Gelex

1997 LSF 120 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL SERVICE (KVALITETSSTANDARDER M.V.)

GældendeVersion 1997-12-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00120@1997-12-30/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service foretages følgende ændring:

1. I § 110 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om, at kommunen skal træffe beslutninger om indhold, omfang og udførelse af hjælp efter §§ 71 og 72 samt følge disse beslutninger op.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service foretages følgende ændring:

1. I § 110 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om, at kommunen skal træffe beslutninger om indhold, omfang og udførelse af hjælp efter §§ 71-72, samt følge op på disse beslutninger.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige og specielle bemærkninger

I forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 1998 er der mellem SF og regeringen blandt andet indgået aftale om, at kvaliteten i kommunens hjælp efter §§ 71-72 skal forbedres, og at de ældres rettigheder skal klargøres. For at opnå dette gennemføres en række initiativer.

Det foreslås, at socialministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler om, at den enkelte kommunalbestyrelse skal træffe detaljerede beslutninger om indhold, omfang og udførelse af hjælp efter §§ 71-72 samt følge op på disse beslutninger.

Det er hensigten at anvende bemyndigelsen til at forpligte den enkelte kommunalbestyrelse til inden udgangen af 1998 - og herefter mindst een gang årligt - at udarbejde en kvalitetsstandard for hjælp efter §§ 71-72.

Kvalitetsstandarden skal indeholde en beskrivelse af det serviceniveau (indhold og omfang), som kommunalbestyrelsen træffer beslutning om. Kvalitetsstandarden skal indeholde en så præcis beskrivelse, at der samtidig opstilles operationelle mål, som indsatsen skal bedømmes på.

Formålet med kvalitetsstandarden er blandt andet at sikre ensartede afgørelser - inden for samme kommune - om hjælp til ældre med samme behov. Herudover skal kvalitetsstandarden sikre, at de ældre kender deres rettigheder, idet de informeres om indhold og omfang af den hjælp, de kan forvente fra kommunen. Endelig skal kvalitetsstandarden og de operationelle mål anvendes af ledelsen som et redskab til at sikre overensstemmelse mellem de politisk fastlagte mål og den faktiske myndighedsudøvelse og opgaveudførelse. Kvalitetsstandarden skal drøftes med kommunens ældreråd efter reglerne herom.

Der bør opstilles klare regler, som skal sikre, at den tildelte hjælp faktisk bliver ydet, og at der i tilfælde af aflysninger gives kompensation, fx i form af ekstra erstatningshjælp.

Det er endvidere hensigten at forpligte den enkelte kommune til at udarbejde en årlig evaluering af kvaliteten og styringen af hjælpen efter §§ 71-72. Evalueringen skal blandt andet være et instrument til at sikre en bedre tilrettelæggelse af hjælpen, så en større del af ressourceindsatsen kommer de ældre til gode. Evalueringen skal også følge udviklingen i sygefraværet og arbejdsmiljøet samt sikre, at de politiske mål for kommunens indsats nås, herunder at de ældre får den hjælp, der er truffet afgørelse om. Evalueringensrapporten skal drøftes med kommunens klageråd.

Det er endvidere hensigten at præcisere de vejledende regler om skemaer og skriftlige afgørelser efter §§ 71-72 samt at udarbejde en vejledende standard herfor. Det skal heraf klart fremgå, hvilke klagemuligheder de ældre har, og at underskrivelse af skemaerne ikke begrænser de ældres adgang til at klage over afgørelsen.

Den enkelte ældre skal herudover have større indflydelse på udførelsen af den hjælp, der er truffet afgørelse om efter §§ 71-72.

Økonomiske og administrative konsekvenser

I forbindelse med finanslovsforhandlingerne er der aftalt en ramme for forbedringer på hjemmehjælpsområdet på i alt 250 mill. kr. i 1998.

Lovforslaget er en del af denne aftale. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.

Erhvervsmæssige og miljømæssige konsekvenser samt forholdet til EU-retten

Forslaget har ikke erhvervs- eller miljømæssige konsekvenser, og det findes ikke at indeholde EU-retlige aspekter.

Skriftlig fremsættelse (3. december 1997)

Socialministeren (Karen Jespersen):

Jeg tillader mig herved at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Kvalitetsstandarder m.v.).

(Lovforslag nr. L 120).

I overensstemmelse med aftalen mellem SF og regeringen om finansloven for 1998 foreslås det at bemyndige socialministeren til at fastsætte regler om, at den enkelte kommunalbestyrelse skal træffe detaljerede beslutninger om indhold, omfang og udførelse af hjælp efter §§ 71-72 i serviceloven (hjemmehjælp m.v.).

Formålet med forslaget er at forbedre kvaliteten i kommunernes hjælp efter §§ 71-72 i serviceloven (hjemmehjælp m.v.), og at klargøre de ældres rettigheder.

Det er blandt andet hensigten at anvende bemyndigelsen til at forpligte den enkelte kommunalbestyrelse til - mindst een gang årligt - at udarbejde en kvalitetsstandard for hjælpen efter §§ 71-72 samt at udarbejde en årlig evaluering af styringen og kvaliteten af hjælpen efter §§ 71-72.

Kvalitetsstandarden skal opstille mål, som indsatsen skal bedømmes på, idet den skal indeholde en præcis beskrivelse af det serviceniveau, som kommunalbestyrelsen træffer beslutning om. Hermed skal kvalitetsstandarden medvirke til at sikre

- ensartede afgørelser om hjælp inden for samme kommune,

- overensstemmelse mellem de politisk fastlagte mål, de konkrete afgørelser og den leverede hjælp, samt

- at de ældre kender deres rettigheder

Den årlige evaluering skal blandt andet være et instrument til at sikre en bedre tilrettelæggelse af hjælpen, så en større del af ressourceindsatsen kommer de ældre til gode.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg på regeringens vegne anbefale lovforslaget til Tingets hurtige og velvillige behandling.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service foretages følgende ændring:

1. I § 110 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om, at kommunen skal træffe beslutninger om indhold, omfang og udførelse af hjælp efter §§ 71-72, samt følge op på disse beslutninger.«

§ 110. Kommunens eller amtskommunens afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter kapitel 14 skal meddeles ansøgeren i skriftlig form. Til brug for afgørelsen udarbejder kommunen eller amtskommunen et skema. Skemaet skal som minimum indeholde oplysning om, hvilke opgaver hjælpen omfatter, formålet med hjælpen, og for hvilken periode hjælpen gives. Skemaet udfyldes i samarbejde med ansøgeren og udleveres til ansøgeren i forbindelse med afgørelsen.

Versioner

  1. 1997-12-30