1997 LSF 116 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM REGIONALE KULTURFORSØG (FORLÆNGELSE AF FEM FORSØGSAFTALER)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00116@1997-12-03/da
Indhold
§ 1
I lov nr. 1085 af 20. december 1995 om regionale kulturforsøg, som ændret ved § 2 i lov nr. 103 af 28. februar 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »Forsøgsaftaler indgået for årene 1996 til 1998 kan forlænges med et år.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lov nr. 1085 af 20. december 1995 om regionale kulturforsøg (Folketingstidende 1995-96, Forhandlingerne sp. 368, 603, 1972, 2238; Tillæg A sp. 1531; Tillæg B sp. 75; Tillæg C sp. 170) er senest ændret ved lov nr. 103 af 28. februar 1996 om ændring af teaterloven og lov om regionale kulturforsøg (Nye regler for egnsteatre og små storbyteatre m.v.) (Folketingstidende 1995-96, Forhandlingerne sp. 367, 594, 3726, 3957; Tillæg A sp. 1522; Tillæg B sp. 341; Tillæg C sp. 297).
Den 1. januar 1996 igangsattes fem regionale kulturforsøg. Indholdet af hvert forsøg er fastsat i en treårig forsøgsaftale mellem kulturministeren og forsøgsregionen. De fem forsøgsregioner er: Vestsjællands Amtskommune, Storstrøms Amtskommune, Odense Kommune, Århus Kommune og fem kommuner på Salling-Fjendsegnen, Fjends, Sallingsund, Skive, Spøttrup og Sundsøre.
Den 1. januar 1997 igangsattes yderligere fire regionale kulturforsøg, der udløber den 31. december 1999.
Ved lovforslaget gøres det muligt, at de fem først igangsatte forsøg vil kunne forlænges med etårige tillægsaftaler, således at forsøgsaftalerne bortfalder med udgangen af 1999.
Forlængelsen af forsøgene skal give tid til en grundig evaluering af forsøgene med henblik på eventuel ny lovgivning på området. Evalueringen foretages af et konsulentfirma og er tilrettelagt som en fortløbende proces. Den endelige hovedevaluering ventes 1. marts 1999.
Økonomiske konsekvenser
Det økonomiske grundlag for den enkelte tillægsaftale er en fremskrivning af forsøgsregionens kulturelle rammebevilling for 1998. Fremskrivningen består i en uændret videreførsel af bevillingerne for 1998 samt en opregning i henhold til forsøgsaftalens bestemmelser. Den kulturelle rammebevilling består af de statslige tilskud, som forsøgsregionerne ud fra i øvrigt gældende lovgivning kunne forvente at få tildelt i forsøgsperioden til de aktiviteter, som er nævnt i forsøgsaftalerne. I den kulturelle rammebevilling indgår desuden et forsøgspuljebeløb. Kulturministeren vil på aktstykke søge Finansudvalgets tilslutning til, at der af de alment kulturelle tipsmidler afsættes midler til den særlige forsøgspulje.
Lovforslaget har ingen statslige eller kommunaløkonomiske konsekvenser ud over den forsøgspulje, der forventes afsat af de alment kulturelle tipsmidler.
Administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget har ingen væsentlige administrative konsekvenser. Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter. Lovforslaget indeholder ingen miljømæssige konsekvenser.
Høring over lovforslaget
Udkastet til dette lovforslag har været udsendt til høring hos Justitsministeriet, Finansministeriet, Rigsrevisionen, Statens Musikråd, Statens Museumsnævn, Teaterrådet, Biblioteksstyrelsen, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og samtlige forsøgsregioner, herunder Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.
Skriftlig fremsættelse (3. december 1997)
Kulturministeren (Ebbe Lundgaard):
Jeg skal hermed fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om regionale kulturforsøg. (Forlængelse af fem forsøgsaftaler).
(Lovforslag nr. L 116).
Lov om regionale kulturforsøg blev vedtaget den 20. december 1995 med et bredt flertal.
Den 1. januar 1996 blev de fem første regionale kulturforsøg igangsat. De fem forsøgsregioner er: Vestsjællands Amtskommune, Storstrøms Amtskommune, Odense Kommune, Århus Kommune og fem kommuner på Salling-Fjendsegnen. Indholdet af hvert forsøg er fastsat i en treårig forsøgsaftale mellem kulturministeren og forsøgsregionen.
Den 1. januar 1997 blev yderligere fire regionale kulturforsøg igangsat. Disse udløber den 31. december 1999.
Ved lovforslaget gøres det muligt, at de fem først igangsatte forsøg vil kunne forlænges med etårige tillægsaftaler, således at alle ni forsøgsaftaler udløber samtidig.
Forlængelsen af forsøgene skal give tid til en grundig evaluering af forsøgene. Evalueringen foretages af et konsulentfirma, og hovedevalueringen ventes 1. marts 1999.
Ny lovgivning til opfølgning på de regionale kulturforsøg forventes at kunne træde i kraft den 1. januar 2000.