1997 LSF 41 FORSLAG TIL LOV OM EN GARANTIFOND FOR INDSKYDERE OG INVESTORER(* 1)

GældendeVersion 1998-06-30

Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199722K00041@1998-06-30/da

Indhold

Indledning

Kapitel 1

Garantifondens status og virksomhedsområde

§ 1. Garantifonden for indskydere og investorer (Fonden) er en privat, selvejende institution, der skal yde indskydere og investorer i de i § 3, stk. 1, og § 4 nævnte institutter dækning for tab i henhold til §§ 9-11 i tilfælde af betalingsstandsning eller konkurs.

§ 2. Såfremt Finanstilsynet har inddraget et instituts tilladelse til at drive virksomhed, kan Fonden tilføre midler og stille garantier til dækning af instituttets ikkeefterstillede kreditorer i forbindelse med afvikling af instituttet. De tilførte midler og garantier må ikke overstige Fondens skønnede tab ved en eventuel konkurs.

Stk. 2. Fondens tilførsel af midler og garantistillelse ifølge stk. 1 kan ske i fællesskab med andre.

Stk. 3. Fonden kan tilføre midler og stille garantier, uanset at der forudgående er stillet en likviditetsgaranti fra andre.

Stk. 4. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser vedrørende samarbejdet mellem Finanstilsynet og Fonden.

Stk. 5. Økonomiministeren fastsætter endvidere regler vedrørende krav om indhentelse af overtagelsestilbud.

Kapitel 2

Bidragspligtige institutter

§ 3. Følgende institutter skal være tilsluttet og yde bidrag til Fonden:

1) Pengeinstitutter og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S,

2) realkreditinstitutter og Dansk Landbrugs Realkreditfond,

3) fondsmæglerselskaber og

4) filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om, at filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i Danmark beliggende i lande uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, kan undtages fra at være omfattet af Fonden.

§ 4. Filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, kan tilslutte sig Fonden som supplement til hjemlandets garantiordning, hvis den danske ordning som nævnt i §§ 9-11 er mere gunstig end hjemlandets ordning. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.

Kapitel 3

Fondens afdelinger

§ 5. Fonden er delt op i tre afdelinger: Pengeinstitutafdelingen, realkreditafdelingen og fondsmæglerselskabsafdelingen.

Stk. 2. Pengeinstitutafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 1, angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 3. Realkreditafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 2, angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 4. Fondsmæglerselskabsafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 3, angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 5. Fondens bestyrelse træffer beslutning om, til hvilken afdeling de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer skal tilsluttes.

§ 6. I tilfælde af, at et bidragspligtigt institut anmelder betalingsstandsning eller går konkurs, eller Fonden har deltaget i afviklingen af et institut i medfør af § 2, anvendes bidragene, inklusive garantier, fra institutterne i den afdeling, som det pågældende institut hører under, til dækning af afdelingens forpligtelser i medfør af loven.

Stk. 2. Hvis de i stk. 1 nævnte bidrag ikke er tilstrækkelige til at dække afdelingens forpligtelser i medfør af loven, optager afdelingen et lån, som ydes af de øvrige afdelinger i forhold til afdelingernes samlede bidrag.

Stk. 3. En afdeling kan låne et beløb svarende til 50 pct. af kravet til størrelsen af de øvrige afdelingers likvide beholdninger, dog højst 100 mio. kr. pr. afdeling, til dækning af forpligtelser opstået i et enkelt regnskabsår.

Stk. 4. Økonomiministeren kan med Finansudvalgets tilslutning stille garanti for lån optaget af Fonden til opfyldelse af dens forpligtelser.

Stk. 5. Såfremt der sker udlodning fra konkursboet, tilfalder udlodningen først de afdelinger, der har ydet lån i henhold til stk. 2. Resterende beløb tilføres den afdeling, som det konkursramte institut hører under.

Kapitel 4

Fastsættelse af bidrag

§ 7. Fondens formue skal udgøre mindst 3,2 mia. kr.

Stk. 2. Efter forhandling med Danmarks Nationalbank fastsætter Finanstilsynet regler om institutternes bidrag til Fonden, om minimumskrav til størrelsen af de enkelte afdelingers formue og om de nærmere vilkår for lånoptagelse, jf. § 6, stk. 2. Bidrag fra institutterne skal ske ved indbetaling og garantistillelse.

Stk. 3. Pengeinstitutternes samlede bidrag vedrørende dækkede nettoindskud kan inden for et regnskabsår højst udgøre et beløb svarende til 2 promille af institutternes indlånsmasse. Institutternes samlede bidrag til afdelingerne til dækning af midler og værdipapirer, som ikke kan tilbageleveres, samt afdrag på eventuelle lån, som en afdeling har optaget, jf. § 6, stk. 2, kan inden for det enkelte regnskabsår højst udgøre 50 pct. af kravet til størrelsen af en afdelings formue.

Stk. 4. Institutternes individuelle bidrag beregnes med udgangspunkt i institutternes dækkede nettoindskud, dækkede midler og dækkede værdipapirer. Finanstilsynet kan efter indstilling fra Fondens bestyrelse fastsætte nærmere regler vedrørende beregning af bidrag.

Stk. 5. Økonomiministeren kan ændre kravet til størrelsen af Fondens formue i henhold til stk. 1.

§ 8. Fonden skal underrette Finanstilsynet, hvis et institut undlader at opfylde de forpligtelser, der påhviler instituttet som medlem af Fonden. Hvis en filial har tilsluttet sig Fonden, jf. § 4, underretter Finanstilsynet de kompetente myndigheder i filialens hjemland.

Stk. 2. Finanstilsynet kan tilbagekalde et instituts tilladelse til at drive virksomhed, hvis instituttet ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.

Kapitel 5

Fondens dækningsområde

§ 9. I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter samt de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet pengeinstitutafdelingen, dækker Fonden navnenoterede indskud i instituttet indtil 300.000 kr. pr. indskyder.

Stk. 2. Fonden dækker fuldt ud indskud

1) på indekskonti i henhold til lov,

2) på kapitalpensionskonti i henhold til lov,

3) på selvpensioneringskonti i henhold til lov,

4) på ratepensionskonti i henhold til lov,

5) på børneopsparingskonti i henhold til lov,

6) på boligopsparing i henhold til lov,

7) på uddannelsesopsparingskonti i henhold til lov,

8) på etableringskonti i henhold til lov,

9) der indestår på advokaters klientkonti,

10) der forvaltes i godkendte forvaltningsafdelinger i henhold til værgemålslovens kapitel 5 eller arvelovens §§ 61 og 65,

11) der indestår på en skifteretskonto vedrørende dødsbo under offentligt skifte, og

12) der er deponeret i henhold til deponeringsloven.

Stk. 3. Fonden dækker fuldt ud indskud af købesum for fast ejendom, der indtil 9 måneder fra indsættelsen er deponeret i henhold til forudgående købsaftale, og indskud af provenu af realkreditlån i forbindelse med belåning af fast ejendom indtil 9 måneder fra indsættelsen af beløbet, ved nybyggeri dog indtil 2 år. Fondens dækning sker dog med fradrag af forpligtelser, der har relation til realkreditlånesagen eller ejendomshandelen, og eventuelle forpligtelser, der ikke er modregnet over for det pågældende institut i henhold til stk. 1. Det er en forudsætning, at den faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikkeerhvervsmæssigt eller er bestemt til hovedsagelig ikkeerhvervsmæssig anvendelse af køberen eller sælgeren af ejendommen henholdsvis den, der har optaget realkreditlånet.

Stk. 4. Fonden kan beslutte, at også andre former for indskud dækkes fuldt ud.

§ 10. I de i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte institutter samt de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber, som er tilsluttet realkreditafdelingen eller fondsmæglerselskabsafdelingen, dækker Fonden kontante midler i instituttet indtil 300.000 kr. pr. investor.

§ 11. I de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt filialer, som er tilsluttet Fonden i medfør af § 4, dækker Fonden tab, som investor har lidt som følge af, at instituttet ikke kan tilbagelevere værdipapirer, der tilhører investor, og som opbevares, administreres eller forvaltes af instituttet, med indtil modværdien af 20.000 ecu pr. investor. En investor kan dog højst modtage dækning op til et beløb svarende til værdien af de værdipapirer, som ikke kunne tilbageleveres af instituttet.

Stk. 2. Ved værdipapirer forstås i denne lov de i § 2 i lov om værdipapirhandel m.v. nævnte instrumenter.

§ 12. Krav på dækning fra indskydere og investorer, jf. § 9, stk. 1, og §§ 10 og 11, opgøres efter fradrag af disses eventuelle forpligtelser over for det pågældende institut.

§ 13. Fonden dækker ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende det pågældende instituts direktører eller bestyrelsesmedlemmer. Fondens dækning omfatter endvidere ikke indskydere eller investorer, der ejer 10 pct. eller mere af aktie -, garanti- eller andelskapitalen. Fondens dækning omfatter heller ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende andre af de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt institutter, som er tilsluttet Fonden i medfør af § 4, efterstillede kapitalindskud eller indskud, midler og værdipapirer, der hidrører fra transaktioner, i forbindelse med hvilke der er blevet afsagt dom i forbindelse med hvidvaskning af penge.

§ 14. Hvor flere personer er noteret som indehavere af en konto eller et depot, skal hver person betragtes som en selvstændig indskyder eller investor for sin andel ved beregning af de i §§ 9-11 fastsatte grænser.

§ 15. Indskydere og investorer skal have oplysning om dækningsomfanget m.v. af den garantiordning, som et institut er tilsluttet. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.

Kapitel 6

Udbetalinger fra Fonden til indskydere og investorer

§ 16. Udbetalinger fra Fonden eller Fondens overførsler af indskud og midler til konti i andre institutter skal finde sted snarest muligt og senest 3 måneder efter betalingsstandsningens eller konkursens indtræden. Det er en betingelse for udbetalingen, at der er tale om behørigt efterprøvede krav. Ved betalingsstandsning indtræder Fondens forpligtelse først 7 bankdage efter, at anmeldelse af betalingsstandsning har fundet sted.

Stk. 2. Finanstilsynet kan efter anmodning fra Fonden forlænge den i stk. 1, 1. pkt., nævnte frist, dog højst med 9 måneder.

Stk. 3. Fonden kan ikke under henvisning til den i stk. 1 og 2 nævnte frist afslå at udbetale dækning til en indskyder eller investor, som ikke har været i stand til i tide at påberåbe sig sin ret til at få beløbet udbetalt.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om Fondens forpligtelse til at give oplysning om et instituts betalingsstandsning eller konkurs samt om indskyderes og investorers anmeldelse af krav til Fonden.

§ 17. Fonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning, i indskyderens eller investorens krav mod det institut, der har anmeldt betalingsstandsning eller er gået konkurs.

Kapitel 7

Fondens ledelse og administration

§ 18. Fonden ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der udnævnes af økonomiministeren. Medlemmerne og stedfortræderne for disse udnævnes for 3 år.

Stk. 2. Bestyrelsens formand skal repræsentere nationaløkonomisk og regnskabsmæssig sagkundskab. Næstformanden skal repræsentere juridisk sagkundskab. To medlemmer skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 2, nævnte institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte institutter, og to medlemmer skal repræsentere indskyderne og investorerne.

Stk. 3. Som formand eller næstformand kan ikke vælges personer, der deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en sådan tilknytning til et selskab eller en organisation, at der vil kunne opstå modsatrettede interesser mellem disse og Fonden.

Stk. 4. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde, hvor stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

§ 19. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden godkendes af Finanstilsynet.

Stk. 2. Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af Fondens midler samt om, hvilke former for indskud der skal dækkes fuldt ud, jf. § 9, stk. 4. Beslutning om udvidelse af dækningsomfanget træffes ved enstemmighed.

Stk. 3. I Fondens vedtægter kan fastsættes bestemmelser om, at der ved behandling i bestyrelsen af spørgsmål, som alene vedrører en enkelt afdeling, ikke deltager bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer de øvrige sektorer.

§ 20. Bestyrelsen antager fornøden medhjælp og afgiver inden 3 måneder efter et kalenderårs udløb regnskab for det forløbne år med beretning om Fondens virksomhed til Finanstilsynet.

§ 21. Udgifterne ved Fondens administration afholdes af Fonden.

Stk. 2. Fonden afholder tillige udgifterne ved statens tilsyn, jf. § 22.

Kapitel 8

Tilsyn

§ 22. Finanstilsynet fører tilsyn med Fonden. Finanstilsynet og Fonden kan af de omfattede institutter og af indskydere og investorer forlange alle oplysninger, som skønnes nødvendige for at sikre, at lovens regler, regler udstedt i medfør af loven og bestemmelser i Fondens vedtægter overholdes.

Stk. 2. § 50 b i lov om banker og sparekasser m.v. finder tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Som part i forhold til Finanstilsynet anses alene Fonden.

Kapitel 9

Straffebestemmelser

§ 23. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger ved anmeldelse, opgørelse eller udbetaling af dækningskrav eller

2) undlader at give de af tilsynet eller Fonden i henhold til § 22 krævede oplysninger eller i øvrigt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for kontrollen med Fonden.

Stk. 2. På samme måde straffes et institut, der undlader at opfylde de forpligtelser, der påhviler det som tilsluttet Fonden.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 10

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 24. Økonomiministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2 og 4. Samtidig ophæves lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en indskydergarantifond.

Stk. 2. Økonomiministeren fastsætter efter forhandling med skatteministeren tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 25.

Stk. 3. Ligningslovens § 7 B som affattet ved denne lovs § 25 har virkning for beløb, som Fonden udbetaler fra og med det i medfør af stk. 2 fastsatte tidspunkt.

Stk. 4. Økonomiministeren kan fastsætte, at § 2, stk. 5, træder i kraft på et senere tidspunkt end resten af loven.

Stk. 5. Indtil 31. december 1999 finder loven anvendelse på filialer af spanske og græske kreditinstitutter etableret her i landet, som indtil den 31. december 1999 er undtaget fra krav om tilslutning til en indskydergarantiordning i deres hjemland, jf. artikel 12 og bilag 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger.

Stk. 6. Uanset bestemmelserne i §§ 9-11 må den dækning, der ydes indskydere og investorer i filialer af danske institutter, jf. § 3, etableret i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, indtil den 31. december 1999 ikke overstige den dækning, der tilbydes af garantiordningen i værtslandet.

§ 25. I lov om påligning af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 133 af 25. februar 1998, affattes § 7 B således:

»§ 7 B. Beløb, som Garantifonden for indskydere og investorer udbetaler til et institut som fastsat i lov om en garantifond for indskydere og investorer § 3 til hel eller delvis udligning af en regnskabsmæssig underbalance i forbindelse med overdragelse af aktiver og passiver fra et institut til et andet institut, medregnes ikke til den skattepligtige indkomst. Den del af underbalancen, der er dækket af et tilskud eller en garanti fra Garantifonden for indskydere og investorer, kan derefter ikke anses for en del af det overtagende instituts anskaffelsessum for de overtagne aktiver.

Stk. 2. Såfremt Garantifonden for indskydere og investorer har udbetalt beløb omfattet af stk. 1 eller stillet garanti, der kan føre til udbetaling af beløb omfattet af stk. 1, og et overdragende institut omfattet af stk. 1 påbegynder ny aktivitet, kan et underskud for tidligere indkomstår ikke føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår eller senere indkomstår, ligesom underskud for det pågældende indkomstår ikke kan føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for senere indkomstår.«

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med undtagelse af § 25 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Garantifondens status og virksomhedsområde

§ 2. Såfremt Finanstilsynet har inddraget et instituts tilladelse til at drive virksomhed, kan Fonden tilføre midler og stille garantier til dækning af instituttets ikke-efterstillede kreditorer i forbindelse med afvikling af instituttet. De tilførte midler og garantier må ikke overstige Fondens skønnede tab ved en eventuel konkurs.

Stk. 2. Fondens tilførsel af midler og garantistillelse ifølge stk. 1 kan ske i fællesskab med andre.

Stk. 3. Fonden kan tilføre midler og stille garantier, uanset at der forudgående er stillet en likviditetsgaranti fra andre.

Stk. 4. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser vedrørende samarbejdet mellem Finanstilsynet og Fonden.

Stk. 5. Økonomiministeren fastsætter endvidere regler vedrørende krav om indhentelse af overtagelsestilbud.

Kapitel 2

Bidragspligtige institutter

§ 3. Følgende institutter skal være tilsluttet og yde bidrag til Fonden

1) pengeinstitutter og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S,

2) realkreditinstitutter og Dansk Landbrugs Realkreditfond,

3) fondsmæglerselskaber, og

4) filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.

Kapitel 3

Fondens afdelinger

§ 5. Fonden er delt op i tre afdelinger: Pengeinstitutafdelingen, realkreditafdelingen og fondsmæglerselskabsafdelingen.

Stk. 2. Pengeinstitutafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 1, angivne institutter, samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 3. Realkreditafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 2, angivne institutter, samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 4. Fondsmæglerselskabsafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 3, angivne institutter, samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 5. Fondens bestyrelse træffer beslutning om, til hvilken afdeling de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer skal tilsluttes.

Stk. 4. Økonomiministeren kan med Finansudvalgets tilslutning stille garanti for lån optaget af Fonden til opfyldelse af dens forpligtelser.

Kapitel 4

Fastsættelse af bidrag

§ 7. Fondens formue skal udgøre mindst 3,2 mia. kr.

Stk. 5. Økonomiministeren kan ændre kravet til størrelsen af Fondens formue i henhold til stk. 1.

Kapitel 5

Fondens dækningsområde

§ 9. I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter samt de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4, nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet pengeinstitutafdelingen dækker Fonden navnenoterede indskud i instituttet indtil 300.000 kr. pr. indskyder.

Stk. 2. Fonden dækker fuldt ud indskud

1) på indekskonti i henhold til lov,

2) på kapitalpensionskonti i henhold til lov,

3) på selvpensioneringskonti i henhold til lov,

4) på ratepensionskonti i henhold til lov,

5) på børneopsparingskonti i henhold til lov,

6) på boligopsparing i henhold til lov,

7) på uddannelsesopsparingskonti i henhold til lov,

8) på etableringskonti i henhold til lov,

9) der indestår på advokaters klientkonti,

10) der forvaltes i godkendte forvaltningsafdelinger i henhold til værgemålslovens kapitel 5 eller arvelovens §§ 61 og 65,

11) der indestår på en skifteretskonto vedrørende dødsbo under offentligt skifte, og

12) der er deponeret i henhold til deponeringsloven.

Stk. 3. Fonden dækker fuldt ud indskud af købesum for fast ejendom, der indtil 9 måneder fra indsættelsen er deponeret i henhold til forudgående købsaftale, og indskud af provenu af realkreditlån i forbindelse med belåning af fast ejendom indtil 9 måneder fra indsættelsen af beløbet, ved nybyggeri dog indtil 2 år. Fondens dækning sker dog med fradrag af forpligtelser, der har relation til realkreditlånesagen eller ejendomshandelen, og eventuelle forpligtelser, der ikke er modregnet over for det pågældende institut i henhold til stk. 1. Det er en forudsætning, at den faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikke-erhvervsmæssigt eller er bestemt til hovedsagelig ikke-erhvervsmæssig anvendelse af køberen eller sælgeren af ejendommen, henholdsvis den, der har optaget realkreditlånet.

Stk. 4. Fonden kan beslutte, at også andre former for indskud dækkes fuldt ud.

§ 10. I de i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte institutter samt de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4, nævnte filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber, som er tilsluttet realkreditafdelingen eller fondsmæglerselskabsafdelingen dækker Fonden kontante midler i instituttet indtil 300.000 kr. pr. investor.

§ 11. I de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt filialer, som er tilsluttet Fonden i medfør af § 4 dækker Fonden tab, som investor har lidt som følge af, at instituttet ikke kan tilbagelevere værdipapirer, der tilhører investor, og som opbevares, administreres eller forvaltes af instituttet, med indtil modværdien af 20.000 ECU pr. investor. En investor kan dog højst modtage dækning op til et beløb svarende til værdien af de værdipapirer, som ikke kunne tilbageleveres af instituttet.

Stk. 2. Ved værdipapirer forstås i denne lov de i § 2 i lov om værdipapirhandel m.v. nævnte instrumenter.

§ 12. Krav på dækning fra indskydere og investorer, jf. § 9, stk. 1, og §§ 10 og 11, opgøres efter fradrag af disses eventuelle forpligtelser over for det pågældende institut.

§ 13. Fonden dækker ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende det pågældende instituts direktører eller bestyrelsesmedlemmer. Fondens dækning omfatter endvidere ikke indskydere eller investorer, der ejer 10 pct. eller mere af aktie -, garanti- eller andelskapitalen. Fondens dækning omfatter heller ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende andre af de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt institutter som er tilsluttet Fonden i medfør af § 4, efterstillede kapitalindskud, eller indskud, midler og værdipapirer, der hidrører fra transaktioner i forbindelse med hvilke, der er blevet afsagt dom i forbindelse med hvidvaskning af penge.

§ 15. Indskydere og investorer skal have oplysning om dækningsomfanget m.v. af den garantiordning, som et institut er tilsluttet. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.

Kapitel 6

Udbetalinger fra Fonden til indskydere og investorer

Stk. 2. Finanstilsynet kan efter anmodning fra Fonden forlænge den i stk. 1, 1. pkt., nævnte frist, dog højst med 9 måneder.

§ 17. Fonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning, i indskyderens eller investorens krav mod det institut, der har anmeldt betalingsstandsning eller er gået konkurs.

Kapitel 7

Fondens ledelse og administration

§ 18. Fonden ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der udnævnes af økonomiministeren. Medlemmerne og stedfortræderne for disse udnævnes for 3 år.

Stk. 2. Bestyrelsens formand skal repræsentere nationaløkonomisk og regnskabsmæssig sagkundskab. Næstformanden skal repræsentere juridisk sagkundskab. To medlemmer skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 2, nævnte institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte institutter og to medlemmer skal repræsentere indskyderne og investorerne.

Stk. 4. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde hvor stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

§ 19. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden godkendes af Finanstilsynet.

§ 20. Bestyrelsen antager fornøden medhjælp og afgiver inden 3 måneder efter et kalenderårs udløb regnskab for det forløbne år med beretning om Fondens virksomhed til Finanstilsynet.

§ 21. Udgifterne ved Fondens administration afholdes af Fonden.

Stk. 2. Fonden afholder tillige udgifterne ved statens tilsyn, jf. § 22.

Kapitel 8

Tilsyn

Stk. 2. § 50 b i lov om banker og sparekasser m.v. finder tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Som part i forhold til Finanstilsynet anses alene Fonden.

Kapitel 9

Straffebestemmelser

§ 23. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger ved anmeldelse, opgørelse eller udbetaling af dækningskrav eller

2) undlader at give de af tilsynet eller Fonden i henhold til § 22 krævede oplysninger eller i øvrigt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for kontrollen med Fonden.

Stk. 2. På samme måde straffes et institut, der undlader at opfylde de forpligtelser, der påhviler det som tilsluttet Fonden.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 10

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 24. Økonomiministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2 og 4. Samtidig ophæves lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en indskydergarantifond.

Stk. 2. Økonomiministeren fastsætter efter forhandling med skatteministeren tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 25.

Stk. 3. Ligningslovens § 7 B som affattet ved denne lovs § 25 har virkning for beløb, som Fonden udbetaler fra og med det i medfør af stk. 2 fastsatte tidspunkt.

Stk. 4. Økonomiministeren kan fastsætte, at § 2, stk. 5 træder i kraft på et senere tidspunkt end resten af loven.

Stk. 5. Indtil 31. december 1999 finder loven anvendelse på filialer af spanske og græske kreditinstitutter etableret her i landet, som indtil den 31. december 1999 er undtaget fra krav om tilslutning til en indskydergarantiordning i deres hjemland, jf. artikel 12, og bilag 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger.

§ 25. I lov om påligning af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, affattes § 7 B således:

»§ 7 B. Beløb, som Garantifonden for indskydere og investorer udbetaler til et institut, som fastsat i lov om en garantifond for indskydere og investorer, § 3, til hel eller delvis udligning af en regnskabsmæssig underbalance i forbindelse med overdragelse af aktiver og passiver fra et institut til et andet institut, medregnes ikke til den skattepligtige indkomst. Den del af underbalancen, der er dækket af et tilskud eller en garanti fra Garantifonden for indskydere og investorer, kan derefter ikke anses for en del af det overtagende instituts anskaffelsessum for de overtagne aktiver.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Økonomiministeren nedsatte den 4. juli 1997 en arbejdsgruppe, der havde til opgave at udarbejde en rapport indeholdende et lovudkast med forslag til, hvorledes direktivet om investorgarantiordninger mest hensigtsmæssigt kunne gennemføres. Arbejdsgruppen har afgivet rapport til Økonomiministeriet i december 1997. Det følgende forslag baserer sig på de overvejelser, der har fundet sted i arbejdsgruppen.

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger. Direktivet er optrykt som bilag til lovforslaget. Bestemmelserne i lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en indskydergarantifond der gennemfører Rådets direktiv (94/19/EF) af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger, som ændret ved § 19 i lov nr. 386 af 22. maj 1996, foreslås endvidere overført til forslaget. Som følge heraf foreslås den nuværende lov om en indskydergarantifond ophævet.

1. Lovforslaget

Det er hensigten med lovforslaget at etablere en samlet regulering af garantiordninger for indskydere og investorer i kreditinstitutter, herunder pengeinstitutter, realkreditinstitutter og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, samt fondsmæglerselskaber i een lov. De pågældende virksomheder betegnes under eet som investeringsselskaber i henhold til definitionen herom i investeringsservicedirektivet.

Bestemmelserne i den eksisterende lov om en indskydergarantifond videreføres i uændret form for så vidt angår indskud. Derudover er formålet med lovforslaget at tilvejebringe et grundlag til sikring af investorer i tilfælde af, at et investeringsselskab m.v. kommer i økonomiske vanskeligheder, således at kontante midler samt værdipapirer i et vist omfang også dækkes.

Det er fundet hensigtsmæssigt, at der tilstræbes parallelitet mellem en investor- og en indskydergarantiordning, hvorfor en række af bestemmelserne i den eksisterende lov om en indskydergarantifond foreslås udvidet til at omfatte en større kreds af institutter og investorer. Det er endvidere den samme kreds af investorer, der udelukkes fra dækning, som det i dag er i Indskydergarantifonden. Dermed vil forbrugerne få en kendt og overskuelig ordning at henholde sig til. Dette er baggrunden for, at der ikke foreslås oprettet en særlig ordning i privat regi til beskyttelse af investorer.

Det har i arbejdsgruppen været fremført, at der kunne oprettes en garantiordning, hvis midler udelukkende består af garantier stillet af 3. mand og/eller forsikringer tegnet af de omfattede medlemmer.

På baggrund af arbejdsgruppens overvejelser anses en sådan ordning ikke for tilstrækkelig robust og betryggende, dels p.g.a. risikoen for opsigelse, herunder en kollektiv opsigelse, af sådanne garantier eller forsikringer, dels som følge af muligheden for, at enkelte institutter ikke vil kunne skaffe de fornødne garantier eller forsikringer.

Arbejdsgruppen har endvidere drøftet, hvorvidt der kunne etableres separate, brancheopdelte garantiordninger. En sådan opdeling ville imidlertid kræve opbygning af ganske betydelige fonde, idet disse hver for sig skulle kunne honorere de kompensationskrav, som lovgivningen stiller til dem også i tilfælde af, at der indtræder mange eller store konkurser i den pågældende sektor. Det vurderes, at det ikke er muligt for alle brancher at etablere en sådan fond.

Forslaget indebærer, at der oprettes en samlet fond, som opdeles i tre afdelinger, en for hver af de deltagende sektorer.

For at opnå den størst mulige adskillelse mellem de tre afdelinger, uden at der reelt bliver tale om tre separate fonde, foreslås det, at der etableres en række »værn« mellem de tre afdelingers midler. Dette indebærer bl.a., at den enkelte afdeling skal opbruge egne midler, inden de andre afdelinger skal træde til med långivning. Endvidere fastsættes der et maksimum for, hvor stort et beløb den skadesramte afdeling kan låne, ligesom der fastsættes regler for tilbagebetalingen.

Værdipapirhandelslovens §§ 80 og 81 supplerer en investorgarantiordning i de situationer, hvor investorerne i et investeringsselskab, der er gået konkurs, ikke kan få udleveret deres instrumenter eller midler, som følge af fejl begået af Værdipapircentralen eller et kontoførende institut i forbindelse med registreringsvirksomheden.

Visse typer af finansielle produkter kan, hvis de er børsnoterede, og der indgås kontrakt herom, indberettes til og registreres i FUTOP Clearingcentralen A/S, der er under tilsyn. Herefter er det FUTOP Clearingcentralen, der er modpart i kontrakten i henhold til selskabets regelsæt, der også fastsætter betingelserne for og omfanget af garantidækningen overfor investor.

I lighed med de gældende regler i Indskydergarantifonden skal indskydere og investorer have oplysning om dækningsomfanget m.v. af den garantiordning, som et institut er tilsluttet. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.

Konsekvensen af de i lovforslaget anførte regler er, at for så vidt angår garantiordningens dækning i pengeinstitutter, vil indskud, herunder midler, være dækket på samme måde som hidtil i forhold til den gældende lov om en indskydergarantifond, men derudover vil værdipapirer under nærmere omstændigheder, og hvis de ejes af investor, være dækket med indtil modværdien af 20.000 ECU, hvis de ikke kan tilbageleveres til investor.

I realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber vil investor som noget nyt som følge af lovforslagets regler blive dækket med indtil 300.000 kr. på samme måde som i pengeinstitutter, hvis disse investeringsselskaber ikke kan tilbagebetale investors midler, og modværdien af indtil 20.000 ECU, hvis investors værdipapirer ikke kan tilbageleveres i henhold til de samme betingelser, der gælder for pengeinstitutter.

2. Direktivet om investorgarantiordninger

Formålet med direktivet er at sikre, at det indre marked kan gennemføres fuldt ud og fungere tilfredsstillende på det finansielle område.

I denne forbindelse er det af afgørende betydning, at alle medlemsstater råder over en investorgarantiordning, som sikrer en harmoniseret minimumsbeskyttelse, der i det mindste dækker mindre investorer, hvis et investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder. Direktivet skal være gennemført og sat i kraft i medlemslandenes lovgivning senest den 26. september 1998.

Direktivet har mange fælles træk med Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger, der under direktivets udarbejdelse har dannet forbillede for investorgarantiordningen. Årsagen hertil er bl.a., at de to direktiver på visse områder dækker det samme, og at de i øvrigt supplerer hinanden.

Direktivet er et minimumsdirektiv, hvilket indebærer, at medlemslandene nationalt kan fastsætte krav til investorgarantiordninger, der går ud over direktivets mindstegrænse.

Hovedprincippet i direktivet er, at investeringsselskaber med tilladelse til at udføre investeringsservice samt kreditinstitutter, med tilladelse til at udøve virksomhed i henhold til 1. og 2. banksamordningsdirektiv har pligt til at tilslutte sig en investorgarantiordning i medlemsstaten. Investorgarantiordningen skal sikre en dækning af investors midler og instrumenter med et beløb svarende til 20.000 ECU (ca. 150.000 DKK.).

Ifølge direktivet skal medlemsstatens garantiordning tillige omfatte investorer i filialer, som investeringsselskaber har etableret i andre medlemsstater.

Ifølge direktivet skal en garantiordning dække de situationer, hvor et af direktivet omfattet investeringsselskab, det være sig pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab, er ude af stand til at tilbagebetale midler, der tilhører investor eller tilbagelevere finansielle instrumenter, som tilhører investor. Erstatningskrav på baggrund af dårlig rådgivning er således ikke omfattet af direktivet og heller ikke af det foreliggende lovforslag.

Lovforslaget anvender betegnelsen midler, fordi visse investeringsselskaber, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, i modsætning til pengeinstitutter, ikke må modtage indskud (indlån). Midler er en samlebetegnelse for de pengetilgodehavender, herunder forudbetalinger, marginindskud, afregningsbeløb m.v., som en investor kan have overfor de af direktivet omfattede realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber.

Direktivet kræver ikke, at der ydes dækning for alle typer af tab, som en investor har lidt i forbindelse med finansielle instrumenter, herunder dækning for tab, som en investor måtte lide på grund af, at udstederen af det finansielle instrument ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser i henhold til aftalen. Dette har betydning for bl.a. de investorer, som investerer i såkaldte derivater, idet sådanne finansielle instrumenter som altovervejende hovedregel udstedes af investeringsselskabet selv, også hvor den enkelte kontrakt er baseret på kontraktstyper, som handles på en børs. Derivater handles som hovedregel ved, at der indgås en kontrakt (aftale) mellem investor og investeringsselskabet om f.eks. køb af en option. Herved bliver investeringsselskabet udsteder af kontrakten og er aftalepart i forhold til investor.

Investorgarantiordningen dækker således ikke en investors eventuelle gevinst på en derivatkontrakt i tilfælde af, at modparten ikke kan opfylde sine forpligtelser. Sådanne krav vil en investor være henvist til at skulle anmelde i investeringsselskabets konkursbo som hidtil.

3. Høring

Lovforslaget har været sendt i høring i følgende ministerier, organisationer og virksomheder:

A/S Bjørnskov og Co., Børsmæglerselskab, Advokatrådet, Alfred Berg Kapitalforvaltning Fondsmæglerselskab A/S, Andelskasseforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Tillægspension, Arbejdsministeriet, Boligministeriet, Byens Bankierfirma A/S, Fondsmæglerselskab, Børsmæglerforeningen, Carnegie Asset Management Fondsmæglerselskab A/S, CNS Fondsmæglerselskab A/S, DAI Fondsmæglerselskab A/S, Dana Invest Fondsmæglerselskab A/S, Danmarks Nationalbank, Dansk Handel & Service, Dansk Portefølje Fondsmæglerselskab A/S, Dansk Industri, Dansk O.T.C. Fondsmæglerselskab A/S, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Dansk Aktionærforening, Dansk PræmieInvest, Fondsmæglerselskab A/S, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Kapitalforvaltning Fondsmægleraktieselskab, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Det Danske Handelskammer, Erhvervsministeriet, Executive Invest Fondsmæglerselskab A/S, Finansforbundet, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, Finansministeriet, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Fondsmæglerselskabet DBI Invest A/S, Fondsmæglerselskabet Difko Børs Service A/S, Fondsmæglerselskabet Hjort A/S, Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed A/S, Fondsmæglerselskabet London Investment Services A/S, Fondsmæglerselskabet Phoenix Kapitaldienst A/S, Forbrugerrådet, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Firmapensionskasser, Foreningen af J.A.K. Andelskasser, Foreningen af Registrerede Revisorer, Fundamental Fondsmæglerselskab A/S, FUTOP Clearingcentralen A/S, GP Børsmæglerselskab A/S, Grønlands Hjemmestyre, Habro Fondsmæglerselskab A/S, Harms & Co. A/S Fondsmæglerselskab, Henton Fondsmæglerselskab A/S, Håndværksrådet, Indskydergarantifonden, InvesteringsForeningsRådet, J.L. Consult ApS, Justitsministeriet, K B Fondsmæglerselskab A/S, KommuneKredit, Kongeriget Danmarks Hypotekbank, Krogmann & Partners Fondsmæglerselskab A/S, Københavns Fondsbørs, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Midas Fondsmæglerselskab A/S, Nexor-Brokers A/S Fondsmæglerselskab, P-H Børsmæglerselskab A/S, Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S, Plan-Management A/S, Fondsmæglerselskab, Prime Management Fondsmæglerselskab A/S, Privestor Fund Management Fondsmæglerselskab A/S, Realkreditrådet, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rådet for Dansk Pension og Forsikring, Sammenslutningen af Danske Andelskasser, SCAN-AMERICAN Fondsmæglerselskab A/S, Scandinavian Asset Management Fondsmæglerselskab (af 1996) A/S, Schroder Investment Management Fondsmæglerselskab A/S, Skatteministeriet, Udenrigsministeriet og Værdipapircentralen.

4. Administrative, statsfinansielle, miljømæssige og erhvervsmæssige konsekvenser

Lovforslaget ventes ikke at medføre nævneværdige administrative eller miljømæssige konsekvenser.

Som en følge af, at Fondens anvendelsesområde udvides til også at omfatte midler hos realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, som dækkes indtil 300.000 kr. pr. investor, samt værdipapirer, som opbevares, administreres og forvaltes hos pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der dækkes med 20.000 ECU svarende til ca. 150.000 kr. pr. investor, må det forventes, at Fondens omkostninger vil forøges i forhold til den nuværende Indskydergarantifond. Den fremtidige belastning vil dog afhænge af det fremtidige antal lukninger af kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber samt størrelsen af disse.

Hertil kommer, at de bidragspligtige institutter skal indbetale forventeligt 200 mio. kr. til opbygning af de enkelte afdelingers formue. Der vil blive fastsat regler om, at af dette beløb skal 25 pct. indbetales som kontante midler, mens de resterende 75 pct. kan stilles som garantier.

De omfattede institutters bidrag til Finanstilsynet vil kunne forøges som følge af de yderligere arbejdsopgaver, som Finanstilsynet pålægges. Forøgelserne påregnes at være forholdsvis beskedne.

5. Forholdet til EU-retten

EU-direktivet om investorgarantiordninger minimumsharmoniserer og samordner nationale investorgarantiordninger, der gælder for investorer, som ydes investeringsservice af et investeringselskab.

Vedrørende statstøtteproblematikken i § 2, har Europa-Kommissionen i 1995 meddelt, at Indskydergarantifondens midler må betragtes som »statslige midler«, idet lov om en indskydergarantifond pålægger alle danske pengeinstitutter bidragspligt. Såfremt Indskydergarantifonden med sine midler medvirker ved løsningen af en pengeinstitutkrise, er der efter Kommissionens opfattelse som udgangspunkt tale om statsstøtte, dog kun i det omfang de øvrige bestemmelser i art. 92, stk 1, er opfyldt, herunder særligt at samhandlen mellem medlemslandene er mærkbart påvirket. Der vil derfor skulle ske notifikation over for Kommissionen af ordningen i relation til reglerne om statsstøtte. Det bemærkes, at bestemmelsen er blevet udvidet til at omfatte alle institutter, der er medtaget i lovens udvidede anvendelsesområde.

De bestemmelser i forslaget, som medfører ændringer i forhold til den gældende lov om en indskydergarantifond, skal notificeres over for Europa-Kommissionen i medfør af artikel 93, stk. 3, i EF-Traktaten. Loven vil derfor først blive sat i kraft, når Europa-Kommissionens endelige godkendelse af de nye lovbestemmelsers forenelighed med EU-retten foreligger.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Til § 1

I forhold til den gældende § 1 i lov om en indskydergarantifond foreslås det, at den nuværende Indskydergarantifond udvides til at omfatte flere institutter og til også at skulle yde dækning for visse tab vedrørende investorernes kontante midler og værdipapirer. Indskydergarantifondens navn ændres i denne forbindelse til Garantifonden for indskydere og investorer. Endvidere præciseres det i bestemmelsen, at Fonden skal yde dækning både i tilfælde af, at et institut anmelder betalingsstandsning eller går konkurs.

Til § 2

I forhold til den gældende § 2 i lov om en indskydergarantifond udvides anvendelsesområdet for bestemmelsen til også at omfatte afvikling af realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond og fondsmæglerselskaber. Baggrunden er udvidelsen af lovens anvendelsesområde, jf. forslagets § 3.

Lovændringen skal suppleres af en ændring af bekendtgørelse om samarbejdet mellem Finanstilsynet og Indskydergarantifonden.

Hertil kommer, at bestemmelsen tilføjes et nyt stk. 5, hvorefter økonomiministeren fastsætter regler vedrørende krav om indhentelse af overtagelsestilbud.

Efter stk. 1 kan Fonden i forbindelse med en institutkrise tilføre midler til dækning af instituttets ikke-efterstillede gæld. Sådanne midler kan udbetales til et overtagende institut. Fonden har naturligvis en interesse i at begrænse disse udbetalinger mest muligt. Denne interesse vil normalt være tilstrækkelig til at sikre, at et kriseramt institut overtages til en konkurrencemæssig pris.

For at skaffe dokumentation for at overtagelsessummen er korrekt, og dermed at Fonden har begrænset sit tab mest muligt, er det imidlertid fundet nødvendigt at fastsætte nogle regler om indhentelse af tilbud (fra såvel danske som EU- henholdsvis EØS-institutter) i forbindelse med kriseramte institutter. Finanstilsynet formidler den fornødne information til de udenlandske tilsynsmyndigheder henholdsvis kreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber.

Det har været overvejet, hvorvidt det kriseramte institut skulle sendes i offentlig licitation. Dette vil imidlertid tage så lang tid, at det i praksis vil gøre Fondens medvirken umulig, idet der erfaringsmæssigt ikke er meget tid til løsning af en krise i et institut. Endvidere vil en licitation sætte offentlig fokus på instituttets krise og dermed skabe uro hos indskyderne eller investorerne. Af disse grunde kan en offentlig licitation ved overdragelse af et kriseramt institut ikke anvendes.

Udbuddet må derfor begrænses i forhold til udbud i offentlig licitation. Med forslaget er det henlagt til økonomiministeren at fastsætte de nærmere regler for dette udbud, idet Indskydergarantifondens deltagelse ved løsning af pengeinstitutkriser i forvejen er reguleret i den eksisterende bekendtgørelse om samarbejdet mellem Finanstilsynet og Indskydergarantifonden.

Reglerne foreslås udformet således, at det sikres, at det kriseramte institut overtages til en konkurrencemæssig korrekt overtagelsessum, så der ikke anvendes flere midler fra Fonden end nødvendigt.

Til § 3

I forhold til § 3 i den gældende lov om en indskydergarantifond udvides kredsen af de institutter, der er tilsluttet, og som skal svare bidrag til Fonden, til udover pengeinstitutter og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S også at omfatte realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond og fondsmæglerselskaber. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 1, nr. 1, artikel 2, nr. 1, artikel 7, stk. 1, 1. pkt. og artikel 11, stk. 1.

Dansk Landbrugs Realkreditfond (DLR) er i modsætning til realkreditinstitutterne ikke et kreditinstitut i direktiv om investorgarantiordningers forstand, eftersom DLR er undtaget fra 1. bankdirektivs anvendelsesområde i medfør af dette direktivs artikel 2, stk. 2. Direktivet stiller således ikke krav om, at DLR skal være omfattet af en investorgarantiordning. DLR kan på tilsvarende måde som realkreditinstitutterne optræde som depotbestyrer for investorer vedrørende egne obligationer, og det er på denne baggrund fundet hensigtsmæssigt at lade DLR være medlem af Fonden på samme vilkår som realkreditinstitutterne. Danmarks Skibskreditfond er ligeledes ikke omfattet af investorgarantidirektivet. Skibskreditfonden er udsteder af værdipapirer, men optræder ikke som depotbestyrer for disse, hvorfor det ikke er fundet nødvendigt at lade Skibskreditfonden være omfattet af loven.

Definitionen af udenlandske filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber i stk. 1, nr. 4 er præciseret i forhold til § 3 i den gældende lov om en indskydergarantifond. Udtrykket kreditinstitut svarer til definitionen heraf i 1. og 2. bankdirektiv, mens udtrykket investeringsselskab svarer til definitionen heraf i investeringsservicedirektivet.

Til § 4

Bestemmelsen svarer til den gældende § 4 i lov om en indskydergarantifond bortset fra, at kredsen af virksomheder udvides som følge af ændringen i forslagets § 3. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7, stk. 1, 3. og 5. pkt.

I henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, 3. pkt., har de af § 4 omfattede filialer ret til at tilslutte sig den danske ordning, hvis den supplerer den garantiordning, som eksisterer i hjemlandet.

Til § 5

Bestemmelsen fastsætter, at Fonden opdeles i tre adskilte afdelinger, een for hver af de omfattede brancher. Formålet med denne opdeling er, at medlemmerne i den enkelte afdeling som udgangspunkt selv skal dække de forpligtelser, som opstår over for Fonden i tilfælde af, at et institut omfattet af den pågældende afdeling anmelder betalingsstandsning, går konkurs, eller afvikles, jf. § 2. De nærmere regler herom er fastsat i forslagets § 6. Opdelingen giver endvidere mulighed for, at der kan fastsættes forskellige regler om beregning af bidrag m.v. for de enkelte afdelinger, jf. forslagets § 7. I stk. 2-4 er fastsat hvilke institutter, der hører til i de enkelte afdelinger.

I henhold til stk. 5 træffer Fondens bestyrelse beslutning om, til hvilken afdeling de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer skal tilsluttes.

Til § 6

Bestemmelsen fastslår, hvorledes dækning af Fondens forpligtelser over for indskydere og investorer skal fordeles mellem de tre afdelinger. Hovedprincippet som fastsat i stk. 1 er, at Fondens forpligtelser over for kunderne i et institut, som har anmeldt betalingsstandsning, er gået konkurs eller afvikles, jf. § 2, skal dækkes af bidrag, inklusive garantier, fra de institutter, som tilhører den samme afdeling som det kriseramte institut. Såfremt en afdelings bidrag og garantier ikke er tilstrækkelige til at dække disse forpligtelser, er afdelingen forpligtet til at optage et lån hos de øvrige afdelinger, jf. stk. 2.

Lånet skal ydes af de øvrige afdelinger i forhold til disses indbyrdes størrelse. Den indbyrdes størrelse af de øvrige afdelinger beregnes ud fra størrelsen af de samlede bidrag, dvs. kontante midler og stillede garantier, som er blevet opkrævet fra afdelingens medlemmer. Et eventuelt overskud (afkast), som en afdeling har opnået på sin formue i en periode, hvor afdelingen enten ikke har haft nogen tab eller kun haft tab af en ringe størrelse, medregnes ikke. Herved undgås det, at en afdeling, som ikke har haft tab, kan blive forpligtet til at yde et lån, der er forholdsmæssigt større, end hvis afdelingen havde haft tab.

Lånet kan i henhold til stk. 3 maksimalt udgøre et beløb svarende til 50 pct. af kravet til de øvrige afdelingers likvide beholdninger, dog højst 100 mio. kr. pr. afdeling. Fordelingen af hvor store beløb de enkelte afdelinger skal låne ud beregnes som angivet i stk. 2. Dette vil i praksis medføre, at en afdeling, som råder over begrænsede midler, ikke vil blive forpligtet til at yde lån udover 50 pct. kravet, mens en afdeling, som råder over betydelige midler, ikke vil blive forpligtet til at yde et lån større end 100 mio. kr. Disse lånebegrænsninger gælder for forpligtelser opstået inden for et enkelt regnskabsår, således at en afdeling kan forpligtes til påny at yde lån op til 50 pct. kravet, dog højst 100 mio. kr., for nye forpligtelser opstået i et efterfølgende regnskabsår. Hvis et institut i en afdeling går konkurs eller anmelder betalingsstandsning f.eks. i slutningen af et regnskabsår, skal omfattede krav, uanset anmeldelsen først måtte ske efter dette regnskabsårs udløb, henføres til tidspunktet for anmeldelse af betalingsstandsning eller datoen for konkursdekretets afsigelse, såfremt instituttet erklæres konkurs uden forinden at have været i betalingsstandsning.

Det er forudsat, at Fondens bestyrelse, hvis betalings- og lånoptagelsesmulighederne i henhold til stk. 1 til 3 ikke er tilstrækkelige til at dække tabet, i fornødent omfang tilvejebringer midler gennem låneoptagelse, eventuelt med statsgaranti. Derfor bemyndiges økonomiministeren i stk. 4 til med Finansudvalgets tilslutning at stille garanti for lån optaget af Fonden på vegne af den afdeling, som det konkursramte institut hører under, til opfyldelse af forpligtelsen.

I stk. 5 er det fastsat, at såfremt der sker udlodning fra konkursboet, skal de midler, som i overensstemmelse med forslagets § 17 tilkommer Fonden, først tilføres som bidrag til de afdelinger, der har ydet lån efter stk. 2. Eventuelle resterende beløb tilføres den afdeling, som det konkursramte institut inden konkursen tilhørte.

Til § 7

Bestemmelsen svarer med en række ændringer til § 10 i den gældende lov om en indskydergarantifond.

Minimumskravet til størrelsen af Fondens formue fremgår af stk. 1. Minimumskravet til Fondens formue på 3,2 mia. kr. betyder, at den nuværende Indskydergarantifonds formue på 3 mia. kr. skal forhøjes med 200 mio. kr., der også medgår til dækning af tab vedrørende kontante midler i fondsmæglerselskaber og realkreditinstitutter samt værdipapirer i alle de omfattede institutter, som ikke kan tilbageleveres.

Finanstilsynet bemyndiges i stk. 2 til efter forhandling med Danmarks Nationalbank at fastsætte nærmere regler vedrørende opkrævning af bidrag, herunder fordelingen i størrelsen af de enkelte afdelingers formuer og om vilkårene for en enkelt afdelings optagelse af lån fra de øvrige afdelinger i medfør af § 6, stk. 2.

Kravet til størrelsen af Fonden og de enkelte afdelingers formue vil blive fastsat i en bekendtgørelse udstedt i medfør af stk. 2.

Mindstekravet til størrelsen af såvel realkredit-, som fondsmæglerselskabsafdelingens formue forventes at skulle være 10 mio. kr. for hver. Den endelige fastsættelse af størrelsen af disse beløb vil ske i forbindelse med udstedelsen af bekendtgørelsen. Vilkår for lånoptagelse omfatter bl.a. fastsættelse af renten på de lån, som en afdeling eventuelt måtte optage. Det forudsættes, at lånevilkårene fastsættes i overensstemmelse med sædvanlige markedsvilkår.

De enkelte institutter i en afdeling (bidragspligtige institutter), som har optaget et lån hæfter ikke personligt for, at lånet tilbagebetales, idet forpligtelsen til at yde bidrag ophører, såfremt et institut ophører med at drive virksomhed. Af denne årsag antages det, at den forpligtelse til at tilbagebetale et lån, som de bidragspligtige institutter i en afdeling påtager sig, ikke skal opføres i de enkelte selskabers regnskaber som en hensættelse.

De bidragspligtige institutter i en afdeling, som har ydet lån, skal, såfremt det er nødvendigt for at afdelingen opfylder kravene til størrelsen af afdelingens likvide midler og stillede garantier, indbetale yderligere likvide midler i forbindelse med ydelsen af lånet. Afdrag på lån, som en afdeling har ydet, kan, såfremt afdelingen opfylder alle krav vedrørende størrelsen af afdelingens likvide midler og stillede garantier, tilbagebetales til afdelingens medlemmer.

Hvis alle lånemuligheder indenfor Fonden er udtømt og der p.g.a. tabets størrelse fortsat i en afdeling må skaffes yderligere midler i medfør af § 6, stk. 4, kan de øvrige afdelinger ikke pålægges yderligere forpligtelser i forbindelse med denne konkurs. Udelukkende den afdeling, som det konkursramte institut tilhørte, kan pålægges at tilbagebetale lån udbetalt i medfør af § 6, stk. 4.

Stk. 3 fastsætter, hvor store bidrag Fonden maksimalt kan opkræve fra institutterne. 1. pkt. regulerer pengeinstitutternes bidrag vedrørende dækkede nettoindskud og er identisk med § 10, stk. 2, i den gældende lov om en indskydergarantifond. I 2. pkt. er der fastsat en grænse på 50 pct. af kravet til størrelsen af en afdelings formue for, hvor store bidrag, medlemmerne i en afdeling kan afkræves inden for et enkelt regnskabsår vedrørende dækkede midler og værdipapirer. Denne grænse finder anvendelse, uanset om en afdeling har optaget lån hos de øvrige afdelinger. Det er hensigten, at det herved undgås, at de øvrige medlemmer af en afdeling, hvor et eller flere institutter er gået konkurs, får økonomiske problemer som følge af, at der opkræves meget store bidrag til Fonden.

Som eksempel på reglens anvendelse i stk. 3, 2. pkt., kan en afdeling med f.eks. en mindstekapital på 10 mio. kr., som lider et tab, der er større end formuen, pålægges at retablere formuen på 2 år, hvorefter der fra det tredje år kan påbegyndes tilbagebetaling af eventuelle lån med beløb svarende til maksimalt 50 pct. af mindstekapitalen pr. år.

I stk. 4 er det fastsat, at beregningen af de enkelte institutters bidrag skal ske med udgangspunkt i opgørelser vedrørende instituttets forholdsmæssige andel af de samlede dækkede indskud/midler og dækkede depoter hos de bidragspligtige institutter, hvilket er en videreførsel af det hidtil anvendte princip for bidragsberegning i Indskydergarantifonden.

Finanstilsynet kan efter indstilling fra Fondens bestyrelse fastsætte nærmere regler vedrørende beregning af bidrag.

I stk. 5 bemyndiges økonomiministeren til at ændre kravet til størrelsen af Fondens formue i henhold til stk. 1.

Til § 8

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7, stk. 2, og svarer til § 11 i den gældende lov om en indskydergarantifond.

Til § 9

Bestemmelsen svarer til § 5 i den gældende lov om en indskydergarantifond med enkelte ændringer, jf. bemærkningerne til § 12.

Til § 10

Bestemmelsen fastsætter, at investorer i realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond og fondsmæglerselskaber efter fradrag af eventuelle forpligtelser overfor det pågældende institut kan få kompensation for manglende tilbagebetaling af midler med indtil 300.000 kr. pr. investor. Dækningsbeløbets størrelse svarer til beløbet i forslagets § 9 vedrørende indskud i pengeinstitutter, idet det antages, at der ikke i relation til muligheden for at få dækket et tab bør gøres forskel på, om en kunde er investor eller indskyder.

Udtrykket kontante midler er en samlebetegnelse for de typer af pengetilgodehavender, herunder forudbetalinger, marginindbetalinger og afregningsbeløb (f.eks. renteudbetalinger), m.v., som en investor kan have overfor et institut i forbindelse med ydelse af investeringsservice.

Der sondres ikke mellem indskud og midler i pengeinstitutter, idet midler i pengeinstitutter betragtes som et indskud og derfor er dækket af den gældende indskydergarantiordning. Manglende tilbagebetaling af både midler og indskud fra et pengeinstitut eller FIH er derfor omfattet af bestemmelsen i § 9

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2, 2. pkt., 1. pind og artikel 4, stk. 1.

Til § 11

Forslaget indebærer, at Fonden skal yde dækning til investorer med indtil modværdien af 20.000 ECU, svarende til ca. 150.000 DKK, såfremt et institut er ude af stand til at tilbagelevere de værdipapirer, som investorerne ejer, og som instituttet opbevarer, administrerer eller forvalter. Minimumskravet i direktivets artikel 4, stk. 1, på 20.000 ECU omfatter investorers krav vedrørende både midler og værdipapirer.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber er i medfør af værdipapirhandelslovens § 6, stk. 1, forpligtede til at træffe fyldestgørende foranstaltninger for at sikre investorernes ejendomsret til deres værdipapirer. Fonden skal i følge forslaget yde dækning i de tilfælde, hvor kunderne på trods heraf ikke kan få tilbageleveret deres værdipapirer. Sådanne situationer vil f.eks. kunne opstå p.g.a. svigt i det konkursramte instituts sædvanlige forretningsgange, fejl begået af instituttet vedrørende registrering af ejerskab m.v for investorerne på disses værdipapirer eller svigagtige handlinger begået af det konkursramte institut eller andre.

En investor skal kunne dokumentere over for Fonden, at det tab, han har lidt, er opstået som følge af den manglende tilbagelevering af de værdipapirer, som tilhører ham.

Det følger omvendt heraf, at eventuelle tab, som en investor måtte lide som følge af, at tilbageleveringen af dennes værdipapirer, jf, konkurslovens § 82, trækker ud, ikke dækkes af Fonden. Sådanne krav behandles efter almindelige erstatningsretlige og konkursretlige regler. I følge forslaget dækkes heller ikke den modpartsrisiko, som er forbundet med værdipapiret, dvs. risikoen for, at udstederen af værdipapiret ikke er i stand til at honorere sine forpligtelser i følge værdipapiret. Fonden skal derfor ikke yde dækning til investorer, som udelukkende har lidt et økonomisk tab som følge af, at værdien af deres værdipapirer er faldet p.g.a., at udstederen af de pågældende værdipapirer er gået konkurs. Manglende tilbagelevering af værdipapirer udstedt af et konkursramt institut, vil i øvrigt ofte ikke påføre en investor noget yderligere tab, idet investor på normal vis kan anmelde sit krav overfor instituttets konkursbo og dermed opnå den samme dividende som de øvrige indehavere af den samme type værdipapir. Dividenden vil i sådanne tilfælde som oftest svare til værdipapirets markedsværdi.

I bestemmelsens 2. pkt. er det præciseret, at Fonden ikke skal yde dækning udover værdien af de værdipapirer, som instituttet ikke er i stand til at tilbagelevere til investorerne. Tab vedrørende manglende tilbagelevering opgøres til markedsværdien i henhold til markedskursen på værdipapiret på datoen for anmeldelse af betalingsstandsning eller datoen for konkursdekretets afsigelse, såfremt instituttet erklæres konkurs uden forinden at have været i betalingsstandsning. Såfremt en officiel markedskurs findes på det pågældende instrument, hvilket som regel vil være tilfældet for så vidt angår likvide værdipapirer, der er noteret på en børs, vil dokumentationen for tabets størrelse være enkel. Vedrører tabet derimod unoterede eller illikvide værdipapirer, kan størrelsen af tabet være vanskelig at opgøre. Investor må i disse tilfælde dokumentere størrelsen af sit krav på anden vis. Det må dog antages, at domstolene i visse tilfælde endeligt må afgøre tvister mellem Fonden og investorer vedrørende opgørelse af størrelsen af investorernes tab.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2, 2. pkt., 1. pind og artikel 4, stk. 1.

Til § 12

Bestemmelsen fastslår i overensstemmelse med den nuværende lov om en indskydergarantifond, at indskyderes og investorers krav på dækning vedrørende indskud, midler og værdipapirer, som ikke kan tilbageleveres, skal opgøres efter fradrag af disses eventuelle forpligtelser over for det pågældende institut. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring i Fondens nuværende praksis vedrørende opgørelse af fradrag.

Såfremt en kunde i et institut, der har anmeldt betalingsstandsning eller er gået konkurs, har lidt et tab vedrørende både midler og værdipapirer, som tilhører denne, skal eventuelle forpligtelser, som kunden måtte have over for instituttet, fradrages i kundens krav på den for kunden mest fordelagtige måde. Herved undgås det, at kunder i et institut, der har anmeldt betalingsstandsning eller er gået konkurs, p.g.a. de forskellige dækningsbeløb, som gælder vedrørende indskud og midler, jf. forslagets § 9, stk. 1, og § 10, og manglende tilbagelevering af værdipapirer, jf. forslagets § 11, bliver dækket forskelligt af Fonden, alt efter om deres krav hovedsagelig vedrører penge eller værdipapirer.

Til § 13

Bestemmelsen svarer med de fornødne tilpasninger som følge af den udvidede kreds af omfattede institutter til § 5, stk. 5, i den gældende lov om en indskydergarantifond. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 3 og artikel 4, stk. 2.

Til § 14

Bestemmelsen svarer med de fornødne tilpasninger som følge af den udvidede kreds af omfattede institutter til § 6 i den gældende lov om en indskydergarantifond. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 1, nr. 6, og artikel 8, stk. 2.

Til § 15

Bestemmelsen svarer med de fornødne tilpasninger som følge af den udvidede kreds af omfattede institutter til § 7 i den gældende lov om en indskydergarantifond. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 10, stk. 1 og 2, og artikel 11, stk. 2 og 3.

Til § 16

Bestemmelsen svarer med de fornødne tilpasninger som følge af den udvidede kreds af omfattede institutter til § 8 i den gældende lov om en indskydergarantifond. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 9, stk. 1 og 2.

Til § 17

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 12, og svarer til § 9 i den gældende lov om en indskydergarantifond.

Til § 18

I følge bestemmelsen udvides bestyrelsen til at bestå af 8 medlemmer i forhold til den nuværende bestyrelse for Indskydergarantifonden, der består af 5 medlemmer. Baggrunden for den foreslåede udvidelse af bestyrelsen og sammensætningen heraf er, dels at samtlige de bidragspligtige sektorer bør være repræsenteret i bestyrelsen, dels at der bør være en vis sammenhæng mellem størrelsen af de bidrag som de respektive sektorer har ydet til Fonden og antallet af medlemmer af bestyrelsen. Desuden bør der, ligesom i den nuværende bestyrelse for Indskydergarantifonden, være en ligelig fordeling mellem de medlemmer, som repræsenterer de bidragspligtige sektorer og de øvrige medlemmer af bestyrelsen.

Stk. 3 svarer til § 12, stk. 3, i den gældende lov om en indskydergarantifond.

Til § 19

Stk. 1 og 2 svarer til § 13 i den gældende lov om en indskydergarantifond. I stk. 3 er der givet mulighed for, at der i Fondens vedtægter fastsættes bestemmelser om, at bestyrelsens sammensætning kan ændres i de tilfælde, hvor bestyrelsen skal behandle spørgsmål, som udelukkende eller hovedsagelig vedrører en enkelt afdelings forhold således, at de bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer institutterne i de øvrige afdelinger, ikke deltager heri. Hermed gives der mulighed for at fravige et generelt princip i dansk selskabs-, og fondsret om, at samtlige medlemmer af en bestyrelse skal have haft adgang til at deltage i behandlingen af en sag, der behandles i bestyrelsen jf. bl.a. aktieselskabslovens § 57, stk. 1, 2. pkt, og § 20, stk. 1, i lov om fonde og visse foreninger.

Til § 20

Bestemmelsen svarer til § 14 i den gældende lov om en indskydergarantifond.

Til § 21

Bestemmelsen svarer til § 15 i den gældende lov om en indskydergarantifond, idet bidraget fastsættes af Finanstilsynet i forhold til de medgåede ressourcer ved tilsynet med Fonden.

Til § 22

Stk. 1 i bestemmelsen svarer til § 16 i den gældende lov om en indskydergarantifond.

Stk. 2 i bestemmelsen henviser til bank- og sparekasselovens § 50 b. Herved overføres bank- og sparekasselovens tavshedspligtsbestemmelser til Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Alene Fonden har partsstatus i relation til Finanstilsynet. Afgørelser, som Fonden træffer over for indskydere og investorer, kan indbringes for de civile domstole.

Bestemmelsen fastslår, at de ansatte i Finanstilsynet og eksperter, der handler eller har handlet på tilsynets vegne, er forpligtede til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de gennem deres virksomhed bliver vidende om. § 50 b indeholder dog en række undtagelser fra tavshedspligten.

Til § 23

Bestemmelsens stk. 1 og 2 svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 17 i den gældende lov om en indskydergarantifond. Stk. 3's formulering er ændret i forhold til § 18 i den gældende lov om en indskydergarantifond, hvorved den bringes i overensstemmelse med lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven, hvor der er fastsat regler om strafansvar for juridiske personer.

Til § 24

De bestemmelser i forslaget, som medfører ændringer i forhold til den gældende lov om en indskydergarantifond skal notificeres for Europa-Kommissionen i medfør af artikel 93, stk. 3, i EF-Traktaten. Loven vil derfor først blive sat i kraft, når Europa-Kommissionens endelige godkendelse af de nye lovbestemmelsers forenelighed med EU-retten foreligger. Økonomiministeren bemyndiges derfor til at fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens § 25 fastsættes dog af økonomiministeren efter forhandling med skatteministeren. I medfør af stk. 4 kan økonomiministeren sætte lovens § 2, stk. 5 i kraft på et senere tidspunkt end resten af loven. Stk. 5 og 6 svarer med enkelte ændringer til § 21, stk. 4 og 5 i den gældende lov om en indskydergarantifond.

Til § 25

De foreslåede ændringer af ligningslovens § 7 B er konsekvensændringer som følge af forslag til lov om en garantifond for indskydere og investorer.

Dels ændres »Indskydergarantifondens« navn til »Garantifonden for indskydere og investorer« og dels ændres kredsen af selskaber, der skattefrit kan modtage midler til hel eller delvis dækning i forbindelse med afvikling, fra »pengeinstitutter« til »institutter« som fastlagt i lov om en garantifond for indskydere og investorer § 3, således blandt andet til at omfatte pengeinstitutter, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond, fondsmæglerselskaber og filialer af ovennævnte institutter med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.

Med forslaget udvides skattefritagelsen for Fondens tilskud i forbindelse med overtagelse af nødlidende institutter til også at omfatte bl.a. realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber. Dette vil medføre et umiddelbart provenutab i forbindelse med redningsaktioner, hvori sådanne institutter indgår. Tabet vil dog blive reduceret af en række modgående forhold, som f.eks. bortfald af underskud og mindre fradragsberettigede bidrag til Fonden.

Til § 26

Bestemmelsen svarer til § 22 i den gældende lov om en indskydergarantifond.

Realkreditloven gælder, med visse undtagelser, på Færøerne og Grønland, medens lov om fondsmæglerselskaber ikke er sat i kraft, hverken på Færøerne eller i Grønland.

Skriftlig fremsættelse (31. marts 1998)

Økonomiminister (Marianne Jelved):

Hermed har jeg den ære for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til Lov om en garantifond for indskydere og investorer1) .

(Lovforslag nr. L 41).

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger. Dette direktiv skal være gennemført og sat i kraft i medlemslandenes lovgivning senest den 26. september 1998.

Hensigten med lovforslaget er at etablere en samlet regulering af garantiordninger for indskydere og investorer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, samt fondsmæglerselskaber i een lov.

Lovforslaget baserer sig på de overvejelser, der har fundet sted i den arbejdsgruppe, jeg nedsattte i juli 1997, og som havde til opgave at udarbejde forslag til, hvorledes direktivet om investorgarantiordninger mest hensigtsmæssigt kunne gennemføres.

Bestemmelserne i den eksisterende lov om en indskydergarantifond videreføres i uændret form for så vidt angår indskud. Endvidere vil investorer i realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditlånefond samt fondsmæglerselskaber kunne få kompensation for manglende tilbagebetaling af midler.

Dækningsomfanget vil for disse indskud og midler være 300.000 kr. pr. indskyder/investor.

Herudover vil Fonden fremover også skulle yde dækning til investorer med indtil modværdien af 20.000 ECU, svarende til ca. 150.000 kr., såfremt et institut er ude af stand til at tilbagelevere de værdipapirer, som investorerne ejer, og som instituttet opbevarer, administrerer eller forvalter.

Forslaget indebærer, at der oprettes en samlet fond, som opdeles i tre afdelinger, en for hver af de deltagende sektorer, d.v.s. en pengeinstitutafdeling, en realkreditafdeling og en fondsmæglerselskabsafdeling. Fondens samlede formue skal udgøre mindst 3,2 mia. kr.

Fondsmæglerselskabsafdelingen og realkreditafdelingen skal hver have en formue på 10 mio. kr.

For at opnå den størst mulige adskillelse mellem de tre afdelinger, uden at der reelt bliver tale om tre seperate fonde, foreslås det, at der etableres en række »værn« mellem de tre afdelingers midler. Dette indebærer bl.a., at den enkelte afdeling skal opbruge egne midler, inden de andre afdelinger skal træde til med långivning. Endvidere indsættes der et maksimum for, hvor stort et beløb den skadesramte afdeling kan låne, ligesom der fastsættes regler for tilbagebetalingen.

Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Bilag

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV Nr. 97/9/EF af 3. marts 1997 OM INVESTORGARANTIORDNINGER

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 57, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Monetære Institut,

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B, på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 18. december 1996 og

ud fra følgende betragtninger:

1) Rådet vedtog den 10. maj 1993 direktiv 93/22/EØF om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer; nævnte direktiv er et vigtigt instrument i gennemførelsen af det indre marked for investeringsselskaber;

2) i direktiv 93/22/EØF fastsættes tilsynsregler, som investeringsselskaber til stadighed skal efterleve, herunder regler, som i videst muligt omfang skal beskytte investorernes rettigheder i forbindelse med midler eller instrumenter, som tilhører dem;

3) intet tilsynssystem kan dog yde fuldstændig sikkerhed, især ikke, hvis der begås svigagtige handlinger;

4) for at det indre marked kan gennemføres fuldt ud og fungere tilfredsstillende på det finansielle område, er det vigtigt at beskytte investorerne og opretholde tilliden til det finansielle system; det er derfor af afgørende betydning, at alle medlemsstater råder over en investorgarantiordning, som sikrer en harmoniseret minimumsbeskyttelse, der i det mindste dækker mindre investorer, hvis et investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder;

5) mindre investorer vil således kunne modtage investeringsservice fra filialer af EF-investeringsselskaber eller som led i grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser med samme tillid, som hvis de henvendte sig til nationale investeringsselskaber, i forvisning om at de er omfattet af en harmoniseret minimumsbeskyttelse, hvis et investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder;

6) foreligger der ikke en sådan minimumsharmonisering, vil et værtsland ud fra et ønske om at beskytte investorerne kunne føle sig berettiget til at kræve, at andre medlemsstaters investeringsselskaber, der driver virksomhed gennem en filial eller ved grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser, tilslutter sig værtslandets garantiordning, hvis de ikke er medlem af en investorgarantiordning i deres hjemland, eller hvis den pågældende ordning ikke anses for at yde en tilsvarende beskyttelse; et sådant krav vil kunne være til skade for det indre marked;

7) i de fleste medlemsstater findes der allerede forskellige former for investorgarantiordninger, men disse dækker ikke generelt alle investeringsselskaber med den EF-dækkende tilladelse, som er omhandlet i direktiv 93/22/EØF;

8) alle medlemsstater bør derfor have pligt til at oprette en eller flere investorgarantiordninger, som alle sådanne investeringsselskaber skal være tilknyttet; ordningen skal dække de midler og instrumenter, som investeringsselskabet ligger inde med i forbindelse med en in vestors investeringsvirksomhed, og som ikke kan leveres tilbage til investoren, hvis investeringsselskabet er ude af stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder; dette berører på ingen måde de regler og procedurer, der gælder i medlemsstaterne med hensyn til, hvilke beslutninger der skal træffes i tilfælde af et investeringsselskabs insolvens eller likvidation;

9) definitionen af investeringsselskab dækker kreditinstitutter, som har tilladelse til at yde investeringsservice; sådanne kreditinstitutter skal også deltage i en investorgarantiordning for så vidt angår deres investeringsvirksomhed; det er dog ikke nødvendigt at kræve, at sådanne institutter skal være tilsluttet to forskellige ordninger, hvis en enkelt ordning opfylder kravene i dette direktiv og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger; det kan imidlertid i forbindelse med investeringsselskaber, som er kreditinstitutter, i visse tilfælde være vanskeligt at sondre mellem indskud, der dækkes i henhold til direktiv 94/19/EF, og midler, der opbevares i forbindelse med investeringsvirksomhed; medlemsstaterne bør selv kunne afgøre, hvilket af de to direktiver sådanne krav henhører under;

10) direktiv 94/19/EF tillader medlemsstaterne at fritage et kreditinstitut for kravet om at være tilsluttet en indskudsgarantiordning, hvis det pågældende institut er tilsluttet en ordning, der beskytter selve kreditinstituttet og især garanterer dets solvens; når et kreditinstitut, som er tilsluttet en sådan ordning, samtidig er et investeringsselskab, bør medlemsstaterne også på visse betingelser kunne fritage det for kravet om at være tilsluttet en investorgarantiordning;

11) en harmoniseret minimumsgaranti på 20 000 ECU pr. investor burde være tilstrækkelig til at beskytte mindre investorers interesser, hvis et investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder; det forekommer derfor rimeligt at fastsætte den harmoniserede minimumsgaranti til 20 000 ECU; det kan som i direktiv 94/19/EF være nødvendigt at indføre begrænsede overgangsbestemmelser for at sætte garantiordningerne i stand til at opfylde dette krav, hvilket også gælder for de medlemsstater, der på tidspunktet for nærværende direktivs vedtagelse ikke har en sådan ordning;

12) samme beløb blev fastsat i direktiv 94/19/EF;

13) for at tilskynde investorerne til at udvise den fornødne omhu ved valg af investeringsselskab er det rimeligt at give medlemsstaterne lov til at pålægge investorerne at bære en del af et eventuelt tab; investorerne skal imidlertid have dækket mindst 90% af deres tab, så længe det garantibeløb, der skal udbetales, ikke når op på fællesskabsminimummet;

14) visse medlemsstaters ordninger yder i øjeblikket en højere dækning end den harmoniserede minimumsbeskyttelse i dette direktiv; det forekommer dog ikke hensigtsmæssigt at kræve en ændring af disse ordninger på dette punkt;

15) opretholder man i Fællesskabet ordninger, som yder en dækning, der overstiger det harmoniserede minimum, kan det føre til forskellige garantisatser inden for samme nationale område og til ulige konkurrencevilkår for nationale investeringsselskaber og filialer af andre medlemsstaters selskaber; for at afbøde disse ulemper bør filialer have tilladelse til at tilslutte sig værtslandets garantiordning, således at de kan yde deres investorer samme dækning som garantiordningen i det land, hvor filialerne er etableret; Kommissionen bør i den rapport, som den udarbejder om dette direktivs anvendelse, oplyse, i hvilket omfang filialerne har benyttet sig af denne mulighed, og redegøre for eventuelle vanskeligheder, som filialerne eller investorgarantiordningerne måtte have haft med gennemførelsen af disse bestemmelser; det er ikke udelukket, at hjemlandsordningen selv kan yde en sådan supplerende dækning med forbehold af de betingelser, som er fastsat deri;

16) der vil kunne forekomme markedsforstyrrelser som følge af, at filialer af investeringsselskaber, der er etableret i en anden medlemsstat end hjemlandet, yder højere dækning end investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i værtslandet; størrelsen og rækkevidden af den dækning, som garantiordningerne yder, bør ikke blive et konkurrencemiddel; det er derfor nødvendigt, i hvert fald i begyndelsen, at fastsætte, at størrelsen og rækkevidden af den dækning, som en ordning i hjemlandet yder investorer i filialer i en anden medlemsstat, ikke må overstige den maksimale størrelse og rækkevidde af den dækning, som ydes af den tilsvarende ordning i værtslandet; på et tidligt tidspunkt bør der på grundlag af den indhøstede erfaring og udviklingen i finanssektoren foretages en nærmere vurdering af eventuelle markedsforstyrrelser;

17) finder en medlemsstat, at visse kategorier af investeringer eller investorer, der står opført på en udtømmende liste, ikke har brug for særlig beskyttelse, skal den kunne udelukke dem fra at være dækket af investorgarantiordningerne;

18) i en række medlemsstater anvendes investorgarantiordninger, som administreres af brancheorganisationer; i andre medlemsstater findes ordninger, som er indført og reguleret ved lov; ordningernes forskellige status er kun et problem, når det gælder obligatorisk medlemskab og eksklusion; der bør derfor fastsættes bestemmelser, som begrænser ordningernes beføjelser på dette område;

19) investorerne skal have garantibeløbet udbetalt uden unødig forsinkelse, så snart deres kravs gyldighed er fastslået; garantiordningen skal kunne fastsætte en rimelig frist for fremsættelse af krav; at en sådan frist er udløbet, skal dog ikke kunne gøres gældende over for en investor, som med gyldig grund har været forhindret i at fremsætte sit krav rettidigt;

20) at investorerne er informeret om garantibestemmelserne er et væsentligt element i deres beskyttelse; i henhold til artikel 12 i direktiv 93/22/EØF skulle et investeringsselskab, inden det optog forretningsforbindelse med investorer, underrette disse om en eventuel garantiordning, og der bør derfor i nærværende direktiv fastsættes regler for, hvordan sådanne potentielle investorer informeres om den garantiordning, der dækker deres investeringsvirksomhed;

21) ubegrænset anvendelse i reklameøjemed af henvisninger til en garantiordnings størrelse og rækkevidde vil dog kunne påvirke det finansielle systems stabilitet eller investorernes tillid; medlemsstaterne bør derfor fastsætte regler, der begrænser anvendelsen af sådanne henvisninger;

22) ifølge dette direktiv skal alle investeringsselskaber i princippet tilsluttes en investorgarantiordning; de direktiver, der gælder for adgang for investeringsselskaber med hjemsted i et tredjeland, herunder især direktiv 93/22/EØF, giver medlemsstaterne mulighed for at bestemme, om og i givet fald på hvilke betingelser filialer af sådanne investeringsselskaber skal have adgang til at udøve virksomhed på deres område; sådanne filialer er ikke omfattet af den frie udveksling af tjenesteydelser efter traktatens artikel 59, stk. 2, og heller ikke af retten til frit at etablere sig i andre medlemsstater end den, hvor de er etableret; en medlemsstat, der åbner adgang for sådanne filialer, skal følgelig bestemme, hvorledes dette direktivs principper skal finde anvendelse på de pågældende filialer, idet anvendelsen skal være i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 93/22/EØF og med behovet for at beskytte investorerne og bevare det finansielle systems integritet; det er af afgørende betydning, at investorer, der henvender sig til sådanne filialer, får fuldt kendskab til de garantiordninger, der gælder for dem;

23) det er ikke som led i dette direktiv absolut nødvendigt at harmonisere metoderne til finansiering af investorgarantiordningerne, dels fordi udgifterne til finansiering af sådanne ordninger i princippet skal afholdes af investeringsselskaberne selv, dels fordi ordningernes finansielle kapacitet skal stå i forhold til garantiforpligtelserne; dette må dog ikke bringe stabiliteten i den berørte medlemsstats finansielle system i fare;

24) dette direktiv kan ikke forpligte medlemsstaterne eller disses kompetente myndigheder i forhold til investorerne, såfremt de har sørget for at indføre eller officielt at anerkende en eller flere ordninger, der yder investorerne garanti eller beskyttelse på de i dette direktiv fastsatte betingelser;

25) endelig er en vis minimumsharmonisering af investorgarantiordningerne nødvendig, for at det indre marked kan gennemføres fuldt ud for investeringsselskaber, idet det herved bliver muligt at skabe et mere tillidsfuldt forhold mellem investorerne og investeringsselskaberne, især når der er tale om selskaber fra andre medlemsstater, og at undgå de vanskeligheder, som kan opstå, når et værtsland anvender nationale investorgarantiordninger, som ikke er samordnet på fællesskabsniveau; et bindende fællesskabsdirektiv er det eneste egnede middel til at nå det ønskede mål, da der generelt mangler investorgarantiordninger med en dækning, der svarer til direktiv 93/22/EØF; med nærværende direktiv gennemføres kun det nødvendige minimum af harmonisering; direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at kræve en bredere eller større dækning, hvis de ønsker det, og giver dem samtidig den fornødne frihed med hensyn til organisering og finansiering af investorgarantiordningerne

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I dette direktiv forstås ved:

1) »investeringsselskab«: et investeringsselskab som defineret i artikel 1, nr. 2), i direktiv 93/22/EØF,

- som har tilladelse til at udføre investeringsservice i henhold til artikel 3 i direktiv 93/22/EØF, eller

- som har tilladelse til at udøve virksomhed som kreditinstitut i henhold til direktiv 77/780/EØF og 89/646/EØF, og hvis tilladelse dækker en eller flere af de tjenesteydelser, der er opført i afsnit A i bilaget til direktiv 93/22/EØF

2) »investeringsvirksomhed«: investeringsservice som defineret i artikel 1, nr. 1), i direktiv 93/22/EØF samt tjenesteydelsen anført i afsnit C, punkt 1, i bilaget til nævnte direktiv

3) »instrumenter«: de instrumenter, der er opført i afsnit B i bilaget til direktiv 93/22/EØF

4) »investor«: en person, der i forbindelse med investeringsvirksomhed har betroet midler eller instrumenter til et investeringsselskab

5) »filial«: en afdeling, som retligt udgør en ikke-selvstændig del af et investeringsselskab, og som yder investeringsservice af den art, som investeringsselskabet har fået tilladelse til; flere afdelinger, som i en og samme medlemsstat oprettes af et investeringsselskab med hjemsted i en anden medlemsstat, betragtes som een filial

6) »fælles investering«: en investering, der foretages på to eller flere personers vegne, eller som to eller flere personer har andel i, således at en eller flere af de pågældende personer kan disponere over investeringen ved deres underskrift

7) »kompetente myndigheder«: de myndigheder, der er defineret i artikel 22 i direktiv 93/22/EØF; disse myndigheder kan eventuelt være dem, der er defineret i artikel 1 i Rådets direktiv 92/30/EØF af 6. april 1992 om tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag.

Artikel 2

1. Hver medlemsstat påser, at der på dens område indføres en eller flere investorgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt. Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i andet afsnit samt i artikel 5, stk. 3, må et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i den pågældende medlemsstat, ikke udføre investeringsvirksomhed, medmindre det deltager i en sådan ordning.

En medlemsstat kan dog fritage et kreditinstitut, der er omfattet af dette direktiv, for kravet om at være tilsluttet en investorgarantiordning, hvis det pågældende institut i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 94/19/EF allerede er fritaget for at skulle være tilsluttet en indskudsgarantiordning, forudsat at den beskyttelse og de oplysninger, som indskyderne er sikret, ydes investorerne på de samme vilkår, og forudsat at investorerne således sikres en beskyttelse, der mindst svarer til den, som en investorgarantiordning yder.

Medlemsstater, som gør brug af denne mulighed, underretter Kommissionen herom; de meddeler især sådanne beskyttelsesordningers karakteristika med angivelse af, hvilke kreditinstitutter der er omfattet heraf i henhold til dette direktiv, og meddeler eventuelle senere ændringer af de fremsendte oplysninger. Kommissionen underretter Rådet herom.

2. Garantiordningen dækker investorerne efter bestemmelserne i artikel 4, når:

- de kompetente myndigheder har konstateret, at et investeringsselskab efter deres opfattelse ikke på det givne tidspunkt er i stand til at indfri de forpligtelser, der hidrører fra investorernes krav, af årsager, der er direkte forbundet med dets finansielle situation, og ikke har umiddelbar udsigt til at blive i stand til det, eller

- en domstol af årsager, der er direkte forbundet med et investeringsselskabs finansielle situation, har truffet en afgørelse, som indebærer, at investorernes mulighed for at fremsætte krav over for det pågældende investeringsselskab suspenderes, idet den først indtrufne af de to begivenheder lægges til grund.

Der skal være dækning for krav, der skyldes et investeringsselskabs manglende evne til

- at tilbagebetale midler, som investorerne har til gode eller ejer, og som opbevares for dem af investeringsselskabet i forbindelse med investeringsvirksomhed, eller

- tilbagelevere instrumenter, som investorerne ejer, og som opbevares, administreres eller forvaltes for dem af investeringsselskabet i forbindelse med investeringsvirksomhed, i overensstemmelse med gældende love og aftaler.

3. Ethvert krav af den i stk. 2 nævnte art på et kreditinstitut, der i en given medlemsstat måtte være omfattet af både nærværende direktiv og direktiv 94/19/EF, henføres af den pågældende medlemsstat til en ordning under det ene eller det andet direktiv, alt efter hvad den finder mest hensigtsmæssigt. Der kan ikke udbetales garantibeløb efter begge direktiver for det samme krav.

4. Størrelsen af investors krav beregnes efter de love og aftaler, herunder vilkårene for modregning og modkrav, som på datoen for den i stk. 2 omhandlede konstatering eller afgørelse gælder for ansættelse af det pengebeløb eller af værdien, om muligt fastsat under henvisning til markedsværdien, af de instrumenter, der tilhører investoren, og som investeringsselskabet ikke er i stand til at tilbagebetale eller tilbagelevere.

Artikel 3

Investorgarantiordningen omfatter ikke krav, der hidrører fra transaktioner, i forbindelse med hvilke der er blevet afsagt straffedom for hvidvaskning af penge som defineret i artikel 1 i Rådets direktiv 91/308/EØF af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge .

Artikel 4

1. Medlemsstaterne påser, at ordningen dækker mindst 20 000 ECU pr. investor i forbindelse med de i artikel 2, stk. 2, omhandlede krav.

Indtil den 31. december 1999 kan de medlemsstater, hvori dækningen på tidspunktet for dette direktivs vedtagelse er på under 20 000 ECU, opretholde denne lavere dækning, idet den dog ikke må være på under 15 000 ECU. Denne mulighed står ligeledes åben for de medlemsstater, der er omfattet af overgangsbestemmelserne i artikel 7, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 94/19/EF.

2. Medlemsstaterne kan bestemme, at visse investorer udelukkes fra ordningens dækning eller dækkes med et lavere beløb. En liste over sådanne udelukkelser findes i bilag I.

3. Denne artikel er ikke til hinder for videreførelse eller vedtagelse af bestemmelser, der indebærer en højere eller mere omfattende dækning for investorer.

4. Medlemsstaterne kan begrænse den i stk. 1 fastsatte eller den i stk. 3 omhandlede dækning til en bestemt procentsats af investors krav. Dækningen skal dog udgøre mindst 90% af kravet, så længe det garantibeløb, der skal udbetales i henhold til ordningen, ikke når op på 20 000 ECU.

Artikel 5

1. Undlader et investeringsselskab, hvis medlemskab af en garantiordning er obligatorisk, jf. artikel 2, stk. 1, at opfylde de forpligtelser, der påhviler det som medlem af ordningen, underrettes de kompetente myndigheder, der meddelte det tilladelse, og disse træffer i samarbejde med garantiordningen alle passende foranstaltninger, herunder pålæggelse af sanktioner, for at sikre, at investeringsselskabet opfylder sine forpligtelser.

2. Hvis disse foranstaltninger ikke fører til, at investeringsselskabet overholder sine forpligtelser, kan garantiordningen, såfremt eksklusion af et medlem er tilladt ifølge national lovgivning, med de kompetente myndigheders udtrykkelige samtykke og med mindst tolv måneders varsel meddele, at det agter at ekskludere investeringsselskabet fra ordningen. Den dækning, der er fastsat i artikel 2, stk.2, andet afsnit, gælder fortsat for investeringsvirksomhed, der udføres i denne periode. Hvis investeringsselskabet ved fristens udløb ikke har opfyldt sine forpligtelser, kan garantiordningen, igen med de kompetente myndigheders udtrykkelige samtykke, gennemføre eksklusionen.

3. Hvis det er tilladt ifølge national lovgivning, og hvis de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, har givet deres udtrykkelige samtykke, kan et investeringsselskab, der er ekskluderet af en investorgarantiordning, fortsat yde investeringsservice, såfremt det før eksklusionen har indført alternative garantiordninger, der dels sikrer investorerne en dækning, som mindst svarer til den, som den officielt anerkendte ordning yder, dels har karakteristika svarende til denne ordning.

4. Hvis et investeringsselskab, som foreslås ekskluderet i medfør af stk. 2, ikke er i stand til at indføre alternative ordninger, som opfylder betingelserne i stk. 3, inddrager de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, straks denne.

Artikel 6

I de tilfælde, hvor et investeringsselskabs tilladelse inddrages, gælder den dækning, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, andet afsnit, fortsat for investeringsvirksomhed, der udføres indtil inddragelsestidspunktet.

Artikel 7

1. Investorgarantiordninger, der indføres og officielt anerkendes i en medlemsstat i henhold til artikel 2, stk. 1, omfatter tillige investorer i filialer, som investeringsselskaber har etableret i andre medlemsstater.

Indtil den 31. december 1999 må hverken størrelsen eller rækkevidden, inklusive procentsatsen, af den fastsatte dækning overstige den maksimale størrelse og rækkevidde af den dækning, som ydes af den tilsvarende garantiordning i værtslandet på dettes område. Inden denne dato udarbejder Kommissionen en rapport på grundlag af den indhøstede erfaring med anvendelsen af dette afsnit og af artikel 4, stk. 1, i ovennævnte direktiv 94/19/EF og vurderer behovet for at opretholde disse bestemmelser. Kommissionen forelægger i givet fald Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til direktiv om forlængelse af deres gyldighed.

Hvis størrelsen og/eller rækkevidden, inklusive procentsatsen, af den dækning, der ydes af garantiordningen i værtslandet, overstiger størrelsen og/eller rækkevidden af dækningen i den medlemsstat, hvor investeringsselskabet er meddelt tilladelse, påser værtslandet, at der på dets område findes en officielt anerkendt ordning, som en filial kan tilslutte sig på frivilligt grundlag for at supplere den dækning, som investorerne allerede har i kraft af filialens medlemskab af hjemlandets ordning.

Den ordning, som filialen tilslutter sig, skal dække den kategori af institutter, som filialen tilhører eller bedst kan henføres til i værtslandet.

Medlemsstaterne påser, at der i alle investorgarantiordninger fastsættes objektive og generelle betingelser for sådanne filialers medlemskab. En filial kan kun blive optaget, hvis den opfylder de relevante forpligtelser i forbindelse med medlemskab, herunder navnlig betaling af alle bidrag og andre afgifter. Medlemsstaterne skal ved gennemførelsen af dette stykke følge de ledende principper i bilag II.

2. Hvis en filial, der på frivilligt grundlag har tilsluttet sig en investorgarantiordning, jf. stk. 1, undlader at opfylde de forpligtelser, der påhviler den som medlem af ordningen, underrettes de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, og disse træffer i samarbejde med garantiordningen alle passende foranstaltninger for at sikre, at ovennævnte forpligtelser bliver opfyldt.

Hvis disse foranstaltninger ikke fører til, at filialen overholder de i denne artikel omhandlede forpligtelser, kan garantiordningen efter en passende frist på mindst tolv måneder og efter at have indhentet samtykke fra de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, ekskludere filialen. Investeringsvirksomhed, der udføres inden datoen for filialens eksklusion, dækkes fortsat efter denne dato af den garantiordning, som filialen frivilligt har tilsluttet sig. Investorerne underrettes om den supplerende dæknings bortfald samt om datoen, hvorfra bortfaldet får virkning.

Artikel 8

1. Den i artikel 4, stk. 1, 3 og 4, omhandlede dækning gælder investors samlede krav på samme investeringsselskab i henhold til dette direktiv uanset antallet af konti, valuta og lokalisering inden for Fællesskabet.

Medlemsstaterne kan dog bestemme, at beløb i andre end medlemsstaternes valutaer og ecu udelukkes fra dækning eller dækkes af en lavere garanti. Denne mulighed omfatter ikke instrumenter.

2. For fælles investeringer tages der ved beregningen af den i artikel 4, stk. 1, 3 og 4, omhandlede dækning hensyn til den andel, der tilkommer hver enkelt investor.

Findes der ingen særlige bestemmelser, fordeles kravene ligeligt mellem investorerne.

Medlemsstaterne kan bestemme, at krav vedrørende fælles investeringer, som to eller flere personer har andel i som deltagere i et interessentskab, en sammenslutning eller en gruppering af tilsvarende art, der ikke har status som juridisk person, kan lægges sammen og behandles, som om de hidrørte fra en investering foretaget af en enkelt investor, med henblik på beregningen af grænserne i artikel 4, stk. 1, 3 og 4.

3. Er investor ikke ubetinget berettiget til de midler eller instrumenter, der opbevares, er det den person, der er ubetinget berettiget hertil, som dækkes af garantiordningen, forudsat at den pågældende persons identitet er blevet fastslået eller kan fastslås inden datoen for den i artikel 2, stk. 2, omhandlede konstatering eller afgørelse.

Er flere personer ubetinget berettiget til de pågældende midler eller instrumenter, tages der ved beregningen af de i artikel 4, stk. 1, 3 og 4, fastsatte grænser hensyn til hver enkelt persons andel i henhold til de bestemmelser, der gælder for forvaltningen af midlerne eller instrumenterne.

Dette stykke finder ikke anvendelse på institutter for kollektiv investering.

Artikel 9

1. Garantiordningen træffer passende foranstaltninger til at underrette investorerne om den i artikel 2, stk. 2, omhandlede konstatering eller afgørelse samt til at udbetale eventuelle pligtige garantibeløb hurtigst muligt. Ordningen kan fastsætte en bestemt frist, inden for hvilken investorerne skal fremsætte deres krav. Fristen skal være på mindst fem måneder fra datoen for ovennævnte konstatering eller afgørelse eller fra datoen for offentliggørelsen af ovennævnte konstatering eller afgørelse.

En investor, som ikke har været i stand til at fremsætte sit krav over for garantiordningen rettidigt, kan dog ikke nægtes dækning under henvisning til, at en sådan frist er udløbet.

2. Ordningen skal kunne dække investorernes krav hurtigst muligt og senest tre måneder efter, at kravets berettigelse og størrelse er blevet fastslået.

Under helt specielle omstændigheder kan garantiordningen i særlige tilfælde anmode de kompetente myndigheder om en forlængelse af denne frist. En sådan forlængelse må ikke overstige tre måneder.

3. Uanset fristen i stk. 2 kan udbetalinger fra garantiordningen suspenderes, indtil der foreligger en domstolsafgørelse, hvis en investor eller en anden person, der er berettiget til eller har andel i en investering, er blevet sigtet for en lovovertrædelse i forbindelse med hvidvaskning af penge som defineret i artikel 1 i direktiv 91/308/EØF.

Artikel 10

1. Medlemsstaterne påser, at investeringsselskaberne træffer passende foranstaltninger med henblik på at give nuværende og potentielle investorer de fornødne oplysninger om, hvilken investorgarantiordning investeringsselskabet og dets filialer inden for Fællesskabet er tilsluttet eller om, hvilken eventuel alternativ ordning der findes, jf. artikel 2, stk. 1, andet afsnit, eller artikel 5, stk. 3. Investorerne underrettes om bestemmelserne i investorgarantiordningen eller den eventuelle alternative ordning, herunder om størrelsen og rækkevidden af den dækning, som garantiordningen yder, samt om de regler, som medlemsstaterne eventuelt har fastsat i henhold til artikel 2, stk. 3. Disse oplysninger præsenteres i en let forståelig form.

På anmodning gives der tillige oplysninger om de betingelser og formaliteter, der skal opfyldes for at få udbetalt garantibeløbet.

2. De i stk. 1 omhandlede oplysninger skal foreligge på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor filialen er etableret, på den måde, som den nationale lovgivning foreskriver.

3. Medlemsstaterne indfører regler, der begrænser anvendelsen i reklameøjemed af de i stk. 1 nævnte oplysninger for at undgå, at sådan anvendelse påvirker det finansielle systems stabilitet eller investorernes tillid. Medlemsstaterne kan navnlig begrænse en sådan reklame til en simpel henvisning til den ordning, som investeringsselskabet er tilsluttet.

Artikel 11

1. Medlemsstaterne kontrollerer, om filialer, der etableres af investeringsselskaber med hjemsted uden for Fællesskabet, er omfattet af en dækning, der svarer til den, der er fastsat i dette direktiv. Er det ikke tilfældet, kan medlemsstaterne fastsætte, at filialer, der etableres af investeringsselskaber med hjemsted uden for Fællesskabet, skal tilsluttes en investorgarantiordning på deres område, jf. dog artikel 5 i direktiv 93/22/EØF.

2. Investeringsselskaber med hjemsted uden for Fællesskabet giver nuværende og potentielle investorer i deres filialer alle relevante oplysninger om de garantiordninger, der dækker deres investeringer.

3. De i stk. 2 nævnte oplysninger skal foreligge på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor filialen er etableret, på den måde, som den nationale lovgivning foreskriver, og skal være affattet klart og forståeligt.

Artikel 12

Garantiordninger, som udbetaler garantibeløb i henhold til en investorgarantiordning, har ret til at indtræde i investorernes rettigheder i likvidationssager for et beløb, der svarer til garantibeløbet, uden at dette i øvrigt berører de rettigheder, der måtte være tillagt ordningerne i henhold til den nationale lovgivning.

Artikel 13

Medlemsstaterne påser, at investorens ret til garantibeløb indebærer, at investoren har klagemulighed mod garantiordningen.

Artikel 14

Senest den 31. december 1999 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv sammen med eventuelt nødvendige forslag til en revision heraf.

Artikel 15

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 26. september 1998. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 16

Artikel 12 i direktiv 93/22/EØF ophæves fra den i artikel 15, stk. 1, nævnte dato.

Artikel 17

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 18

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. marts 1997.

På Europa-Parlamentets vegne

J.M. Gil-Robles

Formand

På Rådets vegne

M. De Boer

Formand

Bilag I

UDELUKKELSER SOM OMHANDLET I ARTIKEL 4, STK. 2

1. Professionelle og institutionelle investorer, herunder:

- investeringsselskaber, jf. artikel 1, nr. 2), i direktiv 93/22/EØF;

- kreditinstitutter, jf. artikel 1, første led, i direktiv 77/780/EØF;

- finansieringsinstitutter, jf. artikel 1, nr. 6), i direktiv 89/646/EØF;

- forsikringsselskaber;

- institutter for kollektiv investering;

- pensionsfonde og pensionskasser.

Andre professionelle og institutionelle investorer.

2. Overnationale institutioner, stat og centraladministration.

3. Regionale, lokale og kommunale myndigheder.

4. Et investeringsselskabs direktører og andre medlemmer af ledelsen samt personligt hæftende selskabsdeltagere, personer, der ejer 5% eller mere af investeringsselskabets kapital, personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af investeringsselskabets regnskaber, samt investorer med tilsvarende status i andre selskaber i samme koncern.

5. Nære slægtninge og tredjemand, der handler på vegne af de i punkt 4 anførte investorer.

6. Andre selskaber i samme koncern.

7. Investorer, der bærer ansvaret for eller har draget fordel af visse forhold, som vedrører investeringsselskabet, og som har afstedkommet selskabets finansielle vanskeligheder eller medvirket til at forværre dets finansielle situation.

8. Selskaber af en sådan størrelse, at de ikke har ret til at opstille en forkortet balance, jf. artikel 11 i Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer.

Bilag II

LEDENDE PRINCIPPER (OMHANDLET I ARTIKEL 7, STK. 1, FEMTE AFSNIT)

Ansøger en filial om at blive tilsluttet værtslandets ordning for supplerende dækning, udarbejder værtslandets ordning bilateralt med hjemlandets ordning hensigtsmæssige regler og procedurer for udbetaling af garantibeløb til investorer i den pågældende filial. Følgende principper gælder for såvel udarbejdelsen af disse procedurer som fastsættelsen af betingelserne for en sådan filials medlemskab (jf. artikel 7, stk. 1):

a) Værtslandets ordning har fortsat ubegrænset ret til at pålægge deltagende investeringsselskaber sine objektive og generelle regler; den kan kræve at få meddelt relevante oplysninger og har ret til at kontrollere sådanne oplysninger hos hjemlandets kompetente myndigheder;

b) værtslandets ordning imødekommer krav om supplerende garantibeløb, når den af hjemlandets kompetente myndigheder er blevet underrettet om den i artikel 2, stk. 2, omhandlede konstatering eller afgørelse. Værtslandets ordning har fortsat ubegrænset ret til efter egne regler og procedurer at efterprøve, om investorens krav er berettiget, før der udbetales supplerende garantibeløb;

c) hjemlandets og værtslandets ordninger arbejder tæt sammen for at sikre, at investorerne hurtigt får udbetalt det korrekte garantibeløb. De skal især aftale, hvorledes et modkrav, der kan give anledning til modregning under en af de to ordninger, får indvirkning på det garantibeløb, som hver enkelt ordning udbetaler til investor;

d) værtslandets ordning har ret til at pålægge filialer bidrag til supplerende dækning på et passende grundlag, idet der tages hensyn til den garanti, som hjemlandets ordning yder. For at lette opkrævningen af sådanne bidrag kan værtslandets ordning lægge den antagelse til grund, at dens ansvar under alle omstændigheder er begrænset til differencen mellem den dækning, den selv yder, og den dækning, hjemlandet yder, uanset om hjemlandet faktisk udbetaler garantibeløb i forbindelse med krav fra investorer på værtslandets område.

Versioner

1998-06-30