Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00128@1998-01-16/da

Indhold

1. Indledning

Kapitel 1

Formål, anvendelsesområde, definitioner m.v.

§ 1. Loven skal medvirke til at sikre, at patienters værdighed, integritet og selvbestemmelsesret respekteres. Loven skal endvidere medvirke til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patient og sundhedsperson.

§ 2. Loven gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er fastsat i lovgivningen.

§ 3. Ved behandling forstås i denne lov undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient, m.v.

§ 4. Ved sundhedspersoner forstås i denne lov personer, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver og personer, der handler på disses ansvar.

§ 5. For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, i patientens rettigheder efter loven i det omfang, dette er nødvendigt for at varetage patientens interesser i den pågældende situation.

Kapitel 2

Selvbestemmelse

Informeret samtykke

§ 6. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 8-10.

Stk. 2. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke efter stk. 1.

Stk. 3 . Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf. § 7.

Stk. 4. Et informeret samtykke efter dette kapitel kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.

Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets form og indhold.

§ 7. Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.

Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter stk. 1.

Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.

Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder samt oplysninger om alternative, lægeligt forsvarlige behandlingsformer og oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 6, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig information, jf. stk. 2.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om informationens form og indhold.

Mindreårige

§ 8. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret

samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige

have information, jf. § 7, og inddrages i den mindreåriges

stillingtagen.

Stk. 2. Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens give indehaver informeret samtykke.

Stk. 3. En patient, der er fyldt 15 år, er berettiget til aktindsigt efter bestemmelserne i kapitel 4 og kan give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter bestemmelserne i kapitel 5.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke

§ 9. For en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke til behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan informeret samtykke dog gives af værgen.

Stk. 2. Har en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende eller værge, kan sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden sundhedsperson, der har faglig indsigt på området og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver sin tilslutning hertil.

Stk. 3. I de tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan sundhedspersonen dog uden inddragelse af en anden sundhedsperson gennemføre en påtænkt behandling, hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter med hensyn til omfang og varighed.

Stk. 4. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen, såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning hertil.

Øjeblikkeligt behandlingsbehov

§ 10. Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge.

Patientens inddragelse

§ 11. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.

Sundhedspersonens ansvar

§ 12. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er forpligtet til at drage omsorg for, at

1) informeret samtykke indhentes efter §§ 6-8 og § 9, stk. 1,

2) der foreligger tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 9, stk. 2,

3) der foreligger tilslutning fra vedkommende embedslægeinstitution efter § 9, stk. 4, og

4) patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter § 11.

Kapitel 3

Selvbestemmelse i særlige tilfælde

§ 13. For bestemmelserne i dette kapitel finder §§ 6-7 om informeret samtykke, § 8 om mindreårige, § 11 om patientens inddragelse samt § 12 om sundhedspersonens ansvar tilsvarende anvendelse. Dog finder § 8 om mindreårige ikke anvendelse for § 17 om livstestamenter.

Sultestrejke

§ 14. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke, og patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en sundhedsperson ikke afbryde denne.

Afvisning af at modtage blod

§ 15. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.

Stk. 2. Patientens afvisning af at modtage blod eller blodprodukter skal være givet i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation og være baseret på information fra sundhedspersonen om de helbredsmæssige konsekvenser af at undlade tilførsel af blod eller blodprodukter ved behandlingen.

Stk. 3. Såfremt det strider mod en sundhedspersons etiske opfattelse at udføre en behandling uden anvendelse af blod eller blodprodukter, er vedkommende ikke forpligtet hertil, og patienten skal henvises til en anden sundhedsperson, medmindre der foreligger et tilfælde af påtrængende nødvendig lægehjælp, jf. lægelovens § 7, stk. 1.

Behandling af uafvendeligt døende

§ 16. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der kun kan udskyde dødens indtræden.

Stk. 2. Såfremt en uafvendeligt døende patient ikke længere er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, kan en sundhedsperson undlade at påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling, jf. § 17, stk. 3.

Stk. 3 En uafvendeligt døende patient kan modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.

Livstestamenter

§ 17. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv.

Stk. 2. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at

1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt døende, og

2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.

Stk. 3. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse.

Stk. 4. Såfremt en sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke selv er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende eller påtænker at fortsætte livsforlængende behandling i en situation som nævnt i stk. 2, nr. 2, skal sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregistret, jf. § 18, med henblik på at undersøge, om der foreligger et livstestamente.

Stk. 5. Testators ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for sundhedspersonen, medens et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.

§ 18. Sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister og fastsætter nærmere regler om livstestamenters oprettelse, udformning, registrering, tilbagekaldelse m.v.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om gebyrer for registrering af livstestamenter.

Kapitel 4

Aktindsigt

§ 19. Reglerne i dette kapitel gælder for patientjournaler, patientoptegnelser og patientregistre m.v., der udarbejdes af sundhedspersoner, og som føres på offentlige eller private sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med behandling i private hjem samt på andre offentlige eller private institutioner m.v., hvor der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages behandling af patienter.

S tk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for registre omfattet af lov om offentlige myndigheders registre eller for registrering, der alene finder sted til videnskabelige eller statistiske formål.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger og institutioner m.v., der er omfattet af stk. 1.

§ 20. Den, om hvis helbredsforhold der er udarbejdet patientjournaler m.v., har ret til aktindsigt heri.

Stk. 2. Retten efter stk. 1 kan dog begrænses i det omfang, patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser.

§ 21. Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den myndighed, institution eller sundhedsperson, der har patientjournalerne m.v. i sin besiddelse.

Stk. 2. Vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes, og om aktindsigten skal gennemføres ved, at der gives adgang til gennemsyn af patientjournalen m.v. på stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift eller kopi.

Stk. 3. Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson, skal myndigheden, institutionen eller sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.

§ 22. Sundhedsministeren fastsætter regler om gebyr til dækning af kopierings- og forsendelsesomkostninger m.v. i forbindelse med aktindsigten.

Kapitel 5

Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger m.v.

Patientens krav på sundhedspersoners tavshed

§ 23. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson i dette kapitel er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven den driftsansvarlige myndighed.

Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling af patienter

§ 24. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov,

2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, eller

3) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der virker som stedfortræder for denne.

Stk. 3. Ved videregivelse efter stk. 2, nr. 1, kan patienten på ethvert tidspunkt af det aktuelle behandlingsforløb frabede sig, at oplysningerne videregives.

Stk. 4. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 5. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse.

§ 25. Samtykke efter § 24, stk. 1, skal være mundtligt eller skriftligt. Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål

§ 26. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, eller

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.

§ 27. Samtykke efter § 26, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest et år efter det er givet.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde patienter

§ 28. En sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske, og hensynet til afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Der kan endvidere videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen i § 26, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Afdødes alment praktiserende læge eller den læge, som havde afdøde i behandling, kan fra et sygehus eller fra en sundhedsperson få de samme oplysninger som nævnt i stk. 1, 1. pkt., såfremt afdødes nærmeste pårørende har fremsat begæring om at modtage oplysningerne over for den pågældende læge.

Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige formål (forskning, statistik m.v.)

§ 29. Oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler kan videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter.

Stk. 2. Oplysninger som nævnt i stk. 1 kan, når et forskningsprojekt ikke er omfattet af lov om et videnskabsetisk komitesystem m.v., endvidere videregives til en forsker til brug ved et konkret forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen.

Stk. 3. Der må kun ske efterfølgende henvendelse til enkeltpersoner i det omfang, de sundhedspersoner, der har behandlet de pågældende, giver tilladelse hertil.

§ 30. Oplysninger som nævnt i § 29 kan videregives til brug for statistik eller planlægning efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for oplysningernes anvendelse m.v., jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden godkendelse af Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at oplysningerne skal videregives.

§ 31. Oplysninger, der er indhentet efter §§ 29-30 til brug for forskning, statistik eller planlægning, må ikke videregives yderligere, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Yderligere videregivelse, herunder offentliggørelse, af oplysninger som nævnt i stk. 1 må kun ske i en form, hvori oplysningerne ikke kan henføres til enkeltpersoner.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse af oplysninger efter § 29, stk. 2, og § 30, stk. 1.

Kapitel 6

Klage- og straffebestemmelser

§ 32. Klager over forhold omfattet af denne lov kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, medmindre særlig klageadgang er foreskrevet i lovgivningen. Patientklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 33. Den, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger efter kapitel 5, straffes efter straffelovens §§ 152-152 f.

Kapitel 7

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 34. Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.

Stk. 2. Samtidig ophæves

1) § 6, stk. 2-5, og § 6 a i lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995,

2) lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger,

3) § 16 a i lov om offentlige myndigheders registre, jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991 med senere ændringer.

Stk. 3. Følgende bekendtgørelser, der er fastsat i medfør af de i stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt efter denne lov:

1) Bekendtgørelse nr. 782 af 18. september 1992 om livstestamenter.

2) Bekendtgørelse nr. 938 af 7. december 1993 om betaling for afskrifter, edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter lov om aktindsigt i helbredsoplysninger.

§ 35. I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995, foretages følgende ændring:

1. I § 31, stk. 2, udgår: », dog at det skal have sit forblivende ved de i medfør af § 1, nr. 1 b., i lov nr. 273 af 28. juni 1920 om udvidelse af sundhedslovgivningens gyldighed til de sønderjydske landsdele ved bekendtgørelse nr. 405 af 12. september 1922 fastsatte bestemmelser om udøvelse af virksomhed som lægepraktikant i de nævnte landsdele«.

§ 36. Kapitel 4 har virkning for patientjournaler m.v. oprettet efter 1. januar 1994 og for tilførsler til eksisterende patientjournaler m.v. foretaget efter denne dato. For oplysninger i patientjournaler m.v., der føres ved hjælp af elektronisk databehandling, har kapitlet også virkning for registreringer foretaget før 1. januar 1994. For manuelle sygehusjournaler, der føres for den offentlige forvaltning, har kapitlet virkning for journaler oprettet efter 1. januar 1987 og for tilførsler foretaget efter denne dato til journaler oprettet før 1. januar 1987.

§ 37. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets hovedindhold

Lovens formål er at medvirke til at sikre, at patienters værdighed, integritet og selvbestemmelsesret respekteres.

Lovens formål er endvidere at styrke patienternes retsstilling og retssikkerhed i forhold til sundhedsvæsenet og at understøtte tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patienterne og sundhedsvæsenet samt dettes forskellige personalegrupper.

Med lovforslaget fastlægges en samlet lovgivning, der regulerer de grundlæggende og generelle principper for den enkelte patients selvbestemmelse og retssikkerhed i forhold til sundhedsvæsenet i forbindelse med undersøgelse, behandling og pleje.

Lovforslaget indeholder i forhold til tidligere lovgivning og anerkendt praksis følgende nye bestemmelser:

- Patienter får lovfæstet retten til informeret samtykke.

- Patienter, der er fyldt 15 år, skal selv give informeret samtykke til undersøgelse, behandling m.v., dog i samråd med forældremyndighedsindehaveren.

- Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, sikres ved, at de nærmeste pårørende giver stedfortrædende samtykke til undersøgelse, behandling m.v.

- Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke og som ikke har nogen nærmeste pårørende, sikres ved at en anden uvildig sundhedsperson varetager patientens interesser, bortset fra bagatelagtige behandlinger.

- Patienter, der ikke er i stand til at give informeret samtykke, sikres i øvrigt indflydelse på beslutningen, i det omfang de forstår behandlingssituationen.

- Patienter sikres klarere rettigheder om de ønsker, der kan optages i et livstestamente, og sundhedspersoners pligt til at kontakte Livstestamenteregistret præciseres.

- Patienter sikres, at sundhedspersoner iagttager tavshed om de forhold, de erfarer i forbindelse med patientkontakten.

- Patienter kan som udgangspunkt selv bestemme, hvem der kan få udleveret helbredsoplysninger.

- Patienter sikres, at der inden for sundhedsvæsenet kan ske videregivelse, når der foreligger et mundtligt samtykke, eller videregivelse uden særligt samtykke, når der er tale om et aktuelt behandlingsforløb.

- Patienter sikres, at der til videregivelse af helbredsoplysninger til myndigheder uden for sundhedsvæsenet kræves skriftlig samtykke, når bortses fra de ekstraordinære tilfælde, som følger af lovgivningen.

- Patienter sikres bedre overblik over de regler, der giver adgang til at bruge helbredsoplysninger til forskning, statistik og planlægning, idet disse samles i eet regelsæt.

Nedenfor sammenstilles kort lovforslagets regler med de lovbestemmelser og andre regler, der hidtil har reguleret området:

1. Lovforslagets kapitel 1 fastlægger de grundlæggende generelle principper for patienters retsstilling. Lovens anvendelsesområde fastlægges og nogle centrale begreber i loven defineres.

2. Lovforslagets kapitel 2 om selvbestemmelse, dvs. informeret samtykke præciserer, moderniserer og overfører lægelovens § 6, stk. 2-5 (jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995) om information og samtykke til lovforslaget.

3. Lovforslagets kapitel 3 om selvbestemmelse i særlige tilfælde præciserer, moderniserer (ændrer) og overfører lægelovens § 6 a om livstestamenter til lovforslaget. Disse regler i lægeloven samt andre regler vedrørende information og samtykke er endvidere indeholdt i Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og samtykke m.v. (»Lægers pligt og patienters ret«).

4. Lovforslagets kapitel 4 om aktindsigt overfører uændret den gældende lov om aktindsigt i helbredsoplysninger (lov nr. 504 af 30. juni 1994) til lovforslaget.

5. Lovforslagets kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger samler, forenkler og ændrer den hidtidige regulering heraf, som er indeholdt dels i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985), dels i lov om offentlige myndigheders registre (jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991 med senere ændringer).

6. Lovforslagets kapitel 6-7 indeholder klage-, straffe-, overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser .

Da lovens kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger udgør en væsentlig ny lovregulering, er der særskilt i afsnit 4 redegjort nærmere herfor.

Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.

2. Lovforslagets baggrund

2.1. Indledning

Det er i overensstemmelse med den internationale udvikling og udviklingen i Danmark fundet vigtigt, at patientens retsstilling styrkes gennem fastsættelse af lovbestemmelser, der regulerer patientens forhold til sundhedsvæsenet, og at dette sker i en samlet lovgivning med udgangspunkt i patienten og dennes retsstilling.

Europarådet har i november 1996 vedtaget en konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettigheder og biomedicin. Konventionen, der nu er sendt til ratifikation i medlemslandene, kræver ikke særlig gennemførselslovgivning i Danmark, men dette lovforslag om patienters retsstilling bidrager til at understrege Danmarks forventede tilslutning til konventionen.

Der er gennem de senere år indført stadig flere regler, jf. i øvrigt afsnit 2.3., der enten direkte eller indirekte regulerer patienternes retsstilling. Det kan f.eks. være de principper for information og samtykke i patientbehandlingen samt om livstestamenter, der i 1992 blev indført i lægeloven, samt den direkte ret for patienten til aktindsigt, der indførtes i 1993 med loven om aktindsigt i helbredsoplysninger eller den indirekte regulering af patienternes retsstilling, der finder sted i de forskellige love, der autoriserer grupper af sundhedspersoner inden for sundhedsvæsenet, hvori er indeholdt bestemmelser, der pålægger de autoriserede sundhedspersoner bestemte pligter i forhold til patienterne.

Udgangspunktet for dette lovforslag er patientens retsstilling. Herved menes, at det er de basale retsregler, der regulerer forholdet mellem patient og sundhedsperson, der er lovforslagets indhold. Lovforslagets regler retter sig til patient og sundhedsperson og regulerer disse to aktørers indbyrdes forhold i form af regler for informeret samtykke, aktindsigt, tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger.

Regler, der retter sig mod amtskommuner og kommuner, såsom regler om kvalitet og ret til undersøgelse og behandling inden for visse tidsfrister, har en anden karakter og er derfor ikke medtaget i dette lovforslag. Eventuelle regler af dette indhold og med sundhedsmyndigheder som målgruppe, bør optages i den særlige lovgivning, der i øvrigt regulerer tilsvarende forhold, såsom sygehusloven og sygesikringsloven.

2.2. Tidligere udkast til lovforslag

Sundhedsministeriet udsendte i december 1995 et udkast til lovforslag om patientrettigheder i en bred høring blandt alle relevante interessenter, dvs. patientforeninger, faglige organisationer, sundhedsmyndigheder og andre med tilknytning til sundhedsvæsenet, m.fl. Indholdet af lovforslaget blev overvejende positivt modtaget. Det blev dog særligt af patientforeninger og faglige organisationer, bl.a. Lægeforeningen, kritiseret, at lovforslaget ikke indeholdt nogle mere smidige regler om videregivelse af helbredsoplysninger. Det blev endvidere kritiseret, at lovforslaget ikke indeholdt materielle patientrettigheder, som f.eks. ret til undersøgelse og behandling inden for visse bestemte frister etc.

I øvrigt er en del af de bemærkninger og forslag til ændringer, der fremkom under høringsrunden vedrørende det tidligere lovudkast, indarbejdet i det nu foreliggende lovforslag.

2.3. Patienters retsstilling i Danmark - udvikling

Der har igennem mange år eksisteret en offentlig regulering af patienters retsstilling. Reguleringen har imidlertid været spredt på mange forskellige love og andre regler. Reguleringen har endvidere været uensartet i sin form, idet den enten, som ovenfor anført, er sket direkte eller indirekte i andre lovgivningskomplekser.

Et eksempel på en meget tidlig lovgivning, der direkte regulerede patienternes retsstilling, er loven fra 1938 om sindssyge personers hospitalsophold, der senere er afløst af loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (lov nr. 331 af 24. maj 1989), der trådte i kraft 1. oktober 1989. I denne lov - der for tiden er under revision - er der, som i den tidligere lov, fastsat regler, der regulerer psykiatriske patienters tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse samt, som noget særligt i den nye lov, regler om tvangsbehandling og fiksering af psykiatriske patienter. Denne særlov er vedtaget, fordi denne patientgruppe har en sygdomskarakter, der medfører et særligt behov for retsbeskyttelse, bl.a. ved at patienterne ofte ikke fuldt ud er i stand til at handle fornuftsmæssigt og ofte har behov for et langvarigt sygehusophold.

Loven om svangerskabsafbrydelse fra 1973 (jf. lovbekendtgørelse nr. 633 af 13. september 1986) og loven om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. (senest lov nr. 402 af 13. juni 1990) er andre eksempler på særlige lovgivninger, der regulerer patienternes retsstilling i forhold til det offentlige sundhedsvæsen i situationer, hvor en særlig beskyttelse er nødvendig.

Gennem de seneste 50 år er der vedtaget et større antal love, hvorefter der gives særlige personalegrupper inden for sundhedsvæsenet (læger, tandlæger, sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter, kliniske tandteknikere, fodterapeuter, kiropraktorer, psykologer, optikere, kliniske diætister og tandplejere) en autorisation til behandling og pleje af bestemte patientgrupper på nærmere i respektive love anførte vilkår (centralt godkendte uddannelser, regulering af personalegruppens rettigheder og pligter i forhold til patienter, eventuelt et forbeholdt virksomhedsområde osv.). Særligt i lægeloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995), der oprindeligt trådte i kraft 1. januar 1935, er der adskillige bestemmelser, der på samme tid regulerer såvel lægers og ikke lægers forhold som patienternes retsstilling. Det gælder f.eks. reglerne i lovens kapitel 2 om lægers pligter vedrørende information og samtykke i patientbehandlingen og reglerne i lovens kapitel 6, der regulerer det såkaldte kvaksalveri, dvs. behandlingsmuligheder, der uden særlig hjemmel tillades udført af andre end læger.

Loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (lov nr. 397 af 10. juni 1987 med senere ændringer) fastslår, at Sundhedsstyrelsen skal føre tilsyn med sundhedspersonalets faglige virksomhed, ligesom der med virkning fra 1. januar 1988 blev indført nye regler i loven om patienternes adgang til at klage over personalets faglige virksomhed, idet der her blev oprettet et centralt patientklagenævn - Sundhedsvæsenets Patientklagenævn - der uafhængigt, bl.a. af Sundhedsstyrelsen, træffer afgørelse om klager fra patienter over sundhedspersonalet.

Med loven om offentlighed i forvaltningen (lov nr. 572 af 19. december 1985) og forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985), der begge trådte i kraft 1. januar 1987, skete der som led i de to loves almindelige regulering af borgernes rettigheder i forhold til det offentlige tillige en regulering af patienters rettigheder i forhold til sundhedsvæsenet. Særligt blev der med offentlighedslovens § 9 indført en ret for patienter til aktindsigt i sygehusjournaler (senere afløst af en særlov om almindelig aktindsigt i helbredsoplysninger). Endvidere blev der med forvaltningslovens kapitel 8 indført regler om tavshedspligt (§ 27) og om videregivelse af oplysninger (helbredsoplysninger) til andre forvaltningsmyndigheder (§ 28), der også omfatter patienters forhold. Forvaltningsloven omfatter som hovedregel kun såkaldte »afgørelsessager«, dvs. forhold hvori der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Dog omhandler lovens kapitel 8 også såkaldt »faktisk forvaltningsvirksomhed » dvs. sygebehandling, undervisning m.v., hvorved disse centrale regler om tavshedspligt m.v. også blev gældende i forhold til patienter og patientbehandling.

Ved en ændring af lægeloven (lov nr. 351 af 14. maj 1992), der trådte i kraft 1. oktober 1992, skete der en nærmere lovfæstelse af de gældende principper om information og samtykke i patientbehandlingen, samt indførelse af livstestamenter med tilhørende centralt register. Disse regler er sammen med andre regler om information og samtykke indeholdt i Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og samtykke m.v. Reglerne om livstestamenter er indeholdt i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 18. september 1992 og Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 164 af 22. september 1992.

Endelig er der i flere love vedtaget indenfor de allerseneste år indført bestemmelser om patienters retsstilling på områder, hvor en særlig regulering er fundet nødvendig, fordi de almindelige retsregler ikke længere anses at beskytte patienterne i tilstrækkeligt omfang.

Således skete der med loven fra 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter - med senere ændringer i 1996 - med virkning fra 1. oktober 1992 en lovfæstelse af komitesystemet, ligesom forsøgspersoners retsstilling blev sikret gennem detaljerede regler for information og samtykke (lovbekendtgørelse nr. 221 af 4. marts 1997). Med lov nr. 504 af 30. juni 1993 blev med virkning fra 1. januar 1994 indført en almindelig adgang til aktindsigt for patienter i helbredsoplysninger. Med lov om patientforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997, blev med virkning fra 1. juli 1992 indført en erstatningsordning, hvorefter patienter hurtigere og lettere end efter de almindelige erstatningsregler kunne opnå erstatning for skader opstået under sygehusbehandling. Endvidere er der med lov nr. 1120 af 20. december 1995 om erstatning for lægemiddelskader med virkning fra 1. januar 1996 indført en ordning, hvorefter patienter hurtigere og lettere end efter produktansvarsloven kan opnå ret til erstatning for lægemiddelskader.

Herudover har de faglige foreninger, f.eks. Lægeforeningen, i deres etiske regler m.v. fastsat bestemmelser for medlemmernes relationer til patienterne.

2.4. Internationalt - andre lande

De internationale organisationer m.fl. har i stadigt større omfang taget spørgsmål om patientrettigheder op til behandling.

F.eks. har verdenssundhedsorganisationen WHO fra det europæiske regionalkontor i København i marts 1994 udsendt: »A Declaration on the Promotion of Patients« Rights in Europe' om patienters rettigheder i de lande, der hører under regionskontoret.

Retten til en menneskeværdig behandling er stadfæstet i flere internationale konventioner. Det fremgår bl.a. af artikel 7 i FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, at ingen må udsættes for tortur eller for grusom, umenneskelig eller fornedrende behandling. Samme bestemmelse indgår også i artikel 3 i Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder: »Den europæiske menneskerettighedskonvention«, og af konventionens artikel 5 fremgår det, at enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. I forbindelse med sygdomsbehandling er det kun tilladt at berøve en person friheden, hvis det er tilladt ved lov, og kun hvis det er for at forhindre spredning af smitsomme sygdomme eller på grund af mental sygdom, alkoholisme eller stofmisbrug.

Europarådet har i november 1996 vedtaget: »Konvention om menneskerettigheder og biomedicin«. Konventionen er sendt til ratifikation i de enkelte medlemslande. Konventionen indeholder regulering af alle centrale problemstillinger inden for patientretten, f.eks. om informeret samtykke, beskyttelse af personer, der mangler evnen til at give samtykke, beskyttelse af privatlivet, regler for videregivelse af helbredsoplysninger, beskyttelse af den menneskelige arvemasse, regler for videnskabelig forskning, m.v.

Europaparlamentet og Rådet har med direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og fri udveksling af sådanne oplysninger, der skal gennemføres af medlemsstaterne senest 3 år herefter, også reguleret brugen og videregivelsen af patientoplysninger. Justitsministeriet har nedsat et udvalg, der skal implementere direktivets regler i dansk ret, og et lovforslag herom forventes fremsat i folketingssamlingen 1997/98. Den regulering af patienters retsstilling, der er foretaget i lovforslagets kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger, ligger inden for rammerne af direktivet. Lovforslagets øvrige bestemmelser berører ikke EU-retten.

Finland har med virkning fra 1. marts 1993 vedtaget en lov om patienters retsstilling og rettigheder (lov nr. 785 af 17. august 1992), der primært samler de ovenfor nævnte grundlæggende generelle rettigheder for patienten i forbindelse med information og samtykke, tavshedspligt, patientvejledning m.v.

Norge har i august 1997 udsendt et udkast til lovforslag om patientrettigheder, som ligeledes samler de ovenfor nævnte generelle regler om patienters retsstilling samt medtager visse regler om patienters ret til valg af behandlingssteder m.v.

3. Lovens afgrænsning og anvendelsesområde

3.1. Afgrænsning

Loven regulerer de grundlæggende regler vedrørende patienters selvbestemmelse og de regler om information, aktindsigt og helbredsoplysninger, der er en forudsætning for, at patienten kan varetage sine interesser i forholdet mellem patient og sundhedsperson. Målgruppen for loven er således patient og sundhedsperson.

Derfor er regler vedrørende f.eks. vederlagsfrihed eller betaling for sygehusbehandling, regler om at patienten inden for en bestemt tidsfrist har krav på en vurdering (diagnose) af sin sygdom, samt regler om at patienten herefter inden for en bestemt tidsfrist har krav på behandling ikke medtaget i lovforslaget. Målgruppen for regler af denne karakter er sundhedsmyndigheder (amtskommuner, Hovedstadens Sygehusfællesskab og kommuner), og disse forhold bør reguleres i anden lovgivning.

Endvidere omfatter loven ikke de tilfælde, hvor patienten er i en sådan særlig situation, at en særlig retsbeskyttelse er nødvendig, f.eks. efter loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, loven om ligsyn, obduktion og transplantation m.v., loven om et videnskabsetiske komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter, hvorfor disse særlige love ikke overføres til patientretsstillingsloven. Endvidere bør de specielle love om patienters ret til erstatning, dvs. patientforsikringsloven og loven om lægemiddelskadeerstatning heller ikke overføres til patientretstillingsloven, hvilket i øvrigt svarer til den afgrænsning, der herom også er sket i andre nordiske lande.

Det er således kun - som anført - de grundlæggende og generelle principper for patientens retsstilling »som patient«, der medtages i loven. Dog er der i forhold til det tidligere udkast til lovforslag ikke medtaget regler om klagesystemets opbygning og funktion m.v., men alene en bestemmelse om, at klager over forhold efter patientretsstillingsloven kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn (§ 32). De øvrige bestemmelser om Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er således fortsat indeholdt i centralstyrelsesloven. Dette skyldes, at det indtil videre er fundet mest hensigtsmæssigt, at klagesystemet reguleres i en særlov.

Det bemærkes, at loven ikke omhandler spørgsmålet om magtanvendelse i de tilfælde, hvor en patient, der er mindreårig eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, modsætters sig en repræsentants (forældremyndighedsindehaveren, nærmeste pårørende, værgen) og sundhedspersonens behandlingsforslag. Dette spørgsmål om magtanvendelse - fysisk tvang - har altid eksisteret, og spørgsmålet har inden for sundhedsvæsenet hidtil været ureguleret, når bortses fra reglerne om tvangsbehandling indenfor psykiatrien og epidemilovgivningen samt nødretlige betragtninger, navnlig når det drejer sig om nødvendig øjeblikkelig behandling.

Spørgsmålet om nødvendigheden af magtanvendelse i visse situationer overfor psykisk handicappede behandles for tiden i et udvalg under Socialministeriet: Udvalget om psykisk handicappedes retssikkerhed. Udvalget forventes at afslutte sit arbejde med udgangen af 1997.

Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at spørgsmålet om magtanvendelse i relation til sygebehandling af psykisk handicappede udgør en beskeden del af hele problemkredsen vedrørende magtanvendelse over for denne gruppe borgere. Hovedparten af problemerne vedrører den daglige pleje af og omsorg for de psykisk handicappede. Sundhedsministeriet vil derfor afvente resultatet af Socialministeriets udvalgsarbejde og Socialministeriets stillingtagen til behovet for og omfanget af eventuelle magtanvendelsesregler inden for plejeområdet, før der tages stilling til dette spørgsmål i relation til sygebehandling.

3.2. Lovens anvendelsesområde

Som det fremgår af lovforslagets §§ 2, 3 og 4, gælder loven for patienter, der inden for sundhedsvæsenet modtager undersøgelse, behandling, sundhedsfaglig pleje m.v. af en autoriseret sundhedsperson og personer, der handler på disses ansvar, medmindre andet særligt er fastsat i anden lovgivning. Dette er begrundet i, at kun autoriseret sundhedspersonale og personer, der arbejder på disses ansvar, er omfattet af Sundhedsstyrelsens tilsyn efter centralstyrelsesloven.

Ved en autoriseret sundhedsperson forstås en person, der er meddelt autorisation efter de gældende autorisationslove, som læge, tandlæge, sygeplejerske, jordemoder, fysioterapeut, ergoterapeut, klinisk tandtekniker, fodterapeut, kiropraktor, psykolog, optiker, klinisk diætist og tandplejer. Loven finder tilsvarende anvendelse på personer, der arbejder under ansvar overfor disse sundhedspersoner. Sidstnævnte gruppe vil navnlig omfatte social- og sundhedsassistenter, plejere og sygehjælpere.

Uden for lovens anvendelsesområde falder således bl.a. behandling hos alternative behandlere, medmindre disse handler på ansvar af en autoriseret sundhedsperson. Dette er en konsekvens af, at de pågældende ikke er omfattet af Sundhedsstyrelsens tilsyn og således ikke omfattet af det særlige reaktionssystem, som ifølge lovgivningen er tillagt Sundhedsstyrelsen.

Loven finder således anvendelse overalt inden for det offentlige sundhedsvæsen samt i praksis og på institutioner inden for det private sundhedsvæsen, hvortil der er knyttet en autoriseret sundhedsperson. Dette svarer til den afgrænsning, der i straffeloven er foretaget for de personer, der kan straffes for brud på tavshedspligten. Efter straffelovens §§ 152-152 f omfatter tavshedspligten personer, der virker i offentlig tjeneste eller som virker i erhverv i medfør af offentlig beskikkelse og lignende, f.eks. autoriseret sundhedspersoner, samt de pågældende personers medhjælpere.

Endvidere omfatter loven - jf. § 2's formulering: »eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed,» - de tilfælde, hvor en autoriseret sundhedsperson, f.eks. en læge, udfører sundhedsmæssige opgaver uden for den almindelige primære og sekundære sundhedssektor, f.eks. inden for det sociale område (plejehjem m.fl.), på arbejdsmarkedsområdet (bedriftssundhedstjenesten m.fl.), i Kriminalforsorgen m.v., medmindre særlovgivningen eller regler fastsat herefter foreskriver andet. Sygeplejersker, der virker under den kommunale hjemmesygeplejerskeordning, og som udfører behandling og sundhedsfaglig pleje, er ligeledes omfattet af loven. Loven omfatter desuden ydelser efter de kommunale sundhedsordninger (forebyggende sundhedsordninger overfor børn og unge samt svangreomsorgen), jf. at »sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte person« er omfattet af definitionen af behandling i § 3.

Uden for lovens anvendelsesområde falder de ovennævnte særlige lovregulerede områder, f.eks. vedrørende tvangsanvendelse på psykiatriske patienter, patient- og lægemiddelskadeerstatningslovene m.fl.

Patientretsstillingslovens regler finder dog anvendelse for patienter omfattet af disse særlove i det omfang, dette er foreneligt med særlovene. F.eks. vil spørgsmålet om psykiatriske patienters behandling, bortset fra tvangsanvendelse og særlige klageveje m.v., være reguleret i patientretsstillingsloven, f.eks. reglerne om aktindsigt, tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger.

Særligt vedrørende lovforslagets kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger vil uden for patientretsstillingsloven også falde den regulering af helbredsoplysninger, der er indeholdt i særlig lovgivning, f.eks. bistandslovens § 17, der pr. 1. juli 1998 afløses af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 12. Endvidere undtages fra patientretsstillingsloven den regulering, der er foretaget i lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet (lov nr. 292 af 24. april 1996), der trådte i kraft den 1. juli 1996, samt de forbud mod anvendelse af visse helbredsoplysninger ved tegning af forsikringer og pensioner, der er indeholdt i lov om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn med firmapensionskasser (lov nr. 413 af 10. juni 1997), der trådte i kraft 11. juni 1997.

4. Særligt om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger

Reglerne om tavshedspligt m.v. er indeholdt i lovforslagets kapitel 5 og er udarbejdet på baggrund af Sundhedsministeriet betænkning »Lægers tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger«, november 1995 (betænkning nr. 1305/1995), dog således, at reglerne om videregivelse af helbredsoplysninger til brug for behandling m.v., navnlig § 24 er forenklet i forhold til betænkningens forslag.

Reglerne i kapitel 5 er omfattet af Europarlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, som skal være implementeret i dansk lovgivning senest 24. oktober 1998. Reglerne holder sig inden for rammerne af dette direktiv, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 6.

Det fastslås, at patienter har krav på, at sundhedspersoner m.fl. iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold m.v. Forslaget omfatter de sundhedspersoner, der er beskæftiget inden for sundhedsvæsenet med undersøgelse, diagnosticering, behandling, sundhedsfaglig pleje m.v. af patienter, jf. lovens §§ 2-4.

Det findes uhensigtsmæssigt, at reglerne om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i dag findes i flere forskellige regelsæt, navnlig i forvaltningsloven og registerloven. Af hensyn til såvel patienters som sundhedspersoners muligheder for at overskue retstilstanden, foreslås det derfor, at der indføres ensartede regler for videregivelse af helbredsoplysninger inden for sundhedsvæsenet, således at reguleringen heraf samles i een lov, og er uafhængig af hvorvidt oplysningerne er ført manuelt eller elektronisk.

Efter forvaltningslovens § 28 sondres der mellem forskellige typer af fortrolige oplysninger. Denne sondring er vanskelig at administrere på sundhedsområdet, hvorfor det foreslås, at samtlige fortrolige oplysninger undergives samme regulering. Herved opnås mulighed for at fastsætte regler, der specielt er tilpasset sundhedsvæsenet.

De gældende regler i forvaltningslovens § 28, der er bygget op omkring et myndighedsbegreb - omfattende f.eks. en kommune eller amtskommune - er ikke tilpasset sundhedsvæsenets særlige forhold. F.eks. vil der ved udlevering af helbredsoplysninger mellem sygehuse beliggende i forskellige amter, skulle indhentes et skriftligt samtykke hertil fra patienten, som gælder i 1 år. Samtykket skal angive hvilke oplysninger, og til hvilke formål oplysningerne må videregives.

Både kravet om skriftlighed og reglen om at en (tilfældig) myndighedsgrænse udløser et krav om samtykke, findes ikke rimelige eller forståelige for de involverede på sundhedsområdet.

Særligt føles et krav om, at patienten skal give formaliseret samtykke hver gang, der videregives helbredsoplysninger i forbindelse med en aktuel undersøgelse, behandling og pleje i sundhedsvæsenet, at være formalistisk og medføre en meget usmidig forretningsgang i den daglige patientbehandling. Såfremt patienten har givet et informeret samtykke til de foretagne undersøgelser og behandlinger på sygehuset, bør dette indebære, at det behandlende personale uden indhentelse af et fornyet samtykke også har adgang til at udveksle de oplysninger, der er nødvendige ved behandlingen, også selv om dette omfatter oplysninger fra f.eks. et højt specialiseret sygehus i et andet amt, hvor der i dag efter forvaltningslovens almindelige regler skal gives et skriftligt samtykke.

Det foreslås derfor, jf. § 24, stk. 2, nr. 1, at helbredsoplysninger kan indhentes og udveksles fra andre sundhedspersoner uden patientens samtykke, når oplysningerne er påkrævet af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb af patienten og såfremt videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov for den aktuelle behandling. Med de nye og mere enkle regler for videregivelse af helbredsoplysninger, når det drejer sig om et aktuelt behandlingsforløb, vil der særligt ske en ophævelse af samtykkekravet for patienter, der indlægges på sygehus fra egen læge, og for patienter, der indlægges på et sygehus i et andet amt. Det kan oplyses, at ca. 25% af alle indlæggelser sker via egen læge, og at ca. 23% af landets patienter (akutte og ikke akutte) sendes til behandling i en anden amtskommune eller i Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Det foreslås endvidere, at der kan ske videregivelse af nødvendige oplysninger uden patientens samtykke til patientens praktiserende læge fra en læge, der virker som stedfortræder for denne, jf. § 24, stk. 2, nr. 3. Patienten vil i disse situationer ofte finde det naturligt, at egen læge modtager de nødvendige oplysninger om den behandling, som patienten har modtaget hos den stedfortrædende læge. Endvidere sikrer bestemmelsen, at der kan ske en berettiget videregivelse af oplysninger til patientens egen læge med henblik på at forebygge risiko for dobbeltordinationer, vildledning fra medicinmisbrugere m.v.

Som grundlæggende hovedregel foreslås, jf. § 24, stk. 1, at en sundhedsperson - hvad enten denne er offentligt ansat eller privat praktiserende - kun må videregive oplysninger til andre, herunder øvrige sundhedspersoner, myndigheder m.fl. med patientens samtykke. Det omfatter f.eks. tilfælde, hvor der ikke er tale om et aktuelt behandlingsforløb. For eksempel helbredsoplysninger, som ønskes til indsigt i hvordan behandlingen forløb for en patient, der tidligere var til behandling det pågældende sted, eller sygehusets udsendelse af udskrivningsbreve til egen læge, medmindre patienten skal fortsætte behandlingen hos egen læge som led i et aktuelt behandlingsforløb.

Samtykket kan her være mundtligt eller skriftligt, ligesom samtykket enten kan afgives til den sundhedsperson, der indhenter helbredsoplysninger eller til den sundhedsperson, der skal videregive oplysninger.

Ved videregivelse af oplysninger, der ikke finder sted i forbindelse med undersøgelse, behandling m.v. af patienter, f.eks. til rets- og skattemyndigheder, opretholdes i lovforslaget, jf. §§ 26 og 27, et krav om skriftligt samtykke, ligesom samtykket kun kan afgives til den sundhedsperson, der skal videregive oplysninger. Der stilles endvidere krav om, at samtykke til videregivelse skal indføres i patientjournalen.

En række bestemmelser spredt rundt i særlovgivningen giver i dag offentlige myndigheder mulighed for at indhente helbredsoplysninger fra sundhedspersoner uden patientens samtykke. Denne lovbestemte adgang til at indhente helbredsoplysninger er sikret i § 26, stk. 2, nr. 1. Disse bestemmelser er i de fleste tilfælde udformet således, at myndigheden kun er berettiget til at kræve de oplysninger, der er af væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Det foreslås herudover, jf. § 26, stk. 2, nr. 2, at der kan ske videregivelse uden patientens samtykke, såfremt videregivelse er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten eller andre, f.eks. patientens pårørende. Endvidere foreslås, at der som hidtil, jf. § 26, stk. 2, nr. 3, kan ske videregivelse uden samtykke, såfremt videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver, f.eks. til Sundhedsstyrelsen til brug for styrelsens tilsyn med sundhedspersoner.

Der foreslås også en lempelse i forhold til gældende lovgivning for så vidt angår videregivelse af helbredsoplysninger vedrørende en afdød patient, jf. § 28, således at der, efter anmodning fra afdødes pårørende, gives adgang til at videregive oplysninger fra et sygehus m.fl. til afdødes praktiserende læge, når formålet er, at lægen skal orientere de nærmeste pårørende om afdødes sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde.

Endelig foreslås det, at der, jf. §§ 29-31, indføres ensartede regler for så vidt angår videregivelse af oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold fra patientjournaler til forskning, planlægning, statistik m.v.

Samlet set er de nye regler i lovforslagets kap. 5 om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger indrettet således, at de oplysninger, som patienten helt naturligt finder, at sundhedspersoner skal indhente for et aktuelt behandlingsforløb ikke kræver et samtykke. Er sundhedspersonerne i tvivl om patienters ønske, eller foreligger der ikke et aktuelt behandlingsforløb, skal sundhedspersonen dog indhente patientens mundtlige samtykke. For helbredsoplysninger, der skal anvendes til andre formål end behandling m.v., skal der som hovedregel indhentes et konkret, informeret og skriftligt samtykke, idet patienten her kan have berettigede ønsker om, at hans helbredsoplysninger ikke bruges til formål, de ikke er indhentet for. Hvor det drejer sig om helbredsoplysninger til forskning, planlægning og statistik, vil disses anvendelse blive beskyttet af de givne tilladelser og blive anonymiseret efter brugen.

Der henvises i øvrigt til bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

5. Administrative og økonomiske konsekvenser m.v.

Bestemmelserne om selvbestemmelsesret (kapitel 2 og 3) er i alt væsentligt en samling og præcisering af gældende bestemmelser og praksis. Bestemmelserne skønnes derfor ikke at have administrative eller økonomiske konsekvenser.

De nye regler om inddragelse af en patients nærmeste pårørende til at give informeret samtykke, når patienten ikke er i stand til dette, er således en lovfæstelse af en almindelig gældende praksis. Reglen om, at en anden sundhedsperson med faglig indsigt på det pågældende område skal tilslutte sig behandling af en person, der ikke selv er i stand til at give informeret samtykke og ikke har nærmeste pårørende, er derimod ny, set i forhold til gældende praksis og retstilstand. Da der vil være tale om meget få tilfælde, og da der endvidere er tilføjet en undtagelse fra inddragelse af en anden sundhedsperson for så vidt angår almindelige mindre indgribende, typisk bagatelagtige, behandlinger, findes denne ordning kun at påføre sundhedsvæsenet meget få merudgifter.

Aktindsigtsreglerne (kapitel 4) er en uændret videreførelse af den gældende lov, hvorfor der ikke med lovforslaget er tale om nye konsekvenser på dette område.

Reglerne om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger (kapitel 5) skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser. De ændrede regler vedrørende kravene til samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger er generelt set blevet mere enkle og overskuelige og vil derfor snarere medføre administrative lettelser og mindre økonomiske omkostninger. Endvidere har sundhedspersoner allerede efter gældende lovgivning pligt til løbende at informere patienterne og indhente samtykke i forbindelse med undersøgelse, behandling m.v., samt til at indføre oplysninger om den information m.v., patienten har modtaget, i patientjournalen. Kravet om, at samtykke til videregivelse efter de foreslåede regler skal journalføres, vil derfor ikke medføre øget administrativt arbejde.

I øvrigt vil det lette såvel patienternes som personalets administration af området, at de hidtil meget spredte og uensartet bestemmelser på området nu samles og præciseres i en lov. Endvidere vil de mere enkle regler for videregivelse af helbredsoplysninger i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb medføre en reel administrativ lettelse set i forhold til den gældende retstilstand. Det må endelig antages, at de i flere henseender mere klare regler generelt set vil medføre, at der opstår færre konflikter i forbindelse med misforståelser og afklaring af retstilstanden i øvrigt.

Samlet set anses lovforslag således ikke at medføre merudgifter for amtskommuner og kommuner og for sundhedspersoner knyttet hertil, hvilket de kommunale organisationer har tilsluttet sig.

Lovforslaget vil ikke have erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.

6. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget berører EU-retten i relation til reglerne i henholdsvis kapitel 4 om aktindsigt i helbredsoplysninger og i kapitel 5 om videregivelse af helbredsoplysninger.

Reglerne i kapitel 4 og 5 er således omfattet af Europarlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, som skal være implementeret i dansk lovgivning senest 24. oktober 1998. Direktivets anvendelsesområde er i art. 3, stk. 1, fastsat til at være behandling af personoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp af edb, samt ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. Lovforslaget om patienters retsstilling indeholder i de nævnte kapitler regler, der er omfattet af direktivet. Justitsministeriet har nedsat et udvalg om revision af registerlovgivningen, der skal implementere direktivet i dansk lovgivning. Dette udvalg har endnu ikke afgivet sin betænkning. Det kan derfor, når justitsministeren i foråret 1998 fremsætter forslag til ny registerlovgivning, være nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til kapitlerne.

Reglerne i kapitel 4 og 5 vedrører alene spørgsmålet om aktindsigt (egenacces) og videregivelse af oplysninger. Alle øvrige spørgsmål vil skulle behandles efter registerlovgivningen og de regler, der fastsættes i medfør heraf. Følgende skal særligt bemærkes:

Direktivets begreb »behandling af personoplysninger«, jf. definitionen i art. 2b, vedrører enhver operation eller række af operationer med eller uden brug af elektronisk databehandling, som oplysninger gøres til genstand for. Kapitel 5 i lovforslaget om patienters retsstilling vedrører kun den behandling af oplysninger, som består i at videregive personoplysninger, men f.eks. ikke indsamling, registrering, sletning m.v. Det indebærer, at indsamling, registrering m.v. ikke omfattes af dette forslag, men vil henhøre under registerlovgivningen.

Direktivets udgangspunkt er, at behandling af oplysninger om helbredsforhold forbydes, jf. direktivets art. 8. Dette kan dog fraviges, f.eks. såfremt den oplysningen angår giver sit samtykke hertil. Art. 8, stk. 3, giver endvidere mulighed for behandling af oplysninger om helbredsforhold, hvis det er nødvendigt med henblik på forebyggende medicin, medicinsk diagnose, sygepleje eller patientbehandling eller forvaltning af læge- og sundhedstjenester, og hvis behandlingen af disse oplysninger foretages af en erhvervsudøvende i sundhedssektoren, der i henhold til den nationale lovgivning eller til regler, der er fastsat af kompetente nationale organer, har tavshedspligt, eller af en anden person med tilsvarende tavshedspligt.

Ovennævnte bestemmelse i direktiv 95/46/EF indebærer en meget vid adgang til at videregive oplysninger inden for sundhedsvæsenet uden patientens samtykke. Sundhedsministeriet finder, bl.a. på baggrund af betænkning 1305 fra november 1995 om lægers tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger, at der er et behov for særlige regler for videregivelse af helbredsoplysninger for at styrke patienternes retsstilling. I forhold til direktiv 95/46/EF indeholder nærværende forslag således regler, der giver patienterne en større beskyttelse mod at oplysninger videregives uden samtykke, ligesom forslaget giver patienter mulighed for at frabede sig, at oplysninger videregives. Denne særlige regulering for videregivelse af oplysninger vedr. helbredsforhold er i overensstemmelse med direktivets betragtning 22, hvorefter medlemsstaterne har mulighed for uafhængig af de generelle regler i direktivet at fastsætte særlige betingelser for databehandling på specifikke områder og med hensyn til de særlige kategorier af oplysninger, der omhandles i direktivets artikel 8. I denne artikel er netop oplysninger vedr. helbredsforhold nævnt.

Direktiv 95/46/EF fastsætter som nævnt ovenfor særlige regler for såkaldte følsomme oplysninger, hvorunder bl.a. oplysninger om helbredsforhold henhører. På sundhedsområdet vil sundhedspersoner imidlertid ofte også kunne være i besiddelse af andre oplysninger vedr. rent private forhold, som ikke kan karakteriseres som helbredsforhold, f.eks. oplysninger om patientens pårørende, patientens økonomi m.v., jf. bemærkningerne til § 24. For at styrke patientens retsstilling indeholder lovforslaget en ensartet regulering af disse typer af fortrolige oplysninger, således at oplysningerne kun kan videregives med patientens samtykke. Man har således fundet det rigtigt ikke at anvende direktivets generelle mulighed for videregivelse på lempelige vilkår af hensyn til offentlig forvaltning. Sundhedsministeriet har i stedet udnyttet direktivets mulighed for at styrke patientens retsstilling, således at videregivelse af den nævnte type af fortrolige oplysninger altid kræver patientens samtykke.

I visse situationer tillægger direktiv 95/46/EF patienter (registrerede) rettigheder, som går ud over bestemmelserne i dette kapitel, f.eks. art. 11 om oplysningspligt, når oplysninger ikke er indsamlet hos den pågældende. Denne artikel vil have betydning, når der f.eks. videregives personoplysninger til brug for et forskningsprojekt, jf. §§ 29-31. Det skal i den forbindelse understreges, at patienterne naturligvis har samme rettigheder som øvrige registrerede, der ikke kan betegnes patienter, således at direktivets bestemmelser på disse områder fortsat vil være gældende, uanset om dette ikke fremgår af denne lov.

I direktiv 95/46/EF stilles der krav om, at et uafhængigt tilsyn skal påse overholdelsen af direktivets bestemmelser. De af lovforslagets bestemmelser i kapitel 4 og 5, som falder ind under direktivet, vil for så vidt angår de registerretlige forhold høre under Registertilsynets almindelige tilsynskompetence, idet der ikke er fundet behov for at etablere et særligt - og nyt - tilsyn.

Lovforslaget er således i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF.

7. Hørte myndigheder, organisationer og foreninger.

Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder, organisationer og foreninger:

Alzheimerforeningen, Amtsrådsforeningen, Apotekerforeningen, Arbejdsministeriet, Astma- og Allergiforbundet, Brugernes Stemme, Børnerådet, Center for Bioetik, Center for Etik og Ret, Center for Menneskerettigheder, Center for Små Handicapgrupper, Dansk Farmaceutforening, Dansk Handicapforbund, Dansk Kiropraktorforening, Dansk Optikerforening, Dansk Psykologforening, Dansk Sygehusinstitut, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandlægeforening, Dansk Tandplejerforening, Danske Fysioterapeuter, De Samvirkende Invalideorganisationer, Den alm. Danske Jordemoderforening, Den alm. Danske Lægeforening, Den Centrale Videnskabsetiske Komite, Det Centrale Handicapråd, Det Etiske Råd, Det Sygeplejeetiske Råd, Diabetesforeningen, DIKE, Embedslægeforeningen, Ergoterapeutforeningen, Finansministeriet, Forbrugerrådet, Forbundet af Offentligt Ansatte, Forebyggelsespolitisk Råd, Foreningen af Kliniske Diætister, Foreningen Skadeligt Dentalmateriale, Forskningsministeriet, Frederiksberg Kommune, Færøernes Landsstyre, Galebevægelsen, Gigtforeningen, Grønlands Hjemmestyre, Hjerteforeningen, HK, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Indenrigsministeriet, Institut for Sociale Forhold og Organisation, Justitsministeriet, Komiteen for Sundhedsoplysning, Kommunernes Landsforening, Kræftens Bekæmpelse, Kræftforeningen Tidslerne, Københavns Kommune, Landsforeningen af Forsorgsledere, Landsforeningen af Hospitalslaboranter, Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter, Landsforeningen af Turner kontaktgrupper i Danmark, Landsforeningen Bisserne, Landsforeningen Cystisk Fibrose, Landsforeningen Evnesvages Vel, Landsforeningen Pårørende til Sindslidende, Landsforeningen SIND, LEV, Levnedsmiddelstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Morbus Addison Foreningen, Muskelsvindfonden, Naturhelbredelsens Forum, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Omsorgsorganisationernes Samråd, Patientforsikringsforeningen, Patientklagenævnet, Patientskadeankenævnet, Registertilsynet, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne, Scleroseforeningen, Socialministeriet, Statens Seruminstitut, Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, Statens Øjenklinik, Statsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Sundhedsuddannelsesrådet, Sygesikringens Forhandlingsudvalg, Tandlægernes Nye Landsforening, Undervisningsministeriet, Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Ældremobiliseringen og Ældresagen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Kapitel 1

Kapitlet indeholder en formålsbestemmelse, en bestemmelse om lovens anvendelsesområde, definitioner af nogle centrale begreber, der anvendes i loven, samt en bestemmelse om legale repræsentanters indtræden i patientens rettigheder.

Til § 1

Formålet med loven er at medvirke til at sikre, at patienters værdighed, integritet (fysisk og psykisk ukrænkelighed) og selvbestemmelsesret respekteres.

Lovens formål er endvidere at medvirke til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patient og sundhedsperson.

Formålsbestemmelsen skal først og fremmest understrege, at hele loven og fortolkningen af de enkelte bestemmelser, bl.a. i forbindelse med udnyttelsen af lovens bemyndigelsesbestemmelser, skal hvile på de principper og holdninger, der er kommet til udtryk i formålsbestemmelsen.

Ved en lovregulering af patientretsstillingsområdet vil der endvidere ske en politisk tilkendegivelse af, at de i loven og dennes formålsbestemmelse indeholdte principper og holdninger også skal være retningsgivende for de regler og vejledninger, som bl.a. Sundhedsstyrelsen hidtil har udsendt direkte til sundhedsvæsenets myndigheder og sundhedspersoner.

Tilsvarende formålsbestemmelser findes i andre landes lovgivning. F.eks. lyder formålsbestemmelsen i det norske udkast til lov om patientrettigheder (august 1997) som følger: »Lovens bestemmelser skal bidrage til at fremme tillidsforholdet mellem patient og sundhedsmyndighed og varetage respekten for den enkelte patients integritet og selvbestemmelse«.

Formålsbestemmelsen i Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin har følgende indhold: »Parterne i denne konvention skal beskytte alle menneskers værdighed og identitet, og uden forskelsbehandling garantere alle respekt for deres integritet samt andre rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med anvendelsen af biologi og lægevidenskab«.

Til § 2

Bestemmelsen fastlægger lovens anvendelsesområde. Loven gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet modtager eller har modtaget undersøgelse, behandling og pleje af en autoriseret sundhedsperson og personer, der handler på disses vegne. Loven omfatter også den behandling m.v., der af nævnte sundhedspersoner udføres i sundhedsvæsenets regi, men uden for den almindelige primære og sekundære sektor, f.eks. på sociale institutioner, på kriminalforsorgens sygeafdelinger m.fl. Sidstnævnte forhold er i lovteksten markeret gennem tilføjelsen: »eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed«.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Loven gælder for patienter, der modtager undersøgelse, behandling og sundhedsfaglig pleje i sundhedsvæsenet af sundhedspersoner, dvs. for patienter i behandlingssituationen.

Loven omfatter således først og fremmest de tilfælde, hvor borgeren selv definerer sig som patient ved at kontakte sundhedsvæsenet. Hertil kommer de behandlingssituationer, hvor en særlig lovgivning foreskriver behandling, f.eks. lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme og lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. I sidstnævnte tilfælde gælder patientretsstillingslovens almindelige regler, medmindre de fortrænges af de specielle regler, som disse særlove indeholder.

Ved en patient forstås en bruger af sundhedsvæsenet, hvadenten vedkommende er rask eller syg.

Denne almene definition - der stammer fra WHO's »A Declaration on the Promotion of Patients« Rights in Europe', marts 1994 - er så selvfølgelig, at det ikke er fundet nødvendigt at optage denne i lovens tekst.

Definitionen er dog brugbar i den udstrækning, brugeren af loven anlægger en rent sproglig fortolkning af ordet »patient«, og i den forbindelse påpeger, at gravide og bl.a. modtagere af de kommunale sundhedstjenester, som f.eks. forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, ikke er patienter. I patientretsstillingslovens forstand er disse raske personer også patienter.

Forholdet mellem patientretsstillingsloven og komiteloven (lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter, jf. lovbekendtgørelse nr. 221 af 4. marts 1997) kan beskrives således:

Hvis en gruppe personer, der er deltagere i et biomedicinsk forskningsprojekt, omfatter både raske forsøgspersoner og personer under behandling (patienter), er sidstnævnte gruppe omfattet af begge love, hvorimod førstnævnte gruppe alene - i denne forbindelse - er omfattet af komiteloven. Det forhold, at begge love indeholder regler og information og samtykke (informeret samtykke), ændrer intet heri: Der skal over for en forsøgsperson, der tillige er patient, informeres både efter komiteloven og efter patientretsstillingsloven, da det er forskellige forhold, der skal informeres om, dels forskningsprojektet, dels patientens helbredstilstand og behandlingsmulighederne (patientretsstillingslovens § 7) og da informationskravene er forskellige, og typisk strengere efter komiteloven.

Til § 3

Det er fundet hensigtsmæssigt at opstille en fælles og kort definition af begrebet »behandling«, dvs. undersøgelse, sygdomsbehandling, sundhedsfaglig pleje, sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte person, m.v.

Ved behandling forstås først og fremmest sygdomsbehandling, og de handlinger, der naturligt har tilknytning hertil og sammenhæng hermed: Undersøgelse, diagnostisering, genoptræning m.v.. Hertil kommer sundhedsfaglig pleje (sygepleje), der ligeledes er forbundet med behandling i egentlig forstand. Ved at tale om »sundhedsfaglig pleje« er tilkendegivet, at den pleje, der finder sted med hjemmel i bistandloven (fra 1. juli 1998 lov om social service) og den øvrige sociale lovgivning ikke er omfattet af patientretsstillingsloven. »Sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte person« betyder, at det er den individorienterede sundhedsfaglige forebyggelse, der er omfattet af loven. Udenfor patientretsstillingsloven falder derfor den forebyggelsesvirksomhed, der finder sted med hjemmel i bistandsloven eller anden lovgivning.

Til § 4

I § 4 defineres »sundhedspersoner«, hvorved der i loven forstås personer, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, som læger, tandlæger, sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter, kliniske tandteknikere, fodterapeuter, kiropraktorer, psykologer, optikere, kliniske diætister og tandplejere eller personer, der handler på disses ansvar, som f.eks. social- og sundhedsassistenter, plejere og sygehjælpere m.fl. Hvor der i loven anvendes ordet »sundhedsperson(er)», skal det forstås som angivet ovenfor.

Det bemærkes, at personer, der ikke er undergivet en autorisationsordning, hvilket f.eks. er tilfældet med social- og sundhedsassistenter, kun kan optræde som sundhedsperson i lovens forstand efter delegation fra f.eks. en læge eller sygeplejerske.

De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, hvortil uddannelsen til social- og sundhedsassistent hører, har til formål at give de færdiguddannede kvalifikationer til at varetage opgaver inden for bistand-, pleje- og omsorgsområdet eller inden for pædagogmedhjælper- og dagplejeområdet. Der er således tale om, at de pågældende typisk udøver denne selvstændige kompetence inden for det sociale område, men ikke inden for sundhedsvæsenet. De pågældende er derfor ikke selvstændige sundhedspersoner i patientretsstillingslovens forstand.

Apotekere, apotekspersonale og farmaceuter i øvrigt forsyner borgerne med lægemidler, men deltager ikke direkte i behandlingen af patienter. De pågældende er derfor ikke omfattet af patientretsstillingsloven.

Til § 5

De steder i patientretsstillingsloven, hvor en legal repræsentant (forældremyndighedsindehaver, nærmeste pårørende eller værge) varetager en patients interesser, må repræsentanten have ret til at indtræde i patientens rettigheder efter loven, f.eks. i relation til aktindsigtsreglerne i kapitel 4 og samtykke til videregivelse efter reglerne i kapitel 5. Hvis ikke denne indtræden i patientens rettigheder finder sted, vil repræsentanten være begrænset i sine bestræbelser for at varetage patientens interesser.

Den legale repræsentants ret til at indtræde i patientens rettigheder efter loven vedrører dog kun forhold, der er nødvendige for at repræsentanten kan varetage patientens interesser og behov i den konkrete situation. Det må bero på et konkret skøn i hvilket omfang, der f.eks. skal gives repræsentanten aktindsigt i patientens journal. Der bør her anlægges en bred fortolkning, så repræsentanten ikke forhindres i at bistå patienten. Tilsvarende gælder i relation til den legale repræsentants ret til at give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger. Også i denne situation må repræsentanten udøve retten til at give samtykke i patientens interesse. Hvis patienten klart modsætter sig, at videregivelse finder sted, også selv om patientens beslutning synes uden mening, må repræsentanten respektere denne beslutning. Spørgsmålet må herefter behandles efter reglerne om videregivelse af helbredsoplysninger uden samtykke.

Repræsentanten skal varetage patientens interesser og behov. Dette indebærer f.eks., at repræsentanten aldrig på patientens vegne kan give afkald på livsnødvendig behandling.

I de tilfælde, der er omhandlet under kapitel 3, Selvbestemmelse i særlige tilfælde, gælder for så vidt angår børn og unge under 15 år de almindelige regler i lov om forældremyndighed og samvær (§§ 1 og 2). Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke varetager barnets interesser i relation til sygebehandling, åbner bistandslovens § 35 b (med virkning fra 1. juli 1998 § 44 i lov om social service) mulighed for, at kommunens børn og unge-udvalg kan træffe beslutning om at gennemføre undersøgelse og behandling, hvis det drejer sig om en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig invaliditet. Der henvises til bemærkningerne til § 8.

Det fremgår af lovforslagets § 13, at § 9 om patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ikke gælder for de særlige tilfælde, der er omhandlet under kapitel 3, Selvbestemmelse i særlige tilfælde. Herved er tilkendegivet, at de repræsentanter (nærmeste pårørende eller værge), som varetager den omhandlede patientgruppes interesser og behov, ikke kan samtykke for patienten i kapitel 3-tilfælde. Der henvises til bemærkningerne til § 13.

Såfremt en § 9-repræsentant i øvrigt forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen efter lovforslagets § 9, stk. 4, gennemføre behandlingen, såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning hertil.

Kapitel 2

Selvbestemmelse

Reglerne om informeret samtykke, dvs. selvbestemmelsesret, indeholder de mest grundlæggende rettigheder i behandler/patientforholdet.

Kapitel 2 indeholder bestemmelserne om, at al medicinsk behandling hviler på frivillighed, når bortses fra helt ekstraordinære tilfælde, hvor lovgivningen åbner op for tvangsanvendelse, som f.eks. i visse tilfælde over for psykiatriske patienter og i forbindelse med bekæmpelse af smitsomme sygdomme. Der er tale om et helt grundlæggende forhold, og princippet hviler på patientens selvbestemmelsesret (autonomi), og respekten for individets værdighed og ukrænkelighed (integritet).

Grundreglen er formuleret i § 6, hvor det slås fast, at ingen behandling kan indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. De øvrige bestemmelser i kapitel 2 omhandler de tilfælde, hvor patienten ikke er i stand til selvstændigt at varetage sine interesser, enten på grund af ung alder eller på grund af manglende mulighed for eller evne til at kunne modtage information og kunne give samtykke. Årsagen kan skyldes manglende udvikling eller tab af evnen til at forstå sygdomssituationen og til at kunne give samtykke til sygdomsbehandling m.v.

Årsagen til en borgers henvendelse til sundhedsvæsenet er ofte en mere eller mindre bevidst erkendelse af en sygdomstilstand eller helbredsproblemer. Når problemerne er erkendt, kontakter borgeren oftest en sundhedsperson, typisk en læge, og bliver herved patient i forhold til vedkommende. Lægen undersøger patienten og informerer og rådgiver denne om vedkommendes helbredstilstand, resultatet af de gennemførte undersøgelser, mulige behandlingsovervejelser, mulige komplikationer og bivirkninger ved foreslåede behandlingsforløb, eventuelle alternative, lægeligt forsvarlige behandlingsmuligheder, m.v. Lægens information af patienten bør ske gennem en samtale med patienten, hvor lægen lytter til patientens synspunkter og medindrager denne i beslutningerne. I samtalen bør det understreges, at et vellykket behandlingsresultat kræver et samarbejde mellem læge og patient, og at patienten har et medansvar for, at behandlingen lykkes.

Patienten er ofte i en sårbar situation og er afhængig af lægens råd. Dette stiller store krav til lægens indfølingsevne og medmenneskelighed. Patienten har krav på at få fuld information om sin helbredstilstand og behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger, hvis vedkommende ønsker det. På baggrund af en samtale med lægen beslutter patienten, om og i givet fald hvilke behandlinger m.v., der skal iværksættes. For at et behandlingsforløb skal lykkes, er det nødvendigt, at det er baseret på gensidig tillid mellem patient og læge, på respekt for patientens værdighed og fysiske og psykiske ukrænkelighed samt patientens selvbestemmelsesret.

Til § 6

Bestemmelsen indeholder grundreglen om informeret samtykke. Ingen undersøgelse, behandling eller pleje må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Undtaget herfra er dog de tilfælde, hvor patienten er under 15 år eller ude af stand til at give samtykke, jf. lovens §§ 8-10, og de helt ekstraordinære tilfælde, hvor der efter særlovgivningen er mulighed for tvangsmæssigt at gribe ind.

Efter reglen i stk. 2 kan en patient på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke til behandling. Reglen understreger, at der er tale om et frit (frivilligt) samtykke, hvor patienten på et hvilket som helst tidspunkt kan trække sig tilbage og frabede sig videre behandling. Dette kan have betydning i tilfælde, hvor en patient på grund af religiøs - eller anden - overbevisning ikke ønsker at modtage visse behandlingstyper, som f.eks. blodtransfusion. Afvisning af at modtage blod eller blodprodukter praktiseres af medlemmer af trossamfundet Jehovas Vidner.

Hvis en patient afviser at modtage et undersøgelses- eller behandlingstilbud, skal dette noteres i patientjournalen. Dette gælder også, hvis afvisningen sker i form af en handling, f.eks. hvis en patient uden videre forklaring forlader behandlingsstedet. Patienten bør i disse tilfælde, hvor det er muligt, informeres om, hvilke konsekvenser en manglende behandling kan få.

Selvbestemmelsesretten gælder i videst mulig udstrækning, dvs. i alle tilfælde, hvor patienten er i stand til at forstå og vurdere sin konkrete sygdomssituation. For patienter, der varigt mangler evnen til at forstå information og give samtykke, må der fastsættes regler, hvis formål er at kompensere for den manglende evne til at handle fornuftsmæssigt i relation til valg af behandling m.v. Det drejer sig om visse mindreårige og visse grupper af personer med nedsat psykisk funktionsevne, som f.eks. psykisk udviklingshæmmede og demente.

Bestemmelsen i stk. 3 definerer begrebet »informeret samtykke« (»informed consent«), der er fast indarbejdet inden for sundhedsvæsenet i hele den udviklede verden og bl.a. anvendes i internationale konventioner. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at anvende dette begreb i loven.

Fordelen ved at anvende dette begreb er, at man i eet begreb sammenfatter to elementer, der er helt centrale for patientretten, henholdsvis informationen og samtykket, og derved tilkendegiver, at samtykket er afhængigt af information om helbredstilstand, behandlingsmuligheder etc. Et samtykke, der ikke hviler på en fyldestgørende information, er mangelfuldt, når talen er om et så indgribende forhold som sygdomsbehandling. Har en patient frabedt sig information efter § 7, stk. 2, vil man stadigvæk tale om informeret samtykke, selvom mængden af og niveauet for informationen - efter patientens eget ønske - kan være begrænset.

Den information, der skal udgøre basis for et frivilligt og reelt samtykke, må indeholde en sådan mængde af oplysninger om sygdomstilstand, behandlingsmuligheder, risici og bivirkninger m.v., at patientens kan tage stilling til behandlingsspørgsmålet. Dette er i bestemmelsen udtrykt ved, at informationen skal være fyldestgørende. Oplysningerne må desuden hvile på den aktuelt gældende gode faglig norm på området. Formidlingen af oplysningerne fra sundhedsperson til patient må være tilpasset individuelt, så den enkelte patient så vidt muligt forstår situationen m.v. Det afgørende er at give patienten et sådant grundlag, at vedkommende kan give et frivilligt samtykke, dvs. et samtykke uden nogen form for pres.

Det er vigtigt, at sundhedspersonen drager omsorg for, at det informerede samtykke indhentes på et tidspunkt i undersøgelses- og behandlingsforløbet, hvor patienten har de bedste forudsætninger for at forholde sig til behandlingssituationen, og at de fysiske rammer - omgivelserne - er egnede til, at patienten kan overveje og tage stilling til behandlingsspørgsmålet. I tilfælde, hvor patienten f.eks. er omtåget på grund af medicinindtagelse eller af andre årsager, bør det overvejes at udsætte informationen og behandlingen - hvor det er muligt - til patienten bedre er i stand til at forholde sig til behandlingssituationen. Det informerede samtykke bør dog altid indhentes i god tid forud for indgribende behandlinger.

Normalt vil et informeret samtykke til behandling blive givet straks, eller i hvert fald uden nogen længere betænkningstid. I visse situationer vil det være naturligt at give patienten en passende - længere - betænkningstid, typisk hvor der er tale om komplicerede og alvorlige indgreb. Det er imidlertid næppe hensigtsmæssigt at indføre formaliserede regler herom, da samtykkesituationerne er meget forskelligartede. Sundhedspersonen må derfor i den konkrete situation vurdere, om og i givet fald hvor lang en betænkningstid, der bør gives. I videst muligt omfang bør patientens ønsker om betænkningstid respekteres.

I de tilfælde, hvor der bliver tale om en vis betænkningstid inden det informerede samtykke afgives, bør sundhedspersonen opfordre patienten til at drøfte spørgsmålet med vedkommendes familie og venner.

Ved sundhedspersonens information af patienten er det vigtigt, at sundhedspersonen giver sig tid til at lytte til patienten, så denne gives mulighed for at beskrive sine helbredsforhold m.v., herunder patientens egen opfattelse sygdomssymptomerne og de forestillinger, vedkommende har gjort sig om eventuelle behandlingsønsker.

At afgive et informeret samtykke er et resultat af en to-vejs kommunikation mellem patient og sundhedsperson. Mange patienter ønsker i den situation at få støtte af en tredjemand eller en bisidder, hvilket i videst muligt omfang bør imødekommes fra sundhedspersonens side. Der tænkes på støtte fra tredjemænd som ægtefæller, familiemedlemmer, venner, formidlere for svage grupper, patientrådgivere, bistandsværger, kontakt- og støttepersoner m.v.

De relevante oplysninger vedrørende samtykket og de øvrige omstændigheder i forbindelse med undersøgelses- og behandlingsplanerne skal indføres i patientjournalen. Journalen bør således indeholde oplysninger om patientens navn m.v., dato for og årsag til patientkontakten, undersøgelsesresultater, diagnose, iværksat behandling, ordination af lægemidler, henvisning til andre sundhedspersoner og oplysninger om hvilken information, der er givet til patienten, herunder udleveret skriftligt informationsmateriale, og patientens tilkendegivelser på baggrund af den givne information.

Bestemmelsen i stk. 4 omfatter samtykkets form, idet såvel skriftlighed, mundtlighed som efter omstændighederne stiltiende samtykke kan komme på tale.

Et spørgsmål, der kan rejses er, hvor klar en meningstilkendegivelse skal være, for at man kan sige, at der foreligger et samtykke.

Et udtrykkeligt samtykke foreligger, hvor der eksplicit gives udtryk for, at patienten er indforstået med den pågældende behandling. Det kan foreligge skriftligt eller mundtligt.

Et skriftligt samtykke giver et klart grundlag. I det helt overvejende antal tilfælde vil et skriftligt samtykke ikke være nødvendigt i behandlingssituationen. Dette skal også ses i sammenhæng med, at sundhedspersonen efter journalføringsreglerne er forpligtet til i journalen at indføre hvilken information, der er givet til patienten, og patientens tilkendegivelser på baggrund af den givne information.

Et mundtligt samtykke vil som hovedregel være nok inden for dette lovforslags anvendelsesområde, jf. hvad der ovenfor er nævnt om sundhedspersonens journalføringspligt.

Et stiltiende samtykke foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information. Inden for dette lovforslags anvendelsesområde bør et stiltiende samtykke kun accepteres, hvor behandlingssituationen klart indicerer patientens ønsker, samt i særlige situationer, f.eks. i de akutte situationer, der er beskrevet i § 10, og i andre tilfælde, hvor det vil være »kunstigt« at afkræve patienten et udtrykkeligt samtykke.

Et stiltiende samtykke vil alene opfylde lovens krav, hvis det er utvivlsomt, at patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om behandlingsforslaget eller dele heraf. Er sundhedspersonen det mindste i tvivl, om der er tilslutning fra patienten, bør mundtligt samtykke indhentes.

Et stiltiende samtykke vil oftest blive aktuelt i forbindelse med enkelte delelementer i et undersøgelses- og behandlingsforløb. Hvis f.eks. en patient møder op til konsultation hos sin praktiserende læge, må de undersøgelsestiltag af almindelig karakter, som den typiske konsultation rummer, som f.eks. undersøgelse af lunger, undersøgelse af arme og bens funktionsevne, rensning af sår, påsætning af bind osv., umiddelbart kunne foretages, idet lægen må gå ud fra - medmindre andet fremgår af situationen eller bliver fremført af patienten - at der foreligger et stiltiende samtykke til at foretage de pågældende tiltag. Tilsvarende gælder i undersøgelses- og behandlingssituationer i speciallæge- og sygehusregi.

Hovedreglen inden for sundhedsretten er således, at et mundtligt samtykke er tilstrækkeligt, for at sundhedspersonen kan indlede eller fortsætte en behandling m.v.

Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om samtykkets form og indhold. Bemyndigelsen vil bl.a. blive brugt til at beskrive kravene til et samtykke. For at der kan være tale om et gyldigt samtykke, skal dette være afgivet til nogle konkrete medicinske indgreb eller lignende. Samtykket skal være aktuelt, dvs. givet til behandlig, der skal foretages i nærmeste fremtid, og ikke på et uvist tidspunkt i fremtiden.

Bemyndigelsen vil endvidere blive benyttet til at præcisere, at hovedreglen er det mundtlige samtykke. Anvendelsesområdet for det skriftlige samtykke vil blive beskrevet, f.eks. at skriftligt samtykke forudsættes anvendt i forbindelse med alvorlige indgreb med risiko for omfattende komplikationer og bivirkninger etc.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 7.

Til § 7

Bestemmelsen regulerer patientens ret til at få information om helbredstilstanden, behandlingsmulighederne m.v. og svarer til § 2, stk. 1, i Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og samtykke m.v. »Lægers pligt og patienters ret«.

Efter stk. 1 har enhver patient ret til fuld information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne. Begreberne helbredstilstand og behandlingsmuligheder skal forstås som omfattende alle for patienten relevante oplysninger om helbred, sygdom, undersøgelsesmetoder, forebyggelses- og behandlingsmuligheder, sygdomsprognoser, risici, bivirkninger, komplikationer, mulighed for pleje, etc. Da risiko for komplikationer og bivirkninger ofte er en meget vigtig faktor, når en patient skal overveje et behandlingstilbud, er disse forhold særligt nævnt i lovteksten.

I en række situationer vil en patient ønske ikke at have kendskab til sine helbredsforhold m.v. Denne »ret til ikke at vide« er formuleret særskilt i stk. 2. Herved understreges det særligt tydeligt, at patientens selvbestemmelsesret også gælder i relation til, at patienten hellere vil afstå fra information om helbredstilstand, sygdomsprognoser, behandlingsmuligheder etc. Man betegner alligevel patientens samtykke som informeret, da den begrænsede information skyldes et bevidst valg fra patientens side.

Det bemærkes i den forbindelse, at den regulering af »retten til ikke at vide«, som finder sted i denne lov, alene omhandler patienter i behandlingssituationen, jf. bemærkningerne til § 2 om lovens anvendelsesområde. Uden for lovens anvendelsesområde falder derfor henvendelser til raske forsøgspersoner som led i et forskningsprojekt el.lign. Disse tilfælde er reguleret i lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter samt i registerlovgivningen.

Bestemmelsen i stk. 3 beskriver, hvorledes sundhedspersonen skal give information efter stk. 1. Informationen skal gives løbende, når der er behov herfor, og den skal meddeles i et for patienten klart og forståeligt sprog, således at patienten er i stand til at forstå situationen, dvs. sin helbredstilstand, de forskellige behandlingsmuligheder, de risici for komplikationer og bivirkninger, der er forbundet med de forskellige indgreb osv. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v. Heri ligger bl.a., at sundhedspersonen er særligt forpligtet til at vise hensyn til og tage vare om patienter, der ikke er vant til at kræve deres ret over for myndigheder og sundhedspersoner.

Der er i henhold til gældende regler m.v. i en række tilfælde adgang til tolkebistand. Er det nødvendigt at anvende tolkning, må det i hvert enkelt tilfælde vurderes, om det er forsvarligt at anvende et familiemedlem som tolk. Børn må kun undtagelsesvis anvendes som tolke, og da kun i uproblematiske og lette tilfælde. Mindre børn bør ikke anvendes.

I mange behandlingsmiljøer er der kutyme for at anvende trykte vejledninger og informationsmateriale. Dette kan ofte være hensigtsmæssigt, men en trykt information kan ikke stå alene, men skal altid suppleres med en mundtlig information, afpasset efter den enkelte patient og behandlingssituationen.

Efter stk. 4 skal informationen omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, samt oplysninger om alternative, lægefagligt forsvarlige behandlingsformer og oplysninger om konsekvenserne af, at der eventuelt ingen behandling iværksættes. Der skal således oplyses om alt, hvad der ud fra en lægefaglig vurdering er relevant i den konkrete samtale- og behandlingssituation.

Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Herved er tilkendegivet, at informationspligten skærpes, jo mere nærliggende eller alvorlige komplikationerne eller bivirkningerne kan være. En bestemt procentuel risiko-grænse, f.eks. på 1 %, for at information skal gives om, at en komplikation kan indtræde, kan således ikke fastsættes.

Skematisk set kan forholdet mellem risiko for komplikationer/bivirkninger og en given behandling beskrives ved hjælp af to »målestokke«: a) »alvorlige komplikationer« glidende i en skala til »bagatel-agtige komplikationer«; b) »ofte forekommende komplikationer« glidende i en skala til »sjældent forekommende komplikationer«. Herefter vil foreligge følgende 4 kombinationer: 1) alvorlige/ofte forekommende; 2) alvorlige/sjældent forekommende; 3) bagatel-agtige/ofte forekommende; 4) bagatel-agtige/sjældent forekommende. I tilfælde 1) og 2) skal der altid informeres grundigt. I tilfælde 3) skal der ofte informeres, men ikke intenst. I tilfælde 4) er det som regel ikke påkrævet at informere. Oversigten indeholder selvsagt en række mellemstadier, hvor det vil være overladt til det lægefaglige skøn, i hvilken udstrækning og hvor grundigt, der bør informeres om en given behandlings komplikationer og bivirkninger.

Efter stk. 5 skal sundhedspersonen, hvis vedkommende skønner, at patienten i øvrigt er uvidende om forhold, der har betydning for dennes stillingtagen (dvs. meddelelse af samtykke), særligt oplyse patienten herom. Det kan være forhold, der særligt vedrører den pågældende patient, f.eks. hvis patienten er en ung sportsmand, kan en operation fremfor en anden mindre indgribende behandling indebære en særlig risiko.

Efter stk. 6 bemyndiges sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om informationens form og indhold.

Til § 8

Mindreåriges forhold reguleres af lov om forældremyndighed og samvær (lov nr. 387 af 14. juni 1995) og Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke.

Efter § 1 i forældremyndighedsloven er børn og unge under 18 år under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab. Efter § 2 skal forældremyndighedens indehaver drage omsorg for barnet, og indehaveren kan træffe afgørelser om barnets personlige forhold ud fra barnets interesser og behov. Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.

Disse bestemmelser medfører som udgangspunkt, at det er forældremyndighedens indehaver, der har kompetence til at give informeret samtykke på barnets vegne - i barnets interesse - til undersøgelse og behandling m.v. Bestemmelserne skal forstås således, at barnet skal medinddrages i beslutningsprocessen, således at barnets synspunkter tillægges en afgørende vægt.

§ 6 i Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke omhandler information og samtykke i relation til behandling af børn. Hvor der er tale om mindre børn, og i mere alvorlige sygdomstilfælde hos børn, er det forældremyndighedens indehaver, der skal informeres og meddele samtykke på barnets vegne. Lægen vil i øvrigt kunne have en dobbelt informationspligt, idet såvel forældremyndighedens indehaver som barnet selv bør informeres.

Den gældende ret på området fremkommer ved at sammenholde disse to regelsæt. Sundhedsstyrelsens regler modificerer forældremyndighedslovens regler, men ved anvendelse af uklare begreber som »mindre børn« og »mere alvorlige sygdomstilfælde« overlades der et meget vidt skøn til sundhedspersonen (regelanvenderen) i den konkrete situation. En så uklar retstilstand er utilfredsstillende både for sundhedspersonen, forældremyndighedens indehaver og barnet (den unge) selv.

Det er denne uklare retstilstand, som bestemmelsen i § 8 råder bod på.

Ved udformningen af bestemmelsen er der lagt vægt på at finde en passende balance mellem den unges selvbestemmelsesret og forældrenes omsorgspligt. Det har desuden været hensigten at udforme en klar og let administrerbar bestemmelse. Udøvelse af et skøn vil således kun undtagelsesvis komme på tale, nemlig i de tilfælde, hvor den unge, der er fyldt 15 år, klart frembyder tegn på umodenhed ved ikke at være i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen. I disse tilfælde er det forældremyndighedsindehaveren, der giver informeret samtykke.

I flere af de øvrige nordiske lande har børns medvirken og selvbestemmelse i relation til sygdomsbehandling m.v. givet anledning til overvejelser i forbindelse med lovgivning på området.

I den finske lov om patienters retsstilling og rettigheder fra 1992 (785/92) skal en mindreårig patients synspunkter vedrørende en behandling eller et behandlingsforslag udredes, hvis det er muligt, når hensyn tages til patientens alder eller udvikling. Behandlingen af en mindreårig skal ske i enighed med patienten, hvis patienten med hensyn til alder eller udvikling kan træffe beslutning om behandling. Hvis en mindreårig patient ikke kan træffe beslutning om behandling, skal han behandles i samråd med forældremyndighedens indehaver eller en anden lovmæssig stedfortræder.

En mindreårig patient, som under hensyn til alder og udvikling kan træffe beslutning om behandling, har ret til at forbyde, at oplysninger om helbredstilstand og behandling gives til forældremyndighedens indehaver eller anden lovmæssig stedfortræder.

Den finske patientretsstillingslov bygger således også på, at mindreårige med den fornødne alder og udvikling selv træffer afgørelse om behandling m.v., men den er formuleret i mere brede begreber, hvilket åbner et vidt rum for fortolkning og dermed for en noget uklar retstilstand.

I det norske udkast til lov om patientrettigheder (august 1997) foreslås en regel svarende til dette lovforslag, idet samtykkekompetencen omfatter myndige og mindreårige efter det fyldte 15. år, med visse undtagelser.

Den islandske lov om patientrettigheder (af 28. maj 1997) indeholder særregler for børn, og der arbejdes med 2 aldersgrænser: 12 år og 16 år.

I international sammenhæng har børns forhold på området også påkaldt sig opmærksomhed.

Af Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin fremgår det af artikel 6, stk. 2, at medicinske indgreb kan foretages på mindreårige, der ikke har juridisk myndighed til at give deres samtykke, såfremt en repræsentant for denne person (typisk forældremyndighedens indehaver) har givet bemyndigelse, samt at mindreåriges synspunkter skal betragtes som en stadig mere afgørende faktor, jo ældre de er, og jo bedre deres dømmekraft er.

FN's Konvention om barnets rettigheder indeholder i artikel 12 en bestemmelse om, at et barn skal have mulighed for at udforme og udtrykke sine synspunkter vedrørende alle forhold, der vedrører barnet, ligesom barnets synspunkter skal tillægges vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

Udformningen af § 8 svarer til den bestemmelse, der var indeholdt i det tidligere udkast til lovforslag om patientrettigheder, der var sendt til høring i begyndelsen af 1996. Det store flertal af de hørte gav deres tilslutning til bestemmelsen. Enkelte patientorganisationer gav udtryk for betænkelighed ved, at man tillagde den unge, der er fyldt 15 år, enekompetence, især i tilfælde af alvorlige langvarige - eventuelt kroniske - sygdomme. Nogle af de hørte gjorde opmærksom på, at forholdet mellem den unges selvbestemmelsesret og forældremyndighedsindehaverens omsorgspligt ikke var tilstrækkeligt afklaret. Høringssvarenes bemærkninger er der taget højde for i lovforslagets udformning af § 8 og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen i lovforslagets § 8 omhandler, hvorledes mindreårige er stillet med hensyn til at afgive informeret samtykke til behandling m.v. Ved mindreårige forstås børn og unge under 18 år.

Unge under 18 år har i vidt omfang, afhængig af deres udvikling og sygdommens karakter, fuld forståelse for behandlingssituationer. Dette bør der i patientretten tages højde for. Man kunne vælge blot som hidtil at fastslå, at unge under 18 år skal inddrages i beslutningsprocessen om behandling i det omfang, deres udvikling og sygdommens karakter begrunder dette. Det anses imidlertid for mere rimeligt at fastlægge de unges rettigheder mere præcist i loven ved at indføre en 15-års-grænse. Denne aldersgrænse kendes også fra anden lovgivning, f.eks. fra bistandslovens §§ 33-35 (med virkning fra 1. juli 1998 §§ 38-40 i lov om social service), hvorefter en ung, der er fyldt 15 år, sammen med forældremyndighedens indehaver skal give samtykke til iværksættelse af undersøgelse af samt anbringelse af den unge uden for hjemmet. Efter § 20 i lov om forældremyndighed og samvær kan en ung, der er fyldt 15 år, selv ophæve arbejdsaftaler og påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet bestemmes af forældremyndighedens indehaver.

Efter lovforslaget vil den unge, der er fyldt 15 år, som hovedregel selv afgive informeret samtykke til behandling m.v. Da den pågældende stadig som mindreårig er under forældremyndighed, skal indehaveren af forældremyndigheden have den samme information som den unge. Endvidere skal forældremyndighedsindehaveren inddrages i den mindreåriges stillingtagen. Det betyder, at sundhedspersonen også skal forhøre sig om forældrenes opfattelse af behandlingsbehov og ønsker. Reglen tager således sigte på, at behandlingssituationen skal drøftes mellem alle tre parter, typisk med det formål at få en fælles enighed om behandlingsønsker m.v. Det gælder i enkeltstående behandlingssituationer, men også for sygdomme, hvor behandlingsindsatsen strækker sig over længere perioder, f.eks. ved sukkersyge eller kræft hos den unge.

I de formentlig få tilfælde, hvor der er uenighed mellem den unge og forældrene, er kompetencen til at bestemme lagt endeligt hos den 15-17 årige unge.

Det betyder, at den unge får et personligt ansvar for den behandling, den unge samtykker i, ligesom den unge vil kunne afvise et eventuelt urimeligt pres fra forældremyndighedsindehaveren i behandlingssituationen. Den unge vil tilmed, eventuelt sammen med sundhedspersonen, kunne kræve, at forældremyndighedsindehaveren ikke får adgang til den unges sygestue.

Reelt vil det også være illusorisk ikke at overlade selvbestemmelsesretten i de nævnte tilfælde til den unge selv, da den unge i disse tilfælde typisk også fysisk vil kunne modsætte sig en behandling, hvis vedkommende ikke ønsker denne.

For børn og unge under 15 år følges de almindelige regler i lov om forældremyndighed og samvær, jf. beskrivelsen ovenfor af §§ 1-2 i denne lov. Herefter er det forældremyndighedens indehaver, der giver informeret samtykke på barnets vegne. Børn og unge, der er tilstrækkeligt modne til at tage stilling til behandlingen m.v., skal ligeledes indvilge i behandlingen. Børn og unge skal i det hele taget inddrages mest muligt i beslutningsprocessen vedrørende deres forhold, alt afpasset efter deres modenhed og situationen i øvrigt, jf. den generelle bestemmelse herom i lovforslagets § 11.

Situationen for børn og unge under 15 år adskiller sig i praksis ikke meget fra situationen, hvor de er 15 - 17 år. Kun i tilfælde af uenighed mellem forældre og barn har aldersgrænsen betydning: Forældremyndighedsindehaveren har den endelig kompetence, når barnet er under 15 år, dog forudsat, at børn og unge-udvalget, jf. nedenfor, ikke inddrages.

Det bemærkes, at § 19 i forældremyndighedsloven medfører, at den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skolen, børneinstitutionen samt social- og sundhedsvæsenet. Hvor der i dette lovforslag omtales, at forældremyndighedens indehaver har ret til information om barnets helbredsforhold m.v., skal det samtidig forstås således, at den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ovennævnte ret til orientering.

Bestemmelsen i stk. 2 åbner mulighed for at fravige regler i stk. 1, hvis den mindreårige, der er fyldt 15 år, efter en individuel vurdering skønnes ikke at være i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen. I så fald er det forældremyndighedens indehaver, der giver informeret samtykke på den unges vegne.

Den sociale lovgivning indeholder regler, der finder anvendelse i de tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver ikke varetager barnets tarv i relation til lægelige undersøgelse og behandling. Efter bistandslovens § 35 b (med virkning fra 1. juli 1998 § 44 i lov om social service) kan børn og unge-udvalget træffe beslutning om at gennemføre undersøgelse og behandling, hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig invaliditet. Efter bistandslovens § 124 a (med virkning fra 1. juli 1998 § 58 i lov om social service) har barnet eller den unge ret til at blive hørt.

Inden for specifikke områder af sundhedsretten gælder særlige regler for mindreåriges selv- og medbestemmelsesret. Sådanne lovregulerede undtagelser fra de generelle regler, der er indeholdt i dette lovforslag, skal respekteres, jf. lovforslagets § 2. Det drejer sig om reglerne for abort, sterilisation, prævention og organtransplantation.

Abort. I henhold til §§ 1-3 i lov om svangerskabsafbrydelse har kvinder en lovbestemt ret til gratis abort inden for de første 12 uger af graviditeten, og senere i svangerskabet kan et samråd under særlige betingelser give tilladelse til abort. Forstår kvinden betydningen af indgrebet, kan det kun finde sted med hendes samtykke - også selv om hun er mindreårig. Forældremyndighedens indehaver skal normalt også samtykke, men kvinden kan få tilladelse af samrådet til enten at undlade indhentelse af samtykke eller at få indgrebet foretaget mod forældrenes vilje.

Sterilisation. En person under 18 år kan kun steriliseres under ganske særlige omstændigheder og med godkendelse fra abortsamrådet, jf. § 4, stk. 3, og § 5 i lov om sterilisation og kastration. Anmodning skal fremsættes af både den mindreårige selv og forældremyndighedens indehaver.

Prævention. Læger er forpligtet til at yde gratis vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder, jf. § 11, stk. 1, i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Af § 11, stk. 3 fremgår det, at vejledning kan tilbydes og ydes til mindreårige uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

Organtransplantationer. Lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. tildeler den mindreårige en selvstændig rolle. Således kan transplantation fra en levende person under 18 år kun finde sted med samtykke fra såvel den mindreårige som dennes forældremyndighedsindehaver, jf. § 13, stk. 2. Det forudsættes desuden, at der er en ganske særlig grund til at foretage transplantationen, hvilket skal ses i sammenhæng med, at formålet med indgrebet ikke umiddelbart er at gavne barnet eller den unge selv. Særlig grund kan f.eks. tænkes at foreligge, når det drejer sig om en søster eller en bror.

Den selvstændige kompetence, som unge på 15-17 år får tillagt til at træffe beslutning om behandling, udstrækkes til også at omfatte beslutninger om aktindsigt i patientjournaler m.v. og spørgsmålet om at give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger . Efter § 8, stk. 3, er unge på 15-17 år, berettiget til aktindsigt efter de almindelige regler i kapitel 4, og unge på 15-17 år kan give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger efter bestemmelserne i kapitel 5.

I de tilfælde, hvor der optræder legale repræsentanter for patienten - forældremyndighedsindehaver, nærmeste pårørende eller værger - følger det af reglen i § 5, at disse repræsentanter indtræder i patientens ret - i fornødent omfang - til at få aktindsigt og give samtykke efter videregivelsesreglerne. Der henvises til bemærkninger til § 5.

Til § 9

Informations- og samtykkereglerne for patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, har gennem mange år været uklare. Sundhedspersoner har efter de nugældende regler på området i mange tilfælde handlet på egen hånd med en »løsere« inddragelse af de nærmeste pårørende.

I forbindelse med indførelsen af den ny værgemålslov pr. 1. januar 1997 blev spørgsmålet om denne patientgruppes forhold drøftet. I værgemålslovens bemærkninger blev det tilkendegivet, at en eventuel løsning af problemet måtte ske i sundhedslovgivningen, jf. nedenfor.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til behandling, omfatter en stor og uensartet gruppe mennesker. Det drejer sig om mennesker med nedsat psykisk funktionsevne, hvad enten denne tilstand har eksisteret fra fødslen eller er opstået senere, som tilfældet er for demente.

Endvidere må kroniske sindslidende - og sindslidende med langvarige sygdomsforløb - ofte henregnes til denne gruppe af patienter. Afgørende er, om de kan forholde sig fornuftsmæssigt til behandlingsforslag m.v. i en behandlingssituation, altså om de kan give et (meningsfyldt) informeret samtykke. Kan en kronisk sindslidende ikke det, må vedkommende betegnes som »en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke«, og i givet fald følges reglerne i § 9, dvs. at de nærmeste pårørende giver informeret samtykke.

Da begrebet »en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke« er afgørende for, om det er patienten selv eller en stedfortræder, der giver informeret samtykke til behandling m.v., er fastlæggelsen i den konkrete behandlingssituation af denne tilstand afgørende for patienten og varetagelsen af patientens interesser. Sundhedsministeriet vil derfor i samarbejde med Sundhedsstyrelsen udarbejde en vejledning, der nærmere uddyber begrebet.

For så vidt angår sindslidende bemærkes, at patientretsstillingsloven finder anvendelse generelt. Når betingelserne for at anvende loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien er til stede, har sidstnævnte lov dog forrang for lov om patienters retsstilling.

Det skal i øvrigt understreges, at patientrettighedsloven alene behandler den pågældende gruppes forhold, når de optræder som patienter, dvs. er i kontakt med sundhedsvæsenet, jf. lovens anvendelsesområde. De pågældendes øvrige livsforhold reguleres først og fremmest af den sociale lovgivning.

Midlertidig mangel på evne til at give informeret samtykke foreligger ved bevidstløshed, forårsaget f.eks. af ulykke, forgiftning eller andre forhold. Varig mangel på evne til at give informeret samtykke foreligger, når evnen til at handle fornuftsmæssigt er varigt fraværende, f.eks. på grund af manglende udvikling eller på grund af alderssvækkelse el. lign. Gruppen af demente hører ofte til denne kategori.

En patient med midlertidig mangel på evnen til at give informeret samtykke (f.eks. på grund af bevidstløshed) skønnes alene at have behov for at være omfattet af reglen i § 10 om øjeblikkeligt behandlingsbehov. Den midlertidige mangel på evnen til at give informeret samtykke kan senere resultere i generhvervelse af evnen eller varigt tab af evnen. I førstnævnte tilfælde følges herefter de almindelige regler om informeret samtykke i §§ 6 og 7 og i sidstnævnte tilfælde følges særreglen i § 9.

Efter § 9, stk. 1, er det de nærmeste pårørende, der giver informeret samtykke til undersøgelse, behandling m.v. for de omhandlede patienter. Reglen lovfæster og skærper den praksis, der i vid udstrækning har være fulgt på området.

Begrebet »nærmeste pårørende« anvendes i store dele af privatretten. Ved en konkret vurdering i det enkelte tilfælde må det afgøres, hvem der er nærmeste pårørende. Ved nærmeste pårørende forstås først og fremmest patientens samlevende ægtefælle eller samlever, slægtninge i lige linie og, alt efter de konkrete forhold, søskende. Adoptivbørn vil som regel og plejebørn jævnligt også kunne betragtes som nærmeste pårørende. Efter omstændighederne, navnlig hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller børn, vil slægtninge, som patienten er nært knyttet til eller nært besvogret med, også kunne betragtes som nærmeste pårørende. En partner i et registreret parforhold falder også ind under begrebet.

Iøvrigt bør »nærmeste pårørende« afhængigt af den konkrete situation fortolkes udvidende. Familiebåndet behøver således ikke altid at være ene-afgørende. En nær ven, en patientrådgiver, en bistandsværge, en støtte- og kontaktperson, en besøgsven eller en anden omsorgsgiver, der er fortrolig med patienten, og som af patienten opfattes som »den nærmeste«, falder ind under begrebet, hvis det er utvivlsomt, at pågældende er den nærmeste.

Efter den nye værgemålslov kan et værgemål i større omfang end tidligere tilpasses den enkelte persons behov vedrørende såvel økonomiske som personlige forhold. Værgemålet skal omfatte mindst muligt, og det kan gives midlertidigt, hvis der ikke er behov for en varig ordning.

Justitsministeriet har i bemærkningerne til lovforslaget om værgemål (Lovforslag nr. L 191, 1994-95, s. 16 og 17) anført, at spørgsmålet om værgens medvirken til at træffe beslutning om lægebehandling og anden behandling ikke er fuldt afklaret. Det må således antages, at der i dag i langt de fleste tilfælde i praksis ikke beskikkes værger i de formentlig mange tilfælde, hvor læger står over for spørgsmålet om eventuel iværksættelse af lægebehandling af varigt inhabile (patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke).

Det er ifølge bemærkningerne til lovforslaget om værgemål Justitsministeriets opfattelse, »at spørgsmålet om, hvorvidt der skal stilles krav om en værges medvirken til at træffe beslutninger om behandling ved læger, tandlæger og lignende, ikke kan afklares ved værgemålsloven. Såfremt der findes behov for en nærmere regulering af dette spørgsmål, må det ske i sundhedslovgivningen, hvor der allerede i dag findes bestemmelser om samtykke til behandling.«

Endvidere stilles spørgsmålet, om det vil være hensigtsmæssigt i praksis, at en værges samtykke vil skulle indhentes i alle behandlingssituationer. Justitsministeriet er med hensyn til dette spørgsmål enig med værgemålsudvalget i, at et værgesamtykke til behandling oftest vil have karakter af en illusion. Værgens rolle vil her være at godkende og dermed legitimere en i forvejen truffet beslutning taget af fagfolk, og en utilsigtet konsekvens kunne være, at det professionelle ansvar hos lægen vil forflygtiges, og at ansvarsforholdene i relation til f.eks. lægeloven blev udvisket.

Værgemålsudvalget afgav betænkning i februar 1993 (betænkning nr. 1247/1993).

Det er på denne baggrund ikke fundet hensigtsmæssigt systematisk at anvende værgemålsordninger til afgivelse af informeret samtykke til behandling m.v. for patienter, der ikke selv kan varetage deres interesser. I øvrigt vil størstedelen af værgemålene næppe omfatte helbredsforhold, og vil således være uden interesse for patientretten.

Kun i de relativt få tilfælde, hvor der allerede foreligger et værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, er det relevant at inddrage værgen i beslutninger om lægebehandling m.v., da det ikke forekommer rimeligt, at to forskellige repræsentanter for patienten kan træffe beslutning om principielt samme forhold.

Har en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende, bliver det spørgsmålet om, hvorledes man kan udforme en praktisk og administrerbar regel, der samtidig tilsikrer vedkommende en retssikkerhedsmæssig forsvarlig løsning.

Til sikring af en retssikkerhedsmæssigt forsvarlig løsning bør det kræves, at en tredjemand - der er uafhængig af behandleren - kan varetage den pågældendes interesser, idet der i de omhandlede tilfælde ikke er nogen nærmeste pårørende, der kan udfylde denne funktion. En uvildig tredjemand må altså hentes fra en kreds af »fremmede«.

I § 9, stk. 2, foreslås det, at den uvildige tredjemand bliver en anden sundhedsperson, der har faglig indsigt på området og som ikke tidligere har deltaget i eller fremover skal deltage i behandlingen af den pågældende patient. Alt andet lige findes en sådan sundhedsperson mere velegnet end en »god mand« (»sundhedsværge«), valgt af en kreds af interesserede personer, bl.a. fordi en sådan »god mand« typisk vil blive tilkaldt med kort varsel og i øvrigt ikke vil have kendskab til patienten eller dennes behandlingsbehov og ønsker.

Det er vigtigt, at den »anden sundhedsperson« er uafhængig af den behandlende sundhedsperson. Der må således ikke eksistere et over/underordnelsesforhold mellem de to sundhedspersoner, og kravet om uvildighed kan medføre, at der - i den konkrete situation - kan blive tale om en udefra kommende sundhedsperson.

Den foreslåede regel tilfredsstiller således både behovet for smidighed og behovet for retssikkerhed for patienten.

Lovforslaget dækker al undersøgelse, diagnosticering, behandling, sundhedsfaglig pleje, etc., kort sagt alle former for medicinske indgreb - fra de mindste og bagatelagtige til mere omfattende kirurgiske indgreb m.v.

At inddrage en anden sundhedsperson ved de helt bagatelagtige indgreb, som f.eks. temperaturtagning, skiftning af bind på sår og lignende forekommer uhensigtsmæssigt og overflødigt. Reglen i stk. 3 opfanger disse tilfælde. Formuleringen »behandlingen er af mindre indgribende karakter med hensyn til omfang og varighed« skal forstås snævert, som beskrevet ovenfor. Er den behandlende sundhedsperson i tvivl, bør han inddrage en anden sundhedsperson efter reglen i stk. 2.

Da reglen i § 9 , stk. 1, giver de nærmeste pårørende eller værgen en retlig kompetence til at give informeret samtykke til behandling m.v. på patientens vegne, kan der i helt ekstraordinære situationer opstå tilfælde, hvor de nærmeste pårørende eller værgen varetager samtykket på en måde, der klart er i modstrid med patientens interesser. Det er derfor nødvendigt at have en meget snæver undtagelsesbestemmelse, der opfanger disse utypiske og meget sjældne tilfælde. Bestemmelsen i stk. 4 forudsættes således kun anvendt i de yderst få tilfælde, hvor sundhedspersonen skønner, at de nærmeste pårørendes eller værgens forvaltning af samtykket åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet. I så fald kan sundhedspersonen behandle m.v., såfremt vedkommende embedslægeinstitution har givet sin tilslutning til, at den påtænkte undersøgelse eller behandling udføres.

I disse tilfælde, hvor der foreligger en mulig konflikt mellem sundhedspersonen og de nærmeste pårørende eller værgen, findes det relevant at inddrage en uafhængig opmand uden for behandlingssituationen, nemlig embedslægen.

Det vil i patientens journal skulle noteres, med navn og titel, når en anden sundhedsperson har givet tilslutning til en behandling efter reglen i § 9, stk. 2, eller når embedslægen har givet tilslutning til en behandling efter reglen i § 9, stk. 4.

Det bemærkes, at de tilfælde, hvor tilslutning skal foreligge fra en anden sundhedsperson, jf. § 9, stk. 2, og de tilfælde, hvor tilslutning skal foreligge fra embedslægen, jf. § 9, stk. 4, optræder nævnte sundhedspersoner som kontrol- og omsorgspersoner for patienten. Tilslutningen vedrører et konkret behandlingsforslag, og de uvildige sundhedspersoner skal varetage patientens interesser og behov, men de har ikke status som legale repræsentanter på linie med forældremyndighedsindehaver, nærmeste pårørende eller værge. De uvildige sundhedspersoner er således ikke omfattet af bestemmelsen i § 5 om ret for legale repræsentanter til - i fornødent omfang - at indtræde i patientens rettigheder efter loven.

Til § 10

Sundhedspersonen kan efter bestemmelsen give behandling uden samtykke, når der er tale om en akut - og typisk livsnødvendig - behandling.

Hvis patienten befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan sundhedspersonen indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra en legal repræsentant.

Bestemmelsen hviler på en nødretsbetragtning: Det mindre gode (patientens selvbestemmelse) må vige for at opnå et større gode (patientens liv og førlighed).

Bestemmelsens tyngdepunkt ligger i det øjeblikkelige behandlingbehov. Dette foreligger, når »øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse«, dvs. øjeblikkelig livsnødvendig behandling, eller hvor behandling er uopsættelig for på længere sigt at forbedre patientens chance for at overleve eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen.

Er der tale om en voksen person ved fuld bevidsthed, skal informeret samtykke indhentes efter reglerne i §§ 6 og 7. Er der tale om en 15-17 årig ved fuld bevidsthed, skal informeret samtykke indhentes efter reglen i § 8. I begge tilfælde skal indhentelsen af samtykket selvsagt være tilpasset den akutte situation.

Reglen i § 10 retter sig mod en »patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år«, dvs. 3 kategorier af patienter:

A) en patient, der midlertidigt mangler evnen til at give informeret samtykke (oftest på grund af bevidstløshed),

B) en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke (jf. § 9), og

C) en patient under 15 år.

§ 12, stk. 1, i Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke omhandler alene den patientgruppe, der er omtalt under kategori A. § 12, stk.1's øvrige indhold svarer til den nu foreslåede regel.

Da der er tale om øjeblikkeligt behandlingsbehov, bør en tilsvarende regel også gælde for patienter under kategorierne B og C. I princippet kunne der indhentes samtykke fra disses legale repræsentanter (nærmeste pårørende, værge, forældremyndighedsindehaver), men da situationen er akut, vil det oftest være direkte livstruende at anvende tid hertil. Sundhedspersonen kan således efter den foreslåede regel behandle umiddelbart uden indhentelse af samtykke fra den legale repræsentant.

Det ligger netop i den akutte situation - i det øjeblikkelige behandlingsbehov - at sagen er så hastende, at der ikke er tid til at kontakte tredjeperson for at få et samtykke. Hvis der er tid til at indhente et samtykke fra en legal repræsentant, er der ikke tale om øjeblikkeligt behandlingsbehov i bestemmelsens forstand. I så fald skal de legale repræsentanter samtykke efter reglerne i § 9 eller i forældremyndighedsloven. I den forbindelse bemærkes, at de legale repræsentanter skal varetage patientens interesser og behov. De kan således ikke give afkald på livsnødvendig behandling m.v. Der henvises til bemærkningerne til § 5.

Bestemmelsen i lovforslagets § 10 skal ses i sammenhæng med lægelovens § 7, stk. 1, om påtrængende nødvendig lægehjælp, og straffelovens §§ 250 og 253 om handlepligt.

Efter lægelovens § 7, stk. 1, er enhver læge forpligtet på begæring at yde den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder lægen. Har lægen gyldigt forfald, eller kan rettidig lægehjælp blive ydet af en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er han dog fritaget for den omhandlede forpligtelse.

Der er et stort sammenfald mellem de situationer, som henholdsvis lovforslagets § 10 og lægelovens § 7, stk. 1, dækker. Den bagved liggende tankegang er den samme: Der er tale om akutte tilfælde, hvor øjeblikkelig handling er påkrævet. Der er derfor ikke tid til at indhente et informeret samtykke fra en legal repræsentant eller tid til at hente en anden læge.

Efter straffelovens § 250 straffes den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under hans varetægt stående person i sådan tilstand, med fængsel, der, når handlingen har medført døden eller grov legemsbeskadigelse, under i øvrigt skærpende omstændigheder kan stige til 8 år.

Efter straffelovens § 253 straffes med bøde eller hæfte den, som uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader

1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller

2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.

Til § 11

Bestemmelsen gælder i alle tilfælde, hvor patienten ikke selv har kompetencen til at give informeret samtykke, dvs. i forhold til børn og unge under 15 år, umodne børn og unge på 15-17 år (§ 8, stk. 2) og patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke (§ 9).

En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke til behandling m.v. på grund af mindreårighed eller nedsat psykisk funktionsevne, skal dog inddrages mest muligt i beslutningsprocessen, også selv om der er legale repræsentanter, der er bemyndiget til at varetage patientens interesser gennem det informerede samtykke. Dette grundsynspunkt, der hviler på respekten for individets værdighed, ukrænkelighed og selvbestemmelsesret, er kommet til udtryk i denne bestemmelse. De tilkendegivelser, som patienten er fremkommet med, skal i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning i beslutningsprocessen om et behandlingsforløb m.v.

Børn og unge under 15 år er ofte, alt afhængigt af deres udvikling og modenhed, i stand til fuldt ud at forstå sygdomssituationen, behandlingsmulighederne m.v., eller i hvert fald væsentlige elementer heraf. I så fald skal disses indforståelse indgå som en væsentlig faktor i forældremyndighedsindehaverens stillingtagen. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 8.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, udgør en meget bred og uensartet gruppe, der dækker over store variationer af manglende evne til at give samtykke. Ofte vil en patient, der er omfattet af denne gruppe, kunne forstå dele af sygdomsproblematikken, og den pågældendes tilkendegivelser skal i så fald medtages mest muligt i den legale repræsentants beslutningsproces. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 9.

Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin indeholder følgende bestemmelse:

»Artikel 9 - Tidligere udtrykte ønsker.

Der skal tages hensyn til tidligere ønsker vedrørende en lægelig intervention udtrykt af en patient, som på interventionstidspunktet ikke er i stand til at udtrykke sine ønsker.«

Tilsvarende bestemmelse findes andre steder, f.eks. i WHO's »A Declaration on the Promotion of Patients« Rights in Europe', marts 1994, og i den finske retsstillingslov (lov nr. 785 af 17. august 1992).

Denne generelle bestemmelse gælder også i forholdet mellem patient og sundhedsperson efter patientretsstillingsloven. Når disse tidligere udtrykte ønsker må antages fortsat at være aktuelle og relevante, skal de tillægges betydning, og indgå som et element i sundhedspersonens behandlingsovervejelser.

Til § 12

Bestemmelsen fastslår, hvem der er forpligtet til at drage omsorg for, at informeret samtykke til undersøgelse og behandling m.v. indhentes efter reglerne i §§ 6-8 og § 9, stk. 1, at der foreligger tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 9, stk. 2, at der foreligger tilslutning fra vedkommende embedslægeinstitution efter § 9, stk. 4, og at patienter informeres og inddrages mest muligt i beslutningsprocessen efter § 11: Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen m.v. Det er udtrykkeligt tilkendegivet, at den ansvarlige sundhedsperson skal drage omsorg for, at informeret samtykke indhentes, at der gives de nødvendige tilslutninger og at patienter, der er under 15 år, eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, medinddrages i beslutningsprocessen.

Heri ligger, at den ansvarlige sundhedsperson kan delegere selve den konkrete informationsgivning og indhentelse af samtykke til sine medarbejdere (»medhjælp« i lægelovens forstand), principielt uanset vedkommendes uddannelsesmæssige baggrund, men dog forudsat at den for behandlingen ansvarlige sundhedsperson i øvrigt har vurderet, at den pågældende også vil være i stand til at give informationen og indhente samtykket på forsvarlig vis. I f.eks. sygehusvæsenet vil der ofte være tale om delegation til en anden læge, en sygeplejerske eller en lægesekretær. Tilsvarende gælder for indhentelse af tilslutning fra en anden sundhedsperson eller embedslægeinstitutionen, og inddragelse af patienter, der er under 15 år, og patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, i beslutningsprocessen.

Kapitel 3

Selvbestemmelse i særlige tilfælde

I dette kapitel er optaget regler, der regulerer en række konkrete situationer vedrørende selvbestemmelsesretten, der har været aktuelle gennem de senere år, og hvor en retlig regulering er fundet nødvendig. Det drejer sig om sultestrejkende og personer, der nægter at modtage blodtransfusion.

Endvidere er medtaget regler vedrørende behandling af uafvendeligt døende samt de såkaldte livstestamenter, dvs. formaliserede forhåndstilkendegivelser om, at patienten, såfremt denne skulle komme i en situation, hvor vedkommende ikke kan udøve sin selvbestemmelsesret, ikke ønsker livsforlængende behandling i visse sygdomssituationer. Reglerne om livstestamenter findes i dag i lægeloven. Disse foreslås overført til nærværende lovgivning, da de vedrører patienters retsstilling. Samtidig lovfæstes livstestamentets indhold. Adgangen for uafvendeligt døende til at blive holdt fri for smerter med smertestillende midler, selv om dette kan medføre fremskyndelse af døden, som hidtil har været indeholdt i livstestamentet, fremgår direkte af lovforslagets § 16. Da lægen typisk altid vil anvende smertestillende midler i den pågældende situation som en almindelig lægefaglig norm, er dette ønske udeladt af testamentsformularen. Endelig understreges, at en sundhedsperson fremover kun forpligtes til at kontakte Livstestamenteregistret, hvor der kan være tvivl om berettigelsen af at iværksætte eller fortsætte en behandling.

Herudover er reglerne omformuleret, så de passer bedre ind i en lov, der sætter patientens retsstilling i centrum.

Til § 13

Bestemmelsen i § 13 medfører, at de grundlæggende regler om informeret samtykke i §§ 6-7 også finder anvendelse på de specielle tilfælde, der er omhandlet i kapitel 3.

Reglen om mindreåriges selvstændige beslutningskompetence i § 8 finder ligeledes anvendelse i relation til spørgsmålet om sultestrejke, afvisning af at modtage blod og behandling af uafvendeligt døende. Ved oprettelse af livstestamente gælder dog en 18 års grænse, da der er tale om en forhåndstilkendegivelse fra en person, der endnu ikke er patient.

En patient på f.eks. 16 år, der er medlem af trossamfundet Jehovas Vidner, og som er moden og bevidst om sin situation, kan således afvise at modtage blod, hvilket sundhedspersonen skal respektere, hvis de øvrige betingelser efter § 15 er opfyldt.

Er den 16 årige ikke i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, jf. § 8, stk. 2, overgår beslutningskompetencen til forældrene. Er disse ligeledes medlem af Jehovas Vidner, og beslutter at afvise, at den 16 årige må modtage blod, skal sundhedspersonen rette henvendelse til patientens kommune med henblik på, at kommunens børn og unge-udvalg kan beslutte, om behandling, der medfører transfusion af blod eller blodprodukter, kan finde sted uden samtykke.

Der henvises til bemærkningerne til § 8.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, er ikke omfattet af kapitel 3, jf. at § 13 ikke henviser til § 9.

De nærmeste pårørende eller en værge, har således ingen kompetence til (mulighed for) at træffe beslutning på denne patientgruppes vegne i relation til sultestrejke, afvisning af at modtage blod, behandling af uafvendeligt døende eller oprettelse af livstestamente.

Alle uafvendeligt døende kommer i slutfasen af deres liv i den situation, at de mister bevidstheden, hvilken tilstand varer resten af den sidste korte tid af deres liv. Ud fra en rent sproglig fortolkning vil de i denne fase være »patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke«. Men da § 9 ikke gælder for de særlige tilfælde i kapitel 3, er det herved tilkendegivet, at de nærmeste pårørende eller en værge ikke får tildelt en beslutningskompetence i den afsluttende fase for almindelige patienter.

Reglen om øjeblikkeligt behandlingsbehov, jf. § 10, er ligeledes holdt uden for kapitel 3. De særlige tilfælde af selvbestemmelsesret, der er indeholdt i kapitlet, skal respekteres, også hvis patienten i behandlingsforløbet kommer i en situation, hvor § 10 i og for sig kunne anvendes, dvs. hvis patienten er blevet bevidstløs og hans situation har udviklet sig livstruende. Sundhedspersonen er således afskåret fra at behandle i den situation. Selvbestemmelsesretten skal respekteres.

§ 11 om patientens inddragelse har i kapitel 3-situationer alene betydning ved behandling af børn under 15 år. Børnenes synspunkter skal indgå som et væsentligt element i beslutningsprocessen, hvilket i øvrigt også fremgår af forældremyndighedsloven og af bistandsloven i forbindelse med børn og unge-udvagets afgørelser.

§ 12, der fastlægger sundhedspersonens ansvar, gælder også for de særlige tilfælde, der er omfattet af kapitel 3.

Til § 14

Bestemmelsen om sultestrejkende er en videreførelse af § 13 i Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og samtykke m.v. (»Lægers pligt og patienters ret«). Bestemmelsen udstrækker den respekt for individets integritet og selvbestemmelse, som lovforslaget hviler på, til den specielle og sjældne situation, hvor en habil patient har iværksat spisevægring.

Med bestemmelsen understreges, at selv om den sultestrejkende vil dø af sit forehavende, så er sundhedspersonen (lægen) ikke berettiget til at forhindre dette, heller ikke hvis den sultestrejkende bliver bevidstløs.

Ofte vil en sultestrejke blive indledt af personer, der opholder sig uden for sygehusvæsenet, f.eks. i fængsler el. lign. Hvadenten sultestrejke gennemføres på en institution udenfor sundhedsvæsenet eller patienten bliver overført til et sygehus, vil der være tale om en behandlingssituation, der er omfattet af lovens regler.

Hvor der i øvrigt er tale om spisevægring, vil den pågældende patient i overensstemmelse med selvbestemmelsesretten, forudsat at vedkommende er fuldt bevidst om situationen, ligeledes have ret til at gennemføre spisevægringen med den konsekvens, at døden indtræder.

Det kræves efter bestemmelsen, at patienten utvivlsomt har iværksat en sultestrejke. I ordet »utvivlsomt« ligger, at patienten med sikkerhed vil tage den konsekvens af sultestrejken, at denne kan medføre døden, og at patienten har forstået, at dette kan blive en følge heraf, da bestemmelsen medfører, at sundhedspersoner er forpligtet til at undlade at gribe ind, hvis der er tale om en velovervejet handling.

Til § 15

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af § 14 i Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke m.v.

Reglerne blev i sin tid indført for at imødekomme ønsker fra medlemmerne af trossamfundet Jehovas Vidner, der af religiøse årsager ikke ønsker at modtage blod eller blodprodukter under operation og lignende. Bestemmelsen er også her udtryk for, at individets integritet og selvbestemmelsesret i disse situationer vurderes højere end bevarelsen af livet.

Det bemærkes, at en beslutning om ikke at anvende blod eller blodprodukter under en operation kan være fuldt ud lægelig forsvarlig. Der kan imidlertid også være betydelige risici forbundet hermed. Det forudsættes, at patienten informeres grundigt om disse risici.

Bestemmelsen i stk. 1 og 2 medfører, at en sundhedsperson (læge) ikke er berettiget til at anvende blod, hvor patienten har afvist dette, heller ikke hvis det under operationsforløbet viser sig, at anvendelsen af blod var mere nødvendig end først antaget.

I stk. 3 er det præciseret, at en sundhedsperson (læge) kun er forpligtet til at indlede en operation eller lignende uden anvendelse af blod eller blodprodukter, hvor der er tale om påtrængende nødvendig lægehjælp, jf. lægelovens § 7, stk. 1. I en sådan situation skal lægen yde den bedst mulige behandling med respekt for, at patienten nægter at modtage blod. Lægen skal her acceptere patientens selvbestemmelsesret og behandle patienten, selv om dette indebærer, at patienten, efter lægens opfattelse, ikke får en optimal behandling, men en behandling, der i sin yderste konsekvens kan medføre patientens død.

Hvor en behandling kan udsættes, må lægen tage stilling til om vedkommende vil behandle patienten, selv om denne nægter at modtage blod. Såfremt lægen indvilliger i dette, må vedkommende ikke give patienten blod eller blodprodukter, heller ikke hvis patienten risikerer at dø af et uerstattet blodtab. Kan lægen ikke acceptere at behandle patienten på disse vilkår, kan vedkommende ikke forpligtes hertil, og patienten skal henvises til en anden læge.

Det bemærkes endvidere, at der i ovenstående alene er omtalt de tilfælde, hvor patienten ikke selv ønsker behandling med blod. I de tilfælde, hvor der er tale om, at forældrene til et barn under 15 år ønsker, at behandlingen skal ske uden blod, vil lægen, hvor der er tale om en livstruende sygdom, om nødvendigt have pligt til at underrette kommunalbestyrelsen med henblik på, at børn og unge-udvalget kan træffe beslutning om, at den nødvendige lægelige undersøgelse eller behandling af barnet gennemføres med anvendelse af blod. Hjemlen for børn og unge-udvalgets indgriben er bistandslovens § 35 b (med virkning fra 1. juli 1998 § 44 i lov om social service).

Til § 16

Reglen er en videreførelse af bestemmelserne i lægelovens § 6, stk. 5 samt bestemmelserne i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 18. december 1992 om livstestamenter og Sundhedsstyrelsens cirkulære af 22. september 1992 om lægers forpligtelser i forbindelse med livstestamenter m.v., for så vidt angår behandling af uafvendeligt døende med smertestillende medicin.

Hovedbegrundelsen for reglen er respekten for patientens ret til en naturlig og værdig død, når patienten er uafvendeligt døende, dvs. når døden med stor sandsynlighed forventes at indtræde indenfor dage til uger trods anvendelsen af de - ud fra den tilgængelige viden om grundsygdommen og dens eventuelle følgetilstande - foreliggende behandlingsmuligheder.

I § 16, stk. 1, fastslås, at en habil uafvendeligt døende patient, som andre patienter, har fuld selvbestemmelsesret.

Hvor en patient ikke er i stand til at udøve sin selvbestemmelseret, f.eks. på grund af bevidstløshed, giver § 16, stk. 2, sundhedspersonen mulighed for, hvor det ud fra en almindelig medicinsk vurdering findes, at patienten er uafvendeligt døende, at standse en behandling, selv om dødstidspunktet herved fremskyndes.

På tilsvarende måde fastslås i bestemmelsens stk. 3 den habile patients ret til at modtage smertestillende medicin, selv om en konsekvens af dette er, at dødstidspunktet herved fremskyndes. Som en naturlig følge heraf giver bestemmelsen også lægen ret til at indgive smertestillende medicin til patienter, hvor der foreligger samtykke, idet lægen almindeligvis vil være forpligtet til at begrænse patientens smerter mest muligt set ud fra en samlet lægefaglig vurdering.

Til §§ 17-18

I disse to bestemmelser sker der en præcisering af reglerne om livstestamenter som følge af de erfaringer, der er gjort hermed siden bestemmelsernes indførelse i 1992.

Reglerne er en videreførelse af bestemmelserne i lægelovens § 6, stk. 3-4, og § 6 a, samt bestemmelserne i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 18. december 1992 om livstestamenter og Sundhedsstyrelsens cirkulære af 22. september 1992 om lægers forpligtelser i forbindelse med livstestamenter m.v.

I dag indeholder livstestamenteformularen følgende 3 ønsker:

1) at testator ikke ønsker livsforlængende behandling i en situation, hvor vedkommende er uafvendeligt døende,

2) at testator ikke ønsker livsforlængende behandling i en situation, hvor vedkommende er så svært invalideret, at vedkommende varigt er ude af stand til at tage vare på sig selv, og

3) at testator, hvor vedkommende er uafvendeligt døende, ønsker friholdelse for smerter selv om dette indebærer risko for at dødstidspunktet fremskyndes.

Vedrørende ønske nr. 3 bemærkes, at det direkte i lovforslagets § 16, stk. 3, er fastsat, at en uafvendeligt døende patient kan modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet. Da det følger af en almindelig lægefaglig norm, at patienter skal holdes smertefrie, og da lægen efter § 16, stk. 3 har lov til at gøre dette, selv om dette kan medføre en fremskyndelse af dødstidspunktet, er det unødvendigt at opretholde dette ønske i livstestamenteformularen. Punktet udgår derfor af formularen.

Samtidig foreslås det at ønske nr. 1 og 2 i formularen optages direkte i loven. Dette er sket i lovforslagets § 17, stk. 2.

I dag er lægen forpligtet til at kontakte Livstestamenteregistret, hver gang en patient er uafvendeligt døende eller så svært invalideret, at vedkommende varigt er ude af stand til at tage vare på sig selv, uanset om lægen påtænker at iværksætte livsforlængende behandlig af den uafvendeligt døende patient eller at fortsætte den livsforlængende behandling af en svært invalideret patient. Denne formulering har imidlertid givet anledning til nogen tvivl om, hvornår lægen skal kontakte registret. Derfor er det nu i lovforslagets § 17, stk. 4, nærmere præciseret, under hvilke omstændigheder lægen skal kontakte registret.

Vedrørende ønske nr. 1 bemærkes:

Ofte vil almindelige lægefaglige normer indicere, at behandling af en uafvendeligt døende patient ikke skal fortsætte. I så fald er patientens eventuelle forhåndstilkendegivelse i et livstestamente allerede tilgodeset, og der er derfor ikke yderligere behov for at konstatere, om der foreligger et livstestamente. Hvor en læge måtte overveje yderligere behandling af en uafvendeligt døende patient, er der derimod grund til at kontakte Livstestamenteregistret for at konstatere, om patienten i et livstestamente har forhåndstilkendegivet, at behandling i en sådan situation ikke ønskes.

Vedrørende ønske nr. 2 bemærkes:

Med hensyn til behandling af svært invaliderede vil den lægefaglige norm tilsige at behandling fortsættes, da døden for disse patienters vedkommende ikke er umiddelbart forestående. Lægen skal derfor altid i disse situationer kontakte Livstestamenteregistret for at konstatere, om patienten har forhåndstilkendegivet, at behandling ikke ønskes. I givet fald er dette ønske vejledende, men ikke bindende, for sundhedspersonen (lægen).

Lovforslaget præciserer med andre ord, at lægens forpligtelse til at kontakte registret begrænses til situationer, hvor behandlingen ikke allerede tilgodeser patientens eventuelle forhåndstilkendegivelser.

Reglerne foreslås derfor ændret således, at lægens forpligtelse til at kontakte registret begrænses til situationer, hvor lægen for en patient, der ikke selv kan udøve selvbestemmelsesretten, påtænker at iværksætte livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende eller påtænker at fortsætte en livsforlængende behandling af en patient, der er så svært invalideret, at vedkommende varigt ikke kan tage vare på sig selv. Denne ordning tilgodeser patientens ønske efter et livstestamente.

De foreslåede ændringer nødvendiggør i øvrigt ikke, at de hidtidigt oprettede livstestamenter skal ændres. For fremtidige livstestamenter skal der udarbejdes en ny formular i overensstemmelse med ovenstående, dvs. med kun to ønsker. Det gebyr, som sundhedsministeren kan fastsætte efter § 18, stk. 2, for testamentets oprettelse, vil blive fastsat til de 50 kr., der hidtil har været gældende.

Kapitel 4

Til §§ 19-22

Reglerne i kapitel 4, §§ 19-22, er en uændret videreførelse af bestemmelserne i lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger.

Da der er tale om en uændret videreførelse af gældende regler, skal her blot henvises til det oprindelige lovforslag og bemærkningerne hertil samt til folketingsbehandlingen.

Forslag L 228 til lov om aktindsigt i helbredsoplysninger blev fremsat af sundhedsministeren den 17. marts 1993 (Folketingets Forhandlinger 1992-93, 6569). Forslaget blev 1. behandlet den 23. marts 1993 (FF 1992-93, 6979), 2. behandlet den 11. juni 1993 (FF 1992-93, 10877) og vedtaget ved 3. behandling den 17. juni 1993 (FF 1992-93, 11034).

Reglerne i dette kapitel er omfattet af Europaparlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, (i det følgende benævnt direktiv 95/46/EF), som skal være implementeret i dansk lovgivning senest 24. oktober 1998, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 6. Justitsministeriet har i den forbindelse nedsat et udvalg om revision af registerlovgivningen, der i følge sit kommissorium bl.a. har til formål et overveje og vurdere, hvorledes en fremtidig lovgivning om behandling af personoplysninger m.v. skal udformes. Udvalget har ikke ved dette lovforslags fremsættelse endnu afgivet sin betænkning. Betænkningen vil bl.a. indeholde et udkast til forslag til ny lovgivning på området, som skal træde i kraft i oktober 1998.

Justitsministeriets udvalg vurderer også de gældende aktindsigtsregler i bl.a. forvaltningsloven i forhold til direktivet. Det vil derfor, når justitsministeren i foråret 1998 fremsætter forslag til ny registerlovgivning, være nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til kapitlet, bl.a. vil det være nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til lovforslagets § 19, stk. 2, hvor der henvises til lov om offentlige myndigheders registre. Der vil i forbindelse hermed også skulle tages stilling til hvilke patientjournaler, der i relation til reglerne om egenacces skal være omfattet af henholdsvis lov om patienters retsstilling og den kommende registerlovgivning, jf. at art. 3, stk. 1, i direktiv 95/46/EF som udgangspunkt omfatter behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af edb samt ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. Direktivets dækningsområde er således bredere end den gældende registerlovgivning. Det er på nuværende tidspunkt ikke afklaret, hvorledes registerbegrebet i henhold til direktivet vil blive tolket i den kommende registerlovgivning.

Det skal præciseres, at reglerne i kapitel 4 alene vedrører spørgsmålet om aktindsigt (egenacces). Alle øvrige spørgsmål vil skulle behandles efter registerlovgivningen og de regler, der fastsættes i medfør heraf.

Det bemærkes, at bestemmelsen i § 20, stk. 2, hvorefter retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige fra afgørende hensyn til den pågældende selv (eller til andre private interesser), er bibeholdt uændret.

Undtagelsesbestemmelsen har kun været brugt yderst lidt, men findes af behandlingsmæssige grunde nødvendig at opretholde. Hensyn til patienten selv vil typisk være tilbageholdelse af oplysninger vedrørende psykiatriske patienter. De nævnte andre private interesser vil ofte være oplysninger, som tredjemand, f.eks. pårørende, måtte have givet til journalen og hvor en oplysning herom til patienten vil være til alvorlig skade for patient- eller familieforholdet.

Det er vigtigt, at der i lovforslaget er indeholdt en formel ret til at begrænse aktindsigten i journaler, bl.a. fordi journaler kan indeholde andre oplysninger, end dem der omfattes af pligten til information efter det informerede samtykke, ligesom skriftligt materiale i øvrigt kan indebære en større belastning af patienten, hvis der heri er indeholdt oplysninger, der alvorligt belaster behandlingssituationen. Også efter direktiv 95/46/EF vil der være mulighed for at begrænse patientens ret til aktindsigt, hvis dette er nødvendigt til beskyttelse af den pågældendes interesser eller andres rettigheder, jf. direktivets art. 13, litra g.

Kapitel 5

Idet der i øvrigt henvises til afsnit 4 i de almindelige bemærkninger om baggrunden for at samle og forenkle reglerne om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger, skal bemærkes, at reglerne i kapitel 5 om videregivelse af helbredsoplysninger ligesom reglerne om aktindsigt er omfattet af direktiv 95/46/EF, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 6. Direktivets anvendelsesområde er i art. 3, stk. 1, fastsat til at være behandling af personoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp af edb, samt ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. Lovforslaget om patienters retsstilling indeholder således regler, der er omfattet af direktivet. Justitsministeriets udvalg om registerlovgivningen, der skal implementere direktivet i dansk lovgivning, har som nævnt i bemærkningerne til kapitel 4 endnu ikke har afgivet sin betænkning. Det kan derfor, når justitsministeren i foråret 1998 fremsætter forslag til ny registerlovgivning, være nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til kapitlet. Reglerne i kapitel 5 vedrører alene spørgsmålet om videregivelse af oplysninger. Alle øvrige spørgsmål vil skulle behandles efter registerlovgivningen og de regler, der fastsættes i medfør heraf.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 6.

Til de enkelte bestemmelser skal i øvrigt bemærkes følgende:

Til § 23

Bestemmelsen fastslår, at patienten har krav på, at sundhedspersoner m.fl. iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold samt andre fortrolige oplysninger. Det er således en fundamental regel, at de oplysninger, man betror en sundhedsperson, bliver mellem patienten og den pågældende sundhedsperson og ikke videregives til uvedkommende. Patienten har et krav på beskyttelse af sit privatliv. Retten er også en afgørende forudsætning for, at der kan etableres et tillidsforhold til sundhedspersonen. Tillidsforholdet er nødvendigt både af hensyn til patientens behandling og for at sikre en tilstrækkelig tiltro og respekt for sundhedspersonerne, og dermed også for at skabe en tillid i befolkningen til sundhedsvæsenet.

Den betænkning, der i 1931 blev afgivet af Kommissionen angaaende Lægers Retsstilling, anførte vedrørende spørgsmålet om lægers tavshedspligt: »Hvis læger var berettiget til at udtale sig om alt, hvad de måtte erfare om deres patienters sygdomme og andre forhold, kunne det befrygtes, at folk af denne grund ville holde sig tilbage fra at søge læge eller undlade at give disse fuldstændige oplysninger, hvilket i høj grad ville stride imod såvel den enkeltes som mod den offentlige sundhedsplejes interesse.« Bestemmelsen i § 23 er baseret på samme grundsynspunkt.

Efter stk. 2 påhviler ansvaret for at oplysninger videregives i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel den driftsansvarlige myndighed, uagtet at den enkelte sundhedsperson i kapitlet er tillagt en række beføjelser, jf. f.eks. § 24, stk. 4 og § 26, stk. 3.

Efter direktiv 95/46/EF påhviler der den registeransvarlige en række forpligtelser, f.eks. at sikre, at oplysninger behandles rimeligt og lovligt, hvilket bl.a. indebærer, at den registeransvarlige skal sikre, at der ikke sker ulovlig videregivelse af personoplysninger, jf. direktivets art. 6, stk. 1, litra a, jf. stk. 2. Med henblik på at sikre at loven på dette område er i overensstemmelse med direktivet fastslås det derfor, at det er den driftsansvarlige myndighed, der har det overordnede ansvar for at oplysningerne behandles i overensstemmelse med lovens regler.

I de konkrete situationer vil det imidlertid være den pågældende sundhedsperson, der træffer afgørelse om, hvorvidt oplysninger kan videregives efter lovens regler. Den driftsansvarlige myndighed kan imidlertid som en tjenstlig pligt - som en konsekvens at myndigheden har det overordnede ansvar for at oplysninger behandles i overensstemmelse med loven - pålægge sundhedspersonen at videregive helbredsoplysninger i særlige tilfælde, jf. bemærkningerne til § 24, stk. 4, og § 26, stk. 3. For privatpraktiserende læger vil det altid være den konkrete sundhedsperson, der har kompetence til og ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med reglerne i kapitel 5.

Til § 24

I stk. 1, fastslås som en grundlæggende hovedregel, at sundhedspersoner kun må videregive oplysninger om patienters helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, til andre sundhedspersoner, såfremt patienten har givet sit samtykke hertil.

Bestemmelsen omfatter oplysninger om helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Helbredsforhold skal forstås som sygdomsoplysninger eller oplysninger om en persons helbredstilstand, herunder oplysninger om en persons kontakt med sundhedsvæsenet. Sundhedspersonerne vil imidlertid ofte også kunne være i besiddelse af andre oplysninger vedr. rent private forhold, som ikke kan karakteriseres som helbredsforhold. F.eks. oplysninger vedr. patientens ægteskab, patientens pårørende m.v. Endvidere kan patienten også have givet oplysning om andre fortrolige forhold, f.eks. vedr. indkomstforhold m.v. Efter forslaget kan disse oplysninger ikke videregives uden patientens særskilte samtykke, da de ikke er nødvendige for behandlingen.

Efter stk. 2, nr. 1, kan sundhedspersonen dog uden samtykke videregive og indhente helbredsoplysninger i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb for patienten. Det er en forudsætning, at der er tale om videregivelse af helbredsoplysninger, der er nødvendige for den aktuelle undersøgelse, behandling m.v., og at videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov. I denne situation vil der typisk kun kunne være tale om at videregive helbredsoplysninger og ikke andre fortrolige oplysninger, idet sidstnævnte ikke vil have betydning for et aktuelt behandlingsforløb.

Under et aktuelt behandlingsforløb betragter patienten det som naturligt, at sundhedspersonen videregiver de helbredsoplysninger, som er nødvendige for den påtænkte behandling. Et samtykke er derfor unødvendigt, dels fordi der typisk allerede som led i det informerede samtykke til selve behandlingen er gjort overvejelser om den videre behandling og de herfor nødvendige oplysninger, dels fordi patienten kan frabede sig, at oplysningerne videregives.

Af lovforslagets § 7, stk. 3-4, fremgår også, at informationen skal gives løbende og omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder m.v.

Ifølge de gældende regler i bl.a. forvaltningslovens § 28, kan helbredsoplysninger ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed, f.eks. fra et sygehus i et amt til et sygehus i et andet amt, uden patientens skriftlige samtykke. Ydermere skal det skriftlige samtykke angive, hvilke oplysninger der nærmere kan indhentes og til hvilket formål, ligesom samtykket kun gælder 1 år. Endvidere vil helbredsoplysninger ikke kunne videregives fra en alment praktiserende læge til f.eks. en praktiserende speciallæge eller til et sygehus i amtet, uden at patienten som udgangspunkt skal give samtykke hertil, jf. straffelovens § 152 om tavshedspligt.

Reglerne har givet anledning til betydelige administrative procedurer som af patienten og sundhedspersoner opleves som unødvendige formaliteter. F.eks. er der nogle steder udleveret et fleresiders fortryk til afkrydsning af samtykke til indhentelse af helbredsoplysninger fra amtets egne og eventuelle fremmede sygehuse, f.eks. lands- og landsdelssygehuse, hvorfra det kan være nødvendigt at indhente lægefaglige råd før den videre behandling.

Efter den foreslåede regel i § 24, stk. 2, nr. 1, vil helbredsoplysninger uden patientens samtykke kunne videregives fra den praktiserende læge til et sygehus, hvor den videre behandling skal ske. Tilsvarende vil oplysninger kunne videresendes til andre sygehuse som led i et aktuelt behandlingsforløb. Også resultater af sygehuslaboratoriers og røntgenafdelingers undersøgelse, der foretages for patientens praktiserende læge, vil uden patientens samtykke kunne tilbagesendes til den henvisende læge. Der er også her tale om et aktuelt behandlingsforløb. Man kan også sige, at kontakten anses for et led i den praktiserende læges behandling af patienten, hvortil patienten har givet samtykke.

Reglen baserer sig på, at der som en konsekvens af det informerede samtykke også er givet et samtykke til, at sundhedspersonen kan videregive/udveksle de for det aktuelle behandlingsforløb nødvendige helbredsoplysninger uden patientens samtykke hertil.

For kronisk syge patienter vil den typisk tætte kontakt mellem behandler og patient resultere i, at den løbende information om sygdommen og dens behandling, samt de herfor nødvendige oplysninger går ind i den fælles dialog, hvor patienten gives mulighed for at sige fra.

Efter reglen vil det kun være de oplysninger, der er nødvendige for den aktuelle behandling, der må videregives. Oplysninger om patientens helhedsforhold, der ikke er relevante for behandlingen og som fremgår af patientjournalen, må således ikke videregives og skal sorteres fra. Oplysninger om andre fortrolige forhold vil normalt ikke kunne videregives efter denne bestemmelse, idet disse oplysninger ikke vil være nødvendige for det aktuelle behandlingsforløb.

Endvidere må oplysninger kun videregives, når der er tale om et aktuelt behandlingsforløb. Der vil således ikke kunne ske en automatisk videresendelse af udskrivningsbreve fra sygehuse til patientens praktiserende læge. Det må i hvert enkelt tilfælde være en konkret vurdering af, hvorvidt patienten skal fortsætte den aktuelle behandling hos den praktiserende læge.

Det understreges, at som følge af den i øvrigt gældende tavshedspligt, vil oplysninger om patienten ikke kunne videregives til medarbejdere, der ikke er involveret i undersøgelse, behandling og pleje af patienten. Patientens samtykke til behandling vil selvsagt ikke kunne fortolkes således, at alle, der kender patienten el. lign frit kan få udleveret oplysninger om den pågældende. Ønsker sundhedspersoner, der ikke direkte er involveret i den undersøgelse og behandling, som patienten har givet samtykke til, at få oplysninger om den pågældende, må patientens samtykke særligt indhentes med henblik på denne situation. Der vil heller ikke kunne udleveres oplysninger til f.eks. sygehusadministrationen vedr. patienten uden patientens udtrykkelige samtykke. Sygehusadministrationen kan imidlertid efter § 26, stk. 2, nr. 3, være berettiget til at kræve visse oplysninger udleveret, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Det bemærkes, at retten til vurdering af om videregivelse af helbredsoplysninger kan ske efter denne bestemmelse og efter § 26 er tillagt den pågældende sundhedsperson, jf. nedenfor.

I § 24, stk. 2, nr. 2 er fastsat en anden undtagelse fra hovedreglen i stk. 1, om at patienten skal give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger.

Efter bestemmelsen kan der ske videregivelse af oplysninger, såfremt videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af patientens eget eller andres tarv. Bestemmelsen erstatter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3 (»værdispringsreglen«) for så vidt angår videregivelse af oplysninger mellem offentligt ansatte læger inden for forskellige myndigheder og svarer til straffelovens § 152 e, nr. 2. For så vidt angår videregivelse til varetagelse af en åbenbar almen interesse, vil en sådan videregivelse kun undtagelsesvis kunne finde sted. Videregivelse til varetagelse af patientens tarv tager sigte på de tilfælde, hvor en patient på grund af sin tilstand er ude af stand til at give samtykke, og det derfor af hensyn til patienten selv er afgørende nødvendigt at videregive oplysninger til andre sundhedspersoner. Der bør i denne situation også tages hensyn til patientens formodede ønsker, som patienten eventuelt på et tidligere tidspunkt måtte have fremsat. Tilstanden kan f.eks. bestå i bevidstløshed, ung alder kombineret med manglende mulighed for at indhente samtykke fra forældremyndighedens indehaver, alderdomssvækkelse og lignende.

Efter § 24, stk. 2, nr. 3, kan der ske videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke til patientens praktiserende læge fra en læge, der virker som stedfortræder for denne. Det forudsættes, at der kun sker videregivelse af nødvendige oplysninger, jf. art. 8, stk. 3 i direktiv 95/46/EF.

Der kan være tale om stedfortræder for egen læge i følgende tre situationer: Læger, der virker som vagtlæger, en anden alment praktiserende læge ved egen læges forfald samt en anden alment praktiserende læge, der behandler patienten. Patienten vil i disse situationer ofte finde det naturligt, at egen læge modtager nødvendige oplysninger om den behandling, som patienten har modtaget hos den stedfortrædende læge. Endvidere må det tillægges afgørende vægt, at der sker videregivelse af oplysninger, herunder oplysninger om ordination af lægemidler, til patientens egen læge med henblik på at forebygge risiko for dobbeltordinationer, vildledning fra medicinmisbrugere m.v.

Lægevagtsordningerne er opbygget som selvstændige organisationer, som styres af de praktiserende læger på kollektiv basis i fortsættelse af ansvaret for patienterne i dagtiden og efter aftaler med amterne. Lægevagten har til opgave at tilgodese patienternes behov for akut lægehjælp uden for dagarbejdstiden. I visse tilfælde vil en sådan behandling skulle følges op af yderligere behandling hos patientens egen læge i dagtimerne. I disse situationer vil bestemmelsen i § 24, stk. 2, nr. 1 finde anvendelse, idet videregivelsen her er nødvendig af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb.

I andre tilfælde vil lægevagten på baggrund af patientens egne oplysninger skønne, at undersøgelse og behandling kan vente til dagtiden og blive varetaget af patientens egen læge. Der vil endvidere være situationer, hvor patienten bliver undersøgt og behandlet af vagtlægen, uden at denne behandling skal følges op af yderligere behandling hos egen læge. Patienterne vil forvente, at der sker videregivelse af nødvendige oplysninger fra vagtlægen til egen læge.

Videregivelse af nødvendige oplysninger til patientens alment praktiserende læge vil endvidere kunne ske fra en anden alment praktiserende læge, der har behandlet patienten ved egen læges forfald, dvs. ved sygdom, kurser, ferie eller lignende. Det kan ske ved, at egen læge ansætter en vikar, der behandler patienten i egen læges konsultationslokaler eller ved henvisning til en navngiven anden alment praktiserende læge, som efter aftale med egen læge behandler patienten.

Endelig kan der ske videregivelse af oplysninger efter § 24, stk. 2, nr. 3, til patientens egen læge fra en anden alment praktiserende læge, som patienten opsøger et andet sted i landet under ophold der, f.eks. under patientens ferieophold eller lignende.

Efter § 24, stk. 3, kan patienten på ethvert tidspunkt frabede sig, at helbredsoplysninger videregives efter reglen i stk. 2, nr. 1, om aktuelt behandlingsforløb.

Dette er en understregning af, at patienten grundlæggende kan bestemme, om helbredsoplysninger må videregives. Det spørgsmål kan dog stilles, om det vil være rimeligt med en retstilstand, hvorefter en patient kan nægte, at helbredsoplysninger om foretagne undersøgelser, røntgenbilleder mv. sendes videre til et nyt behandlingssted, hvor patienten ønsker sig behandlet, med det resultat, at man her skal tilvejebringe alle disse helbredsoplysninger på ny.

Imidlertid forekommer sådanne tilfælde næppe i stort omfang, ligesom patienterne må sikres en egentlig ret til at nægte videregivelsen af helbredsoplysninger. Det forudsættes, at patienterne informeres om deres ret til at nægte videregivelse. Denne information kan gives direkte af de pågældende sundhedspersoner eller i mere generel form, f.eks. ved patientinformationsmateriale i form af brochurer eller anden skriftlig vejledning. Patienten må så også i visse situationer acceptere, at behandlingen kan blive givet på et lavere niveau, såfremt det ikke står i rimeligt forhold til lidelsen af fremskaffe helbredsoplysninger på ny.

I stk. 4 præciseres det, at det er den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, der afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget. På et sygehus vil afgørelsen af, hvorvidt en videregivelse efter stk. 2 fra en patientjournal er berettiget, som hovedregel skulle træffes af den overlæge, der er ansvarlig for den sygehusafdeling, hvor den pågældende patient er indlagt, eller af en anden sundhedsperson, som overlægen har bemyndiget hertil. For så vidt angår videregivelse af oplysninger fra en alment praktiserende læge, speciallæge, tandlæge m.fl., vil afgørelsen skulle træffes af den pågældende læge m.fl.

Bestemmelsen angiver i hvilke situationer, sundhedspersonen er berettiget til at videregive oplysninger uden samtykke. Sundhedspersonen vil imidlertid ikke efter loven være forpligtet til at videregive oplysningerne. Dette er en skærpelse af patientens rettigheder i forhold til forvaltningslovens bestemmelser, hvorefter myndighederne er forpligtet til at videregive oplysninger, såfremt betingelserne for en berettiget videregivelse er opfyldt. De nævnte regler, hvorefter retten er tillagt sundhedspersonen, vil dog ikke være til hinder for, at en eventuel ansættelsesmyndighed som en tjenstlig pligt kan pålægge sundhedspersonen at videregive helbredsoplysninger i de tilfælde, hvor sundhedspersonen også er berettiget til dette efter §§ 25 og 27, jf. også de indledende bemærkninger til kapitel 5.

Det bemærkes, at de omtalte regler ikke er til hinder for, at sundhedspersonen indhenter samtykke fra patienten til videregivelse i videre omfang, end loven foreskriver, ligesom samtykke i øvrigt bør indhentes, hvor sundhedspersonen er i tvivl om, hvorvidt et samtykke er nødvendigt efter reglerne.

Til § 25

Efter stk. 1 skal samtykke efter § 24, stk. 1, være mundtligt eller skriftligt og indføres i den pågældendes patientjournal. Ved en patientjournal, der kan føres både manuelt og elektronisk, forstås de optegnelser, som oplyser om patientens tilstand, de planlagte og udførte undersøgelses- og behandlingsopgaver og observationer m.v. af patienten. Bestemmelsen er for så vidt angår visse videregivelsessituationer en lempelse i forhold til gældende lovgivning, hvorefter der kræves skriftligt samtykke, og vil medvirke til en mere smidig udveksling af oplysninger inden for sundhedsvæsenet. Det vil således være op til de enkelte sundhedspersoner, hvorvidt der indhentes et mundtligt eller skriftligt samtykke.

Samtykket forudsættes at være konkret og basere sig på den fornødne information, jf. bemærkningerne nedenfor til stk. 2.

Endvidere er bestemmelsen en lempelse i forhold til gældende lovgivning for så vidt angår kravet til, hvem der skal indhente samtykke. Med henblik på at sikre en mere smidig udveksling af de oplysninger, som patienten har givet samtykke til kan videregives til andre sundhedspersoner, foreslås det i bestemmelsen, at patienten enten kan give sit samtykke til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger. Ønsker patienten f.eks. efter hjemsendelse fra sygehuset, at den alment praktiserende læge bliver orienteret om behandlingsforløbet på sygehuset, kan patienten give sit samtykke til den praktiserende læge. I denne situation er den praktiserende læge ikke længere et led i det aktuelle behandlingsforløb og vil derfor ikke kunne få oplysningerne uden patientens samtykke. Den praktiserende læge er efter patientens anmodning herefter berettiget til at anmode sygehuset om oplysningerne, og sygehuset er forpligtet til at videresende oplysningerne til lægen, idet det i denne situation er den praktiserende læge, der ved sin kontakt til sygehuset står inde for, at et samtykke foreligger. Er patienten i tvivl om, hvilke oplysninger han ønsker, den praktiserende læge skal få kendskab til, vil det være naturligt, at patienten kontakter sygehuset og efter en drøftelse heraf giver sit samtykke til sygehuset.

Nægter patienten at give samtykke til videregivelse, skal dette respekteres, medmindre undtagelsesbestemmelserne i § 24, stk. 2, finder anvendelse.

Efter stk. 2 fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om kravene til et samtykke. Der vil i medfør af bestemmelsen blive fastsat regler om, at samtykket skal være konkret og basere sig på den fornødne information. Det forudsættes, at patienten orienteres om formålet med og omfanget af videregivelsen. Informationen skal i den her nævnte forbindelse gives på et tidspunkt, hvor det af hensyn til behandlingen skønnes nødvendigt at indhente eller videregive helbredsoplysninger om den pågældende patient. Samtykket skal gives i forbindelse med den konkrete situation, dvs. i tilknytning til, at der opstår behov for videregivelse.

Til § 26

Bestemmelsen omhandler videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål end behandling m.v., dvs. alle andre personer, myndigheder m.fl. end de sundhedspersoner, der er direkte involveret i undersøgelse, behandling og pleje af patienten. Også i denne situation kræves der som udgangspunkt samtykke fra patienten til videregivelse, jf. stk. 1. Samtykket skal her være skriftligt, jf. § 27, da der her foreligger situationer, hvor der indhentes oplysninger, der typisk er tilvejebragt til andre formål end helbredsforanstaltninger.

Såfremt en legal repræsentant for en patient, jf. lovens § 5, giver samtykke til videregivelse, og patienten modsætter sig dette, vil spørgsmålet om videregivelse skulle behandles efter reglerne i stk. 2, hvor der kan ske videregivelse uden samtykke.

I stk. 2 er angivet de situationer, hvor der kan ske en fravigelse fra hovedreglens princip om, at der altid skal foreligge et samtykke til videregivelse. Det forudsættes dog, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke. Endvidere forudsættes det, at der aldrig efter stk. 2 må ske videregivelse af oplysninger i et videre omfang, end det er påkrævet efter formålet.

Efter nr. 1 kan videregivelse ske uden samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives. Der findes i gældende lovgivning en række bestemmelser, hvorefter bl.a. læger er forpligtet til at videregive fortrolige patientoplysninger, f.eks. bistandslovens § 17 (der pr. 1. juli 1998 afløses af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 12), centralstyrelseslovens § 19, patientforsikringslovens § 17 m.fl. Med henblik på en øget beskyttelse af patientoplysninger lovfæstes det krav, som hidtil har været gældende i praksis nemlig, at der kun er pligt til at videregive sådanne oplysninger, der må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Reglen vil navnlig have betydning i de situationer, hvor den rekvirerende myndighed fremsætter en meget bred formuleret begæring om at modtage oplysninger om en konkret patient. Det indebærer, at såfremt en patientjournal indeholder oplysninger, der ikke kan antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling, må disse oplysninger ikke videregives. Det kan f.eks. være oplysninger om ægteskabelige forhold og forholdet til ens pårørende, der må antages at være uden betydning for den myndighed, der anmoder om oplysningerne. Den pågældende sundhedsperson skal inden videregivelse frasortere de irrelevante oplysninger, enten ved overdækning i forbindelse med kopiering eller ved at tilbageholde dele af journalen. I nogle tilfælde vil det være mest hensigtsmæssigt at udfærdige en erklæring, redegørelse el. lign. til den pågældende myndighed.

Bestemmelsen i nr. 2 er ligesom § 24, stk. 2, nr. 2, en »værdispringsregel«, der som udgangspunkt forudsætter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Bestemmelsen er kun relevant, hvor der ikke er fastsat udtrykkelige pligtudleveringsbestemmelser som nævnt i nr.1.

Den foreslåede bestemmelse er formuleret på en anden måde end den gældende værdispringsregel i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, jf. § 31. Formålet hermed er navnlig at foretage en nærmere regulering af spørgsmålet om sundhedspersoners videregivelse af oplysninger til politi og anklagemyndighed i forbindelse med efterforskning af mindre grov kriminalitet.

I forhold til politi og anklagemyndighed vil en videregivelse af oplysninger bl.a. være berettiget, såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold m.v., herunder vold mod børn. Det er i den forbindelse uden betydning, om politiet fremsætter begæring om udlevering af oplysninger, eller der opstår spørgsmål om videregivelse på sundhedspersonens eget initiativ, f.eks. i forbindelse med overvejelse om indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold. Inden for f.eks. fængselsvæsenet vil der kunne videregives oplysninger fra fængselslæger til fængslets ledelse m.v. om de indsatte, såfremt det er et nødvendigt led i fængslets virksomhed. Der kan f.eks. være tale om videregivelse af oplysninger til brug for vurdering af, om der skal tages særlige forholdsregler over for den indsatte, iværksættes særlige sikringsmidler eller gøres begrænsninger i den indsattes friheder, herunder i udgangsordninger m.v.

I nogle tilfælde vil betingelserne for videregivelse uden videre være opfyldt. Det gælder bl.a., hvor den øvrige lovgivning forudsætter et samvirke mellem flere myndigheder. Der vil f.eks. som hidtil kunne udveksles oplysninger i forbindelse med mentalundersøgelser efter retsplejelovens § 809, ligesom resultatet m.v. af en blodprøve i sager om spritkørsel, faderskabssager m.v. vil kunne videregives uden samtykke fra den pågældende. Der vil også som hidtil kunne videregives helbredsoplysninger m.v. fra sundhedspersoner til Justitsministeriet i forbindelse med anmodning om udfærdigelse af farlighedsdekret efter psykiatrilovens § 40.

Det anførte gælder endvidere f.eks., hvor en patient eller andre under ophold på et sygehus har begået et strafbart forhold, eller der opstår mistanke herom. I sådanne tilfælde er bestemmelsen ikke til hinder for, at sundhedspersonen indgiver anmeldelse til politiet, uanset kriminalitetens art. Der vil således ikke kun kunne indgives anmeldelse i anledning af kriminalitet af den karakter, der er nævnt ovenfor, men også i anledning af f.eks. tyveri, hærværk, besiddelse af euforiserende stoffer m.v.

Bestemmelsen indebærer i princippet, at der - i modsætning til, hvad der i dag efter forvaltningslovens § 31 gælder for offentligt ansatte sundhedspersoner - ikke i nogen tilfælde er pligt til at videregive oplysninger til f.eks. politi og anklagemyndighed, uanset hvor grov kriminalitet m.v. der er tale om. Det forudsættes som modstykke hertil, at der i alle tilfælde, hvor videregivelse må anses for berettiget, foretages en konkret vurdering af, om videregivelse også bør finde sted. I denne vurdering må navnlig indgå karakteren af den begåede kriminalitet. Der vil således ikke på sygehuse m.v. kunne etableres en praksis, hvorefter der aldrig eller kun undtagelsesvis videregives oplysninger til politi og anklagemyndighed.

Det må antages, at politiet og anklagemyndigheden i videre omfang end i dag vil have behov for at gå frem efter retsplejelovens bestemmelser for at få de nødvendige oplysninger. Der kan f.eks. være tale om anvendelse af bestemmelsen om editionspålæg i retsplejelovens § 827. Der kan også være tale om ransagning efter § 759 i tilfælde, hvor den pågældende må antages at opholde sig på hospitalet m.v.

Den foreslåede bestemmelse har ingen betydning for muligheden for at anvende disse eller andre bestemmelser i retsplejeloven og indebærer således ingen begrænsninger i denne henseende.

Bestemmelsen vil også have betydning for, hvornår en sundhedsperson er berettiget til, uden patientens samtykke, at videregive oplysninger til andre sundhedspersoner, myndigheder, pårørende m.fl., der ikke er involveret i behandling af patienten. F.eks. kan det efter bestemmelsen være berettiget at underrette en patients pårørende om patientens tilstand eller i øvrigt underrette pårørende, hvor patienten har nedsat psykisk funktionsevne.

Efter nr. 3 er der mulighed for at videregive oplysninger til en myndighed med henblik på, at myndigheden kan udføre sine tilsyns- og kontrolopgaver. Det er dog kun de oplysninger, som er nødvendige til det konkrete formål, der må videregives efter denne bestemmelse. Følsomme oplysninger, der er irrelevante for behandlingen af den administrative sag, må ikke videregives. Der vil normalt være hjemmel i anden lovgivning til, at en offentlig myndighed kan indhente oplysninger til brug for tilsyns- eller kontrolfunktioner. Bestemmelsen tager imidlertid også sigte på, at eksempelvis sygehusadministrationen eller amtets sygehusforvaltning kan indhente oplysninger vedr. patienter til brug ved tilsyns- og kontrolopgaver. Det forudsættes, at udlevering af oplysninger efter denne bestemmelse kun vil finde sted i begrænset omfang, og således at der ved en eventuel videregivelse af oplysninger om patienten udfærdiges en redegørelse eller lignende til brug ved det konkrete formål. Der vil også i medfør af bestemmelsen kunne videregives oplysninger til en administrativ instans som led i klagesagsbehandling.

Der vil endvidere i medfør af bestemmelsen kunne videregives oplysninger fra sundhedspersoner til amtskommuner til brug ved tilsyn og kontrol i forbindelse med sygesikringsordningen. Også i denne situation forudsættes det, at der foretages en nøje vurdering af detaljeringsgraden af de oplysninger, der videregives med henblik på at sikre, at der alene videregives helbredsoplysninger m.v., der er nødvendige for den modtagende myndighed af hensyn til kontrol m.v.

Efter stk. 3 er det den sundhedsperson, der i besiddelse af de fortrolige oplysninger, der afgør, hvorvidt videregivelsen er berettiget, jf. den tilsvarende bestemmelse i § 24, stk. 4. Bestemmelsen vil navnlig have betydning for videregivelse efter stk. 2, nr. 2 og 3. Reglen vil ikke, jf. bemærkningerne til § 24, stk. 4, være til hinder for, at en ansættelsesmyndighed som en tjenstlig pligt kan pålægge sundhedspersoner at videregive helbredsoplysninger i de tilfælde, hvor sundhedspersoner er berettiget til det efter bestemmelsen. For så vidt angår videregivelse af oplysninger efter stk. 2, nr. 1, vil den pågældende altid vil være forpligtet til at udlevere de oplysninger, som en myndighed m.fl. i følge bestemmelser i særlovgivning har krav på at få udleveret, og som må antages at have væsentlig betydning for myndighedens sagsbehandling.

I de særlige tilfælde, hvor der er sket videregivelse af helbredsoplysninger m.m. efter stk. 2, nr. 2, skal vedkommende efter stk. 4 så hurtigt som muligt orienteres om, at videregivelse har fundet sted ledsaget af en begrundelse herfor. Reglen svarer til § 24, stk. 5.

Til § 27

Bestemmelsen svarer i princippet til forvaltningslovens § 28, stk. 4 - 5, og fastslår således, at samtykke i de i § 26, stk. 1, nævnte situationer, dvs. i alle de tilfælde, hvor der ikke er tale om videregivelse til sundhedspersoner i forbindelse med undersøgelse, behandling og pleje af patienten, skal være skriftligt og senest bortfalder 1 år efter det er givet jf. stk. 2 . Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler herfor.

Bestemmelsen er en skærpelse af den nævnte bestemmelse i forvaltningsloven, idet kravet om skriftligt samtykke også gælder, når der er tale om videregivelse inden for samme forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens definition heraf.

Efter stk. 3 fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om kravet til et samtykke efter stk. 1.

Til § 28

Efter stk. 1 kan der fra en sundhedsperson videregives oplysninger om afdødes sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det ikke må antages at stride mod en afdød patients ønske og hensynet til afdøde. Bestemmelsen tager sigte på den situation, hvor afdødes nærmeste pårørende ønsker oplysninger om årsagen til dødens indtræden m.v. Dette vil typisk ske ved, at de nærmeste pårørende henvender sig til det sygehus, hvor vedkommende var indlagt og efterfølgende afgik ved døden. Bestemmelsen omfatter også de tilfælde, hvor vedkommende f.eks. afgik ved døden på et plejehjem. Her vil de pårørende efter bestemmelsen på begæring kunne få de nævnte oplysninger af en sundhedsperson.

I Sundhedsministeriets vejledning nr. 193 af 7. december 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger anføres det, at det normalt vil være naturligt at informere de nærmeste efterladte pårørende om en afdød patients sygdomstilfælde og i den forbindelse lade dem se eller få en kopi af afdødes journal, medmindre en konkret interesseafvejning falder således ud, at de pårørendes interesse skønnes at måtte vige. De pårørende har imidlertid ikke efter lov om aktindsigt i helbredsoplysninger en egentlig ret til få oplysninger om afdødes sygdomsforløb m.v., således som det nu foreslås i bestemmelsens stk. 1.

Bestemmelsen angiver ikke præcist personkredsen for de efterladte, der efter bestemmelsen kan modtage oplysninger om afdøde, udover at de skal være nærmeste pårørende. Det vil således bero på et skøn ud fra den konkrete situation, hvilke personer der i hvert enkelt tilfælde må anses for nærmeste pårørende. Der henvises til bemærkningerne til § 9, hvor begrebet »nærmeste pårørende« er uddybet.

Efter stk. 1, 2. pkt., kan der endvidere videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen i § 26, stk. 2, nr. 2. Bestemmelsen tager bl.a. sigte på den situation, hvor afdøde udtrykkeligt har modsat sig, at de pårørende underrettes om sygdomsforløb m.v., men hvor hensynet til andres tarv alligevel berettiger en videregivelse af oplysninger.

I henhold til gældende regler om tavshedspligt kan der som hovedregel ikke videregives oplysninger om en persons dødsmåde og -årsag, herunder oplysninger fra en eventuel obduktionserklæring, fra sygehuset til egen læge eller fra den lokale embedslægeinstitution til egen læge. De pårørende til en afdød har derfor været henvist til at rette henvendelse til sygehuset for at få oplysninger om dødsårsag m.v.

I visse tilfælde vil det imidlertid være den praktiserende læge, der gennem flere år har et nærmere kendskab til patienten, der bedst kan drøfte sygdomsforløbet med de efterladte pårørende. Stk. 2 indebærer derfor en smidiggørelse af gældende lovgivning og giver mulighed for, at oplysninger om sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde kan videregives fra et sygehus eller en autoriseret sundhedsperson - f.eks. en stedfortrædende læge - til afdødes praktiserende læge med henblik på, at lægen kan orientere de nærmeste pårørende. Den pågældende læge er således berettiget til at kræve oplysningerne udleveret fra sygehuset m.fl., såfremt der foreligger en anmodning herom fra afdødes nærmeste pårørende. Sygehuset vil i denne situation være forpligtet til at udlevere oplysningerne, idet den pågældende læge står inde for, at der foreligger en begæring som nævnt i bestemmelsen. De oplysninger, der kan videregives, vil typisk være epikriser. Videregivelsen må ikke stride mod afdødes ønske - f.eks. fordi afdøde udtrykkeligt inden dødsfaldet har frabedt sig en sådan videregivelse - og hensynet til afdøde eller andre private interesser.

Det forudsættes, at der lokalt søges etableres sådanne procedurer, der kan sikre, at de nævnte oplysninger relativt hurtigt kan fremsendes til den praktiserende læge m.fl., når der er fremsat begæring om at modtage oplysningerne med henblik på, at de efterladte så snart som muligt kan blive orienteret om afdødes sygdomsforløb, dødsårsag m.v.

Bestemmelsen er i øvrigt ikke til hinder for videregivelse, der har hjemmel i anden lovgivning, jf. f.eks. lægelovens § 11 vedr. lægers oplysnings- og indberetningspligt.

Til §§ 29-31

§§ 29-31 skal afløse § 16 a, stk. 2-4, i lov om offentlige myndigheders registre. De særlige formål, hvortil der kan videregives helbredsoplysninger m.v. uden samtykke, er dels konkrete forskningsprojekter (§ 29), dels statistiske og planlægningsmæssige formål (§ 30).

For at der kan videregives helbredsoplysninger m.v. uden samtykke til brug for et biomedicinsk forskningsprojekt, jf. § 29, stk. 1, stilles for det første krav om, at det videnskabelige formål skal være konkretiseret. For det andet skal projektet være anmeldt til det videnskabsetiske komitesystem, jf. lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter. De forskere, der er ansvarlige for de i bestemmelsen omtalte konkrete forskningsprojekter, vil ofte være læger. Bestemmelsen omfatter imidlertid også forskere med en anden uddannelsesmæssig baggrund end en lægelig, idet der i alle tilfælde skal foretage en videnskabsetisk bedømmelse af forskningsprojekter, hvori der gøres brug af helbredsoplysninger om personer. Denne bedømmelse finder sted efter loven om det videnskabsetiske komitesystem m.v. Efter denne lovs § 8 påses det bl.a., at projektet efter sit formål og med hensyn til metodik repræsenterer god videnskabelig standard, og at der er tilstrækkelig grund til at gennemføre projektet. Den bedømmelse, der foretages i komitesystemet, har således lighedspunkter med den bedømmelse, der foretages efter § 16, stk. 2, nr. 5, og § 21, stk. 2, nr. 5, i lov om offentlige myndigheders registre, hvorefter forskningen skal være af væsentlig samfundsmæssig betydning, for at der kan ske videregivelse af oplysninger uden samtykke.

Efter § 29, stk. 2, kan der endvidere videregives oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold m.v. fra patientjournaler til forskere til projekter, der ikke er omfattet lov om et videnskabsetisk komitesystem m.v. I disse tilfælde skal Sundhedsstyrelsen godkende videregivelsen, ligesom styrelsen fastsætter vilkår for videregivelsen. Det forudsættes i bestemmelsen, at forskningen skal være af væsentlig samfundsmæssig interesse for, at Sundhedsstyrelsen kan meddele sin godkendelse til forskningsprojektet. Endvidere må der kun efterfølgende ske henvendelse til de pågældende enkeltpersoner i det omfang, de læger, der har behandlet vedkommende, giver tilladelse hertil. Det forudsættes, at Sundhedsstyrelsen fortsætter den praksis med hensyn til videregivelse og betingelser herfor, som Registertilsynet i dag følger.

Efter § 30 kræves der godkendelse fra Sundhedsstyrelsen til videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til brug for statistiske og planlægningsmæssige formål. Sundhedsstyrelsen kan i forbindelse med sin godkendelse fastsætte vilkår for anvendelsen af oplysningerne, f.eks. om sletning, anonymisering eller kryptografering på et nærmere angivet tidspunkt under forløbet. Efter § 30, stk. 2, kan der dog ske videregivelse af helbredsoplysninger til brug for statistiske og planlægningsmæssige formål uden Sundhedsstyrelsens godkendelse, når det følger af lov, at oplysningerne skal videregives. Bestemmelsen tager navnlig sigte på lov om Danmarks Statistik, hvorefter offentlige myndigheder og institutioner inden for rammerne af den af Danmarks Statistiks styrelse fastlagte arbejdsplan efter anmodning fra Danmarks Statistik skal meddele de oplysninger, de er i besiddelse af, jf. lovens § 6. Denne bestemmelse i lov om Danmarks Statistik skal sikre Danmarks Statistik adgang til at benytte oplysninger fra andre offentlige myndigheder til at fremstille en uafhængig og dækkende statistisk beskrivelse af de danske samfundsforhold, hvoraf sundhedsforhold udgør en vigtig del.

Af § 31 følger, at de oplysninger, som er indhentet til de i § 29 og § 30 nævnte særlige formål ikke må videregives yderligere. En eventuel videregivelse skal således altid vedrøre samme formål. Det vil være i overensstemmelse med reglerne, hvis forskeren videregiver oplysninger til en opponent i forbindelse med godkendelse af disputats. Videregivelse herudover, f.eks. offentliggørelse, må kun ske i ikke-identificerbar form, jf. stk. 2. Forskningsresultater må altså kun viderebringes på en sådan måde, at det er umuligt at henføre oplysningerne til bestemte personer. Bemyndigelsesbestemmelsen i § 31, stk. 3, giver ministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om principperne for Sundhedsstyrelsens godkendelse af videregivelse af oplysninger i de tilfælde, der ikke er omfattet af lov om et videnskabsetisk komitesystem m.v.

Kapitel 6

Til § 32

Klager over forhold omfattet af patientretsstillingsloven kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, medmindre særlig klageadgang er foreskrevet i lovgivningen. Patientklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er hjemlet i kapitel 3, §§ 12-23, i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., med senere ændringer.

Patientklagenævnet er en selvstændig og uvildig forvaltningsmyndighed. Nævnet er uafhængigt af de myndigheder, der har ansvaret for sundhedsvæsenets drift og er uafhængig af fagpolitiske interesser.

Når nævnet træffer afgørelser, deltager to lægmænd, der repræsenterer sundhedsvæsenets brugere, og to fagligt uddannede sundhedspersoner. Nævnet har som formand en jurist, der opfylder betingelserne for at kunne udpeges som landsdommer.

Patientklagenævnet behandler klager over sundhedspersoners faglige virksomhed. Ved faglig virksomhed forstås det arbejde, som udføres af sundhedspersoner. Det kan f.eks. være undersøgelse, behandling, sundhedsfaglig pleje, information, samtykke og udfærdigelse af lægeerklæringer. Patientklagenævnet behandler også klager over brud på tavshedspligten - bortset fra tilfælde, hvor en domstol i en straffesag måtte have taget stilling til spørgsmålet - klager over afgørelser om aktindsigt i helbredsoplysninger og klager over afgørelser, som er truffet af de lokale psykiatriske patientklagenævn, og klager over sagsbehandlingen i de lokale psykiatriske patientklagenævn.

De forhold, der er omfattet af patientretsstillingsloven, og som kan indbringes for Patienklagenævnet er spørgmål om information og informeret samtykke efter kapitel 2, selvbestemmelse i særlige tilfælde efter kapitel 3, aktindsigt efter kapitel 4 og brud på tavshedpligten m.v. efter kapitel 5.

Sætningen: »medmindre særlig klageadgang er foreskrevet i lovgivningen« dækker de tilfælde, hvor en speciallov omhandler en særlig klageadgang inden for speciallovens område. Som eksempler kan nævnes lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og lov om patientforsikring. I førstnævnte lov gælder der et særligt klagesystem, der er tilpasset det forhold, at der er tale om tiltag, der griber ind i borgernes personlige frihed. I sidstnævnte tilfælde er der tale om et reaktionssystem, hvor borgerne kan tilkendes erstatning, hvis de er blevet påført en fysisk skade indenfor det offentlige sygehusvæsen.

Et andet tilfælde, hvor en kommende speciallov ville kunne fortrænge retsstillingslovens bestemmelser, vedrører klageadgang over aktindsigt i og videregivelse af helbredsoplysninger, der er indeholdt i registre, der måtte være omfattet af en kommende registerlovgivning. I en sådan lovgivning vil Registertilsynet (eller en tilsvarende myndighed) formentlig blive tilsyns- og klagemyndighed. Det vil derfor kunne komme på tale senere at ændre patientretsstillingsloven, således at spørgsmål om aktindsigt i og videregivelse af oplysninger, der er indeholdt i de omhandlede registre, skal påklages til Registertilsynet (eller en tilsvarende myndighed), og ikke til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Til § 33

Efter lovforslagets § 33 straffes umiddelbart alene overtrædelser af reglerne i lovens kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger m.v., idet der henvises til straffelovens §§ 152-152 f (bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder).

Straf ved domstolene for overtrædelse af lovforslagets øvrige bestemmelser sker gennem en procedure over Sundhedsvæsenets Patientklagenævn eller - i undtagelsestilfælde - direkte ved politiets foranstaltning.

Der vil kunne meddeles autoriserede sundhedspersoner m.fl. irettesættelser af Patientklagenævnet, jf. lægelovens § 6, stk. 1. I grovere tilfælde, jf. lægelovens § 18, kan der ved domstolene straffes med bøde eller hæfte for vedkommende sundhedspersons overtrædelse af gældende normer for varetagelse af vedkommendes hverv, og således også for overtrædelse af pligter efter patientretsstillingsloven. Alle sundhedspersoner vil i øvrigt kunne straffes for de overtrædelser af patientretsstillingslovens bestemmelser, som samtidig indebærer en overtrædelse af straffelovens almindelige straffebestemmelser. F.eks. vil en overtrædelse af lovens bestemmelser om informeret samtykke i grove tilfælde kunne straffes efter straffelovens regler om vold, jf. straffelovens § 244.

Endelig vil en autoriseret sundhedsperson efter centralstyrelsesloven, §§ 5-11, kunne fratages sin autorisation, såfremt vedkommende må antages at være til fare for andre på grund af bl.a. udvist grov forsømmelighed ved udøvelse af hvervet. Dette kan også omfatte overtrædelse af patientretsstillingslovens bestemmelser.

For offentligt ansatte sundhedspersoner indebærer en tilsidesættelse af videregivelsesreglerne, jf. lovens kapitel 5, efter omstændighederne en tjenstforseelse, der kan medføre et disciplinært ansvar. I tilfælde, hvor helbredsoplysninger uberettiget videregives mellem sundhedspersoner, der begge har tavshedspligt, bør det normalt kun få disciplinære konsekvenser for de pågældende. Et behov for (også) at anvende strafferetlige sanktioner foreligger formentlig kun i meget grove tilfælde.

Kapitel 7

Til § 34

Loven foreslås at træde i kraft den 1. oktober 1998. Samme ikrafttrædelsestidspunkt forventes fastsat i forslaget til ny registerlovgivning, som justitsministeren har bebudet fremsat i folketingssamlingen 1997/98.

Samtidig ophæves den lovgivning, som patientretsstillingsloven samler og præciserer: § 6, stk. 2-5, og § 6 a i lov om udøvelse af lægegerning, lov om aktindsigt i helbredsoplysninger, samt § 16 a i lov om offentlige myndigheders registre.

De bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af den lovgivning, der ophæves, opretholdes indtil de afløses af regler, udstedt efter patientretsstillingsloven.

Til § 35

Den foreslåede ændring vedrører ophævelse af nogle særordninger for de sønderjyske landsdele. Disse særordninger har mistet deres betydning.

Til § 36

Bestemmelsen er en videreførelse af overgangsbestemmelsen, § 5, stk. 2, i lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger. Det er som hidtil nødvendigt at undtage patientjournaler m.v., der er udfærdiget før henholdsvis 1. januar 1987 og 1. januar 1994, fra retten til aktindsigt.

Til § 37

Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afgivelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Loven gælder ikke for Grønland.

I medfør af § 1 i lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland kan Grønlands Hjemmestyre ved landstingsforordning fastsætte regler om sundhedsvæsenet og sundhedsforholdene i Grønland. Af lovbemærkningerne til denne bestemmelse fremgår bl.a., at bemyndigelsen ikke alene omfatter regler om omfanget af sundhedsvæsenets opgaver og ydelser, men også regler, der regulerer sundhedsforholdene. Bemyndigelsen omfatter hele det område, der ved lovens ikrafttræden henhørte under sundhedsministerens ressort.

Lovgivningsinitiativet ligger således efter nævnte lovs ikrafttræden den 1. januar 1992 - både for ny lovgivning og for ændringslove - hos Grønlands Hjemmestyre. Lov om patienters retsstilling bør derfor ikke gælde for Grønland. Ønsker hjemmestyret, at lignende regler skal gælde i Grønland, må dette ske ved vedtagelse af en landstingsforordning med tilsvarende indhold.

Skriftlig fremsættelse (10. december 1997)

Sundhedsministeren (Birte Weiss):

Jeg tillader mig herved for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om patienters retsstilling.

(Lovforslag nr. L 128).

Lovforslaget indeholder de grundlæggende regler, der regulerer forholdet mellem patient og behandler (sundhedsperson). Det drejer sig om regler om informeret samtykke, regler om selvbestemmelse i særlige tilfælde, regler om aktindsigt og regler om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger.

Den grundlæggende regel om, at ingen sygebehandling kan indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke er uddybet og styrket i forhold til den gældende retstilstand, især for så vidt angår kravene til og karakteren af informationen.

Patienter, der er fyldt 15 år, får selvstændig kompetence til at give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedsindehaveren skal modtage samme information som den unge og inddrages i den unges stillingtagen.

For patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, får de nærmeste pårørende kompetence til at give informeret samtykke i patientens interesse og på patientens vegne. Findes der ingen nærmeste pårørende, skal en anden, neutral sundhedsperson give tilslutning til behandlingsforslaget, før sundhedspersonen kan iværksætte en behandling.

Sundhedspersonen skal respektere en sultestrejkende, der er bevidst om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, herunder at døden kan blive resultatet. Sundhedspersonen må ikke afbryde et sådant forløb, heller ikke når personen er døende.

Ønsker en patient ikke at modtage blod eller blodprodukter i forbindelse med en operation, skal dette som udgangspunkt respekteres af sundhedspersonen.

Patienter, der er uafvendeligt døende, kan modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.

Reglerne om livstestamenter præciseres. Testator vil herefter kunne udtrykke sit ønske om ikke at modtage livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt døende, samt i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt. Samtidig præciseres, hvornår lægen skal kontakte Livstestamenteregistret.

De gældende regler om aktindsigt i helbredsoplysninger videreføres uændret.

Patienter sikres, at sundhedspersoner iagttager tavshed om de forhold, de erfarer i forbindelse med patientkontakten. Patienterne vil som udgangspunkt selv kunne bestemme, om helbredsoplysninger må videregives. Under et aktuelt behandlingsforløb betragter patienterne det som naturligt, at de involverede sundhedspersoner har de helbredsoplysninger, som er nødvendige for den påtænkte behandling. I denne situation vil et samtykke derfor være unødvendigt. Patienterne sikres endvidere, at der til videregivelse af oplysninger til myndigheder uden for sundhedsvæsenet altid kræves samtykke, bortset fra særlige tilfælde som følger af lovgivningen.

Såvel reglerne om aktindsigt som reglerne om videregivelse er omfattet af Europaparlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. Det indebærer, at det kan være nødvendigt senere at tilpasse disse regler den kommende registerlovgivning, som skal implementere direktivet i dansk lovgivning.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og dets bemærkninger, tillader jeg mig hermed at anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Versioner

1. 1998-01-16