Gelex

1997 LSF 5 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNALE VALG(OPHÆVELSE AF VALGRET OG VALGBARHED FOR ANDRE UDLÆNDINGE END STATSBORGERE FRA NORDISKE LANDE OG EU-LANDE)

GældendeVersion 1997-10-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00005@1997-10-08/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om kommunale valg, jf. lovbekendtgørelse nr. 258 af 4. april 1997, som senest ændret ved lov nr. 232 af 2. april 1997, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1, affattes således:

»Valgret til kommunalbestyrelsen og amtsrådet har enhver, der på valgdagen er fyldt 18 år, har fast bopæl i kommunen henholdsvis amtskommunen, og som herudover enten

1) har dansk indfødsret,

2) er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union eller

3) er statsborger i Island eller Norge.«

2. § 1 a ophæves.

3. § 3 affattes således:

»§ 3. Valgbar til kommunalbestyrelsen og amtsrådet er enhver, der har valgret til kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet, og som senest 22 dage før valgdagen opfylder valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen, jf. dog § 4.«

4. § 3 a ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med de kommunale valg, der afholdes i 1997.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget ændrer betingelserne for valgbarhed ved og valgret til kommunale valg, idet valgbarhed og valgret for udlændinge, der ikke er statsborgere i et EU-land, Norge eller Island, ophæves.

Ved en lovændring i 1977 fik statsborgere fra de øvrige nordiske lande tillagt valgret og valgbarhed til de kommunale råd, jf. lov nr. 202 af 18. maj 1977 (se Folketingstidende 1976-77, forhandlingerne sp. 286, 1318, 3340, 3773, tillæg A sp. 671, tillæg B sp. 239 og tillæg C sp. 169), og ved en lovændring i 1981 har også andre personer, der ikke har dansk indfødsret, fået tillagt valgret og valgbarhed ved de kommunale valg, hvis de ud over at opfylde de almindelige betingelser for valgret til de kommunale råd har haft ophold i Danmark i de sidste 3 år forud for valget, jf. lov nr. 143 af 30. marts 1981 (se Folketingstidende 1980-81, forhandlingerne sp. 4040, 4941, 7489, 8423, tillæg A sp. 2501, tillæg B sp. 457, 515 og tillæg C sp. 417).

Ved en lovændring i foråret 1995 af den kommunale valglov gennemførtes Rådets direktiv nr. 94/80/EF (se EF-Tidende 1994 L 368, s. 38) om fastsættelse af de nærmere regler for valgret og valgbarhed ved kommunale valg for unionsborgere, der har bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere. Lovændringen betød bl.a., at der ikke længere gælder nogen karenstid for EU-borgere og nordiske statsborgere for opnåelse af valgbarhed. For statsborgere fra andre lande blev 3-års-reglen som den almindelige tidsmæssige betingelse opretholdt, men således at det tidsmæssige krav kan reduceres i tilfælde af gensidighed, dvs. at statsborgere fra andre lande, hvor derboende danske statsborgere kan opnå valgret og valgbarhed fra et tidligere tidspunkt, kan opnå valgret og valgbarhed i Danmark fra det tilsvarende tidligere tidspunkt. Der henvises til lov nr. 208 af 29. marts 1995, jf. lovforslag nr. L 150 (se Folketingstidende 1994-95, forhandlingerne side 2278, 2509, 3851 og 4068, tillæg A side 1871, tillæg B side 284 og tillæg C side 276.

Forslagsstillerne finder, at et af værktøjerne til at sikre den danske befolknings selvbestemmelsesret er at afskaffe valgret og valgbarhed for udlændinge, der ikke er statsborgere i et EU-land eller Norden. Forslagsstillerne har tidligere givet udtryk for ønsker om at ophæve reglerne om udlændinges valgret og valgbarhed. Med dette lovforslag banes vejen for, at danskerne kan genvinde noget af de senere års tabte suverænitet. Når EU-borgeres valgret og valgbarhed opretholdes, er det under hensyn til, at en ophævelse ville stride mod EU-retten. Og det er naturligt at opretholde samme regler for statsborgere fra Norge og Island som for statsborgere fra det øvrige Norden, der også er EU-borgere.

Der mangler i høj grad dokumentation og erfaring for, hvilke virkninger det kan have at overlade så vigtige politiske afgørelser, som udøvelse af valgret og valgbarhed er udtryk for, til andre end landets egne statsborgere.

I mange af landets kommuner hviler den politiske ledelse på et snævert politisk flertal. I disse kommuner er det realistisk at forvente, at grupper af udenlandske statsborgere, der ikke nødvendigvis har fælles målsætninger med deres danske bysbørn, kan organisere sig og opnå en uforholdsmæssig stor lokalpolitisk indflydelse og særlige fordele ved at virke som tungen på vægtskålen, når de politiske afgørelser skal træffes. I mange tilfælde er der endda tale om udenlandske vælgere, der har bevaret valgret og valgbarhed i deres eget land.

Herved vil det kunne forekomme, at et lille mindretal af ikkedanske statsborgere opnår uforholdsmæssig stor indflydelse ikke kun på valget af borgmester, ansættelse af kommunalt personale m.v., men generelt i alle kommunale anliggender. Dette kan vise sig at få betydning for det danske kommunale selvstyre. Det er bestemt ikke en ønskelig eller rimelig udvikling. Tværtimod, det er et farligt eksperiment med demokratiet.

Ved de kommunale valg den 16. november 1993 deltog et betydeligt antal udenlandske statsborgere for første gang i udpegningen af danske kommunalbestyrelser og amtsråd. I Københavns Kommune, i de øvrige storkøbenhavnske kommuner og andre steder i landet var koncentrationen af udlændinge så markant, at der var lavet særlige indvandrerlister med det erklærede formål at varetage udlændingenes interesser. Men også gennem de eksisterende politiske partier kunne ikkedanske statsborgere søge opstilling og opnå valg til de kommunale råd.

Det kan oplyses, at der allerede ved kommunalvalget i 1989 var 77.353 udenlandske vælgere, og der var mere end 99.000 personer uden dansk statsborgerskab, der havde valgret og valgbarhed ved kommunevalget den 16. november 1993.

Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 131 fra folketingsåret 1996-97 (se Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne s. 3514, 6239 og 6469, tillæg A s. 2939 og 2941 og tillæg B s. 666) og af lovforslag nr. L 49 fra folketingsåret 1995-96 (se Folketingstidende 1995-96, forhandlingerne s. 457, 900, 6373 og 6552, tillæg A s. 1555 og tillæg B s. 736). Det bygger i øvrigt på og skal ses i forlængelse af et senest i folketingsåret 1993-94 fremsat lovforslag (se L 72, Folketingstidende 1993-94, forhandlingerne sp. 1887, 4653, 6256 og 6589, tillæg A sp. 1223 og tillæg B sp. 531).

De tidligere fremsættelser har vist, at alle politiske partier bortset fra Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti har fastholdt kravet om, at udlændinge skal have valgret og valgbarhed til danske kommunalbestyrelser.

Udviklingen i antallet af udlændinge i Danmark giver dog forslagsstillerne forhåbning om, at der kan etableres flertal for forslaget.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til nr. 1 og 3

Ved den ændrede affattelse af den kommunale valglovs § 1, stk. 1, sikres det, at det ud over danske statsborgere alene er statsborgere fra EU-lande og Norge og Island, der har valgret og valgbarhed ved kommunale valg.

Til nr. 2 og 4

Den såkaldte gensidighedsregel, der kan give borgere fra andre lande end EU-landene og de nordiske lande stemmeret og valgbarhed ved kommunale valg, er efter Fremskridtspartiets og Dansk Folkepartis opfattelse direkte udansk, og den indebærer en urimelig udvidelse af antallet af stemmeberettigede/valgbare ved de kommunale valg i Danmark.

Fjernelsen af reglen skal også ses som en konsekvens af nr. 1 og 3.

Skriftlig fremsættelse

Aage Brusgaard (FP):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig hermed at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om kommunale valg. (Ophævelse af valgret og valgbarhed for andre udlændinge end statsborgere fra nordiske lande og EU-lande).

(Lovforslag nr. L 5).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om kommunale valg, jf. lovbekendtgørelse nr. 258 af 4. april 1997, som senest ændret ved lov nr. 232 af 2. april 1997, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1, affattes således:

»Valgret til kommunalbestyrelsen og amtsrådet har enhver, der på valgdagen er fyldt 18 år, har fast bopæl i kommunen henholdsvis amtskommunen, og som herudover enten

1) har dansk indfødsret,

2) er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union eller

3) er statsborger i Island eller Norge.«

§ 1. Valgret til kommunalbestyrelsen og amtsrådet har enhver, der på valgdagen er fyldt 18 år, har fast bopæl i kommunen henholdsvis amtskommunen, og som herudover enten

1) har dansk indfødsret,

2) er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union,

3) er statsborger i Island eller Norge eller

4) uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget i de sidste 3 år forud for valgdagen.

Stk. 2. Den, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, har ikke valgret.

2. § 1 a ophæves.

§ 1 a. Under forudsætning af gensidighed kan indenrigsministeren indgå aftale med et andet land om, at personer, der er statsborgere i landet uden tillige at have dansk indfødsret, skal kunne opnå valgret tidligere end anført i § 1, stk. 1, nr. 4.

Stk. 2. Efter indgåelse af aftale i henhold til stk. 1 fastsætter indenrigsministeren senest 10 uger før valgdagen det tidsmæssige krav til uafbrudt fast bopæl i riget, der gælder som betingelse for valgret for herboende statsborgere fra det pågældende land.

3. § 3 affattes således:

»§ 3. Valgbar til kommunalbestyrelsen og amtsrådet er enhver, der har valgret til kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet, og som senest 22 dage før valgdagen opfylder valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen, jf. dog § 4.«

§ 3. Valgbar til kommunalbestyrelsen og amtsrådet er enhver, der har valgret til kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet, og som senest 22 dage før valgdagen opfylder valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i riget, jf. dog § 4.

4. § 3 a ophæves.

§ 3 a. Under forudsætning af gensidighed kan indenrigsministeren indgå aftale med et andet land om, at personer, der er statsborgere i landet uden tillige at have dansk indfødsret, skal kunne opnå valgbarhed efter uafbrudt fast bopæl i riget i et kortere tidsrum end 3 år.

Stk. 2. Efter indgåelse af aftale i henhold til stk. 1 fastsætter indenrigsministeren senest 10 uger før valgdagen det tidsmæssige krav til uafbrudt fast bopæl i riget, der gælder som betingelse for valgbarhed for herboende statsborgere fra det pågældende land.

Versioner

  1. 1997-10-08