Gelex

1997 LSF 33 FORSLAG TIL LOV OM INDGÅELSE AF DOBBELTBESKATNINGSOVERENSKOMST MELLEM KONGERIGET DANMARK OG DE FORENEDE MEXICANSKE STATER

GældendeVersion 1997-12-17
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00033@1997-12-17/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. Overenskomst af 11. juni 1997 mellem Kongeriget Danmark og De Forenede Mexicanske Stater til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for så vidt angår indkomst- og formueskatter, kan tiltrædes på Danmarks vegne. Overenskomsten er optaget som bilag til denne lov.

Stk. 2. Overenskomsten træder i kraft og får virkning i Danmark efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 30.

§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bilag

Oversættelse

OVERENSKOMST

mellem

Kongeriget Danmark

og

De Forenede Mexicanske Stater

til undgåelse af dobbeltbeskatning

og forhindring af skatteunddragelse

for så vidt angår indkomst- og formueskatter

Regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i De Forenede Mexicanske Stater, der ønsker at indgå en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår indkomst- og formueskatter, som herefter vil blive omtalt som »overenskomsten«, er blevet enige om følgende:

Kapitel I

Overenskomstens anvendelsesområde

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på indkomst- og formueskatter, der udskrives på en kontraherende stats eller dens politiske underafdelingers eller lokale myndigheders vegne uden hensyn til, hvorledes de opkræves.

2. Som indkomst- og formueskatter skal anses alle skatter, der udskrives på grundlag af hele indkomsten, hele formuen, eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afståelse af rørlig eller fast ejendom, såvel som skatter på formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især:

a) i Mexico:

(i) indkomstskatten (»el impuesto sobre la renta«); og

(ii) aktivskatten (»el impuesto al activo«);

(herefter omtalt som »mexicansk skat«).

b) i Danmark:

(i) indkomstskatten til staten;

(ii) den kommunale indkomstskat;

(iii) den amtskommunale indkomstskat;

(iv) den særlige indkomstskat;

(v) kirkeskatten;

(vi) udbytteskatten;

(vii) renteskatten;

(viii) royaltyskatten;

(ix) skatter i henhold til kulbrinteskatteloven og

(x) formueskatten til staten;

(herefter omtalt som dansk skat').

Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, som bliver udskrevet efter datoen for undertegnelsen af overenskomsten som tillæg til, eller i stedet for de eksisterende skatter. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal give hinanden underretning om alle væsentlige ændringer, som er blevet foretaget i deres respektive skattelove.

Kapitel II

Definitioner

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning:

a) udtrykket »Mexico« betyder De Forenede Mexicanske Stater; når benyttet i geografisk forstand omfatter det De Forenede Mexicanske Staters territorium; såvel som de integrerede dele af Statsforbundet; øerne, herunder klipperevene og småøerne i de tilstødende farvande; øerne Guadalupe og Revillagigedo; kontinentalsoklen og øernes, småøernes og klipperevenes havbund og undergrund; og territorialfarvandene, i den udstrækning og med de begrænsninger der følger af international ret, og de indre farvande; og luftrummet over det nationale territorium, i den udstrækning og på de betingelser der følger af international ret;

b) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark; når benyttet i geografisk forstand omfatter det ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som i overensstemmelse med international ret og ifølge dansk lovgivning er eller senere måtte blive betegnet som et område, inden for hvilket Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande, og med hensyn til anden virksomhed med henblik på økonomisk efterforskning og udnyttelse af området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;

c) udtrykkene »en kontraherende stat« og »den anden kontraherende stat« betyder Mexico eller Danmark alt efter sammenhængen;

d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer;

e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;

f) udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;

g) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med skib eller luftfartøj, der udøves af et foretagende i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat;

h) udtrykket »statsborger« betyder:

(i) enhver fysisk person, der er i besiddelse af statsborgerskab i en kontraherende stat;

(ii) enhver juridisk person, ethvert interessentskab eller enhver sammenslutning, der består i kraft af den gældende lovgivning i en kontraherende stat;

i) udtrykket »kompetent myndighed« betyder:

(i) i Mexico: Skatteadministrationsvæsenet under Ministeriet for Finanser og Offentlige Lån;

(ii) i Danmark: Skatteministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder.

2. Ved anvendelsen af overenskomsten i en kontraherende stat skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat« enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Men dette udtryk omfatter ikke en person, som er skattepligtig til den pågældende stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat, eller af formue, der befinder sig der.

2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;

c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;

d) i alle andre tilfælde skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater bestræbe sig på at afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale og fastsætte de nærmere regler for overenskomstens anvendelse på en sådan person. Hvor der ikke foreligger en sådan aftale, skal personen, ved anvendelsen af overenskomsten, i hver af de kontraherende stater anses for ikke at være hjemmehørende i den anden kontraherende stat.

Artikel 5

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.

2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig:

a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en fabrik;

e) et værksted; og

f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

3. Udtrykket »fast driftssted« skal også omfatte en byggeplads, et anlægs-, montage- eller installationsarbejde eller tilsynsførende aktiviteter i forbindelse dermed, men kun hvis byggepladsen, arbejdet eller aktiviteterne varer mere end 6 måneder.

4. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte:

a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at udøve reklamevirksomhed, levere oplysninger, eller gøre forberedelser i forbindelse med placering af lån, eller for lignende aktiviteter, for så vidt de er af forberedende eller hjælpende karakter, for foretagendet;

f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at udøve en kombination af de i litra (a)-(e) nævnte aktiviteter, forudsat at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende karakter.

5. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, hvor en person, der ikke er en uafhængig repræsentant, på hvem stykke 7 finder anvendelse, handler på vegne af et foretagende og har, og sædvanligvis udøver, i en kontraherende stat en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal det foretagende anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til hele den virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som er nævnt i stykke 4, og som, hvis den udøves gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted efter bestemmelserne i det pågældende stykke.

6. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel skal et forsikringsforetagende i en kontraherende stat, undtagen for så vidt angår genforsikring, anses for at have et fast driftssted i den anden kontraherende stat, hvis det opkræver præmier på denne anden stats territorium eller forsikrer risici beliggende deri gennem en person, der ikke er en sådan uafhængig repræsentant, på hvem stykke 7 finder anvendelse.

7. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller en anden uafhængig repræsentant, forudsat at sådanne personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed, og at der i deres kommercielle eller finansielle relationer til foretagendet ikke er stillet eller pålagt betingelser, der afviger fra dem, der normalt aftales mellem uafhængige repræsentanter.

8. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på en anden måde) driver erhvervsvirksomhed i denne anden stat, skal ikke i sig selv medføre, at noget af de to selskaber udgør et fast driftssted for det andet.

Kapitel III

Beskatning af indkomst

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvori den pågældende ejendom er beliggende, og skal omfatte enhver option eller lignende rettighed med hensyn dertil. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, husdyrbesætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsret til fast ejendom, rettigheder til at efterforske eller udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster, samt rettigheder til beløb beregnet på grundlag af størrelsen eller værdien af produktionen fra sådanne forekomster; skibe, både og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller enhver anden form for benyttelse af fast ejendom.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver eller har drevet erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver eller har drevet en sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til:

a) dette faste driftssted;

b) salg i denne anden stat af varer af samme eller lignende art som de varer, der sælges gennem dette faste driftssted.

Fortjeneste hidrørende fra salg som beskrevet i litra b) kan imidlertid ikke beskattes i den anden stat, hvis foretagendet godtgør, at sådanne salg er blevet foretaget af andre grunde end for at opnå en fordel i henhold til denne overenskomst.

2. Såfremt bestemmelserne i stykke 3 ikke medfører andet, skal der, i tilfælde hvor et foretagende i en kontraherende stat driver eller har drevet erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, i hver kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at have opnået, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, der udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende betingelser, og som under fuldstændig frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

3. Ved ansættelse af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, som er afholdt for det faste driftssted, herunder omkostninger afholdt til ledelse og generel administration, enten i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder. Intet sådant fradrag skal imidlertid være tilladt, for så vidt angår sådanne eventuelle beløb, der (i andre tilfælde end refusion af faktiske udgifter) betales af det faste driftssted til foretagendets hovedsæde eller ethvert af dets andre afdelinger, i form af royalties, honorarer eller andre lignende betalinger for brugen af patenter eller andre rettigheder, i form af kommission, for udførelse af særlige opgaver eller for driftsledelse, eller, undtagen i tilfælde af bankvirksomhed, i form af renter af penge, der er lånt til det faste driftssted. Tilsvarende kan der ved ansættelsen af det faste driftssteds fortjeneste ikke medtages beløb, som (i andre tilfælde end refusion af faktiske udgifter) det faste driftssted har debiteret foretagendets hovedsæde eller ethvert af dets andre afdelinger, i form af royalties, honorarer eller andre lignende betalinger for brugen af patenter eller andre rettigheder, eller i form af kommission, for udførelse af særlige opgaver eller driftsledelse, eller, undtagen i tilfælde af bankvirksomhed, i form af renter af penge, der er lånt til foretagendets hovedsæde eller enhver af dets andre afdelinger.

4. Såfremt det har været sædvane i en kontraherende stat at ansætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 hindre denne kontraherende stat i at ansætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er indeholdt i denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot for indkøb, foretaget af dette faste driftssted, af varer for foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, ansættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund til at anvende en anden fremgangsmåde.

7. I tilfælde, hvor fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.

Artikel 8

Skibs- og luftfart

1. Fortjeneste, som et foretagende i en kontraherende stat oppebærer ved drift af skibe eller luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i denne stat.

2. Et foretagendes drift af skibe eller luftfartøjer i international trafik omfatter ikke transport i nogen andre transportmidler, der direkte stilles til rådighed af et sådant foretagende, eller tilvejebringelse af overnatningsmuligheder.

3. Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat for anvendelse, overliggetid eller udlejning af containere til brug for transport af varer, kan kun beskattes i denne stat, undtagen for så vidt disse containere udelukkende bliver anvendt til transport mellem pladser inden for den anden stat.

4. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et forretningsfællesskab eller i en international driftsorganisation.

5. Når selskaber fra forskellige lande har besluttet at drive luftfartsvirksomhed sammen i form af et konsortium eller anden form for forretningsfællesskab, skal bestemmelserne i stykke 1, 2 og 3 kun finde anvendelse på den del af konsortiets eller forretningsfællesskabets fortjeneste, som vedrører den andel, som et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har i dette konsortium eller forretningsfællesskab.

Artikel 9

Indbyrdes forbundne foretagender

1. I tilfælde, hvor

a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte har del i ledelsen, kontrollen eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller

b) de samme personer direkte eller indirekte har del i ledelsen, kontrollen eller kapitalen i et foretagende i en kontraherende stat og et foretagende i den anden kontraherende stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet, et af disse foretagender, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

2. Hvor en kontraherende stat til et foretagendes fortjeneste i denne stat henregner og i overensstemmelse hermed beskatter fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og denne fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene, der var aftalt mellem de to foretagender, havde været sådanne, som ville have været aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden stat i overensstemmelse med artikel 26, stykke 2, foretage behørig regulering af den skat, der der er beregnet af fortjenesten, hvis den er enig i den regulering, som er foretaget af den førstnævnte kontraherende stat. Ved fastsættelsen af sådan regulering skal der tages skyldigt hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.

Artikel 10

Udbytte

1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men hvis modtageren er den retmæssige ejer af udbyttet, må den skat, der pålignes, ikke overstige:

a) 0 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer er et selskab (bortset fra et interessentskab), der direkte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det selskab, der udbetaler udbyttet;

b) 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i alle andre tilfælde.

Bestemmelserne i dette stykke har ingen indflydelse på beskatningen af selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

3. I denne artikel betyder udtrykket »udbytte« indkomst af aktier, »jouissance«-aktier eller »jouissance«-rettigheder, mineaktier, stifterandele eller, bortset fra gældsfordringer, andre rettigheder til andel i fortjeneste, såvel som indkomst fra andre selskabsrettigheder, der underkastes samme beskatning som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i en kontraherende stat og udøver erhvervsvirksomhed gennem et fast driftssted, der er beliggende i den anden kontraherende stat, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og de rettigheder, der ligger til grund for udbetalingen, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

5. Hvor et selskab, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, kan denne anden stat ikke pålægge nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, undtagen i det omfang sådant udbytte udbetales til en person, som er hjemmehørende i denne anden stat, eller i det omfang de rettigheder, der ligger til grund for udbetalingen, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller fast sted beliggende i denne anden stat, og heller ikke underkaste selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikke-udloddet fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst fra kilder i sådan anden stat.

Artikel 11

Renter

1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat, og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådanne renter kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvorfra de hidrører, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men hvis modtageren er den retmæssige ejer af renten, må den skat, der pålignes, ikke overstige:

a) 5 pct. af bruttobeløbet af renten, for så vidt angår banker;

b) 15 pct. af bruttobeløbet af renten i alle andre tilfælde.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 2, kan renter, som omhandlet i stykke 1, kun beskattes i den kontraherende stat, hvor den retmæssige ejer er hjemmehørende, hvis:

a) den retmæssige ejer er en kontraherende stat, en politisk underafdeling eller en lokal myndighed;

b) renten betales af de i litra a) nævnte personer;

c) den retmæssige ejer er en godkendt pensionskasse, forudsat at dens indkomst generelt er fritaget for beskatning i denne stat;

d) renten hidrører fra Danmark, og betales for et lån med en løbetid på ikke under 3 år, ydet, garanteret eller forsikret af, eller en kredit for en sådan periode, ydet, garanteret eller forsikret af:

(i) Banco de Mexico;

(ii) Banco Nacional de Comercio Exterior, S.N.C.;

(iii) Nacional Financiera, S.N.C.;

(iv) Banco Nacional de Obras y Servicios Ptblicos, S.N.C.; eller

(v) enhver anden institution svarende til de under punkt (ii)-(iv) nævnte, der fra gang til gang måtte blive truffet aftale om mellem de kompetente myndigheder i de kontraherende stater;

e) renten hidrører fra Mexico, og betales for et lån med en løbetid på ikke under 3 år, ydet, garanteret eller forsikret af, eller en kredit for en sådan periode, ydet, garanteret eller forsikret af:

(i) Danmarks Nationalbank;

(ii) Industrialiseringsfonden for udviklingslandene;

(iii) Dansk Eksportfinansieringsfond;

(iv) Danmarks Skibskreditfond; eller

(v) enhver anden institution svarende til de under punkt (ii)-(iv) nævnte, der fra gang til gang måtte blive truffet aftale om mellem de kompetente myndigheder i de kontraherende stater.

4. I denne artikel betyder udtrykket »renter« indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til en andel i debitors fortjeneste eller ikke, og i særdeleshed indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder gevinster og præmier, der knytter sig til sådanne statsgældsbeviser, obligationer eller forskrivninger, såvel som al anden indkomst, der i henhold til skattelovgivningen i den kontraherende stat, hvorfra indkomsten hidrører, behandles som indkomst fra udlån af penge. Straftillæg for for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikels forstand.

5. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis rentens retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra renten hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for den betalte rente, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

6. Renter skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, såfremt de betales af en person, der er hjemmehørende i denne stat. Hvis imidlertid den person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, i en kontraherende stat har et fast driftssted eller et fast sted, og sådan rente afholdes af sådant fast driftssted eller fast sted, skal sådan rente anses for at hidrøre fra den stat, i hvilken det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

7. Hvor der er en særlig forbindelse mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, og rentebeløbet, uanset årsagen, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal den overskydende del af betalingerne kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver kontraherende stat under behørig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

8. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke finde anvendelse, hvis de kompetente myndigheder bliver enige om, at den gældsfordring, som ligger til grund for den betalte rente, var stiftet eller overdraget med det hovedformål at opnå en fordel efter denne artikel. I det tilfælde skal bestemmelserne i den nationale lovgivning i den kontraherende stat, hvorfra renten hidrører, finde anvendelse.

Artikel 12

Royalties

1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådanne royalties kan imidlertid også beskattes i den stat, hvorfra de hidrører, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men hvis modtageren er den retmæssige ejer af sådanne royalties, må den skat, der pålignes, ikke overstige 10 pct. af bruttobeløbet af disse royalties.

3. I denne artikel betyder udtrykket »royalties« betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af, eller retten til at anvende, enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm og film eller bånd eller andre gengivelsesmidler til brug i forbindelse med fjernsyn eller radio, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, eller for anvendelse af, eller retten til at anvende, industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr, eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for de betalte royalties, har direkte forbindelse med sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

5. Royalties skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, når de betales af en person, der er hjemmehørende i denne stat. Hvis imidlertid den person, der betaler nævnte royalties, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, i en kontraherende stat har et fast driftssted eller et fast sted, og sådanne royalties afholdes af dette faste driftssted eller faste sted, skal sådanne royalties anses for at hidrøre fra den stat, i hvilken det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

6. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, bevirker, at royaltybeløbet, når hensyn tages til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal den overskydende del af betalingerne kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver kontraherende stat under behørig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

7. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke finde anvendelse, hvis de kompetente myndigheder bliver enige om, at de rettigheder, der ligger til grund for de betalte royalties, var stiftet eller overdraget med det hovedformål at opnå en fordel efter denne artikel. I det tilfælde skal bestemmelserne i lovgivningen i den kontraherende stat, hvorfra nævnte royalties hidrører, finde anvendelse.

Artikel 13

Kapitalgevinster

1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afståelse af fast ejendom, som omhandlet i artikel 6, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Fortjeneste ved afståelse af aktier eller andre rettigheder i et selskab, hvis aktiver, direkte eller indirekte, hovedsageligt består af fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat, eller af enhver anden rettighed, som vedrører sådan fast ejendom, kan beskattes i denne stat. I dette stykke skal fast ejendom, der anvendes af et selskab i dets industrielle, kommercielle eller landbrugsmæssige aktiviteter eller i udøvelsen af frit erhverv, ikke tages i betragtning.

3. Ud over fortjeneste, der beskattes i overensstemmelse med bestemmelserne i de foranstående stykker i denne artikel, kan fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afståelse af aktier, andele, eller andre rettigheder i kapitalen i et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden kontraherende stat, hvis modtageren af fortjenesten, direkte eller indirekte, gennem den 12-måneders-periode, der går forud for afståelsen, har ejet mindst 25 pct. af kapitalen i dette selskab.

4. Fortjeneste ved afståelse af rørlig ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller rørlig ejendom, der vedrører et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed i den anden kontraherende stat til udøvelse af frit erhverv, herunder sådan fortjeneste ved afståelse af sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.

5. Fortjeneste ved afståelse af skibe eller luftfartøjer eller containere, der anvendes i international trafik, eller rørlig ejendom, der vedrører driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, eller brug af sådanne containere, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendet er hjemmehørende.

6. For så vidt angår fortjeneste, der erhverves af et luftfartskonsortium eller anden form for forretningsfællesskab, der er dannet af selskaber fra forskellige lande, skal bestemmelserne i stykke 5 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, der vedrører den andel i dette konsortium eller forretningsfællesskab, der ejes af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat.

7. Fortjeneste ved afståelse af al anden rørlig ejendom end den, der er omhandlet i de foranstående stykker i denne artikel, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori afhænderen er hjemmehørende.

8. I tilfælde, hvor en fysisk person, der var hjemmehørende i en kontraherende stat i en periode på 5 år eller mere, og er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal stykke 7 ikke berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dets nationale lovgivning at beskatte personen af formueforøgelse af aktier indtil tidspunktet for hjemstedsændringen.

Når aktierne efterfølgende afstås, og fortjenesten ved en sådan afståelse beskattes i den anden kontraherende stat i overensstemmelse med stykke 7, skal denne anden stat indrømme fradrag i skatten af indkomsten med et beløb svarende til den indkomstskat, som blev betalt i den førstnævnte stat.

Et sådant fradrag kan imidlertid ikke overstige den del af indkomstskatten, beregnet før fradraget er givet, som kan henføres til den indkomst, der kan beskattes i den førstnævnte stat i overensstemmelse med første afsnit i dette stykke.

Artikel 14

Frit erhverv

1. Indkomst, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved frit erhverv eller anden virksomhed af selvstændig karakter, kan kun beskattes i denne stat. Sådan indkomst kan imidlertid også beskattes i den anden kontraherende stat, såfremt

a) personen, der er en fysisk person, opholder sig i den anden kontraherende stat i en eller flere perioder, der sammenlagt overstiger 183 dage i nogen 12-måneders-periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår; eller

b) personen har et fast sted, som til stadighed står til rådighed for ham i den anden stat, med henblik på udøvelsen af hans virksomhed,

men i begge tilfælde kun så meget af indkomsten, som kan henføres til virksomhed udført i denne anden stat.

2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19 ikke finder anvendelse, kan gage, løn og andet lignende vederlag, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde i tjenesteforhold, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som hidrører derfra, beskattes i denne anden stat.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde i tjenesteforhold udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, såfremt:

a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der sammenlagt ikke overstiger 183 dage i nogen 12-måneders-periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår, og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og

c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik af et foretagende, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, beskattes i denne stat.

4. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført om bord på et luftfartøj, der anvendes i international trafik af et luftfartskonsortium eller anden form for forretningsfællesskab, der er dannet af selskaber fra forskellige lande, herunder et selskab, der er hjemmehørende i denne stat, kan sådant vederlag kun beskattes i denne stat.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer og andre lignende betalinger, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen, eller som lovformelig revisor, og for Mexicos vedkommende som »administrador« eller som »comisario«, af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

1. Uanset bestemmelserne i artikel 14 og artikel 15 kan indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer som optrædende kunstner, såsom tea-ter-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker, eller som sportsmand, ved hans personlige virksomhed som sådan, udøvet i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat. Indkomst, som omhandlet i dette stykke, skal omfatte indkomst hidrørende fra enhver personlig virksomhed, der udøves i den anden kontraherende stat af en sådan person i hans egenskab af kunstner eller sportsmand.

2. I tilfælde, hvor indkomst ved personlig virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller sportsmand i hans egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken kunstnerens eller sportsmandens virksomhed er udøvet.

3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra virksomhed udøvet i en kontraherende stat af kunstnere eller sportsmænd, hvis besøget i denne stat er væsentligt støttet af offentlige midler fra den anden kontraherende stat, eller en politisk underafdeling eller en lokal myndighed deraf.

Artikel 18

Pensioner og lignende udbetalinger

1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke medfører andet, kan pensioner og andre lignende vederlag, der udbetales for tidligere tjenesteydelser til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.

2. Pensioner og livrenter, der udbetales af en kontraherende stat i henhold til sociallovgivningen i denne stat til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i den førstnævnte stat.

3. I tilfælde, hvor en fysisk person, der var hjemmehørende i en kontraherende stat og er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal stykke 1 i denne artikel ikke berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dens nationale lovgivning at beskatte pensioner, andre lignende vederlag og livrenter, der tilfalder sådan fysisk person fra den førstnævnte stat, medmindre sådan fysisk person er statsborger i den anden kontraherende stat. Ved anvendelsen af dette stykke må den således pålignede skat i den førstnævnte stat ikke overstige 17,5 pct. af bruttobeløbet af pensionen, andet lignende vederlag eller livrenter.

4. Udtrykket »livrenter« betyder fastsatte summer, der er periodisk betalbare til fastsatte tidspunkter, for livstid eller for et fastsat tidsrum eller et tidsrum, der lader sig bestemme, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse udbetalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.

Artikel 19

Offentlige hverv

1. a) Vederlag, undtagen pensioner, der udbetales af en kontraherende stat, eller en politisk underafdeling eller en lokal myndighed deraf, til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, eller underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) Sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne stat, og den fysiske person er hjemmehørende i denne stat, og:

(i) er statsborger i denne stat; eller

(ii) ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.

2. a) Enhver pension, der udbetales af, eller af midler tilvejebragt af, en kontraherende stat, eller en politisk underafdeling eller en lokal myndighed deraf, til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, eller underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) Sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis den fysiske person er hjemmehørende og statsborger i denne stat.

3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på vederlag og pensioner for hverv udført i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat, eller en politisk underafdeling eller en lokal myndighed deraf.

Artikel 20

Studerende

Beløb, som en studerende eller en erhvervspraktikant, der er, eller som, umiddelbart før han besøger en kontraherende stat, var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager til sit underhold, studium eller uddannelse, skal ikke beskattes i denne stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.

Artikel 21

Andre indkomster

1. Indkomster, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som ikke er behandlet i de foregående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne stat.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst end indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stykke 2, såfremt den i en kontraherende stat hjemmehørende modtager af sådan indkomst driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 i denne artikel kan indkomster, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, fra kilder i den anden kontraherende stat, og som ikke er behandlet i de foregående artikler i denne overenskomst, også beskattes i denne anden stat.

Artikel 22

Formue

1. Formue bestående af fast ejendom, som omhandlet i artikel 6, der ejes af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Formue bestående af rørlig ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller af rørlig ejendom, der vedrører et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

3. Formue bestående af skibe, luftfartøjer eller containere, der anvendes i international trafik af et foretagende, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og af rørlig ejendom, der vedrører driften af sådanne skibe, luftfartøjer eller containere, kan kun beskattes i denne stat.

4. Al anden formue, tilhørende en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat.

5. For så vidt angår formue, der erhverves af et luftfartskonsortium eller anden form for forretningsfællesskab dannet af selskaber fra forskellige lande, herunder et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, finder bestemmelserne i stykke 3 kun anvendelse på den del af formuen, som svarer til den andel, som et selskab, der er hjemmehørende i denne stat, har i det pågældende konsortium eller forretningsfællesskab.

Artikel 23

Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter

1. Uanset bestemmelserne i artikel 5 og artikel 14, skal en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat og udøver virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter beliggende i den anden kontraherende stat, med hensyn til denne virksomhed anses for at udøve virksomhed i denne anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted eller fast sted.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor virksomheden udøves i en eller flere perioder, der sammenlagt ikke overstiger 30 dage i nogen 12-måneders- periode. Ved anvendelsen af denne bestemmelse skal imidlertid virksomhed, udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende, som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet at det foretagende, med hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er af væsentlig samme art, som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, skal boreplatformvirksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter, udøvet uden for kysten, kun udgøre et fast driftssted, hvis virksomheden udøves i en eller flere perioder, der sammenlagt overstiger 183 dage i nogen 12-måneders-periode. Ved anvendelsen af denne bestemmelse skal imidlertid virksomhed, udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende, som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet af det foretagende, med hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er af væsentlig samme art, som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.

4. En person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er skattepligtig i den anden kontraherende stat af indkomst ved leasing af boreplatforme, der er anvendt ved forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter, kan vælge for et hvilket som helst skatteår at beregne skatten på sådan indkomst på et nettogrundlag, som om den pågældende indkomst kunne henføres til et fast driftssted i sådan anden stat. Ethvert sådant valg skal være bindende for det skatteår, i hvilket valget er foretaget, og alle efterfølgende skatteår, medmindre den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat samtykker i at bringe valget til ophør.

Kapitel IV

Særlige bestemmelser

Artikel 24

Ophævelse af dobbeltbeskatning

1. I Mexico, i overensstemmelse med bestemmelserne og med forbehold af de begrænsninger der indeholdes i lovgivningen i Mexico, som den måtte blive ændret fra tid til anden uden ændring af det heri indeholdte almindelige princip, skal Mexico indrømme personer, der er hjemmehørende i Mexico, et nedslag i den mexicanske indkomstskat:

a) svarende til den indkomstskat, der er betalt i Danmark, af eller for en sådan person;

b) i tilfælde, hvor et selskab, der ejer mindst 10 pct. af kapitalen af et i Danmark hjemmehørende selskab, og modtager udbytte fra dette selskab, svarende til den indkomstskat, der er betalt i Danmark af eller for det udloddende selskab, for så vidt angår den fortjeneste af hvilken udbyttet er udbetalt;

c) et sådant nedslag skal imidlertid ikke i noget tilfælde kunne overstige den del af indkomstskatten, beregnet før nedslaget er givet, der kan henføres til den indkomst, som kan beskattes i Danmark.

2. I Danmark, i overensstemmelse med bestemmelserne og med forbehold af de begrænsninger der indeholdes i lovgivningen i Danmark, som den måtte blive ændret fra tid til anden uden ændring af det heri indeholdte almindelige princip, skal dobbeltbeskatning undgås således:

a) medmindre bestemmelserne i litra c) medfører andet, i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Mexico, skal Danmark:

(i) indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Mexico;

(ii) indrømme fradrag i den pågældende persons formueskat med et beløb svarende til den formueskat, som er betalt i Mexico;

b) sådant fradrag skal imidlertid i ingen af tilfældene kunne overstige den del af indkomstskatten eller formueskatten, beregnet før fradraget er givet, der kan henføres til henholdsvis den indkomst eller den formue, som kan beskattes i Mexico;

c) i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Mexico, kan Danmark medregne denne indkomst eller formue i beskatningsgrundlaget, men skal i skatten af indkomsten eller formuen tillade fradraget den del af indkomstskatten eller formueskatten, som kan henføres til henholdsvis den indkomst, der hidrører fra Mexico, eller den formue, der ejes i Mexico;

d) uanset bestemmelserne i litra a) og b) skal udbytte, der udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i Mexico, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, være fritaget for dansk skat i overensstemmelse med bestemmelserne i den danske lovgivning vedrørende skattefritagelse for udbytte, der udbetales til danske selskaber af udenlandske datterselskaber;

e) for så vidt angår udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i Mexico, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, og som ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udbyttebetalende selskab, skal der, hvis udbyttet ikke er fritaget for dansk skat i henhold til litra d) og g), ved beregningen af det under litra a) og b) omhandlede nedslag, tages hensyn til den mexicanske skat, der skal betales af det udbyttebetalende selskab af den fortjeneste, hvoraf sådant udbytte er udbetalt;

f) i tilfælde, hvor der i medfør af artiklerne 13, 51, 51A og 143 i den mexicanske indkomstskattelov er indrømmet fritagelse for eller nedsættelse af mexicansk skat, der, i henhold til bestemmelserne i artikel 7, skal betales af fortjeneste, som et dansk foretagende oppebærer fra et fast driftssted beliggende i Mexico, skal der i henhold til litra a)(i) og b), indrømmes fradrag i dansk skat for mexicansk skat, som om en sådan fritagelse eller nedsættelse ikke var blevet givet, forudsat at det faste driftssted er beskæftiget med erhvervsmæssig virksomhed, (bortset fra erhvervsvirksomhed inden for den finansielle sektor), og at ikke over 25 pct. af en sådan fortjeneste består af renter og fortjeneste ved afståelse af aktier og obligationer eller består af fortjeneste, der hidrører fra tredjestater;

g) uanset bestemmelserne i litra d), i tilfælde, hvor udbytte er udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i Mexico, og som i medfør af artiklerne 13, 51, 51A og 143 i den mexicanske indkomstskattelov er indrømmet fritagelse for eller nedsættelse af mexicansk skat, til en person (som er et selskab), der er hjemmehørende i Danmark, og som direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det førstnævnte selskab, skal sådant udbytte være fritaget for beskatning i Danmark, forudsat at det udbyttebetalende selskab er beskæftiget med erhvervsmæssig virksomhed (bortset fra erhvervsvirksomhed inden for den finansielle sektor), og at ikke over 25 pct. af selskabets fortjeneste består af renter og fortjeneste ved afståelse af aktier og obligationer eller består af fortjeneste, der hidrører fra tredjestater;

h) bestemmelserne i litra f) og g) skal finde anvendelse i de første 15 år, hvori overenskomsten er gældende. De kompetente myndigheder skal rådføre sig med hinanden for at afgøre, om denne periode skal forlænges. Enhver sådan forlængelse skal have virkning fra sådan dato og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende ophør, som måtte blive fastsat og godkendt af de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej eller på enhver anden måde, der er i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige procedurer.

3. I denne overenskomst skal den mexicanske aktivskat, som er nævnt i artikel 2, stykke 3, litra a)(ii), betragtes som en indkomstskat.

Artikel 25

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en kontraherende stat skal ikke i den anden kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold, især med hensyn til hjemsted, er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 1 skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender, der driver samme virksomhed i denne anden stat. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømmer dens egne hjemmehørende personer.

3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11, stykke 7, eller artikel 12, stykke 6, finder anvendelse, skal renter, royalties og andre betalinger, der betales af et foretagende i en kontraherende stat til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige fortjeneste under samme betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat. På samme måde skal enhver gæld, som et foretagende i en kontraherende stat har til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue under samme betingelser, som hvis gælden var blevet stiftet over for en person, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat.

4. Foretagender i en kontraherende stat, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive undergivet.

5. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.

Artikel 26

Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

1. I tilfælde, hvor en person mener, at foranstaltninger truffet af en af eller begge de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, i hvilken han er hjemmehørende eller, såfremt tilfældet er omfattet af artikel 25, stykke 1, for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, i hvilken han er statsborger.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis den finder indsigelsen begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en rimelig løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten, forudsat at den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat er underrettet om sagen inden udløbet af 3 år fra forfaldsdatoen eller datoen for indgivelse af selvangivelse i denne anden stat, alt efter hvilken dato der er senest. Enhver indgået aftale skal i sådant tilfælde gennemføres inden 10 år fra forfaldsdatoen eller datoen for indgivelse af selvangivelse i denne anden stat, alt efter hvilken der er senest, eller en længere periode, hvis en sådan er tilladt i henhold til den nationale lovgivning i denne anden stat.

3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også forhandle om sager, der ikke er omhandlet i overenskomsten.

4. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan træde i direkte forbindelse med hinanden med henblik på indgåelse af en aftale for så vidt angår de foranstående stykker. Når det for tilvejebringelsen af en aftale skønnes ønskeligt, at der finder en mundtlig forhandling sted, kan en sådan finde sted i en kommission bestående af repræsentanter for de kompetente myndigheder i de kontraherende stater.

Artikel 27

Udveksling af oplysninger

1. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller i de kontraherende staters interne lovgivning vedrørende skatter, der omfattes af overenskomsten, i det omfang denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. De kan også udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre den interne lovgivning i de kontraherende stater vedrørende merværdiafgifter, andre salgsafgifter og punktafgifter, der betales til de kontraherende stater. Udvekslingen af oplysninger begrænses ikke af artikel 1. Alle oplysninger, der modtages af en kontraherende stat, skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, der er indhentet i henhold til denne stats interne lovgivning, og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse, retsforfølgning eller klagebehandling i forbindelse med sådanne skatter. Sådanne personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne i skattesager. De kan meddele oplysningerne under offentlige retsforhandlinger eller i retsafgørelser.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal i intet tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges en kontraherende stat pligt til:

a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis;

b) at meddele oplysninger, som ikke kan indhentes ifølge denne eller den anden kontraherende stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis;

c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre public).

Artikel 28

Medlemmer af diplomatiske og konsulære repræsentationer

Intet i denne overenskomst skal berøre de skattemæssige begunstigelser, der er tillagt medlemmer af diplomatiske eller konsulære repræsentationer i kraft af folkerettens almindelige regler eller efter bestemmelserne i særlige aftaler.

Artikel 29

Territorial udvidelse

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de fornødne ændringer udvides til enhver del af de kontraherende staters område, som specielt er holdt uden for overenskomstens anvendelsesområde, eller til enhver stat eller ethvert område, for hvis internationale forbindelser Danmark er ansvarlig, og som påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse. Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra sådan dato og undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende ophør, som måtte blive fastsat og godkendt af de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej, eller på enhver anden måde, der er i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige regler.

2. Medmindre de kontraherende stater aftaler andet, skal opsigelsen af overenskomsten af en af dem i henhold til artikel 31 på den måde, som er angivet i nævnte artikel, også bringe anvendelsen af overenskomsten til ophør på enhver del af de kontraherende staters område, eller på enhver stat eller på ethvert område, til hvilken den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.

Kapitel V

Slutbestemmelser

Artikel 30

Ikrafttræden

1. De kontraherende stater skal give hinanden skriftlig underretning ad diplomatisk vej, om at de procedurer, der kræves i henhold til lovgivningen for denne overenskomsts ikrafttræden, er opfyldt. Overenskomsten skal træde i kraft på datoen for modtagelsen af den sidste underretning.

2. Overenskomsten skal have virkning:

a) for så vidt angår skatter indeholdt ved kilden den 1. januar eller senere i det år, der følger efter det år, i hvilket denne overenskomst træder i kraft;

b) for så vidt angår andre skatter:

(i) i Mexico, for det skatteår, der begynder den 1. januar eller senere i det år, der følger efter det år, i hvilket denne overenskomst træder i kraft; og

(ii) i Danmark, for så vidt angår skatter i det indkomstår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket overenskomsten træder i kraft, og følgende indkomstår.

Artikel 31

Opsigelse

1. Denne overenskomst skal forblive i kraft, indtil den opsiges af en kontraherende stat. Begge kontraherende stater kan opsige overenskomsten ved ad diplomatisk vej at give meddelelse om opsigelse mindst 6 måneder før udgangen af ethvert kalenderår efter udløbet af en periode på 5 år fra datoen for dens ikrafttræden.

2. Overenskomsten skal ophøre med at have virkning:

a) for så vidt angår skatter indeholdt ved kilden den 1. januar eller senere i det år, der følger efter det år, i hvilket meddelelsen om opsigelse er givet;

b) for så vidt angår andre skatter:

(i) i Mexico, for det skatteår, der begynder den 1. januar eller senere i det år, der følger efter det år, i hvilket meddelelsen om opsigelse er givet; og

(ii) i Danmark, for så vidt angår skatter for det indkomstår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket meddelelsen om opsigelse er givet, og følgende indkomstår.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede af deres respektive regeringer, underskrevet denne overenskomst.

Udfærdiget i to eksemplarer i Mexico by, den 11. juni 1997 på spansk, dansk og engelsk, således at alle tre tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse i fortolkning eller anvendelse af overenskomsten, skal den engelske tekst være afgørende.

For Kongeriget Danmarks

regering

Martin Kofod

For De Forenede Mexicanske

Staters regering

Guillermo Ortiz Martinez

Protokol

Ved undertegnelsen af Overenskomsten mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i De Forenede Mexicanske Stater til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår indkomst- og formueskatter er de undertegnede blevet enige om følgende bestemmelser, der skal udgøre en integrerende del af overenskomsten.

1. For så vidt angår artikel 3, stykke 1.

Der er enighed om, at udtrykket »Mexico« omfatter den eksklusive økonomiske zone, inden for hvilken Mexico kan udøve suverænitetsrettigheder i overensstemmelse med national lov og international ret.

2. For så vidt angår artikel 4.

a) Et interessentskab, et bo eller en trust er kun hjemmehørende i en kontraherende stat i den udstrækning at den indkomst, de oppebærer, er skattepligtig i denne stat som indkomst for en der hjemmehørende person, enten hos interessentskabet, boet eller trusten, eller hos dets deltagere eller begunstigede;

b) Udtrykket »hjemmehørende« omfatter også en kontraherende stat, en politisk underafdeling eller en lokal myndighed deraf.

3. For så vidt angår artikel 7, stykke 1 og 2.

Udtrykket »har drevet virksomhed« betyder, at indkomst eller fortjeneste, som kan henføres til et fast driftssted i den tid, det har bestået, kan beskattes i den kontraherende stat, hvori et sådant fast driftssted er beliggende, selv om betalingerne er udskudt, indtil det faste driftssted er ophørt med at eksistere.

4. For så vidt angår artikel 9.

Bestemmelserne i stykke 2 skal ikke finde anvendelse i tilfælde af svig, grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse.

5. For så vidt angår artikel 12.

Betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for teknisk bistand, herunder studier eller undersøgelser af videnskabelig, geologisk eller teknisk art, eller for ingeniørmæssige kontrakter, herunder bistand af rådgivende eller tilsynsførende art, skal anses for at være betalinger, på hvilke bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finder anvendelse, i den udstrækning sådanne betalinger ikke skal anses som vederlag for overdragelse af oplysninger vedrørende industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer (»know-how«).

Udtrykket »know-how« skal defineres i overensstemmelse med kommentarerne til artikel 12, stykke 11, i OECD's 1992 model dobbeltbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue.

6. For så vidt angår artikel 12.

Uanset bestemmelserne i artikel 12 kan Mexico pålægge sin aktivskat på aktiver, som omhandlet i artikel 12, stykke 3, som er tilvejebragt af personer, der er hjemmehørende i Danmark, til personer, der er hjemmehørende i Mexico, og som er undergivet sådan skat. I så fald skal Mexico give nedslag i aktivskatten på sådanne aktiver med et beløb svarende til den indkomstskat, der ville være blevet pålagt de royalties, der er betalt for tilvejebringelsen af disse aktiver, på grundlag af den skattesats, der er gældende i dets nationale lovgivning, som om denne overenskomst ikke er gældende.

7. For så vidt angår artiklerne 12 og 13.

Der er enighed om, at betalinger, der oppebæres ved afståelse af enhver rettighed eller formuegode, som omhandlet i artikel 12, stykke 3, skal anses som royalties og være skattepligtige i henhold til den nævnte artikel, når betalingerne ikke er til afregning af en fuld og endelig pris, der var aftalt på datoen for afståelsen, men er betinget af den faktiske produktivitet, anvendelse eller rådighedsret derover.

8. For så vidt angår artikel 13, stykke 3.

Fortjeneste, som omhandlet i dette stykke, skal ikke omfatte fortjeneste, der tidligere er beskattet i det selskab, der udsteder aktierne.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede af deres respektive regeringer, underskrevet denne protokol.

Udfærdiget i to eksemplarer i Mexico by, den 11. juni 1997 på spansk, dansk og engelsk, således at alle tre tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse i fortolkning eller anvendelse af protokollen, skal den engelske tekst være afgørende.

For Kongeriget Danmarks

regering

Martin Kofod

For De Forenede Mexicanske

Staters regering

Guillermo Ortiz Martinez

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Overenskomst af 11. juni 1997 mellem Kongeriget Danmark og De

Forenede Mexicanske Stater til undgåelse af dobbeltbeskatning og

forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår indkomst- og

formueskatter kan tiltrædes på Danmarks vegne. Overenskomsten er

optaget som bilag til denne lov.

Stk. 2. Overenskomsten træder i kraft og får virkning i Danmark efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 30.

§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bilag

Oversættelse

OVERENSKOMST mellem Kongeriget Danmark

og

De Forenede Mexicanske Stater

til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af

skatteunddragelse for så vidt angår indkomst- og formueskatter

Regeringen i Kongeriget Danmark og Regeringen i De Forenede Mexicanske Stater, der ønsker at indgå en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår indkomst- og formueskatter, som herefter vil blive omtalt som »overenskomsten«, er blevet enige om følgende:

Kapitel I

Overenskomstens anvendelsesområde

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på indkomst- og formueskatter, der udskrives på en kontraherende stats eller dens politiske underafdelingers eller lokale myndigheders vegne uden hensyn til, hvorledes de opkræves.

2. Som indkomst- og formueskatter skal anses alle skatter, der udskrives på grundlag af hele indkomsten, hele formuen, eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afståelse af rørlig eller fast ejendom, såvel som skatter på formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især:

a) i Mexico:

(i) indkomstskatten (»el impuesto sobre la renta«); og

(ii) aktivskatten (»el impuesto al activo«);

(herefter omtalt som »mexicansk skat«).

b) i Danmark:

(i) indkomstskatten til staten;

(ii) den kommunale indkomstskat;

(iii) den amtskommunale indkomstskat;

(iv) den særlige indkomstskat;

(v) kirkeskatten;

(vi) udbytteskatten;

(vii) renteskatten;

(viii) royaltyskatten;

(ix) skatter i henhold til kulbrinteskatteloven og

(x) formueskatten til staten;

(herefter omtalt som »dansk skat«).

Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, som bliver udskrevet efter datoen for undertegnelsen af overenskomsten som tillæg til, eller i stedet for de eksisterende skatter. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal give hinanden underretning om alle væsentlige ændringer, som er blevet foretaget i deres respektive skattelove.

Kapitel II

Definitioner

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning:

a) udtrykket »Mexico« betyder De Forenede Mexicanske Stater; når benyttet i geografisk forstand omfatter det De Forenede Mexicanske Staters territorium; såvel som de integrerede dele af Statsforbundet; øerne, herunder klipperevene og småøerne i de tilstødende farvande; øerne Guadalupe og Revillagigedo; kontinentalsoklen og øernes, småøernes og klipperevenes havbund og undergrund; og territorialfarvandene, i den udstrækning og med de begrænsninger der følger af international ret, og de indre farvande; og luftrummet over det nationale territorium, i den udstrækning og på de betingelser der følger af international ret;

b) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark; når benyttet i geografisk forstand omfatter det ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som i overensstemmelse med international ret og ifølge dansk lovgivning er eller senere måtte blive betegnet som et område, inden for hvilket Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande, og med hensyn til anden virksomhed med henblik på økonomisk efterforskning og udnyttelse af området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;

c) udtrykkene »en kontraherende stat« og »den anden kontraherende stat« betyder Mexico eller Danmark alt efter sammenhængen;

d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer;

e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;

f) udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;

g) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med skib eller luftfartøj, der udøves af et foretagende i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat;

h) udtrykket »statsborger« betyder:

(i) enhver fysisk person, der er i besiddelse af statsborgerskab i en kontraherende stat;

(ii) enhver juridisk person, ethvert interessentskab eller enhver sammenslutning, der består i kraft af den gældende lovgivning i en kontraherende stat;

i) udtrykket »kompetent myndighed« betyder:

(i) i Mexico: Skatteadministrationsvæsenet under Ministeriet for Finanser og Offentlige Lån;

(ii) i Danmark: Skatteministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder.

2. Ved anvendelsen af overenskomsten i en kontraherende stat skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat« enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Men dette udtryk omfatter ikke en person, som er skattepligtig til den pågældende stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat, eller af formue, der befinder sig der.

2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;

c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;

d) i alle andre tilfælde skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater bestræbe sig på at afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale og fastsætte de nærmere regler for overenskomstens anvendelse på en sådan person. Hvor der ikke foreligger en sådan aftale, skal personen, ved anvendelsen af overenskomsten, i hver af de kontraherende stater anses for ikke at være hjemmehørende i den anden kontraherende stat.

Artikel 5

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.

2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig:

a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;

b) en filial;

c) et kontor;

d) en fabrik;

e) et værksted; og

f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

3. Udtrykket »fast driftssted« skal også omfatte en byggeplads, et anlægs-, montage- eller installationsarbejde eller tilsynsførende aktiviteter i forbindelse dermed, men kun hvis byggepladsen, arbejdet eller aktiviteterne varer mere end 6 måneder.

4. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte:

a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;

b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;

c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse hos et andet foretagende;

d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;

e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at udøve reklamevirksomhed, levere oplysninger, eller gøre forberedelser i forbindelse med placering af lån, eller for lignende aktiviteter, for så vidt de er af forberedende eller hjælpende karakter, for foretagendet;

f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at udøve en kombination af de i litra (a)-(e) nævnte aktiviteter, forudsat at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende karakter.

5. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, hvor en person, der ikke er en uafhængig repræsentant, på hvem stykke 7 finder anvendelse, handler på vegne af et foretagende og har, og sædvanligvis udøver, i en kontraherende stat en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal det foretagende anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til hele den virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som er nævnt i stykke 4, og som, hvis den udøves gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted efter bestemmelserne i det pågældende stykke.

6. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel skal et forsikringsforetagende i en kontraherende stat, undtagen for så vidt angår genforsikring, anses for at have et fast driftssted i den anden kontraherende stat, hvis det opkræver præmier på denne anden stats territorium eller forsikrer risici beliggende deri gennem en person, der ikke er en sådan uafhængig repræsentant, på hvem stykke 7 finder anvendelse.

7. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller en anden uafhængig repræsentant, forudsat at sådanne personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed, og at der i deres kommercielle eller finansielle relationer til foretagendet ikke er stillet eller pålagt betingelser, der afviger fra dem, der normalt aftales mellem uafhængige repræsentanter.

8. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på en anden måde) driver erhvervsvirksomhed i denne anden stat, skal ikke i sig selv medføre, at noget af de to selskaber udgør et fast driftssted for det andet.

Kapitel III

Beskatning af indkomst

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- eller skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvori den pågældende ejendom er beliggende, og skal omfatte enhver option eller lignende rettighed med hensyn dertil. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, husdyrbesætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsret til fast ejendom, rettigheder til at efterforske eller udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster, samt rettigheder til beløb beregnet på grundlag af størrelsen eller værdien af produktionen fra sådanne forekomster; skibe, både og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom.

3. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller enhver anden form for benyttelse af fast ejendom.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver eller har drevet erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver eller har drevet en sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til:

a) dette faste driftssted;

b) salg i denne anden stat af varer af samme eller lignende art som de varer, der sælges gennem dette faste driftssted.

Fortjeneste hidrørende fra salg som beskrevet i litra b) kan imidlertid ikke beskattes i den anden stat, hvis foretagendet godtgør, at sådanne salg er blevet foretaget af andre grunde end for at opnå en fordel i henhold til denne overenskomst.

2. Såfremt bestemmelserne i stykke 3 ikke medfører andet, skal der, i tilfælde hvor et foretagende i en kontraherende stat driver eller har drevet erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, i hver kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at have opnået, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, der udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende betingelser, og som under fuldstændig frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

3. Ved ansættelse af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage omkostninger, som er afholdt for det faste driftssted, herunder omkostninger afholdt til ledelse og generel administration, enten i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder. Intet sådant fradrag skal imidlertid være tilladt, for så vidt angår sådanne eventuelle beløb, der (i andre tilfælde end refusion af faktiske udgifter) betales af det faste driftssted til foretagendets hovedsæde eller ethvert af dets andre afdelinger, i form af royalties, honorarer eller andre lignende betalinger for brugen af patenter eller andre rettigheder, i form af kommission, for udførelse af særlige opgaver eller for driftsledelse, eller, undtagen i tilfælde af bankvirksomhed, i form af renter af penge, der er lånt til det faste driftssted. Tilsvarende kan der ved ansættelsen af det faste driftssteds fortjeneste ikke medtages beløb, som (i andre tilfælde end refusion af faktiske udgifter) det faste driftssted har debiteret foretagendets hovedsæde eller ethvert af dets andre afdelinger, i form af royalties, honorarer eller andre lignende betalinger for brugen af patenter eller andre rettigheder, eller i form af kommission, for udførelse af særlige opgaver eller driftsledelse, eller, undtagen i tilfælde af bankvirksomhed, i form af renter af penge, der er lånt til foretagendets hovedsæde eller enhver af dets andre afdelinger.

4. Såfremt det har været sædvane i en kontraherende stat at ansætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 hindre denne kontraherende stat i at ansætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er indeholdt i denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot for indkøb, foretaget af dette faste driftssted, af varer for foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, ansættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund til at anvende en anden fremgangsmåde.

7. I tilfælde, hvor fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.

Artikel 8

Skibs- og luftfart

1. Fortjeneste, som et foretagende i en kontraherende stat oppebærer ved drift af skibe eller luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i denne stat.

2. Et foretagendes drift af skibe eller luftfartøjer i international trafik omfatter ikke transport i nogen andre transportmidler, der direkte stilles til rådighed af et sådant foretagende, eller tilvejebringelse af overnatningsmuligheder.

3. Fortjeneste, der oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat for anvendelse, overliggetid eller udlejning af containere til brug for transport af varer, kan kun beskattes i denne stat, undtagen for så vidt disse containere udelukkende bliver anvendt til transport mellem pladser inden for den anden stat.

4. Bestemmelserne i stykke 1 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et forretningsfællesskab eller i en international driftsorganisation.

5. Når selskaber fra forskellige lande har besluttet at drive luftfartsvirksomhed sammen i form af et konsortium eller anden form for forretningsfællesskab, skal bestemmelserne i stykke 1, 2 og 3 kun finde anvendelse på den del af konsortiets eller forretningsfællesskabets fortjeneste, som vedrører den andel, som et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har i dette konsortium eller forretningsfællesskab.

Artikel 9

Indbyrdes forbundne foretagender

1. I tilfælde, hvor

a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte har del i ledelsen, kontrollen eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller

b) de samme personer direkte eller indirekte har del i ledelsen, kontrollen eller kapitalen i et foretagende i en kontraherende stat og et foretagende i den anden kontraherende stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet, et af disse foretagender, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

2. Hvor en kontraherende stat til et foretagendes fortjeneste i denne stat henregner og i overensstemmelse hermed beskatter fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og denne fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene, der var aftalt mellem de to foretagender, havde været sådanne, som ville have været aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden stat i overensstemmelse med artikel 26, stykke 2, foretage behørig regulering af den skat, der der er beregnet af fortjenesten, hvis den er enig i den regulering, som er foretaget af den førstnævnte kontraherende stat. Ved fastsættelsen af sådan regulering skal der tages skyldigt hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.

Artikel 10

Udbytte

1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men hvis modtageren er den retmæssige ejer af udbyttet, må den skat, der pålignes, ikke overstige:

a) 0 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer er et selskab (bortset fra et interessentskab), der direkte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det selskab, der udbetaler udbyttet;

b) 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i alle andre tilfælde.

Bestemmelserne i dette stykke har ingen indflydelse på beskatningen af selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

3. I denne artikel betyder udtrykket »udbytte« indkomst af aktier, »jouissance«-aktier eller »jouissance«-rettigheder, mineaktier, stifterandele eller, bortset fra gældsfordringer, andre rettigheder til andel i fortjeneste, såvel som indkomst fra andre selskabsrettigheder, der underkastes samme beskatning som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i en kontraherende stat og udøver erhvervsvirksomhed gennem et fast driftssted, der er beliggende i den anden kontraherende stat, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og de rettigheder, der ligger til grund for udbetalingen, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

5. Hvor et selskab, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, kan denne anden stat ikke pålægge nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, undtagen i det omfang sådant udbytte udbetales til en person, som er hjemmehørende i denne anden stat, eller i det omfang de rettigheder, der ligger til grund for udbetalingen, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller fast sted beliggende i denne anden stat, og heller ikke underkaste selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikke-udloddet fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst fra kilder i sådan anden stat.

Artikel 11

Renter

1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat, og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådanne renter kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvorfra de hidrører, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men hvis modtageren er den retmæssige ejer af renten, må den skat, der pålignes, ikke overstige:

a) 5 pct. af bruttobeløbet af renten, for så vidt angår banker;

b) 15 pct. af bruttobeløbet af renten i alle andre tilfælde.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 2, kan renter, som omhandlet i stykke 1, kun beskattes i den kontraherende stat, hvor den retmæssige ejer er hjemmehørende, hvis:

a) den retmæssige ejer er en kontraherende stat, en politisk underafdeling eller en lokal myndighed;

b) renten betales af de i litra a) nævnte personer;

c) den retmæssige ejer er en godkendt pensionskasse, forudsat at dens indkomst generelt er fritaget for beskatning i denne stat;

d) renten hidrører fra Danmark, og betales for et lån med en løbetid på ikke under 3 år, ydet, garanteret eller forsikret af, eller en kredit for en sådan periode, ydet, garanteret eller forsikret af:

(i) Banco de Mexico;

(ii) Banco Nacional de Comercio Exterior, S.N.C.;

(iii) Nacional Financiera, S.N.C.;

(iv) Banco Nacional de Obras y Servicios Publicos, S.N.C.; eller

(v) enhver anden institution svarende til de under punkt (ii)-(iv) nævnte, der fra gang til gang måtte blive truffet aftale om mellem de kompetente myndigheder i de kontraherende stater;

e) renten hidrører fra Mexico, og betales for et lån med en løbetid på ikke under 3 år, ydet, garanteret eller forsikret af, eller en kredit for en sådan periode, ydet, garanteret eller forsikret af:

(i) Danmarks Nationalbank;

(ii) Industrialiseringsfonden for udviklingslandene;

(iii) Dansk Eksportfinansieringsfond;

(iv) Danmarks Skibskreditfond; eller

(v) enhver anden institution svarende til de under punkt (ii)-(iv) nævnte, der fra gang til gang måtte blive truffet aftale om mellem de kompetente myndigheder i de kontraherende stater.

4. I denne artikel betyder udtrykket »renter« indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til en andel i debitors fortjeneste eller ikke, og i særdeleshed indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder gevinster og præmier, der knytter sig til sådanne statsgældsbeviser, obligationer eller forskrivninger, såvel som al anden indkomst, der i henhold til skattelovgivningen i den kontraherende stat, hvorfra indkomsten hidrører, behandles som indkomst fra udlån af penge. Straftillæg for for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikels forstand.

5. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis rentens retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra renten hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for den betalte rente, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

6. Renter skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, såfremt de betales af en person, der er hjemmehørende i denne stat. Hvis imidlertid den person, der betaler renten, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, i en kontraherende stat har et fast driftssted eller et fast sted, og sådan rente afholdes af sådant fast driftssted eller fast sted, skal sådan rente anses for at hidrøre fra den stat, i hvilken det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

7. Hvor der er en særlig forbindelse mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, og rentebeløbet, uanset årsagen, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem den, der betaler og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal den overskydende del af betalingerne kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver kontraherende stat under behørig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

8. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke finde anvendelse, hvis de kompetente myndigheder bliver enige om, at den gældsfordring, som ligger til grund for den betalte rente, var stiftet eller overdraget med det hovedformål at opnå en fordel efter denne artikel. I det tilfælde skal bestemmelserne i den nationale lovgivning i den kontraherende stat, hvorfra renten hidrører, finde anvendelse.

Artikel 12

Royalties

1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådanne royalties kan imidlertid også beskattes i den stat, hvorfra de hidrører, og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat, men hvis modtageren er den retmæssige ejer af sådanne royalties, må den skat, der pålignes, ikke overstige 10 pct. af bruttobeløbet af disse royalties.

3. I denne artikel betyder udtrykket »royalties« betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af, eller retten til at anvende, enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm og film eller bånd eller andre gengivelsesmidler til brug i forbindelse med fjernsyn eller radio, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, eller for anvendelse af, eller retten til at anvende, industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr, eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i den anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, driver erhvervsvirksomhed gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for de betalte royalties, har direkte forbindelse med sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

5. Royalties skal anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, når de betales af en person, der er hjemmehørende i denne stat. Hvis imidlertid den person, der betaler nævnte royalties, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, i en kontraherende stat har et fast driftssted eller et fast sted, og sådanne royalties afholdes af dette faste driftssted eller faste sted, skal sådanne royalties anses for at hidrøre fra den stat, i hvilken det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

6. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, bevirker, at royaltybeløbet, når hensyn tages til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem den, der betaler og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal den overskydende del af betalingerne kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver kontraherende stat under behørig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

7. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke finde anvendelse, hvis de kompetente myndigheder bliver enige om, at de rettigheder, der ligger til grund for de betalte royalties, var stiftet eller overdraget med det hovedformål at opnå en fordel efter denne artikel. I det tilfælde skal bestemmelserne i lovgivningen i den kontraherende stat, hvorfra nævnte royalties hidrører, finde anvendelse.

Artikel 13

Kapitalgevinster

1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afståelse af fast ejendom, som omhandlet i artikel 6, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Fortjeneste ved afståelse af aktier eller andre rettigheder i et selskab, hvis aktiver, direkte eller indirekte, hovedsageligt består af fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat, eller af enhver anden rettighed, som vedrører sådan fast ejendom, kan beskattes i denne stat. I dette stykke skal fast ejendom, der anvendes af et selskab i dets industrielle, kommercielle eller landbrugsmæssige aktiviteter eller i udøvelsen af frit erhverv, ikke tages i betragtning.

3. Ud over fortjeneste, der beskattes i overensstemmelse med bestemmelserne i de foranstående stykker i denne artikel, kan fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afståelse af aktier, andele, eller andre rettigheder i kapitalen i et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden kontraherende stat, hvis modtageren af fortjenesten, direkte eller indirekte, gennem den 12-måneders periode, der går forud for afståelsen, har ejet mindst 25 pct. af kapitalen i dette selskab.

4. Fortjeneste ved afståelse af rørlig ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller rørlig ejendom, der vedrører et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed i den anden kontraherende stat til udøvelse af frit erhverv, herunder sådan fortjeneste ved afståelse af sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.

5. Fortjeneste ved afståelse af skibe eller luftfartøjer eller containere, der anvendes i international trafik, eller rørlig ejendom, der vedrører driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, eller brug af sådanne containere, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendet er hjemmehørende.

6. For så vidt angår fortjeneste, der erhverves af et luftfartskonsortium eller anden form for forretningsfællesskab, der er dannet af selskaber fra forskellige lande, skal bestemmelserne i stykke 5 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, der vedrører den andel i dette konsortium eller forretningsfællesskab, der ejes af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat.

7. Fortjeneste ved afståelse af al anden rørlig ejendom end den, der er omhandlet i de foranstående stykker i denne artikel, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori afhænderen er hjemmehørende.

8. I tilfælde, hvor en fysisk person, der var hjemmehørende i en kontraherende stat i en periode på 5 år eller mere, og er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal stykke 7 ikke berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dets nationale lovgivning at beskatte personen af formueforøgelse af aktier indtil tidspunktet for hjemstedsændringen.

Når aktierne efterfølgende afstås, og fortjenesten ved en sådan afståelse beskattes i den anden kontraherende stat i overensstemmelse med stykke 7, skal denne anden stat indrømme fradrag i skatten af indkomsten med et beløb svarende til den indkomstskat, som blev betalt i den førstnævnte stat.

Et sådant fradrag kan imidlertid ikke overstige den del af indkomstskatten, beregnet før fradraget er givet, som kan henføres til den indkomst, der kan beskattes i den førstnævnte stat i overensstemmelse med første afsnit i dette stykke.

Artikel 14

Frit erhverv

1. Indkomst, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved frit erhverv eller anden virksomhed af selvstændig karakter, kan kun beskattes i denne stat. Sådan indkomst kan imidlertid også beskattes i den anden kontraherende stat, såfremt

a) personen, der er en fysisk person, opholder sig i den anden kontraherende stat i en eller flere perioder, der sammenlagt overstiger 183 dage i nogen 12-måneders periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår; eller

b) personen har et fast sted, som til stadighed står til rådighed for ham i den anden stat, med henblik på udøvelsen af hans virksomhed,

men i begge tilfælde kun så meget af indkomsten, som kan henføres til virksomhed udført i denne anden stat.

2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19 ikke finder anvendelse, kan gage, løn og andet lignende vederlag, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde i tjenesteforhold, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som hidrører derfra, beskattes i denne anden stat.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde i tjenesteforhold udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, såfremt:

a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der sammenlagt ikke overstiger 183 dage i nogen 12-måneders periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår, og

b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og

c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik af et foretagende, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, beskattes i denne stat.

4. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført om bord på et luftfartøj, der anvendes i international trafik af et luftfartskonsortium eller anden form for forretningsfællesskab, der er dannet af selskaber fra forskellige lande, herunder et selskab, der er hjemmehørende i denne stat, kan sådant vederlag kun beskattes i denne stat.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer og andre lignende betalinger, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen, eller som lovformelig revisor, og for Mexicos vedkommende som »administrador eller som »comisario«, af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

1. Uanset bestemmelserne i artikel 14 og artikel 15 kan indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker, eller som sportsmand, ved hans personlige virksomhed som sådan, udøvet i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat. Indkomst, som omhandlet i dette stykke, skal omfatte indkomst hidrørende fra enhver personlig virksomhed, der udøves i den anden kontraherende stat af en sådan person i hans egenskab af kunstner eller sportsmand.

2. I tilfælde, hvor indkomst ved personlig virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller sportsmand i hans egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken kunstnerens eller sportsmandens virksomhed er udøvet.

3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra virksomhed udøvet i en kontraherende stat af kunstnere eller sportsmænd, hvis besøget i denne stat er væsentligt støttet af offentlige midler fra den anden kontraherende stat, eller en politisk underafdeling eller en lokal myndighed deraf.

Artikel 18

Pensioner og lignende udbetalinger

1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke medfører andet, kan pensioner og andre lignende vederlag, der udbetales for tidligere tjenesteydelser til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.

2. Pensioner og livrenter, der udbetales af en kontraherende stat i henhold til social-lovgivningen i denne stat til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i den førstnævnte stat.

3. I tilfælde, hvor en fysisk person, der var hjemmehørende i en kontraherende stat og er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal stykke 1 i denne artikel ikke berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dens nationale lovgivning at beskatte pensioner, andre lignende vederlag og livrenter, der tilfalder sådan fysisk person fra den førstnævnte stat, medmindre sådan fysisk person er statsborger i den anden kontraherende stat. Ved anvendelsen af dette stykke må den således pålignede skat i den førstnævnte stat ikke overstige 17,5 pct. af bruttobeløbet af pensionen, andet lignende vederlag eller livrenter.

4. Udtrykket »livrenter« betyder fastsatte summer, der er periodisk betalbare til fastsatte tidspunkter, for livstid eller for et fastsat tidsrum eller et tidsrum, der lader sig bestemme, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse udbetalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.

Artikel 19

Offentlige hverv

1. a) Vederlag, undtagen pensioner, der udbetales af en kontraherende stat, eller en politisk underafdeling eller en lokal myndighed deraf, til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, eller underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) Sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne stat, og den fysiske person er hjemmehørende i denne stat, og:

(i) er statsborger i denne stat; eller

(ii) ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.

2. a) Enhver pension, der udbetales af, eller af midler tilvejebragt af, en kontraherende stat, eller en politisk underafdeling eller en lokal myndighed deraf, til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, eller underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) Sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis den fysiske person er hjemmehørende og statsborger i denne stat.

3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på vederlag og pensioner for hverv udført i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat, eller en politisk underafdeling eller en lokal myndighed deraf.

Artikel 20

Studerende

Beløb, som en studerende eller en erhvervspraktikant, der er, eller som, umiddelbart før han besøger en kontraherende stat, var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager til sit underhold, studium eller uddannelse, skal ikke beskattes i denne stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.

Artikel 21

Andre indkomster

1. Indkomster, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som ikke er behandlet i de foregående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne stat.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst end indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stykke 2, såfremt den i en kontraherende stat hjemmehørende modtager af sådan indkomst driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, i denne artikel kan indkomster, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, fra kilder i den anden kontraherende stat, og som ikke er behandlet i de foregående artikler i denne overenskomst, også beskattes i denne anden stat.

Artikel 22

Formue

1. Formue bestående af fast ejendom, som omhandlet i artikel 6, der ejes af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Formue bestående af rørlig ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller af rørlig ejendom, der vedrører et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

3. Formue bestående af skibe, luftfartøjer eller containere, der anvendes i international trafik af et foretagende, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og af rørlig ejendom, der vedrører driften af sådanne skibe, luftfartøjer eller containere, kan kun beskattes i denne stat.

4. Al anden formue, tilhørende en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat.

5. For så vidt angår formue, der erhverves af et luftfartskonsortium eller anden form for forretningsfællesskab dannet af selskaber fra forskellige lande, herunder et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, finder bestemmelserne i stykke 3 kun anvendelse på den del af formuen, som svarer til den andel, som et selskab, der er hjemmehørende i denne stat, har i det pågældende konsortium eller forretningsfællesskab.

Artikel 23

Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter

1. Uanset bestemmelserne i artikel 5 og artikel 14, skal en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat og udøver virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter beliggende i den anden kontraherende stat, med hensyn til denne virksomhed anses for at udøve virksomhed i denne anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted eller fast sted.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor virksomheden udøves i en eller flere perioder, der sammenlagt ikke overstiger 30 dage i nogen 12-måneders periode. Ved anvendelsen af denne bestemmelse skal imidlertid virksomhed, udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende, som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet at det foretagende, med hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er af væsentlig samme art, som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, skal boreplatformvirksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter, udøvet uden for kysten, kun udgøre et fast driftssted, hvis virksomheden udøves i en eller flere perioder, der sammenlagt overstiger 183 dage i nogen 12-måneders periode. Ved anvendelsen af denne bestemmelse skal imidlertid virksomhed, udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende, som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet af det foretagende, med hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er af væsentlig samme art, som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.

4. En person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er skattepligtig i den anden kontraherende stat af indkomst ved leasing af boreplatforme, der er anvendt ved forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter, kan vælge for et hvilket som helst skatteår at beregne skatten på sådan indkomst på et nettogrundlag, som om den pågældende indkomst kunne henføres til et fast driftssted i sådan anden stat. Ethvert sådant valg skal være bindende for det skatteår, i hvilket valget er foretaget, og alle efterfølgende skatteår, medmindre den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat samtykker i at bringe valget til ophør.

Kapitel IV

Særlige bestemmelser

Artikel 24

Ophævelse af dobbeltbeskatning

1. I Mexico, i overensstemmelse med bestemmelserne og med forbehold af de begrænsninger der indeholdes i lovgivningen i Mexico, som den måtte blive ændret fra tid til anden uden ændring af det heri indeholdte almindelige princip, skal Mexico indrømme personer, der er hjemmehørende i Mexico, et nedslag i den mexicanske indkomstskat:

a) svarende til den indkomstskat, der er betalt i Danmark, af eller for en sådan person;

b) i tilfælde, hvor et selskab, der ejer mindst 10 pct. af kapitalen af et i Danmark hjemmehørende selskab, og modtager udbytte fra dette selskab, svarende til den indkomstskat, der er betalt i Danmark af eller for det udloddende selskab, for så vidt angår den fortjeneste af hvilken udbyttet er udbetalt;

c) et sådant nedslag skal imidlertid ikke i noget tilfælde kunne overstige den del af indkomstskatten, beregnet før nedslaget er givet, der kan henføres til den indkomst, som kan beskattes i Danmark.

2. I Danmark, i overensstemmelse med bestemmelserne og med forbehold af de begrænsninger der indeholdes i lovgivningen i Danmark, som den måtte blive ændret fra tid til anden uden ændring af det heri indeholdte almindelige princip, skal dobbeltbeskatning undgås således:

a) medmindre bestemmelserne i litra c) medfører andet, i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Mexico, skal Danmark:

(i) indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Mexico;

(ii) indrømme fradrag i den pågældende persons formueskat med et beløb svarende til den formueskat, som er betalt i Mexico;

b) sådant fradrag skal imidlertid i ingen af tilfældene kunne overstige den del af indkomstskatten eller formueskatten, beregnet før fradraget er givet, der kan henføres til henholdsvis den indkomst eller den formue, som kan beskattes i Mexico;

c) i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Mexico, kan Danmark medregne denne indkomst eller formue i beskatningsgrundlaget, men skal i skatten af indkomsten eller formuen tillade fradraget den del af indkomstskatten eller formueskatten, som kan henføres til henholdsvis den indkomst, der hidrører fra Mexico, eller den formue, der ejes i Mexico;

d) uanset bestemmelserne i litra a) og b) skal udbytte, der udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i Mexico, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, være fritaget for dansk skat i overensstemmelse med bestemmelserne i den danske lovgivning vedrørende skattefritagelse for udbytte, der udbetales til danske selskaber af udenlandske datterselskaber;

e) for så vidt angår udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i Mexico, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, og som ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udbyttebetalende selskab, skal der, hvis udbyttet ikke er fritaget for dansk skat i henhold til litra d) og g), ved beregningen af det under litra a) og b) omhandlede nedslag, tages hensyn til den mexicanske skat, der skal betales af det udbyttebetalende selskab af den fortjeneste, hvoraf sådant udbytte er udbetalt;

f) i tilfælde, hvor der i medfør af artiklerne 13, 51, 51A og 143 i Den Mexicanske Indkomstskattelov er indrømmet fritagelse for eller nedsættelse af mexicansk skat, der, i henhold til bestemmelserne i artikel 7, skal betales af fortjeneste, som et dansk foretagende oppebærer fra et fast driftssted beliggende i Mexico, skal der i henhold til litra a)(i) og b), indrømmes fradrag i dansk skat for mexicansk skat, som om en sådan fritagelse eller nedsættelse ikke var blevet givet, forudsat at det faste driftssted er beskæftiget med erhvervsmæssig virksomhed, (bortset fra erhvervsvirksomhed inden for den finansielle sektor), og at ikke over 25 pct. af en sådan fortjeneste består af renter og fortjeneste ved afståelse af aktier og obligationer eller består af fortjeneste, der hidrører fra tredje stater;

g) uanset bestemmelserne i litra d), i tilfælde, hvor udbytte er udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i Mexico, og som i medfør af artiklerne 13, 51, 51A og 143 i Den Mexicanske Indkomstskattelov er indrømmet fritagelse for eller nedsættelse af mexicansk skat, til en person (som er et selskab), der er hjemmehørende i Danmark, og som direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det førstnævnte selskab, skal sådant udbytte være fritaget for beskatning i Danmark, forudsat at det udbyttebetalende selskab er beskæftiget med erhvervsmæssig virksomhed (bortset fra erhvervsvirksomhed inden for den finansielle sektor), og at ikke over 25 pct. af selskabets fortjeneste består af renter og fortjeneste ved afståelse af aktier og obligationer eller består af fortjeneste, der hidrører fra tredje stater;

h) bestemmelserne i litra f) og g) skal finde anvendelse i de første 15 år, hvori overenskomsten er gældende. De kompetente myndigheder skal rådføre sig med hinanden for at afgøre, om denne periode skal forlænges. Enhver sådan forlængelse skal have virkning fra sådan dato og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende ophør, som måtte blive fastsat og godkendt af de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej eller på enhver anden måde, der er i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige procedurer.

3. I denne overenskomst skal den mexicanske aktivskat, som er nævnt i artikel 2, stykke 3, litra a)(ii), betragtes som en indkomstskat.

Artikel 25

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en kontraherende stat skal ikke i den anden kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold, især med hensyn til hjemsted, er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 1 skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender, der driver samme virksomhed i denne anden stat. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømmer dens egne hjemmehørende personer.

3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11, stykke 7, eller artikel 12, stykke 6, finder anvendelse, skal renter, royalties og andre betalinger, der betales af et foretagende i en kontraherende stat til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige fortjeneste under samme betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat. På samme måde skal enhver gæld, som et foretagende i en kontraherende stat har til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue under samme betingelser, som hvis gælden var blevet stiftet over for en person, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat.

4. Foretagender i en kontraherende stat, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive undergivet.

5. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.

Artikel 26

Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

1. I tilfælde, hvor en person mener, at foranstaltninger truffet af en af eller begge de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, i hvilken han er hjemmehørende eller, såfremt tilfældet er omfattet af artikel 25, stykke 1, for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, i hvilken han er statsborger.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis den finder indsigelsen begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en rimelig løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten, forudsat at den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat er underrettet om sagen inden udløbet af 3 år fra forfaldsdatoen eller datoen for indgivelse af selvangivelse i denne anden stat, alt efter hvilken dato der er senest. Enhver indgået aftale skal i sådant tilfælde gennemføres inden 10 år fra forfaldsdatoen eller datoen for indgivelse af selvangivelse i denne anden stat, alt efter hvilken der er senest, eller en længere periode, hvis en sådan er tilladt i henhold til den nationale lovgivning i denne anden stat.

3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også forhandle om sager, der ikke er omhandlet i overenskomsten.

4. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan træde i direkte forbindelse med hinanden med henblik på indgåelse af en aftale for så vidt angår de foranstående stykker. Når det for tilvejebringelsen af en aftale skønnes ønskeligt, at der finder en mundtlig forhandling sted, kan en sådan finde sted i en kommission bestående af repræsentanter for de kompetente myndigheder i de kontraherende stater.

Artikel 27

Udveksling af oplysninger

1. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller i de kontraherende staters interne lovgivning vedrørende skatter, der omfattes af overenskomsten, i det omfang denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. De kan også udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre den interne lovgivning i de kontraherende stater vedrørende merværdiafgifter, andre salgsafgifter og punktafgifter, der betales til de kontraherende stater. Udvekslingen af oplysninger begrænses ikke af artikel 1. Alle oplysninger, der modtages af en kontraherende stat, skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, der er indhentet i henhold til denne stats interne lovgivning, og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse, retsforfølgning eller klagebehandling i forbindelse med sådanne skatter. Sådanne personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne i skattesager. De kan meddele oplysningerne under offentlige retsforhandlinger eller i retsafgørelser.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal i intet tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges en kontraherende stat pligt til:

a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis;

b) at meddele oplysninger, som ikke kan indhentes ifølge denne eller den anden kontraherende stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis;

c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre public).

Artikel 28

Medlemmer af diplomatiske of konsulære repræsentationer

Intet i denne overenskomst skal berøre de skattemæssige begunstigelser, der er tillagt medlemmer af diplomatiske eller konsulære repræsentationer i kraft af folkerettens almindelige regler eller efter bestemmelserne i særlige aftaler.

Artikel 29

Territorial udvidelse

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de fornødne ændringer udvides til enhver del af de kontraherende staters område, som specielt er holdt uden for overenskomstens anvendelsesområde, eller til enhver stat eller ethvert område, for hvis internationale forbindelser Danmark er ansvarlig, og som påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse. Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra sådan dato og undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende ophør, som måtte blive fastsat og godkendt af de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej, eller på enhver anden måde, der er i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige regler.

2. Medmindre de kontraherende stater aftaler andet, skal opsigelsen af overenskomsten af en af dem i henhold til artikel 31 på den måde, som er angivet i nævnte artikel, også bringe anvendelsen af overenskomsten til ophør på enhver del af de kontraherende staters område, eller på enhver stat eller på ethvert område, til hvilken den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.

Kapitel V

Slutbestemmelser

Artikel 30

Ikrafttræden

1. De kontraherende stater skal give hinanden skriftlig underretning ad diplomatisk vej, om at de procedurer, der kræves i henhold til lovgivningen for denne overenskomsts ikrafttræden, er opfyldt. Overenskomsten skal træde i kraft på datoen for modtagelsen af den sidste underretning.

2. Overenskomsten skal have virkning:

a) for så vidt angår skatter indeholdt ved kilden den 1. januar eller senere i det år, der følger efter det år, i hvilket denne overenskomst træder i kraft;

b) for så vidt angår andre skatter:

(i) i Mexico, for det skatteår, der begynder den 1. januar eller senere i det år, der følger efter det år, i hvilket denne overenskomst træder i kraft; og

(ii) i Danmark, for så vidt angår skatter i det indkomstår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket overenskomsten træder i kraft, og følgende indkomstår.

Artikel 31

Opsigelse

1. Denne overenskomst skal forblive i kraft, indtil den opsiges af en kontraherende stat. Begge kontraherende stater kan opsige overenskomsten ved ad diplomatisk vej at give meddelelse om opsigelse mindst 6 måneder før udgangen af ethvert kalenderår efter udløbet af en periode på 5 år fra datoen for dens ikrafttræden.

2. Overenskomsten skal ophøre med at have virkning:

a) for så vidt angår skatter indeholdt ved kilden den 1. januar eller senere i det år, der følger efter det år, i hvilket meddelelsen om opsigelse er givet;

b) for så vidt angår andre skatter:

(i) i Mexico, for det skatteår, der begynder den 1. januar eller senere i det år, der følger efter det år, i hvilket meddelelsen om opsigelse er givet; og

(ii) i Danmark, for så vidt angår skatter for det indkomstår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket meddelelsen om opsigelse er givet, og følgende indkomstår.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede af deres respektive regeringer, underskrevet denne overenskomst.

Udfærdiget i to eksemplarer i Mexico by, den 11. juni 1997 på spansk, dansk og engelsk, således at alle tre tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse i fortolkning eller anvendelse af overenskomsten, skal den engelske tekst være afgørende.

For Kongeriget Danmarks

regering

Martin Kofod

For De Forenede Mexicanske

Staters regering

Guillermo Ortöz Martönez

Protokol

Ved undertegnelsen af Overenskomsten mellem Regeringen i Kongeriget Danmark og Regeringen i De Forenede Mexicanske Stater til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår indkomst- og formueskatter er de undertegnede blevet enige om følgende bestemmelser, der skal udgøre en integrerende del af overenskomsten.

1. For så vidt angår artikel 3, stykke 1.

Der er enighed om at udtrykket »Mexico« omfatter den eksklusive økonomiske zone, inden for hvilken Mexico kan udøve suverænitetsrettigheder i overensstemmelse med national lov og international ret.

2. For så vidt angår artikel 4.

a) Et interessentskab, et bo eller en trust er kun hjemmehørende i en kontraherende stat i den udstrækning at den indkomst, de oppebærer, er skattepligtig i denne stat som indkomst for en der hjemmehørende person, enten hos interessentskabet, boet eller trusten, eller hos dets deltagere eller begunstigede;

b) Udtrykket »hjemmehørende« omfatter også en kontraherende stat, en politisk underafdeling eller en lokal myndighed deraf.

3. For så vidt angår artikel 7, stykke 1 og 2.

Udtrykket »har drevet virksomhed« betyder, at indkomst eller fortjeneste, som kan henføres til et fast driftssted i den tid, det har bestået, kan beskattes i den kontraherende stat, hvori et sådant fast driftssted er beliggende, selv om betalingerne er udskudt, indtil det faste driftssted er ophørt med at eksistere.

4. For så vidt angår artikel 9.

Bestemmelserne i stykke 2 skal ikke finde anvendelse i tilfælde af svig, grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse.

5. For så vidt angår artikel 12.

Betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for teknisk bistand, herunder studier eller undersøgelser af videnskabelig, geologisk eller teknisk art, eller for ingeniørmæssige kontrakter, herunder bistand af rådgivende eller tilsynsførende art, skal anses for at være betalinger, på hvilke bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finder anvendelse, i den udstrækning sådanne betalinger ikke skal anses som vederlag for overdragelse af oplysninger vedrørende industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer (»know-how«).

Udtrykket »know-how« skal defineres i overensstemmelse med kommentarerne til artikel 12, stykke 11, i OECD's 1992 model dobbeltbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue.

6. For så vidt angår artikel 12.

Uanset bestemmelserne i artikel 12, kan Mexico pålægge sin aktivskat på aktiver, som omhandlet i artikel 12, stykke 3, som er tilvejebragt af personer, der er hjemmehørende i Danmark, til personer, der er hjemmehørende i Mexico, og som er undergivet sådan skat. I så fald skal Mexico give nedslag i aktivskatten på sådanne aktiver med et beløb svarende til den indkomstskat, der ville være blevet pålagt de royalties, der er betalt for tilvejebringelsen af disse aktiver, på grundlag af den skattesats, der er gældende i dets nationale lovgivning, som om denne overenskomst ikke er gældende.

7. For så vidt angår artiklerne 12 og 13.

Der er enighed om, at betalinger, der oppebæres ved afståelse af enhver rettighed eller formuegode, som omhandlet i artikel 12, stykke 3, skal anses som royalties og være skattepligtige i henhold til den nævnte artikel, når betalingerne ikke er til afregning af en fuld og endelig pris, der var aftalt på datoen for afståelsen, men er betinget af den faktiske produktivitet, anvendelse eller rådighedsret derover.

8. For så vidt angår artikel 13, stykke 3.

Fortjeneste, som omhandlet i dette stykke, skal ikke omfatte fortjeneste, der tidligere er beskattet i det selskab, der udsteder aktierne.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede af deres respektive regeringer, underskrevet denne protokol.

Udfærdiget i to eksemplarer i Mexico by, den 11. juni 1997 på spansk, dansk og engelsk, således at alle tre tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse i fortolkning eller anvendelse af protokollen, skal den engelske tekst være afgørende.

For Kongeriget Danmarks

regering

Martin Kofod

For De Mexicanske

Staters regering

Guillermo Ortöz Martönez

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget går ud på at bemyndige regeringen til at tiltræde dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 11. juni 1997 mellem Danmark og Mexico. Overenskomstens bestemmelser gælder som lov i Danmark, når dens betingelser herfor er opfyldt.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten har til formål at undgå international dobbeltbeskatning som følge af, at både Danmark og Mexico beskatter en person (eller et selskab) af samme indkomst mv. Det sker typisk, når en person, der er hjemmehørende i den ene stat, modtager indkomst fra den anden stat.

Mexico var tidligere ret lukket over for udenlandske investeringer. Der har derfor ikke hidtil været en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Mexico.

Efter ændringen af Mexicos økonomiske politik er landet blevet interessant for danske investeringer. Der er derfor behov for en overenskomst, der regulerer beskatningen af indkomst mellem de to lande.

Den foreliggende dobbeltbeskatningsoverenskomst har bestemmelser om, hvornår Danmark henholdsvis Mexico har ret til at beskatte indkomst, som en person, der er hjemmehørende i den ene stat (bopælsstaten), modtager fra den anden stat (kildestaten). Overenskomsten har desuden den såkaldte metodebestemmelse om, hvorledes dobbeltbeskatning undgås (artikel 24). Metodebestemmelsen er nødvendig, fordi overenskomsten ikke afskærer bopælsstaten fra at medregne indkomst fra kildestaten ved opgørelsen af den pågældende indkomstsmodtagers skattepligtige indkomst. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten har endelig forskellige andre bestemmelser, bl.a. om ikke-diskriminering samt om gensidig administrativ bistand.

Hovedprincippet i metodebestemmelsen er ordinær credit. Dette indebærer, at hvis en person eller et selskab hjemmehørende i Danmark modtager indkomst fra en kilde i Mexico, og Mexico efter overenskomsten har ret til at beskatte indkomsten, skal Danmark nedsætte den danske skat af indkomsten med den skat, der er betalt i Mexico. Nedsættelsen kan dog ikke overstige den danske skat af den mexicanske indkomst.

Overenskomsten har dog undtagelser fra dette hovedprincip, jf. gennemgangen af overenskomstens artikel 24 nedenfor.

Den dansk-mexicanske dobbeltbeskatningsoverenskomst følger i vidt omfang OECD's model til dobbeltbeskatningsoverenskomster. Overenskomsten har dog visse elementer fra FN's model til dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem industrialiserede lande og udviklingslande.

Disse modeller er ikke bindende for medlemslandene, og i praksis ses mange afvigelser fra modellerne. En overenskomst mellem to lande må nødvendigvis være et udtryk for et kompromis mellem de to lande.

Under gennemgangen af overenskomsten nedenfor er der redegjort for de væsentligste afvigelser fra de to modeller.

Administrative virkninger

Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige adminsitrative konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har ikke EU-retlige aspekter.

Provenumæssige og erhvervsøkonomiske virkninger

Formålet med dobbeltbeskatningsoverenskomster er at fjerne de hindringer, som dobbeltbeskatning kan medføre for udviklingen af af de økonomiske relationer mellem landene. Hermed får personer og virksomheder i det ene land bedre skattemæssige betingelser for investering, etablering eller arbejde i det andet land både som følge af, at dobbeltbeskatning undgås, og at der kommer større klarhed over de skattemæssige konsekvenser af økonomiske dispositioner.

Da Mexico indtil for nylig havde en meget lukket økonomi, var der ikke behov for dobbeltbeskatningsoverenskomster, da der ikke var grænseoverskridende investeringer. Efter åbningen af den mexicanske økonomi og Mexicos indtræden i NAFTA, har dette ændret sig afgørende, og Mexico har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomster med en række lande.

Danske virksomheder med interesser i Mexico vil blive væsentligt bedre stillet med en overenskomst end uden. Navnlig det forhold at kildeskatterne på renter, udbytter og royalties bliver nedsat fra intern sats til overenskomsternes satser betyder, at risikoen for dobbeltbeskatning bliver væsentligt mindre. Endvidere betyder det, at danske virksomheder bliver bedre stillet end nu i konkurrencen med virksomheder fra lande, der allerede har dobbeltbeskatningsoverenskomster med Mexico. Samlet er dette medvirkende til at øge incitamentet til at foretage investeringer.

Det er ikke muligt at sige noget bestemt om de provenumæssige virkninger af overenskomsten, da dette afhænger af størrelsen og arten af de fremtidige investeringer mellem Danmark og Mexico. Såfremt der finder større investeringer sted fra Danmark til Mexico end omvendt, vil dette tendere mod at give en provenugevinst navnlig på grund af, at Mexico nedsætter sine kildeskatter på renter, udbytter og royalties. Danmark er herefter kun forpligtet til at lempe for de nedsatte mexicanske skatter i stedet for de højere skatter, der pålægges i henhold til intern lovgivning.

Alt i alt vurderes overenskomsten at være til fordel for både dansk erhvervsliv og det danske samfund.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i lovforslaget

Efter lovforslagets § 1 bemyndiges regeringen til at tiltræde dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Mexico. Overenskomsten er optaget som et bilag til loven. Dens bestemmelser gennemgås nedenfor.

Efter lovens vedtagelse vil overenskomstens bestemmelser gælde som lov i Danmark, når dens betingelser herfor er opfyldt, dvs. når både Danmark og Mexico har givet hinanden meddelelse om, at de forfatningsmæssige procedurer er opfyldt.

Overenskomsten vil træde i kraft på dagen for den sidste af disse meddelelser, og den vil få virkning fra det kalenderår eller indkomstår, der følger efter det år, hvor overenskomsten træder i kraft, jf. artikel 30.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil herefter være en del af dansk skattelovgivning.

Overenskomsten medfører, at dansk beskatning af personer og selskaber, hjemmehørende i Mexico, der modtager indkomst her fra landet, kun kan gennemføres i det omfang, Danmark har ret til at beskatte denne indkomst efter overenskomstens artikel 6 - 23. På samme måde kan dansk beskatning af personer og selskaber, hjemmehørende her i landet, der modtager indkomst fra Mexico, kun gennemføres i det omfang, det er i overensstemmelse med artikel 24.

Overenskomsten medfører desuden, at Danmark ikke kan gennemføre skattelovgivning, der medfører en forskelsbehandling af mexicanske statsborgere, mexicansk-ejede foretagender her i landet eller mexicanske foretagenders filialer her i landet, jf. artikel 25.

Overenskomsten medfører endvidere, at danske skattemyndigheder kan nedsætte dansk beskatning i konkrete sager for at undgå dobbeltbeskatning, jf. artikel 26.

Endelig medfører overenskomsten, at de danske skattemyndigheder skal give administrativ bistand til de mexicanske myndigheder, ligesom de kan modtage administrativ bistand herfra, jf. artikel 27.

Indholdet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Overenskomsten omfatter (fysiske og juridiske) personer, der er hjemmehørende (dvs. fuldt skattepligtige) i en eller begge stater. Typisk vil situationen være den, at en person er fuldt skattepligtig i den ene stat (bopælsstaten) og begrænset skattepligtig i den anden stat af indkomst fra denne stat (kildestaten).

Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

Bestemmelsen opregner de skatter, der er omfattet af overenskomsten. Alle danske indkomstskatter er omfattet, uanset om de pålignes af staten, amterne eller kommunerne. Overenskomsten omfatter desuden også alle ny skatter af samme eller væsentlig samme art, som efterfølgende bliver indført som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.

Overenskomsten omfatter også formueskatter. Med formueskattens afskaffelse i Danmark er overenskomstens bestemmelser om formuebeskatning blevet indholdsløse.

Artikel 3

Almindelige definitioner

Bestemmelsens stykke 1 definerer en række almindelige udtryk, som anvendes i overenskomsten. Der er bl.a. en definition af Danmark og Mexico, dvs. hvilket geografisk område overenskomsten gælder for. I overenskomsten omfatter udtrykket Danmark ikke Færøerne og Grønland.

I en protokolbestemmelse til artikel 3, er det specificeret, at udtrykket Mexico omfatter den eksklusive økonomiske zone, inden for hvilken Mexico kan udøve suverænitetsrettigheder i henhold til national lov og international ret.

Udtrykket person omfatter såvel en fysisk person som et selskab. Udtrykket selskab omfatter enhver juridisk person og sammenslutning, der behandles som en juridisk person i skattemæssig henseende.

Bestemmelsen definerer endvidere udtrykket foretagende i en kontraherende stat, international trafik, statsborger og kompetent myndighed.

Udtrykket statsborger kan på samme måde som udtrykket person både omfatte en fysisk person og et selskab.

Stk. 2 indeholder den vigtige bestemmelse, at et udtryk, der ikke er defineret i overenskomsten, skal have den betydning, som det har i skattelovgivningen i den stat, der bruger udtrykket ved sin anvendelse af overenskomsten.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

Efter overenskomstens artikel 6 - 23 er beskatningsretten til de forskellige typer indkomst knyttet til den stat, hvor indkomstmodtageren er hjemmehørende (bopælsstaten), eller den stat, hvorfra indkomsten hidrører (kildestaten). For at anvende overenskomstens regler om fordeling af beskatningsretten for indkomst er det derfor nødvendigt at afgøre, i hvilken stat indkomstmodtageren er hjemmehørende.

Efter artikel 4, stykke 1, anses en person for i skattemæssig henseende at være hjemmehørende i en kontraherende stat, hvis den pågældende er fuldt skattepligtig i denne stat på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium.

Imidlertid kan en person anses for at være fuldt skattepligtig i begge stater efter deres nationale lovgivning.

I overenskomstens forstand kan en person kun være hjemmehørende i en stat. For at løse denne konflikt med dobbelt fuld skattepligt opstiller stykke 2 derfor en række kriterier, som giver en fysisk persons tilknytning til den ene stat forrang frem for tilknytningen til den anden stat.

For så vidt angår »ikke-fysiske personer«, som er fuldt skattepligtige i to stater, lægges der efter OECD-modellen vægt på stedet for den virkelige ledelse.

Den dansk-mexicanske dobbeltbeskatningsoverenskomst går derimod ud på, at hvis et selskab mv. er fuldt skattepligtig i begge stater, skal de kompetente danske og mexicanske myndigheder søge at indgå en aftale om, hvor det pågældende selskab skal anses for at være hjemmehørende i overenskomstens forstand. I mangel af en sådan aftale skal hver af staterne anse selskabet for ikke at være hjemmehørende i den anden stat.

Formålet med bestemmelsen er at hindre spekulation i dobbelt fuld skattepligt. Når denne konflikt løses efter OECD-modellen, kan selskabet vælge at placere sin ledelse i den ene stat, således at det anses for at være hjemmehørende i denne stat ved anvendelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

I en protokolbestemmelse til artikel 4, er begrebet:»hjemmehørende« nærmere defineret for så vidt angår interessentskaber, boer eller trusts. Sådanne enheder anses kun for hjemmehørende i en stat, i den udstrækning den indkomst de oppebærer er skattepligtig i denne stat som indkomst for en der hjemmehørende person, enten i interessentskabet, boet eller trusten, eller hos dets deltagere eller begunstigede. Det kræver således fuld skattepligt i bopælsstaten, for at sådanne enheder eller deltagere kan påberåbe sig overenskomsten. Er enheden -f.eks. en trust- skattemæssigt transparent, således at den egentlige skatteyder er den begunstigede efter trustens bestemmelser, finder overenskomsten kun anvendelse, hvis den begunstigede er bosiddende og fuldt skattepligtig i enten Danmark eller Mexico.

Protokolbestemmelsen fastslår endvidere, at »hjemmehørende« også omfatter de to stater, deres politiske underafdelinger eller lokale myndigheder deraf. Dette er i overensstemmelse med den seneste OECD-model.

Artikel 5

Fast driftssted

Artikel 5 fastsætter, hvornår erhvervsvirksomhed, som et foretagende i den ene stat udøver i den anden stat (kildestaten), er af en sådan beskaffenhed, at den skal anses for at udgøre et fast driftssted.

Når der er tale om et fast driftssted, kan kildestaten beskatte den fortjeneste, som foretagendet opnår gennem det faste driftssted. Ellers er hovedreglen, at kildestaten ikke kan beskatte fortjeneste, som et foretagende i den anden stat opnår ved virksomhed, som ikke udøves gennem et fast driftssted i kildestaten, jf. artikel 7.

Udtrykket »fast driftssted« omfatter efter stk. 2 især et sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial, et kontor, en fabrik, et værksted eller en mine, olie- eller gaskilde eller andet sted, hvorfra naturforekomster udvindes. I stk. 3 er det bestemt, at et bygnings-. anlægs- eller installationsarbejde eller tilsynsførende virksomhed i forbindelse hermed danner fast driftssted, hvis arbejdet eller virksomheden varer mere end 6 måneder. Bestemmelsen afviger fra OECD-modellen, dels ved at den også omfatter tilsynsførende virksomhed, dels ved at perioden er på 6 måneder mod OECD-modellens 12 måneder. Danmark har i en række overenskomster accepteret tilsvarende bestemmelser. Stk. 4 fastslår, at opretholdelse af forskellige hjælpefunktioner i sig selv ikke danner fast drifssted, mens stk. 5 og 7 behandler spørgsmålet om virksomhed udøvet gennem en agent i kildestaten. Princippet er, at virksomhed udøvet gennem en uafhængig repræsentant ikke udgør fast driftssted, mens det foreligger fast driftssted, hvis repræsentanten har fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn. I stk. 6 er det fastsat, at et forsikringsforetagende i den ene stat anses for at have fast driftssted i den anden stat, hvis den opkræver præmier på den anden stats territorium mv. gennem en person, med mindre denne person er en uafhængig repræsentant. Endelig er det bestemt i stk. 8, at det forhold at et moderselskab i den ene stat har et datterselskab i den anden stat, ikke i sig selv skal medføre, at det ene selskab er et fast driftssted af det andet selskab.

Artikel 6

Indkomst af fast ejendom

Artiklen bestemmer, at når en person, der er hjemmehørende i den ene stat, ejer fast ejendom i den anden stat, kan den stat, hvor ejendommen er beliggende, beskatte indkomsten af ejendommen.

Stk. 2 definerer, hvad der nærmere skal forstås ved fast ejendom. Definitionen omfatter også en option eller tilsvarende rettighed med hensyn til fast ejendom samt rettigheder til efterforskning eller udnyttelse af naturresourcer.

Artiklen svarer til OECD-modellen, dog med en lidt udvidet definition.

Artikel 7

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artiklen fastslår den hovedregel, at et foretagende fra den ene stat kun kan beskattes af dets fortjeneste i denne stat (bopælsstaten). Kun hvis foretagendet har virksomhed gennem et fast driftssted i den anden stat (kildestaten), kan kildestaten beskatte den fortjeneste, der kan henføres til det faste driftssted.

Denne regel, som følger OECD-modellen, er suppleret med en regel, hvorefter kildestaten også kan beskatte et foretagende fra den anden stat, som har et fast driftssted i kildestaten, af fortjeneste ved salg af varer af samme eller tilsvarende art som de varer, der sælges gennem det faste driftssted. Kildestaten kan altså beskatte fortjeneste ved salg, selv om salget sker uafhængigt af det faste driftssted.

En sådan bestemmelse, som svarer til FN-modellen, ønskes af mange U-lande for at undgå, at udenlandske foretagender har faste driftssteder, der driver handel, men kun effektuerer ordrer af mindre betydning. Når der viser sig en ordre af betydning, effektuerer foretagendet selv ordren uden medvirken fra det faste driftssted. Såfremt dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke har denne regel, vil kildestaten være afskåret fra at beskatte fortjenesten ved denne ordre.

Stk. 2 - 6 indeholder bestemmelser om opgørelsen af den skattepligtige indkomst i et fast driftssted.

Stk. 7 bestemmer, at hvis et foretagendes fortjeneste omfatter indkomst, der er særskilt omfattet af andre artikler, skal denne indkomst behandles efter disse artikler.

I en protokolbestemmelse er det gjort klart, at en stat er berettiget til at beskatte indkomst fra et fast driftssted, også efter det er ophørt med at eksistere, når indkomsten er indtjent på et tidspunkt hvor det faste driftssted eksisterede, men betaling af skatten af denne indkomst først skal finde sted på et tidspunkt efter det fast driftssteds ophør.

Artikel 8

International transport

Stk. 1. fastslår, at et foretagende fra den ene stat, som driver international trafik med skibe eller luftfartøjer, kun kan beskattes af fortjenesten herved i denne stat (bopælsstaten).

Efter stk. 2 omfatter denne regel ikke fortjeneste, som et foretagende opnår ved direkte at drive andre transportmidler eller ved at yde overnatningsmuligheder.

Stk. 3 medfører, at hovedreglen i stk. 1 om at beskatningen kun kan ske i bopælsstaten, ikke alene omfatter fortjeneste ved drift af skibe og luftfartøjer i international trafik, men også fortjeneste ved brug, rådighedsstillelse eller udleje af containere, med mindre containerne udelukkende bruges til transport mellem steder i den anden stat. Herved sikres især, at danske rederiers fortjeneste ved containertrafik eller containerudleje kun kan beskattes i Danmark.

Endelig er i stk. 4 og 5 bestemmelser om, at konsortier m.v. også er omfattet. Bestemmelsen har betydning for SAS.

Artikel 9

Indbyrdes forbundne foretagender

Såfremt forbundne foretagender i de to stater handler indbyrdes til andre priser eller på andre vilkår end de priser og vilkår, som uafhængige foretagender ville aftale, kan hver stat justere indkomstansættelsen for foretagendet i den pågældende stat efter det såkaldte arms length princip, jf. stk. 1.

Den anden stat skal foretage en korresponderende justering for foretagendet i denne anden stat, hvis den anser reguleringen i den første stat for berettiget.

Efter en protokolbestemmelse, skal artikel 9, stykke 2, ikke anvendes, hvis der foreligger svig, grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse.

Artikel 10

Udbytte

Beskatningsretten til udbytte, som et selskab i den ene stat betaler til en aktionær i den anden stat, er som udgangspunkt delt mellem kildestat (hvor det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende) og bopælsstat (hvor aktionæren er hjemmehørende).

Udbyttet kan beskattes i aktionærens bopælsstat, jf. stk. 1. Udbytte kan imidlertid også beskattes i kildestaten, jf. stk. 2. Kildestaten kan beskatte udbyttet på bruttobasis. Når aktionæren er et moderselskab, kan kildestaten dog ikke beskatte udbyttet. Et moderselskab er et selskab, der direkte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det udbyttebetalende selskab. I alle andre tilfælde kan kildestaten beskatte udbyttet, men skatten er begrænset til 15 pct. af udbyttets bruttobeløb.

Stk. 3 definerer, hvad der skal forstås ved udbytte ved anvendelsen af artikel 10.

Såfremt udbytter indgår i fortjenesten i et fast driftssted i kildestaten, og aktiebesiddelsen, som ligger til grund for udbytterne, har direkte forbindelse med det faste driftssted, skal udbytterne efter stk. 4 beskattes som erhvervsmæssig virksomhed og derfor beskattes efter artikel 7. Det samme gælder for udbytte, der indgår i et fast sted, jf. artikel 14.

Efter stk. 5 kan en stat ikke beskatte et selskab i en anden stat af udloddet eller ikke-udloddet fortjeneste med den begrundelse, at den underliggende indkomst er indtjent i den førstnævnte stat. Dog kan en stat beskatte udbytte, udloddet til aktionærer, der er hjemmehørende i denne stat, eller udbytte, som indgår i et fast driftssted eller fast sted i denne stat.

Artikel 11

Renter

Beskatningsretten til renter, som en skyldner i den ene stat (kildestaten) betaler til en modtager i den anden stat (bopælsstaten), er som udgangspunkt delt mellem kildestat og bopælsstat.

Renter kan beskattes i bopælsstaten, jf. stk. 1. Renterne kan imidlertid som hovedregel også beskattes i kildestaten, jf. stk. 2. Kildestatens skat er dog begrænset til 5 pct. af rentens bruttobeløb, for så vidt angår banker, og til 15 pct. af rentens bruttobeløb, for så vidt angår alle andre tilfælde. Der er dog en række undtagelser, hvor kildestaten ikke kan beskatte renter.

Efter stk. 3. kan renter kun beskattes i den retmæssige ejers bopælsstat, (a) hvis den retmæssige ejer er en kontraherende stat, en politisk underafdeling eller lokal myndighed, (b) hvis renterne betales af en af de organer, der er nævnt under (a), (c) hvis den retmæssige ejer er en anerkendt pensionsfond, hvis indkomst generelt er fritaget for beskatning i bopælsstaten, (d) hvis renterne stammer fra Danmark og betales til en række institutioner i Mexico, eller (e) hvis renterne stammer fra Mexico og betales til en række institutioner i Danmark.

Litra (e) afskærer således Mexico fra at beskatte rentebetalinger fra Mexico, som betales for lån på mindst tre år, der er ydet, garanteret eller forsikret af Danmarks Nationalbank, Industrialiseringsfonden for Udviklingslande, Dansk Eksport Finansierings Fond, Danmarks Skibskredit Fond eller andre tilsvarende institutioner, som de to staters kompetente myndigheder bliver enige om. Tilsvarende afskærer litra (d) Danmark fra at beskatte rentebetalinger her fra landet, som betales for lån på mindst tre år, der er ydet, garanteret eller forsikret af Mexicos Nationalbank og de tilsvarende mexicanske institutioner.

Stk. 4 definerer, hvad der skal forstås ved renter ved anvendelsen af artikel 11. Som en afvigelse fra OECD-modellen er det bestemt, at udtrykket udbytte - udover den gængse forståelse af udtrykket - også omfatter anden indkomst, der behandles som afkast af udlån efter kildestatens skattelovgivning.

Såfremt renter indgår i fortjenesten i et fast driftssted i kildestaten, og lånet, som ligger til grund for renterne, har direkte forbindelse med det faste driftssted, skal renterne efter stk. 5 beskattes som erhvervsmæssig virksomhed og derfor beskattes efter artikel 7. Det samme gælder for renter, der indgår i et fast sted, jf. artikel 14.

Stk. 6 definerer hvilken stat, der skal anses for at være kildestat.

Stk. 7 bestemmer, at hvis der er en særlig forbindelse mellem debitor og kreditor (eller mellem de to og en tredjepart), og rentebeløbet af en eller anden grund overstiger det beløb, som uafhængige parter ville aftale, skal bestemmelserne i artikel 11 kun anvendes på det reelle rentebeløb. Det overskydende beløb må herefter beskattes i overensstemmelse med, hvilken indkomsttype det reelt er.

Stk. 8 indeholder en anti-misbrugsregel, hvorefter artiklen ikke anvendes, hvis lånearrangementet var indgået alene med det formål at drage fordel af artikel 11.

Artikel 12

Royalties

Beskatningsretten til royalties, som en skyldner i den ene stat (kildestaten) betaler til en modtager i den anden stat (bopælsstaten), er som udgangspunkt delt mellem kildestat og bopælsstat. Dette er ikke i overensstemmelse med OECD-modellen, som har ren bopælsstatsbeskatning af roaylties, men svarer til FN-modellen.

Royalties kan beskattes i bopælsstaten, jf. stk. 1. Royalties kan som hovedregel også beskattes i kildestaten, jf. stk. 2. Kildestatens skat er dog begrænset til 10 pct. af bruttobeløbet af de betalte royalties.

Stk. 3 definerer, hvad der skal forstås ved royalties ved anvendelsen af artikel 12. Som en afvigelse fra OECD-modellen er det bestemt, at udtrykket royalties også omfatter vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr.

Det medfører altså, at Mexico har ret til at beskatte vederlag for udleje af driftsmidler mv. på grundlag af vederlagets bruttobeløb. Som nævnt under bemærkningerne til artikel 8 er det dog aftalt i denne bestemmelses stk. 3, at fortjeneste, som et foretagende fra den ene stat opnår ved udleje af containere, kun kan beskattes i den pågældende stat. I artikel 23, stk. 4, er det aftalt, at et foretagende fra den ene stat, som beskattes i den anden stat af indtægt ved udleje af borerigge, kan vælge at beregne indtægten på nettogrundlag, som om indtægten kunne henføres til et fast driftssted i den anden stat.

I en protokol-bestemmelse i tilknytning til artikel 12 er det bestemt, at betalinger som vederlag for tekniske tjenesteydelser mv. skal anses for at være omfattet af henholdsvis artikel 7 om fortjeneste ved erhvervsvirksomhed eller artikel 14 om frit erhverv, med mindre der er tale om overførsel af oplysninger fra industriel, kommerciel eller videnskabelig erfaring (know-how). Det er aftalt, at know-how skal forstås i overensstemmelse med OECD-modellen. Formålet med denne protokolbestemmelse er at begrænse anvendelsen af bruttobeskatning i kildestaten efter artikel 12. Derimod skal fx vederlag for levering af tjenesteydelser, hvor den ene af parterne påtager sig at benytte sit fags sædvanlige færdigheder, behandles efter artikel 7 eller 14, hvor kildestatens beskatning forudsætter, at den pågældende part har et fast driftssted eller et fast sted i kildestaten, og hvor kildeskatens beskatning sker på et nettogrundlag.

Såfremt royalties indgår i fortjenesten i et fast driftssted i kildestaten, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for de betalte royalties, har direkte forbindelse med det faste driftssted, skal royalties efter stk. 4 beskattes som erhvervsmæssig virksomhed og derfor beskattes efter artikel 7. Det samme gælder for royalties, der indgår i et fast sted, jf. artikel 14.

Stk. 5 definerer hvilken stat, der skal anses for at være kildestat.

Stk. 6 bestemmer, at hvis der er en særlig forbindelse mellem debitor og kreditor (eller mellem de to og en tredjepart), og royaltybeløbet overstiger det beløb, som uafhængige parter ville aftale, når der ses på den anvendelse, rettighed eller oplysning, som de betales for, skal bestemmelserne i artikel 12 kun anvendes på det reelle royaltybeløb. Det overskydende beløb må herefter beskattes i overensstemmelse med, hvilken indkomsttype det reelt er.

Protokollen indeholder en særbestemmelse, der er indsat på foranledning af Mexico, for at undgå en særlig type spekulation mod den Mexicanske assets tax. Assets tax er en minimum skat, der pålignes med 2 pct. på grundlag af aktivernes værdi. Den pålignes kun, når den ordinære skat er mindre end assets tax. Se nedenfor under artikel 24 »ophævelse af dobbeltbeskatning.« For at undgå assets tax har der været indgået salgs- og tilbagelejekontrakter, hvor den sælgeren fortsætter med at anvende aktiverne. Køberen modtager leasingbetalinger fra sælgeren - nu lejeren. Efter den foreliggende overenskomst, er sådanne leasingbetalinger royalties. I disse »sale and lease back« tilfælde er den udenlandske køber efter mexicansk lovgivning forpligtet til at svare assets tax. Foreligger der således sale and lease back forhold, hvor køberen er dansk, sælger og tilbagelejer mexicansk, finder protokolbestemmelsen anvendelse på forholdet. Efter bestemmelsen tager Mexico fuld assets tax, men giver i denne credit for royaltyskat efter intern mexicansk sats, der er 21 pct. af royaltybeløbet.

Den danske modtager af leasingindkomsten betaler ud over en evt. resterende assets tax, den almindelige royatykildeskat i overensstemmelse med artikel 12.

Endelig er der en protokolbestemmelse, der går på såvel artikel 12 som 13. I henhold til denne bestemmelse, skal beløb, der angiveligt er salgsvederlag for afståelse af rettigheder, der omfattes af artikel 12, beskattes som royalties, hvis der ikke er tale om et endeligt salgsvederlag, men »sælgeren« har betinget sig betaling, hvis størrelse er betinget af faktisk produktivitet, anvendelse eller rådighedsret derover. Der er her tale om aftaler, der betegner sig som salg, men efter deres faktiske indhold reelt må anses for at være en royaltyaftale.

Artikel 13

Kapitalgevinster

Efter stk. 1 kan fortjeneste ved afståelse af fast ejendom beskattes i den stat, hvor ejendommen er beliggende.

På samme måde bestemmer stk. 2, at en stat kan beskatte fortjeneste ved afhændelse af aktier eller rettigheder i et selskab, hvis aktiver hovedsagelig direkte eller indirekte består af fast ejendom eller rettigheder i fast ejendom i den pågældende kontraherende stat. Denne bestemmelse findes ikke i OECD-modellen, som går ud på, at fortjeneste ved afhændelse af aktier kun kan beskattes i afhænderens bopælsstat. Bestemmelsen har sit udgangspunkt i FN-modellen, og den ses nu ofte i overenskomster både med udviklingslande og industrialiserede lande. Uden bestemmelsen er det i et vist omfang muligt at omgå reglen i stk. 1 om kildestatens ret til at beskatte fortjeneste ved afhændelse af fast ejendom i denne stat. Det kan ske ved i stedet at eje aktier i et selskab, som ejer den pågældende faste ejendom, og så afhænde aktierne i selskabet, således at fortjenesten beskattes i afhænderens bopælsstat, jf. reglen i stk. 7, som omfatter aktier.

Efter stk. 3 er kildestatens beskatningsret vedr. fortjeneste ved afståelse af aktier udvidet yderligere i forhold til OECD-modellen. Udover aktier i fast ejendomsselskaber kan en stat også beskatte fortjeneste ved afhændelse af aktier i et selskab i den pågældende stat, hvis afhænderen i løbet af de sidste tolv måneder inden afhændelsen ejede direkte eller indirekte mindst 25 pct. af kapitalen i det pågældende selskab.

Efter en protokolbestemmelse til stykke 3, skal fortjeneste som omhandlet i dette stykke ikke omfatte fortjeneste, der tidligere er beskattet i det selskab, der udsteder aktierne.

Danmark kan ikke udnytte retten efter stk. 2 eller 3 til at beskatte fortjeneste vedr. aktier, idet der ikke findes regler om dansk begrænset skattepligt af aktieavancer.

Efter stk. 4 kan en stat beskatte fortjeneste ved afståelse af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted eller et fast sted, som et foretagende eller en person fra den anden stat har i førstnævnte stat. Det samme gælder ved afståelse af det faste driftssted eller det faste sted.

Hvis et foretagende fra den ene stat afstår skibe, luftfartøjer og containere, der anvendes i international trafik, samt rørlig formue, der hører til driften af disse skibe eller luftfartøjer, kan fortjenesten kun beskattes i den pågældende stat, jf. stk. 5.

I stk. 6 er indsat en bestemmelse, der regulerer beskatningen af fortjeneste, som opnås af et luftfartskonsortium med deltagere fra forskellige lande.

Stk. 7 går ud på, at fortjeneste ved afhændelse af alle rørlige aktiver, som ikke er specielt omhandlet i stk. 1 - 6, kun kan beskattes i den stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.

Endelig findes i stk. 8 en bestemmelse om aktieavancebeskatning ved fraflytning. Bestemmelsen er en konsekvens af aktieavancebeskatningslovens § 13a om dansk beskatning af ikke-realiseret fortjeneste ved flytning fra Danmark til Mexico. Bestemmelsen sikrer, at når den fraflyttede person senere sælger de aktier, der var omfattet af dansk beskatning, vil Mexico nedsætte sin beskatning af fortjenesten under hensyn til den danske beskatning ved fraflytningen.

Stk. 8 er udformet gensidig, således at hvis Mexico også kan opkræve skat på urealiseret aktieavance ved fraflytning til Danmark, skal Danmark nedsætte dansk skat ved senere afståelse af de pågældende aktier under hensyn til den mexicanske beskatning ved fraflytningen.

Artikel 14

Frit erhverv

Indkomst ved frit erhverv, som fx selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt el. lign., som en person hjemmehørende i den ene stat udøver i den anden stat (kildestaten), kan beskattes i kildestaten, hvis den pågældende har et såkaldt fast sted til rådighed i kildestaten, hvor virksomheden udøves. Begrebet fast sted er ikke defineret i overenskomsten i modsætning til begrebet fast driftssted, men det vil sædvanligvis omfatte et kontor eller en klinik mv., hvor kunder kan henvende sig.

Denne bestemmelse fra OECD-modellen er udvidet med en bestemmelse fra FN-modellen, så kildestaten også kan beskatte indkomst ved frit erhverv udøvet i denne stat, hvis den pågældende person opholder sig i denne stat i en eller flere perioder, der sammenlagt overstiger 183 dage i en 12-måneders periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår.

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

Artiklen omhandler beskatning af lønindkomst mv., som en person hjemmehørende i en stat modtager for arbejde udført i den anden stat (kildestaten).

Kildestaten kan ikke beskatte lønindkomsten for arbejde i denne stat, hvis følgende tre betingelser alle er opfyldt. Lønmodtagerens ophold i kildestaten overstiger ikke 183 dage i en 12-måneders periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår. Lønindkomsten betales af eller for en arbejdsgiver, som ikke er hjemmehørende i kildestaten. Lønindkomsten udredes ikke af et fast driftssted eller fast sted, som arbejdsgiveren har i kildestaten.

Det medfører altså følgende for en lønmodtager, som er hjemmehørende i Danmark, men arbejder i Mexico. Mexico kan alene beskatte lønindkomsten for arbejdet i Mexico, hvis lønmodtageren opholder sig i Mexico i en eller flere perioder, der sammenlagt overstiger 183 dage i en 12-måneders periode, eller hvis lønindkomsten betales af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i Mexico, eller hvis lønindkomsten udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i Mexico (jf. artikel 5 eller 14).

Efter stk. 3 kan lønindkomst for arbejde om bord på et skib eller et fly i international trafik beskattes i den stat, hvor rederiet eller luftfartsforetagendet er hjemmehørende. De særlige forhold omkring ansættelse i luftfartskonsortier - herunder SAS - er omhandlet i stk. 4.

Artikel 16

Bestyrelseshonorarer

Bestyrelseshonorarer, honorarer som lovformelig revisor og for Mexicos vedkommende honorarer som administrador eller comisario kan beskattes i kildestaten.

Artikel 17

Kunstnere eller sportsfolk

Kunstnere og sportsfolk kan beskattes i den stat, hvor de udøver deres virksomhed, undtagen når der er tale om aktiviteter, der er væsentligt støttet af offentlige midler fra den anden stat, en politisk underafdeling eller en lokal myndighed deraf. (stk.1 og 3). Kildestaten kan ligeledes beskatte, når vederlaget tilfalder en anden end kunstneren eller sportsudøveren selv, jfr. stk.2. Dette vil typisk være et selskab.

Artikel 18

Pensioner og lignende udbetalinger

Der er ren kildestatsbeskatning af alle pensioner, der er udbetalt i henhold til sociallovgivningen, jfr. stk. 2.

Beskatningsretten til private pensioner, andre lignende vederlag og livrenter, er delt mellem bopælsstaten og kildestaten, på betingelse af, at modtageren har været bosat i kildestaten, og er blevet hjemmehørende i den anden stat. Det er endvidere en betingelse, at modtageren ikke er statsborger i bopælsstaten, jfr. stk. 1 og 3. Når betingelserne er opfyldt, kan kildestaten opkræve skat med maksimalt 17,5 pct. af pensionens bruttobeløb. Da maksimeringen er beregnet på pensionens bruttobeløb, vil skatteprocenten på den skattepligtige nettopension være noget højere. Der er her kun tale om en maksimering. Såfremt skatten på den skattepligtige nettopension, opgjort efter intern dansk lovgivning, er mindre end 17,5 pct af bruttopensionen, er det kun dette lavere skattebeløb, Danmark som kildestat kan opkræve.

Dette resultat afviger fra OECD-modellen, der har bopælsstatsbeskatning af alle pensioner. I modsætning hertil, er det dansk forhandlingspolitik, at få kildestatsbeskatning på alle pensioner. Forhandlingsresultatet er et kompromis, hvor Danmark er blevet imødekommet fuldt ud på de sociale men kun delvis på de private pensioner.

Artikel 19

Offentlige hverv

Vederlag til offentligt ansatte, der udfører hverv af offentligretlig karakter, beskattes efter stk.1 som hovedregel i den udbetalende stat ( kildestaten). Bopælsstaten kan dog beskatte hvis arbejdet er udført der og modtageren enten er statsborger i denne stat eller ikke er blevet hjemmehørende i denne stat alene for at udføre det pågældende arbejde. Bestemmelsen har primært betydning for ambassadepersonale.

Tilsvarende kan pensioner til disse tidligere offentligt ansatte kun beskattes i kildestaten, med mindre de er hjemmehørende og statsborgere i den anden stat. I så fald kan denne stat (bopælsstaten) beskatte, jfr. stk.2.

De almindelige bestemmelser om beskatningsret til løn (art. 15), bestyrelseshonorarer (art. 16) og private pensioner (art. 18) skal dog finde anvendelse på vederlag og pensioner, hvis hvervet er udført i forbindelse med erhvervsvirksomhed drevet af staten eller det offentlige.

Artikel 20

Studerende

Studerende beskattes ikke af beløb, som de modtager til deres underhold, studium eller uddannelse, hvis beløbene stammer fra udlandet. Bestemmelsen svarer til OECD-modellen.

Artikel 21

Andre indkomster

Indkomster, der ikke specifikt er omhandlet andre steder i overenskomsten, kan beskattes i bopælsstaten, jfr. stk. 1.

Såfremt skatteyderen driver erhvervsvirksomhed i den anden stat gennem et fast driftssted eller fast sted, og sådanne indkomster har direkte forbindelse med det faste driftssted eller faste sted, skal bestemmelserne om fortjeneste ved erhvervsvirksomhed (art. 7) eller liberalt erhverv (art. 14) finde anvendelse, d.v.s. at kildestaten kan beskatte indkomsten. Dette gælder dog ikke for indkomst af fast ejendom beliggende i trediestat. På sådan indkomst finder stk. 1 anvendelse, jfr. stk. 2.

Såfremt disse andre indkomster stammer fra det andet land, kan dette også beskatte, jfr. stk. 3.

Stykke 3 i denne artikel er ikke med i OECD-modellen, men findes i FN-modellen.

Bestemmelsen medfører bl.a. at ydelser, der ikke falder ind under sociallovgivningen, ikke er løn og ikke er privat eller offentlig pension kan kildestatsbeskattes. Der tænkes her f. eks. på efterløn o.l.

Artikel 22

Formue

Da den danske formueskat er ophævet siden overenskomsten blev forhandlet, er bestemmelsen reelt tom.

Efter bestemmelserne i stk. 1 kan værdien af fast ejendom beskattes i den stat, hvor ejendommen er beliggende. Rørlig formue, med tilknytning til et fast driftssted eller fast sted i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat, jfr. stk. 2.

Formue bestående af skibe, luftfartøjer eller containere der anvendes i international trafik, kan kun beskattes i den stat, hvor foretagendet, der anvender disse skibe, luftfartøjer m.v. er hjemmehørende, jfr. stk. 3. Er der tale om et luftfartskonsortium eller anden form for forretningsfællesskab, dannet af selskaber fra forskellige lande, finder bestemmelsen kun anvendelse på den del af formuen, som svarer til den andel, som et selskab, der er hjemmehørende i en af staterne har i det pågældende konsortium eller forretningsfællesskab, jfr, stk. 5. Bestemmelsen svarer til den bestemmelse, der normalt indsættes for SAS. I denne overenskomst er formuleringen blot gjort generel.

Al anden formue, kan kun beskattes i bopælsstaten, jfr. stk.4.

Artikel 23

Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter

Artiklen indeholder i stk. 1 og 2 særlige regler om fast driftssted og fast sted, der afviger fra de almindelige bestemmelser i artiklerne 5 og 14. Når virksomhed i den anden stat udøves i forbindelse med forundersøgelse, efterforskning eller udvinding af kulbrinter, har personer der udøver denne virksomhed fast driftssted eller fast sted, med mindre aktiviteten udøves i en periode eller perioder, der sammenlagt ikke overstiger 30 dage i nogen 12-måneders periode. Ved opgørelsen af 30-dages perioden medregnes virksomhed, som er udøvet af forbundne foretagender, hvis virksomheden er af væsentlig samme art. Kildestaten får hermed meget hurtigt adgang til at beskatte virksomhed i forbindelse med kulbrintesektoren.

Bestemmelsen i stk.3, er en undtagelse herfra. Hvis der er tale om boreplatformvirksomhed udøvet uden for kysten i forbindelse med forundersøgelse, efterforskning eller udvinding af kulbrinter, anses et fast driftssted for at foreligge, hvis virksomheden udøves i en eller flere perioder, der sammenlagt overstiger 183 dage i nogen 12-måneders periode. Tilsvarende virksomhed udøvet af forbundne foretagender medregnes i de 183 dage.

Stk. 4 indeholder en særbestemmelse om indkomst fra leasing af boreplatforme. Efter definitionen af royalties, er sådan indkomst omfattet af royaltybestemmelsen i art. 12. Dette giver kildestaten mulighed for at beskatte leasingindkomstens bruttobeløb med 10 pct. Denne beskatning kan være meget høj, når man sammenligner med den skat, der pålignes nettoindkomsten. Stk. 4 bestemmer, at virksomheden kan vælge at beregne skatten af denne indkomst, som om den var indtjent gennem et fast driftssted i kildestaten. Heri ligger, at opgørelsen i så fald skal ske efter bestemmelserne i art. 7, der er baseret på beskatning af nettoresultatet opgjort efter almindelige regler og med den almindelige selskabsskattesats. Når et foretagende har valgt beskatning efter bestemmelserne om fast driftssted, er valget bindende, med mindre skattemyndighederne i kildestaten samtykker i at denne opgørelsesmetode bringes til ophør.

Hverken OECD eller FN-modellen indeholder særlige bestemmelser om beskatningsretten til virksomhed i kulbrintesektoren.

Bestemmelserne i stk.1 og 2 i denne artikel svarer til det danske forhandlingsoplæg.

Dette er i princippet også tilfældet med bestemmelsen i stk. 3, hvorefter boreriggene først udgør fast driftssted efter en tidsperiode, der svarer til den der er gældende i art. 5, stk.3, om bygge-og anlægsarbejder, her 6 måneder. Det danske forhandligsoplæg har dog en tidsgrænse på 12 måneder.

Det danske oplæg har en bestemmelse om, at indkomst ved supplytrafik skal beskattes som indkomst ved international trafik. Det var dog ikke muligt at komme igennem med dette. Indkomst ved supplytrafik er herefter dækket af bestemmelserne i artiklerne 5 og 7, dvs. erhvervsvirksomhed fra et fast driftssted, der vil blive beskattet på nettobasis.

Artikel 24

Ophævelse af dobbeltbeskatning

Artikel 24 indeholder den såkaldte metodebestemmelse, dvs. den metode der skal anvendes ved lempelse af dobbeltbeskatning. For begge landes vedkommende er hovedprincippet ordinær credit, jfr. for Mexicos vedkommende stk. 1.

For Danmarks vedkommende betyder det, at hvis en person eller et selskab m.v., der er hjemmehørende i Danmark, har en indkomst fra Mexico, som Mexico har beskatningsretten til i henhold til overenskomsten, medregnes indkomsten i den skattepligtige danske indkomst. I den danske skat af den mexicanske indkomst skal Danmark give en nedsættelse med det mindste af to beløb. Enten den skat der er betalt i Mexico, eller den del af den danske skat der falder på den mexicanske indkomst, jfr. stk. 2, litra a) og b). Samme lempelsesmetode anvendes i de interne danske lempelsesregler, jfr. ligningslovens § 33.

I tilfælde hvor en indkomst kun kan beskattes i Mexico, anvender Danmark eksemption med progressionsforbehold, jfr. stk. 2, litra c). Dette betyder, at den danske skat nedsættes med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den mexicanske indkomst. Lempelsen er således uafhængig af størrelsen af den skat, der rent faktisk er betalt i Mexico. Indkomsten indgår imidlertid i det danske beskatningsgrundlag og får således progressionsvirkning for beskatningen som helhed. Samme lempelsesmetode anvendes ved lempelse af udenlandsk lønindkomst efter ligningslovens § 33A.

Bestemmelserne finder tilsvarende anvendelse ved lempelse af formueskat. Som omtalt ovenfor, er artiklen om formueskat imidlertid tom efter ophævelsen af den danske formueskat.

Efter bestemmelserne i stk.2, litra d) og e), giver Danmark eksemption for datterselskabsudbytter i overensstemmelse med intern dansk lovgivning, dvs. selskabsskattelovens § 13, stk.3. Kvalificerer den mexicanske beskatning ikke til eksemption af datterselskabsudbytterne, skal der gives credit for underliggende selskabsskat, hvis det danske selskab ejer 10 pct. af kapitalen i det udbyttebetalende mexicanske selskab. Efter dansk lovgivning er grænsen 25 pct. af aktiekapitalen jfr. selskabsskattelovens § 17, stk. 2.

Efter bestemmelsen i stk. 2, litra f) gives der matching credit i tilfælde hvor den mexicanske skat er nedsat i henhold til visse specifikke bestemmelser i den Mexicanske Indkomstskattelov. Hvis en dansk virksomheds faste driftssted i Mexico er berettiget til skattenedsættelse efter disse bestemmelser, skal Danmark give lempelse som om der var betalt mexicansk skat efter de almindelige regler. Der gives ikke matching credit for nogen form for finansiel virksomhed. De mexicanske bestemmelser, der er nævnt, dækker over investeringer i land- og skovbrug, fiskeri m.v. samt trykning og udgivelse af bøger. Det er en betingelse for at få skattebegunstigelse, at 90 pct. af indkomsten stammer fra disse aktiviteter. Endvidere dækker de byggeindustri uden for de større byer.

Efter bestemmelsen i stk. 2, litra g) eksemptes datterselskabsudbytter i danske moderselskaber, hvis datterselskabet er involveret i den samme type skattebegunstiget virksomhed, som er nævnt ovenfor under litra f).

Bestemmelserne i litra f) og g) er tidsbegrænset til 15 år, jfr. stk.2, litra h).

Stk. 3 indeholder en bestemmelse om, at den mexicanske aktivskat, som er nævnt i artikel 2, stk. 3, litra a)(ii), skal betragtes som en indkomstskat.

Den mexicanske aktivskat er en minimumsskat på selskaber. Såfremt indkomsten i et år er nul eller negativ, skal selskabet alligevel betale denne minimumsskat, der fastsættes ud fra værdien af selskabets aktiver. Er der et overskud, der er så beskedent, at selskabsskatten er mindre end minimumsskatten, betales der selskabsskat med et tillæg af aktivskat, således at det samlede tilsvar svarer til aktivskatten. Aktivskatten kan fremføres i op til 10 år til modregning i senere års selskabsskat. Over tid vil et dansk selskabs faste driftssted, der i enkelte år betaler minimumsskat, komme til at betale, hvad der svarer til den almindelige selskabsskat forudsat, at det viser overskud. Aktivskatten kommer i disse tilfælde til at virke som en form for forudbetalt selskabsskat. Danmark påtager sig en forpligtelse til at give credit for aktivskatten i den danske sekskabsskat af den mexicanske indkomst. Det er klart, at Danmark i underskudsår ikke giver nogen credit for aktivskatten, da der ikke er nogen tilsvarende dansk indkomst og dermed heller ikke nogen dansk skat at give credit i. Det Danmark over tid kommer til at give credit for, er således et beløb svarende til den ordinære mexicanske selskabsskat.

Artikel 25

Ikke-diskriminering

Efter bestemmelsen må de to stater ikke diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig henseende. Dette gælder både for fysiske og juridiske personer. Bestemmelsen gælder også for statsborgere, der ikke er hjemmehørende i nogen af de kontraherende stater. Bestemmelsen forpligter dog ikke en stat til at give personer, der er hjemmehørende i den anden stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømmer dens egne hjemmehørende personer.

Artikel 26

Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

Artiklen foreskriver den fremgangsmåde, der skal anvendes, hvis en person, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, mener sig udsat for en beskatning, der er i strid med overenskomsten. Det er herunder fastsat, at de kompetente myndigheder i de to stater skal søge ved gensidig aftale at løse de vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til anvendelsen af overenskomsten.

Overenskomsten pålægger imidlertid ikke de to staters kompetente myndigheder en forpligtelse til at blive enige. I praksis når man dog i de fleste tilfælde frem til en løsning, som er acceptabel for alle parter, men overenskomsten rummer ingen garanti for, at alle dobbeltbeskatningskonflikter vil kunne løses.

Artikel 27

Udveksling af oplysninger

Overenskomsten pålægger de to staters kompetente myndigheder at udveksle oplysninger, som er nødvendige for, at overenskomstens bestemmelser kan føres ud i livet. En kontraherende stat er dog ikke forpligtet til at meddele oplysninger eller udøve forvaltningsakter, der strider mod denne stats lovgivning eller forvaltningsprksis, eller meddele oplysninger, som ikke kan indhentes ifølge denne eller den anden stats lovgivning eller forvaltningspraksis, eller meddele oplysninger som vil røbe forretningshemmeligheder eller stride mod almene interesser.

Der kan også udveksles sådanne oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre den interne lovgivning i de to stater vedrørende merværdiafgifter, andre salgsafgifter og punktafgifter, der betales til de kontraherende stater.

Udvekslede oplysninger skal behandles som fortrolige. De kan dog meddeles i offentlige retsforhandlinger eller i retsafgørelser.

Artikel 28

Medlemmer af diplomatiske og konsulære repræsentationer

Overenskomsten berører ikke de skattemæssige begunstigelser for diplomater.

Artikel 29

Territorial udvidelse

Efter denne bestemmelse kan overenskomsten, enten i sin helhed eller med de fornødne ændringer udvides til Færøerne og Grønland, hvis de to områders hjemmestyrer måtte ønske det.

Artikel 30

Ikrafttræden

Overenskomsten træder i kraft, når de forfatningsmæssige betingelser for dette er opfyldt i begge stater, og de to stater har underrettet hinanden herom. For Danmarks vedkommende vil dette sige, at nærværende lovforslag er endeligt vedtaget, og vedtagelsen er meddelt Mexico, samt at Mexico har givet Danmark en tilsvarende meddelelse.

Overenskomsten har herefter virkning:

- for så vidt angår skatter indeholdt ved kilden den 1. januar i det år, der følger efter det år, i hvilken overenskomsten træder i kraft, eller senere;

- for så vidt angår andre skatter:

i Mexico, for det skatteår, der begynder den 1. januar i det år, i hvilket denne overenskomst træder i kraft, eller senere;

i Danmark, for så vidt angår skatter i det indkomstår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket overenskomsten træder i kraft, og følgende indkomstår.

Artikel 31

Opsigelse

Overenskomsten kan opsiges 6 måneder før udgangen af et kalenderår efter udløbet af en periode på 5 år fra datoen for dens ikrafttræden.

Opsigelsen får virkning for så vidt angår skatter, der indeholdes ved kilden fra og med den 1. januar i året efter meddelelse om opsigelsen, og for andre skatter,

- for skatteår i Mexico, der starter den 1. januar i året efter meddelelse om opsigelse, eller senere

- for indkomstår i Danmark, der følger umiddelbart efter året efter meddelelse om opsigelsen, og følgende indkomstår.

Efter lovforslagets § 2 træder loven i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Efter lovforslagets § 3 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, idet skattespørgsmål hører under det færøske og det grønlandske hjemmestyres kompetence.

Skriftlig fremsættelse (22. oktober 1997)

Skatteministeren (Carsten Koch):

Jeg skal hermed tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Kongeriget Danmark og De Forenede Mexicanske Stater.

(Lovforslag nr. L 33).

Der er forhandlet en overenskomst mellem Danmark og Mexico. For at regeringen endeligt kan tiltræde overenskomsten, og derved gennemføre dens bestemmelser i Danmark, kræves, at Folketinget vedtager en lov herom.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Mexico har til formål at undgå international dobbeltbeskatning som følge af, at to lande beskatter samme indkomst den samme skatteyder. Dette sker ved, at overenskomsten regulerer hvilket af de to lande, der kan beskatte forskellige typer indkomst, som en person i det ene land (bopælsstaten) modtager fra det andet land (kildestaten). Endvidere er der regler for, hvordan bopælsstaten skal ophæve dobbeltbeskatningen, når begge stater beskatter den samme indkomst.

Der har ikke tidligere været en dobbeltbekatningsoverenskomst mellem Danmark og Mexico.

De væsentligste bestemmelser i overenskomsten er følgende:

Begge stater lemper dobbelbeskatningen efter creditprincippet. Danmark giver dog matching credit for visse typer virksomhed uden for den finansielle sektor.

Den ny dansk-mexicanske overenskomst følger hovedsageligt OECD's model til dobbeltbeskatningsoverenskomster. Der er dog visse afvigelser. De vigtigste bestemmelser er følgende:

Hvis et selskab er fuldt skattepligtigt til begge stater, skal det afgøres ved gensidig overenskomst, hvor selskabet er hjemmehørende. Normalt bestemmes det af den virkelige ledelses sæde.

Bygge- og anlægsarbejder udgør et fast driftssted efter 6 måneder mod modellens 12 måneder. Hvis der er et fast driftssted, og hovedkontoret foretager direkte salg af varer af samme slags, som normalt foregår gennem det faste driftssted, kan fortjenesten henføres til det fast driftssted, medmindre virksomheden kan godtgøre, at der ikke foreligger skattetænkning.

Indkomst fra international trafik og udleje af containere kan kun beskattes i bopælsstaten.

Udbytter kildestatsbeskattes med 0 pct. i moder-datterselskabssituationer og 15 pct. i andre tilfælde.

Renter kildestatsbeskattes med 5 pct. for banker, 15 pct i andre tilfælde. Der er en række undtagelser, hvor der ikke er nogen kildestatsskat.

Royalties kildestatsbeskattes med 10 pct.

Der kan ske kildestatsbeskatning af aktieavancer i moder-datterselskabssituationen, hvis avancen stammer fra ubeskattet selskabsindkomst. Bestemmelsen tager endvidere højde for de danske regler om fraflytningsbeskatning på aktier.

Sociale pensioner, offentlige pensioner og private pensioner, der ikke har forbindelse med et tidligere tjenesteforhold beskattes i kildestaten.

Private pensioner, der står i forbindelse med et tidligere tjenesteforhold, kan beskattes i kildestaten, men maksimalt med 17,5 pct. af pensionens bruttobeløb.

Der er fastsat regler om beskatning af indkomst i forbindelse med efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på kontinentalsoklen. Reglerne sikrer, at kildestaten kan beskatte, hvis virksomheden varer mere end 30 dage inden for 12 måneder. Efterforskningsrigge kan dog først beskattes, når de har været 183 dage inden for en 12 måneders periode i kildestaten.

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser, og den skønnes at kunne give et vist merprovenu.

Jeg skal hermed anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 1997-12-17