Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19971BA00010@1997-10-09/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til lov om forbud mod offentlige indkøb hos firmaer, som har investeringer i eller driver samhandel med Myanmar (Burma).

Bemærkninger til forslaget

Amnesty International har i deres seneste årsrapport skrevet, at den myanmarske regerings krænkelse af menneskerettighederne er taget til siden 1990. I Børsens referat den 18. juni 1997 af Amnesty Internationals rapport står der: »Landet er i undtagelsestilstand, anderledes politisk tænkende fængsles, og etniske grupper tvangsflyttes fra deres landsbyer og tvangsudskrives til slavearbejde i rejefarme, militærlejre, teglværker og til bygning af veje og jernbaner.«

Indtil nu har den danske regering ikke været villig til på egen hånd at opfordre danske virksomheder til at undlade investeringer i og handel med Myanmar eller lovgive om dette. Til Børsen siger udenrigsministeren den 17. juni 1997: »Jeg synes ikke, det er min opgave. Virksomhederne må foretage deres egne regnestykker, hvori risikoen for en forbrugerreaktion må indgå. Jeg kan kun sige, at situationen i Burma er meget ustabil, hvilket er karakteristisk for samfund, der ikke har respekt for menneskerettigheder.«

Et andet spørgsmål fra Børsen lød: »Hvorfor går regeringen ikke i spidsen for en økonomisk boykot af Burma?». Hertil svarede Niels Helveg Petersen: »Jeg kan ikke gå ind for en ensidig dansk boykot. Det ville være meningsløst, da vi næsten ikke har nogen samhandel med Burma. Men selv om regeringen og Folketinget ikke foretager sig noget, så kan forbrugerne sagtens spille en rolle for virksomhedernes overvejelser.«

Forslagsstillerne er helt enige i, at det er godt, hvis de danske forbrugere »stemmer« via deres indkøb over for virksomheder, som handler med og investerer i Myanmar. Men det er for ynkeligt, at den danske regering helt suspenderer sine egne muligheder for aktivt at gå ind og påvirke situationen i Myanmar og deponerer sin udenrigspolitik i firmaernes bestyrelseslokaler.

Dengang Kina og menneskerettighedsproblematikken var på dagsordenen i foråret 1997 i forbindelse med FN's menneskerettighedskonference i Geneve, turde Danmark godt formulere en kritik og gå i spidsen. Oven i købet kunne udenrigsministeren til beroligelse for erhvervslivet sige til Jyllands-Posten den 1. oktober 1997, at selv om regeringen var kommet med denne kritik, så viste en helt ny statistik, at Danmark havde øget eksporten til Kina med over 58% i det første halvår af 1997 til over en milliard danske kroner. På et møde med fynske erhvervsledere sagde udenrigsministeren, ifølge Jyllands-Posten den 1. oktober 1997: »Det kan ikke undgås, at kommercielle interesser også i fremtiden vil komme i konflikt med udenrigspolitikken. I mit ministerium arbejder vi meget på at udbygge erhvervsforbindelserne overalt i verden, men af den grund undlader vi ikke en politisk reaktion over for et land, hvis det er nødvendigt.«

Forslagsstillerne finder det derfor relevant at spørge udenrigsministeren, om han skønner, at det ikke er nødvendigt med politiske og økonomiske sanktioner i forhold til den myanmarske junta. Og hvad er forklaringen på, at ministeren ikke vil skride hårdere ind med økonomiske sanktioner?

Som udenrigsministeren siger, så er den danske årlige samhandel med Myanmar på et lavt niveau, men det er ikke en undskyldning for ikke at gøre noget. Desuden er vi i den situation, at et af de store økonomiske selskaber herhjemme, ØK, har ikke ubetydelige investeringer i Myanmar. Børsen kan den 18. juni 1997 skrive: »Samtidig med at undertrykkelsen af befolkningen i Burma forværres, øges ØK's engagement i militærdiktaturet. Den danske virksomhed har nu over 100 ansatte i ØK's datterselskab i landet.« Ifølge Børsen har det ikke været muligt at få kommentarer til Amnesty Internationals årsrapport fra ØK's side.

I Børsens reportage nævnes endvidere Det Danske Center for Menneskerettigheder, som anbefaler danske virksomheder at stille krav om overholdelse af menneskerettighederne til både kunder og leverandører.

Forelagt dette siger Niels Frederiksen fra ØK: »ØK har naturligvis sympati for hovedbudskabet fra Center for Menneskerettigheder, men vi har i øvrigt ikke mere at tilføje til Burma-debatten, ud over hvad vi har markeret i vores brev til aktionærerne sidste år. Heri meddelte ØK sin officielle Burma-politik, som går ud på, at så længe det er lovligt at handle med Burma, så vil virksomheden forblive i landet.«

ØK producerer sammen med den britiske kemikoncern Zeneca sprøjtegiften paraquat. Dette giftstof laves i Thailand og eksporteres derefter bl.a. til Myanmar. ØK har ikke vist reel vilje til at stoppe produktionen og har nærmest opført sig, som om det var noget, politikerne bare skulle blande sig udenom.

Politiken kunne den 20. juni 1997 berette, at ØK's topchef, Michael Fiorini, havde sendt et personligt brev til den socialdemokratiske EU-ordfører, Ove Fich, i forbindelse med diskussionen af ØK og Zenecas produktion af og handel med paraquat. Politiken skriver: »Fiorini beskylder Fich for at udøve et meningsdiktatur, som ellers er forbeholdt militærregimet i Burma.« Ove Fich har svaret på Fiorinis brev og ville gerne offentliggøre begge breve, men det har Fiorini sagt nej til. Når holdningen er sådan hos den virksomhed, som har de største danske interesser i Myanmar, er der ingen vej uden om at lovgive på dette område og ligeledes arbejde for det samme i forhold til andre lande i Europa.

Regeringen i Myanmar er i stor knibe for øjeblikket. Den er i en situation, hvor det ikke kun er undertrykkelsen af den myanmarske befolkning, som tager til. Den myanmarske regering er også ude i svære økonomiske problemer, der i høj grad er selvforskyldte. Der er sendt mange penge til Myanmar i 1990'erne fra myanmarske arbejdere i udlandet, og der er foretaget en række investeringer fra udenlandske virksomheder, som mente at kunne få udbytte af løfterne om en økonomisk liberalisering. Men som Berlingske Tidende kunne konstatere den 24. september 1997, så »blev pengene ikke anvendt til investeringer i et produktionsapparat, der kunne skaffe øgede indtægter og økonomisk vækst til landet. I stedet lod regeringen pengene gå til import af luksusvarer og bygning af hoteller til turister, der aldrig kom på grund af styrets håndtering af menneskerettighederne«.

Berlingske Tidende kan også oplyse, at »IMF, Den internationale Valutafond, har i en rapport fra maj givet en sønderlemmende kritik af Burma, og USA's udenrigsminister, Madeleine Albright, har anklaget militærjuntaen for at lade narkohandlere indsætte som »ledende personligheder i Burmas ny markedsøkonomi og ny politiske rangorden«».

IMF har lavet en opgørelse af det myanmarske nationalregnskab, hvor der ifølge IMF er betydelige kapitalstrømme, som ikke kan forklares ved indtægter af lovlig handel og eksport. Ifølge Berlingske Tidende siger eksperter, at disse penge stammer fra eksport af heroin og råopium. Militærjuntaen tillader disse ting - ja, er afhængige af disse penge - og, siger Berlingske Tidende: »Det er ingen hemmelighed, at kendte narkobagmænd ejer hoteller, restauranter og transportfirmaer i hovedstaden Rangoon.«

Derfor er det på tide at stramme op med økonomiske sanktioner over for den myanmarske militærjunta. Denne junta er ikke modtagelig for diplomati og formelle fordømmelser. Der skal andre midler til.

Ud over en konkret økonomisk sanktionspolitik er det også vigtigt, at Danmark støtter den myanmarske opposition. Det er ikke nok med sympatierklæringer til Aung San Suu Kyi. Forslagsstillerne er enige med Herbert Pundik, som i Politiken den 8. juni 1997 skrev: »Militærjuntaen vil ikke falde, før den burmesiske befolkning gør oprør. Vor opgave må bestå i at tilse, at den demokratiske opposition ikke mangler midler. Norge holder for eksempel liv i en radiostation, der kan aflyttes i store dele af Burma. Burmesiske studenter, der har søgt asyl i Thailand, mangler penge til at finansiere deres kamp mod juntaen. De fængslede demokratiske politikeres familier i Burma lider nød... Der er ingen grund til, at den demokratiske verden ikke skulle investere i oppositionen. Vi gjorde det i tilfældet Sydafrika. Hvorfor er vi ikke mere aktive for at hjælpe Aung San Suu Kyi's tilhængere til at organisere det folkelige oprør, der er den eneste effektive modgift mod undertrykkelsen.«

Sidste år importerede Danmark for 26,3 millioner kr. fra Myanmar. Ud over ØK er det især firmaer som Texaco, mejerivirksomheden APV Pasilac, F.L. Smidth, tømmerfirmaet Dalhoff, Larsen og Hornemann og L.M. Ericsson, som står for den danske samhandel med Myanmar.

Derfor er det også helt ude af trit med den politiske situation, at EU nu skal til at underminere den sanktionspolitik, som kommer til udtryk fra f.eks. den amerikanske delstat Massachusetts og andre stater og byer i USA, som enten har vedtaget eller er i færd med at vedtage forskellige love, som har til hensigt at ramme det myanmarske militærstyre og/eller de virksomheder, som handler med eller investerer i Myanmar.

I en opgørelse som det etiske investeringsfirma, Franklin Research & Development, har lavet, og som forslagsstillerne er i besiddelse af, siges det, at der er vedtaget lovgivning om økonomisk og anden boykot i følgende amerikanske byer/stater: Massachusetts, Boulder, Oakland, Berkeley, Madison, Santa Monica, Ann Arbor og San Francisco. Desuden arbejdes der i en række byer og stater i USA på gennemførelse af lignende sanktionslove.

EU-Kommissionen har rettet henvendelse til den amerikanske regering for at få denne til at gribe ind over for delstaten Massachusetts. Massachusetts har i 1996 vedtaget en lov, som forbyder statens offentlige myndigheder at handle med virksomheder, som har investeringer i Myanmar.

EU er af den opfattelse, at denne lov er i strid med WTO-reglerne om offentlige indkøb, og har derfor truet USA med at indbringe sagen for WTO.

I Berlingske Tidende den 13. september 1997 siger en EU-diplomat, at »vi er i et forstadie til en klagesag. Vi har givet amerikanerne lidt tid i første forhandlingsrunde, og vi vil indlede anden runde i begyndelsen af oktober. Hvis den heller ikke fører til en løsning, er der ingen vej uden om et WTO-panel - dvs. en klagesag«.

I samme artikel siger Peter Guildford, som er EU-Kommissionens talsmand for udenrigshandel, at »hvis Massachusetts får lov til at slippe af sted med det her, kan hver enkelt region eller stat derovre føre deres egen udenrigspolitik - ofte med baggrund i hjemlige hensyn«.

Forslagsstillerne tager afstand fra EU's forsøg på at tvinge de amerikanske delstater til at standse deres sanktionspolitik over for Myanmar. Simon Billenness fra den etiske investorgruppe, Franklin Research and Development Corporation kritiserer i Det ny Notat (12. september 1997), EU's holdning og siger, at »indbyggerne her i Massachusetts forstår ikke, hvorfor EU's befolkninger bare lader handels-bureaukraterne fra Bruxelles gå amok. På os virker det hyklerisk, at de folkevalgte parlamentarikere i Strasbourg kan vedtage resolutioner mod undertrykkelse, forfølgelse og børnearbejde i Burma, samtidig med at EU-Kommissionen indstævner Massachusetts for handelshindringer, fordi delstaten nægter at handle med firmaer, der, som det danske ØK, opererer i diktaturstaten. Det er da en dobbeltmoral, der vil noget«.

Ud over denne dobbeltmoral indeholder hele denne sag også problemer i forhold til, hvor den politiske magt og kompetence ligger. Den danske regering har hidtil indrettet sin udenrigspolitik i forhold til, hvad der kan skabes enighed om på EU's ministerrådsmøde. Danmark har også ladet sig diktere af WTO-reglerne om offentlige indkøb. Hvis man fastholder dette ja, så kan forslagsstillerne godt se, at den danske regering kun kan »håbe« på, at den politiske forbruger gør det, som den danske regering ikke selv tør.

Det vil være helt uacceptabelt, hvis den danske regering er med til at indbringe USA/Massachusetts for en WTO-domstol, som så kan dømme USA for overtrædelse af WTO-reglerne og dermed underminere den konkrete sanktionspolitik over for Myanmar.

Desuden viser sagen, at EU-Kommissionen ikke har forståelse for den særlige amerikanske forbundsstatskonstruktion, hvorefter det på en række områder er overladt til den enkelte delstat selv at fastlægge sin egen lovgivning. I Børsen den 12. juni 1997 siger kongresmedlem Byron Rushing fra Massachusetts: »Jeg tror ikke, det kommer til en sag i WTO, men hvis det gør og USA taber, så er situationen den, at den amerikanske stat må lægge sag an imod os...En sådan sag vil i givet fald blive en vigtig prøvesag. Et tilsvarende sagsanlæg over handelspolitik er ikke hidtil set i USA.« Han kritiserer også EU for en manglende forståelse for, hvordan en føderal stat er skruet sammen. »Jeg fatter ikke, at EU ikke forstår det politiske system her - at vi har selvstændige delstater med selvstændig lovgivning,» siger han.

Derfor vil en dansk lovgivning som foreslået i beslutningsforslaget være af principiel betydning af følgende årsager:

- det vil være et gennembrud i bestræbelserne for at etablere en international boykot af militærdiktaturet i Myanmar, idet den amerikanske boykot så vil brede sig,

- det vil markere, at stater - og delstater i Unionen - har ret til at føre selvstændig udenrigspolitik, uden at dette kan hindres af WTO, og

- det vil sikre, at det også i fremtiden vil være muligt for Danmark og andre stater at gennemføre boykotaktioner, idet det vil trække tæppet væk under en evt. EU-sag mod USA i WTO.

Skriftlig fremsættelse

Keld Albrechtsen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om sanktioner imod Myanmar.

(Beslutningsforslag nr. B 10).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling

Versioner

1. 1997-10-09