Gelex

1997 BSF 62 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STRAF FOR BIGAMI BEGÅET I UDLANDET

GældendeVersion 1997-11-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19971BA00062@1997-11-13/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen i folketingsåret 1997-98 at fremsætte forslag til ændring af straffeloven, således at der tilvejebringes en klar lovhjemmel til her i landet at strafforfølge herboende personer for bigami begået i udlandet på samme måde, som hvis handlingen var foretaget i Danmark, selv om gerningen ikke var strafbar i det land, hvor den er begået.

Bemærkninger til forslaget

Efter straffelovens § 208, stk. 1, straffes bl.a. den, der indgår ægteskab, og som i forvejen er gift, som udgangspunkt med fængsel indtil 3 år. Hvis den anden person har været uvidende om det bestående ægteskab, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år.

For at kunne straffe en herboende udlænding, som i forvejen er gift, for at indgå ægteskab i hjemlandet, kræves det, at forholdet er undergivet dansk strafmyndighed. Det indebærer, at forholdet også skal være strafbart efter gerningsstedets lovgivning, jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2.

Det har i den strafferetlige teori været overvejet, om der kan være dansk strafmyndighed, uden at forholdet er strafbart i udlandet, i medfør af bestemmelsen i straffelovens § 8, nr. 2, der bl.a. giver mulighed for at straffe, når handlingen krænker en forpligtelse, som det ifølge lov påhviler gerningsmanden at iagttage i udlandet. Denne mulighed har imidlertid ikke været afprøvet i praksis.

Indenrigsministeren har i sin besvarelse af spørgsmål nr. S 2376, folketingsåret 1996-97, jf. Folketingets forhandlinger side 8435, oplyst, at udlændinge under visse omstændigheder har krav på familiesammenføring med mindreårige børn, der er født i bigamiægteskaber.

Forslagsstillerne har endvidere ved besvarelserne af spørgsmål nr. S 2977 og S 2978, folketingsåret 1996-97, jf. Folketingets forhandlinger side 8793 og (1997-98) side 668, fået den klare opfattelse, at hverken justitsministeren eller politimyndighederne tager kriminalitet i form af bigami særlig alvorligt.

I Danmark har der hidtil været enighed om en afstandtagen til flerkoneri, hvilket har givet sig udslag i en kriminalisering af flerkoneri i straffeloven. Det er fuldkommen uforeneligt med dansk historie, kultur, kirkeliv og retsfølelse, at der findes mulighed for at praktisere flerkoneri i landet, og Dansk Folkeparti ønsker med dette beslutningsforslag, at der gribes effektivt ind over for en livsform, der efter forslagsstillernes opfattelse ikke kan forenes med dansk kultur.

Forslagsstillerne finder, at når det er åbenbart, at flerkoneri praktiseres, og at danske myndigheder åbner op for familiesammenføring af børn født i bigamiægteskaber, så ligger der heri en stiltiende accept af bigamilivsformen. Denne holdning bliver understreget af, at Justitsministeriet og politiet ikke efterforsker sager og griber effektivt ind over for flerkoneri i landet.

Det er af helt afgørende betydning for bevarelsen af dansk kultur, at der ikke åbnes op for fremmedartede kulturers indflydelse på et så væsentligt område som ægteskabet. Dansk Folkeparti vil ikke stiltiende se Danmark omdannet til et multietnisk samfund, hvori indgår, at flerkoneri ustraffet kan praktiseres.

Skriftlig fremsættelse

Pia Kjærsgaard (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om straf for bigami begået i udlandet.

(Beslutningsforslag nr. B 62).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 1997-11-13