Gelex

1996 BSF 128 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DEMOKRATISKE OG SAMFUNDSMÆSSIGT BÆREDYGTIGE PENSIONSINVESTERINGER

GældendeVersion 1997-04-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19961BA00128@1997-04-23/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der skal

træde i kraft senest den 1. juli 1999, ud fra følgende principper:

1. Medlemsdemokrati:

Lov om tilsyn med firmapensionskasser samt lov om forsikringsvirksomhed ændres, så der stilles krav om, at formanden for bestyrelsen og mindst halvdelen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges af og blandt medlemmerne ved direkte valg. For pensionsordninger, der udspringer af kollektive overenskomster, men er organiseret på anden vis, f.eks. som livsforsikringsselskaber, skal der fremlægges forslag, der sikrer medlemmerne (pensionsopsparerne) en tilsvarende indflydelse.

2. Samfundsmæssig ansvarlighed og bæredygtighed:

Pensionsordningernes midler skal forvaltes, så de bliver til størst mulig gavn for lønmodtagerne. Det betyder, at pensionsordningerne skal forvalte deres midler, således at de inden for rammerne af en social, økonomisk og økologisk bæredygtig udvikling bliver til størst mulig gavn for pensionsordningen. Det indebærer blandt andet, at en del af midlerne placeres risikovilligt på kapitalmarkedet til gavn for dansk produktion og beskæftigelse og en økologisk bæredygtig udvikling. Senest 6 måneder efter, at valg til det besluttende organ er foretaget, skal dette vedtage skriftlige og offentligt tilgængelige retningslinjer for den overordnede placeringspolitik for pensionsordningerne med vurdering af, hvorledes disse retningslinjer bidrager til en bæredygtig samfundsudvikling. Disse retningslinjer skal sammen med eventuelle mindretalssynspunkter udsendes til alle medlemmer.

3. Mulighed for investeringspuljer:

Der udarbejdes modeller for mulige investeringspuljer, jf. »Demokrati og åbenhed om pensionsinstitutternes investeringsbeslutninger«, Betænkning nr. 1306, Økonomiministeriet, 1995, som pensionsordningerne kan vælge at bruge - eller lade være - så medlemmerne gruppevis kan foretage særlige nærmere fastlagte investeringer inden for pensionsordningens rammer.

4. Større investeringsfrihed:

Der skal være større frihed til at investere, hvilket bl.a. betyder, at den nuværende 40 pct.s grænse for aktiebesiddelse ophæves, ligesom begrænsningerne for at kunne få bestemmende indflydelse også skal ophæves. Derudover bør en slækkelse af andre grænser for, hvad der må investeres i - og i hvilket omfang - overvejes.

Bemærkninger til forslaget

Spørgsmålet vedrørende pensionsinvesteringerne er ikke kun et spørgsmål om afkast. Det drejer sig også om, at pensionsinvesteringspolitikken skal være med til at sikre en bæredygtig samfundsudvikling, og at det sker som led i en demokratisk proces, hvor pensionsopsparerne har indflydelse på investeringspolitikken. Forslagsstillerne tror på, at en øget indflydelse til opsparerne øger deres ansvarlighed. Et højt og sikkert afkast er naturligvis også vigtigt, men bør ikke som i dag have forrang for hensynet til samfundsudvikling, bæredygtighed og demokrati.

Med indeværende forslag lægges op til ændringer på fire hovedpunkter:

1) en demokratisering, der sikrer pensionsopsparerne flertal i pensionskassernes bestyrelser og i de besluttende organer i andre typer af pensionsordninger,

2) en ændring af, efter hvilke overordnede kriterier der skal investeres, således at der lægges vægt på en samfundsmæssig bæredygtighed i stedet for ensidig fokusering på størst mulig forrentning,

3) indførelse af muligheden for investeringspuljer, som opsparerne gruppevis kan benytte sig af,

4) en række udvidelser af mulighederne for at investere ud fra samfundsmæssige bæredygtighedskriterier.

Beslutningsforslaget er ikke begrænset til pensionskasser i lovens forstand. Det vedrører også pensionsordninger, der udspringer af kollektive overenskomster, men er organiseret f.eks. som livsforsikringsselskaber. Flere og flere pensionsordninger er organiseret på denne måde, og det må antages, at den traditionelle pensionskasse er en uddøende race. Det er der især skattemæssige grunde til. Men det ændrer selvfølgelig ikke på behovet for demokrati og samfundsmæssigt bæredygtige pensionsinvesteringer. I det følgende anvendes betegnelsen »pensionsordninger« som en samlende betegnelse for pensionskasser og disse nye organisationsformer.

Beslutningsforslaget lægger op til betydelige ændringer af gældende lovgivning. På mange punkter giver forslaget videre rammer for pensionsordningernes virke og dermed aftalefriheden. Men forslaget vil også nødvendiggøre ændringer i nogle af de aftaler, som parterne på arbejdsmarkedet har indgået, fordi de nøje har fulgt eksisterende lovgivning, blandt andet med hensyn til »størst mulig forrentning« og bestyrelsens sammensætning, valgmetode etc. Samlet er der dog klart tale om, at der bliver videre rammer for pensionskassernes virke.

Eftersom beslutningsforslaget griber ind i forhold til aftaler, der er indgået, foreslås det, at ikrafttrædelsestidspunktet for lovændringerne bliver 1. juli 1999. Derudover kan der eventuelt blive tale om visse overgangsordninger.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1

Medlemsdemokrati:

Forslaget sikrer umiddelbart medlemsdemokrati i egentlige pensionskasser. For det første sikres, at medlemmerne vælger flertallet af bestyrelsesmedlemmerne, hvor nugældende lovgivning kun sikrer, at flertallet minus en er medlemsvalgt, en lille, men meget væsentlig forskel. For det andet sikres, at bestyrelsens overvejelser vedrørende principperne for investeringspolitikken ledes af en medlemsvalgt formand. For det tredje sikres, at valget af bestyrelsen sker direkte, således at det enkelte medlem faktisk får stemmeret. Det vil ud over at styrke demokratiet også øge opmærksomheden omkring bestyrelsens arbejde.

For livforsikringsselskaber, der udspringer af pensionsordninger, der er aftalt i kollektive overenskomster og er aktieselskaber, kan der ikke stilles samme krav til selve livsforsikringsselskabets bestyrelse (fordi denne vælges af aktieselskabets generalforsamling, dvs. aktionærerne). Indflydelsen må her ske gennem den aktiepost, som den eller de berørte fagforeninger besidder.

Der skal stilles krav om, at der nedsættes et besluttende råd - eller et organ af en anden benævnelse - der udøver den indflydelse, aktieposten giver, og hvortil formand og halvdelen af rådsmedlemmerne i øvrigt vælges af og blandt de medlemmer, der har opsparing i livsforsikringsselskabet. Det må i forlængelse heraf så vidt muligt sikres, at den pågældende aktiepost er en majoritetspost - f.eks. ved, at muligheden for at købe arbejdsgivermodparten ud aktiveres.

Det vil endvidere være naturligt, at flest muligt af bestyrelsesmedlemmerne, herunder formanden i livsforsikringsselskabet, vælges blandt de direkte valgte medlemsrepræsentanter i det besluttende råd. Dette vil yderligere styrke medlemsindflydelsen.

Forslagsstillerne er dog villige til at overveje andre modeller, som regeringen måtte lægge frem, hvis disse på samme vis sikrer medlemmernes demokratiske indflydelse. I det omfang der findes eller kan forventes at opstå endnu andre organisationsformer, bør forslaget også tage højde herfor.

Ad 2

Samfundsmæssig ansvarlighed og bæredygtighed

Produktionen i fremtidens samfund bestemmes blandt andet af nutidens pensionsinvesteringer. Social, økonomisk og økologisk bæredygtighed forudsætter, at produktionen i fremtidens samfund giver mulighed for at omsætte pensionsopsparingen til forbrug i den forventede takt på en miljømæssigt forsvarlig måde, og uden at det i øvrigt balaster samfundsøkonomien på en måde, som nødvendiggør uønskede økonomiske og politiske indgreb og kursændringer.

Dette sikres ikke af kravet om, at pensionsordningerne skal investere efter størst mulig forrentning. Derfor betyder dette krav heller ikke, at pensionsopsparernes interesser varetages bedst muligt. Sagt på en anden måde er den samfundsmæssige hensigtsmæssighed ikke identisk med maksimalt afkast. Der kan f.eks. være hensyn til miljøet, der afgørende taler imod investeringer uanset disses rentabilitet. Der kan f.eks. være sociale hensyn, der afgørende taler for investeringer, der ikke økonomisk set er fuldt rentable. Samfundet burde være tilfreds, når pensionsordninger tager sådanne hensyn. Men dette er ikke reaktionen ud fra gældende lovgivning og bestemmelser, idet sådanne pensionsordninger kan risikere irettesættelser, fordi de ikke går efter det størst mulige afkast. Dette er ikke hverken rimeligt eller fornuftigt.

Derfor bør eksisterende lovgivning erstattes med en lovgivning, hvor samfundsmæssig bæredygtighed bliver den overordnede målsætning. Pensionsopsparerne har selvfølgelig også en interesse i afkastet, og det skal sikres gennem en målsætning om, at investeringerne samlet set skal give et rimeligt afkast.

Uden disse ændringer i målsætningen forsvinder ikke blot bæredygtigheden, men paradoksalt også den sikkerhed for fremtidigt forbrug hos pensionsopsparerne, som bruges som begrundelse for det nuværende krav om størst muligt afkast. Investeringer i virksomheder, der ikke er miljømæssigt forsvarlige eller ikke har et godt arbejdsmiljø, kan medføre betydelige samfundsmæssige udgifter, når pensionsopsparerne skal have udbetalt deres pension.

En yderligere grund til de foreslåede ændringer er, at det faktisk ikke er muligt at beregne en optimal »forrentning« af pensionsopsparernes investeringer, og slet ikke, når det gælder langsigtede investeringer. Den optimale forrentning rummer både et kvalitativt bæredygtighedsaspekt og et kvantitativt økonomisk gevinstaspekt, og begge dele afhænger af skøn, vurderinger og holdninger. Derfor bør forestillingen om den iskolde, rationelle kalkule droppes, og det bør erkendes, at det drejer sig om, at investeringerne skal både bære og betale sig.

For at sikre, at det besluttende organ i pensionsordningerne gør sig de fornødne overvejelser, og at medlemmerne får kendskab til og dermed mulighed for at tage stilling til skøn, vurderinger og holdninger hos bestyrelsen og dens medlemmer, foreslås det, at en bestyrelse senest 6 måneder efter, at den er valgt, skal lave retningslinjer for investeringer, der relaterer sig til i hvert fald den samfundsmæssige bæredygtighed. Disse sendes til alle medlemmer af pensionsordningen.

Ad 3

Mulighed for investeringspuljer

Forslaget om, at der skal laves modeller for investeringspuljer skal ses i sammenhæng med, at medlemmerne også på denne måde kan få større indflydelse. Med forslaget lægges der kun op til, at der skal udarbejdes modeller, som pensionsordningerne kan beslutte sig for at benytte sig af eller lade være.

Ad 4

Større investeringsfrihed

Udvidelse af pensionsordningernes mulighed for at investere er også et led i demokratiseringen og ansvarliggørelsen. Forslagsstillerne tror på, at man kommer langt gennem tillid til demokrati og fornuft frem for kontrol og umyndiggørelse.

Skriftlig fremsættelse

Aage Frandsen (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om demokratiske og samfundsmæssigt bæredygtige pensionsinvesteringer.

(Beslutningsforslag nr. B 128).

Indflydelse, ansvarlighed og bæredygtighed er de helt centrale begreber i SF's forslag om demokratiske og samfundsmæssigt bæredygtige pensionsinvesteringer. Spørgsmålet om pensionskassernes investeringer er ikke kun et spørgsmål om, hvordan pensionsopsparerne kan få et afkast af opsparingen. Det drejer sig også om, hvordan pensionskasserne kan bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling. I den forbindelse er det afgørende, at det er medlemmerne, der på demokratisk vis kan øve indflydelse på investeringspolitikken. Øget indflydelse vil efter SF's opfattelse bidrage til øget anvarlighed hos medlemmerne. Indflydelse og ansvarlighed følges ad.

SF foreslår, at medlemmerne i de egentlige pensionskasser får øget indflydelse ved, at flertallet af bestyrelsesmedlemmerne vælges direkte af medlemmerne, og ved, at bestyrelsen har en medlemsvalgt formand. Denne øgede medlemsindflydelse må også forventes at øge medlemmernes interesse for og engagement i pensionskassernes forhold. For andre kollektive pensionsordninger skal der findes andre løsninger, som sikrer demokratiet.

En større ansvarlighed er ikke kun et resultat af, at medlemmerne får øget indflydelse. Der lægges også op til en større ansvarlighed ved, at investeringerne ikke kun skal foretages ud fra størst mulig forrentning, men ud fra en social, økonomisk og økologisk bæredygtighed.

Naturligvis skal der tages hensyn til økonomisk afkast. Men der kan være miljømæssige hensyn og sociale hensyn, der taler imod investeringer, der ellers ser ud til at være økonomisk fuldt rentable. Samfundet burde være begejstret, når pensionskasser tager sådanne miljømæssige og sociale hensyn. Men dette er ikke tilfældet. Tværtimod kan det resultere i irettesættelse, fordi man ikke går efter det størst mulige afkast.

Derfor bør eksisterende lovgivning erstattes med en lovgivning, hvor samfundsmæssig bæredygtighed bliver den overordnede målsætning, hvilket reelt også er forudsætningen for fremtidigt forbrug hos pensionsopsparerne. Investeringer i virksomheder, der ikke er miljømæssigt forsvarlige eller ikke har et godt arbejdsmiljø, kan medføre betydelige samfundsmæssige udgifter, når pensionsopsparerne skal have udbetalt deres pension.

En yderligere grund til ændringen er, at man faktisk ikke kan beregne en optimal »forrentning« af pensionsopsparernes investeringer, og slet ikke når det gælder langsigtede investeringer.

Forslaget om, at der skal laves modeller for investeringspuljer skal ses i sammenhæng med, at medlemmerne også på denne måde kan få større indflydelse. Det skal være en mulighed, som pensionskasserne kan benytte sig af eller lade være. Det er med andre ord helt op til medlemsdemokratiet inden for pensionskassen, om man er interesseret heri. Men muligheden for, at pensionskassen kan benytte sig heraf, skal være der.

Dette beslutningsforslag skal ses i sammenhæng med de to samtidig fremsatte lovforslag om henholdsvis ATP og LD (L 241 og L 242).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 1997-04-23