Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19971BA00068@1997-11-14/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at sikre, at kommunerne snarest muligt kan varetage deres boligpolitiske opgaver ved at fremsætte lovforslag, der

1. sikrer, at alle kommuner hurtigst muligt opfylder en mindstegrænse for antallet af almene boliger. I hovedstadsregionen fastsættes antallet til 20 pct., i bykommuner til 15 pct. og i øvrige kommuner til 2,5 pct. af kommunernes samlede boligmasse,

2. giver kommunerne adgang til at lade almene boligorganisationer købe ejerboliger og private udlejningsboliger på markedsvilkår og omdanne dem til almene ældreboliger, almene ungdomsboliger eller almene familieboliger,

3. giver kommunerne anvisningsret til hver 4. ledige lejlighed i alle former for udlejningsejendomme og i private andelsboligforeninger i kommunen.

Bemærkninger til forslaget

Forslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 5 fra folketingsåret 1993-94, jf. Folketingstidende 1993-94, FF sp. 821 og Tillæg A sp. 325, og B 67 fra folketingsåret 1994-95, jf. Folketingstidende 1994-95, FF s. 3960 og Tillæg A s. 2171

En række sager har vist, hvor magtesløs en kommune er over for boligsociale problemer. Sociale problemer har både for indvandrere, flygtninge og danskere en tendens til at koncentrere sig i bestemte kommuner, bestemte kvarterer og bestemte bebyggelser. Det medvirker ofte til, at problemerne bliver selvforstærkende.

Den problemstilling bør ikke søges afhjulpet med tvang over for de berørte personer og familier. Der er tilfælde, hvor f.eks. indvandrere fra samme land ønsker at bo tæt på hinanden, og det skal de have lov til.

Men i dag er situationen ofte den, at folk med sociale problemer og uden bolig kun kan få anvist en lejlighed i problemkommunerne og i problembebyggelserne.

Regeringens Byudvalg har forsøgt sig med en lang række initiativer, som har rettet sig mod dels at afhjælpe problemerne i de ramte bebyggelser, dels at »sprede« flygtninge, indvandrere og dårligt stillede danskere over et bredere område. Nogle af de gennemførte initiativer har SF's fulde støtte. Det gælder f.eks. omprioriteringen af det almene byggeri, etableringen af beboerrådgivere, kvarterløft-projekter, boligsociale projekter, køb af anvisningsretten til private udlejningsejendomme, erhvervelse m.v. af bygninger til brug for den kommunale integration af flygtninge m.v. samt helhedsorienteriet byfornyelse.

Derimod finder SF ikke at den indførte forsøgsadgang i forbindelse med anvisning af almene boliger er videre heldig. En række kommuner har hermed tilsyneladende troet at have hjemmel til at afvise flygninge m.v. til boliger, som er beliggende i særligt ramte bebyggelser.

Samlet set finder SF, at de gennemførte initiativer ikke slår til, hvilket også den løbende diskussion om flygtninge og indvandrere viser. Den altafgørende årsag er, at så længe der mangler relevante boliger i mange kommuner, hjælper »spredningsinitiativer« ikke, og hvis der var relevante boliger overalt ville det i sig selv give en større spredning - formentlig nok til, at enhver form for tvang over for befolkningen kan undgås.

SF ønsker derfor, at der rettes op på situationen ved, at der gennemføres forslag, som

1. sikrer, at alle kommuner hurtigst muligt opfylder en nærmere fastsat mindstegrænse for antallet af almene boliger,

2. giver kommunerne adgang til at lade almene boligorganisationer købe ejerboliger og private udlejningsboliger på markedsvilkår og omdanne dem til almene ældreboliger, almene ungdomsboliger eller almene familieboliger,

3. giver kommunerne anvisningsret til hver 4. ledige lejlighed i alle former for udlejningsejendomme og i private andelsboligforeninger.

Ad 1

I dag er fordelingen af de almene boliger meget skæv. Nogle kommuner, f.eks. Hvidovre og andre kommuner på Københavns vestegn, har en stor andel af almene boliger, andre har stort set ingen. Det gælder f.eks. Hørsholm og Gentofte, og det betyder, at personer, der ønsker at få anvist en bolig i en af disse kommuner, ikke kan få det.

Det skal der rettes op på ved, at en bestemt procentdel af boligerne i alle kommuner skal være almene boliger. Denne procent fastsættes på et lavt niveau i landkommuner, hvor behovet typisk vil være beskedent, højere i bykommuner og højest i hovedstadsområdet, hvor behovet er størst. Konkret foreslås, at antallet i hovedstadsregionen fastsættes til 20 pct., i bykommuner til 15 pct. og i øvrige kommuner til 2,5 pct. af kommunernes samlede boligmasse.

Som instrument til at opfylde kravet kan kommunen iværksætte nybyggeri eller opkøbe eksisterende ejendomme.

Det vil tage nogle år at få kravet opfyldt overalt, hvorfor der skal fastsættes en rimelig overgangsordning. For at sikre, at kommunerne hurtigst muligt bestræber sig for at opfylde kravet, skal kommuner, der ikke opfylder mindestekravene, ikke kunne give byggetilladelse til andre former for byggeri, medmindre boligministeren giver tilladelse hertil. Kommunerne skal dog kunne give tilladelse til ungdoms- og ældreboligbyggeri. Det vil endvidere øge kommunernes tilskyndelse til hurtigst muligt at opfylde kravet, hvis man er i det kommunale udligningssystem, til fordel for kommuner med mange almene boliger. SF medvirker gerne til en sådan ændring.

Ad 2

I de fleste kommuner vil den bedste metode til at fremskaffe flere almene boliger, f.eks. for at opfylde mindstekravet, jf. punkt 1, være at bygge nyt. Men andre steder kan der være grund til i stedet at købe eksisterende ejerboliger, f.eks. fordi der mangler byggegrunde.

Ad 3

Med henblik på løsning af sine boligsociale opgaver har kommunerne i dag anvisningsret til det almene byggeri (jf. § 59 i lov om almene boliger), konkret til hver 4. ledige lejlighed, såfremt kommune beslutter sig herfor. Herudover har kommunen i henhold til byfornyelseslovens § 146 mulighed for at bestemme, at indtil hver 4. ledige private udlejningslejlighed skal stilles til rådighed for kommunen til løsning af påtrængende boligsociale problemer, så længe den pågældende lejlighed modtager offentlig byfornyelsesstøtte. Endelig har kommunen mulighed for at købe anvisningsretten til ledigblevne private udlejningsejendomme, såfremt ejeren er indstillet på at indgå aftale herom. Som bekendt er der tale om noget nær total fiasko for ordningen, idet det kun er lykkedes for et par kommuner at etablere sådanne aftaler.

Disse reducerede muligheder for kommunen til at anvise boliger i forbindelse med løsningen af de boligsociale opgaver lægger en væsentlig begrænsning på de valgmuligheder, som kommunen og den boligsøgende har. Og det medvirker til at koncentrere de boligsociale problemer til de almene byggerier. For kommuner med meget få almene boliger betyder det, at kommunen reelt ikke kan foretage boliganvisninger, hvilket er et særligt problem, indtil det under punkt 1 nævnte forslag kan få fuld virkning om et antal år. F.eks. har Gentofte Kommune ca. 15.000 udlejningsboliger, næsten halvdelen af alle boliger i kommunen. Men kun godt 1.000 af dem er almene. SF synes, det er synd for Gentofte Kommune, at den ikke mener at kunne finde boliger til det antal flygtninge, som de ellers så gerne ville tage. Derfor er det en glæde for SF at kunne hjælpe Gentofte med dette forslag.

Konkret foreslås, at kommunerne får anvisningsret til hver 4. ledige lejlighed i alle former for udlejningsejendomme samt i private andelsboligforeninger. Der vil ikke være nogen pligt for kommunen til at udnytte anvisningsretten, idet de nærmere bestemmelser foreslås udformet parallelt til bestemmelserne vedrørende de almene boliger. Eventuelt kan ejendomme med ganske få lejligheder fritages helt.

Skriftlig fremsættelse

Villy Søvndal (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig hermed at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om kommunal boligpolitik.

(Beslutningsforslag nr. B 68).

Jeg henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

1. 1997-11-14