Gelex

1997 BSF 2 FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF FORRETNINGSORDEN FOR FOLKETINGET

GældendeVersion 1998-01-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19971BA00002@1998-01-29/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I forretningsorden for Folketinget, som vedtaget den 17. december 1953 og senest ændret den 27. maj 1997, foretages følgende ændringer:

1. § 45 udgår, og i stedet indsættes:

»§ 45

Stk. 1. Tjenestemænd og andre ansatte i Folketingets administration ansættes og afskediges af formanden eller dem, formanden bemyndiger hertil. Uansøgt afskedigelse af tjenestemænd foretages dog af formanden. Ansættelse eller afskedigelse af medarbejdere i 37. eller højere lønramme foretages endvidere af formanden efter forhandling med næstformændene og efter godkendelse af Udvalget for Forretningsordenen.

Stk. 2. Statsrevisorerne ansætter og afskediger sekretær og øvrige medarbejdere i Statsrevisorernes Sekretariat i overensstemmelse med de personalemæssige rammer, der er fastsat i henhold til § 51.

Stk. 3. Rigsrevisor ansætter og afskediger sine medarbejdere i overensstemmelse med de personalemæssige rammer, der er fastsat i henhold til § 51. Ansættelse og afskedigelse af tjenestemænd i 36. eller højere lønramme samt uansøgt afskedigelse for alle tjenestemænds vedkommende kræver dog godkendelse af Udvalget for Forretningsordenen efter forudgående forelæggelse for statsrevisorerne, jf. § 1, stk. 7, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 4. Ombudsmanden ansætter og afskediger sine medarbejdere i overensstemmelse med de personalemæssige rammer, der er fastsat i henhold til § 51.

§ 46

Stk. 1. Lov om tjenestemænd i staten, med undtagelse af §§ 1 og 3, § 5, stk. 3-5, §§ 45-47 og §§ 49-54 h, og lov om åremålsansættelse af tjenestemænd og ansatte på tjenestemandslignende vilkår finder tilsvarende anvendelse for tjenestemænd i Folketinget, medmindre andet fastsættes af Udvalget for Forretningsordenen.

Stk. 2. Hovedaftale for Folketingets tjenestemænd kan indgås af Folketingets direktør efter bemyndigelse fra Folketingets formand. Hvis der ikke indgås aftale om hovedaftale, fastsættes løn- og andre ansættelsesvilkår i et lønregulativ, der udstedes af Folketingets formand efter forhandling med de pågældende personaleorganisationer og efter godkendelse af Udvalget for Forretningsordenen.

Stk. 3. Såfremt Folketinges direktør i henhold til stk. 2 indgår hovedaftale, finder de bestemmelser om løn- og andre ansættelsesvilkår for tjenestemænd i staten, der er fastsat i henhold til tjenestemandslovens §§ 45-47, tilsvarende anvendelse for tjenestemænd i Folketinget, medmindre andet fastsættes efter stk. 4.

Stk. 4. Aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår for Folketingets tjenestemænd indgås mellem Folketingets direktør og de centralorganisationer, som Folketingets direktør indgår hovedaftale med. Kan der ikke indgås aftale, træffes afgørelsen af Folketingets formand efter forhandling med næstformændene.

Stk. 5. Aftaler i henhold til stk. 4 kan dog ikke indgås om forhold, der bestemmes ved lov, i henhold til lov eller i henhold til forretningsorden for Folketinget, eller som angår Folketingets opgaver, organisation eller personalebehov.

Stk. 6. De bestemmelser, der er fastsat i henhold til den i stk. 1 nævnte lovgivning, finder tilsvarende anvendelse for tjenestemænd i Folketinget, medmindre andet fastsættes af Folketingets formand efter forhandling med næstformændene.

Stk. 7. Afgørelser, der efter den i stk. 1 nævnte lovgivning træffes af en minister, træffes, for så vidt angår tjenestemænd i Folketinget, af Folketingets direktør.

§ 47

Stk. 1. Hovedaftale for Folketingets ikketjenestemænd kan indgås af Folketingets direktør efter bemyndigelse fra Folketingets formand. Hvis der ikke indgås aftale om hovedaftale, kan løn- og andre ansættelsesvilkår fastsættes i et lønregulativ, der udstedes af Folketingets formand efter forhandling med de pågældende personaleorganisationer og efter godkendelse af Udvalget for Forretningsordenen.

Stk. 2. Såfremt Folketingets direktør i henhold til stk. 1 indgår hovedaftale, finder de tilsvarende overenskomster og bestemmelser om løn- og andre ansættelsesvilkår for ikketjenestemænd i staten anvendelse for ikketjenestemænd i Folketinget, medmindre andet fastsættes efter stk. 3.

Stk. 3. Aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår for Folketingets ikketjenestemænd indgås mellem Folketingets direktør og de centralorganisationer, Folketingets direktør indgår hovedaftale med. Kan der ikke indgås aftale, træffes afgørelsen af Folketingets formand efter forhandling med næstformændene.

Stk. 4. Aftaler i henhold til stk. 3 kan dog ikke indgås om forhold, der bestemmes ved lov, i henhold til lov eller i henhold til forretningsorden for Folketinget, eller som angår Folketingets opgaver, organisation eller personalebehov.

§ 48

Stk. 1. Lønninger til personalet hos statsrevisorerne og hos Folketingets Ombudsmand fastsættes i et lønregulativ, der udstedes af formanden efter forudgående forhandling med de pågældende personaleorganisationer og efter godkendelse af Udvalget for Forretningsordenen. Personalet hos statsrevisorerne og hos Folketingets Ombudsmand er i øvrigt med de af forholdene nødvendiggjorte afvigelser omfattet af de almindelige regler, der er gældende for ansatte i statens tjeneste.

Stk. 2. De bestemmelser om løn- og andre ansættelsesvilkår for tjenestemænd i staten, der er fastsat i henhold til tjenestemandslovens §§ 45-49, finder tilsvarende anvendelse for tjenestemænd i Rigsrevisionen, medmindre andet fastsættes efter §18 a, stk. 5, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 3. Aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår for tjenestemænd i Rigsrevisionen indgås mellem rigsrevisor og de i tjenestemandslovens § 49 nævnte centralorganisationer. Kan der ikke indgås aftale, træffes afgørelsen af Udvalget for Forretningsordenen efter forudgående forelæggelse for statsrevisorerne, jf. § 18 a, stk. 5, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

§ 49

Tjenestemænd i Folketingets administration samt tjenestemænd hos statsrevisorerne, Rigsrevisionen og Folketingets Ombudsmand har ret til pension efter de for statstjenestemænd gældende regler, jf. § 1, stk. 2, i lov om tjenestemandspension.«

§§ 46-49 bliver herefter §§ 50-53.

2. I § 48, stk. 1, der bliver § 52, stk. 1, ændres »§ 46, stk. 1,» til: »§ 50, stk. 1,».

§ 2

Folketingsbeslutningen træder i kraft ved vedtagelsen og har virkning for de overenskomster og aftaler, der er indgået fra og med perioden 1995-97.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I forretningsorden for Folketinget, som vedtaget den 17. december 1953 og senest ændret den 27. maj 1997, foretages følgende ændring:

1. § 45 udgår, og i stedet indsættes:

»§ 45

Stk. 1. Tjenestemænd og andre ansatte i Folketingets administration ansættes og afskediges af formanden eller dem, formanden bemyndiger hertil. Uansøgt afskedigelse af tjenestemænd foretages dog af formanden. Ansættelse eller afskedigelse af medarbejdere i 37. eller højere lønramme foretages endvidere af formanden efter forhandling med næstformændene og efter godkendelse af Udvalget for Forretningsordenen.

Stk. 2. Statsrevisorerne ansætter og afskediger sekretær og øvrige medarbejdere i Statsrevisorernes Sekretariat i overensstemmelse med de personalemæssige rammer, der er fastsat i henhold til § 51.

Stk. 3. Rigsrevisor ansætter og afskediger sine medarbejdere i overensstemmelse med de personalemæssige rammer, der er fastsat i henhold til § 51. Ansættelse og afskedigelse af tjenestemænd i 36. eller højere lønramme samt uansøgt afskedigelse for alle tjenestemænds vedkommende kræver dog godkendelse af Udvalget for Forretningsordenen efter forudgående forelæggelse for statsrevisorerne, jf. § 1, stk. 7, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 4. Ombudsmanden ansætter og afskediger sine medarbejdere i overensstemmelse med de personalemæssige rammer, der er fastsat i henhold til § 51.

§ 46

Stk. 1. Lov om tjenestemænd i staten, med undtagelse af §§ 1 og 3, § 5, stk. 3-5, §§ 45-47 og §§ 49-54 h, og lov om åremålsansættelse af tjenestemænd og ansatte på tjenestemandslignende vilkår finder tilsvarende anvendelse for tjenestemænd i Folketinget, medmindre andet fastsættes af Udvalget for Forretningsordenen.

Stk. 2. Hovedaftale for Folketingets tjenestemænd kan indgås af Folketingets direktør efter bemyndigelse fra Folketingets formand. Hvis der ikke indgås aftale om hovedaftale, fastsættes løn- og andre ansættelsesvilkår i et lønregulativ, der udstedes af Folketingets formand efter forhandling med de pågældende personaleorganisationer og efter godkendelse af Udvalget for Forretningsordenen.

Stk. 3. Såfremt Folketinges direktør i henhold til stk. 2 indgår hovedaftale, finder de bestemmelser om løn- og andre ansættelsesvilkår for tjenestemænd i staten, der er fastsat i henhold til tjenestemandslovens §§ 45-47, tilsvarende anvendelse for tjenestemænd i Folketinget, medmindre andet fastsættes efter stk. 4.

Stk. 4. Aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår for Folketingets tjenestemænd indgås mellem Folketingets direktør og de centralorganisationer, som Folketingets direktør indgår hovedaftale med. Kan der ikke indgås aftale, træffes afgørelsen af Folketingets formand efter forhandling med næstformændene.

Stk. 5. Aftaler i henhold til stk. 4 kan dog ikke indgås om forhold, der bestemmes ved lov, i henhold til lov eller i henhold til forretningsorden for Folketinget, eller som angår Folketingets opgaver, organisation eller personalebehov.

Stk. 6. De bestemmelser, der er fastsat i henhold til den i stk. 1 nævnte lovgivning, finder tilsvarende anvendelse for tjenestemænd i Folketinget, medmindre andet fastsættes af Folketingets formand efter forhandling med næstformændene.

Stk. 7. Afgørelser, der efter den i stk. 1 nævnte lovgivning træffes af en minister, træffes, for så vidt angår tjenestemænd i Folketinget, af Folketingets direktør.

§ 47

Stk. 1. Hovedaftale for Folketingets ikketjenestemænd kan indgås af Folketingets direktør efter bemyndigelse fra Folketingets formand. Hvis der ikke indgås aftale om hovedaftale, kan løn- og andre ansættelsesvilkår fastsættes i et lønregulativ, der udstedes af Folketingets formand efter forhandling med de pågældende personaleorganisationer og efter godkendelse af Udvalget for Forretningsordenen.

Stk. 2. Såfremt Folketingets direktør i henhold til stk. 1 indgår hovedaftale, finder de tilsvarende overenskomster og bestemmelser om løn- og andre ansættelsesvilkår for ikketjenestemænd i staten anvendelse for ikketjenestemænd i Folketinget, medmindre andet fastsættes efter stk. 3.

Stk. 3. Aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår for Folketingets ikketjenestemænd indgås mellem Folketingets direktør og de centralorganisationer, Folketingets direktør indgår hovedaftale med. Kan der ikke indgås aftale, træffes afgørelsen af Folketingets formand efter forhandling med næstformændene.

Stk. 4. Aftaler i henhold til stk. 3 kan dog ikke indgås om forhold, der bestemmes ved lov, i henhold til lov eller i henhold til forretningsorden for Folketinget, eller som angår Folketingets opgaver, organisation eller personalebehov.

§ 48

Stk. 1. Lønninger til personalet hos statsrevisorerne og hos Folketingets Ombudsmand fastsættes i et lønregulativ, der udstedes af formanden efter forudgående forhandling med de pågældende personaleorganisationer og efter godkendelse af Udvalget for Forretningsordenen. Personalet hos statsrevisorerne og hos Folketingets Ombudsmand er i øvrigt med de af forholdene nødvendiggjorte afvigelser omfattet af de almindelige regler, der er gældende for ansatte i statens tjeneste.

Stk. 2. De bestemmelser om løn- og andre ansættelsesvilkår for tjenestemænd i staten, der er fastsat i henhold til tjenestemandslovens §§ 45-49, finder tilsvarende anvendelse for tjenestemænd i Rigsrevisionen, medmindre andet fastsættes efter § 18 a, stk. 5, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 3. Aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår for tjenestemænd i Rigsrevisionen indgås mellem rigsrevisor og de i tjenestemandslovens § 49 nævnte centralorganisationer. Kan der ikke indgås aftale, træffer afgørelsen af Udvalget for Forretningsordenen efter forudgående forelæggelse for statsrevisorerne, jf. § 18 a, stk. 5, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

§ 49

Tjenestemænd i Folketingets administration samt tjenestemænd hos statsrevisorerne, Rigsrevisionen og Folketingets Ombudsmand har ret til pension efter de for statstjenestemænd gældende regler, jf. § 1, stk. 2, i lov om tjenestemandspension.«

§§ 46-49 bliver herefter §§ 50-53.

§ 2

Folketingsbeslutningen træder i kraft ved vedtagelsen og har virkning for de overenskomster og aftaler, der er indgået fra og med perioden 1995-97.

Bemærkninger til forslaget Præsidiet fik i efteråret 1993 en henvendelse fra DJØF og CO II om indgåelse af hovedaftaler og overenskomster for ansatte i Folketingets administration. Efter at personaleforeningerne havde udtalt sig positivt om henvendelsen, var Præsidiet indstillet på at imødekomme foreningernes ønske om indgåelse af hovedaftaler og fik tilslutning til denne positive holdning i Udvalget for Forretningsordenen.

Der har herefter været ført forhandlinger om hovedaftaler og overenskomster, som i foråret 1997 har været forelagt for og godkendt af Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen.

Dette indebærer, at det er nødvendigt at ændre en række bestemmelser i kapitel XVII i forretningsordenen for at skabe den fornødne hjemmel til, at der kan indgås hovedaftale og overenskomster for ansatte i Folketingets administration. Samtidig gennemføres enkelte redaktionelle ændringer som følge af, at Sekretariatet for Nordisk Råds Danske Delegation er blevet en del af Folketingets administration. Udkast til ændringen var bilagt overenskomstudkastet i maj 1997.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til nr. 1

De foreslåede ændringer i § 45 er af redaktionel art.

Bestemmelserne i paragraf § 46 har til formål at fastlægge de tjenestemandsretlige særregler, som Folketingets administrations særlige stilling nødvendiggør, samt at skabe hjemmel til, at der kan indgås hovedaftale for Folketingets tjenestemænd.

I § 46, stk. 1, foreslås, hvilke af de lovbestemte vilkår, som findes i tjenestemandsloven og åremålsloven, der finder tilsvarende anvendelse i Folketingets administration.

I § 46, stk. 2, foreslås, at Folketingets direktør kan indgå hovedaftale for Folketingets tjenestemænd. Det foreslås endvidere, at der fortsat kan fastsættes løn- og andre ansættelsesvilkår i et lønregulativ, hvis der ikke kan indgås hovedaftale.

I § 46, stk. 3, foreslås, at de aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår, som Finansministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer har indgået i henhold til tjenestemandslovens § 45, finder tilsvarende anvendelse i Folketingets administration. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt blot at henvise til Finansministeriets aftaler, idet Folketingets direktør vil have behov for at indgå selvstændige aftaler. Det er derfor i § 46, stk. 4, foreslået, at løn- og ansættelsesvilkår fastsættes ved aftale mellem Folketingets direktør og centralorganisationerne. Hvis parterne ikke kan blive enige, træffes afgørelsen af formanden efter forudgående forhandling med næstformændene.

Hovedreglen for løn- og andre ansættelsesvilkår for Folketingets tjenestemænd vil herefter være, at disse fastsættes ved aftale. I § 46, stk. 5, angives dog visse undtagelser fra denne hovedregel. Bestemmelsen svarer til reglen i tjenestemandslovens § 45, stk. 3, og vedrører forhold, som hører under arbejdsledelsen i traditionel forstand. Som eksempel på ansættelsesvilkår for tjenestemænd, der er afgjort ved lov, kan nævnes bestemmelsen i grundlovens § 27 om, at dansk indfødsret er en forudsætning for ansættelse som tjenestemand. Endvidere vil en række forhold af administrativ art ikke kunne fastlægges ved aftale, selv om de i større eller mindre udstrækning berører tjenestemændenes ansættelsesvilkår. Der tænkes her navnlig på opbygningen af Folketingets administration og organisation og arbejdsopgavernes fordeling mellem de forskellige afdelinger, størrelsen af det ansatte personale og dettes sammensætning.

I § 46, stk. 6, foreslås det, at de bestemmelser, der er fastsat i henhold til tjenestemandslovgivningen, f.eks. opslagsregler, prøveansættelsesregler og tjenestefrihedsregler, finder tilsvarende anvendelse for ansatte i Folketingets administration.

I § 46, stk. 7, foreslås en særregel om, at Folketingets direktør udøver den kompetence, som i tjenestemandslovgivningen udøves af en minister. Bestemmelsen gælder f.eks. suspension, disciplinærforfølgning og injuriesøgsmål.

I § 47, stk. 1, foreslås, at Folketingets direktør kan indgå hovedaftale for Folketingets ikketjenestemænd. Det foreslås endvidere, at der fortsat kan fastsættes løn- og andre ansættelsesvilkår i et lønregulativ, hvis der ikke kan indgås hovedaftale.

I § 47, stk. 2, foreslås, at de aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår, som Finansministeriet og centralorganisationerne har indgået, finder tilsvarende anvendelse i Folketingets administration. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt blot at henvise til Finansministeriets aftaler, idet Folketingets direktør vil have behov for at indgå selvstændige aftaler. Det er derfor i § 47, stk. 3, foreslået, at løn- og ansættelsesvilkår fastsættes ved aftale mellem Folketingets direktør og centralorganisationerne. Hvis parterne ikke kan blive enige, træffes afgørelsen af formanden efter forudgående forhandling med næstformændene.

Hovedreglen for løn- og andre ansættelsesvilkår for Folketingets ikketjenestemænd vil herefter være, at disse fastsættes ved aftale. I § 47, stk. 4, angives dog visse undtagelser fra denne hovedregel. Bestemmelsen vedrører forhold, som hører under arbejdsledelsen i traditionel forstand. Som eksempel på ansættelsesvilkår for ikketjenestemænd, der er afgjort ved lov, kan nævnes bestemmelsen om, at arbejdsgiveren skal betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 84. Endvidere vil en række forhold af administrativ art ikke kunne fastlægges ved aftale, selv om de i større eller mindre udstrækning berører ikketjenestemændenes ansættelsesvilkår. Der tænkes her navnlig på opbygningen af Folketingets administration og organisation samt arbejdsopgavernes fordeling mellem de forskellige afdelinger, størrelsen af det ansatte personale og dettes sammensætning.

I § 48, stk. 1, er der foreslået redaktionelle ændringer som følge af, at det foreslås, at der skabes hjemmel til, at Folketingets administration kan indgå hovedaftale, og som følge af at Sekretariatet for Nordisk Råds Danske Delegation nu er en del af Folketingets administration. Derudover svarer bestemmelsen til den nugældende § 45, stk. 6.

Skriftlig fremsættelse

Erling Olsen (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget.

(Beslutningsforslag nr. B 2).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 1998-01-29