Gelex

1997 BSF 21 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM AMTERNES PLIGT TIL AT SIKRE DØENDE MULIGHED FOR EN VÆRDIG PLEJE

GældendeVersion 1997-10-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19971BA00021@1997-10-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der pålægger amterne at sikre døende ret til omsorg, pleje og smertebehandling under hospicelignende forhold. Dette kan ske ved oprettelse af særlige afdelinger som en integreret del af det offentlige sygehusvæsen eller ved at indgå driftsoverenskomst med non-profitorganisationer.

Bemærkninger til forslaget

Det bør være en naturlig del af et velfærdssamfunds virke at sikre borgerne den nødvendige hjælp og støtte i alle dele af livets faser, også når visheden om døden bliver et dagligt tilstedeværende element.

Mange borgere bliver ramt af dødelige sygdomme som f.eks. cancer og AIDS. Det offentliges tilbud til disse medborgere bør ud over behandling, der afbøder virkningen af sygdommen, være et varieret tilbud om pleje, der tilgodeser den enkeltes ønsker og behov.

Ikke alle har mulighed for eller lyst til at udnytte bistandslovens muligheder for at kombinere ydelser fra hjemmeplejen med aflønning af pårørende suppleret med lægelig behandling fra sundhedsvæsenet. De almindelige sygehusafdelinger er et dårligt tilbud til denne gruppe borgere, som ofte har brug for en længerevarende indlæggelse i fysiske rammer, der tilgodeser behovet for privatliv og aktivitetsmuligheder kombineret med terminalpleje og en socialpsykologisk indsats, så den sidste del af livet får størst mulig kvalitet.

De få danske erfaringer, der er med hospice, viser, at mange borgere er interesserede i dette tilbud, men både de privatøkonomiske begrænsninger og hospicekapaciteten gør, at der ikke i dag er et generelt tilbud til borgerne.

Derfor vil det være naturligt at forpligte amterne til at sikre borgerne denne valgmulighed ved enten at oprette hospicelignende afdelinger som en integreret del af det offentlige sygehusvæsen eller ved indgåelse af driftsoverenskomst med non-profitorganisationer. Tilbudet skal også kunne bruges af personer, der bliver passet i eget hjem med hjælp af pårørende i henhold til bistandsloven i forbindelse med aflastningsophold.

Ved udformning af lovforslaget skal der tages stilling til en eventuel. udgiftsforskydning mellem kommune og amt.

Skriftlig fremsættelse

Bruno Jerup (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig hermed at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om amternes pligt til at sikre døende mulighed for en værdig pleje.

(Beslutningsforslag nr. B 21)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 1997-10-21