Gelex

1996 BSF 127 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM REGELFORENKLING OG REDUKTION AF ADMINISTRATIVE BYRDER

GældendeVersion 1997-04-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19961BA00127@1997-04-22/da

Indhold
  1. Indledning

Med henblik på at nedbringe og forenkle regelmængden samt lette de

administrative byrder for virksomhederne pålægges regeringen at tage

de nødvendige initiativer for at sikre,

- at de regler, indberetninger og indbetalinger, som enten er overflødige, eller som begrænser virksomhederne og borgerne unødigt i hverdagen, afskaffes,

- at nye lovforslag og andre forslag gennemarbejdes grundigt med henblik på at klarlægge de administrative konsekvenser for erhvervsliv og borgere, herunder også de økonomiske og administrative konsekvenser af den efterfølgende regeludstedelse, inden forelæggelse for Folketinget,

- at love og andre regler formuleres i et forståeligt sprog,

- at love og andre regler gøres tilgængelige for virksomheder og borgere på en sådan måde, at man lettest muligt kan orientere sig og skabe sig et overblik over, hvilke regler man er underlagt,

- at erhvervslivet og borgerne får den nødvendige tid til at forberede sig på nye regler,

- at nye lovforslag forelægges Folketinget i så god tid, at der er den fornødne tid forinden 1. behandling af lovforslagene til at høre borgere og relevante interesseorganisationer med henblik på at sikre kvaliteten i lovgivningen,

- at nye lovforslag indeholder en udtømmende liste over eventuelle bemyndigelser til den pågældende minister samt en redegørelse for, hvordan sådanne bemyndigelser vil blive brugt, og

- at samtlige offentlige instanser forpligtes til løbende at oplyse om sagsbehandlingstider og ventetider over for borgere og virksomheder.

Bemærkninger til forslaget Under henvisning til bl.a. den af regeringen udarbejdede rapport »Kortlægning af danske virksomheders indberetninger og indbetalinger til det offentlige« (Erhvervsministeriet, december 1996) må det stå klart, at der påhviler Folketinget et stort ansvar for, at reglerne forenkles og de administrative byrder lettes. Det fremgår af rapporten, at virksomhederne belastes med ca. 4.000 indberetninger om året, hvilket svarer til en årlig udgift på mindst 22 mia. kr.

Venstre og Det Konservative Folkeparti har ved flere lejligheder påpeget behovet for regelforenkling og lettelse af de administrative byrder. Uanset at regeringen er blevet tvunget til adskillige indrømmelser på området, må det konstateres, at udviklingen samlet set er gået i den modsatte retning. I dag har vi således mere end 18.000 love, bekendtgørelser og cirkulærer, og hvert år kommer der 250-300 nye love, som nødvendiggør udstedelse af endnu flere bekendtgørelser, cirkulærer m.v. Alene de nye love, som blev gennemført i folketingsåret 1995-96, har medført, at virksomhedernes omkostninger er steget med 400 mio. kr.

Statsministeren har ved adskillige lejligheder, herunder i åbningstaler i Folketinget, fremhævet behovet for regelforenkling og afbureaukratisering. Det samme har skiftende erhvervsministre. Dette har dog ikke ført til effektive handlinger.

Det er på høje tid, at Folketinget tager denne sag og de afledede effekter heraf alvorligt. Konkurrenceevnen, som er faldet 6 pct., siden den nuværende regering tiltrådte i 1992, forringes, hver gang de administrative byrder forøges. I gennemsnit bruger virksomhederne i dag en fuldtidsmedarbejder til administration for hver 5 ansatte. Hertil kommer, at de administrative byrder reducerer lysten til overhovedet at starte selvstændig virksomhed. Danmark er i dag det land i Europa, hvor færrest starter egen virksomhed.

Også borgerne oplever begrænsninger i handlefriheden. Hver dag er der folk, som må give op over for systemet og bureaukratiet. Derfor skal den statslige styring og regulering fjernes de steder, hvor den er overflødig, og i øvrigt tilrettelægges under behørig hensyntagen til borgernes behov for handlefrihed.

Inspireret af bl.a. regeringens egen rapport om »Kortlægning af danske virksomheders indberetninger og indbetalinger til det offentlige« foreslås iværksat tiltag, der fører til effektiv regelforenkling og afbureaukratisering, først og fremmest inden for følgende ressortområder:

1. Skatteministeriet,

2. Erhvervsministeriet,

3. Arbejdsministeriet,

4. Økonomiministeriet,

5. Miljø- og Energiministeriet og

6. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Disse seks ministerier har tilsammen ansvaret for 90 pct. af den samlede administrative belastning af erhvervslivet.

Skriftlig fremsættelse

Pernille Sams (KF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om regelforenkling og reduktion af administrative byrder.

(Beslutningsforslag nr. B 127).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 1997-04-22