1997 LSF 42 FORSLAG TIL LOV OM FORHØJELSE AF HÆDERSGAVER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00042@1997-10-23/da
Indhold
§ 1. De beløb, som oprindelig er fastsat som hædersgaver i henhold til de love, der er anført under nr. 1-4, forhøjes med 1400 pct., dvs. til 12.000 kr. årligt.
1) Lov nr. 93 af 20. marts 1940 om udbetaling af hædersgaver til danske sømænd og fiskere og deres efterladte, som ændret ved lov nr. 384 af 9. august 1945 og lov nr. 67 af 3. marts 1948.
2) Lov nr. 378 af 10. juli 1940 om udbetaling af hædersgaver til efterladte efter faldne og til sårede den 9. april 1940.
3) Lov nr. 383 af 9. august 1945 om visse hædersgaver til danske søfarende og fiskere og deres efterladte.
4) Lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre, jf. lovbekendtgørelse nr. 136 af 23. februar 1995, som senest ændret ved lov nr. 223 af 25. marts 1997.
Stk. 2. Tilsvarende forhøjelse foretages af hædersgaver til sårede og efterladte efter faldne den 29. august 1943 og af understøttelse, der ydes i anledning af ulykkestilfælde på søen som følge af krigsbegivenhederne 1914-18.
§ 2. Såfremt en modtager af hædersgave tillige har ret til pension efter § 14, stk. 1, 2 eller stk. 3, nr. 1, i lov om social pension, forhøjes hædersgaven med yderligere 1.800 kr. årligt. Forhøjelsen tilkommer ikke en efterladt ægtefælle, til hvem en hædersgave er overgået ved ægtefællens død, medmindre pågældende selv har ret til pension efter § 14, stk. 1, 2 eller stk. 3, nr. 1, i lov om social pension. En modtager af hædersgave, der har ret til forhøjelsen på 1.800 kr. årligt, bevarer denne ret efter overgang til at modtage folkepension efter det fyldte 67. år.
§ 3. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med den 1. januar 1998.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 223 af 25. marts 1997 om forhøjelse af hædersgaver.
Bemærkninger til lovforslaget
I finanslovforslaget for 1998 er der afsat 46,9 mio. kr. til udbetaling i henhold til lovbekendtgørelse nr. 136 af 23. februar 1995, som senest ændret ved lov nr. 223 af 25. marts 1997. Dette beløb svarer til 6897 hædersgavemodtagere. Lovforslaget indebærer en merudgift på ca. 35,8 mio. kr.
Lovforslaget indebærer, at hædersgavebeløbet forhøjes fra et tilllæg på 750 pct. af det oprindelige beløb på 800 kr. om året til et tillæg på 1400 pct. af dette beløb, svarende til 12.000 kr. årligt. Lovforslaget indebærer, at det beløb, som udbetales fremover, bliver på niveau med realværdien af det beløb, som blev udbetalt i 1945.
De 800 kr. pr. år i 1945 svarede til ca. 10 pct. af en faglært arbejders løn i København. 12.000 kr. skattefrit pr. år som foreslået i lovforslaget svarer også til ca. 10 pct. af en faglært arbejders løn i København i dag. Forslagsstillerne finder det rimeligt, at man genindfører det oprindelige niveau for hæder for den gruppe personer, som Danmark skylder mere, end der kan betales med penge, men som fortjener en god behandling.
Lovforslaget er en delvis genfremsættelse af lovforslag nr. L 164, jf. tillæg A 2043, FF 2748, 3522, 4973 og 5497 (folketingsåret 1994-95) og lovforslag nr. L 87, jf. tillæg A 2335, FF 1440, 3545, 6102 og 6451 (folketingsåret 1995-96).
Skriftlig fremsættelse
Bruno Jerup (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til lov om forhøjelse af hædersgaver.
(Lovforslag nr. L 42).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.