Gelex

1997 LSF 12 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STEMPELAFGIFT (FORHØJELSE AF PANTEBREVSSTEMPEL FOR EJERBOLIGER OG FRITIDSHUSE)

GældendeVersion 1997-10-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00012@1997-10-29/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 1066 af 6. december 1996, som ændret ved lov nr. 234 af 2. april 1997 og lov nr. 388 af 10. juni 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 56, stk. 3, indsættes efter »§ 57«: »eller § 57 A«.

2. I § 57, stk. 1, indsættes efter »jf. dog stk. 2 og 3«: »samt § 57 A«.

3. I § 57, stk. 5, indsættes efter »stk. 1«: »eller § 57 A«.

4. Efter § 57 indsættes:

»§ 57 A. Dokumenter, herunder ejerpantebreve, hvorved der stiftes underpant i en ejerbolig, stemples med 5 pct. af det pantesikrede beløb, jf. dog stk. 2 og 3. Ejerboliger omfatter ejendomme til helårsbeboelse til brug for ejeren samt fritidshuse.

Stk. 2 . Udstedes dokumentet til sikkerhed for lån til erhvervelse af ejerboligen senest 1 år fra erhvervelsen, stemples dog efter § 57, medmindre ejerboligen overdrages mellem ægtefæller. Er ægtefællerne separerede, eller udstedes dokumentet til finansiering af boslodkrav som led i separation eller skilsmisse, stemples dog efter § 57.

Stk. 3. Udstedes dokumentet til sikkerhed for lån til finansiering af en nybygning, tilbygning eller ombygning af ejerboligen, og kræver dette byggetilladelse, stemples dog efter § 57.

Stk. 4 . Skatteministeren kan fastsætte regler for påtegning på dokumenter og anden dokumentation som betingelse for, at dokumentet ikke omfattes af stk. 1, og kan herunder fastsætte regler for kommunens påtegning vedrørende betingelserne i stk. 1 og 3.

Stk. 5. Pantebreve, der inden den 25. oktober 1997 er anmeldt i tingbogen, skal ikke inden tilbagesendelsen anholdes for manglende stempling efter § 57 A eller § 59.

Stk. 6. Stempelmyndigheden kan på begæring uden betaling fra tinglysningskontorerne få udleveret kopi af journalen over pantebreve, der er anmeldt til indførelse i tingbogen i perioden fra og med den 23. oktober 1997 til den 25. oktober 1997. Stempelmyndigheden kan på baggrund af disse kopier af journalen pålægge den, der er i besiddelse af pantebrevet, at indsende dette inden en nærmere angiven frist. § 24, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.«

5. I § 59, stk. 1, 2. pkt., ændres »eller stk. 2, 4. pkt., stemples med 3 pct. af pålydendet,» til: », stk. 2, 4. pkt., eller § 57 A, stemples med dobbelt sats,».

6. I § 72, stk. 1 , ændres »de i §§ 56-57 nævnte gælds- og pantebreve« til: »de i § 56, § 57 og § 57 A nævnte gælds- og pantebreve«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 25. oktober 1997.

Stk. 2. Loven har virkning for dokumenter, hvis stempelpligt indtræder i perioden fra og med den 23. oktober 1997 til og med den 31. december 1998.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 1066 af 6. december 1996, som ændret ved lov nr. 234 af 2. april 1997 og lov nr. 388 af 10. juni 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 56, stk. 3, indsættes efter »§ 57«: »eller § 57 A«.

2. I § 57, stk. 1 , indsættes efter »jf. dog stk. 2 og 3«: »samt § 57 A«.

3. I § 57, stk. 5 , indsættes efter »stk. 1«: »eller § 57 A«.

4. Efter § 57 indsættes:

»§ 57 A. Dokumenter, herunder ejerpantebreve, hvorved der stiftes underpant i en ejerbolig, stemples med 5 pct. af det pantsikrede beløb, jf. dog stk. 2 og 3. Ejerboliger omfatter ejendomme til helårsbeboelse til brug for ejeren samt fritidshuse.

Stk. 2 . Udstedes dokumentet til sikkerhed for lån til erhvervelse af ejerboligen senest 1 år fra erhvervelsen, stemples dog efter § 57, medmindre ejerboligen overdrages mellem ægtefæller.

Stk. 3. Udstedes dokumentet til sikkerhed for lån til finansiering af en nybygning, tilbygning eller ombygning af ejerboligen, og kræver dette byggetilladelse, stemples dog efter § 57.

Stk. 4 . Skatteministeren kan fastsætte regler for påtegning på dokumenter og anden dokumentation som betingelse for, at dokumentet ikke omfattes af stk. 1, og kan herunder fastsætte regler for kommunens påtegning vedrørende opfyldelse af betingelserne i stk. 3«.

5. I § 59, stk. 1,2. pkt., ændres »eller stk. 2, 4. pkt., stemples med 3 pct. af pålydendet,» til: », stk. 2, 4. pkt., eller § 57 A, stemples med dobbelt sats,».

6. I § 72, stk. 1 , ændres »de i §§ 56-57 nævnte gælds- og pantebreve« til: »de i § 56, § 57 og § 57 A nævnte gælds- og pantebreve«.

§ 2

Loven har virkning for dokumenter, hvis stempelpligt indtræder i perioden fra og med den 7. oktober 1997 til og med den 31. december 1998.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Regeringen har tidligere tilkendegivet, at yderligere vækst i forbruget risikerer at true stabiliteten og balancen i det økonomiske opsving, og derfor ikke kan accepteres.

En optrapning af det lånefinansierede forbrug fra det allerede pænt høje niveau rummer en betydelig risiko. Den seneste tids markante prisstigninger på ejerboligmarkedet har i kombination med den meget lave rente på lange fastforrentede realkreditlån øget denne risiko, da tilskyndelsen til lånefinansieret forbrug mod pant i ejerboligens friværdi nu er meget stor.

Med henblik på at modvirke tendensen til yderligere vækst i det lånefinansierede forbrug, foreslår regeringen en forhøjelse af stempelafgiften på pantebreve i ejerboliger og fritidshuse fra 1,5 pct. til 5 pct. Forhøjelsen er midlertidig fra lovforslagets fremsættelse og til udgangen af 1998.

Forslaget er udformet, så det ikke griber ind i vilkårene ved salg af ejerbolig eller nybyggeri, men alene sigter mod at begrænse tillægsbelåning af friværdi.

Derfor undtages pantebreve for lån til erhvervelse af ejendomme og til finansiering af byggearbejder, hvortil der kræves byggetilladelse. Endvidere undtages pantebreve i erhvervsejendomme og i konsekvens heraf også pantsætning af ejendomme, der er registreret som benyttet til blandet bolig og erhverv, f.eks. landbrugsejendomme.

Da muligheden for tillægsbelåning af andre aktiver end fast ejendom, f.eks. biler og lystfartøjer, ikke er tilsvarende gunstige som for fast ejendom i henseende til fast lav rente og løbetider, omfattes pantebreve i andet end fast ejendom ikke af forslaget.

Betydningen af den midlertidige forhøjelse af stempelafgiften er langt mindre for statsfinanserne end den forventede betydning for omfanget af det private forbrug. Det afspejler, at hensigten ikke er at styrke statsfinanserne, men at påvirke adfærden gennem at give forbrugerne en behersket tilskyndelse til at fastholde et tempo i den samlede efterspørgsel, som passer til virksomhedernes og arbejdsmarkedets muligheder for at producere og skabe varige arbejdspladser.

Provenumæssige konsekvenser

Den foreslåede forhøjelse af stempelafgiften ved tillægsbelåning af ejerboliger må forventes at medføre en reduktion i det fremtidige låneomfang. Med en anslået årlig tillægsbelåning på ca. 8 mia. kr. efter en reduktion på 20 pct. skønnes statens merprovenu ved lovforslaget til 250 mio. kr. på årsbasis. I finansåret 1997 skønnes merprovenuet til 25 mio. kr., og i 1998 250 mio. kr.

Administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for de statslige myndigheder, men der må antages at blive tale om en begrænset meradministration for kommunerne. Disse skal påtegne pantebrevet om opfyldelse af betingelsernes for friholdelse for den forhøjede stempelafgift for pantebreve vedrørende lån til finansiering af byggearbejder, hvortil der kræves byggetilladelse.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have erhvervsøkonomiske konsekvenser, idet pant i erhvervsejendomme og i de såkaldte »blandede ejendomme« friholdes for stempelforhøjelsen.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

EU-retlige aspekter

Lovforslaget skønnes ikke at have EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1-3 og 6

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget under § 1, nr. 4.

Til nr. 4

Der foreslås en forhøjelse af pantebrevsstemplet for ejerboliger, hvorved forstås ejendomme til helårsbeboelse til brug for ejeren samt fritidshuse. Den nærmere definition af ejerboligbegrebet følger realkreditlovens § 26 og § 27. Stempelafgiften forhøjes for disse ejendomskategorier fra de nuværende 1,5 pct. til 5 pct.

Efter bestemmelsens stk. 2 fritages pantebreve, der stilles til sikkerhed for låntagning til brug for erhvervelsen af den pågældende ejendom, for det forhøjede pantebrevsstempel. Sådanne pantebreve skal være udstedt senest 1 år fra erhvervelsen af ejendommen.

Overdragelse mellem ægtefæller anses ikke for ejerskifte i denne sammenhæng, hvorfor pantebreve, der udstedes i forbindelse med en sådan overdragelse, ikke er omfattet af fritagelsen for det forhøjede stempel.

Efter bestemmelsens stk. 3 fritages endvidere pantebreve, der stilles til sikkerhed for låntagning i forbindelse med byggearbejder, hvortil der kræves byggetilladelse fra kommunalbestyrelsen, jf. nærmere byggelovens § 16. Der kan være tale om henholdsvis nybygning, tilbygning eller ombygning af en ejerbolig. Andre byggearbejder kan ikke sikres med pantebreve omfattet af fritagelsesbestemmelsen, og fanges derfor af den forhøjede stempelafgift

Efter bestemmelsens stk. 4 kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om, hvilke påtegninger der skal anvendes på dokumenter, der ikke omfattes af forhøjelsen, samt hvilke dokumentationskrav, der skal stilles i den forbindelse.

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget under § 1, nr. 4.

Forslaget under nr. 5 indebærer, at pantebreve med pant i fast ejendom stemples efter en sats, der er dobbelt så høj som »normalstemplet« efter § 57 eller § 57 A, når pantebrevet er udstedt til ihændehaver eller uden angivelse af fordringshaverens navn. Det betyder eksempelvis at et sådant pantebrev med pant i en ejerbolig efter forslaget skal stemples med 10 pct.

Til § 2

Forhøjelsen af pantebrevsstemplet skal have virkning fra og med lovforslagets fremsættelse den 7. oktober 1997 og indtil udgangen af 1998, dvs. til og med den 31.december 1998.

Da stempelpligten indtræder ved dokumentets underskrift, får forhøjelsen virkning for pantebreve, der underskrives i perioden 7. oktober 1997 til 31.december 1998.

Skriftlig fremsættelse (7. oktober 1997)

Skatteministeren (Carsten Koch):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om stempelafgift. (Forhøjelse af pantebrevsstempel for ejerboliger og fritidshuse).

(Lovforslag nr. L 12).

Regeringen har tidligere tilkendegivet, at yderligere vækst i forbruget risikerer at true stabiliteten og balancen i det økonomiske opsving, og derfor ikke kan accepteres.

En optrapning af det lånefinansierede forbrug fra det allerede pænt høje niveau rummer en betydelig risiko. Den seneste tids markante prisstigninger på ejerboligmarkedet har i kombination med den meget lave rente på lange fastforrentede realkreditlån øget denne risiko, da tilskyndelsen til lånefinansieret forbrug mod pant i ejerboligens friværdi nu er meget stor.

Med henblik på at modvirke tendensen til yderligere vækst i det lånefinansierede forbrug, foreslår regeringen en forhøjelse af stempelafgiften på pantebreve i ejerboliger og fritidshuse fra 1,5 pct. til 5 pct. Forhøjelsen er midlertidig fra lovforslagets fremsættelse og til udgangen af 1998.

Forslaget er udformet, så det ikke griber ind i vilkårene ved salg af ejerbolig eller nybyggeri, men alene sigter mod at begrænse tillægsbelåning af friværdi.

Derfor undtages pantebreve for lån til erhvervelse af ejendomme og til finansiering af byggearbejder, hvortil der kræves byggetilladelse. Endvidere undtages pantebreve i erhvervsejendomme og i konsekvens heraf også pantsætning af ejendomme, der er registreret som benyttet til blandet bolig og erhverv, f.eks. landbrugsejendomme.

Da muligheden for tillægsbelåning af andre aktiver end fast ejendom, f.eks. biler og lystfartøjer, ikke er tilsvarende gunstige som for fast ejendom i henseende til fast lav rente og løbetider, omfattes pantebreve i andet end fast ejendom ikke af forslaget.

Betydningen af den midlertidige forhøjelse af stempelafgiften er langt mindre for statsfinanserne end den forventede betydning for omfanget af det private forbrug. Det afspejler, at hensigten ikke er at styrke statsfinanserne, men at påvirke adfærden gennem at give forbrugerne en behersket tilskyndelse til at fastholde et tempo i den samlede efterspørgsel, som passer til virksomhedernes og arbejdsmarkedets muligheder for at producere og skabe varige arbejdspladser.

Forslagets gennemførelse forventes således at medføre en reduktion i det fremtidige låneomfang. Det skønnes, at staten får et merprovenu ved lovforslaget på 250 mio. kr. på årsbasis. I finansåret 1997 skønnes merprovenuet til 25 mio. kr.

Forslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for de statslige myndigheder, men der må antages at blive tale om en begrænset meradministration for kommunerne. Disse skal attestere, at pantebrevet opfylder betingelserne for friholdelse for den forhøjede stempelafgift, når pantebreve vedrører lån til finansiering af byggearbejder, hvortil der kræves byggetilladelse.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til en hurtig og velvillig behandling i det høje ting.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 1066 af 6. december 1996, som ændret ved lov nr. 234 af 2. april 1997 og lov nr. 388 af 10. juni 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 56, stk. 3, indsættes efter »§ 57«: »eller § 57 A«.

§ 56. Gældsbreve, som ikke er stempelpligtige efter andre regler i loven, stemples med 3 promille af det beløb, som dokumentet lyder på.

Stk. 2 . Kassekreditkontrakter og andre lånekontrakter stemples med 3 promille af det højeste beløb for kreditten eller lånet.

Stk. 3. Indeholder et dokument som nævnt i stk. 1 og 2 bestemmelser om sikkerhedsstillelse ved pant eller kaution, stemples dokumentet efter reglerne i §57, dog mindst med afgiften efter stk. 1 og 2.

Stk. 4.-6. - - -

2. I § 57, stk. 1 , indsættes efter »jf. dog stk. 2 og 3«: »samt § 57 A«.

3. I § 57, stk. 5 , indsættes efter »stk. 1«: »eller § 57 A«.

4. Efter § 57 indsættes:

»§ 57 A. Dokumenter, herunder ejerpantebreve, hvorved der stiftes underpant i en ejerbolig, stemples med 5 pct. af det pantsikrede beløb, jf. dog stk. 2 og 3. Ejerboliger omfatter ejendomme til helårsbeboelse til brug for ejeren samt fritidshuse.

Stk. 2 . Udstedes dokumentet til sikkerhed for lån til erhvervelse af ejerboligen senest 1 år fra erhvervelsen, stemples dog efter § 57, medmindre ejerboligen overdrages mellem ægtefæller.

Stk. 3. Udstedes dokumentet til sikkerhed for lån til finansiering af en nybygning, tilbygning eller ombygning af ejerboligen, og kræver dette byggetilladelse, stemples dog efter § 57.

Stk. 4 . Skatteministeren kan fastsætte regler for påtegning på dokumenter og anden dokumentation som betingelse for, at dokumentet ikke omfattes af stk. 1, og kan herunder fastsætte regler for kommunens påtegning vedrørende opfyldelse af betingelserne i stk. 3«.

§ 57. Dokumenter, hvorved der stiftes underpant i fast ejendom eller løsøre, herunder ejerpantebreve, stemples med 1,5 pct. af det pantsikrede beløb, jf. dog stk. 2 og 3. Dokumenter om sikkerhedsstillelse ved pant i øvrigt eller ved kaution stemples med 3 promille af det pant- eller kautionssikrede beløb.

Stk. 2. Dokumenter, hvorved der stiftes underpant i skibe, bortset fra lystfartøjer, stemples med 2 promille af det pantsikrede beløb, når skibet måler 5 bruttoregistertons eller derover. Er kun bruttotonnagen målt, skal den udgøre 5 eller derover. Er en gæld sikret ved skibspantebrev som nævnt i 1. pkt., betales ikke yderligere afgift, selv om pantets værdi er lavere end gælden, eller tillige sikres ved kaution, bankgaranti eller anden sikkerhed. I øvrigt stemples dokumenter som underpant i skibe eller både med tilbehør med 1,5 pct. af det pantsikrede beløb.

Stk. 3. Høstpantebreve, der udstedes i henhold til lov om høstpant, stemples med 3 promille af det pantsikrede beløb.

Stk. 4. Det pantsikrede beløb er det beløb, for hvilket der er stillet pant, bortset fra renter og omkostninger. Udgør værdien af det pantsatte et lavere beløb, og fremgår dette af dokumentet, beregnes stemplet af pantets værdi. Er den angivne værdi efter stempelmyndighedens skøn for lav, eller er parterne ikke enige om værdiansættelsen, finder reglerne i § 16, stk. 2, anvendelse. Det kautionssikrede beløb er det beløb, som kautionisten i det højeste kan komme til at betale, bortset fra renter og omkostninger.

Stk. 5 . Er der oprettet et stempelpligtigt dokument om stiftelsen af den ret, for hvilken der stilles sikkerhed, nedsættes stempelafgiften efter stk. 1 med afgiften vedrørende det nævnte dokument.

Stk. 6. Gives ejerpantebrev i håndpant, beregnes stempelafgiften for dokumenter, der oprettes vedrørende håndpantsætningen eller den fordring, for hvilken der stilles håndpant, uden hensyntagen til stempelafgiften for ejerpantebrevet, ligesom stempelafgitften for ejerpantebrevet beregnes uden hensyntagen til stempelafgiften for de nævnte dokumenter.

Stk. 7. Dokumenter om sikkerhedsstillelse ved pant eller kaution for massegældsbreve som nævnt i § 56, stk. 5, er stempelfri, medmindre der gives pant i fast ejendom.

5. I § 59, stk. 1,2. pkt., ændres »eller stk. 2, 4. pkt., stemples med 3 pct. af pålydendet,» til: », stk. 2, 4. pkt., eller § 57 A, stemples med dobbelt sats,».

§ 59. Et dokument, som er stempelpligtigt efter § 56 eller § 57, stk. 2, 1. og 2. pkt., og som er udstedt til ihændehaveren eller uden angivelse af fordringshaverens navn, stemples med 1 pct. af det pålydende beløb. Dokumenter, som er stempelpligtige efter § 57, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, 4. pkt., stemples med 3 pct. af pålydendet, såfremt dokumentet er udstedt til ihændehaveren m.v. som nævnt i 1. pkt.

Stk. 2. Overdragelse af de i stk. 1 nævnte dokumenter er stempelfri.

6. I § 72, stk. 1 , ændres »de i §§ 56-57 nævnte gælds- og pantebreve« til: »de i § 56, § 57 og § 57 A nævnte gælds- og pantebreve«.

§ 72. Dokumenter om overdragelse af de i §§ 56-57 nævnte gælds- og pantebreve m.v. stemples efter reglerne for stiftelse af nyt retsforhold vedrørende den ret, der overdrages.

Stk. 2-7. - - -

Versioner

  1. 1997-10-29