Gelex

1997 LSF 92 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFOND (MULIGHED FOR EN DELVIS UDDELING AF FONDENS KAPITAL OG ÆNDRING AF FONDENS UDDELINGSPRAKSIS)

GældendeVersion 1998-01-14
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00092@1998-01-14/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov nr. 409 af 6. juni 1991 om Danmarks Grundforskningsfond foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, nr. 2, ændres »de 6 statslige forskningsråds formandskollegium uden for rådenes midte« til: »Forskningsforum uden for forums midte«.

2. § 2, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Fonden tilrettelægger selv sin administration, idet dog opgavefordelingen mellem bestyrelse og direktør fastsættes i fundatsen, jf. § 3.«

3. Efter § 2 indsættes som ny paragraf:

» § 2 a. Grundforskningsfondens daglige ledelse varetages af en direktør.

Stk. 2. Direktøren ansættes og afskediges af bestyrelsen efter indstilling fra bestyrelsesformanden. Direktøren kan dog ikke afskediges uden forudgående orientering af forskningsministeren.«

4. I § 3 indsættes efter »medlemmer«: »og for opgavefordelingen mellem bestyrelse og direktør«.

5. I § 4, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »institutionerne,»: »hvorefter fondens økonomiske engagement afvikles,».

6. I § 4 indsættes som stk. 2-6:

»Stk. 2. Bestyrelsen skal ved tilsagn om støtte fra fonden tage højde for, at de tilsagte forpligtelser i de enkelte år ikke overstiger det disponible beløb til uddelinger, og at der heller ikke i øvrigt opstår udækkede finansieringsbehov i forbindelse med fondens tilskudsaktiviteter. Bestyrelsen skal i den forbindelse på baggrund af det forventede disponible beløb til uddelinger fastsætte en ramme for den samlede mængde af aftaler efter stk. 1, nr. 1, sådan at det økonomiske grundlag for en gennemførelse af de pågældende tilskudsaktiviteter hele tiden er til stede.

Stk. 3 . Bestyrelsen skal normalt uddele fondens midler i åben konkurrence på grundlag af ansøgninger fra forskningsinstitutioner og forskere.

Stk. 4. Bestyrelsen kan i forbindelse med finansieringen af oprettelsen eller udvidelsen af institutter og centre, jf. stk. 1, nr. 1, gøre finansieringen betinget af, at stillingen som centerleder opslås i international konkurrence. Bestyrelsen kan ligeledes beslutte, at et center etableres, efter at stillingen som centerleder har været opslået i international konkurrence.

Stk. 5. Bestyrelsen fører tilsyn med de forskningsaktiviteter, der modtager tilskud fra fonden.

Stk. 6. Bestyrelsen kan efter aftale påtage sig at gennemføre tilskudsaktiviteter med hel eller delvis finansiering fra anden side.«

7. I § 5 ændres »statens forskningsråd, jf. lov om Forskningspolitisk Råd og forskningsråd« til: »Forskningsforum og de statslige forskningsråd, jf. lov om forskningsrådgivning m.v.«

8. § 7, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Ved fondsformuens placering skal der tilstræbes en betryggende sikkerhed og højest mulig forrentning.«

9. § 7, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter efter forhandling med Rigsrevisionen, hvorledes midlerne skal anbringes.«

10. § 12 ophæves.

11. I § 13, stk. 1, udgår »som formand eller medlem af bestyrelsen:».

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.

Stk. 2. Forskningsministeren fremsætter i folketingsåret 2002-03 forslag til revision af lovens bestemmelser om fondens organisation og muligheder for at anvende fondens midler inden for lovens formål.

§ 3

Stk. 1. Uanset bestemmelsen i § 1, stk. 2, i lov nr. 409 af 6. juni 1991 om Danmarks Grundforskningsfond kan bestyrelsen i det omfang, det er nødvendigt for at opnå samlede årlige uddelinger på op til 200 mio. kr. i faste priser, frem til den 1. juli 2006 anvende op til halvdelen af fondens oprindelige grundkapital i faste priser til uddelinger efter § 4 i den nævnte lov som ændret ved denne lovs § 1, nr. 6.

Stk. 2. Bestyrelsen må ikke forpligte fonden ud over den 30. juni 2006. Tidligere udbetalte tilskud fra fonden kan dog indeholde støtte til aktiviteter, der først afvikles efter den 30. juni 2006.

Stk. 3. Bestyrelsen for grundforskningsfonden afgiver senest den 1. april 1998 indstilling til regeringen om ny fundats for fonden, jf. § 3 i lov nr. 409 af 6. juni 1991 om Danmarks Grundforskningsfond, herunder regler for funktionsperioden for bestyrelsens medlemmer, der sikrer en trinvis udskiftning for til stadighed at bevare kontinuiteten i bestyrelsens arbejde.

Stk. 4. Indtil en ny fundats er fastsat for fonden, kan forskningsministeren i forbindelse med lovens ikrafttræden fastsætte den nødvendige overgangsordning for fonden, herunder adskille bestyrelsesformands- og direktørposten for fonden.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov nr. 409 af 6. juni 1991 om Danmarks Grundforskningsfond foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, nr. 2, ændres »de 6 statslige forskningsråds formandskollegium uden for rådenes midte« til: »Forskningsforum uden for forums midte«.

2. § 2, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

3. Efter § 2 indsættes som ny paragraf:

» § 2 a. Grundforskningsfondens daglige ledelse varetages af en direktør.

Stk. 2. Forskningsministeren ansætter og afskediger direktøren efter indstilling fra bestyrelsen.«

4. I § 3 indsættes efter »medlemmer«: »og for opgavefordelingen mellem bestyrelse og direktør«.

5. I § 4 indsættes som stk. 2-6:

» Stk. 2. Bestyrelsen skal uddele fondens midler på baggrund af budgetter og aftaler, der enten sikrer, at tilskudsaktiviteten fuldt ud kan gennemføres inden for fondens tilskud og en eventuel tilsagt medfinansiering, eller at aktiviteten kan fortsættes med anden finansiering efter ophøret af fondens tilskud under forudsætning af en positiv evaluering af aktiviteten.

Stk. 3 . Bestyrelsen skal uddele fondens midler i åben konkurrence på grundlag af ansøgninger fra forskningsinstitutioner og forskere.

Stk. 4. Bestyrelsen skal over en årrække uddele fondens midler, sådan at halvdelen anvendes inden for særligt prioriterede forskningsområder, som det skønnes væsentligt at fremme. Bestyrelsen fastsætter disse forskningsområder for fire år ad gangen.

Stk. 5. Bestyrelsen fører tilsyn med de forskningsaktiviteter, der modtager tilskud fra fonden.

Stk. 6. Bestyrelsen skal afsætte de nødvendige midler til en reservefond, der anvendes, i det omfang de tilsagte forpligtelser efter stk. 1 overstiger det disponible beløb til uddelinger i det enkelte år.«

6. I § 5 ændres »statens forskningsråd, jf. lov om Forskningspolitisk Råd og forskningsråd« til: »Forskningsforum og de statslige forskningsråd, jf. lov om forskningsrådgivning m.v.«.

7. I § 7, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Ved fondsformuens og reservefondens placering skal der tilstræbes en betryggende sikkerhed og højest mulig forrentning.«

8. § 12 ophæves.

9. I § 13, stk. 1, udgår: »som formand eller medlem af bestyrelsen:».

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. februar 1998.

Stk. 2. Forskningsministeren fremsætter i folketingsåret 2005/6 forslag til revision af lovens bestemmelser om fondens organisation og muligheder for at anvende fondens midler inden for lovens formål.

§ 3

Stk. 1. Uanset bestemmelsen i § 1, stk. 2, i lov nr. 409 af 6. juni 1991 om Danmarks Grundforskningsfond kan bestyrelsen frem til den 1. juli 2006 anvende op til halvdelen af fondens oprindelige grundkapital i faste priser til uddelinger efter § 4, i den nævnte lov, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5.

Stk. 2. Bestyrelsen skal for perioden frem til den 1. juli 2006 fastlægge en plan for grundforskningsfondens uddelinger, der omfatter den delvise uddeling af grundkapitalen, jf. stk. 1, uddelinger af afkast og eventuelle indtægter efter § 1, stk. 3, i lov nr. 409 af 6. juni 1991 om Danmarks Grundforskningsfond samt hensættelser til reservefonden efter § 4, stk. 6, i den nævnte lov, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5. Planen skal sikre, at de samlede uddelinger i de enkelte år så vidt muligt bliver lige store i faste priser, og at halvdelen anvendes på de særligt prioriterede forskningsområder, der fastsættes efter § 4, stk. 4, i den nævnte lov, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5.

Stk. 3. Bestyrelsen skal første gang fastsætte de særligt prioriterede forskningsområder inden den 1. juli 1998.

Stk. 4. Bestyrelsen må ikke forpligte fonden ud over den 30. juni 2006.

Stk. 5. Bestyrelsen for grundforskningsfonden afgiver senest den 1. april 1998 indstilling til regeringen om ny fundats for fonden, jf. § 3 i lov nr. 409 af 6. juni 1991 om Danmarks Grundforskningsfond, herunder regler for funktionsperioden for bestyrelsens medlemmer, der svarer til gennemførslen af de særligt prioriterede forskningsområder, jf. 4, stk. 4, i den nævnte lov, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Baggrund for lovforslaget

Folketinget vedtog ved lov nr. 409 af 6. Juni 1991 at oprette Danmarks Grundforskningsfond. Loven trådte i kraft den 15. oktober 1991. Fondens grundkapital udgør 2 mia.kr., som hidrører fra statens salg af Statsanstalten for Livsforsikring. Formålet med oprettelsen af Danmarks Grundforskningsfond var at styrke enestående dansk forskning på internationalt niveau.

Fonden har i perioden 1993-98 med et budget på over 800 mio.kr. finansieret i alt 23 forskningscentre, der spænder vidt fra Center for Atomfysik til Søren Kierkegaard Forskningscentret. I 1997 har fonden desuden besluttet at finansiere og initiere yderligere 7 centre, der samlet vil få 239 mio.kr. over de næste 5 år.

De fleste centre, der blev oprettet 1993-94, har fået meget flotte karakterer af udenlandske eksperter ved en omfattende evaluering i 1997, der blev offentliggjort oktober 1997. Evalueringen bekræfter, at fonden på fornem vis har medvirket til, at dansk forskning på adskillige fagområder er kommet op i den internationale elite og ikke mindst har sikret, at kvaliteten af den unge generation af forskere har fået et gevaldigt løft.

Medens fondens faglige virke således fuldt ud har svaret til intentionerne bag loven, har den økonomiske udvikling imidlertid medført, at fonden ikke fortsat vil kunne yde tilskud til enestående forskning på internationalt niveau i det forudsatte omfang.

Ved oprettelsen af grundforskningsfonden fik fonden som nævnt overført 2 mia.kr. i grundkapital, hvilket beløb forudsattes at kunne give et beløb til årlige uddelinger på ca. 200 mio. kr.

Frem til midten af 90'erne kunne denne forudsætning holde, sådan at fonden gav et afkast på omkring 200 mio.kr. årligt til brug for forskning og administration af fonden. Forudsætningen ved lovens vedtagelse om et realafkast i denne størrelsesorden skal ses på baggrund af den høje realrente på daværende tidspunkt.

I dag ligger renteniveau'et væsentligt lavere, og fonden vil derfor ikke i de kommende år, som oprindeligt forudsat, kunne opretholde et afkast på 200 mio.kr. årligt til uddelinger og administration. Den gennemsnitlige rente på 10 årige realkreditobligationer, der udgør en væsentlig bestanddel af Grundforskningsfondens portefeuille, var i 1992 10,55%, medens den i juli 1997 var 5,21% (kilde: Nationalbanken).

De gældende økonomiske forhold, der må forudses at være stabile fremover, betyder, at afkastet af grundkapitalen er blevet reduceret betragteligt. Afkastet af grundkapitalen vil således under forbehold for kursreguleringer m.v. kun kunne bidrage med 85-90 mio.kr. i de kommende år til uddeling målt i faste priser.

Hertil kommer, at der hidtil i fonden er sket en vis opsparing af det løbende afkast, idet uddelingerne har været lavere end nettoafkastet. Det opsparede nettoafkast vil i en kortere periode kunne sikre opretholdelsen af en uddeling på ca. 200 mio.kr. årligt, hvorefter uddelingerne som nævnt vil falde til ca. 85-90 mio.kr. årligt.

Som eksempel på de ændrede forudsætninger forventer fonden, at den i perioden 1994-98 i alt vil uddele ca. 970 mio.kr. eller ca. 200 mio.kr. pr.år, medens fonden i forbindelse med en ny 5-årig periode fra 1998-2002 kun kan give tilsagn om tilskud på op til ca. 500 mio.kr. eller ca. 100 mio.kr. pr. år.

På den baggrund henvendte Danmarks Grundforskningsfond sig i foråret 1997 til Folketingets Forskningsudvalg med anmodning om, at der igennem en lovændring blev givet mulighed for at anvende midler fra den bundne grundkapital til fortsættelsen af fondens arbejde på det nuværende tilskudsniveau.

2. Regeringens overvejelser

Efter den ovenfor omtalte forventning til udviklingen i renteniveau må man forvente, at fondens uddelinger efter årtusindskiftet vil falde til henved 100 mio.kr. i løbende priser, hvorefter fonden har udspillet sin rolle som et væsentligt instrument i den offentlige støtte af forskning. Samtidig vil det betyde, at fonden ikke kan fortsætte sit aktivitetsniveau, uanset at den internationale evaluering netop har vist imponerende resultater.

En ophævelse af det hidtidige krav om hensættelser til sikring af realværdien af fondens grundkapital, jf. lovens § 7, vil isoleret set ikke ændre billedet. Det vil betyde, at fondens uddelinger efter årtusindskiftet vil kunne forøges med ca. 30 - 40 mio.kr. årligt, medens grundkapitalen omvendt vil blive udhulet til 1,6 mia.kr. i realværdi i år 2005. Den beskedne forøgelse i de årlige uddelinger kan ikke forsvare en sådan forringelse af fondens realkapital.

En forøgelse af fondens grundkapital ved kapitaltilførsel for at opretholde fondens uddelingsniveau må anses for udelukket, allerede fordi en sådan måtte svare til mindst en fordobling af grundkapitalen, jf. tabel 2. Tilsvarende vil man næppe kunne løse fondens problemer ved at supplere afkastet af grundkapitalen med årlige tilskud over finansloven, idet et sådant tilskud efter årtusindskiftet måtte ligge på op imod 100 mio.kr. årligt, jf. tabel 3. En kobling mellem finansloven og fonden, der netop i kraft af sin grundkapital skulle være uafhængig heraf, må desuden betragtes som uhensigtsmæssig. Dette var heller ikke meningen, da loven blev vedtaget.

Hvis fonden derfor fortsat skal udgøre et væsentligt element i den offentlige støtte af forskning, og hvis de store midler, der er bundet i fonden, skal gøre nytte i forbindelse med den offentlige forskningsindsats, ser regeringen ingen anden udvej end at give fonden mulighed for at anvende dele af grundkapitalen til uddeling til forskningen.

Nedenfor er vist de økonomiske beregninger, der har ligget til grund for regeringens overvejelser med hensyn til Grundforskningsfondens fremtid.

Tabel 1 viser udvikling i kapital og mulige uddelinger efter lovforslaget.

Tabel 2 viser, hvor meget grundkapitalen i fonden måtte forøges, hvis det samme mål for mulige uddelinger skulle realiseres igennem en kapitaltilførsel til fonden.

Tabel 3 viser, hvor store finanslovsbevillinger fonden årligt måtte tildeles, hvis det samme mål for mulige uddelinger skulle realiseres på denne måde.

Med hensyn til målet for mulige uddelinger på 250 mio. kr. årligt i 1998-priser bemærkes det, at dette stort set svarer til den oprindelige målsætning om årlige uddelinger i størrelsesordenen 200 mio. kr. i 1991-priser.

Tabel 1.: Uddelingsbeløb på 250 mio. kr. årligt i faste priser.

--------------------------------------------------------------------- Mio. kr. Løbende priser 1998-priser Løbende priser 1998-priser --------------------------------------------------------------------- År Grundkapital Realværdi Uddeling i alt Realværdi grundkapital udd. i alt --------------------------------------------------------------------- 1998 2.552 2.552 256 256 --------------------------------------------------------------------- 1999 2.413 2.359 256 250 --------------------------------------------------------------------- 2000 2.294 2.192 262 250 --------------------------------------------------------------------- 2001 2.167 2.024 268 250 --------------------------------------------------------------------- 2002 2.024 1.848 274 250 --------------------------------------------------------------------- 2003 1.867 1.666 280 250 --------------------------------------------------------------------- 2004 1.693 1.477 287 250 --------------------------------------------------------------------- 2005 1.501 1.280 293 250 --------------------------------------------------------------------- 2006 1.440 1.200 150 125 ---------------------------------------------------------------------

Forudsætninger.

* Lang rente 6,4% over hele perioden.

* Inflation 2,6% i 1998 og 2,3% i den efterfølgende periode.

* Beløbet i 1998 svarer til allerede kendte tilsagn.

* Beregningerne er foretaget ud fra en tidshorisont frem til 30.6.2006.

* 250 mio. kr. i 1998 svarer til 217 mio. kr. i 1991-niveau.

Tabel 2.: Forhøjelse af grundkapitalen

Grundkapitalen forhøjes i 1998 med 3,7 mia. kr.

--------------------------------------------------------------------- Mio. kr. Løbende priser 1998-priser Løbende priser 1998-priser --------------------------------------------------------------------- År Grundkapital Realværdi Uddeling i alt Realværdi grundkapital udd. i alt --------------------------------------------------------------------- 1998 6.262 6.262 256 256 --------------------------------------------------------------------- 1999 6.400 6.256 255 250 --------------------------------------------------------------------- 2000 6.547 6.256 261 250 --------------------------------------------------------------------- 2001 6.697 6.256 267 250 --------------------------------------------------------------------- 2002 6.851 6.256 274 250 --------------------------------------------------------------------- 2003 7.008 6.256 280 250 --------------------------------------------------------------------- 2004 7.170 6.256 286 250 --------------------------------------------------------------------- 2005 7.335 6.256 293 250 --------------------------------------------------------------------- 2006 7.504 6.256 150 125 ---------------------------------------------------------------------

Forudsætninger.

* Lang rente 6,4% og kort rente 3,8% over hele perioden.

* Inflation 2,6% i 1998 og 2,3% i den efterfølgende periode.

* Grundkapitalen forrentes med den lange rente og den fri kapital forrentes med den korte rente.

* Den fri kapital reduceres årligt med 40 mio. kr. Disse anvendes i den årlige uddeling.

* Beløbet i 1998 svarer til de allerede kendte tilsagn.

* 250 mio. kr. svarer til 217 mio. kr. i 1991-niveau.

Tabel 3.: Supp. finanslovsbevilling og fastholdt grundkapital

Årlig uddeling på 250 mio. kr. i faste priser

--------------------------------------------------------------------- Mio. kr. Løbende priser 1998-priser --------------------------------------------------------------------- År Grundkapital Realværdi Realværdi FL-be- Uddeling grundkapital fondsafkast villing i alt --------------------------------------------------------------------- 1998 2.293 2.293 256 0 256 --------------------------------------------------------------------- 1999 2.346 2.293 132 118 250 --------------------------------------------------------------------- 2000 2.399 2.293 129 121 250 --------------------------------------------------------------------- 2001 2.455 2.293 127 123 250 --------------------------------------------------------------------- 2002 2.511 2.293 124 126 250 --------------------------------------------------------------------- 2003 2.569 2.293 122 128 250 --------------------------------------------------------------------- 2004 2.628 2.293 110 140 250 --------------------------------------------------------------------- 2005 2.688 2.293 85 165 250 --------------------------------------------------------------------- 2006 2.750 2.293 43 82 125 ---------------------------------------------------------------------

Forudsætninger.

* Lang rente 6,4% og kort rente 3,8% over hele perioden.

* Inflation 2,6% i 1998 og 2,3% i den efterfølgende periode.

* Grundkapitalen forrentes med den lange rente og den fri kapital forrentes med den korte rente.

* Den fri kapital reduceres årligt med 40 mio. kr. Disse anvendes i den årlige uddeling.

* Beløbet i 1998 svarer til de allerede kendte tilsagn.

* 250 mio. kr. i 1998 svarer til 217 mio. kr. i 1991-niveau.

3. Forslagets hovedpunkter.

Det foreslås derfor, at fonden får mulighed til at bruge op til halvdelen af grundkapitalen målt i faste priser frem til år 2006, og at dette modsvares af en revisionsbestemmelse, sådan at Folketinget i folketingsåret 2005/6 får mulighed for påny at tage stilling til fondens uddelinger og organisatoriske ramme. Samtidig ophæves kravet i lovens § 7 om henlæggelser til sikring af realværdien.

Det foreslås, at bestyrelsen skal udarbejde en finansieringsplan for 8-årsperioden 1998-2006, sådan at de årlige uddelinger så vidt muligt bliver lige store målt i faste priser, og sådan at der afsættes midler til en reservefond, der skal beskytte fonden imod, at tilsagte forpligtelser ikke kan honoreres p.gr.a. eventuelle yderligere fald i renteniveau'et. Den eneste binding bliver, at der fortsat skal være 1 mia.kr. i 2006 målt i 1991-priser, svarende efter de nuværende beregninger til 1,4 mia.kr. målt i løbende priser. Det vil efter regeringens opfattelse ikke være hensigtsmæssigt at binde størrelsen af det årlige uddelingsbeløb, idet dette nødvendigvis må variere med renteniveau og inflationen i samfundet. Men der vil blive tale om årlige uddelinger på ca. 250 mio. kr. målt i 1998-priser (svarende til 217 mio. kr. i 1991-niveau).

Muligheden for at anvende dele af grundkapitalen bør samtidig føre til en mere bevidst anvendelse af fondens midler. Det foreslås derfor samtidig, at fondens uddelinger fremover skal opdeles, sådan at halvdelen af uddelingerne anvendes inden for særligt prioriterede områder, der udpeges for 4 år ad gangen, svarende til at der kan gennemføres to fulde prioriteringer, inden loven skal revideres efter forslaget. De øvrige uddelinger kan fortsat uddeles i fri konkurrence på baggrund af ansøgninger fra forskere og forskningsinstitutioner.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at forskningens bidrag til fremtidens videnbaserede samfund bliver langt mere nødvendig end nogensinde før. Den nationale forskningsstrategi er et meget vigtigt skridt mod realiseringen af målet om, at forskningen igennem en målrettet prioritering kan være med til at fremme livskvaliteten og værdiskabelsen i det danske samfund. Derfor bør dele af grundforskningsfondens betydelige midler også anvendes i forhold til målene i den nationale strategi. Fonden bør således også have til opgave at opbygge faglige miljøer, som har betydning for samfundets udvikling.

Der foreslås i øvrigt nogle justeringer af fondens uddelingspraksis på baggrund af de hidtidige erfaringer, jf. § 1, nr. 5, en opdeling af bestyrelses- og direktørfunktionen, jf. § 1, nr. 2-4, og nogle konsekvensændringer som følge af oprettelsen af Forskningsforum, jf. lov om forskningsrådgivning m.v.

4. Konsekvenser af lovforslaget.

Forslaget har ikke statsfinansielle, kommunaløkonomiske, administrative eller direkte erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser. Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

5. Høring over lovforslaget.

Høringssvarene vil tilgå Folketinget, når de foreligger.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af nedlæggelsen af de statslige forskningsråds formandskollegium i forbindelse med oprettelsen af Forskningsforum, jf. bekendtgørelse nr. 676 af 19. august 1997 af lov om forskningsrådgivning m.v. En tilsvarende konsekvensændring foreslås under nr. 6.

Til nr. 2 - 4

Siden lovens vedtagelse i 1991 er der både for børsnoterede aktieselskaber (§ 51, stk. 3, indføjet ved lov nr. 1060/92) og for erhvervsdrivende fonde (§ 12, stk. 3) indført et forbud mod de såkaldte arbejdende bestyrelsesformænd af hensyn til en klar kompetencefordeling og størst mulig gennemskuelighed. En tilsvarende adskillelse af bestyrelse og direktion foreslås for grundforskningsfonden under hensyn til de betragtelige midler, som fonden forvalter. Hensigten med forslaget er således at bringe fondens ledelse i overensstemmelse med, hvad der nu anses for god skik på det selskabs- og fondsretlige område. Efter forslaget ansættes direktøren af forskningsministeren efter indstilling fra bestyrelsen. Direktøren vil ikke samtidig kunne være medlem af bestyrelsen. Den nærmere opgavefordeling mellem bestyrelse og direktion fastsættes i fundatsen for fonden. Udgangspunktet vil være det traditionelle, hvorefter den overordnede ledelse og uddelingskompetencen vil ligge hos bestyrelsen, medens den daglige ledelse placeres hos direktøren.

Til nr. 5

Forslagene skal ses i sammenhæng med forslaget om, at bestyrelsen får mulighed for over en årrække at uddele op til halvdelen af fondens grundkapital, jf. de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til forslagets §§ 2 og 3. Samtidig er det ønsket på baggrund af de hidtidige erfaringer fra fondens virke fremover at undgå nogle af de uhensigtsmæssigheder, der har vist sig.

Hovedforslaget, jf. forslaget til ny § 4, stk. 4, er, at fonden fremover skal anvende halvdelen af midlerne på faglige miljøer inden for særligt prioriterede områder. Prioriteringen fastsættes for 4 år ad gangen, første gang for perioden 1. juli 1998 til 1. juli 2002. Ligedelingen mellem frie og prioriterede midler til særlige faglige miljøer skal forstås som en ligedeling over tid, sådan at uddelingerne til de to formål ikke nødvendigvis bliver lige store i de enkelte år. Samtidig kan det navnlig i de første år, hvor bestyrelsen allerede har forpligtet fonden på en række områder, vise sig umuligt helt at leve op til målsætningen om en ligedeling.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at forskningens bidrag til fremtidens videnbaserede samfund bliver langt mere nødvendig end nogensinde før. Den nationale forskningsstrategi er et meget vigtigt skridt mod realiseringen af regeringens mål om, at forskningen igennem en prioritering kan være med til at fremme livskvaliteten og værdiskabelsen i det danske samfund. Derfor bør dele af fondens betydelige midler også anvendes inden for målene i den nationale strategi.

Fremover bør det også være fondens opgave at være med til at skabe og opbygge faglige miljøer, som har betydning for samfundets udvikling. Der er mange fagområder i Danmark, der trænger til den saltvandsindsprøjtning, som et egentligt fagligt miljø kan give. Fondens midler bør bruges langt mere risikovilligt til nye markante fyrtårne i forskningslandskabet, dog uden at gå på akkord med fondens formål om at fremme enestående dansk forskning på internationalt niveau. Fonden bør desuden i højere grad satse på ny kompetenceopbygning og kompetencecentre. De særlige indsatsområder foreslås bredt formuleret, sådan at rammerne ikke bliver for snævre i forhold til kvalitetsprojekter, der måske ligger i periferien af indsatsområdet. Områderne kan ligge i forlængelse af de satsninger, som fonden allerede har foretaget fx inden for planteforskning, bioteknologi eller materialeforskning. Men der kan også blive tale om nye indsatsområder ud fra Danmarks behov i det internationale samfund, fx inden for IT-forskning eller grænseoverskridende humanistisk eller kulturel forskning.

Der er i forlængelse heraf et forskningspolitisk mål at skabe en bedre sammenhæng mellem basismidler og de eksterne midler, herunder Danmarks Grundforskningsfonds tilskud. Der er behov for at etablere et forpligtende samarbejde med de forskningsudførende institutioner, der sikrer indlejringen af indsatsområderne på længere sigt, jf. også forslaget til ny § 4, stk. 2.

Som forudsat ved fondens oprettelse, er et andet element i dette forpligtende samarbejde, at de faglige miljøer finansieret af fonden bidrager til og indgår i værtsinstitutionernes uddannelsestilbud både på kandidat- og Ph.D.-niveau med henblik på et effektivt samspil mellem forskning og uddannelse. De faglige miljøer, der ligger uden for universiteterne, skal så vidt muligt indgå i et samspil med de forskningsbaserede uddannelser. Sådanne samarbejder er også i vidt omfang blevet etableret i forbindelse med de allerede oprettede centre.

Forslaget berører ikke fondens principielle uafhængighed af det forskningspolitiske system. Det er fonden, der fastsætter og udmønter prioriteringerne.

Med forslaget til ny § 4, stk. 2, sikres det, at fonden ikke skal kunne komme i en situation, hvor fonden permanent finansierer bestemte forskningsaktiviteter eller centre. Men der vil være mulighed for, at fonden finansierer bestemte centre i over 10 år. Tanken bag fonden er netop, at den skal være fleksibel og kan anvende sine midler, hvor der på et givet tidspunkt er den største mulighed for at opnå fondens formål om at yde tilskud til enestående forskning på internationalt niveau. Derfor foreslås det, at fondens tilskud kombineret med en eventuel medfinansiering fra tilskudsmodtageren selv eller andre fuldt ud dækker udgifterne i forbindelse med det projekt, der ydes tilskud til. Eller at fonden med tilskudsmodtagerne indgår en bindende aftale om, at projektet kan videreføres efter ophøret af fondens tilskud med anden finansiering. Indgåelsen af en sådan aftale bliver således en betingelse for, at fonden overhovedet kan yde tilskud til projektet, og aftalen skal derfor foreligge, inden projektet får tilsagn om støtte. En sådan aftale vil naturligt være betinget af, at det pågældende projekt opnår en positiv evaluering i forbindelse med afslutningen af fondens tilskudsperiode. De nærmere vilkår for evalueringen, og hvilket resultat den skal vise, for at aktiviteten skal videreføres, må konkret aftales mellem fonden og tilskudsmodtagerne.

En af årsagerne til de hidtidige positive erfaringer med fondens virke, jf. de almindelige bemærkninger, er efter Forskningsministeriets vurdering, at fonden så aktivt har fulgt op på de givne tilskud. Grundforskningsfonden har ikke ladet sig nøje med årsberetninger og regnskaber. Fonden har for hver tilskudsmodtager udpeget en gruppe på 2 - 3 bestyrelsesmedlemmer, der sammen med fondens administration halvårligt har besøgt modtagerne for at gennemgå forskningsresultaterne sammenholdt med modtagerens forskningsplan. Desuden drøftes formidlingen af forskningsresultaterne og målgruppen herfor. Denne praksis har givet fonden mulighed for at føre en løbende dialog med forskerne og for at gribe ind på et tidligt tidspunkt, hvis det har været nødvendigt. Denne praksis ønskes videreført, og derfor foreslås den lovfæstet, jf. forslaget til ny § 4, stk. 5.

Endelig har den hidtidige udvikling vist, at udsvingene i renteniveau kan betyde, at fonden i de enkelte år kan komme til at stå i en situation, hvor de givne tilsagn om tilskud overstiger fondens indtægter i det pågældende år. Der foreslås derfor oprettet en reservefond, jf. forslaget til § 4, stk. 6, sådan at fonden til stadighed har udisponerede midler, der kan anvendes til uddeling, såfremt renteforudsætningerne og dermed forudsætningerne for fondens uddelinger måtte vise sig at svigte.

Til nr. 7

Som en konsekvens af forslaget om, at bestyrelsen kan anvende op til halvdelen af grundkapitalen, jf. de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til forslagets § 3, foreslås forpligtelsen til at sikre realværdien af grundkapitalen ophævet. Med forslaget om delvis at kunne anvende grundkapitalen, skal der ikke længere årligt ske henlæggelser til at bevare realværdien af den samlede grundkapital.

Til nr. 8

Der henvises til bemærkningerne til § 2.

Til nr. 9

Som en konsekvens af oprettelsen af en direktørstilling for fonden, foreslås denne omfattet af lovens straffebestemmelse.

Til § 2

Efter stk. 1 foreslås lovens ikrafttræden sat til den 1. februar 1998. Det skal ses under hensyn til, at fonden har forpligtet sig til at træffe beslutning om eventuel videreførelse af de nuværende centre inden den 1. marts 1998. Det er derfor vigtigt for fondens bestyrelse at vide, hvordan fondens fremtidige finansielle situation er, inden den træffer afgørelse om en eventuel videreførelse af de pågældende centre. Såfremt der ikke opnås en mulighed for at øge fondens uddelinger i forhold til de gældende regler, vil fonden næppe kunne videreføre så mange af de nuværende centre som ønskeligt.

Fonden blev i 1991 oprettet som en nyskabelse inden for den offentlige støtte til forskning. Erfaringerne har vist, at fonden har været et væsentligt aktiv i den offentlige forskningsindsats, og at den til fulde har formået at leve op til sit formål om at fremme enestående forskning på internationalt niveau. Grundtanken om en endelig udskillelse af kapital til en fondsdannelse med det angivne formål har dermed vist sig hensigtsmæssig. Revisionsbestemmelsen efter stk. 2 foreslås derfor alene at omfatte mulighederne for at ændre fondens organisatoriske ramme, og hvordan midlerne skal anvendes inden for fondens formål. Medens grundtanken har vist sin bæredygtighed, har udviklingen i renteniveau betydet, at der over tid kan være grund til at overveje, i hvilket omfang fonden også skal kunne anvende grundkapitalen i overensstemmelse med fondens formål, ligesom der over tid kan være grund til at revidere den organisatoriske ramme.

Revisionen foreslås gennemført i folketingsåret 2005/6, fordi fonden på det tidspunkt vil stå foran at have fuldført to prioriteringsrunder, sådan at der vil være de fornødne erfaringer til at evaluere denne måde at anvende fondens midler på. Desuden vil man på det tidspunkt kunne vurdere de fulde resultater af, at fonden tillige har haft adgang til at bruge af grundkapitalen, jf. forslagets § 3.

Til § 3

Efter stk. 1 foreslås bestyrelsen tillagt en adgang til at bruge op til halvdelen af fondens oprindelige grundkapital på 2 mia. kr. målt i faste priser over en 8-årig periode, hvorefter loven forudsættes revideret, jf. ovenfor under § 2. Målt i løbende priser vil der efter de nuværende beregninger være et beløb tilbage i år 2006 svarende til 1,4 mia.kr., men det eksakte beløb vil naturligvis afhænge af prisudviklingen. Forslaget er alene en bemyndigelse til bestyrelsen for fonden, sådan at fonden kan anvende dette beløb, hvis de skønner, at fondens formål bedst opnås på denne måde, og at der er tilstrækkeligt mange enestående projekter på internationalt niveau. Der ligger ikke i bestemmelsen en mulighed for at sænke det kvalitative niveau i forbindelse med fondens uddelinger.

Efter stk. 2 skal denne adgang til også at bruge af fondskapitalen udmøntes efter en finansieringsplan, som bestyrelsen fastlægger. Planen må fastlægges på baggrund af de fornødne økonomiske og finansielle beregninger, sådan at de årlige uddelinger så vidt muligt bliver lige store målt i faste priser, og sådan at halvdelen af uddelingerne over de 8 år går til de særligt prioriterede forskningsområder efter § 4, stk. 4. Planen skal endelig sikre, at der vil være lige mange midler målt i faste priser til de forudsatte to fulde prioriteringsrunder. Planen kan løbende revideres under hensyn til udviklingen i renteniveau og inflation i samfundet.

Efter stk. 3 og 4 er det tanken, at fonden får et råderum over de næste 8 år, sådan at der kan afvikles to fulde prioriteringsrunder, og sådan at fonden også i øvrigt kan fuldføre den uddelingsplan, som foreslås fastlagt efter stk. 2. Til gengæld bør fonden ikke kunne forpligte sig ud over det tidspunkt, hvor loven forudsættes revideret, jf. bemærkningerne til § 2.

Forslaget har som konsekvens, at der skal foretages meget omfattende ændringer i fundatsen for fonden. Der skal tages højde for den ændrede opgavevaretagelse mellem bestyrelse og direktør, muligheden for også delvis at anvende grundkapitalen til uddelinger inden for den beskrevne uddelingsplan og prioriteringen af særlige forskningsområder. Derfor foreslås det efter stk. 5, at der skal udarbejdes en helt ny fundats for fonden, der kan afspejle lovændringerne. Herunder vil det være hensigtsmæssigt med en ændring af bestyrelsens funktionsperiode, sådan at den enkelte bestyrelse følger de foreslåede prioriteringer, og det kan i den forbindelse være nødvendigt at afkorte den nuværende bestyrelses funktionsperiode.

Skriftlig fremsættelse (20. november 1997)

Forskningsministeren (Jytte Hilden):

Jeg tillader mig herved for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks Grundforskningsfond. (Mulighed for en delvis uddeling af fondens kapital og ændring af fondens uddelingspraksis).

(Lovforslag nr. L 92).

Folketinget vedtog i 1991 at oprette Danmarks Grundforskningsfond med en kapital på 2 mia.kr., som kom fra statens salg af Statsanstalten for Livsforsikring. Formålet med oprettelsen af fonden var at styrke enestående dansk forskning på internationalt niveau.

Fonden har siden med et budget på over 800 mio.kr. kunne finansiere i alt 23 forskningscentre, der spænder vidt fra Center for Atomfysik til Søren Kierkegaard Forskningscentret. Disse centre har nu været igennem en omfattende evaluering af internationale eksperter, der viser, at fonden har bestået sin prøve. Resultatet har nemlig været, at fonden på fornem vis har medvirket til, at dansk forskning på adskillige fagområder er kommet op i den internationale elite og ikke mindst har sikret, at kvaliteten af den unge generation af forskere har fået et gevaldigt løft.

Fondens faglige virke har således fuldt ud bevist, at vi satsede rigtigt i 1991, da vi oprettede fonden.

Siden oprettelsen af fonden er realrenten imidlertid halveret, hvilket er samfundsøkonomisk godt, men dårligt for grundforskningsfonden. Afkastet af grundkapitalen vil således kun kunne bidrage med ca. 90 mio.kr. i de kommende år til uddeling målt i faste priser. Medens vi ved oprettelsen på baggrund af den daværende høje realrente havde en forudsætning om, at fonden ville få op imod 200 mio.kr. til årlige uddelinger.

Hvis fonden derfor fortsat skal være et væsentligt instrument i den offentlige støtte af forskning og kunne fastholde et aktivitetsniveau, som netop har vist så imponerende resultater, ser regeringen ingen anden udvej, end at give fonden mulighed for at anvende dele af kapitalen til uddeling. Samtidig haster det med en afklaring af fondens finansielle situation, da fonden står foran at skulle tage stilling til, hvormange af de eksisterende centre, der kan videreføres.

Det foreslås derfor, at fonden får mulighed for at bruge op til halvdelen af grundkapitalen målt i faste priser over de næste 8 år. Herefter skal Folketinget påny tage stilling til fondens uddelinger og organisatoriske ramme.

Yderligere tilsigtes der med lovforslaget en ajourføring af de eksisterende regler på baggrund af de hidtidige erfaringer med fonden og retsudviklingen i øvrigt.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvilling behandling i det høje Ting.

Efter 2. behandling den 18. december 1997

§ 1

I lov nr. 409 af 6. juni 1991 om Danmarks Grundforskningsfond foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, nr. 2, ændres »de 6 statslige forskningsråds formandskollegium uden for rådenes midte« til: »Forskningsforum uden for forums midte«.

2. § 2, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Fonden tilrettelægger selv sin administration, idet dog opgavefordelingen mellem bestyrelse og direktør fastsættes i fundatsen, jf. § 3.«

3. Efter § 2 indsættes som ny paragraf:

» § 2 a. Grundforskningsfondens daglige ledelse varetages af en direktør.

Stk. 2. Direktøren ansættes og afskediges af bestyrelsen efter indstilling fra bestyrelsesformanden. Direktøren kan dog ikke afskediges uden forudgående orientering af forskningsministeren.«

4. I § 3 indsættes efter »medlemmer«: »og for opgavefordelingen mellem bestyrelse og direktør«.

5. I § 4, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »institutionerne,»: »hvorefter fondens økonomiske engagement afvikles,».

6. I § 4 indsættes som stk. 2-6:

»Stk. 2. Bestyrelsen skal ved tilsagn om støtte fra fonden tage højde for, at de tilsagte forpligtelser i de enkelte år ikke overstiger det disponible beløb til uddelinger, og at der heller ikke i øvrigt opstår udækkede finansieringsbehov i forbindelse med fondens tilskudsaktiviteter. Bestyrelsen skal i den forbindelse på baggrund af det forventede disponible beløb til uddelinger fastsætte en ramme for den samlede mængde af aftaler efter stk. 1, nr. 1, sådan at det økonomiske grundlag for en gennemførelse af de pågældende tilskudsaktiviteter hele tiden er til stede.

Stk. 3 . Bestyrelsen skal normalt uddele fondens midler i åben konkurrence på grundlag af ansøgninger fra forskningsinstitutioner og forskere.

Stk. 4. Bestyrelsen kan i forbindelse med finansieringen af oprettelsen eller udvidelsen af institutter og centre, jf. stk. 1, nr. 1, gøre finansieringen betinget af, at stillingen som centerleder opslås i international konkurrence. Bestyrelsen kan ligeledes beslutte, at et center etableres, efter at stillingen som centerleder har været opslået i international konkurrence.

Stk. 5. Bestyrelsen fører tilsyn med de forskningsaktiviteter, der modtager tilskud fra fonden.

Stk. 6. Bestyrelsen kan efter aftale påtage sig at gennemføre tilskudsaktiviteter med hel eller delvis finansiering fra anden side.«

7. I § 5 ændres »statens forskningsråd, jf. lov om Forskningspolitisk Råd og forskningsråd« til: »Forskningsforum og de statslige forskningsråd, jf. lov om forskningsrådgivning m.v.«

8. § 7, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Ved fondsformuens placering skal der tilstræbes en betryggende sikkerhed og højest mulig forrentning.«

9. § 7, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter efter forhandling med Rigsrevisionen, hvorledes midlerne skal anbringes.«

10. § 12 ophæves.

11. I § 13, stk. 1, udgår »som formand eller medlem af bestyrelsen:».

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.

Stk. 2. Forskningsministeren fremsætter i folketingsåret 2002-03 forslag til revision af lovens bestemmelser om fondens organisation og muligheder for at anvende fondens midler inden for lovens formål.

§ 3

Stk. 1. Uanset bestemmelsen i § 1, stk. 2, i lov nr. 409 af 6. juni 1991 om Danmarks Grundforskningsfond kan bestyrelsen i det omfang, det er nødvendigt for at opnå samlede årlige uddelinger på op til 200 mio. kr. i faste priser, frem til den 1. juli 2006 anvende op til halvdelen af fondens oprindelige grundkapital i faste priser til uddelinger efter § 4 i den nævnte lov som ændret ved denne lovs § 1, nr. 6.

Stk. 2. Bestyrelsen må ikke forpligte fonden ud over den 30. juni 2006. Tidligere udbetalte tilskud fra fonden kan dog indeholde støtte til aktiviteter, der først afvikles efter den 30. juni 2006.

Stk. 3. Bestyrelsen for grundforskningsfonden afgiver senest den 1. april 1998 indstilling til regeringen om ny fundats for fonden, jf. § 3 i lov nr. 409 af 6. juni 1991 om Danmarks Grundforskningsfond, herunder regler for funktionsperioden for bestyrelsens medlemmer, der sikrer en trinvis udskiftning for til stadighed at bevare kontinuiteten i bestyrelsens arbejde, jf. § 4, stk. 4, i den nævnte lov som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6.

Stk. 4. Indtil en ny fundats er fastsat for fonden, kan forskningsministeren i forbindelse med lovens ikrafttræden fastsætte den nødvendige overgangsordning for fonden, herunder adskille bestyrelsesformands- og direktørposten for fonden.

Versioner

  1. 1998-01-14