1997 LSF 166 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ALMEN VOKSENUDDANNELSE (JUSTERING AF FAGRÆKKEN, HJEMLER VEDRØRENDE UNDERVISNING, PRØVER OG ADMINISTRATION AF TILSKUD TIL EFTER- OG VIDEREUDDANNELSE, KLAGE OG OPLYSNINGSPLIGT MV.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199712K00166@1998-01-28/da
Indhold
§ 1
I lov om almen voksenuddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 557 af 20. juni 1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 4, stk. 1, 1. pkt. , indsættes efter »hvert voksenuddannelsescenter«: »og anden amtskommunal uddannelsesinstitution, der udbyder almen voksenuddannelse, jf. § 12,».
2. I § 4, stk. 1, 2. pkt., ændres »maskinskrivning med etb, informatik« til: »edb-fag«, og »mediekundskab« ændres til: »mediefag«.
3. I § 4, stk. 2, indsættes efter »nævnt i stk. 1«: », samt ændre fagenes betegnelser«.
4. § 4, stk. 6, affattes således:
»Stk. 6 . Undervisningsministeren fastsætter regler om undervisningen, niveaudeling, undervisningsvejledning og tilsynet med undervisningen.«.
5. I § 5, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Undervisningsministeren fastsætter regler om, hvilke prøver der svarer til folkeskolens afgangsprøver, og hvilke prøver der svarer til folkeskolens udvidede afgangsprøver.«.
6. § 5, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter regler om prøver og anden bedømmelse, om udstedelse af prøve- og kursusbeviser samt om tilsynet med prøver.«.
7. I § 5 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter regler om honorering af medlemmerne af en opgavekommission for de fag, der fører frem til skriftlige prøver, og beskikkede censorer.«.
8. Efter § 5 indsættes:
»5 a. Undervisningsministeren kan hos alle udbydere af almen voksenuddannelse efter denne lov kræve alle oplysninger om undervisning og afholdelse af prøver. Ministeren kan fastsætte regler herom, herunder om i hvilken form oplysningerne skal gives.«.
9. § 9 affattes således:
»§ 9. Klage over afgørelser truffet af voksenuddannelsescentre kan indbringes for centerrådet, jf. § 16. Klage over centerrådets afgørelser kan indbringes for amtsrådet.
Stk. 2. Klage over afgørelser truffet af anden amtskommunal uddannelsesinstitution, der udbyder almen voksenuddannelse, jf. § 12, stk. 2, kan indbringes for amtsrådet.
Stk. 3. Klage over prøver og bedømmelse af prøver kan indbringes for amtsrådet. Amtsrådets afgørelser kan indbringes for undervisningsministeren.
Stk. 4. Klage over afgørelser truffet af uddannelsesinstitutioner omfattet af § 3, stk. 2, og klage over prøver og bedømmelse af prøver ved disse uddannelsesinstitutioner kan indbringes for undervisningsministeren.
Stk. 5. Undervisningsministeren fastsætter regler om klage og klagefrister.«.
10. I § 10, stk. 1, ændres »tilskud« til: »statstilskud«.
11. I § 10, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Ministeren kan bemyndige myndigheder omfattet af loven til at fordele og administrere tilskuddet og kan i den forbindelse fastsætte nærmere regler om ydelse af tilskud, regnskabsaflæggelse og revision m.v. samt administrationen af ordningen.«.
12. I § 13 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om forstanderens beføjelser.«.
13. § 15, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Undervisningsministeren kan hos amtsrådet kræve alle oplysninger af betydning for varetagelsen af Undervisningsministeriets opgaver vedrørende voksenuddannelsescentrene og andre amtskommunale uddannelsesinstitutioner, der udbyder almen voksenuddannelse, jf. § 12. Ministeren kan fastsætte regler herom, herunder om i hvilken form oplysningerne skal gives.«.
14. I § 16, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Ministeren kan fastsætte regler om, at amtsrådet kan beslutte at yde medlemmer af centerrådet diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse i overensstemmelse med § 16 a i lov om kommunernes styrelse.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 1, nr. 2.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Fremsættelsen af lovforslaget er primært begrundet i ønsket om at tilvejebringe klare bestemmelser i loven, herunder hjemmel til at fastsætte regler om
- adgang til at fordre alle nødvendige oplysninger om undervisning og prøver,
- udbudspligten ved andre amtskommunale uddannelsesinstitutioner end voksenuddannelsescentre,
- niveaudeling af undervisningen (trin), herunder forholdet mellem niveauet for folkeskolens afsluttende prøver (folkeskolens afgangsprøve og folkeskolens udvidede afgangsprøve) og prøver på de forskellige trin,
- de enkelte fags formål, mål og tilrettelæggelse af undervisningen i de enkelte fag,
- honorering af opgavekommisionens medlemmer og beskikkede censorer og ydelse af vederlag mv. til medlemmer af centerrådet,
- tilsynet med prøver,
- klage,
- forstanderens beføjelser og
- bemyndigelse til, at tilskud til efter- og videreuddannelse administreres af myndigheder inden for lovens område.
Der udarbejdes nye regler, som på ovennævnte punkter vil være i overensstemmelse med gældende praksis. Lovforslaget har således helt overvejende til hensigt at tilvejebringe klar hjemmel for en videreførelse af denne praksis.
Herudover er lovforslaget begrundet i ønsket om at
- justere fagrækken samt tilvejebringe hjemmel til yderligere justering og
- åbne mulighed for at kunne udbyde andre trin end de nuværende trin 1 og trin 2.
Forslaget indeholder ikke EU-retlige, erhvervsøkonomiske eller miljømæssige aspekter.
Økonomiske og administrative konsekvenser
Hjemlen til at udbyde andre niveauer end de nuværende trin 1 og trin 2 overvejes anvendt til at give mulighed for, at vokenuddannelsescentret frivilligt kan udbyde andre niveauer, for eksempel et trin 1 1/2 og et trin 3. Centerrådet vil således i medfør af lovens § 16 kunne vælge at udbyde for eksempel trin 3 i relevant(e) fag, jf. igangværende forsøg hermed, ligesom det allerede kan vælge at udbyde et eller flere af de eksisterende tilbudsfag, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt.
På baggrund af de foreløbige resultater af igangværende forsøg med trin 3 i dansk, engelsk, tysk, fransk og matematik er det ikke muligt at sige noget sikkert om, hvorvidt kursisterne ville have valgt samme fag på trin 2 eller eventuelt et andet fag, hvis de ikke havde kunnet vælge de udbudte trin 3 på forsøgsbasis. Godt halvdelen af kursisterne på trin 3-forsøgene havde en realeksamen eller 10. klasse som skolebaggrund, således at trin 3 var en naturlig mulighed for dem. Selv om der således ikke kan siges noget generelt om, hvilke andre uddannelsesmuligheder trin 3 erstatter for de enkelte kursister, er det Undervisningsministeriets vurdering, at muligheden i givet fald vil blive valgt af uddannelsessøgende inden for den eksisterende målgruppe for almen voksenuddannelse, der finder niveauet på de eksisterende trin eller på hf-enkeltfag enten for lavt eller for højt.
Muligheden for at udbyde trin 1 1/2 og trin 3 er således tænkt som et mere målrettet og differentieret tilbud til den eksisterende målgruppe af kortuddannede voksne, som lov om almen voksenuddannelse er rettet mod, således at der - alt andet lige - hverken er tale om en forlængelse af varigheden af uddannelsesforløbet for den enkelte eller om en udvidelse af målgruppen.
Udbud på andre niveauer end de hidtidige skal som nævnt være frivilligt og forventes kun at ske ved voksenuddannelsescentre med en tilstrækkelig stor og bred målgruppe, således at det kan gennemføres uden merudgifter. En konsekvens heraf må være, at nyt udbud afløser anden aktivitet.
Muligheden for at udbyde andre niveauer end de nuværende trin 1 og trin 2 anses for at være udgiftsneutral. Eventuel bloktilskudskompensation vil blive afholdt inden for Undervisningsministeriets rammer.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Den foreslåede ændring af § 4, stk. 1, 1. pkt., præciserer, at udbudspligten efter den nugældende § 12 ikke alene gælder for voksenuddannelsescentre, men også for de øvrige amtskommunale uddannelsesinstitutioner, der som følge af sammenlægning udbyder almen voksenuddannelse. Der eksisterer i øjeblikket 4 sådanne institutioner. Den foreslåede ændring er således en videreførelse af praksis.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 4, stk. 1, 2. pkt., ændrer fagbetegnelsen informatik til edb-fag i overensstemmelse med udviklingen i fagets indhold. Maskinskrivning med etb udgår som selvstændigt fag, men maskinskrivning og elektronisk tekstbehandling vil indgå i det nye edb-fag. Mediekundskab ændres til den mere relevante betegnelse mediefag.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring af § 4, stk. 2, indebærer, at undervisningsministeren ud over at tilføje fag til fagrækken også kan ændre fagenes betegnelser, for eksempel som ændringen af mediekundskab til mediefag, jf. nr. 2.
Til nr. 4
Den foreslåede ændring af § 4, stk. 6, tilvejebringer en bredere hjemmel til at fastsætte regler om undervisningen end den nuværende hjemmel til at fastsætte regler om undervisningens indhold, omfang og varighed. Ændringen tilvejebringer dermed klar hjemmel til en videreførelse af praksis med hensyn til regler om undervisningens formål, mål og tilrettelæggelse, herunder tilrettelæggelse som fjernundervisning eller andre fleksible tilrettelæggelsesformer. Endvidere tilvejebringes klar hjemmel til niveaudeling af undervisningen i de nuværende trin 1 og trin 2, underopdeling i moduler og udbudshyppighed. Den foreslåede ændrede bestemmelse omfatter også hjemmel til at fastsætte regler om optagelse og bortvisning og deltagelse i undervisningen, herunder om selvstuderende.
Den foreslåede ændrede bestemmelse viderefører ligeledes den gældende hjemmel til at fastsætte regler om værkstedsundervisning og støtteundervisning.
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 6, tilvejebringer herudover hjemmel til at udbyde og fastsætte regler om andre trin end de nuværende trin 1 og 2. Hjemlen overvejes anvendt til at give mulighed for, at voksenuddannelsescentrene kan vælge at udbyde undervisning på trin 3, jf. de igangværende forsøg med trin 3 i fagene dansk, matematik, engelsk, tysk og fransk. Trin 3 er et niveau mellem trin 2 og hf-niveauet, der giver samme ret til optagelse til fortsat uddannelse som trin 2 og folkeskolens udvidede afgangsprøve. Der har i forsøgene været et begrænset vejledende timetal i forhold til trin 2, og der er kun decentrale mundtlige prøver med censor.
Trin 3 opfylder et uddannelsesbehov for uddannelsessøgende, der ikke ønsker at deltage i studieforberedende hf-undervisning med henblik på at kvalificere sig til optagelse på videregående uddannelser, men at kvalificere sig med henblik på erhvervslivets behov på et niveau, der ligger over trin 2. Det kan blandt andet ske ved projektarbejdsformen, der giver mulighed for at udvikle kvalifikationer, der er relevante for erhvervslivets behov.
Der er således ikke tale om en ny målgruppe for voksenuddannelsescentre, men om et mere fleksibelt tilbud til kursister, der ellers ville have haft valget mellem trin 2 eller hf-enkeltfag.
Herudover vil det kunne overvejes at give mulighed for frivilligt udbud af undervisning på trin 1 1/2 med henblik på at kunne tilbyde dette meritniveau.
Til nr. 5
Den foreslåede § 5, stk. 1, 3. pkt., tilvejebringer klar hjemmel i loven til at fastsætte regler om forholdet til folkeskolens afgangsprøve (fsa) og folkeskolens udvidede afgangsprøve (fsu). I dag svarer trin 1 til fsa, og ikke niveaudelte fag samt trin 2 svarer til fsu. Denne praksis vil blive videreført. Det ikke-niveaudelte Dansk som andetsprog vil i de kommende regler svare til fsa i overensstemmelse med gældende praksis.
Til nr. 6
Undervisningsministeren har bemyndigelse til at fastsætte regler om undervisningen, jf. lovens § 4, stk. 6. Denne praksis vil blive videreført.
Den foreslåede ændring af § 5, stk. 3, tilvejebringer hjemmel til at fastsætte regler om tilsynet med prøver. Den gældende praksis på området vil blive videreført, herunder undervisningsministerens overordnede tilsyn med og sikring af prøvernes kvalitet.
Til nr. 7
Den foreslåede § 5, stk. 4, tilvejebringer udtrykkelig hjemmel til at fastsætte regler om honorering af opgavekommissionens medlemmer og beskikkede censorer. Den gældende praksis vil blive videreført.
Til nr. 8
Den foreslåede nye § 5 a præciserer pligten til at give alle nødvendige oplysninger om almen voksenuddannelse og tilvejebringer hjemmel til at fastsætte regler herom. Den gældende § 15, stk. 2, vedrører efter sammenhængen alene voksenuddannelsescentre og ikke de øvrige institutioner, der udbyder almen voksenuddannelse. Disse institutioner er både de øvrige amtskommunale uddannelsesinstitutioner, der som følge af sammenlægning udbyder almen voksenuddannelse, jf. § 12, stk. 2, og andre uddannelsesinstitutioner, som undervisningsministeren kan godkende hertil efter § 3, stk. 2.
Til nr. 9
Den foreslåede § 9 præciserer de eksisterende klageregler, hvorefter alene klage over prøver og bedømmelse af prøver kan indbringes for undervisningsministeren. Klage over andre afgørelser kan indbringes for amtsrådet som sidste instans.
Herudover præciserer den foreslåede § 9 klageadgangen for så vidt angår andre udbydere af almen voksenuddannelse end voksenuddannelsescentrene og tilvejebringer hjemmel for undervisningsministeren til at fastsætte regler om klage og klagefrister. De kommende regler vil tage udgangspunkt i gældende praksis.
Til nr. 10
Den foreslåede ændring af § 10, stk. 1, 1. pkt., præciserer, at der er tale om statstilskud til medarbejderuddannelse.
Til nr. 11
Det foreslåede 2. pkt. i § 10, stk. 1, tilvejebringer udtrykkelig hjemmel til en bemyndigelse vedrørende administration af statstilskuddet. Ifølge gældende praksis administreres dele af bevillingen af 3 amtskommunale efter- og videreuddannelsesudvalg, de såkaldte kursusregioner. Disse er sammensat af repræsentanter for amtskommunerne, for voksenuddannelsescentre og andre amtskommunale uddannelsesinstitutioner og for regionale efter- og videreuddannelsesinstitutioner. En af amtskommunerne har sekretariatsfunktionen.
Til nr. 12
Det foreslåede nye stk. 3 bemyndiger undervisningsministeren til at fastsætte nærmere regler om forstanderens beføjelser som led i den administrative og pædagogiske ledelse af centret, herunder beføjelse til optagelse og bortvisning af kursister. Reglerne herom vil følge den gældende praksis på området.
Til nr. 13
For så vidt angår oplysninger om almen voksenuddannelse, henvises til den foreslåede nye bestemmelse i § 5 a og bemærkningerne hertil.
Den forslåede ændring af § 15, stk. 2, giver som i dag undervisningsministeren hjemmel til at kræve oplysninger om voksenuddannelsescentret. Den ændrede formulering skyldes dels den foreslåede nye bestemmelse i § 5 a, der omfatter almen voksenuddannelse ved alle typer uddannelsesinstitutioner, dels at oplysninger om leder- og lærerstillinger ikke længere er relevante efter udlægning til amtskommunerne af kompetencen vedrørende løn- og ansættelsesforhold, jf. § 7 i lov nr. 208 af 28. april 1993.
Endelig skaber den foreslåede ændring hjemmel for undervisningsministeren til at fastsætte regler i tilknytning til bestemmelsen, bl.a. om i hvilken form oplysningerne skal gives, herunder i elektronisk form. I denne forbindelse kan det pålægges voksenuddannelsescentrene mv., at de ligesom andre uddannelsesinstitutioner skal lægge deres udbud ind i VIDAR-databasen, der er et informationssystem for voksenuddannelse.
Til nr. 14
Det foreslåede nye punktum i § 16, stk. 2, tilvejebringer udtrykkelig hjemmel til at fastsætte regler om ydelse af diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse til medlemmer af centerrådet. I forbindelse med udarbejdelse af en revideret bekendtgørelse vil Undervisningsministeriet efter drøftelse med Amtsrådsforeningen iværksætte en undersøgelse med henblik på, dels at undersøge behovet for at yde både diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse eller kun enkelte af ydelserne, og dels at undersøge, til hvilke af medlemmerne af centerrådet der er behov for at yde disse ydelser.
Til § 2
§ 1, nr. 2, dvs. ændringerne i fagrækken, bør træde i kraft samtidig med de kommende regler herom. Derfor foreslås det, at undervisningsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen.
Det foreslås, at de øvrige ændringer træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, idet der overvejende er tale om tilvejebringelse af klar hjemmel til at videreføre gældende praksis.
Til § 3
Der er tale om en standardbestemmelse, som sikrer, at også de foreslåede ændringer af loven i givet fald kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.
Skriftlig fremsættelse (28. januar 1998)
Undervisningsministeren (Ole Vig Jensen)
Jeg tillader mig herved for det høje ting at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om almen voksenuddannelse. (Justering af fagrækken, hjemler vedrørende undervisning, prøver og administration af tilskud til efter- og videreuddannelse, klage og oplysningspligt mv.).
(Lovforslag nr. L 166).
Formålet med lovforslaget er primært at tilvejebringe klare bestemmelser i lov om almen voksenuddannelse, herunder hjemmel til at fastsætte regler med henblik på at videreføre den gældende praksis på området. Der er altså helt overvejende tale om en teknisk justering af loven, således at den ajourføres til først og fremmest at stemme overens med undervisningens formål, mål og tilrettelæggelse samt tilsynet med prøverne, som disse ting fungerer i dag. Endvidere præciseres bl.a. udbudspligt og kompetence, herunder adgangen for Undervisningsministeriet til at fordre alle nødvendige oplysninger om undervisning og prøver.
Der udarbejdes nye bekendtgørelser, som på disse punkter vil være i overensstemmelse med gældende praksis.
Dertil kommer ønsket om at justere fagrækken nu og at tilvejebringe hjemmel til yderligere justering efter behov.
Endelig åbner lovforslaget mulighed for, at voksenuddannelsescentrene kan udbyde andre trin end de nuværende trin 1 og trin 2. Hjemlen hertil overvejes anvendt til at give mulighed for, at voksenuddannelsescentrene frivilligt kan udbyde andre niveauer. Der vil primært være tale om et trin 3, jf. igangværende forsøg hermed i en række kernefag.
Det er Undervisningsministeriets vurdering, at muligheden i givet fald vil blive valgt af uddannelsessøgende inden for den eksisterende målgruppe for almen voksenuddannelse, der finder niveauet på de eksisterende trin eller på hf-enkeltfag enten for lavt eller for højt. Muligheden for at udbyde trin 3 er således tænkt som et mere målrettet og differentieret tilbud til den eksisterende målgruppe af kortuddannede voksne, som lov om almen voksenuddannelse er rettet mod, således at der - alt andet lige - hverken er tale om en forlængelse af varigheden af uddannelsesforløbet for den enkelte eller om en udvidelse af målgruppen.
Udbud på andre niveauer end de hidtidige skal som nævnt være frivilligt og forventes kun at ske ved voksenuddannelsescentre med en tilstrækkelig stor og bred målgruppe, således at det kan gennemføres uden merudgifter. En konsekvens heraf må være, at nyt udbud afløser anden aktivitet.
Muligheden for at udbyde andre niveauer end de nuværende trin 1 og trin 2 anses for at være udgiftsneutral. Eventuel bloktilskudskompensation vil blive afholdt inden for Undervisningsministeriets rammer.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje ting.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget
1. I § 4, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »hvert voksenuddannelsescenter«: »og anden amtskommunal uddannelsesinstitution, der udbyder almen voksenuddannelse, jf. § 12,».
§ 4. Ved hvert voksenuddannelsescenter skal der tilbydes undervisning i fagene dansk, matematik, engelsk, tysk eller fransk, samfundsfag og naturfag. Herudover skal amtskommunen tilbyde fag inden for fagrækken latin, maskinskrivning med etb, informatik, dansk som andetsprog, mediekundskab, psykologi, filosofi og historie, således at der i amtskommunen gives et alsidigt fagtilbud.
2. I § 4, stk. 1, 2. pkt., ændres »maskinskrivning med etb, informatik« til: »edb-fag«, og »mediekundskab« ændres til: »mediefag«.
§ 4. Ved hvert voksenuddannelsescenter skal der tilbydes undervisning i fagene dansk, matematik, engelsk, tysk eller fransk, samfundsfag og naturfag. Herudover skal amtskommunen tilbyde fag inden for fagrækken latin, maskinskrivning med etb, informatik, dansk som andetsprog, mediekundskab, psykologi, filosofi og historie, således at der i amtskommunen gives et alsidigt fagtilbud.
3. I § 4, stk. 2, indsættes efter »nævnt i stk. 1«: », samt ændre fagenes betegnelser«.
§ 4. - - -
Stk. 2. Undervisningsministeren kan føje yderligere fag til den fagrække, der er nævnt i stk. 1.
4. § 4, stk. 6, affattes således:
»Stk. 6 . Undervisningsministeren fastsætter regler om undervisningen, niveaudeling, undervisningsvejledning og tilsynet med undervisningen.«.
§ 4. - - -
Stk. 6. Undervisningsministeren fastsætter regler om undervisningens indhold, omfang og varighed og om tilsynet med undervisningen samt om værkstedsundervisning, uddannelsesvejledning og støtteundervisning.
5. I § 5, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Undervisningsministeren fastsætter regler om, hvilke prøver der svarer til folkeskolens afgangsprøver, og hvilke prøver der svarer til folkeskolens udvidede afgangsprøver.«.
§ 5. Undervisningen i de fag, der er nævnt i § 4, stk. 1, fører frem til en prøve. Uddannelsen giver samme ret til fortsat uddannelse som folkeskolens afsluttende prøver.
6. § 5, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter regler om prøver og anden bedømmelse, om udstedelse af prøve- og kursusbeviser samt om tilsynet med prøver.«.
§ 5. - - -
Stk. 2. Personer, der ikke har deltaget i undervisningen, kan indstille sig til prøve som selvstuderende.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om prøver og anden bedømmelse af deltagernes standpunkt ved undervisningens afslutning og om udformningen af prøve- og kursusbeviser.
7. I § 5 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter regler om honorering af medlemmerne af en opgavekommission for de fag, der fører frem til skriftlige prøver, og beskikkede censorer.«.
8. Efter § 5 indsættes:
»5 a. Undervisningsministeren kan hos alle udbydere af almen voksenuddannelse efter denne lov kræve alle oplysninger om undervisning og afholdelse af prøver. Ministeren kan fastsætte regler herom, herunder om i hvilken form oplysningerne skal gives.«.
9. § 9 affattes således:
»§ 9. Klage over afgørelser truffet af voksenuddannelsescentre kan indbringes for centerrådet, jf. § 16. Klage over centerrådets afgørelser kan indbringes for amtsrådet.
Stk. 2. Klage over afgørelser truffet af anden amtskommunal uddannelsesinstitution, der udbyder almen voksenuddannelse, jf. § 12, stk. 2, kan indbringes for amtsrådet.
Stk. 3. Klage over prøver og bedømmelse af prøver kan indbringes for amtsrådet. Amtsrådets afgørelser kan indbringes for undervisningsministeren.
Stk. 4. Klage over afgørelser truffet af uddannelsesinstitutioner omfattet af § 3, stk. 2, og klage over prøver og bedømmelse af prøver ved disse uddannelsesinstitutioner kan indbringes for undervisningsministeren.
Stk. 5. Undervisningsministeren fastsætter regler om klage og klagefrister.«.
§ 9. Klage over afgørelser om holdetablering og optagelse til samt deltagelse i undervisningen kan indbringes for centerrådet, jf. § 16.
Stk. 2. Klage over centerrådets afgørelser kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse indbringes for amtsrådet.
Stk. 3. Klage over andre afgørelser inden for lovens område kan inden for 4 uger fra afgørelsens meddelelse indbringes for amtsrådet. Amtsrådets afgørelser kan indbringes for undervisningsministeren.
10. I § 10, stk. 1, ændres »tilskud« til: »statstilskud«.
§ 10. Der kan ydes tilskud til efter- og videreuddannelse af forstandere, lærere og andre ansatte ved almen voksenuddannelse efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan tilrettelægge efteruddannelseskurser og konferencer efter stk. 1.
11. I § 10, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Ministeren kan bemyndige myndigheder omfattet af loven til at fordele og administrere tilskuddet og kan i den forbindelse fastsætte nærmere regler om ydelse af tilskud, regnskabsaflæggelse og revision m.v. samt administrationen af ordningen.«.
§ 10. Der kan ydes tilskud til efter- og videreuddannelse af forstandere, lærere og andre ansatte ved almen voksenuddannelse efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan tilrettelægge efteruddannelseskurser og konferencer efter stk. 1.
12. I § 13 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om forstanderens beføjelser.«.
13. § 15, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Undervisningsministeren kan hos amtsrådet kræve alle oplysninger af betydning for varetagelsen af Undervisningsministeriets opgaver vedrørende voksenuddannelsescentrene og andre amtskommunale uddannelsesinstitutioner, der udbyder almen voksenuddannelse, jf. § 12. Ministeren kan fastsætte regler herom, herunder om i hvilken form oplysningerne skal gives.«.
§ 15. - - -
Stk. 2. Amtsrådet udarbejder oversigter over undervisningstilbudene, den etablerede undervisning, antallet af leder- og lærerstillinger og disses aflønning. Oversigterne indsendes til Undervisningsministeriet til orientering. Undervisningsministeriet kan i øvrigt forlange alle oplysninger meddelt, der er af betydning for ministeriets varetagelse af de overordnede administrative og tilsynsmæssige opgaver.
14. I § 16, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Ministeren kan fastsætte regler om, at amtsrådet kan beslutte at yde medlemmer af centerrådet diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse i overensstemmelse med § 16 a i lov om kommunernes styrelse.«
§ 16. - - -
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om centerrådets sammensætning og beføjelser.