Gelex

1996 BSF 145 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN PLANLAGT OG KONSEKVENT UDFASNING AF BRUGEN AF PESTICIDER I DANMARK

GældendeVersion 1997-05-06
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19961BA00145@1997-05-06/da

Indhold
  1. Indledning

For at forhindre en fortsat forurening af grundvandet opfordrer

Folketinget regeringen til at fremlægge et forslag til en konsekvent

plan for udfasning af pesticidforbruget i Danmark over en kortere

årrække, højst 10 år. Planen skal ses som et element i evalueringen

af den eksisterende pesticidhandlingsplan.

Planen skal bygge på forsigtighedsprincippet og indeholde:

1. Et hurtigt og effektivt forbud mod anvendelsen af pesticider i private haver.

2. En udfasningsplan for alle statslige arealer samt for de arealer, der benyttes af statsligt kontrollerede selskaber.

3. En opstramning af forbudsproceduren og den eksisterende godkendelsesordning.

4. En øget og progressivt stigende anvendelse af afgifter på pesticider med virkning fra 1998.

5. Mulighed for, at amter og kommuner kan pålægge dyrkningsrestriktioner i form af forbud mod anvendelsen af pesticider og indskrækninger i gødningsanvendelsen i vandforsyningernes indvindingsoplande.

Bemærkninger til forslaget

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

En effektiv udfasningsplan for anvendelsen af pesticider i private haver kunne rettes mod markedsføringen af pesticider til private. Ved en hurtig revision og gennemgang af de eksisterende godkendelser kunne stadig flere midler over en kortere årrække blive forbudt markedsført til private. Arbejdet med at ændre godkendelser til forbud kunne kombineres med en progressivt stigende pesticidafgift, således at forbruget øjeblikkeligt falder markant.

Derudover kunne kommuner og amter sikres lovhjemmel til at pålægge dyrkningsbegrænsninger i vandforsyningernes indvindingsoplande ud fra de konsekvenser, Folketinget må drage af Drikkevandsudvalgets kommende betænkning.

Ad 2

I finanslovsforståelsen mellem regeringen, SF og Enhedslisten af 19. november 1996 blev det aftalt, at Skov- og Naturstyrelsens skovdrift skulle omlægges i økologisk retning. Målsætningen er et pesticid- og kunstgødningsfrit statsligt skovbrug. Ifølge denne aftale skal pesticidforbruget halveres i 1997. Udviklingen hen mod et fuldstændigt pesticid- og kunstgødningsfrit statsskovbrug vurderes med henblik på yderligere reduktion senest år 2000. Dog skal forbruget inden år 2005 være reduceret med mindst 2/3 i forhold til forbruget i 1995.

Ligesom for statsskovvæsenet udarbejder regeringen pesticidsafviklingsplaner for andre statsligt ejede arealer eller arealer kontrolleret af et helt eller delvist statsligt ejet selskab. DSB er f.eks. en af de store arealforvaltere, og det samme gælder kriminalforsorgen.

Ad 3

I øjeblikket pågår der en international evaluering af den danske forbudsprocedure. På baggrund af denne evaluering og Drikkevandsudvalgets betænkning kan der være behov for, at forbudsproceduren opstrammes, så fund af pesticider eller nedbrydningsprodukter fra pesticider i grund- og drikkevand under produktionsforhold, der ligner de danske, automatisk betyder, at der påbegyndes en forbudsprocedure over for det mistænkte aktive stof. Endvidere, at pesticider, for hvilke der ikke er anvist en acceptabel og praktisk anvendelig målemetode til konstatering af, om de siver ned i grund- og drikkevandet, forbydes.

Ad 4

I lighed med regeringens oplæg til en produktorienteret miljøpolitik udarbejdes der en liste over de pesticider og aktive stoffer i pesticider, som der i særlig grad ønskes en hurtig reduktion af. Ud fra denne liste pålægges disse aktive stoffer en progressivt stigende pesticidafgift, startende med f.eks. en fordobling i 1998. Provenuet overføres til en vandfond.

Ad 5

Regeringen har bedt amterne om at opprioritere beskyttelsen af drikkevand og grundvand i bl.a. regionplanlægningen, og amterne er nu i gang med at udpege grundvandsbeskyttelsesområder, der skal indgå i de nye regionplaner.

For at sikre, at denne planlægning får betydning for beskyttelsen af grundvandet, skal amterne og kommunerne have hjemmel til at pålægge restriktioner over de arealer, hvor det nye grundvand dannes. En sådan hjemmel skal naturligvis afstemmes med de konsekvenser, Folketinget må drage af Drikkevandsudvalgets betænkning.

Skriftlig fremsættelse

Steen Gade (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en planlagt og konsekvent udfasning af brugen af pesticider i Danmark.

(Beslutningsforslag nr. B 145).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 1997-05-06