Gelex

1997 LSF 86 FORSLAG TIL LOV OM TRAFIKSTØTTE TIL DE MINDRE ØER

GældendeVersion 1997-12-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00086@1997-12-30/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. For at sikre levevilkårene for beboerne i de små øsamfund yder indenrigsministeren og de amtskommuner og kommuner, hvori øerne er beliggende, tilskud til færgedrift og investeringer i færger og færgelejer.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter, hvilke færgeruter loven omfatter.

Stk. 3. Indenrigsministeren fastsætter de nærmere vilkår for tilskud og regler for afregning af tilskud.

Stk. 4. Indenrigsministeren kan fastsætte, at der kan ydes tilskud efter stk. 1 til vedligeholdelse af vejforbindelser til Mandø.

§ 2. De tilskud, som indenrigsministeren yder til færgedrift, fastsættes på de årlige bevillingslove.

§ 3. De amtskommuner, hvori øerne er beliggende, skal årligt yde mindst samme tilskud til færgedrift efter § 1 som staten, medmindre indenrigsministeren bestemmer andet.

Stk. 2. Inden for amtskommunen skal de kommuner, hvori øerne er beliggende, tilsammen årligt yde mindst samme tilskud til færgedrift som staten, medmindre indenrigsministeren bestemmer andet.

Stk. 3. Inden for amtskommunen fordeles amtskommunens og kommunernes tilskud til færgedrift mellem færgeruterne på samme måde som statens tilskud til færgedrift efter § 1, medmindre amtskommunen og kommunerne er enige om en anden fordeling.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på tilskud efter § 1, stk. 4.

§ 4. Kommuner og amtskommuner, der har optaget lån til investeringer i færger og færgelejer til færgeruter omfattet af loven, modtager tilskud til betaling af ydelsen på lånene, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Den kommune, hvori øen er beliggende, yder et årligt tilskud til den amtskommune, der har optaget lån, jf. stk. 1. Tilskuddet udgør 1/3 af den årlige ydelse på lånene.

Stk. 3. Den amtskommune, hvori øen er beliggende, yder et årligt tilskud til den kommune, der har optaget lån, jf. stk. 1. Tilskuddet udgør 1/3 af den årlige ydelse på lånene.

Stk. 4. Staten yder et årligt tilskud til den kommune henholdsvis amtskommune, der har optaget lån, jf. stk. 1. Tilskuddet udgør 1/3 af den årlige ydelse på lånene.

Stk. 5. Tilskud efter stk. 1-4 er betinget af, at der er enighed om investeringen og lånevilkårene mellem den amtskommune og den kommune, hvori øen er beliggende.

§ 5. Indenrigsministeren yder et årligt tilskud på 75 pct. af den del af en kommunes årlige udgifter til ydelse på lån, jf. stk. 2, der overstiger 0,05 pct. af kommunens beskatningsgrundlag beregningsmæssigt korrigeret for virkningen af udligning af forskelle i beskatningsgrundlag i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

Stk. 2. Ved en kommunes årlige udgifter til ydelse på lån efter stk. 1 forstås summen af

1) kommunens ydelse på lån optaget til investering i færger og færgelejer foretaget fra og med 1996 til færgeruter omfattet af loven, jf. § 1, stk. 2, fratrukket tilskud fra amtskommunen og staten i henhold til § 4, stk. 3 og 4,

2) kommunens tilskud til amtskommunen i henhold til § 4, stk. 2, og

3) kommunens ydelse på lån optaget med Indenrigsministeriets godkendelse før 1. november 1997 til investering i færger og færgelejer foretaget i 1994 og 1995.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.

§ 7. I lov om støtte til de små øsamfund (trafikstøtte m.v.), jf. lovbekendtgørelse nr. 216 af 15. april 1987, som ændret ved § 28 i lov nr. 380 af 6. juni 1991 og lov nr. 294 af 27. april 1994, foretages følgende ændringer:

1. I titlen udgår »(trafikstøtte m.v.)».

2. §§ 1-3 ophæves.

§ 8. I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 4. juli 1997, foretages følgende ændring:

1. I § 10, stk. 2, nr. 1, indsættes efter »lov om kommunal indkomstskat«: »og fratrukket statstilskuddet efter § 5 i lov om trafikstøtte til de mindre øer«.

§ 9. Tilskud efter § 4 ydes til investeringer i færger og færgelejer gennemført siden 1. januar 1996.

Stk. 2. I 1998 ydes tilskud til ydelser afholdt i 1996 og 1997 på lån optaget til investering i færger og færgelejer. § 4 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Hvis en kommune i 1996 eller 1997 har givet tilskud til investeringen, nedsættes tilskuddet efter § 4, stk. 2, forholdsmæssigt.

Stk. 4. Hvis en amtskommune i 1996 eller 1997 har givet tilskud til investeringen, nedsættes tilskuddet efter § 4, stk. 3, forholdsmæssigt.

Stk. 5. Hvis staten har givet tilskud til investeringen i henhold til lov om støtte til de små øsamfund, nedsættes tilskuddet efter § 4, stk. 4, forholdsmæssigt.

§ 10. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud til ydelser på lån optaget før 1. januar 1998, jf. §§ 5 og 9, at kommunen henholdsvis amtskommunen oplyser de tilskudsberettigede ydelser til Indenrigsministeriet senest den 1. april 1998.

Stk. 2. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud til lån til investeringer i færger og færgelejer foretaget i 1996 og 1997, at disse lån er optaget senest den 31. december 1998.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 4. Kommuner og amtskommuner, der har optaget lån til investeringer i færger og færgelejer til færgeruter, omfattet af loven, modtager tilskud til betaling af ydelsen på lånene, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Den kommune, hvori øen er beliggende, yder et årligt tilskud til den amtskommune, der har optaget lån, jf. stk. 1. Tilskuddet udgør 1/3 af den årlige ydelse på lånene.

Stk. 3. Den amtskommune, hvori øen er beliggende, yder et årligt tilskud til den kommune, der har optaget lån, jf. stk. 1. Tilskuddet udgør 1/3 af den årlige ydelse på lånene.

Stk. 4. Staten yder et årligt tilskud til den kommune henholdsvis amtskommune, der har optaget lån, jf. stk. 1. Tilskuddet udgør 1/3 af den årlige ydelse på lånene.

Stk. 5. Tilskud efter stk. 1-4 er betinget af, at der er enighed om investeringen og lånevilkårene mellem den amtskommune og den kommune, hvori øen er beliggende.

§ 5. Indenrigsministeren yder et årligt tilskud på 75 procent af den del af en kommunes årlige udgifter til ydelse på lån, jf. stk. 2, der overstiger 0,05 procent af kommunens beskatningsgrundlag, beregningsmæssigt korrigeret for virkningen af udligning af forskelle i beskatningsgrundlag i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

Stk. 2. Ved en kommunes årlige udgifter til ydelse på lån efter stk. 1 forstås summen af

1) kommunens ydelse på lån optaget til investering i færger og færgelejer foretaget efter 1996 til færgeruter omfattet af loven, jf. § 1, stk. 2, fratrukket tilskud fra amtskommunen og staten i henhold til § 4, stk. 3-4,

2) kommunens tilskud til amtskommunen i henhold til § 4, stk. 2, og

3) kommunens ydelse på lån optaget med Indenrigsministeriets godkendelse før 1. november 1997 til investering i færger og færgelejer foretaget i 1994 og 1995.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.

§ 7. I lov om støtte til de små øsamfund, jf. lovbekendtgørelse nr. 216 af 15. april 1987, som ændret ved § 28 i lov nr. 380 af 6. juni 1991 og lov nr. 294 af 27. april 1994, foretages følgende ændringer:

1. I titlen udgår: »(trafikstøtte mv)».

2. §§ 1-3 ophæves.

§ 8. I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 4. juli 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 10, stk. 2, nr. 1 , indsættes efter »lov om kommunal indkomstskat« : »og fratrukket statstilskuddet efter § 5 i lov om trafikstøtte til de mindre øer«.

§ 9. Tilskud ydes til investeringer i færger og færgelejer gennemført siden 1. januar 1996.

Stk. 2. I 1998 ydes tilskud til ydelser afholdt i 1996 og 1997 på lån optaget til investering i færger og færgelejer. § 4 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Hvis en kommune i 1996 eller 1997 har givet tilskud til investeringen, nedsættes tilskuddet efter § 4, stk. 2, forholdsmæssigt.

Stk. 4. Hvis en amtskommune i 1996 eller 1997 har givet tilskud til investeringen, nedsættes tilskuddet efter § 4, stk. 3, forholdsmæssigt.

Stk. 5. Hvis staten har givet tilskud til investeringen i henhold til lov om støtte til de små øsamfund, nedsættes tilskuddet efter § 4, stk. 4, forholdsmæssigt.

§ 10. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud til ydelser på lån optaget før 1. januar 1998, jf. §§ 5 og 9, at kommunen henholdsvis amtskommunen oplyser de tilskudsberettigede ydelser til Indenrigsministeriet senest den 1. april 1998.

Stk. 2. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud til lån til investeringer i færger og færgelejer foretaget i 1996 og 1997, at disse lån er optaget senest den 31. december 1998.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål

Formålet med lovforslaget er at skabe de økonomiske rammer for en fortsat færgedrift til de små øsamfund i de kommende år.

Forslaget er en opfølgning på det af Folketinget vedtagne dagsordensforslag nr. D 65 (forslag om motiveret dagsorden af 18. marts 1997), som pålagde regeringen inden 1. maj 1997 at fremlægge en samlet langsigtet økonomiløsning for ombygning og nybygning af færger til betjeningen af de mindre øer.

Regeringen har i samarbejde med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen udarbejdet en løsningsmodel. Denne model er oversendt til Folketingets Økontaktudvalg den 30. april 1997.

Dette lovforslag er en udmøntning af denne løsningsmodel.

Vedrørende driftsstøtten er der tale om en uændret videreførelse af den nuværende ordning.

Vedrørende investeringsstøtten bygger lovforslaget på det såkaldte tredjedels-princip, hvor staten, amtskommunen og kommunen finansierer hver 1/3 af udgifterne til ombygning og nybygning af færger til betjeningen af de mindre øer.

Lovforslaget indebærer,

a at det hidtidige anlægstilskud omlægges til ydelsestilskud som følge af den indførte låneadgang,

a at staten, amtskommunen og kommunen i fremtiden bidrager med hver 1/3 af ydelsen på lån til færgeinvesteringer,

a at administrationen af investeringsstøtte og driftsstøtte til ø-færger samles i Indenrigsministeriet.

2. De gældende regler

På nuværende tidspunkt ydes tilskud til færgedrift og færgeinvesteringer i henhold til lov om støtte til de små øsamfund, som trådte i kraft den 1. januar 1984. Loven administreres af Skov- og Naturstyrelsen under Miljø- og Energiministeriet.

Loven omfatter 27 mindre øer, som er beliggende i 20 forskellige kommuner og betjenes af 24 færgeruter.

Det samlede statslige driftstilskud er fastsat på finansloven og har i de senere år udgjort 14,4 mio. kr. årligt. Fordelingen af tilskuddet til de enkelte ruter er fastlagt i en bekendtgørelse fra 1991 og har været uændret siden da.

Det er en betingelse for statens tilskud, at de pågældende kommuner og amtskommuner yder et tilskud af mindst samme størrelse som statens tilskud.

Det samlede statslige tilskud til færgeinvesteringer har hidtil også været fastsat på finansloven og har i de senere år udgjort 3,8 mio. kr. årligt.

Udgangspunktet for tilskudsordningen til færgeinvesteringer har været det såkaldte tredjedels-princip, dvs. at staten, amtskommunen og kommunen finansierer hver en tredjedel af investeringen. Statens tilskud har dog været begrænset af de årlige bevillinger på finansloven.

Frem til 1996 har de statslige bevillinger været tilstrækkelige til at dække et statsligt tilskud på 1/3 af investeringerne. I 1996 betød bevillingsbegrænsningen imidlertid, at der kun blev ydet et tilskud på 3,2 mio. kr. til en investering på ca. 42,3 mio. kr. i en ny færge til Endelave.

Herudover skal det nævnes, at fra og med 1996 er Indenrigsministeriets lånebekendtgørelse ændret, således at der er indført adgang til, at kommuner og amtskommuner kan optage lån til færgeinvesteringer.

3. Lovforslagets indhold

3.1. Tilskud til færgedrift

Dette lovforslag indebærer en uændret fortsættelse af det nuværende tilskud til færgedrift.

Bestemmelserne i §§ 1-3 i dette lovforslag erstatter de tilsvarende bestemmelser i lov om støtte til de små øsamfund. Der er alene tale om redaktionelle ændringer.

Lovforslaget sigter således ikke umiddelbart på ændring af størrelse eller fordeling af det nuværende driftstilskud, jf. i øvrigt bemærkninger nedenfor til § 2.

3.2. Tilskud til færgeinvesteringer

Bestemmelserne i dette lovforslag om tilskud til færgeinvesteringer bygger på det såkaldte tredjedels-princip, hvor staten, amtskommunen og kommunen finansierer hver 1/3 af udgifterne til færgeinvesteringer, det vil sige ombygning og nybygning af færger og færgelejer til færgebetjeningen af de mindre øer.

I forhold til de gældende bestemmelser om investeringsstøtte medfører lovforslaget følgende væsentlige ændringer:

1) Den hidtidige investeringsstøtte omlægges til en ydelsesstøtte. Det er en følge af, at kommuner og amtskommuner fra og med 1996 har kunnet lånefinansiere udgifterne til færgeinvesteringer. Ydelsesstøtten bliver en lovbunden udgift i modsætning til den hidtidige investeringsstøtte.

2) Ydelsesstøtten bygger på det såkaldte tredjedels-princip, hvor stat, amtskommune og kommune finansierer hver 1/3 af den årlige ydelse på lån optaget til færgeinvesteringer.

3) Det statslige tilskud vil ikke længere kun omfatte om- og nybygning af færger, men også færgelejer.

4) Der indføres et særligt tilskud til små kommuner med store færgeudgifter, dvs. kommuner, hvor kommunens årlige udgifter til ydelse på lån overstiger 0,05 pct. af kommunens udlignede beskatningsgrundlag. Dette tilskud finansieres af det kommunale bloktilskud.

Forslaget indebærer, at når en kommune har optaget et lån til en færgeinvestering, yder staten og amtskommunen hver et årligt tilskud på 1/3 af ydelsen på lånet. Når det er en amtskommune, der har optaget et lån, modtager den på samme måde tilskud fra kommunen og staten.

Uanset om det er en kommune eller en amtskommune, der optager lån til færgeinvesteringer, vil stat, amtskommune og kommune således finansiere hver en tredjedel af ydelserne på lånet.

Lovforslaget sikrer, at den enkelte kommune kun vil kunne blive belastet med 1/3 af udgifterne til ydelse på lån til færgeinvesteringer. For enkelte mindre kommuner med øer vil selv denne udgift dog kunne indebære en væsentlig økonomisk belastning. Med lovforslaget indføres der derfor en bestemmelse om, at disse kommuner modtager et årligt tilskud på 75 procent af den del af kommunens årlige udgifter til ydelse på lån, der overstiger 0,05 procent af kommunens udlignede beskatningsgrundlag. Dette tilskud finansieres af det kommunale bloktilskud.

Kommuners og amtskommuners adgang til at optage lån til færgeinvesteringer har været gældende fra og med regnskabsåret 1996. Med lovforslagets § 9 indføres der en overgangsbestemmelse, der sikrer, at også lån til færgeinvesteringer optaget før lovens ikrafttræden, dvs. i regnskabsårene 1996 og 1997, vil blive omfattet af tredjedelsordningen.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser

Dette lovforslag indebærer ingen ændring af de samlede offentlige udgifter, men det indebærer en ændret fordeling af udgifterne til færgeinvesteringer på stat, amtskommuner og kommuner.

På baggrund af de oplysninger om forventede færgeinvesteringer i de kommende år, der forelå i forbindelse med Finansministeriets Ø-færgeudvalg i foråret 1997, kan de statslige udgifter til investeringsstøtte med nogen usikkerhed beregnes.

De skønnede statslige udgifter til investeringsstøtte fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Skønnede statslige udgifter til investeringsstøtte

--------------------------------------------------------------------- Mill. kr. 1998 1999 2000 2001 2002 --------------------------------------------------------------------- 3,9 4,7 5,4 5,4 6,1 ---------------------------------------------------------------------

Efter de hidtidige regler har statens investeringsstøtte været begrænset af den årlige bevilling på 3,8 mill. kr. De resterende udgifter har været afholdt af de pågældende kommuner og amtskommuner.

I 1998 vil staten herudover - som følge af overgangsordningen - få udgifter på 1/3 af de udgifter, som kommuner og amtskommuner har afholdt i 1996 og 1997 til ydelser på lån til færgeinvesteringer. Der vil skønsmæssigt blive tale om udgifter hertil på ca. 3 mill. kr. i 1998.

Endelig skal det nævnes, at DUT-kompensationen til kommuner og amtskommuner for skærpede sikkerhedskrav til ø-færgerne, de såkaldte lækstabilitetskrav, ændres fra et midlertidigt tilskud til et permanent tilskud på 1,5 mill. kr. til primærkommunerne og 1,5 mill. kr. til amtskommunerne.

Der blev oprindeligt afsat i alt 36 mill. kr. til kompensation for de skærpede lækstabilitetskrav fordelt over en 7-årig periode (1996-2002) med 5,2 mill. kr. årligt. Som følge af arbejdet med at omlægge tilskudsordningen til ø-færgeinvesteringer er midlerne dog endnu ikke kommet til udbetaling, men midlerne vil indgå i finansieringen af den fremtidige tilskudsordning, jf. nedenfor.

Omlægningen til et permanent tilskud er en følge af det forslag til ny ø-færgestøtte, som regeringen i enighed med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen har fremlagt, hvoraf det fremgår:

»2/3 af den del af lækstabilitetspuljen som kan henføres til ø-støttelovens område (12 mill. kr.) samt hele lækstabilitetspuljen vedr. større øer (18 mill. kr.) omsættes til en årlig ydelsesstøtte på 3 mill. kr. og overføres permanent med halvdelen til det amtslige bloktilskud og halvdelen til det primærkommunale bloktilskud.«

5. EU-retlige aspekter

Den nye ø-færge støtteordning indebærer, at der ligesom tidligere kun ydes støtte til ruter af udpræget lokal karakter, som ikke indeholder elementer af grænseoverskridende konkurrence. Ordningen anses derfor ikke at stride mod EF-traktatens bestemmelser om statsstøtte, idet den ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

6. Miljømæssige og erhvervsøkonomiske aspekter

Lovforslaget har ingen nye miljømæssige eller erhvervsøkonomiske aspekter.

7. Udtalelser over lovforslaget

Lovforslaget er sendt til høring hos Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Justitsministeriet, Finansministeriet, Miljø- og Energiministeriet, Erhvervsministeriet og Trafikministeriet.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Den foreslåede § 1 svarer til den nuværende § 1 i lov om støtte til de små øsamfund.

§ 1, stk. 2, bemyndiger indenrigsministeren til at fastsætte hvilke færgeruter, der omfattes af lovforslaget. Det er forudsat, at loven skal omfatte forbindelserne til de 27 øer, som hidtil har været omfattet af ø-støtteloven.

Efter § 1, stk. 3, kan indenrigsministeren fastsætte de nærmere vilkår for tilskud og regler for afregning af tilskud.

Der vil som hidtil bl.a. blive stillet krav om, at årsregnskaber for de enkelte ruter skal indsendes til Indenrigsministeriet samt krav om revision af disse regnskaber.

Driftstilskuddet vil som hidtil blive udbetalt til den pågældende amtskommune en gang årligt.

Der vil herudover blive fastsat nærmere regler for afregning af ydelsesstøtte, jf. bemærkningerne til § 4.

Til § 2

Statens samlede tilskud til færgedriften til øerne omfattet af ø-støtteloven har i de senere år på finansloven været fastsat til 14,4 mill. kr. årligt. Fordelingen af tilskuddet til de enkelte ruter har været fastsat i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 79 af 7. februar 1991.

Det er ikke intentionen med dette lovforslag at ændre på hverken størrelsen eller fordelingen af dette tilskud. Fordelingen af tilskuddet har været fastholdt siden 1991.

Det forventes dog, at Indenrigsministeriet på et tidspunkt vil revidere denne fordeling af tilskud og grundlaget herfor.

Til § 3

Den foreslåede bestemmelse i § 3 svarer til den hidtidige bestemmelse i ø-støttelovens § 3. Bestemmelsen bygger på princippet om, at det offentlige støttebeløb finansieres med 1/3 af henholdsvis stat, amtskommune og kommune.

Bestemmelsen indebærer et krav om, at amtskommunens driftstilskud og summen af de kommunale driftstilskud inden for den pågældende amtskommune hver især er mindst af samme størrelse som det statslige driftstilskud.

Såfremt der i et regnskabsår er opnået besparelser i driften, kan Indenrigsministeriet dog fravige tredelingsprincippet således, at amtskommune og/eller kommune fritages for at yde samme tilskud som staten. Det er en fortsættelse af den hidtidige praksis, hvor Skov- og Naturstyrelsen har dispenseret i disse tilfælde. Der er dog tale om forholdsvis få tilfælde.

Til § 4

Den foreslåede bestemmelse i § 4 medfører, at stat, amtskommune og kommune bidrager med hver 1/3 af ydelsen på lån til færgeinvesteringer, herunder investeringer i færgelejer. Der kan være tale om både nybygninger og ombygninger.

Fra og med regnskabsåret 1996 blev der indført adgang til at kommuner og amtskommuner kunne optage lån til færgeinvesteringer. De lån, der er omfattet af denne bestemmelse, er således lån optaget med hjemmel i § 2, stk. 1, nr. 20, i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 1124 af 13. december 1996 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

Der vil i det autoriserede budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner blive stillet krav om, at disse lån registreres på særskilte konti. Det indebærer, at ved eventuelle låneomlægninger kan lån optaget til færgeinvesteringer ikke sammenlægges med lån optaget til andre formål.

Disse krav i det kommunale budget- og regnskabssystem indføres med henblik på til enhver tid at kunne identificere de relevante lån.

Hensigten med ordningen om lånefinansiering af disse investeringer er at brede udgifterne ud over en vis tidsperiode. Der vil i bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. blive fastsat regler om, at disse lån skal optages som annuitets- eller serielån med en løbetid på mellem 15 og 30 år. Der vil ligeledes blive indsat en bestemmelse om, at ved salg af en færge skal lån til investering i den pågældende færge indfries.

Det bemærkes, at eventuelle tilskud til færgeinvesteringer fra EU eller andre statslige myndigheder fragår i kommuners og amtskommuners låneadgang.

Det er en forudsætning for tilskud efter denne bestemmelse, at der er enighed om investeringen mellem den amtskommune og den kommune, hvori øen er beliggende. Bestemmelsen om enighed forudsættes at være et værn mod for store fremtidige investeringer. F.eks. vil en kommune ikke kunne investere i en kapacitetsudvidelse og dermed påføre amtskommunen og staten en medfinansiering, medmindre amtskommunen er enig heri.

Det har ikke været anset for hensigtsmæssigt, at staten også skulle tage stilling til den enkelte investering. Det er kommunerne og amtskommunerne, der har den direkte forbindelse til de enkelte færgeruter, og dermed også det nødvendige lokalkendskab til at kunne vurdere investeringsbehovet for den enkelte rute. Hertil kommer, at kommunerne og amtskommunerne tilsammen afholder 2/3 af udgifterne til de pågældende investeringer.

Det er tillige en forudsætning, at der er enighed om lånevilkårene mellem den amtskommune og den kommune, hvori øen er beliggende. Eventuelle senere omlægninger af lånene vil også forudsætte enighed.

Der vil blive fastsat bestemmelser om, at den statslige ydelsesstøtte til færgeinvesteringer efter § 4, stk. 4, vil blive udbetalt med et foreløbigt tilskud i budgetåret og en efterregulering i året efter budgetåret.

Det foreløbige tilskud i budgetåret vil blive udbetalt i tre lige store rater samtidig med midtvejsreguleringen af de generelle tilskud i månederne oktober, november og december i budgetåret.

Der vil blive fastsat regler om, at det foreløbige statslige tilskud vil blive udbetalt på grundlag af en indberetning af de forventede støtteberettigede ydelser for budgetåret, som de pågældende kommuner og amtskommuner indsender til Indenrigsministeriet senest den 1. maj i budgetåret. Det forudsættes, at der er enighed mellem kommune og amtskommune om denne indberetning.

Den endelige opgørelse af det statslige tilskud vil blive foretaget på grundlag af revisionspåtegnede regnskabstal, som indsendes til Indenrigsministeriet senest den 1. maj i året efter budgetåret.

Efterreguleringen vil blive udmeldt til de pågældende kommuner og amtskommuner senest den 1. juli i året efter budgetåret og afregnet i de sidste tre måneder af året efter budgetåret.

De kommunale og amtskommunale tilskud efter § 4, stk. 2 og 3, skal afregnes samtidig med det statslige tilskud efter § 4, stk. 4.

Til § 5

Den foreslåede bestemmelse i § 5 skal sikre den enkelte kommune mod en for stor økonomisk belastning i forbindelse med færgeinvesteringer.

Det foreslås i denne bestemmelse, at den økonomiske belastning for en kommune i denne forbindelse opgøres i forhold til kommunens beskatningsgrundlag, beregningsmæssigt korrigeret for virkningen af udligning af beskatningsgrundlag i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

Den beregningsmæssige korrektion af beskatningsgrundlaget foretages ved, at kommunens beskatningsgrundlag korrigeres for kommunens udgift eller indtægt fra udligning af beskatningsgrundlag, omregnet til beskatningsgrundlagsværdi.

Omregningen til beskatningsgrundlagsværdi sker ved, at kommunens udgift eller indtægt fra udligning af beskatningsgrundlag divideres med det landsgennemsnitlige beskatningsniveau, opgjort i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

I både den foreløbige og den endelige beregning indgår det af kommunen henholdsvis amtskommunen budgetterede beskatningsgrundlag og de budgetterede udligningsbeløb for det pågældende budgetår.

Specielt for »fattige« kommuner kan udligningen af beskatningsgrundlag være af væsentlig betydning. På den baggrund synes kommunens beskatningsgrundlag beregningsmæssigt korrigeret for udligning, at være et mere dækkende udtryk for en kommunes økonomiske formåen end beskatningsgrundlaget før udligning.

Herudover skal det bemærkes, at der også udbetales tilskud efter § 5 til kommuner, der med Indenrigsministeriets godkendelse før 1. november 1997 har optaget lån til færgeinvesteringer gennemført i 1994 og 1995. Disse lån er optaget til færgeinvesteringer gennemført, før der blev givet generel adgang til at optage lån til færgeinvesteringer og er ikke omfattet af § 4.

Tilskuddet efter § 5 afregnes samtidig med tilskuddet efter § 4, det vil sige med et foreløbigt tilskud i de sidste tre måneder i budgetåret og en efterregulering, der afregnes i de sidste tre måneder i året efter budgetåret.

Tilskud efter § 5 finansieres af det kommunale bloktilskud, jf. § 8.

Til § 6

Loven træder i kraft den 1. januar 1998.

Til § 7

De foreslåede bestemmelser i dette lovforslag erstatter bestemmelserne om tilskud til færgedrift og færgeinvesteringer i lov om støtte til de små øsamfund.

På den baggrund foreslås det, at undertitlen samt §§ 1-3 i lov om støtte til de små øsamfund ophæves.

Til § 8

Den foreslåede bestemmelse i § 8 medfører, at det kommunale bloktilskud nedsættes med et beløb svarende til det statslige tilskud efter § 5.

Til § 9

Fra og med regnskabsåret 1996 blev der indført adgang til at kommuner og amtskommuner kunne optage lån til færgeinvesteringer. Den foreslåede bestemmelse i § 9 er en overgangsbestemmelse, som medfører at de kommuner og amtskommuner, der har optaget lån til færgeinvesteringer i 1996 og 1997, vil blive omfattet af tredjedelsordningen. Bestemmelsen omfatter færgeinvesteringer, der indgår i de pågældende kommuners eller amtskommuners regnskaber for årene 1996 og 1997.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at de pågældende kommuner og amtskommuner i 1998 vil modtage tilskud efter § 4 til ydelser på lån afholdt i 1996 og 1997. Bestemmelsen betyder samtidig, at både staten og de pågældende kommuner og amtskommuner forpligtes til at betale tilskud til disse ydelser i henhold til tredjedelsordningen.

De kommunale og amtskommunale tilskud hertil skal afregnes samtidig med de statslige tilskud.

Det bemærkes, at kommuner og amtskommuner, der i 1996 eller 1997 har gennemført færgeinvesteringer uden at optage lån hertil, i 1998 vil kunne søge om dispensation fra Indenrigsministeriets lånebekendtgørelse om optagelse af lån til disse investeringer.

I de tilfælde, hvor staten har givet tilskud til investeringen i henhold til lov om støtte til de små øsamfund, eller hvor en kommune henholdsvis amtskommune har givet tilskud inden denne lovs ikrafttræden, nedsættes tilskuddet efter § 4 forholdsmæssigt.

Til § 10

Den foreslåede bestemmelse i § 10 er indsat med henblik på at kunne foretage en endelig opgørelse af de tilskudsberettigede ydelser på lån optaget før 1998.

Der er på den baggrund indsat en frist for kommunernes henholdsvis amtskommunernes indberetning af de tilskudsberettigede ydelser til Indenrigsministeriet senest den 1. april 1998. Det forudsættes, at der er tale om revisionspåtegnede indberetninger.

Fristen vil muliggøre, at Indenrigsministeriet kan udbetale det statslige tilskud efter § 9 vedrørende investeringer foretaget i 1996 og 1997 hurtigt herefter.

Skriftlig fremsættelse (14. november 1997)

Indenrigsministeren (Thorkild Simonsen):

Jeg tillader mig hermed for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om trafikstøtte til de mindre øer.

(Lovforslag nr. L 86).

Formålet med lovforslaget er at skabe de økonomiske rammer for en fortsat færgedrift til de små øsamfund i de kommende år.

Forslaget er en opfølgning på det af Folketingets vedtagne dagsordensforslag nr. D 65 (forslag om motiveret dagsorden af 18. marts 1997), som pålagde regeringen inden 1. maj 1997 at fremlægge en samlet langsigtet økonomiløsning for ombygning og nybygning af færger til færgebetjeningen af de mindre øer.

Regeringen har i samarbejde med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen udarbejdet en løsningsmodel. Denne model er oversendt til Folketingets Økontaktudvalg den 30. april 1997.

Dette lovforslag er en udmøntning af denne løsningsmodel.

Lovforslaget indeholder bestemmelser om drifts- og investeringsstøtte til færgebetjeningen af de mindre øer.

Vedrørende driftsstøtten er der tale om en uændret videreførelse af den nuværende ordning.

Vedrørende investeringsstøtten bygger lovforslaget på det såkaldte tredjedels-princip, hvor staten, amtskommunen og kommunen finansierer hver 1/3 af udgifterne til ombygning og nybygning af færger til færgebetjeningen af de mindre øer.

Lovforslaget indebærer, at det hidtidige anlægstilskud omlægges til ydelsestilskud som følge af den allerede indførte mulighed for at lånefinansiere færgeinvesteringer. Ydelsen på lån til færgeinvesteringer skal i henhold til lovforslaget finansieres således, at staten, amtskommunen og kommunen i fremtiden bidrager med hver 1/3 af ydelsen.

Herudover indeholder lovforslaget en bestemmelse om et særligt tilskud til små kommuner med store udgifter til færgeinvesteringer, dvs. kommuner, hvor kommunens årlige udgifter til ydelse på lån til færgeinvesteringer overstiger 0,05 pct. af kommunens udlignede beskatningsgrundlag. Dette tilskud finansieres af det kommunale bloktilskud.

Som konsekvens af lovforslaget samles administrationen af investeringsstøtte og driftsstøtte til ø-færger i Indenrigsministeriet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til en hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.

Efter 2. behandling den 17. december 1997

§ 1. For at sikre levevilkårene for beboerne i de små øsamfund yder indenrigsministeren og de amtskommuner og kommuner, hvori øerne er beliggende, tilskud til færgedrift og investeringer i færger og færgelejer.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter, hvilke færgeruter loven omfatter.

Stk. 3. Indenrigsministeren fastsætter de nærmere vilkår for tilskud og regler for afregning af tilskud.

Stk. 4. Indenrigsministeren kan fastsætte, at der kan ydes tilskud efter stk. 1 til vedligeholdelse af vejforbindelser til Mandø.

§ 2. De tilskud, som indenrigsministeren yder til færgedrift, fastsættes på de årlige bevillingslove.

§ 3. De amtskommuner, hvori øerne er beliggende, skal årligt yde mindst samme tilskud til færgedrift efter § 1 som staten, medmindre indenrigsministeren bestemmer andet.

Stk. 2. Inden for amtskommunen skal de kommuner, hvori øerne er beliggende, tilsammen årligt yde mindst samme tilskud til færgedrift som staten, medmindre indenrigsministeren bestemmer andet.

Stk. 3. Inden for amtskommunen fordeles amtskommunens og kommunernes tilskud til færgedrift mellem færgeruterne på samme måde som statens tilskud til færgedrift efter § 1, medmindre amtskommunen og kommunerne er enige om en anden fordeling.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på tilskud efter § 1, stk. 4.

§ 4. Kommuner og amtskommuner, der har optaget lån til investeringer i færger og færgelejer til færgeruter omfattet af loven, modtager tilskud til betaling af ydelsen på lånene, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Den kommune, hvori øen er beliggende, yder et årligt tilskud til den amtskommune, der har optaget lån, jf. stk. 1. Tilskuddet udgør 1/3 af den årlige ydelse på lånene.

Stk. 3. Den amtskommune, hvori øen er beliggende, yder et årligt tilskud til den kommune, der har optaget lån, jf. stk. 1. Tilskuddet udgør 1/3 af den årlige ydelse på lånene.

Stk. 4. Staten yder et årligt tilskud til den kommune henholdsvis amtskommune, der har optaget lån, jf. stk. 1. Tilskuddet udgør 1/3 af den årlige ydelse på lånene.

Stk. 5. Tilskud efter stk. 1-4 er betinget af, at der er enighed om investeringen og lånevilkårene mellem den amtskommune og den kommune, hvori øen er beliggende.

§ 5. Indenrigsministeren yder et årligt tilskud på 75 pct. af den del af en kommunes årlige udgifter til ydelse på lån, jf. stk. 2, der overstiger 0,05 pct. af kommunens beskatningsgrundlag beregningsmæssigt korrigeret for virkningen af udligning af forskelle i beskatningsgrundlag i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

Stk. 2. Ved en kommunes årlige udgifter til ydelse på lån efter stk. 1 forstås summen af

1) kommunens ydelse på lån optaget til investering i færger og færgelejer foretaget fra og med 1996 til færgeruter omfattet af loven, jf. § 1, stk. 2, fratrukket tilskud fra amtskommunen og staten i henhold til § 4, stk. 3 og 4,

2) kommunens tilskud til amtskommunen i henhold til § 4, stk. 2, og

3) kommunens ydelse på lån optaget med Indenrigsministeriets godkendelse før 1. november 1997 til investering i færger og færgelejer foretaget i 1994 og 1995.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.

§ 7. I lov om støtte til de små øsamfund (trafikstøtte m.v.), jf. lovbekendtgørelse nr. 216 af 15. april 1987, som ændret ved § 28 i lov nr. 380 af 6. juni 1991 og lov nr. 294 af 27. april 1994, foretages følgende ændringer:

1. I titlen udgår »(trafikstøtte m.v.)».

2. §§ 1-3 ophæves.

§ 8. I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 4. juli 1997, foretages følgende ændring:

1. I § 10, stk. 2, nr. 1, indsættes efter »lov om kommunal indkomstskat«: »og fratrukket statstilskuddet efter § 5 i lov om trafikstøtte til de mindre øer«.

§ 9. Tilskud efter § 4 ydes til investeringer i færger og færgelejer gennemført siden 1. januar 1996.

Stk. 2. I 1998 ydes tilskud til ydelser afholdt i 1996 og 1997 på lån optaget til investering i færger og færgelejer. § 4 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Hvis en kommune i 1996 eller 1997 har givet tilskud til investeringen, nedsættes tilskuddet efter § 4, stk. 2, forholdsmæssigt.

Stk. 4. Hvis en amtskommune i 1996 eller 1997 har givet tilskud til investeringen, nedsættes tilskuddet efter § 4, stk. 3, forholdsmæssigt.

Stk. 5. Hvis staten har givet tilskud til investeringen i henhold til lov om støtte til de små øsamfund, nedsættes tilskuddet efter § 4, stk. 4, forholdsmæssigt.

§ 10. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud til ydelser på lån optaget før 1. januar 1998, jf. §§ 5 og 9, at kommunen henholdsvis amtskommunen oplyser de tilskudsberettigede ydelser til Indenrigsministeriet senest den 1. april 1998.

Stk. 2. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud til lån til investeringer i færger og færgelejer foretaget i 1996 og 1997, at disse lån er optaget senest den 31. december 1998.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Versioner

  1. 1997-12-30