1997 LSF 35 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (INSTANSORDNINGEN I CIVILE RETSSAGER M.V.)

GældendeVersion 1998-06-12

Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199722K00035@1998-06-12/da

Indhold

Indledning

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996, som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996, § 8 i lov nr. 232 af 2. april 1997, § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, § 1 i lov nr. 349 af 23. maj 1997, § 2 i lov nr. 411 af 10. juni 1997 og lov nr. 414 af 10. juni 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 17 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 350, stk. 3« til: »§ 350, stk. 2«.

2. I § 18, stk. 2, 4. pkt., ændres »§ 15, stk. 2-4« til: »§ 15, stk. 2-5«, og »den dommer, der er beskikket i medfør af § 16 a, stk. 3,» ændres til: »den administrerende dommer«.

3. I § 227, stk. 1, ændres »500.000 kr.« til: »1.000.000 kr.«

4. I § 253, stk. 4, 1. pkt., udgår »eller afgørelsen vedrører sagens formalitet,».

5. I § 369, stk. 3, ændres »§ 391, stk. 2« til: »§ 391, stk. 3«.

6. § 389, stk. 4, ophæves.

7. I § 391, stk. 3, indsættes som 2.-5. pkt.:

»Hvis dommen er afsagt af en landsret som ankeinstans, kan kære kun ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«

8. § 392, stk. 1, affattes således:

»Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret eller af Sø- og Handelsretten efter reglerne i § 253 i en sag, der behandles af retten som 1. instans, kan kæres til Højesteret, såfremt Højesteret tillader det, jf. § 253, stk. 4.«

9. § 392, stk. 2, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»I andre tilfælde kan landsrettens eller Sø- og Handelsrettens kendelser og beslutninger kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter.«

10. § 394, stk. 2, sidste pkt., ophæves.

§ 2

Stk. 1 . Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Stk. 2 . § 1, nr. 3, finder anvendelse i sager, der anlægges efter lovens ikrafttræden. § 1, nr. 4 og 6-10, finder anvendelse på domme, kendelser og beslutninger, der afsiges efter lovens ikrafttræden.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

1. I § 17 a, stk. 2, 1. pkt. , ændres »§ 350, stk. 3« til: »§ 350, stk. 2«.

2. I § 18, stk. 2, 4. pkt. , ændres »§ 15, stk. 2-4« til: »§ 15, stk. 2-5«, og »den dommer, der er beskikket i medfør af § 16 a, stk. 3,» ændres til: »den administrerende dommer«.

3. I § 227, stk. 1 , ændres »500.000 kr.« til: »1.000.000 kr.«.

4. I § 253, stk. 4, 1. pkt. , udgår: »eller afgørelsen vedrører sagens formalitet,».

5. I § 369, stk. 3 , ændres »§ 391, stk. 2« til: »§ 391, stk. 3«.

6. § 389, stk. 4 , ophæves.

7. I § 391, stk. 3 , indsættes som 2.-5. pkt. :

8. § 392, stk. 1 , affattes således:

9. § 392, stk. 2, 1. pkt. , ophæves og i stedet indsættes:

10. § 394, stk. 2, sidste pkt. , ophæves.

§ 2

Stk. 1 . Loven træder i kraft den 1. juni 1998.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Side

1. Indledning 2

2. Forhøjelse af beløbsgrænsen i retsplejelovens § 227 3

2.1. Gældende ret 3

2.2. Retsplejerådets forslag 3

2.3. Justitsministeriets overvejelser 4

3. Ændring af reglerne om kære til Højesteret . 4

3.1. Gældende ret 4

3.2. Retsplejerådets forslag . 5

3.3. Justitsministeriets overvejelser 6

4. Ankebehandling ved Sø- og Handelsretten 6

4.1. Retsplejerådets forslag 6

4.2. Justitsministeriets overvejelser 7

5. Ankebegrænsning i skattesager 7

5.1. Retsplejerådets forslag 7

5.2. Justitsministeriets overvejelser 7

6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v. 8

7. Hørte myndigheder m.v. 9

1. Indledning

1.1. Formålet med lovforslaget er navnlig at begrænse antallet af civile sager, der frit kan indbringes for Højesteret, med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiden i Højesteret samt at medvirke til, at Højesteret i videre omfang end hidtil kun behandler sager af principiel karakter.

Det foreslås, at beløbsgrænsen for, hvornår en civil sag som udgangspunkt skal behandles ved byretten og ikke ved landsretten, forhøjes fra 500.000 kr. til 1.000.000 kr. (den såkaldte landsretsgrænse). Dette vil medføre en vis aflastning af landsretterne. Der henvises herom til pkt. 2.

Der foreslås endvidere en ændring af reglerne om kære, således at kære til Højesteret som altovervejende hovedregel kun kan ske, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter, og Procesbevillingsnævnet derfor giver tilladelse, jf. pkt. 3.

Herudover indeholder lovforslaget enkelte ændringer af retsplejeloven af redaktionel karakter.

Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1348/1997 om instansordningen i civile retssager.

Forslaget er en uændret genfremsættelse af lovforslag nr. L 188, der blev fremsat af justitsministeren den 18. februar 1998.

1.2. Justitsministeriet har anmodet Retsplejerådet om at foretage en generel gennemgang af den civile retspleje. Retsplejerådet skal i den forbindelse behandle de spørgsmål, der er nævnt i Den Danske Dommerforenings og Advokatrådets reformforslag fra februar 1996 og i Dommerforeningens henvendelse til justitsministeren af 12. september 1996 med forslag om en generel reform af den civile retspleje.

En del af Dommerforeningens og Advokatrådets reformforslag blev gennemført ved lov nr. 414 af 10. juni 1997 om ændring af retsplejeloven (Hurtigere behandling af civile sager m.v.). Herudover indeholder reformforslaget bl.a. forslag om, at der i retsplejeloven indføres ensartede regler om skriftlig forberedelse og mulighed for parterne for at aftale en behandlingsform, der har visse ligheder med privat voldgift (lukkede døre, sagkyndige dommere og ingen appeladgang).

Dommerforeningens henvendelse af 12. september 1996 indeholder bl.a. overvejelser om en mere fleksibel retsplejeordning, der omfatter forskellige behandlingsformer til forskellige sagstyper.

På denne baggrund er formålet med dette lovforslag alene at medvirke til at løse de mere akutte problemer, der især for Højesteret er forbundet med den gældende sagsfordeling mellem de enkelte instanser ved domstolene.

I pkt. 4 og 5 omtales de forslag i Retsplejerådets betænkning, som ikke er medtaget i lovforslaget.

2. Forhøjelse af beløbsgrænsen i retsplejelovens § 227

2.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 224 behandles civile retssager i 1. instans ved byret, medmindre andet er bestemt i retsplejeloven eller i anden lov. Hovedreglen efter retsplejeloven er således, at civile sager skal anlægges ved byret i 1. instans.

Efter retsplejelovens § 227, stk. 1, skal sager om krav, der har en økonomisk værdi over 500.000 kr., imidlertid henvises til behandling ved landsret i 1. instans, hvis en af parterne anmoder om det. Endvidere kan en sagsøger efter eget valg umiddelbart anlægge sådanne sager ved landsretten, jf. § 227, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 226, stk. 1, kan byretten endvidere henvise en sag til behandling ved landsret i 1. instans, såfremt en af de i bestemmelsen nævnte 6 henvisningsgrunde foreligger. Der er herefter mulighed for at henvise en sag, hvis

1) sagen er af principiel karakter,

2) sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne,

3) sagen har særlig indgribende betydning for en part,

4) sagen rejses af eller mod en offentlig myndighed eller institution,

5) sagen rejser spørgsmål om anvendelse af fællesmarkedsret eller fremmed ret, eller

6) sagen efter indhentet udtalelse fra landsretten findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved landsretten.

Endelig følger det af retsplejelovens § 225, at sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans, der har øverste administrative kompetence til at træffe afgørelser i sager mellem det offentlige og private, skal behandles ved landsret i 1. instans. § 225 suppleres desuden af en række bestemmelser i anden lovgivning, hvorefter visse sager mod offentlige myndigheder skal behandles ved landsret i 1. instans, herunder f.eks. bistandslovens § 129, stk. 1, om sager om tvangsfjernelse af børn m.v. og skattestyrelseslovens § 33 om sager, der er afgjort af Landsskatteretten.

Reglerne om retternes saglige kompetence er senest ændret ved lov nr. 273 af 3. maj 1989. Efter de indtil da gældende regler skulle sager med en økonomisk værdi over 200.000 kr. behandles ved landsretten i 1. instans.

2.2. Retsplejerådets forslag

Retsplejerådet har overvejet helt at ophæve den automatiske henvisningsregel i retsplejelovens § 227. Dette ville indebære, at alle formueretlige sager som udgangspunkt skulle starte ved byretten i 1. instans alene med mulighed for henvisning til landsretten efter de særlige betingelser i retsplejelovens § 226, stk. 1. Ved »formueretlige sager« forstås sager, der henvises til eller anlægges ved landsret i medfør af § 226, stk. 1, eller § 227, i modsætning til sager, der anlægges på forvaltningsretligt grundlag efter § 225 eller tilsvarende bestemmelser i anden lovgivning.

Rådet finder imidlertid, at sager, som angår meget store økonomiske værdier, med stor sandsynlighed må antages at opfylde henvisningskriterierne i § 226, stk. 1, nr. 3, om tilfælde, hvor »sagen har særlig indgribende betydning for en part«. Disse sager må derfor kunne forventes henvist til behandling ved landsretten, såfremt en af parterne anmoder om det. En ophævelse af § 227 vil derfor efter rådets opfattelse ikke sikre, at antallet af sager, der vil starte i landsretten i 1. instans med deraf følgende fri ankemulighed til Højesteret, vil falde.

Hertil kommer, at sagsgenstandens værdi må antages at blive tillagt stor betydning af både parterne og deres advokater. Det er derfor muligt, at parterne alene på grund af sagens værdi finder, at den har en sådan karakter, at der er behov for 1. instans behandling ved landsretten, og at parterne ikke finder det tilfredsstillende i en sådan sag først at skulle procedere henvisningsspørgsmålet i byretten. En ophævelse af § 227 vil derfor kunne betyde, at sagens parter tilskyndes til at vælge en afgørelsesform uden for de almindelige domstole, typisk i form af voldgift.

Retsplejerådet finder på den baggrund, at spørgsmålet om en fuldstændig ophævelse af § 227 må ses i sammenhæng med de kommende overvejelser om en generel reform af den civile retspleje, herunder også muligheden for at indføre kollegial behandling ved byretterne i større civile sager. Rådet finder derfor på nuværende tidspunkt ikke grundlag for at foreslå bestemmelsen ophævet.

Retsplejerådet har i stedet overvejet muligheden for at forhøje værdigrænsen i § 227 fra det gældende beløb på 500.000 kr.

Der er i Retsplejerådet enighed om, at værdigrænsen i § 227 kan forhøjes til 1.000.000. kr. En forhøjelse til 1.000.000 kr. vil ud fra de foreliggende statistiske oplysninger skønsmæssigt medføre, at 35-40 pct. af de formueretlige sager, der i dag behandles af landsretterne som 1. instans, flyttes til byretterne.

Det må dog i den forbindelse tages i betragtning, at en forhøjelse af værdigrænsen formentlig vil medføre, at der i flere sager end i dag vil opstå spørgsmål om henvisning til landsretten efter § 226, stk. 1, nr. 1-6, ligesom der i nogle sager vil blive givet 3. instansbevilling. Men forhøjelsen til 1.000.000 kr. vil under alle omstændigheder medføre en mærkbar nedgang i sagsantallet ved landsretterne og dermed - omend på længere sigt - i antallet af civile ankesager for Højesteret. Omvendt skønner rådet ikke, at den foreslåede forhøjelse vil være forbundet med de ulemper, der foran er anført imod helt at ophæve værdigrænsen.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 29-33.

2.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan i det hele tilslutte sig Retsplejerådets forslag om en forhøjelse af værdigrænsen i § 227 til 1.000.000 kr.

Som anført af Retsplejerådet vil forslaget medføre en mærkbar nedgang i sagsantallet ved landsretterne. Herved nedbringes også antallet af sager, der frit kan ankes til Højesteret, og det undgås derved, at Højesteret skal behandle en række sager, der ikke er af principiel karakter, herunder sager hvis afgørelse alene afhænger af en bevisvurdering. I de sager, som er af principiel karakter, og som derfor fortsat bør kunne indbringes for Højesteret, vil der kunne ske henvisning til behandling ved landsret som 1. instans i medfør af § 226, stk. 1, eller blive meddelt 3. instansbevilling af Procesbevillingsnævnet i medfør af retsplejelovens § 371.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

3. Ændring af reglerne om kære til Højesteret

3.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 389, stk. 1, kan kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger. Efter § 389, stk. 4, kan kendelser og beslutninger, der er afsagt af en landsret eller af Sø- og Handelsretten, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til Højesteret.

Efter retsplejelovens § 392, stk. 1, kan landsrettens afgørelser i følgende sager ikke (frit) kæres:

1) afgørelser i kæresager

2) kendelser og beslutninger, der afsiges under behandling af en ankesag, såfremt byretten har taget stilling til det spørgsmål, som afgørelsen angår, og

3) enstemmige kendelser og beslutninger, som afsiges under sagsforberedelsen eller domsforhandlingen, jf. kapitel 33-34, eller som afsiges efter §§ 378 eller 381-384 under behandlingen af en ankesag.

Bestemmelsen i § 392, stk. 1, nr. 3, har i praksis givet anledning til en række fortolkningsproblemer.

Et problem er, hvad der forstås ved en enstemmig afgørelse. Højesteret har i en kendelse (Ugeskrift for Retsvæsen 1987, side 23) antaget, at en afgørelse truffet af retsformanden på afdelingens vegne i så henseende kan sidestilles med en enstemmig afgørelse. Enstemmige afgørelser er således alle afgørelser, der ikke er truffet under dissens.

Et andet problem er, hvilke afgørelser der omfattes af bestemmelsen. Højesteret har i en række afgørelser fortolket bestemmelsen sådan, at den udelukker kære af kendelser og beslutninger, der træffes under sagsforberedelsen eller domsforhandlingen, selv om afgørelsen ikke kan siges at vedrøre sagsforberedelsen og/eller domsforhandlingen, mens kære af kendelser og beslutninger, der er truffet under ankesager, kun afskæres, hvis de er truffet efter §§ 378 eller 381-384.

For så vidt angår sagsomkostninger antages det i praksis, at bestemmelsen ikke berører kæreadgangen vedrørende omkostninger i hævede og forligte sager og afgørelser om salær til beskikkede advokater i sager, hvori der er meddelt fri proces. Afgørelser om sagsomkostninger, der er indeholdt i domme, kan derimod kun ankes særskilt til Højesteret, hvis Procesbevillingsnævnet giver tilladelse, jf. § 368, stk. 5.

Endelig har afgrænsningen af bestemmelsen i forhold til § 253, stk. 4, om kære af delafgørelser givet anledning til problemer. Efter retsplejelovens § 253, stk. 2, kan retten træffe særskilt afgørelse om et enkelt spørgsmål i en sag. Såfremt en sådan delafgørelse ikke afslutter rettens behandling af sagen eller et af kravene i sagen, træffes afgørelsen ved kendelse eller beslutning. Efter § 253, stk. 4, kan en delafgørelse om et enkelt spørgsmål, hvis afgørelsen ikke afslutter rettens behandling af sagen eller et af kravene i sagen, kun særskilt indbringes for højere ret, hvis afgørelsen kan fuldbyrdes (hvilket næppe vil kunne forekomme i denne sammenhæng), hvis afgørelsen vedrører sagens formalitet, eller hvis appelinstansen giver tilladelse.

Hvis landsretten enstemmigt afsiger en delafgørelse ved kendelse, opstår spørgsmålet, om kære af kendelsen kræver tilladelse af Procesbevillingsnævnet, jf. § 392, stk. 1, nr. 3, eller af Højesteret efter § 253, stk. 4, eller begge dele. Der er ikke taget stilling til spørgsmålet i forarbejderne til § 392, stk. 1, nr. 3, men Højesteret er i flere kendelser nået frem til, at delafgørelser, der er truffet i henhold til retsplejelovens § 253, ikke omfattes af kærebegrænsningsreglen i § 392, stk. 1, nr. 3, og derfor kan kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Dette gælder også, hvor der er tale om en formalitetsafgørelse, som efter § 253, stk. 4, kan kæres uden tilladelse fra Højesteret.

En lignende regelkonflikt kan tænkes at opstå i forhold til reglen i § 392, stk. 1, nr. 2, om kære af afgørelser, der er truffet under behandlingen af ankesager. Såfremt landsretten under en ankesagen ved en delafgørelse afsiger kendelse f.eks. om, at et krav ikke er forældet, og byretten også har taget stilling til dette spørgsmål, vil kære af kendelsen efter § 392, stk. 1, nr. 2, kræve Procesbevillingsnævnets tilladelse og efter § 253, stk. 4, kræve Højesterets tilladelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 18-21.

3.2. Retsplejerådets forslag

Efter Retsplejerådets opfattelse skal Højesteret ikke være almindelig klage- eller censurinstans for landsretternes og Sø- og Handelsrettens sagsbehandling. Kære af de afgørelser, der træffes af en landsret eller af Sø- og Handelsretten under behandlingen af en civil sag, bør derfor begrænses til principielle spørgsmål.

Retsplejerådet finder endvidere ikke, at der er behov for at opretholde en adgang til kære af landsrettens og Sø- og Handelsrettens afgørelser om sagsomkostninger i hævede og forligte sager samt om salær til den beskikkede advokat i sager, hvor der er meddelt fri proces, som er videre end den adgang, der er til særskilt at anke bestemmelser om sagsomkostninger i domme.

Sagsomkostninger fastsættes med udgangspunkt i sagens værdi, og landsretterne har på dette område - som på andre områder, hvor landsretterne er den ordinære sidste instans - mulighed for gennem deres praksis i et stort antal sager at opretholde den nødvendige ensartethed med hensyn til omkostningsfastsættelsen. Dette gælder både med hensyn til omkostningsafgørelsen imellem parterne og med hensyn til størrelsen af det salær, der tilkommer en beskikket advokat. Der vil endvidere fortsat være mulighed for med Procesbevillingsnævnets tilladelse at indbringe afgørelser om principielle spørgsmål for Højesteret.

Retsplejerådet finder det således forsvarligt, at afgørelser om sagsomkostninger i almindelighed finder deres endelige afgørelse ved landsretterne. Højesteret er da også efter gældende praksis meget tilbageholdende med at ændre landsrettens omkostningsafgørelser m.v., idet landsretten må formodes at have et særligt kendskab til sagen, som Højesteret kun vanskeligt kan bibringes under et kæremål.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund, at § 392 ændres, således at kendelser og beslutninger, der er afsagt af en landsret eller Sø- og Handelsretten, som altovervejende hovedregel kun skal kunne indbringes for Højesteret, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter, og Procesbevillingsnævnet derfor giver tilladelse.

De spørgsmål, som kendelsen eller beslutningen vedrører, vil naturligvis i givet fald stadig kunne inddrages under en eventuel anke.

I visse tilfælde, hvor landsretten eller Sø- og Handelsretten træffer en delafgørelse, jf. § 253, om f.eks. rettens kompetence eller om lovvalg, som er afgørende for hele sagens behandling, vil det dog være hensigtsmæssigt, at spørgsmålet, selv om det ikke er principielt, med det samme kan kæres til Højesteret og ikke skal afvente en eventuel ankesag.

Retsplejerådet foreslår derfor som den eneste undtagelse til princippet om, at kære til Højesteret kun skal kunne ske for så vidt angår principielle spørgsmål og kun med Procesbevillingsnævnets tilladelse, at delafgørelser efter § 253, der afsiges af Sø- og Handelsretten eller af en landsret som 1. instans, skal kunne kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Retsplejerådet foreslår samtidig en ændring af § 253, stk. 4, således at kære af en delafgørelse også kræver appelinstansens tilladelse i de tilfælde, hvor afgørelsen vedrører sagens formalitet.

Kære af en delafgørelse efter § 253, der er truffet af Sø- og Handelsretten eller af en landsret som 1. instans, kræver derfor efter forslaget tilladelse fra Højesteret, men ikke fra Procesbevillingsnævnet. Baggrunden herfor er, at det vil være Højesteret, der bedst kan vurdere, om det i den konkrete sag vil være hensigtsmæssigt, at det pågældende spørgsmål appelleres særskilt, eller om spørgsmålet i stedet bør inddrages under en eventuel anke af landsrettens eller Sø- og Handelsrettens dom.

Kære af en delafgørelse efter § 253, der er truffet af landsretten som 2. instans, kræver efter forslaget tilladelse fra både Procesbevillingsnævnet og Højesteret.

Som konsekvens af forslaget om, at kære til Højesteret som altovervejende hovedregel kun skal kunne ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse, finder Retsplejerådet, at også adgangen til at kære domme, der er afsagt af landsretten som ankeinstans, og hvorved sagen afvises, fordi den ikke er indbragt for rette domstol eller ikke rettidigt er indbragt for domstolene eller ankeretten, jf. § 391, stk. 3, bør begrænses.

For så vidt angår afgørelser om, hvorvidt sagen er indbragt for rette domstol, vil det i det tilfælde, hvor byretten når frem til, f.eks. at en sag har værneting i Danmark, og derfor behandler sagen, hvorefter landsretten under en anke når frem til det modsatte resultat og afviser sagen, være vanskeligt at begrunde, at der skal være fri adgang til at prøve spørgsmålet i Højesteret.

For så vidt angår afgørelser om, hvorvidt anken er rettidig, vil en kendelse, der går ud på, at anken admitteres (tillades), ikke kunne kæres som følge af den foreslåede udvidelse af kærebegrænsningsreglen til at omfatte alle kendelser, der afsiges under behandlingen af en ankesag. En dom, der går ud på afvisning, fordi anken ikke er rettidig, bør derfor heller ikke frit kunne kæres. Dette svarer da også til den gældende ordning for så vidt angår straffesager, hvor der ikke er fri kæreadgang til Højesteret vedrørende spørgsmål om admittering af anken til landsretten.

Retsplejerådet foreslår derfor, at de afvisningsdomme, som er omtalt i § 391, stk. 3, og som afsiges af landsretten eller Sø- og Handelsretten som ankeinstans, kun skal kunne kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Endelig foreslår Retsplejerådets flertal (6 medlemmer) som en konsekvens af flertallets forslag om, at Sø- og Handelsretten skal være ankeinstans, at Sø- og Handelsretten også skal være kæreinstans for afgørelser, der træffes i sager, der efter forslaget ved anke skal indbringes for Sø- og Handelsretten. Forslaget om ankebehandling ved Sø- og Handelsretten er nærmere omtalt under pkt. 4.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 51-55.

3.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan i det hele tilslutte sig Retsplejerådets forslag om ændring af kærereglerne, således at kære som altovervejende hovedregel kun kan ske til Højesteret for så vidt angår spørgsmål af principiel karakter. Forslaget indebærer samtidig en forenkling af de gældende særdeles komplicerede kæreregler, som i praksis har givet anledning til fortolkningstvivl.

Forslagene i lovforslaget til ændring af kærereglerne er derfor udarbejdet i overensstemmelse med betænkningens lovudkast med de ændringer, der følger af, at der ikke stilles forslag om, at Sø- og Handelsretten skal være ankeinstans, jf. nærmere pkt. 4 nedenfor, og at Sø- og Handelsretten derfor heller ikke skal behandle kæresager.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4 og 6-10, og bemærkningerne til disse bestemmelser.

4. Ankebehandling ved Sø- og Handelsretten

4.1. Retsplejerådets forslag

Efter retsplejelovens § 9, stk. 3, nr. 1, jf. § 6, stk. 5, behandler Sø- og Handelsretten civile sager, i hvilke fagkundskab til søforhold eller til handelsforhold skønnes at være af betydning. Sø- og Handelsretten behandler dog kun sager, hvor sagsøgte har værneting inden for Storkøbenhavn, medmindre parterne aftaler, at sagen skal indbringes for Sø- og Handelsretten.

Efter § 9, stk. 4, skal sø- og handelssager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 100.000 kr., henvises til behandling ved byret. Dette gælder dog ikke, hvis sagen er omfattet af en af henvisningsbestemmelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1-5, dvs. en af de grunde, som er omtalt ovenfor i pkt. 2.1., og som kan medføre henvisning af en sag fra byret til landsret, eller behandling af sagen findes mest hensigtsmæssigt at kunne ske i forbindelse med en anden sag, der verserer ved Sø- og Handelsretten.

Retsplejerådet har overvejet at forhøje grænsen for, hvornår en sø- og handelssag skal henvises til behandling ved byret, bl.a. fordi der ellers ville opstå et alt for stort misforhold mellem sager ved byret og sager ved Sø- og Handelsretten. Hvis værdigrænsen ikke forhøjes, vil sø- og handelssagerne således frit kunne ankes til Højesteret, blot sagsværdien er over 100.000 kr., mens andre civile sager skal have en værdi på over 1.000.000 kr.

Et flertal af rådets medlemmer (7 medlemmer) foreslår derfor en forhøjelse af værdigrænsen i § 9, stk. 4, til 500.000 kr.

En sådan forhøjelse af værdigrænsen vil imidlertid omfatte ca. 70-80 pct. af Sø- og Handelsrettens sager. Uanset at en del af disse sager må antages at være omfattet af en af henvisningsbestemmelserne i § 226, stk. 1, nr. 1-5, og derfor uanset forhøjelsen af værdigrænsen alligevel vil skulle behandles af Sø- og Handelsretten, vil en sådan forhøjelse betyde en voldsom sagsnedgang for Sø- og Handelsretten. Konsekvensen heraf kan være, at retten vil have vanskeligt ved at oparbejde og vedligeholde den erfaring, som behandlingen af et større antal sager kan give.

Et flertal (6 medlemmer) foreslår på denne baggrund, at Sø- og Handelsretten gøres til ankeinstans for de sø- og handelssager, der - inden for Sø- og Handelsrettens geografiske område (Storkøbenhavn) - skal behandles ved byret i 1. instans, fordi sagen ligger under værdigrænsen i § 9, stk. 4.

Et mindretal (3 medlemmer) finder, at en ordning med Sø- og Handelsretten som yderligere ankeinstans rejser principielle betænkeligheder, og at de spørgsmål, en sådan ordning ville rejse, må vurderes i en bredere sammenhæng, eventuelt i forbindelse med en generel revision af den civile retspleje. Mindretallet finder derfor ikke, at der på det foreliggende grundlag bør gennemføres regler om ankebehandling ved Sø- og Handelsretten.

En del af mindretallet (2 medlemmer) finder på grund af den betydelige sagsnedgang, det ville medføre for Sø- og Handelsretten, at der derfor heller ikke bør ske en forhøjelse af værdigrænsen i § 9, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 43-49.

4.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at der kan være behov for at forhøje grænsen for, hvornår en sø- og handelssag skal behandles ved Sø- og Handelsretten og dermed frit skal kunne ankes til Højesteret, navnlig når den nuværende grænse på 100.000 kr. sammenholdes med forslaget om at forhøje grænsen for, hvornår andre civile sager skal kunne behandles ved landsret i 1. instans til 1.000.000 kr.

Justitsministeriet er endvidere enig med rådets flertal i, at en forhøjelse af værdigrænsen i § 9, stk. 4, af hensyn til Sø- og Handelsrettens mulighed for at oparbejde og vedligeholde sin erfaring ikke bør gennemføres isoleret.

En række af de myndigheder og organisationer m.v., der har været hørt over Retsplejerådets betænkning, herunder bl.a. Højesteret, Østre og Vestre Landsret samt Dommerforeningen, har imidlertid frarådet, at der på nuværende tidspunkt gennemføres regler om ankebehandling ved Sø- og Handelsretten, bl.a. fordi en sådan ændring vil være et radikalt brud på det enstrengede ankesystem, der hidtil har været gældende. Overvejelserne om Sø- og Handelsrettens fremtidige rolle bør derfor ske som led i en generel reform af den civile retspleje.

På denne baggrund finder Justitsministeriet, at spørgsmålet om Sø- og Handelsrettens rolle bør inddrages i Retsplejerådets arbejde med en generel reform af den civile retspleje.

5. Ankebegrænsning i skattesager

5.1. Retsplejerådets forslag

Efter skattestyrelseslovens § 33 skal skattesager, som er påkendt af Landsskatteretten, anlægges ved landsret i 1. instans. Disse sager kan derfor frit ankes til Højesteret. Skattesagerne udgør en betydelig del af Højesterets sager. I årene 1992-1996 udgjorde de således ca. 1/5 af alle civile ankesager.

Retsplejerådets flertal (6 medlemmer) finder på baggrund af den grundige behandling, skattesagerne har gennemgået i det administrative klagesystem, inden de indbringes for domstolene, at det over for det akutte behov for at nedbringe sagstilgangen til Højesteret vil være forsvarligt at indføre en ankebegrænsningsregel for så vidt angår skattesager.

Flertallet foreslår derfor, at skattesager med en sagsværdi, der ikke overstiger 500.000 kr., kun skal kunne indbringes for Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Tilladelse til anke kan efter forslaget gives, hvis sagen er af principiel karakter.

To mindretal (hver på et medlem) er enige med flertallet i, at der bør indføres en ankebegrænsning i skattesager, men finder, at der ud over i sager af principiel karakter også bør gives anketilladelse, hvor særlige grunde i øvrigt taler derfor. Det ene mindretal finder ligesom flertallet, at ankebegrænsningen kun skal gælde for sager med en økonomisk værdi, der ikke overstiger 500.000 kr., mens det andet mindretal finder, at ankebegrænsningen bør gælde alle skattesager.

Et tredje mindretal (1 medlem) finder ikke, at der på det foreliggende grundlag bør indføres regler om ankebegrænsning i skattesager.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 38-42.

5.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med Retsplejerådets flertal i, at der kan anføres gode grunde for at indføre visse begrænsninger i den gældende helt frie adgang til at indbringe en landsretsdom i en skattesag for Højesteret. Herved vil man navnlig kunne undgå, at Højesteret behandler en del skattesager, der alene vedrører bevisspørgsmål.

I høringen over Retsplejerådets betænkning har bl.a. Dommerforeningen samt Østre og Vestre Landsret frarådet, at der indføres en ankebegrænsning på 500.000 kr. i skattesager. I stedet peges på, at spørgsmålet bør overvejes i en bredere sammenhæng, hvori også indgår andre typer af forvaltningsretlige afgørelser.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det være rigtigst ikke på det foreliggende grundlag at stille forslag om at indføre ankebegrænsning i skattesager. Også dette spørgsmål bør derfor behandles som led i en generel reform af den civile retspleje.

6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget indebærer, at et antal relativt store civile retssager, der i dag behandles ved landsret i 1. instans under medvirken af 3 dommere, fremover vil blive ført ved byretten, der beklædes af een dommer. Når forslagets virkninger er slået fuldt ud igennem, vil dette samlet set medføre en vis ressourcebesparelse og aflastning af landsretterne. Også Højesteret vil blive aflastet for et antal appelsager.

Retsplejerådet skønner således, at den foreslåede kompetenceomlægning vil medføre, at 35-40 pct. af de formueretlige sager, der i dag behandles af landsretterne som 1. instans, flyttes til byretterne. Dette svarede i 1996 til ca. 300 sager og i 1997 til ca. 400 sager.

Det må forventes, at afgørelserne i en del af disse store byretssager vil blive appelleret til landsretten og skulle behandles der som kæremål eller ankesager. Det må endvidere antages, at nogle af disse store sager vil blive henvist til landsretten efter henvisningsreglen i retsplejelovens § 226. Det er derfor vanskeligt på nuværende tidspunkt at angive et nøjagtigt skøn over, i hvilket omfang forslaget vil medføre en aflastning for landsretterne.

Sagsbehandlingstiderne i landsretterne har igennem flere år været for lange, og landsretterne er derfor flere gange blevet tilført yderligere ressourcer. Et stort antal selskabstømmersager og et stadigt stigende antal ressourcetunge sager har imidlertid vanskeliggjort nedbringelsen af sagsbehandlingstiderne. Landsretterne er derfor på finansloven for 1998 blevet tilført to ekstra dommere i Vestre Landsret og 6 yderligere dommere i Østre Landsret. En del af de ressourcer, der frigøres i landsretterne som følge af lovforslaget må forventes at medgå til yderligere nedbringelse af sagsbehandlingstiderne der.

Endvidere medfører forslaget en merbelastning af byretterne, der ligeledes må antages at ville lægge beslag på en del af de frigjorte ressourcer, jf. nedenfor.

Endelig vil der medgå en vis tid, førend aflastningen slår igennem i forhold til landsretterne, idet allerede anlagte sager færdigbehandles, jf. § 2, stk. 2.

På denne baggrund finder Justitsministeriet, at der først efter, at loven har været i kraft i en periode og de nødvendige erfaringer med nyordningens virkninger er kendt, kan ske en præcis angivelse af de ressourcemæssige konsekvenser, herunder hvornår og i hvilket omfang antallet af dommere ved landsretterne kan reduceres.

Dommerforeningen har i sit høringssvar over betænkningen anført, at en forhøjelse af værdigrænsen bør medføre, at der tilvejebringes ekstra kapacitet ved byretterne. Tilsvarende har Københavns Byret anført, at disse ekstra sager må antages at kunne beskæftige 1 1/2 til 2 dommere ved retten.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan forslaget ikke på nuværende tidspunkt give grundlag for at tilføre byretterne yderligere ressourcer. Skønsmæssigt vil ca. 1/3 af de sager, der påtænkes henlagt til byretterne, blive overført til Københavns Byret. Behovet for eventuel ressourcetilførsel til Københavns Byret vil blive vurderet i lyset af den styrkelse af byretten, der er sket igennem de seneste år sammenholdt med udviklingen i sagsantallet, ligesom muligheden for at omdisponere inden for de gældende bevillinger til domstolene vil indgå, jf. herved også ovenfor om aflastningen af landsretterne.

Procesbevillingsnævnet har oplyst, at forslagene om kærebegrænsning til Højesteret og forhøjelse af værdigrænsen i retsplejelovens § 227 skønsmæssigt vil medføre en stigning i antallet af sager på i alt ca. 160 sager. Nævnet skønner det derfor nødvendigt med en udvidelse af nævnets sekretariat svarende til en samlet udgift på ca. 1 mio. kr. Justitsministeriet vil vurdere dette behov på baggrund af den faktiske udvikling i sagstallet ved Procesbevillingsnævnet. Eventuelle ressoucetilførsler til Københavns Byret og til Procesbevillingsnævnet vil således kunne afholdes inden for Justitisministeriets gældende bevillingsmæssige rammer.

For at skabe et sikkert grundlag for den ovennævnte vurdering af forslagets virkning for landsretterne, byretterne og Procesbevillingsnævnet vil Justitsministeriet tage initiativ til, at der i en periode efter lovens ikrafttræden sker en særlig registrering ved disse myndigheder af aflastningen eller merbelastningen som følge af nyordningen.

Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at indebære økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

7. Hørte myndigheder m.v.

Retsplejerådets betænkning nr. 1348/1997 om instansordningen i civile retssager har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Præsidenten for Højesteret, præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenterne for Københavns Byret og retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Procesbevillingsnævnet og Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede ændringer sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (§ 17 a, stk. 2, 1. pkt.)

Der er tale om en ændring af redaktionel karakter.

Efter retsplejelovens § 17 a, stk. 2, kan kontorpersonale ved domstolene meddeles bemyndigelse til at træffe afgørelser efter § 350, stk. 3, om afvisning af en stævning, hvis angivelsen af sagsøgtes navn og adresse er unøjagtig. Ved lov nr. 414 af 10. juni 1997 om ændring af retsplejeloven (Hurtigere behandling af civile sager m.v.) blev § 350, stk. 2, imidlertid ophævet, således at stk. 3 blev stk. 2, uden at § 17 a, stk. 2, blev konsekvensændret i den forbindelse.

Til nr. 2 (§ 18, stk. 2, 4. pkt.)

Der er tale om en ændring af redaktionel karakter.

§ 18, stk. 2, 4. pkt., indeholder en henvisning til retsplejelovens § 15, stk. 2-4, om de præsidentledede byretter. Ved lov nr. 941 af 27. december 1991 indførtes præsidentordning ved retten i Roskilde, jf. retsplejelovens § 15, stk. 5, uden at § 18, stk. 2, 4. pkt., blev konsekvensændret i den forbindelse.

Den foreslåede ændring af betegnelsen »den beskikkede dommer« til: »den administrerende dommer« er i overensstemmelse med ændringen af retsplejelovens § 16 a ved lov nr. 273 af 3. maj 1989.

Til nr. 3 (§ 227, stk. 1)

Efter den gældende bestemmelse i § 227, stk. 1, skal en sag om krav, der har en økonomisk værdi over 500.000 kr., henvises til behandling ved landsret, såfremt en af parterne anmoder om det. Efter § 227, stk. 2, kan sagsøger endvidere anlægge sagen direkte ved landsretten.

Det foreslås, at denne værdigrænse forhøjes fra 500.000 kr. til 1.000.000 kr.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 253, stk. 4, 1. pkt.)

Efter den gældende bestemmelse i § 253, stk. 4, kan delafgørelser om modkrav eller om krav, over for hvilke der er fremsat modkrav, kun kæres med appelinstansens tilladelse. Det samme gælder delafgørelser om et enkelt af sagens spørgsmål, der ikke afslutter rettens behandling af sagen eller et af kravene i sagen. Appelinstansens tilladelse er dog ikke nødvendig, hvis der er tale om en afgørelse, der kan fuldbyrdes, eller hvis afgørelsen vedrører sagens formalitet.

Forslaget indebærer, at også delafgørelser efter § 253, der vedrører sagens formalitet, kun kan kæres med appelinstansens tilladelse.

Hvis der er tale om en delafgørelse, der er truffet af landsretten under behandlingen af en 1. instanssag, kræver kære tilladelse fra Højesteret, men derimod ikke fra Procesbevillingsnævnet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 392, stk. 1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 8.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til denne bestemmelse og til pkt. 3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 369, stk. 3)

Der er tale om en ændring af redaktionel karakter.

§ 369, stk. 3, hvorefter domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er indbragt for rette domstol eller ikke rettidigt er indbragt for domstolene eller for ankeretten, kun kan indbringes for højere ret ved kære, indeholder en henvisning til § 391, stk. 2.

Ved lov nr. 396 af 13. juni 1990 blev der imidlertid indsat et nyt stykke i § 391, således at stk. 2 blev stk. 3, uden at § 369, stk. 3, blev konsekvensændret i den forbindelse.

Til nr. 6 (§ 389, stk. 4)

Som følge af de foreslåede regler i § 392, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 8 og 9, om begrænsning af kæreadgangen til Højesteret vil kære til Højesteret fremover kun kunne ske med tilladelse fra Højesteret og/eller Procesbevillingsnævnet. Bestemmelsen i § 389, stk. 4, hvorefter kære til Højesteret kan ske, medmindre andet er bestemt i loven, foreslås derfor ophævet.

Til nr. 7 (§ 391, stk. 3)

Efter § 391, stk. 3, kan domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er indbragt for rette domstol eller ikke rettidigt er indbragt for domstolene eller ankeretten, indbringes for højere ret ved kære.

Det foreslås, at sådanne domme, hvis de afsiges af en landsret som ankeinstans, kun skal kunne kæres, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter, og Procesbevillingsnævnet derfor meddeler tilladelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 392, stk. 1)

Efter § 253, stk. 2, kan retten træffe særskilt afgørelse om et enkelt spørgsmål i en sag.

Efter § 253, stk. 4, kan en afgørelse om et enkelt af spørgsmålene i en sag, der ikke afslutter rettens behandling af sagen eller et af kravene i sagen, kun kæres med appelinstansens tilladelse, medmindre de kan fuldbyrdes eller vedrører sagens formalitet.

I lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås en ændring af § 253, stk. 4, således at også kære af en afgørelse efter § 253, der vedrører sagens formalitet, kræver tilladelse fra appelinstansen.

Kære af en kendelse eller beslutning truffet efter reglerne i § 253 af en landsret eller af Sø- og Handelsretten vil således efter forslaget kun kunne ske med Højesterets tilladelse, medmindre der er tale om en afgørelse, der kan fuldbyrdes, hvilket næppe vil kunne forekomme i denne sammenhæng.

Det foreslås, at kære af disse kendelser og beslutninger, hvis de er truffet af Sø- og Handelsretten eller af en landsret under behandlingen af en sag i 1. instans, ikke tillige skal kræve tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Kendelser og beslutninger, der træffes efter retsplejelovens § 253 af en landsret under behandlingen af en ankesag, vil derimod efter forslaget kun kunne kæres, hvis både Procesbevillingsnævnet (jf. § 392, stk. 2) og Højesteret (jf. § 253, stk. 4) meddeler tilladelse. Det forudsættes, at Højesteret i tilfælde, hvor Procesbevillingsnævnet meddeler 3. instansbevilling til kære af en sådan afgørelse, kun vil nægte tilladelse til kære, hvis Højesteret skønner, at det påkærede spørgsmål ikke forsvarligt kan afgøres endeligt, uden at der samtidig gives den oplysning om sagens realitet, som en samlet påkendelse indebærer. I de formentlig meget få tilfælde, hvor Højesteret i et sådant tilfælde nægter tilladelse til kære efter § 253, stk. 4, må det forudsættes, at Procesbevillingsnævnet som udgangspunkt vil meddele 3. instansbevilling til anke af landsrettens dom i sagen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne til denne bestemmelse og til pkt. 3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 392, stk. 2, 1. pkt.)

Det foreslås, at alle andre kendelser og beslutninger truffet af en landsret eller af Sø- og Handelsretten end de, der er nævnt i § 392, stk. 1, kun skal kunne kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Til nr. 10 (§ 394, stk. 2, sidste pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget til ændring af § 392, hvorefter kære af landsrettens afgørelser, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i forslaget til § 392, stk. 1, altid kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 1998.

I stk. 2 foreslås det, at forhøjelsen af grænsen for, hvornår en sag efter anmodning skal henvises til landsretten, skal finde anvendelse i sager, der anlægges efter lovens ikrafttræden. Retterne har således kompetence til at færdigbehandle de sager, der allerede er anlagt efter de hidtidige regler. Henvisning til landsretten vil også fortsat kunne ske efter de tidligere regler, hvis sagen er anlagt før lovens ikrafttræden.

For så vidt angår de nye regler om begrænsning af kæreadgangen til Højesteret foreslås det, at disse regler finder anvendelse på domme, kendelser og beslutninger, der afsiges efter lovens ikrafttræden.

Skriftlig fremsættelse (26. marts 1998)

Justitsministeren (Frank Jensen):

Hermed tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Instansordningen i civile retssager m.v.).

(Lovforslag nr. L 35).

Formålet med dette lovforslag er navnlig at begrænse antallet af civile sager, der frit kan indbringes for Højesteret, således at sagsbehandlingstiden i Højesteret kan nedbringes. Samtidig vil forslaget medvirke til, at Højesteret i videre omfang end hidtil kun skal behandle sager af principiel karakter.

Det foreslås, at grænsen for, hvornår en civil sag som udgangspunkt skal behandles ved byretten og ikke ved landsretten forhøjes fra 500.000 kr. til 1.000.000 kr (den såkaldte landsretsgrænse). Dette vil medføre en vis aflastning af landsretterne.

Endvidere indeholder lovforslaget en ændring af reglerne om kære, således at kære til Højesteret som altovervejende hovedregel kun kan ske, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter, og Procesbevillingsnævnet derfor giver tilladelse. Forslaget indebærer samtidig en forenkling af de nugældende meget komplicerede kæreregler.

Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1348/1997 om instansordningen i civile retssager.

Lovforslaget vil samlet set medføre en vis ressourcebesparelse for landsretterne og Højesteret. Dette vil bidrage til en yderligere nedbringelse af sagsbehandlingstiderne.

Justitsministeriet har i øvrigt anmodet Retsplejerådet om at foretage en generel gennemgang af den civile retspleje og på den baggrund at udarbejde forslag til ændringer af retsplejeloven og eventuel anden lovgivning.

Forslaget er en uændret genfremsættelse af det lovforslag, som jeg fremsatte den 18. februar 1998.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

§ 1

1. I § 17 a, stk. 2, 1. pkt. , ændres »§ 350, stk. 3« til: »§ 350, stk. 2«.

§ 17 a. ---

Stk. 2 . Ved byretterne og ved Sø- og Handelsretten i København kan der meddeles andre personer bemyndigelse til at træffe afgørelser efter § 350, stk. 3, og at udføre foged-, skifte-, notarial- og tinglysningsforretninger samt faderskabssager, såfremt der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder. Personer, der er bemyndiget til at udføre fogedforretninger, kan dog efter dommerens nærmere bestemmelse træffe afgørelser efter § 490, § 494, stk. 2 og 3, og § 525. For så vidt angår Sø- og Handelsretten i København, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, meddeles bemyndigelsen af rettens præsident. For så vidt angår de i § 16 a, stk. 1, nævnte retter, meddeles bemyndigelsen af den administrerende dommer. Ved de øvrige retter meddeles bemyndigelsen af dommeren.

2. I § 18, stk. 2, 4. pkt. , ændres »§ 15, stk. 2-4« til: »§ 15, stk. 2-5«, og »den dommer, der er beskikket i medfør af § 16 a, stk. 3,» ændres til: »den administrerende dommer«.

§ 18. ---

Stk. 2. I straffesager, hvor domsmænd medvirker, tiltrædes byretten af 2 domsmænd. Formandspladsen beklædes af dommeren. Antages domsforhandlingen i en sådan sag at ville blive af længere varighed, kan dommeren bestemme, at forhandlingen skal overværes af en suppleant, eventuelt to suppleanter, for domsmændene. For så vidt angår Københavns Byret og de i § 15, stk. 2-4, og § 16 a, stk. 1, nævnte retter, træffes bestemmelsen herom af rettens præsident eller den dommer, der er beskikket i medfør af § 16 a, stk. 3, efter indstilling fra dommeren. Suppleanten deltager ikke i rettens rådslagninger og afstemninger, men kan efter retsformandens bestemmelse overvære disse. I øvrigt finder reglerne om domsmænd tilsvarende anvendelse på suppleanter for disse. Suppleanten tiltræder retten, såfremt en af domsmændene bliver forhindret i at medvirke ved sagens behandling og pådømmelse.

3. I § 227, stk. 1 , ændres »500.000 kr.« til: »1.000.000 kr.«.

§ 227. Sager om krav, der har en økonomisk værdi over 500.000 kr., skal henvises til behandling ved landsret, såfremt en af parterne begærer det. Reglerne i § 226, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Sagsøger kan endvidere anlægge de i stk. 1 nævnte sager ved landsretten.

4. I § 253, stk. 4, 1. pkt. , udgår: »eller afgørelsen vedrører sagens formalitet,».

§ 253 . Retten kan bestemme, at forberedelsen eller domsforhandlingen foreløbig skal begrænses til en del af det krav, som sagen angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af disse.

Stk. 2. Retten kan træffe særskilt afgørelse om en del af det krav, som sagen angår. Omfatter sagen flere krav eller spørgsmål, kan retten træffe særskilt afgørelse om et af disse.

Stk. 3. Særskilte afgørelser om modkrav eller krav, over for hvilke der er fremsat modkrav, kan kun fuldbyrdes, hvis retten i afgørelsen har truffet bestemmelse om, at afgørelsen mod eller uden sikkerhedsstillelse skal kunne fuldbyrdes for en del eller i sin helhed. Det samme gælder særskilte afgørelser om et enkelt af sagens spørgsmål, der ikke afslutter rettens behandling af sagen eller et af kravene i sagen.

Stk. 4. De i stk. 3 nævnte afgørelser kan først indbringes for højere ret i forbindelse med den endelige afgørelse i sagen, medmindre afgørelsen kan fuldbyrdes, eller afgørelsen vedrører sagens formalitet, eller den højere ret har tilladt, at afgørelsen indbringes særskilt. Anmodning om sådan tilladelse skal indgives til den højere ret inden udløbet af den almindelige frist for indbringelse af afgørelsen. Meddeles tilladelsen, skal sagen indbringes for den overordnede ret inden 4 uger.

5. I § 369, stk. 3 , ændres »§ 391, stk. 2« » til: »§ 391, stk. 3«.

§ 369. ---

Stk. 2. ---

Stk. 3. Domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er indbragt for rette domstol eller ikke rettidigt er indbragt for domstolene eller for ankeretten, kan kun indbringes for højere ret ved kære, jf. § 391, stk. 2.

Stk. 4. ---

6. § 389, stk. 4 , ophæves.

§ 389 . ---

Stk. 2-3. ---

Stk. 4. Kendelser og beslutninger, der er afsagt af en landsret eller af Sø- og Handelsretten i København, kan, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til Højesteret.

7. I § 391, stk. 3 , indsættes som 2.-5. pkt. :

§ 391 . ---

Stk. 2. ---

Stk. 3. Domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er indbragt for rette domstol eller ikke rettidigt er indbragt for domstolene eller ankeretten, kan indbringes for højere ret ved kære.

8. § 392, stk. 1 , affattes således:

9. I § 392, stk. 2, 1. pkt. , ophæves og i stedet indsættes:

§ 392 . Landsrettens afgørelser i følgende sager kan ikke kæres:

1) afgørelser i kæresager,

2) kendelser og beslutninger, der afsiges under behandling af en ankesag, såfremt byretten har taget stilling til det spørgsmål, som afgørelsen angår, og

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

10. § 394, stk. 2, sidste pkt. , ophæves.

§ 394 . Kærefristen, der regnes fra den dag, afgørelsen er truffet, er 2 uger, jf. § 219, stk. 3.

Stk. 2. Kære skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 389, § 391 eller § 392, inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandling af ansøgning om tilladelse til kære efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.

Efter 2. behandling den 2. juni 1998

§ 1

1. I § 17 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 350, stk. 3« til: »§ 350, stk. 2«.

2. I § 18, stk. 2, 4. pkt., ændres »§ 15, stk. 2-4« til: »§ 15, stk. 2-5«, og »den dommer, der er beskikket i medfør af § 16 a, stk. 3,» ændres til: »den administrerende dommer«.

3. I § 227, stk. 1, ændres »500.000 kr.« til: »1.000.000 kr.«

4. I § 253, stk. 4, 1. pkt., udgår »eller afgørelsen vedrører sagens formalitet,».

5. I § 369, stk. 3, ændres »§ 391, stk. 2« til: »§ 391, stk. 3«.

6. § 389, stk. 4, ophæves.

7. I § 391, stk. 3, indsættes som 2.-5. pkt.:

8. § 392, stk. 1, affattes således:

9. § 392, stk. 2, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

10. § 394, stk. 2, sidste pkt., ophæves.

§ 2

Stk. 1 . Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Versioner

1998-06-12