1997 LSF 34 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SPILLEKASINOER.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199722K00034@1998-03-26/da
Indhold
§ 1
I lov om spillekasinoer, jf. lovbekendtgørelse nr. 861 af 10. oktober 1994, foretages følgende ændringer:
1. I § 9 a, stk. 1, 2. pkt. ændres »2 måneder« til »5 år«.
2. I § 9 c, stk. 4, indsættes som 2. og 3. pkt.:
»Oplysningerne kan dog videregives til andre kasinoer, hvorved reglerne i stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse for de kasinoer, oplysningerne videregives til. Det spillekasino, der har videregivet oplysningerne, skal straks underrette de øvrige kasinoer, når der fra politiet er modtaget underretning om, at betingelserne i stk. 2 for registrering ikke længere er til stede.«
3. I § 23, stk. 1, affattes 3. pkt. således:
»Sagen indbringes herefter af Justitsministeriet for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81 uden medvirken af domsmænd.«
4. § 24, stk. 3, affattes således:
»Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1998.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrund og formål.
I § 3, stk. 2, i lov nr. 1096 af 22. december 1993 om ændring af lov om spillekasinoer og lov om afgift af spillekasinoer blev det fastsat, at lov om spillekasinoer skal tages op til revision senest i folketingsåret 1997-98. Formålet med lovforslaget er på den baggrund at gennemføre de ændringer og tilpasninger, som erfaringerne med den gældende spillekasinolov giver anledning til.
Lov nr. 397 af 13. juni 1990 om spillekasinoer og lov nr. 421 af 13. juni 1990 om afgift af spillekasinoer trådte i kraft den 31. december 1990. Ved loven blev der indført mulighed for at oprette og drive kasinovirksomhed i Danmark efter tilladelse fra Justitsministeriet.
Ved lov nr. 1096 af 22. december 1993 blev der foretaget en række ændringer af lov om spillekasinoer og af lov om afgift af spillekasinoer. Folketingets forhandlinger er gengivet i Folketingstidende 1993-1994: sp. 545, 1958 ff, 4163 ff, 4356 f; tillæg A 454; tillæg B 429. Ændringerne trådte i kraft henholdsvis den 1. januar 1994 og den 1. juli 1994.
Formålet med ændringerne var navnlig at foretage en forbedring af kontrollen med spillekasinoer, at sikre en bedre og mere konkurrencedygtig virksomhed og at tilpasse afgiften af spillekasinoer til kasinoernes økonomiske forhold.
Som led heri blev der i tilpasset form overført en række regler fra Rådets direktiv af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge (91/308/EØF) til kasinovirksomhed. Der blev således indført regler om gæsteregistrering (§ 9 a) og om underretning af politiet ved mistanke om hvidvaskning af penge eller uregelmæssigheder i forbindelse med spillenes afvikling (§§ 20 a, stk. 5, og 20 b).
Blandt andet på baggrund af kasinoernes generelt dårlige økonomiske situation og øgede udgifter til kontrol blev afgiften samtidig ændret fra at være proportional til at være progressiv. Dette medførte navnlig en afgiftslettelse for de mindre kasinoer.
Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af det tidligere fremsatte lovforslag L 178.
2. Lovforslagets indhold.
2.1. Behovet for ændringer.
Justitsministeriet har på baggrund af den revisionsbestemmelse, der blev indsat ved den seneste ændring af loven, hørt en række myndigheder og organisationer om, hvorvidt der skønnes at være behov for at foretage ændringer i kasinoloven.
Der er ikke i høringssvarene peget på et behov for at foretage grundlæggende ændringer i lovens regler. Dog finder Dansk Casinoforening, at en lang række af de forhold, der hidtil har været reguleret ved administrative forskrifter, fremover bør være lovbundne regler. Hovedparten af svarene vedrører således de regler, der administrativt er fastsat i bekendtgørelse nr. 861 af 10. oktober 1994 om spillekasinoer.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at de seneste ændringer i lov om spillekasinoer har været hensigtsmæssige, og at de nuværende regler i hovedsagen er velfungerende. I forhold til lovens regler om registrering og kontrol er det Justitsministeriets indtryk, at kontrollanterne og spillekasinoerne foretager indberetning til politiet i det omfang, der er pligt hertil. Da politiet kun har modtaget få indberetninger i forbindelse med mistanke om hvidvaskning, er der derfor ikke grundlag for at antage, at der i særligt omfang foregår aktiviteter af den karakter, som reglerne har tilsigtet at modvirke.
I 1993, hvor lovændringen blev vedtaget, havde 5 af de 6 kasinoer underskud. Ifølge kasinoernes regnskaber er der siden da sket en væsentlig forbedring, og i 1996 havde alle kasinoer overskud. Den ændring af afgiften, der blev gennemført, må antages at være en medvirkende årsag til denne udvikling.
Der foreslås på den baggrund kun enkelte mindre ændringer vedrørende reglerne om opbevaring og videregivelse af registrerede oplysninger samt herudover ændringer af redaktionel karakter.
2.2. Opbevaring af registrerede oplysninger.
Efter lovens § 9 a, stk. 1, skal ethvert spillekasino registrere oplysninger om enhver ankommende gæsts navn, adresse, fødselsdato, nationalitet samt angivelse af gæstens ankomsttidspunkt. Disse oplysninger skal opbevares af spillekasinoet i 2 måneder fra tidspunktet for gæstens besøg i spillekasinoet, hvorefter spillekasinoet skal foretage sletning af oplysningerne. Efter stk. 2 skal spillekasinoet samtidig med registreringen foretage en videoregistrering af den ankommende gæst, der sikrer efterfølgende identifikation af videooptagelsen med den i stk. 1 nævnte registrering. Videooptagelsen skal opbevares af spillekasinoet i 2 måneder fra tidspunktet for gæstens besøg i spillekasinoet, hvorefter spillekasinoet skal foretage sletning af optagelserne. Efter stk. 4 må de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger og videoregistreringer alene videregives til politiet, der mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til oplysningerne, når det skønnes nødvendigt.
Reglerne om registrering blev indsat ved ændringsloven i 1993 som led i de regler, der skulle imødegå risikoen for hvidvaskning, falskspil og andre former for økonomisk kriminalitet. Der henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslaget, Folketingstidende 1993-1994, tillæg A, sp. 464-468.
I en evalueringsrapport vedrørende hvidvaskning i Danmark afgivet den 10. februar 1997 af »Financial Action Task Force« (FATF) er det påpeget, at den periode på 2 måneder, som registrerede data opbevares i, er for kort og ikke i overensstemmelse med almindelige krav. I Rådets direktiv af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge (91/308/EØF) er det således i artikel 4 fastsat, at medlemsstaterne skal drage omsorg for, at kredit- og finansieringsinstitutter skal opbevare oplysninger om legitimation i mindst 5 år efter, at kundeforholdet er ophørt. Direktivet er gennemført ved lov nr. 348 af 9. juni 1993, hvor det i § 9, stk. 1 og 2, tilsvarende er bestemt, at identitetsoplysninger skal opbevares i mindst 5 år efter, at kundeforholdet er ophørt.
Der findes at være behov for, at oplysninger, der registreres efter § 9 a, stk. 1, ligeledes opbevares i 5 år, således at reglerne inden for kasinoområdet kommer i overensstemmelse med de regler, der inden for andre områder gælder i relation til forebyggelse af risikoen for hvidvaskning. Dette vil give politiet bedre mulighed for at kontrollere oplysninger fra mistænkte eller sigtede om, at midlerne hidrører fra kasinospil, hvilket kan have betydning i almindelige efterforskningssituationer. Herudover kan det få betydning for den udvidede adgang til konfiskation, der er indført ved straffelovens § 76 a, idet der efter denne bestemmelses stk. 4 ikke kan ske konfiskation, hvis den pågældende sandsynliggør, at et formuegode er erhvervet på lovlig måde eller for lovligt erhvervede midler.
Der ses ikke tilstrækkeligt grundlag for at kræve, at videoregistreringer efter § 9 a, stk. 2, skal opbevares i 5 år. Dels er det de identifikationsoplysninger, der registreres efter stk. 1, som har størst betydning for politiets efterforskningsmuligheder, og dels ville et krav om væsentlig længere opbevaringstid for videobånd påføre kasinoerne uforholdsmæssige store udgifter til opbevaringsplads m.v. Det foreslås derfor alene, at opbevaringsperioden for registreringer efter § 9 a, stk. 1, ændres fra 2 måneder til 5 år.
2.3. Videregivelse af registrerede oplysninger.
Efter § 9 c, stk. 1, kan ethvert spillekasino, der konstaterer falskspil eller andre strafbare handlinger i forbindelse med spillenes afvikling, foretage registrering af de personer, der begår sådanne forhold eller medvirker hertil, såfremt forholdene samtidig anmeldes til politiet. Registreringen kan i registreringsperioden danne grundlag for afvisning af den eller de pågældende personer som gæst i spillekasinoet. Hvis anmeldelsen ikke fører til nogen sigtelse, eller sigtelsen senere frafaldes, skal politiet efter stk. 2 underrette spillekasinoet herom, og den pågældende registrering skal straks slettes. Det samme gælder, såfremt den pågældende senere frifindes for det anmeldte forhold. Efter stk. 3 skal oplysninger registreret i henhold til stk. 1, og som fører til domfældelse i anledning af det anmeldte strafbare forhold, automatisk slettes 5 år efter registreringen. Registrerede oplysninger må efter stk. 4 ikke videregives i videre omfang end nævnt i § 9 a, stk. 4, hvilket medfører, at der alene kan ske videregivelse til politiet.
Reglen om, at der kun kan ske videregivelse til politiet, betyder, at de enkelte kasinoer ikke kan udveksle oplysninger om personer, som spillekasinoet har konstateret har begået falskspil eller andre strafbare handlinger, eller som er dømt herfor. Den pågældende person vil derfor kun blive registreret i det kasino, hvor forholdet har fundet sted, og de øvrige kasinoer vil ikke have grundlag for at afvise personen som gæst i kasinoet. Dette er af branchen fremhævet som et problem.
For at mindske risikoen for, at en person, der på et kasino har spillet falsk eller begået andre strafbare handlinger, gentager disse handlinger på andre kasinoer, forekommer det rimeligt, at oplysninger, der registreres efter § 9 c, stk. 1, kan videregives til andre spillekasinoer. Der synes i disse tilfælde at være tale om varetagelse af berettigede interesser på et begrænset område, hvor disse interesser klart overstiger hensynet til den registrerede. De øvrige kasinoer vil have pligt til at slette registreringen efter de samme regler, som gælder for det kasino, der først har foretaget registreringen. Dette indebærer, at det spillekasino, der har videregivet oplysningerne, straks skal underrette de spillekasinoer, der har modtaget oplysningerne, når betingelserne for registrering ikke længere er til stede.
2.4. Andre ændringer.
Efter § 23 kan en afgørelse efter § 22 om tilbagekaldelse af en tilladelse af tilladelsens indehaver forlanges indbragt for domstolene. Det er anført i bestemmelsen, at Justitsministeriet skal indbringe sagen for retten efter reglerne om politisager. Retsplejelovens regler om politisager er blevet erstattet af de nugældende regler i retsplejelovens kapitel 81 om tiltale og domsforhandling for byret i sager, i hvilke der ikke bliver spørgsmål om højere straf end bøde og hæfte. Det foreslås som en konsekvens heraf, at bestemmelsen ændres, således at henvisningen til de tidligere gældende regler om politisager erstattes med en henvisning til reglerne i retsplejelovens kapitel 81. Ændringen er således alene af redaktionel karakter.
I § 24, stk. 3, er det fastsat at »(e)r en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar«. Ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om lov om ændring af straffeloven (Strafansvar for juridiske personer) blev der i straffelovens 5. kapitel indsat regler om juridiske personers strafansvar. Efter gennemførelsen af denne lov bør bestemmelser om strafansvar for juridiske personer generelt udformes som foreslået i § 1, nr, 4, og det var ved ændringen af straffeloven forudsat, at ældre bestemmelser om hjemmel til selskabsansvar løbende ændres. Ændringen er en konsekvens heraf.
2.5. Ændringer i administrative forskrifter.
Veksling af spillemærker til kontanter skulle oprindeligt ske i check, hvis beløbet oversteg 10.500 kr. Baggrunden for denne regel var navnlig, at man ville undgå, at personer forlader kasinoet med store kontantbeløb, hvilket kunne øge risikoen for berigelsesforbrydelser. Ved § 13 i Justitsministeriet bekendtgørelse nr. 861 af 10. oktober 1994 blev det fastsat, at veksling af spillemærker kun må ske til kontanter, og at udbetaling af gevinster fra gevinstgivende spilleautomater alene må ske i kontanter. Ophævelsen af den såkaldte checkregel skete administrativt i tilknytning til ændringen af spillekasinoloven og skyldtes, at reglen medførte, at personer, der til kasinoet medbragte kontanter hidrørende fra kriminelle handlinger, ved veksling til spillemærker og senere til checks ville kunne antageliggøre deres adkomst til pengene. Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 6-12 af 2. december 1993 fra Folketingets Retsudvalg (L 29 - bilag 6, 7 og 8).
Foreningen af spillekasinoer i Danmark har foreslået, at checkreglen genindføres med hensyn til udbetaling af store jackpot-gevinster. For at imødegå enkeltpersoners risiko for at blive udsat for berigelsesforbrydelser, hvis de forlader kasinoet med meget store kontantbeløb og for at mindske spillekasinoernes behov for at ligge inde med kontantbeholdninger, vil Justitsministeriet være indstillet på at overveje at indføre bestemmelser om, at jackpot-gevinster af væsentlig størrelse kan udbetales i checks under forudsætning af, at identiteten på vinderen er fastslået. En sådan meget begrænset genindførelse af checkreglen skønnes ikke at øge risikoen for hvidvaskning.
3. Høring.
Lovforslaget har været til høring hos følgende organisationer m.v.:
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Den Danske Dommerforening, Foreningen af Politimestre i Danmark, Dommerfuldmægtigforeningen, Politifuldmægtigforeningen, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, Erhvervsministeriet, Indenrigsministeriet, Finanstilsynet, Registertilsynet, Kommunernes Landsforening, Københavns kommune, Århus kommune, Odense kommune, Helsingør kommune, Ålborg kommune, Børkop kommune, HORESTA, Dansk Casinoforening, FORCE Instituttet, Dansk Teknologisk Institut, HK-Service, Dansk Funktionærforbund-Serviceforbundet, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet og Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser m.m.
Lovforslaget skønnes ikke at få økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for det offentlige eller for spillekasinoerne.
Lovforslaget indeholder ikke miljømæssige aspekter.
5. Forholdet til EU-retten.
Der er ved forslaget om at forlænge opbevaringsperioden for oplysninger, der registreres efter § 9 a, stk. 1, taget hensyn til Rådets direktiv af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge (91/308/EØF).
Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1994 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger er der fastsat nærmere regler om behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.
Den registrering, der kan foretages af spillekasinoer om blandt andet strafbare forhold i medfør af § 9 c, er omfattet af dette direktiv. Reglerne i lovforslaget om videregivelse af sådanne oplysninger til andre spillekasinoer skønnes at være forenelige med direktivet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (spillekasinolovens § 9 a, stk. 1)
Det foreslås, at den periode, hvori spillekasinoerne skal opbevare identifikationsoplysninger om de ankommende gæster, ændres fra 2 måneder til 5 år.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 (spillekasinolovens § 9 c, stk. 4)
Det foreslås, at spillekasinoerne skal kunne videregive oplysninger om konstateret falskspil eller andre strafbare handlinger til andre spillekasinoer. De spillekasinoer, der modtager oplysningerne, vil være undergivet samme regler om sletning af oplysningerne, som det spillekasino, der først har registreret oplysningerne.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.
Til nr. 3 (spillekasinolovens § 23, stk. 1)
Ændringen er alene af redaktionel karakter.
Der henvises til de almindelige bemærkninger.
Til nr. 4 (spillekasinolovens § 24, stk. 3)
Ændringen er alene af redaktionel karakter.
Der henvises til de almindelige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1998.
Skriftlig fremsættelse (26. marts 1998)
Justitsministeren (Frank Jensen):
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om spillekasinoer.
(Lovforslag nr. L 34).
Der er tale om en uændret genfremsættelse af det tidligere fremsatte lovforslag L 178.
Ved lov nr. 1096 af 22. december 1993 blev der foretaget en række ændringer i lov om spillekasinoer og i lov om afgift af spillekasinoer. Det blev samtidig fastsat, at lov om spillekasinoer skal tages op til revision senest i folketingsåret 1997-98. Formålet med lovforslaget er på den baggrund at gennemføre de ændringer og tilpasninger, som erfaringerne med den gældende spillekasinolov giver anledning til.
Lovforslaget indeholder to hovedelementer. For det første foreslås det, at de oplysninger, som spillekasinoerne skal registrere om ankommende gæster, skal opbevares i 5 år mod nu i 2 måneder. For det andet foreslås det, at de enkelte spillekasinoer under visse betingelser skal kunne videregive oplysninger om personer, der har begået falskspil eller andre strafbare handlinger, til de øvrige spillekasinoer.
Efter de nugældende regler skal ethvert spillekasino registrere oplysninger om enhver ankommende gæsts navn, adresse, fødselsdato, nationalitet samt om den pågældendes ankomsttidspunkt. Disse oplysninger skal opbevares i 2 måneder fra tidspunktet for gæstens besøg i spillekasinoet, hvorefter de skal slettes. For at styrke politiets efterforskningsmuligheder og for at bringe reglerne i spillekasinoloven i overensstemmelse med de regler, der inden for andre områder gælder i relation til forebyggelse af risikoen for hvidvaskning, foreslås opbevaringsperioden forlænget til 5 år.
Ethvert spillekasino, der konstaterer falskspil eller andre strafbare handlinger i forbindelse med spillenes afvikling, kan foretage registrering af de personer, der begår sådanne forhold eller medvirker hertil, såfremt forholdene anmeldes til politiet.
Registreringen kan danne grundlag for afvisning af den eller de pågældende personer. Det foreslås, at de enkelte spillekasinoer i modsætning til i dag skal kunne videregive oplysninger om registrerede personer til de andre spillekasinoer. Dette kan hindre, at en person, der eksempelvis har spillet falsk på eet spillekasino, gentager sine handlinger på et andet spillekasino. De spillekasinoer, der modtager oplysningerne, vil have pligt til at slette registreringen efter de samme regler, som gælder for det kasino, der først har fortaget registreringen. Dette indebærer, at registreringen straks skal slettes, hvis anmeldelsen ikke fører til en sigtelse, hvis sigtelsen frafaldes, eller hvis der sker frifindelse af den pågældende. Hvis der sker domfældelse i anledning af det anmeldte forhold, skal registreringen automatisk slettes efter 5 år.
Idet jeg tillader mig i øvrigt at henvise til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til det høje Tings velvillige behandling.