Gelex

1996 BSF 139 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ETABLERING AF MULIGHED FOR TOPIDRÆTSFOLK TIL AT INDTRÆDE I VIRKSOMHEDSSKATTEORDNINGEN

GældendeVersion 1997-04-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19961BA00139@1997-04-30/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om

ændring af reglerne for virksomhedsskatteordningen, således at

eliteidrætsfolk fra 1. august 1997 sikres mulighed for at kunne

indtræde i ordningen.

Bemærkninger til forslaget

Indledning

Den nu ophævede præmiekontoordning for eliteidrætsfolk har fungeret siden 1986. Ordningen har fungeret således, at idrætsudøverne indsatte deres præmiebeløb, sponsorbidrag m.v. på en konto i deres specialforbund. Idrætsudøverne kunne så efterfølgende i forbindelse med udgifter ved udøvelsen af deres idræt mod aflevering af bilag hæve på kontoen i specialforbundet. Præmiekontoordningen har fungeret som et kontrolleret og lukket pengekredsløb, som blev administreret af den pågældende idrætsudøver og dennes specialforbund. Derudover kan det nævnes, at skattemyndighederne løbende har haft en mulighed for at forlange dokumentation og regnskab for, hvorledes den enkelte præmiekontoordning har været administreret, herunder om, hvilke ind- og udbetalinger der har været i en periode.

Formålet med præmiekontoordningen var at sikre, at eliteidrætsfolk havde en mulighed for at foretage en skattemæssig udligning, således at gode og dårlige år - når der ses på præmieindtjeningen m.v. - skattemæssigt kunne ses samlet over en længere periode. Dette betød, at idrætsudøvere i de gode år, for eksempel et OL-år med gode sponsormuligheder med deraf følgende overskud på præmiekontoen, havde en mulighed for at foretage en opsparing til eventuelt efterfølgende mindre gode år uden skattemæssige konsekvenser.

Præmiekontoordningen har som nævnt fungeret siden 1986, og der kan ikke herske tvivl om, at Danmarks eliteidrætsudøvere har haft stor glæde af ordningen. Den har på en enkel og fornuftig måde været med til at give eliteidrætsudøvere bare nogenlunde rimelige økonomiske rammer i forbindelse med udøvelsen af deres idræt. Forslagsstillerne finder det derfor uanset begrundelsen herfor ikke acceptabelt, at ordningen nu er ophævet endeligt fra 1. januar 1997. Det foreslås derfor, at der etableres en mulighed for, at eliteidrætsfolk kan indtræde i virksomhedsordningen. Dette vil betyde, at de fremover i skatteteknisk forstand vil blive opfattet som »små virksomheder«. Derved sikres de adgang til ligesom efter den tidligere præmiekontoordning at foretage en skattemæssig udligning mellem gode og dårlige idrætsår.

Ophævelsen af præmiekontoordningen

Ophævelsen af præmiekontoordningen betyder i praksis, at den enkelte idrætsudøver fremover bliver almindelig skattepligtig af sine præmieindtægter m.v. Omvendt får idrætsudøveren adgang til at fradrage de udgifter, der har været i forbindelse med erhvervelse af præmieindtægter m.v.

Skattemyndighederne har med henvisning til denne fradragsret givet udtryk for, at der praktisk talt ikke med ophævelsen af præmiekontoordningen vil komme til at ske økonomiske forringelser for idrætsudøverne. Dette er af flere grunde ikke korrekt.

For det første bliver det nu de kommunale skatteforvaltninger landet over, der skal afgøre, om en idrætsudøvers udgifter er fradragsberettigede eller ej. Dette vil med stor sandsynlighed indebære en uensartet behandling af de aktive. Denne risiko forstærkes af, at der ikke er megen hjælp at hente i Told- og Skattestyrelsens ligningsvejledning til skattemyndighederne, samt at der som følge af præmiekontoordningen ikke er meget praksis på området.

For det andet vil idrætsudøvernes aktivitet fremover efter praksis i Landsskatteretten skulle behandles på samme måde som hobbyvirksomhed. Dette betyder i praksis, at idrætsudøvere skal opgøres deres indtægter årligt efter det såkaldte nettoprincip. Idrætsudøverne vil således være afskåret fra at foretage den tidligere omtalte økonomiske udligning mellem gode og dårlige idrætsår med deraf følgende forøget skattebetaling. I de år, hvor idrætsudøveren har overskud på sine præmieindtægter m.v., skal der nemlig ske en beskatning af dette overskud, hvorimod der i de år, hvor der er underskud, hverken vil kunne ske en modregning af dette i anden skattepligtig indkomst eller i det mindste en fremførsel til modregning i følgende års præmieindtægter.

Virksomhedsskatteordningen

Reglerne om virksomhedsskatteordningen findes i virksomhedsskatteloven. Efter disse regler er det en betingelse for at indtræde i ordningen, at den skattepligtige driver selvstændig erhvervsvirksomhed. Det er alene indtægterne fra virksomheden, som er omfattet af ordningen.

Anvendelse af virksomhedsordningen indebærer endvidere, at selvstændigt erhvervsdrivende med svingende indkomster får en mulighed for at udjævne beskatningen af de svingende indkomster over årene. Dette sker ved, at overskud, som spares op i virksomheden, kun beskattes med en foreløbig virksomhedsskat på p.t. 34 pct. Først når det opsparede overskud hæves til for eksempel privat forbrug, beskattes det som personlig indkomst. Derudover indebærer virksomhedsordningen bl.a., at renteudgifter vedrørende erhvervsmæssige lån opnår fuld skatteværdi, idet renteudgifter ligesom driftsudgifter m.v. fradrages ved opgørelsen af virksomhedens driftsresultat.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at såfremt disse principper overføres i forbindelse med etablering af en virksomhedsskatteordning for eliteidrætsfolk, vil det i praksis betyde, at de hensyn af økonomisk karakter, som lå bag den tidligere gældende præmiekontoordning langt hen ad vejen fortsat vil blive varetaget.

Virksomhedsordning for eliteidrætsudøvere

Den tidligere gældende præmiekontoordning har i realiteten fungeret som en slags virksomhedsskatteordning, hvor idrætsudøveren kun hævede beløb til betaling af nødvendige udgifter ved udøvelsen af idrætten og lod resten blive stående i virksomheden som den såkaldte præmiekonto. Ved ophør af idrætskarriere er et eventuelt overskud på præmiekontoen først på dette tidspunkt blevet beskattet.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at der bør indføres en virksomhedsordning for eliteidrætsudøverne.

Uden noget, som svarer til en virksomhedsordning for eliteidrætsudøvere, vil den nye praksis fra skatteministerens side betyde en klar økonomiske forringelse af eliteidrætsudøvernes økonomiske vilkår som en følge af, at skattebetalingen i de år, hvor den aktives idrætsregnskab udviser overskud, skal beskattes, samtidig med at idrætsudøveren selv skal finansiere de år, hvor der er underskud.

Forslagsstillerne er opmærksomme på, at den nuværende virksomhedsskatteordning ikke umiddelbart kan finde anvendelse for eliteidrætsudøverne, og at ikke alle elementer i virksomhedsordningen er lige relevante for eliteidrætsudøverne. Det forudsættes derfor, såfremt beslutningsforslaget vedtages, at skatteministeren snarest muligt fremsætter lovforslag, som etablerer, hvad der svarer til en virksomhedsskatteordning for eliteidrætsudøvere. Det er forslagsstillernes opfattelse, at ordningen bør have virkning allerede fra indkomståret 1997.

Skriftlig fremsættelse

Helge Sander (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af mulighed for topidrætsfolk til at indtræde i virksomhedsskatteordningen.

(Beslutningsforslag nr. B 139).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 1997-04-30