1997 BSF 7 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM REGELFORENKLING GENNEM OBLIGATORISK BRUG AF ERHVERVSMINISTERIETS TESTPANEL
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19971BA00007@1997-10-09/da
Indhold
Med henblik på at forenkle den offentlige administration, nedbringe og forenkle regelmængden samt lette de administrative byrder opfordrer Folketinget regeringen til at effektivisere og systematisere brugen af Erhvervsministeriets testpanel ved
- at stille testpanelet til rådighed for Folketinget med henblik på at vurdere de administrative konsekvenser af al erhvervsrelevant lovgivning,
- at gøre brugen af testpanelet obligatorisk, så alle lovforslag, der har betydning for erhvervslivet, konsekvensvurderes for administrative byrder, inden de fremsættes i Folketinget, og
- at forpligte det lovforberedende ministerium til at medtage testpanelets vurderinger i bemærkningerne til lovforslagene og herunder give en vurdering af de administrative byrder for erhvervslivet set i forhold til lovens formål.
Bemærkninger til forslaget
Venstre og Det Konservative Folkeparti har sat regelforenkling og afbureaukratisering højt på dagsordenen. I folketingsåret 1996-97 fremsatte Venstre og Det Konservative Folkeparti et fælles beslutningsforslag (beslutningsforslag nr. B 127), hvor regeringen blev pålagt at nedbringe og forenkle regelmængden samt lette de administrative byrder. Nærværende forslag er et led i en række af konkrete beslutningsforslag om regelforenkling og en opfølgning på beslutningsforslaget fra sidste folketingsår.
Erhvervsministeriet har i 1996 nedsat et testpanel bestående af 200 virksomheder. Testpanelet er tænkt som et værktøj til at indhente information om de administrative byrder for virksomhederne af nye love og andre regler. Virksomhederne i testpanelet besvarer spørgsmål om, hvilke konsekvenser de selv vurderer at love og andre regler vil få for virksomhedens forretningsgange og andre administrative forhold.
I folketingsåret 1996-97 har testpanelet vurderet 6 lovforslag, inden de blev fremsat i Folketinget. I folketingsåret 1996-97 blev der i alt fremsat 277 lovforslag. Blandt samtlige 277 fremsatte lovforslag er det op mod hvert femte, der på en eller anden måde har betydning for erhvervslivet. Det kan enten være i form af nye skatter og afgifter, nye administrative byrder eller det forhold, at virksomhederne er nødt til at sætte sig ind i nogle nye regler, fordi betingelserne for deres virke ændres.
Testpanelet har desuden vurderet enkelte lovforslag, som først planlægges fremsat i det kommende folketingsår, eller som det er besluttet alligevel ikke at fremsætte.
Testpanelet har indtil videre vurderet nye lovforslag fra Arbejdsministeriet, Erhvervsministeriet, Forskningsministeriet, Skatteministeriet og Sundhedsministeriet. Fra den 1. januar 1997 blev panelets arbejdsfelt udvidet med Miljø- og Energiministeriet. Indtil videre har testpanelet ikke vurderet nogen konkrete forslag på det regeltunge miljø- og energiområde, men er kun blevet bedt om en generel vurdering af lovgivningen på området.
De deltagende ministerier er ikke forpligtede til at forelægge alle lovforslag for testpanelet. I et svar til Folketinget om brugen af testpanelet formulerer erhvervsministeren det således: »I den forbindelse kan jeg nævne, at de deltagende ministerier ikke har været forpligtet til at forelægge alle lovforslag for Testpanelet, idet ministerierne har kunnet undtage politisk følsomme lovforslag og »hastelovgivning«. Endvidere har ministerierne ikke være forpligtet til at medtage testpanelets evalueringer i lovforslagets bemærkninger.
Meget få lovforslag har således været forelagt testpanelet, og det lovforberedende ministerium kan tilsyneladende efter forgodtbefindende afgøre, om et lovforslag skal forelægges for testpanelet, og om testpanelets vurderinger skal med i lovforslaget. Set i det lys må konklusionen være, at testpanelet ikke kan leve op til målsætningen om at være et effektivt redskab til at vurdere de administrative byrder, som ny lovgivning har for virksomhederne.
Skal testpanelet fungere effektivt og i overensstemmelse med formålet, forudsætter det,
- at testpanelet vurderer virksomhedernes byrder for al erhvervsrelevant lovgivning fra samtlige ministerier,
- at resultatet af testpanelets analyser altid indarbejdes i bemærkningerne til lovforslagene, og
- at den minister, som er ansvarlig for lovforslaget, altid skal give sin vurdering af de administrative byrder for erhvervslivet set i forhold til lovens formål.
Kun derved kan testpanelet blive et effektivt redskab til at begrænse de administrative byrder for virksomhederne.
Skriftligt fremsættelse
Svend Erik Hovmand (V):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om regelforenkling gennem obligatorisk brug af testpanelet.
(Beslutningsforslag nr. B 7).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.