mio. kr. i 1997. Herudover forventes udbetalt ca. 112 mio. kr. fordelt på naturprojekter, skovrejsningsprojekter og friluftsprojekter. De samlede udgifter vil således være:
a. Naturprojekter ............. 37,0 b. Skovrejsningsprojekter ..... 59,9 c. Friluftsprojekter .......... 15,0 d. Administration ............. 82 I alt ......................... 193,9
Det er forslagsstillernes holdning, at beslutninger vedrørende naturbeskyttelse og naturforvaltning løses bedst af nærdemokratiet. Beslutningerne træffes bedst af de mennesker, der lever i nærområdet, og for hvem en eventuel fredning el. lign. har betydning. I dag er tendensen den stik modsatte. Skov- og Naturstyrelsen fungerer som en stat i staten. Derfor foreslås hele dette område lagt ud til kommunerne, hvor lokalbefolkningen har større indflydelse på beslutningerne.
De for hele landet relevante fortidsminder eller nationale klenodier af historisk eller kulturel betydning plejes og forvaltes af kommunerne med støtte fra evt. Boligministeriet, som allerede administrerer en del fredede bygninger og byfornyelse.
5. Hav og råstof
Området omfatter administration af lovgivningen og planlægningen i tilknytning til udnyttelse af råstoffer samt udpegning af råstofreserver både på landjorden og søterritoriet. Udgift cirka 8 mio. kr.
Forslagsstillerne foreslår, at området fortsat ligger i Miljø- og Energiministeriet eller overføres til Trafikministeriet ved Kystinspektoratet.
6. Bygningsbevaring og bygningsfredning
Området omfatter administration af bygningsfredningsloven, herunder fredningspolitik og ansøgninger om støtte til fredede bygninger samt opgaver i forbindelse med byggeskader og bygningsbevaring, herunder medvirken til udarbejdelse af kommuneatlas og kortlægning af bymiljøer og bevaringsværdige ejendomme. Udgiften andrager cirka 21 mio. kr. Hertil kommer tilskud til istandsættelse af fredede bygninger, Håndværkercenteret i Rådvad og Statens Bygningsfredningsfond på i alt 36,1 mio. kr.
Det bør overvejes, om ikke nogle af opgaverne under bygningsbevaring og bygningsfredning er overflødige og kan undværes. Nogle opgaver kan lægges over i Boligministeriet, hvor anden bygningsforvaltning og byfornyelsen ligger. Det kunne være følgende områder: Internationale sager om bygningsfredning og -restaurering, Sekretariat for Det Særlige Bygningssyn, Sekretariat for Statens Bygningsfredningsfond, Det statslige Dokumentationscenter, vejledning og økonomisk støtte til istandsættelse og restaurering af fredede bygninger og nordisk samarbejde.
Andre opgaver overføres til kommunerne. Det kunne være følgende områder: Kortlægning af bymiljøer og bevaringsværdige ejendomme, integration af bevaringshensyn i den kommunale planlægning, bygningsfredningsloven, fredningspolitik og behandling af byggesager.
7. Østøtte
Området omfatter støtte til drift af færger, investeringer i nye færger, projektstøtte samt støtte til øsekretariatet. Administrativ udgift cirka 0,3 mio. kr. og samlet støtte på cirka 22 mio. kr.
Opgaverne bør lægges ud i kommunalt og fælleskommunalt regi, medens tilsynet og finansieringen lægges i Trafikministeriet.
8. Skovskolen
Området omfatter uddannelse af skov- og landskabsingeniører og skovarbejdere samt erhvervsuddannelse for EUD-skovbrugere. Udgift 22,6 mio. kr.
Området bør overføres til Fødevareministeriet eller eventuelt til Undervisningsministeriet, hvor uddannelse i forvejen ligger.
Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at staten ikke skal opbygge besiddelser og drive erhvervsmæssig drift i konkurrence med private. Det offentlige foretager i dag en unødig og ofte skadelig fredning til skade for natur og dyreliv, og den tilsidesætter borgernes tarv, interesse og medbestemmelse.
Med beslutningsforslaget er der lagt op til en styrkelse af den kommunale indsats og videregivelse af indflydelse til landets borgere samt sikring af bæredygtige erhvervs- og fritidsmuligheder. Bevaring af Danmarks kulturarv og kulturminder bliver løftet, når befolkningen får reel indflydelse på det.
Forslaget kan give indtryk af, at forslagsstillerne klandrer de ca. 1.600 ansatte i Skov- og Naturstyrelsen for deres arbejdsindsats. Det er ikke hensigten, Fremskridtspartiet er opmærksomt på, at hver medarbejder har en job-/funktionsbeskrivelse og udfører det job, de er ansat til. Det er Folketinget, der har bevilget de 356,5 mio. kr., der tildeles statsvirksomheden Skov- og Naturstyrelsen i 1997. De opgaver og beslutninger, medarbejderne effektuerer, er resultatet af et politisk flertal.
Forslagsstillerne er blot overbeviste om, at opgaven kan udføres billigere og desuden bedre for borgere, naturen og dyrelivet, såfremt dette forslag gennemføres.
Ikke alle de 1.600 ansatte vil nødvendigvis blive overflødiggjorte. Nogle har mulighed for at få stillinger i kommunerne, andre, f.eks. skovfogder og skovarbejdere kan finde beskæftigelse i drift af statens nuværende skove ved selv at forpagte eller købe disse eller finde beskæftigelse hos dem, der forpagter disse, eller hos de private, som vil købe statens skovarealer. De resterende vil der være hårdt brug for i den private sektor, når vi engang skal til at afdrage danskernes foreløbig ca. 800 mia. kr. store gæld.
Hvis der ikke bliver flertal for forslaget, kan det overvejes at nedsætte et udvalg til at konsekvensanalysere en nedlæggelse af Skov- og Naturstyrelsen.
Skriftlig fremsættelse
Aage Brusgaard (FP):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om nedlæggelse af Skov- og Naturstyrelsen.
(Beslutningsforslag nr. B 118).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager beslutningsforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Skov- og Naturstyrelsen
Bilag 1
Besvarelse af spørgsmål S 3594 6/9 1996
Køb og salg af fast ejendom 1985-95 (hektar)
Opgørelsen er baseret på årsberetninger 1985-95
--------------------------------------------------------------------- Erhvervelser (hektar): Afståelser (hektar): --------------------------------------------------------------------- År Lov NF-lov2) Sand- Vest- An- I alt Salg Andet I alt 2301) lov2) flugt3) skov4) det5) --------------------------------------------------------------------- 1995 1250,7 1878,6 3129,3 131,5 4245,0 4376,5 1994 1564,5 77,8 1642,3 207,2 207,2 1993 1381,7 2,2 1383,9 396,1 396,1 1992 2239,3 893,1 3132,4 157,6 157,6 1991 1998,1 33,7 2031,8 66,2 66,2 1990 1885,3 19,9 1,2 13,2 1919,6 131,3 131,3 1989 89,9 598,4 49,2 2,5 4483,3 5223,3 34,3 34,3 1988 508,5 21,6 2,2 157,9 690,2 31,7 31,7 1987 456,7 37,6 0,9 49,8 545,0 83,0 83,0 1986 493,2 48,0 3,4 1128,1 1672,7 25,0 25,0 1985 737,1 42,5 2,0 188,3 969,9 30,0 30,0 --------------------------------------------------------------------- I 2285,4 10918,0 218,8 12,2 8906,0 22340,4 1293,9 4245,0 5538,9 alt ---------------------------------------------------------------------
Kilde:
1) Lov 230:
Arealer erhvervet med hjemmel i lov 230 1972, »Lov om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål«. Loven er ophævet i 1989 og afløst af »Lov om Naturforvaltning«, jf. nedenfor.
2) NF-lov:
Arealer erhvervet med hjemmel i lov 339 1989 »Lov om Naturforvaltning«, fra 1/7-1992 afløst af kapitel 8 i lov 9 1992 »Lov om Naturbeskyttelse«.
3) Sandflugt:
Arealer erhvervet med hjemmel i Lov om Sandflugtens bekæmpelse jf. lovbekendtgørelse nr. 168 af 28/4 1982. Loven er ophævet i 1992 og afløst af ovennævnte »Lov om Naturbeskyttelse.«
4) Vestskov:
Erhvervet med hjemmel i de i perioden 1967 til 1992 afsatte bevillinger på de årlige finanslove til etablering af Vestskoven. Fra 1992 er Vestskovserhvervelserne finansieret af de under § 23.52 Naturforvaltning m.v. på finansloven afsatte midler.
5) Andet
I denne kolonne er anført en række andre arealtilgange som falder uden for ovennævnte hovedkategorier. I perioden omfatter gruppen bl.a.:
- Gave fra A.P. Møller i 1986, Ll. Lyngby Hede i alt 1128,1 ha.
- Ressortomlægning i 1988, overførsel af 127,5 ha fra Nationalmuseet.
- Ressortomlægning i 1989, overførsel af 4372,0 ha Vildtreservater fra Landbrugsministeriet.
- Ressortomlægning i 1992, overførsel af Kalø Gods fra Landbrugsministeriet i alt 890,6 ha.
- Statens køb af Bidstrup skovdistrikt i 1995 fra Københavns Kommune i alt 1257,9 ha i henhold til Akt 33 8/11 95.
- Overtagelse af 330,0 ha naturarealer på Vestamager fra Samejet om Vestamager mellem Staten og Københavns Kommune i henhold til Akt 245 5/4 95.
- Magelæg med Vestsjællands amt i 1995 i henhold til Akt 114 7/12 94 i alt 258,6 ha.
- Nymatrikulering af en række nyopdukkede øer på søterritoriet i alt 33,6 ha i perioden.
- Overtaget i medfør af fredningskendelser fra Overfredningsnævnet/Naturklagenævnet, i alt 200,6 ha i perioden.
- En række andre mindre arealtilgange, hvortil der ved aktstykke eller anden bevilling er opnået tilslutning til erhvervelse, i alt 103,0 ha.
Som det fremgår af skemaet, har Skov- og Naturstyrelsen fra 1985 til 1995 købt 8906,0 hektar og kun solgt 5538,9 hektar fra, således at styrelsen i dag råder over 183.777 hektar.
Skov- og Naturstyrelsen
Bilag 2
Besvarelse af spørgsmål S 3594 (6/9-1996)
Til- og afgange i boligmassen 1990-1995 (m2)
Opgørelsen er baseret på gennemgang af samtlige boligkøb og salg i perioden
--------------------------------------------------------------------- År Tilgang Afgang Nettotilgang --------------------------------------------------------------------- 1995 ....................... 6922 4181 2741 1994 ....................... 1581 3578 -1997 1993 ....................... 1558 5172 -3614 1992 ....................... 4250 3546 704 1991 ....................... 3925 3458 467 1990 ....................... 2821 2546 275 --------------------------------------------------------------------- I alt ...................... 21057 22481 -1424 ---------------------------------------------------------------------
NB! Af den ekstraordinært store tilgang i 1995 på 6922 (m2) relaterer de 2401 (m2) sig til overtagelsen af Bidstrup skovdistrikt, hvor 16 boliger medfulgte.
Som det fremgår af skemaet, har Skov- og Naturstyrelsen fra 1990 til 1995 købt 21057 (m2) boligareal, men i samme tidsrum frasolgt 22481 (m2) boligareal.
Bilag 3
Skov- og Naturstyrelsen
Besvarelse af spørgsmål S 3594 (6/9 1996)
Køb og salg af fast ejendom 1985-95 (udgifter og indtægter)
Opgørelsen er baseret på statsregnskaberne for finansårene 1985-95
--------------------------------------------------------------------- Erhvervelser (kr.): --------------------------------------------------------------------- År L 230 NF-lov Sandflugt --------------------------------------------------------------------- 1995 52.755.172 1994 60.208.988 1993 39.245.230 1992 63.628.020 1991 69.305.742 1990 587.392 62.601.522 274.000 1989 6.322.861 20.263.300 306.000 1988 32.083.237 300.000 1987 23.479.755 314.000 1986 31.116.267 205.130 1985 24.756.219 303.843 --------------------------------------------------------------------- I alt 118.345.731 368.007.974 1.702.973 --------------------------------------------------------------------- År Vestskov Andet I alt --------------------------------------------------------------------- 1995 87.894.159 140.649.331 1994 3.907.099 64.116.087 1993 45.000 39.290.230 1991 782.186 70.087.928 1990 1.912.609 65.375.523 1989 2.000.000 4.558.771 33.450.932 1988 1.100.000 12.835 33.496.072 1987 3.100.000 26.893.755 1986 2.800.000 48.900 34.170.297 1985 165.000 405.000 25.630.062 --------------------------------------------------------------------- I alt 7.977.609 100.753.950 596.788.237 --------------------------------------------------------------------- Afståelser (kr.): --------------------------------------------------------------------- År Statsvirksomheden NF-lov I alt --------------------------------------------------------------------- 1995 13.976.603 1.828.610 15.805.213 1994 18.724.638 5.259.598 23.984.236 1993 14.588.298 2.760.296 17.348.594 1992 6.402.738 2.934.323 9.337.061 1991 11.252.098 1.602.683 12.854.781 1990 36.099.877 36.099.877 1989 9.550.420 9.550.420 1988 3.602.092 3.602.092 1987 4.081.359 4.081.359 1986 3.194.151 3.194.151 1985 4.641.113 4.641.113 --------------------------------------------------------------------- I alt 126.113.387 14.385.510 140.498.897 ---------------------------------------------------------------------
Som det fremgår af skemaet, har Skov- og Naturstyrelsen fra 1985 til 1995 købt fast ejendom for 596.788.237 kr. og i samme tidsrum kun solgt for 140.498.897 kr.
Bilag 4
Finansårene 1989-1995. Hovedtal i mio. kr. for nettostyret virksomhed fordelt på hovedformål
--------------------------------------------------------------------- Løbende priser ---------------------------------------- 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 --------------------------------------------------------------------- Udgifter 1. Skov- og arealdrift ... 306,8 323,7 370,6 383,2 349,1 387,2 520,5 2. Skovlovadministration . 18,0 29,1 30,6 31,1 25,7 25,2 31,2 3. Jagt- og vildt- forvaltning ........... 27,2 25,5 28,6 34,9 51,7 4. Naturbeskyttelse ...... 77,1 64,7 76,3 94,7 86,1 97,5 90,3 5. Friluftsliv ........... 48,6 56,4 59,8 63,8 52,3 72,4 78,6 6. Kulturhistorie ........ 16,5 17,6 18,3 22,5 23,6 26,7 23,7 7. Hav- og råstofområder . 14,5 14,2 11,1 11,9 13,1 9,3 8,1 8. Naturforvaltning m.v. . 9,4 9,4 10,3 11,2 13,4 13,9 13,6 9. By- og bygningsområder 26,8 25,6 23,1 10. Hjælpefunktioner ...... 36,4 37,2 38,2 37,2 42,2 43,7 51,5 11. Generel ledelse og adm. 26,6 29,8 34,7 35,8 36,0 43,8 41,9 --------------------------------------------------------------------- Indtægter 1. Skov- og arealdrift .. Træ og flis .......... 187,10 187,1 159,9 164,0 133,4 162,4 163,8 Juletræer og pyntegrønt 20,60 24,8 29,5 28,2 34,0 31,8 28,6 Frø og planter ....... 14,70 27,5 24,3 23,3 25,1 25,8 14,0 Lejeindtægter ........ 56,10 60,6 67,9 69,6 79,4 77,4 69,8 I alt skov- og arealdrift ........... 278,5 300,0 281,6 285,1 271,9 297,4 276,2 3. Jagt- og vildtforvaltning Jagttegnsafgifter .... 39,1 63,8 66,2 5. Friluftsliv A/S Dyrehavsbakken ... 15,90 21,9 18,2 19,2 17,8 18,7 19,4 12. Øvrige indtægter (excl. forrentning og afskrivning) ......... 57,60 49,0 49,9 87,4 59,6 56,3 83,0 --------------------------------------------------------------------- Bruttoudgifter ........... 553,9 582,1 677,1 716,9 696,9 780,2 934,2 Bruttoindtægter i alt .... 352,0 370,9 349,7 391,7 388,4 436,2 444,8 --------------------------------------------------------------------- Nettotal i alt (excl. afskr. og forr.: 94,3 mio.) .... -201,9-211,2-327,4-325,2-308,5-344,0-489,4 ---------------------------------------------------------------------
Kilde: Årsberetningen 1995, Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1996.