Gelex

1997 LSF 70 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RETSSIKKERHED OG ADMINISTRATION PÅ DET SOCIALE OMRÅDE (KOMMUNALBESTYRELSENS ANSVAR FOR VISSE ANSATTES BERIGELSESFORBRYDELSER)

GældendeVersion 1998-04-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199722K00070@1998-04-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område, som ændret ved § 28 i lov nr. 980 af 17. december 1997, foretages følgende ændring:

1. Efter § 16 indsættes som nye paragraffer:

»§ 16 a. Kommunalbestyrelsen er erstatningsansvarlig for berigelsesforbrydelser, som en hjemmehjælper begår under udførelsen af arbejdet hos en hjemmehjælpsmodtager, jf. lov om social service §§ 71 og 72.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen er endvidere erstatningsansvarlig for berigelsesforbrydelser, som en hjemmehjælper begår under udførelsen af arbejdet hos en hjemmehjælpsmodtager, når der er ydet tilskud til hjemmehjælpen efter § 76 i lov om social service.

§ 16 b. Kommunalbestyrelsen er erstatningsansvarlig for berigelsesforbrydelser, som ansatte på plejehjem, beskyttede boliger m.v., begår under udførelsen af arbejdet.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget er indholdsmæssigt en uændret genfremsættelse af lovforslag nr. L 47, folketingsåret 1997-98, 1. samling, jf. Folketingets forhandlinger side 1148 og tillæg A side 1104 og 1106.

Spørgsmålet om arbejdsgiveres - herunder kommuners - hæftelse for ansattes ansvarspådragende handlinger har gennem flere hundrede år været reguleret af bestemmelsen i Danske Lov 3-19-2 eller princippet i denne bestemmelse.

Princippet i den nævnte bestemmelse i Danske Lov er, at arbejdsgiveren hæfter over for skadelidte for det erstatningsansvar, som en ansat pådrager sig ved handlinger i forbindelse med udførelsen af det pågældende arbejde. Arbejdsgiveren hæfter ikke, når den ansattes ansvarspådragende handling må betegnes som helt usædvanlig og upåregnelig for arbejdsgiveren.

Dette betyder, at kommunalbestyrelsen i almindelighed ikke hæfter for en hjemmehjælpers eller den ansatte på et plejehjems kriminelle handlinger. Når en hjemmehjælper stjæler penge eller smykker fra en hjemmehjælpsmodtager under arbejdet i hjemmet, er kommunen ikke erstatningsansvarlig. Kommunen er heller ikke erstatningsansvarlig, hvis hjemmehjælperen uretmæssigt hæver penge på hjemmehjælpsmodtagerens bankbog. Det samme gælder for de ansatte på et plejehjem. Kommunalbestyrelsen er heller ikke erstatningsansvarlig, når de ansatte på et plejehjem stjæler fra beboerne.

Forslagsstillerne vil med dette lovforslag gøre kommunen erstatningsansvarlig også i de tilfælde, hvor hjemmehjælpsmodtageren eller en beboer på et plejehjem lider et tab på grund af, at hjemmehjælperen eller den ansatte på et plejehjem stjæler fra dem.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

I bestemmelsen gøres kommunalbestyrelsen erstatningsansvarlig for det tab, en hjemmehjælper forvolder ved at begå berigelseskriminalitet under udførelsen af arbejdet hos en hjemmehjælpsmodtager.

I § 16 a, stk. 2, foreslås, at kommunalbestyrelsen også er erstatningsansvarlig for det tab, en hjemmehjælper forvolder ved at begå berigelseskriminalitet under udførelsen af arbejdet hos en hjemmehjælpsmodtager, når hjemmehjælpsmodtageren modtager tilskud fra kommunen efter § 76.

Det vil derved ikke være muligt for kommunen at undgå at ifalde erstatningsansvar, fordi hjemmehjælpen i kommunen er udliciteret.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsen også ifalder et erstatningsansvar, når de ansatte på et plejehjem begår berigelseskriminalitet over for beboere på plejehjemmet.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Skriftlig fremsættelse

Kirsten Jacobsen ( FP):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Kommunalbestyrelsens ansvar for visse ansattes berigelsesforbrydelser).

(Lovforslag nr. L 70).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 1998-04-21