Gelex

1997 LSF 105 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE AFGIFTSLOVE

GældendeVersion 1998-07-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199722K00105@1998-07-01/da

Indhold
  1. Indledning

(Ændring af kredittider m.v.)

§ 1

I lov om merværdiafgift (momsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 23. juli 1997, som ændret ved § 1 i lov nr. 890 af 3. december 1997 og § 2 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 47, stk. 4, indsættes som 6. pkt. :

»Anmodning om fællesregistrering skal ske senest 1 måned, inden fællesregistreringen ønskes iværksat.«

2. I § 47, stk. 5, indsættes efter 1. pkt.:

»Virksomheden registreres med kvartalet som afgiftsperiode efter § 57, stk. 3. Hvis virksomhedens forventede samlede afgiftspligtige leverancer overstiger 20 mio. kr. årligt, registreres virksomheden dog med kalendermåneden som afgiftsperiode efter § 57, stk. 2. Hvis de forventede afgiftspligtige leverancer overstiger 20 mio. kr., skal virksomheden oplyse dette ved anmeldelsen til registrering.«

3. I § 57, stk. 1, udgår »senest 1 måned og 10 dage«.

4. § 57, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. For virksomheder, hvis samlede afgiftspligtige leverancer overstiger 10 mio. kr. årligt, er afgiftsperioden kalendermåneden. Virksomhedens angivelse efter stk. 1 skal foretages senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb.«

5. I § 57 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. For virksomheder, hvis samlede afgiftspligtige leverancer overstiger 1 mio. kr. årligt, men udgør højst 10 mio. kr. årligt, er afgiftsperioden kvartalet. Virksomhedens angivelse efter stk. 1 skal foretages senest 1 måned og 10 dage efter afgiftsperiodens udløb.

Stk. 4. For virksomheder, hvis samlede afgiftspligtige leverancer ikke overstiger 1 mio. kr. årligt, er afgiftsperioderne første og anden halvdel af kalenderåret. Virksomhedens angivelse efter stk. 1 skal foretages senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb.

Stk. 5. Anvendelsen af kvartalet eller kalenderhalvåret som afgiftsperioder efter stk. 3 og 4 er betinget af, at virksomheden ikke er registreret efter § 47, stk. 3, 2. pkt. Hvis virksomheden er registreret efter denne bestemmelse, skal virksomheden anvende kalendermåneden som afgiftsperiode efter stk. 2.

Stk. 6. Ændring af virksomhedens afgiftsperiode efter stk. 2, 3 og 4 sker på grundlag af virksomhedens afgiftspligtige leverancer i en 12-måneders periode, der omfatter anden halvdel af kalenderåret og første halvdel af det følgende kalenderår. Ændringen har virkning fra og med den 1. januar i året efter udløbet af denne periode. Virksomhedens afgiftsperiode kan kun forlænges, hvis virksomheden for afgiftsperioderne i hele den 12-måneders periode har angivet og indbetalt afgiften efter loven rettidigt.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 7 og 8.

6. § 57, s tk. 3, der bliver stk. 7, affattes således:

»Stk. 7. Virksomheder, der efter stk. 3 anvender kvartalet som afgiftsperiode, kan anmode de statslige told- og skattemyndigheder om at anvende kalendermåneden efter stk. 2 som afgiftsperiode. Virksomheder, der efter stk. 4 anvender kalenderhalvåret som afgiftsperiode, kan anmode de statslige told- og skattemyndigheder om at anvende kvartalet efter stk. 3 eller kalendermåneden efter stk. 2 som afgiftsperiode.«

7. § 57, stk. 4, der bliver stk. 8, affattes således:

»Stk. 8. Ændring af afgiftsperioden efter stk. 7 kan kun ske med virkning fra 1. januar eller 1. juli, og anmodning herom skal fremsættes senest 1 måned, før ændringen ønskes iværksat. Virksomheder, der efter stk. 7 får ændret afgiftsperiode, kan ikke inden for de følgende 2 år anmode om at anvende en anden afgiftsperiode.«

8. I § 59, stk. 1, ændres »1 måned efter afgiftsperiodens udløb og skal indbetales senest 10 dage derefter« til: »den 1. i den måned, hvor indbetaling af afgiften skal foretages. Afgiften skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb«.

9. I § 62, stk. 1, ændres »med kvartalet eller halvåret som afgiftsperiode skal uanset §§ 57 og 68« til: »skal uanset § 57«.

10. Kapitel 16 ophæves.

11. I § 81, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 47, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. og 2. pkt., stk. 3, 1. pkt, eller stk. 5,»: »1., 4. og 5. pkt.,» og indsættes efter »§ 57, stk. 1, 1. pkt.,»: »stk. 2, 2. pkt., stk. 3, 2. pkt., eller stk. 4, 2. pkt.«.

12. I § 81, stk. 1, nr. 2 , ændres »§ 62, stk. 13« til: »§ 62, stk. 12«, og »§ 67, 2. pkt.,» udgår.

§ 2

I lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 568 af 20. juni 1994, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 890 af 3. december 1997, foretages følgende ændring:

1. I § 1 ændres »§ 57, stk. 3, har fået tilladelse til at anvende en kortere afgiftsperiode end kvartalet« til: »§ 57, stk. 2, anvender kalendermåneden som afgiftsperiode, og som regelmæssigt får udbetalt overskydende afgift efter merværdiafgiftslovens § 63«.

§ 3

I lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 858 af 24. september 1996, som ændret senest ved § 8 i lov nr. 1107 af 29. december 1997, foretages følgende ændring:

1. § 11, stk. 3, 1. pkt., affattes således:

»Afgiften af motorbrændstof, der udelukkende anvendes til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, tilbagebetales efter stk. 2.«

§ 4

I lov om afgift af naturgas og bygas, jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 3. oktober 1996, som ændret senest ved § 16 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, foretages følgende ændring:

1. § 10, stk. 3, 1. pkt., affattes således:

»Afgiften af gas, der udelukkende anvendes som motorbrændstof til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, tilbagebetales efter stk. 2.«

§ 5

I lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 856 af 24. september 1996, som ændret senest ved § 20 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, foretages følgende ændring:

1. I § 9, stk. 2, 4. pkt., ændres »§ 66, stk. 1, i merværdiafgiftsloven« til: »§ 11, stk. 3, 1. pkt., i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.«.

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1999, jf. dog stk. 2-7.

Stk. 2. Afgiftsperioderne i merværdiafgiftslovens § 57, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4 og 5, har virkning for afgiftsperioder, der påbegyndes fra og med den 1. januar 1999, jf. dog stk. 4 og 5. Virksomheder med kvartalet som afgiftsperiode, hvis samlede afgiftspligtige leverancer efter de seneste 4 modtagne momsangivelser med angivelsesfrist fra den 10. februar 1998 til den 10. november 1998 overstiger 10 mio. kr., skal fra den 1. januar 1999 anvende kalendermåneden som afgiftsperiode. Hvis virksomhedens samlede afgiftspligtige leverancer efter de i 2. pkt. nævnte momsangivelser ikke overstiger 1 mio. kr., skal den fra den 1. januar 1999 anvende kalenderhalvåret som afgiftsperiode. Andre virksomheder ændrer ikke afgiftsperiode den 1. januar 1999 som følge af merværdiafgiftslovens § 57, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4 og 5.

Stk. 3. For virksomheder, der er registreret i det særlige register for landbrug og fiskeri m.v., jf. merværdiafgiftslovens § 66, gælder følgende særlige afregningsfrister for kalenderåret 1998:

1) Virksomheder, der efter merværdiafgiftslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., anvender første og anden halvdel af kalenderåret som afgiftsperiode, skal uanset angivelsesfristen i merværdiafgiftslovens § 57, stk.1, først foretage afgiftsangivelse senest den 1. september 1998 for første halvdel af 1998 og senest den 1. marts 1999 for anden halvdel af 1998. Uanset merværdiafgiftslovens § 59, stk. 1, skal afgiften for disse perioder indbetales samtidig med angivelsesfristens udløb, der samtidig er forfaldsdag for afgiften.

2) Virksomheder, der efter merværdiafgiftslovens § 57, stk. 2, anvender kvartalet som afgiftsperiode, skal uanset § 57, stk. 2, for anden halvdel af 1998 anvende dette halvår som afgiftsperiode og skal uanset angivelsesfristen i § 57, stk. 1, først foretage afgiftsangivelse senest den 1. marts 1999 for denne periode. Uanset merværdiafgiftslovens § 59, stk. 1, skal afgiften for denne periode indbetales samtidig med angivelsesfristens udløb, der samtidig er forfaldsdag for afgiften.

Stk. 4. For virksomheder, der er registreret i det særlige register for landbrug og fiskeri m.v., jf. merværdiafgiftslovens § 66, finder afgiftsperioden og angivelsesfristen i merværdiafgiftslovens § 57, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, først anvendelse for afgiftsperioder, der påbegyndes fra og med den 1. januar 2001. I perioden fra den 1. januar 1999 og indtil den 31. december 2000 finder følgende afgiftsperioder og angivelsesfrister anvendelse:

1) Virksomheden skal i kalenderåret 1999 anvende første og anden halvdel af kalenderåret som afgiftsperioder og foretage afgiftsangivelse senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb.

2) Virksomheden skal i kalenderåret 2000 anvende kvartalet som afgiftsperiode og foretage afgiftsangivelse senest 1 måned og 10 dage efter afgiftsperiodens udløb.

Stk. 5. For virksomheder, der er registreret i det særlige register for landbrug og fiskeri m.v., jf. merværdiafgiftslovens § 66, finder afgiftsperioden og angivelsesfristen i merværdiafgiftslovens § 57, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, først virkning for afgiftsperioder, der påbegyndes fra og med den 1. januar 2001. Virksomheden skal i perioden fra den 1. januar 1999 og indtil den 31. december 2000 anvende første og anden halvdel af kalenderåret som afgiftsperioder og foretage afgiftsangivelse senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb.

Stk. 6. Virksomheder, der er registreret i det særlige register for landbrug og fiskeri m.v., jf. merværdiafgiftslovens § 66, kan efter ansøgning få henstand med betaling af afgift, der angives for kalenderårene 1998 og 1999. Ansøgning om henstand indgives til de statslige told- og skattemyndigheder senest samtidig med afgiftsangivelsen. Det er en betingelse for meddelelse af henstand, at virksomheden kan sandsynliggøre, at virksomheden på grund af den ved lov nr. 890 af 3. december 1997 gennemførte afkortede kredittid ikke er i stand til at betale den skyldige afgift rettidigt. Virksomheden kan få henstand med betalingen i indtil 6 måneder. Henstandsbeløbet forrentes efter merværdiafgiftslovens § 59, stk. 2. Der kan i henstandsbevillingen tages forbehold om modregning i henstandsbeløbet for overskydende skat, udbetalinger efter kildeskattelovens § 55, udbytteskat og tilbagebetaling af merværdiafgift.

Stk. 7. § 1, nr. 10, har virkning fra den 1. januar 1999, dog således at det særlige register for landbrug og fiskeri m.v., jf. merværdiafgiftslovens § 66, opretholdes indtil den 1. januar 2002.

Stk. 8. Overtrædelse af angivelsesfristerne i stk. 3-5 straffes efter merværdiafgiftslovens §§ 81 og 82.

Oprindeligt fremsat forslag

(Ændring af kredittider m.v.)

§ 1

I lov om merværdiafgift (momsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 23. juli 1997, som ændret ved § 1 i lov nr. 890 af 3. december 1997 og § 2 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 47, stk. 4, indsættes som 6. pkt.:

»Anmodning om fællesregistrering skal ske senest 1 måned, inden fællesregistreringen ønskes iværksat.«.

2. I § 47, stk. 5, 1. pkt., ændres »§ 62, stk. 9« til: »§ 62, stk. 8«.

3. I § 47, stk. 5, indsættes efter 1. pkt.:

»Virksomheden registreres med kvartalet som afgiftsperiode efter § 57, stk. 3. Hvis virksomhedens forventede samlede afgiftspligtige leverancer overstiger 10 mill. kr. årligt, registreres virksomheden dog med kalendermåneden som afgiftsperiode efter § 57, stk. 2. Hvis de forventede afgiftspligtige leverancer overstiger 10 mill. kr., skal virksomheden oplyse dette ved anmeldelsen til registrering.«.

4. I § 56, stk. 2, indsættes efter »EU-lande,»: »indførsel af varer fra steder uden for EU,».

5. I § 57, stk. 1, udgår: »senest 1 måned og 10 dage«.

6. § 57, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. For virksomheder, hvis samlede afgiftspligtige leverancer overstiger 5 mill. kr. årligt, er afgiftsperioden kalendermåneden. Virksomhedens angivelse efter stk. 1 skal foretages senest den 1. i den anden måned efter afgiftsperiodens udløb.«.

7. I § 57 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

» Stk. 3. For virksomheder, hvis samlede afgiftspligtige leverancer overstiger 500.000 kr. årligt, men udgør højst 5 mill. kr. årligt, er afgiftsperioden kvartalet. Virksomhedens angivelse efter stk. 1 skal foretages senest 1 måned og 10 dage efter afgiftsperiodens udløb.

Stk. 4. For virksomheder, hvis samlede afgiftspligtige leverancer ikke overstiger 500.000 kr. årligt, er afgiftsperioderne første og anden halvdel af kalenderåret. Virksomhedens angivelse efter stk. 1 skal foretages senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb.

Stk. 5. Anvendelsen af kvartalet eller kalenderhalvåret som afgiftsperioder efter stk. 3 og 4 er betinget af, at virksomheden ikke er registreret efter § 47, stk. 3, 2. pkt. Hvis virksomheden er registreret efter denne bestemmelse, skal virksomheden anvende kalendermåneden som afgiftsperiode efter stk. 2.

Stk. 6. Ændring af virksomhedens afgiftsperiode efter stk. 2, 3 og 4 sker på grundlag af virksomhedens afgiftspligtige leverancer i en 12-måneders periode, der omfatter anden halvdel af kalenderåret og første halvdel af det følgende kalenderår. Ændringen har virkning fra og med den 1. januar i året efter udløbet af denne periode. Virksomhedens afgiftsperiode kan kun forlænges, hvis virksomheden for afgiftsperioderne i hele den 12-måneders periode har angivet og indbetalt afgiften efter loven rettidigt.«.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 7 og 8.

8. § 57, s tk. 3, der bliver stk. 7, affattes således:

» Stk. 7. Virksomheder, der efter stk. 3 anvender kvartalet som afgiftsperiode, kan anmode de statslige told- og skattemyndigheder om at anvende kalendermåneden efter stk. 2 som afgiftsperiode. Virksomheder, der efter stk. 4 anvender kalenderhalvåret som afgiftsperiode, kan anmode de statslige told- og skattemyndigheder om at anvende kvartalet efter stk. 3 eller kalendermåneden efter stk. 2 som afgiftsperiode.«.

9. § 57, stk. 4, der bliver stk. 8, affattes således:

»Stk. 8. Ændring af afgiftsperioden efter stk. 7 kan kun ske med virkning fra 1. januar eller 1. juli, og anmodning herom skal fremsættes senest 1 måned, før ændringen ønskes iværksat. Virksomheder, der efter stk. 7 får ændret afgiftsperiode, kan ikke inden for de følgende 2 år anmode om at anvende en anden afgiftsperiode.«.

10. I § 59, stk. 1, ændres »1 måned efter afgiftsperiodens udløb og skal indbetales senest 10 dage derefter« til: »den 1. i den måned, hvor indbetaling af afgiften skal foretages. Afgiften skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb«.

11. I § 61, stk. 1, indsættes efter »EU«: »af andre end registrerede virksomheder«.

12. § 61, stk. 2, ophæves.

13. I § 62, stk. 1, ændres »med kvartalet eller halvåret som afgiftsperiode skal uanset §§ 57 og 68« til: »skal uanset § 57«.

14. § 62, stk. 3, ophæves.

Stk. 4-12 bliver herefter stk. 3-11.

15. I § 62, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »1 og 3« til: »1«.

16. I § 62, stk. 6, der bliver stk. 5, ændres »1, 3 og 5« til: »1 og 4«.

17. I § 62, stk. 7, der bliver stk. 6, ændres »1, 3 eller 5« til: »1 eller 4«.

18. I § 62, stk. 8, der bliver stk. 7, ændres »1 og 5« til: »1 og 4«.

19. I § 62, stk. 9, der bliver stk. 8, ændres »stk. 5« til: »stk. 4«.

20. I § 62, stk. 10, der bliver stk. 9, ændres »stk. 8 og 9« til: »stk. 7 og 8« og »stk. 9« til: »stk. 8«.

21. § 62, stk. 11, der bliver stk. 10, ændres »1 og 5« til: »1 og 4«.

22. Kapitel 16 ophæves.

23. I § 81, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 47, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. og 2. pkt., stk. 3, 1. pkt, eller stk. 5,»: »1., 4. og 5. pkt.,», og indsættes efter »§ 57, stk. 1, 1. pkt.,»: »stk. 2, 2. pkt., stk. 3, 2. pkt., eller stk. 4, 2. pkt.«.

24. I § 81, stk. 1, nr. 2 , ændres »§ 62, stk. 13« til: »§ 62, stk. 11« og udgår: »§ 67, 2. pkt.,».

25. I § 81, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 62, stk. 9« til: »§ 62, stk. 8«.

§ 2

I lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 568 af 20. juni 1994, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 890 af 3. december 1997, foretages følgende ændring:

1. I § 1 ændres »57, stk. 3, har fået tilladelse til at anvende en kortere afgiftsperiode end kvartalet« til: »§ 57, stk. 2, anvender kalendermåneden som afgiftsperiode, og som regelmæssigt får udbetalt overskydende afgift efter merværdiafgiftslovens § 63«.

§ 3

I lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 858 af 24. september 1996, som ændret senest ved § 8 i lov nr. 1107 af 29. december 1997, foretages følgende ændring:

1. § 11, stk. 3, 1. pkt., affattes således:

»Afgiften af motorbrændstof, der udelukkende anvendes til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, tilbagebetales efter stk. 2.«.

§ 4

I lov om afgift af naturgas og bygas, jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 3. oktober 1996, som ændret senest ved § 16 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, foretages følgende ændring:

1. § 10, stk. 3, 1. pkt., affattes således:

»Afgiften af gas, der udelukkende anvendes som motorbrændstof til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, tilbagebetales efter stk. 2.«.

§ 5

I lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 856 af 24. september 1996, som ændret senest ved § 20 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, foretages følgende ændring:

1. I § 9, stk. 2, 4. pkt., ændres »§ 66, stk. 1, i merværdiafgiftsloven« til: »§ 11, stk. 3, 1. pkt., i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.«.

§ 6

I toldloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 113 af 27. februar 1996, som ændret senest ved § 36 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, foretages følgende ændringer:

1. § 30, stk.1, affattes således:

»Told af varer, der indføres i erhvervsmæssigt øjemed af varemodtagere registreret efter § 29, skal opgøres for en afregningsperiode på en måned og indbetales senest den 16. i den følgende måned. Tilsvarende gælder for merværdiafgift, såfremt varerne indføres af varemodtagere, der ikke er registreret efter merværdiafgiftsloven. Udgør tolden under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades.«.

2. I § 33, stk. 1-3, udgår: »og merværdiafgift«.

3 . I § 33 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

» Stk. 4. Såfremt de i stk. 1-3 nævnte varemodtagere ikke er registreret efter merværdiafgiftsloven, finder bestemmelserne om told tilsvarende anvendelse for merværdiafgiften.«.

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

4. I § 34, stk. 1, og § 37, stk. 1, ændres »§ 33, stk.4,» til: »§ 33, stk. 5,».

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1999, jf. dog stk. 2-9.

Stk. 2. Skatteministeren fastsætter ikrafttrædelsestidspunktet for § 1, nr. 4, 11, 12, 14-21 og 25, og § 6. Bestemmelserne skal dog senest træde i kraft den 1. december 2000.

Stk. 3. Afgiftsperioderne i merværdiafgiftslovens § 57, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6 og 7, har virkning for afgiftsperioder, der påbegyndes fra og med den 1. januar 1999, jf. dog stk. 5 og 6. Virksomheder med kvartalet som afgiftsperiode, hvis samlede afgiftspligtige leverancer efter de seneste 4 modtagne momsangivelser med angivelsesfrist fra den 10. februar 1998 til den 10. november 1998 overstiger 5 mill. kr., skal fra den 1. januar 1999 anvende kalendermåneden som afgiftsperiode. Hvis virksomhedens samlede afgiftspligtige leverancer efter de i 2. pkt. nævnte momsangivelser ikke overstiger 500.000 kr., skal den fra den 1. januar 1999 anvende kalenderhalvåret som afgiftsperiode. Andre virksomheder ændrer ikke afgiftsperiode den 1. januar 1999 som følge af merværdiafgiftslovens § 57, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6 og 7.

Stk. 4. For virksomheder, der er registreret i det særlige register for landbrug og fiskeri m.v., jf. merværdiafgiftslovens § 66, gælder følgende særlige afregningsfrister for kalenderåret 1998:

1) Virksomheder, der efter merværdiafgiftslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., anvender første og anden halvdel af kalenderåret som afgiftsperiode, skal uanset angivelsesfristen i merværdiafgiftslovens § 57, stk.1, først foretage afgiftsangivelse senest den 1. september 1998 for første halvdel af 1998 og senest den 1. marts 1999 for anden halvdel af 1998. Uanset merværdiafgiftslovens § 59, stk. 1, skal afgiften for disse perioder indbetales samtidig med angivelsesfristens udløb, der samtidig er forfaldsdag for afgiften.

2) Virksomheder, der efter merværdiafgiftslovens § 57, stk. 2, anvender kvartalet som afgiftsperiode, skal uanset § 57, stk. 2, for anden halvdel af 1998 anvende dette halvår som afgiftsperiode og skal uanset angivelsesfristen i § 57, stk. 1, først foretage afgiftsangivelse senest den 1. marts 1999 for denne periode. Uanset merværdiafgiftslovens § 59, stk. 1, skal afgiften for denne periode indbetales samtidig med angivelsesfristens udløb, der samtidig er forfaldsdag for afgiften.

Stk. 5. For virksomheder, der er registreret i det særlige register for landbrug og fiskeri m.v., jf. merværdiafgiftslovens § 66, finder afgiftsperioden og angivelsesfristen i merværdiafgiftslovens § 57, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, først anvendelse for afgiftsperioder, der påbegyndes fra og med den 1. januar 2002. I perioden fra den 1. januar 1999 og indtil den 31. december 2001 finder følgende afgiftsperioder og angivelsesfrister anvendelse:

1) Virksomheden skal i kalenderåret 1999 anvende første og anden halvdel af kalenderåret som afgiftsperioder og foretage afgiftsangivelse senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb.

2) Virksomheden skal i kalenderåret 2000 anvende kvartalet som afgiftsperiode og foretage afgiftsangivelse senest 1 måned og 10 dage efter afgiftsperiodens udløb.

3) Virksomheden skal i kalenderåret 2001 anvende kalendermåneden som afgiftsperiode og foretage afgiftsangivelse senest 1 måned og 10 dage efter afgiftsperiodens udløb.

Stk. 6. For virksomheder, der er registreret i det særlige register for landbrug og fiskeri m.v., jf. merværdiafgiftslovens § 66, finder afgiftsperioden og angivelsesfristen i merværdiafgiftslovens § 57, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, først virkning for afgiftsperioder, der påbegyndes fra og med den 1. januar 2001. Virksomheden skal i perioden fra den 1. januar 1999 og indtil den 31. december 2000 anvende første og anden halvdel af kalenderåret som afgiftsperioder og foretage afgiftsangivelse senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb.

Stk. 7. Virksomheder, der er registreret i det særlige register for landbrug og fiskeri m.v., jf. merværdiafgiftslovens § 66, kan efter ansøgning få henstand med betaling af afgift, der angives for kalenderårene 1998 og 1999. Ansøgning om henstand indgives til de statslige told- og skattemyndigheder senest samtidig med afgiftsangivelsen. Det er en betingelse for meddelelse af henstand, at virksomheden kan sandsynliggøre, at virksomheden på grund af den ved lov nr. 890 af 3. december 1997 gennemførte afkortede kredittid ikke er i stand til at betale den skyldige afgift rettidigt. Virksomheden kan få henstand med betalingen i indtil 6 måneder. Henstandsbeløbet forrentes efter merværdiafgiftslovens § 59, stk. 2. Der kan i henstandsbevillingen tages forbehold om modregning i henstandsbeløbet for overskydende skat, udbetalinger efter kildeskattelovens § 55, udbytteskat og tilbagebetaling af merværdiafgift.

Stk. 8. Angivelsesfristen i merværdiafgiftslovens § 57, stk. 2, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, har først virkning for afgiftsperioder, der påbegyndes fra og med den 1. januar 2002. I perioden fra den 1. januar 1999 og indtil den 31. december 2001 finder følgende angivelsesfrister anvendelse:

1) For afgiftsperioder, der påbegyndes i kalenderåret 1999, skal virksomhedens afgiftsangivelse foretages senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb.

2) For afgiftsperioder, der påbegyndes i kalenderåret 2000, skal virksomhedens afgiftsangivelse foretages senest 1 måned og 20 dage efter afgiftsperiodens udløb.

3) For afgiftsperioder, der påbegyndes i kalenderåret 2001, skal virksomhedens afgiftsangivelse foretages senest 1 måned og 10 efter afgiftsperiodens udløb.

Stk. 9. § 1, nr. 22, har virkning fra den 1. januar 1999, dog således at det særlige register for landbrug og fiskeri m.v., jf. merværdiafgiftslovens § 66, opretholdes indtil den 1. januar 2002.

Stk. 10. Overtrædelse af angivelsesfristerne i stk. 4-6 og stk. 8 straffes efter merværdiafgiftslovens §§ 81 og 82.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Det foreslås, at der fra den 1. januar 1999 gennemføres en tilpasning af erhvervslivets momskreditvilkår. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med regeringens samtidigt hermed fremsatte lovforslag om justeringer i erhvervsbeskatningen.

Der foreslås gennemført en kredittilpasning på momsområdet, som indebærer en kreditstramning for virksomhederne under et. Efter forslaget får store virksomheder en kreditstramning, mellemstore virksomheder opretholder de gældende kreditvilkår, og små virksomheder får en kreditlempelse.

1. Forslagene

Det foreslås, at byvirksomheder med en årlig omsætning over 5 mill. kr skal opgøre momsen for en måned af gangen og angive og indbetale momstilsvaret senest den 1. i den tredje måned derefter i 1999, senest den 20. i den anden måned derefter i år 2000, senest den 10. i den anden måned derefter i år 2001 og senest den 1. i den anden måned derefter i år 2002 og frem. Disse virksomheder opgør efter gældende regler momsen for et kvartal af gangen og angiver og betaler senest den 10. i den anden måned derefter. Den gennemsnitlige momskredittid reduceres herved fra de nuværende 85 dage til 76 dage i 1999, 65 dage i år 2000, 55 dage i år 2001 og 46 dage i år 2002 og frem.

Det foreslås endvidere, at byvirksomheder med en årlig omsætning på højst 0,5 mill. kr skal opgøre momsen for et kalenderhalvår af gangen og angive og indbetale momstilsvaret senest den 1. i den tredje måned derefter fra år 1999. Disse virksomheder opgør efter gældende regler momsen for et kvartal af gangen for så vidt angår byvirksomheder og for et kalenderhalvår af gangen for så vidt angår landbrugsvirksomheder og angiver og betaler momstilsvaret senest den 10. i anden måned derefter. Den gennemsnitlige momskredittid øges herved for små byvrksomheder fra 85 dage til 151 dage eller med 66 dage og fra 130 dage til 151 eller med 21 dage for så vidt angår små landvirksomheder. Ændringen for de små landvirksomheder træder i kraft fra 1. juli 1998, således at moms for første halvår 1998 vil skulle betales 1. september i stedet for 10. august.

For byvirksomheder med en årlig omsætning på mere end 0,5 og højst 5 mill. kr ændres momskreditreglerne ikke.

For store og mellemstore landbrugsvirksomheder med omsætning over 0,5 mill. kr forslås det, at sådanne virksomheder midlertidigt igen vil kunne anvende halvåret som momsperiode med angivelsesfrist den 1. i den tredje måned efter halvårets udløb for moms optjent efter 1. juli 1998. Fra år 2000 vil store landbrug med omsætning over 5 mill. kr igen skulle anvende kvartalet med en angivelsesfrist på 40 dage, og fra år 2001 vil de store landbrug skulle anvende måneden med angivelsesfrist på 40 dage og herefter følge samme regler som for store byvirksomheder.

De mellemstore landbrugsvirksomheder vil kunne anvende halvåret som afgiftsperiode til og med udgangen af år 2000. Fra 2001 vil mellemstore landbrugsvirksomheder få samme kreditfrister som mellemstore byvirksomheder altså kvartal tillagt 40 dage.

Det foreslås yderligere at afskaffe opkrævningen af moms i forbindelse med fortoldningen (importmoms) for momsregistrede virksomheder. Hermed bringes importmomsreglerne for tredjelandsindførsel (områder uden for EU-toldområdet herunder Grønland, Færøerne og Nordsøen) foretaget af momsregistrede virksomheder på linie med de regler, der gælder for indførsler fra EU-lande.

2. Formål med forslaget

Formålet med forslaget er gradvist at reducere statens udestående momstilgodehavender ved at nedsætte momskredittiden henimod de frister, der gælder for f.eks. punktafgifter og gælder i de fleste andre lande. Herved reduceres tab på uerholdelige fordringer, og der skabes et provenu, der kan bidrage til fastholdelse af den nødvendige finanspolitiske stramningsgrad.

Herudover vil forslaget medføre en mere glidende overgang fra de tidligere meget gunstige kreditregler for landbrug til de almindeligt gældende regler med henblik på at afværge de alvorligste likviditetsvanskeligheder i landbrug og fiskeri.

Forslaget vil i vid udstrækning have samme virkning som en mindre forhøjelse af momsprocenten og medvirker dermed til realisering af den overordnede skattepolitik, hvor et af målene er at omlægge væk fra skatter, der reducerer opsparingstilbøjeligheden eller tilskynder til gældsstiftelse.

Med henblik på ikke at påføre de mellemstore virksomheder unødige administrative besværligheder i forhold til provenu og risiko for tab på uerholdelig moms fastholdes kreditfristerne for de mellemstore virksomheder, mens der med henblik på at reducere de administrative byrder for de små virksomheder foreslås længere opgørelsesperioder og længere angivelsesfrister. Det vil medføre færre momsangivelser.

Foreslaget om at afskaffe den særlige importmomsafregning ved tredjelandsindførsel vil ligeledes bidrage til at lette de administrative byrder for virksomhederne.

For ikke at skabe akutte likviditetsvanskeligheder for erhvervene gennemføres stramningerne af kreditreglerne gradvist over 4 år.

3. Momsperioder samt angivelses- og betalingsfrister

Af praktiske grunde opgøres momstilsvaret i virksomhederne for en periode af gangen (måned, kvartal, halvår). Virksomhederne har herefter en frist, inden momsoplysningerne skal angives over for myndighederne og momstilsvaret samtidigt indbetales.

Der er et vist besvær forbundet med at opgøre momstilsvaret i virksomheden. Den del af arbejdet, der består i bogføring af indtægter og udgifter og afstemning af regnskabet mv., er nødvendig at foretage i alle tilfælde, og vil i de fleste større virksomheder ske før seneste frist for angivelse af moms m.v. Der er dog et vist besvær ved at skulle udfylde momsangivelsen, og for visse mindre virksomheder herunder sådanne, der får regnskabet udarbejdet ved et regnskabskontor, betyder en kort angivelsesfrist en vis forcering af udarbejdelsen af regnskabet med ekstra administrative omkostninger til følge. De mindste administrative omkostninger vil således fremkomme ved forholdsvis lange momsperioder og forholdsvis lange angivelsesfrister.

De administrative hensyn skal imidlertid balanceres imod andre hensyn. Ved lange momsperioder og lange angivelsesfrister stiger risikoen for tab på uerholdelige momsdebitorer. Dette medfører ikke alene et tab for statskassen, men også et samfundsøkonomisk tab, idet virksomheder med lang momskredit vil kunne finansiere en underskudsgivende virksomhed længere end ellers med statens midler, hvorved virksomheder, der kan svare enhver sit, påføres urimelig konkurrence.

Ved lange momskreditter sker der yderligere en sløring af prisdannelsen, idet virksomhederne ikke blot kan pålægge den kalkulerede pris den umiddelbare momssats, men yderligere må tage hensyn til kredittiden for afregning af salgsmomsen og spejlbilledet heraf forsinkelsen i godtgørelsen af købsmomsen for virksomhederne.

Da de administrative omkostninger ved angivelse af moms mv. er forholdsvis store for små virksomheder i forhold til det angivne provenu, vil man kunne opnå en mere præcis og hensigtsmæssig balance mellem de forskellige hensyn ved at lade store virksomheder have kortere momsperioder og angivelsesfrister end de små virksomheder. Dette gælder, uanset at differentiering af afregningsreglerne mellem virksomhederne alt efter størrelse i sig selv udgør en mere kompliceret lovgivning. Det gælder også, selvom der kan opstå konkurrencemæssige forvridninger mellem små virksomheder, der har lang momskredit, og store virksomheder der har kort momskredit, herunder overvejelser i retning af ikke at øge omsætningen så meget, at momskreditten reduceres. Sådanne forvridningsomkostninger er dog mindre ved forholdsvis lave omsætningsgrænser mellem store/mellemstore virksomheder og mellem mellemstore/små virksomheder.

4. Beskrivelse af momsen

Momsen er en generel omsætningsskat, der pålægges salget af alle varer og de fleste ydelser. Momsen udgør 25 pct. af salgsværdien. Momsregistrerede virksomheder kan afløfte momsen på indkøb af råvarer m.v. Der er ikke moms på eksporten. Eksportvirksomheder kan lige som andre virksomheder opnå momsafløftning og vil derfor typisk skulle have udbetalt moms. Importvirksomheder skal betale importmoms. Ved indførsel fra EU afregnes den såkaldte erhvervelsesmoms sammen med den øvrige moms, men virksomhederne opnår samtidig afløftning af momsen, hvis varerne er brugt erhvervsmæssigt. Ved indførsel fra tredjelande angives der importmoms på fortoldningsangivelsen, der løbende bogføres som indtægt i staten. Den skyldige importmoms opgøres for en måned af gangen og indbetales senest medio månden derefter. Virksomheder, der har større indkøb end salg f.eks. på grund af store investeringer, får udbetalt negativ moms. Den negative moms skal udbetales senest 3 uger efter, at den er angivet, med mindre der er grund til særlige kontrolforanstaltninger, men udbetales typisk før.

De samlede nettomomsindtægter på henved 113 mia. kr består af godt 180 mia. kr fra virksomheder, der skal indbetale moms fra almindelig virksomhed tillagt godt 20 mia. kr i tredjelandsimportmoms. Herfra skal fratrækkes ca 80 mia. kr, der udbetales til eksportvirksomheder og godt 10 mia. kr, der udbetales til virksomheder, der f.eks. på grund af investeringer skal have moms tilbage.

Herudover godtgøres der for ca 7 mia. kr energiafgifter mv. over den almindelige momsangivelse

5. Kredittidernes økonomiske betydning

Stramningen af momskreditten sker samtidig med nedsættelse af selskabsskatten. Den følgende beskrivelse af de økonomiske virkninger er en alt andet lige betragtning, hvor der ses på den isolerede effekt af momskreditstramningen. Man bør derfor også have virkningerne af selskabsskattenedsættelsen for øje.

For de virksomheder, der sælger med moms til danske aftagere, gælder som overvejende hovedregel, at virksomhederne opgør momsen for et kvartal og angiver og betaler senest 40 dage derefter. Virksomhederne opnår herved en kredit med afregning af momsen på højst 130 dage ved salg i starten af kvartalet og mindst 40 dage ved salg i slutningen af kvartalet, altså i gennemsnit 85 dages kredit. Ved et salg for 1.000 kr eksklusive moms udgør momsen 250 kr. Forrentning heraf udgør ved en årlig rente på 6 pct. godt 3,5 kr altså godt 0,35 pct. af salgsværdien uden moms. Hvis virksomheden ønsker en nettoindtægt ved salget på 1.000 kr vil virksomheden kunne nøjes med at forlange 996,5 kr for varen uden moms og 1245,6 kr for varen inklusive moms. Momskreditten bevirker således, at »kontant«» momsen ikke udgør 25 pct., men alene ca 24,56 pct. eller 0,44 pct. mindre end den umiddelbare sats. De 0,44 pct. kan også beregnes som de ovennævnte godt 0,35 pct. i rentefordel tillagt moms.

Mens sælgeren kan reducere sin pris eksklusive moms med 0,35 pct. fra f.eks. 1000 kr til 996,5 og fortsat få en nettoindtægt på 1.000 kr på grund af momskredifordelen, må den erhversmæssige køber, der får momsen godtgjort med 85 dages forsinkelse, modsat tage hensyn til, at en vare med fakturapris f.eks. 996,5 kr i realiteten koster 1.000 kr i kontantværdi, når køberen tager hensyn til debettiden ved godtgørelse af momsen.

Da kreditfordelen/debetulempen er proportional med selve momsen, må man forvente, at kreditfordelen/debetulempen vil blive overvæltet i samme udstrækning som selve momsen. Momsens overvæltelighed er ikke betinget af faktureringsret eller -pligt for momsbeløbet, men af markedsforholdene og momsens indretning og grundlag. Da momsen er en næsten generel forbrugsafgift, vil afgiften blive overvæltet.

I det daglige er der næppe mange, der gør sig bevidste overvejelser om at prisfastsætte, så der præcist også tages hensyn til momskreditfordelen. Det kan ske i større virksomheder eller ved større kontrakter, og der kan være bevidsthed omkring salg/køb lige omkring et kvartalsskifte, hvor sælgeren er interesseret i at sælge lige efter, mens køberen foretrækker køb lige før. Leverings- og faktureringstidspunktet kan indgå i prisfastættelsen. De fleste momsregistrerede virksomheder er dog klar over, er der er en momskreditfordel, hvorfor det ikke er helt så nødvendigt at forlange en helt så høj pris for en vare for at opnå en ønsket nettoindtægt ved salget, som hvis der ikke havde været moms på varen. Reduktionen i momskreditten vil derfor sjældent fra den ene dag til den anden medføre prisændringer og kun sjældent kunne betinge en egentlig omkalkulation. Ved omkalkulation af priserne i anden anledning f.eks. på grund af nye overenskomster, ændrede valutakurser, ændrede råvarepriser etc., vil der dog være nogle virksomheder, der indregner effekten af en anden momskredit, og andre der tilpasser deres priser i overensstemmelse hermed. Om ikke andet vil der være flere virksomheder, der på lidt længere sigt vil kunne konstatere et forringet regnskabsresultat, hvis priserne ikke sættes op for at kompensere for den reducerede momskreditfordel og reagerer på denne baggrund.

Overfor forbrugerne vil forslaget således - måske med en vis forsinkelse - have samme virkning som en meget lille momsforhøjelse. Samlet reduceres kredittiden for virksomheder med omsætning over 5 mill. kr med i alt 39 dage. De resulterende prisændringer ved fuld overvæltning vil udgøre ca 0,16 pct. i alt over årene 1999-2002, da momskreditfordelen reduceres fra 0,35 pct. af prisen til 0,19 pct. af prisen. Af de 0,16 pct. falder ca 0,037 pct. i 1999, ca 0,046 pct. i år 2000, ca 0,042 pct. i år 2001 og ca 0,037 pct. i år 2002.

Prisvirkningen på 0,16 pct. er den samme som prisvirkningen af en forhøjelse af momsen med 0.2 pct. fra 25 pct. til 25,2 pct.

Overfor forbrugerne har forslaget således samme effekt som en momsstigning på ca 0,05 pct. i hvert af de følgende 4 år eller i alt 0,2 pct.

For en husholdning med et momsbelastet forbrug på årligt 150.000 kr vil belastningen udgøre ca. 240 kr årligt, når kredittidsnedsættelsen er fuldt indfaset.

For visse varer vil virkningen af momskreditnedsættelsen være større. Det gælder de varer, der er pålagt en afgift, der afhænger af detailprisen, hvilket først og fremmest gælder for biler og cigaretter.

Jf. bemærkningerne til det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af kredittiden for registreringsafgiften vil forslaget medføre en samlet stigning i prisen for en typisk gennemsnitspersonbil til 200.000 kr på ca 100 kr for hvert af årene eller i alt ca 410 kr svarende til lige godt 0,2 pct. af prisen.

For en pakke cigaretter til 30 kr vil prisen stige med ca 6,6 øre eller ca 0,22 pct., hvis tobakssælgerne skal opnå samme nettoindtægt før som efter. Oplagt vil sælgerne af cigaretter ikke forhøje prisen fra 30 kr til 30,066 kr for 20 stk. cigaretter, men næste stigning i prisen med f.eks. 25 øre vil ske på et tidligere tidspunkt end ellers med alle 25 øre.

I ovenstående beregninger er en rente på 6 pct. lagt til grund. Det er nogenlunde niveauet for lån uden større risiko. For visse virksomeder, der er debitorer og som ikke kan stille fuld sikkerhed, er renten højere, da kreditor beregner sig et risikotillæg. I det omfang virksomhederne er debitorer, og der beregnes et risikotillæg, vil virkningen for forbrugerne kunne være større.

6. Virkninger for eksporterhverv

Ændringen af momskredittiden vil isoleret set belaste eksporterhvervenes konkurrenceevne. Set i lyset af, at provenuet indgår i finansieringen af nedsættelsen af selskabsskatten, der gavner konkurrenceevnen, skal det understreges, at den beskrevne effekt alene er den isolerede effekt af momskreditforslaget.

Mens virkningen af forslaget for forbrugerne er at sammenligne med en meget beskeden momsforhøjelse på 0,2 pct fordelt over 4 år, har forslaget en anden virkning for visse erhverv.

Sælgerne af varer og ydelser til eksportvirksomheder opnår også en kreditfordel efter gældende regler på ca 0,35 pct. af salgsprisen uden moms. Denne kreditfordel væltes over til eksportørerne. Eksportørerne, der skal have moms tilbage, ville lide et tilsvarende debettab, hvis udbetalingen af momsen skete med samme forsinkelse, som sælgeren har frist med indbetaling af momsen. Eksportørerne kan dog gennem ordningen for månedsregistrering for eksportvirksomheder, mulighederne for momsregnskabsmæssig opdeling af virksomheden i en eksportdel og en hjemmemarkedsdel og ordningen for fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter i praksis få momsen udbetalt uden nogen nævneværdig forsinkelse, hvis der anmodes om godtgørelse af eksportmomsen prompte efter afslutningen af måneden.

Da kreditfordelen væltes videre til eksportørerne, vil forslaget bevirke, at eksportørerne får et tab på ca 0,04 pct. af deres indkøb til eksport i hvert af de følgende 4 år eller i alt ca 0,16 pct. af eksportværdien. For en virksomhed med en eksport på 100 mill. kr svarer det til et tab på ca 40.000 kr i hvert af de følgende 4 år eller i alt 160.000 kr årligt, når forslaget er fuldt gennemført. Der er således tale om en marginal forringelse af konkurrencevnen svarende til lønstigningerne i ca 1 måned. Da virkningen kommer gradvist over 4 år, vil det næppe få den store betydning for eksporten, også fordi man på lidt længere sigt må regne med, at den marginalt reducerede konkurrenceevne vil blive retableret ved lavere lønstigninger end ellers, og virkningen derfor i sidste ende bliver båret af forbrugerne.

Ved den reducerede værdi af eksportmomsordningerne kan man forvente, at virksomhederne i mindre udstrækning end i dag vil foretage momsregnskabsmæssige opdelinger af virksomheden, da der er et vist administrativt besvær herved.

I et samtidigt fremlagt forslag reduceres selskabsskatten fra 34 pct. til 30 pct. i 1999 og videre til 26 pct. i år 2000 og frem.

Selskabsskattenedsættelsen vil påvirke virksomhedernes produktionsomkostninger. Selskabsskatten er en kildeskat, der pålignes uanset om det er udlændinge eller danskere, der ejer aktierne.

Såvel danskere som udlændinge har mulighed for at anbringe deres opsparede kapital i såvel danske som udenlandske selskaber eller i en anden form. En afgørende parameter herfor er afkastet af formueanbringelsen efter skat i forhold til risikoen.

Ved en dansk selskabsskattenedsættelse vil det bedre kunne betale sig at købe danske aktier. Hvis kravet til investeringen i aktier er en forrentning af den investerede kapital før udbytteskat eller kapitalgevinst skat på f.eks. 6,6 pct. vil det ved en selskabsskat på 34 pct. være nødvendigt for selskabet at kunne forrente nytegnet aktiekapital med 10 pct. før selskabsskat for at kunne tiltrække kapital.

Hvis selskabsskatten alene er 26 pct., vil den nødvendige forrentning af aktiekapital før selskabsskat udgøre ca. 8,9 pct.

I det omfang nyinvesteringer i virksomheder helt eller delvist må finansieres ved nytegning af aktiekapital eller tilbageholdt udbytte, vil virksomhedernes kapitalomkostninger falde ved nedsættelse af selskabsskatten og kapitalintensiteten stige.

De lavere kapitalomkostninger for virksomhederne vil påvirke konkurrenceevnen positivt med stigende beskæftigelse til følge. Dette vil alt andet lige give en højere aflønning af arbejdskraften ved ligevægtsbeskæftigelsen på længere sigt. Det vil ikke mindst være de beskæftigede i eksportbrancherne i de kapitaltunge eksportvirksomheder, der i sidste ende vil få fordel af nedsættelsen af selskabsskatten.

Når man således ser forslaget om momskreditstramningen sammen med selskabsskattenedsættelsen vil nettoeffekten være en bedre konkurrenceevne og på sigt netto højere lønninger.

7. Virkninger for importørere

Mens forslaget isoleret set belaster eksporten, vil forslaget i en beskeden udstrækning aflaste importen fra tredjelande herunder den del af importen, der efter større eller mindre forarbejdning eksporteres igen.

Ved import fra tredjelande skal importøren beregne importmoms i forbindelse med fortoldningen. Importmomsbeløbet skal afregnes til staten medio måneden efter fortoldningen. Importørerne har dermed en kredit på i gennemsnit 30 dage. Importmomsen kan afløftes af de momspligtige virksomheder som anden moms, men først senere i forbindelse med den almindelige momsafregning.

Importvirksomhederne udlægger dermed i gennemsnit importmomsen i ca 55 dage rentefrit til staten. (Forskellen mellem 85 dage og ca 30 dage). Ved en rente på 6 pct. svarer det til en belastning af importværdien med 0.23 pct.

Langt hovedparten af importen foregår gennem større virksomheder med omsætning over 5 mill. kr. Da disse virksomheders kredittid reduceres med i alt ca 40 dage, og virksomhederne i øvrigt bliver månedsregistrerede, reduceres den tid, hvor importøerne skal foretage en rentefrit udlæg til staten , fra ca 55 dage til ca 15 dage. Belastningen af importværdien begrænses hermed til at udgøre ca 0,06 pct. af importværdien.

Importmomsordningen mister hermed stort set sin fiskale betydning.

Hvis importmomsen ikke havde været der i forvejen, ville næppe mange finde det hensigtsmæsigt at opkræve godt 20 mia. kr årligt fordelt på en lang række fortoldningsangivelser, sende en regning ud med meget kort betalingsfrist og herefter give afløftning for stort set hele beløbet 2 uger efter, at pengene er kommet ind.

Da de administrative omkostninger med opkrævning af importmomsen således vil være uforholdsmæssigt store i forhold til ordningens fiskale betydning, er ordningen foreslået ophævet i slutningen af år 2000. Ordningens betydning vil i øvrigt falde i takt med udvidelsen af EU.

Især virksomheder, der alene ville skulle have afregnet importmoms, får en administrativ lettelse. Der går i dag meget kort tid, mellem importmomsregningen sendes ud, til beløbet skal indbetales. Ved import af toldfrie varer opkræves i dag alene importmoms. Næsten alle varer fra Færøerne, Grønland, Island, Norge og Schweiz er uden told på samme måde som mange varer fra ulande eller andre lande, hvor EU giver toldindrømmelser.

Den reducerede importmomsbelastning kommer i første omgang de importerende virksomheder til gode, men overvæltes i sidste ende til eksportøerne og forbrugerne, jf også tilbagevæltningen af virkningen på eksportørerne.

8. Mellemstore virksomheder

Mens ændringer i momssatsen ikke ændrer på konkurrenceforholdet mellem de forskellige momsregistrerede virksomheder, vil forslaget om at give virksomhederne forskellig kredittid alt efter størrelse påvirke indtjeningen i de forskellige virksomheder.

Det er forholdsvis få store virksomheder med omsætning over 5 mill. kr, der er dominerende i økonomien. Disse 8,5 pct. af alle virksomhederne står for ca 87,5 pct. af omsætningen i Danmark, mens de ca 31 pct. af alle virksomhederne med omsætning på mellem 0,5 og 5 mill. kr står for ca 11 pct. af omsætningen, og de godt 60 pct. små virksomheder med omsætning under 0,5 mill. kr står for ca 1,5 pct. af den samlede omsætning.

Det vil derfor i de fleste tilfælde være de økonomiske vilkår blandt de store virksomheder, der vil være afgørende for prisdannelsen i de forskellige brancher.

Som nævnt ovenfor må de store virksomheder, der over 4 år får reduceret deres gennemsnitlige momskredit med 39 dage ved en rente på 6 pct. forhøje deres priser med 0,16 pct., hvis de skal fastholde deres indtjening. Da kredittiden ikke ændres for de mellemstore virksomheder med omsætning mellem 0,5 og 5 mill. kr, vil en stigning i priserne på varer og ydelser fra de store virksomheder muliggøre, at de mellemstore virksomheder kan sætte deres priser tilsvarende op uden at miste markedsandele. Prisstigningerne vil selvfølgelig både påvirke salgspriserne og købspriserne, og de mellemstore virksomheders gevinst på 0,16 pct. vil derfor alene påvirke virksomhedernes momsgrundlag eller bruttoværditilvækst. Værditilvæksten i procent af omsætningen varierer fra virksomhed til virksomhed. For en mellemstor virksomhed, hvor hele omsætningen udgør værditilvæksten, vil gevinsten kunne blive på maksimalt ca 8.000 kr årligt, hvis omsætningen udgør lige under 5 mill. kr. I gennemsnit for brancherne udgør værditilvæksten dog alene godt 30 pct. af omsætningen, og fordelen vil derfor i gennemsnit højst udgøre ca 2.500 kr pr. virksomhed før skat. Værditilvæksten i en virksomhed kan opgøres som lønsummen herunder vederlag for selvstændiges egen arbejdsindsats tillagt en vis forrentning af kapitalen. I meget runde tal er værditilvæksten omkring 400.000 kr pr. beskæftiget i gennemsnit, men med betydelig variation fra branche til branche. Hvis virksomheden har en omsætning mellem 0,5 og 5 mill. kr, vil konkurrencegevinsten ved omlægningen i momskredittiden udgøre ca 650 kr før skat pr. beskæftiget.

Som nævnt varierer værditilvækstens andel af omsætningen fra branche til branche. For visse servicevirksomheder herunder visse håndværkere udgør værditilvæksten omkring 75- 80 pct. af omsætningen. Sådanne virksomheder skal derfor have mere end omkring 10 heltidsbeskæftigede, før virksomheden vil overskride omsætningsgrænsen på 5 mill. kr. Tilsvarende vil virksomheder med meget mere end en fuldtidsbeskæftiget være udelukket fra at bruge halvåret som momsperiode.

I visse hjemmemarkedsbrancher vil sådanne mellemstore virksomheder være dominerende for prisdannelsen. Det gælder f.eks. specialforretninger, visse håndværk, autoreparation. I disse tilfælde vil virksomhederne ikke kunne høste fordelen af, at de større konkurrenter får beskåret deres momskredit, idet priserne ikke rigtigt vil ændre sig. Derimod vil de store virksomheder med en omsætning på over 5 mill. kr få et tab, da de ikke fuldt vil kunne overvælte den reducerede momskreditfordel i højere priser. Ikke mindst af hensyn til at mindske tilfældene, hvor virksomheder over omsætningsgrænsen med kortere momskredit vil blive påført ubillig konkurence, har regeringen valgt at være forsigtig og ikke foreslå omsætningsgrænsen sat for højt.

Det spiller også en rolle, at virksomheder lige omkring omsætningsgrænsen har et vist incitament til ikke at overskride grænsen, hvilket er uheldigt. For en virksomhed i en gennemsnitsbranche er forskellen mellem lige netop at være over eller under grænsen på 5 mill. kr ca 2.500 kr årligt svarende til en forskel i gennemsnitlig likviditet på ca. 45.000 kr.

For handelsvirksomheder udgør værditilvæksten alene omkring 20 pct. af omsætningen. For sådanne virksomheder vil en beskæftigelse på meget mere end 1-3 heltidsbeskæftede bevirke, at virksomheden overskrider omsætningsgrænsen på 5 mill. kr.

For fremstillingsvirksomheder samt landbrug vil omsætningsgrænsen svare til ca. 3-5 heltidsbeskæftigede. Selvom kun meget få landbrug og fiskerivirksomheder har en omsætning på mere end 5 mill. kr, vil priserne på landbrugsvarerne mv. ikke i videre udstrækning blive påvirket af de hjemlige indtægsforhold, da priserne fastsættes internationalt via handel gennem store virksomheder.

I gennemsnit vinder de mellemstore virksomheder ca 800 kr før skat årligt efter overvæltning, når forslaget er fuldt indfaset i år 2002.

9. Små virksomheder

De små virksomheder vil få fordel af forslaget både gennem, at deres store konkurrenter får reduceret deres kreditfordel og gennem, at de små virksomheder får forlænget deres kredittid.

Virkningen af, at de store virksomheder får reduceret deres momskredittid, svarer til ca 0,16 pct. af virksomhedernes værditilvækst i år 2002 og frem og virkningen af, at de selv får forlænget deres kredittid fra i gennemsnit 85 dage til 151 dage, svarer til ca 0,28 pct. af virksomhedernes værditilvækst. Mindre landbrug har dog allerede opnået ca 0,19 pct. heraf, fordi de i forvejen anvender en længere momskreditperiode. Samlet bliver fordelen på ca 0,44 pct. af virksomhedernes værditilvækst eller maksimalt 2.200 kr, hvis værditilvæksten svarer til omsætningen, og denne udgør ligeved 0,5 mill. kr. For virksomheden i den gennemsnitlige branche udgør fordelen maksimalt ca. 700 kr årligt.

For visse servicevirksomheder og håndværk vil enkeltmandsvirksomheder typisk have en omsætning, der ikke overstiger 0,5 mill. kr. For en sådan virksomhed med en værditilvækst på ca 400.000 kr vil fordelen udgøre ca 1.750 kr før skat.

For virksomheder indenfor handel vil en virksomhed med en omsætning på under 500.000 kr kun i få tilfælde give et afkast, der kan aflønne en heltidsbeskæftiget på et normalt niveau. Det samme vil gælde for de fleste fremstillingserhverv og landbrug, omend f.eks en landbrugsbedrift med ren vegetabilsk produktion og gældfrie ejendom vil give et rimeligt afkast til en ejer uden anden beskæftigelse omend ikke alene fra arbejdsindsatsen.

Det skal understreges, at omsætningsgrænsen på de 0,5 mill. kr ikke primært er fastsat udfra et erhvervspolitisk hensyn. I alle tilfælde er en omsætningsgrænse et upræcist instrument, hvis man særligt vil tilgodese heltidsbeskæftigede selvstændige uden fremmed medhjælp, da omsætningen i sådanne virksomheder kan varierere med en faktor op til 10. Omsætningsgrænsen er fastsat ved en afbalancering af hensynene til at kunne opnå administrative lettelser for flest muligt uden at påføre staten et unødigt stort provenutab i form af tabte renteindtægter og større tab på uerholdelige debitorer, eller at påføre lidt større virksomheder i sådanne brancher, hvor små virksomheder var dominerende, et urimeligt konkurrenceevnetab.

I gennemsnit vinder de små byvirksomheder ca 175 kr årligt før skat, når forslaget er fuldt indfaset i år 2002.

10. Andre virkninger for virksomhederne

Der skal endelig omtales visse andre virkninger for virksomhedernes indtjening m.v. Mange virksomhederne får godtgjort energiafgifter på især elektricitet over deres normale momsangivelse.

De store virksomheder vil med den reducerede kredittid kunne få godtgjort deres energiafgifter hurtigere end ellers, hvilket isoleret set vil give dem en gevinst. Modsat vil de små virksomheder få forsinket godtgørelserne, hvilket isoleret set vil give dem et tab.

Visse virksomheder, der har været dårlige momsbetalere, har fået reduceret deres momskredittid , idet de skal angive for hver måned og indbetale 15 dage derefter, indtil de gennem en længere periode har udvist gode betalingsvaner. Ulempen ved den kortere afregningsperiode vil blive mindre for disse virksomheder, når hovedparten af deres konkurrenter også får reduceret deres momskredit.

Endelig er der særlige forhold omkring de virksomheder, der lejlighedsvis får udbetalt negativ moms f.eks. på grund af større investeringer. Mens angivelsesfristen nu er 40 dage, kan virksomhederne godt angive tidligere med henblik på hurtigere at få udbetalt negativ moms. Når købsmomsen udbetales hurtigere end sælgerens salgsmoms indbetales, taber staten herved, mens modsat de, der udfører denne transaktion i de private erhverv, vinder herved.

For de store virksomheder vil forskellen mellem det typiske tidspunkt, hvor den negative moms udbetales, og tidspunktet, hvor den negative moms indbetales, i første omgang i 1999 blive udvidet med 21 dage svarende til forlængelsen af kredittiden. Dette vil give de investerende virksomheder en fordel. Forskellen vil dog efterhånden blive indskrænket og i sidste ende vendt, således at forskellen vil blive reduceret med 9 dage for de store virksomheder.

For de små virksomheder bliver forskellen mellem tidspunktet, hvor der skal ske indbetaling, og tidspunktet, hvor udbetaling typisk finder sted, isoleret set udvidet med 21 dage. Da de virksomheder, der typisk leverer investeringsgoderne (de store), dog får reduceret deres kredittid med 39 dage, vil det indirekte tilskud til investeringer også i de små virksomheder blive reduceret.

11. Overgangsordning for landbrugs-og fiskervirksomheder m.v.

Der gjaldt før 1. januar 1998 særligt lange kredittider for virksomheder, der drev landbrug, fiskeri, skovbrug mv. I efteråret 1997 blev det vedtaget at reducere kredittiden til de frister, der gælder for byerhverv bortset fra for små landbrugsvirksomheder med omsætning under 0,5 mill. kr, der fortsat kunne bruge halvåret, men med en angivelses- og betalingsfrist på 40 dage. Ændringen trådte i kraft for moms optjent efter 1. januar 1998.

Der var tale om en kraftig reduktion i virksomhedernes likviditet på en gang. Momskredittiden blev reduceret med 210 dage i gennemsnit for de store og mellemstore landbrug og med 165 dage for de små landbrug.

Ændringerne har været kritiseret dels af administrative grunde dels af erhvervsøkonomiske grunde.

De administrative indvendinger vedrørte reduktionen i angivelsesfristen.

Regeringen foreslår, at angivelsesfristen for de små virksomheder udvides med 21 dage fra 40 dage til 61 dage. Denne ændring, der både vil gælde for byvirksomheder og landvirksomheder, er permanent og vil gælde også for moms optjent i første halvår af 1998 for de små virksomheder.

Denne ændring vil også indebære en vis økonomisk aflastning.

De økonomiske indvendinger gik især på, at stramningen af kreditten skete for hurtigt. Regeringen imødekommer indvendingerne ved at foreslå, at alle landbrugsvirksomheder vil kunne anvende samme regler som de små virksomheder for moms, der optjenes fra 1. juli 1998. Det vil sige, at der igen kan bruges halvåret som angivelsesperiode og en angivelses- og betaligsfrist på 61 dage.

Det er dog stadig regeringens mål, at der ikke bør gøres forskel mellem forskellige brancher ved særmomsregler.

Derfor vil de store og mellemstore landbrugsvirksomheder senere skulle vende tilbage til samme regler, der gælder for byvirksomheder. For de store og mellemstore virksomheder vil den særlige overgangsordning vare til udgangen af år 2000, hvorefter man vil skulle følge de almindelige momsregler for byvirksomhed. Fra 1. januar år 2000 vil de store landbrugsvirksomheder dog skulle følge samme regler som de mellemstore byvirksomheder, altså kvartal tillagt 40 dage.

Den særlige overgangsordning for landbrugsvirksomheder vil give disse en økonomisk fordel i forhold til de gældende regler.

12. Tab på uerholdelige momsdebitorer

Tabene på uerholdige momsdebitorer i form af afskrivninger og overførsel til restancekonti, hvorfra der er ringe udsigt til betaling, udgør omkring 1 mia. kr årligt. Tabene er konjunkturfølsomme og udviser nu en faldende tendens. Forslaget vil bidrage til at fremtidige tab på uerholdige momsdebitorer vil blive reduceret. For de store virksomheder reduceres den udestående momsskyld, der endnu ikke har passeret sidste rettidige betalingsdato, med ca 16,5 mia. kr. For de små virksomheder er beløbet brutto omkring 0,5 mia. kr.

Erhvervsvirksomhederne, der er ved at blive økonomisk nødlidende, vil ved forslaget nå at indbetale en større del af momsskylden end ellers, også fordi Told og Skat for de store virksomheder hurtigere får mulighed for at kunne iværksætte inddrivelsesforanstaltninger end nu. Momstabene opstår på grund af, at virksomhederne går fallit. Hvis virksomhederne gjorde deres yderste for at betale deres skyldige moms og senest standsede deres betalinger, når de nåede frem til betalingsfristen og ikke kunne betale og uden udsigt til forbedring siden hen, ville der for en stor virksomhed udestå moms vedrørende ca 130 dages salg (90 dage fra kvartal tillagt 40 dage vedrørende angivelsesfrist). Ved forslaget vil der i denne situation alene udestå moms for 60 dage. Det offentliges tab ville i dette tilfælde blive mere end halveret.

Virksomheder, der har en anstrengt økonomi, har imidlertid ofte alt at vinde og intet udover kreditors tilgodehavender at tabe ved at fortsætte, selv om der derved sandsynligvis opstår endnu større tab for kreditorerne. Sådanne virksomheder vil undlade at betale deres moms til tiden på trods af afgiftsforhøjelse, morarenter og trussel om forkortet afregning. Hvis der måtte gå f.eks. 2 måneder efter betalingsfristen er sprunget, før der for alvor skrides ind med udpantning etc., vil der i gennemsnit udestå moms for ca 190 dages salg for den uerholdelige debitor ved de nuværende kreditregler, mens der ved de foreslåede, alene vil udestå moms for ca 120 dages salg. I dette tilfælde burde tabene på den uerholdelige moms kunne reduceres med 1/3 på længere sigt.

Det er meget vanskeligt at give et generelt billede af den typiske uerholdelige momsdebitor og beregne effekten af forslaget på færre momstab, men en reduktion af tabene med omkring 300 mill. kr vedrørende de store virksomheder synes ikke urealistisk på lidt længere sigt. Det svarer til henved 2 pct. af reduktionen i positivt momsbetalende virksomheders gennemsnitlige likviditet.

Mens man kan forvente en reduktion i tabene på de uerholdelige momsdebitorer for store virksomheder, må man modsat forvente en stignig i tabene vedrørende mindre virksomheder. Da udvidelsen af de mindre virksomheders gennemsnitlige likviditet imidlertid brutto udgør under 0,5 mia. kr, vil nettoeffekten klart være et fald i momsdebitortabene.

Et forsigtigt skøn over virkningen på momsdebitorerne er, at tabene reduceres med ca 150 mill. kr svarende til ca 1 pct. af reduktionen i den gennemsnilige likviditet for virksomhederne. Virkningen kommer med en vis forsinkelse.

13. Antal angivelser

For de små virksomheder vil forslaget medføre et fald i antallet af momsangivelser, der vil skulle indsendes årligt.

Der var i 1996 ca 152.000 små byvirksomheder, der var i drift hele året, og hvor omsætningen udgjorde under 0,5 mill. kr.

Herudover var der ca 40.000 virksomheder, der ikke var i drift hele året, enten fordi virksomhederne startede efter 1. januar eller lukkede før 1. oktober, og som opregnet til årsbasis havde en omsætning under 0,5 mill. kr.

Da nye virksomhederne vil skulle være på kvartalet i mindst 1 år, før de kan overgå til halvåret, vil der dog alene kunne blive tale om, at ca 150.000 af denne virksomhedskreds vil kunne overgå til halvåret, hvorved antallet af momsangivelser reduceres fra 4 til 2 stk årligt.

Disse virksomheder vil kunne spare indsendelse af i alt ca 300.000 momsangivelser.

Modsat er der godt 30.000 virksomheder, heraf ca. 2.000 landbrugsvirksomheder, der er i drift hele året, og som har en omsætning over 5 mill. kr foruden ca 3.000 virksomheder, der ikke er i drift hele året, med omsætning på over 5 mill. kr på helårsbasis.

Månedsvirksomheder skal angive 12 gange årligt mod de 4 gange årligt, der gælder for kvartalsvirksomheder. Antallet af angivelser fra de store virksomheder vil dermed stige med ca 260.000 stk.

Netto vil det årlige antal angivelser falde med ca 40.000 stk eller ca 3 pct.

For de store virksomheder, der er ajour med regnskabet, udgør meromkostningerne ved udfyldelse af ekstra momsangivelser ikke særlig store ekstra omkostninger. For de små virksomheder, der i praksis får foretaget bogføringen med visse intervaller, vil halvering af antal momsangivelser kunne betyde en mærkbar besparelse. Det gælder ikke mindst for de helt små virksomheder.

14. Andre ændringer

I tilknytning til de foreslåede ændrede afgiftsperioder m.v foreslås andre ændringer.

Det foreslås således, at anvendelsen af de længere afgiftsperioder - kvartalet og halvåret - forudsætter, at virksomheden ikke har benyttet momslovens mulighed for delregistrering, hvorefter en afgiftspligtig person med flere virksomheder kan registreres under flere momsnumre. Der findes allerede en tilsvarende bestemmelse i momsloven.

Det foreslås endvidere, at ændring af en virksomheds afgiftsperiode, f.eks. fra kvartalet til halvåret eller fra måneden til kvartalet, skal ske på grundlag af virksomhedens afgiftspligtige omsætning i en 12-måneders periode, der omfatter anden halvdel af kalenderåret i år 1 og første halvdel af kalenderåret i år 2. Ændringen sker med virkning fra den 1. januar i året efter udløbet af denne periode. Hensigten med disse regler er dels at undgå hyppige afgiftsperiodeskift, dels at sikre, at periodeskiftene sker på samme tid, uanset hvilke perioder der skiftes imellem. Det foreslås endelig, at en virksomheds afgiftsperiode kun kan forlænges, f.eks. fra måneden til kvartalet, hvis virksomheden for hele det senest afsluttede 12-måneders periode har angivet og indbetalt afgiften rettidigt.Der findes allerede en tilsvarende bestemmelse i momsloven.

Adgangen til at anvende måneden som afgiftsperiode for virksomheder, der regelmæssigt skal have udbetalt moms, fordi købsmomsen overstiger salgsmomsen, foreslås ændret, så alle virksomheder kan vælge at anvende en kortere afgiftsperiode.

Endelig foreslås det, at alle nyregistrerede virksomheder som hovedregel i starten registreres med kvartalet som afgiftsperiode. Dette svarer til de hidtil gældende regler i momsloven. Der foreslås dog den undtagelse, at hvis det allerede ved registreringen er åbenbart, at virksomhedens omsætning i den første 12-måneders periode efter registreringen klart vil overstige omsætningsgrænsen på 5 mill. kr. for store virksomheder på månedsafregning, skal virksomheden i stedet registreres med kalendermåneden som afgiftsperiode. Det gælder virksomheder med en forventet årlig omsætning på det dobbelte af omsætningsgrænsen på 5 mill. kr., dvs. en forventet årlig omsætning på over 10 mill. kr.

Ændringen af afgiftsperioden fra kvartalet til kalendermåneden for de store virksomheder og adgangen til at anvende en kortere afgiftsperiode, hvis virksomheden ønsker det, indebærer en konsekvensændring af lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter. Efter de gældende regler kan virksomheder, der efter momsloven har fået tilladelse til at anvende kalendermåneden som afgiftsperiode, forskudsvis få udbetalt et beløb svarende til det gennemsnitlige tilgodehavende af overskydende moms. Denne bestemmelse skal ændres til at omfatte de virksomheder, som anvender kalendermåneden som afgiftsperiode, når virksomheden regelmæssigt skal have udbetalt negativ moms.

Lovforslaget indeholder også enkelte andre mindre forslag til ændringer i momsloven.

For de igangværende virksomheder skal der i forbindelse med lovens ikrafttræden som udgangspunkt ske en ændring af afgiftsperioden afhængigt af størrelsen af virksomhedens omsætning.

Med forslaget bortfalder de sidste særregler i momsloven, der gælder for virksomheder omfattet af det særlige register for landbrug og fiskeri m.v. Der vil således ikke længere være forskel på afregningsreglerne for landbrug m.v. og for andre virksomheder. Det indebærer, at de særlige bestemmelser vedrørende landbrug og fiskeri kan ophæves, og at det særlige register dermed kan nedlægges. Af hensyn til den foreslåede overgangsordning for landbrugsvirksomheder m.v. nedlægges registret dog først pr. 1. januar 2002.

Forslaget om ophævelse af det særlige register for landbrug og fiskeri m.v. indebærer nogle konsekvensændringer i mineralolieafgiftsloven, naturgasafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven, der alle indeholder henvisninger til virksomheder omfattet af det særlige register. Henvisningen benyttes ved afgrænsningen af de aktiviteter, der berettiger til godtgørelse af afgift af motorbrændstof. Denne henvisning erstattes af en opregning af de godtgørelsesberettigede aktiviteter i den omhandlede lovgivning. Der sker ikke herved nogen ændring af de godtgørelsesberettigede aktiviteter.

Provenumæssige konsekvenser

De anførte provenuvirkninger er i 1998-niveau. Da momsindtægterne stiger i takt med den økonomiske udvikling, vil de faktiske virkninger i årene fremefter være større end anført nedenfor.

Momsen bogføres som indtægt i statsregnskabet i forbindelse med angivelsen. Det har derfor alene formel betydning for statsregnskabet, hvis der kan flyttes angivelser frem eller tilbage i forhold til årsskiftet. De økonomiske virkninger af forslaget vil derfor dårligt alene kunne ses af udviklingen i indtægterne på momskontoen.

Når angivelsesfristen er lige omkring den 31. december/1. januar, vil selv meget små forskydninger i betalingssædvaner, i overførslen via postvæsenet og bogføringen i Told og Skat kunne få meget stor provenumæssig konsekvens. Sådanne følsomme angivelsesfrister vil opstå omkring årskiftet 1999/2000 og fra og med ultimo 2002.

Forslagets virkning på momskontoen (engangsindtægter)

Forslagets virkning for finansår 1998 kommer fra den indførte overgangsordning for landbrugsvirksomheder, der har en større omsætning end 0,5 mill. kr. Sådanne virksomheder vil igen kunne anvende halvåret som momsperiode i stedet for kvartalet, hvorved indtægterne vedrørende juli kvartal 1998 ikke vil blive nået at blive bogført i 1998, hvilket ville have været tilfældet ved uændrede regler.

Virkningen heraf er et engangstab på momskontoen på ca 975 mill. kr, men en engangsgevinst på kontiene for energiafgifter i 1998 på ca 275 mill. kr, der fordeler sig med ca 5 mill. kr vedrørende kulafgift, ca 115 mill. kr vedrørende elafgift, ca 135 mill. kr vedrørende olieafgift og ca 15 mill. kr vedrørende C02 afgift.

Hvis det i første omgang lægges til grund, at de virksomheder, der skal betale moms, alle først betaler på den sidste rettidige indbetalingsdag, mens de, der skal have moms udbetalt, anmoder herom i god tid forinden, vil virkningen af forslaget for finansår 1999 være et provenutab på ca. 2,2 mia. kr. Heraf vil ca 0,5 mia. kr vedrøre forlængelsen af afgiftsperioden for små byvirksomheder med en omsætning under 0,5 mill. kr. og ca 1,7 mia. kr udbetaling af negativ moms til store virksomheder med omsætning over 5 mill. kr, der i 1999 får mulighed for at angive eventuel negativ moms vedrørende oktober og november 1999 inden årskiftet.

Kredittiden strammes også for de store virksomheder, der skal indbetale moms. Indtægterne fra disse virksomheder vedrørende aktivitet i 4. kvartal 1998 og de første 9 måneder af 1999 vil blive indtægtsført altså på samme måde som i dag i 1999. Indtægten fra oktober måned 1999, der efter de gældende regler først skal angives den 10. februar år 2000 sammen med indtægterne vedrørende november og december 1999, vil skulle angives senest den 1. januar 2000, altså lige netop inde i det nye finansår. Indtægterne fra oktober måned 1999 vil udgøre ca 13,3 mia. kr. Erfaringsmæssigt vil en del af virksomhederne angive og betale lidt forud for at være sikre på ikke at overskride betalingsfristen, og det kan derfor forventes, at en del af de 13,3 mia. kr vil blive nået at blive bogført i 1999. Det er meget vanskeligt at vurdere, i hvilket omfang dette måtte ske også på grund af det store antal fridage og helligdage omkring jul og årsskiftet. Med betydelig usikkerhed skønnes det, at engangsvirkningen på momskontoen i 1999 vil være et provenutab på netto ca 1 mia. kr, uanset at der i år 1999 gennemføres en reel stramning.

For år 2000 vil der komme en betydelig engangseffekt på de bogførte momsindtægter. Indtægterne fra byerhverv i oktober måned på 13,3 mia. kr. vil skulle angives senest den 20. december år 2000, og hovedparten heraf vil blive bogført i år 2000. Måske 1 mia. heraf vil dog først kunne nås at blive bogført i år 2001. I forhold til 1999 vil virkningen være på ca 11,1 mia. kr, fordi 1,2 mia. kr af provenugevinsten allerede er forudsat virkeliggjort i 1999, og 1 mia. kr først vil komme i år 2001.

Hertil skal lægges en engangsprovenugevinst fra store landbrugsvirksomheder, der som led i tilpasningen vil gå fra halvår til kvartal i år 2000. Engangsprovenugevinsten herfra er på godt 0.2 mia. vedrørende moms.

Herfra skal dog trækkes et provenutab vedrørende afskaffelse af den resterende importmoms. Hvis denne afskaffes senest den 1. november 2000 vil provenutabet svare til 2 måneders bogført importmoms eller ca 3,6 mia. kr. Ved afskaffelse den 1. december år 2000 vil halvdelen heraf tabes i år 2000 og den anden halvdel i år 2001. Det skal bemærkes, at en stor del af provenutabet ikke afspejer nogen egentlig reel lettelse, men mere er af bogholderiteknisk karakter.

Yderligere vil provenuet af energiafgifterne, herunder først og fremmest elafgiften, blive reduceret med ca 400 mill. kr en gang for alle i år 2000, fordi de store virksomheder med omsætning over 5 mill. kr, der får godtgjort energiafgifter over momsangivelsen, vil kunne nå at få godtgjort afgifter for oktober år 2000 i år 2000 efter forslaget, mens de måtte vente til år 2001 efter gældende regler, og fordi de store landbrugsvirksomheder overgår fra halvår til kvartal.

Samlet vil der således i år 2000 være en provenugevinst af engangskarakter på momskontoen på ca. 7,8 mia kr i år 2000 og et engangstab på kontiene for energiafgifterne på ca 400 mill. kr, fortrinsvis vedrørende elektricitet. Momsbetalingerne forbedres dog med 9,6 mia. kr, da importmomsen angives og bogføres før betalingen, og der derfor alene mistes betalinger vedrørende 1 måneds importmoms.

Ved den tidligere betaligsfrist i år 2001 vil der være større sikkerhed for, at der også når at blive bogført indtægter fra virksomheder, der overskrider angivelsesfristen inden årets udgang, herunder fra sådanne virksomheder, der får fastsat deres momstilsvar ved en foreløbig fastsættelse af myndighederne. Virkningen kan skønnes til 1 mia. kr. en gang for alle.

Yderligere vil der komme en virkning af, at de mellemstore landbrug vil gå fra halvår til kvartal. Engangsmomsvirkningen heraf er på ca 750 mill. kr. Endelig vil de store landbrugs overgang fra kvartal til måned give en gevinst på henved 100 mill. kr.

Der kommer dog også et engangstab af energiafgifter, jf. hurtigere godtgørelse til landbrugsvirksomhederne. Tabet er på godt 200 mill. kr.

I år 2002 vil der ikke være nogen direkte virkning på momskontiene udover, at en beskeden del af de store virksomheder, der har frist for betaling af novembertilsvaret 1. januar 2003, vil betale lidt før tiden. Engangsindtægten herved er med betydelig usikkerhed skønnet til 1,2 mia. kr.

De større momsindbetalinger vil påvirke opgørelsen af EU's egne indtægter. Virkningerne af forslaget vil være, at Danmark vil skulle overføre ca 40 mill. kr mindre i år 1999, ca 40 mill. kr mindre i år 2000, mens overførslerne i år 2001 vil stige med 380 mill.kr. I år 2002 vil overførslerne stige med ca 75 mill. kr, og i år 2003 vil overførslerne stige med 50 mill. kr i forhold til uændrede regler. Herefter vil der ikke ske engangsoverførsel til EU.

Gennemsnitlig likviditet

Som nævnt får man ikke det sande billede af forslagets reelle virkninger ved at se på engangsbevægelserne på momskontoen. Den reelle engangsvirkning ses af udviklingen i virksomhedernes gennemsnitlige likviditet.

Overgangsordningen for mellemstore og store landbrug forringer statens gennemsnitlige likviditet med ca 0,5 mia. kr i sidste halvdel af 1998.

I 1999 forbedres den gennemsnitlige likviditet med 2,7 mia. kr til ca 2,2 mia. kr. Store byvirksomheder, der skal indbetale moms, bidrager med 3,9 mia. kr hertil, mens store byvirksomheder, der skal have udbetalt moms, bidrager med en reduktion i statens likviditet på 0,8 mia. kr. Ligeledes taber staten ca 0,4 mia. kr vedrørende små byvirksomheders længere angivelsesperiode.

I år 2000 forbedres den gennemsnitlige likviditet yderligere med 4,1 mia. kr. til 7,1 mia. kr. Heraf bidrager store byvirksomheder med ca 4,8 og store landbrugsvirksomheder med ca 0,1 mia. kr.

I år 2001 forbedres den gennemsnitlige likviditet med ca 3,2 mia. kr. til ca 10,3 mia. kr. Heraf bidrager store byvirksomheder med henved 4,4 mia. kr, mellemstore landbrug med henved 0,4 mia. kr, mens der tabes ca 1,5 mia. kr vedrørende tredielandsimportmoms.

I år 2002, hvor slutvirkningen nås, vinder staten yderligere 4,5 mia. kr i gennemsnitlig likviditet til i alt 14,8 mia. kr. Heraf bidrager store byvirksomheder med ca 3,8 mia. kr, store landbrug med henved 0,1 mia. kr og tredielandsimportvirksomheder med ca 0,6 mia. kr.

Der gøres opmærksom på, at indtægterne er opgjort i 1998 niveau.

Forrentningen af den gennemsnitlige likviditet udgør den varige økonomiske virkning sammen med afledte virkninger på afgiftsprovenu af højere priser og færre afskrivninger af uerholdelige momsdebitorer.

I følgende oversigt er vist provenuvirkningerne delt op på de væsentligste kriterier mv.

mill. kr

1998 1999 2000 2001 2002 I alt Engangsindtægter Moms landbrugs overgangsordning -975 0 225 750 0 0 Store byvirksomheder pos. ang. 0 1200 11100 1000 1200 14500 Store byvirksomheder neg. ang. 0 -1675 0 0 0 -1675 Små byvirksomheder pos. ang. 0 -525 0 0 0 -525 Små byvirksomheder neg. ang. 0 25 0 0 0 25 Store landbrugsvirksomheder pos. ang. 0 0 0 75 0 75 Store landvirksomheder neg. ang. 0 0 0 -50 0 -50 Importmoms 0 0 -3575 0 0 -3575 I alt moms engangsindtægter -975 -975 7750 1775 1200 8775 Betalingsforskydning importmoms 0 0 1800 0 0 1800 I alt moms betalinger -975 -975 9550 1775 1200 10575 Energiafgiftsgodtgørelser engangsindtægt 275 0 -400 -225 0 -350 EU betalinger 0 40 40 -380 -75 -375 I alt indtægter (DAU) -700 -935 7390 1170 1125 8050 Gennemsnitlig likviditet Moms landbrugs overgangsordning (helår) -625 -625 -475 0 0 Store byvirksomheder pos. ang. 0 4000 8850 13300 17275 Store byvirksomheder neg. ang. 0 -825 -825 -825 -825 Små byvirksomheder pos. ang. 0 -375 -375 -375 -375 Små byvirksomheder neg. ang. 0 0 0 0 0 Store landbrugsvirksomheder pos. ang. 0 0 0 75 100 Store landvirksomheder neg. ang. 0 0 0 -25 -25 Små landbrugsvirksomheder (helår) -25 -25 -25 -25 -25 Importmoms 0 0 0 -1500 -900 I alt moms -650 2150 7150 10625 15225 Energiafgiftsgodtgørelser 200 100 -75 -350 -450 Ialt gennemsnitlig lik- viditet danske virk -450 2250 7075 10275 14775 langt sigt Optjent forrentning heraf -15 135 425 615 885 885 Der belaster følgende efter overvæltning Forbrugerne 0 170 375 560 730 730 Eksportørerne 0 120 265 400 520 520 Importørerne 0 -35 -70 -195 -195 -195 Landbrugs overgangsordning -15 -25 -20 0 0 0 Mellemstore virksomheder 0 -25 -60 -90 -110 -110 Små virksomheder 0 -30 -30 -35 -40 -40 Andre virksomheder 0 -40 -35 -25 -20 -20 I alt rentebelastning -15 135 425 615 885 885 Afledt moms (forbrugerne) 0 40 95 140 185 185 Afledt punktafgift 0 10 20 30 40 40 færre tab på uerholdelige momsdebitorer 0 10 45 90 125 150 Forrentning EU betalinger 0 0 -5 -5 -20 -25 Samlet virkning optjent -15 195 580 870 1215 1235 Heraf i finansår -10 160 520 830 1165 1235

Den optjente forrentning af den forbedrede gennemsnitlige likviditet vil kunne fordeles på forbrugere, eksportørere, mellemstore virksomheder mv. efter overvæltning jf. ovenstående oversigt.

Specielt vedrørende importmoms bemærkes, at ophævelsen selvstændigt bidrager med 55 mill. kr i år 2002, mens de resterende 140 mill. kr følger af den kortere kredittid. En del af tabet ville i øvrigt være blevet realiseret i alle tilfælde ved den kommende udvidelse af EU. For eksportmoms er uændret anvendelse af reglerne for delregistrering mv. lagt til grund. Da eksportmomsfordelen reduceres, vil der kunne forventes en yderligere gevinst, fordi flere og flere virksomheder vil finde de administrative omkostninger større end den resterende kreditfordel.

Den del af rentevirkningen, der overvæltes i priserne på varer til endeligt forbrug, vil medføre en afledt virkning på momsindtægterne på i sidste ende 185 mill. kr. Yderligere vil der komme en virkning via de punktafgifter, der er afhængig af værdien, først og fremmest biler og tobak. Virkningen heraf er ca 10 mill. kr i år 2000 stigende til 40 mill. kr i år 2002. Provenugevinsten vil fortrinsvis komme fra personbiler. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af kreditreglerne for registreringsafgift.

De færre tab på uerholdelige debitorer er beregnet som 1/2 pct. af den forbedrede gennemsnitlige likviditet i året tillagt 1/2 pct. vedrørende den forbedrede gennemsnitlige likviditet i året før.

Virkningen på finansloven i de enkelte år er lidt forsinket i forhold til de optjente ekstra renteindtægter, da de skærpede kreditregler gælder for moms m.v. optjent efter årskifterne, og da der fortsat vil være forsinkelse i angivelse af momsen.

Det skal understreges, at der hersker betydelig usikkerhed om i hvilket finansår provenuvirkningerne indtræder.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

De reelle økonomiske virkninger af forslaget opgøres udfra virkningerne på den gennemsnitlige likviditet og forrentningen heraf.

Forslaget vil bevirke, at virksomhedernes gennemsnitlige likviditet forbedres med ca 450 mill. kr vedrørende moms optjent i 1998 (andet halvår). Fra 1999 og frem belastes virksomhedernes gennemsnitlige likviditet med henholdsvis 2.250 mill. kr, 7.075 mill. kr, 10.275 mill. kr og 14.775 mill. kr. i henholdsvis 1999, år 2000, år 2001 og år 2002.

Det medfører en rentebelastning vedrørende moms optjent i disse år på henholdsvis minus 15 mill. kr i 1998, 135 mill. kr i 1999, 425 mill. kr i år 2000, 515 mill. kr i år 2001 og endelig 885 mill. kr i år 2002 og frem.

Da stramningen af kredittiden har samme virkning som en beskeden momsforhøjelse, vil belastningen for erhverv på lidt længere sigt dog alene være - ca 15 mill. kr i år 1998, 50 mill. kr i år 999, 110 mill. kr i år 2000, 160 mill. kr i år 2001 og 210 mill. kr i år 2002, jf oversigten under provenubemærkningerne.

Der er dog tale om væsentligt større bruttobevægelser. I slutvirkning vil eksportørerne miste en fordel på ca 520 mill. kr, mens tredjelandsimportøerne vil blive aflastet for 195 mill. kr.

Virkningen for eksporten svarer til ca 0,16 pct. af eksportværdien for den del af eksporten, der er med under eksportmomsordningen. Virkningen for tredielandsimporten, der udgør en mindre del end EU-importen, er på 0,23 pct. af importværdien. Disse ændringer vil belaste konkurrenceevnen, men jf. indfasningsperioden vil der være god tid til på anden måde at få tilpasset konkurrenceevnen f.eks. i form af nedvæltning i lavere lønninger.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at erhvervsvirksomhederne også inden for eksportbrancherne samlet får en fordel af regeringens forslag, når man også tager hensyn til nedsættelsen af selskabsskatten.

Overgangsordningen for landbrugsvirksomheder betyder en midlertidig gevinst på i alt 60 mill. kr set over alle tilpasningsårene.

For de mellemstore virksomheder herunder landvirksomheder med en omsætning over 0,5 mill. kr og højst 5 mill. kr opstår der en gevinst på 110 mill. kr, når ordningen er fuldt indført. Det er her forudsat, at priserne dannes ved de økonomiske vilkår for de store virksomheder.

For de små virksomheder opstår der en gevinst på 40 mill. kr, når ordningen er fuldt indfaset. Den procentvise gevinst er noget større end for de mellemstore virksomheder, men de små virksomheders økonomiske betydning er forholdsvis beskeden.

Endelig opnår andre virksomheder en gevinst på ca 20 mill. kr på længere sigt fortrinsvis på grund af kortere forsinkelse i godtgørelse af energiafgifter.

Der er tale om forholdsvis store beløb, men da forslaget vedrører hele det momsregistrerede erhvervsliv, er virkningerne procentvis forholdsvis beskedne for den enkelte virksomhed.

Miljømæssige konsekvenser

Forslaget vil medføre en hurtigere godtgørelse af energiafgifterne til erhverv over momsangivelsen, hvilket reducerer den årlige likviditetsbelastning med ca 25 mill. kr. Dette vil alt andet lige reducere tilskyndelsen til energibesparelser svarende til en nedsættelse af CO2-afgiften med ca 1 kr/ton CO2.

Forholdet til EU-retten

Den tilpasning af momskreditten, der gennemføres med forslaget, ligger inden for rammerne af EFs 6. momsdirektiv (77/388/EØF), som ændret senest ved Rådets direktiv 96/95/EF af 20. december 1996, EFT nr. L 338, der i art. 22, stk. 4, litra a), bestemmer, at afgiftsperioden fastsættes til 1, 2 eller 3 måneder eller andre perioder, der ikke må overstige et år, og at angivelsesfristen højst må være to måneder fra udløbet af afgiftsperioden.

Den foreslåede ændrede afregning af afgift af varer, der indføres fra steder uden for EU, ligger ligeledes inden for rammerne af EFs 6. momsdirektiv. Efter direktivets art. 23 kan medlemslandene bestemme, at momsregistrerede virksomheder ikke skal betale den ved indførslen skyldige afgift på indførselstidspunktet, men at afgiften i stedet afregnes over momsangivelsen.

De større momsindbetalinger, der er en følge af forslaget, vil påvirke opgørelsen af EU's egne indtægter, jf. de provenumæssige konsekvenser ovenfor.

Administrative konsekvenser for det offentlige og for erhvervslivet

Forslaget skønnes at medføre engangsudgifter på ca. 9,4 mill. kr. til edb og information. Hertil kommer en besparelse på ca. 2 årsværk svarende til 0,7 mill. kr. årligt for Told og Skat. Derudover skønnes forslaget ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser.

Med hensyn til de administrative konsekvenser for erhvervslivet henvises til de almindelige bemærkninger, navnlig pkt. 2, 3, 6, 7, 11 og 13.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter momslovens § 47, stk. 4, kan flere virksomheder efter anmodning blive registreret under et. Fællesregistrering indebærer, at de pågældende virksomheder i momsmæssig henseende anses som een virksomhed. Det foreslås, at denne fællesregistrering af praktiske grunde tidligst kan ske 1 måned efter, at der er fremsat en anmodning herom.

Til nr. 2

Ændringen er en konsekvens af ændringen i § 1, nr. 14.

Til nr. 3

Det foreslås, at nye virksomheder, der anmeldes til registrering, som hovedregel registreres med kvartalet som afgiftsperiode i den første tid efter registreringen. Det svarer til den gældende regel i momslovens § 66, stk. 1, der dog gælder uden undtagelse. Selv om virksomheden i etableringsperioden forventer en årlig omsætning på over 5 mill. kr. og derfor efter den foreslåede § 57, stk. 2, jf. forslagets § 1, nr. 6, skal anvende kalendermåneden som afgiftsperiode, skal virksomheden som udgangspunkt fra starten registreres med kvartalet som afgiftsperiode. Tilsvarende skal virksomheder med en forventet årlig omsætning på ikke over 500.000 kr. i starten anvende kvartalet som afgiftsperiode, uanset disse små virksomheder efter den foreslåede § 57, stk. 4, jf. forslagets § 1, nr. 7, har kalenderhalvåret som afgiftsperiode. Der er herved lagt vægt på, at denne ordning er den administrativt enkleste. Der foreslås dog den undtagelse, at hvis det allerede ved registreringen er åbenbart, at virksomhedens omsætning i den første 12-måneders periode efter registreringen klart vil overstige omsætningsgrænsen på 5 mill. kr. for store virksomheder på månedsafregning, skal virksomheden i stedet registreres med kalendermåneden som afgiftsperiode. Det gælder virksomheder med en forventet årlig omsætning på det dobbelte af omsætningsgrænsen på 5 mill. kr., dvs. en forventet årlig omsætning på over 10 mill. kr. Virksomheden skal ved anmeldelsen til registrering oplyse, hvis den forventede omsætning overstiger 10 mill. kr. Tilsidesætter virksomheden denne oplysningspligt, og konstateres det efterfølgende, at virksomhedens omsætning i det første år efter registreringen har oversteget 10 mill. kr., kan virksomheden blive pålagt en bøde, jf. den foreslåede ændring i § 1, nr. 23. Det gælder, hvis det f.eks. på grund af virksomhedens forhold burde have stået denne klart ved anmeldelsen til registrering, at den årlige omsætning allerede fra starten ville overstige de 10 mill. kr.

Til nr. 4, 11, 12 og 14

Det foreslås i nr. 4, at momsregistrerede virksomheder, der indfører varer fra steder uden for EU, i stedet for som i dag at afregne importmomsen efter toldlovens regler, dvs. senest den 16. i måneden efter varens indførsel, afregner momsen over virksomhedens momsangivelse efter § 56. Den ændrede afregningsform gælder i alle tilfælde, hvor der ved indførslen angives et momsregistreringsnummer, hvorunder indførslen sker. Det betyder, at der vil gælde samme regler for afregning af moms af varer, der indføres fra steder uden for EU, som gælder ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande. Virksomheden skal altså i sin momsangivelse til den udgående moms medregne den beregnede moms af de importerede varer. I det omfang, virksomheden har fradragsret for denne moms, fordi varen skal anvendes i den registrerede virksomhed, kan momsen samtidig trækkes fra som indgående moms om medregnes hertil på momsangivelsen.

Denne ændring indebærer, at den hidtidige bestemmelse i § 61, stk. 1, om afregning af importmoms fremover kun skal gælde for personer og virksomheder, der ikke er registreret efter momsloven. Det fremgår af den foreslåede ændring i nr. 11. Det betyder samtidig, at der ikke længere er behov for den særlige afregningsregel i § 61, stk. 2, hvorefter forhandlere af bøger m.v. kan få tilladelse til at afregne importmomsen af brevforsendelser månedligt efter en særlig procedure. Disse virksomheder skal fremover ligesom andre momsregistrerede virksomheder afregne importmomsen over virksomhedens momsangivelse. Denne bestemmelse foreslås derfor ophævet i nr. 12.

Som en konsekvens af de foreslåede ændringer i afregningen af importmomsen foreslås endelig den særlige kreditafkortningsregel i den gældende § 62, stk. 3, for importmoms ophævet i nr. 14. Efter bestemmelsen skal virksomheder afregne importmomsen kontant, når betingelserne for kreditafkortning foreligger. Da det foreslås, at de registrerede virksomheder ikke længere skal afregne importmomsen særskilt, men over momsangivelser, er der ikke grundlag for at opretholde den særlige kreditafkortningsregel.

Til nr. 5-9

Det foreslås, at der i § 57 fastsættes 3 forskellige afgiftsperioder med tilhørende angivelsesfrister. For de store virksomheder, dvs. virksomheder med en årlig afgiftspligtig omsætning på over 5 mill. kr., foreslås i nr. 6 kalendermåneden som afgiftsperiode med angivelsesfrist den 1. i den anden måned efter afgiftsperiodens udløb. For de mellemstore virksomheder, dvs. virksomheder med en årlig afgiftspligtig omsætning på over 500.000 kr., men ikke over 5 mill. kr., foreslås i nr. 7, at afgiftsperioden opretholdes som kvartalet med angivelsesfrist 1 måned og 10 dage efter afgiftsperiodens udløb ligesom efter de gældende regler. For de små virksomheder, dvs. virksomheder med en årlig omsætning på ikke over 500.000 kr., foreslås ligeledes i nr. 7 kalenderhalvåret som afgiftsperiode med angivelsesfrist den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb.

Det foreslås ligeledes i nr. 7, at der indsættes et nyt stk. 5 i den gældende § 57, hvorefter anvendelsen af kvartalet eller kalenderhalvåret som afgiftsperiode forudsætter, at virksomheden ikke har benyttet momslovens mulighed for delregistrering, hvorefter en afgiftspligtig person med flere virksomheder kan registreres under flere momsnumre. Der findes en tilsvarende bestemmelse i den gældende § 68, stk. 1, for så vidt angår landbrug og fiskeri m.v. Virksomheder, der er delregistreret, skal derfor altid anvende kalendermåneden som afgiftsperiode.

Endelig foreslås i nr. 7, at der indsættes et nyt stk. 6 i den gældende § 57 om ændring af en virksomheds afgiftsperiode efter stk. 2-4 på grund af en ændring af virksomhedens omsætning hen over de fastsatte omsætningsgrænser på 500.000 kr og 5 mill. kr. Det foreslås, at ændringen, f.eks. fra kvartalet til halvåret eller fra måneden til kvartalet, skal ske på grundlag af virksomhedens afgiftspligtige leverancer i en 12-måneders periode, der omfatter anden halvdel af kalenderåret i år 1 og første halvdel af kalenderåret i år 2. Ændringen sker med virkning fra den 1. januar i året efter udløbet af denne periode. Hensigten med disse regler er dels at undgå hyppige afgiftsperiodeskift, dels at sikre, at periodeskiftene sker på samme tid, uanset hvilke perioder, der skiftes imellem. Det foreslås endelig, at en virksomheds afgiftsperiode kun kan forlænges, f.eks. fra måneden til kvartalet, hvis virksomheden for hele det senest afsluttede 12-måneders periode har angivet og indbetalt afgiften rettidigt.Der findes en tilsvarende bestemmelse i den gældende § 68 for så vidt angår landbrug og fiskeri m.v.

I nr. 8 er der foreslået en ændring af bestemmelsen i den gældende § 57, stk. 3, om, at virksomheder med regelmæssigt negativt afgiftstilsvar, dvs. hvor den indgående afgift overstiger den udgående afgift, kan få tilladelse til at anvende kalendermåneden som afgiftsperiode. Det foreslås, at virksomheder altid kan anmode om at anvende en kortere afgiftsperiode, herunder også kalendermåneden.

Endelig er der i nr. 9 foreslået en tilpasning af bestemmelsen i den gældende § 57, stk. 4, om, hvornår virksomheder med negativt afgiftstilsvar kan skifte afgiftsperiode, så den kommer til at omfatte alle periodeskift efter bestemmelsen i nr. 8. Der foreslås herudover fastsat to faste skiftedage, den 1. januar og den 1. juli, da disse datoer for måneds-, kvartals- og halvårsregistrerede virksomheder betyder overgang til en ny afgiftsperiode.

Til nr. 10

Det foreslås, at bestemmelsen i den gældende § 59, stk. 1, om forfaldsdagen og sidste rettidige betalingsdag ændres som en konsekvens de foreslåede forskellige angivelsesfrister for store, mellemstore og små virksomheder. Det foreslås således, at forfaldsdagen ændres til den 1. i måneden for sidste rettidige indbetalingsdag, og at sidste indbetalingsdag er samtidig med angivelsesfristens udløb.

Til nr. 13

Ændringen er en konsekvens af ændringen i § 1, nr. 22.

Til nr. 15-21

De foreslåede ændringer er en konsekvens af ændringen i § 1, nr. 14.

Til nr. 22

Ændringen er en konsekvens af ændringerne i § 1, nr. 6 og 7. Da landbrug og fiskeri ikke længere skal have særlige kreditvilkår, er der ikke grundlag for at opretholde det særlige register m.v. for disse virksomheder. Der henvises til de almindelige bemærkninger. Da landbrug og fiskeri imidlertid i en overgangsperiode indtil år 2002 skal afregne efter særlige frister, opretholdes det særlige register dog indtil udløbet af denne overgangsordning, jf. bemærkningerne til § 7, stk. 5, 6 og 9.

Til nr. 23-25

Ændringerne er en konsekvens af ændringerne i de forudgående numre

Til § 2

Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 6, om at store virksomheder med en årlig omsætning på over 5 mill. kr. skal anvende kalendermåneden som afgiftsperiode, og forslaget i § 1, nr. 8, om at virksomheder kan anmode om at anvende en kortere afgiftsperiode, herunder kalendermåneden. Efter de gældende regler i § 1 i lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter kan virksomheder, der efter momsloven har fået tilladelse til at anvende kalendermåneden som afgiftsperiode, forskudsvis få udbetalt et beløb svarende til det gennemsnitlige tilgodehavende af overskydende moms. Denne bestemmelse skal ændres til at omfatte virksomheder, som anvender kalendermåneden som afgiftsperiode, når virksomheden regelmæssigt skal have udbetalt negativ moms.

Til § 3

Efter den gældende bestemmelse i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, ydes der tilbagebetaling af afgiften af motorbrændstof, der udelukkende anvendes til virksomhed omfattet af momslovens § 66, stk. 1, særlige register for landbrug og fiskeri m.v.. Dette gælder dog ikke motorbrændstof anvendt i registrerede motorkøretøjer. Det afgørende for, om der kan ydes godtgørelse efter bestemmelsen, er, hvilken aktivitet der er tale om (f.eks. mark- og skovarbejde), og ikke om virksomheden er momsregistreret som landbrugsvirksomhed m.v.

Som en konsekvens af ophævelsen af bestemmelserne om det særlige momsregister for landbrug og fiskeri m.v. foreslås det at omformulere ovennævnte bestemmelse, således at de aktiviteter, der giver mulighed for godtgørelse, nævnes direkte i lovbestemmelsen. Det er ikke hensigten at ændre praksis vedrørende afgrænsningen af de godtgørelsesberettigede aktiviteter.

Til § 4

Forslaget svarer til forslaget i § 3, idet naturgasafgiftsloven indeholder samme bestemmelse som mineralolieafgiftsloven vedrørende godtgørelse for motorbrændstof anvendt til landbrugsvirksomhed m.v.

Til § 5

Ændringen af henvisningen er en konsekvens af ophævelsen af bestemmelserne om det særlige momsregister for landbrug og fiskeri m.v., jf. bemærkningerne til § 3.

Til § 6

Til nr. 1-4

Forslagene er konsekvensændringer som følge af de foreslåede ændringer af momsloven. Hidtil har toldloven reguleret al betaling af moms ved import af varer fra lande uden for EU. Da momsloven nu foreslås ændret, således at momsregistrede virksomheder ikke skal indbetale importmomsen i forbindelse med import af varer fra lande uden for EU, foreslås toldloven ændret i konsekvens heraf. Efter den foreslåede ændring vil toldloven alene regulere betaling af moms af import af varer fra lande uden for EU, der foretages af ikke momsregistrerede virksomheder m.v.

Til § 7

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1999, dog med særlige overgangsregler i stykkerne 2-9.

Det foreslås i stk. 2, at det er skatteministeren, der fastsætter ikrafttrædelsestidspunktet for den ændrede afregning af importmoms for de momsregistrerede virksomheder. Den ændrede afregning af importmoms forudsætter systemtilretninger hos Told og Skat. De nødvendige tilretninger vil senest være foretaget med virkning fra den 1. december 2000. Det foreslås derfor, at denne ændring senest skal træde i kraft den 1. december 2000. De momsregistrerede virksomheder skal altså senest med virkning fra den 1. december 2000 i virksomhedens momsangivelse afregne moms af varer indført fra steder uden for EU. De afledte virkninger af bortfaldet af den særlige importmomsafregning træder i kraft samtidig hermed.

I stk. 3 foreslås det, at de ændrede afgiftsperioder har virkning for perioder, der påbegyndes fra og med den 1. januar 1999. Dette gælder dog ikke for virksomheder, der er registreret i det særlige register for landbrug og fiskeri m.v., jf. bemærkningerne nedenfor til stk. 5 og 6. For andre virksomheder indebærer bestemmelsen, at igangværende virksomheder på kvartalsafregning, fra denne dato skal overgå til månedsafregning, hvis virksomhedens afgiftspligtige omsætning inden lovens ikrafttræden og dækkende en periode på 12 måneder har oversteget 5 mill. kr. Den omsætning, der i den forbindelse lægges til grund, er omsætningen efter de seneste 4 modtagne momsangivelser med angivelsesfrist fra den 10. februar 1998 til den 10. november 1998. Tilsvarende skal igangværende virksomheder på kvartalsafregning fra samme dato overgå til halvårsafregning, hvis virksomhedens afgiftspligtige omsætning inden lovens ikrafttræden og dækkende en periode på 12 måneder højst har udgjort 500.000 kr. Den omsætning, der i den forbindelse lægges til grund, er ligeledes omsætningen efter de seneste 4 modtagne momsangivelser med angivelsesfrist fra den 10. februar 1998 til den 10. november 1998. Andre virksomheder skal ikke pr. 1. januar 1999 ændre afgiftsperiode som følge af de foreslåede nye afgiftsperioder i § 57, stk. 2-4. Det gælder f.eks. virksomheder, der ved begyndelsen af kalenderåret 1999 ikke har været registreret længe nok til at have indsendt de pågældende 4 momsangivelser.

Efter stk. 4 ændres afregningsfristerne for kalenderåret 1998 for virksomheder, der er registreret i det særlige register for landbrug og fiskeri m.v. For de små landbrug m.v., dvs. virksomheder med en årlig omsætning på ikke over 500.000 kr., der anvender kalenderhalvåret som afgiftsperiode, foreslås det, at angivelsesperioden forlænges fra 1 måned og 10 dage til den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb. Der foreslås en tilsvarende forlængelse af betalingsfristen. Det betyder, at disse virksomheder skal angive og indbetale afgiften for 1. halvår 1998 senest den 1. september 1998 og for 2. halvår 1998 senest den 1. marts 1999. For andre virksomheder i det særlige register, der anvender kvartalet som afgiftsperiode, foreslås det, at disse virksomheder i stedet for at anvende kvartalet som afgiftsperiode i 2. halvår 1998 anvender dette halvår som afgiftsperiode. Det foreslås samtidig, at angivelses- og indbetalingsfristen for denne afgiftsperiode fastsættes til den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb, dvs. den 1. marts 1999.

I stk. 5 og 6 foreslås en særlig overgangsordning for virksomheder, der er registreret i det særlige register for landbrug og fiskeri m.v. Stk. 5 omhandler de store virksomheder, dvs. virksomheder med en årlig omsætning over 5 mill. kr., mens stk. 6 omhandler de mellemstore virksomheder, dvs. virksomheder med en årlig omsætning mellem 500.000 kr. og 5 mill. kr. For de store virksomheder foreslås det i stk. 5, at de i kalenderåret 1999 anvender første og anden halvdel af kalenderåret som afgiftsperioder med angivelsesfrist den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb. I kalenderåret 2000 anvendes kvartalet som afgiftsperiode med angivelsesfrist 1 måned og 10 dage efter afgiftsperiodens udløb, og i 2001 anvendes kalendermåneden som afgiftsperiode med angivelsesfrist 1 måned og 10 dage efter afgiftsperiodens udløb. For de mellemstore virksomheder foreslås det i stk. 6, at de i kalenderårene 1999 og 2000 anvender første og anden halvdel af kalenderåret som afgiftsperioder med angivelsesfrist den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb. For de små virksomheder, dvs. virksomheder med en årlig omsætning på højst 500.000 kr. foreslås ingen særlig overgangsordning.

I stk. 7 foreslås det, at virksomheder, der er registreret i det særlige register for landbrug og fiskeri m.v., kan få henstand med betaling af afgift, der angives for kalenderårene 1998 og 1999. Baggrunden for bestemmelsen er den afkortning af disse virksomheders kredittid, der efter lov nr. 890 af 3. december 1997 fandt sted pr. 1. januar 1998. Selvom disse virksomheder efter nærværende forslag får forlænget kredittiden i en overgangsperiode og delvis med tilbagevirkende kraft for 1998, kan den gennemførte kreditafkortning i visse tilfælde gøre det vanskeligt for virksomheden at overholde betalingsfristerne. Ansøgning om henstand skal indgives til de statslige told- og skattemyndigheder senest samtidig med afgiftsangivelsen. Det er en betingelse for meddelelse af henstand, at virksomheden kan sandsynliggøre, at virksomheden på grund af den gennemførte afkortede kredittid ikke er i stand til at betale den skyldige afgift rettidigt. Det foreslås, at virksomheden kan få henstand med betalingen i indtil 6 måneder, at henstandsbeløbet skal forrentes efter merværdiafgiftslovens § 59, stk. 2, og at der i henstandsbevillingen kan tages forbehold om modregning i henstandsbeløbet for visse udbetalinger.

I stk. 8 foreslås det, at kredittiden for de virksomheder, som overføres fra kvartalet til kalendermåneden, gradvis afkortes, så den foreslåede stramning af kredittiden for disse virksomheder først er fuldt gennemført fra og med den 1. januar 2002. Det foreslås således, at angivelsesperioden efter afgiftsperiodens udløb for de månedsafregnende virksomheder fastsættes til den 1. i den tredje måned i 1999, 1 måned og 20 dage i 2000 og 1 måned og 10 dage i 2001.

Det foreslås i stk. 9, at det særlige register for landbrug og fiskeri m.v. opretholdes indtil den den 1. januar 2002. Begrundelsen herfor er de foreslåede særlige overgangsregler i stk. 5-6, der forudsætter, at registret opretholdes indtil udløbet af denne overgangsordning for virksomheder i de særlige register.

Endelig foreslås det i stk. 10, at overtrædelse af angivelsesfristerne i § 7 strafbelægges efter samme regler som andre overtrædelser af angivelsesfristerne efter momsloven.

Skriftlig fremsættelse (2. juni 1998)

Skatteministeren (Ole Stavad):

Jeg skal hermed tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af forskellige afgiftslove. (Ændring af kredittider m.v.) .

(Lovforslag nr. L. 105).

I regeringsgrundlaget fra marts 1998 »Godt på vej - Danmark i det 21. århundrede« har regeringen fastslået, at princippet om lavere skatter og bredere skattebase skal videreføres for erhvervsbeskatningen. Som led i disse bestræbelser fremsættes denne erhvervsskattepakke.

Justeringerne på erhvervsskatteområdet skal opfylde følgende hovedmålsætninger:

Skattesatsen sænkes til et niveau, der forebygger, at skatteovervejelser kan blive udslagsgivende ved virksomhedernes lokaliseringsbeslutninger

Sikring af mere ensartede og gennemskuelige rammevilkår, der afspejler fremtidens erhvervsudvikling.

En udvidelse af skattebasen med henblik på at sikre finansiering af satsreduktionen.

Regeringen foreslår, at selskabsskattesatsen, fondsbeskatningssatsen og satsen i virksomhedsskatteordningen nedsættes i løbet af to år fra de gældende 34 pct. til 30 pct. i 1999 og 26 pct. i år 2000. Det betyder, at selskabsskattesatsen ikke vil afholde virksomheder fra at lægge produktion i Danmark. Der fastholdes en beskatning på 34 pct. for virksomheder beskæftiget med olie- og kulbrinteindvinding i Nordsøen.

Med en erhvervs- og selskabsskattesats på 26 pct. placerer Danmark sig i den lave ende i forhold til de øvrige EU-lande. Det er regeringens opfattelse, at der herved gives et værdifuldt signal om det danske klima for etablering af selskaber og virksomheder.

Sideløbende med disse ændringer er der i EU-regie gjort store fremskridt med at forhindre den egentlige selskabsskattekonkurrence, hvor enkelte lande har søgt at tiltrække virksomheder fra andre lande ved hjælp af specifikke og afgrænsede skattemæssige særordninger. EU-landene har således vedtaget en adfærdskodeks, som betyder, at nye særordninger, der ikke er almindeligt tilgængelige for alle selskaber, ikke længere kan etableres, og at eksisterende særordninger skal afvikles i de kommende år.

Med dette forslag sikres en generel, lav selskabs- og erhvervsbeskatning, som vil medvirke til, at Danmark bliver i stand til både at fastholde og tiltrække arbejdspladser.

Nedsættelsen finansieres ved en række initiativer, som samtidig vil sikre mere ensartede og gennemskuelige rammevilkår, der afspejler fremtidens erhvervsudvikling.

Således reduceres bygningsafskrivningssatserne på i dag 4 og 6 pct. til en enhedssats på 4 pct. med virkning fra 1999, medens satsen for saldoafskrivninger reduceres fra 30 til 25 pct. med virkning fra år 2000. Denne justering af afskrivningsreglerne vil skabe større neutralitet i forhold til virksomhedernes investeringsbeslutninger både generelt og på tværs af brancher med forskellig kapitalintensitet.

Den finansielle sektor vil få den fulde gavn af reduktionen af selskabsbeskatningen både direkte og gennem et højere afkast af aktiebeholdninger. Sektoren vil imidlertid bidrage forholdsvis lidt til finansieringen gennem justeringen af afskrivningsreglerne. For at modvirke denne særlige effekt, foreslås det at forhøje lønsumsafgiften for den finansielle sektor med virkning fra 1999.

Der foreslås endvidere en smidiggørelse af erhvervslivets afregningsregler vedrørende moms. Forslaget indebærer en afkortning af kredittiden for de store virksomheder med en årlig omsætning over 5 mill. kr med 39 dage over 4 år. Til gengæld foreslås det, at de helt små virksomheder med en årlig omsætning under 0,5 mill. kr. overgår fra kvartalsvis til halvårlig momsafregning. Samlet set vil antallet af indberetninger falde med netto ca. 40.000 årligt. Da de store virksomheder tæller væsentligt i den samlede afregning af moms, vil ændringen forbedre statens gennemsnitlige likviditet. Rentefordelen heraf medgår til finansieringen af justeringen af satsen for selskabsskat m.m. Tilsvarende gælder forslaget om justeringen af kredittid for pensionsinstitutternes afregning af arbejdsmarkedsbidrag.

Den resterende finansiering foreslås tilvejebragt ved at indføre en skat på 10 pct. på realrenteafgiftspligtiges aktieafkast. Kombinationen af lavere sats i selskabsbeskatningen og aktieskatten vil fastholde et nogenlunde uændret beskatningsniveau af investeringer i danske virksomheder. Ved skatten vil noget af den skattefordel, der ligger i den nuværende realrenteafgiftsfritagelse af aktier dog flyttes fra investorerne til virksomhederne.

Skatten på aktieafkast vil også omfatte investeringer i udenlandske aktier, der efter de gældende regler tilsvarende danske aktier er realrenteafgiftsfritaget. Det vil gøre investering i danske selskaber relativt mere attraktivt end investering i udenlandske selskaber, der ikke får en nedsættelse af selskabsskatten. Det vil være til gavn for dansk erhvervslivs muligheder for at få tilført risikovillig kapital.

Den samlede provenuvirkning af den foreslåede omlægning af erhvervsbeskatningen inkl. provenuet af aktieafkastskatten er et merprovenu på ca. 2,5 mia. kr. Omlægningen skønnes omtrent neutral for erhvervene under eet, men virkningen for de enkelte brancher vil være forskellig, når der ses bort fra aktieskatten.

I tilknytning til justeringen foreslås en række supplerende ændringer, herunder mere teknisk betonede forbedringer af visse regler, hvis provenumæssige virkninger er af begrænset omfang.

I forslaget om nedsættelse af skattesatsen foreslås en vis skærpelse af fondsbeskatningen ved at indføre en generel beskatning af gaver til fonde. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at fonde får gavn af nedsættelsen af fondsbeskatningen, men ikke deltager i finansieringen på samme måde som selskaber. Forslaget indebærer samtidig en væsentlig forenkling af fondsbeskatningen, idet alle afgrænsninger mellem forskellige typer fonde og fondsmidler i forbindelse med gaver fjernes.

Endvidere foreslås en skærpelse af successionsreglerne for at opnå en mere effektiv løbende afregning og inddrivelse af skatterne. Det foreslås, at juridiske personer fremover ikke kan arve med succession. Samtidig foreslås arten af aktiver, hvori der kan succederes, begrænset til aktiver, der udgør en erhvervsvirksomhed, samt til hovedaktionæraktier, der udgør mere end 15 pct. af aktiekapitalen. Ved succession i levende live kan der efter gældende regler succederes i hovedaktionæraktier, der udgør mere end 15 pct. af stemmeværdien. Denne regel foreslås ændret, således at der også her skal ske overdragelse af hovedaktionæraktier, der udgør mere end 15 pct. af aktiekapitalen. Ved ændringerne opnås, at det kun er fysiske personer, der kan succedere ved død ligesom i levende live. I levende live er det dog kun den nære familiekreds, der kan succedere. Endvidere opnås, at der gælder ens regler for aktivkredsen ved succession i levende live og ved død. Det foreslås desuden, at der - svarende til reglerne for succession i levende live - ikke kan arves med succession ved udlodning af aktier i finansielle selskaber i lavskattelande og aktier erhvervet for lånte midler.

Skattereglerne skal modvirke, at danske datterselskaber af udenlandske koncerner finansieres på vilkår, som ikke kunne være opnået på det fri marked med hensyn til forholdet mellem fremmedkapital og egenkapital. Det foreslås derfor at indføre generelle regler om tynd kapitalisering, der sikrer mod at udenlandske koncerner udhuler den skattepligtige indkomst i deres danske datterselskaber ved at datterselskabets kapitalbehov finansieres ved en uforholdsmæssig stor fremmedkapital stillet til rådighed af udenlandske koncernselskaber med rentefradrag til følge. I tilknytning hertil foreslås at sikre en udtrykkelig lovhjemmel for at interesseforbundne parter ved opgørelsen af den skat tepligtige indkomst skal fastsætte priser og vilkår for deres transaktioner, der svarer til de priser og vilkår, uafhængige parter ville have fastsat (armslængde princippet). De foreslåede regler er et led i en dansk tilpasning til international skatteret på samme måde som de tidligere gennemførte regler om CFC-beskatning og om transfer pricing.

Endelig fremsættes forslag til ny afskrivningslov samt forslag til lov, der indeholder konsekvensændringer heraf og forslag til ændring af ejendomsavancebeskatningsloven. Ændringerne vedrørende ejendomsavancebeskatningsloven indeholder bl.a. forslag om, at reglen om ejertidsnedslag ved beskatning af fortjeneste ved afståelse af andre ejendomme end næringsejendomme afvikles over en 10 årig periode. I tilknytning hertil foreslås, at reglen om indeksering af anskaffelsessummen ved afståelse af landbrugsejendomme m.v., der kan anvendes i stedet for reglen om ejertidsnedslag, ophæves med virkning fra og med kalenderåret 1999. Samtidig foreslås det, at der for personer indføres en regel om et bundfradrag ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af blandet benyttede ejendomme.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslagene, skal jeg anbefale disse forslag til Folketingets hurtige og velvillige behandling

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om merværdiafgift (momsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 23. juli 1997, som ændret ved § 1 i lov nr. 890 af 3. december 1997 og § 2 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 47, stk. 4, indsættes som 6. pkt.:

»Anmodning om fællesregistrering skal ske senest 1 måned, inden fællesregistreringen ønskes iværksat.«.

2. I § 47, stk. 5, 1. pkt., ændres »§ 62, stk. 9« til: »§ 62, stk. 8«.

3. I § 47, stk. 5, indsættes efter 1. pkt.:

»Virksomheden registreres med kvartalet som afgiftsperiode efter § 57, stk. 3. Hvis virksomhedens forventede samlede afgiftspligtige leverancer overstiger 10 mill. kr. årligt, registreres virksomheden dog med kalendermåneden som afgiftsperiode efter § 57, stk. 2. Hvis de forventede afgiftspligtige leverancer overstiger 10 mill. kr., skal virksomheden oplyse dette ved anmeldelsen til registrering.«.

§ 47. ---

Stk. 4. Flere afgiftspligtige personer, der udelukkende driver registreringspligtig virksomhed, kan efter anmodning registreres under eet. De statslige told- og skattemyndigheder kan tillade, at to eller flere afgiftspligtige personer, der både driver registreringspligtig og ikke registreringspligtig virksomhed, kan registreres under eet. Tilladelse kan kun gives, hvis den ene afgiftspligtige person (moderselskabet m.v.) gennem direkte eller indirekte besiddelse af samtlige aktier m.v. ejer den eller de andre afgiftspligtige personer (datterselskaber, datterdatterselskaber m.v.), der inddrages under fællesregistreringen. Uanset reglerne i 3. pkt. kan de statslige told- og skattemyndigheder dog tillade fællesregistrering, selv om et datterselskab udsteder aktier m.v., der er omfattet af ligningslovens § 7 A, når udstedelsen heraf er betinget af, at de ved afståelse eller ved medarbejderens død tilbagesælges til selskabet, der er forpligtet til at erhverve disse. Fællesregistrering kan kun ske mellem selskaber m.v., der er etableret her i landet.

Stk. 5. Anmeldelse til registrering skal ske senest 8 dage inden påbegyndelse af registreringspligtig virksomhed, jf. dog § 62, stk. 9. Ændringer i en virksomheds registreringsforhold skal meddeles til de statslige told- og skattemyndigheder senest 8 dage efter ændringen.

4. I § 56, stk. 2, indsættes efter »EU-lande,»: »indførsel af varer fra steder uden for EU,».

§ 56. ---

Stk. 2. Den udgående afgift i en afgiftsperiode er afgiften efter denne lov af virksomhedens leverancer, erhvervelser fra andre EU-lande, fraførsler fra afgiftsoplag m.v. og betalingspligtige køb efter § 46, stk. 1, for hvilke afgiftspligten er indtrådt i perioden.

Stk. 3. ---

5. I § 57, stk. 1, udgår: »senest 1 måned og 10 dage«.

6. § 57, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. For virksomheder, hvis samlede afgiftspligtige leverancer overstiger 5 mill. kr. årligt, er afgiftsperioden kalendermåneden. Virksomhedens angivelse efter stk. 1 skal foretages senest den 1. i den anden måned efter afgiftsperiodens udløb.«.

7. I § 57 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

» Stk. 3. For virksomheder, hvis samlede afgiftspligtige leverancer overstiger 500.000 kr. årligt, men udgør højst 5 mill. kr. årligt, er afgiftsperioden kvartalet. Virksomhedens angivelse efter stk. 1 skal foretages senest 1 måned og 10 dage efter afgiftsperiodens udløb.

Stk. 4. For virksomheder, hvis samlede afgiftspligtige leverancer ikke overstiger 500.000 kr. årligt, er afgiftsperioderne første og anden halvdel af kalenderåret. Virksomhedens angivelse efter stk. 1 skal foretages senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb.

Stk. 5. Anvendelsen af kvartalet eller kalenderhalvåret som afgiftsperioder efter stk. 3 og 4 er betinget af, at virksomheden ikke er registreret efter § 47, stk. 3, 2. pkt. Hvis virksomheden er registreret efter denne bestemmelse, skal virksomheden anvende kalendermåneden som afgiftsperiode efter stk. 2.

Stk. 6. Ændring af virksomhedens afgiftsperiode efter stk. 2, 3 og 4 sker på grundlag af virksomhedens afgiftspligtige leverancer i en 12-måneders periode, der omfatter anden halvdel af kalenderåret og første halvdel af det følgende kalenderår. Ændringen har virkning fra og med den 1. januar i året efter udløbet af denne periode. Virksomhedens afgiftsperiode kan kun forlænges, hvis virksomheden for afgiftsperioderne i hele den 12-måneders periode har angivet og indbetalt afgiften efter loven rettidigt.«.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 7 og 8.

8. § 57, s tk. 3, der bliver stk. 7, affattes således:

» Stk. 7. Virksomheder, der efter stk. 3 anvender kvartalet som afgiftsperiode, kan anmode de statslige told- og skattemyndigheder om at anvende kalendermåneden efter stk. 2 som afgiftsperiode. Virksomheder, der efter stk. 4 anvender kalenderhalvåret som afgiftsperiode, kan anmode de statslige told- og skattemyndigheder om at anvende kvartalet efter stk. 3 eller kalendermåneden efter stk. 2 som afgiftsperiode.«.

9. § 57, stk. 4, der bliver stk. 8, affattes således:

»Stk. 8. Ændring af afgiftsperioden efter stk. 7 kan kun ske med virkning fra 1. januar eller 1. juli, og anmodning herom skal fremsættes senest 1 måned, før ændringen ønskes iværksat. Virksomheder, der efter stk. 7 får ændret afgiftsperiode, kan ikke inden for de følgende 2 år anmode om at anvende en anden afgiftsperiode.«.

§ 57. Registrerede virksomheder skal senest 1 måned og 10 dage efter udløbet af hver afgiftsperiode til de statslige told- og skattemyndigheder angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift i perioden samt værdien af de leverancer, der efter §§ 14-21 eller § 34 er fritaget for afgift. Beløbene angives i hele kroner, idet der bortses fra ørebeløb. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for angivelsen.

Stk. 2. Afgiftsperioden er kvartalet.

Stk. 3. Virksomheder, hvis udgående afgift regelmæssigt er mindre end den indgående afgift som følge af, at en væsentlig del af leverancerne er fritaget for afgift efter §§ 14-21 eller § 34, kan af de statslige told- og skattemyndigheder få tilladelse til at anvende kalendermåneden som afgiftsperiode.

Stk. 4. Ændring af afgiftsperioden kan kun ske med virkning fra begyndelsen af et kvartal, og anmodning herom må fremsættes senest 1 måned, før ændringen ønskes iværksat. Virksomheder, der får tilladelse til at anvende en kortere afgiftsperiode end kvartalet, kan ikke inden for de følgende 2 år anvende kvartalet som afgiftsperiode.

10. I § 59, stk. 1, ændres »1 måned efter afgiftsperiodens udløb og skal indbetales senest 10 dage derefter« til: »den 1. i den måned, hvor indbetaling af afgiften skal foretages. Afgiften skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb«.

§ 59. Afgiften for en afgiftsperiode forfalder til betaling 1 måned efter afgiftsperiodens udløb og skal indbetales senest 10 dage derefter. Udgør afgiften under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades.

Stk. 2. ---

11. I § 61, stk. 1, indsættes efter »EU«: »af andre end registrerede virksomheder«.

12. § 61, stk. 2, ophæves.

§ 61. Afgift af varer, der indføres fra steder uden for EU, afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4.

Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan på nærmere fastsatte vilkår tillade forhandlere af bøger, tidsskrifter, noder og frimærker at indbetale afgiften af brevforsendelser indeholdende de nævnte varer månedligt. Indbetaling skal ske på grundlag af en særlige afgiftsangivelse inden udgangen af den følgende måned. Tilsvarende tilladelse kan i særlige tilfælde gives for andre forsendelser indeholdende tidsskrifter.

13. I § 62, stk. 1, ændres »med kvartalet eller halvåret som afgiftsperiode skal uanset §§ 57 og 68« til: »skal uanset § 57«.

14. § 62, stk. 3, ophæves.

Stk. 4-12 bliver herefter stk. 3-11.

15. I § 62, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »1 og 3« til: »1«.

16. I § 62, stk. 6, der bliver stk. 5, ændres »1, 3 og 5« til: »1 og 4«.

17. I § 62, stk. 7, der bliver stk. 6, ændres »1, 3 eller 5« til: »1 eller 4«.

18. I § 62, stk. 8, der bliver stk. 7, ændres »1 og 5« til: »1 og 4«.

19. I § 62, stk. 9, der bliver stk. 8, ændres »stk. 5« til: »stk. 4«.

20. I § 62, stk. 10, der bliver stk. 9, ændres »stk. 8 og 9« til: »stk. 7 og 8« og »stk. 9« til: »stk. 8«.

21. § 62, stk. 11, der bliver stk. 10, ændres »1 og 5« til: »1 og 4«.

§ 62. Registrerede virksomheder med kvartalet eller halvåret som afgiftsperiode skal uanset §§ 57 og 68 anvende kalendermåneden som afgiftsperiode og indsende angivelse samt indbetale afgiften senest 15 dage derefter, når

1) virksomheden 2 gange inden for de seneste 12 måneder ikke rettidigt har indbetalt afgift eller

2) virksomheden er i restance med afgift eller vedrørende andre registreringsforhold med et samlet beløb, der overstiger 25.000 kr., og

3) virksomheden ikke indbetaler restancer efter nr. 1 eller nr. 2 inden 10 hverdage fra modtagelsen af en erindringsskrivelse fra de statslige told- og skattemyndigheder, hvorved virksomheden underrettes om, at den ved fortsat manglende betaling pålægges forkortet afgiftsperiode m.v.

Stk. 2. Den forkortede afgiftsperiode efter stk. 1 skal anvendes med virkning fra den 1. i den kalendermåned, hvor den i stk. 1, nr. 3, nævnte frist udløber. Afgiften for en tidligere afgiftsperiode, hvor afgiften endnu ikke er angivet og indbetalt, skal angives og indbetales samtidig med afgiften for den første forkortede afgiftsperiode.

Stk. 3. Virksomheder, der indfører varer fra steder uden for EU, skal uanset § 61 betale afgiften kontant ved varens angivelse til fortoldning, når betingelserne efter stk. 1 er opfyldt.

Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder kan fritage en virksomhed for forkortet afgiftsperiode m.v., hvis der er indgået en betalingsordning, som virksomheden overholder, eller hvis der i øvrigt ikke på baggrund af virksomhedens forhold vurderes at være behov for at pålægge virksomheden forkortet afgiftsperiode m.v.

Stk. 5. De statslige told- og skattemyndigheder kan pålægge virksomheder, der anmeldes til registrering, at anvende forkortet afgiftsperiode m.v. efter reglerne i stk. 1 og 3. Krav om forkortet afgiftsperiode m.v. pålægges efter reglerne i kildeskattelovens § 56, stk. 4.

Stk. 6. Virksomheder kan i stedet for at anvende forkortet afgiftsperiode m.v. efter stk. 1, 3 og 5 vælge at stille sikkerhed efter reglerne i kildeskattelovens § 56, stk. 5. Hvis der efter sikkerhedsstillelsen opstår en ny restance, pålægges virksomheden forkortet afgiftsperiode m.v. efter stk. 1, 3 og 5.

Stk. 7. Virksomheder, der efter stk. 1, 3 eller 5 er pålagt forkortet afgiftsperiode m.v., kan anvende sædvanlig afgiftsperiode m.v., når virksomheden i en 12-måneders-periode rettidigt har indbetalt afgiften og virksomheden ikke er i restance med afgift eller vedrørende andre registreringsforhold.

Stk. 8. De statslige told- og skattemyndigheder kan pålægge en virksomhed, der ikke overholder kravene om forkortet afgiftsperiode m.v. efter stk. 1 og 5, at stille sikkerhed efter reglerne i kildeskattelovens § 56 A, stk. 1. Virksomheder, der stiller sikkerhed, skal uanset stk. 1 og 5 ikke anvende forkortet afgiftsperiode m.v.

Stk. 9. De statslige told- og skattemyndigheder kan i stedet for at stille krav om forkortet afgiftsperiode m.v. efter stk. 5 pålægge virksomheder, der anmeldes til registrering, at stille sikkerhed efter reglerne i kildeskattelovens § 56 A, stk. 2. Når virksomheden pålægges at stille sikkerhed, kan virksomheden ikke registreres, før dette pålæg er opfyldt. Et pålæg om sikkerhedsstillelse skal meddeles virksomheden senest 14 dage efter, at virksomheden anmeldes til registrering.

Stk. 10. Krav om sikkerhedsstillelse efter stk. 8 og 9 meddeles virksomheden ved anbefalet brev. Ved krav om sikkerhedsstillelse efter stk. 9 skal meddelelsen indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at virksomheden ikke kan registreres, hvorefter det vil være strafbart at drive virksomheden efter bestemmelsen i § 81, stk. 3, 2. pkt. Krav om sikkerhedsstillelse ophører, når virksomheden i den seneste 12-måneders-periode har indbetalt afgift rettidigt og virksomheden ikke er i restance med afgift eller vedrørende andre registreringsforhold.

Stk. 11. Der skal betales et gebyr på 65 kr. pr. afgiftsperiode for virksomheder, der er overført til forkortet afgiftsperiode efter stk. 1 og 5.

Stk. 12. Dør indehavere af en registreret virksomhed, og udstedes der proklama efter § 81 i lov om skifte af dødsboer, skal arvingerne eller bobestyreren senest 30 dage efter bekendtgørelse af proklama foretage angivelse efter § 57, stk. 1, for perioden fra afgiftsperiodens begyndelse og indtil dødsdagen.

22. Kapitel 16 ophæves.

Kapitel 16

Særlige bestemmelser vedrørende landbrug og fiskeri m.v.

§ 66. Såfremt den, der i henhold til § 47, stk. 1, skal anmelde sin virksomhed til registrering, alene har registreringspligtig virksomhed med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, registreres virksomheden i et særligt register for landbrug og fiskeri m.v. Virksomheden registreres med kvartalet som afgiftsperiode.

Stk. 2. Har den pågældende foruden landbrug og fiskeri m.v. anden virksomhed med afsætning af varer og ydelser, sker registrering af virksomhederne under eet i det særlige register, såfremt omsætningen af andet end varer fra landbruget og fiskeriet m.v. ikke overstiger 20.000 kr. årligt. Det samme gælder, hvis sådan omsætning i øvrigt er af mindre omfang og alene vedrører levering af tjenesteydelser med benyttelse af det til landbruget og fiskeriet hørende materiel eller levering af naturprodukter fra ejendommens område.

Stk. 3. Føres der særskilt regnskab for virksomheden med landbrug og fiskeri m.v., kan denne registreres for sig i det særlige register.

§ 67. Virksomheder, der er registreret som landbrug og fiskeri m.v., kan føre regnskab på grundlag af periodiske opgørelser fra leverandører og aftagere. Opgørelserne må kun omfatte indkøb eller afsætning, der vedrører en enkelt af virksomhedens afgiftsperioder. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for indholdet af opgørelserne.

§ 68. For virksomheder, der er registreret som landbrug og fiskeri m.v., og hvis samlede afgiftspligtige leverancer ikke overstiger 500.000 kr. årligt, er afgiftsperioderne første og anden halvdel af kalenderåret. Virksomheden kan uanset 1. pkt. anmode de statslige told- og skattemyndigheder om fortsat at anvende kvartalet som afgiftsperiode. Anvendelsen af halvåret som afgiftsperiode er betinget af, at virksomheden ikke er registreret efter § 47, stk. 3, 2. pkt.

Stk. 2. Ændring af virksomhedens afgiftsperiode sker på grundlag af virksomhedens afgiftspligtige leverancer i det seneste hele afsluttede kalenderår og har virkning fra og med den 1. juli i det følgende kalenderår. Virksomhedens afgiftsperiode kan kun ændres fra kvartalet til halvåret, hvis virksomheden for afgiftsperioderne i hele det senest afsluttede kalenderår har angivet og indbetalt afgiften efter loven rettidigt.

23. I § 81, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 47, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. og 2. pkt., stk. 3, 1. pkt, eller stk. 5,»: »1., 4. og 5. pkt.,», og indsættes efter »§ 57, stk. 1, 1. pkt.,»: »stk. 2, 2. pkt., stk. 3, 2. pkt., eller stk. 4, 2. pkt.«.

24. I § 81, stk. 1, nr. 2 , ændres »§ 62, stk. 13« til: »§ 62, stk. 11« og udgår: »§ 67, 2. pkt.,».

25. I § 81, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 62, stk. 9« til: »§ 62, stk. 8«.

§ 81. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt

1 )afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen eller kontrollen med udbetalinger efter § 45, § 53, stk. 2, § 63 og § 72,

2 )overtræder § 8, stk. 1, 4. pkt., § 23, stk. 4, 2. pkt., § 30, stk. 2, § 38, stk. 3, 3. pkt., § 43, stk. 3, nr. 1, 4 eller 5, § 47, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. og 2. pkt., stk. 3, 1. pkt., eller stk. 5, § 48, 1. pkt., § 52, stk. 1, 1., 2. eller 4. pkt., stk. 2, 3, 5 eller 6, § 53, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, 1. pkt., § 56, stk. 3, 2. pkt., § 57, stk. 1, 1. pkt., § 62, stk. 13, § 64, stk. 2, 1. pkt., § 65, stk. 1, § 67, 2. pkt., § 70, stk. 2, § 72, stk. 3 eller 4, § 74, stk. 2 eller 4, § 75, stk. 1, 2, 3 eller 4, eller § 76, stk. 5, 2. pkt.,

3) overtræder angivelsesfristen i § 62, stk. 1 eller 2,

4) undlader at foretage anmeldelse efter § 65, stk. 3, 1. pkt., eller overtræder anmeldelsesfristen i § 65, stk. 3, 2. pkt.,

5) undlader at efterkomme et påbud efter § 29, stk. 1, eller § 38, stk. 3, 1. pkt.,

6) overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer eller ydelser, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have været betalt efter denne lov, eller forsøger herpå.

Stk. 2. ---

Stk. 3. Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift eller til uberettiget at opnå udbetalinger efter § 45, § 53, stk. 2, § 63 og § 72, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år straffes ligeledes den, der forsætligt eller groft uagtsomt driver registreringspligtig virksomhed, uanset at virksomheden er nægtet registrering efter § 62, stk. 9, eller § 62 a, stk. 5.

Stk. 4. ---

§ 2

I lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 568 af 20. juni 1994, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 890 af 3. december 1997, foretages følgende ændring:

1. I § 1 ændres »57, stk. 3, har fået tilladelse til at anvende en kortere afgiftsperiode end kvartalet« til: »§ 57, stk. 2, anvender kalendermåneden som afgiftsperiode, og som regelmæssigt får udbetalt overskydende afgift efter merværdiafgiftslovens § 63«.

§ 1. Virksomheder, der efter merværdiafgiftslovens § 57, stk. 3, har fået tilladelse til at anvende en kortere afgiftsperiode end kvartalet, kan efter anmodning til de statslige told- og skattemyndigheder forskudsvis få udbetalt et beløb svarende til det gennemsnitlige tilgodehavende af overskydende afgift efter § 63 i merværdiafgiftsloven.

§ 3

I lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 858 af 24. september 1996, som ændret senest ved § 8 i lov nr. 1107 af 29. december 1997, foretages følgende ændring:

1. § 11, stk. 3, 1. pkt., affattes således:

»Afgiften af motorbrændstof, der udelukkende anvendes til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, tilbagebetales efter stk. 2.«.

§ 11. ---

Stk. 3. Afgiften af motorbrændstof, der udelukkende anvendes til virksomhed omfattet af merværdiafgiftslovens § 66, stk. 1, refunderes efter stk. 2. Der ydes ligeledes afgiftsgodtgørelse for transport fra ejendommens område af egne produkter hidrørende fra den nævnte virksomhed. Afgift af motorbrændstof anvendt i registrerede motorkøretøjer refunderes ikke.

Stk. 4. ---

§ 4

I lov om afgift af naturgas og bygas, jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 3. oktober 1996, som ændret senest ved § 16 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, foretages følgende ændring:

1. § 10, stk. 3, 1. pkt., affattes således:

»Afgiften af gas, der udelukkende anvendes som motorbrændstof til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, tilbagebetales efter stk. 2.«.

§ 10. ---

Stk. 3. Afgiften af gas, der udelukkende anvendes som motorbrændstof til virksomhed omfattet af merværdiafgiftslovens § 66, stk. 1, tilbagebetales efter stk. 2. Der sker ligeledes tilbagebetaling af afgift for transport fra ejendommens område af egne produkter hidrørende fra den i 1. pkt. nævnte virksomhed. Afgift af gas, der anvendes som motorbrændstof i registrerede motorkøretøjer, tilbagebetales ikke.

Stk. 4. ---

§ 5

I lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 856 af 24. september 1996, som ændret senest ved § 20 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, foretages følgende ændring:

1. I § 9, stk. 2, 4. pkt., ændres »§ 66, stk. 1, i merværdiafgiftsloven« til: »§ 11, stk. 3, 1. pkt., i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.«.

§ 9. ---

Stk. 2. Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan dog få 75 pct. af afgiften efter nærværende lov tilbagebetalt af afgiftspligtige varer omfattet af § 2, nr. 1-7 og nr. 10-13, der anvendes som nævnt i nr. 1-14 i bilaget til denne lov, og af varer omfattet af § 2, der anvendes som nævnt i nr. 15-35 i bilaget til denne lov. For de i nr. 15-35 i bilaget til denne lov nævnte anvendelser kan afgiftspligtige varer anvendt til ventilation i forbindelse med de omtalte anvendelser medregnes som en del af den anvendelse, der er omfattet af bilaget. For de i nr. 2-35 i bilaget nævnte anvendelser ydes den forhøjede tilbagebetaling på betingelse af, at forbruget vedrører en årlig produktion på mindst 10 t. Tilbagebetalingen ydes efter et fradrag pr. kg fuelolie, der er anvendt til varmefremstilling, bortset fra olie vedrørende aktiviteter omfattet af § 66, stk. 1, i merværdiafgiftsloven. Fradraget er 3 øre pr. kg fuelolie.

Stk. 3. ---

§ 6

I toldloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 113 af 27. februar 1996, som ændret senest ved § 36 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, foretages følgende ændringer:

1. § 30, stk.1, affattes således:

»Told af varer, der indføres i erhvervsmæssigt øjemed af varemodtagere registreret efter § 29, skal opgøres for en afregningsperiode på en måned og indbetales senest den 16. i den følgende måned. Tilsvarende gælder for merværdiafgift, såfremt varerne indføres af varemodtagere, der ikke er registreret efter merværdiafgiftsloven. Udgør tolden under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades.«.

§ 30. Afregningsperioden for told- og merværdiafgift af varer, der indføres i erhvervsmæssigt øjemed af varemodtagere, der er registreret efter § 29, er kalendermåneden. Told og merværdiafgift af varer, der er fortoldet i afregningsperioden, skal indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder senest den 16. i måneden efter afregningsperioden. Udgør tolden under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades.

Stk. 2. ---

2. I § 33, stk. 1-3, udgår: »og merværdiafgift«.

3 . I § 33 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

» Stk. 4. Såfremt de i stk. 1-3 nævnte varemodtagere ikke er registreret efter merværdiafgiftsloven, finder bestemmelserne om told tilsvarende anvendelse for merværdiafgiften.«.

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

§ 33. Told og merværdiafgift af varer, der indføres fra tredjelande i erhvervsmæssigt øjemed af varemodtagere, der er hjemmehørende uden for EU's toldområde, skal betales ved fortoldningens afslutning.

Stk. 2. Told og merværdiafgift af varer, der i erhvervsmæssigt øjemed indføres til en varemodtager, hvis bo er under konkursbehandling eller tvangsakkordforhandling, skal betales ved fortoldningens afslutning. Det samme gælder, hvis varemodtageren ved eksekution er fundet ude af stand til for tiden at betale sin gæld, hvis varemodtageren har standset sine betalinger, er under frivillig akkord eller likvidation, eller hvis varemodtageren på tidspunktet for fortoldningens afslutning er afgået ved døden.

Stk. 3. Told og merværdiafgift af varer, der indføres til varemodtagere, som efter § 38 ikke har adgang til kredit, skal betales ved fortoldningens afslutning.

Stk. 4. Told af varer, for hvilke der ikke er stillet sikkerhed efter § 30, stk. 2, skal betales til de statslige told- og skattemyndigheder senest den 5. hverdag efter fortoldningsdagen.

4. I § 34, stk. 1, og § 37, stk. 1, ændres »§ 33, stk.4,» til: »§ 33, stk. 5,».

§ 34. Overskrides fristen i § 33, stk. 4, pålægges det den, hvem betalingen påhviler, at betale en afgift på 230 kr. for den pågældende fortoldningsekspedition. Afgiften betales efter reglerne for betaling af told, jf. § 30, stk. 1.

Stk. 2 . ---

§ 37. Betales skyldig told eller merværdiafgift efter § 30, bidrag efter § 30, stk. 4, told efter § 33, stk. 4, afgift efter § 34, stk.1, eller ekspeditionsafgift efter § 81 ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. dag efter afregningsperiodens udløb.

Stk. 2. ---

Versioner

  1. 1998-07-01