1997 LSF 133 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN (AFKORTNING AF AFSKRIVNINGSPERIODEN FOR GOODWILL M.M.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00133@1997-12-30/da
Indhold
§ 1
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 16 F, stk. 1 og 2, ændres »en periode af 10 år med 10 pct. årligt« til: »en periode af 7 år med 1/7 årligt«.
2. I § 16 F, stk. 3, 1. pkt., ændres »en periode af 10 år« til: »en periode af 7 år«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Loven har virkning for aktiver, der erhverves den 1. januar 1998 eller senere, og for godtgørelser og vederlag, hvor pligten til at udrede de omhandlede ydelser indtræder den 1. januar 1998 eller senere.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 16 F, stk. 1 og 2 , ændres »en periode af 10 år med 10 pct. årligt« til: »en periode af 7 år med 1/7 årligt«.
2. I § 16 F, stk 3, 1. pkt. , ændres »en periode af 10 år« til: »en periode af 7 år«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Loven har virkning for aktiver, der erhverves den 1. januar 1998 eller senere, og for godtgørelser og vederlag, hvor pligten til at udrede de omhandlede ydelser indtræder den 1. januar 1998 eller senere.
Bemærkninger til lovforslaget
Forslaget er en følge af forhandlingerne om finansloven for 1998 mellem regeringen, CD, Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Forslaget skal lette mulighederne for overdragelse af virksomheder i forbindelse med generationsskifte. Dette sker gennem en forbedring af de nuværende regler for afskrivning på goodwill og andre immaterielle aktiver. Afskrivningsperioden foreslås afkortet fra de nuværende 10 til 7 år.
Forslaget er en imødekommelse af den kritik, som har været rejst af, at goodwillbeskatningen i dens nuværende udformning hæmmer muligheden for at gennemføre generationsskifte i dansk erhvervsliv.
Efter de gældende regler kan vederlag for erhvervelse af goodwill afskrives over en periode af 10 år med 10 pct. årligt, jf. ligningslovens § 16 F, stk. 1.
Vederlag for erhvervelse af tidsbegrænsede eller tidsubegrænsede rettigheder såsom særlig fremstillingsmetode eller lignende (knowhow), patentret, forfatter- og kunstnerret og ret til mønster eller varemærke samt retten ifølge en udbytte-, forpagtnings- eller lejekontrakt kan afskrives med lige store årlige beløb over et til rettigheden svarende åremål eller - såfremt rettigheden er tidsubegrænset - over en periode af 10 år med 10 pct. årligt, jf. ligningslovens § 16 F, stk. 2.
Godtgørelse i anledning af opgivelse af agentur eller lignende, vederlag for påtagelse af indskrænkninger i adgangen til fri erhvervsudøvelse (konkurrenceklausuler), når vederlaget ydes een gang for alle, og vederlag for afløsning af pensionstilsagn, der ikke er afdækket i et pensionsinstitut, afskrives efter de gældende regler over en periode af 10 år, jf. ligningslovens § 16 F, stk. 3.
Lovforslaget går som nævnt ud på at afkorte den beskrevne gældende 10-årige afskrivningsperiode til 7 år.
Hensynet til neutraliteten i beskatningen af forskellige immaterielle aktiver tilsiger, at der i videst muligt omfang gælder ensartede afskrivningsregler for de forskellige former for immaterielle aktiver. Ved den foreslåede afkortning af den generelle 10-årige afskrivningsperiode til 7 år vil afskrivningsperioden stadig være den samme for eksempelvis goodwill, konkurrenceklausuler, lejekontrakter og patentrettigheder m.v. Med de foreslåede ensartede afskrivningsregler undgås fortsat tidligere tiders vanskelige afgrænsning af, om køberen af en virksomhed har betalt for overtagelse af goodwill, for sælgerens påtagelse af en konkurrenceklausul eller for overtagelse af en eksisterende lejekontrakt. Det har eksempelvis tidligere i praksis vist sig vanskeligt at afgøre, om en forretnings gunstige beliggenhed afspejler sig i lejekontraktens værdi, eller om den influerer på størrelsen af den tilknyttede goodwill.
Provenumæssige konsekvenser
Der foreligger ikke statistiske oplysninger vedrørende den årlige omsætning af goodwill og andre immaterielle aktiver. Reduktionen af afskrivningsperioden fra 10 til 7 år indebærer, at de årlige afskrivninger stiger fra 10 pct. til 14 2/7 pct.
Hvis det lægges til grund, at den årlige tilgang af afskrivningsberettiget goodwill m.v. udgør 2,5 mia. kr., og at den foreslåede kortere afskrivningsperiode medfører ekstraordinære handler for allerede anskaffet goodwill m.v. for at drage fordel af afkortningen af afskrivningsperioden, skønnes lovforslaget med stor usikkerhed at medføre et provenutab på ca. 15 mill. kr. i indkomståret 1998. Heraf ca. 5 mill. kr. for kommunerne. Finansårsvirkningen i 1998 skønnes til ca. 10 mill. kr.
I 1999 skønnes provenutabet til i størrelsesordenen 100 mill. kr., og det vil gradvis stige til i størrelsesordenen 300 mill. kr. i 2004, hvorefter det falder til nul i 2007, når en årlig omsætning på 2,5 mia. kr. fastholdes som forudsætning.
Administrative konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget skønnes ikke at indebære nævneværdigt administrativt mer- eller mindrearbejde for erhvervsvirksomhederne.
Med lovforslaget tilsigtes at lette generationsskifteproblemerne i erhvervslivet.
Den kortere afskrivningsperiode giver umiddelbart køberen en likviditetslettelse, der dog afhængig af markedsforholdene kan blive kapitaliseret i en højere afståelsessum/ købesum for goodwill m.v.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at indebære miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget skønnes ikke at have EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås, at den generelle 10-årige afskrivningsperiode for immaterielle aktiver afkortes til 7 år.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, og at loven får virkning for immaterielle aktiver, der erhverves den 1. januar 1998 eller senere, og for godtgørelser og vederlag, hvor pligten til at udrede de omhandlede ydelser indtræder den 1. januar 1998 eller senere.
Skriftlig fremsættelse (9. december 1997)
Skatteministeren (Carsten Koch):
Herved tillader jeg mig at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Afkortning af afskrivningsperioden for goodwill m.m.).
(Lovforslag nr. L 133).
Lovforslaget går ud på, at afskrivningsperioden for goodwill og andre immaterielle aktiver afkortes fra 10 til 7 år med henblik på at lette generationsskifteproblemerne i erhvervslivet.
Forslaget er en følge af forhandlingerne om finansloven for 1998 mellem regeringen, CD, Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Idet jeg i øvrigt henviser til forslagets bemærkninger, skal jeg anbefale det til tingets velvillige behandling.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget.
§ 1
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 16 F, stk. 1 og 2 , ændres »en periode af 10 år med 10 pct. årligt« til: »en periode af 7 år med 1/7 årligt«.
2. I § 16 F, stk 3, 1. pkt., ændres »en periode af 10 år« til: »en periode af 7 år«.
§ 16 E . Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes:
1) Fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af den til en erhvervsvirksomhed knyttede goodwill.
2) Fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af tidsbegrænsede eller tidsubegrænsede rettigheder såsom særlig fremstillingsmetode eller lignende (knowhow), patentret, forfatter- og kunstnerret og ret til mønster eller varemærke.
3) Fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af retten ifølge en udbytte-, forpagtnings- eller lejekontrakt.
4) Godtgørelse i anledning af opgivelse af agentur eller lignende.
5) Vederlag for påtagelse af indskrænkninger i adgangen til fri erhvervsudøvelse (konkurrenceklausuler), når vederlaget ydes een gang for alle.
6) Vederlag for afløsning af pensionstilsagn, der ikke er afdækket i et pensionsinstitut.
- - -
§ 16 F. Ved erhvervelse af goodwill er erhververen berettiget til at afskrive det ydede vederlag i sin skattepligtige indkomst over en periode af 10 år med 10 pct. årligt. Afskrivning foretages på grundlag af anskaffelsessummen omregnet efter § 16 E, stk. 6.
Stk. 2. Ved erhvervelse af en rettighed af den i § 16 E, stk. 1, nr. 2 eller nr. 3, omhandlede art er erhververen berettiget til at afskrive det ydede vederlag i sin skattepligtige indkomst med lige store årlige beløb over et til rettigheden svarende åremål eller - såfremt rettigheden er tidsubegrænset - over en periode af 10 år med 10 pct. årligt. Afskrivning foretages på grundlag af anskaffelsessummen omregnet efter § 16 E, stk. 6.
Stk. 3. De i § 16 E, stk. 1, nr. 4, 5 og 6, omhandlede ydelser afskrives i yderens skattepligtige indkomst over en periode af 10 år. Udgør ydelser af denne art tilsammen mindre end 5 pct. af den samlede lønudgift i yderens virksomhed i det pågældende indkomstår, fradrages de dog fuldt ud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for dette indkomstår. Afskrivning eller fradrag foretages på grundlag af godtgørelsen henholdsvis vederlaget omregnet efter § 16 E, stk. 6.
- - -