1997 LSF 78 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OPKRÆVNING AF INDKOMSTSKAT FOR PERSONER M.V. (KILDESKAT) OG SKATTEKONTROLLOVEN (ELEKTRONISKE SKATTEKORT OG SELVANGIVELSE AF AKTIEINDKOMST)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00078@1997-12-17/da
Indhold
§ 1
I lov om opkrævning af indkomstskat for personer m.v. (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 614 af 10. juli 1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 48, stk. 1, indsættes som 3.-5. pkt.:
»Såfremt skattekortoplysningerne efter forudgående anmodning er afgivet elektronisk direkte fra skattemyndighederne til den indeholdelsespligtige, skal skattekortet ikke afleveres til den indeholdelsespligtige. Skattekortet må ikke samtidig benyttes hos andre indeholdelsespligtige, så længe de elektroniske skattekortoplysninger anvendes hos den pågældende indeholdelsespligtige. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om rekvirering og anvendelse af elektroniske skattekortoplysninger.«
2. I § 48, stk. 7, indsættes efter »bikort eller frikort,»: »jf. dog stk. 1, 3. pkt.,».
3. I § 48, stk. 8, 3. pkt. , indsættes efter »afleveret til den indeholdelsespligtige«: »jf. dog stk. 1, 3. pkt.«
4. I § 74, stk. 1, nr. 4, ændres »forhold.« til: »forhold, eller«.
5. I § 74, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:
»5) anmoder om elektroniske skattekortoplysninger hos skattemyndighederne vedrørende personer, som man på anmodningstidspunktet ikke kan påregne at skulle udbetale A-indkomst til.«
6. I § 75 indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) benytter skattekortet over for en anden indeholdelsespligtig end den, hvortil skattekortoplysningerne er afgivet elektronisk, jf. § 48, stk. 1, 4. pkt.,».
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.
§ 2
I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 142 af 18. februar 1997, som ændret ved lov nr. 362 af 2. juni 1997 og § 10 i lov nr. 440 af 10. juni 1997, foretages følgende ændring:
1. § 2, stk. 1, nr. 6, affattes således:
»6) Aktieindkomst, hvis den skattepligtiges samlede aktieindkomst ikke overstiger grundbeløbet efter personskattelovens § 8 a, stk. 2, jf. stk. 7, og den samlede aktieindkomst alene består af udbytte, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat. Fritagelsen gælder dog ikke for ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, hvis den ene ægtefælle har en aktieindkomst, hvori der ikke er indeholdt endelig udbytteskat.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 1998. § 1 har virkning fra og med forskudsregistreringen for indkomståret 1999. § 2 har virkning fra og med indkomståret 1997.
Oprindeligt fremsat forslag
§1
I lov om opkrævning af indkomstskat for personer m.v. (Kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 614 af 10. juli 1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 48, stk. 1, indsættes som 3.-5. pkt.:
»Såfremt skattekortoplysningerne efter forudgående anmodning er afgivet elektronisk direkte fra skattemyndighederne til den indeholdelsespligtige, skal skattekortet ikke afleveres til den indeholdelsespligtige. Skattekortet må ikke samtidig benyttes hos andre indeholdelsespligtige, sålænge de elektroniske skattekortoplysninger anvendes hos den pågældende indeholdelsespligtige. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om rekvirering og anvendelse af elektroniske skattekortoplysninger.«.
2. I § 48, stk. 7, indsættes efter »bikort eller frikort,»: »jf. dog stk. 1, 3. pkt.,».
3. I § 48, stk. 8, 3. pkt. , indsættes efter »afleveret til den indeholdelsespligtige«: »jf. dog stk. 1, 3. pkt.«.
4. I § 74, stk. 1, nr. 4, ændres »forhold.« til: »forhold, eller«.
5. I § 74, stk. 1, indsættes som nyt nr. 5:
»5) anmoder om elektroniske skattekortoplysninger hos skattemyndighederne vedrørende personer, som man på anmodningstidspunktet ikke kan påregne at skulle udbetale A-indkomst til.«.
6. I § 75 indsættes efter nr. 1, som nyt nummer:
»2) benytter skattekortet overfor en anden indeholdelsespligtig, end den, hvortil skattekortoplysningerne er afgivet elektronisk, jf. § 48, stk. 1, 4. pkt.«.
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.
§ 2
I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 142 af 18. februar 1997, som ændret ved lov nr. 362 af 2. juni 1997 og § 10 i lov nr. 440 af 10. juni 1997, foretages følgende ændring:
1. § 2, stk. 1, nr. 6, affattes således:
»6) Aktieindkomst, hvis den skattepligtiges samlede aktieindkomst ikke overstiger grundbeløbet efter personskattelovens § 8 a, stk. 2, jf. stk. 7, og den samlede aktieindkomst alene består af udbytte, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat. Fritagelsen gælder dog ikke for ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, hvis den ene ægtefælle har en aktieindkomst, hvori der ikke er indeholdt endelig udbytteskat.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 1998. § 1 har virkning fra og med forskudsregistreringen for indkomståret 1999. § 2 har virkning fra og med indkomståret 1997.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lovforslaget består af 2 dele, elektroniske skattekort og selvangivelse af aktieindkomst.
Formål
1. Formålet med lovforslaget om elektroniske skattekort er at muliggøre en direkte anvendelse af elektroniske skattekortoplysninger i de indeholdelsespligtige virksomheder, uden at skatteyderen selv behøver at aflevere det fysiske skattekort (hovedkortet). Tanken er, at der skal indføres en generel ordning, som de indeholdelsespligtige, der ønsker det, kan benytte i forbindelse med den ordinære forskudsregistrering, hvis de tilmelder sig forinden.
2. Formålet med lovforslaget om ændret selvangivelsespligt for aktieindkomst er at løse et praktisk problem, der efter de gældende regler i visse tilfælde opstår i forbindelse med selvangivelse af aktieindkomst, fordi aktieudbytte under progressionsgrænsen ikke skal selvangives. Der ændres ikke ved beskatningen af aktieindkomst.
Gældende ret
1. Elektroniske skattekort
Efter de gældende regler i kildeskattelovens § 48, stk. 1, har modtagere af A-indkomst pligt til at aflevere deres skattekort (hovedkort) til eller forevise bikort eller frikort for den indeholdelsespligtige arbejdsgiver. Hvis ikke der er afleveret skattekort, skal arbejdsgiveren indeholde 60 pct. af A-indkomsten i skat, jf. § 48, stk. 7.
I henhold til § 48, stk. 8, kan skattemyndighederne meddele den indeholdelsespligtige de oplysninger, der ellers fremgår af skattekort, bikort eller frikort, f.eks. ved levering på edb. Der kan kun gives skattekortoplysninger for personer, der modtager A-indkomst fra den indeholdelsespligtige på det tidspunkt, hvor oplysninger rekvireres. Skatten skal da indeholdes med den pct., skattemyndighederne har oplyst, men der må kun gives fradrag efter skattekortet, hvis den indeholdelsespligtige samtidig opbevarer skattekortet(hovedkortet).
Endelig kan skatteministeren i henhold til kildeskattelovens § 48 A, når særlige grunde taler herfor, bestemme, at indeholdelse af foreløbig skat i visse arter af A-indkomst skal ske helt uden anvendelse af skattekort. Denne bemyndigelse er udmøntet i § 26 i bekendtgørelse nr. 768 af 19. september 1995, hvorefter Told- og Skattestyrelsen for visse indkomstarter, nemlig feriegodtgørelse, sociale og statslige pensioner, dagpenge samt stipendier til uddannelsessøgende, kan bestemme, at skattetrækket kan ske på basis af elektronisk leverede indeholdelsesoplysninger. I samarbejde med de sociale forvaltningers pensionsafdelinger, statslige pensionsudbetalere og SU-styrelsen er det derfor aftalt, at indeholdelsen for de nævnte indkomster alene sker på grundlag af elektroniske skattekort.
2. Selvangivelse af aktieindkomst.
Efter skattekontrollovens § 2, stk. 1, nr. 6, skal der ikke selvangives om aktieindkomst, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat efter personskattelovens § 8 a, stk. 1. Er der kun indeholdt endelig udbytteskat i en del af årets aktieindkomst, skal resten af aktieindkomsten selvangives.
Aktieindkomst består af aktieudbytte, avance ved salg af aktier samt andre lignende indkomster, jf. personskattelovens § 4 a. Aktieindkomst kan være negativ, f.eks. på grund af tab ved salg af aktier.
Årets aktieindkomst beskattes med en endelig skat på 25 pct., hvis den ikke overstiger et grundbeløb på 26.400 kr. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20, og det udgør 35.000 kr. i 1998. At skatten er endelig betyder, at aktieindkomsten ikke beskattes på anden måde, og at skatten ikke indregnes i slutskatten efter kildeskattelovens § 67.
Overstiger årets aktieindkomst grundbeløbet på 26.400 kr. (35.000 kr. i 1998), beskattes den overskydende del af indkomsten med 40 pct. Denne skat indregnes i slutskatten efter kildeskattelovens § 67.
Er aktieindkomsten negativ, beregnes en tilsvarende negativ skat, der indregnes i slutskatten, og et eventuelt resterende beløb fremføres til modregning i slutskatten for de fem efterfølgende indkomstår.
For ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, gælder, at en uudnyttet del af grundbeløbet på 26.400 kr. overføres til den anden ægtefælle, dvs. at kun den del af ægtefællernes samlede aktieindkomst, der i 1998 overstiger 70.000 kr., beskattes med 40 pct. Endvidere modregnes en negativ aktieindkomst i ægtefællens positive aktieindkomst.
Efter kildeskattelovens § 65 skal det udbyttebetalende selskab eller forening m.v. som udgangspunkt indeholde 25 pct. af udbyttet i kildeskat. Den således indeholdte skat er, for så vidt angår udbyttet, endelig, hvis modtageren har en samlet aktieindkomst (udbytte, hvori der er indeholdt udbytteskat + anden aktieindkomst), der ikke overstiger grundbeløbet på 26.400 kr., og udbyttet skal i så fald ikke selvangives. Overstiger den indeholdte udbytteskat skatteprocenten på 25 af den samlede aktieindkomst, f.eks. som følge af anden negativ aktieindkomst, men er den samlede aktieindkomst positiv, modregnes den overskydende del af den indeholdte udbytteskat i slutskatten. Er den samlede aktieindkomst negativ, modregnes hele den indeholdte udbytteskat i slutskatten.
Fritagelsen for at selvangive aktieindkomst, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat, har i praksis givet anledning til vanskeligheder, fordi skattemyndighederne på grund af den begrænsede selvangivelsespligt i visse tilfælde mangler oplysninger til foretagelse af en korrekt skatteberegning.
Dels savnes oplysninger til afgørelse af, om den samlede aktieindkomst overstiger progressionsgrænsen, således at der skal beregnes en aktieindkomstskat på 40 pct., eller om en selvangiven negativ aktieindkomst skal korrigeres med en aktieindkomst, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat.
Dels savnes i ægtefællesituationer oplysning om størrelsen af et uudnyttet grundbeløb, der kan overføres til den anden ægtefælle, i de tilfælde, hvor den ene ægtefælle har en aktieindkomst, der ligger under progressionsgrænsen, og der heri indgår udbytte, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat, og den anden ægtefælle har en aktieindkomst, der overstiger progressionsgrænsen. Der savnes også oplysninger til opgørelse af, i hvilket omfang en selvangiven negativ aktieindkomst skal overføres fra den anden ægtefælle, og dermed om i hvilket omfang en negativ aktieindkomstskat skal fremføres til fradrag i senere indkomstår.
Lovforslaget
1. Elektroniske skattekort
Som beskrevet ovenfor har virksomhederne allerede i dag mulighed for at rekvirere skattekortoplysninger fra skattemyndighederne til brug for indeholdelsen af A-skat. Oplysninger leveres en gang årligt i forbindelse med forskudsregistreringen på edb-medie til virksomheder, der har anmodet Told- og Skattestyrelsen herom inden en bestemt frist. Mange virksomheder benytter sig af denne mulighed, fordi det letter lønadministrationen at få alle oplysninger leveret samlet. Virksomhederne har dog fortsat pligt til at indhente og opbevare de ansattes skattekort, selvom man i princippet allerede har oplysningerne på edb. Dette er administrativt byrdefuldt for indeholdelsespligtige med mange A-indkomstmodtagere.
Efter forslaget indføres der generelt, og ikke blot for de af § 48 A omfattede indkomstarter, mulighed for at indhente og anvende udelukkende elektroniske skattekortoplysninger til brug for indeholdelsen af A-skat. Ordningen vil i første omgang kun indebære elektronisk levering af skattekortoplysninger i forbindelse med den ordinære forskudsregistrering. Oplysningerne leveres på edb-medie, som fremsendes til de indeholdelsespligtige virksomheder, der har tilmeldt sig ordningen inden en i forvejen fastsat frist, formentlig medio september i året forud for indkomståret. I tilfælde af ændringer af skattekortoplysningerne efter den automatiske ordinære forskudsregistrering, vil det nye skattekort fortsat skulle afleveres og anvendes ved indeholdelsen.
På længere sigt er det dog tanken, at også sådanne efterfølgende ændringer til skattekortet skal kunne leveres elektronisk, men dette forudsætter formentlig etablering af en on-line forbindelse mellem skattemyndighederne og de pågældende virksomheder.
2. Selvangivelse af aktieindkomst
Til afhjælpning af de problemer de eksisterende regler har vist sig at give i praksis, jf. ovenfor, foreslås, at fritagelsen for at selvangive aktieindkomst, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat, begrænses på følgende punkter:
1) For skattepligtige med en samlet aktieindkomst, der ikke overstiger progressionsgrænsen, hvis der i aktieindkomsten indgår indkomst, hvori der ikke er indeholdt endelig udbytteskat. Dette forslag sikrer mod »underbeskatning« af aktieindkomsten i de tilfælde, hvor den del af aktieindkomsten, der ikke er indeholdt udbytteskat i, er negativ.
2) For ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, i de tilfælde, hvor en sådan ægtefælle har en aktie-indkomst under progressionsgrænsen, og den anden ægtefælle har en aktieindkomst, der ligger over progressionsgrænsen, således at en »overbeskatning« af ægtefællernes samlede aktieindkomst undgås.
3) For ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, i de tilfælde, hvor den ene ægtefælle har aktieindkomst, hvori der ikke er indeholdt udbytteskat. I disse tilfælde skal den anden ægtefælle efter forslaget selvangive hele sin aktieindkomst - også selvom den alene består af aktieindkomst under progressionsgrænsen, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat. Hermed sikres, at myndighederne ved skatteberegningen kan foretage en korrekt overførsel mellem ægtefællerne af uudnyttede fradrag set i forhold til ægtefællernes samlede aktieindkomst, og dermed en korrekt beregning af en eventuel negativ aktieindkomstskat til fremførelse til fradrag i senere indkomstår.
Samlet set vil en gennemførelse af forslaget medføre, at en enlig kun er fritaget for at selvangive aktieindkomst, hvis den pågældende har en samlet aktieindkomst under progressionsgrænsen, og aktieindkomsten alene består af udbytte, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat.
Samlevende ægtefæller er ligeledes kun fritaget for at selvangive aktieindkomst, hvis de hver for sig har en samlet aktieindkomst under progressionsgrænsen, og aktieindkomsten alene består af udbytte, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat.
En selvangivelsespligt som foreslået tilvejebringer de oplysninger, der er nødvendige for, at myndighederne kan foretage en korrekt beregning af skat af aktieindkomst. Forslaget medfører ikke en ændret beskatning af aktieindkomst.
Gennemførelse af den foreslåede ændring af selvangivelsespligten vil blive fulgt op således, at selvangivelse af aktieindkomst overføres til den fortrykte selvangivelse. Endvidere vil der ved skatteberegningen automatisk blive taget højde for grundbeløbet.
Det foreslås, at ændringen har virkning fra og med indkomståret 1997, således at ændringerne skal anvendes første gang i foråret 1998 ved selvangivelsen for 1997.
Høring
Lovforslaget har været til høring hos Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner, Advokatsamfundet, revisororganisationerne, Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Handel og Service, Erhvervenes Skattesekretariat samt Erhvervsministeriet.
Provenumæssige konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have provenumæssige konsekvenser.
Administrative konsekvenser
Lovforslagets del om elektroniske skattekort skønnes at ville medføre engangsudgifter i Told Skat på 1,6 mio. kr. i 1998 til edb-tilretning og information. Forslaget skønnes herudover ikke at ville have nævneværdige administrative konsekvenser.
Lovforslagets bestemmelser om aktieindkomst skønnes at ville medføre engangsudgifter for Told Skat på i alt 1,8 mio. kr., hvoraf formentlig 0,5 mio. kr. skal afholdes i 1997. Udgifterne vedrører hovedsageligt edb-omkostninger.
Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Lovforslaget skønnes at give de indeholdelsespligtige virksomheder, der benytter ordningen, en administrativ lettelse, idet arbejdet med indsamling og opbevaring af de ansattes skattekort bortfalder for de personer, der er ansat i hele perioden. Desuden smidiggøres lønadministrationen, når alle ansattes skattekortoplysninger leveres samlet på edb. På lang sigt vil etablering af on-line forbindelse mellem skattemyndigheder og virksomheder betyde, at også løbende ændringer af skattekort i løbet af indkomståret vil kunne overføres elektronisk, hvilket vil give yderligere administrative lettelser i virksomhedernes lønadministrationer.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget skønnes ikke at have EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser.
Til § 1
Til nr. 1
Efter de gældende regler i kildeskattelovens § 48, stk. 1, har modtagere af A-indkomst pligt til at aflevere skattekort til eller forevise bikort for den indeholdelsespligtige. Med forslaget afskaffes pligten til at aflevere det fysiske skattekort i det omfang, skattekortoplysninger er leveret elektronisk fra skattemyndighederne til den indeholdelsespligtige. Den elektroniske levering af skattekortoplysninger finder sted en gang årligt i forbindelse med forskudsregistreringen for det kommende indkomstår. Leveringen sker kun efter forudgående anmodning, hvorfor de indeholdelsespligtige virksomheder skal tilmelde sig ordningen inden en fastsat frist, som forventes at blive medio september i året forud for det pågældende indkomstår. Virksomhederne må kun anmode om skattekortoplysninger vedrørende personer, som man på anmodningstidspunktet påregner at ville skulle udbetale A-indkomst til i det kommende indkomstår. Den skattepligtige vil på forskudsopgørelsen få påtrykt meddelelse om, at skattekortoplysningerne er videregivet elektronisk til den pågældende indeholdelsespligtige. I tilfælde af jobskifte eller andre ændringer i skattekortoplysningerne efter den automatiske forskudsregistrering eller i løbet af indkomståret, vil det fysiske skattekort stadig skulle afleveres til den indeholdelsespligtige.
Den elektroniske levering af skattekortoplysninger sker indtil videre ved fremsendelse af oplysningerne på edb-medie. På lidt længere sigt forventes etableret mulighed for on-line forbindelse mellem skattemyndigheder og indeholdelsespligtige, og til den tid vil også løbende ændringer i skattekortoplysninger kunne afgives elektronisk, således at ordningen ikke længere vil være begrænset til de oplysninger, der foreligger på tidspunktet for ordinær forskudsregistrering.
Endelig gives der med forslaget til § 48, stk. 1, 5. pkt., skatteministeren bemyndigelse til at fastsætte eventuelle nærmere regler.
Til nr. 2
Efter reglen i kildeskattelovens § 48, stk. 7, skal der indeholdes 60 pct. i A-skat, hvis den skattepligtige ikke har afleveret skattekort eller forevist bikort eller frikort. Der indsættes derfor i § 48, stk. 7, en henvisning til de nye regler i § 48, stk.1, om at skattekort ikke skal afleveres, når skattekortoplysninger er leveret elektronisk til den indeholdelsespligtige. I disse tilfælde skal altså ikke længere automatisk indeholdes 60 pct. i A-skat.
Til nr. 3
Efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 48, stk. 8, 3. pkt., må oplysninger om skattekortsfradrag kun anvendes ved skatteberegningen, såfremt skattekort er afleveret til den indeholdelsespligtige. Der indsættes derfor i § 48, stk. 8, 3. pkt., en tilføjelse til de nye regler i § 48, stk. 1, om at skattekort ikke skal afleveres, når skattekortoplysninger er leveret elektronisk til den indeholdelsespligtige. I disse tilfælde må fradragsoplysninger jo naturligvis gerne anvendes.
Til nr. 4
Der er tale om en ny strafbestemmelse, som sanktionerer det forhold, at en indeholdelsespligtig misbruger sin ret til at indhente oplysninger om personers økonomiske forhold, nemlig skattekortoplysninger, til at skaffe sig oplysninger om andre personer end sine ansatte.
Til nr. 5
Der er tale om en ny strafbestemmelse, som sanktionerer det forhold, at en skattepligtig samtidig benytter skattekortoplysninger fra hovedkortet overfor flere indeholdelsespligtige, således at der uberettiget opnås fradrag i flere indkomster. Hidtil har det, for at forhindre misbrug, været en betingelse for anvendelse af fradragsoplysningerne på skattekortet, at den pågældende indeholdelsespligtige også var i besiddelse af det fysiske skattekort. Med indførelsen af de elektroniske skattekort bortfalder afleveringspligten, og dermed vil der måske kunne opstå misbrug af skattekortsfradrag.
Til § 2
Med forslaget foretages der på visse punkter begrænsning i fritagelsen for selvangivelsespligt i skattekontrollovens § 2, stk. 1, nr. 6.
Det foreslås for det første, at denne fritagelse begrænses for skattepligtige med en samlet aktieindkomst, der ikke overstiger progressionsgrænsen, hvis der i aktieindkomsten indgår indkomst, hvori der ikke er indeholdt endelig udbytteskat. Dette forslag sikrer mod »underbeskatning« af aktieindkomsten i de tilfælde, hvor den del af aktieindkomsten, der ikke er indeholdt udbytteskat i, er negativ.
Det foreslås for det andet, at denne fritagelse begrænses for ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, i de tilfælde, hvor en sådan ægtefælle har en aktie-indkomst under progressionsgrænsen, og den anden ægtefælle har en aktieindkomst, der ligger over progressionsgrænsen, således at en »overbeskatning« af ægtefællernes samlede aktieindkomst undgås.
Det foreslås for det tredje, at denne fritagelse begrænses for ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, i de tilfælde, hvor den ene ægtefælle har aktieindkomst, hvori der ikke er indeholdt udbytteskat. I disse tilfælde skal den anden ægtefælle efter forslaget selvangive hele sin aktieindkomst - også selvom den alene består af aktieindkomst under progressionsgrænsen, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat. Hermed sikres, at myndighederne ved skatteberegningen kan foretage en korrekt overførsel mellem ægtefællerne af uudnyttede fradrag set i forhold til ægtefællernes samlede aktieindkomst og dermed en korrekt beregning af en eventuel negativ aktieindkomstskat til fremførelse til fradrag i senere indkomstår.
Til § 3
Lovens ikrafttræden er fastsat til 1. januar 1998 med henblik på, at ordningen med de elektroniske skattekort kan få virkning fra og med forskudsregistreringen for 1999, der edb-mæssigt påbegyndes allerede primo 1998, samt at den ændrede selvangivelsespligt for aktieindkomst kan få virkning fra og med indkomståret 1997.
Skriftlig fremsættelse (14. november 1997)
Skatteministeren (Carsten Koch):
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om opkrævning af indkomstskat for personer m.v. og skattekontrolloven. (Elektroniske skattekort og selvangivelse af aktieindkomst).
(Lovforslag nr. L 78).
Lovforslaget indeholder 2 mindre ændringer i henholdvis kildeskattelov og skattekontrollov, der begge har til formål at gøre skatteopkrævningsystemet lettere at anvende for dets brugere, dvs. skatteydere, indeholdelsespligtige samt skattemyndigheder.
Den ene del af forslaget går ud på at indføre såkaldte »elektroniske skattekort«, hvilket længe har været et stort ønske fra en række større indeholdelsespligtige virksomheder, som derved kan slippe for at indhente og opbevare de ansattes fysiske skattekort.
Ordningen går ud på, at tilmeldte indeholdelspligtige vil få skattekortoplysningerne på de ansatte leveret elektronisk i forbindelse med den ordinære forskudsregistrering. I det omfang oplysninger er leveret elektronisk bortfalder den ansattes pligt til at aflevere det fysiske skattekort.
Ved senere ændringer i skattekortet eller jobskifte i løbet af indkomståret, vil der dog fortsat skulle anvendes fysisk skattekort. På længere sigt vil sådanne efterfølgende ændringer formentlig også kunne leveres elektronisk. Hertil kræves dog etablering af on-line forbindelse til de indeholdelsespligtige virksomheder.
I øvrigt kan det oplyses, at mange indeholdelsespligtige allerede i dag får skattekortoplysninger leveret på edb-medie fra skattemyndighederne som en service i forbindelse med ordinær forskudsregistrering. Forslaget betyder således kun at pligten til også at indhente det fysiske skattekort forsvinder.
Den anden del af forslaget går ud på, at sikre tilvejebringelsen af de til brug for beregning af skat af aktieindkomst nødvendige oplysninger, og indebærer en mindre begænsning i fritagelsen for selvangivelse af aktieindkomst.
Baggrunden er, at de gældende regler i praksis har bevirket, at skattemyndighederne i visse tilfælde har manglet oplysninger til foretagelse af korrekt skatteberegning.
Forslaget indfører selvangivelsespligt for aktieindkomst for begge ægtefæller, hvis bare en af dem har aktieindkomst over progressionsgrænsen eller aktieindkomst i form af avance eller tab. For enlige skal der selvangives efter tilsvarende betingelser.
Det bemærkes, at forslaget ikke ændrer ved beskatningen af aktieindkomst.
Samtidig med forslaget overføres selvangivelse af aktieindkomst til den fortrykte selvangivelse til lettelse for mange skattepligtige, der dermed slipper for den udvidede selvangivelse. De tidsmæssige forudsætninger for, at denne forenkling kan ske allerede med virkning for selvangivelsen for 1997 er, at lovforslaget vedtages inden den 1.december 1997. Da der som nævnt er tale om små ændringer, der udelukkende har til formål at forenkle og smidiggøre, uden særlige udgifter, og som er ønsket af brugerne, er det mit håb at lovforslaget kan vedtages på den korte tid.
Forslaget skønnes at medføre engangsudgifter for ToldSkat på henholdvis 1,6 mio.kr. og 1,8 mio. kr., heraf 0,5 mio. kr. i 1997. Udgifterne dækker edb-tilretning og information.
Forslaget skønnes ikke at have provenumæssige konsekvenser.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til en hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget
I lov om opkrævning af indkomstskat for personer m.v. (Kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 614 af 10. juli 1997 foretages følgende ændringer:
1. I § 48, stk. 1, indsættes som nyt 3.-5. pkt.:
»Såfremt skattekortoplysningerne efter forudgående anmodning er afgivet elektronisk direkte fra skattemyndighederne til den indeholdelsespligtige, skal skattekortet ikke afleveres til den indeholdelsespligtige. Skattekortet må ikke samtidig benyttes hos andre indeholdelsespligtige, sålænge de elektroniske skattekortoplysninger anvendes hos den pågældende indeholdelsespligtige. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om rekvirering og anvendelse af elektroniske skattekortoplysninger.«.
2. I § 48, stk. 7, indsættes efter »bikort eller frikort,»: »jf. dog stk. 1, 3. pkt.,».
3. I § 48, stk. 8, 3. pkt. , indsættes efter »afleveret til den indeholdelsespligtige«: »jf. dog stk. 1, 3. pkt.«.
§ 48. Til brug ved indeholdelse af foreløbig skat i A-indkomst udsteder skattemyndighederne skattekort og bikort til skattepligtige, som forventes at få A-indkomst i det pågældende år. Modtagere af A-indkomst skal aflevere skattekort til eller forevise bikort for den indeholdelsespligtige.
Stk. 2. Skattemyndighederne drager omsorg for, at det på skattekortet anføres, hvilket beløb der skal fradrages i A-indkomst for henholdsvis en måned, 14 dage, en uge og en dag, forinden indeholdelse foretages. Fradragsbeløbene udgør forholdsmæssige andele af summen af de fradrag, der må forventes at ville tilkomme den skattepligtige ved den endelige indkomstopgørelse og skatteberegning for det pågældende år. På bikort anføres intet fradragsbeløb.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsættes regler, hvorefter der under særlige omstændigheder ikke skal anføres fradragsbeløb på skattekortet eller skal ske fordeling af det samlede fradrag på anden måde end efter stk. 2.
Stk. 4. Skattemyndighederne drager omsorg for, at det på skattekort og bikort anføres, med hvilken procent indeholdelse skal foretages. Indeholdelsesprocenten fastsættes under hensyn til den skattepligtiges forventede indkomstforhold. Skatteministeren kan fastsætte regler om op- eller nedrunding af de beregnede indholdelsesprocenter, som dog i intet tilfælde må forhøjes eller nedsættes med mere end 1,5. Skatteministeren fastsætter endvidere regler om, hvorledes der ved beregningen af skattekortets fradragsbeløb og indeholdelsesprocenten skal tages hensyn til den skattepligtiges personfradrag efter personskattelovens §§ 9-12.
Stk. 5. Skatteministeren kan bestemme, at der ved den indeholdelsespligtiges beregning af A-skat skal ske nedrunding af det beløb, hvoraf skatten beregnes, til det nærmeste med 10 delelige kronebeløb.
Stk. 6. Når omstændighederne i det enkelte tilfælde taler derfor, således når det er åbenbart, at den skattepligtiges indkomst ikke vil blive så stor, at han skal svare de i § 40 nævnte skatter, kan vedkommende skattemyndighed med fremtidig virkning bestemme, at der ikke skal indeholdes skat i A-indkomst, som den skattepligtige oppebærer. Bestemmelsen kan begrænses til at angå en vis A-indkomst eller A-indkomst, som udbetales eller godskrives i en vis periode eller indtil et vist maksimalbeløb. Når sådan bestemmelse er truffet, skal vedkommende modtager af A-indkomst forevise et af skattemyndigheden udstedt frikort for den, der udbetaler eller godskriver A-indkomsten. Skatteministeren kan, når særlige forhold taler derfor, bestemme, at indeholdelse af skat i en vis art af A-indkomst skal undlades uden anvendelse af frikort. I så fald ses der ved beregningen af fradragsbeløb efter stk. 2 bort fra udgiftsfradrag, der er knyttet til den omhandlede art af A-indkomst.
Stk. 7. Har den skattepligtige hverken afleveret skattekort eller forevist bikort eller frikort, skal der indeholdes 60 pct. af den udbetalte eller godskrevne A-indkomst uden fradrag efter stk. 2-3.
Stk. 8. Skattemyndighederne kan meddele den indeholdelsespligtige de oplysninger, der ellers fremgår af skattekortet, bikortet eller frikortet. Indeholdelse af A-skat skal da uanset stk. 7 ske på grundlag af disse oplysninger. Oplysning om skattekortfradrag må dog kun anvendes ved skateberegningen, såfremt skattekort er afleveret til den indeholdelsespligtige.
Stk. 9. Den skattepligtige kan over for den indeholdelsespligtige begære, at denne indeholder A-skatten med en højere procent end angivet på skattekortet eller bikortet. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler herom.
4. I § 74, stk. 1, nr. 4, ændres »forhold.« til: »forhold, eller«.
5. I § 74, stk. 1, indsættes som nyt nr. 5:
»5) anmoder om elektroniske skattekortoplysninger hos skattemyndighederne vedrørende personer, som man på anmodningstidspunktet ikke kan påregne at skulle udbetale A-indkomst til.«.
§ 74. Med bøde straffes den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed
1) undlader at opfylde pligt til at foretage indeholdelse af A-skat, udbytteskat m.v., royaltyskat eller skat som nævnt i § 65 B, stk. 1,
2) undlader at indbetale indeholdte skattebeløb i rette tid,
3) undlader rettidigt at afgive de i § 57, stk. 1, § 66, stk. 3, eller § 66 A, stk. 1, omhandlede oplysninger,
4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om de i § 57, stk. 1, § 66, stk. 3, eller § 66 A, stk. 1, omhandlede forhold.
Stk. 2. Er forholdet begået med forsæt til at unddrage det offentlige skat, eller foreligger der i øvrigt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 2 år.
6. I § 75 indsættes efter nr. 1, som nyt nummer:
»2) benytter skattekortet overfor en anden indeholdelsespligtig end den, hvortil skattekortoplysningerne er afgivet elektronisk, jf. § 48, stk. 1, 4. pkt.«.
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.
§ 75. På samme måde som anført i § 74 straffes den, der
1) lader sig udbetale A-indkomst vidende om, at der ikke i indkomsten er indeholdt A-skat som påbudt,
2) forsætligt eller ved grov uagtsomhed afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelser efter § 45, stk. 1 og 3, § 48, stk. 6, § 51, § 52, stk. 2, eller § 53 eller i forbindelse med en af de i sisse bestemmelser nævnte ansøgninger fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, eller
3) forsætligt eller ved grov uagtsomhed afgiver urigtige eller vildledende oplysninger t6il brug ved beregning af passivposter efter § 33 D eller i forbindelse med en sådan beregning fortier oplysninger af betydning for denne.
§ 2
I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 142 af 18. februar 1997, som ændret ved lov nr. 362 af 2. juni 1997 og § 10 i lov nr. 440 af 10. juni 1997, fortages følgende ændring:
1. § 2, stk. 1, nr. 6, affattes således:
»6) Aktieindkomst, hvis den skattepligtiges samlede aktieindkomst ikke overstiger grundbeløbet efter personskattelovens § 8 a, stk. 2, jf. stk. 7, og den samlede aktieindkomst alene består af udbytte, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat. Fritagelsen gælder dog ikke for ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, hvis den ene ægtefælle har en aktieindkomst, hvori der ikke er indeholdt endelig udbytteskat.«
§ 2. Selvangivelsespligten omfatter ikke:
1) Børn, der ikke er fyldt 15 år ved indkomstårets begyndelse, medmindre de i indkomståret har haft skattepligtig indkomst.
2) Personer, der alene er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra c, f, i eller j, sidstnævnte under forudsætning af, at den pågældende alene beskattes efter kildeskattelovens § 48 C.
3) Selskaber og foreninger m.v., der alene er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, e eller g.
4) Foreninger m.v som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 6, i selskabsskatteloven, hvis foreningen m.v. ikke har indtægt, fortjeneste eller tab som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 6, i selskabsskatteloven.
5) Foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 6, i selskabsskatteloven, hvis foreningen m.v. som følge af fradragsretten efter § 3, stk. 2 og 3, i selskabsskatteloven ikke har indkomst til beskatning. Det er dog en betingelse, at foreningens formål udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt.
6) Aktieindkomst, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat efter personskattelovens § 8 a, stk. 1.
7) Indkomst, der beskattes efter kildeskattelovens § 48 E.
8) Dødsboer, der efter § 6 i dødsboskatteloven er fritaget for at betale indkomstskat.
Stk. 2. Fritagelserne som nævnt under stk. 1, nr. 2 og 3, gælder ikke, hvis den skattepligtige har modtaget udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1, eller afståelsessummer omfattet af ligningslovens § 16 B, i hvilke der ikke er indeholdt udbytteskat efter kildeskattelovens § 65, medmindre udbyttet m.v. er omfattet af kildeskattelovens § 65, stk. 6.