1997 LSF 37 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF PATENTLOVEN, LOV OM BRUGSMODELLER OG LOV OM MØNSTRE
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00037@1997-12-17/da
Indhold
§ 1
I patentloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 824 af 13. september 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 8, stk. 1, § 22, stk. 8, 1. pkt., § 53 b, stk. 1, 1. pkt. , § 54, stk. 1, og § 72, stk. 1, 2. pkt., udgår »skriftligt«.
2. § 8, stk. 2, sidste pkt., affattes således:
»En opfindelse, som vedrører eller indebærer brugen af biologisk materiale, skal i de tilfælde, som er angivet i § 8 a, kun anses for tilstrækkelig tydeligt angivet, såfremt betingelserne i § 8 a tillige er opfyldt.«
3. § 8 a affattes således:
»§ 8 a. Skal der ved udøvelsen af opfindelsen anvendes biologisk materiale, som hverken er almindeligt tilgængeligt eller kan beskrives således i ansøgningens akter, at en fagmand på grundlag af disse kan udøve opfindelsen, skal en prøve af det biologiske materiale deponeres senest den dag, da ansøgningen bliver indleveret. Prøven skal herefter fortløbende være deponeret således, at den, som ifølge denne lov er berettiget til at få udleveret en prøve, kan få udleveret prøven i Danmark. Erhvervsministeren fastsætter bestemmelser om, hvor deponering kan foretages.
Stk. 2. Ophører en deponeret prøve med at være levedygtig, eller kan en prøve af andre grunde ikke udleveres, skal denne erstattes med en ny prøve af samme biologiske materiale inden for den frist og i øvrigt i overensstemmelse med de regler, der fastsættes af erhvervsministeren. Den nye deponering anses for foretaget allerede fra den dag, da den tidligere deponering blev foretaget.«
4. § 21, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Indsigelsen skal være begrundet og være kommet frem til patentmyndigheden inden 9 måneder fra bekendtgørelsen af patentmeddelelsen.«
5. § 22, stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Er en prøve af biologisk materiale deponeret i henhold til § 8 a, har enhver ret til at få en prøve af materialet, når akterne bliver tilgængelige i henhold til stk. 1, 2 eller 3. Dette medfører dog ikke, at en prøve skal udleveres til nogen, som efter bestemmelser fastsat i eller i medfør af lov ikke må befatte sig med det deponerede materiale. En prøve skal heller ikke udleveres til nogen, hvis det på grund af materialets farlige egenskaber antages, at det vil være forbundet med åbenbar fare, at vedkommende befatter sig med prøven.«
6. I § 22, stk. 7, indsættes som 3. pkt.:
»Erhvervsministeren fastsætter bestemmelser om fremsættelse af begæring om udlevering.«
7. I § 56, stk. 1, 2. pkt., ændres »kultur af en mikroorganisme« til: »prøve af biologisk materiale« og »en prøve af kulturen« til: »en prøve«.
8. § 57, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
9. § 69, stk.1, 1. pkt., affattes således:
»Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om patentansøgninger og deres behandling, om behandling af indsigelser, om administrativ omprøvning, om genoprettelse, om afkald på patent, om patentregistrets indretning og førelse, om Patenttidendes udgivelse og indhold, om udveksling af elektroniske data med patentmyndigheden samt om direktoratets forretningsgang.«
10. I § 73, stk. 2, udgår »skriftlig«.
11. Efter § 89 indsættes:
» § 89 a. Denne lovs bestemmelser om deponering af biologisk materiale finder ikke anvendelse på europæiske patenter.«
§ 2
I lov nr. 130 af 26. februar 1992 om brugsmodeller m.v. foretages følgende ændringer:
1. I § 7, stk. 2, 1. pkt., udgår »skriftligt«.
2. I § 8, stk. 1, ændres »kulturer af mikroorganismer« til: »biologisk materiale«.
3. I § 8, stk. 2, 1. pkt., ændres »en kultur af en mikroorganisme« til: »biologisk materiale«, og »en prøve af kulturen« ændres til: »en prøve«.
4. I § 34, stk. 2, 1. pkt., udgår »fremsættes skriftligt og«.
5. § 39, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
6. I § 46 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser om udveksling af elektroniske data med patentmyndigheden.«
§ 3
I lov om mønstre, jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 17. april 1989, som ændret ved § 50 i lov nr. 130 af 26. februar 1992, foretages følgende ændringer:
1. I § 10, stk. 1, § 18, stk. 2, § 25, stk. 1, 1. pkt., § 33, stk. 1, og § 42, stk. 1, 1. pkt., udgår »skriftligt«.
2. § 8 affattes således:
»§ 8. Erhvervsministeren kan bestemme, at ansøgning om registrering af et mønster, som tidligere er søgt beskyttet uden for landet, eller som er vist i en ansøgning om registrering af en brugsmodel, som tidligere er indgivet uden for eller her i landet, i forhold til bestemmelserne i §§ 2 og 6 på begæring skal anses for indleveret samtidig med den tidligere ansøgning.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter de nærmere vilkår for retten til at gøre sådan prioritet gældende.«
3. § 35, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
4. Efter § 46 indsættes:
» § 46 a. Patentdirektoratet kan efter anmodning fra enhver påtage sig at løse særlige opgaver, der vedrører mønstre og mønsterret. Erhvervsministeren fastsætter regler om denne servicevirksomhed og om betalingen herfor.«
5. § 47, 1. pkt., affattes således:
»Erhvervsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om lovens gennemførelse, herunder om mønsteransøgninger og deres behandling, om fornyelse af og afkald på mønsterregistreringer, om mønsterregistrets førelse, om udveksling af elektroniske data med patentmyndigheden, om Mønstertidendes udgivelse og indhold samt om direktoratets forretningsgang.«
§ 4
Loven træder i kraft den 1. juli 1998.
§ 5
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Til lovforslag nr. Folketinget 1997-98
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I patentloven jf. lovbekendtgørelse nr. 824 af 13. september 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 8 stk. 1, § 22, stk. 8, 1. pkt., § 53 b, stk. 1,1.pkt. , § 54, stk. 1, og § 72, stk. 1, 2.pkt., udgår: »skriftligt«.
2. § 8, stk. 2, sidste pkt. , affattes således:
»En opfindelse, som vedrører eller indebærer brugen af biologisk materiale, skal i de tilfælde, som er angivet i § 8 a, kun anses tilstrækkelig tydeligt angivet, såfremt betingelserne i § 8 a tillige er opfyldt.«.
3. § 8 a affattes således:
»§ 8 a. Skal der ved udøvelsen af opfindelsen anvendes biologisk materiale, som hverken er almindeligt tilgængeligt eller kan beskrives således i ansøgningens akter, at en fagmand på grundlag af disse kan udøve opfindelsen, skal en prøve af det biologiske materiale deponeres senest den dag, da ansøgningen bliver indleveret. Prøven skal herefter fortløbende være deponeret, således at den som ifølge denne lov er berettiget til at få udleveret en prøve, kan få udleveret prøven i Danmark. Erhvervsministeren fastsætter bestemmelser om, hvor deponering kan foretages.
Stk.2. Ophører en deponeret prøve med at være levedygtig, eller kan en prøve af andre grunde ikke udleveres, skal denne erstattes med en ny prøve af samme biologiske materiale inden for den frist og i øvrigt i overensstemmelse med de regler, der fastsættes af erhvervsministeren. Den nye deponering anses foretaget allerede fra den dag, da den tidligere deponering blev foretaget.«.
4. § 21, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Indsigelsen skal være begrundet og være kommet frem til patentmyndigheden inden 9 måneder fra bekendtgørelsen af patentmeddelelsen.«.
5. § 22, stk. 6 , affattes således:
»Stk. 6. Er en prøve af biologisk materiale deponeret i henhold til § 8 a, har enhver ret til at få en prøve af materialet, når akterne bliver tilgængelige i henhold til stk. 1, 2 eller 3. Dette medfører dog ikke, at en prøve skal udleveres til nogen, som efter bestemmelser fastsat i eller i medfør af lov ikke må befatte sig med det deponerede materiale. En prøve skal heller ikke udleveres til nogen, hvis det på grund af materialets farlige egenskaber antages, at det vil være forbundet med åbenbar fare, at vedkommende befatter sig med prøven.«.
6. I § 22, stk. 7, indsættes som 3. pkt.:
»Erhvervsministeren fastsætter bestemmelser om fremsættelse af begæring om udlevering.«.
7. I § 56, stk. 1, 2. pkt., ændres »kultur af en mikroorganisme« til: »prøve af biologisk materiale« og »en prøve af kulturen« til: »en prøve«.
8. § 57, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.
9. § 69, stk.1, 1. pkt., affattes således:
»Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om patentansøgninger og deres behandling, om behandling af indsigelser, om administrativ omprøvning, om genoprettelse, om afkald på patent, om patentregistrets indretning og førelse, om Patenttidendes udgivelse og indhold, om udveksling af elektroniske data med patentmyndigheden samt om direktoratets forretningsgang.«.
10. I § 73, stk. 2, udgår: »skriftlig«.
11. Efter § 89 indsættes:
» § 89 a. Denne lovs bestemmelser om deponering af biologisk materiale finder ikke anvendelse for europæiske patenter.«.
§ 2
I lov nr. 130 af 26. februar 1992 om brugsmodeller m.v. foretages følgende ændringer:
1. I § 7, stk. 2, 1. pkt. , udgår: »skriftligt«.
2. I § 8, stk. 1, ændres »kulturer af mikroorganismer« til: »biologisk materiale«.
3. I § 8, stk. 2, 1. pkt., ændres »en kultur af en mikroorganisme« til: »biologisk materiale« og »en prøve af kulturen« ændres til: »en prøve«.
4. I § 34, stk. 2, 1. pkt. , udgår: »fremsættes skriftligt og«.
5. § 39, stk. 2, affattes således:
»Stk.2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.
6. I § 46 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser om udveksling af elektroniske data med patentmyndigheden.«.
§ 3
I lov om mønstre, jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 17. april 1989, som ændret ved § 50 i lov nr. 130 af 26. februar 1992, foretages følgende ændringer:
1. I § 10, stk. 1, § 18, stk. 2, § 25, stk. 1,1. pkt., § 33, stk. 1, og § 42, stk. 1, 1. pkt., udgår: »skriftligt«.
2. § 8 affattes således:
»§ 8. Erhvervsministeren kan bestemme, at ansøgning om registrering af et mønster, som tidligere er søgt beskyttet uden for landet, eller som er vist i en ansøgning om registrering af en brugsmodel, som tidligere er indgivet uden for eller her i landet, i forhold til bestemmelserne i § 2 og § 6 på begæring skal anses indleveret samtidig med den tidligere ansøgning.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter de nærmere vilkår for retten til at gøre sådan prioritet gældende.«.
3. § 35, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.
4. Efter § 46 indsættes:
» § 46 a. Patentdirektoratet kan efter anmodning fra enhver påtage sig at løse særlige opgaver, der vedrører mønstre og mønsterret. Erhvervsministeren fastsætter regler om denne servicevirksomhed og om betalingen herfor.«.
5. § 47, 1. pkt., affattes således:
»Erhvervsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om lovens gennemførelse, herunder om mønsteransøgninger og deres behandling, om fornyelse af og afkald på mønsterregistreringer, om mønsterregistrets førelse, om udveksling af elektroniske data med patentmyndigheden, om Mønstertidendes udgivelse og indhold samt om direktoratets forretningsgang.«.
§ 4
Loven træder i kraft den 1. juli 1998.
§ 5
Stk.1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget er for patentlovsændringens vedkommende hovedsageligt begrundet i en ændring af gennemførselsforskrifterne til Den Europæiske Patentkonvention (EPK). Den Europæiske Patentorganisations Administrationsråd vedtog d. 14. juni 1996 ændringerne, som trådte i kraft d. 1. oktober 1996.
Der er tale om 2 materielle ændringer i gennemførselsforskrifterne, som begge gennemføres ved ændringen i patentloven.
Derudover tilpasses alle tre love således, at det bliver muligt at indlevere en lang række dokumenter i elektronisk form til Patentdirektoratet.
I mønsterloven indsættes en generel hjemmel for Patentdirektoratet til at udføre servicevirksomhed. Endvidere ændres prioritetsbestemmelsen i mønsterlovens § 8 således, at der også bliver mulighed for i danske mønsteransøgninger at påberåbe prioritet fra danske brugsmodelansøgninger. På nuværende tidspunkt er det i danske mønsteransøgninger kun muligt at påberåbe prioritet fra udenlandske mønster- og brugsmodelansøgninger.
2. Lovforslagets indhold
a. Ændring af deponeringsbestemmelserne.
Regel 28 og 28a i gennemførselsforskrifterne til EPK vedrører deponering af mikroorganismer. Deponering af mikroorganismer kan være nødvendig for at beskrive en mikrobiologisk opfindelse i forbindelse med indleveringen af en patentansøgning.
Den ene ændring består i, at »mikroorganismer« er ændret til »biologisk materiale«. Med denne ændring sker der en udvidelse af, hvad det er muligt at deponere i forbindelse med indlevering af en patentansøgning, idet biologisk materiale også vil omfatte f.eks. planter og frø.
Danmark er ikke juridisk forpligtet til at gennemføre denne ændring. Det vil dog være hensigtsmæssigt at harmonisere den danske patentlov med EPK-reglerne, idet en manglende harmonisering vil betyde en forskelsbehandling til ugunst for danske borgere, der vælger at anvende det nationale system fremfor EPK-systemet.
Den anden ændring i gennemførselsforskrifterne betyder, at det nu præciseres, at det kun er Den Europæiske Patentorganisation (EPO), der har kompetencen til at bekræfte (certificere) anmodninger om udlevering til trediemand af en prøve af deponeret materiale, både på ansøgningsstadiet og efter meddelelse af patent. Hidtil har Danmark ved Patentdirektoratet kunnet certificere en anmodning om udlevering også hvad angår europæiske patenter med gyldighed for Danmark, men udstedt af EPO.
Da det i patentlovens § 76 er fastsat, at et europæisk patent med virkning for Danmark er undergivet samme bestemmelser som et patent meddelt af den danske patentmyndighed, er en lovændring nødvendig, således at det udtrykkeligt fremgår, at patentlovens regler om deponering ikke finder anvendelse for europæiske patenter.
På grund af usikkerhed om, hvorvidt ændringen af reglerne om certificering kunne betragtes som suverænitetsafgivelse, der kræver vedtagelse af loven med 5/6 flertal, har forslaget til ændringen været forelagt Justitsministeriet. Forslaget kan efter Justitsministeriets opfattelse vedtages med simpelt flertal i Folketinget.
b. Kravet om skriftlighed.
Der findes i patentloven, brugsmodelloven og mønsterloven adskillige krav om skriftlighed. Det drejer sig om indlevering af ansøgninger, indsigelser, fremsættelse af begæring om udslettelse, ophør m.m. Med lovændringen foreslås det, at udtrykket »skriftligt« udgår fra de bestemmelser, hvor det er hensigten på længere sigt at acceptere indlevering på andre læsbare medier end papir. Der tænkes her navnlig på egentlig elektronisk dataoverførsel, men også på diskette eller lignende maskinlæsbare medier. Den fremtidige teknologiske udvikling kan dog tænkes at stille yderligere ikke-skriftlige muligheder til rådighed.
Der er tale om en teknisk justering, hvor en lovgivningsmæssig hindring for elektronisk indlevering fjernes, idet Patentdirektoratet meget snart rent teknisk vil være i stand til at modtage elektroniske dokumenter. Der vil ske en gradvis udvikling, hvor man for visse dokumenttypers vedkommende må afvente en afklaring af forskellige juridiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål.
I denne forbindelse udvides de tre loves bemyndigelsesbestemmelser, således at erhvervsministeren har mulighed for at fastsætte nærmere krav til indhold, form, format, medier m.v.
Når elektronisk indlevering er en realitet, vil det kunne betyde en rationalisering i sagsgangen både for ansøgere og for Patentdirektoratet.
Patentdirektoratet agter på et tidspunkt at foretage de lovpligtige publiceringer i elektronisk form. Der findes ikke at være behov for en lovændring, idet formuleringen »publicering« også dækker elektronisk publicering.
c. Ændring af mønsterlovens prioritetsbestemmelse
Den nuværende lovs § 8 indeholder det internationalt fastslåede prioritetsprincip. Princippet går i korthed ud på, at man inden for en frist på 6 måneder efter indleveringen af den første ansøgning vedrørende en frembringelse kan indlevere en ansøgning vedrørende samme frembringelse, hvor den så nyhedsmæssigt bliver betragtet, som om den var indleveret samme dag som den første ansøgning.
Prioritet kan, som den nuværende lov er udformet, kun påberåbes fra udenlandske mønster- og brugsmodelansøgninger. Fra erhvervslivets side er der imidlertid udtrykt et behov for også at kunne bruge en dansk brugsmodelansøgning som prioritetsgrundlag i en dansk mønsteransøgning.
d. Hjemmel til servicevirksomhed
Patentdirektoratet har i en årrække udført serviceopgaver i tilknytning til udstedelse af rettigheder. I patentloven, varemærkeloven og brugsmodelloven er der en udtrykkelig lovhjemmel, men på mønsterområdet findes en sådan hjemmel ikke. Erhvervslivet har udtrykt ønske om, at Patentdirektoratet også på mønsterområdet skal kunne tilbyde en tilsvarende opgaveløsning. Med lovforslaget indføres en udtrykkelig hjemmel for Patentdirektoratet til at udføre serviceopgaver på mønsterområdet.
e. Ændring af straffebestemmelserne
De tre loves bestemmmelser om hjemmel til strafansvar for juridiske personer er ændret. Justitsministeriet fremsatte ved straffelovsændringen af 12. juni 1996 en henstilling til samtlige ministerier om ved førstkommende lejlighed at ændre reglerne om strafansvar for juridiske personer, således at de får den nu foreslåede ordlyd.
3. Høring
Lovforslaget har været forelagt Justitsministeriet. Undervisningsministeriet, Udenrigsministeriet, Indenrigsministeriet, Miljø- og Energiministeriet, Sundhedsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Finansministeriet, Kulturministeriet, Forsvarsministeriet, Forskningsministeriet, Dansk Forening for Industriens Patentingeniører, Dansk Patent- og Varemærkekonsulentforening af 1953, De Danske Patentagenters Forening, Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse, Ingeniørforeningen i Danmark, Dansk Industri, Landbrugsrådet, Det danske Handelskammer, Dansk Forening til Fremme af Opfindelser, Advokatrådet, Håndværksrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Dansk Teknologisk Institut, Dansk Arbejdsgiverforening, Teknologirådet, Løvens Kemiske Fabrik, Elektronikindustrien, Landsorganisationen i Danmark, Danmarks Tekniske Universitet, NOVO Nordisk A/S, LIF Lægemiddelindustriforeningen, Ingeniørforbundet i Danmark, LEGO-fonden og formanden for Det Rådgivende Udvalg for Industriel Ejendomsret, professor dr. jur. Mogens Koktvedgaard.
4. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.
Lovforslaget skønnes ikke at have erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Ved at slette ordet »skriftligt« gives der mulighed for at modtage ansøgninger, begæring om administrativ omprøvning m.v. på andre læsbare medier end papir. De nærmere krav til ansøgningernes indhold, format m.v. på de enkelte medier vil kunne fastsættes i medfør af lovens § 69, stk. 1.
Til nr. 2
Ændringen hænger sammen med ændringen i § 8 a, hvor udtrykket »kultur af mikroorganisme« ændres til »biologisk materiale«.
Til nr. 3
Udtrykket »kultur af mikroorganisme« ændres til »biologisk materiale«.
Ændringen er begrundet med en tilsvarende ændring i gennemførselsforskrifterne til EPK, regel 28 og 28a.
Deponering af biologisk materiale benyttes, når en bioteknologisk opfindelse skal beskrives for patentmyndigheden i forbindelse med indlevering af en patentansøgning. Det materiale, der kan deponeres, udvides fra at omfatte mikrobiologisk materiale til også at omfatte makrobiologisk materiale, f. eks. planter og frø.
Forslaget berører ikke selve muligheden for at patentere mikroorganismer og biologisk materiale og indebærer således ikke en udvidelse af det patenterbare område. Dette spørgsmål reguleres i lovens § 1, der ikke berøres af lovændringen. Forslaget giver alene bedre mulighed for at beskrive opfindelser inden for det bioteknologiske område.
Til nr. 4
Med den ændrede formulering forsvinder kravet om skriftlighed, hvorved der gives mulighed for at modtage indsigelser på andre læsbare medier end papir. Se i øvrig bemærkningerne til nr. 1.
Til nr. 5
Ændringen hænger sammen med ændringen i § 8 a, hvor »kultur af mikroorganisme« ændres til »prøve af biologisk materiale«.
Til nr. 6
Da kravet om, at en begæring om udlevering skal fremsættes skriftligt, foreslås ophævet, jf. § 1, nr. 1, foreslås det, at ministeren får den fornødne hjemmel til at fastsætte bestemmelser om begæringens udformning på bekendtgørelsesniveau.
Til nr. 7
Ændringen hænger sammen med ændringen i § 8 a, hvor »kultur af mikroorganisme« ændres til »prøve af biologisk materiale«.
Til nr. 8
Den ændrede formulering er en konsekvens af den ændring af straffeloven, der blev foretaget ved lov nr. 474 af 12. juli 1996. Der er ikke herved sket ændringer i den hidtidige retstilstand.
Til nr. 9
Erhvervsministerens bemyndigelse foreslås udvidet, således at ministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser vedrørende elektronisk dataudveksling. Det kan dreje sig om bestemmelser vedrørende formater, medier m.v. Den nuværende bemyndigelsesbestemmelse indeholder ikke hjemmel til at fastsætte forskrifter for form og indhold af forskellige henvendelser til Patentdirektoratet for så vidt angår meddelte patenter, hvorfor denne udvidelse er nødvendig. Det er hensigten, at der fastsættes nøje retningslinier for, hvilke dokumentformater Patentdirektoratet kan modtage. Hvis disse forskrifter ikke overholdes, vil retsfølgen være afvisning af ansøgning, begæring om genoprettelse m.m. Retningslinierne for elektronisk dataudveksling skal derfor fastsættes i retlig bindende form og ikke alene på vejledningsniveau.
Desuden foreslås indsat bemyndigelse til at fastsætte regler om genoprettelse og afkald på patent.
Til nr. 10
Ved at udelade kravet om skriftlighed gives der mulighed for at indlevere en begæring om genoprettelse på andre maskinlæsbare medier end papir. Se i øvrigt bemærkningerne til nr. 1.
Til nr. 11
Når en patentansøgning bliver offentliggjort, kan enhver interesseret få udleveret en prøve af det deponerede biologiske materiale. Der er imidlertid visse begrænsninger og forpligtelser forbundet med udleveringen.
I praksis foregår udleveringen derfor på den måde, at man indleverer en anmodning om udlevering af en prøve til patentmyndigheden. Patentmyndigheden undersøger, om vedkommende har ret til at få udleveret en prøve, og hvis det er tilfældet, skrives en attest herom til deponeringsinstituttet, der så kan udlevere prøven.
For danske patentansøgninger og meddelte danske patenter udsteder Patentdirektoratet attesten. For europæiske patentansøgninger udsteder EPO attesten.
For meddelte europæiske patenter med gyldighed i Danmark er det i dag Patentdirektoratet, der udsteder attesten. Dette hænger sammen med, at det i patentlovens § 76 fastsættes, at et europæisk patent med virkning for Danmark er undergivet samme bestemmelser som et patent meddelt af den danske patentmyndighed.
Denne procedure foreslås nu ændret på grundlag af ændringen af regel 28 og 28a i gennemførselsforskrifterne til EPK. Herefter kan kun EPO udstede attesten for meddelte europæiske patenter. Danmark har endnu ikke modtaget anmodninger om udleveringer i europæiske patenter og har derfor heller ikke udstedt nogen attester. EPO har desuden et velfungerende certificeringssystem.
Til § 2
Til nr. 1
Ved at slette ordet »skriftligt« gives der mulighed for at modtage ansøgninger på andre læsbare medier end papir. De nærmere krav til ansøgningens indhold, format m.v. på de enkelte medier vil kunne fastsættes i medfør af lovens § 7, stk. 4.
Til nr. 2 og 3.
Ændringen er en følge af en tilsvarende ændring i patentlovens §§ 8, stk. 2, 8 a og 22, stk. 6. Se i øvrigt bemærkningerne til disse bestemmelser.
Til nr. 4
Ved at slette ordet »skriftligt« gives der mulighed for at indlevere begæring om udslettelse på andre læsbare medier end papir. De nærmere krav til begæringens indhold, format m.v. på de enkelte medier kan fastsættes i medfør af lovens § 33, stk. 4.
Til nr. 5
Den ændrede formulering er en konsekvens af den ændring af straffeloven, der blev foretaget ved lov nr. 474 af 12. juni 1996. Der er ikke herved sket ændringer i den hidtidige retstilstand.
Til nr. 6
Erhvervsministeren foreslås bemyndiget til også at fastsætte nærmere bestemmelser vedrørende elektronisk dataudveksling. Det kan dreje sig om bestemmelser vedrørende formater, medier m.v. Med den nuværende bemyndigelsesbestemmelse har erhvervsministeren ikke hjemmel til at fastsætte nærmere bestemmelser om f. eks., hvilken form en underretning om licens eller overdragelse skal have, hvorfor denne udvidelse er nødvendig. Det er hensigten, at der fastsættes nøje retningslinier for, hvilke dokumentformater Patentdirektoratet kan modtage. Hvis disse forskrifter ikke overholdes, vil retsfølgen være afvisning af ansøgning, underretning m.m. Retningslinierne for elektronisk dataudveksling skal derfor fastsættes i retlig bindende form og ikke alene på vejledningsniveau.
Til § 3
Til nr. 1
Ved at slette ordet »skriftligt« gives der mulighed for at indlevere ansøgninger m.v. på andre læsbare medier end papir. De nærmere krav til ansøgningens indhold, format m.v. på de enkelte medier kan fastsættes i medfør af lovens § 47.
Til nr. 2
Paragraffen indeholder bestemmelse om prioritet. Danmark er ved sit medlemsskab af Pariserkonventionen forpligtet til at anerkende det såkaldte konventionsprioritetesprincip. Indholdet af denne konventionsforpligtelse går i korthed ud på, at en ansøger, som har indleveret en ansøgning i et land, der er tilsluttet konventionen, har mulighed for inden for de første 6 måneder at indlevere en ny ansøgning vedrørende samme frembringelse i et andet land og begære prioritet fra den først indleverede ansøgning. Herved anses den senere ansøgning for at være indleveret på samme tidspunkt som den første ansøgning. Prioritetsretten har ikke nogen indvirkning på beskyttelsestiden og dennes beregning, idet beskyttelsen under alle omstændigheder skal regnes fra den dag, da ansøgningen om registrering blev indleveret (mønsterlovens § 24).
I mønsterretten gælder det helt fundamentale nyhedskrav, som bl. a. også kendes fra patentretten. Kun frembringelser, der er nye, kan opnå beskyttelse. Den praktiske virkning af prioritetsretten er først og fremmest, at en ansøgning, hvori der påberåbes prioritet, nyhedsmæssigt anses som indleveret samtidig med den første ansøgning.
Ifølge den gældende mønsterlovs § 8 kan der kun påberåbes prioritet fra en udenlandsk mønster- eller brugsmodelansøgning, men ikke fra en dansk brugsmodelansøgning. Med lovændringen bliver der mulighed for at fastsætte bestemmelser om påberåbelse af prioritet fra en dansk brugsmodelansøgning. Herved overføres prioritetsprincippet til indenlandske ansøgninger. På patentområdet er der en tilsvarende mulighed for at påberåbe prioritet fra en dansk brugsmodelansøgning.
Til nr. 3
Den ændrede formulering er en konsekvens af den ændring af straffeloven, der blev foretaget ved lov nr. 474 af 12. juni 1996. Der er ikke herved sket ændringer i den hidtidige retstilstand.
Til nr. 4
Bestemmelsen giver hjemmel for direktoratet til at påtage sig diverse serviceopgaver på mønsterområdet. Patentdirektoratet vil alene være responderende organ i forbindelse med retssager, når begge parter i en retssag er indforstået hermed, eller rettens tilladelse foreligger. Bestemmelsen er parallel med patentlovens § 71.
Opgaveløsningen vil foregå i overensstemmelse med de retningslinier, som blev udstukket af erhvervsministeren i december 1995. Dette betyder, at Patentdirektoratet afstår fra at foretage vurderinger af mønsterrettigheders omfang, men alene foretager objektivt beskrivende analyser uden konklusion. Herved opstår der ikke retssikkerhedsmæssige eller habilitetsmæssige problemer.
Til nr. 5
Bemyndigelsesbestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte elektronisk dataudveksling. Det kan dreje sig om formater, medier m.v. herunder, at den i lovens § 10, stk. 3 nævnte nyhedserklæring kan indleveres elektronisk. Med den nuværende bemyndigelsesbestemmelse har erhvervsministeren ikke hjemmel til at fastsætte nærmere bestemmelser om f. eks., hvilken form en underretning om licens eller overdragelse skal have, hvorfor denne udvidelse er nødvendig. Det er hensigten, at der fastsættes nøje retningslinier for, hvilke dokumentformater Patentdirektoratet kan modtage. Hvis disse forskrifter ikke overholdes, vil retsfølgen være afvisning af ansøgning, underretning m.m. Retningslinierne for elektronisk dataudveksling skal derfor fastsættes i retlig bindende form og ikke alene på vejledningsniveau.
Til § 4
Paragraffen indeholder bestemmelse om lovens ikrafttræden. Denne er fastsat til den 1. juli 1998. Bestemmelsen indebærer, at der ikke inden den angivne dato kan deponeres biologisk materiale i forbindelse med indlevering af en patentansøgning, ligesom Patentdirektoratet først fra denne dato kan tilbyde at løse serviceopgaver inden for mønsterområdet.
Til § 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan senere sættes i kraft ved kongelig anordning. Forslagets § 1 nr. 11 er en ændring af patentlovens kapitel 10 A, som vedrører europæisk patent. Færøerne og Grønland er ikke medlemmer af Den Europæiske Patentkonvention, hvorfor det ikke umiddelbart vil være aktuelt at sætte denne bestemmelse i kraft i Grønland og på Færøerne.
Skriftlig fremsættelse (23. oktober 1997)
Erhvervsministeren (Jan Trøjborg):
Hermed tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af patentloven, lov om brugsmodeller og lov om mønstre.
(Lovforslag nr. L 37).
I takt med udviklingen på IT-området er det fundet nødvendigt at tilpasse lovene, så de muligheder, som den teknologiske udvikling giver, udnyttes bedst muligt. De tre love foreslås derfor ændret, så det bliver muligt at indlevere dokumenter i elektronisk form til Patentdirektoratet. Elektronisk indlevering vil betyde en rationalisering i sagsgangen både for ansøgere og for Patentdirektoratet.
For at sikre, at reglerne om elektronisk dataudveksling løbende kan tilpasses den elektroniske udvikling, foreslås erhvervsministeren samtidig bemyndiget til at fastsætte administrative regler vedrørende elektronisk dataudveksling på dette område.
Lovforslaget er desuden begrundet i en ændring vedrørende deponering af mikroorganismer i gennemførelsesforskrifterne til Den Europæiske Patentkonvention (EPK). Deponering anvendes som supplement til beskrivelsen af en opfindelse, som søges patenteret.
I dag kan man deponere en »kultur af mikroorganisme«. I EPK's gennemførselsforskrifter er denne formulering nu udvidet til »biologisk materiale«, f.eks. planter og frø. Forslaget er således uafhængigt af direktivforslaget om patent på bioteknologiske opfindelser. Forslaget vil indebære en fordel i forbindelse med ansøgninger om patent.
En anden ændring i deponeringsbestemmelserne vedrører udlevering af det deponerede materiale. Efter ændringen i EPK-gennemførselsforskrifterne er det nu alene den Europæiske Patentorganisation, der for så vidt angår europæiske patenter, har kompetence til at godkende (certificere) anmodninger om udlevering til tredjemand af deponeret materiale både på ansøgningsstadiet og efter meddelelsen af patent.
Hidtil har Danmark ved Patentdirektoratet også kunnet certificere anmodninger om udlevering for så vidt angår europæiske patenter udstedt af EPO med gyldighed for Danmark. Danmark har endnu ikke modtaget sådanne anmodninger og har derfor heller ikke udstedt nogen attester.
Det foreslås endvidere, at der i mønsterloven indsættes en generel hjemmel for Patentdirektoratet til at udføre servicevirksomhed på mønsterområdet. Forslaget skal ses på baggrund af den tilsvarende hjemmel i patent-, varemærke- og brugsmodelloven og erhvervslivets ønske om, at Patentdirektoratet også på mønsterområdet skal kunne tilbyde denne form for opgaveløsning.
Yderligere foreslås mønsterlovens § 8 ændret, så det i en mønsteransøgning under visse nærmere betingelser vil være muligt at påberåbe sig indleveringstidspunktet i en tidligere indleveret dansk brugsmodelansøgning vedrørende samme frembringelse. I dag er dette kun muligt i forbindelse med en udenlandsk brugsmodelansøgning.
Beskyttelsesperioden for en mønsterregistrering løber fra indleveringstidspunktet.
Endelig foreslås de tre loves bestemmelser om hjemmel til strafansvar for juridiske personer ændret som følge af en henstilling fra Justitsministeriet. Der er ikke herved sket ændringer i den hidtidige retstilstand.
Lovforslaget forventes ikke at have erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser, og forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Med disse ord skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.