Gelex

1996 BSF 146 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM UDEBLIVELSESDOMME I STRAFFESAGER

GældendeVersion 1997-05-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19961BA00146@1997-05-07/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte de nødvendige

lovforslag og foretage nødvendige ændringer af bekendtgørelser og

øvrige administrative forskrifter med henblik på at udvide adgangen

til at afsige dom i straffesager, hvor tiltalte udebliver fra

retsmødet. Lovændringerne skal indeholde følgende elementer:

1. Den nuværende grænse på 30 dages fængsel i retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, udvides til 3 måneders fængsel.

2. Udeblivelse skal kunne anses som vedgåelse af det påsigtede forhold.

3. Adgangen til dokumentation af den tiltaltes tidligere forklaringer til politirapport skal udvides, således at disse oplysninger skal kunne danne grundlag for sagens afgørelse.

4. Kravet om obligatorisk forsvarerbeskikkelse fjernes.

5. Der skal ikke være nogen begrænsning i, hvilken type sager der kan afsiges udeblivelsesdom i.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Ved lov nr. 369 af 18. maj 1994 ændredes visse bestemmelser i straffeloven og retsplejeloven med den hensigt at gøre domstolenes sagsbehandling hurtigere og lettere, herunder reducere berammelsestiderne. Lovforslaget, der lå til grund for disse ændringer, var L 231, folketingsåret 1993-94 (Folketingets forhandlinger side 8545, 9352, 10401, 10884, till. A 8021, till. B 1185 og till. C 1005).

Et af elementerne i lovændringen var en udvidelse af adgangen til at afsige udeblivelsesdomme i straffesager, således at domme op til 30 dages fængsel kunne afsiges, selv om tiltalte udeblev fra retsmødet.

Problemet med tiltalte, der udebliver fra retsmøderne, er, at dommeren, anklageren, forsvareren, vidnerne og domsmændene har sat tid af til retsmødet, som så må aflyses. Samtidig skal alle involverede finde en ny dato, hvor alle kan deltage, hvilket får indflydelse på alle andre sager.

Tiden, der skulle have været brugt til retsmødet, er spildt, og det er stort set ikke muligt for de involverede at bruge tiden på andet.

Disse retsmøder, som alligevel ikke bliver til noget, er med til at forlænge ventetiderne ved domstolene, ventetider, der i forvejen er alt for lange.

Skiftende regeringer har gjort mange forsøg på at nedbringe ventetiderne ved domstolene, men uden det store held. Der er bevilget masser af ekstra millioner, der er ansat flere dommere, der er indført rejsedommerordninger og andre opstramninger, men det har kun haft svag effekt.

Når tiltalte kender tid og sted for retsmødet, er det hans/hendes eget problem, hvis han/hun ikke ønsker at give fremmøde. Det er ikke rimeligt, at hele retsvæsenet skal finde sig i den mangel på respekt for domstolene, der ligger i, at tiltalte ikke møder op.

I januar 1996 oplyste justitsministeren i et svar til Retsudvalget, jf. alm. del bilag 395, folketingsåret 1995-96, at han ville lade Rigsadvokaten se på ordningen i endnu et år, før der kunne blive tale om justeringer.

Nu har ordningen fungeret i to et halvt år, og Rigsadvokaten har den 15. april 1997 udtalt, at der er behov for en udvidelse af ordningen, hvis den skal have den ønskede effekt.

Rigsadvokaten foreslår på linje med Fremskridtspartiets udtalelser under behandlingen af L 231, at ordningen udvides til at gælde sager, hvor der er tale om ubetinget frihedsstraf i op til 3 måneder.

Forslagsstillerne er helt enige med Rigsadvokaten og mener, at Folketinget hurtigst muligt skal bakke op om Rigsadvokatens forslag.

Desuden er det forslagsstillernes opfattelse, at yderligere ændringer af betingelserne for at kunne afsige udeblivelsesdom vil være hensigtsmæssige.

De foreslåede ændringer og deres retssikkerhedsmæssige betydning for tiltalte skal ses i sammenhæng med tiltaltes adgang til at få genoptaget en straffesag, der er afgjort ved udeblivelsesdom. Denne adgang er fastsat i retsplejelovens § 987 og indebærer, at tiltalte kan begære straffesagen genoptaget, hvis han godtgør at have haft lovligt forfald, eller at stævningen ikke er kommet til hans kundskab. Denne adgang til genoptagelse ønsker Fremskridtspartiet ikke ændret.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Den gældende ordning med mulighed for idømmelse af op til 30 dages fængsel, selv om tiltalte ikke er til stede, har kun sjældent været anvendt, idet sager, hvor tiltalte ifølge flere politimestres og retspræsidentens udtalelser til pressen som regel alligevel giver fremmøde, hovedsageligt er færdselssager.

Hvis ordningen skal have effekt, skal den efter Fremskridtspartiets mening udvides til at gælde domme op til 3 måneders fængsel. Det vil sammen med de øvrige foreslåede ændringer forbedre mulighederne for, at også andre områder end færdselslovovertrædelser kan komme på tale.

Ad 2

Efter retsplejelovens § 934, stk. 1, kan retten i straffesager, der ikke kan føre til fængsel, hvis tiltalte udebliver uden oplyst lovligt forfald, og hvis der konkret ikke er tale om højere straf end bøde, afsige udeblivelsesdom. Her anses tiltaltes udeblivelse for en tilståelse. Dommeren kan dog afvise at afsige udeblivelsesdom, f.eks. hvis tiltalen er uklar. Stævningen skal endvidere indeholde oplysning om, at udeblivelse uden lovligt forfald kan bevirke, at tiltalte dømmes efter anklageskriftet, jf. retsplejelovens § 932, stk. 1.

Fremskridtspartiet mener, at udeblivelse i de sager, der vil kunne falde ind under § 847, stk. 3, nr. 4, på samme måde som i de små bødestraffesager, der afgøres efter § 934, stk. 1, skal kunne anses som en formodning for vedgåelse, også når der er tale om ubetinget frihedsstraf i 3 måneder eller derunder som foreslået ovenfor. Tiltaltes retssikkerhed er efter forslagsstillernes mening tilstrækkeligt tilgodeset ved de øvrige betingelser, der skal være opfyldt for, at udeblivelsesdom kan afsiges efter § 847, stk. 3, nr. 4.

Hvis den effektivisering, der var hele ideen bag lovændringen i 1994, skal slå igennem i praksis, mener Fremskridtspartiet, at det er bydende nødvendigt at indføre den foreslåede formodningsregel.

Ad 3

Fremskridtspartiet mener, at der bør fastsættes en særlig regel, der ved tiltaltes udeblivelse giver adgang til at dokumentere tiltaltes forklaring til politirapporten.

Hensynet til tiltaltes retssikkerhed er rigeligt tilgodeset, hvis han eller hun ved forkyndelsen orienteres om, at forklaringen til politirapporten vil blive læst op i tilfælde af udeblivelse. Derudover er retterne fra andre sager fuldt ud bekendt med, hvilken vægt en nedskreven forklaring i en politirapport kan tillægges som anført af Rigsadvokaten i dennes høringssvar til L 231.

Ad 4

For at retssagen kan fremmes til udeblivelsesdom efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, er det en betingelse, at der beskikkes en forsvarer for den tiltalte, jf. retsplejelovens § 731, stk. 1, litra i.

Bestemmelsen blev indført som en yderligere retssikkerhedsgaranti for den tiltalte, idet der i de færdselssager, som den udvidede mulighed for udeblivelsesdomme var tiltænkt, ikke automatisk beskikkes en forsvarer for den tiltalte og det selvsagt heller ikke er sikkert, at tiltalte har anmodet om at få beskikket en forsvarer.

Fremskridtspartiet mener ikke, at det er nødvendigt med obligatorisk forsvarerbeskikkelse.

For det første har tiltalte ved den personlige forkyndelse modtaget vejledning om, at han eller hun kan få beskikket en forsvarer. Hvis sigtede i forbindelse med afhøring ved politiet har begæret en forsvarer beskikket, gælder dette, også selv om sigtede ikke kommer til retsmødet.

For det andet kan retten i medfør af retsplejelovens § 732, stk. 1, vælge at beskikke en forsvarer, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt og sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer.

Ad 5

Selv om bestemmelserne om udeblivelsesdomme ved lovændringen i 1994 blev indsat som generelle bestemmelser i retsplejeloven, er det i bemærkningerne kraftigt antydet, at bestemmelserne kun skal finde anvendelse i færdselssager, først og fremmest i sager om spiritus- og promillekørsel og kørsel i frakendelsestiden, hvor straffen udmåles takstmæssigt.

Da det nu har vist sig, at anvendelsen af udeblivelsesdomme i den type sager ikke har medført nogen nævneværdig ressourcebesparelse hos domstolene, mest fordi tiltalte i denne type sager som regel møder op alligevel, mener Fremskridtspartiet, at begrænsningen til færdselssager skal fjernes, og at andre typer af lovovertrædelser skal kunne afgøres ved udeblivelsesdom.

Skriftlig fremsættelse

Tom Behnke (FP):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om udeblivelsesdomme i straffesager.

(Beslutningsforslag nr. B 146).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 1997-05-07