1997 BSF 35 FOLKETINGSBESLUTNING OM TILTRÆDELSE AF RAMMEAFTALE OM HANDEL OG SAMARBEJDE MELLEM DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB OG DETS MEDLEMSSTATER PÅ DEN ENE SIDE OG REPUBLIKKEN KOREA PÅ DEN ANDEN SIDE AF 28. OKTOBER 1996
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19971BA00035@1998-01-27/da
Indhold
Folketinget meddeler sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne tiltræder den i Luxembourg den 28. oktober 1996 undertegnede rammeaftale om handel og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side.
Bilag
Den aftale, som er omtalt i folketingsbeslutningen, er optrykt som bilag til det fremsatte forslag.
Oprindeligt fremsat forslag
Folketinget meddeler sit samtykke til, at regeringen på Danmarks
vegne tiltræder den i Luxembourg den 28. oktober 1996 undertegnede
rammeaftale om handel og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab
og dets medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den
anden side.
INDHOLDSFORTEGNELSE
1. Rammeaftale om handel og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den en side og Republikken Korea på den anden side
Præambel
Artikel 1
Artikel 2
Artikel 3
Artikel 4
Artikel 5
Artikel 6
Artikel 7
Artikel 8
Artikel 9
Artikel 10
Artikel 11
Artikel 12
Artikel 13
Artikel 14
Artikel 15
Artikel 16
Artikel 17
Artikel 18
Artikel 19
Artikel 20
Artikel 21
Artikel 22
Artikel 23
Artikel 24
Artikel 25
Artikel 26
Artikel 27
Undertegnelse
Bilag vedrørende Artikel 9 (konventioner om intellektuel, industriel og kommerciel ejendomsret)
2. Erklæringer
Fælles erklæring om den politiske dialog
Fælles erklæring om Artikel 7
Fælles erklæring om Artikel 9
Fortolkende fælles erklæring om Artikel 23
Fortolkende erklæring fra Republikken Korea om Artikel 9, stk. 2
Ensidig erklæring fra det Europæiske Fællesskab om Artikel 8
Ensidig erklæring fra Republikken Korea om Artikel 7, stk. 2
3. Bemærkninger til lovforslaget
1. RAMMEAFTALE OM HANDEL OG SAMARBEJDE MELLEM DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB OG DETS MEDLEMSSTATER PÅ DEN ENE SIDE OG REPUBLIKKEN KOREA PÅ DEN ANDEN SIDE
KONGERIGET BELGIEN,
KONGERIGET DANMARK,
FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,
DEN HELLENSKE REPUBLIK,
KONGERIGET SPANIEN,
DEN FRANSKE REPUBLIK,
IRLAND,
DEN ITALIENSKE REPUBLIK,
STORHERTUGDØMMET
LUXEMBOURG,
KONGERIGET NEDERLANDENE,
REPUBLIKKEN ØSTRIG,
DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,
REPUBLIKKEN FINLAND,
KONGERIGET SVERIGE,
DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND,
som er kontraherende parter i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og traktaten om oprettelse af Den Europæiske Union, i det følgende benævnt »medlemsstater«, og
DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB,
på den ene side,
og
REPUBLIKKEN KOREA,
på den anden side,
SOM TAGER HENSYN TIL de traditionelle venskabsforbindelser mellem Republikken Korea og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater,
SOM PÅ NY BEKRÆFTER parternes tilslutning til de demokratiske principper og de grundlæggende menneskerettigheder som fastlagt i verdenserklæringen om menneskerettigheder,
SOM BEKRÆFTER deres ønske om at etablere en regelmæssig politisk dialog mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea, der bygger på fælles værdier og mål,
SOM ERKENDER, at den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) har medvirket betydeligt til at fremme den internationale handel i almindelighed og den bilaterale samhandel i særdeleshed, og at både Republikken Korea og Det Europæiske Fællesskab tilslutter sig principperne om frihandel og markedsøkonomi, som aftalen bygger på,
SOM PÅ NY BEKRÆFTER, at såvel Republikken Korea som Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater har givet tilsagn om fuldt ud at opfylde de forpligtelser, de har indgået ved ratificeringen af aftalen om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO),
SOM ERKENDER behovet for at bidrage til den fulde gennemførelse af resultaterne af Uruguay-runden under GATT og behovet for at anvende alle de bestemmelser, der gælder for den internationale handel, på gennemsigtig og ikke-diskriminerende vis,
SOM ERKENDER betydningen af at styrke de bestående forbindelser mellem parterne med henblik på at udvide det indbyrdes samarbejde og deres fælles ønske om at styrke, uddybe og diversificere forbindelserne på områder af fælles interesse på grundlag af lighed, ikke-diskrimination, respekt for miljøet og gensidige fordele,
SOM ØNSKER at skabe gunstige vilkår for en fortsat vækst i og diversificering af samhandelen og for det økonomiske samarbejde på forskellige områder af gensidig interesse,
SOM MENER, at det vil være fordelagtigt for parterne at institutionalisere forbindelserne og etablere et indbyrdes økonomisk samarbejde, da et sådant samarbejde vil kunne fremme en yderligere udvikling af samhandelen og investeringerne,
SOM ER SIG BEVIDST, at det er vigtigt at gøre det lettere for direkte interesserede personer og enheder, særlig de økonomiske beslutningstagere og deres repræsentative organisationer, at deltage i samarbejdet,
HAR VEDTAGET at indgå denne aftale og har med henblik herpå som befuldmægtigede udpeget:
KONGERIGET BELGIEN:
Erik DERYCKE,
Udenrigsminister,
KONGERIGET DANMARK:
Niels HELVEG PETERSEN,
Udenrigsminister,
FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND:
Werner HOYER,
Viceminister, Udenrigsministeriet,
DEN HELLENSKE REPUBLIK:
Georgios PAPANDREOU,
Viceudenrigsminister,
KONGERIGET SPANIEN:
Abel MATUTES,
Udenrigsminister,
DEN FRANSKE REPUBLIK:
Michel BARNIER,
Viceminister under udenrigsministeren, med ansvar for Europaspørgsmål,
IRLAND:
Gay MITCHELL,
Viceminister for Europaspørgsmål, premierministerens kontor,
DEN ITALIENSKE REPUBLIK:
Lamberto DINI,
Udenrigsminister,
STORHERTUGDØMMET
LUXEMBOURG:
Jacques F. POOS,
Udenrigsminister,
KONGERIGET NEDERLANDENE:
Hans VAN MIERLO,
Udenrigsminister,
REPUBLIKKEN ØSTRIG:
Wolfgang SCHUSSEL,
Forbundsudenrigsminister,
DEN PORTUGISISKE REPUBLIK:
Jaime GAMA,
Udenrigsminister,
REPUBLIKKEN FINLAND:
Tarja HALONEN,
Udenrigsminister,
KONGERIGET SVERIGE:
Lena HJELM-WALLEN,
Udenrigsminister,
DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND:
David DAVIS,
Viceminister, Ministeriet for Udenrigs- og Commonwealth-anliggender,
DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB:
Dick SPRING,
Udenrigsminister (Irland),
Fungerende formand for Rådet for Den Europæiske Union,
Sir Leon BRITTAN,
Næstformand for Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,
REPUBLIKKEN KOREA:
Ro-Myung GONG,
Udenrigsminister,
SOM, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og behørig form,
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:
Artikel 1
Samarbejdets grundlag
Respekten for de demokratiske principper og menneskerettighederne som omhandlet i verdenserklæringen om menneskerettigheder ligger til grund for parternes interne og internationale politikker og udgør et væsentligt element i aftalen.
Artikel 2
Samarbejdets mål
Parterne forpligter sig med henblik på at udvide det indbyrdes samarbejde til at fremme en yderligere udvikling af deres økonomiske forbindelser. Indsatsen skal især fokusere på:
a) tilskyndelser til at etablere handelsmæssigt samarbejde og diversificering til gensidig fordel,
b) etablering af økonomisk samarbejde på områder af gensidig interesse, herunder videnskabeligt og teknologisk samarbejde og industrisamarbejde,
c) fremme af samarbejdet mellem de økonomiske beslutningstagere ved at lette investeringerne på begge sider og forbedre den gensidige forståelse.
Artikel 3
Politisk dialog
Der indføres en regelmæssig politisk dialog baseret på fælles værdier og mål mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea. Dialogen skal finde sted i overensstemmelse med de procedurer, der aftales i den fælles erklæring fra Den Europæiske Union og Republikken Korea om dette emne.
Artikel 4
Mestbegunstigelsesbehandling
Parterne indrømmer hinanden mestbegunstigelsesbehandling i overensstemmelse med deres rettigheder og forpligtelser i Verdenshandelsorganisationen.
Artikel 5
Handelsmæssigt samarbejde
1. Parterne forpligter sig til at fremme udviklingen og diversificeringen af deres indbyrdes samhandel mest muligt og til gensidig fordel.
Parterne forpligter sig til at skabe bedre betingelser for markedsadgangen. De sikrer, at de anvendte mestbegunstigelsestoldsatser fastsættes under hensyntagen til forskellige elementer, herunder den interne markedssituation og eksportinteresserne hos den ene og den anden part. De forpligter sig til at søge at fjerne handelshindringerne, særligt ved i tide at afskaffe ikke-toldmæssige hindringer og træffe forholdsregler for at forbedre gennemsigtigheden under hensyntagen til arbejdet på dette område i internationale organisationer.
2. Parterne træffer foranstaltninger til at føre en politik, der tager sigte på:
a) at gennemføre et multilateralt og bilateralt samarbejde med henblik på at behandle spørgsmål vedrørende udviklingen af handelen, som er af interesse for begge parter, herunder også WTO's fremtidige procedurer. Med henblik herpå samarbejder de på internationalt og bilateralt plan for at finde løsninger på handelsproblemer af fælles interesse,
b) at fremme udvekslingen af oplysninger mellem de økonomiske beslutningstagere og industrielt samarbejde mellem virksomheder for at diversificere og forøge de eksisterende handelsstrømme,
c) at undersøge og anbefale handelsfremmende foranstaltninger, der vil kunne fremme handelsudviklingen,
d) at fremme samarbejdet mellem de kompetente toldmyndigheder i Det Europæiske Fællesskab, dets medlemsstater og Korea,
e) at forbedre markedsadgangen for industrivarer, landbrugsprodukter og fiskerivarer
f) at forbedre markedsadgangen for tjenesteydelser som f.eks. finansielle tjenesteydelser og tjenesteydelser på telekommunikationsområdet,
g) at styrke samarbejdet inden for standarder og tekniske forskrifter,
h) effektiv beskyttelse af intellektuel, industriel og kommerciel ejendomsret,
i) tilrettelæggelse af handels- og investeringsbesøg,
j) tilrettelæggelse af generelle og industrispecifikke handelsmesser.
3. Parterne fremmer en fair konkurrence inden for de økonomiske aktiviteter ved at håndhæve deres relevante love og forskrifter fuldt ud.
4. Parterne sikrer i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til WTO-aftalen om offentlige indkøb, at deltagelse i indkøbskontrakter finder sted på et ikke-diskriminerende og gensidigt grundlag.
De viderefører deres drøftelser med henblik på at opnå, at den gensidige åbning af deres respektive markeder for offentlige indkøb også kommer til at omfatte andre sektorer som f.eks. telekommunikationssektoren.
Artikel 6
Landbrug og fiskeri
1. Parterne er enige om at fremme samarbejdet på landbrugs- og fiskeriområdet, herunder også havebrug og havbrug. På grundlag af drøftelserne om deres respektive landbrugs- og fiskeripolitikker undersøger parterne:
a) mulighederne for øget handel med landbrugs- og fiskeriprodukter,
b) handelsvirkningerne af sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige samt miljømæssige foranstaltninger,
c) forbindelserne mellem landbruget og miljøet i landdistrikterne,
d) forskning på landbrugs- og fiskeriområdet, herunder også inden for havebrug og havbrug.
2. Stk. 1 finder om fornødent også anvendelse på produkter og tjenesteydelser i den hertil knyttede landbrugsforarbejdningsindustri.
3. Parterne forpligter sig til at overholde bestemmelserne i WTO-aftalen om anvendelse af sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige foranstaltninger, og er rede til efter anmodning fra en af parterne at indlede konsultationer med henblik på at drøfte forslag fremsat af den anden part om anvendelse og harmonisering af de sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige foranstaltninger under hensyntagen til de standarder, der er aftalt i andre internationale organisationer som f.eks. IOE, IPPC og Codex Alimentarius.
Artikel 7
Søtransport
1. Parterne forpligter sig til at søge at opfylde målet om uhindret adgang til markedet og trafikken inden for den internationale søtransport baseret på fair konkurrence på et kommercielt grundlag i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel.
a) Ovenstående bestemmelse berører ikke rettigheder og forpligtelser i henhold til De Forenede Nationers adfærdskodeks for linjekonferencer som gældende for den ene eller den anden af de kontraherende parter i denne aftale. Ikke-konferencelinjer kan frit konkurrere med en konference, for så vidt som de overholder princippet om fair konkurrence på et kommercielt grundlag.
b) Parterne bekræfter deres tilsagn om at skabe fair og konkurrencebaserede vilkår for handelen med tørt og flydende massegods. Republikken Korea træffer for at opfylde denne forpligtelse de nødvendige forholdsregler for at nedtrappe den eksisterende lastreservation af massegods til skibe, der fører koreansk flag, over en overgangsperiode, der slutter den 31. december 1998.
2. Med henblik på at opfylde målet for stk. 1:
a) indfører parterne ikke lastfordelingsklausuler i fremtidige bilaterale aftaler med tredjelande med hensyn til tørt og flydende massegods og linjetrafik, undtagen under sådanne særlige omstændigheder, hvor linjerederier fra en af parterne i denne aftale ikke på anden vis har reel mulighed for at deltage i trafikken til og fra det pågældende tredjeland
b) anvender parterne fra denne aftales ikrafttræden ingen administrative, tekniske og lovgivningsmæssige foranstaltninger, der kan føre til forskelsbehandling mellem deres egne og den anden parts statsborgere eller selskaber med hensyn til den frie udveksling af tjenesteydelser inden for international søtransport.
c) for så vidt angår adgang til havne, der betjener den internationale trafik, og brug af havnenes infrastruktur og hjælpetjenester for skibsfarten samt afgifter og gebyrer i forbindelse dermed, toldfaciliteter og tildeling af kajplads og laste- og lossefaciliteter, indrømmer hver part i øvrigt skibe, der drives af den anden parts statsborgere eller selskaber, en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der gælder for dens egne skibe.
3. I forbindelse med denne artikel omfatter adgangen til det internationale søtransportmarked bl.a., at hver parts internationale søtransporttjenesteydere har ret til at tilrettelægge dør-til-dør-transport, der omfatter en søtransportdel, og med henblik herpå direkte indgå aftaler med lokale leverandører af andre transportformer end søtransport på den anden parts område, uden at dette berører de gældende nationalitetsbegrænsninger vedrørende transport af varer og passagerer ved hjælp af disse andre transportformer.
4. Denne artikel finder anvendelse på Det Europæiske Fællesskabs selskaber og Koreas selskaber. Den gælder også for rederier, der er etableret uden for Det Europæiske Fællesskab eller Republikken Korea, og som kontrolleres af statsborgere fra en medlemsstat eller Republikken Korea, såfremt deres fartøjer er indregistreret i den pågældende medlemsstat eller i Republikken Korea i overensstemmelse med de respektive lovgivninger.
5. For så vidt angår skibsagenturers aktiviteter i Det Europæiske Fællesskab og i Republikken Korea, behandles dette spørgsmål om fornødent i specifikke aftaler.
Artikel 8
Skibsbygning
1. Parterne er enige om at samarbejde inden for skibsbygning med henblik på at fremme fair og konkurrencebaserede markedsvilkår og noterer sig den alvorlige strukturelle uligevægt mellem udbud og efterspørgsel samt markedstendenserne, der skaber krise i verdens skibsbygningsindustri. Af den grund må parterne i overensstemmelse med OECD-aftalen om skibsbygning ikke træffe forholdsregler eller iværksætte foranstaltninger til støtte for deres skibsbygningsindustri, der kan fordreje konkurrencen eller gøre det muligt for deres skibsbygningsindustri at undgå en fremtidig vanskelig situation.
2. Parterne er enige om efter anmodning fra en af parterne at afholde konsultationer vedrørende gennemførelsen af OECD-aftalen om skibsbygning, udveksling af oplysninger om verdensmarkedsudviklingen for skibe og skibsbygning og ethvert andet problem, der måtte opstå i denne sektor.
Repræsentanter for skibsbygningsindustrien kan efter aftale mellem parterne indbydes som observatører til sådanne konsultationer.
Artikel 9
Beskyttelse af intellektuel, industriel og kommerciel ejendomsret
1. Parterne forpligter sig til at sikre, at der tilvejebringes en hensigtsmæssig og effektiv beskyttelse af intellektuel, industriel og kommerciel ejendomsret, herunder også effektive midler til at håndhæve sådanne rettigheder.
2. Parterne er enige om at gennemføre WTO-aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder senest den 1. juli 1996.(* 1)
3. Parterne bekræfter den betydning, de tillægger deres forpligtelser i henhold til de multilaterale konventioner om beskyttelse af intellektuel ejendomsret. Parterne bestræber sig på hurtigst muligt at tiltræde de af de i bilaget anførte konventioner, som de endnu ikke har tiltrådt.
Artikel 10
Tekniske forskrifter, standarder og overensstemmelsesvurdering
1. Parterne fremmer inden for rammerne af deres kompetencer og i overensstemmelse med deres respektive love anvendelsen af internationalt anerkendte standarder og overensstemmelsesvurderingssystemer, uden at dette berører parternes internationale forpligtelser.
Med henblik herpå lægges der særligt vægt på:
a) udveksling af oplysninger og tekniske eksperter inden for standardisering, autorisation, metrologi og certificering samt eventuelt fælles forskning,
b) fremme af udvekslinger og kontakter mellem relevante organer og institutioner,
c) sektorspecifikke konsultationer,
d) samarbejde inden for kvalitetskontrol,
e) styrkelse af samarbejdet inden for tekniske forskrifter, især gennem indgåelse af en aftale om gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurderingsresultater, som et middel til at lette samhandelen og undgå afbrydelser, der kan skade udviklingen på dette område,
f) deltagelse og samarbejde inden for rammerne af de relevante internationale aftaler med henblik på at fremme indførelsen af harmoniserede standarder.
2. Parterne sikrer, at aktiviteter vedrørende standarder og overensstemmelsesvurdering ikke udgør unødvendige hindringer for samhandelen.
Artikel 11
Konsultationer
1. Parterne er enige om at fremme udvekslingen af oplysninger om handelsmæssige foranstaltninger.
Begge parter forpligter sig til i tide at orientere den anden part om anvendelsen af foranstaltninger, der indebærer ændringer i importafgifterne inden for rammerne af mestbegunstigelsesbehandlingen, som berører den anden parts eksport.
Begge parter kan anmode om konsultationer om handelsmæssige foranstaltninger. Konsultationer af denne art skal finde sted hurtigst muligt efter, at en af parterne har anmodet herom, med henblik på snarest at finde en gensidigt acceptabel og konstruktiv løsning.
2. Parterne er enige om at orientere den anden part om indledningen af antidumping-procedurer mod den anden parts produkter.
Parterne skal under fuld iagttagelse af WTO-aftalerne om antidumping- og antisubsidieforanstaltninger velvilligt overveje den anden parts synspunkter med hensyn til antidumping- og antisubsidieforanstaltninger og tilbyde passende muligheder for konsultation herom.
3. Parterne er enige om at konsultere hinanden om enhver tvist, som måtte opstå som følge af gennemførelsen af denne aftale. Hvis en af parterne anmoder om en sådan konsultation, skal denne afholdes hurtigst muligt. Den part, der har fremsat anmodningen, skal forsyne den anden part med alle de oplysninger, der er nødvendige for en detaljeret undersøgelse af situationen. Det skal gennem sådanne konsultationer tilstræbes at løse handelstvister så hurtigt som muligt.
4. Bestemmelserne i denne artikel berører på ingen måde parternes respektive interne procedurer for vedtagelse og ændring af handelsmæssige foranstaltninger eller WTO-aftalernes bestemmelser om notifikation, konsultation og bilæggelse af tvister.
Artikel 12
Økonomisk og industrielt samarbejde
1. Parterne fremmer under hensyntagen til deres gensidige interesser og respektive økonomiske politikker og mål det økonomiske og industrielle samarbejde på alle områder, som de måtte finde hensigtsmæssige.
2. Målene for dette samarbejde er især:
- at fremme udvekslingen af oplysninger mellem de økonomiske beslutningstagere og forbedre det eksisterende netværk, idet det samtidig sikres, at persondata beskyttes på passende vis,
- at etablere udveksling af oplysninger om vilkårene og betingelserne for samarbejdet inden for alle tjenesteydelser samt informationsinfrastrukturer,
- at fremme gensidigt fordelagtige investeringer og etablere vilkår, der fremmer investeringerne,
- at forbedre de økonomiske vilkår og forretningsklimaet.
3. Parterne skal med henblik herpå bl.a. søge:
a) at diversificere og styrke de indbyrdes økonomiske bånd,
b) at etablere samarbejdskanaler, der fokuserer på specifikke industrier,
c) at fremme industrisamarbejdet mellem virksomheder, særligt mellem små og mellemstore virksomheder,
d) at fremme en bæredygtig udvikling af deres økonomier,
e) at anspore produktionsmåder, der ikke er miljøskadelige,
f) at anspore investerings- og teknologistrømmene,
g) at forbedre den gensidige forståelse for og kendskab til de respektive forretningsmiljøer.
Artikel 13
Narkotika og hvidvaskning af penge
1. Parterne samarbejder om at forøge effektiviteten af de politikker og foranstaltninger, der iværksættes for at imødegå ulovlig produktion, distribution og handel af narkotika og psykotrope stoffer, herunder forebyggelse af omledning af prækursorer, samt styrkelse af arbejdet med at forebygge og nedbringe narkotikaefterspørgslen. Samarbejdet på dette område skal bygge på gensidig konsultation og tæt samarbejde mellem parterne vedrørende mål og foranstaltninger på de forskellige narkotikarelaterede områder.
2. Parterne er enige om, at det er nødvendigt at udfolde store bestræbelser og samarbejde for at forebygge anvendelsen af deres finansielle systemer til hvidvaskning af penge, der hidrører fra kriminelle aktiviteter i almindelighed og narkotikakriminalitet i særdeleshed.
Samarbejdet på dette område skal tage sigte på at etablere passende standarder mod hvidvaskning af penge, således at der tages hensyn til de standarder, der er vedtaget af internationale fora på dette område, specielt Gruppen for Internationale Finansielle Foranstaltninger (FATF).
Artikel 14
Videnskabeligt og teknologisk samarbejde
1. Parterne forpligter sig til i overensstemmelse med deres gensidige interesser og målene for deres politikker for det videnskabelige område at fremme det videnskabelige og teknologiske samarbejde. Med henblik herpå bestræber parterne sig især på at fremme:
- udveksling af oplysninger og knowhow på det videnskabelige og teknologiske område,
- en dialog om udarbejdelsen og gennemførelsen af de respektive politikker for forskning og teknologisk udvikling,
- samarbejde om informationsteknologi og inden for teknologier og industri, der berører interoperabiliteten henimod et globalt informationssamfund,
- samarbejde på energiområdet og inden for miljøbeskyttelse,
- samarbejde på videnskabelige og teknologiske områder af fælles interesse.
2. Med henblik på at virkeliggøre målene for deres respektive politikker tilstræber parterne bl.a.:
- at udveksle oplysninger om forskningsprojekter inden for energi, miljøbeskyttelse, telekommunikation og informationsteknologi samt informationsteknologiindustrien,
- at fremme uddannelsen af videnskabsfolk ved hjælp af passende midler,
- at anspore til teknologioverførsel til gensidig fordel,
- i fællesskab at organisere seminarer, hvor ledende videnskabsfolk fra begge sider kan mødes, og
- at tilskynde forskere fra begge parter til at gennemføre fælles forskning på områder af gensidig interesse.
3. Parterne er enige om, at alle samarbejdsaktiviteter og fælles foranstaltninger på det videnskabelige og teknologiske område skal bygge på gensidighed.
Parterne er enige om effektivt at beskytte oplysninger og intellektuel ejendomsret, der fremkommer ved samarbejdet, mod enhver form for misbrug eller uautoriseret anvendelse af andre end de legitime ejere heraf.
I de tilfælde, hvor en af parternes institutioner, organer og virksomheder deltager i den anden parts specifikke programmer for forskning og teknologisk udvikling såsom dem, der etableres som led i Det Europæiske Fællesskabs generelle rammeprogram, skal denne deltagelse samt udbredelsen og udnyttelsen af den viden, der herved opnås, finde sted i overensstemmelse med de generelle regler, der er fastsat af den anden part.
4. Prioriteringerne for samarbejdet fastlægges ved konsultation mellem parterne. Deltagelsen af den private sektors institutioner, organer og virksomheder i samarbejdsaktiviteterne og specifikke forskningsprojekter af fælles interesse skal anspores, jf. dog stk. 3.
Artikel 15
Samarbejde på miljøområdet
Parterne etablerer samarbejdsforbindelser med henblik på at beskytte og bevare miljøet. Dette skal finde sted ved hjælp af:
- udveksling af oplysninger om miljøpolitikker og gennemførelse heraf mellem de relevante tjenestemænd i Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og de relevante myndigheder i Republikken Korea,
- udveksling af oplysninger om miljøvenlige teknologier,
- udveksling af personale,
- fremme af drøftelser om samarbejdet på miljøområdet i internationale fora, som Det Europæiske Fællesskab og Republikken Korea deltager i, navnlig FN's Kommission for Bæredygtig Udvikling og andre fora, hvor der finder drøftelser sted om de internationale miljøkonventioner,
- drøftelser om videreførelsen af bæredygtige udviklingsforanstaltninger og især samarbejde om gennemførelse af Agenda 21 og andre aktiviteter til opfølgning af FN's Konference om Miljø og Udvikling (UNCED),
- samarbejde om fælles miljøprojekter.
Artikel 16
Energi
Parterne erkender energisektorens betydning for den økonomiske og sociale udvikling og er rede til inden for rammerne af deres respektive kompetencer at udvide samarbejdet på dette område. Målene for samarbejdet er:
- at fremme princippet om markedsøkonomi, således at forbrugerpriserne fastsættes i overensstemmelse med markedsprincipperne,
- at diversificere energiudbuddet,
- at udvikle nye og vedvarende energiformer,
- at opnå en rationel energiudnyttelse, især ved at fremme en efterspørgselsbaseret forvaltning, og
- at søge at skabe de bedst mulige vilkår for teknologioverførsel med henblik på at sikre en effektiv energianvendelse.
Parterne er med henblik herpå enige om at anspore gennemførelsen af fælles undersøgelser og forskning samt fremme kontakterne mellem de ansvarlige for energiplanlægningen.
Artikel 17
Samarbejde om kultur, information og kommunikation
Parterne forpligter sig til at etablere et samarbejde inden for information og kommunikation med henblik på at fremme en bedre indbyrdes forståelse, hvorunder der tages hensyn til den kulturelle dimension af forbindelserne mellem parterne.
Foranstaltningerne på dette område vil især antage form af:
- udveksling af oplysninger om emner af fælles interesse vedrørende kultur og information,
- tilrettelæggelse af kulturarrangementer,
- udvekslinger på kulturområdet, og
- udvekslinger af akademikere.
Artikel 18
Samarbejde om udvikling af tredjelande
Parterne er enige om at udveksle oplysninger om deres politikker for udviklingsbistand med henblik på at etablere en regelmæssig dialog om målene for disse politikker og den respektive udvikling af bistandsprogrammer i tredjelande. De undersøger i overensstemmelse med deres respektive lovgivninger og de vilkår, der gælder for gennemførelsen af disse programmer, om der kan gennemføres et mere omfattende samarbejde.
Artikel 19
Det Blandede Udvalg
1. Parterne nedsætter i henhold til denne aftale et blandet udvalg bestående af repræsentanter for medlemmerne af Rådet for Den Europæiske Union og repræsentanter for Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, på den ene side, og repræsentanter for Republikken Korea, på den anden side. Der skal afholdes konsultationer i udvalget med henblik på at lette aftalens gennemførelse og fremme de generelle mål.
2. Det Blandede Udvalg har til opgave:
- at sikre, at aftalen fungerer tilfredsstillende,
- at undersøge udviklingen i samhandelen og samarbejdet mellem parterne,
- at søge egnede midler til at imødegå vanskeligheder, som kan opstå på de af aftalen omfattede områder,
- at søge måder til at udvikle og diversificere samhandelen,
- at udveksle synspunkter og fremsætte forslag om alle emner af fælles interesse vedrørende samhandelen og samarbejdet, herunder fremtidige foranstaltninger og disponible ressourcer til gennemførelse heraf,
- at fremsætte henstillinger med henblik på at fremme en udvidelse af samhandelen og samarbejdet under hensyntagen til behovet for at koordinere de foreslåede foranstaltninger.
3. Det Blandede Udvalg træder almindeligvis sammen en gang om året, skiftevis i Bruxelles og Seoul. Der kan efter anmodning fra en af parterne afholdes ekstraordinære møder i udvalget. Parterne varetager på skift formandskabet i Det Blandede Udvalg.
4. Det Blandede Udvalg kan nedsætte særlige underudvalg til at bistå sig ved udførelsen af sine opgaver; disse underudvalg aflægger detaljerede rapporter om deres aktiviteter, hver gang Det Blandede Udvalg træder sammen.
Artikel 20
Definition
I forbindelse med denne aftale forstås der ved »parterne« på den ene side Det Europæiske Fællesskab eller dets medlemsstater eller, afhængigt af de respektive kompetencer, Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og på den anden side Republikken Korea.
Artikel 21
Ikrafttræden og varighed
1. Denne aftale træder i kraft på den første dag i måneden efter den dato, på hvilken parterne har givet hinanden notifikation om afslutningen af de lovmæssige procedurer, som er nødvendige i så henseende.
2. Aftalen indgås for en periode på fem år. Den forlænges stiltiende fra år til år, medmindre en af parterne opsiger den skriftligt seks måneder inden dens udløb.
Artikel 22
Notifikationer
Notifikationerne i henhold til artikel 21 gives til henholdsvis Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Koreas udenrigsministerium.
Artikel 23
Ikke-gennemførelse af aftalen
Hvis en af parterne finder, at den anden part ikke har opfyldt en forpligtelse i henhold til aftalen, kan den træffe passende foranstaltninger. Den meddeler forud herfor, undtagen i særligt hastende tilfælde, den anden part alle de relevante oplysninger, der er nødvendige for en grundig undersøgelse af situationen, med henblik på at nå frem til en for parterne acceptabel løsning. De foranstaltninger, der medfører færrest forstyrrelser i aftalens funktion, skal foretrækkes. Disse foranstaltninger skal straks meddeles til den anden part og vil på anmodning af den anden part blive gjort til genstand for konsultationer.
Artikel 24
Fremtidig udvikling
Parterne vil efter fælles aftale kunne udvide aftalens anvendelsesområde med henblik på at styrke samarbejdet og ved hjælp af aftaler om særlige sektorer eller aktiviteter udvide samarbejdsområderne.
Hver af parterne kan inden for rammerne af aftalen fremsætte forslag om at udvide samarbejdsområderne under hensyntagen til erfaringerne med aftalens gennemførelse.
Artikel 25
Erklæringer og bilag
De fælles erklæringer og bilaget til aftalen udgør en integrerende del af denne aftale.
Artikel 26
Territorial anvendelse
Denne aftale gælder på den ene side for de områder, hvor traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab finder anvendelse, og på de betingelser, der er fastsat i nævnte traktat, og på den anden side for Republikken Koreas område.
Artikel 27
Gyldige tekster
Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk, engelsk, finsk, fransk, græsk, italiensk, nederlandsk, portugisisk, spansk, svensk, tysk og koreansk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.
Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne rammeaftale.
Udfærdiget i Luxembourg den otteogtyvende oktober nitten hundrede og seksoghalvfems.
FOR KONGERIGET BELGIEN:
FOR KONGERIGET DANMARK:
FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND:
FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK:
FOR KONGERIGET SPANIEN:
FOR DEN FRANSKE REPUBLIK:
FOR IRLAND:
FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK:
FOR STORHERTUGDØMMET LUXEMBOURG:
FOR KONGERIGET NEDERLANDENE:
FOR REPUBLIKKEN ØSTRIG:
FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK:
FOR REPUBLIKKEN FINLAND:
FOR KONGERIGET SVERIGE:
FOR DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND:
FOR DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB:
FOR REPUBLIKKEN KOREA:
Bilag vedrørende artikel 9 (konventioner om intellektuel, industriel og kommerciel ejendomsret)
- Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker (Paris-akten 1971)
- Den internationale konvention om beskyttelse af udøvende kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender (Rom 1961)
- Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret (Stockholm-akten 1967, som ændret 1979)
- Patentsamarbejdstraktaten (Washington 1970, som ændret i 1979 og 1984)
- Madrid-arrangementet om international registrering af varemærker (Stockholm-akten 1967, som ændret 1979)
- Protokollen til Madrid-arrangementet om international registrering af varemærker (Madrid 1989)
- Nice-arrangementet vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker (Geneve 1977, som ændret 1979)
- Budapest-traktaten om international anerkendelse af deponering af mikroorganismer med henblik på patentprocedurer (1977, som ændret 1980)
- Den internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder (UPOV) (Geneve-akten 1991).
2. Erklæringer
Fælles erklæring om den politiske dialog
I. Præambel
»I anledning af undertegnelsen af Rammeaftalen om Handel og samarbejde mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea, har Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (i det følgende benævnt »partnerne«)
- som er opmærksomme på, at Den Europæiske Union i stigende grad får sin egen identitet på det økonomiske og monetære område og på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område,
- som er sig Republikken Koreas voksende rolle og ansvar i det internationale samfund bevidst - som tager hensyn til den stadig større samhandel og de øgede økonomiske forbindelser mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea,
- som er klar over betydningen af, at der åbnes nye perspektiver for deres bilaterale forbindelser baseret på de privilegerede forbindelser, der er fastlagt i rammeaftalen,
besluttet at intensivere deres politiske dialog med henblik på at befæste og udbygge deres samarbejde og partnerskab.
II. Dialogens mål
Den politiske dialog, der bygger på fælles værdier og forhåbninger, tager sigte på:
- at understrege, at parterne går ind for demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder,
- at fremme fredelige løsninger på internationale eller regionale konflikter og styrke De Forenede Nationer og andre internationale organisationer,
- at udvide deres politiske konsultationer om internationale sikkerhedsspørgsmål som f.eks. våbenkontrol og nedrustning, ikke-spredning af kernevåben og masseødelæggelsesvåben samt international overførsel af konventionelle våben,
- at overveje vigtige internationale spørgsmål af fælles interesse gennem øget udveksling af relevante oplysninger både mellem de to parter og i internationale fora,
- at konsultere hinanden om spørgsmål af særlig interesse for landene i Asien-Stillehavs-området og i Europa med henblik på at fremme fred, stabilitet og velstand i begge regioner.
III. RAMMERNE FOR DIALOGEN
Den politiske dialog mellem parterne, som Europa-Kommissionen vil blive fuldt inddraget i, skal finde sted gennem kontakter, udvekslinger og konsultationer, navnlig under følgende former:
- Der afholdes topmøder mellem formanden for Det Europæiske Råd og formanden for Kommissionen på den ene side og præsidenten for Republikken Korea på den anden side, når begge parter finder det nødvendigt.
- Der afholdes årlige konsultationer mellem Den Europæiske Unions ministertrojka på den ene side og Republikken Koreas udenrigsminister på den anden side, når parterne er enige derom.
- Der afholdes briefinger på højt embedsmandsplan om større udenrigs- og indenrigspolitiske udviklinger.
- Udvekslinger af delegationer mellem Europa-Parlamentet og Koreas Nationalforsamling vil blive hilst velkommen.
Parterne er enige om at tage de i denne erklæring omhandlede nærmere regler for dialog op til overvejelse, når og hvis det er hensigtsmæssigt.'
Fælles erklæring om Artikel 7
Hver part tillader den anden parts rederier forretningsmæssig tilstedeværelse på sit område med henblik på at drive skibsagenturvirksomhed på etablerings- og driftsvilkår, der ikke er mindre gunstige end de mest fordelagtige af de betingelser, den indrømmer enten sine egne rederier eller datterselskaber eller filialer af noget tredjelands virksomheder.
Fælles erklæring om artikel 9
Parterne er enige om, at for så vidt angår aftalen, omfatter intellektuel, industriel og kommerciel ejendomsret især ophavsret, herunder ophavsret til edb-programmer, og beslægtede rettigheder, rettigheder vedrørende patenter, industrielle mønstre, geografiske betegnelser, herunder oprindelsesbetegnelser, varemærker og servicemærker, integrerede kredsløbs topografi samt beskyttelse mod illoyal konkurrence som omhandlet i artikel 10a i Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret og beskyttelse af fortrolig information om knowhow.
Fortolkende fælles erklæring om artikel 23
Med henblik på fortolkningen og den praktiske anvendelse af denne aftale er parterne enige om, at der ved de særligt hastende tilfælde, som der henvises til i aftalens artikel 23, forstås tilfælde, hvor en af parterne har gjort sig skyldig i en materiel overtrædelse af aftalen. En materiel overtrædelse af aftalen består i:
a) tilbagevisning af aftalen uden hjemmel i de almindelige folkeretlige regler,
b) krænkelse af det i artikel 1 omhandlede væsentlige element i aftalen.
Parterne er enige om, at der ved de i artikel 23 omhandlede »passende foranstaltninger« forstås foranstaltninger, som træffes i overensstemmelse med folkeretten.
Fortolkende erklæring fra Republikken Korea om artikel 9, stk. 2
»Loven om beskyttelse af geografiske betegnelser, der med forbehold af lovgivningsproceduren træder i kraft den 1. juli 1998« skal fortolkes således, at Republikken Korea træffer alle nødvendige, juridisk bindende foranstaltninger senest den 1. juli 1998 for at opfylde bestemmelserne om beskyttelse af geografiske betegnelser i henhold til WTO/TRIPS-aftalen.
Ensidig erklæring fra det Europæiske Fællesskab om artikel 8
Det Europæiske Fællesskab udtrykker bekymring for og lægger stor vægt på de problemer, der er opstået og fortsat vil opstå som følge af den nuværende tendens med udvidelse af skibsbygningskapaciteten på verdensmarkedet.
I den forbindelse ønsker det at henvise til ordlyden af den erklæring, det fremsatte i Paris i anledning af afslutningen af forhandlingerne om OECD-aftalen om skibsbygning den 21. december 1994, som fortsat gælder fuldt ud for dette punkt.
Det Europæiske Fællesskab opfordrer Republikken Korea til at samarbejde med Det Europæiske Fællesskab og andre signatarer af OECD-aftalen om skibsbygning med henblik på ved hjælp af passende midler at mindske den alvorlige strukturelle uligevægt mellem udbud og efterspørgsel på verdens skibsbygningsmarked.
Ensidig erklæring fra Republikken Korea om artikel 7, stk. 2
Republikken Korea erklærer, at for så vidt angår bestemmelserne i stk. 2, litra a), i artikel 7 (Søtransport), vil det kun tillade indførelsen af lastfordelingsklausuler i fremtidige bilaterale aftaler med et bestemt tredjeland med hensyn til tørt og flydende massegods i ekstraordinære tilfælde, hvor koreanske rederier ikke på anden vis har reel mulighed for at deltage i trafikken til og fra det pågældende tredjeland.
Bemærkninger til forslaget
1. Rådet (udenrigsministre) godkendte den 6.-7. marts 1995 et forhandlingsdirektiv for Kommissionen til at indgå en rammeaftale om handel og samarbejde mellem det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side. Forhandlinger fandt sted i løbet af 1995. Aftalen blev paraferet den 29. februar 1996 i Bruxelles. På Rådsmødet (transportministre) den 17.- 18. juni 1996 blev der truffet beslutning om at undertegne aftalen. Undertegnelsen fandt sted på Rådsmødet (udenrigsministre) den 28. oktober 1996.
I forbindelse med aftalens undertegnelse blev en særskilt fælleserklæring om intensivering af den politiske dialog mellem EU og Republikken Korea udsendt. Fælleserklæringen, som ligeledes blev godkendt på Rådsmødet (transportministre) den 17.- 18. juni 1996, udspringer først og fremmest af et ønske fra Republikken Korea om også på dette område at styrke forbindelserne til EU.
2. Det er respekten for de demokratiske principper og menneskerettighederne, som ligger til grund for aftalen. Aftalen har til formål at danne ramme for en udbygning af de økonomiske forbindelser mellem EU og Republikken Korea, hvilket bl.a. skal ske gennem en intensivering af samhandlen, forøgelse af de gensidige investeringer samt fremme af samarbejdet inden for industri, videnskab, teknologi, miljø, energi, information, kommunikation og kultur. Endvidere er parterne enige om at fremme samarbejdet på landbrugs- og fiskeriområdet og forpligter sig til at søge at opfylde målet om uhindret adgang til markedet og trafikken inden for den internationale søtransport baseret på fair konkurrence.
Parterne fremmer under hensyntagen til deres gensidige interesser og respektive økonomiske politiske mål det økonomiske og industrielle samarbejde på alle områder og skal med henblik herpå bl.a. søge at diversificere og styrke de indbyrdes økonomiske bånd; at etablere samarbejdskanaler, der fokuserer på specifikke industrier; og at fremme industrisamarbejdet mellem især små og mellemstore virksomheder.
Parterne indrømmer hinanden mestbegunstigelsesbehandling i overensstemmelse med deres rettigheder og forpligtelser i WTO. Parterne forpligter sig endvidere til at fremme udviklingen og diversificeringen af deres indbyrdes samhandel mest muligt og til gensidig fordel. Parterne etablerer særlige samarbejdsforbindelser med henblik på at beskytte og bevare miljøet.
3. Parterne nedsætter i henhold til denne aftale et blandet udvalg bestående af repræsentanter for medlemmerne af Rådet for Den Europæiske Union og repræsentanter for Kommissionen på den ene side og repræsentanter for Republikken Korea på den anden side. Det Blandede Udvalg træder almindeligvis sammen en gang om året, skiftevis i Bruxelles og Seoul med henblik på at lette aftalens gennemførelse og fremme de generelle mål.
4. Fælleserklæringen vedrørende den politiske dialog tager bl.a. sigte på demokrati og menneskerettigheder, internationale sikkerhedsspørgsmål samt fremme af fredelige løsninger på internationale og regionale konflikter.
Den politiske dialog mellem parterne vil bl.a. finde sted i form af topmøder mellem formanden for Det Europæiske Råd og formanden for Kommissionen på den ene side og præsidenten for Republikken Korea på den anden side, når begge parter finder det nødvendigt; årlige konsultationer mellem Den Europæiske Unions ministertrojka og Republikken Koreas udenrigsminister; og briefinger på højt embedsmandsplan om større udenrigs- og indenrigspolitiske udviklinger. Endelig vil udvekslinger af delegationer mellem Europa-Parlamentet og Republikken Koreas Nationalforsamling blive hilst velkommen.
5. Aftalen vil få en løbetid på fem år og derefter kunne forlænges for et år ad gangen efter stiltiende overenskomst.
6. Der er tale om en ikke-præferentiel aftale, som er udformet i overensstemmelse med øvrige tredjegenerations rammeaftaler, som EF har indgået med tredjelande. Der er tale om en blandet aftale, idet den omfatter en række områder, hvor kompetencen er delt mellem Fællesskabet og medlemsstaterne. Endeligt og præcist retsgrundlag for EFs indgåelse af aftalen fastlægges efterfølgende.
7. Den 10. april 1997 blev en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Korea om samarbejde og gensidig bistand i toldspørgsmål undertegnet. Toldaftalen giver begge parters kompetente myndigheder mulighed for aktivt at samarbejde om konkrete samfundsøkonomiske problemer og styrke effektiviteten og den gensidige tillid på toldsamarbejdsområdet. Med aftalen blev der føjet endnu et samarbejdsinstrument til rammeaftalen.
8. De tekster som Danmark skal tiltræde, og hvortil Folketingets samtykke med dette forslag til folketingsbeslutning søges indhentet, er den danske oversættelse af Rammeaftale om handel og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side af 28. oktober 1996 vedlagt erklæring om politisk dialog, øvrige erklæringer samt bilag.
Skriftlig fremsættelse (30. oktober 1997)
Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen):
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om tiltrædelse af rammeaftale om handel og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side af 28. oktober 1996.
(Beslutningsforslag nr. B 35).
Forslaget har til formål at gøre det muligt for Danmark at tiltræde rammeaftale om handel og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side af 28. oktober 1996.
Aftalen har til formål at danne ramme om en udbygning af de økonomiske forbindelser mellem EU og Republikken Korea.
Dette skal bl.a. ske gennem en intensivering af samhandlen, forøgelse af de gensidige investeringer samt fremme af samarbejdet inden for bl.a. industri, videnskab, miljø, energi og kultur.
I forbindelse med aftalens undertegnelse blev en særskilt fælleserklæring om intensivering af den politiske dialog mellem EU og Republikken Korea udsendt.
Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til det høje Tings velvillige behandling.